Ordsprogene 25-29
Dette er Biblen på dansk
25 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede. 2 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag. 3 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske. 4 Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret; 5 når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd. 6 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads; 7 det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set, 8 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme? 9 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed 10 thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen. 11 Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid. 12 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre. 13 Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl. 14 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed. 15 Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben. 16 Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud. 17 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes. 18 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste. 19 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag. 20 Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand. 21 Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke; 22 da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og Herren lønner dig for det. 23 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner. 24 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde. 25 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne. 26 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn. 27 Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord. 28 Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.
26 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe. 2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand. 3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg. 4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han. 5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis. 6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe. 7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund. 8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe. 9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund. 10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken. 11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab. 12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham. 13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!" 14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje. 15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden. 16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar. 17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid. 18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død, 19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun." 20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte. 21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv. 22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre. 23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber. 24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig; 25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru. 26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling. 27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv. 28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
27 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe. 2 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber. 3 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde. 4 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den? 5 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules. 6 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange. 7 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne. 8 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem: 9 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer. 10 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne. 11 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig. 12 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder, 13 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! 14 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden. 15 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden; 16 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie. 17 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet. 18 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres. 19 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde. 20 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes. 21 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand. 22 0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham. 23 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde; 24 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt; 25 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter, 26 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark, 27 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.
28 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige. 2 Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand. 3 En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød. 4 Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem. 5 Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger Herren. 6 Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 7 Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam. 8 Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe. 9 Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru. 10 Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke. 11 Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham. 12 Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk. 13 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde. 14 Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke. 15 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk. 16 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov. 17 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke. 18 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven. 19 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed. 20 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf. 21 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød. 22 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke. 23 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk. 24 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand. 25 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på Herren, kvæges. 26 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes. 27 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker. 28 Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.
29 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom. 2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket. 3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods. 4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde. 5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod. 6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde. 7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet. 8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede. 9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af. 10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham. 11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider. 12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere. 13 Fattigmand og Blodsuger mødes, Herren giver begges Øjne Glans. 14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig. 15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam. 16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald. 17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager. 18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven. 19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke. 20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham. 21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre. 22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd. 23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære. 24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet. 25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på Herren, er bjærget. 26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra Herren. 27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.