Bible in 90 Days

Israelitternes slavetilværelse i Egypten

1 Her er navnene på Jakobs sønner, som fulgte ham til Egypten sammen med deres familier: ² Ruben, Simeon, Levi og Juda, ³ Issakar, Zebulon og Benjamin, ⁴ Dan og Naftali, Gad og Asher. ⁵ Josef var allerede i Egypten. I alt bestod Jakobs familie af 70 personer.^[a]

⁶ Som årene gik, døde Josef og hans brødre og hele deres generation. ⁷ Men deres efterkommere fik mange børn og børnebørn, og de blev med tiden så mange, at de fyldte hele det område, de boede i.

⁸ Der var nu en ny konge i Egypten, og han kendte ikke noget til Josef eller til, hvad han havde udrettet. ⁹ „De israelitter er efterhånden så talrige og stærke, at de er ved at blive en trussel imod os,” sagde kongen til sine embedsmænd. ¹⁰ „Det må vi få sat en stopper for, ellers risikerer vi, at de i krigstilfælde slutter sig til vores fjender og flygter ud af landet.”

¹¹ Så gjorde egypterne dem til slaver og satte brutale slavefogeder over dem, som skulle udmatte dem med hårdt arbejde. De tvang dem til at bygge to nye forsyningscentre for Farao—byerne Pitom og Ramses. ¹² Men jo mere egypterne mishandlede og undertrykte israelitterne, jo flere blev de. Egypterne blev bange for dem, ¹³ og derfor lod de dem arbejde endnu hårdere. ¹⁴ De var skånselsløse i deres krav og tvang dem til at lave mursten og mørtel til de egyptiske byggeprojekter foruden al slags hårdt markarbejde og drev i det hele taget rovdrift på deres arbejdskraft. ¹⁵ Faraos næste påfund var at give følgende ordre til de hebræiske jordemødre Shifra og Pua: ¹⁶ „Når I hjælper hebræerkvinderne med at føde, skal I dræbe alle drengebørnene. Lad kun pigerne leve.” ¹⁷ Jordemødrene frygtede imidlertid Gud mere end kongen, og derfor nægtede de at gøre, som han sagde. De lod drengene leve.

¹⁸ Da kaldte kongen dem til sig og sagde: „I lader jo drengene leve! Hvorfor gør I ikke, som jeg har sagt?”

¹⁹ „Herre,” sagde de. „De hebræiske kvinder er ikke som de egyptiske. De føder så hurtigt, at vi simpelt hen ikke kan nå frem i tide!”

^20-21 Gud velsignede jordemødrene på grund af deres gudsfrygt, så de ikke selv havde problemer med at få børn, og han var stadig med israelitterne, så de blev endnu mere talrige og mægtige. ²² Så gav Farao den egyptiske befolkning følgende ordre: „Kast alle nyfødte hebræiske drenge i Nilen! Pigerne kan få lov at leve.”

Moses’ første år

2 På den tid var der en familie, hvor både manden og konen var fra Levis stamme. ² Konen blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig drengen var, skjulte hun ham de tre første måneder. ³ Da hun ikke længere kunne skjule barnet, lavede hun en kurv af papyrusrør og gjorde den vandtæt med beg og tjære. Så lagde hun barnet i kurven og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. ⁴ Drengens storesøster gemte sig i nærheden for at se, hvad der ville ske med ham.

⁵ Kort efter kom en af Faraos døtre ned til Nilen for at bade. Imens gik hendes hofdamer langs flodens bred. Da prinsessen fik øje på kurven mellem sivene, sendte hun en af hofdamerne hen for at hente den. ⁶ Da hun åbnede kurven, så hun den lille dreng, som lå og græd, og hans gråd rørte hende dybt. „Det må være en af de hebræiske drenge!” udbrød hun.

⁷ Så trådte drengens søster frem og spurgte prinsessen: „Skal jeg få fat i en hebræisk kvinde, der kan amme barnet for dig?”

⁸ „Ja, gør det!” svarede prinsessen. Så skyndte pigen sig hjem og hentede sin mor.

⁹ „Tag dette barn med hjem og pas ham for mig,” sagde prinsessen til moderen. „Jeg skal nok betale dig for det.” Så tog moderen barnet med hjem og passede ham.

¹⁰ Nogle år senere, da drengen var blevet ældre, bragte moderen ham tilbage til prinsessen, som adopterede ham. Hun gav ham navnet Moses,^[b] for hun sagde: „Jeg trak ham op af vandet.”

Moses flygter til Midjans land

¹¹ Mange år senere, da Moses var blevet voksen, gik han en dag ud for at se til sine israelitiske landsmænd. Han så, hvor hårdt de blev tvunget til at arbejde. Han så også, hvordan en egypter gennembankede en af de hebræiske slaver—en af hans egne landsmænd! ¹² Efter at have set sig om til alle sider for at være sikker på, at der ikke var nogen vidner, slog Moses egypteren ihjel og skjulte ham i sandet.

¹³ Næste dag, da han igen gik derud, så han to hebræere i slagsmål. „Hold op med det!” råbte han til ham, der havde startet kampen, „du slår jo en af dine egne landsmænd!”

¹⁴ „Hvad bilder du dig ind?” vrissede urostifteren. „Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?” Da blev Moses bange, for han var klar over, at alle nu vidste, hvad han havde gjort. ¹⁵ Da Farao hørte om det, gav han ordre til, at Moses skulle arresteres og henrettes. Men Moses flygtede til Midjans land,^[c] hvor han satte sig ved en brønd.

¹⁶ Der var en præst i Midjan, som havde syv døtre. De kom nu for at hente vand og fylde vandtrugene, så deres fars får kunne drikke. ¹⁷ Samtidig kom nogle hyrder til brønden, som ville jage pigerne væk, men Moses lagde sig imellem og hjalp dem. Han trak også vand op til deres får.

¹⁸ Da pigerne kom hjem til deres far, Reuel, udbrød han: „I kommer tidligt hjem i dag! Hvordan kunne I give fårene vand så hurtigt?”

¹⁹ „En egypter hjalp os mod hyrderne,” forklarede de. „Og han trak endda vand op fra brønden til fårene!”

²⁰ „Hvor er han nu?” spurgte faderen. „I lod ham vel ikke bare blive stående ude ved brønden? Inviter ham til at spise sammen med os.”

²¹ Moses tog imod invitationen og slog sig ned hos familien. Efter nogen tid gav Reuel ham en af sine døtre, Zippora, til kone. ²² Hun fødte en dreng, som Moses kaldte Gershom,^[d] for—som han sagde: „Jeg bor jo som udlænding i et fremmed land.”

²³ Nogen tid efter døde den egyptiske konge, men israelitterne stønnede stadig under det hårde slavearbejde. De råbte i fortvivlelse til Gud, ²⁴ og han hørte deres klage. Han havde jo givet sit løfte om velsignelse og hjælp til Abraham, Isak og Jakob. ²⁵ Gud så på israelitternes situation og havde dyb medfølelse med dem.

Gud kalder Moses ved den brændende busk

3 Moses vogtede nu får for sin svigerfar, præsten i Midjan, som også kaldtes Jetro. Han drev dyrene over i den fjerne ende af ørkenområdet og kom til Guds bjerg, Horeb. ² Der viste Herrens engel sig for ham som en flammende ild midt i en tornebusk. Moses var forundret over, at busken stod i flammer uden at brænde op, ³ så han tænkte: „Jeg må hen og se, hvorfor busken ikke brænder op.” ⁴ Da Gud så, at Moses var på vej hen for at se på den, råbte han til ham fra busken: „Moses! Moses!”

„Ja, det er mig!” svarede Moses.

⁵ „Kom ikke nærmere!” advarede Gud. „Men tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. ⁶ Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.” Ved de ord dækkede Moses sit ansigt med hænderne, for han var bange for at se Gud.

⁷ Herren fortsatte: „Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg føler med dem i deres lidelser, ⁸ og jeg er kommet ned for at befri dem fra egypterne. Jeg vil føre dem ud af Egypten og ind i deres eget gode land, hvor der er masser af plads—et land, der flyder med mælk og honning. Det er landet, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor. ⁹ Israelitternes skrig er nået mig, og jeg har set, hvordan egypterne har undertrykt dem med hårdt arbejde. ¹⁰ Derfor sender jeg nu dig til Farao, for du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.”

¹¹ „Jamen, det kan jeg da ikke,” indvendte Moses. „Jeg kan da ikke møde frem foran Farao. Og hvordan skulle jeg kunne føre israelitterne ud af Egypten?”

¹² Men Gud sagde: „Jeg vil være med dig! Lad dette være et tegn på, at det er mig, som har sendt dig: Efter at du har ført folket ud af Egypten, skal I tilbede mig ved det bjerg, du står ved lige nu.”

¹³ „Men,” indvendte Moses, „hvis jeg går til Israels folk og fortæller dem, at deres forfædres Gud har sendt mig, vil de med det samme spørge: ‚Hvad hedder den Gud?’ Hvad skal jeg så sige til dem?”

¹⁴ „Jeg er den, som altid er!” svarede Gud. „Du skal fortælle dem, at ‚jeg er’ har sendt dig til dem. ¹⁵ Sig til dem, at Jahve,^[e] deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har sendt dig til dem. Det har altid været mit navn, og sådan skal jeg huskes fra slægt til slægt. ¹⁶ Tag nu af sted og kald alle Israels ledere sammen. Fortæl dem, at Jahve, deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, viste sig for dig, og at han sagde til dig: ‚Jeg har set, hvordan egypterne har behandlet jer. ¹⁷ Og jeg lover at befri jer fra elendigheden i Egypten og føre jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne bor—et land, der flyder med mælk og honning.’ ¹⁸ De israelitiske ledere vil tage imod dit budskab. Derefter skal I sammen gå til Egyptens konge og sige: ‚Jahve, vores Gud, har åbenbaret sig for os. Derfor vil vi gerne rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til ham. Giv os nu din tilladelse.’ ”

¹⁹ Jahve fortsatte: „Jeg ved godt, at egypterkongen ikke uden videre vil lade jer rejse—ikke medmindre han bliver tvunget til det. ²⁰ Jeg vil tvinge ham ved at slå hårdt ned på hele Egypten, og så vil han til sidst give efter og lade jer rejse. ²¹ Og jeg vil sørge for, at egypterne bliver venligt stemt og giver jer gaver, så I ikke skal rejse bort med tomme hænder. ²² De hebræiske kvinder skal bede alle de egyptiske kvinder, der bor i nærheden af dem som fremmede, om juveler, sølv, guld og fine klæder, og I skal give jeres sønner og døtre det på. På den måde får I lov at plyndre egypternes rigdomme.”

Moses får autoritet til at udføre mirakler

4 „Jamen, hvad nu hvis Israels ledere ikke vil høre på mig?” indvendte Moses. „Hvad nu, hvis de ikke vil tro på, at Herren har vist sig for mig?”

² „Hvad har du der i din hånd?” spurgte Herren ham.

„Min hyrdestav,” svarede Moses.

³ „Smid den på jorden,” sagde Herren. Da Moses smed staven på jorden, blev den til en slange, og han løb forskrækket væk fra den.

⁴ Men Herren råbte til ham: „Grib den i halen!” Så greb Moses den i halen, og straks blev den igen til en hyrdestav i hans hånd.

⁵ „Det skal nok overbevise israelitterne om, at det er deres forfædre Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, der har vist sig for dig,” sagde Herren. ⁶ „Stik nu din hånd ind på brystet under kjortlen!” Moses adlød, og da han trak hånden ud igen, var den hvid af spedalskhed. ⁷ „Stik hånden ind på brystet igen,” fortsatte Herren. Det gjorde Moses, og da han trak den ud, var den fuldstændig normal igen.

⁸ „Hvis de tvivler efter at have set det første mirakel, vil de blive overbevist af det andet,” sagde Herren. ⁹ „Men hvis de stadig ikke tror dig, skal du tage lidt vand fra Nilen og hælde det ud på den tørre jord. Når du gør det, bliver vandet til blod.”

¹⁰ Men Moses havde flere indvendinger: „Jamen Herre, jeg er ikke god til at tale. Det har jeg aldrig været—og det er jeg heller ikke nu, efter at du har talt til mig. Jeg famler efter ordene.”

¹¹ „Hvem skabte menneskets mund?” spurgte Herren. „Har jeg ikke magt til at gøre et menneske i stand til at tale eller ikke at tale, til at se eller ikke at se, til at høre eller ikke at høre? ¹² Gå nu og gør, som jeg siger. Jeg vil hjælpe dig til at sige de rette ord—ja, jeg vil fortælle dig, hvad du skal sige.”

¹³ Men Moses protesterede: „Herre, send dog en anden end mig!”

¹⁴ Så blev Herren vred på Moses. „Hør her,” sagde han, „jeg ved, at din bror, levitten Aron, kan tale for sig. Han er i øvrigt på vej for at møde dig, og han bliver glad for at se dig igen. ¹⁵ Jeg vil tale til dig, og hvad jeg fortæller dig, skal du sige videre til ham og således lægge ham ordene i munden. Jeg vil være med jer og fortælle jer, hvad I skal gøre. ¹⁶ Aron skal tale til folket på dine vegne, som om han var din mund, og du skal fortælle ham, hvad han skal sige, så du taler til ham på mine vegne. ¹⁷ Husk at tage din hyrdestav med, så du kan udføre de mirakler, jeg har vist dig.”

Moses vender tilbage til Egypten

¹⁸ Så gik Moses hjem til sin svigerfar Jetro og sagde: „Jeg vil gerne rejse tilbage til Egypten og besøge min familie og se om de lever endnu.”

„Gå du blot, og fred være med dig,” svarede Jetro.

¹⁹ Inden Moses forlod Midjan, sagde Herren til ham: „Du skal ikke være bange for at vende tilbage til Egypten, for alle de mænd, der var ude efter at slå dig ihjel, er nu døde.” ²⁰ Så hjalp Moses sin kone med de to små børn^[f] op på et æsel og de begav sig alle af sted mod Egypten. Og han havde hyrdestaven—Guds stav—i hånden.

²¹ Undervejs gentog Herren sine instruktioner til Moses: „Når du ankommer til Egypten, skal du gå til Farao og udføre de mirakler, jeg har givet dig magt til at udføre. Men jeg vil gøre ham stædig, så han ikke vil lade israelitterne rejse. ²² Da skal du sige til ham: ‚Herren siger: Israels folk er som min førstefødte søn. ²³ Jeg har befalet dig at lade dem rejse, så de kan tilbede mig. Siden du har nægtet det, vil jeg slå din førstefødte søn ihjel.’ ”

²⁴ Et sted på vejen, hvor de overnattede, konfronterede Herren ham^[g] og ville dræbe ham. ²⁵ Da tog Zippora en flintekniv, afskar sin søns forhud og kastede den for Moses’ fødder. „Du er blevet mig en blodig ægtemand,” sagde hun. ²⁶ Så lod Herren ham være i fred. (Med udtrykket „blodig ægtemand” hentydede hun til omskærelsen.)

²⁷ Herren havde tidligere sagt til Aron: „Gå Moses i møde i ørkenen!” Så tog Aron af sted og mødte Moses ved Guds bjerg, Horeb, og de omfavnede hinanden og kyssede hinanden på kinden.

²⁸ Moses fortalte Aron om det budskab, Herren havde givet ham, og om miraklerne, Herren havde befalet ham at udføre.

²⁹ Da Moses og Aron ankom til Egypten, samlede de israelitternes ledere, ³⁰ og Aron fortalte dem, hvad Herren havde sagt til Moses, og Moses udførte miraklerne for øjnene af dem. ³¹ Det overbeviste dem, og da de hørte, at Herren ikke havde glemt sit folk, men havde dyb medfølelse for dem midt i deres elendighed, knælede de med ansigtet mod jorden i ærefrygt for Herren.

Moses og Aron i audiens hos Farao

5 Derefter gik Moses og Aron til Farao og sagde: „Vi har en besked til dig fra Jahve, Israels Gud. Han siger: Giv mit folk lov til at rejse, så de kan holde højtid for mig i ørkenen.”

² „Hvem er Jahve?” svarede Farao. „Jeg kender ham ikke. Hvorfor skulle jeg adlyde ham og lade israelitterne rejse? Det vil jeg ikke gå med til.”

³ Men Moses og Aron blev ved: „Den Gud, som vi hebræere tilbeder, har mødt os,” erklærede de. „Giv os nu tilladelse til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til vores Gud, Jahve, så han ikke rammer os med sygdom og død.”

⁴ „Hør nu, Moses og Aron!” råbte Farao. „Lad være med at lægge hindringer i vejen for folkets arbejde! Gå I hellere selv tilbage til jeres arbejde! ⁵ Hebræerne er jo nu meget talrige, og så vil I have, at de skal holde op med deres arbejde?”

⁶ Samme dag sendte Farao følgende besked til samtlige slavefogeder og opsynsmænd:

⁷ „I må ikke længere give folket halm til murstenene. Lad dem selv samle, hvad de har brug for. ⁸ Men de skal lave lige så mange mursten som før. De har åbenbart ikke nok at bestille, ellers ville de ikke snakke om at tage ud i ørkenen for at ofre til deres Gud. ⁹ De skal have mere arbejde, så de ikke har tid til at tænke på andet. Det skal nok afholde dem fra at høre på Moses’ og Arons løgnehistorier.”

¹⁰ Så gik slavefogederne og opsynsmændene ud til folket og sagde: „Farao har givet ordre til at standse leveringen af halm til arbejdet. ¹¹ Fra nu af må I selv samle halm, hvor I kan finde det, men I skal stadig lave lige så mange mursten som I plejer.” ¹² Så måtte folket rejse rundt i hele Egypten for at samle halm.

¹³ Slavefogederne var skånselsløse. „Den daglige kvote skal holdes!” forlangte de, ¹⁴ og de piskede de israelitiske formænd, når den ikke blev overholdt. „Hvorfor sørger I ikke for, at det daglige antal sten bliver produceret?” brølede de.

¹⁵ Så gik formændene til Farao. „Vær ikke så brutal mod dine slaver!” bad de. ¹⁶ „Vi får ingen halm, og alligevel skal vi producere det samme antal sten som før. Og vi bliver straffet for noget, vi ikke er skyld i. Det er dine slavefogeders skyld, fordi de forlanger noget helt urimeligt af os!”

¹⁷ Men Farao svarede bare: „I er dovne, er I! Det er klart, I ikke har nok at bestille, ellers ville I ikke blive ved med at sige: Lad os gå ud og ofre til Jahve. ¹⁸ Kan I se at komme tilbage til arbejdet! I får ingen halm, og I skal stadig producere det samme antal sten!”

¹⁹ De israelitiske formænd var nedslåede over at skulle fortælle arbejderne, at Farao ikke ville høre på dem og stadig krævede det samme: Ingen halm, samme antal sten. ²⁰ På vej ud fra audiensen hos Farao mødte de Moses og Aron, som stod og ventede uden for paladset. ²¹ „Må Herren dømme jer, for det er jeres skyld, at Farao og hans slavepiskere hader os! Det ender med, at de tager livet af os med den umenneskelige behandling!”

Guds løfte om udfrielse

²² Da vendte Moses sig til Herren og klagede sin nød: „Herre, hvordan kan du behandle dit folk på den måde? Og hvorfor har du sendt mig her? ²³ Lige siden jeg gav Farao din besked, er hans brutalitet taget til, og du er ikke kommet dit folk til hjælp!”

6 „Nu skal du få at se, hvad jeg vil gøre ved Farao,” sagde Herren til Moses. „Han skal få min magt at føle, indtil han lader mit folk rejse. Han vil blive så opsat på at komme af med dem, at han nærmest vil jage dem ud!” ² „Jeg er Herren!” fortsatte han. ³ „Jeg åbenbarede mig for Abraham, Isak og Jakob som den almægtige Gud, men de har ikke til fulde erfaret, hvad mit navn, Jahve. egentlig står for. ⁴ Jeg indgik en pagt med dem, hvor jeg lovede at give dem og deres efterkommere Kana’ans land, det land, hvor de boede som fremmede. ⁵ Jeg har hørt Israels folks klageskrig under deres slaveri i Egypten, og da jeg har indgået en pagt med dem, vil jeg også opfylde det løfte, jeg gav dem.

⁶ Sig derfor til israelitterne: ‚Jeg er Herren, og jeg vil befri jer fra slaveriet i Egypten med vældig magt og store undere. ⁷ I skal være mit udvalgte folk, og jeg vil være jeres Gud. I skal opleve, at jeg er Herren, jeres Gud, og at jeg befrier jer fra slaveriet i Egypten. ⁸ Jeg vil føre jer til det land, jeg lovede Abraham, Isak og Jakob. Jeg giver det til jer, og det skal være jeres. Jeg er Herren!’ ”

⁹ Moses fortalte nu folket, hvad Gud havde sagt, men de ville ikke længere høre på ham. De havde fuldstændig mistet modet på grund af den øgede arbejdsbyrde.

¹⁰ Da sagde Herren til Moses: ¹¹ „Gå tilbage til kong Farao og sig til ham, at han skal lade israelitterne rejse ud af Egypten.”

¹² „Men Herre!” indvendte Moses. „Når mit eget folk ikke engang vil høre på mig, hvordan kan jeg så forvente, at Farao vil? Jeg duer ikke til at tale!”

¹³ Alligevel befalede Herren Moses og Aron at gå til kong Farao og forlange, at han skulle lade israelitterne forlade Egypten.

Levis slægt frem til Moses og Aron

¹⁴ Følgende personer var overhoveder for forskellige slægter blandt Israels folk:

Israels ældste søn Ruben havde følgende sønner: Hanok, Pallu, Hetzron og Karmi.

¹⁵ Simeons sønner hed Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Zohar og Shaul (hans mor var kana’anæer).

¹⁶ Levis sønner hed: Gershon, Kehat og Merari. Levi blev 137 år gammel. ¹⁷ Gershons sønner hed Libni og Shimi. ¹⁸ Kehats sønner hed Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. Kehat blev 133 år gammel. ¹⁹ Meraris sønner hed Mahli og Mushi. Disse blev slægtsoverhoveder i Levis stamme ifølge deres slægtsbog.

²⁰ Amram giftede sig med Jokebed, som var hans faster, og de fik sønnerne Aron og Moses. Amram blev 137 år gammel. ²¹ Jitzhars sønner hed Kora, Nefeg og Zikri. ²² Uzziels sønner hed Mishael, Elsafan og Sitri.

²³ Aron giftede sig med Elisheba, som var datter af Amminadab og søster til Nahshon. Deres børn hed Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar.

²⁴ Koras sønner hed Assir, Elkana og Abiasaf. De blev overhoveder for familierne i Koras slægt.

²⁵ Arons søn Eleazar giftede sig med en af Putiels døtre, og de fik en søn der hed Pinehas. Alle disse var slægtsoverhoveder inden for Levis stamme med tilhørende familier.

²⁶ Aron og Moses, som er nævnt her i slægtstavlen, er de to mænd, til hvem Herren sagde: „Før Israels stammer ud af Egypten!” ²⁷ Det var dem, som gik til Farao for at få tilladelse til at føre folket ud af landet.

Herrens befaling til Moses og Aron

²⁸ Dengang Herren talte til Moses i Egypten, ²⁹ sagde han til ham: „Jeg er Herren! Sig alt det, jeg pålægger dig, til kong Farao af Egypten.” ³⁰ Men Moses svarede: „Jeg duer jo ikke til at tale! Hvorfor skulle Farao høre på mig?”

7 „Hør nu engang, Moses,” sagde Herren. „Jeg vil vise Farao, at det er Gud selv, der står bag dig, og din bror Aron skal være den, der fører ordet. ² Sig alt det, jeg fortæller dig, videre til Aron, så han kan sige det videre til Farao. Han skal forlange, at Israels folk får lov at forlade Egypten. ³ Men jeg vil gøre Farao stædig, og derefter vil jeg gøre mange tegn og undere i Egypten. ⁴ Når Farao så ikke vil høre på jer, vil jeg straffe Egypten med store katastrofer, hvorefter jeg vil føre mit talrige folk ud. ⁵ Når egypterne ser min magt, og hvordan jeg tvinger dem til at lade mit folk rejse, vil de komme til at forstå, at jeg er Herren!”

⁶ Så var Moses og Aron parat til at gøre, som Herren havde befalet. ⁷ Moses var på det tidspunkt 80 år gammel, og Aron var 83.

Staven forvandles til en slange

⁸ Dernæst sagde Herren til Moses: ⁹ „Når Farao kræver, at I skal gøre et under for at bevise din Guds magt, skal Aron smide sin stav på jorden foran Farao, og den vil blive forvandlet til en slange.”

¹⁰ Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren havde befalet: Aron smed sin stav på gulvet foran Farao og hans hoffolk, og staven blev straks forvandlet til en slange. ¹¹ Men Farao kaldte på sine vismænd og troldmænd, og de var i stand til at efterligne miraklet ved hjælp af deres magi. ¹² Deres stave blev til slanger ligesom Arons, men Arons slange slugte troldmændenes slanger. ¹³ Farao var imidlertid lige stædig og ville ikke høre på dem—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Første katastrofe: Vand bliver til blod

¹⁴ Så sagde Herren til Moses: „Farao er lige stædig og nægter at lade folket rejse. ¹⁵ Gå derfor hen til ham i morgen tidlig, når han går ned til Nilen. Vent på ham ved bredden og sørg for at have staven, der blev til en slange, parat. ¹⁶ Sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig for at sige: ‚Lad mit folk rejse, så de kan tilbede mig i ørkenen!’ Endnu har du ikke bøjet dig for kravet, ¹⁷ men nu siger Herren til dig: ‚Du skal få at se, at jeg er Herren!’ Jeg slår nu Nilens vand med denne stav, og vandet vil blive til blod! ¹⁸ Fiskene vil dø, og floden vil komme til at stinke, så dit folk vil nægte at drikke vand fra den.”

¹⁹ Og Herren fortsatte: „Sig så til Aron, at han skal pege ud over alle Egyptens vande med sin stav. Når han gør det, vil vandet i alle landets floder, kanaler, damme og vandreservoirer forvandles til blod. Ja, selv vandet i alle trækar og stenkrukker vil blive til blod.”

²⁰ Moses og Aron gjorde, som Herren havde befalet. Moses rakte sin stav ud og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans folk, ²¹ så vandet blev til blod, fiskene døde, og alt flodvandet stank. Egypterne kunne ikke længere drikke det. Vand blev til blod overalt i Egypten. ²² De egyptiske troldmænd brugte deres magi til at gøre det samme. Farao blev endnu mere stejl og ville ikke høre på Moses og Aron—nøjagtig som Herren havde forudsagt. ²³ Han vendte sig om og gik tilbage til sit palads, som om der intet var sket. ²⁴ Imens gravede egypterne brønde langs floden for at finde rent vand, for de kunne jo ikke drikke vandet i floden. ²⁵ Sådan gik der syv dage.

Anden katastrofe: Frøer

²⁶ Derpå sagde Herren til Moses: „Gå hen til Farao og giv ham denne besked fra mig: Lad mit folk rejse, for at de kan tilbede mig. ²⁷ Hvis du stadig nægter, vil jeg lade mængder af frøer plage dit land fra ende til anden. ²⁸ Nilen skal komme til at vrimle med frøer, og frøerne vil trænge ind i dit palads og dit soveværelse—ja, helt op i din seng. De vil myldre ind i alle egypternes huse, selv ind i bageovnene og op i gryderne. ²⁹ Frøerne vil kravle rundt på dig og dine hoffolk—ja, på alle landets indbyggere.”

8 Og Herren gav Moses besked om, at Aron med sin stav skulle pege ud over landets floder, alle kanalerne og dammene, så frøerne kunne invadere landet. ² Aron adlød, og der vrimlede frøer frem overalt. ³ Men ved hjælp af deres magi fik også troldmændene frøer til at vrimle frem.

⁴ Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Bed Jahve om at fjerne frøerne fra mig og mit folk, så vil jeg give jeres folk tilladelse til at rejse ud og tilbede jeres Gud.”

⁵ „Hvornår vil du have, jeg skal bede for dig, dine tjenere og dit folk?” spurgte Moses. „Når jeg beder, vil frøerne forsvinde fra jeres huse og kun være i floden.”

⁶ „I morgen!” sagde Farao.

„Det skal ske,” svarede Moses. „Så vil du forstå, at der ikke findes nogen så mægtig som vores Gud, Jahve. ⁷ Alle frøer vil forsvinde fra dig og dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun de frøer der findes i Nilen, vil blive tilbage.”

⁸ Moses og Aron forlod nu Farao, og Moses bad Herren om at udrydde frøerne. ⁹ Herren gjorde, hvad Moses bad om. Frøerne døde i husene, i gårdene og på markerne. ¹⁰ De blev samlet i store dynger, og det stank over hele landet. ¹¹ Men da Farao så, at han var blevet fri for frøerne, kom stædigheden over ham igen, og han nægtede at lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Tredje katastrofe: Myg

¹² Så sagde Herren til Moses: „Sig til Aron, at han skal slå på jordens støv med sin stav. Så vil støvet i hele Egypten blive forvandlet til myggesværme.” ¹³ Moses og Aron gjorde igen, som Herren havde befalet, og pludselig vrimlede det med myg over hele landet, og de angreb både mennesker og dyr. ¹⁴ Troldmændene forsøgte igen at gøre miraklet efter, men denne gang kunne de ikke. Myggene sad tæt på både mennesker og dyr.

¹⁵ „Det er et tegn fra Gud!” udbrød troldmændene. Men Farao var lige stædig og hårdhjertet, og ville ikke lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Fjerde katastrofe: Fluer

¹⁶ Så sagde Herren til Moses: „Stå tidligt op i morgen og gå Farao i møde, når han er på vej til floden. Sig til ham fra mig af: Lad mit folk rejse ud for at tilbede mig. ¹⁷ Hvis du stadig nægter, vil jeg sende store sværme af fluer over dig, dine tjenere og hele dit folk. Dine huse og egypternes huse vil blive fyldt med fluer, og jorden vil blive dækket af dem. ¹⁸ Men i Goshens land, hvor israelitterne bor, vil jeg gøre en undtagelse, så der ingen fluer vil være. Så må du vel kunne fatte, at jeg er Herren, og at jeg har magten her i landet. ¹⁹ Jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Det her mirakel skal ske i morgen.”

²⁰ Og Herren gjorde, som han havde sagt: Vældige sværme af fluer trængte ind i Faraos palads og i hans tjeneres huse og i hvert eneste hjem i Egypten, så hele landet var forpestet af fluer.

²¹ Da kaldte Farao Moses og Aron til sig og sagde: „Så tag da af sted og bring ofre til jeres Gud, men gør det inden for landets grænser. Tag ikke ud i ørkenen.”

²² Men Moses svarede: „Nej, det går ikke an. Egypterne vil afsky den måde, vi ofrer til vores Gud på. Hvis vi gør noget for øjnene af dem, som de finder afskyeligt, vil de så ikke stene os? ²³ Vi bliver nødt til at rejse tre dagsrejser ud i ørkenen for at ofre til Herren, vores Gud, sådan som han har befalet os.”

²⁴ „Ja ja, så rejs da,” sagde Farao modstræbende, „men tag ikke for langt væk! Og skynd jer så at bede til jeres Gud om, at de fluer må forsvinde!”

²⁵ „Så snart jeg er ude af paladset, skal jeg bede vores Gud om at udrydde fluerne,” svarede Moses. „Og fluerne vil forsvinde fra dig, dine tjenere og dit folk i morgen. Men pas på, at du ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren.”

²⁶ Så forlod Moses Farao og bad Herren om at fjerne fluerne, ²⁷ og Herren gjorde, som Moses bad: Alle fluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Ikke én eneste blev tilbage. ²⁸ Men også denne gang blev Farao hård og stædig, så han ikke lod israelitterne rejse.

Femte katastrofe: Kvægpest

9 „Gå tilbage til Farao,” befalede Herren, „og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, siger: ‚Lad mit folk rejse for at tilbede mig.’ ² Hvis du stadig plager dem og nægter at lade dem rejse, ³ vil Herren sende en pest, som vil slå jeres køer, heste, æsler, kameler, får og geder ihjel. ⁴ Men Herren vil igen gøre forskel mellem israelitterne og egypterne. Ikke et eneste af israelitternes husdyr skal dø.”

⁵ Herren satte en frist og sagde: „I morgen skal det ske!” ⁶ Den næste dag skete det, som Herren havde sagt: Alle^[h] egypternes husdyr døde, men ikke et eneste af israelitternes dyr døde. ⁷ Da sendte Farao folk ud for at se efter, og de bekræftede, at ingen af israelitternes husdyr var døde. Men hans hjerte var forhærdet, og han lod stadig ikke israelitterne rejse.

Sjette katastrofe: Bylder

⁸ Derpå sagde Herren til Moses og Aron: „Tag nogle håndfulde sod fra smelteovnen og lad Moses kaste soden op i luften, mens Farao ser på det. ⁹ Så vil der komme en støvsky over Egypten, som vil få betændelse og bylder til at bryde ud på både mennesker og dyr over hele landet.”

¹⁰ Så tog de sod fra ovnen og gik til Farao, og mens Farao så på det, kastede Moses soden op i luften, og både mennesker og dyr blev fulde af betændte bylder. ¹¹ Troldmændene kunne ikke klare sig imod Moses eller beskytte sig imod bylderne. Betændelsen angreb dem såvel som alle andre egyptere. ¹² Men Herren gjorde Farao endnu mere stædig, så han stadig ikke ville lade folket rejse—nøjagtig som Herren havde sagt til Moses.

Syvende katastrofe: Hagl

¹³ Så sagde Herren til Moses: „I morgen tidlig skal du gå til Farao og sige: Herren, hebræernes Gud, siger: Lad mit folk tage af sted for at tilbede mig. ¹⁴ Denne gang vil jeg sende en katastrofe, der for alvor vil gå ud over dig og dine hoffolk og hele dit folk. Da skal du indse, at der ikke findes en Gud som mig i hele verden. ¹⁵ Jeg kunne for længst have gjort det af med dig og dit folk, så I blev udryddet fra jordens overflade, ¹⁶ men jeg har gjort dig til konge, fordi jeg vil demonstrere min magt på dig, og for at mit navn kan blive kendt over hele jorden. ¹⁷ Du tyranniserer stadig mit folk og vil ikke lade dem rejse. ¹⁸ Så i morgen ved denne tid vil jeg sende et haglvejr værre end nogensinde i Egyptens historie. ¹⁹ Sørg for, at alle husdyr og alle markarbejdere kommer indenfor i sikkerhed, for hvert eneste menneske og dyr, der ikke er under tag, vil dø i haglvejret.”

²⁰ De af Faraos tjenere, som troede på, hvad Herren havde sagt, skyndte sig at få deres husdyr og slaver indendørs, ²¹ men de, som ignorerede Herrens ord, lod deres slaver og dyr blive ude på marken.

²² Så sagde Herren til Moses: „Løft din hånd mod himlen, så vil der falde hagl på mennesker og dyr og alle markens afgrøder over hele Egypten.” ^23-24 Da Moses løftede sin stav mod himlen, sendte Herren et frygteligt tordenvejr. Lynene glimtede uafladeligt, og haglene faldt tungt over hele Egypten. Det var så voldsomt, at man aldrig havde oplevet noget lignende i hele Egyptens historie. ²⁵ Landet lå i ruiner. Mennesker og dyr på markerne blev dræbt, træer blev splintret, markens afgrøder blev slået ned. ²⁶ Kun i Goshens land, hvor israelitterne boede, faldt der ingen hagl.

²⁷ Da sendte Farao i al hast bud efter Moses og Aron. „Nu indser jeg min fejl,” sagde han. „Herren har ret, og jeg og mit folk har uret. ²⁸ Bed dog Herren om at standse tordenen og haglvejret. Jeres folk kan rejse med det samme.”

²⁹ „Godt,” svarede Moses, „så snart jeg er ude af byen, vil jeg udrække mine hænder i bøn til Herren, og både hagl og torden vil holde op. Det skal være dig et tegn på, at Herren har al magt på jorden. ³⁰ Alligevel ved jeg, at du og dine hoffolk endnu ikke er villige til at bøje jer for Gud.”

³¹ Den dag blev al hør og byg ødelagt, for katastrofen kom på en årstid, hvor byggen stod med aks og hørren i blomst. ³² Hvede og spelt blev ikke beskadiget, for de kommer senere.

³³ Så forlod Moses Farao. Da han kom ud af byen, rakte han hænderne ud i bøn til Herren. Straks standsede tordenen og haglvejret, og regnen holdt op. ^34-35 Men da Farao så, at regnen, tordenen og haglene var holdt op, fortsatte han med sit oprør. Han blev hård igen og nægtede stadig at lade israelitterne rejse—nøjagtig som Herren havde forudsagt.

Ottende katastrofe: Græshopper

10 Da sagde Herren til Moses: „Gå igen til Farao og stil dit krav! Jeg har gjort ham og hans rådgivere stædige, så jeg fortsat kan vise min magt på dem og udføre mirakuløse tegn iblandt dem. ² Hvilke fantastiske beretninger dine børn og børnebørn skal få at høre om alle de undere, jeg gjorde i Egypten for at vise, at jeg er Herren.”

³ Så gik Moses og Aron igen til Farao og sagde: „Herren, hebræernes Gud, spørger dig nu: Hvor længe vil du nægte at adlyde mig? Lad mit folk rejse for at tilbede mig. ⁴ Hvis du stadig modsætter dig, vil jeg i morgen lade græshoppesværme invadere dit land. ⁵ Græshopperne vil fuldstændig dække jorden og fortære den smule, som er tilbage efter haglvejret, så der intet grønt bliver tilbage hverken på træer eller marker. ⁶ De vil fylde dit palads, dine hoffolks boliger og hvert eneste hus i Egypten. Aldrig tidligere i historien har en sådan katastrofe ramt dette land. Ingen af dine forfædre har nogensinde set noget lignende.” Derefter drejede Moses om på hælen og forlod Farao.

⁷ Nu henvendte hoffolkene sig til Farao i protest. „Hvor længe vil du lade de her katastrofer fortsætte?” klagede de. „Lad dog de mennesker rejse, så de kan tilbede deres Gud! Kan du ikke se, at hele Egypten ellers går til grunde?”

⁸ Så blev Moses og Aron hentet tilbage til Farao. „Så tag da af sted og dyrk jeres Gud,” sagde Farao. „Men sig mig lige, hvem er det nu, der skal rejse?”

⁹ „Alle som en,” svarede Moses. „Vi tager børn og gamle med, alle vores sønner og døtre og alle vores husdyr. Vi tager det hele med os. Alle skal deltage i denne højtid for Herren.”

¹⁰ „Ikke på vilkår!” råbte Farao. „Hvis I prøver at slippe væk med jeres kvinder og børn, så får I sandelig brug for jeres Guds hjælp! Jeg kan godt se, hvad I er ude på! ¹¹ Nej, kun mændene må rejse af sted for at tilbede Jahve—det var jo det I bad om!” Så blev Moses og Aron smidt ud af paladset.

¹² Derefter sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over Egypten, så græshopperne kan invadere landet. Lad dem æde alt, hvad der blev levnet efter haglvejret.”

¹³ Moses rakte nu sin stav ud, og Herren lod en østenvind blæse hele den dag og den følgende nat. Da det blev morgen, havde østenvinden bragt græshopperne til landet.

¹⁴ Enorme sværme af græshopper dækkede hele landet. Aldrig havde der været så mange græshopper i Egyptens historie. Og aldrig igen skal noget lignende ske. ¹⁵ Græshopperne dækkede jordens overflade, så den blev helt sort, og de åd alle planter og frugter, der var tilbage efter haglvejret. De efterlod ikke noget grønt overhovedet—ikke et træ, ikke en plante var tilbage i hele Egypten.

¹⁶ Farao fik hurtigt fat i Moses og Aron. „Jeg har syndet imod Herren, jeres Gud, og imod jer!” sagde han. ¹⁷ „Tilgiv mig bare denne ene gang og bed jeres Gud om at tage den her dødbringende plage fra mig.”

¹⁸ Moses forlod derefter Farao og bad til Herren. ¹⁹ Da sendte Herren en storm fra vest, som blæste græshopperne ud i Det Røde Hav.^[i] Ikke en eneste græshoppe blev tilbage i hele Egypten. ²⁰ Men Herren lod Farao blive stædig igen, så han alligevel ikke ville lade israelitterne rejse.

Niende katastrofe: Mørke

²¹ Herren sagde nu til Moses: „Løft dine hænder imod himlen, og et dybt og forfærdeligt mørke vil sænke sig over Egypten—et mørke så tykt, at man kan føle det.” ²² Moses rakte hånden op mod himlen, og et tykt mørke sænkede sig over landet i tre dage. ²³ Folk kunne ikke se hinanden, så de rørte sig ikke ud af stedet i tre dage, men overalt hvor israelitterne boede var der lyst.

²⁴ Da sendte Farao bud efter Moses. „Rejs og tilbed Herren,” sagde han. „Men efterlad jeres husdyr her. Jeres kvinder og børn kan I tage med.”

²⁵ „Har du tænkt dig at give os de dyr, vi skal bruge som slagtofre og brændofre til Herren, vores Gud? ²⁶ Nej, vel! Derfor er vi nødt til at have vores dyr med. Vi ved jo heller ikke, hvilke ofre Herren ønsker, før vi når frem til stedet, så vi må tage det hele med.”

²⁷ Herren gjorde igen Farao stædig, så han nægtede at lade dem rejse. ²⁸ Han råbte efter Moses: „Forsvind herfra, og lad mig aldrig mere se dig for mine øjne! Hvis du viser dig igen, slår jeg dig ihjel!”

²⁹ „Godt,” svarede Moses. „Du skal aldrig mere se mig.”

Moses bekendtgør den sidste katastrofe

11 Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. ² Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” ³ Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.

⁴ Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. ⁵ Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. ⁶ Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.

⁷ Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’

⁸ Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.

⁹ Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” ¹⁰ Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.

Den første påske

12 Mens de stadig var i Egypten, sagde Herren til Moses og Aron: ² „Fra nu af skal denne måned være den første måned i jeres kalender. ³ Bekendtgør for hele folket, at på den 10. dag i denne første måned skal hvert familieoverhoved udvælge et lam eller et gedekid til ofring. ⁴ Hvis en familie er for lille til at spise et helt dyr, kan den dele det med en anden familie i nabolaget, afhængigt af hvor mange medlemmer der er i hver familie, og hvor meget den enkelte kan spise. ⁵ Dyret skal være et etårs handyr—enten et lam eller et gedekid—og det må ikke have nogen fysisk defekt. ⁶ Pas godt på det indtil om aftenen på den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr. ⁷ De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises. ⁸ Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til. ⁹ Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, lår og indmad. ¹⁰ Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.

¹¹ I skal spise det i al hast—iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav i hånden, for det er Herrens påskefest.

¹² Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren! ¹³ Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi^[j] det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.

¹⁴ Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren. ¹⁵ I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk. ¹⁶ På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde—udover madlavning.

¹⁷ Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt. ¹⁸ Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød. ¹⁹ I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer. ²⁰ Jeg gentager: I de syv dage må I—hvor I end bor—ikke spise noget som helst, der er tillavet med surdej, men kun usyrnet brød.”

²¹ Da kaldte Moses alle Israels ledere sammen og sagde til dem: „Sig til alle israelitiske familieoverhoveder, at de skal gå ud til deres småkvæg og hente et lam eller gedekid, som de kan slagte. Det bliver deres påskeoffer. ²² De skal lade blodet løbe fra i en balje. Så skal de tage nogle isopgrene, dyppe dem i blodet og slå dem mod overliggeren og siderne af dørkarmen, så de bliver farvet af blodet. Og husk, at ingen må gå uden for en dør, før det bliver morgen, ²³ for i nat vil Herren gå gennem landet og slå egypterne ihjel. Men når han ser blodet på jeres dørkarme, vil han gå forbi og ikke tillade ødelæggeren at trænge ind og slå jeres førstefødte sønner ihjel.

²⁴ Husk, at disse forordninger er permanente, og skal overholdes af jer og jeres efterkommere i fremtiden. ²⁵ Når I kommer ind i det land, som Herren har lovet jer, skal I fortsætte med at højtideligholde påskefesten. ²⁶ Så vil jeres børn spørge: ‚Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’ ²⁷ Og I skal svare: ‚Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.

²⁸ Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron. ²⁹ Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø. ³⁰ Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.

Afrejsen fra Egypten

³¹ I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. „Tag af sted,” sagde han, „forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker. ³² Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”

³³ Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: „Ellers ender det med, at vi alle dør.” ³⁴ Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre. ³⁵ Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt, ³⁶ og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.

³⁷ Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods. ³⁸ Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg. ³⁹ Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.

⁴⁰ Israels folk havde boet i Egypten i 430 år, ⁴¹ og det var faktisk på den sidste dag af de 430 år, at Herrens folk forlod landet. ⁴² Denne sidste nat i Egypten vågede Herren over sit folk for at redde dem ud af deres slavetilværelse, og derfor skal israelitterne hvert år i fremtiden våge for Herren på denne nat.

Regler for påskehøjtiden

⁴³ Herren sagde til Moses og Aron: „De følgende regler for påskehøjtiden skal nøje overholdes: Ingen fremmed må spise af jeres påskeoffer. ⁴⁴ Slaver, som I har anskaffet jer, må deltage i spisningen, hvis de er blevet omskåret som tegn på, at de så er blevet en del af Israels folk. ⁴⁵ Men lejede slaver og fremmede, som midlertidigt bor hos jer, må ikke deltage. ⁴⁶ De, som spiser offerdyret, skal spise det sammen i ét hjem. I må ikke bære noget af kødet uden for det hjem, og I må heller ikke brække offerdyrets knogler i stykker. ⁴⁷ Hele Israels folk skal fejre den her mindefest samtidig.

⁴⁸ Hvis der bor fremmede iblandt jer, og de ønsker at fejre påskehøjtiden med jer, skal alle mændene først omskæres. Derefter kan de fejre påske med jer, for de skal få de samme rettigheder, som hvis de var født ind i Israels folk. Men en uomskåret mand må ikke spise af offerdyret. ⁴⁹ Det gælder alle, hvad enten de er israelitter eller fremmede, som bor iblandt jer.”

⁵⁰ Israelitterne fulgte de retningslinier, som Herren havde givet Moses og Aron. ⁵¹ Den dag førte Herren Israels folk ud af Egyptens land, stamme for stamme.

De førstefødte tilhører Herren

13 Herren gav også Moses følgende befaling: ² „Alle Israels førstefødte sønner skal indvies til mig—også alle førstefødte handyr. De skal tilhøre mig.”

³ Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.

^4-5 Denne dag i aviv^[k] måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor—det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. ^6-7 I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. ⁸ Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer—nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. ⁹ Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.

¹⁰ I skal fejre påske hvert år i aviv måned. ¹¹ Og når Herren fører jer ind i kana’anæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre, ¹² skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham. ¹³ Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.

¹⁴ I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‚Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten. ¹⁵ Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’ ¹⁶ Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”

Skyen, der går foran folket

^17-18 Da Farao endelig lod israelitterne rejse, førte Gud dem ikke gennem filistrenes land, skønt det var den mest direkte vej fra Egypten til Kana’ans land. Gud sagde: „Folket kunne miste modet og ønske at vende tilbage til Egypten, når der bliver kampe undervejs.” I stedet førte han dem ad en omvej gennem ørkenen i retning mod Det Røde Hav. Israelitterne forlod Egypten i grupper på 50 familier.^[l]

¹⁹ Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.

²⁰ Efter deres første stop i Sukkot slog de lejr ved Etam i udkanten af ørkenen. ²¹ Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten. ²² Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.

Gennem Det Røde Hav

14 Derefter sagde Herren til Moses: ² „Sig til Israels folk, at de skal dreje fra vejen og gå imod Pi-ha-Hirot mellem Migdol^[m] og havet. I skal slå lejr langs kysten, over for Ba’al-Zefon, ³ så vil Farao nemlig tro, at I er faret vild og gået i en fælde mellem ørkenen og havet. ⁴ Og så vil jeg endnu en gang gøre Farao stædig, så han sætter efter jer. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hele hans hær, og egypterne vil indse, at jeg er Herren.”

Så slog israelitterne lejr, hvor Herren havde sagt.

⁵ Da Egyptens konge fik at vide, at israelitterne ikke var kommet tilbage til den fastsatte tid, holdt han rådslagning med sine embedsmænd. De fortrød nu, at de havde ladet alle deres slaver rejse bort. ⁶ Så lod Farao sin stridsvogn gøre klar og satte efter dem ⁷ i spidsen for et elitekorps på 600 udsøgte stridsvogne. Alle Egyptens øvrige stridsvogne fulgte efter, bemandet med erfarne vognkæmpere.

⁸ Herren havde gjort Farao så stædig, at han nu satte efter israelitterne, der var taget af sted i triumf.^{[n] 9} Hele Faraos kavaleri af heste, ryttere og vogne deltog i forfølgelsen, og de indhentede Israels folk, hvor de havde slået lejr ved havet nær Pi-ha-Hirot over for Ba’al-Zefon.

¹⁰ Da nu Farao og hans hær kom nærmere, fik Israels folk øje på dem langt borte. De blev skrækslagne og råbte til Herren om hjælp. ¹¹ Så vendte de sig imod Moses og sagde: „Har du ført os her ud i ørkenen, for at vi skal dø? Var der ikke gravpladser nok i Egypten? Hvorfor fik du os i det hele taget til at forlade Egypten? ¹² Sagde vi ikke til dig dengang, at du skulle lade os være i fred? Hellere være slaver for egypterne end blive slagtet ned her i ørkenen!”

¹³ Men Moses svarede folket: „I skal ikke være bange! Bare bliv stående, hvor I står, for nu skal I få at se, hvordan Herren vil frelse jer. De egyptere, I ser komme imod os i dag, vil I aldrig komme til at se mere! ¹⁴ Herren selv vil tage kampen op for jer. I skal bare tie stille!”

¹⁵ Derpå sagde Herren til Moses: „Der er ikke tid til mere snak. Sig til israelitterne, at de skal bryde op. ¹⁶ Løft din stav og ræk den ud over havet, så der bliver en vej midt igennem. Så kan alle israelitterne gå tørskoet igennem havet og over på den anden side. ¹⁷ Jeg vil gøre egypterne stædige, så de dumdristigt følger efter jer ud i havet. Sådan vil jeg få ære og herlighed på bekostning af Farao og hans hær, alle hans stridsvogne og ryttere. ¹⁸ Når jeg har gjort det af med Farao og hele hans hær, vil egypterne indse, at jeg er Herren!”

¹⁹ Herrens engel, som indtil da havde gået foran israelitterne for at vise vej, gik nu om bag dem. Også skysøjlen flyttede sig fra pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem, ²⁰ så den stod mellem israelitterne og egypterne. Om natten var der således lyst på israelitternes side og bælgmørkt på den egyptiske side. På den måde kom de ikke i nærheden af hinanden hele natten.

²¹ Da Moses rakte sin stav ud over vandet, drev Herren vandet bort. Han lod en voldsom østenvind blæse hele natten, så havet delte sig, og en tør sti kom til syne midt i. ²² Så gik israelitterne gennem havet på den tørre havbund, mens vandet var som en beskyttende mur på begge sider. ²³ Men alle Faraos heste, vogne, og ryttere fulgte efter dem ud i havet.

²⁴ I den tidlige morgendæmring så Herren fra ild- og skysøjlen ned på egypternes hær og bragte den i uorden. ²⁵ Han fik vognhjulene til at sidde fast, så de havde stort besvær med at komme fremad. Da råbte egypterne: „Lad os se at komme væk! Det er deres gud, Jahve, der kæmper imod os.”

²⁶ Da alle israelitterne var kommet over på den anden side, sagde Herren til Moses: „Ræk din hånd ud over havet igen, så vil vandet vende tilbage og oversvømme de egyptiske vogne og ryttere.” ²⁷ Moses adlød. Da dagen gryede, rakte Moses hånden ud over havet. Vandmasserne drønede tilbage til deres normale leje, og Herren skyllede de skrækslagne egyptere bort med de brusende strømme.

²⁸ Vandet dækkede alle vognene og rytterne—ja, hele Faraos hær. Af alle de egyptere, der havde forfulgt israelitterne ud i havet, var der ikke en eneste, der overlevede. ²⁹ Men israelitterne nåede tørskoede gennem havet, mens vandet beskyttede dem på begge sider.

³⁰ Den dag reddede Herren israelitterne fra den egyptiske hær. De stod og betragtede ligene, der blev skyllet op på stranden. ³¹ Da israelitterne så Herrens vældige magt demonstreret på egypterne, blev de fyldt af dyb ærefrygt for Gud, og de gav udtryk for deres tillid til ham—og til hans tjener Moses.

Moses’ sang

15 Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: