Bible in 90 Days

²³ Derefter sagde Herren til mig: ²⁴ „Har du hørt, hvad andre folk siger om mit folk? De siger: ‚Herren har forkastet både Israel og Juda, som han i sin tid udvalgte.’ Man foragter mit folk og siger, at deres dage som et folk er talte. ^25-26 Men hertil svarer jeg: Jeg vil ikke forkaste mit folk eller min tjener David, lige så lidt som jeg bryder de love, jeg har givet for dag og nat eller for himmel og jord. Jeg bryder aldrig mit løfte om, at en søn af David en dag skal regere over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, for jeg vil vende mit folks skæbne og forbarme mig over dem.”

Budskabet til Zidkija

34 Dengang kong Nebukadnezar af Babylon ankom med den mægtige hær, han havde samlet fra de erobrede lande, og belejrede både Jerusalem og de øvrige byer i Judas land, gav Herren mig følgende budskab:

² „Gå hen til kong Zidkija med denne besked: Hør, hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han vil brænde den ned til grunden. ³ Det vil ikke lykkes dig at undslippe. Du bliver taget til fange og ført frem for kongen, og han vil dømme dig til eksil i Babylon. ⁴ Men hør nu kong Zidkija af Juda: Herren lover dig, at du ikke skal dø i krigen. ⁵ Når du engang dør en naturlig død blandt dit eget folk i eksilet, vil de brænde røgelse for at ære dit minde på samme måde, som man gjorde for de konger, der gik forud for dig. Man vil sørge over dig og sige: ‚Ak, vores konge er død.’ Det er et løfte, siger Herren.”

⁶ Den besked overbragte jeg så til kong Zidkija, ⁷ mens babylonierne belejrede Jerusalem, Lakish og Azeka, de eneste befæstede byer i Juda, der endnu var tilbage.

Endnu et eksempel på folkets ulydighed

⁸ Herren gav mig et nyt budskab i forbindelse med, at kong Zidkija havde lavet en aftale med Jerusalems indbyggere om at frigive alle slaver i byen. ⁹ Aftalen var, at alle skulle frigive både deres mandlige og kvindelige slaver med den begrundelse, at ingen judæere burde være slaver for deres eget folk. ¹⁰ Både lederne og folk i almindelighed havde accepteret begrundelsen og frigivet deres slaver. ¹¹ Men senere ændrede de mening og tog deres slaver tilbage. ¹² Derfor gav Herren mig følgende budskab til dem:

¹³ „Herren, Israels Gud, siger: Jeg indgik en pagt med jeres forfædre, dengang jeg befriede dem fra fangenskabet i Egypten. ¹⁴ En af pagtens bestemmelser var, at enhver hebræer, der havde solgt sig selv som slave, skulle frigives efter seks års tjeneste. Men jeres forfædre overholdt ikke den bestemmelse. ¹⁵ For nylig kom I på bedre tanker og frigav jeres slaver, som I burde have gjort for længe siden. I indgik højt og helligt en pagt med hinanden om det her foran mit tempel. ¹⁶ Men derefter overtrådte I aftalen og vanærede mit navn ved at tage de mænd og kvinder tilbage, som I havde frigivet, og gøre dem til slaver igen.

¹⁷ Derfor, siger Herren, siden I ikke adlød mig og frigav jeres landsmænd, vil jeg ‚frigive’ jer til at blive udryddet ved krig, hungersnød og epidemier. Jeg gør jer til et afskrækkende eksempel for resten af verden. ¹⁸ Fordi I overtrådte den pagt, som I højtideligt indgik i mit nærvær, vil jeg straffe jer. I vil lide samme skæbne som den kalv, I skar i to stykker, så I kunne gå mellem stykkerne, da I bekræftede pagtens ordlyd. ¹⁹ Jeg vil skære jer i stykker, hvad enten I er ledere i Jerusalem og Juda, embedsmænd, præster eller jævne folk, for I har brudt en højtidelig pagt. ²⁰ Jeg vil overgive jer til jeres fjender, og de vil slå jer ihjel. Jeres lig vil blive til føde for gribbe og vilde dyr. ²¹ Jeg vil også udlevere kong Zidkija af Juda og hans embedsmænd til den babyloniske konge. Skønt kongen af Babylon har trukket sig tilbage for en tid, ²² vil jeg atter tilkalde de babyloniske hære, og de vil angribe og erobre denne by og brænde den ned til grunden. Jeg vil også sørge for, at alle Judas byer bliver jævnet med jorden, så de alle bliver folketomme.”

Rekabitternes lydighed og judæernes ulydighed

35 Herren gav mig følgende budskab, dengang Jojakim, Josias’ søn, var konge i Juda:

² „Gå hen i den bydel, hvor rekabitterslægten holder til, og indbyd slægtens overhoveder til at komme op til templet. Når de indfinder sig, skal du føre dem ind i et sideværelse og servere vin for dem.”

³ Så opsøgte jeg Ja’azanja, Jeremjas søn, sønnesøn af Habazzinja, hvorefter jeg førte ham, hans brødre og sønner til templet som repræsentanter for alle rekabitterne. ⁴ Jeg samlede dem i det værelse, hvor profeten Hanan, Jigdaljas søn, underviste sine elever. Det værelse lå ved siden af hofmarskalens værelse, umiddelbart over tempeldørvogteren Ma’asejas, Shallums søns, værelse. ⁵ Jeg satte bægre og vinkarafler frem og indbød dem til at drikke. ⁶ „Nej tak,” sagde de, „vi drikker ikke vin, for vores forfar Jonadab, Rekabs søn, forbød én gang for alle sine efterkommere at drikke vin. ⁷ Ved samme lejlighed advarede han os imod at eje fast ejendom og befalede os at bo i telte i stedet. Han forbød os at bygge huse, plante vinmarker og så korn. Han lovede os, at hvis vi overholdt de regler, ville vi få fremgang i det land, hvor vi bor som nomader. ⁸ Indtil nu har vi gjort, som han sagde, så hverken vi selv, vores koner eller børn har nydt vin. ⁹ Vi har heller ikke bygget huse eller anskaffet os gårde og marker, og vi har hverken dyrket korn eller vin. ¹⁰ Vi har altid levet som nomader i lydighed mod vores forfar Jonadabs ord. ¹¹ Den eneste grund til, at vi nu bor i Jerusalem, er, at vi blev bange, dengang kong Nebukadnezar af Babylonien besatte landet. Derfor flygtede vi ind i byen.”

¹² Da sagde Herren til mig: ¹³ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Gå ud og sig til Judas og Jerusalems indbyggere: Her har I noget at lære. ¹⁴ Rekabitterne drikker ikke vin, fordi de ønsker at være lydige mod deres forfars befaling. Men hvor er jeres lydighed? Jeg har gang på gang talt til jer, men I nægter at høre efter. ¹⁵ Jeg har sendt den ene profet efter den anden til jer for at få jer til at vende om fra jeres ondskab og afgudsdyrkelse. Og jeg har givet jer det løfte, at I skulle få fred og gode kår i det land, jeg gav til jer og jeres forfædre, hvis I adlød mig. ¹⁶ Men I har nægtet at adlyde mig i modsætning til rekabitterne, der har adlydt deres forfar til punkt og prikke. ¹⁷ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Fordi I ikke vil høre på mig og nægter at adlyde mig, vil jeg straffe jer med alle de ulykker, jeg har truet jer med.”

^18-19 Derefter gik jeg tilbage til rekabitterne og sagde: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Fordi I adlød jeres forfar til punkt og prikke, vil Jonadab, Rekabs søn, altid have efterkommere, der tjener mig.”

Kong Jojakim brænder Jeremias’ bogrulle

36 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår sagde Herren til mig: ² „Tag en bogrulle og sørg for at få nedskrevet alle mine budskaber om Israel, Juda og de øvrige nationer. Begynd med de budskaber, jeg gav dig tilbage i Josias’ dage, og nedskriv dem alle sammen helt op til i dag. ³ Måske vil Judas folk vende om fra deres ondskab, når de læser om den frygtelige straf, der venter dem. Hvis de omvender sig, vil jeg tilgive dem.”

⁴ Da sendte jeg bud efter Baruk, Nerijas søn, og han nedskrev alle profetierne efter mit diktat.

⁵ Da arbejdet var overstået, sagde jeg til Baruk: „Jeg har ikke lov til at gå op i templet. ⁶ Derfor skal du på den næste fastedag gå op i templet og læse alle budskaberne højt for folket. Den dag vil der være folk samlet fra hele Judas land. ⁷ Måske de så vil vende om fra deres ondskab og bede Herren om tilgivelse, før det er for sent. For Herren har truet sit folk med forfærdelige ting.”

^8-10 Baruk gjorde, som jeg havde bedt ham om. I den niende måned i kong Jojakims femte regeringsår blev der udråbt en faste, og folk fra hele Juda kom til templet for at deltage i højtiden. Da gik Baruk op i templet for at oplæse alle budskaberne i bogrullen. Han placerede sig i den øvre forgård ved indgangen til Den Nye Port, hvor Gemarja, der var søn af statssekretæren Shafan, havde et værelse. Fra det sted kunne alle i tempelforgården høre ham.

¹¹ Da Gemarjas søn, Mika, hørte alle disse budskaber fra Herren, ¹² gik han hen til statssekretærens værelse i kongens palads, hvor landets øverste embedsmænd sad i møde. Blandt de tilstedeværende var sekretæren Elishama; Delaja, søn af Shemaja; Elnatan, søn af Ahbor; Gemarja, søn af Shafan; og Zidkija, søn af Hananja. ¹³ Mika fortalte dem nu om alt det, han havde hørt Baruk læse op for folket. ¹⁴ Derefter sendte embedsmændene en mand ved navn Jehudi hen for at sige til Baruk, at han skulle komme hen til dem med bogrullen. Det gjorde Baruk så. ¹⁵ „Sæt dig ned og læs op for os,” sagde embedsmændene, og Baruk læste for dem.

¹⁶ Da han var færdig, så embedsmændene forfærdede på hinanden og sagde: „Det må vi fortælle kongen.” ¹⁷ Så spurgte de Baruk: „Sig os, hvordan har du fået alt det skrevet ned? Var det Jeremias, der dikterede det for dig?” ¹⁸ „Ja, det var ham, der dikterede for mig, og jeg skrev det hele ned med blæk i denne bogrulle,” svarede Baruk. ¹⁹ „Du og Jeremias må hellere gå under jorden,” sagde embedsmændene til Baruk. „Fortæl ikke nogen, hvor I befinder jer.” ²⁰ Derefter gemte embedsmændene bogrullen i sekretæren Elishamas kontor og gik til kongen for at fortælle ham det hele.

²¹ Kongen sendte straks Jehudi af sted for at hente bogrullen i Elishamas værelse, og Jehudi læste den op for kongen og hans hoffolk. ²² Kongen sad foran ildstedet i paladsets vintersal, for det var koldt i årets niende måned. ²³ Hver gang Jehudi havde læst tre-fire spalter, skar kongen det læste stykke af rullen, og kastede det i ilden. Sådan blev han ved, indtil hele bogrullen var brændt. ²⁴ Hverken kongen eller hans hoffolk viste nogen tegn på forfærdelse over budskaberne, og ingen af dem rev deres klæder itu i fortvivlelse. ²⁵ Elnatan, Delaja og Gemarja bad kongen om endelig ikke at brænde bogrullen, men han hørte ikke på dem. ²⁶ Derefter gav kongen en befaling til Jerahme’el, der var medlem af kongefamilien, samt Seraja, Azriels søn, og Shelemja, Abde’els søn, om at arrestere både mig og Baruk. Men Herren beskyttede os, så vi ikke blev opdaget.

²⁷ Efter at kongen havde brændt bogrullen, sagde Herren til mig: ²⁸ „Få fat i en ny bogrulle og sørg for at få skrevet alle de ord ned, der stod i den første bogrulle, som kongen brændte. ²⁹ Og sig så til kongen: Herren siger: Du brændte bogrullen, fordi der stod, at den babyloniske konge skal ødelægge landet og gøre det folketomt. ³⁰ Derfor siger Herren til dig: Ingen af dine efterkommere får chancen for at blive konge efter dig. Dit lig bliver smidt på jorden og udsat for sol om dagen og frost om natten. ³¹ Jeg vil straffe dig, din familie og dine hoffolk for jeres ondskab. Ja, jeg vil lade alle de ulykker, jeg har truet med, ramme jer og Judas og Jerusalems folk, fordi I ikke ville lytte til mine advarsler.”

³² Så fik jeg fat i en ny bogrulle og begyndte forfra med at diktere budskaberne for Baruk. Alt, hvad der stod i den bogrulle, som kong Jojakim brændte, kom med, ja, endnu mere end før, for der blev gjort adskillige tilføjelser.

Håbet om hjælp fra egypterne forsvinder

37 Dengang Kong Nebukadnezar af Babylonien sendte Jekonja, Jojakims søn, i eksil, indsatte han Zidkija, Josias’ søn, som konge i Judas land. ² Hverken Zidkija, hans hoffolk eller den del af befolkningen, der var tilbage i landet, ville høre på de budskaber fra Herren, som jeg gav dem. ³ Alligevel sendte kong Zidkija to mænd, nemlig Jukal, søn af Shelemja, og præsten Zefanja, søn af Ma’aseja, hen til mig med følgende anmodning: „Vær venlig at bede til Herren, vores Gud, om at redde os.” ⁴ Det var før, jeg blev sat i fængsel, så jeg kunne færdes frit blandt folket.

⁵ Den egyptiske hær var på vej mod nord, og da babylonierne fik det at vide, brød de op fra deres belejring af Jerusalem. ⁶ Da sagde Herren til mig: ⁷ „Sig til Judas konge, der sendte bud om, at du skulle bede mig om hjælp: Hør, hvad Herren siger: Faraos hær, som er rykket ud for at komme jer til undsætning, vil snart vende tilbage til Egypten, ⁸ og så vil babylonierne komme tilbage hertil og angribe, indtage og brænde byen ned til grunden. ⁹ Tro ikke, at babylonierne er færdige med jer nu. Nej, de kommer snart tilbage. ¹⁰ Og selv om I ville være i stand til at besejre hele den babyloniske hær, så der kun var sårede krigere tilbage, ville de stadig vakle ud fra deres telte og sætte ild på byen.”

Jeremias sættes i fængsel og derefter i husarrest

¹¹ Da den babyloniske hær havde forladt Jerusalem for at rykke ud mod egypterne, ¹² begav jeg mig på vej ud af byen for at tage hjem til Benjamins land og få papirer på et jordstykke, jeg havde arvet.

¹³ Men da jeg gik gennem Benjaminporten, blev jeg anholdt af portvagten, som troede jeg ville slutte mig til babylonierne. Portvagten hed Jirija, søn af Shelemja, der var søn af Hananja. ¹⁴ „Det er en misforståelse!” protesterede jeg. „Det kunne aldrig falde mig ind at gå over til babylonierne.” Men Jirija ville ikke høre på mig og førte mig hen til hoffolkene. ^15-16 De blev rasende og lod mig piske, hvorefter de kastede mig i et fangehul i en kælder i sekretæren Jonatans hus, der var blevet omdannet til fængsel. Dér sad jeg i adskillige dage.

¹⁷ Senere sendte kong Zidkija bud efter mig, og jeg blev bragt til paladset. Dér spurgte kongen mig i al hemmelighed, om jeg havde et budskab fra Herren. „Ja, det har jeg,” svarede jeg. „Du vil blive udleveret til den babyloniske konge.”

¹⁸ Derpå sagde jeg til ham: „Hvilken forbrydelse har jeg gjort mig skyldig i, siden jeg er sat i fængsel? Har jeg måske forbrudt mig imod dig eller dine hoffolk eller andre mennesker? ¹⁹ Og hvor er for øvrigt alle dine profeter, der påstod, at den babyloniske konge ikke ville angribe landet? ²⁰ Hør, herre konge: Jeg beder dig om ikke at sende mig tilbage til fangehullet, det er den visse død.”

²¹ Så befalede kong Zidkija, at jeg skulle holdes i forvaring i den kongelige gardes boligkompleks, og hver dag skulle man bringe mig et frisk brød, så længe der var brød at få i byen. Derefter blev jeg holdt under opsyn af garden.

Jeremias smides i en tom cisterne

38 Der var imidlertid fire mænd ved navn Shefatja, Gedalja, Jukal og Pashhur, som ønskede at lukke munden på mig. De havde jo hørt, hvordan jeg gang på gang havde advaret folket med det budskab, ² som Herren havde givet mig: „De, der bliver i Jerusalem, vil dø af hungersnød eller sygdom eller blive dræbt i krigen. Men de, der overgiver sig til babylonierne, vil overleve. ³ Herren vil nemlig overgive Jerusalem til Babyloniens konge, som vil indtage byen.”

⁴ De fire mænd gik til kongen og sagde: „Herre, vi må uskadeliggøre Jeremias. Hans budskaber undergraver hærens moral. Han skaber en negativ stemning blandt de krigere, vi endnu har tilbage, og hele befolkningen i byen. Han er en forræder, som ikke ønsker, at vi skal reddes, men at vi skal rammes af ulykke.”

⁵ Kong Zidkija gav efter og sagde: „Gør med ham, som I vil.”

⁶ Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.

⁷ Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir, ⁸ skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.

⁹ „Herre konge,” sagde han. „Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”

¹⁰ Da befalede kongen: „Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.” ¹¹ Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb. ¹² „Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det, ¹³ trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.

Zidkija spørger endnu en gang Jeremias til råds

¹⁴ En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. „Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. „Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”

¹⁵ „Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. „Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.”

¹⁶ Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig.

¹⁷ Da sagde jeg til ham: „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet. ¹⁸ Men hvis du nægter at overgive dig, vil den babyloniske hær brænde byen ned til grunden, og du har ingen chance for at undslippe.”

¹⁹ „Men jeg er bange for at overgive mig,” svarede kongen, „for babylonierne vil sikkert udlevere mig til de judæiske overløbere, og hvem ved, hvad de vil gøre ved mig?”

²⁰ „Hvis du vil adlyde Herren,” svarede jeg, „har du ikke noget at frygte. Du vil redde livet, og du vil få det bedre, end du har det her. ²¹ Men hvis du nægter at overgive dig, så kan jeg fortælle dig, hvad der vil ske, for det har Herren vist mig i et syn: ²² Alle paladsets kvinder blev udleveret til de babyloniske officerer. Og de sang en smædevise om dig:

²³ Alle dine koner og børn vil blive udleveret til babylonierne, og du har ingen chance for at undslippe. Du bliver taget til fange, og byen bliver brændt ned til grunden.”

²⁴ Da sagde Zidkija til mig: „Lad det her blive imellem os to. Hvis du røber for nogen, hvad du her har sagt, er du dødsens. ²⁵ Hvis mine hoffolk får nys om vores samtale, og hvis de truer dig med døden, medmindre du fortæller dem, hvad vi har talt om, ²⁶ skal du sige til dem: ‚Jeg bad bare kongen love mig, at han aldrig igen vil kaste mig i fangehullet i Jonatans hus.’ ”

²⁷ Hoffolkene kom da også hen til mig og ville krydsforhøre mig om mit møde med kongen. Jeg gjorde nøjagtigt, som kongen havde sagt. Derefter lod de mig være i fred, for ingen havde hørt, hvad jeg snakkede med kongen om. ²⁸ Således forblev jeg i husarrest på paladsets område, indtil den dag da Jerusalem blev indtaget.

Jerusalems fald

39 I kong Zidkija af Judas niende regeringsår i den tiende måned kom kong Nebukadnezar af Babylonien med hele sin hær og belejrede Jerusalem. ² På den niende dag i den fjerde måned i Zidkijas 11. regeringsår brød fjenden gennem bymuren. ³ Alle de babyloniske embedsmænd kom til stede og tog plads i Midterporten. Iblandt dem var Nergal-Sarezer og Nebo-Sarsekim, Nebukadnezars personlige rådgivere.

⁴ Da kong Zidkija og hans livgarde indså, at slaget var tabt, flygtede de om natten gennem paladsets have, videre igennem en korridor mellem to mure, ud ad en port i bymuren og satte kurs mod Jordandalen. ⁵ Men babylonierne satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Derefter førte de ham til kong Nebukadnezar, der opholdt sig i byen Ribla i Hamat-området, og Nebukadnezar afsagde dommen over Zidkija. ⁶ Dér i Ribla måtte han se på, at hans sønner og øverste embedsmænd blev henrettet. ⁷ Derefter blev hans øjne stukket ud, og han blev lagt i lænker og ført bort til Babylon i eksil.

⁸ Derpå satte de babyloniske soldater ild til byen og paladset, og de rev bymuren ned. ⁹ Chefen for kong Nebukadnezars livvagt, Nebuzaradan, sendte de overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, til Babylonien i eksil. ¹⁰ Han efterlod kun nogle få fattige folk til at dyrke jorden og passe vingårdene.

Jeremias bliver frigivet

^11-12 Nebukadnezar havde givet Nebuzaradan ordre til at opsøge mig. „Sørg for, at han ikke kommer noget til,” havde kongen sagt. „Tag dig godt af ham og giv ham, hvad han beder om.” ¹³ Nebuzaradan, Nebushazban, Nergal-Sarezer og de øvrige højtstående embedsmænd ¹⁴ sendte derfor nogle soldater af sted for at hente mig i husarresten og overgav mig til Gedalja, søn af Ahikam, der var søn af Shafan, for at han skulle tage mig med hjem, hvorefter jeg kunne færdes frit blandt mit eget folk.

¹⁵ Engang mens jeg endnu sad i husarrest, havde Herren sagt til mig:

¹⁶ „Sig til kushitten Ebed-Melek: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil opfylde alle mine trusler imod denne by, og du vil få det at se. ¹⁷ Men dig vil jeg redde, så du ikke falder i hænderne på dem, du frygter for. ¹⁸ Jeg vil beskytte dig og redde dig fra døden, fordi du har vist tillid til mig, siger Herren.”

40 Herren blev ved med at tale til mig også efter Jerusalems fald. Dengang babylonierne var i gang med at arrestere alle judæere og hele Jerusalems befolkning for at føre dem i eksil, var jeg også blevet lagt i lænker og ført til Rama.^[a] Da Nebuzaradan fik øje på mig der, løslod han mig straks, ^2-3 idet han sagde: „Herren, din Gud, advarede judæerne om, at han ville straffe dem, fordi de havde gjort oprør imod ham, og nu er det sket. ⁴ Men du er uskyldig, så nu tager jeg lænkerne af dine hænder. Hvis du ønsker at tage med til Babylon, er du velkommen, og i så fald vil jeg personligt sørge for dig. Hvis du hellere vil blive her, er det også i orden. Du har frihed til at slå dig ned, hvor du vil. ⁵ Hvis du vælger at blive her, foreslår jeg, at du tager tilbage til Gedalja, for den babyloniske konge har udnævnt ham til guvernør over Juda. Han vil sørge for, at du kan færdes frit. Men du bestemmer selv, hvad du helst vil.”

Nebuzaradan gav mig så mad og nogle penge og lod mig gå. ⁶ Jeg tog hen til Gedalja i Mitzpa og slog mig ned blandt de andre, der var blevet tilbage i Judas land.

Gedalja som guvernør i Juda

⁷ Der var nogle judæiske krigere, som havde holdt sig skjult i de øde egne af landet. Da deres anførere hørte, at den babyloniske konge havde efterladt de fattige i landet og udnævnt Gedalja til guvernør, ⁸ opsøgte de og deres mænd ham i Mitzpa, hvor han havde sit hovedkvarter. De pågældende ledere var Ishmael, søn af Netanja; Johanan og Jonatan, sønner af Karea; Seraja, søn af Tanhumet; Efajs sønner fra Netofa og ma’akatitten Jezanja. ⁹ Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt. ¹⁰ Jeg selv bliver i Mitzpa, og jeg lover at tale jeres sag for babylonierne, når de kommer på kontrolbesøg. Slå jer bare ned i byerne, dyrk den tilhørende jord, høst vindruer, figner og oliven, og saml jer forråd.”

¹¹ På samme måde gik det med de judæere, der var flygtet til Moab, Ammon, Edom og de øvrige nabolande: Da de hørte, at den babyloniske konge havde efterladt en rest i Juda og indsat Gedalja til guvernør over landet, ¹² forlod de deres tilflugtssteder og begyndte at strømme hjem til Juda. De meldte sig først hos Gedalja i Mitzpa, hvorefter de bosatte sig rundt omkring i landet, hvor de snart høstede masser af vindruer, figner og andre afgrøder.

¹³ Johanan og nogle af de øvrige militære ledere, som havde holdt sig skjult i de øde områder, tog hen til Gedalja i Mitzpa ¹⁴ og advarede ham: „Har du hørt, at ammonitterkongen Ba’alis har overtalt Ishmael, Netanjas søn, til at myrde dig?” Men Gedalja ville ikke tro det. ¹⁵ Johanan bad derefter om at tale med Gedalja under fire øjne og sagde til ham: „Lad mig tage hen og dræbe Ishmael. Ingen vil opdage det. Hvorfor skal han have lov at slå dig ihjel? Hvorfor skal den rest af folket, som er tilbage i Juda, og som har samlet sig om dig, igen spredes for alle vinde og gå til grunde?”

¹⁶ Men Gedalja svarede: „Jeg forbyder dig at gøre Ishmael fortræd, for det kan ikke være sandt, hvad du påstår om ham.”

Ishmaels oprør og Gedaljas død

41 Men allerede samme år i den syvende måned kom Ishmael til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. Ishmael var af kongelig herkomst og en af den tidligere konges betroede embedsmænd. Gedalja inviterede dem til spisning dér i Mitzpa. ² Under måltidet sprang Ishmael og hans mænd pludselig op, trak deres sværd og dræbte Gedalja. ³ Derefter løb de ud og dræbte samtlige judæiske embedsmænd og babyloniske soldater i guvernørens hovedkvarter.

⁴ Næste dag, før nogen vidste noget om mordet på Gedalja, ⁵ var en gruppe på 80 mænd fra Sikem, Shilo og Samaria på vej til Jerusalem med korn og røgelse for at ofre til Herren. De havde raget skægget af, revet flænger i tøjet og skåret sig i huden for at vise deres sorg over Jerusalems fald. ⁶ Da de nærmede sig Mitzpa, kom Ishmael dem grædende i møde og sagde: „Kom og se, hvad der er sket med Gedalja.”

⁷ Men så snart de var kommet ind i byen, begyndte Ishmael og hans mænd at slå dem ihjel og kaste ligene i et vandreservoir. ⁸ Ti af dem undgik døden ved at love at give ham deres forråd af hvede, byg, olivenolie og honning, som de havde skjult i nærheden af byen. ⁹ Det vandreservoir, som Ishmael kastede de 70 mænd ned i, havde kong Asa ladet bygge, dengang han befæstede Mitzpa i krigen mod kong Basha af Israel.

¹⁰ Ishmael tog så resten af byens indbyggere til fange, både kongens døtre og alle dem, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, og flygtede til ammonitternes land.

¹¹ Men da Johanan og de øvrige officerer hørte, hvad Ishmael havde gjort, ¹² samlede de alle deres mænd og satte efter ham, og de indhentede ham ved dammen nær Gibeon. ^13-14 Så snart Ishmaels fanger fra Mitzpa fik øje på Johanan og hans mænd, jublede de af glæde og sluttede sig til ham. ¹⁵ Ishmael undslap med nød og næppe sammen med otte af sine mænd og nåede i sikkerhed i Ammon.

^16-17 Johanan og hans mænd tog nu alle dem, de havde befriet, soldater, kvinder, børn og hoffolk, og førte dem til landsbyen Gidrot-Kimham ved Betlehem. De havde nemlig planer om at tage til Egypten, ¹⁸ for de var bange for, hvordan babylonierne ville reagere på budskabet om Gedaljas død. Gedalja var jo blevet indsat som guvernør af selveste den babyloniske konge.

Jeremias advarer folket imod at flygte til Egypten

42 Johanan, Jezanja, de øvrige officerer og et stort antal civile ledere kom nu hen til mig og sagde: ² „Gå i forbøn for os hos Herren din Gud, for som du ser, er der ikke mange tilbage af os mere. ³ Bed Herren, din Gud, om at vise os, hvad vi skal gøre, og hvor vi skal tage hen.”

⁴ Jeg gav dem følgende svar: „Godt, jeg vil bede til Herren for jer, og alt, hvad han siger til mig, vil jeg fortælle jer i alle detaljer.”

⁵ „Vi lover højtideligt ind for Herrens ansigt, at vi vil adlyde alt, hvad han beder dig om at sige til os,” sagde de. ⁶ „Uanset om vi bryder os om det eller ej, vil vi adlyde Herren, din Gud, som vi nu rådspørger gennem dig. For hvis vi gør, hvad han siger, vil det gå os godt.”

⁷ Ti dage senere svarede Herren på min bøn, ⁸ og jeg kaldte så Johanan, officererne og de øvrige ledere sammen.

⁹ Derpå sagde jeg til dem: „I bad mig spørge Herren, Israels Gud, til råds, og her er hans svar:

¹⁰ Bliv boende her i landet. Hvis I gør det, vil jeg velsigne jer og give jer fremgang. Det gør mig ondt at se de lidelser, I har været igennem, selv om jeg var nødt til at straffe jer. ¹¹ I behøver ikke frygte den babyloniske konge, for jeg vil beskytte jer, så han ikke kan gøre jer noget ondt. ¹² Jeg vil være barmhjertig imod jer og sørge for, at han også er barmhjertig. I kan trygt blive boende i landet.

^13-14 Men hvis I nægter at blive boende i landet, som Herren, jeres Gud, har sagt, og hvis I absolut vil til Egypten, fordi I tror jer sikre for krig og hungersnød dernede, ¹⁵ så hør, hvad Herren siger til den rest af judæere, som er tilbage: Hvis I rejser til Egypten, ¹⁶ vil al den krig og hungersnød I frygter her, følge jer, så I mister livet dernede. ¹⁷ Det er den skæbne, der venter hver eneste af jer: Hvis I slår jer ned i Egypten, vil I dø som ofre for krig, hungersnød og sygdom. Det bliver min straf for jeres ulydighed.

¹⁸ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: På samme måde som jeg i min vrede straffede Jerusalems indbyggere, vil jeg straffe jer, så snart I ankommer til Egypten. I vil blive afskyet og hadet, forbandet og hånet, og I kommer aldrig hjem til jeres land igen.”

¹⁹ Derefter sagde jeg til dem: „I er en rest af Judas folk, og Herren har advaret jer imod at tage til Egypten. Hvis I vælger ikke at lytte til Herren, ²⁰ kommer I til at bøde med jeres liv. Det var jer selv, der bad mig søge Herren om råd, og I lovede at adlyde ham, lige meget hvad det var, han sagde. ²¹ I dag har jeg så givet jer Herrens svar, men I er åbenbart alligevel ikke villige til at gøre, som han siger. ²² Derfor skal I vide, at hvis I gør alvor af at rejse til det land, som I ønsker at flygte til, vil I blive ramt af krig, hungersnød og sygdom.”

En stor del af judæerne søger alligevel tilflugt i Egypten

43 Da jeg havde givet dem Herrens svar, ^2-3 sagde Jezanja,^[b] Johanan og de andre overmodige mænd til mig: „Du lyver! Herren har ikke sagt, at vi ikke må rejse til Egypten og bosætte os der. Det er Baruk, Nerijas søn, der står bag den idé. Det er ham, der har overtalt dig til at sige sådan, så vi kan blive slået ihjel af babylonierne eller gjort til slaver i Babylonien.”

⁴ Johanan, officererne og de øvrige ledere nægtede altså at adlyde Herrens befaling om at blive i Juda. ⁵ Johanan og de andre officerer samlede en stor gruppe judæere og begav sig af sted til Egypten. Deriblandt var alle de judæere, der netop var vendt hjem fra nabolandene, som de i sin tid var flygtet til. ⁶ Også kongens døtre og alle de andre, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, blev taget med, både mænd, kvinder og børn. De tvang også Baruk og mig til at tage med. ⁷ De nægtede altså at adlyde Herren og nåede inden længe frem til byen Takpankes i Egypten.

⁸ Mens vi var i Takpankes, sagde Herren til mig: ⁹ „Kald Judas mænd sammen. Tag så i deres påsyn nogle store sten og grav dem ned i brolægningen ved indgangen til Faraos palads her i Takpankes. ¹⁰ Derefter skal du sige til judæerne: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Kong Nebukadnezar af Babylon er min tjener, og jeg vil bringe ham her til Egypten. Han vil rejse sin trone på brolægningen og udspænde sin tronhimmel over de sten, der er gravet ned her. ¹¹ Når han kommer, vil han rasere Egypten. Nogle vil blive dræbt i kampen, andre vil blive taget til fange, og andre vil dø af sygdom. Alle vil få den skæbne, som er bestemt for dem. ¹² Nebukadnezar vil sætte ild til de egyptiske guders templer og enten brænde afgudsbillederne eller tage dem med sig. Som hyrden, der piller lus af sin kappe, vil den babyloniske konge pille Egypten ren og drage bort som sejrherre. ¹³ Han vil knuse de hellige obelisker i Heliopolis og brænde Egyptens gudetempler.”

Guds dom over afgudsdyrkelsen blandt judæerne i Egypten

44 Herren gav mig derefter følgende budskab om de judæere, der havde slået sig ned i byerne Migdol, Takpankes og Memfis i det nordlige Egypten og i området Patros i det sydlige Egypten:

² Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „I ved, hvad jeg gjorde ved Jerusalem og Judas byer. De ligger nu i ruiner og er folketomme. ³ Jeg måtte straffe befolkningen for deres ondskab, for de provokerede mig med deres afgudsdyrkelse. De dyrkede fremmede guder, som hverken de eller I eller jeres forfædre før kendte til. ⁴ Gang på gang sendte jeg mine tjenere, profeterne, til dem for at advare dem: ‚Hold dog op med jeres afskyelige afgudsdyrkelse. I ved jo, at jeg hader det.’ ⁵ Men de ville ikke høre efter, og de omvendte sig ikke fra deres ondskab. De blev ved med at ofre røgelse til de fremmede guder. ⁶ Da kogte min vrede over, og min glødende harme faldt som ild ned over Judas byer og Jerusalems gader, så de nu er øde tomter.

⁷ Og nu spørger Herren, den Almægtige, Israels Gud, jer: Hvorfor vil I ødelægge jer selv? Hvorfor vil I være årsag til, at samtlige mænd, kvinder, børn og spædbørn må lade livet? ⁸ Her i Egypten, hvor I har slået jer ned, har I igen provokeret mig til vrede ved at lave nye afguder og ofre røgelse til dem. Derved har I fældet dommen over jer selv: I vil blive udryddet, og over hele verden vil man håne og forbande jer. ⁹ Har I glemt jeres forfædres ondskab? Har I glemt alle de synder, som Judas konger og dronninger begik? Har I glemt jeres egne synder og jeres koners synder i Juda og Jerusalem? ¹⁰ Indtil i dag har mit folk ikke angret eller vist mig respekt. I har ikke adlydt de love og forskrifter, jeg gav jer og jeres forfædre.

¹¹ Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Jeg har besluttet at udrydde jer. ¹² Jeg vil tilintetgøre den rest af Juda, der absolut ville flygte til Egypten. De skal alle sammen dø her enten i krig eller af sult, og de vil blive hånet, foragtet og forbandet. ¹³ De kommer til at opleve den samme straf her, som ramte Jerusalem: krig, sult og epidemier. ¹⁴ I flygtede herned i håbet om engang at vende tilbage, men kun en ganske lille rest får lov at vende tilbage. Det store flertal skal dø i Egypten.”

¹⁵ En stor gruppe judæere fra både det nordlige og sydlige Egypten hørte mit budskab. Selv om det var kvinderne, der brændte røgelse for de egyptiske afguder, var mændene udmærket godt klar over det. Forsamlingen gav mig nu følgende svar: ¹⁶ „Vi vil ikke høre på de budskaber, du påstår, at Herren har givet dig. ¹⁷ Vi har lovet at brænde røgelse for Himlens Dronning og give hende drikofre, og det vil vi blive ved med. Det er jo ikke andet end det, vores forfædre og konger og ledere gjorde før i tiden i Judas byer og Jerusalems gader.^[c] Dengang led vi ingen nød. Vi havde masser at spise, og vi havde lykken med os. ¹⁸ Men da vi holdt op med at brænde røgelse og bringe drikofre til Himlens Dronning, gik alting galt for os, og vi blev plaget af krig og sult.”

¹⁹ Kvinderne tilføjede: „Tror du for øvrigt, at vi dyrker Himlens Dronning, udgyder drikofre til hende og bager kager til hendes ære uden at vores mænd ved det?”

²⁰ Da sagde jeg til den store forsamling af mænd og kvinder: ²¹ „Herren så til med afsky, dengang jeres forfædre og konger og ledere brændte røgelse for afguderne i Judas byer og Jerusalems gader. ²² Det var jo netop, fordi Herren ikke længere kunne holde ud at se på jeres ondskab og jeres afskyelige afgudsdyrkelse, at han ødelagde landet, så det i dag er et forbandet land med folketomme ruinbyer. ²³ Kan I da ikke forstå, at netop jeres afgudsdyrkelse og jeres oprør imod Herren og hans love og forordninger var årsag til jeres ulykke? ²⁴ Hør nu, hvad Herren siger til alle jer judæere, som har slået jer ned i Egypten. ²⁵ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I er alle sammen fast besluttede på at fortsætte med at brænde røgelse og give drikofre til Himlens Dronning, både mænd og kvinder. Så gør da, hvad I har lovet hende! ²⁶ Men hør Herrens ord, alle I judæere, der har slået jer ned i Egypten: Jeg sværger ved mit eget mægtige navn, at ingen af jer længere får mulighed for at påkalde mig og sige: ‚Så sandt Herren lever!’ ²⁷ Jeg skal sørge for, at I rammes af ulykke, så I alle omkommer som ofre for krig og sult her i Egypten. ²⁸ Det bliver kun en lille rest, der undslipper min vrede og vender tilbage til Judas land. Til den tid vil alle de judæere, som kom til Egypten for at bosætte sig her, erkende, hvem der havde ret, jer eller mig. ²⁹ Og nu vil jeg give jer et tegn på, at jeg mener mine trusler om straf alvorligt: ³⁰ Jeg vil udlevere Egyptens konge, Hofra, til hans fjender på samme måde, som jeg udleverede kong Zidkija af Juda til kong Nebukadnezar af Babylon.”

Et budskab til Baruk

45 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår fik jeg et budskab fra Herren, som var henvendt til Baruk, der efter mit diktat nedskrev alt, hvad Herren sagde til mig:

² Hør, hvad Herren, Israels Gud, har at sige til dig, Baruk: ³ „Du beklager dig over dine problemer og lidelser. Du har ingen ro på dig og bliver træt og nedtrykt over de mange domsbudskaber. ⁴ Lad mig fortælle dig noget, siger Herren: Jeg har lov til at rive det ned, jeg selv har bygget op, og rykke det op, jeg selv har plantet. Og det kan jeg gøre overalt på jorden. ⁵ Du vil gerne opleve fremgang og lykke lige meget hvad, men det kan du godt opgive, for jeg vil dømme ondskaben, hvor end den findes i verden. Men jeg lover dig, at lige meget hvor du kommer hen, vil jeg redde dig fra døden.”

Profetier imod Egypten

46 Her følger en række budskaber angående fremmede nationer, som jeg modtog fra Herren.

² Det første budskab omhandler Egypten og kom i kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår, under slaget ved Karkemish ved Eufratfloden, hvor kong Neko af Egypten blev besejret af kong Nebukadnezar af Babylonien. ³ Herren sagde: „Grib I blot jeres skjolde og gør jer klar til kamp. ⁴ Spænd for stridsvognene og lad ryttersoldaterne bestige deres heste. Stil op med hjelm, brynje og slebne spyd. ⁵ Jamen, hvad ser jeg? siger Herren. Nu flygter egypterne pludselig i rædsel og styrter af sted uden at se sig tilbage. De er slået og flygter over hals og hoved. ⁶ Men selv de hurtigste når ikke at undslippe, og de stærkeste må bukke under for overmagten. Alle krigerne snubler og falder, deroppe mod nord ved Eufratfloden.

⁷ Hvem rejste sig som Nilen, når den går over sine bredder? ⁸ Egypterne havde i tanke at oversvømme jorden som en flodbølge og løbe befæstede byer over ende. ⁹ Pisk I blot på jeres heste og kør fremad til angreb. Lad rytterne galopere alt, hvad de kan. Lad bare fodfolket strømme frem i tætte rækker med deres skjolde og buer, både dem fra Egypten og lejesoldaterne fra Kush, Libyen og Lydien. ¹⁰ Nu er dagen nemlig kommet, hvor Herren, den Almægtige, kræver sine fjender til regnskab. Sværdet skal æde sig mæt i kød og drikke sig beruset i blod. Herren, den Almægtige, har gjort klar til et slagtoffer ved Eufratfloden i landet mod nord. ¹¹ Gå blot til Gilead, Egyptens jomfru, og søg efter lægende salver. Men dine sår kan ikke læges. ¹² Nationerne vil høre om dit ydmygende nederlag, dit dødsskrig vil nå til jordens ender. Dine helte faldt over hinandens ben og styrtede til jorden, alle som én!”

¹³ Derefter modtog jeg følgende budskab angående kong Nebukadnezars plan om at angribe Egypten: ¹⁴ Herren sagde til mig: „Råb det ud over hele Egypten, forkynd det i Migdol, Memfis og Takpankes. Gør jer klar til kamp, for fjenden raserer rundt omkring jer. ¹⁵ Hvorfor bliver jeres hær besejret? Fordi den ikke kan holde stand mod Herren. ¹⁶ Jeres krigere snubler og falder over hinanden i et forsøg på at flygte. De råber: ‚Kom, lad os skynde os hjem til vores eget land, så vi undgår at blive sablet ned!’ ¹⁷ Giv Farao tilnavnet: ‚Pralhalsen, der faldt, da det virkelig gjaldt.’ ”

¹⁸ „Så sandt jeg lever,” siger Herren, den Almægtige Konge, „en fjende skal rykke frem mod Egypten. Han er frygtindgydende som Tabors bjerg, som Karmel ved havet. ¹⁹ Pak jeres ejendele, egyptere, og gør jer klar til at gå i eksil. Memfis bliver jævnet med jorden og brændt af, så byen bliver en folketom ruin. ²⁰ Egypten er som en smuk kvie, der angribes af en bremse fra nord. ²¹ Hendes berygtede lejesoldater springer for livet som skræmte fedekalve. De giver op og flygter, for det er en katastrofal dag for Egypten, straffens time er kommet. ²² Egypten flygter som en hvæsende slange, når fjendens hær marcherer frem. De kommer som skovhuggere med hævede økser og slår alt ned. ²³ Egyptens folk er som en uigennemtrængelig urskov, men fjenden vil hugge det hele ned, for de er flere end en græshoppesværm, det er umuligt at tælle dem. ²⁴ Egypten bliver ydmyget og underlagt landet mod nord.”

²⁵ Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „Jeg straffer Amon, Thebens gud, og alle Egyptens andre guder. Jeg nedkæmper Farao og hans embedsmænd samt alle dem, der stolede på ham. ²⁶ Jeg udleverer dem til deres fjender, til kong Nebukadnezar og hans hær. Men senere vil landet rejse sig igen og få fremgang.”

Et løfte om håb for Israels folk

²⁷ Herren fortsatte: „Du skal ikke være bange, min tjener Israel, for jeg vil befri jer fra de fjerne lande, hvor I lever i fangenskab, og føre jer hjem til jeres eget land. Der vil I opleve tryghed og fremgang, så I kan leve uden at skulle frygte de fremmede nationer. ²⁸ Frygt ikke, min tjener Jakob, siger Herren, for jeg er med dig, Jeg vil rasere de nationer, jeg spredte dig iblandt, men jeg vil ikke rasere dig. Jeg straffer dig, men ikke mere end højst nødvendigt.”

Profeti imod filistrene

47 Det følgende budskab om filistrene i Gaza modtog jeg, før byen blev erobret af egypterhæren.

² Herren siger: „En flodbølge fra nord vil oversvømme filistrenes land, og den vil ødelægge byerne med alle deres indbyggere. Folk vil skrige af rædsel, og alle i landet vil græde. ³ Hør hestenes trampen og vognhjulenes rumlen, mens de suser fremad. Forældre vil springe for livet uden at få deres hjælpeløse børn med. ⁴ Nu er timen kommet, hvor filistrene og deres forbundsfæller fra Tyrus og Sidon skal udryddes. Ja, Herren udrydder filistrene, den sidste rest af indvandrerne fra Kreta. ⁵ Gazas indbyggere rager håret af i sorg. Ashkalons folk er stumme af rædsel. Resten af det tidligere så mægtige folk snitter sig i huden af bar fortvivlelse.

⁶ Det hjælper ikke, at de råber til mig om at standse fjendens nedslagtninger, ⁷ for det er mig, der har sendt dem. Jeg har beordret dem til at slå ned på Ashkalon, ja, alle dem, der bor langs havet.”