Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Bible in 90 Days

An intensive Bible reading plan that walks through the entire Bible in 90 days.
Duration: 88 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Apostelenes gerninger 28:17 - Romerne 14:23

17 Et par dage efter sin ankomst sendte han bud til byens jødiske ledere og indbød dem til at komme og besøge ham. Da de var kommet, sagde han til dem: „Mine ærede landsmænd! Jeg blev pågrebet af jøderne i Jerusalem og overgivet til de romerske myndigheder, selv om jeg hverken har gjort noget forkert imod vores folk eller imod de skikke, vi har fra forfædrene. 18 Romerne stillede mig for retten, hvorefter de ville løslade mig, fordi de ikke kunne finde noget grundlag for den dødsdom, som jøderne krævede. 19 Men da jøderne protesterede mod den afgørelse, blev jeg tvunget til at appellere min sag til kejseren, selv om jeg ikke har noget at anklage mit eget folk for. 20 Det er derfor, jeg har bedt jer komme her i dag. Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg bærer de her lænker på grund af min tro på ham, som Israels folk har ventet og håbet på så længe.” 21 De svarede: „Vi har ikke modtaget noget brev fra Judæa om den sag, og der er heller ikke kommet nogle ledere derfra med en rapport om, at du skulle have gjort noget forkert. 22 Men vi vil gerne høre din mening om den sekt, som vi har hørt, at mange taler imod.”

23 De aftalte et tidspunkt for et møde, og på den fastsatte dag kom et større antal mennesker til det sted, hvor Paulus boede. Han underviste dem grundigt om Guds rige og søgte ud fra Toraen og de profetiske bøger at overbevise dem om, at Jesus er Messias. Han begyndte undervisningen om morgenen og fortsatte lige til aften.

24 Nogle lod sig overbevise af Paulus’ ord, men andre ville ikke tro det. 25 Da de tog derfra, diskuterede de indbyrdes frem og tilbage. Paulus havde sluttet med at sige: „Helligånden havde ret, da han gennem profeten Esajas sagde til jeres forfædre:

26 Sig til dette folk:
‚I hører, men forstår dog intet.
    I ser, men fatter dog intet.’
27 For dette folk går rundt med lukkede øjne,
    så de intet ser.
De har ørerne tilstoppede,
    så de intet hører.
Deres hjerter er tillukkede,
    så de ikke føler anger eller skyld.
Derfor kommer de ikke til mig,
    så jeg kan helbrede dem.[a]

28 Derfor kan jeg fortælle jer, at når I ikke vil høre, bliver budskabet om Guds frelse bragt ud til de ikke-jødiske folkeslag—og de vil høre efter!”[b]

30 De næste to år boede Paulus nu i det hus, han havde lejet, og han tog imod alle, som besøgte ham. 31 Han fortsatte med at forkynde om Guds rige, og han underviste frimodigt om Herren Jesus Kristus, uden at nogen forsøgte at hindre ham i det.

Indledende hilsen—Jesus som Guds Søn

Kære medkristne i Rom!

Dette brev er fra Paulus, som er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Det var Gud, der udvalgte mig til at sprede det glædelige budskab, som han for længe siden talte om gennem sine profeter, og som er nedskrevet i de hellige Skrifter. 3-4 Profeterne forudsagde, at der skulle komme en Frelser, og det er Jesus, Guds Søn og vores Herre. Hvad hans menneskelighed angår, nedstammer han fra Kong David, men hvad hans hellige åndsnatur angår, blev han ved opstandelsen fra de døde anerkendt som Guds magtfulde Søn. Det er ham, der har givet os nåde og kraft til at være hans apostle og hjælpe folk fra alle folkeslag til at leve i tillidsfuld lydighed over for Gud. Det gælder også jer i Rom, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre. I skal vide, at Gud elsker jer, og at I er kaldet til at leve for ham.

Paulus ønsker at besøge de kristne i Rom

Først af alt takker jeg Gud for alt, hvad han har gjort for jer gennem Jesus Kristus. Jeres tro er jo blevet kendt i hele verden! Gud er mit vidne på, at jeg tit tænker på jer og beder for jer, alt imens jeg sætter hele mit liv ind på at forkynde budskabet om hans Søn. 10 Og jeg beder til stadighed om, at Gud snart vil gøre det muligt for mig at komme og besøge jer. 11 Jeg længes efter at se jer, for at jeg kan udruste jer med Åndens gaver, så I kan blive styrket i jeres tro, 12 eller snarere, at vi kan opmuntre og styrke hinanden gennem vores fælles tro.

13 I skal vide, kære venner, at jeg tit har tænkt på at besøge jer, så jeg kunne være til hjælp for jer ligesom for de andre menigheder. Men der er altid kommet noget i vejen. 14-15 Jeg længes efter at forkynde budskabet om Jesus også i Rom, for det er min opgave at forkynde det for alle mennesker, uanset om de er veluddannede eller uuddannede, om de bliver set op til eller set ned på.

Kristendommens kerne

16 Jeg skammer mig bestemt ikke over at fortælle budskabet om Jesus, for det indeholder en guddommelig kraft, som er i stand til at give evigt liv til alle, der tror på ham. Budskabet kom først til jøderne, men nu når det ud til alle mennesker. 17 Kernen i budskabet er, at vi bliver accepteret af Gud og erklæret skyldfri bare ved at overgive os til ham i tro og leve i den tro. Der står jo også i Skriften: „Den retskafne får livet ved sin tro.”[c]

Ugudelige mennesker vil blive straffet for deres ondskab

18 Guds straf hænger over hovedet på de mennesker, der undertrykker sandheden ved deres ugudelighed og uretfærdighed. 19-20 De kan ikke undskylde sig med, at de ikke kender noget til Gud, for han har sat sine tydelige spor i skaberværket. Godt nok kan man ikke direkte se eller måle den evige Gud, men den verden, han har skabt, viser hans guddommelige magt. 21 De kender altså noget til Gud, men de viser ham hverken respekt eller taknemmelighed. Tværtimod har deres tåbelige tanker ført dem ud i et tomt og håbløst liv. 22 De tror, de er så kloge, men i virkeligheden er de det modsatte. 23 I stedet for at tilbede den evige og mægtige Gud dyrker de alle mulige slags hjemmelavede afguder, der forestiller mennesker, fugle, slanger eller andre dyr.

24 Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster, selvom de ødelægger sig selv gennem de skamløse ting, de gør med hinanden. 25 De vil hellere tro på en løgn end på sandheden om Gud, og de tilbeder det skabte i stedet for Skaberen, som fortjener evig tilbedelse. 26 Derfor har Gud ladet dem følge deres skamløse lyster. Kvinder har imod naturens orden et seksuelt forhold til andre kvinder i stedet for til mænd. 27 På samme måde har mænd et forhold til andre mænd, og på den måde tilfredsstiller de deres lyster. Men resultatet af deres fejltagelse rammer dem selv.

28 Fordi de ikke sætter pris på at lære Gud bedre at kende, har han overladt dem til deres egen forfejlede tankegang og umoralske livsførelse. 29 De er ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stridslystne, uhæderlige, skadefro og fulde af løgn. 30 De taler ondt om andre mennesker og hader Gud. De er arrogante og overlegne. De er i oprør mod forældre, praler af deres bedrifter og finder altid på nye ondskabsfuldheder. 31 De er tåbelige, illoyale, afstumpede og ubarmhjertige. 32 De ved godt, hvad Gud ønsker, de skal gøre, og at han har ret til at straffe den slags med døden. Alligevel lever de på den måde og bekræfter hinanden i deres umoralske livsstil.

Også jøderne vil blive straffet for deres ondskab

Men hvem du end er, kan du ikke tillade dig at dømme andre og undskylde dig selv. I og med at du dømmer andre, dømmer du jo også dig selv. Du gør nemlig de samme ting, som du fordømmer hos andre. Vi ved, at Guds retfærdige dom hænger over hovedet på dem, som gør det onde. Men tror du virkelig, at du kan undslippe dommen, hvis du gør de samme ting? Prøver du at dække dig under, at Gud er så god, forstående og tålmodig? Gud er tålmodig for at give dig anledning til at bede ham om tilgivelse, men hvis du ikke vil angre og vende om fra din ondskab, må du tage din straf, når Gud på dommens dag afsiger sin retfærdige dom.

Når Gud til sin tid dømmer hele menneskeheden, får alle den dom, de har fortjent. De, som med udholdenhed har gjort det gode og ønsket at få del i den herlighed, ære og udødelighed, som Gud tilbyder, vil modtage det evige liv hos Gud. Men de, som i deres selviskhed og i deres oprør mod sandheden fra Gud har gjort det onde, vil få Guds vrede og straf at føle. Alle, der er ulydige og onde, vil opleve en dyb smerte som straf, hvad enten de er jøder eller ej, 10 mens alle, der gør det gode, vil opleve herlighed, ære og fred som belønning. Det gælder, hvad enten de er jøder eller ej, 11 for Gud ser ikke efter folks status. 12 De, der forsynder sig uden at kende Guds lov, vil blive dømt uden hensyn til den lov. Men de, der kender Guds lov og alligevel forsynder sig imod den, vil blive dømt under henvisning til den lov. 13 Det er nemlig ikke nok, at du, som er jøde, kender Guds lov. Du skal også overholde den, hvis du vil gøre dig håb om at blive frikendt.

14 Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, 15 og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov, og på dommens dag vil nogle føle sig dømt af deres samvittighed, mens andre vil føle sig frikendt. 16 Den dag, hvor menneskene bliver stillet for Guds domstol, vil Jesus Kristus dømme deres skjulte tanker, sådan som jeg har forklaret det i mit budskab.

Religiøst hovmod hjælper intet

17 Du, som er jøde, tror, at alt er i den skønneste orden, fordi du kender Guds lov, og du er stolt over at tilhøre Guds folk. 18 Fordi du er blevet undervist i Guds lov, mener du, at du kender Guds vilje, og at du altid véd, hvad der er det rigtige. 19 Du er overbevist om, at du kan vejlede de blinde og bringe lys til dem, der lever i mørket. 20 Du søger at opdrage de umodne og undervise de uvidende, for du har jo adgang til al den visdom og sandhed, der findes i den jødiske lov.

21 Men når du nu er sådan en god lærer, hvorfor tager du så ikke selv ved lære? Du prædiker, at man ikke må stjæle, men du stjæler selv! 22 Du fordømmer andres utroskab, men hvad med dig selv? Du foragter dem, der dyrker afgudsbilleder, men er ikke bleg for at stjæle deres kostbare statuetter. 23 Du er stolt over at have Guds lov, men du vanærer Gud ved at overtræde den. 24 Du opfylder det ord fra Skriften, hvor der står, at Gud bliver vanæret ude blandt folkeslagene på grund af jer.[d]

25 At du er jøde og tilhører Guds folk, giver dig ingen fortrin over for Gud, hvis du ikke overholder hans lov. I så fald er du ikke bedre stillet end alle andre mennesker. 26 Tværtimod! Hvis de andre gør det, som loven foreskriver, så burde de regnes for bedre jøder end dig. 27 De, som ikke er jøder, men helt naturligt overholder lovens forskrifter, vil derfor have ret til at dømme dig, der overtræder loven, selvom du er jøde og véd alt om loven. 28 Du har det ydre tegn på at være jøde, nemlig omskærelsen, men det er ikke nok til at gøre dig til en sand jøde. 29 At være sand jøde er en hjertesag, ikke en formssag. Den virkelige omskærelse foregår i hjertet. Det er en åndelig indvielse til Gud. Sande jøder søger anerkendelse hos Gud, ikke hos mennesker.

Gud er retfærdig og vil dømme al ondskab

„Jamen, er omskærelsen da til ingen nytte? Har vi jøder da slet ingen fortrin?” er der måske nogle af jer, der vil spørge. Jo, vi har mange fortrin. Først og fremmest var det os, der fik Guds ord betroet. Ganske vist var mange jøder ikke lydige mod det, Gud sagde til dem, men deres manglende trofasthed betyder ikke, at Gud holder op med at være trofast. Gud står ved sit ord, om så alle andre svigter. Som David sagde til Gud: „Du anklager mig med rette, din dom er retfærdig.”[e]

„Jamen, hvis nu vores synder får folk til at kunne se Guds godhed, er det så ikke uretfærdigt af ham at straffe os?” Sikke noget sludder! Selvfølgelig ikke! Hvordan skulle Gud kunne være en retfærdig dommer, hvis han ikke straffer alt det onde? „Jamen, hvis nu mine små løgne sætter Guds sandhed i relief og dermed ophøjer ham, så burde han vel ikke se på mig som en synder?” Hvis det var rigtigt, kunne man lige så godt sige: „Lad os gøre det onde, for så kan folk lettere se det gode.” Der er ligefrem nogle, der ondskabsfuldt påstår, at vi siger sådan. De vil få deres velfortjente straf.

Også jøderne er under Guds dom

„Hvad så?” spørger du måske. „Er vi jøder da ikke bedre end andre mennesker?” Nej, for jeg har jo allerede gjort rede for, at alle mennesker, både jøder og ikke-jøder, er under syndens magt. 10 Det fremgår også af følgende citater fra Skrifterne:[f]

„Ingen gør Guds vilje,
    ikke en eneste.
11 Ingen er forstandig,
    ingen søger Gud.
12 Alle er kommet på afveje,
    fordærvede af synd.
Ingen gør det gode,
    ikke én eneste.”
13 „Deres strube stinker som en åben grav,
    deres tunge er belagt med smiger.”
„Deres ord dræber som slangegift.”
14 „De har munden fuld af forbandelser og trusler.”
15 „De kommer hurtigt ind i slagsmål og vold.
16     Der er ødelæggelse og elendighed i deres kølvand.
17         De kender ikke fredens vej.”
18 „De har ingen respekt for Gud.”

19 Vi ved, at Skriften[g] henvender sig til dem, der tror på den. Når Skriften på den måde udtaler dom over jøderne, forstår vi, at hele verden er under Guds dom, også jøderne. Ingen kan undskylde sig. 20 Der er nemlig ingen mennesker, der kan blive accepteret af Gud ved at prøve at overholde Guds lov. Den afslører kun, at vi ikke kan overholde den.

Hvordan bliver man accepteret af Gud?

21-22 Gud har nu åbenbaret en ny måde, hvorpå vi kan blive accepteret af ham, og den er allerede omtalt i Toraen[h] og de Profetiske Bøger. Det sker ikke ved at overholde den jødiske lov, men ved at tro på Jesus Kristus, og det gælder alle mennesker, uanset deres baggrund. 23 Alle har jo svigtet og lever ikke op til Guds ideal.[i] 24 Men vi bliver erklæret skyldfri på grund af Guds nåde. Det er en gave til os. Gaven består i, at Jesus Kristus påtog sig den straf, vi skulle have haft. 25-26 Gud sendte Kristus, for at han ved sin død skulle tage straffen for alle menneskers synder. Før Kristus døde, var Gud på grund af sin barmhjertighed villig til at udskyde straffen for de synder, som blev begået i fortiden. Nu, da Kristus er kommet, bliver alle, som tror på ham, erklæret skyldfri på trods af deres synd.[j] Det er ikke i strid med Guds retfærdighed at gøre sådan, for Kristus har taget straffen for alle menneskers oprør og synd.

27 Hvad har vi så at rose os af? Ingenting, for Gud accepterer os ikke på grund af vores gode gerninger, men på grund af vores tro. 28 Et menneske bliver accepteret af Gud ved at tro på Kristus og ikke ved at skulle leve op til det, som den jødiske lov forlanger.

29 Eller er Gud måske kun Gud for os jøder? Er han ikke også Gud for alle de andre folkeslag? Jo, det er han. 30 For der er kun én Gud, og han accepterer alle mennesker som skyldfri, hvis de tror på Jesus, hvad enten de er jøder eller ej.

31 Betyder vores tro så, at vi bare skal smide Guds lov væk? Nej, bestemt ikke, vi skal opfylde[k] den.

Abraham som et forbillede på tro

Hvordan blev så Abraham, vores stamfar, accepteret af Gud? Hvis det var på grund af hans gode gerninger, så ville han have haft noget at rose sig af, dog ikke over for Gud. Men nu siger Skriften: „Abraham troede på Gud, og derfor blev han accepteret.”[l]

Løn er noget, man får udbetalt, fordi man har gjort sig fortjent til det ved at udføre et stykke arbejde—det er ikke en gave. Men man kan ikke arbejde sig frem til en fortjeneste hos Gud. Man må tro på ham, for han erklærer syndere skyldfri på grundlag af deres tro. I Skriften har David også omtalt den lykke, det er at blive accepteret af Gud, uden at man har gjort sig fortjent til det ved selv at præstere noget. Hør blot, hvad han sagde:

„Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
    hvis synderegister er slettet ud.
Lykkelige er de mennesker,
    som Herren ikke tilregner skyld.”[m]

Gælder den lykke kun de omskårne, altså jøderne? Nej, den gælder også de uomskårne. Vi sagde jo lige, at Abraham blev accepteret af Gud, fordi han havde tro, 10 og det skete, før han blev omskåret. 11 Omskærelsen fik han bagefter som et konkret tegn på, at han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. På den måde blev han „troens far” og dermed også far til alle de uomskårne, som senere ville blive accepteret af Gud på grund af deres tro. 12 Han er samtidig far til alle de omskårne, hvis de vel at mærke følger det eksempel på tro, som Abraham viste os, før han blev omskåret.

13 Abraham fik et løfte om, at hans efterkommere skulle få herredømmet over jorden, men det var ikke som en belønning for hans evne til at overholde loven. Det var, fordi han allerede var accepteret af Gud på grund af sin tro. 14 Hvis det kunne opnås som belønning for at overholde loven, ville det være unødvendigt at tro, og der ville heller ikke være brug for løftet som en gave fra Gud. 15 Hvor der er en lov, vil overtrædelse af loven medføre straf. Men løftet til Abraham byggede ikke på nogen lov, og derfor er der heller ingen lovovertrædelse, som kan forhindre løftets opfyldelse.

16 Det hele bygger altså på tro, og dermed bliver opfyldelsen af løftet en gave. På den måde er der heller ingen tvivl om, at løftet virkelig bliver opfyldt. Og løftet gælder ikke kun for dem, som lever under de love, som Moses modtog, men for alle, som regnes for Abrahams børn, fordi de har den samme tillid til Gud, som han havde. På den måde er Abraham blevet far til alle os, som tror. 17 Der står jo i Skriften, at Gud sagde til ham: „Du skal blive far til mange folkeslag.”[n] Abraham havde tillid til Gud, der giver nyt liv til det, som er dødt, og omtaler det, der endnu ikke findes, som om det allerede fandtes. 18-19 Gud havde nemlig lovet Abraham, at han skulle få en søn, og at hans efterkommere skulle blive talrige som sandet og stjernerne. Men det så totalt håbløst ud, for hans kone, Sara, var gammel og havde aldrig kunnet få børn, og han selv var næsten 100 år. Alligevel holdt Abraham fast på håbet i tro, og hans tro blev ikke ødelagt af, at det så umuligt ud. 20 Han vaklede ikke i vantro, men blev styrket i troen på, at Gud nok skulle holde sit løfte, og derfor lovpriste han Gud. 21 Han var overbevist om, at hvad Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

22 Det var på grund af den tro, at Gud accepterede ham, 23 som Skriften siger. Men det med at blive accepteret af Gud på grundlag af tro gælder ikke kun Abraham. 24 Det gælder lige så meget for os, at vi bliver accepteret af Gud på grund af vores tro på ham, som oprejste Jesus, vores Herre, fra de døde. 25 Jesus blev slået ihjel for at tage straffen for vores synder, og han blev oprejst fra de døde, for at vi kunne blive frikendt og få nyt liv.

Forsoning og fred med Gud

Vi blev altså accepteret af Gud, da vi kom til tro på Jesus Kristus, vores Herre. Derfor er vi nu forsonet med Gud og har fået fred i hjertet. Det er også Jesus, der gennem vores tro har ført os ind i den nåde, vi nu lever i, og vi ser med glæde frem til, at vi engang skal få del i al Guds herlighed. Men ikke bare det. Vi glæder os endda over at blive forfulgt, for vi ved, at forfølgelserne styrker vores udholdenhed. Udholdenheden giver os karakterstyrke, og karakterstyrken giver os en stærk forventning om at få del i Guds herlighed engang. Og vi bliver ikke skuffet i vores forventning, for Gud har givet os Helligåndens kraft og fyldt vores hjerter med sin kærlighed.

Mens vi endnu var magtesløse og ugudelige, kom Kristus i rette tid og ofrede sit liv for at redde os. Der er ikke mange, der vil ofre livet for at redde et medmenneske! Jo, måske hvis det er et usædvanlig godt menneske. Men Gud viser sin kærlighed mod os, ved at Kristus ofrede sit liv for os, mens vi stadig var syndere, og han har nu accepteret os på grund af Kristi stedfortrædende død. Derfor kan vi trygt regne med, at når Kristus ved sin død forsonede os med Gud, vil han også redde os på dommens dag. 10 Selvom vi var fjender af Gud, blev vi alligevel forsonet med ham, fordi hans Søn døde for os. Nu, da vi er blevet Guds venner, kan vi være forvissede om, at vi vil få det evige liv, fordi Jesus lever. 11 Altså er det en utrolig glæde for os, at vi er blevet forsonet med Gud gennem Jesus Kristus, vores Herre.

Adam og Kristus som modsætninger

12 Det første menneske, Adam, bragte synden ind i verden, og synden førte døden med sig. Sådan fik døden magt over alle mennesker, fordi alle syndede. 13 Synden var i verden, inden loven kom, men den kunne ikke udpeges, så længe der ingen lov var. 14 Døden herskede derfor også i verden, før loven kom, det vil sige fra Adam til Moses. Selv de, der ikke var ulydige mod Gud på samme direkte måde som Adam, måtte dø.

Adam kan sammenlignes med Jesus i den forstand, 15-16 at ét menneskes handling har fået konsekvenser for hele menneskeheden. Men hvor ét menneskes ulydighed førte til død for et utal af mennesker, bragte ét andet menneskes lydighed Guds vældige kærlighed og nåde ud til et utal af mennesker. Efter at ét menneske havde forsyndet sig, måtte Gud afsige dommen over os mennesker og erklære os skyldige. Men efter at mange mennesker havde forsyndet sig, gav Jesus Kristus frivilligt sit liv for os, og derved kunne Gud erklære os skyldfri. 17 Det var ét menneskes synd, som førte til, at døden fik herredømmet over menneskene. Men det var ét menneskes gave, som fører til, at livet får herredømmet over alle, som tager imod Guds overstrømmende nåde og tilgivelse i Jesus Kristus.

18 Det vil altså sige, at ét menneskes forkerte handling førte til fordømmelse og død for alle mennesker. Men det var også ét menneskes rigtige handling, der førte til frikendelse og liv for alle mennesker. 19 Ét menneskes ulydighed førte til, at mange andre gjorde oprør mod Gud. Men det er også ét menneskes lydighed, der fører til, at mange andre ønsker at gøre Guds vilje.

20 Da loven kom til, voksede synden. Men da synden blev større, blev Guds nåde endnu større. 21 Før havde synden herredømmet, og det førte til død. Men hos dem, som har opnået Guds tilgivelse, er det nåden, som har herredømmet, og det fører til det evige liv ved Jesus Kristus, vores Herre.

Synden har ikke magten længere

„Skal vi så ikke fortsætte med at synde, så Guds nåde kan blive endnu større?” er der måske nogle, der vil spørge. Nej, bestemt ikke! Det er da meningsløst at fortsætte et syndigt liv, når synden ikke længere har magten over os! Ved I ikke, at alle vi, der er døbt til at tilhøre Jesus, vores Frelser, blev ét med ham i hans død? Jesus døde og blev begravet, men fik nyt liv ved Guds kraft. På samme måde er vores gamle liv dødt, og det blev begravet, da vi blev døbt, for at vi skulle leve et helt nyt liv. Vi blev ét med Jesus i dåben. Da vi altså er ét med ham i en død, der ligner hans, skal vi også være ét med ham i et liv, der ligner hans. Vi ved, at vores gamle levevis er korsfæstet med Kristus, så synden ikke længere har ret til at regere over os. Derfor er vi ikke længere slaver af synden. Den, som er død, er nemlig løst fra syndens herredømme.

Vi døde sammen med Kristus. Derfor tror vi på, at vi også skal leve sammen med ham. Vi ved, at Kristus blev oprejst fra de døde og aldrig dør igen. Døden har intet at skulle have sagt over ham. 10 Ved sin død gjorde han sig én gang for alle fri af synden, og det liv, han nu lever, lever han for Gud.

11 Husk på, at I er sluppet fri af syndens herredømme. Derfor kan I nu sammen med Kristus leve for Gud. 12 Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. 13 Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. 14 Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.

Synd straffes med døden, men Gud skænker livet

15 „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! 16 Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. 17 I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. 18 I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. 19 Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.

20 Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. 21 Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. 22 Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. 23 Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.

Løst fra loven

Kære venner, jeg taler nu til jer, som kender de jødiske love. I ved godt, at man kun er undergivet loven, så længe man lever. En gift kvinde er ifølge loven bundet til sin mand, så længe han er i live. Men hvis han dør, bliver hun løst fra den lov, som bandt hende til ham, og hun er fri til at gifte sig med en anden mand. Hvis hun derimod flytter sammen med en anden mand, mens hendes egen mand stadig lever, så bryder hun ægteskabet. Sådan er det også med jer, kære venner. For det første blev I frigjort fra loven, da Kristus døde for jer. For det andet fik I frihed til at binde jer til en anden, og denne anden, som I nu tilhører, er den genopstandne Kristus selv. Det betyder, at I nu kan gøre, hvad Gud ønsker. Dengang vi levede uden Kristus, fik vores syndige tilbøjeligheder næring af lovens forbud og fik os til at gøre ting, som fører til død. Men nu er vi løst fra loven. Vi er frigjort fra det, som bandt os, så vi nu kan tjene Gud på en helt ny måde—ved at lytte til Guds Ånd—i stedet for den gamle måde, som var bundet til lovens bogstav.

Loven var god nok, men kunne ikke overvinde syndens magt

Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, 10 og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. 11 Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. 12 Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

13 Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.

14 Jeg ved[o] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg[p] ikke, så længe jeg er slave under synden. 15 Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. 16 Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. 17 Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. 18 Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. 19 Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. 20 Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig. 21 Så længe jeg lever under syndens herredømme, gælder den grundlov, at når jeg ønsker at gøre det gode, kommer det onde til udtryk. 22 Selvom jeg i mit inderste glæder mig over Guds lov, 23 så finder jeg, at der er en anden lov, der styrer mine handlinger og ødelægger mine gode forsætter. Jeg er taget til fange af synden, som regerer i mit liv. 24 Hvor er det frygteligt! Hvem kan redde mig ud af dette elendige liv, som fører til død?

25 Det, jeg her har beskrevet, er, hvad der sker, når man prøver at tjene Guds lov med sit sind, alt imens man stadig er slave under synden. Men Gud ske lov, at Jesus Kristus, vores Herre, redder mennesker ud af den elendighed.

Nyt liv ved Guds Ånds kraft

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der tilhører Jesus Kristus. For gennem Kristus er jeg[q] blevet sat fri ved den Ånds kraft, som bringer liv, og jeg lever ikke længere under syndens lov, som bringer død. Loven var ikke stærk nok til at sejre over menneskets syndige natur, men Gud gav os sejr. Han sendte jo sin egen Søn ind i denne verden, for at han skulle leve under samme vilkår, som vi syndige mennesker levede under, og han gjorde ham til syndebuk for os alle. På den måde blev synden, som var i mennesket, dømt til døden. Derfor kan vi, som nu lever under Åndens ledelse—og ikke under syndens herredømme—opfylde lovens gode hensigt. De, der lever under syndens herredømme, tænker i syndens tankebaner, mens de, der lever under Åndens ledelse, tænker i Åndens tankebaner. Syndens tanker fører til død, men Åndens tanker fører til liv og fred. Synd er nemlig oprør og fjendskab mod Gud. Synden hverken vil eller kan underordne sig Guds vilje, og de, der lever et liv styret af synden, kan ikke behage Gud. I, derimod, er ikke styret af synden, men af Ånden, hvis ellers Guds Ånd bor i jer. Men de, som ikke har Kristi Ånd, hører ikke Kristus til.

10 Når Kristus bor i jer, skal legemet ganske vist dø engang, fordi synden bragte døden ind i verden, men Ånden giver nyt liv, fordi Kristus tog straffen for al synd på sig selv. 11 Og da Guds Ånd bor i jer, vil han, som oprejste Jesus fra de døde, også oprejse jeres dødelige legemer til sin tid og give jer det evige liv.

12 Altså, kære venner, da synden ikke længere har magt over jer, skal I ikke leve et syndigt liv. 13 Det syndige liv straffes med døden. Men hvis I ved Åndens kraft sætter en stopper for de syndige handlinger, skal I få det evige liv.

Vi er Guds elskede børn

14 Alle, som bliver ledt af Guds Ånd, er Guds børn. 15 Den Ånd, I har fået, gør jer ikke til slaver, for så kom I blot igen til at leve et liv i frygt. Nej, Guds Ånd gør det klart for jer, at I er Guds børn. Det er Guds Ånd i os, der gør, at vi kan kalde ham vores far. 16 Det er Guds Ånd, der bekræfter over for vores egen ånd, at vi virkelig er Guds børn.

Guds herlighed bliver os til del

17 Da vi nu er blevet børn af Gud, som Kristus er det, kan vi regne med at få del i alt det, som Gud vil give sine børn. Er vi parate til at lide, som Kristus led, kan vi også regne med at få del i den samme herlighed, som han fik del i. 18 De lidelser, vi skal igennem her og nu, regner jeg ikke for noget i sammenligning med den herlighed, som vi skal opleve engang. 19 Alt, hvad Gud har skabt, længes efter at få del i den herlighed, som hans børn engang skal få. 20 Hele skaberværket lever under håbløshedens åg, ikke fordi det ønskede det, men fordi Gud måtte straffe de første menneskers ulydighed. Dog er der håb. 21 Alt det skabte vil engang blive sat fri fra den nuværende forgængelighed og død og få del i den herlige frihed, som Guds børn skal opleve. 22 Vi ved, at alt det skabte til stadighed stønner og vrider sig som i veer. 23 Selv vi, der har fået Guds Ånd som en forsmag på den kommende herlighed, stønner og sukker, mens vi med længsel venter på at få en ny og udødelig krop og på at modtage alt, hvad Gud har til os som sine elskede børn. 24 Vi fik et fantastisk håb, da vi kom til tro. Man behøver jo ikke at håbe på det, man ser foran sig. 25 Men når vi håber på det, vi endnu ikke har set, så gør vi det med udholdenhed og stor forventning.

26 Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud. Men så træder Ånden til og beder med dybe suk, som ikke kan udtrykkes i ord. 27 Gud kender det inderste i hjertet og ved, hvad Helligånden har i tanke, for Ånden beder inderligt på vores vegne og efter Guds vilje. 28 Og vi ved, at Gud kan få det bedste ud af alting, når det gælder dem, der elsker ham—dem, som han har besluttet at kalde. 29 Han kendte dem i forvejen, og han har bestemt, at de skal komme til at ligne hans Søn, så Jesus kan være den første af mange søskende. 30 Dem, Gud i forvejen har vedkendt sig, har han også kaldet. Og dem, han har kaldet, har han også frikendt, og dem, der er frikendt, får del i hans herlige og evige liv.

Guds kærlighed overvinder alt

31 Behøver jeg at sige mere? Når Gud er med os, hvem kan da besejre os? 32 Gud ofrede sin egen søn for os! Når han har givet os så stor en gave, mon han så ikke også vil give os, hvad vi ellers har brug for? 33 Når Gud har frikendt sine børn, hvem har så ret til at anklage dem? 34 Når Kristus er død for os, hvem vover så at fordømme os? Ikke alene døde Kristus for os, men han blev oprejst fra de døde og sidder nu ved Guds højre hånd og beder inderligt for os. 35 Intet kan skille os fra Kristi kærlighed, det være sig lidelser, vanskeligheder eller forfølgelse, sult eller fattigdom, fare eller død. 36 Selvom Skriften lover os modgang, når den siger: „Vi er i livsfare hver eneste dag. Vi er som får, der er på vej til slagtning”,[r] 37 så kommer vi igennem det hele sejrende, fordi Kristus i sin kærlighed giver os styrke. 38-39 Jeg er overbevist om, at intet i hele universet kan skille os fra Guds kærlighed—hverken engle eller åndsmagter, hverken det, som eksisterer nu, eller det, som vil komme i fremtiden, hverken himmelrummets eller havdybets kræfter. Nej, intet i livet—end ikke døden—kan rive os ud af den kærlighed, som Gud har vist os gennem Jesus Kristus, vores Herre!

Paulus’ sorg over jødernes vantro

1-2 Jeg bærer på en stor sorg og har en stadig smerte i mit hjerte. Jeg lyver ikke, for jeg tilhører Kristus. Helligånden bekræfter over for min samvittighed, at jeg taler sandt, når jeg siger, at jeg er parat til selv at gå fortabt, hvis det kunne redde mine jødiske landsmænd fra fortabelsen. Det drejer sig jo om israelitterne, der blev udvalgt til at være Guds eget folk, og de har oplevet hans mægtige undere. Det var dem, han oprettede sine pagter med. Det var dem, der modtog Guds lov, tempeltjenesten og løfterne om velsignelse. De udgør Abrahams slægt, og ud af den slægt kom Messias. Lovet være Gud til evig tid, han som er Herre over alle ting. Amen.[s]

Velsignelsen fås ved tro på Guds løfter

Når nu flertallet af jøder ikke oplevede den velsignelse, som Gud havde lovet skulle komme gennem Abrahams slægt, betyder det så, at man ikke kan stole på Guds løfter? Nej, for det er ikke alle jøder, der hører med til det sande Guds folk.[t] Det er jo heller ikke alle Abrahams efterkommere, der får del i Guds løfte til Abrahams slægt, men kun dem, der nedstammer fra hans søn Isak. Det betyder, at man ikke bliver et Guds barn blot ved, at man nedstammer fra Abraham,[u] men ved, at man tror på, hvad Gud har lovet. Guds løfte vedrørende Isak lød jo sådan: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn.”[v]

Er Gud uretfærdig?

10-12 Gud gav også et løfte til Rebekka, som blev gift med vores stamfar Isak. Da hun ventede tvillinger, sagde Gud til hende: „Den ældste kommer til at tjene den yngste.”[w] Det blev sagt, før Jakob og Esau blev født, så de havde endnu ikke udført hverken gode eller onde bedrifter. Det viser, at Guds beslutninger står fast. Udvælgelsen bygger ikke på vores anstrengelser, men på Gud, som kalder. 13 Gud har jo selv sagt: „Jeg foretrak Jakob frem for Esau.”[x]

14 Betyder det så, at Gud er uretfærdig? På ingen måde! 15 Han sagde engang til Moses: „Jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil.”[y] 16 Altså beror det ikke på menneskers viljestyrke eller anstrengelser, men på Guds barmhjertighed. 17 Gud sagde engang til Egyptens konge: „Jeg har gjort dig til konge for at demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden.”[z] 18 Det er altså Gud selv, der afgør, hvem han vil være barmhjertig imod, og hvem han vil gøre hård.

19 Nu siger du måske: „Så kan Gud da ikke bebrejde os noget, for vi kan ikke gå imod Guds vilje.” 20 Menneske dog! Tør du gå i rette med Gud? Mon det, som er skabt, har ret til at beklage sig over for Skaberen og sige: Hvorfor har du skabt mig sådan? 21 Har pottemageren ikke ret til ud af den samme klump ler at lave enten en smuk vase eller en krukke til affald? 22 Selvom Gud ønskede at udøve sin magt og straffe dem, som gjorde oprør imod ham, og som er på vej mod fortabelsen, så holdt han igen. Har han ikke ret til det? 23 Han ønsker nemlig at vise sin overstrømmende kærlighed og nåde mod dem, han har beredt til at få del i hans herlighed.

Guds nye folk

24 Vi hører med til dem, som har oplevet Guds tilgivelse, uanset om vi er af jødisk afstamning eller ej. 25 Det nye Guds folk står omtalt hos Hoseas, hvor han siger:

„Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde ‚mit folk’,
    og det folk, som jeg ikke elskede, vil jeg kalde ‚det elskede’.”[aa]

26 Hoseas siger også: „På det sted, hvor der blev sagt til dem: ‚I er ikke mit folk’, vil de blive kaldt ‚den levende Guds børn’.”[ab] 27 Og Esajas råbte med smerte om det jødiske folk: „Selvom Israels folk er talrigt som sandet ved stranden, vil kun nogle få af dem blive reddet, 28 for Herren vil gøre kort proces og føre straffen over landet til ende.”[ac] 29 Det er, som Esajas også har forudsagt: „Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra.”[ad]

Hvorfor tog det jødiske folk ikke imod Messias?

30 Hvad kan vi uddrage af alt det her? At folk, som ikke er jøder, og som ikke stræbte efter at blive accepteret af Gud, blev accepteret, vel at mærke på grund af deres tro. 31 Men jøderne, som hele tiden stræbte efter det ved at prøve at overholde loven, opnåede det aldrig. 32 Hvorfor ikke? Fordi de mente, at han ville godtage dem på grund af deres gode gerninger, ikke på grund af deres tro. De snublede over „anstødsstenen”, 33 og dermed opfyldte de Skriftens ord:

„Jeg lægger en anstødssten på Zions bjerg,[ae]
    og folk vil snuble over den.
Men de, der tror på ham,
    vil ikke blive skuffede.”[af]

10 I skal vide, kære venner, at jeg ønsker af hele mit hjerte og beder om, at mine jødiske landsmænd må få det evige liv. Jeg kan bevidne, at de brænder for Guds sag, men at de mangler forståelse for, hvad hans vilje er. De forstår nemlig ikke, at det at blive godtaget af Gud er en gave. I stedet prøver de at blive accepteret af ham ved at gøre, hvad de kan, for at opfylde den jødiske lov. De har ikke forstået Guds måde at gøre det på, for den jødiske lovs tidsalder ophørte, da Kristus kom.[ag] Alle mennesker bliver nu accepteret af Gud ved tro på Kristus.

Angående dem, der er underlagt den jødiske lov, skriver Moses: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”[ah] Når det derimod drejer sig om dem, der er accepteret af Gud på grund af tro, siger Skriften: „Du skal ikke spørge, hvem der kan stige op til Himlen (nemlig for at hente Kristus ned), eller hvem, der kan stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde.)” Skriften siger nemlig også: „Du kender allerede budskabet. Det er i dit hjerte og på dine læber.”[ai] Og det er netop det budskab om tro, vi forkynder. Hvis du ærligt kan sige: „Jesus er herre i mit liv”, og hvis du i dit hjerte tror på, at Gud oprejste Jesus fra de døde, så får du det evige liv. 10 Gud accepterer og giver evigt liv til alle, som i deres hjerte tror på Jesus, og som med munden bekræfter deres tro.

11 Skriften siger også: „De, der tror på ham, vil ikke blive skuffede.”[aj] 12 I det stykke er der ingen forskel på jøder og andre folkeslag, for de har alle den samme Jesus som deres Herre, og han giver sin rige velsignelse til alle, der råber til ham om hjælp. 13 Der står nemlig skrevet: „Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet.”[ak]

14 Men hvordan kan nogen søge hjælp hos Jesus, hvis de ikke tror på ham? Og hvordan kan nogen komme til tro på ham, hvis de ikke har hørt om ham? Og hvordan kan de høre om ham, hvis ingen fortæller dem om ham? 15 Og hvordan kan nogen fortælle om ham, hvis de ikke sendes ud med budskabet? Som Skriften siger: „Hvor er det dejligt, når nogen kommer med et glædeligt budskab.”[al]

16 Men ikke alle ønskede at tage imod det glædelige budskab. Det er, som Esajas sagde: „Herre, hvem troede på budskabet?”[am] 17 Troen kommer af det, man hører, hvis det, man hører, er budskabet om Kristus.

18 Har jøderne da ikke hørt budskabet? Jo, helt bestemt, for det er, som Skriften siger: „Deres ord når ud til jordens ende. Budskabet høres i hele verden.”[an]

19 Har jøderne da ikke forstået budskabet? Jo, men de tog ikke imod det.[ao] Gud talte jo for længe siden profetisk gennem Moses og sagde: „Jeg vil provokere dem ved at elske en anden, jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.”[ap] 20 Endvidere sagde Gud helt klart gennem profeten Esajas: „Jeg blev fundet af dem, der ikke søgte mig. Jeg viste mig for dem, der ikke spurgte efter mig.”[aq] 21 Og om jøderne siger han: „Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et ulydigt og oprørsk folk.”[ar]

Flertallet faldt, en rest kom med

11 Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? „Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”[as] Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”[at] Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.

7-8 Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”[au] Og David siger:

„Må deres fester føre dem i fælden,
    så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10 Gør det sort for deres øjne,
    så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”[av]

Guds plan for jøderne

11 Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12 Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13 Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14 især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15 For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.

16 Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,[aw] og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17 Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.[ax] 18 Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. 19 Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” 20 Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. 21 Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. 22 Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. 23 Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. 24 Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?

25 Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. 26 Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:

„Befrieren vil komme fra Zion
    og fjerne genstridigheden fra Israels folk.
27 Det her er min pagt med dem:
    Jeg vil udslette deres synder.”[ay]

28 Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. 29 For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. 30 I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. 31 På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. 32 Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.

33 Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.

34 „Hvem har indsigt i Herrens tanker?
    Hvem kan være hans rådgiver?”[az]
35 „Hvem giver nye rigdomme til Gud?
    Står Gud i gæld til noget menneske?”[ba]

36 I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.

Den nye måde at tjene Gud og hinanden på

12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.

På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.

Kærligheden skal være ægte. Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. 10 Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. 11 Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. 12 Glæd jer i det håb, I har fået. Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. 13 Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede.

Velsign modstanderne og lev så vidt muligt i fred med alle

14 Velsign dem, der forfølger jer. Forband dem ikke, men bed for dem. 15 Glæd jer med de glade, og græd med de grædende. 16 Lad ikke menneskers sociale status bestemme, hvordan I tænker om dem.[bb] Hav ikke for høje tanker om jer selv, men vær villige til at have fællesskab selv med de mennesker, som ikke regnes for noget.[bc] 17 Gengæld ikke ondt med ondt, men stræb efter at gøre det, som alle kan se er godt. 18 Lev i fred med alle mennesker—så vidt I kan. 19 Kære venner, tag ikke hævn, men lad Gud tage sig af at straffe. Der står jo skrevet: „Hævnen og gengældelsen er min, siger Herren.”[bd] 20 Der står også skrevet: „Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise. Er han tørstig, så giv ham noget at drikke. På den måde gør du ham skamfuld.”[be] 21 Lad dig ikke rive med af det onde, men overvind det onde med det gode.

Vis respekt for myndighederne

13 Respekter de myndigheder, I har over jer, for enhver myndighed har sin magt fra Gud og har fået sin plads af ham. De, der gør oprør mod myndighederne, bekæmper altså en samfundsordning, som Gud har givet, og de vil komme til at bøde for det. Ordensmagten er jo ikke til skræk og advarsel for dem, der gør det gode, men for dem, der gør det onde. Hvis du vil undgå at leve i frygt for myndighederne, så gør det gode. Derved får du deres anerkendelse. De handler på Guds vegne til gavn for dig. Men hvis du handler ondt, har du grund til at frygte, for de har magt til at straffe dig. Altså bør man underordne sig myndighederne, ikke kun af frygt for straf, men også af hensyn til sin samvittighed. Det er også derfor, I betaler skat. Embedsmændene har jo brug for løn, så de kan udføre det arbejde, Gud har lagt hen til dem. Derfor skal I også yde, hvad der er nødvendigt, hvad enten det drejer sig om at betale skatter og afgifter, eller om at vise ære og respekt.

Kærlighed fører til lovens opfyldelse

Undgå at leve i gæld, undtagen kærlighedsgælden over for din næste. Den, der lever i kærlighed til sine medmennesker, har opfyldt lovens hensigt. Loven har mange bud: „Du må ikke bryde ægteskabet”, „Du må ikke begå drab”, „Du må ikke stjæle”, „Du må ikke begære, hvad der tilhører andre” og mange flere.[bf] Alle disse lovbud kan sammenfattes i et eneste bud, nemlig: „Elsk din næste som dig selv.”[bg] 10 Hvis du holder af dine medmennesker, vil du ikke gøre dem noget ondt. Altså opfylder man loven, når man viser kærlighed.

Lev i lyset

11 Det er på høje tid at vågne op og skride til handling. Det er allerede længe siden, I kom til tro på Jesus, og han kommer snart for at hente os. 12 „Natten” er snart forbi. „Dagen” er nær. Lad os derfor holde os fra lyssky handlinger og kun gøre det, der tåler at komme frem i lyset. 13 Lad os leve på en måde, som ikke volder anstød, ikke med drukture, utugt og skamløse handlinger, skænderier og misundelse. 14 Nej, I skal gøre jer til ét med Herren Jesus Kristus i den måde, I lever på. Lad jer ikke rive med af de gamle, syndige tanker og vaner.

Døm ikke hinanden

14 Vis forståelse for de svage i troen, og lad være med at dømme hinandens motiver. Nogle mener, at det er i orden at spise hvad som helst. De svage i troen mener, at man kun må spise grønsager.[bh] De, der spiser alt, må ikke ringeagte dem, der ikke gør det, og de, der ikke spiser alt, må ikke fordømme dem, der gør det, for Gud har accepteret dem. Det er ikke dit ansvar at være dommer over andres meninger. Det er Gud, der afgør, om de gør det rigtige eller ej, for det er ham, de tjener. Og Gud er i stand til at hjælpe dem, så de ikke til sin tid bliver dømt.

Nogle mener, at visse dage er mere hellige end andre dage. Andre mener, at alle dage er lige gode. Her må hver enkelt nå frem til sin egen overbevisning. De, der betragter bestemte dage som mere hellige end andre, gør det til Guds ære. De, der mener, at man kan spise alt, gør det til Guds ære, for de takker ham for maden. De, der mener, at man ikke bør spise visse ting, gør det til Guds ære, og de takker ham også for maden. Der er jo ingen af os, der lever eller dør for selv at få ære. Nej, vi ønsker at leve til Guds ære og dø til Guds ære. Hvad enten vi lever eller dør, så tilhører vi ham. Da Kristus døde og blev levende igen, blev han herre over både de døde og de levende.

10 Hvor tør du dømme dine medkristne eller se ned på dem? Husk på, at vi alle en dag vil blive stillet for Guds domstol. 11 Der står jo skrevet: „Så sandt jeg lever, siger Herren, skal alle bøje knæ for mig, og alle skal erklære, at jeg er Gud.”[bi] 12 Altså skal hver eneste af os en dag stå til regnskab over for Gud.

Byg op i stedet for at rive ned

13 Hold op med at dømme hinanden. I skulle hellere tage den beslutning aldrig at gøre noget, der kan føre til, at en medkristen mister troen. 14 Jeg er overbevist om, at ifølge Herren Jesus er der ingen mad, der i sig selv er uren, og derfor ikke må spises. Men de, der har samvittighedskvaler ved at spise visse ting, skal hellere lade være. 15 Hvis du sårer en af dine medkristne ved det, du spiser, handler du ikke længere i kærlighed. Lad ikke din frihed til at spise hvad som helst ødelægge et menneske, som Kristus døde for. 16 Frihed er godt, men det må ikke føre til, at I får et dårligt ry. 17 Guds rige er nemlig ikke et spørgsmål om, hvad man spiser og drikker, men om at opleve den accept, fred og glæde, der kommer fra Helligånden. 18 Hvis I tjener Kristus med den holdning, vil I glæde Gud og blive respekteret af mennesker.

19 Gør alt, hvad I kan, for at leve i harmoni med hinanden og styrke fællesskabet. 20 Ødelæg ikke Guds værk på grund af maden. Det er tilladt at spise alt, men det bliver til noget forkert for dem, der spiser, hvad deres samvittighed forbyder dem. 21 Du bør derfor hverken spise kød, drikke vin eller foretage dig andre ting, hvis dine handlinger får en medkristen til at miste troen. 22 Den overbevisning du har om frihed til at spise alt, bør du holde for dig selv. Vær du glad, hvis du ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, 23 men de, der tvivler på, at de gør det rigtige, har allerede dømt sig selv, for så handler de ikke ud fra deres egen overbevisning. Gør du noget, du mener, er forkert—ja, så er det forkert.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.