Bible in 90 Days
8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
9 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!
10 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, 2 sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! 3 Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? 4 Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, 5 er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, 6 siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, 7 endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
8 Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! 9 Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! 10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, 11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? 12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd 13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: 14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. 15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. 16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; 17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! 18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; 19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, 22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
12 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! 3 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
4 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. 5 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer. 6 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
7 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, 8 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! 9 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at Herrens Hånd har skabt det; 10 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
11 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? 12 Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? 13 Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
14 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud; 15 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden. 16 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk. 17 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber; 18 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd; 19 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter; 20 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans; 21 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte; 22 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset, 23 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort; 24 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde; 25 de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
13 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; 2 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. 3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, 4 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. 5 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! 6 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! 7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? 8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? 9 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? 10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. 11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? 12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
13 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! 14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; 15 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. 16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! 17 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! 18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! 19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! 20 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: 21 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! 23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! 24 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? 25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, 26 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, 27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
28 Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 14 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. 3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! 5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, 6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: 9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, 12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; 15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! 16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, 17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, 19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. 20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. 21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; 22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
15 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind 3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? 4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. 5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! 7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? 8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? 9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? 10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! 11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? 12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? 13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. 14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? 15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, 16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, 18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, 19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: 20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; 21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; 22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, 23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; 24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. 25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, 26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. 27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. 28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. 29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; 30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. 31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! 32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; 33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. 34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; 35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
16 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! 3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? 4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, 5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! 6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? 7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; 8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. 9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, 10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; 11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. 12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, 13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; 14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. 15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel; 16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, 17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! 19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; 20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, 21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 17 1 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; 2 visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. 3 Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? 4 Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; 5 den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. 6 Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; 7 mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; 8 retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, 9 men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! 11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 13 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 16 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?
18 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! 3 Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?
5 Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; 6 Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; 7 hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; 8 thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, 9 Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!
19 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. 7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. 8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; 9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog, 24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt! 25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. 26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud, 27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!" 29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
20 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde 2 "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; 3 til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!
4 Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, 5 at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? 6 Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, 7 som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" 8 Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; 9 Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. 10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. 11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. 12 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, 13 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, 14 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; 15 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, 16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; 17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; 18 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. 19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. 20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; 21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; 22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. 23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. 24 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; 25 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, 26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. 27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. 28 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. 29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!
21 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! 4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? 5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! 6 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: 7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 11 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; 12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 14 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" 16 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? 17 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, 18 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, 20 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? 22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 23 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: 24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 27 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 28 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" 29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 30 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. 31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
22 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" 15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" 18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: 20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; 22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! 23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, 24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, 25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, 26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. 27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; 28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; 29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; 30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
23 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! 3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! 4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, 5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! 6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; 7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. 8 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; 9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. 10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. 11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, 12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. 13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. 14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. 15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. 16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; 17 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
24 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? 2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. 3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: 4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. 6 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. 7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. 8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. 9 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. 10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; 11 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. 12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: 14 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; 15 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. 16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. 17 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. 19 Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. 20 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. 21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; 22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, 23 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. 24 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. 25 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?