Bible in 90 Days

Regler for brændofre, henvendt til folket

1 Herren kaldte på Moses fra åbenbaringsteltet ² og sagde: „Giv Israels folk følgende instrukser: Når en af jer vil give en offergave til Herren, kan han bringe et af sine husdyr: et stykke kvæg, et får eller en ged. ³ Hvis han bringer et stykke kvæg som brændoffer, skal det være en tyr uden skavanker. Han skal bringe dyret hen til åbenbaringsteltets indgang som en gave til Herren. ⁴ Der skal han lægge sin hånd på tyrens hoved, så Herren kan modtage det som hans stedfortrædende offer og tilgive hans synd. ⁵ Manden skal derefter slagte dyret i Herrens påsyn, og præsterne skal bringe blodet som et offer til Herren ved at stænke det på siderne af alteret, der står ved indgangen til teltet. ⁶ Derefter skal han flå dyret og partere det. ⁷ Præsterne skal starte et bål på alteret ⁸ og lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. ⁹ Tyrens indvolde og skanke skal han vaske med vand, før de bliver lagt på alteret. På den måde skal præsterne brænde det hele, og det bliver et offer, som behager Herren.

¹⁰ Hvis brændofferdyret er et får eller en ged, gælder det samme: Dyret skal være et handyr uden fysiske defekter. ¹¹ Manden, som bringer offerdyret, skal slagte dyret ved alterets nordside, og præsterne skal stænke blodet på siderne af alteret. ¹² Så skal manden partere dyret, og præsterne skal lægge det parterede dyr inklusive dets hoved og alt fedtet oven på alterbrændet. ¹³ Men indvoldene og skankene skal han først vaske med vand. Således skal præsterne brænde det hele på alteret som et brændoffer til Herrens velbehag.

¹⁴ Hvis nogen ønsker at bringe en fugl som brændoffer, skal det være en turteldue eller en ung due. ¹⁵ Præsten skal bringe fuglen til alteret, nippe halsen over på den, lade blodet løbe ned ad alterets side og brænde fuglens hoved på alteret. ¹⁶ Derefter skal han fjerne fuglens kro og fjer og kaste dem på askedyngen ved alterets østside. ¹⁷ Så skal han rive vingerne løs uden at skille dem helt fra kroppen og så brænde resten af fuglen på alteret. På den måde bliver det et lifligt offer for Gud.

Regler for afgrødeofre, henvendt til folket

2 Den, der ønsker at bringe Herren et afgrødeoffer, skal tage noget af sit bedste mel, hælde olivenolie over og drysse røgelse ovenpå. ² Derefter skal han bringe det til en af præsterne, som skal brænde en håndfuld af det på alteret som et lifligt mindeoffer for Herren. ³ Resten af melet tilfalder præsterne som deres andel af Herrens højhellige ildoffer.

⁴ Hvis nogen ønsker at bringe ovnbagt brød som et offer til Herren, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie, og der må ikke være surdej i det. Både rundbrød og fladbrød bagt med olivenolie, men uden surdej, kan bringes som offergave. ⁵ Også hvis offergaven er bagt på en plade over ildstedet, skal brødet bages af det bedste mel og olivenolie uden surdej. ⁶ Bræk brødet i stykker og hæld olivenolie over det, så gælder også det som et afgrødeoffer. ⁷ Hvis offergaven er tilberedt i en gryde med låg, skal I stadig bruge det bedste mel, blandet med olivenolie.

⁸ Uanset hvordan afgrødeofferet er tilberedt, skal du bringe det til præsterne, som vil sørge for, at det bliver overbragt til Herren.

⁹ Præsterne skal kun brænde en del af offeret som et lifligt afgrødeoffer for Herren. ¹⁰ Resten tilfalder dem som deres retmæssige del af Herrens højhellige ildoffer.

¹¹ I må ikke syrne det mel, I bruger til afgrødeofrene, for hverken surdej eller honning er tilladt i forbindelse med Herrens ildofre. ¹² Brød, der er bagt med surdej eller honning, må I gerne bringe som høstoffer, men ikke som brændoffer.

¹³ Ethvert afgrødeoffer skal indeholde salt, for saltet symboliserer jeres troskab mod Guds pagt. Så glem ikke saltet.

¹⁴ Hvis I ønsker at bringe et offer fra den tidlige høst, skal I riste friske, nyhøstede bygkerner og knuse dem. ¹⁵ Siden det er et afgrødeoffer, skal I hælde olivenolie over det og drysse røgelse på. ¹⁶ Præsterne skal så tage en del af de knuste kerner, olivenolien og al røgelsen og brænde det som et lifligt mindeoffer for Herren.

Regler for takofre, henvendt til folket

3 Hvis nogen ønsker at bringe Herren et takoffer, kan han tage enten en tyr eller en ko, blot han sikrer sig, at dyret er uden skavanker. ² Han skal lægge sin hånd på dyrets hoved ved indgangen til åbenbaringsteltet og derefter slagte det. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. ³ Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, ⁴ begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. ⁵ Præsterne skal bringe fedtet som et røgoffer oven på brændofferet, der ligger på alterbrændet. Det er et lifligt ildoffer for Herren.

⁶ Hvis nogen ønsker at bringe en ged eller et får som takoffer til Herren, står det ham frit for at ofre et han- eller hundyr, blot han sikrer sig, at dyret ingen skavanker har.

^7-8 Hvis det drejer sig om et får, skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet. Så skal præsterne stænke blodet rundt om på alterets sider. ⁹ Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om hele fedthalen, der skæres af tæt ved halebenet, det fedt, der hænger ved indvoldene, ¹⁰ begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. ¹¹ Præsterne skal brænde det på alteret som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren.

¹² Hvis nogen ønsker at bringe en ged som offergave til Herren, ¹³ skal han lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det ved indgangen til åbenbaringsteltet, hvorefter præsten skal stænke blodet rundt om på alterets sider. ¹⁴ Visse dele af dyret skal bringes til Herren som et ildoffer. Det drejer sig om det fedt, der hænger ved indvoldene, ¹⁵ begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne. ¹⁶ Præsterne skal bringe det som et madoffer, et lifligt ildoffer for Herren. Husk, at alt fedtet tilhører Herren. ¹⁷ I må aldrig spise fedt eller drikke blod! Det er en permanent lov, som skal gælde for alle kommende generationer, hvor I end bor.”

Regler for syndofre ved uforsætlige forseelser

4 Derpå sagde Herren til Moses:

² „Giv Israels folk følgende regler om, hvad de skal gøre, hvis nogen uforsætligt overtræder et af Herrens bud: ³ Hvis en ordineret præst af vanvare kommer til at synde og derved påfører folket skyld, skal han ofre en ungtyr uden skavanker som et syndoffer til Herren. ⁴ Han skal bringe tyren hen til åbenbaringsteltets indgang, lægge sin hånd på dyrets hoved og derefter slagte det i Herrens nærvær. ⁵ Så skal han tage noget af dyrets blod med ind i teltet, ⁶ dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke blodet syv gange på det forhæng, der afskærmer det allerhelligste rum. ⁷ Derefter skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet. Resten skal han hælde ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. ⁸ Så skal han tage fedtet fra indvoldene, ⁹ begge nyrerne og det fedt, der sidder på dem over lænden, samt fedtklumpen over leveren. Det skal fjernes sammen med nyrerne, ¹⁰ og brændes på brændofferalteret på samme måde, som når han ofrer en tyr eller en ko som takoffer. ^11-12 Men resten af ungtyren—huden, kødet, hovedet, benene, indvoldene og tarmene—skal han bære hen til det hellige sted uden for lejren, hvor man smider asken fra alteret. Der skal han brænde det på et bål oven på askedyngen.

¹³ Hvis det er hele folket, der uforsætligt gør sig skyldig i synd ved at gøre noget, som Herren har sagt, de ikke må gøre, pådrager de sig kollektiv skyld. ¹⁴ Når de bliver klar over deres synd, skal de ofre en ungtyr som syndoffer. De skal bringe tyren til åbenbaringsteltet, ¹⁵ hvor folkets ledere skal lægge deres hænder på tyrens hoved og derefter i Herrens nærvær slagte dyret. ¹⁶ Så skal præsten bringe blodet ind i teltet, ¹⁷ dyppe sin finger i blodet og i Herrens nærvær stænke det syv gange på forhænget. ¹⁸ Derpå skal han i Herrens nærvær stryge noget af blodet på røgelsesalterets horn i teltet, og resten skal hældes ud ved foden af brændofferalteret uden for indgangen til teltet. ¹⁹ Præsten skal fjerne alt fedtet og brænde det på alteret ²⁰ ligesom ved syndofferet for en præst. På den måde skal han skaffe soning for folkets synd, og de vil blive tilgivet. ²¹ Præsten skal derefter bære resten af ungtyren uden for lejren og brænde den der efter de samme regler som ved syndofferet for en præst. Det er et syndoffer for hele folket.

²² Hvis det er en af lederne, der utilsigtet bryder en af Guds love, ²³ skal han, så snart han bliver klar over sin skyld, ofre en gedebuk uden skavanker. ²⁴ Han skal lægge sin hånd på bukkens hoved og derefter slagte den i Herrens nærvær på det sted, hvor brændofferdyrene slagtes. Det skal gælde som syndoffer for ham. ²⁵ Så skal præsten tage noget af blodet og smøre det på brændofferalterets horn. Resten af blodet skal hældes ud ved foden af alteret. ²⁶ Alt fedtet skal brændes på alteret efter de samme regler, som gjaldt for takofferet. På den måde skal præsten skaffe soning for lederens synd, og han skal være tilgivet.

²⁷ Hvis nogen af folket synder, er de skyldige, selvom det var uforsætligt. ²⁸ Så snart de bliver klar over deres synd, skal de som syndoffer bringe en hun-ged uden skavanker. ²⁹ De skal bringe geden hen til det sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dér lægge hånden på offerdyrets hoved, hvorefter de skal slagte det. ³⁰ Så skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn, hvorefter han skal hælde resten af blodet ud ved alterets fod. ³¹ Alt gedens fedt skal fjernes ligesom ved et takoffer, og præsten skal brænde det på alteret som et lifligt ildoffer for Herren. På den måde skaffer præsten soning for enkeltpersoner, som uforsætligt har syndet, og dermed er de tilgivet.

³² Hvis de i stedet vælger at bringe et lam som syndoffer, skal det være et hundyr uden skavanker. ³³ De skal bringe lammet hen til det sted, hvor brændofrene slagtes, lægge hånden på dyrets hoved og derefter slagte det. ³⁴ Derefter skal præsten tage noget af blodet, dyppe sin finger i det og smøre det på brændofferalterets horn. Resten skal han hælde ud ved alterets fod. ³⁵ Alt lammets fedt skal fjernes ligesom ved takofferlammet, og præsten skal brænde fedtet på alteret på samme måde, som man brænder fedtet fra de andre ofre til Herren. På den måde skal præsten skaffe soning for enkeltpersoners synd, og dermed er de tilgivet.

Ofringer, der bringer soning for diverse forseelser

5 Hvis folk under en retssag nægter at aflægge forklaring om en forbrydelse, de har været vidne til, pådrager de sig skyld.

² Hvis nogen rører ved noget, der er urent, f.eks. et dødt dyr, som det er forbudt at spise—hvad enten det drejer sig om et vildt dyr, et husdyr eller et krybdyr—er de skyldige, også selv om de ikke rørte ved det med vilje. ³ Eller hvis nogen rører ved nogen som helst form for affald fra mennesker og bliver klar over, hvad de har gjort, så har de pådraget sig skyld.

⁴ Hvis nogen overilet aflægger et løfte og sværger på det—hvad enten løftet er aflagt i god eller ond hensigt—er de skyldige, så snart de bliver klar over deres fejltrin.

⁵ I hvert enkelt af disse tilfælde skal de bekende deres synd ⁶ og bringe et skyldoffer til Herren. Det skal være et hundyr, enten et lam eller et gedekid, og præsten skal ofre dyret, for at deres overtrædelse af Herrens bud kan blive tilgivet.

⁷ Hvis de er fattige og ikke har råd til at ofre et lam til Herren, skal de bringe to turtelduer eller to dueunger som skyldoffer. Den ene due skal være et syndoffer, og den anden skal være et brændoffer. ⁸ Præsten skal først bringe syndofferet ved at tage den fugl, som rækkes ham først, og nippe halsen over uden at rive hovedet helt af. ⁹ Derpå skal han stænke noget af blodet på siderne af alteret og lade resten løbe fra ved alterets fod. ¹⁰ Den anden fugl skal tjene som brændoffer, og den skal ofres efter den sædvanlige procedure for brændofre. På den måde skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet.

¹¹ Men hvis de er så fattige, at de ikke engang har råd til to duer, skal de som syndoffer bringe to liter fint mel. De må ikke blande melet med olivenolie eller strø røgelse over, for i dette tilfælde drejer det sig om et syndoffer. ¹² De skal bringe melet til præsten, og præsten skal tage en håndfuld af det og brænde det på alteret på samme måde som andre ofre, der brændes. ¹³ Sådan skal præsten skaffe soning for deres synd, og dermed er de tilgivet. Resten af melet skal tilfalde præsten på samme måde som melet fra afgrødeofferet.”

¹⁴ Derpå gav Herren Moses følgende instrukser: ¹⁵ „Hvis nogen forsømmer at bringe de foreskrevne afgrødeofre eller tiendegaver til Herren, skal de bringe en vædder uden skavanker som skyldoffer. Vædderen skal vurderes efter den standard, der bruges i helligdommen. ¹⁶ De skyldige skal så betale det, de skylder, plus en bøde på 20 procent. Det hele skal bringes til præsten, og præsten skal skaffe soning for deres skyld ved at ofre vædderen som skyldoffer, og dermed er de tilgivet.

¹⁷ Enhver, der synder ved at overtræde Guds lov, er skyldig, selv om det var utilsigtet. ¹⁸ Som skyldoffer skal de bringe en vædder uden fysiske defekter, og præsten skal skaffe dem soning, så de bliver tilgivet for det, de uforsætligt har gjort. ¹⁹ Det er et skyldoffer, for de har pådraget sig skyld over for Herren.”

²⁰ Herren fortsatte: ²¹ „Hvis nogen synder imod mig ved at nægte at tilbagelevere et pant for noget, der er lånt eller lejet, eller ved at undlade at tilbagelevere noget, som midlertidig er overladt i deres varetægt, eller ved at udplyndre og udbytte andre, ²² eller ved at lyve om en ting, de har fundet og selv beholdt, eller ved at sværge falsk for at kunne beholde det eller tilsvarende synder, ^23-24 da skal de, hvis de bliver kendt skyldige, samme dag aflevere til ejeren, hvad de på den måde uretmæssigt har tilranet sig, og desuden skal de betale 20 procent oveni. ²⁵ De skal bringe et skyldoffer til præsten, som så vil ofre det til Herren. Skyldofferet skal være en vædder uden fysiske defekter eller dyrets værdi i sølv. ²⁶ Præsten vil så skaffe dem soning over for Herren, og dermed er de tilgivet.”

Regler om de forskellige ofre, henvendt til præsterne

6 Herren sagde videre til Moses: ² „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for brændofrene:

Ilden skal holdes ved lige, og brændofferet skal blive liggende på alteret hele natten. ³ Næste morgen skal præsten tage sit linnedundertøj og sine linnedbukser på, hvorefter han skal tage asken fra alteret og lægge den i en bunke ved siden af alteret. ⁴ Så skal han skifte tøj og bære asken uden for lejren til det indviede sted. ⁵ Men alterilden skal brænde hele tiden, den må under ingen omstændigheder gå ud. Hver morgen skal præsten lægge nyt brænde på ilden og placere det daglige brændoffer ovenpå, og han skal brænde fedtet som et takoffer. ⁶ Husk at ilden altid skal brænde på alteret, for den må aldrig slukkes.

⁷ De følgende regler gælder afgrødeofferet:

Efter at præsterne har bragt offeret til Herrens alter, ⁸ skal ypperstepræsten tage en håndfuld af det fintmalede mel med olivenolien og røgelsen i og brænde det på alteret som et lifligt afgrødeoffer. ⁹ Resten af melet skal tilhøre Aron og hans sønner, og det brød, de tilbereder af melet, skal laves uden surdej, og det skal spises i åbenbaringsteltets forgård. ¹⁰ Hvis det drejer sig om ovnbagt brød, gælder samme regel: Der må ikke bruges surdej til brødet. Det er præsternes andel af de ofre, der brændes for mig på alteret, men deres andel er for mig lige så hellig som den del, der brændes på alteret. Det samme gælder synd- og skyldofre. ¹¹ Deres del af brændofrene må dog kun spises af præsterne selv, de mandlige efterkommere af Aron, fra generation til generation. Kun de indviede må røre ved det.”

¹² Derpå sagde Herren til Moses: ¹³ „Samme dag Aron og hans sønner bliver salvet og indsat i deres præsteembede, skal de bringe Herren et almindeligt afgrødeoffer: to liter fintmalet mel. Den ene halvdel skal ofres om morgenen, og den anden halvdel skal ofres om aftenen. ¹⁴ Det skal tilberedes på bageplade med olivenolie, og efter at brødet er gennembagt, skal det brækkes i stykker og bringes som et lifligt afgrødeoffer. ¹⁵ Den af Arons efterkommere, der er indsat som ypperstepræst, skal forestå ceremonien. Dette er en permanent lov. ¹⁶ Og for disse afgrødeofre fra præsterne gælder det, at hele offeret skal brændes. Intet af det må spises.”

¹⁷ Herren fortsatte: ¹⁸ „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for syndofrene:

Ethvert dyr, der bringes som syndoffer, er indviet til mig. Dyret skal slagtes samme sted, hvor I slagter brændofferdyrene. ¹⁹ Den præst, som udfører offerceremonien, skal sørge for, at kødet kun bliver spist i åbenbaringsteltets forgård. ²⁰ Kun indviede præster må røre ved kødet, og hvis der kommer blodstænk på deres tøj, skal de vaske tøjet på det sted, der er indviet til det. ²¹ Hvis kødet bliver kogt i en gryde af ler, skal gryden knuses bagefter. Men hvis det er en gryde af bronze, der bruges, skal den skures og skylles grundigt med vand bagefter. ²² Kun mænd af præsteslægten må spise af offerkødet, for det er et helligt offer. ²³ Men hvis syndofferdyrets blod er blevet båret ind i åbenbaringsteltet og brugt som sonoffer i helligdommen, må dets kød ikke spises. I den slags tilfælde skal kødet brændes.

7 Følgende regler gælder for skyldofferet, som er et meget helligt offer. ² Offerdyret skal slagtes på samme sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dets blod skal stænkes på siderne af alteret. ³ Derefter skal præsten ofre dyrets fedt, også fedthalen og fedtet omkring indvoldene, ⁴ begge nyrer, lændefedtet og fedtklumpen over leveren. ⁵ Præsterne skal brænde nyrerne og fedtet på alteret som et skyldoffer for Herren. ⁶ Kun mænd fra præsteslægten må spise det tiloversblevne kød, for det er indviet til mig, og det skal spises på et indviet sted.

⁷ Samme regel gælder for syndofferet: Den præst, som udfører forsoningsceremonien, har ansvar for, at kun præsterne spiser af kødet. ⁸ For brændofferet gælder det, at offerdyrets hud tilfalder den præst, som udfører offerhandlingen. ⁹ De afgrødeofre, som består af mad, der er tilberedt i ovn, på pande eller på bageplade, tilfalder den præst, der udfører offerhandlingen. ¹⁰ Alle andre afgrødeofre, både med og uden olivenolie i, skal fordeles ligeligt mellem alle præsterne.

¹¹ Følgende regler gælder for de takofre, som bringes til Herren:

¹² Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. ¹³ Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. ¹⁴ Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. ¹⁵ Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag.

¹⁶ Men hvis nogen ønsker at bringe takofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. ¹⁷ Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, ¹⁸ for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd.

¹⁹ Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. ²⁰ Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af takofferet, skal dø. ²¹ Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af takofferet, skal dø.”

²² Derefter sagde Herren til Moses: ²³ „Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. ²⁴ Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. ²⁵ Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø.

²⁶ Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. ²⁷ Enhver, som gør det, skal dø.”

²⁸ Herren fortsatte: ²⁹ „Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et takoffer, selv skal frembære deres offer. ³⁰ De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. ³¹ Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, ^32-33 og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. ³⁴ Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel.” ^35-36 Den dag Aron og hans sønner blev salvet, befalede Herren, at Israels folk skulle give dem disse stykker af offerdyrene. Det er deres ret fra slægt til slægt.

³⁷ Dette er Herrens instrukser om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indvielsesofferet og takofferet. ³⁸ Disse forskrifter gav Herren til Moses på Sinaibjerget, dengang Israels folk begyndte at bringe ofre til Herren ude i ørkenen.

Moses indsætter præsterne i deres embede

8 Derpå sagde Herren til Moses: ^2-3 „Før Aron og hans sønner hen til åbenbaringsteltets indgang og bring også deres præstedragter, salveolien, ungtyren, der skal bruges til syndoffer, de to væddere og kurven med det usyrnede brød. Og kald så hele folket sammen!”

⁴ Så samledes hele Israels folk uden for åbenbaringsteltet, ⁵ hvorefter Moses sagde til dem: „Det, som nu skal ske, er noget, Herren har befalet mig at gøre.”

⁶ Så lod han Aron og hans sønner træde frem og vaskede dem med vand. ⁷ Derefter iklædte han Aron inderkjortlen med bæltet, yderkjortlen og efoden med det fintvævede livbånd. ⁸ Så gav han ham brystklædet på og lagde Urim og Tummim inden i, ⁹ hvorefter han satte turbanen med guldpladen på hans hoved, sådan som Herren havde befalet ham.

¹⁰ Derefter tog Moses salveolien og stænkede den på teltet og alt dets inventar for på den måde at indvi stedet. ¹¹ Han stænkede alteret syv gange og stænkede også alterredskaberne, vaskefadet og dets stativ, så det hele var indviet. ¹² Derpå salvede han Aron ved at hælde olien ud over hans hoved. Aron var nu indviet til tjenesten som ypperstepræst. ¹³ Derefter kom turen til Arons sønner. Moses iklædte dem deres særlige dragter med bælter og hovedbeklædning, sådan som Herren havde befalet ham.

¹⁴ Moses tog nu den unge tyr, der var udvalgt til syndoffer, og Aron og hans sønner lagde hænderne på tyrens hoved, ¹⁵ hvorefter Moses slagtede den. Så dyppede han sin finger i det opsamlede blod og smurte noget rundt om alterets fire horn for på den måde at indvi alteret. Resten af blodet hældte han ud ved alterets fod. Alteret var nu indviet og renset for urenhed. ¹⁶ Så tog han fedtet fra tyrens indvolde, fedtklumpen over leveren, begge nyrer og fedtet rundt om og brændte det hele på alteret. ¹⁷ Kødet, huden og resten af indvoldene blev derefter brændt uden for lejren, sådan som Herren havde befalet ham.

¹⁸ Så førte Moses den vædder frem, som skulle være et brændoffer for Herren. Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, ¹⁹ og Moses slagtede den, hvorefter han stænkede dens blod på alterets sider hele vejen rundt. ²⁰ Dernæst parterede han vædderen og brændte kødstykkerne samt hovedet og fedtet. ²¹ Så vaskede han dyrets ben og indvoldene med vand og lagde det på alteret, så hele vædderen blev brændt som et lifligt offer. På den måde fulgte Moses Herrens befaling.

²² Nu førte Moses den anden vædder frem, som skulle være et indvielsesoffer for præsterne. Aron og hans sønner lagde hænderne på vædderens hoved, ²³ hvorefter Moses slagtede den og smurte noget af blodet på Arons højre øre, højre tommelfinger og højre storetå. ²⁴ Derefter smurte han noget af blodet på Arons sønner, på deres højre øreflip, tommelfinger og storetå. Resten af blodet stænkede han på alteret hele vejen rundt.

²⁵ Så tog han alt fedtet, fedthalen, fedtet omkring indvoldene og ved leveren og begge nyrer med det omkringliggende fedt, samt det højre lår. ²⁶ Ovenpå placerede han et rundbrød og et fladbrød med olivenolie, samt et pandekageformet brød. Alle brødene var bagt uden surdej, og han tog dem fra brødkurven, som var stillet frem for Herren. ²⁷ Alt dette lagde han derefter i hænderne på Aron og hans sønner og beordrede dem at svinge det foran Herrens alter. ²⁸ Derefter tog Moses offergaverne og brændte dem på Herrens alter sammen med brændofferet som et lifligt offer. ²⁹ Moses tog nu brystet af vædderen og svingede det foran Herrens alter. Det var Moses’ personlige andel af offeret i overensstemmelse med, hvad Herren havde befalet ham.

³⁰ Dernæst tog Moses noget af blodet fra alteret og noget af olivenolien og stænkede det på Aron og hans tøj og på Arons sønner og deres tøj. Nu var Aron, hans sønner og deres præstedragter indviet til at gøre altertjeneste for Herren.

³¹ Da sagde Moses til Aron og hans sønner: „Kog kødet ved indgangen til åbenbaringsteltet og spis det dér sammen med brødet fra offerkurven, sådan som jeg har fået befaling om. ³² Hvad der levnes af kødet og brødet, skal I brænde. ³³ I skal blive uden for teltets indgang i syv dage, for så er indvielsen forbi. ³⁴ Det, som er sket i dag, er efter Herrens befaling, for at I kunne blive renset og indviet. ³⁵ Bliv ved indgangen i syv dage, dag og nat. I skal adlyde Herrens befalinger, ellers skal I dø! Det har Herren sagt til mig.”

³⁶ Så gjorde Aron og hans sønner nøjagtig, som Herren havde befalet gennem Moses.

Præsternes første offer på folkets vegne

9 Da indvielsesceremonien syv dage senere var forbi, kaldte Moses Aron, hans sønner og Israels ledere sammen. ² Så befalede han Aron at udvælge en tyrekalv til syndoffer og en vædder til brændoffer, begge uden skavanker. Dyrene skulle han gøre klar til at ofre til Herren.

³ „Og sig til Israels folk,” fortsatte Moses, „at de skal udvælge en gedebuk til syndoffer og en etårs tyrekalv og et etårs lam til brændoffer, alle uden skavanker. ⁴ Derudover skal folket bringe Herren et takoffer bestående af en tyr og en vædder, og et afgrødeoffer bestående af mel rørt med olivenolie. I dag vil Herren nemlig åbenbare sig for dem.”

⁵ Så bragte de det hele hen til åbenbaringsteltets indgang, sådan som Moses havde befalet, og folket stimlede sammen for at afvente Herrens tilsynekomst.

⁶ Da sagde Moses: „Når Herrens anvisninger er blevet fulgt, vil han vise sig for jer i al sin herlighed.”

⁷ Moses beordrede nu Aron at gå frem til alteret og ofre sit syndoffer og sit brændoffer for at skaffe soning for sig selv og sin familie. Derefter skulle han ofre de øvrige dyr for at skaffe folket soning, sådan som Herren havde befalet. ⁸ Og Aron gik frem til alteret og slagtede tyrekalven som offer for sin egen synd. ⁹ Hans sønner opsamlede blodet, hvorpå Aron dyppede sin finger i det og smurte det på alterets horn. Resten hældte han ud ved foden af alteret. ¹⁰ På alteret brændte han nu syndofferdyrets fedt, nyrerne og fedtklumpen ved leveren, sådan som Herren havde befalet Moses, ¹¹ men kødet og huden brændte han uden for lejren.

¹² Dernæst slagtede han vædderen, som var udvalgt til brændoffer. Hans sønner opsamlede blodet, hvorefter han stænkede det på siderne af alteret. ¹³ Så parterede sønnerne dyret og bragte kødet til ham stykke for stykke, også hovedet, og han brændte stykkerne på alteret. ¹⁴ Til sidst vaskede Aron vædderens ben og dens indvolde og ofrede også dem som et brændoffer på alteret.

¹⁵ Nu kom turen til de offerdyr, som folket var kommet med. Først slagtede Aron gedebukken som et syndoffer for folket på samme måde som med den tyrekalv, han netop havde ofret som sit eget syndoffer. ¹⁶ Dernæst ofrede han kalven og lammet, som var folkets brændoffer, alt sammen efter Herrens forskrifter.

¹⁷ Da denne del af ceremonien var overstået, frembar Aron afgrødeofferet ved at tage en håndfuld af det og brænde det på alteret sammen med det sædvanlige morgenbrændoffer.

¹⁸ Til sidst tog han folkets takoffer, tyren og vædderen, og slagtede dem. Hans sønner rakte ham blodet, som han stænkede rundt om på siderne af alteret. ¹⁹ Så lagde de offerdyrenes fedt, fedthalen og fedtet omkring indvoldene, nyrerne og fedtklumpen over leveren ²⁰ oven på dyrenes bryststykker, hvorefter Aron bragte fedtet som et røgoffer på alteret. ²¹ Derpå løftede han bryststykkerne og de højre lårstykker op og svingede dem for Herrens alter, sådan som Moses havde befalet.

²² Offerceremonien var dermed forbi, og med udrakte hænder velsignede Aron til sidst folket, hvorefter han gik ned fra alteret. ²³ Moses og Aron gik derpå ind i åbenbaringsteltet. Lidt senere kom de ud igen og velsignede folket. Da viste Herrens herlighed sig for hele forsamlingen, ²⁴ og Herren sendte en ild, som fortærede brændofferet og resten af fedtstykkerne på alteret. Da folket så det, råbte de af begejstring og kastede sig med ansigtet mod jorden for at tilbede Herren.

Nadabs og Abihus overmod og ulydighed

10 En dag tog Arons sønner Nadab og Abihu hver sit røgelseskar og ville bringe et røgoffer. Men da de kom frem for Herren med offeret, som ikke var i overensstemmelse med hans forskrifter, ² sendte Herren ild imod dem og dræbte dem.

³ Da sagde Moses til Aron: „Det er et alvorligt eksempel på, hvad Herren mente, da han sagde: ‚Jeg viser min hellighed på dem, der står mig nærmest. Hele folket skal se min herlighed.’ ” Men Aron var stum af forfærdelse.

⁴ Moses kaldte på Mishael og Elsafan, der var sønner af Arons farbror Uzziel, og sagde: „Kom og fjern jeres slægtninge fra helligdommen og bær dem uden for lejren.” ⁵ De kom straks og bar de døde bort ved at tage fat i deres kjortler, sådan som Moses havde befalet dem.

⁶ Moses sagde nu til Aron og hans to efterladte sønner, Eleazar og Itamar: „I må ikke vise jeres sorg ved at tage jeres hovedbeklædning af og lade jeres hår hænge løst^[a] eller rive jeres tøj i stykker.^[b] Gør I det, vil Herren også slå jer ihjel, og hans vrede vil få konsekvenser for hele Israels folk. Lad i stedet folket sørge over Nadab og Abihu. Lad dem begræde den ulykke, Herrens ild har påført os. ⁷ Bliv her ved indgangen til åbenbaringsteltet, for I er salvet med Herrens olie til at tjene ham i hellighed. Ellers risikerer I også at dø.” Så gjorde de, som Moses befalede.

Regler for præsterne

⁸ Nu talte Herren til Aron: ⁹ „Hverken du eller dine sønner må drikke vin eller øl, når I går ind i åbenbaringsteltet. Hvis I gør det, skal I dø! Det samme gælder dine efterkommere i fremtiden. ¹⁰ I må kunne skelne mellem, hvad der er helligt, og hvad der ikke er helligt, og mellem hvad der er rent, og hvad der er urent, ¹¹ så I kan vejlede folket i alle de love, jeg har givet jer gennem Moses.”

¹² Derpå sagde Moses til Aron og hans to tilbageblevne sønner: „Tag den del af afgrødeofferet, som er tilbage, efter at en håndfuld af det er blevet brændt på Herrens alter. Bag brød af det uden at bruge surdej, og spis så brødet tæt ved alteret. Denne del af offeret er også hellig, ¹³ og derfor skal I spise det i helligdommens forgård. Det skal være jeres andel af de afgrødeofre, som bringes til Herren. Det har Herren selv givet mig besked på. ¹⁴ Men bryststykket og lårstykket, som blev ofret til Herren, ved at I svingede det frem og tilbage foran hans alter, kan I spise sammen med jeres familie på et indviet sted. Det skal være jeres andel af de takofre, som Israels folk bringer Herren. ¹⁵ Ligesom fedtet gives til Herren som et ildoffer, skal lårstykket og bryststykket symbolsk gives til Herren, ved at I svinger dem foran Herrens alter. Derefter skal de stykker tilhøre dig og din familie, for sådan har Herren befalet det.”

¹⁶ Moses spurgte nu, hvad der var blevet af kødet fra den buk, der var ofret som syndoffer for folket. Da han fik at vide, at kødet var blevet brændt uden for lejren, blev han vred på Eleazar og Itamar, som havde gjort det, for det var imod reglerne.

¹⁷ „Hvorfor har I ikke spist kødet fra folkets syndoffer i helligdommen?” spurgte han vredt. „Det er jo et helligt offer, og det er givet til jer, for at I skal fjerne folkets skyld og skaffe soning for dem foran Herrens ansigt. ¹⁸ Det er kun, når syndofferets blod bringes ind i åbenbaringsteltet, at kødet skal brændes.^[c] Ellers skal det spises i helligdommen, sådan som jeg gav jer besked på.”

¹⁹ Aron svarede: „Ja, men tænk på, hvad der er overgået mig i dag. Mine to sønner syndede og døde for Herrens ansigt. Hvis jeg havde spist af et helligt offer på en dag som denne, ville Herren så have godtaget det?” ²⁰ Det argument accepterede Moses.

Regler for rene og urene dyr

11 Derefter sagde Herren til Moses og Aron: ^2-3 „Sig til Israels folk, at de dyr på landjorden, som må spises, indbefatter alle drøvtyggere med spaltede klove. ⁴ Det vil sige, at følgende dyr regnes for urene, og de må ikke spises: Kamelen, som ganske vist tygger drøv, men ikke har spaltede klove, ⁵ klippegrævlingen, som tygger drøv, men heller ikke har spaltede klove, ⁶ haren, som tygger drøv, men som heller ikke har spaltede klove, ⁷ svinet, som godt nok har spaltede klove, men ikke tygger drøv. ⁸ I må ikke spise kød af disse dyr, eller røre dem, efter at de er døde, for I skal regne dem for urene.

⁹ Med hensyn til fisk må I spise alt, hvad der har både finner og skæl, uanset om I fanger dem i floderne eller i havet. ¹⁰ Men alle andre dyr, der lever i vandet, skal I regne for urene. ¹¹ I må hverken spise deres kød eller røre ved dem, når de er døde. ¹² Jeg gentager: Alle dyr, der lever i vandet, og som ikke har både finner og skæl, skal I regne for urene, og de må ikke spises.

^13-19 I må ikke spise følgende fugle: Ørne, gribbe, fiskeørne, de forskellige falke- og høgearter, krager og ravne, strudse, hornugler, måger, skarver, ibiser, rørhøns, ørkenugler, storke, de forskellige hejrearter og hærfugle.^[d] Flagermus er også urene og må ikke spises.

^20-22 I må ikke spise insekter, undtagen de forskellige arter af græshopper. ²³ Alle andre insekter skal I regne for urene.

²⁴ Alle, der kommer i berøring med et dødt, urent dyr, bliver selv urene. ²⁵ De skal vaske deres tøj med det samme og regnes for urene indtil samme aften.

²⁶ Det samme gælder for alle, der rører ved dyr, der ikke er drøvtyggere eller har spaltede klove: de er urene indtil om aftenen. ²⁷ Dyr med poter må I heller ikke spise. Hvis nogen rører et sådant dyr, når det er dødt, er de urene indtil aften. ²⁸ Hvis nogen bliver nødt til bære på et sådant dødt dyr, skal de straks vaske deres tøj, og de er så urene til om aftenen.

^29-30 Følgende smådyr skal I regne for urene: muldvarpe, mus, firben, gekkoer og kamæleoner.

³¹ Enhver, der rører ved døde dyr af den slags, er uren indtil aften. ³² Det samme gælder for ting, der kommer i berøring med sådanne døde dyr. De bliver urene. Hvis det drejer sig om en brugsgenstand af træ, tøj, skind eller sækkelærred, skal genstanden lægges i vand og regnes for uren indtil aften, men derefter kan den tages i brug igen. ³³ Hvis et sådant urent, dødt dyr falder ned i en lerkrukke med vand, skal vandet regnes for urent, og krukken skal knuses. ³⁴ Hvis noget af vandet sprøjter ud på nogle madvarer eller drikkevarer, skal de også regnes for urene.

³⁵ Hvis et sådant dødt dyr kommer i berøring med en lerovn eller et ildsted af ler, skal de rives ned, for de er blevet urene. ³⁶ Hvis dyret falder ned i en kilde eller et vandreservoir, bliver vandet ikke urent, men den, der fisker dyret op, bliver uren. ³⁷ Hvis det døde dyr kommer i berøring med såsæd, bliver sæden ikke uren derved, ³⁸ men hvis sæden er våd, og dyret falder ned i den, bliver sæden uren.

³⁹ Alle selvdøde dyr er urene, også de dyr, som ellers ikke er urene. Hvis nogen rører ved et selvdødt dyr, vil de være urene indtil aften. ⁴⁰ Hvis nogen spiser af dyrets kød eller bærer det døde dyr væk, skal de vaske deres tøj, og de er urene indtil om aftenen.

^41-42 Dyr, som kravler på jorden, er urene og må ikke spises. Det indbefatter alle krybdyr, som glider på deres bug, såvel som krybdyr med ben. Intet dyr, som kravler på fire eller flere ben, må spises, for et sådant dyr er urent. ⁴³ I må ikke engang røre ved et sådant dyr. Hvis I gør det, bliver I urene.

^44-45 Jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egypten. Gør ikke jer selv urene med disse ting, men vær hellige, for jeg er hellig. ⁴⁶ Disse love gælder jeres forhold til dyr og fugle inklusive alt, hvad der svømmer i vandet eller kravler på landjorden. ⁴⁷ Når I kender disse love, kan I skelne imellem, hvilke dyr, der er rene og kan spises, og hvilke dyr, der er urene og derfor ikke må spises.”

Regler for renselse efter en fødsel

12 Herren befalede Moses at give Israels folk følgende instrukser:

² „Efter at en kvinde har født en dreng, skal hun regnes for uren i syv dage ligesom under hendes menstruation. ³ Når drengen er en uge gammel, skal han omskæres. ⁴ Derefter har moderen en periode på 33 dage, hvor hun ikke må røre noget, som er helligt, og hun må ikke gå hen til åbenbaringsteltet.

⁵ En kvinde, der føder en pige, skal regnes for uren ligesom under hendes menstruation, men dobbelt så længe, altså i 14 dage. Og derefter må hun ikke komme i nærheden af noget helligt i 66 dage.

⁶ Følgende regler gælder, hvad enten barnet er en dreng eller en pige: Når perioden på de 40 eller 80 dage efter fødslen er overstået, skal moderen tage et etårs lam som brændoffer og en ung due eller en turteldue som syndoffer og bringe dem til præsten ved indgangen til åbenbaringsteltet. ⁷ Han skal så ofre dem til Herren som forsoning, og derefter er hun fuldstændig renset efter sin fødsel.

⁸ Men hvis kvinden er fattig og ikke har råd til at ofre et lam, skal hun bringe to turtelduer eller to unge duer. Den ene due skal bruges til brændofferet og den anden til syndofferet.”

Regler for smitsomme hudsygdomme

13 Herren sagde til Moses og Aron: ² „Hvis nogen får et sår på huden, et udslæt eller en hvid plet, kan der være fare for en smitsom hudsygdom.^[e] En sådan person skal føres til præsten Aron eller til en af hans sønner, ³ så de kan undersøge det mistænkelige sted på huden. Hvis hårene på det pågældende sted er blevet hvide, og hvis pletten ligger dybere end selve huden, er der tale om en smitsom sygdom, og præsten skal derfor erklære personen for uren.

⁴ Men hvis den hvide plet ikke går dybere end huden, og hårene ikke er hvide, skal præsten sætte personen i karantæne i syv dage. ⁵ På den syvende dag skal præsten foretage en ny undersøgelse. Hvis pletten stadig er der, men ikke har bredt sig, skal præsten give personen endnu syv dages karantæne. ⁶ Derefter skal præsten foretage endnu en undersøgelse. Hvis det da viser sig, at pletten er i aftagende og ikke har bredt sig yderligere, skal præsten erklære personen for rask, fordi der så kun var tale om en ufarlig hudirritation. Vedkommende skal blot sørge for at vaske sit tøj, så er alt normalt igen. ⁷ Men hvis pletten derimod breder sig efter undersøgelsen hos præsten, skal personen komme tilbage. ⁸ Præsten skal så foretage en ny undersøgelse, og hvis pletten så virkelig har bredt sig, skal præsten erklære vedkommende for uren, for så er det en smitsom hudsygdom.

⁹ Personer, som ser ud til at have en smitsom hudsygdom, skal føres til præsten, ¹⁰ som skal se efter, om der er et hvidligt, betændt sår på huden med hvide hår ovenpå. ¹¹ Hvis disse symptomer er til stede, er der tale om en kronisk, smitsom hudsygdom, og præsten skal erklære dem for urene. Under sådanne omstændigheder behøves der hverken yderligere karantæne eller observation, for der er utvivlsomt tale om en alvorlig sygdom. ¹² Men hvis præsten opdager, at udslættet har bredt sig over hele kroppen fra top til tå, ¹³ skal han erklære dem for rene, for så er sygdommen ikke længere smitsom. ^14-15 Viser der sig imidlertid den mindste antydning af sårdannelse, skal præsten erklære dem for urene, for da er såret et symptom på, at sygdommen er smitsom. ^16-17 Sker det så senere, at såret forsvinder, og huden bliver hvid, skal de angrebne personer vende tilbage til præsten for at blive undersøgt igen. Viser det sig virkelig, at det angrebne sted er blevet fuldstændig hvidt, skal præsten erklære dem for raske og dermed rene.

¹⁸ I de tilfælde, hvor nogen har haft en byld på huden, og bylden er forsvundet, ¹⁹ men har efterladt sig et hvidt mærke eller en rødlighvid plet, skal de angrebne personer gå til præsten for at blive undersøgt. ²⁰ Hvis præsten skønner, at pletten ligger dybere end selve huden, og hvis hårene på stedet er hvide, skal præsten erklære dem for urene, for der er udbrudt en smitsom sygdom efter bylden. ²¹ Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår på det angrebne sted, og at pletten ikke går dybere end selve huden og heller ikke skinner, skal præsten give dem karantæne i syv dage. ²² Hvis pletten breder sig i den periode, skal præsten erklære dem for urene. ²³ Men hvis den hvide plet ikke breder sig yderligere, er der blot tale om et ar efter bylden. Da skal præsten erklære dem for rene.

²⁴ Hvis nogen får et brandsår, og såret under helingen skifter farve til en lys, rødhvid eller hvid plet, ²⁵ skal præsten undersøge det mistænkelige sted. Hvis hårene i det lyse område er blevet hvide, og pletten går dybere end selve huden, er der udbrudt en smitsom sygdom efter brandsåret, og præsten skal erklære dem for urene. ²⁶ Men hvis præsten kan se, at der ikke er hvide hår i det lyse område, og at pletten er i aftagende og ikke går dybere end huden, skal præsten give dem karantæne i syv dage. ²⁷ Efter syv dage skal han undersøge pletten igen, og hvis pletten har bredt sig, skal præsten erklære dem for urene. ²⁸ Hvis den lyse plet derimod ikke har bredt sig på huden, men er i aftagende, er der blot tale om et ar efter forbrændingen. Præsten skal derfor erklære dem for rene, for de er ikke angrebet af en smitsom sygdom.

²⁹ Hvis en mand eller kvinde får en plet i hovedbunden eller i underansigtet, så det er dækket af hår eller skæg, ³⁰ skal præsten undersøge dem grundigt. Viser det sig, at pletten ligger dybere end selve huden, og hårene i området er blevet gullige, skal præsten erklære dem for urene. ³¹ Men hvis undersøgelsen hos præsten viser, at såret ikke ligger dybere end huden, og at hår- eller skægfarve stadig er gullig, skal præsten give dem karantæne i syv dage, ³² og han skal undersøge dem igen efter de syv dage. Viser det sig så, at pletten ikke har bredt sig, og at der ikke er gullige hår i området, eller at pletten ikke ligger dybere end selve huden, ³³ skal de barbere håret af omkring det angrebne sted, dog ikke på selve pletten, hvorefter de skal være i karantæne i endnu syv dage. ³⁴ På den syvende dag skal de undersøges igen, og hvis pletten ikke har bredt sig, og den ikke ligger dybere end selve huden, skal præsten erklære dem for rene. De skal blot vaske deres tøj, hvorefter alt er normalt. ³⁵ Men hvis pletten senere begynder at brede sig, ³⁶ skal præsten undersøge dem igen og erklære dem for urene, uden hensyn til hårenes farve. ³⁷ Viser det sig derimod, at pletten ikke har bredt sig yderligere, og der vokser normalt hår i området, er de raske. Så var det alligevel ikke en smitsom sygdom.

³⁸ Hvis en mand eller kvinde får lyse, skinnende pletter på huden, ³⁹ skal de undersøges af en præst. Medmindre pletterne er meget hvide, er der ikke tale om en smitsom sygdom, men blot om en ufarlig hudinfektion.

^40-41 Hvis en mand begynder at tabe håret på hovedet og ender med at blive mere eller mindre skaldet, er han ikke dermed uren. ⁴² Men hvis der samtidig viser sig en rødlighvid plet i det skaldede område, kan det være et tegn på en smitsom sygdom. ⁴³ I så fald skal præsten undersøge manden, og hvis det ligner en rødhvid plet, som tyder på en smitsom sygdom, ⁴⁴ skal præsten erklære manden for uren.

⁴⁵ De, der således er erklæret urene af præsten, skal rive flænger i deres tøj og undlade at rede deres hår. Så skal de dække underansigtet til, og når de går, skal de råbe: ‚Uren! Uren!’ ⁴⁶ Så længe sygdommen varer, skal de regnes for urene, og de skal bo uden for lejren.

^47-48 Kommer der mug eller svamp på bomuldstøj, uldtøj eller på ting af læder, ⁴⁹ og man opdager en grønlig eller rødlig plet på det mistænkte materiale, er der sandsynligvis tale om noget, der er smittefarligt. Materialet må derfor bringes til præsten, så han kan undersøge det. ⁵⁰ Når præsten har undersøgt det, skal han lægge det til side i syv dage; ⁵¹ og på den syvende dag skal han undersøge det igen. Har pletten da bredt sig, er der risiko for smitte. ⁵² Derfor skal han brænde det angrebne materiale, for det er smitsomt og må uskadeliggøres i ilden.

⁵³ Men hvis det ved undersøgelsen på den syvende dag viser sig, at pletten ikke har bredt sig yderligere, ⁵⁴ skal præsten sørge for, at det mistænkte materiale vaskes grundigt og derefter bliver lagt til side i syv dage til. ⁵⁵ Hvis pletten så ikke er blevet mindre, er der tale om noget smitsomt, også selv om pletten ikke har bredt sig yderligere. Derfor skal materialet brændes, hvad enten pletten er indvendig eller udvendig. ⁵⁶ Men hvis præsten kan se, at pletten er blevet mindre efter vask, skal han skære det angrebne sted bort. ⁵⁷ Hvis pletten så kommer igen på et andet sted, er der tale om noget smitsomt, og det hele skal brændes. ⁵⁸ Men hvis der ikke opstår nye pletter efter vask, kan materialet tages i brug igen, blot det vaskes endnu en gang.”

⁵⁹ Dette er reglerne for materialer, der er mistænkt for at være smittefarlige. De tjener til at afgøre, hvorvidt materialet skal erklæres for rent eller urent.

Regler for renselse efter en smitsom sygdom

14 ^1-2 Herren gav derefter Moses følgende anvisninger for, hvordan urene personer kan blive erklæret rene igen:

³ „Præsten skal gå uden for lejren for at undersøge dem, som er erklæret urene. Hvis præsten kan se, at sygdommen er forsvundet, ⁴ skal han bede om to levende fugle af den slags, der må spises, noget cedertræ, en purpurrød snor og isopgrene. Tingene skal bruges i renselsesceremonien for dem, som er blevet helbredt. ⁵ Præsten skal beordre den ene af fuglene slagtet over et lerkar med frisk kildevand. ⁶ Den anden fugl, som stadig er i live, skal sammen med cedertræet, den purpurrøde snor og isopgrenen dyppes i det opsamlede blod. ⁷ Så skal præsten syv gange stænke blod over dem, som er blevet helbredt, og erklære dem for raske, idet han slipper den levende fugl løs.

⁸ Derefter skal de, som er blevet helbredt, vaske deres tøj, barbere håret af og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de skal holde sig uden for deres families telt i syv dage. ⁹ På den syvende dag skal de igen barbere håret af og også øjenbrynene, samt skægget for mændenes vedkommende, og de skal bade og vaske deres tøj igen, før de endelig kan erklæres for fuldkommen helbredt for deres sygdom.

¹⁰ Næste dag, altså på den ottende dag, skal de hver tage to vædderlam uden fysiske skavanker, et etårs gimmerlam, også uden fysiske skavanker, seks liter fint mel rørt op i olivenolie og en tredjedel liter olivenolie. ¹¹ Så skal præsten, som har foretaget undersøgelsen, bringe de helbredte og deres offergaver frem for Herren ved indgangen til åbenbaringsteltet. ¹² Han skal tage det ene af vædderlammene, det, der skal bruges til skyldoffer, sammen med olivenolien og svinge det foran alteret. ¹³ Så skal han slagte lammet på det indviede sted, hvor syndoffer- og brændofferdyrene slagtes, og kødet fra dette skyldoffer tilfalder præsten, så han kan spise det. Det er jo indviet til Herren. ¹⁴ Derefter skal han tage noget af blodet fra skyldofferet og smøre det på de helbredtes højre øreflip, højre tommelfinger og højre storetå. ¹⁵ Så skal han hælde noget af olivenolien i sin venstre hånd, ¹⁶ dyppe sin højre finger i det og stænke det syv gange foran Herren, ¹⁷ og dernæst smøre noget af olien på de helbredtes højre øreflip, tommelfinger og storetå oven på skyldofferdyrets blod. ¹⁸ Når det er gjort, skal han hælde resten af olien i sin hånd over deres hoved. På den måde skal han skaffe dem soning hos Herren.

¹⁹ Derefter skal præsten ofre gimmerlammet som syndoffer og udføre forsoningsritualet på de helbredtes vegne. Til sidst skal han bringe det andet vædderlam som brændoffer ²⁰ og ofre det på alteret sammen med afgrødeofferet, så han skaffer dem soning. Da kan de endelig erklæres for rene.

²¹ Hvis de pågældende imidlertid er fattige og ikke har råd til tre lam, kan de nøjes med at bringe et enkelt vædderlam som skyldoffer. Lammet skal svinges foran Herrens alter som soning for dem. Som afgrødeoffer kan de nøjes med at ofre tre liter fint mel rørt op i olivenolie samt en tredjedel liter olivenolie.

²² De skal så i stedet bringe to turtelduer eller to unge duer, afhængigt af hvad de har råd til. Den ene due skal bruges som syndoffer og den anden som brændoffer. ²³ På den ottende dag, efter at de er erklæret rene, skal de bringe dyrene til præsten ved indgangen til åbenbaringsteltet. ²⁴ Han skal så tage lammet og svinge det foran Herrens alter sammen med olivenolien, ²⁵ hvorpå han skal slagte lammet og bringe det som skyldoffer og smøre noget af blodet på de helbredtes højre øreflip, tommelfinger og storetå.

²⁶ Præsten skal nu hælde olivenolie i sin venstre hånd, ²⁷ dyppe sin højre finger i det og stænke det syv gange på Herrens alter. ²⁸ Derefter skal han smøre noget af den tiloversblevne olivenolie på deres højre øreflip, tommelfinger og storetå oven på skyldofferdyrets blod. ²⁹ Den resterende olie i hans hånd skal han hælde ud over hovedet på dem, på hvis vegne renselsesceremonien udføres, og derved skaffe soning for dem hos Herren.

³⁰ Derpå skal han ofre de to turtelduer eller de to unge duer, hvad nu de helbredte kom med. ³¹ Den ene af duerne skal bruges til syndoffer og den anden til brændoffer sammen med afgrødeofferet. På den måde skal præsten skaffe dem soning hos Herren.”

³² Disse regler gælder for dem, som ikke er i stand til at bringe de ofre, der normalt kræves i forbindelse med renselsesceremonien.