Første Kongebog 12-20

Bibelen på hverdagsdansk

Nordriget forkaster Rehabeam som konge over dem

12 Rehabeam og hans rådgivere tog straks efter Salomons død til Sikem, hvor Nordrigets ledere samledes for at udråbe ham til konge. ² Jeroboam, Nebats søn, vendte tilbage fra Egypten (hvortil han var flygtet for kong Salomon), da han hørte, at Salomon var død. ³ Nordrigets ledere sendte nu bud efter ham, og sammen trådte de frem for Rehabeam i Sikem. ⁴ „Din far lagde en masse skatter på os og krævede hårdt arbejde,” sagde de. „Hvis du er villig til at nedsætte kravene, vil vi gerne have dig som konge.”

⁵ „Det vil jeg tænke over,” svarede Rehabeam. „Kom tilbage om to dage,^[a] så vil jeg give jer svar.”

⁶ Rehabeam drøftede nu sagen med sin fars gamle rådgivere. „Hvad foreslår I, jeg skal gøre?” spurgte han. ⁷ „Hvis du viser lederne, at du tager hensyn til deres ønsker, og siger, at du vil behandle folket godt, så vil de være loyale over for dig,” var deres svar.

⁸ Men Rehabeam brød sig ikke om deres råd. Han spurgte så de unge mænd, han var vokset op sammen med, og som han havde ansat i sin tjeneste: ⁹ „Hvad skal vi svare de her mennesker, som gerne vil være fri for hårdt arbejde og skatter?” ¹⁰ „Vi foreslår, at du siger: ‚Sammenlignet med mig var min far ingenting! ¹¹ Hvis I synes, min far lagde tunge byrder på jer, vil jeg gøre dem endnu tungere. Hvis I synes, min far brugte en pisk af reb, så vil jeg bruge en pisk med metalstykker i!’ ”

¹² Da Jeroboam og Nordrigets ledere som aftalt kom tilbage til den unge konge to dage senere, ^13-14 gav han dem det brutale svar, som de unge mænd havde rådet ham til, i stedet for det gode svar fra sin fars rådgivere. ¹⁵ Kongen var således ikke villig til at lytte til deres ønsker, og derved kom han til at opfylde det profetiske ord fra Herren, som Ahija fra Shilo havde givet Jeroboam.

¹⁶ Da Nordrigets folk blev klar over, at kongen ikke ville lytte til dem, tog de afstand fra ham og råbte til hinanden: „Ud med David og hans slægt! Rehabeam kan få lov til at herske over sin egen stamme. Vi kan klare os selv.”

¹⁷ Således gik det til, at Rehabeam måtte nøjes med at være konge over Judas stamme. ¹⁸ Men han gav ikke op med det samme, så han sendte sin slavepisker Adoniram efter Nordrigets ledere for at tvinge dem, men de smed sten efter ham og slog ham ihjel. Rehabeam sprang da op i sin vogn og skyndte sig hjem til Jerusalem for ikke selv at blive slået ihjel. ¹⁹ Således brød de ti nordlige stammer forbindelsen med Judas stamme, og de to riger blev aldrig siden forsonet.

Jeroboam bliver konge i Nordriget

²⁰ Da det blev kendt blandt alle Nordrigets indbyggere, at Jeroboam var vendt hjem, inviterede de ham til et stort folkemøde, hvor de gjorde ham til deres konge. Det var kun Judas stamme, der var loyal over for Davids slægt.

²¹ Da kong Rehabeam kom tilbage til Jerusalem, mønstrede han sin hær, der bestod af elitetropper fra Judas og Benjamins stammer—180.000 i alt. Med den hær ville han tvinge Nordriget til at anerkende ham som konge. ²² Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab: ^23-24 „Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.

²⁵ Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.

Jeroboam indfører afgudsdyrkelse og en ny fest

^26-27 Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. „Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. „Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”

²⁸ På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. „Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. „Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”

^29-30 Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder. ³¹ Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling. ^32-33 Han bekendtgjorde også, at den årlige løvhyttefest for fremtiden skulle fejres i Betel den 15. dag i den ottende måned^[b]—en dato han selv fandt på, og han indkaldte alle sine præster til at gøre tjeneste i Betel under den ugelange højtid. Da festen begyndte, steg han selv op på alteret i Betel for at tænde ilden og ofre til den guldkalv, han havde ladet opstille der.

Guds profet fra Juda

13 Herren havde imidlertid sendt en profet fra Juda til Betel, og mens Jeroboam stod og var klar til at tænde ilden til røgelsesofferet, ² råbte denne profet: „Du alter! Hør, hvad Herren siger: En dreng skal fødes i Davids slægt og få navnet Josias. Han vil komme her og ofre de afgudspræster, som tænder offerild på dig. Da skal der brændes menneskeknogler på dig. ³ Og som tegn på, at mit budskab er fra Herren, vil alteret om lidt revne, så asken vælter ud på jorden.”

⁴ Da kong Jeroboam hørte, hvad profeten råbte imod det nye alter i Betel, pegede han på ham og råbte til vagterne: „Grib ham!” Men øjeblikkelig stivnede hans arm, så han ikke kunne trække den til sig igen, ⁵ og samtidig revnede alteret, så asken spredtes på jorden—nøjagtig som profeten havde sagt.

⁶ Forfærdet råbte kongen til profeten: „Gå i forbøn for mig og bed Herren, din Gud, om at gøre min arm normal igen!” Så bad profeten til Herren, og kongens arm blev normal igen. ⁷ Derpå sagde kongen:

„Tag med mig hjem for at få noget at spise. Jeg vil også give dig en gave.”

⁸ Men profeten svarede: „Om du så gav mig det halve kongerige, ville jeg ikke tage imod det! Og jeg vil hverken spise eller drikke noget på dette sted. ⁹ Herren har sagt, at jeg hverken må tage imod noget at spise eller drikke og heller ikke rejse tilbage ad den vej, jeg kom.” ¹⁰ Derefter gik profeten bort ad en anden vej.

¹¹ Nu boede der imidlertid en gammel profet i Betel, og hans sønner havde overværet det hele. De skyndte sig hjem og fortalte deres far, hvad profeten fra Juda havde sagt og gjort.

¹² „Hvilken vej gik han?” spurgte den gamle profet. Så fortalte de ham det.

¹³ „Skynd jer!” sagde han. „Se at få sadlet mit æsel!” Og da de havde sadlet æslet, ¹⁴ red han efter profeten. Han indhentede ham ved et egetræ, hvor han sad og hvilede sig.

„Er du profeten fra Juda?” spurgte den gamle mand.

„Ja, det er jeg,” svarede han.

¹⁵ „Tag med mig hjem og få noget at spise!”

^16-17 „Nej,” svarede han, „det kan jeg ikke, for jeg må hverken spise eller drikke, så længe jeg er her. Herren har udtrykkeligt advaret mig imod det, og han befalede mig også at rejse en anden vej hjem, end den jeg kom ad.”

¹⁸ Men den gamle mand insisterede: „Jeg er selv profet, og en engel kom til mig og sagde, at jeg skulle tage dig med hjem og give dig noget at spise og drikke.” Men det var løgn alt sammen.

¹⁹ Så gik profeten fra Juda med den gamle mand hjem, og han spiste og drak.

²⁰ Men pludselig, mens de sad og spiste ved bordet, kom Herrens ord til den gamle profet, ^21-22 og han råbte til profeten fra Juda: „Herren siger, at fordi du var ulydig og stik imod hans klare befaling lod dig overtale til at spise og drikke her, skal du dø, og dit lig vil ikke blive lagt i dit familiegravsted.”

²³ Efter måltidet sadlede den gamle mand sit æsel og lod profeten ride af sted på det. ²⁴ Men han var ikke nået ret langt, før en løve sprang op, rev ham af æslet og bed ham ihjel. Derefter blev både løven og æslet stående og kiggede på ham. ²⁵ Nogle forbipasserende så liget ligge ved vejen, mens løven bare stod og kiggede på det. Da de nåede ind til Betel, hvor den gamle mand boede, fortalte de om den mystiske hændelse.

²⁶ Da den gamle profet hørte om det, udbrød han: „Jamen, det må være den profet, som var ulydig imod Herrens befaling. Det er en straf fra Herren, at han blev revet ihjel af en løve.” ²⁷ Så tilføjede han henvendt til sine sønner: „Gør et æsel klar!” Det gjorde de så, ²⁸ hvorefter han red af sted.

Da han lidt senere fandt profetens lig på vejen, stod løven og æslet der stadig og kiggede. Løven havde hverken ædt ham eller angrebet æslet. ²⁹ Da tog den gamle profet liget og lagde det på æslet, hvorefter han vendte tilbage til byen for at sørge over den døde og begrave ham. ³⁰ „Åh, min stakkels ven!” sagde han og lagde den døde i sin egen grav.

³¹ Derefter sagde han til sine sønner: „Når jeg dør, skal I lægge mig ved siden af ham, ³² for han var en sand profet! Hans dom over afgudsdyrkelsen her i Betel og de andre altre rundt omkring i Samaria skal gå i opfyldelse.”

³³ Men trods det, der var sket, opgav Jeroboam ikke sin ondskab—tværtimod, han udnævnte flere præster blandt den almindelige befolkning, så afgudsdyrkelsen omkring offerstederne blomstrede mere end nogen sinde. Enhver, som havde lyst, kunne blive præst. ³⁴ På grund af denne store synd blev hele Jeroboams slægt senere udryddet fra jordens overflade.

Ahija udtaler Guds dom over Jeroboam og Nordriget

14 Så skete det, at Jeroboams søn Abija blev alvorligt syg. ² Jeroboam sagde derfor til sin kone: „Forklæd dig godt, så ingen kan se, at du er min kone, og gå hen til profeten Ahija i Shilo—ham, som forudsagde, at jeg ville blive konge. ³ Tag en gave med til ham—ti brød, nogle figenkager og en krukke honning—så han kan fortælle dig, hvad der vil ske med drengen.”

⁴ Så forklædte hun sig og tog af sted til Ahijas hus i Shilo. Profeten var meget gammel, og han havde mistet synet på grund af alderdom. ⁵ Men Herren sagde til ham: „Jeroboams kone kommer for at søge råd om sin søn, der er syg. Hun er forklædt.” Og Herren gav ham besked om, hvad han skulle sige til hende, når hun kom.

⁶ Så da Ahija hørte fodtrin uden for døren, råbte han: „Kom ind, Jeroboams kone! Hvorfor har du forklædt dig?” Så tilføjede han: „Jeg har dårligt nyt til dig. ⁷ Herren, Israels Gud, siger til din mand: ‚Jeg gjorde dig til konge over Nordriget, selv om du ikke var af kongeslægt. ⁸ Jeg tog herredømmet ud af hænderne på Davids slægt og gav det til dig. Men du har ikke adlydt mig, sådan som min tjener David gjorde, for han adlød mig af hele sit hjerte og ønskede at gøre min vilje. ⁹ Du, derimod, har gjort mere ondt end dine forgængere! Du har lavet afguder og støbt guldkalve! Du har krænket og forkastet mig. ¹⁰ Derfor vil jeg straffe dig. Hver eneste mand og dreng i din slægt vil jeg udrydde. Ja, jeg vil snart udrydde din slægt, som man brænder affald og intet bliver tilbage. ¹¹ Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, skal hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, skal fuglene æde.’

¹² Gå du nu hjem, Jeroboams kone! Så snart du kommer tilbage til byen, vil din søn dø, ¹³ og hele Nordriget vil sørge over ham. Men den søn bliver den eneste i din familie, som får en ordentlig begravelse, for han er den eneste af jer, som Herren, Israels Gud, ser noget godt i. ¹⁴ Efter Jeroboams død vil Herren lade en anden mand komme til magten i Nordriget, som vil udrydde resten af Jeroboams slægt. ¹⁵ Siden hen vil Herren straffe hele Nordriget. Som et siv, der rykkes op og rives med af en kraftig vandstrøm, sådan vil Israels folk blive rykket op fra det frugtbare land, deres forfædre fik i eje, og de vil ende ovre på den anden side af Eufratfloden, for de har vakt Herrens vrede ved at dyrke afguder og opstille Asherapæle. ¹⁶ Ja, han vil lade Israel sejle sin egen sø, fordi Jeroboam syndede og fik hele folket til at følge sit dårlige eksempel.”

¹⁷ Efter at have fået dette budskab vendte Jeroboams kone tilbage til Tirtza, som var Nordrigets hovedstad, og i samme øjeblik hun trådte over dørtærsklen, døde drengen. ¹⁸ Der blev straks udråbt landesorg, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija.

¹⁹ Hvad Jeroboam ellers foretog sig—hans krigsbedrifter og øvrige politiske virke—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.^{[c] 20} Han regerede i 22 år, og da han døde, overtog hans søn Nadab tronen.

Judas folk begynder også at dyrke afguder

²¹ I mellemtiden regerede Rehabeam, Salomons søn, i Juda. Han var 41 år gammel, da han overtog tronen, og han regerede i Jerusalem, Herrens udvalgte by, i 17 år. Hans mor hed Na’ama og var ammonit.

²² Men under kong Rehabeam opførte Judas folk sig ikke bedre end Nordrigets folk under Jeroboam. De var tilsvarende ulydige imod Herren og provokerede ham med deres synd—ja, de syndede endnu værre end deres forfædre. ²³ De byggede afgudsaltre, rejste frugtbarhedssymboler og Asherapæle på alle høje bakker og under de store, skyggefulde træer. ²⁴ Den religiøse prostitution blomstrede på disse afgudshøje, og både mænd og kvinder var prostituerede. Judæerne blev efterhånden lige så perverse, som de folkeslag, Herren i sin tid havde jaget ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

Egypterkongen plyndrer templets og paladsets guldskatte

²⁵ I Rehabeams femte regeringsår angreb kong Shishak af Egypten Jerusalem og erobrede byen. ²⁶ Egypterkongen plyndrede både Herrens hus og kongens palads og ribbede byen for kostbarheder, blandt andet de guldskjolde, som Salomon havde ladet fremstille. ²⁷ Bagefter fik Rehabeam lavet nogle efterligninger i bronze, som paladsgarden så brugte, ²⁸ hver gang de eskorterede kongen til templet. Derefter blev de hængt tilbage i depotet, hvor de blev opbevaret.

Rehabeam dør og efterfølges på tronen af sin søn

²⁹ Hvad der ellers skete under kong Rehabeams regeringstid er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. ³⁰ Der var til stadighed fjendtligheder mellem Rehabeam og Jeroboam. ³¹ Da Rehabeam døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen. Hans mor var fra Ammon og hed Na’ama, og hans søn Abija blev konge efter ham.

Abija som konge over Juda

15 Abija kom til magten i Juda i kong Jeroboam af Israels 18. regeringsår, ² og han regerede i Jerusalem i tre år.^[d] Hans mor hed Ma’aka og var barnebarn^[e] af Absalom. ³ Han syndede nøjagtig som sine forgængere, for han var ikke af hjertet overgivet til Herren, sådan som David var. ⁴ Men for Davids skyld gav Herren ham alligevel en søn, der kunne overtage tronen i Juda og lade Jerusalem bestå. ⁵ For David havde adlydt Gud livet igennem, bortset fra affæren med hittitten Urias.

⁶ Under hele sin opvækst oplevede Abija ikke andet end fjendtligheder mellem Jeroboam og Rehabeam, ⁷ og da han selv blev konge, brød krigen ud for alvor. Resten af Abijas bedrifter er nedskrevet i Judas kongers krønikebog. ⁸ Da han døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Asa overtog tronen efter ham.

Asa som konge over Juda

⁹ Asa blev konge over Juda i kong Jeroboam af Israels 20. regeringsår, ¹⁰ og han regerede i Jerusalem i 41 år. Hans „mor”^[f] hed Ma’aka og var barnebarn af Absalom. ¹¹ Asa gjorde, hvad der var godt i Herrens øjne—ligesom hans forfar David. ¹² Han landsforviste de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerstederne på højene, og han fjernede alle de afgudsstøtter, som hans forfædre havde opstillet der. ¹³ Han fratog tilmed Ma’aka hendes privilegier som enkedronning, fordi hun havde ladet opstille et modbydeligt frugtbarhedssymbol for gudinden Ashera. Han huggede afgudsbilledet i stykker og brændte det i Kedrondalen. ¹⁴ Det lykkedes ham ikke at udrydde alle offerhøjene i landet, men ønsket om at gøre Herrens vilje kendetegnede hele hans liv. ¹⁵ I templet samlede han alle de kostbarheder, som hans far havde indviet til Herren, sammen med de sølv- og guldkar, han selv skænkede.

Israel optrapper krigen med Juda

¹⁶ Kong Asa af Juda lå i konstant krig med Israel i hele sin regeringsperiode, og situationen forværredes, da Basha blev konge i Israel. ¹⁷ Kong Basha drog straks i krig mod Juda. Han indtog og befæstede byen Rama i grænseområdet mellem de to riger og blokerede dermed de vigtigste handelsveje til og fra Judas rige.

¹⁸ Da tog kong Asa alt det guld og sølv, der var tilbage i Herrens hus og kongepaladset og befalede nogle af sine mænd at bringe det til den aramæiske konge, Ben-Hadad, som havde residens i Damaskus (han var søn af Tabrimmon, som var søn af Hezjon). De overbragte samtidig følgende besked fra kong Asa: ¹⁹ „Jeg sender dig hermed en gave af sølv og guld. Lad os slutte pagt med hinanden, som vores fædre gjorde. Jeg beder dig om at opsige din pagt med kong Basha af Israel. Så vil han forhåbentlig opgive blokaden af mit land.”

²⁰ Ben-Hadad gik nu med til at sende sin hær mod en række af Israels byer, og han indtog Ijjon, Dan, Abel-Bet-Ma’aka, området omkring Galilæasøen og samtlige byer i Naftalis land. ²¹ Da kong Basha fik det at vide, indstillede han arbejdet med at befæste Rama og trak sig tilbage til hovedstaden, Tirtza.

²² Derefter sendte kong Asa en bekendtgørelse ud i hele Juda med en opfordring til alle, der kunne krybe og gå, om at være med til at nedbryde Ramas fæstningsværker, så både stenene og tømmeret kunne genbruges andre steder. Det blev så brugt til at befæste de strategiske byer Geba i Benjamins land og Mitzpa.

²³ Resten af Asas bedrifter, hans erobringer og de byer, han befæstede, kan man læse om i Judas kongers krønikebog. På sine gamle dage fik han en alvorlig sygdom i benene. ²⁴ Efter sin død blev han begravet i Davidsbyen, hvor de andre konger lå begravet, og hans søn Joshafat efterfulgte ham som konge i Juda.

Nadab som konge over Israel

²⁵ I mellemtiden var Jeroboams søn Nadab blevet konge i Israel. Det skete i kong Asa af Judas andet regeringsår, og han regerede to år.^{[g] 26} Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i sin fars fodspor og fortsatte den afgudsdyrkelse, hans far havde indført. ^27-31 Basha, som var søn af Ahija af Issakars stamme, lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham under belejringen af filisterbyen Gibbeton.

De øvrige enkeltheder om Nadab og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.

Basha som konge i Israel

Da Basha havde dræbt kong Nadab, tog han selv magten i Israel. Det skete i kong Asa af Judas tredje regeringsår.

Han dræbte straks alle kong Jeroboams efterkommere og udryddede dermed kongefamilien, sådan som Herren havde forudsagt gennem profeten Ahija fra Shilo, for Jeroboam havde jo fremkaldt Herrens, Israels Guds, vrede ved at synde og lede resten af Israels folk ud i synd.

³² Kong Asa af Juda og kong Basha af Israel lå i konstant krig med hinanden. ³³ Basha blev som sagt konge i Asas tredje regeringsår, og han regerede i 24 år ud fra Tirtza. ³⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ved at fortsætte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført i Israel.

16 Profeten Jehu, Hananis søn, kom til Basha med et ord fra Herren:

² „Jeg løftede dig op fra støvet og gjorde dig til konge over mit folk Israel. Men du følger i Jeroboams fodspor og lokker mit folk til synd, så de gør oprør mod mig. ³ Jeg vil snart udrydde dig og din slægt fuldstændigt, akkurat som det skete med Jeroboams slægt. ^4-7 Dem fra din slægt, som bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde!” Herren udtalte denne dom over Basha og hans slægt, fordi Basha havde gjort ham vred ved at følge i Jeroboams fodspor og gøre oprør mod Herren, og fordi han havde udryddet Jeroboams slægt. Bashas øvrige bedrifter står nedskrevet i Israels kongers krønikebog. Da Basha døde, blev han begravet i Tirtza, og hans søn Ela overtog kongetronen.

Diverse onde konger i Israel

⁸ Ela, Bashas søn, kom til magten i kong Asa af Judas 26. regeringsår, men han kom kun til at regere i to år.^{[h] 9} Zimri, der stod i spidsen for halvdelen af vogntropperne, lavede en sammensværgelse imod ham. En dag, da kong Ela var på besøg hos sin hofmarskal, Artza, i residensbyen Tirtza, og var blevet godt beruset, ¹⁰ trængte Zimri ind i huset og myrdede ham. Mordet fandt sted i kong Asa af Judas 27. regeringsår. Derefter udråbte Zimri sig selv til Israels nye konge. ¹¹ Han dræbte straks hele kongefamilien, det vil sige alle mandspersoner, som kunne true hans regime. Selv deres slægtninge og venner dræbte han, så der ikke var nogen til at tage blodhævn. ¹² Bashas slægt var nu udryddet, som Herren havde sagt gennem profeten Jehu, ¹³ og det var fordi Basha og hans søn Ela havde forledt hele Israels folk til oprør mod Herren ved deres afgudsdyrkelse. ¹⁴ Resten af Elas livshistorie og hans bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.

^15-16 Zimri beholdt dog kun kongemagten i syv dage. De israelitiske soldater var på det tidspunkt i færd med at belejre filisterbyen Gibbeton. Da de hørte, at Zimri havde gjort oprør imod kongen og dræbt ham, valgte de straks Omri, hærens øverstkommanderende, til konge. ¹⁷ Omri opgav så belejringen af Gibbeton og med hele Israels hær belejrede han hovedstaden Tirtza, hvor Zimri befandt sig. ¹⁸ Da Zimri indså, at han intet kunne stille op, gik han ind i kongepaladset og satte ild til det. Sådan omkom han, ¹⁹ fordi han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne og fortsatte i samme spor som Jeroboam, der havde indført afgudsdyrkelse i Israel. ²⁰ Resten af Zimris bedrifter og detaljer om hans oprør mod kongen er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.

²¹ Befolkningen delte sig nu i to lejre, den ene var loyal over for Omri, den anden udråbte Tibni, søn af Ginat, til konge. ²² Men Omris hær var den stærkeste, så i løbet af få år blev Tibnis hær besejret. Efter at Tibni var død, blev Omri konge over hele Nordriget.

²³ Det var i kong Asa af Judas 31. regeringsår, at Omri officielt blev konge over hele Nordriget. Han regerede i alt i 12 år—de første seks år i Tirtza. ²⁴ Han købte en bakketop af en mand ved navn Shemer for 70 kilo sølv og byggede en by der, som blev hans nye hovedstad. Han kaldte byen Samaria^[i] til ære for Shemer.

²⁵ Men Omri var værre end nogen anden konge før ham. ²⁶ Han fortsatte i det spor, Jeroboam var slået ind på, da han fik Israels folk til at gøre oprør mod Herren, deres Gud, gennem deres tåbelige afgudsdyrkelse. ²⁷ Resten af Omris bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. ²⁸ Da Omri døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Ahab blev konge efter ham.

Ahab som konge i Israel

²⁹ Ahab blev konge i Israel i kong Asa af Judas 38. regeringsår. Han regerede i 22 år med Samaria som hovedstad. ³⁰ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne i endnu højere grad end sine forgængere. ³¹ Ikke alene fortsatte han i Jeroboams spor og dyrkede de afguder, han havde indført, men han giftede sig endog med Jezabel, sidonierkongen Et-Ba’als datter, og indførte derved ba’aldyrkelsen i Israel! ³² Først byggede han et tempel og et alter for Ba’al i Samaria. ³³ Derpå lavede han andre afguder og et frugtbarhedssymbol for Asheragudinden. Derved provokerede han Herren, Israels Gud, med sit oprør, og det mere end nogen anden konge i Israel før ham.

³⁴ Det var på kong Ahabs tid, at en mand ved navn Hiel fra Betel formastede sig til at genopbygge Jeriko. Mens han lagde byens nye fundament, døde hans ældste søn Abiram, og da han gjorde byporten færdig, døde hans yngste søn Segub. Derved opfyldtes den forbandelse, som Josva i sin tid havde udtalt.^[j]

Elias profeterer hungersnød over Israel

17 Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”

² Derefter sagde Herren til Elias: ³ „Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. ⁴ Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”

⁵ Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, ⁶ hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.

Elias og enken i Zarepta

⁷ Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. ⁸ Da sagde Herren til Elias:

⁹ „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” ¹⁰ Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. ¹¹ Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

¹² „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

¹³ „Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, ¹⁴ for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”

¹⁵ Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, ¹⁶ for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.

¹⁷ Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.

¹⁸ „Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”

¹⁹ „Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. ²⁰ Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” ²¹ Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”

²² Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. ²³ Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”

²⁴ Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”

Elias vender tilbage til kong Ahab

18 I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” ^2-5 Så tog Elias af sted for at finde Ahab.

Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.

Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” ⁶ Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.

⁷ Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.

„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”

⁸ „Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”

⁹ „Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? ¹⁰ Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. ¹¹ Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ ¹² Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. ¹³ Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? ¹⁴ Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”

¹⁵ Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”

Styrkeprøven på Karmels bjerg

¹⁶ Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.

¹⁷ „Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”

¹⁸ „Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al. ¹⁹ Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”

²⁰ Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.

²¹ Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Ba’al, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.

²² Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 ba’alsprofeter. ²³ Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Ba’als profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Ba’als alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild! ²⁴ Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”

Hele forsamlingen syntes godt om det forslag. ²⁵ Så vendte Elias sig mod ba’alsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”

²⁶ Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Ba’als alter, og fra morgen til middag råbte de på Ba’al. „Åh Ba’al, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.

²⁷ Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”

²⁸ Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer. ²⁹ De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!

³⁰ Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned. ³¹ Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.^{[k] 32} Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret, ³³ lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.

³⁴ „Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!”

Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang ³⁵ med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.

³⁶ På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling! ³⁷ Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”

³⁸ Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!

³⁹ Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”

⁴⁰ „Grib alle ba’alsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.

Elias venter på regn

⁴¹ Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”

⁴² Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene. ⁴³ „Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn, ⁴⁴ men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”

Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”

⁴⁵ Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizre’el. ⁴⁶ Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizre’el.

Elias flygter for Jezabel

19 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned, ² sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”

³ Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der ⁴ og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”

⁵ Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen. ⁶ Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.

⁷ For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”

⁸ Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,^[l] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg. ⁹ Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned.

Gud åbenbarer sig for Elias på Horebs bjerg

Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”

¹⁰ „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”

¹¹ „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.”

Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. ¹² Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen. ¹³ Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”

¹⁴ Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”

¹⁵ Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram. ¹⁶ Jehu, Nimshis sønnesøn,^[m] skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. ¹⁷ Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa. ¹⁸ Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”

Elisa kaldes til profet

¹⁹ Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre. ²⁰ Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!”

Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”

²¹ Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.

Kong Ahab besejrer den aramæiske hær i to omgange

20 På den tid mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær, og sammen med 32 af sine allierede fyrster og deres utallige heste og stridsvogne belejrede han Samaria, Israels hovedstad. ^2-3 Så sendte han bud ind i byen til kong Ahab af Israel og lod sige: „Jeg vil have dit sølv og guld. Jeg vil også have dine smukkeste koner og dine stærkeste sønner.”

⁴ „Jeg accepterer, min herre konge,” svarede Ahab tilbage. „Du kan tage, hvad du vil, af det, som er mit.”

⁵ Efter det svar sendte Ben-Hadad budbringerne til Ahab med en ny besked: „Godt nok sagde jeg, at jeg ville have dit sølv og guld, dine koner og dine børn. ⁶ Men i morgen ved denne tid vil jeg sende mine folk til dit palads og dine hoffolks huse for at hente alt af værdi!”

⁷ Da tilkaldte Ahab landets ledende mænd. „Den mand er ondskabsfuld!” sagde han. „Jeg gik med til at give ham mine koner og børn og mit sølv og guld—men nu vil han have alle vores ejendele!”

⁸ „Du skal ikke give efter!” svarede både lederne og folket.

⁹ Derfor sendte Ahab følgende besked med tilbage til kong Ben-Hadad: „Jeg accepterer dit første krav, men ikke mere!”

¹⁰ Ben-Hadad blev vred og sendte nu følgende budskab til Ahab: „Måtte guderne behandle mig på det grusomste, hvis jeg ikke knuser Samaria, så der kun er støv tilbage!”

¹¹ Men Ahab gav svar på tiltale. „Sig til ham,” snerrede han, „at rigtige krigere venter med at prale af sejren, til de har vundet slaget!” ¹² Dette svar nåede kong Ben-Hadad, mens han sad i sit telt og drak sammen med sine allierede. „Gør klar til angreb!” beordrede han sine officerer, og de gjorde sig klar til at storme byen.