Bible in 90 Days

7 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; ² vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; ³ bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, ⁴ sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, ⁵ at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. ⁶ Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; ⁷ og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; ⁸ han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus ⁹ i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. ¹⁰ Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; ¹¹ løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; ¹² snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - ¹³ hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; ¹⁴ "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, ¹⁵ gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! ¹⁶ Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred ¹⁷ jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; ¹⁸ kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! ¹⁹ Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; ²⁰ Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" ²¹ Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; ²² tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, ²³ til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. ²⁴ Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! ²⁵ Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; ²⁶ thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. ²⁷ Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? ² Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; ³ ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: ⁴ Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. ⁵ I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! ⁶ Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; ⁷ ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. ⁸ Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; ⁹ de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; ¹¹ thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den ¹² Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. ¹³ Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. ¹⁴ Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. ¹⁵ Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; ¹⁶ ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. ¹⁷ Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. ¹⁸ Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier ²¹ for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. ²² Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; ²³ jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; ²⁴ jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; ²⁵ førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, ²⁶ førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. ²⁷ Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. ²⁸ Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, ²⁹ da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, ³⁰ da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, ³¹ leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. ³² Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! ³³ Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! ³⁴ Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. ³⁵ Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; ³⁶ men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

9 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, ² slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; ³ hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: ⁴ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ⁵ Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! ⁶ Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! ⁷ Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; ⁸ revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; ⁹ giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. ¹⁰ Herrens Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. ¹¹ Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. ¹² Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! ¹³ Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; ¹⁴ hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje ¹⁵ og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: ¹⁶ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ¹⁷ Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! ¹⁸ Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

10 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg. ² Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død. ³ Herren lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig. ⁴ Doven hånd skaber fattigdom, flitteges hånd gør rig. ⁵ En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten. ⁶ Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund. ⁷ Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen. 8Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes. ⁹ Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde. ¹⁰ Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes. ¹¹ Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund. ¹² Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder. ¹³ På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid. ¹⁴ De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde. ¹⁵ Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde. ¹⁶ Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd. ¹⁷ At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig. ¹⁸ Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter. ¹⁹ Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund. ²⁰ Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd. ²¹ Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid. ²² Herrens Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til. ²³ For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt. ²⁴ Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet. ²⁵ Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund. ²⁶ Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham. ²⁷ Herrens Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af. ²⁸ Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste. ²⁹ For lydefri Vandel er Herren et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd. ³⁰ Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet. ³¹ Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes. ³² Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

11 Falske Vægtskåle er Herren en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind. ² Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom. ³ Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde. ⁴ Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden. ⁵ Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse. ⁶ Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå. ⁷ Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister. ⁸ Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted. ⁹ Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab. ¹⁰ Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang. 11Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund. ¹² Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier. ¹³ Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen. ¹⁴ Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd. ¹⁵ Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag. ¹⁶ Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom. ¹⁷ Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød. ¹⁸ Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn. ¹⁹ At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død. ²⁰ De svigefulde er Herren en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer. ²¹ Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri. ²² Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne. ²³ Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente. ²⁴ En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler. ²⁵ Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv. ²⁶ Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger. ²⁷ Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over. ²⁸ Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv. ²⁹ Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl. ³⁰ Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle. ³¹ En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

12 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt. ² Den gode vinder Yndest hos Herren, den rænkefulde dømmer han skyldig. ³ Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes. ⁴ En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben. ⁵ Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig. ⁶ Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse. ⁷ Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast. ⁸ For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt. ⁹ Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød. ¹⁰ Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt. ¹¹ Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed. ¹² De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand. ¹³ I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden. ¹⁴ Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet. ¹⁵ Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd. ¹⁶ En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet. ¹⁷ Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig. ¹⁸ Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger. ¹⁹ Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik. ²⁰ De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde. ²¹ Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld. ²² Løgnelæber er Herren en Gru, de ærlige har hans Velbebag. ²³ Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab. ²⁴ De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde. ²⁵ Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad. ²⁶ Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv. ²⁷ Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt. ²⁸ På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

13 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd. ² Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu. ³ Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde. ⁴ Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt. ⁵ Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel. ⁶ Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse. ⁷ Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget. ⁸ Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre. ⁹ Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud. ¹⁰ Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom. ¹¹ Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges. ¹² At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ. ¹³ Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn. ¹⁴ Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. ¹⁵ God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang. ¹⁶ Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab. ¹⁷ Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom. ¹⁸ Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret. ¹⁹ Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru. ²⁰ Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven. ²¹ Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige. ²² Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods. ²³ På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret. ²⁴ Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide. ²⁵ Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

14 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned. ² Hvo redeligt vandrer, frygter Herren, men den, som går Krogveje, agter ham ringe. ³ I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt. ⁴ Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor. ⁵ Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn. ⁶ Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let. ⁷ Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber. ⁸ Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig. ⁹ Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige. ¹⁰ Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde. ¹¹ Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst. ¹² Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. ¹³ Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. ¹⁴ Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. ¹⁵ Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. ¹⁶ Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. ¹⁷ Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. ¹⁸ De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. ¹⁹ Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. ²⁰ Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. ²¹ Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. ²² De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. ²³ Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. ²⁴ De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. ²⁵ Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. ²⁶ Den stærkes Tillid er Herrens Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. ²⁷ Herrens Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. ²⁸ At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. ²⁹ Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. ³⁰ Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. ³¹ At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige. ³² Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge. ³³ Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke. ³⁴ Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel. ³⁵ En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

15 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. ² Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. ³ Alle Vegne er Herrens Øjne, de udspejder onde og gode. ⁴ Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. ⁵ Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. ⁶ Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. ⁷ Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. ⁸ Gudløses Offer er Herren en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. ⁹ Den gudløses Færd er Herren en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. ¹⁰ Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. ¹¹ Dødsrige og Afgrund ligger åbne for Herren, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. ¹² Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. ¹³ Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. ¹⁴ Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. ¹⁵ Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. ¹⁶ Bedre lidet med Herrens Frygt end store Skatte med Uro. ¹⁷ Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. ¹⁸ Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. ¹⁹ Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. ²⁰ Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. ²¹ Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. ²² Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. ²³ Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. ²⁴ Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. ²⁵ Hovmodiges Hus river Herren bort, han fastsætter Enkens Skel. ²⁶ Onde Tanker er Herren en Gru, men hulde Ord er rene. ²⁷ Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. ²⁸ Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. ²⁹ Herren er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. ³⁰ Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. ³¹ Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. ³² Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. ³³ Herrens Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

16 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra Herren. ² En Mand holder al sin Færd for ren, men Herren vejer Ånder. ³ Vælt dine Gerninger på Herren, så skal dine Planer lykkes. ⁴ Alt skabte Herren, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag. ⁵ Hver hovmodig er Herren en Gru, visselig slipper han ikke for Straf. ⁶ Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved Herrens Frygt undviger man ondt. ⁷ Når Herren har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner. ⁸ Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret. ⁹ Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men Herren styrer hans Fjed. ¹⁰ Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer. ¹¹ Ret Bismer og Vægtskål er Herrens, hans Værk er alle Posens Lodder. ¹² Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen. ¹³ Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt. ¹⁴ Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den. ¹⁵ I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest. ¹⁶ At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv. ¹⁷ De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej. ¹⁸ Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen. ¹⁹ Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte. ²⁰ Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på Herren. ²¹ Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden. ²² Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt. ²³ Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden. ²⁴ Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet. ²⁵ Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. ²⁶ En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham. ²⁷ En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber. ²⁸ Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner. ²⁹ Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god. ³⁰ Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt. ³¹ Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej. ³² Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad. ³³ I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som Herren vil.

17 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. ² Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. ³ Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er Herren. ⁴ Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger. ⁵ Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. ⁶ De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. ⁷ Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. ⁸ Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. ⁹ Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. ¹⁰ Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. ¹¹ Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. ¹² Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. ¹³ Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. ¹⁴ At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. ¹⁵ At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er Herren en Gru. ¹⁶ Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? ¹⁷ Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. ¹⁸ Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. ¹⁹ Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. ²⁰ Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. ²¹ Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. ²² Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. ²³ Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. ²⁴ Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. ²⁵ Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. ²⁶ At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. ²⁷ Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. ²⁸ Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

18 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid. ² Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset. ³ Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges. ⁴ Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde. ⁵ Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten. ⁶ Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug, ⁷ Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv. ⁸ Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen. ⁹ Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland. ¹⁰ Herrens Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges. ¹¹ Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur. ¹² Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære. ¹³ Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel. ¹⁴ Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd? ¹⁵ Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab. ¹⁶ Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store. ¹⁷ Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter. ¹⁸ Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad. ¹⁹ Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg. ²⁰ Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde. ²¹ Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt. ²² Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra Herren. ²³ Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord. ²⁴ Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.

19 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig. ² At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk. ³ Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på Herren vredes hans Hjerte. ⁴ Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra. ⁵ Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn. ⁶ Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand. ⁷ Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord. ⁸ Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke. ⁹ Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under. ¹⁰ Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster. ¹¹ Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde. ¹² Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst. ¹³ Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp. ¹⁴ Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra Herren. ¹⁵ Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte. ¹⁶ Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død. ¹⁷ Er man god mod den ringe, låner man Herren, han gengælder en, hvad godt man har gjort. ¹⁸ Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel. ¹⁹ Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre. ²⁰ Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis. ²¹ I Mands Hjerte er mange Tanker, men Herrens Råd er det, der står fast. ²² Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner. ²³ Herrens Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt. ²⁴ Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden. ²⁵ Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab. ²⁶ Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn. ²⁷ Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord. ²⁸ Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret. ²⁹ Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.

20 En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis. ² Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv. ³ Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid. ⁴ Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet. ⁵ Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op. ⁶ Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand? ⁷ Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham. ⁸ Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik. ⁹ Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!" ¹⁰ To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er Herren en Gru. ¹¹ Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd. ¹² Øret, der hører, og Øjet, der ser, Herren skabte dem begge. ¹³ Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt. ¹⁴ Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort. ¹⁵ Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber. ¹⁶ Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld! ¹⁷ Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus. ¹⁸ Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg! ¹⁹ Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre! ²⁰ Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud. ²¹ Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.