Bible in 90 Days
109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! 2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, 3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, 7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; 8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; 9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; 10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; 11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; 12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; 13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: 14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, 15 altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, 16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; 17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! 18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; 19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! 20 Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! 22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; 23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; 24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; 25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de 26 Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, 27 så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! 28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; 29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! 30 Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; 31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
110 Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" 2 Fra Zion udrækker Herren din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! 3 Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. 4 Herren har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." 5 Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, 6 blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. 7 Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
111 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! 2 Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. 3 Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. 4 Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. 5 Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. 6 Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. 7 Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; 8 de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. 9 Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. 10 Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!
112 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! 2 Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; 3 Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. 4 For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. 5 Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; 6 thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; 7 han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til Herren; 8 fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; 9 til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. 10 Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
113 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! 2 Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; 3 fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! 4 Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. 5 Hvo er som Herren vor Gud, som rejste sin Trone i det høje 6 og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - 7 som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet 8 og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, 9 han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, 2 da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. 3 Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, 4 Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. 5 Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, 6 hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? 7 Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, 8 han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
115 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! 2 Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" 3 Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! 4 Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 5 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 6 de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; 7 de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. 8 Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!
9 Israel stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; 10 Arons Hus stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; 11 de, som frygter Herren, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. 12 Herren kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, 13 velsigner dem, der frygter Herren, og det både små og store. 14 Herren lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; 15 velsignet er I af Herren, Himlens og Jordens Skaber. 16 Himlen er Herrens Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. 17 De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse. 18 Men vi, vi lover Herren, fra nu og til evig Tid!
116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, 2 ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. 3 Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. 4 Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" 5 Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; 6 Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! 8 Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. 9 Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land; 10 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, 11 sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
12 Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? 13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. 14 Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. 15 Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. 16 Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. 17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; 18 mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk 19 i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
117 Halleluja! Lovsyng Herren, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, 2 thi stor er hans Miskundhed mod os, Herrens Trofasthed varer evindelig!
118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. 2 Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" 3 Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" 4 De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
5 Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. 6 Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? 7 Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. 8 At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; 9 at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. 10 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 11 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 12 de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. 13 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. 14 Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, 16 Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. 18 Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! 25 Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! 26 Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! 27 Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 29 Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
119 Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i Herrens Lov. 2 Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. 3 de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. 4 Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. 5 O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! 6 Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. 7 Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. 8 Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt!
9 Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. 10 Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! 11 Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. 12 Lovet være du, Herre, lær mig dine Vedtægter! 13 Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. 14 Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. 15 Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. 16 I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord.
17 Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. 18 Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. 19 Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20 Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. 21 Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. 22 Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. 23 Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. 24 Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd.
25 I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! 26 Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. 27 Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. 28 Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! 29 Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! 30 Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. 31 Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, Herre! 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.
33 Lær mig, Herre, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. 34 Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. 35 Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. 36 Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. 37 Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! 38 Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. 39 Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. 40 Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!
41 Lad din Miskundhed komme over mig, Herre, din Frelse efter dit Ord, 42 så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. 43 Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. 44 Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; 45 jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 46 Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; 47 jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; 48 jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter.
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. 50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. 51 De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. 52 Dine Lovbud fra fordum, Herre, kom jeg i Hu og fandt Trøst. 53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. 54 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, Herre, jeg holdt din Lov. 56 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
57 Min Del er Herren, jeg satte mig for at holde dine Ord. 58 Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! 59 Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. 61 De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. 62 Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. 63 Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed, Herre, lær mig dine Vedtægter!
65 Du gjorde vel mod din Tjener, Herre, efter dit Ord. 66 Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. 67 For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. 68 God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! 69 De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. 70 Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. 71 Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. 72 Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger.
73 Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! 74 De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. 75 Herre, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. 76 Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! 77 Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. 79 Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme.
81 Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. 82 Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" 83 Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. 84 Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? 85 De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. 86 Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! 87 De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd.
89 Herre, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. 91 Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. 92 Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. 93 Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. 94 Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. 95 De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. 96 For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud.
97 Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. 98 Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. 99 Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. 100 Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. 101 Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. 102 Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. 103 Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. 104 Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.
105 Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. 106 Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. 107 Jeg er såre ydmyget, Herre, hold mig i Live efter dit Ord! 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre, og lær mig dine Lovbud! 109 Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. 110 De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. 111 Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.
113 Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. 114 Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. 115 Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. 116 Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! 117 Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! 118 Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. 119 For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.
121 Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! 122 Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! 123 Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! 125 Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! 126 Det er Tid for Herren at gribe ind, de har krænket din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. 128 Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.
129 Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. 130 Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. 131 Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. 132 Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! 133 Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! 134 Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! 136 Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov.
137 Du er retfærdig, Herre, og retvise er dine Lovbud. 138 Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. 139 Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. 140 Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. 141 Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. 142 Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. 143 Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!
145 Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, Herre, jeg agter på dine Vedtægter. 146 Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! 147 Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. 148 Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. 149 Hør mig efter din Miskundhed, Herre, hold mig i Live efter dit Lovbud! 150 De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. 151 Nær er du, o Herre, og alle dine Bud er Sandhed. 152 For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.
153 Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. 154 Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! 155 Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. 156 Din Barmhjertighed er stor, o Herre, hold mig i Live efter dine Lovbud! 157 Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. 158 Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. 159 Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, Herre, hold mig i Live efter din Miskundhed! 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.
161 Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. 163 Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. 164 Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. 165 Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. 166 Jeg håber på din Frelse, Herre, og jeg har holdt dine Bud. 167 Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. 168 Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.
169 Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, Herre, giv mig Indsigt efter dit Ord! 170 Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. 172 Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. 173 Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. 174 Jeg længes efter din Frelse, Herre, og din Lov er min Lyst. 175 Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! 176 Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
120 Jeg råbte til Herren i Nød, og han svarede mig. 2 Herre, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! 3 Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! 4 Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. 5 Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! 6 Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. 7 Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
121 Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? 2 Fra Herren kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. 3 Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; 4 nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. 5 Herren er den, som bevarer dig, Herren er din Skygge ved din højre; 6 Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; 7 Herren bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; 8 Herren bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
122 Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til Herrens Hus!" 2 Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, 3 Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; 4 thi did op drager Stammerne, Herrens Stammer en Vedtægt for Israel om at prise Herrens Navn. 5 Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus.
6 Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! 7 Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! 8 For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, 9 for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.
123 Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen! 2 Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne Herren vor Gud, til han er os nådig. 3 Forbarm dig over os, Herre, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot, 4 overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
124 Havde Herren ej været med os - så siger Israel - 2 havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; 3 så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; 4 så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, 5 over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. 6 Lovet være Herren, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! 7 Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. 8 Vor Hjælper Herrens Navn, Himlens og Jordens Skaber.
125 De der stoler På Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. 2 Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og Herren hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : 3 Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. 4 Herre, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; 5 men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive Herren tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!
126 Da Herren hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; 2 da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "Herren har gjort store Ting imod dem!" 3 Herren har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. 4 Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! 5 De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; 6 de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.
127 Dersom Herren ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom Herren ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. 2 Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. 3 Se, Sønner er Herrens Gave, Livsens Frugt er en Løn. 4 Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. 5 Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.
128 Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! 2 Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! 3 Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. 4 Se, så velsignes den Mand, der frygter Herren.
5 Herren velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage 6 og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
129 Sang til Festrejserne.
2 De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel - de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke. 3 Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer; 4 retfærdig er Herren, han overskar de gudløses Reb.
5 Alle, som hader Zion, skal vige med Skam, 6 blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå, 7 og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn; 8 Folk, som går forbi, siger ikke: "Herrens Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i Herrens Navn!"
130 Fra det dybe råber jeg til 2 o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! 3 Tog du Vare, Herre, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? 4 Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. 5 Jeg håber.på Herren, min Sjæl håber på hans Ord, 6 på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.
7 Israel, bi på Herren! Thi hos Herren er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. 8 Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
131 Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje. 2 Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos Herren. 3 Israel, bi på Herren fra nu og til evig Tid!
132 Herre, kom David i Hu for al hans møje, 2 hvorledes han tilsvor Herren, gav Jakobs Vældige et Løfte : 3 "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, 4 under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, 5 før jeg har fundet Herren et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" 6 "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; 7 lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" 8 Herre, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! 9 Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! 10 For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"
11 Herren tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. 12 Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! 13 Thi Herren har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : 14 Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. 15 Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, 16 dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. 17 Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. 18 Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"
133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: 2 som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, 3 som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
134 Op og lov nu Herren, alle Herrens, som står i Herrens Hus ved Nattetide! 2 Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov Herren! 3 Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.