Bible in 90 Days
14 Thi Herren forbarmer sig over Jakob og udvælger atter Israel. Han lader dem fæste Bo i deres eget Land, og fremmede skal slutte sig til dem og føjes til Jakobs Hus. 2 Folkeslag skal tage dem og bringe dem hjem igen; og Israels Hus skal i Herrens Land tage Folkeslagene i Eje som Trælle og Trælkvinder; de skal gøre dem til Fanger, hvis Fanger de var, og herske over deres Bødler. 3 På den Dag Herren giver dig Hvile for din Møje og Uro og for den hårde Trældom, der lagdes på dig,
4 skal du istemme denne Spottevise om Babels Konge: Hvor er dog Bødlen stille, Tvangshuset tyst! 5 Herren har brudt de gudløses Stok, Herskernes Kæp, 6 som slog i Vrede Folkeslag, Slag i Slag, og tvang i Harme Folk med skånselsløs Tvang. 7 Al Jorden har Fred og Ro, bryder ud i Jubel; 8 selv Cypresserne glæder sig over dig, Libanons Cedre: "Siden dit Fald kommer ingen op for at fælde os!" 9 Dødsriget nedentil stormer dig heftigt i Møde, vækker for din Skyld Dødninger, al Jordens store, jager alle Folkenes Konger op fra Tronen; 10 de tager alle til Orde og siger til dig: "Også du blev kraftløs som vi, du blev vor Lige!" 11 Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme. 12 Nej, at du faldt fra Himlen; du strålende Morgenstjerne, fældet og kastet til Jorden, du Folkebetvinger! 13 Du, som sagde. i Hjertet: "Jeg stormer Himlen, rejser min, Trone deroppe over Guds Stjerner, tager Sæde på Stævnets Bjerg i yderste Nord, 14 stiger op over Skyernes Højder, den Højeste lig" - 15 ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i Hulen! 16 Ser man dig, stirrer man på dig med undrende Blikke: "Er det ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve, 17 ham, som gjorde Verden til Ørk og jævnede Byer, ikke gav Fangerne fri til at drage mod Hjemmet?" 18 Folkenes Konger hviler med Ære hver i sit Hus, 19 men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et nedtrådt Ådsel. 20 I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes. 21 Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder. 22 Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers Herre, og udrydder af Babel Navn og Rest, Skud og Spire, lyder det fra Herren; 23 jeg gør det til Rørdrummers Eje og til side Sumpe; jeg fejer det bort med Undergangens Kost, lyder det fra Hærskarers Herre.
24 Hærskarers Herre har svoret således: Visselig, som jeg har tænkt det, så skal det ske, og som jeg satte mig for, så står det fast: 25 Jeg knuser Assur i mit Land, ned tramper ham på mine Bjerge, hans Åg skal vige fra dem, hans Byrde skal vige fra dets Skuldre. 26 Det er, hvad jeg satte mig for imod al Jorden, det er den Hånd, som er udrakt mod alle Folk. 27 Thi Hærskarers Herres Råd, hvo kuldkaster det? Hans udrakte Hånd, hvo tvinger vel den tilbage? 28 I Kong Akaz's Dødsår kom dette Udsagn: 29 Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en flyvende Drage. 30 På min Vang skal de ringe græsse de fattige lejre sig trygt; men jeg dræber dit Afkom ved Sult; hvad der levnes, slår jeg ihjel. 31 Hyl, Port, skrig, By, Angst gribe dig, hele Filisterland! Thi nordenfra kommer Røg, i Fjendeskaren nøler ingen. 32 Og hvad skal der svares Folkets Sendebud? At Herren har grundfæstet Zion, og de arme i hans Folk søger Tilflugt der.
15 Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab. 2 Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af, 3 på Gader og oppe på Tage bærer de Sæk, på Torvene jamrer de alle, opløst i Gråd. 4 Hesjbon og El'ale skriger, det høres til Jahaz. Derfor skælver Moabs Lænder, dets Sjæl er i Vånde. 5 Hjertet skriger i Moab, man flygter til Zoar, til Eglat-Sjelisjija. Ak, grædende stiger de op ad Luthiths Skråning, undervejs til Horonajim opløfter de Jammerskrig; 6 Nimrims Vande bliver Ødemarker, thi Græsset visner, Grønsværet svinder, Grønt er der ikke. 7 Derfor slæber de Godset, de vandt, deres hengemte Ting over Vidjebækken. 8 Ak, Nødråbet omspænder Moabs Land, dets Jamren når til Eglajim og Be'er-Elim; 9 thi Dimons Vand er fuldt af Blod. Men jeg sender endnu mer over Dimon: en Løve over Moabs undslupne, Landets Rest.
16 Landets Herrer sender en Gave fra Sela gennem Ørknen til Zions Datters Bjerg. 2 Og ret som flagrende Fugle, som en opskræmt Rede er Moabs Døtre ved Arnons Vadesteder. 3 "Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende! 4 Giv Moabs bortdrevne Tilhold hos dig, vær dem et Skjul for den, som hærger! Er først Voldsmanden borte, Ødelæggelsen omme, Undertrykkeren ude af Landet. 5 skal en Trone rejses med Mildhed, og på den skal sidde en Dommer med Trofasthed i Davids Telt, ivrig for Ret og øvet i Retfærd." 6 "Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Overmod, Hovmod og Frækhed, dets tomme Snak." 7 Derfor jamrer Moab over Moab, alle jamrer; Kir-Haresets Rosinkager sukker de sønderknust over. 8 Thi visne er Hesjbons Marker, Sibmas Vinstok, hvis Druer slog Folkenes Herrer til Jorden; den nåede Ja'zer, famled gennem Ørkenen, dens Ranker bredte sig, overskred Havet. 9 Derfor græder jeg Ja'zers Gråd over Sibmas Vinstok, væder med min Tåre Hesjbon, og El'ale; thi et Vinperserråb slog ned på,din Frugt og din Høst, 10 fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet er tystnet. 11 Derfor bæver mit Indre som Citren for Moab, mit Hjerte for Kir-Heres. 12 Og når Moab viser sig på Offerhøjen, når det gør sig Møje og kommer til sin Helligdom for at bede, udretter det intet.
13 Det er Ordet, Herren fordum talede til Moab. 14 Men nu siger Herren: Om tre År, som Daglejeren regner Året, skal Moabs Herlighed vanæres med al den store larmende Hob. Resten bliver lille, ringe og afmægtig.
17 Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus; 2 dets Stæder forlades for evigt og bliver Hjordes Eje; de lejrer sig uden at skræmmes. 3 Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest; det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra Hærskarers Herre. 4 Og det skal ske på hin Dag: Ringe bliver Jakobs Herlighed, Huldet på hans Krop svinder hen; 5 det skal gå som når Høstkarlen griber om Korn og hans Arm skærer Aksene af, det skal gå, som når Aksene samles i Refaims Dal. 6 En Efterslæt levnes deraf, som når Olietræets Frugt slås ned, to tre Bær øverst i Kronen, fire fem på Frugttræets Grene, så lyder det fra Herren, Israels Gud. 7 På hin Dag skal Menneskene se hen til deres Skaber, og deres Øjne skal skue hen til Israels Hellige; 8 og de skal ikke se hen til Altrene, deres Hænders Værk, eller skue hen til, hvad deres Fingre har lavet, hverken til Asjerastøtterne eller Solstøtterne. 9 På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk. 10 Thi du glemte din Frelses Gud, slog din Tilflugtsklippe af Tanke. Derfor planter du yndige Plantninger og sætter fremmede Skud; 11 hver Dag får du din Plantning i Vækst, hver Morgen dit Skud i Blomst - indtil Høsten på Sotens, den ulægelige Smertes Dag. 12 Hør Bulder af mange Folkeslag! De buldrer som Havets Bulder. Drøn af Folkefærd! De drøner som vældige Vandes Drøn.
13 Folkefærdene drøner som Drønet af mange Vande. Men truer han ad dem, flygter de bort, vejres hen som Avner på Bjerge for Vinden, som hvirvlende Løv for Stormen. 14 Ved Aftenstid kommer Rædsel; før Morgen gryr, er de borte. Det er vore Plyndreres Del, det er vore Ransmænds Lov
18 Hør Land med de surrende Vinger hinsides Ætiopiens Strømme, 2 du, som sender Bud over Havet i Både af Siv på Vandspejlet: Gå, I hastige Bud, til det ranke, glinsende Folk, til Folket, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder. 3 Alle I Jorderigs Folk, som bygger på Jord: Rejses Banner på Bjerge, så se, når der stødes i Horn, så hør! 4 Thi så sagde Herren til mig: "Rolig ser jeg til fra mit Sæde som glødende Luft i Solskin, som Dugsky i Høstens Tid." 5 Thi før Høst, når Blomstring er endt, når Blomst sætter modnende Drue, afskærer han Rankerne med Knive, og Skuddene kapper han bort. 6 De gives alle til Bjergenes Fugle og Jordens Dyr, om Somren Føde for Fugle, om Vintren for al Jordens Dyr.
7 Til hin Tid skal der bringes Hærskarers Herre Gave fra et rankt og glinsende Folk, et Folk, som frygtes så vide, Kraftens og Sejrens Folk, hvis Land gennemstrømmes af Floder, til Stedet, hvor Hærskarers Herres Navn bor, til Zions Bjerg.
19 Et Udsagn om Ægypten. Se, Herren farer på letten Sky og kommer til Ægypten; Ægyptens Guder bæver for ham, Ægyptens Hjerte smelter i Brystet. 2 Jeg hidser Ægypten mod Ægypten, så de kæmper Broder mod Broder, Ven mod Ven, By mod By, Rige mod Rige. 3 Ægyptens Forstand står stille, dets Råd gør jeg til intet, så de søger Guder og Manere, Genfærd og Ånder. 4 Jeg giver Ægypten hen i en hårdhjertet Herres Hånd, en Voldskonge bliver deres Hersker, så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre. 5 Vandet i Floden svinder, Strømmen bliver sid og tør; 6 Strømmene udspreder Stank, Ægyptens Floder svinder og tørres; Rør og Siv visner hen, 7 alt Græsset ved Nilbredden dør, al Sæd ved Nilen hentørres, svinder og er ikke mere. 8 Fiskerne sukker og sørger, alle, som meder i Nilen; de, som, sætter Garn i Vandet, gribes af Modløshed. 9 Til Skamme er de, som væver Linned, Heglersker og de, som væver Byssus; 10 Spinderne er sønderknust, hver Daglejer sørger bittert. 11 Kun Dårer er Zoans Øverster, Faraos viseste Rådmænd så dumt et Råd. Hvor kan I sige til Farao: "Jeg er en Ætling af Vismænd, Ætling af Fortidens Konger?" 12 Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade dig vide, hvad Hærskarers Herre har for mod Ægypten! 13 Hans Fyrster blev Dårer: Fyrster i Nof blev Tåber. Ægypten er bragt til at rave af Stammernes Hjørnesten. 14 I dets Indre har Herren udgydt Svimmelheds Ånd; Ægypten fik de til at rave i al dets Id, som den drukne raver i sit Spy. 15 For Ægypten lykkes intet, hverken for Hoved eller Hale, Palme eller Siv.
16 På hin Dag skal Ægypten blive som Kvinder; det skal ængstes og grue for Hærskarers Herres svungne Hånd, som han svinger imod det. 17 Judas Land bliver Ægypten en Rædsel; hver Gang nogen minder dem derom, gribes de af Angst for, hvad Hærskarers Herre har for imod det. 18 På hin Dag skal fem Byer i Ægypten tale Kana'ans Tungemål og sværge ved Hærskarers Herre; en af dem skal kaldes Ir-Haheres. 19 På hin Dag skal Herren have et Alter midt i Ægypten og en Stenstøtte ved dets Grænse. 20 Det skal være Tegn og Vidne for Hærskarers Herre i Ægypten; når de råber til Herren over dem, som mishandler dem, vil han sende dem en Frelser; han skal stride og udfri dem. 21 Da skal Herren give sig til Kende for Ægypten, Ægypterne skal lære Herren at kende på hin Dag; de skal bringe Slagtoffer og Afgrødeoffer og gøre Løfter til Herren og indfri dem. 22 Herren skal slå Ægypten, slå og læge; og når de omvender sig til Herren, bønhører han dem og læger dem. 23 På hin Dag skal der gå en banet Vej fra Ægypten til Assyrien, og Assyrien skal komme til Ægypten og Ægypten til Assyrien, og Ægypten skal tjene Herren sammen med Assyrien. 24 På hin Dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og Assyrien, være en Velsignelse midt på Jorden, 25 som Hærskarers Herre velsigner med de Ord: "Velsignet være Ægypten, mit Folk, og Assyrien, mine Hænders Værk, og Israel, min Arvelod!"
20 I det År Tartan kom til Asdod, dengang Assyrerkongen Sargon sendte ham og han angreb Asdod og indtog det, 2 på den Tid talede Herren ved Esajas, Amoz's Søn, således: "Gå hen og løs Sørgeklædet af dine Lænder og drag Skoene af dine Fødder!" Og han gjorde således og gik nøgen og barfodet. 3 Så sagde Herren: "Som min Tjener Esajas i trende År har vandret nøgen og barfodet som Tegn og Varsel mod Ægypten og Ætiopien, 4 således skal Assyrerkongen slæbe fangne Ægyptere og bortførte Ætiopere med sig, unge og gamle, nøgne og barfodede, med blottet Bag til Skændsel før Ægypten." 5 Da skal de forfærdes og blues over Ætiopien, som de så hen til, og over Ægypten, som var deres Stolthed 6 Og de, som bor på denne Strand, skal på hin Dag sige: "Se, således gik det med den, vi så hen til, til hvem vi tyede om Hjælp for at frelses fra Assyrerkongen; hvor skal da vi kunne undslippe!"
21 Et Udsagn om Havørknen. Som hvirvlende Storme, der jager i Sydlandet, kommer det fra Ørkenen, det grufulde Land 2 Så svart et Syn blev mig meldt: "Ransmænd raner, Hærmænd hærger! Frem, Elamiter! Til Belejring, Meder! Alle Suk gør jeg Ende på!" 3 Derfor fyldes mine Lænder af Skælven, jeg gribes af Veer som, fødende Kvinde, døv af Svimmelhed, blind af Skræk, 4 mit Hjerte forvirres, Gru falder på mig; Skumringen, jeg elsker, bliver mig til Angst. 5 Bordet dækkes, Hynder bredes, man spiser og drikker, "Op I Fyrster, salv eders Skjolde!" 6 Thi så sagde Herren til mig: "Gå hen og stil Vægteren ud! Hvad han får at se, skal han melde. 7 Og ser han Ryttere, et Par komme ridende, en Rytter på Æsel, en Rytter på Kamel, da skal han lytte, ja lytte spændt!" 8 Og han råbte: "Se, o Herre, på Varden står jeg bestandig, Dagen lang, og på min Vagtpost står jeg trolig 9 Nat efter Nat!" Men se, da kom der ridende Mænd, et Par kom ridende; de råbte: "Faldet, faldet er Babel, han knuste alle dets Guder i Støvet!" 10 Mit knuste, mit tærskede Folk! Hvad jeg, har hørt fra Hærskarers Herre, fra Israels Gud, det melder jeg eder.
11 Et Udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se'ir: "Vægter, hvordan skrider Natten, Vægter, hvordan skrider Natten?" 12 Vægteren svarer: "Morgen kommer, men også Nat! Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!"
13 Et Udsagn: "I Ødemarken". Søg Nattely i Ødemarkens Krat, I Dedans Karavaner! 14 Bring de tørstige Vand i Møde, I, som bor i Temas Land, mød de flyende med Brød! 15 Thi de er på Flugt for Sværd, på Flugt for det dragne Sværd, på Flugt for den spændte Bue, på Flugt for Krigens Tynge.
16 Thi så sagde Herren til mig:"Et År endnu, som Daglejeren regner Året, og det er ude med al Kedars Herlighed. 17 Resten af Kedars Heltes Buer skal være ringe, så sandt Herren, Israels Gud, har talet."
22 Et Udsagn: "Synernes Dal". Hvad tænker du på, siden alle stiger op på Tagene, 2 du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig! 3 Alle dine Høvdinger flygted, flyed langt bort, alle dine Helte, væbnet med Buer, blev fanget. 4 Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde! 5 Thi en Dag, da man, ræddes, trædes og trænges, har Herren, Hærskarers Herre, til Rede! I Synernes Dal brødes Mure ned, mod Bjerget hørtes Skrig; 6 Elam løftede Koggeret, Aram satte sig til Hest, Kir tog Skjoldene ud; 7 og de bedste iblandt dine Dale fyldtes med Vogne og Heste, lige til Porten stod de. 8 Han borttog Judas Værn. På den Dag så I hen til Skovhusets Rustkammer, 9 og I så, hvor mange Revner der var i Davidsbyen. I samlede Nedredammens Vand, 10 gik Jerusalems Huse igennem og rev Husene ned for at gøre Muren stærk. 11 I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst. 12 På hin Dag kaldte Herren, Hærskarers Herre, til Gråd og Sorg, til Hovedragning og Sæk. 13 Men se, der er Fryd og Glæde, man slår Okser ned, slagter Får, æder Kød og får Vin at drikke: "Lad os æde og drikke, thi i Morgen dør vi!" 14 Men Hærskarers Herre åbenbared for mit Øre: "Den Synd," siger Herren, Hærskarers Herre, "får I ikke sonet, førend I dør!"
15 Så siger Herren, Hærskarers Herre: Gå hen og sig til denne Foged, Slotshøvedsmanden Sjebna: 16 Hvad har du her, og hvem har du her, at du her udhugger din Grav, udhugger dig en Grav højt oppe, huler dig en Bolig i Klippen! 17 Se, Herren slynger dig bort og bøjer dig sammen, du stolte, 18 han knytter dig sammen til et Knytte og kaster dig ud i et vidtstrakt Land! Der skal du dø, der din Æresvogn komme, du Skændsel for din Herres Hus! 19 Jeg støder dig bort fra din Stilling og styrter dig fra din Post. 20 Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn, 21 og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus. 22 Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op, 23 Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus. 24 Men hænger hans Fædrenehus's hele Vægt sig på ham, Skud og Vildskud, alle Småkar, fra Fadene til alle Krukkerne, 25 så skal det ske på den Dag, lyder det fra Hærskarers Herre, at Naglen, der var fæstet på et sikkert Sted, giver efter, rives ud og falder ned, og hele Vægten, som hænger derpå, skal slås sønder. Thi Herren har talet!
23 Et Udsagn om Tyrus. Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus! De får det at vide på Vejen fra Kyperns Land. 2 Det er ude med Kystlandets Folk, med Zidons Købmænd, hvis Sendebud for over Havet, 3 de mange Vande, hvis Indkomst var Sjihors Sæd, hvis Vinding Alverdens Varer. 4 Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!" 5 Når Rygtet når Ægypten, skælver de ved Rygtet om Tyrus. 6 Drag over til Tarsis og jamrer, I Kystlandets Folk! 7 Er det eders jublende By fra Urtids Dage, hvis Fødder førte den viden om som Gæst? 8 Hvo satte sig dette for mod det kronede Tyrus, hvis Købmænd var Fyrster, hvis Kræmmere Jordens Adel? 9 Det gjorde Hærskarers Herre for at vanære Hovmod, skænde al Stolthed, al Jordens Adel. 10 Græd, I Tarsisskibe, Havn er der ikke mer! 11 Han udrakte Hånden mod Havet, rystede Riger, Herren samled Folk for at jævne Kana'ans Fæstninger. 12 Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!" 13 Se til Kyprioternes Land! Søfarere grunded det Folk; de rejste dets Vagttårne, Byer og Borge. Han gjorde det til en Ruinhob. 14 Jamrer, I Tarsisskibe, eders Fæstning er i Grus!
15 På hin Dag skal Tyrus gå ad Glemme i halvfjerdsindstyve År, som i een Konges Dage. Men efter halvfjerdsindstyve Års Forløb skal det gå med Tyrus som med Skøgen i Visen: 16 Tag din Citer, gå rundt i Byen, du glemte Skøge, leg smukt på Strenge, syng, hvad du kan, så du kommes i Hu!" 17 Efter halvfjerdsindstyve Års Forløb vil Herren se til Tyrus; det skal atter modtage Skøgeløn og bole med Alverdens Riger på den vide Jord. 18 Men dets Vinding og Skøgeløn skal helliges Herren; den skal ikke gemmes hen eller lægges op; dem, der bor for Herrens Åsyn, skal dets Vinding tjene til Føde, Mættelse og prægtige Klæder.
24 Se, Herren gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens Overflade, han spreder dens Beboere; 2 det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner. 3 Jorden tømmes og plyndres i Bund og Grund, thi Herren har talet dette Ord. 4 Jorden blegner og segner, Jorderig sygner og segner, Jordens Højder sygner hen. 5 Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi Lovene krænked de, overtrådte Budet, brød den evige Pagt. 6 Derfor fortærer Forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens Beboere bort, kun få af de dødelige levnes.
7 Druesaften sørger, Vinranken sygner alle de hjertensglade sukker; 8 Håndpaukens Klang er endt, de jublendes Larm hørt op, endt er Citrens Klang. 9 De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik. 10 Den øde Stad ligger nedbrudt, stængt er hver Boligs Indgang. 11 Man jamrer over Vinen på Gaden, bort er al Glæde svundet; landflygtig er Landets Fryd. 12 I Byen er Øde tilbage, og Porten er hugget i Splinter.
13 Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet: 14 Disse opløfter Røsten, jubler over Herrens Storhed, råber fra Vesten: 15 "Derfor skal I ære Herren i Østen, på Havets Strande Herrens, Israels Guds, Navn!" 16 Fra Jordens Grænse hører vi Lovsange: "Hil den retfærdige!" Men jeg siger: Jeg usle, jeg usle, ve mig, Ransmænd raner, Ransmænd raner Ran, 17 Gru og Grav og Garn over dig, som bor på Jorden! 18 Den, der flygter for Gru, skal falde i Grav, og den, der når op af Grav, skal fanges i Garn. Thi Sluserne oventil åbnes, og Jordens Grundvolde vakler. 19 Jorden smuldrer og smuldrer, Jorden gynger og gynger, Jorden skælver og skælver; 20 Jorden raver og raver som drukken og svajer som Vogterens Hytte; tungt ligger dens Brøde på den, den segner og rejser sig ikke. 21 På hin Dag hjemsøger Herren Himlens Hær i Himlen og Jordens Konger på Jorden. 22 De slæbes i Fængsel som Fanger, holdes under Lås og Lukke og straffes lang Tid efter. 23 Månen blues og Solen skæmmes, thi Hærskarers Herre viser, han er Konge på Zions Bjerg, i Jerusalem; for hans Ældstes Øjne er Herlighed.
25 Herre, min Gud er du; jeg priser dig, lover dit Navn. Thi du har gjort et Under, Råd fra fordum var tro og sande. 2 Thi du lagde Byen i Grus, den faste Stad i Ruiner; de fremmedes Borg er nedbrudt, aldrig mer skal den bygges. 3 Derfor ærer dig et mægtigt Folk, frygter dig grumme Hedningers Stad. 4 Thi du blev de ringes Værn, den fattiges Værn i Nøden, et Ly mod Skylregn, en Skygge mod Hede; thi som isnende Regn er Voldsmænds Ånde, 5 som Hede i det tørre Land. Du kuer de fremmedes Larm; som Hede ved Skyens Skygge så dæmpes Voldsmænds Sang.
6 Hærskarers Herre gør på dette Bjerg et Gæstebud for alle Folkeslag med fede Retter og stærk Vin, med fede, marvfulde Retter og stærk og klaret Vin. 7 Og han borttager på dette Bjerg Sløret, som tilslører alle Folkeslag, og Dækket, der dækker alle Folk. 8 Han opsluger Døden for stedse. Og den Herre Herren aftørrer Tåren af hver en Kind og gør Ende på sit Folks Skam på hele Jorden, så sandt Herren har talet.
9 På hin Dag skal man sige: Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er Herren, som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans Frelse; 10 thi Herrens Hånd hviler over dette Bjerg. Men Moab trampes ned, hvor det står, som Strå i Møddingpølen; 11 det breder sine Hænder ud deri som Svømmeren gør for at svømme, og han ydmyger dets Hovmod trods Hændernes Kunstgreb. 12 Han nedbryder og nedstyrter de stejle Mures Værn; han jævner dem med Jorden, så de ligger i Støvet.
26 På hin Dag skal denne Sang synges i Judas Land: "En stærk Stad har vi, til Frelse satte han Mur og Bolværk. 2 Luk Portene op for et retfærdigt Folk, som gemmer på Troskab, 3 hvis Sind er fast, som vogter på Fred, thi det stoler på dig. 4 Stol for evigt på Herren, thi Herren er en evig Klippe. 5 Thi han ydmyger dem, der bor i det høje, den knejsende By, styrter den til Jorden, lægger den i Støvet. 6 De armes Fod, de ringes Trin skal træde den ned.
7 Den retfærdiges Sti er jævn, du jævner den retfærdiges Vej. 8 Ja, vi venter dig, Herre, på dine Dommes Sti; til dit Navn og dit Ry står vor Sjæls Attrå. 9 Min Sjæl attrår dig om Natten, min Ånd i mit indre søger dig. Thi når dine Domme rammer Jorden, lærer de; som bor på Jorderig, Retfærd. 10 Vises der Nåde mod den gudløse, lærer han aldrig Retfærd; i Rettens Land gør han Uret og ser ikke Herrens Højhed. 11 Herre, din Hånd er løftet, men de ser det ikke; lad dem med Skam se din Nidkærhed for Folket, lad dine Fjenders Ild fortære dem! 12 Herre, du skaffe os Fred, thi alt, hvad vi har udrettet, gjorde du for os. 13 Herre vor Gud, andre Herrer end du har hersket over os; men dit Navn alene priser vi. 14 Døde bliver ikke levende, Dødninger står ikke op; derfor hjemsøgte og tilintetgjorde du dem og udslettede hvert et Minde om dem. 15 Du har mangfoldiggjort Folket, Herre, du har mangfoldiggjort Folket, du herliggjorde dig, du udvidede alle Landets Grænser. 16 Herre, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. 17 Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, Herre, fra dig. 18 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. 19 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
20 Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. 21 Thi Herren går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.
27 På hin Dag hjemsøger Herren med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
2 På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård! 3 Jeg, Herren, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag. 4 Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand 5 med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig. 6 På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt.
7 Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes? 8 Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag. 9 Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig. 10 Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene. 11 Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.
12 På hin Dag slår Herren Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn. 13 På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede Herren på det hellige Bjerg i Jerusalem.
28 Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal! 2 Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde. 3 Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans 4 og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den.
5 På hin bag bliver Hærskarers Herre en smuk Krans og en herlig Krone for sit Folks Rest 6 og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for dem, der driver Krigen tilbage til Portene.
7 Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver under Syner, vakler, når de dømmer. 8 Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en Plet. 9 "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys tagne fra Brystet? 10 Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" 11 Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette Folk, 12 han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre. 13 Så bliver for dem da Herrens Ord: "Hakke og rakke, rakke og bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.
14 Hør derfor Herrens Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre blandt dette Jerusalems Folk! 15 Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;" 16 derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke. 17 Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort. 18 Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden, 19 jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet. 20 Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er Tæppet for smalt. 21 Thi som på Perazims Bjerg vil Herren stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk. 22 Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers Herre.
23 Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord! 24 Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og harve sin Jord? 25 Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen, lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten deraf? 26 Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette. 27 Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp. 28 Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske; Vognhjul og Heste drives derover man knuser det ikke. 29 Også dette kommer fra Hærskarers Herre, underfuld i Råd og stor i Visdom.