Bible in 90 Days

Budskabets kerne og Kristi opstandelse

15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. ² Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.

³ Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, ⁴ at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. ⁵ Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. ⁶ Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. ⁷ Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. ⁸ Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. ⁹ Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. ¹⁰ Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. ¹¹ Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.

Alle menneskers opstandelse

¹² Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? ¹³ Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. ¹⁴ Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. ¹⁵ I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. ¹⁶ Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. ¹⁷ I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. ¹⁸ Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, ¹⁹ og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.

²⁰ Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. ²¹ Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. ²² Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. ²³ Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. ²⁴ Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. ²⁵ Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. ²⁶ Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. ²⁷ Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”^[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. ²⁸ Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.

²⁹ Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?

³⁰ Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? ³¹ Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. ³² Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”^[b]

³³ Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” ³⁴ Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud.

Det fysiske og det åndelige legeme

³⁵ Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?”

³⁶ Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. ³⁷ Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. ³⁸ Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter.

³⁹ Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. ⁴⁰ Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. ⁴¹ Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.

⁴² Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. ⁴³ Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. ⁴⁴ Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. ⁴⁵ Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. ⁴⁶ Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.

⁴⁷ Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra—fra Himlen. ⁴⁸ Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. ⁴⁹ Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme. ⁵⁰ Hør godt efter, venner: Et almindeligt menneske af kød og blod kan ikke få del i det kommende Guds rige. Det forgængelige kan ikke få del i det uforgængelige.

Døden er besejret

^51-52 Lad mig fortælle jer en åbenbaring, jeg har fået med hensyn til, hvad der vil ske, når den sidste trompet lyder, og Jesus kommer igen: Vi skal ikke alle sove ind, men alle vil få et nyt legeme. Det vil ske i et nu, i et øjeblik. Når trompeten lyder, vil alle de døde kristne opstå med nye uforgængelige legemer, og vi andre, som stadig lever, vil blive totalt forvandlet. ⁵³ Det her forgængelige legeme må nødvendigvis forvandles til et uforgængeligt legeme. ⁵⁴ Når det sker, vil det være en opfyldelse af følgende to skriftord:

⁵⁶ Døden bruger synden som sin dræbende brod, og synden får sin styrke fra loven. ⁵⁷ Men vi priser Gud, som giver os sejren over disse magter gennem Jesus Kristus, vores Herre.

⁵⁸ Derfor, mine elskede venner: Stå urokkeligt fast og gør altid jeres yderste i tjenesten for Herren. I ved jo, at jeres arbejde for ham ikke er forgæves.

Om indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem

16 Med hensyn til indsamlingen til de kristne i Jerusalem skal I gøre det samme, som jeg har pålagt menighederne i Galatien: ² Hver søndag skal hver enkelt af jer lægge noget af sit overskud til side, så I ikke først begynder indsamlingen, når jeg kommer. ³ Efter at jeg er kommet, kan I så udvælge nogle pålidelige budbringere, og jeg vil skrive et brev, som de kan få med til Jerusalem, når de tager af sted med jeres kærlighedsgave. ⁴ Og hvis det er bedst, at jeg selv tager med, kan vi følges ad.

Om Paulus’ planer

⁵ Jeg kommer og besøger jer, når jeg har været i Makedonien, som jeg blot rejser hurtigt igennem. ⁶ Hos jer vil jeg gerne blive et stykke tid—måske hele vinteren—for at I kan hjælpe mig med forsyninger, før jeg fortsætter mod mit næste rejsemål. ⁷ Denne gang ønsker jeg ikke blot at gøre et kort ophold og rejse videre med det samme. Jeg kommer for at blive en tid, hvis ellers Herren vil. ⁸ Jeg bliver i Efesos til pinse, ⁹ for selvom her er mange modstandere, er der åbne døre for et stort og frugtbart arbejde.

Afsluttende bemærkninger og hilsener

¹⁰ Når Timoteus når frem til jer, så tag jer godt af ham, så han ikke har noget at frygte. Han arbejder jo for Herren ligesom jeg, ¹¹ og I skal vise ham respekt. Når han tager tilbage hertil, så giv ham det, han har brug for til rejsen. Jeg vil vente på ham og hans ledsagere her.

¹² Med hensyn til min gode medarbejder, Apollos, så havde jeg stærkt opfordret ham til at tage med på rejsen til jer sammen med de andre, men det var han ikke opsat på lige på det tidspunkt. Han vil komme, når han finder det belejligt.

¹³ Vær altid parat til Herrens genkomst og vær trofaste over for ham. Vær modige og stærke. ¹⁴ Hvad I end gør, så gør det i kærlighed!

^15-16 I kender jo Stefanas og hans familie og ved, at de var blandt de første, der blev kristne i provinsen Akaja. De har givet sig selv fuldt ud til tjenesten i menigheden. Jeg beder jer om at underordne jer og vise respekt over for sådanne mennesker og alle vores medarbejdere, som arbejder hårdt i tjenesten for Herren. ¹⁷ Jeg blev glad for at få besøg af Stefanas, Fortunatus og Akaikos. De har afhjulpet savnet af jer, ¹⁸ for de har været mig til trøst og opmuntring, ligesom de har været det for jer. Jeg håber, at I skønner på sådanne mænd.

¹⁹ Menighederne i provinsen Asien sender jer mange hilsener. Akvila og Priska og menigheden, som samles i deres hus, hilser jer hjerteligt i Herren. ²⁰ Også menighedens ledere sender deres særlige hilsen. Hils hinanden med et helligt kindkys.

²¹ Disse afsluttende ord skriver jeg med egen hånd. ²² Den, som ikke elsker Herren, vil blive dømt. Kom snart, Herre!

²³ Herren Jesu nåde være med jer!

²⁴ Mine kærligste hilsener til jer alle i Jesu Kristi navn.

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Jeg og min medarbejder, Timoteus, sender mange hilsener til jer, som hører til menigheden i Korinth, samt til alle de andre kristne i Akaja. ² Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Lovprisning til den barmhjertige Gud, der redder os ud af trængslerne

³ Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han er en barmhjertig Gud, der opmuntrer os på alle måder. ⁴ Han trøster og styrker os i alle vores trængsler, så vi kan videregive hans trøst og styrke til andre, der har det svært. ⁵ Det er jo sådan, at jo mere vi lider for Kristus, des mere giver han os af sin trøst og opmuntring. ⁶ Når vi bliver udsat for trængsler, kommer det faktisk jer til gode! Når vi er kommet styrket igennem lidelserne, kan vi nemlig opmuntre jer til at udholde tilsvarende lidelser. ⁷ Vi har fuld tillid til, at I vil komme styrket igennem, for vi er overbeviste om, at når I står over for sådanne lidelser, vil I få den samme trøst og hjælp, som vi har fået.

⁸ Vi kan godt fortælle jer, venner, at de trængsler, vi var udsat for i provinsen Asien, var så overvældende, at vi næsten ikke kunne holde det ud. Vi havde opgivet alt håb om at slippe levende fra det. ⁹ Vi regnede os faktisk allerede for døde, for at vi ikke skulle tro, at vi havde nogen chance for at redde os selv. Det var kun Gud, der kunne hjælpe os, han, som endog formår at give nyt liv til de døde. ¹⁰ Og han greb ind! Han reddede os fra den visse død, og vi har tillid til, at det vil han fortsat gøre, ¹¹ når I står sammen med os i bøn. Når Gud så i sin nåde redder os, vil mange mennesker lovprise ham, netop fordi så mange har bedt for os.

Paulus forsvarer sin integritet

¹² Vi kan med god samvittighed sige, at vores handlemåde i almindelighed og især over for jer ved Guds hjælp har været uangribelig og redelig. Det skyldes ikke verdslig visdom, men Guds nåde. ^13-14 Derfor er jeg også åben og oprigtig over for jer i mine breve. Der står ikke noget mellem linierne. Lige nu forstår I os måske ikke helt, men det er jeg sikker på, at I kommer til. På den dag, da Herren Jesus afsiger sin dom, vil I sætte pris på, hvad vi har gjort for jer, ligesom vi vil glæde os over, hvor langt I er kommet.

Gud opfylder altid sine løfter

^15-16 Da jeg var sikker på jeres forståelse og tillid, havde jeg oprindeligt regnet med at gøre ophold hos jer både på min rejse videre til Makedonien og på tilbagevejen, for at jeg kunne blive til dobbelt velsignelse for jer. Derefter kunne I så hjælpe mig videre til Judæa. ¹⁷ Når jeg ikke fulgte min plan, betyder det så, at jeg ikke er til at stole på? Er jeg måske som de mennesker, der siger ja, selvom de mener nej? ¹⁸ Slet ikke! Jeg mener, hvad jeg siger, og Gud er trofast, han vil hjælpe mig til at opfylde mit løfte om at besøge jer. ¹⁹ Jesus Kristus, Guds Søn, som Timoteus, Silvanus og jeg har forkyndt for jer, sagde jo heller ikke ja til noget uden at gøre det. Og gennem Jesus har Gud sagt sit ja til verden, ²⁰ for alt, hvad Gud har lovet, bliver opfyldt gennem Jesus.

Derfor har vi også sagt ja til Gud, og nu lever vi til hans ære. ²¹ Det er jo ham, der har udrustet os med sin Ånd, og det er ham, der arbejder på at grundfæste både jer og os i Kristus. ²² Han har givet os Helligånden i vores hjerter som en forsmag på den herlighed, der venter os, og som et tegn på, at vi tilhører ham.

Grunden til det aflyste besøg

²³ Jeg bedyrer højt og helligt og med Gud som vidne, at det var for at skåne jer, at jeg ikke besøgte jer på det planlagte tidspunkt. ²⁴ Vi er jo ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde. Det viste sig jo også, at I stod fast i troen.

2 Jeg besluttede altså, at jeg ikke ville aflægge endnu et smertefuldt besøg hos jer. ² Hvis jeg kom og gjorde jer kede af det, hvem skulle så gøre mig glad? Kan jeg forvente, at dem, jeg gør sørgmodige, skulle kunne opmuntre mig til gengæld? ³ Altså skrev jeg et brev i stedet for. Jeg ville helst ikke komme til jer og risikere at blive nedtrykt i stedet for at blive opmuntret. Jeg er nemlig overbevist om, at I vil glæde jer over at kunne gøre mig glad. ⁴ Jeg skrev det brev med meget uro i sindet, med tårer i øjnene og med et tungt hjerte. Jeg skrev det ikke for at gøre jer kede af det, men for at I kunne forstå, hvor meget jeg holder af jer.

Tilgiv ham, der svigtede

⁵ Det er ikke mig, den pågældende mand har bragt sorg over, men det er stort set jer alle sammen. Det er vist ikke for meget sagt, er det? ⁶ Men nu har han fået straf nok. ⁷ I skal tilgive og trøste ham, ellers bliver han måske så modløs, at han går til grunde over det. ⁸ Vis ham, at I elsker ham.

⁹ En anden grund til at jeg skrev, var, at jeg ville sætte jeres lydighed på prøve. ¹⁰ Når I tilgiver ham, gør jeg det også—hvis jeg da har noget at tilgive ham for. Jeg tilgiver ham for jeres skyld og i lydighed mod Kristus, ¹¹ så at Satan ikke skal overrumple os. Hans lumske handlemåde kender vi jo.

I triumftog for Kristus

¹² Da jeg ankom til Troas, havde jeg rig anledning til at forkynde budskabet om Kristus. ¹³ Men jeg havde ikke fred i min ånd, fordi min kære medarbejder Titus endnu ikke var kommet tilbage med nyheder fra sit besøg hos jer. Derfor sagde jeg farvel til menigheden i Troas og rejste videre til Makedonien i håb om at møde ham der.

¹⁴ Og Gud være lovet. Hvor vi end går, fører han os altid i sit triumftog, fordi Kristus har sejret, og han bruger os til at bringe budskabet om ham ud til mennesker. ¹⁵ Vi er som en duft af Kristus, der stiger op til ære for Gud, både overfor dem, der frelses, og overfor dem, der fortabes. ¹⁶ De, der er på vej til fortabelsen, betragter os med afsky, og det fører dem i døden, men de, der er på vej til frelsen, opfanger duften af liv, og det fører dem ind i det evige liv. Hvem er værdig og egnet til en sådan opgave? ¹⁷ Vi er ikke som dem, der udnytter Guds ord til egen fordel. Nej, vi er sendt af Gud, og vi forkynder hans ord redeligt og sandt. Vi står jo til ansvar over for ham og taler de ord, vi har fra Kristus.

Tjenesten for Gud resulterer i forvandlede liv

3 Begynder vi nu igen at anbefale os selv? Har vi måske som visse andre folk brug for anbefalingsbreve fra jer eller til jer? ² Nej, I er vores anbefalingsbrev. Det er skrevet i jeres^[e] hjerter og kan ses og læses af alle. ³ I viser med jeres liv, at I er et anbefalingsbrev fra Kristus, der er blevet til gennem vores tjeneste. Det er ikke et brev skrevet med pen og blæk, men med den levende Guds Ånd, og det står prentet dybt i jeres hjerter, ikke på stentavler.

Den nye pagts herlige tjeneste

⁴ Vi har tillid til, at Gud gennem Kristus giver os nåde og styrke til at tjene ham. ⁵ Vi regner ikke os selv for noget særligt. De evner og færdigheder, vi har, er jo, hvad Gud har givet os. ⁶ Det er også ham, der har gjort os til tjenere for den nye pagt, som ikke bygger på en nedskreven lov, men på Ånd. Loven bringer død, men Ånden giver liv. ^7-8 Tjenesten i den gamle pagt byggede på love, der var hugget ind i sten, og den førte til død. Da Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt efter at have været i Guds nærhed, så Israels folk ikke kunne holde ud at se på ham.^[f] Stråleglansen på hans ansigt forsvandt ganske vist lidt efter lidt. Men når dødens tjeneste havde sådan en herlighedsglans over sig, hvor meget større herlighed er der da ikke over Helligåndens tjeneste. ⁹ Hvis den gamle pagts tjeneste var herlig, selvom den førte til, at mennesker kom under Guds dom, hvor meget herligere er så ikke den nye pagts tjeneste, der fører til, at mennesker bliver frikendt af Gud? ¹⁰ I sammenligning med den overvældende herlighed i den nye pagt er den gamle pagts herlighed for intet at regne. ¹¹ Når den gamle pagts tjeneste havde herlighed over sig, selvom den var bestemt til at forsvinde, hvor meget større herlighed er der så ikke over den nye pagts tjeneste, som er kommet for at blive.

¹² Da vi har en så stor og vedvarende herlighed, kan vi tale åbent og ærligt uden at lægge skjul på noget. ¹³ Vi gør ikke som Moses, der skjulte sit ansigt bag et slør, så israelitterne ikke kunne se, hvordan stråleglansen forsvandt. ¹⁴ I stedet for at få sandheden at vide blev folks tanker låst fast på det, der var engang. Lige til i dag ligger der et tilsvarende slør over deres tanker under oplæsningen af den gamle pagts skrifter, så de ikke forstår den dybere mening. Det slør fjernes først, når de kommer til tro på Kristus. ¹⁵ Det er stadigvæk sådan, at hver gang Moses’ skrifter bliver læst op, er deres tanker dækket af et slør. ¹⁶ Men når nogen vender sig til Herren Jesus, bliver sløret taget bort. ¹⁷ Jesus har sendt Helligånden, og hvor hans Ånd er, dér er der frihed. ¹⁸ Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed—med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til^[g]—og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.

Vi går ærligt og åbent til værks

4 Da det er på grund af Guds barmhjertighed, at vi har fået lov at tjene ham, giver vi ikke op, selvom vi møder modstand. ² Vi tager afstand fra alle uetiske og lyssky metoder og forfalsker ikke Guds ord med snedige omfortolkninger. Gud er vores vidne! Vi fremlægger sandheden åbent og ærligt, så I med god samvittighed kan tro på, hvad vi siger. ³ Hvis vores budskab om frelsen i Kristus virker uforståeligt for nogle, er det tegn på, at der endnu ligger et slør over deres tanker, og at de er på vej mod fortabelsen. ⁴ Denne verdens gud, Satan, har gjort dem så blinde og vantro, at de ikke kan se det herlige lys, der stråler fra budskabet om Kristus, han, som er Guds billede.

I Kristus er Guds herligheds lys åbenbaret

⁵ Det er ikke vores egne idéer, vi forkynder, eller vores egen ære, vi søger. Nej, vi forkynder, at Jesus Kristus er Herre over alle mennesker, mens vi er jeres tjenere på grund af den opgave, Jesus har givet os. ⁶ Gud, som ved skabelsen befalede, at der skulle blive lys midt i mørket, lod nemlig sit lys skinne ind i vores hjerter, så vi kunne se hans herlighed, som den er åbenbaret gennem Jesus Kristus.

Guds skat er anbragt i skrøbelige lerkar

⁷ Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. ⁸ Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. ⁹ Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. ¹⁰ Vi har ar og mærker efter pisk og har været døden nær i vores tjeneste for Jesus. Men så har vi til gengæld også oplevet hans livgivende kraft. ¹¹ Ja, vi lever i konstant livsfare for Jesu skyld med det resultat, at hans kraft bliver åbenbaret i vores dødelige legemer. ¹² Vores tjeneste betyder død for os, men den bringer liv til jer.

¹³ „Jeg troede, og derfor talte jeg,”^[h] står der i Skriften, og vi har den samme troens ånd. Vi taler, fordi vi har tro, ¹⁴ for vi ved, at den samme Gud, som oprejste Herren Jesus fra døden, vil oprejse os på samme måde og lade os stå foran sin trone sammen med jer. ¹⁵ Alt det her gør vi for at tjene jer. Jo flere mennesker, der får del i Guds nåde, jo større bliver lovprisningen til Guds ære.

¹⁶ Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag. ¹⁷ Vi kan bære vores nuværende trængsler, fordi de fører os frem til en evig, umådelig herlighed. ¹⁸ Vi satser ikke på det, der hører den synlige verden til, men på det, der hører den usynlige verden til. Den synlige verden er jo snart forbi, men den usynlige varer evigt.

Vi længes efter det himmelske liv hos Herren

5 Vi har en jordisk krop som en midlertidig bolig for vores ånd. Og vi ved, at når den krop engang er gået til grunde, vil vi få et nyt, himmelsk legeme. Det bliver en evig bolig, som ikke er bygget af menneskehænder. ² Midt i alle vores kvaler med den jordiske krop længes vi efter den dag, hvor vi skal iklædes et himmelsk legeme. ³ Når det sker, er vi fri for at være som afklædte ånder uden et legeme at opholde os i. ⁴ Vores jordiske krop kan få os til at stønne og sukke, men vi vil alligevel ikke så gerne miste den. Vi længes derimod efter at blive iklædt det nye legeme, så det nuværende liv, der ender i døden, kan erstattes af det evige liv. ⁵ Det er Guds plan for os, at vi skal få sådan et åndeligt, himmelsk legeme, og han har givet os Helligånden som en forsmag på det himmelske liv.

⁶ Derfor er vi altid ved godt mod, og vi ved, at vi er på vej hjem til Herren, selvom vi endnu en tid skal opholde os i en jordisk krop. ⁷ Vi lever jo i tro og ikke på grundlag af det, vi kan se. ⁸ Vi taber ikke modet, selvom vi hellere ville forlade den jordiske krop og tage hjem til Herren. ⁹ Vi sætter en ære i at behage ham i alt, hvad vi gør, hvad enten vi er hjemme hos ham, eller vi ikke er kommet hjem endnu. ¹⁰ Alle skal jo træde frem for Kristi domstol, og så vil man få belønning eller straf alt efter, hvad godt eller ondt man har gjort i sit liv her på jorden.

Gennem forsoningen med Gud bliver man et nyt menneske

¹¹ Det er på grund af ærefrygt for Herren, at vi søger at vinde mennesker. Gud kender os fuldt ud, og jeg håber, at I også forstår os.

¹² Det er egentlig ikke, fordi jeg nu vil til at rose mig selv over for jer, men jeg vil gerne give jer mulighed for at rose jer af mig, så I har noget at sige til dem, der roser sig af ydre ting frem for af det, der bor i hjertet.

¹³ Da jeg havde store, åndelige åbenbaringer, tænkte jeg kun på Gud. Men når jeg skal tjene jer, tænker jeg på, hvad der er bedst for jer. ¹⁴ Det er Kristi kærlighed, der får os til at gøre det, vi gør. Vi ved jo, at han døde i vores sted, og derfor er vi færdige med det gamle liv, vi levede før. ¹⁵ Han døde i alles sted, for at alle, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for deres skyld.

¹⁶ Derfor ser vi ikke på mennesker på samme måde nu, som før vi blev kristne. Selv Kristus bedømte vi engang ud fra et rent menneskeligt synspunkt, men det gør vi ikke mere. ¹⁷ Den, der kommer til tro på Kristus, bliver et nyt menneske. Det gamle liv er forbi, et nyt liv er begyndt. ¹⁸ Det er alt sammen en gave fra Gud, der gennem det, Kristus gjorde, har forsonet os med sig selv og givet os forsoningens tjeneste. ¹⁹ Sagt med andre ord: Det var Gud, som gennem Kristus tilbød fred, forsoning og fællesskab mellem sig selv og verden ved at tilgive mennesker deres synder. Og han har betroet os at bringe dette budskab om forsoning til alle mennesker. ²⁰ Vi er nu ambassadører for Kristus og taler på hans vegne. Gennem os bønfalder Gud mennesker om at blive forsonet med ham! ²¹ Kristus var syndfri, men Gud lagde vores synd på ham, så vi derigennem kunne blive frikendt og accepteret af Gud.

Se ikke skævt til os på grund af falske anklager

6 Som Guds medarbejdere bønfalder vi jer om at holde fast ved Guds nåde, som I har modtaget. ² Han har jo sagt:

Hør efter! Nådens time er nu! Frelseren er her i dag.

³ Vi vil på ingen måde vække anstød hos nogen eller være årsag til kritik af tjenesten for Gud. ⁴ Nej, alt, hvad vi gør, skulle gerne vise, at det er Gud, vi tjener. Vi har været udholdende under lidelser og vanskeligheder af enhver art. ⁵ Vi er blevet slået, har været i fængsel og er blevet angrebet af oprørske folkemasser. Vi har slidt og slæbt, våget nætter igennem og fastet mange gange. ⁶ Altid handler vi ud fra rene motiver, vi tænker, før vi taler, er tålmodige, viser venlighed, følger Helligåndens inspiration og viser kærlighed uden bagtanker. ⁷ Vi forkynder sandheden og handler i Guds kraft. Vi kæmper med Guds ord som et sværd i højre hånd og med troens skjold i venstre.^{[j] 8} Vi er blevet hædret, men også foragtet. Nogle taler godt om os, andre håner os. Nogle mener, vi vildleder folk, men vi taler sandt. ⁹ Nogle ignorerer os, mens andre anerkender os. Vi har været døden nær, og dog lever vi endnu. Vi er blevet pryglet, men dog ikke slået ihjel. ¹⁰ Vi har oplevet sorg, men hele tiden glæder vi os. Vi er fattige, men vi beriger alligevel mange. Vi ejer intet, og dog har vi alt.

¹¹ Kære venner i Korinth! Vi har talt frit fra leveren til jer, og I har en stor plads i vores hjerter. ¹² Vi ser ikke skævt til jer, men det er jer, der ser skævt til os. ¹³ Vi elsker jer, som var I vores børn. Kan I ikke have den samme tillid og kærlighed til os, som vi har til jer?

Advarsel mod at gå på kompromis med synden

¹⁴ Gør jer ikke til ét med de vantro. Kan godhed og ondskab arbejde sammen? Kan lys og mørke danne team? ¹⁵ Kan Kristus og Djævelen trække i samme retning? Kan en troende og en ikke-troende være sammen om at tjene Herren? ¹⁶ Er der plads til afguder i Guds tempel? I^[k] er jo Guds tempel, den levende Guds bolig, som han selv har udtrykt det:

¹⁷ Derfor sagde han også:

Og den øverste Gud siger:

7 Da vi nu har fået disse løfter, venner, burde vi så ikke vende os bort fra alt urent, hvad enten det har med kroppen eller ånden at gøre? Det må være vores mål at være uangribelige, så vi kan ære Gud med vores liv.

Paulus’ omsorg for menigheden i Korinth

² Hold op med at se skævt til os. Vi har jo ikke gjort jer uret, behandlet jer dårligt eller udnyttet jer. ³ Jeg siger ikke det her for at dømme jer. Jeg har jo allerede sagt, at I har en stor plads i vores hjerter, og at vi vil stå sammen med jer i liv og død. ⁴ Jeg skriver til jer med stor frimodighed, og jeg er stolt af jer. Hvad jeg hører om jer, har opmuntret og glædet mig meget midt i alle mine trængsler.

⁵ Da vi kom til Makedonien, havde vi heller ikke dér nogen ro på os. Vi måtte kæmpe på flere fronter, for der var den ydre modstand såvel som den indre bekymring. ⁶ Men Gud, som styrker de nedtrykte, gav os ny styrke, da Titus kom. ⁷ Det var ikke kun det, at han kom, der glædede os, men også, at hans besøg hos jer havde været så opmuntrende. Han fortalte, hvor meget I længes efter os, hvor bedrøvede I var over det, som var sket, og hvor loyale I var over for mig. Det glædede mig virkelig meget.

⁸ Nu fortryder jeg ikke, at jeg skrev det brev til jer, selvom det i første omgang gjorde jer kede af det. Jeg var ellers ved at fortryde, at jeg havde skrevet brevet, for jeg var klar over, at det ville gøre jer kede af det, i det mindste for en tid. ⁹ Men nu er jeg glad for, at jeg skrev det. Jeg glæder mig ikke over jeres bedrøvelse, men over, at bedrøvelsen fik jer til at tage afstand fra det onde. I bedrøvelsen vendte I jer til Gud, og på den måde fik vores brev et positivt resultat. ¹⁰ Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død.

¹¹ Tænk på, hvad denne bedrøvelse fra Gud udrettede hos jer! I blev ivrige efter at forsvare den rette lære. I blev oprørte over den synd, der var begået, og forskrækkede over konsekvenserne. I blev ivrige efter at straffe den skyldige. Alt det, I gjorde, har nu bragt jer tilbage på den rette vej. ¹² Jeg skrev ikke brevet kun med henblik på den, der havde begået uretten, eller den, der var offer for uretten, men for at I selv kunne blive klar over, hvor stærk jeres loyalitet over for os og over for Gud i virkeligheden er. ¹³ At opleve jeres loyalitet har været til stor opmuntring for os.

Oven på den opmuntring har det været os en stor glæde at se Titus være så glad. I gav ham fred i sindet med det, I gjorde. ¹⁴ Jeg havde rost jer over for ham, og I gjorde ikke min ros til skamme. Jeg bestræber mig altid på at sige sandheden, så det var jo rart, at min rosende omtale af jer viste sig at være sand. ¹⁵ Nu har han endnu større kærlighed til jer, for han husker, hvordan I modtog irettesættelsen med frygt og bæven, og hvordan I alle handlede i lydighed. ¹⁶ Jeg glæder mig over, at jeg til enhver tid kan have tillid til jer.

Om at hjælpe de nødlidende

8 Venner, jeg vil gerne fortælle jer om, hvordan Guds nåde er kommet til udtryk i menighederne i Makedonien. ² Midt i deres mange trængsler har de oplevet en overvældende glæde, og midt i deres dybe fattigdom har de vist en utrolig hengivenhed, ³ for de gav ikke bare, hvad de havde råd til, men de gav meget mere, kan jeg godt fortælle jer. Og de gjorde det helt af egen fri vilje. ⁴ De bad os indtrængende om at tage imod deres pengegave, så de kunne få lov at være med til at hjælpe de nødlidende kristne i Jerusalem. ⁵ De gav langt mere, end vi havde kunnet forestille os. Fordi de vidste, det var Guds vilje, gav de sig selv helhjertet, først og fremmest til Herren og derefter til os.

⁶ Derfor har vi bedt Titus om at rejse ned til jer og færdiggøre den indsamling, som han tidligere satte i gang hos jer. ⁷ Ligesom I har overflod på så mange måder, stor tro, mange forkyndere, megen kundskab, stor begejstring og stor kærlighed til os, så vis jer også rige nu, hvor det gælder om at bidrage til denne kærlighedsgave.

⁸ Det er ikke nogen ordre, jeg kommer med. Men da andre har vist stor iver efter at være med i indsamlingen, vil jeg gerne se, hvor ægte jeres kærlighed er på det her område. ⁹ Tænk på, hvordan vores Herre, Jesus Kristus, viste sin kærlighed og nåde. Han var rig, men blev fattig for jeres skyld, for at I ved hans fattigdom kunne blive rige.

¹⁰ Jeg mener, det vil være godt for jer at gøre det færdigt, som I begyndte på for et år siden. Det var jo jer, der tog initiativet til at begynde en indsamling. ¹¹ Gør den nu færdig med samme iver, som I havde i begyndelsen. Giv hvad I kan! ¹² Hvis I giver af et villigt sind, er det ikke så vigtigt, hvor meget I har at give af. Gud vil, at I skal give af det, I har—ikke af det, I ikke har. ¹³ Det er jo ikke meningen, at I skal lide nød for at andre kan nyde. Det er et spørgsmål om at dele ligeligt. ¹⁴ I har rigeligt i øjeblikket og kan hjælpe de andre. En anden gang, når I har brug for hjælp, kan de hjælpe jer. På den måde bliver goderne ligeligt fordelt. ¹⁵ Husk på, hvad Skriften siger: „De, der samlede meget, fik ikke for meget. Og de, der samlede mindre, fik ikke for lidt.”^[o]

Titus og hans rejseledsagere

¹⁶ Jeg takker Gud, fordi han har givet Titus samme inderlige omsorg for jer, som jeg selv har. ¹⁷ Han var fyr og flamme, så snart jeg foreslog ham at rejse ned til jer. Han længes nemlig efter at møde jer igen. ¹⁸ Sammen med ham sender vi en anden kristen medarbejder, som er anerkendt i alle menighederne på grund af sit arbejde med at forkynde det glædelige budskab. ¹⁹ Desuden er han af menighederne blevet udpeget til at rejse sammen med os, så længe vi er i gang med denne pengeindsamling. Herren vil blive æret gennem indsamlingen, og den viser vores iver efter at hjælpe hinanden. ²⁰ Ved at rejse sammen kan vi undgå, at nogen vil mistænke os for at misbruge det store beløb, som er blevet os betroet. ²¹ Det er vigtigt for os at gøre det, der er ros værd—ikke kun i Guds øjne, men også i menneskers.

²² Sammen med de to sender vi endnu en af vores medarbejdere, som mange gange har vist sin iver efter at tjene Herren. Nu er han ivrig efter at komme af sted, og han har stor tillid til jer efter det, jeg har fortalt om jer. ²³ Titus er jo min assistent, som også vil være til hjælp for jer, og de to andre er udsendt fra menighederne og gør Kristus ære.

Giv rigeligt og på grund af kærlighed

²⁴ Når de tre udsendinge kommer til jer, så vis jeres kærlighed i praksis og bevis, at vi havde ret, da vi roste jer over for dem i menighedernes påhør.

9 Det er næsten overflødigt, at jeg skriver til jer om denne kærlighedsgave til de kristne i Jerusalem. ² Jeg kender jo jeres iver efter at hjælpe. Det har jeg rost jer for over for menighederne i Makedonien, og jeg har sagt, at I nede i Akaja allerede for et år siden var parat til at sende en gave. Det var faktisk jeres iver efter at hjælpe, der fik mange af de andre til at slutte sig til indsamlingen. ³ Jeg sender nu mine medarbejdere, for at min ros af jer ikke skal vise sig at være grundløs på det punkt. Det gør jeg, for at I kan være parate, når jeg kommer, som jeg har sagt, at I ville være. ⁴ Hvis nogle fra menighederne i Makedonien rejser med mig ned til jer, og de så opdager, at I slet ikke er klar, når vi kommer, ville det være flovt for både jer og mig. ⁵ Derfor mente jeg, at det var bedst, hvis mine medarbejdere rejste i forvejen, så de kan hjælpe jer til at få færdiggjort indsamlingen af den gave, som I har lovet. Lad det være en rigelig gave, så den bliver et udtryk for Guds velsignelse, ikke for nogens smålighed.

Gavmildhed frembringer velsignelse, foruden ære og tak til Gud

⁶ Husk på, at de, der sår sparsomt, skal høste sparsomt, men de, der sår rigeligt, skal høste rigeligt. ⁷ I må hver især afgøre, hvor meget I vil give. Gør det ikke som en sur pligt, for Gud elsker en glad giver. ⁸ Gud har magt til at lade sin nåde strømme ud over jer, så I altid har noget at gøre godt med, uden at I selv kommer til at mangle. ⁹ Skriften taler på følgende måde om dem, der adlyder Gud og gør det rette:

¹⁰ Ligesom Gud velsigner landmandens marker, så der bliver korn til at bage brød af og såsæd til næste år, sådan vil han også velsigne det, I giver, så jeres godhed bringer megen velsignelse med sig. ¹¹ I bliver rige på alt, så I kan tjene Gud helhjertet og oprigtigt. Når vi bringer jeres gave videre, vil mange mennesker takke Gud for jer. ¹² For når I tjener Gud ved at dele med de nødlidende, så møder I ikke kun deres behov, men I bliver også årsag til, at mange mennesker vil takke Gud. ¹³ Ved at gennemføre denne indsamling giver I ære til Gud, dels fordi det viser, at I er lydige over for budskabet om Kristus, dels fordi det viser jeres oprigtige omsorg for de fattige, ja over for alle mennesker, ¹⁴ og dels fordi det bevirker, at de vil længes efter at have fællesskab med jer, og de vil bede for jer på grund af Guds overvældende nåde, som de oplever gennem jeres handling.

¹⁵ Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin Søn—en gave langt større, end ord kan udtrykke.

Paulus forsvarer sin autoritet som apostel

10 Nogle af jer beskylder mig for at optræde spagfærdigt, når jeg er hos jer, men modigt, når jeg er langt væk. Jeg advarer jer med den nænsomhed og venlighed, som kendetegner Kristus selv, ² og jeg håber ikke, det bliver nødvendigt for mig at optræde modigt og stærkt for at irettesætte dem, der mener, at vi handler ud fra selviske motiver. ³ Godt nok lever vi her i verden, men vi kæmper ikke med verdslige våben. ⁴ Vi bruger ikke menneskelige metoder i den åndelige kamp, men Guds mægtige kraft, som kan nedbryde tankemæssige fæstningsværker og besejre imponerende argumenter ⁵ og overmodige tanker, der går imod en sand forståelse af Gud. Vi tager den slags tanker til fange og fører dem ind i lydighed mod Kristus. ⁶ Og vi er klar til at straffe dem iblandt jer, som stadig måtte være ulydige, efter at resten af jer er blevet lydige.

⁷ I ser overfladisk på tingene, men de, som véd med sig selv, at de hører Kristus til, må da kunne bedømme, at når de hører Kristus til, så gør vi det også. ⁸ Jeg kunne godt rose mig endnu mere af den autoritet, Herren har givet os som apostle—en autoritet vi har fået for at styrke jer, ikke for at straffe jer—og jeg er ikke bange for at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. ⁹ Men jeg ønsker ikke, at det skal se ud, som om jeg er ude på at skræmme jer i mine breve. ¹⁰ „Hans breve,” siger nogle jo, „har stor kraft og styrke, men når han selv kommer, er han svag og ikke værd at høre på.” ¹¹ De, der taler sådan, må gøre sig klart, at det vi siger på afstand i vores breve, det handler vi på, når vi er hos jer.

¹² Misforstå mig ikke! Jeg kunne ikke drømme om at stille mig på linie med de mænd, der hele tiden anbefaler sig selv. Det er ikke klogt af dem udelukkende at sammenligne sig med hinanden og ustandselig måle sig med deres egen målestok. ¹³ Vi ønsker ikke at forsvare os selv mere end rimeligt er. Vi holder vores tjeneste inden for de grænser, Gud har afstukket for os, og vores tjeneste over for jer ligger inden for de grænser. ¹⁴ Vi går nemlig ikke for vidt, når vi mener at have det åndelige ansvar for jer. Det var jo os, der først tog helt over til Korinth med budskabet om Kristus.

¹⁵ Vi ønsker ikke uretmæssigt at tage æren for det arbejde, som andre har udført iblandt jer, men vi håber, at når jeres tro vokser, vil vi kunne udvide vores arbejdsfelt endnu mere, ¹⁶ så vi kan forkynde budskabet om Kristus i de områder, som ligger endnu længere væk end Korinth. På den måde undgår vi risikoen for at komme til at rose os af andres arbejde. ¹⁷ Skriften siger jo: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”^{[q] 18} Det er jo ikke den, der anbefaler sig selv, der opnår anerkendelse, men den, som Herren anbefaler.

Paulus og de falske apostle

11 Nu håber jeg, I vil bære over med lidt tåbelig snak fra min side—ja, det gør I jo allerede! ² Gud har lagt en længsel i mit hjerte efter at beskytte jer mod åndelig utroskab. For ligesom en ung jomfru holder sig fra andre mænd i hengivenhed over for den mand, hun er forlovet med, sådan bør I være hengivne over for Kristus alene. ³ Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje jeres tanker bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne. ⁴ For hvis nogen kommer og forkynder jer en anden Jesus, end ham vi forkyndte, eller hvis I åbner jer for en anden ånd end Helligånden, som I modtog, eller hvis nogen viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre! ⁵ Men jeg mener ikke, at jeg står tilbage for de „superapostle”, som optræder hos jer. ⁶ Det kan godt være, at jeg ikke er nogen stor taler, men jeg har til gengæld et indgående kendskab til det, jeg taler om. Det er I vist også klar over, for vi har bevist det over for jer på mange forskellige måder.

⁷ Var det forkert af mig at forkynde Guds budskab uden at få betaling for det? Skulle jeg have fremhævet mig selv noget mere? Når jeg bøjede mig ned, var det for at kunne løfte jer op. ⁸ I de andre menigheder tog jeg imod betaling, for at jeg kunne klare at betjene jer. ⁹ Og da mine penge slap op, mens jeg var hos jer, bad jeg ikke jer om noget, men det var de kristne, som kom fra Makedonien, der gav mig, hvad jeg havde brug for. Jeg har aldrig bebyrdet jer med udgifter og vil heller ikke gøre det. ¹⁰ Så sandt Kristus bor i mig, skal den ære ikke tages fra mig i provinsen Akaja. ¹¹ Hvorfor ikke? Mon det er, fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, hvor meget jeg elsker jer!

¹² Jeg vil fortsat handle på den måde over for jer, for at de andre ikke skal få en chance for at prale med, at de står på linie med os. ¹³ De er nemlig falske apostle. De er bedragere, som giver sig ud for at være sendt af Kristus. ¹⁴ Det er ikke så mærkeligt, for Satan selv giver sig jo ud for at være en lysets engel. ¹⁵ Derfor kan det ikke undre nogen, at de, der tjener Satan, påstår, at de tjener Gud. Men de vil få løn som forskyldt.

Paulus’ lidelser som apostel

¹⁶ Nu vil jeg alligevel prale lidt. Det gør jeg ikke, for at I skal synes, jeg er tåbelig, men selvom I skulle synes det, så hør alligevel på mig. ¹⁷ Herren har ikke befalet mig at fremhæve mig selv, og det er sikkert tåbeligt af mig at gøre det. ¹⁸ Men når så mange andre roser sig af de ydre ting, som verden ser på, så vil jeg også gøre det. ¹⁹ I er jo så kloge, at I gladelig tager imod nogle tåbeligheder. ²⁰ I accepterer uden videre, hvis nogen umyndiggør jer eller æder jer ud af huset, eller hvis nogen tager magten over jer, ophøjer sig selv og behandler jer med foragt. ²¹ Jeg må med skam bekende, at vi er for svage til den slags!

Men når de andre nu tillader sig at prale, så lad mig også gøre det, selvom det er tåbeligt. ²² De er stolte over at være hebraisktalende jøder. Det er jeg også! De siger, at de hører til Guds udvalgte folk. Det gør jeg også! De siger, at de er Abrahams efterkommere. Det er jeg også! ²³ De siger, at de tjener Kristus. Nu bliver jeg helt ustyrlig: Det gør jeg da endnu mere end dem! Jeg har slidt og slæbt mere end dem, og jeg har været i fængsel flere gange, end de har. Jeg er blevet pryglet mere end dem og har ofte været døden nær. ²⁴ Fem gange har jøderne givet mig de frygtelige 39 piskeslag. ²⁵ Tre gange er jeg blevet slået med stokke, og én gang er jeg blevet stenet. Tre gange har jeg lidt skibbrud, og et helt døgn har jeg drevet rundt på havet. ²⁶ Jeg har haft mange farlige rejser. Jeg har været i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt mine egne landsmænd og i fare blandt fremmede folkeslag. Jeg har været i fare i byer, i ørkener og på de oprørte have. Jeg har også været i fare midt iblandt mennesker, der gav sig ud for at være kristne. ²⁷ Jeg har slidt, lidt afsavn og haft mange søvnløse nætter. Jeg har lidt sult og tørst, og mange gange har jeg fastet. Ofte har jeg frosset og manglet tøj at tage på. ²⁸ Og oven i alt det daglige, ydre stress bekymrer jeg mig for, hvordan menighederne klarer sig. ²⁹ Er det mærkeligt, at også jeg føler mig svag? Er det mærkeligt, at også jeg fristes til at give op, når andre falder fra? ³⁰ Skal jeg endelig rose mig af noget, så lad mig rose mig af min magtesløshed. ³¹ Gud, vores Herres Jesu Kristi Far, ved, at jeg taler sandt. Han være priset i al evighed! ³² I Damaskus satte Kong Aretas’ guvernør vagter ved byens porte for at fange mig. ³³ Men gennem et hul i bymuren blev jeg firet ned i en kurv og slap derfra.

Guds kraft udfolder sig bedst i magtesløshed

12 Selvom det lyder som tåbeligt praleri, så lad mig alligevel gå videre og fortælle om de syner og åbenbaringer, Herren har givet mig.

^2-3 For 14 år siden skete der noget for et menneske, som hører Kristus til. Han blev løftet op og ført til den tredje himmel. Jeg ved ikke, om kroppen var med, eller det kun var ånden. Gud alene ved det! Dog ved jeg, hvem det menneske var. ⁴ Han kom til Paradis, hvor han hørte ufattelige ting, som det ikke er op til et menneske at tale om. ⁵ Den oplevelse er nok værd at fremhæve, men jeg vil ikke fremhæve det, jeg selv formår. Hvis jeg skal fremhæve noget i mig selv, bliver det kun min afmægtighed. ⁶ Hvis jeg fik lyst til at prale af noget, kunne jeg godt gøre det uden at være en tåbe, for det ville jo være sandt. Men jeg foretrækker at lade være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end de får ved at se og høre mig, ⁷ ikke mindst på grund af de store åbenbaringer, jeg har fået.

For at jeg ikke skulle blive hovmodig, fik jeg derfor en „torn i kødet”, et Satans sendebud, til at slå mig i ansigtet. ⁸ Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive fjernet. ⁹ Men han sagde til mig: „Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.” Derfor vil jeg hellere fremhæve min magtesløshed, for at kraften fra Kristus kan virke gennem mig. ¹⁰ Derfor kan jeg se det gode ved at være magtesløs, ved at blive mishandlet og lide nød, ved at blive forfulgt og være i vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Paulus’ omsorg for korinterne

¹¹ Nu blev jeg så en tåbe—men det var jer, der tvang mig til det! Kunne I ikke have sagt noget godt om mig? Selvom jeg intet er i mig selv, så står jeg ikke tilbage for jeres „superapostle”. ¹² Med stor udholdenhed har jeg virket som apostel iblandt jer, og beviset på min aposteltjeneste er de tegn, undere og vældige gerninger, der er sket. ¹³ Det eneste, jeg ikke har gjort, er at ligge jer til byrde, således som jeg ellers gør i de andre menigheder. Mon I kan tilgive mig det?

¹⁴ Det er nu tredje gang, jeg gør mig parat til at besøge jer, og det skal stadig ikke koste jer noget. Jeg er ikke interesseret i jeres penge, men i jer selv! Det er jo ikke børnene, der skal lægge penge til side til forældrene, men forældrene, der skal sørge for børnene. ¹⁵ Jeg er kun glad for at kunne give mig selv til jer. Ja, jeg vil ofre alt for jeres skyld. Elsker I mig mindre, jo mere jeg elsker jer?

¹⁶ Vil I ikke indrømme, at jeg aldrig har ligget jer til byrde? Men nu siger man alligevel, at jeg var snu nok til at føre jer bag lyset og udnytte jer. ¹⁷ Men hvordan? Har nogen af de medarbejdere, jeg sendte til jer, udnyttet jer? ¹⁸ Jeg bad Titus om at besøge jer og sendte en anden medarbejder med. Mon Titus har udnyttet jer? Umuligt! Vi er nemlig ledet af samme Ånd og følger samme spor.

¹⁹ I har måske hele tiden tænkt, at vi skriver alt det her for at forsvare os over for jer? Men sådan forholder det sig ikke! Vi taler som Kristi tjenere, der skal stå til regnskab for Gud, og alt, hvad vi siger og skriver, kære venner, det gør vi for at hjælpe og styrke jer. ²⁰ Jeg er stadig bange for, at når jeg kommer til jer, vil jeg finde jer i en tilstand, som jeg ikke bryder mig om. Så vil I heller ikke blive særlig glade for at høre, hvad jeg har at sige jer! Jeg er bange for, at jeg vil blive vidne til skænderier og misundelse, vrede og egoisme, sårende ord og sladder, hovmod og oprør. ²¹ Jeg er bange for, at Gud igen vil ydmyge mig foran jer, og at jeg kommer til at stå med bedrøvelse på grund af, at mange af dem, der tidligere har begået synder iblandt jer, ikke har vendt sig bort fra deres onde gerninger, såsom urent begær, seksuel synd og anden umoralsk opførsel.

Få gjort op med de syndige mennesker

13 Det er nu tredje gang, jeg kommer til jer, og det er på tide at få sagen afgjort, som der står skrevet: „Ud fra to eller tre vidneudsagn kan en sag afgøres.”^{[r] 2} Ved mit andet besøg hos jer advarede jeg de syndige mennesker om, at hvis sagen ikke var bragt i orden, inden jeg kom næste gang, så ville jeg ikke lægge fingrene imellem. Nu er jeg på vej, og derfor gentager jeg denne advarsel over for dem, der dengang syndede, og over for alle andre, som har gjort syndige ting. ³ I vil jo så gerne se bevis på, at det er Kristus, der taler gennem mig. Godt, I skal komme til at opleve, at han ikke er svag, men har magt til at straffe de skyldige. ⁴ Godt nok så han magtesløs ud, da han blev korsfæstet, men nu lever han med Guds mægtige kraft til sin rådighed. Vi har oplevet den samme magtesløshed, som han måtte igennem, men nu lever vi sammen med ham og har Guds kraft til rådighed over for jer.

⁵ Se nøje på jeres egne liv! Prøv efter, om I virkelig lever i troen på Kristus. Hvis ikke Jesus Kristus bor i jer, består I ikke prøven! ⁶ Jeg håber, at I kan se, at vi består prøven.

⁷ Vi beder Gud om, at I må tage afstand fra det onde. Det væsentlige for os er ikke, om vi har succes i vores tjeneste eller ej, men at I gør det rigtige. ⁸ Man kan ikke kæmpe imod sandheden, kun for sandheden. ⁹ Hvis I blot er stærke, er vi tilfredse med at være svage. Og vi beder specielt om, at I som menighed må blive genoprettet. ¹⁰ Jeg skriver dette til jer nu i håbet om, at jeg ikke behøver at være streng over for jer, når jeg kommer, men at jeg må bruge den autoritet, som Herren har givet mig, til at styrke jer i stedet for at straffe jer.

Afsluttende ord

¹¹ Og nu til sidst, kære venner: Glæd jer. Sørg for, at alt kommer i orden og vær ved godt mod. Stå sammen i enhed og fred. Så vil kærlighedens og fredens Gud være med jer. ¹² Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle de kristne her sender jer deres hilsener.

¹³ Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, der er kaldet til at tjene Jesus som apostel. Min kaldelse kommer ikke fra et menneske eller en gruppe mennesker. Den kommer fra Jesus Kristus selv og fra Gud, vores Far, som oprejste ham fra de døde. ² Jeg og alle vennerne, som er sammen med mig her, sender mange hilsener til jer, som tilhører de kristne menigheder i provinsen Galatien. ³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

⁴ I ved, hvordan Jesus gav sit liv, for at vi kunne få tilgivelse for vores synder og blive sat fri fra de onde tanker og vaner, som hører denne verden til. Han gik i døden for os, fordi det var Guds vilje, han, som er vores Far. ⁵ Han skal have æren i al evighed. Amen.

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

^6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. ⁸ Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. ⁹ Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

¹⁰ I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

^11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

¹³ I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. ¹⁴ Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. ^15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, ¹⁷ og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

¹⁸ Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. ¹⁹ Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. ²⁰ Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. ²¹ Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. ²² De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. ²³ Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. ²⁴ Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.

Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem

2 14 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. ² Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. ³ Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.

⁴ Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. ⁵ Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.

⁶ Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) ⁷ Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. ⁸ De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. ⁹ Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. ¹⁰ Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.

Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia

¹¹ Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. ¹² Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. ¹³ De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.

¹⁴ Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:

„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?^{[s] 15} Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. ¹⁶ Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. ¹⁷ Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! ¹⁸ Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.

¹⁹ Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. ²⁰ Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. ²¹ Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”

Guds accept opnås ved tro, ikke ved at overholde de jødiske love

3 I tåbelige galatere, hvordan kunne I komme sådan på afveje? Har nogen forhekset jer? Har vi ikke klart fortalt jer om Kristi død på korset? ² Sig mig engang: Modtog I Helligånden, fordi I var gode til at overholde de jødiske love? Eller var det, fordi I greb om budskabet i tro? ³ Er I virkelig så tåbelige? I begyndte jeres kristenliv så godt i Åndens kraft. Vil I nu forsøge at fuldføre det ved jeres egne anstrengelser? ⁴ I har allerede været udsat for megen forfølgelse, siden I blev kristne. Har det hele været til ingen nytte? ⁵ Når Gud giver jer sin Ånds kraft og gør mirakler iblandt jer, er det så, fordi I er gode til at overholde de jødiske love, eller fordi I tror på det budskab, I fik fortalt?

⁶ Tænk på, at Abraham havde tro til Gud, og det var derfor, Gud accepterede ham.^{[t] 7} I skal vide, at det er dem, der har tro som Abraham, der er de sande børn af Abraham. ⁸ Skriften har for længe siden gjort det klart, at Gud ville acceptere alle folkeslag på grund af deres tro. Det kan man se af det løfte, Gud gav Abraham, nemlig: „Gennem dig vil alle folkeslag blive velsignet.”^{[u] 9} Derfor vil alle, der har den samme tillid til Gud, som Abraham havde, også opnå den samme velsignelse, som Abraham opnåede.

¹⁰ Alle, som prøver at blive accepteret af Gud på grundlag af lovgerninger, lever under Guds dom. Der står jo skrevet: „Enhver, som ikke holder fast ved og handler efter alt, hvad der er skrevet i denne lovbog, kommer under Guds dom.”^{[v] 11} Det skulle være klart for enhver, at ingen opnår det evige liv ved at overholde alle lovene. Der står jo skrevet: „Den retskafne får livet ved sin tro.”^{[w] 12} Men den jødiske lov bygger ikke på tro, men på overholdelse af alle lovene. Der står jo skrevet: „Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved.”^{[x] 13} Nu har Kristus frikendt os fra den dom, som følger af ikke at kunne overholde alle lovene. Det gjorde han ved selv at gå ind under dommen i stedet for at lade dommen ramme os. Da Jesus døde på korset, oplevede han Guds dom, for der står skrevet: „Den, der hænges op på et stykke træ, er under Guds dom.”^{[y] 14} Da Jesus døde i stedet for os, nåede den velsignelse, som var lovet Abraham, ud til alle folkeslagene. Det betyder også, at det er ved tro, vi modtager Helligånden, som blev lovet os.

Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt

¹⁵ Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. ¹⁶ Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,^[z] og det vil sige Kristus. ¹⁷ Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.^{[aa] 18} Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.

¹⁹ Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. ²⁰ Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.

Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven

²¹ Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. ²² Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.^[ab] Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.

²³ Indtil det at tro på Kristus blev en mulighed, levede vi jøder som i et fangenskab og blev bevogtet af loven. ²⁴ Den skulle holde os i skak, indtil Kristus kom, og vi dermed kunne blive accepteret af Gud på grundlag af vores tro på ham. ²⁵ Og nu, da vi er kommet til tro, behøver vi ikke længere at blive bevogtet af den jødiske lov.^[ac]