Bible in 90 Days

Sauls død^(A)

10 Engang angreb filistrene israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. ² Filistrene satte efter Saul og hans sønner, Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.

³ Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev såret ⁴ og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre kommer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. ⁵ Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. ⁶ Den dag døde både Saul og hans tre sønner, og dermed var hans slægt uddød.

⁷ Da de israelitter, der boede i dalen, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.

⁸ Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans sønners lig på Gilboahøjen. ⁹ Så tog de Sauls våben og huggede hovedet af ham, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og landsmænd. ¹⁰ Sauls våben blev udstillet på afgudstemplets væg, og hans hoved blev hængt op på Dagontemplets mur.

¹¹ Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, ¹² drog deres tapre krigere af sted for at hente Sauls og hans sønners lig. De begravede dem under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.

Hvorfor Saul døde

¹³ Saul døde på grund af sin utroskab mod Herren. Han adlød ikke Herrens befalinger, men søgte endog råd hos en åndemaner. ¹⁴ Han søgte ikke råd hos Herren, og derfor lod Herren ham dø og overgav riget til David, Isajs søn.

David bliver konge over Israel^(B)

11 Alle Israels ledere kom nu til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. ² „Og du har altid været vores leder i krig—selv da Saul var konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” ³ Derpå sluttede alle Israels ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Israel, sådan som Herren gennem profeten Samuel havde sagt, at det ville ske.

David indtager Jerusalem^(C)

⁴ Derefter drog David sammen med sine folk til Jerusalem, som dengang hed Jebus. Men jebusitterne, som boede der, ⁵ sagde til David: „Her kommer du aldrig ind!” Ikke desto mindre indtog David klippeborgen Zion, som derefter blev kaldt Davidsbyen.

⁶ David havde lovet, at den, der først slog en jebusit ihjel, ville blive hans hærfører. Da Joab, hvis mor hed Zeruja, var den første, som nåede ind i byen og slog en af fjenderne ihjel, blev han anfører for Davids hær.

⁷ David flyttede nu sin residens til klippeborgen, som derfor blev kaldt Davidsbyen. ⁸ Han udbyggede byen og befæstede bymuren hele vejen rundt fra forsvarstårnet. Resten af byens genopbygning tog Joab sig af. ⁹ I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.

Davids krigshelte^(D)

¹⁰ Her skal nævnes nogle af de dygtigste og tapreste af Davids krigere, der sammen med resten af Israels ledere støttede ham, så han blev valgt til konge og fik magten over riget, sådan som Herren havde lovet.

¹¹ Jashobeam, søn af Hakmoni, var den mest berømte af de tre store helte. Med sit spyd dræbte han engang 300 modstandere i ét slag.

¹² Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. ¹³ Han kæmpede sammen med David i slaget mod filistrene ved Pas-Dammim. Kampen foregik midt i en bygmark, og den israelitiske hær flygtede. ¹⁴ Men Elazar og hans mænd holdt stand og huggede filistrene ned. Den dag gav Herren israelitterne en stor sejr.

¹⁵ Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang da David opholdt sig ved Adullams klippehule, og filistrenes hær havde slået lejr i Refaimdalen, drog tre af „De Tredive” tapre krigere ned til David. ¹⁶ Han opholdt sig som sagt i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. ¹⁷ David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” ¹⁸ Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. ¹⁹ „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.

^20-21 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd! Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.

²² Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. ²³ Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der var næsten to og en halv meter høj og havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. ²⁴ Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, ²⁵ selv om han ikke regnedes med blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.

^26-47 Her følger en liste over Davids heltemodige krigere: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shammot fra Harod; Heletz fra Pelon; Ira, Ikkesh’ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Ilaj fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Ba’anas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Huraj fra Ga’ashkløften; Abiel fra Arba; Azmavet fra Baharum; Eljahba fra Sha’albon; Jashens sønner fra Gizon; Jonatan, Shages søn fra Harar; Ahiam, Sakars søn fra Harar; Elifal, Urs søn; Hefer fra Mekera; Ahija fra Pelon; Hetzro fra Karmel; Na’araj, Ezbajs søn; Joel, Natans bror; Mibhar, Hagris søn; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Be’erot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias; Zabad, Ahlajs søn; Adina, Shizas søn—en leder fra Rubens stamme med 30 krigere under sig; Hanan, Ma’akas søn; Joshafat fra Mitan; Uzzija fra Ashtarot; Shama og Jeuel, Hotams sønner fra Aroer; Jediael, Shimris søn; Joha, hans bror fra Titz; Eliel fra Mahava; Jeribaj og Joshavja, Elna’ams sønner; Jitma fra Moab; og endelig Eliel, Obed og Ja’asiel fra Zoba.

Davids voksende hær

12 Følgende krigere sluttede sig til David i Ziklag, mens han skjulte sig for kong Saul. De kæmpede tappert ved hans side, ² og de var alle fremragende bueskytter og slyngekastere—og de skød lige så godt med venstre som med højre hånd. Ligesom kong Saul hørte de til Benjamins stamme.

³ Deres anfører var Ahiezer, Shema’as søn fra Gibea, som blev assisteret af sin bror, Joash. Dernæst var der Jeziel og Pelet, Azmavets sønner; Beraka; Jehu fra Anatot; ⁴ Jishmaja fra Gibeon—en berømt kriger, som var en af lederne blandt „De Tredive”; ⁵ Jirmeja; Jahaziel; Johanan; Jozabad fra Gedera; ⁶ Eluzaj; Jerimot; Bealja; Shemarja; Shefatja fra Haruf; ⁷ Elkana; Jishija; Azarel; Joezer; Jashobeam—alle af Koras slægt. ⁸ Desuden Joela og Zebadja, Jerohams sønner fra Gedor.

⁹ Mens David opholdt sig i klippeborgen i ørkenen, sluttede flere mænd fra Gads stamme sig til ham. Det var elitesoldater, trænet i at håndtere skjold og spyd, frygtindgydende som løver og hurtige som gazeller.

¹⁰ Deres øverste anfører hed Ezer. De øvrige var efter rang: Obadja, Eliab, ¹¹ Mishmanna, Jirmeja, ¹² Attaj, Eliel, ¹³ Johanan, Elzabad, ¹⁴ Jirmeja og Makbannaj. ¹⁵ Disse 11 mænd var officerer i hæren. Den ringeste af dem havde 100 soldater under sig, og den bedste 1000. ¹⁶ Engang da Jordanfloden gik over sine bredder, som den plejer i årets første måned, satte disse mænd over floden og fordrev alle indbyggerne i dalene fra øst til vest.

¹⁷ En anden gang opsøgte en flok mænd fra Benjamins og Judas stammer David i klippeborgen for at slutte sig til ham. ¹⁸ David gik dem i møde og sagde: „Hvis I kommer for at hjælpe mig, er vi venner; men hvis jeres hensigt er at forråde mig til mine fjender, skønt jeg er uskyldig, vil vores fædres Gud føre min sag og dømme jer.”

¹⁹ Da kom Guds Ånd over Amasaj, der senere blev en af lederne blandt „De Tredive”, og han udbrød:

²⁰ En flok mænd fra Manasses stamme deserterede fra Sauls hær til David, da han var sammen med filistrenes hær og klar til kamp mod Saul. Filistrenes officerer nægtede imidlertid at lade David og hans mænd deltage i slaget. Efter at have diskuteret sagen sendte filistrene dem hjem til Ziklag. De var bange for at miste livet, hvis David pludselig gik tilbage til sin tidligere herre.

²¹ Følgende højtstående officerer fra Manasses stamme fulgte med David tilbage til Ziklag: Adna, Jozabad, Jediael, Mikael, Jozabad, Elihu og Zilletaj. ²² Det var tapre og dygtige krigere, som ved tilbagekomsten til Ziklag hjalp David med at bekæmpe de amalekitiske plyndringsbander, og de blev senere officerer i Davids hær.

²³ For hver dag der gik, sluttede flere og flere sig til David, indtil han rådede over en mægtig hær. ²⁴ Kort efter flyttede David til Hebron med hele sit følge, og de var alle opsat på at få David til konge i stedet for Saul, sådan som Herren havde lovet. Hæren inkluderede krigere fra alle stammerne:

²⁵ Fra Judas stamme: 6800 krigere bevæbnet med skjolde og spyd; ²⁶ fra Simeons stamme: 7100 erfarne krigere; ²⁷ fra Levis stamme: 4600; ²⁸ fra præsteslægten, Arons efterkommere: 3700 mænd under ledelse af Jojada ²⁹ samt en ung dygtig kriger, Zadok, med 22 ledende medlemmer af sin slægt; ³⁰ fra Benjamins stamme, som Saul tilhørte: 3000 mænd—hovedparten af denne stamme var stadig loyale over for Saul; ³¹ fra Efraims stamme: 20.800 tapre krigere, der var fremtrædende mænd i deres respektive slægter; ³² fra Manasses halve stamme blev 18.000 mænd sendt af sted for at hjælpe David til at vinde kongemagten; ³³ fra Issakars stamme: 200 ledere og deres slægtninge, som alle forstod at tolke tidens tegn og forstod, hvad der var bedst for Israels fremtid; ³⁴ fra Zebulons stamme: 50.000 dygtige, fuldt bevæbnede krigere, der var 100 procent loyale mod David; ³⁵ fra Naftalis stamme: 1000 officerer og 37.000 krigere udrustet med skjolde og spyd; ³⁶ fra Dans stamme: 28.600 mænd rede til kamp; ³⁷ fra Ashers stamme: 40.000 veltrænede og kamplystne krigere; ³⁸ fra den anden side af Jordanfloden hvor Ruben, Gad og Manasses anden halve stamme hørte hjemme: 120.000 fuldt rustede krigere.

³⁹ Alle disse krigere kom til Hebron rede til kamp og fast besluttet på at gøre David til konge over Israel, for hele folket ønskede, at David skulle være deres konge. ⁴⁰ I tre dage fejrede de kroningen af David; de spiste og drak af de forsyninger, deres slægtninge kom med. ⁴¹ Folk kom fra nær og fjern—ja, helt fra Issakars, Zebulons og Naftalis egne—med madvarer på æsler, kameler, muldyr og okser: store mængder mel, figenkager, rosiner, vin, olivenolie, kvæg og får. Al denne overflod var udtryk for den forventningens glæde, der havde bredt sig ud over hele Israel.

David henter pagtens ark^(E)

13 Efter at David havde rådført sig med sin militære ledelse og alle sine officerer, ² sagde han til den store forsamling af krigere, der var kommet fra alle Israels stammer:

„Hvis I mener, det er rigtigt, og at det er Guds vilje, så lad os sende bud ud over hele Israels land om, at alle stammeledere skal komme herned til os. Der skal også sendes besked til præsternes og levitternes ledere i de byer, de har fået tildelt at bo i. ³ Når alle lederne er samlet, vil vi så hente Guds Ark, for lige siden Saul blev konge, har man ikke taget Herren med på råd.”

⁴ Davids forslag blev enstemmigt vedtaget, for de mente alle, at det var det rigtige at gøre.

⁵ På den måde fik David samlet hele Israels folk fra nord til syd, så de kunne være med til at hente Guds Ark i Kirjat-Jearim. ⁶ Derefter drog David af sted i spidsen for den store skare til Kirjat-Jearim, som også kaldes Ba’ala, i Judas stammeområde for at hente Gud Herrens Ark—den Gud, som troner mellem keruberne. ⁷ Arken, der i lang tid havde stået i Abinadabs hus, blev anbragt på en ny oksekærre—og Uzza og Ahjo styrede okserne. ⁸ David og Israels øvrige ledere dansede og sang af alle kræfter til Guds ære til musik fra lyrer, harper, tamburiner, bækkener og trompeter.

⁹ Men da de nåede til tærskepladsen ved Kidon, snublede okserne, og Uzza rakte hånden ud for at støtte arken. ¹⁰ Da blev Herren vred og straffede Uzza, fordi han ikke viste ærefrygt for arken, som ikke måtte røres, og han døde på stedet. ¹¹ David var oprørt over, at Herren havde straffet Uzza så hårdt. Derfor kaldte han stedet for „Peretz-Uzza”,^[a] hvilket det hedder den dag i dag.

¹² Episoden gjorde, at David blev bange for Gud. „Hvordan tør jeg så bringe Guds Ark hjem til mig?” sagde han. ¹³ Derfor ombestemte han sig, og i stedet for at føre arken ind i Davidsbyen, lod han den indtil videre opbevare hos Obed-Edom fra Gat. ¹⁴ Der stod den i tre måneder—og Herren velsignede Obed-Edom og hans familie.

David befæster sin position som konge^(F)

14 Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han stenhuggere og tømrere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. ² Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.

³ Efter at David var flyttet til Jerusalem, tog han flere koner, og han fik mange sønner og døtre. ⁴ Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, ⁵ Jibhar, Elishua, Elpelet, ⁶ Noga, Nefeg, Jafia, ⁷ Elishama, Be’eljada og Elifelet.

David besejrer filistrene^(G)

⁸ Da filistrene hørte, at David var blevet kronet til konge over Israel, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og samlede sin egen hær imod dem. ⁹ Filistrenes hær kom og invaderede Refaimdalen. ¹⁰ Da spurgte David Gud til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”

Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”

¹¹ Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Gud, der gjorde det!” erklærede han. „Gud brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.^[b]

¹² De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David gav ordre til, at de skulle brændes.

¹³ Men filistrene kom tilbage og invaderede endnu engang dalen. ¹⁴ David rådførte sig igen med Gud, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ved baka-træerne.^{[c] 15} Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Gud selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”

¹⁶ David gjorde, som Gud havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer. ¹⁷ Davids ry spredtes nu vidt omkring. Herren sørgede for, at alle de omkringboende folkeslag fik stor respekt for kong David.

David fører arken til Jerusalem^(H)

15 Efter at David havde bygget et stort palads til sig selv i Davidsbyen, indrettede han et telt, hvor Guds Ark kunne stå. ² Derpå sagde han: „Kun levitterne må røre Guds Ark, for det er dem, Herren en gang for alle har udvalgt til at bære arken og gøre tjeneste for ham.”

³ Derefter samlede David alle Israels ledere i Jerusalem, for at de skulle overvære højtideligheden, når arken blev ført ind i det telt, som var indrettet til den. ⁴ Følgende præster og levitter var til stede: ⁵ Fra Kehats slægt: 120 mænd anført af Uriel; ⁶ fra Meraris slægt: 220 mænd anført af Asaja; ⁷ fra Gershons slægt: 130 mænd anført af Joel; ⁸ fra Elitzafans slægt: 200 mænd anført af Shemaja; ⁹ fra Hebrons slægt: 80 mænd anført af Eliel; ¹⁰ og fra Uzziels slægt: 112 mænd anført af Amminadab.

¹¹ David tilkaldte nu ypperstepræsterne Zadok og Ebjatar samt de levitiske ledere Uriel, Asaja, Joel, Shemaja, Eliel og Amminadab.

¹² „I er overhoveder for de levitiske slægter,” sagde han til dem. „Sørg nu for, at I selv og jeres folk gennemgår renselsesritualet, så I kan føre Herrens, Israels Guds, Ark ind i teltet. ¹³ Sidste gang, da I ikke var med, straffede Herren os, fordi vi ikke rådførte os med ham om, hvordan arken skulle flyttes.”

¹⁴ Derefter gennemgik præsterne og levitterne renselsesritualet, så de kunne flytte Israels Guds Ark på den rigtige måde. ¹⁵ På den måde blev levitterne klar til at kunne løfte Guds Ark op i bærestængerne og bære den på skuldrene, sådan som Herren havde befalet Moses.

¹⁶ David gav de levitiske ledere ordre til at organisere et orkester og et kor, som kunne synge af hjertens fryd og spille på lyrer, harper og bækkener. ¹⁷ Levitternes ledere udpegede følgende musikere som ledere: Heman, Joels søn; Asaf, Berekjas søn; og Etan, Kushajas søn fra Meraris slægt.^[d]

¹⁸ Følgende mænd blev udpeget som deres medhjælpere: Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Benaja, Ma’aseja, Mattitja, Elifelehu, Mikneja og tempelvagterne Obed-Edom og Jeiel.

¹⁹ Heman, Asaf og Etan fik til opgave at slå på bronzebækkenerne. ²⁰ Zekarja, Aziel, Shemiramot, Jehiel, Unni, Eliab, Ma’aseja og Benaja skulle spille på harpe, ²¹ og Mattitja, Elifelehu, Mikneja, Obed-Edom, Jeiel og Azazja skulle spille på lyre. ²² Kenanja blev udpeget som instruktør for musikerne, for det var han særlig uddannet til.

^23-24 Berekja, Elkana, Obed-Edom og Jehija skulle holde vagt omkring arken, og præsterne Shebanja, Joshafat, Netanel, Amasaj, Zekarja, Benaja og Eliezer skulle blæse i trompet foran Guds Ark.

²⁵ Under stor jubel gik David nu i spidsen for Israels ledere og officerer til Obed-Edoms hus for at føre Herrens Pagts Ark til Jerusalem. ²⁶ Da levitterne nu kunne bære Herrens Pagts Ark uden problemer, ofrede man i taknemmelighed til Gud syv unge tyre og syv væddere. ²⁷ Både David, de levitter, der bar arken, deres leder, Kenanja, og sangerne var iført dragter af fintvævet linned. David bar desuden en efod af linned, den særlige præstedragt. ²⁸ Under stor festjubel førte Israels ledere derpå Herrens Pagts Ark til Jerusalem til akkompagnement af vædderhorn og trompeter, bækkener, harper og lyrer.

²⁹ Men da processionen nåede ind til Davidsbyen, og Davids kone Mikal, Sauls datter, fra sit vindue så kong David hoppe rundt og danse af glæde, følte hun foragt for ham.

16 Guds Ark blev anbragt i det telt, som David havde ladet indrette til den. Derefter ofrede man brændofre og takofre til Gud, ² og David velsignede folket i Herrens navn. ³ Så gav han hver af de tilstedeværende, både mænd og kvinder, en gave bestående af et brød, en daddelkage og en rosinkage.

David etablerer lovsang til Herren

⁴ David udpegede nogle af levitterne til at stå foran Herrens Ark og takke og lovprise Israels Gud. ⁵ Asaf ledte lovsangen og spillede på bækken. Zekarja, Ja’aziel, Shemiramot, Jehiel, Mattija, Eliab, Benaja, Obed-Edom og Jeiel spillede på harpe og lyre, ⁶ mens præsterne Benaja og Jahaziel blæste trompet foran Guds Pagts Ark.

⁷ David gav fra den dag af Asaf og hans medhjælpere^[e] ansvaret for at synge lovsange til Herren. De sang følgende sang:

Hele folket råbte „Amen” og lovpriste Herren.

³⁷ David indsatte således Asaf og hans levitiske medhjælpere til dagligt at synge og spille lovsange foran Herrens Pagts Ark. ³⁸ De blev assisteret af Obed-Edom, Jedutuns søn, og 68 levitter fra hans slægt. Obed-Edom fik også ansvaret for at holde vagt ved teltet sammen med Hosa.

³⁹ Ofringerne i den gamle helligdom på højen ved Gibeon fortsatte som hidtil. David udvalgte præsten Zadok og en gruppe af de øvrige præster til at stå for ofringerne der. ⁴⁰ Hver morgen og aften skulle de ofre brændofre for Herren på det alter, som var indviet til formålet, og i det hele taget nøje følge alle de forskrifter, som Herren havde pålagt Israels folk, og som var nedskrevet i lovbogen. ⁴¹ Desuden blev Heman, Jedutun og flere andre udvalgt til at tage sig af lovsangstjenesten dér og synge om Herrens evige trofasthed. ⁴² Med deres trompeter, bækkener og øvrige musikinstrumenter akkompagnerede de lovsangen til Gud. Jedutuns sønner og slægtninge skulle holde vagt.

⁴³ Da højtideligheden var overstået og folket gået hver til sit, gik David hjem for at velsigne sin familie.

Guds pagtsløfte til David og hans slægt^(I)

17 Efter at David var flyttet ind i sit kongelige palads, sagde han en dag til profeten Natan: „Her sidder jeg i mit smukke palads af cedertræ—men Herrens Pagts Ark står stadig i et telt!”

² „Gør du bare, hvad du har på hjerte,” svarede Natan, „for Gud er med dig.”

³ Men samme nat sagde Gud til Natan: ⁴ „Sig til min tjener David, at han ikke skal bygge et hus til mig! ⁵ Jeg har endnu aldrig haft et hus at bo i. Min bolig har været et telt lige siden den dag, jeg førte Israels folk ud af Egypten, og jeg er flyttet med dem fra den ene lejrplads til den anden. ⁶ Har jeg nogen sinde beklaget mig over det til de ledere, jeg indsatte som hyrder for mit folk? Har jeg bedt nogen af dem om at bygge mig et fornemt hus af cedertræ?

⁷ Derfor skal du give David følgende besked fra den almægtige Herre: ‚Jeg hentede dig fra græsgangen, hvor du vogtede får, og satte dig til at være leder for mit folk. ⁸ Overalt hvor du kom frem, var jeg med dig og tilintetgjorde dine fjender. Jeg vil gøre dig lige så berømt som de kendteste mænd i verden. ^9-10 Jeg har givet mit folk et sted at slå sig ned og bo uden frygt, og uden at blive mishandlet af deres fjender, sådan som det skete før i tiden, dengang jeg indsatte dommere til at lede mit folk. Jeg har skaffet dig fred fra alle dine fjender.

Hør nu efter, hvad jeg siger: I stedet for at du bygger mig et hus, vil jeg „bygge” dig et kongehus. ¹¹ Når du engang er død, skal en af dine efterkommere overtage tronen, og jeg vil gøre hans kongedømme stærkt. ¹² Han skal bygge mig et tempel, og jeg vil gøre hans herredømme urokkeligt for evigt.^{[f] 13} Jeg vil være hans far, og han skal være min søn. Jeg vil altid være trofast over for ham. Jeg vil ikke rive kongemagten ud af hans hænder, som jeg gjorde med din forgænger. ¹⁴ Jeg indsætter ham som konge i mit rige og leder for mit folk for evigt. Ja, hans herredømme vil vare til evig tid.’ ”

¹⁵ Så gik Natan til David og fortalte ham alt, hvad Gud havde sagt. ¹⁶ David gik da ind i teltet, hvor arken stod, og han satte sig for Herrens ansigt og bad: „Herre, min Gud, du har allerede gjort så meget for mig. ¹⁷ Og nu giver du mig tilmed løfter, der gælder mine efterkommere langt ud i fremtiden! Min Herre og Gud, du har løftet sløret for dine planer!^{[g] 18} Hvad mere kan jeg sige om den ære, du viser mig? Du ved, at jeg ønsker at tjene dig. ¹⁹ Du har gjort dette for din tjeners skyld, og fordi du ville det. Det er store løfter, du har åbenbaret for mig. ²⁰ Herre, du er uendelig stor—der er ingen anden Gud end dig! Det ved vi så godt. ²¹ Hvilket andet folk på den vide jord har du gjort så meget for som for Israel, dit eget folk? Du har befriet dit folk, så de kunne bringe ære til dit navn. Du har udført mægtige undere ved at frelse dit folk fra slaveriet i Egypten og drive de andre folkeslag bort foran dig. ²² Du udvalgte Israels folk til at være dit folk for evigt, og du blev Israels Gud.

^23-24 Min Herre og Gud, gid det løfte, du har givet mig og min slægt, må stå fast for evigt. Må dets opfyldelse bringe dig evig ære, så folk erkender, at Israels Gud er den almægtige Gud. Må din tjener Davids slægt altid tjene dig. ²⁵ Min Gud, du har sagt, at du vil bygge mig et kongehus. Det er derfor, jeg drister mig til at komme med en bøn til dig. ²⁶ Min Herre og min Gud, du har givet mig gode løfter for fremtiden. ²⁷ Velsign min slægt, så den altid må bestå for dit ansigt. Når du, Herre, velsigner min slægt, vil den altid være velsignet!”

Davids sejre over nabofolkene^(J)

18 David besejrede efterhånden filistrene fuldstændigt og undertvang dem ved at indtage deres hovedstad, Gat, og de omliggende landsbyer. ² Han besejrede også moabitterne og gjorde dem til sine skattepligtige undersåtter.

³ Kong Hadadezer af Zoba forsøgte at generobre sit gamle territorium syd for Eufratfloden.^[h] Men David besejrede hans hær og forfulgte den helt til Hamat.^{[i] 4} Ved den lejlighed erobrede David 1000 stridsvogne og tog 7000 ryttere og 20.000 fodfolk til fange. Han skar haserne over på samtlige heste bortset fra 100 af dem. ⁵ Da aramæerne rykkede ud fra Damaskus for at hjælpe Hadadezer, huggede David 22.000 af dem ned. ⁶ I Damaskusområdet udstationerede han flere garnisoner og indlemmede aramæerne blandt sine skattepligtige undersåtter. Herren gav David sejr over alle hans fjender. ⁷ David beslaglagde alle de guldskjolde, som kong Hadadezers officerer havde brugt, og førte dem til Jerusalem ⁸ sammen med en stor ladning bronze fra Hadadezers byer Tibat og Kun. Det var blandt andet det bronze, kong Salomon senere brugte til at få lavet „bronzehavet” ved templet samt søjlerne og de forskellige bronzeredskaber.

⁹ Da kong Tou af Hamat hørte om Davids triumf over Hadadezers hær, ¹⁰ sendte han sin søn Hadoram af sted for at lykønske ham. Hadadezer og Tou var nemlig ærkefjender. Hadoram forærede David mange gaver af guld, sølv og bronze, ¹¹ og David indviede dem til Herren sammen med det guld og sølv, han havde taget i krigsbytte fra edomitterne, moabitterne, ammonitterne, filistrene og amalekitterne.

¹² I Saltdalen slog Abishaj, Zerujas søn, en edomitisk hær på 18.000 mand, ¹³ hvorefter han etablerede en række garnisoner i Edom, så edomitterne kom under Davids herredømme. Således gav Herren David sejr, hvor som helst han kom frem.

Davids embedsmænd^(K)

¹⁴ David var en retfærdig konge i Israel, og han gav alle en fair behandling. ¹⁵ Joab var øverstbefalende for hæren; Joshafat, Ahiluds søn, var kongens øverste embedsmand med ansvar for arkiverne; ¹⁶ Zadok, Ahitubs søn, og Ahimelek, Ebjatars søn, var de ledende præster; Shavsha var statssekretær; ¹⁷ Benaja, Jojadas søn, var chef for livgarden; og Davids egne sønner var ledere ved kongens side.

David besejrer ammonitterne og aramæerne^(L)

19 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.

² „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.

³ Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”

⁴ Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. ⁵ Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.

^6-7 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede Hanun for 1000 sække sølv aramæiske stridsvogne, ryttere og soldater fra områderne Aram-Naharajim, Aram-Ma’aka og Zoba foruden kongen af Ma’akas hær. Den aramæiske hærstyrke marcherede frem og gjorde holdt ved Medeba samtidig med, at ammonitterhæren blev mobiliseret. ⁸ Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. ⁹ Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens de allierede aramæiske konger tog opstilling på den åbne slette. ^10-11 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.

¹² „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. ¹³ Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”

¹⁴ Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. ¹⁵ Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.

¹⁶ Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig imod israelitterne, sendte de bud efter forstærkning fra de aramæiske tropper på den anden side af Eufratfloden. Hjælpetropperne var under kommando af Shofak, kong Hadadezers hærfører.

¹⁷ Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden, hvor de tog kampen op mod aramæerne. ¹⁸ Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 7000 aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærchefen Shofak. ¹⁹ Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med David og blev underlagt hans herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.

Yderligere kamp mod ammonitterne^(M)

20 Næste forår omkring den tid, hvor kongerne sædvanligvis drager i krig, rykkede Joab ud med den israelitiske hær. De besejrede den ammonitiske hær og belejrede Rabba.^[j] Men David selv blev hjemme i Jerusalem. Joab angreb Rabba og ødelagde den.

² Da David kort efter ankom til Rabba, fjernede han kronen fra ammonitterkongens^[k] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld, og der var en stor ædelsten på den. Desuden tog han et stort krigsbytte. ³ Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte dem til at arbejde med save, hakker og økser. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land.

Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Flere kæmper blandt filistrene bliver dræbt^(N)

⁴ Senere, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gezer, dræbte Sibbekaj fra Husha en filister af den frygtede Rafa-slægt, en mand ved navn Sippaj, hvorefter filistrene overgav sig. ⁵ Under en anden kamp mod filistrene lykkedes det Elhanan, Jairs søn, at dræbe en filister ved navn Lahmi, en bror til Goliat, hvis spydskaft var på størrelse med en vævebom. ⁶ Og en anden gang, da israelitterne kæmpede mod filistrene ved Gat, var der en kæmpe af Rafa-slægten med seks fingre på hver hånd og seks tæer på hver fod. ⁷ Han hånede Israel, men Jonatan,^[l] en søn af Davids bror Shima, dræbte ham. ⁸ Disse filistre, der tilhørte kæmpeslægten Rafa fra Gat, blev hugget ned af Davids mænd.

Davids mønstring af hæren^(O)

21 Satan ønskede at bringe Israels folk i ulykke, så han gav David den tanke at foretage en optælling af Israels samlede hærstyrke.

² David sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd. Kom så tilbage og fortæl mig, hvor mange jeg råder over.”

³ Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu. Min herre og konge, er de ikke alle loyale over for dig? Hvorfor vil du begå denne synd? Hvorfor bringe ulykke over Israels folk?”

⁴ Imidlertid sejrede kongens ord over Joabs protester, så Joab rejste landet rundt for at foretage optællingen. Da han vendte tilbage til Jerusalem, ⁵ meddelte han David det samlede tal på landets våbenføre mænd: I hele Israel var der 1.100.000 mand, heraf 470.000 i Juda. ⁶ Joab havde dog undladt at foretage optælling i Levis og Benjamins stammeområde, for han var meget ilde til mode over kongens befaling. ⁷ Gud var også vred over optællingen. Derfor ville han straffe Israel.

⁸ Da sagde David til Gud: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig!”

⁹ Så sagde Herren til profeten Gad, som var i Davids tjeneste: ¹⁰ „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” ¹¹ Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: ¹² „Vælger du tre år med hungersnød? Eller tre måneder på flugt for dine fjender? Eller tre dage, hvor Herrens engel sender pest over hele Israels land? Sig mig, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig!”

¹³ „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”

¹⁴ Da sendte Herren pest over hele Israel, og 70.000 mænd døde. ¹⁵ Da dødsenglen skulle til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Ornans tærskeplads. ¹⁶ Da David så Herrens engel stå stille i luften med sit sværd rettet mod Jerusalem, kastede han og hans ledere sig på knæ med ansigtet mod jorden. De var alle klædt i sæk og aske.

¹⁷ „Det er mig, der har syndet ved at mønstre min hær,” sagde han. „Alle disse mennesker er som uskyldige får. Herre, min Gud, lad dog straffen ramme mig og min familie. Du må ikke tilintetgøre dit folk.”

¹⁸ Derpå sagde Herrens engel til Gad: „Sig til David, at han skal bygge et alter for Herren på jebusitten Ornans tærskeplads.” ^19-20 David var lydig mod Herrens befaling og opsøgte Ornan, der var i færd med at tærske hvede. Da Ornan vendte sig om, fik han øje på englen, og hans fire sønner løb i skjul, mens han selv fortsatte med at tærske. ²¹ Kort efter opdagede Ornan kongen, der nærmede sig. Straks forlod han tærskepladsen, løb kong David i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran ham.

²² David sagde til Ornan: „Lad mig købe tærskepladsen af dig til dens fulde pris, så jeg kan bygge Herren et alter og få pesten til at standse.”

²³ „Tag den bare, min herre og konge, og gør med den, hvad du vil,” svarede Ornan. „Her, jeg giver dig mine okser til brændofferet, tærskeslæderne til offerbrænde og brug min hvede til afgrødeofferet. Jeg giver dig det hele!”

²⁴ „Nej,” svarede kong David, „jeg vil betale dig den fulde pris. Jeg kan ikke tage, hvad der tilhører en anden, og ofre det til Herren. Jeg vil ikke bringe ofre, der ikke har kostet mig noget!”

²⁵ Så betalte David Ornan 600 guldstykker for hele området, ²⁶ hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Han bad Herren om nåde, og Herren svarede ved at sende ild fra himlen, som fortærede ofrene på alteret. ²⁷ Herren befalede derefter englen at stikke sværdet i skeden.

²⁸ David fortsatte nu med at ofre til Herren på jebusitten Ornans tærskeplads, fordi Herren dér havde svaret på hans bøn. ²⁹ Herrens telt og brændofferalteret, som Moses havde lavet i ørkenen, stod stadig på højen ved Gibeon. ³⁰ Men David turde ikke tage derhen for at søge Herren, for han var bange for Herrens engels sværd.

David gør klar til, at et tempel kan bygges

22 Derefter bekendtgjorde David: „Her er stedet, hvor Herrens Hus skal bygges. Her skal Israels folk bringe brændofre.” ² Så befalede han, at alle udlændinge, der boede i landet, skulle samles og sættes i arbejde med at tilhugge stenblokke til templet. ³ Han skaffede også en masse jern til at smede søm og hængsler til portene foruden en umådelig mængde bronze. ⁴ Fra Tyrus og Sidon skaffede han enorme mængder af cedertræ til byggeriet.

⁵ David tænkte nemlig: „Det tempel, som skal bygges for Herren, skal være så storslået, at det bliver berømt ud over hele verden. Men min søn Salomon, som skal bygge det, er stadig ung og uerfaren, så jeg vil hjælpe ham ved at gøre det hele klar.” Det var grunden til, at David inden sin død gjorde alle disse forberedelser.

⁶ David gav derpå Salomon ansvaret for at bygge et tempel for Herren, Israels Gud. ⁷ „Det var min plan at bygge et hus til Herren, min Gud,” forklarede David ham, ⁸ „men han sagde til mig: ‚Du har dræbt mange mennesker i de hårde krige, du har udkæmpet. Fordi du har udgydt så meget blod, bliver det ikke dig, der kommer til at bygge mit tempel. ⁹ Men du skal få en søn, som vil blive en fredens mand. Jeg vil sørge for, at han kan leve i fred med alle nabofolkene rundt omkring jer. Han skal hedde Salomon,^[m] for i hans regeringstid vil Israel have fred. ¹⁰ Han skal bygge mig et hus og være min søn. Jeg vil være hans far, og jeg vil gøre hans herredømme over Israel urokkeligt for evigt.’

¹¹ Og nu, min søn, må Herren hjælpe dig, så du kan få bygget det hus for Herren, din Gud, som han har talt om. ¹² Og må han give dig visdom og dømmekraft, så han kan gøre dig til konge over Israel, og så du følger Herren, din Guds, bud. ¹³ Hvis du nøje følger de love og forskrifter, han gav Israel gennem Moses, vil det gå dig godt. Vær frimodig og stærk. Vær ikke bange og lad dig ikke skræmme. ¹⁴ Med hensyn til templet har jeg gjort et stort forarbejde. Jeg har samlet næsten 4000 tons guld og 40.000 tons sølv samt umådelige mængder af jern og bronze. Jeg har også skaffet bjælker og stenblokke, og du kan selv sørge for mere. ^15-16 Mange erfarne arbejdere står til din rådighed, både stenhuggere, murere og tømrere, samt kunsthåndværkere, der kan udføre al slags arbejde i guld, sølv, bronze og jern. Gå blot i gang! Og må Herren være med dig!”

¹⁷ David befalede alle Israels ledere at hjælpe Salomon med projektet. ¹⁸ „Herren vil være med jer!” sagde han. „Han har givet os fred med nabofolkene. Han har hjulpet mig med at besejre dem, og de er nu underlagt Herren og hans folk. ¹⁹ Sæt derfor alt ind på at adlyde Herren, jeres Gud, og tag fat på at bygge hans helligdom, så Herrens Pagts Ark og alle de andre hellige ting kan blive anbragt deri.”

Levitternes opgaver

23 David var nu en gammel mand, og han indsatte derfor sin søn Salomon som konge over Israel. ² Derefter indkaldte han alle landets stammeledere, præster og levitter til et stort møde. ³ Ved den lejlighed optalte man alle mænd over 30 år af Levis stamme, og det blev til 38.000.

⁴ „24.000 af disse mænd skal udføre det normale arbejde ved templet,” beordrede David. „6000 skal forestå det administrative arbejde og fungere som dommere, ⁵ 4000 skal bevogte tempelområdet, og 4000 skal lovprise Herren med de musikinstrumenter, jeg har ladet fremstille.”

⁶ David inddelte dem i grupper ud fra deres slægtskab med Levis tre sønner, Gershon, Kehat og Merari.

⁷ Gershon-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter to af Gershons efterkommere, Ladan^[n] og Shimi. ^8-9 De blev igen delt op i ni grupper, hvoraf tre havde navn efter Ladans sønner Jehiel (slægtens overhoved), Zetam og Joel, tre havde navn efter Shimis sønner Shelomit, Haziel og Haran, ^10-11 og tre havde navn efter Shimis sønner Jahat, Ziza, Jeush og Beria. Jeush’ og Berias slægter blev slået sammen til én gruppe, fordi de begge var forholdsvis små.

¹² Kehat-slægten blev opdelt i fire afdelinger, som havde navn efter Kehats sønner Amram, Jitzhar, Hebron og Uzziel. ¹³ Amram var far til Moses og Aron. Aron og hans efterkommere var for altid indviet til at være præster, så de kunne arbejde med de hellige ting og ofre brændofre og røgelse til Herren og i det hele taget udføre tjeneste i helligdommen. De skulle også velsigne folket i Herrens navn.

^14-15 Moses’ efterkommere gennem sønnerne Gershom og Eliezer arbejdede som levitter. ¹⁶ Shubael var overhoved for de slægter, der stammede fra Gershoms sønner. ¹⁷ Rehabja, der var Eliezers eneste søn, blev overhoved for de slægter, der stammede fra hans mange sønner.

¹⁸ Kehats anden søn Jitzhar havde en søn ved navn Shelomit, som blev overhoved for sin slægt. ¹⁹ Kehats tredje søn Hebron havde fire sønner, Jerija (slægtens overhoved), Amarja, Jahaziel og Jekamam. ²⁰ Kehats fjerde søn Uzziel havde to sønner, Mika (slægtens overhoved), og Jisshija.

²¹ Merari-slægten blev opdelt i to afdelinger, som havde navn efter Meraris sønner Mahli og Mushi. Mahli havde to sønner, Eleazar og Kish. ²² Elazar havde ingen sønner, og hans døtre blev gift med Kish’ sønner. ²³ Mushi havde tre sønner: Mahli, Eder og Jeremot.

²⁴ Således blev Levis efterkommere omhyggeligt registreret under navnet på deres slægtsoverhoveder. En mand skulle være mindst 20 år for at få lov at arbejde ved templet. ²⁵ David sagde: „Nu har Herren, Israels Gud, givet os fred til alle sider. Nu kan han bo i Jerusalem for evigt. ²⁶ Så behøver levitterne heller ikke længere bære rundt på Herrens bolig og dens inventar fra sted til sted.”

²⁷ Ifølge Davids sidste forordninger var det levitterne fra 20 år og opefter, der skulle gøre tjeneste i templet. ²⁸ De skulle hjælpe præsterne med deres tjeneste i templet, og de fik ansvaret for forgårdene og siderummene i tempelbygningen. De skulle rengøre alle de hellige redskaber og i øvrigt udføre alt forefaldende arbejde i templet. ²⁹ De skulle også sørge for bagningen af de hellige brød, de usyrnede brød og de brød, der bages på plade, blandet med olivenolie. De skulle endvidere skaffe det særlige mel til afgrødeofrene og sørge for, at alt blev afmålt i de foreskrevne mængder.

³⁰ Hver morgen og aften trådte en gruppe levitter frem for Herren for at lovprise ham. ³¹ Andre hjalp til i forbindelse med brændofrene, sabbatsofrene, nymånefesterne og de øvrige højtider. Der var nøje forskrifter for, hvor mange levitter der skulle gøre tjeneste ved de forskellige lejligheder. ³² Deres ansvar var at tage sig af de praktiske gøremål ved det hellige rum og åbenbaringsteltet i almindelighed og i det hele taget hjælpe præsterne med deres arbejde.