Add parallel Print Page Options

Jobs femte tale: Et svar til Elifaz

16 Job svarede på følgende måde:

„Den slags har jeg hørt så tit.
    I er nogle kønne trøstere!
Er der ingen ende på din elendige tale?
    Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
    ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
    og rystet på hovedet af jer.
Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
    prøve at trøste folk i deres sorg.

Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
    men at tie giver mig heller ingen lindring.
Gud har mast mig ned i jorden,
    han har udryddet hele min familie.
Min elendige tilstand ses som hans straf,
    det, han har gjort, som bevis på min skyld.
Hans vrede river og rusker i mig.
    Han skærer tænder imod mig af raseri.
        Hans anklagende øjne gennemborer mig.
10 Folk ser på mig med foragtende blikke,
    spottende slår de mig i ansigtet,
        alle rotter sig sammen imod mig.
11 Gud har givet mig i gudløses vold,
    kastet mig i kløerne på onde mennesker.

12 Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
    Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
13     og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,[a]
    min galde flød ud på jorden.
14 Han huggede mig sønder og sammen,
    han slog mig som en kriger, der er gået amok.
15 Jeg sidder klædt i sæk og aske.
    Min stolthed ligger knust i støvet.
16 Mit ansigt er rødt af gråd,
    jeg har sørgerande under øjnene.
17 Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
    og at min bøn er oprigtig.
18 Mit blod skal råbe fra jorden,
    min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
19 Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
    en forsvarer, der taler min sag i det høje.
20 Han er min ven og går i forbøn for mig,
    for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
21 Han bønfalder Gud på mine vegne,
    som et menneske forsvarer sin ven.
22 Jeg har ikke mange år igen,
    og når jeg først er gået bort,
        er der ingen vej tilbage.

Footnotes

  1. 16,13 I hebraisk sprogbrug var nyrerne sæde for de inderste og stærkeste følelser.

Job Speaks: My Friends Do Not Help Ease My Pain

16 Then Job replied ⌞to his friends⌟,

“I have heard many things like this before.
You are all pathetic at comforting me.
Will ⌞your⌟ long-winded speeches never end?
What disturbs you that you keep on answering ⌞me⌟?
I, too, could speak like you
if we could trade places.
I could string words together against you
and shake my head at you.
I could encourage you with my mouth,
and my quivering lips could ease ⌞your pain⌟.
If I speak, my pain is not eased.
If I stop talking, how much of it will go away?

“But now, God has worn me out.
You, ⌞God,⌟ have destroyed everyone who supports me.
You have shriveled me up, which itself is a witness ⌞against me⌟.
My frail body rises up and testifies against me.

Job Describes What God Has Done to Him

“God’s anger tore me ⌞apart⌟ and attacked me.
He gritted his teeth at me.
My opponent looked sharply at me.
10 People ridiculed me with their mouths.
They slapped my cheeks with contempt.
They united against me.
11 God handed me over to unjust people
and threw me into the hands of wicked people.
12 I was at ease, and he shattered me.
He grabbed me by the back of the neck and smashed ⌞my skull⌟.
He set me up as his target,
13 and his archers surrounded me.
He slashes open my kidneys without mercy
and spills my blood[a] on the ground.
14 He inflicts wound after wound on me.
He lunges at me like a warrior.

15 “I have sewn sackcloth over my skin,
and I have thrown my strength in the dust.
16 My face is red from crying,
and dark shadows encircle my eyes,
17 although my hands have done nothing violent,
and my prayer is sincere.

Job Appeals His Case to Heaven

18 “Earth, don’t cover my blood.
Don’t ever let my cry ⌞for justice⌟ be stopped.
19 Even now, look! My witness is in heaven,
and the one who testifies for me is above,
20 the spokesman for my thoughts.[b]
My eyes drip ⌞with tears⌟ to God
22 because in a few short years I will take the path of no return.[c]
21 But my witness will plead for a human in front of God.
The Son of Man will plead for his friend!

Footnotes

  1. 16:13 Or “bile.”
  2. 16:20 Or “my friends mock me.”
  3. 16:22 Verse 22 has been placed before verse 21 to express the complex Hebrew sentence structure more clearly in English.