Bible in 90 Days
42 Så svarede Job Herren og sagde: 2 "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! 3 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. 4 Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 5 Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; 6 jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
7 Men efter at Herren havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! 8 Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" 9 Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som Herren havde sagt, og Herren bønhørte Job.
10 Og Herren vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. 11 Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, Herren havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. 12 Og Herren velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. 13 Og han fik syv Sønner og tre Døtre, 14 og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. 15 Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: 16 Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. 17 Så døde Job gammel og mæt af Dage.
1 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag, 2 men har Lyst til Herrens Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat. 3 Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.
4 De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer. 5 Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed. 6 Thi Herren kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.
2 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er? 2 Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod Herren og mod hans Salvede: 3 "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"
4 Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. 5 Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: 6 "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!" 7 Jeg kundgør Herrens Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! 8 Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; 9 med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"
10 Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, 11 tjener Herren i Frygt, fryd jer med Bæven! 12 Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!
3 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn absalom. 2 Herre, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, 3 mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.
4 Men, Herre, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. 5 Jeg råber højlydt til Herren, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela. 6 Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi Herren holder mig oppe. 7 Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.
8 Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! 9 Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.
4 Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af David.
2 Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!
3 Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela. 4 Vid dog, at Herren er mig underfuldt god; når jeg påkalder Herren, hører han mig. 5 Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela. 6 Bring rette Ofre og stol på Herren!
7 Mange siger: "Hvo bringer os Lykke?" Opløft på os dit Åsyns Lys! 8 Herre, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over. 9 I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, Herre, du lader mig bo alene i Tryghed.
5 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.
2 Herre, lytt til mit Ord og agt på mit suk, 3 lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! 4 Årle hører du, Herre, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.
5 Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, 6 for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, 7 tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er Herren en Afsky. 8 Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.
9 Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, Herre, jævn din Vej for mit Ansigt! 10 Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. 11 Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. 12 Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! 13 Thi du velsigner den retfærdige, Herre, du dækker ham med Nåde som Skjold.
6 Til Sangmesteren. Med Strengespil. Efter den ottende. En Salme af David.
2 Herre, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme, 3 vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre! 4 Såre skælver min Sjæl; o Herre, hvor længe endnu? 5 Vend tilbage, Herre, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld! 6 Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der? 7 Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng; 8 mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.
9 Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi Herren har hørt min Gråd, 10 Herren har hørt min Tryglen, min Bøn tager Herren imod. 11 Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.
7 En Sjiggajon af David, som han sang for Herren i anledning af Benjaminiten Kusj's Ord.
2 Herre min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger, 3 at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier. 4 Herre min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder, 5 har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men, 6 så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.
7 Herre, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten! 8 Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje! 9 Herren dømmer Folkeslag. Mig dømme du, Herre, efter min Retfærd og Uskyld! 10 På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud. 11 Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet; 12 retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.
13 Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter; 14 men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile. 15 Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk; 16 han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde. 17 Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse. 18 Jeg vil takke Herren for hans Retfærd, lovsynge Herren den Højestes Navn.
8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!
9 Til Sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.
2 Jeg vil takke Herren af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere, 3 glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste, 4 fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn. 5 Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer. 6 Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt. 7 Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.
8 Men Herren troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom, 9 skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret. 10 Herren blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider; 11 og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, Herre. 12 Lovsyng Herren, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort! 13 Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb: 14 "Herre, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte, 15 at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!" 16 Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte. 17 Herren blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela. 18 Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu. 19 Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.
20 Rejs dig, Herre, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn; 21 Herre, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.
10 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? 2 Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; 3 thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter Herren. 4 Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. 5 Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. 6 Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." 7 Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; 8 han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; 9 han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; 10 han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. 11 Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."
12 Rejs dig, Herre! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! 13 Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? 14 Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. 15 Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!
16 Herren er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; 17 du har hørt de ydmyges Ønske, Herre, du styrker deres Hjerte, vender Øret til 18 for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.
11 Jeg tager min Tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! 2 Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. 3 Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"
4 Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er Herrens Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; 5 retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; 6 over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. 7 Thi retfærdig er Herren, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!
12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.
2 Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; 3 de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. 4 Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, 5 dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"
6 "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."
7 Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. 8 Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. 9 De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.
13 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? 3 Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?
4 Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden 5 og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! 6 Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!
14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. 2 Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. 3 Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!
4 Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? 5 Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. 6 Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.
7 Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!
15 Herre, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? 2 Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; 3 ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, 4 som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, 5 ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.
16 Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig! 2 Jeg siger til Herren: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig. 3 De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til." 4 Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund. 5 Herren er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd. 6 Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig. 7 Jeg vil prise Herren, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.
8 Jeg har altid Herren for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke. 9 Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed. 10 Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven. 11 Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.
17 Herre, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! 2 Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. 3 Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. 4 Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; 5 mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.
6 Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! 7 Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender! 8 Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge 9 for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig; 10 de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale. 11 De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden. 12 De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.
13 Rejs dig, Herre, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold, 14 fra Mændene, Herre, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner! 15 Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.
18 Til Sangmesteren. Af HerrenS Tjener David, som sang Herren denne Sang, dengang Herren havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 Herre, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke! 3 Herre, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn! 4 Jeg påkalder Herren, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
5 Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, 6 Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig; 7 i min Vånde påkaldte jeg Herren og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører! 8 Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op. 9 Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham. 10 Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder; 11 båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger; 12 han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer. 13 Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer. 14 Herren tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder. 15 Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem. 16 Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, Herre, for din Vredes Pust. 17 Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande, 18 frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke. 19 På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men Herren blev mig til Værn. 20 Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 Herren gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld; 22 thi jeg holdt mig til Herrens Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud 23 hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig. 24 Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde. 25 Herren lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje! 26 Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige, 27 du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde. 28 De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 Ja, min Lampe lader du lyse, Herre, min Gud opklarer mit Mørke. 30 Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde. 31 Fuldkommen er Guds Vej, lutret er Herrens Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 Ja, hvem er Gud uden Herren, hvem er en Klippe uden vor Gud, 33 den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig, 34 gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene, 35 oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen! 36 Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor; 37 du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke. 38 Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet, 39 slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod. 40 Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig; 41 du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen. 42 De råbte, men ingen hjalp, til Herren, han svared dem ikke. 43 Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk; 45 hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig; 46 Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul. 47 Herren lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud, 48 den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod 49 og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig. 50 Herre, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, 51 du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
19 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk. 3 Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide. 4 Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres, 5 når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt; 6 som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane, 7 rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.
8 Herrens Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, Herrens Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis, 9 Herrens Forskrifter er rette, glæder Hjertet, Herrens Bud er purt, giver Øjet Glans, 10 Herrens Frygt er ren, varer evigt, Herrens Lovbud er Sandhed, rette til Hobe, 11 kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft. 12 Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.
13 Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst! 14 Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder. 15 Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, Herre, min Klippe og min Genløser!
20 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! 3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; 4 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela. 5 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, 6 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! Herren opfylde alle dine Bønner!
7 Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. 8 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds Navn. 9 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. 10 Herre, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
21 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! 3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. 4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. 5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. 6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. 7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. 8 Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14 Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
22 Til Sangmesteren. Efter "Morgenrødens Hind". En Salme af David.
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern. 3 Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile. 4 Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange. 5 På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem; 6 de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme. 7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe; 8 alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet: 9 "Han har væltet sin Sag på Herren; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst; 11 på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud. 12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper! 13 Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig, 14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver. 15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig; 16 min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv. 17 Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder, 18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig. 19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod. 20 Men du, o Herre, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp! 21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold! 22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen: 24 "I, som frygter Herren, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt! 25 Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!" 26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme; 27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo Herren søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt! 28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til Herren, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn; 29 thi Herrens er Riget, han er Folkenes Hersker. 30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live. 31 Ham skal Efterkommeme tjene; om Herren skal tales til Slægten, der kommer; 32 de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
23 Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes, 2 han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl, 3 han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld. 4 Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.
5 I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. 6 Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i Herrens Hus skal jeg bo gennem lange Tider.
24 Herrens er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå; 2 thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme. 3 Hvo kan gå op på Herrens Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted? 4 Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk; 5 han får Velsignelse fra Herren, Retfærdighed fra sin Frelses Gud. 6 Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.
7 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 8 Hvo er den Ærens Konge? Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i Krig! 9 Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind! 10 Hvo er han, den Ærens Konge? Herren, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.