Anden Kongebog 1-3

Bibelen på hverdagsdansk

Konflikten mellem kong Ahazja og Elias

1 Efter kong Ahabs død gjorde Moab oprør mod Israels overherredømme. ² Det var, mens Ahazja var konge over Israel.

En dag var Ahazja så uheldig at falde ud af vinduet fra øverste etage i sit palads i Samaria. Han var døden nær, og han sendte derfor nogle folk af sted til Ekron for at spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, om han ville overleve.

³ I mellemtiden havde Herrens engel sagt til profeten Elias fra Tishbe: „Først skal du gå sendebudene fra Samarias konge i møde og stille dem følgende spørgsmål: ‚Findes der ingen Gud i Israel, siden I skal hen og spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, til råds?’ ⁴ Derefter skal du sige til dem: ‚Gå tilbage til kongen med følgende budskab fra Herren: Du kommer ikke til at rejse dig fra den seng, du ligger i, for du skal dø.’ ” Elias tog straks af sted, traf kongens sendebud og overbragte sit budskab.

⁵ Sendebudene opgav med det samme rejsen og vendte tilbage til kongen, som blev meget overrasket over at se dem så hurtigt.

„Hvorfor er I allerede tilbage?” spurgte han.

⁶ De svarede: „Vi mødte en mand, som sagde, at vi skulle overbringe kongen følgende besked: ‚Hvorfor sender du bud til Ba’al-Zebub, filistrenes gud? Findes der ingen Gud i Israel? Fordi du har handlet sådan, kommer du ikke til at rejse dig fra din seng, for du skal dø.’ ”

⁷ „Hvem var det, der sagde sådan?” spurgte kongen. „Hvordan så han ud?”

⁸ „Det var en mand med en lodden kappe^[a] og et læderbælte om livet.”

„Det må være profeten Elias,” udbrød kongen ⁹ og sendte straks en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. De fandt ham siddende på toppen af en klippe. Officeren sagde til ham: „Du Guds profet, kongen befaler, at du kommer med os.”

¹⁰ Men Elias svarede: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Så fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

¹¹ Derpå sendte kongen endnu en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. „Du Guds profet,” råbte officeren til Elias, „kongen befaler, at du øjeblikkelig kommer ned.”

¹² Men Elias svarede som før: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Igen fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

¹³ Endnu en gang sendte kongen en officer og 50 soldater af sted. Men denne officer faldt på knæ foran Elias og tryglede ham: „Du Guds profet, skån mig og mine 50 kammerater. ¹⁴ Vær barmhjertig imod os, så Guds ild ikke dræber os, som det skete med de andre.”

¹⁵ Da sagde Herrens engel til Elias: „Vær ikke bange, men følg med dem.” Så fulgte han med dem til kongens palads.

¹⁶ „Hvorfor i alverden sendte du bud til Ba’al-Zebub, filistrenes gud?” spurgte Elias, da de var nået frem til kongen. „Findes der måske ingen Gud i Israel, du kan spørge til råds? Fordi du gjorde det, siger Herren til dig, at du aldrig vil komme til at rejse dig fra din seng, for du skal dø.”

¹⁷ Kort efter døde kong Ahazja, sådan som Herren havde forudsagt gennem Elias, og hans bror Joram blev konge efter ham, for Ahazja havde ingen sønner til at overtage magten. Det skete i kong Joram af Judas andet regeringsår—den Joram, som var søn af Joshafat. ¹⁸ Resten af kong Ahazjas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Elias bliver taget op til Himlen

2 Da Herren hentede Elias op til Himlen i en hvirvelvind, foregik det på følgende måde:

Elias og Elisa kom gående sammen på vejen fra Gilgal.^{[b] 2} Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Betel.”

Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad mod Betel.

³ Inden de nåede byen, kom eleverne fra profetskolen i Betel dem i møde, og de spurgte Elisa: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁴ Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Betel, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Jeriko.”

Men Elisa svarede som før: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad ned mod Jeriko.

⁵ Eleverne fra profetskolen i Jeriko kom dem også i møde, og de stillede Elisa samme spørgsmål: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁶ Derpå sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Jeriko, for nu vil Herren have mig hen til Jordanfloden.”

Men Elisa svarede igen: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad og kom til Jordanflodens bred.

⁷ 50 af profeteleverne gik hen og stillede sig et sted, hvor de kunne holde øje med dem på afstand. ⁸ Elias rullede sin kappe sammen og slog på vandet med den, og vandet delte sig, så de kunne gå tørskoet over.

⁹ Da de var kommet over på den anden side, sagde Elias til Elisa: „Hvad ønsker du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”

„Lad din profetiske ånd gå i arv til mig,”^[c] var Elisas svar.

¹⁰ „Det er en dristig bøn,” svarede Elias. „Men hvis du ser mig i det øjeblik, jeg bliver taget bort, vil din bøn blive opfyldt. Hvis du derimod ikke ser mig, bliver den ikke opfyldt.”

¹¹ Mens de gik og talte sammen på vejen, kørte der pludselig en ildvogn med ildheste ind imellem dem. Elias blev taget op i vognen og fór op mod himlen i en hvirvelvind.

¹² Elisa fulgte ham med øjnene og råbte: „Min mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

Da Elisa ikke længere kunne se ham, rev han sin kjortel itu. ^13-14 Så samlede han profetkappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage til Jordanflodens bred. Han slog vandet med kappen, ligesom Elias havde gjort, og sagde:

„Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?” Straks delte vandet sig, så Elisa kunne gå tørskoet over.

¹⁵ Da eleverne fra profetskolen i Jeriko så det, råbte de: „Se, Elias’ ånd er kommet over Elisa.” Så gik de ham i møde og bøjede sig for ham.

¹⁶ „Herre,” sagde de, „vi er 50 mænd i god form. Skal vi ikke gå ud og lede efter din herre? Måske Herrens Ånd har sat ham på et af bjergene eller i en kløft.”

„Nej,” svarede Elisa, „lad være med det.”

¹⁷ Men de blev ved med at presse ham. Til sidst gav han efter og sagde: „Godt, så gør det bare.” De 50 mænd søgte efter Elias i tre dage, men de fandt ham ikke. ¹⁸ Elisa var stadig i Jeriko, da de kom tilbage, og han sagde til dem: „Det var jo det, jeg sagde.”

Elisas første mirakler

¹⁹ En dag kom Jerikos ledere til Elisa med et problem. „Vores by ligger på et godt sted, som du kan se,” sagde de. „Men der er noget galt med vandet. Det forårsager aborter her i området.”

²⁰ „Bring mig en ny skål og kom salt i den,” beordrede Elisa. Det gjorde de.

²¹ Så gik han ned til kilden, kastede saltet ned i den og sagde: „Herren siger: Jeg gør dette vand sundt. Det vil ikke længere forårsage død eller aborter.” ²² Så blev vandet sundt, ganske som Elisa havde sagt. Og det er det den dag i dag.

²³ Fra Jeriko gik Elisa nu mod Betel. Da han nærmede sig byen, kom der en flok drenge ud derfra og gjorde nar af ham. De råbte til ham: „Kom herop, skaldepande, kom herop.” ²⁴ Da vendte Elisa sig mod børnene og forbandede dem i Herrens navn. Straks kom to hunbjørne ud fra krattet og sønderrev 42 af dem. ²⁵ Derfra gik Elisa videre til Karmels bjerg og vendte siden tilbage til Samaria.

Kong Joram af Israel

3 Ahabs søn Joram kom til magten i Israel i kong Joshafat af Judas 18. regeringsår. Han regerede i 12 år med residens i Samaria. ² Joram gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, selv om han handlede bedre end sin far, Ahab, og sin mor, Jezabel. Han nedrev den stenstøtte, som hans far i sin tid havde ladet bygge for Ba’al. ³ Men ellers fortsatte han i samme spor som Jeroboam, der havde lokket Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelse.

Elisa forudsiger Israels sejr over Moab

⁴ Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. ⁵ Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. ⁶ Kong Joram mønstrede straks den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. ⁷ Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?”

„Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. ⁸ Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.”

„Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram.

⁹ Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med.

¹⁰ „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?”

¹¹ Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?”

„Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Elias’ højre hånd.”

¹² „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds.

¹³ Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?”

Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.”

¹⁴ „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. ¹⁵ „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa.

¹⁶ „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. ¹⁷ „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. ¹⁸ Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. ¹⁹ I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.”

²⁰ Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet.

²¹ I mellemtiden havde folket i Moab hørt, at tre hære var på vej imod dem, og alle kampdygtige mænd, både unge og gamle, blev indkaldt og placeret langs grænsen. ²² Men i den tidlige morgen, da solens stråler faldt på vandet, så det for moabitterne ud, som om der lå blod overalt.

²³ „Se alt det blod,” råbte de. „De tre fjendehære må have slået hinanden ihjel. Kom, lad os løbe ned og udplyndre deres lejr.”

²⁴ Men da de nåede ned til lejren, blev de angrebet og slået på flugt af israelitterne, som forfulgte dem langt ind i Moabs land og ødelagde alt, hvad de kom i nærheden af. ²⁵ De ødelagde byerne, dængede hvert eneste stykke opdyrket jord til med sten, stoppede kilderne til og fældede frugttræerne. Til sidst var kun fæstningsbyen Kir-Hareset tilbage, men slyngekasterne belejrede og beskød den.

²⁶ Da Moabs konge indså, at han ikke kunne holde stand mod angrebet, tog han 700 bevæbnede soldater med sig og forsøgte at bryde igennem belejringen for at komme hen til Edoms konge. Men planen mislykkedes. ²⁷ Så tog han sin ældste søn, tronarvingen, og for øjnene af den bestyrtede israelitiske hær dræbte han ham og ofrede ham dér på muren som brændoffer til sin gud. Denne modbydelige handling blev israelitterne så oprørte over, at de vendte om og trak sig tilbage til deres eget land.