Bible in 90 Days
Davids rige skal genrejses
11 Til sin tid vil jeg genopbygge Davids rige. Jeg vil udbedre skaderne, genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen, så det bliver som før. 12 Derefter skal Israels folk overtage resterne af Edom og de andre folkeslag, som også tilhører mig.” Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.
13 Herren siger: „Engang bliver der igen fremgang og frugtbarhed, så man ikke bliver færdig med at høste, før det er tid til at pløje, og så man ikke bliver færdig med at presse druerne, før det er tid til at plante. Bjergskråningerne vil dryppe af druernes saft. 14 Jeg vil sætte mit folk, Israel, fri af fangenskabet. Da skal de genopbygge deres ødelagte byer og flytte ind i dem. De skal plante vingårde og drikke vinen derfra. De skal anlægge haver og nyde frugten deraf. 15 Jeg planter dem tilbage i deres land. Aldrig mere skal de rykkes op fra det land, jeg har givet dem.” Herren, Israels Gud, har talt!
1 Gud, den Almægtige, viste Obadias, hvad der i fremtiden vil ske med Edoms land.
Vi har hørt fra Herren, at han har sendt en budbringer til folkeslagene for at sige: „Gør jer klar til krig imod Edoms land!”
2 Og til Edom siger Herren: „Jeg vil gøre dig til et lille og svagt land i de andre nationers øjne. Du vil blive foragtet af alle. 3 Dit hovmodige hjerte har vildledt dig. ‚Hvem kan nå mig her?’ siger du selvbevidst, fordi du bor i klippefæstninger højt oppe i bjergene. 4 Men om du så svævede så højt oppe som ørnen eller byggede din rede blandt stjernerne, ville du ikke være uden for min rækkevidde.
5-6 Når tyve og røvere kommer om natten for at stjæle, nøjes de med at tage det, de kan bruge. Og når man høster druer, levner man lidt til de fattige. Men jeres fjender vil udrydde jer fuldstændigt, Esaus efterkommere. De vil ribbe landet for alt af værdi.
7 Jeres allierede vil svigte jer og drive jer ud af landet. De folk, I troede, var jeres venner, vil lægge fælder for jer, uden at I opdager det. 8 Til den tid vil jeg straffe Edom og udrydde alle de dygtige og kloge blandt Esaus efterkommere. 9 Temans[a] krigere bliver slået ned. Alle som bor i Edoms bjerge bliver dræbt.
10 Det er straffen for jeres voldshandlinger mod jeres broderfolk, Israel. I skal udryddes for jeres skammelige handlinger. 11 I svigtede Israel og gjorde intet, da fjenderne erobrede landet. Da de delte Jerusalem imellem sig ved lodkastning og drog af sted med deres krigsbytte, skulle man tro I holdt med fjenden. 12 I nød jeres broderfolks nederlag, glædede jer over deres ulykke. 13 I var med til at udplyndre dem og blev rige på deres bekostning. 14 I stillede jer op ved passene og dræbte dem, der prøvede at flygte. I tog de overlevende til fange og udleverede dem til deres fjender.
15 Dommen over alle folkeslag er nær. I vil få løn som forskyldt. Hvad I har gjort mod andre, vil blive gjort mod jer. 16 I drak af voldens bæger på mit hellige bjerg, og det samme vil andre folkeslag gøre fremover. Derfor skal I også drikke af straffens bæger, ja tømme det til bunds, så I bliver helt udslettet.
17 Men en rest af mit folk skal overleve, og Zions bjerg skal være et helligt sted. Jakobs efterkommere vil genindtage det land, som blev taget fra dem. 18 Da vil Jakobs og Josefs efterkommere blive som en fortærende ild, mens Edom bliver som en stubmark. Alt bliver brændt. Ikke en eneste af Esaus efterkommere vil undslippe! Jeg, Herren, har talt.
19 Den del af mit folk, som bor i Negev, skal indtage Edoms bjergland. De, som bor på Judas vestlige bakkeskråninger, skal erobre filistrenes sletter, og resten af judæerne skal overtage Efraims og Samarias agerland. Benjamins folk skal erobre Gilead. 20 De soldater af Jakobs efterkommere, som blev taget til fange, vil vende hjem og overtage kyststrækningen helt op til Zarepta, og de indbyggere fra Jerusalem, som blev ført til Lilleasien,[b] skal vende hjem og overtage Negevs landsbyer. 21 De befriede[c] vil tage til Zions bjerg for at regere over Esaus bjerge. Og så skal Herren være konge.”
Jonas nægter at adlyde Gud
1 En dag talte Herren til Jonas, Amittajs søn. Han sagde: 2 „Tag af sted til den store by Nineve og råb til dens befolkning, at jeg vil straffe dem for deres ondskab.”
3 Men Jonas ønskede ikke at gøre, hvad Gud havde sagt til ham, så han flygtede i den modsatte retning. Han gik ned til havnebyen Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish.[d] Han betalte for rejsen og gik om bord for at sejle til Tarshish og dermed unddrage sig den opgave, Gud havde givet ham.
Gud straffer Jonas for hans ulydighed
4 Men Herren sendte en voldsom orkan hen over havet, så skibet var ved at blive knust. 5 Sømændene blev dødsens angst og råbte til hver deres gud om hjælp. De kastede også hele lasten over bord for at lette skibet.
Imens lå Jonas nede i lastrummet og sov. 6 Kaptajnen gik ned og vækkede ham. „Hvorfor ligger du her og sover?” råbte han. „Stå op og råb til din gud om hjælp! Måske vil han vise os barmhjertighed og redde os fra at drukne.”
7 Da de var kommet op på dækket, sagde søfolkene til hinanden: „Lad os kaste lod for at finde ud af, hvem der er skyld i denne frygtelige orkan.” Det gjorde de så, og loddet traf Jonas.
8 Så begyndte de anklagende spørgsmål at hagle ned over ham: „Er det virkelig dig, der er skyld i det her?” „Hvem er du egentlig?” „Hvad bestiller du her?” „Hvor kommer du fra?” „Hvilket folk tilhører du?” 9 Jonas svarede: „Jeg er hebræer. Jeg tilbeder Herren, den Gud, som bor i Himlen, og som har skabt både havet og landjorden.” 10 Så fortalte han dem, at han var på flugt fra sin gud. Mændene blev dybt rystede, da de hørte det. „Hvordan kunne du gøre det?” råbte de. 11 Imens blev orkanen om muligt endnu værre. „Hvad skal vi gøre ved dig, for at din gud kan standse stormen?” 12 „Kast mig i havet,” svarede Jonas. „Så lægger bølgerne sig. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at denne orkan har ramt jer.”
13 Besætningen prøvede dog først at ro i retning af land, men det var håbløst. Orkanen var alt for voldsom. 14 Så råbte de til Jonas’ gud, Herren: „Åh, Herre, lad os ikke omkomme på grund af denne mand! Gør os ikke ansvarlige for hans død, når vi kaster ham i havet. Du har jo selv sendt denne orkan!” 15 Så tog de Jonas og kastede ham ud i havet. Øjeblikkeligt lagde vinden sig. 16 Mændene var målløse over Herrens store magt, og de bragte ham ofre og aflagde løfter om, at fra nu af skulle han være deres gud.
Jonas beder til Gud og oplever Guds nåde
2 I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[e] 2 og fra fiskens indre bad han til Gud:
3 „I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
og du bønhørte mig!”
Han fortsatte:
4 „Du kastede mig i havet,
og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
og bølgerne rasede oven over mig.
5 Jeg troede, du havde forkastet mig,
og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
6-7 Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
og rev mig ud af dødens gab.
8 Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
9 De, som holder sig til falske guder,
oplever ikke din trofasthed og nåde.
10 Men det har jeg nu oplevet,
og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,[f]
for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”
11 Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.
Jonas adlyder Gud denne gang
3 Igen talte Herren til Jonas og sagde: 2 „Tag af sted til den store by Nineve og udråb over den det budskab, jeg giver dig.”
3 Denne gang adlød Jonas og tog til Nineve, som Herren havde befalet. Nineve var en umådelig stor by, og det ville tage tre dage at gå igennem[g] den.
4 Jonas gik nu igennem byen og råbte en hel dag: „Om 40 dage[h] vil Nineve blive lagt i ruiner!”
Nineves indbyggere angrer deres synd og oplever Guds nåde
5 Nineves indbyggere tog budskabet alvorligt, og der blev udråbt en faste. Byens ledere og hele befolkningen klædte sig i sæk og aske for at vise, at de angrede deres synder.
6-9 Så snart Nineves konge havde hørt Jonas’ budskab, havde han nemlig holdt rådslagning med sine ministre. De blev enige om, at følgende befaling skulle bekendtgøres over hele byen: „Kongen og hans ministre bekendtgør hermed, at ingen, hverken dyr eller mennesker, må spise eller drikke noget! Alle skal klæde sig i sæk og aske og råbe til Gud om nåde! Alle skal omvende sig fra deres ondskab og gøre ende på uretfærdighed og vold! Måske vil Gud vise barmhjertighed og ikke ramme os med sin frygtelige straf, men lade os leve.” Derefter tog kongen sin kappe af, klædte sig i sæk og aske og satte sig på jorden.
10 Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.
Gud giver Jonas en lektion i nåde
4 Men Jonas blev rasende. 2 „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! 3 Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” 4 Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”
5 Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.
6 Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.
7 Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. 8 Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.
9 „Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.
„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.
10 „Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. 11 Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.[i] Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”
1 Mika fra byen Moreshet modtog en række profetiske budskaber fra Herren på den tid, hvor henholdsvis Jotam, Ahaz og Hizkija regerede i Juda. Gud viste ham, hvad der skulle ske med Samaria og Jerusalem.
Dom over Nordriget og Sydriget
2 Hør godt efter, alle folkeslag.
Lyt til mig, alle jordens beboere.
Herren, den Almægtige, dømmer sit folk,
tordner mod dem fra sin trone i Himlen.
3 Han forlader sin himmelske bolig,
træder ned på bjergenes tinder.
4 De smelter som voks under hans vrede,
som ved en syndflod skylles højene væk.
5 For Israels folk har vendt sig fra Herren,
Judas folk har syndet mod deres Gud.
Hvem gik forrest i Israels frafald?
Var det ikke Samaria?
Hvem førte an i Judas afgudsdyrkelse?
Var det ikke Jerusalem?
6 Derfor bliver Samaria til en ruinhob,
et sted, hvor der plantes vinstokke.
Herren smider husenes sten ned i dalen,
så fundamenterne ligger blottede tilbage.
7 Alle stenstøtter skal smadres,
alle afgudsbilleder brændes.
De afskyelige afguder
skal blive til affald.
Byens rigdom kom fra gaver til dens afguder,
nu bliver rigdommen givet til andre folks guder.
8 Derfor vil jeg sørge og klage,
gå barfodet omkring uden kjortel.
Jeg vil hyle som en sjakal
og skrige som en struds.
9 For Samaria er dødeligt såret,
og Juda vil få samme skæbne.
Ulykken banker på mit eget folks port,
snart når den frem til Jerusalem.
10 Fortæl det ikke til filistrene i Gat,
vis dem ikke jeres sorg.
Kast støv på hovedet,
Bet-Leafras borgere.[j]
11 Shafirs folk bliver ydmyget,
i laser bliver de ført i eksil.
Za’anan bliver belejret,
så ingen kan komme ud.
Bet-Etzel er klædt i sorg,
for ulykken standsede ikke der.
12 Marots indbyggere håber på det bedste,
men det er forgæves.
Herrens straf er på vej,
den nærmer sig Jerusalems port.
13 Spænd hestene for vognen og flygt,
I folk fra Lakish.
Det var jer, der indførte Israels afguder,
og derved førte I Jerusalem til fald.
14 Tag afsked med Moreshet-Gat,
for den bliver overtaget af nye ejere.
Akzib har intet haft af værdi,
som Judas[k] konger kunne bruge.
15 Maresha bliver erobret af fjenden,
Judas ledere søger tilflugt i Adullams hule.
16 Judas land, græd over dine indbyggere,
klip dig skaldet som en grib,
for de bliver taget fra dig
og ført bort som fanger.
Straffen for undertrykkelse
2 Ve jer, der misbruger jeres magt
og undertrykker de svage.
Om natten udtænker I onde planer
og fører dem ud i livet, så snart det bliver lyst.
2 I begærer jeres nabos hus og marker
og overtager dem uden at have skrupler.
I tilraner jer andre folks ejendom,
som er gået i arv fra deres forfædre.
3 Derfor siger jeg, Herren:
„Også jeg har udtænkt en plan
som straf for al jeres ondskab.
Jeg vil lægge et tungt åg på jeres skuldre,
og så er det jer, der kommer ned med nakken.”
4 Når det sker, vil jeres fjender håne jer
ved at synge en klagesang for jer:
„Åh, vi er helt knust,
for Guds folk har mistet sit land.
Herren har selv taget det fra os
og delt det ud til ugudelige folkeslag.”
5 I, der har undertrykt andre,
får ikke arvelod blandt Guds folk.
6 „Hold op med dine dommedagsprædikener,” siger folk.
„Det kunne Gud da aldrig få sig selv til at gøre!”
7 Har Herren ikke været tålmodig med jer, Israels folk?
Er det hans skyld, at han bliver nødt til at straffe jer?
For de, der gør det gode,
er det godt at høre profetens ord.
8 Herren siger: „I, som er mit folk,
er nu blevet mine fjender.
I kræver den fattiges kappe som betaling for et lån
og river tøjet af folk, der går fredeligt på gaden.
9 I smider enker ud af deres hjem
og fratager faderløse børn deres værdighed.
10 I har gjort landet urent med jeres synd,
derfor kommer ulykken over jer.
I bliver sendt bort fra det land, jeg gav jer,
et land, hvor der skulle være ro og fred.
11 For I vil kun høre på løgneprofeter,
der lover jer fest og glade dage.
Et løfte om genoprettelse
12 Engang vil jeg kalde Israels folk sammen,
for jeg vil samle den tiloversblevne rest.
Jeg vil lede dem som en mægtig fåreflok
på vej til en frodig græsmark.
Der bliver et mylder af glade mennesker.
13 Jeg nedbryder fangenskabets port
og fører mit folk hjem til deres eget land.
Kongen selv går foran dem,
Herren vil lede dem hjem.”
Ledernes ondskab
3 Hør efter, Israels folks ledere.
Burde I ikke vide, hvad der er ret og rigtigt?
2 Men I hader det gode
og elsker det onde.
I flår huden af mit folk
og kødet af deres knogler.
3 I hakker dem i småstykker, som var de kød til en suppegryde,
og derefter tager I bare for jer af retterne.
4 Når I så råber til Herren om hjælp,
vil han ikke høre på jer.
Han vender ryggen til
på grund af al jeres ondskab.
5 Hør efter, I falske profeter,
som fører Herrens folk på afveje.
I profeterer fred og ingen fare
for dem, som betaler jer godt.
Men I lover krig og ulykke til dem,
som ikke har råd til at betale.
6 Engang vil jeres syner holde op,
jeres trolddomskunster vil høre fortiden til.
Det er ude med jer,
og natten vil sænke sig over jer.
7 Når det viser sig, at jeres ord var løgn,
ord, der ikke kom fra Gud,
vil I holde jer for munden
og skjule jeres ansigt i skam.
8 Men jeg er fyldt med Herrens Ånd og kraft
og viger ikke tilbage for at udpege Israels synd.
9 Hør efter, Israels folks ledere.
I, som hader retfærdighed og fordrejer sandheden.
10 I bygger jeres magt og rigdom,
på mord, ondskab og korruption.
11 Dommerne tager imod bestikkelse,
præsterne kræver betaling for at undervise,
og profeterne vil have penge for at spå.
Samtidig hævder I, at Herren er med jer,
og at intet ondt vil ramme jer.
12 Derfor bliver Zion lagt øde som en pløjemark,
Jerusalem bliver til en hob af ruiner,
tempelbjerget bliver dækket af tjørnekrat.
Det kommende fredsrige
4 Men det skal ske i de sidste dage,
at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
Alverdens folkeslag vil strømme derhen.
2 „Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
„Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
3 Herren vil afgøre folkenes stridigheder
og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
og alt militær bliver overflødigt.
4 Til den tid kan man nyde freden i sin have,
for der er ikke længere noget at frygte.
Dette er et budskab fra Herren, den Almægtige.
5 Folkeslagene følger hver deres gud,
men vi vil for evigt følge Herren, vores Gud.
6 „Til den tid,” siger Herren,
„vil jeg samle mit adspredte, forslåede folk
og læge dem, jeg var nødt til at straffe.
7 Jeg vil begynde forfra med den rest, der er tilbage,
og samle mit adspredte folk til en stærk nation.
Da vil jeg være deres konge
og regere fra Zions bjerg for evigt.
8 Kong David vogtede over Jerusalem
fra udkigstårnet på Ofelhøjens palads.
Engang skal Davids rige genoprettes,
og Jerusalem, kongens by, få sin værdighed igen.”
9 Jeg hører i min ånd de høje skrig
som fra en fødende kvinde.
Jerusalem, din konge er væk,
din øverste leder er forsvundet.
10 Jerusalems indbyggere har grund til at stønne,
som om de alle vred sig i veer.
I bliver ført bort fra byen
og må overnatte under åben himmel.
I bliver ført langt bort til Babylon,
men engang vil jeg bringe jer hjem igen.
Herren selv vil komme til det land
og befri jer fra jeres fjenders hånd.
11 Jeg ser i min ånd mange nationer,
der samler sig imod Jerusalem.
De ønsker at få ram på den hellige by
og fuldstændigt udslette den.
12 Men de kender ikke Herrens planer,
de forstår ikke hans tanker.
Det er nemlig Herren, der har samlet dem,
som man samler kornet på tærskepladsen.
13 Jerusalems indbyggere, tærsk dem,
som en okse tærsker korn.
Jeg giver jer horn af jern og klove af bronze,
så I kan knuse mange nationer.
Deres rigdomme skal overgives til Herren, jeres Gud,
deres skatte tilhører Kongen over hele jorden.
14 Jeg ser i min ånd Jerusalems indbyggere samle sig i klynger,
for fjenderne har belejret byen.
De vil tage kongens scepter fra ham
og slå ham i ansigtet med det.
Fredsfyrsten fra Betlehem
5 Du Betlehem-Efrat,
du er kun en lille landsby i Juda,
men fra dig skal en hersker udgå,
som skal lede Israels folk på mine vegne.
Hans oprindelse fortaber sig i fortiden.
2 Derfor vil Gud give folket i deres fjenders hænder,
indtil den fastsatte tid er inde.[l]
Resten af Judas folk[m] skal vende hjem,
fulgt af de øvrige blandt Israels folk.
3 Han vil lede sit folk i den almægtige Guds navn,
som en hyrde vogter sine får.
Da skal de bo trygt,
for hans herredømme omfatter hele jorden.
4 Han er den, der bringer fred.
Når assyrerne[n] angriber vores land
og prøver at indtage vores fæstninger,
indsætter vi syv fyrster imod dem,
mere end nok til at slå dem.[o]
5 De vil overmande assyrerne
og herske over dem med hård hånd.
Ja, vores konge vil redde os fra assyrerne,
hvis de prøver at invadere vores land.
6 Den overlevende rest af Israels folk,
som spredes blandt mange folkeslag,
vil være som regnen, der får græsset til at vokse,
som duggen, der kommer ned fra himlen.
Det kommer fra Herren
og afhænger ikke af menneskers vilje.
7 De vil leve midt iblandt andre folkeslag
og blive et stærkt og frygtet folk,
som en løve blandt skovens dyr,
som en ungløve blandt flokke af får.
Når de går på rov, slår de alt ned.
Når de sønderriver et bytte, er der ingen redning.
8 De overvinder deres uvenner
og rydder deres fjender af vejen.
Dommen over de ulydige
9 „Når dommen rammer jer,” siger Herren,
„vil jeg gøre det af med alle jeres heste
og tilintetgøre alle jeres stridsvogne.
10 Jeg vil ødelægge jeres byer
og nedbryde jeres fæstninger.
11 Jeg river alle amuletter ud af jeres hænder
og gør op med enhver form for spådomskunst.
12 Jeg ødelægger jeres afgudsbilleder,
slår alle jeres gudestatuer i stykker.
Aldrig mere skal I tilbede de guder,
som I selv har skabt.
13 Jeg vil rykke jeres Asherapæle op
og lægge jeres byer i ruiner.
14 I min vrede vil jeg straffe ethvert folk,
som ikke adlyder mig.”
Guds anklage imod Israels folk
6 Hør, hvad Herren siger til Israels folk:
„Kom og forsvar jer med bjergene som vidner,
lad højene høre, hvad I har at sige.”
2 Ja, lad bjergene høre Herrens anklage,
jordens grundvold skal lytte med,
for han vil anklage sit folk,
han kræver Israel til regnskab.
3 „Mit folk, hvad har jeg gjort jer?
Hvorfor er I blevet trætte af mig? Svar mig!
4 Det var jo mig, der førte jer ud af Egypten
og befriede jer fra slaveriet.
Jeg gav jer både Moses, Aron og Mirjam som ledere.
5 Mit folk, husk på, at kong Balak af Moab ville forbande jer,
men jeg fik Bileam, Beors søn, til at velsigne jer.
Husk alle miraklerne på vejen mellem Shittim og Gilgal,
hvordan jeg i min nåde gav jer sejr.”
6 „Hvilke ofre ønsker Gud, vi skal bringe ham?” spørger I.
„Hvad kan vi give til den højhellige Gud?
Måske kan vi give ham et brændoffer,
de bedste kalve vi ejer?
7 Vil han tage imod 1000 væddere,
eller måske et hav af olivenolie?
Skal vi ofre vores førstefødte sønner,
som bod for alle vores synder?”
8 Nej, menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren forlanger af dig:
Du skal gøre det rette i trofast kærlighed,
og altid være villig til at vandre med Herren.
Dommen over den sociale uret
9 Herren råber til Jerusalem,
og den, der er vis, lytter til hans ord.
Hør på dommen
og tænk over, hvem der afsiger den:
10 „I snyder stadig, når I sælger jeres varer,
I bliver rige ved at bedrage andre.
11 I ændrer på vægten med god samvittighed
og bruger falske lodder uden at blinke.
12 Byens rigmænd er voldelige,
alle indbyggerne er fulde af løgn, snyd og bedrag.
13 Derfor vil jeg sende en hær imod jer,
så I kan forstå konsekvensen af jeres synd.
14 Der bliver mangel på mad,
så sulten gnaver i maven.
I vil prøve at redde jeres ejendele,
men det skal ikke lykkes jer.
Og skulle det lykkes jer at redde noget,
bliver det taget af fjenden.
15 I skal så, men I når ikke at høste.
I presser jeres oliven, men når ikke at bruge olien.
I presser saften af druerne, men når ikke at drikke vinen.
16 I fulgte jo kong Omris gudløse skikke,
efterlignede kong Ahabs ondskab.
Byens ødelæggelse bliver frygtelig at se på.
Indbyggerne bliver udsat for spot,
ja, hele folket vil blive hånet.”
Syndens håbløshed
7 Sikken en elendighed!
Det er som i en frugtplantage, når høsten er forbi,
eller i en vinmark, når alle druer er plukket.
Der er ingen figner til at stille ens sult,
ikke en eneste klase vindruer er tilbage.
2 Guds tjenere er forsvundet fra jordens overflade.
Der findes ikke et eneste retskaffent menneske.
Alle ligger på lur som røvere,
og man sætter fælder for hinanden.
3 Der er kun en ting, de er gode til,
nemlig at være onde.
Øvrigheden er korrupt,
dommerne tager imod bestikkelse.
Den stærke gennemfører sine onde planer.
Alle er de enige om at bøje retten.
4 De bedste af dem er som tornebuske,
de mest ærlige som tjørnekrat.
Men straffen fra Gud er på vej,
de rædsler, som profeterne har advaret om.
5 Stol ikke på nogen,
tro end ikke din bedste ven.
Du må hellere sætte lås for munden,
selv når du er sammen med din kone.
6 En søn vil foragte sin far,
en datter gøre oprør imod sin mor
og en svigerdatter imod sin svigermor.
Man får sin egen familie til fjender.
Håbet om udfrielse
7 Men jeg vil spejde efter Herren.
Jeg venter på, at Gud vil redde mig,
for jeg er sikker på, at han hører min bøn.
8 Du skal ikke hovere over mig, min fjende,
for selv om jeg falder, rejser jeg mig igen.
Når mørket omslutter mig,
vil Herren være mit lys.
9 Jeg accepterer min straf,
for jeg har syndet imod Herren.
Han vil forsvare mig mod fjenderne
og straffe dem for det, de har gjort.
Til sidst vil han føre mig fra mørket ud i lyset,
så jeg ser, hvor god og retfærdig han er.
10 Da vil fjenderne se Guds magt,
og deres hån vil blive gjort til skamme.
De spottede mig jo ved at sige:
„Hvorfor hjælper Herren, din Gud, dig ikke?”
Da er det min tur til at se på,
at min fjende trampes ned i mudderet.
Israels genopbygning
11 En dag skal Jerusalem genopbygges,
og da bliver skellet mellem folkene fjernet.
12 Folk fra alverdens lande skal komme til jeres land,
fra stormagter som Assyrien og Egypten,
fra hele strækningen mellem Egypten og Eufratfloden,
ja fra fjerne lande og verdensdele.
13 Men landet skal først lægges øde
på grund af befolkningens ondskab.
Fremtidens herlighed for Guds folk
14 Herre, tag dig af dit udvalgte folk,
som hyrden vogter sin hjord.
Lad dem nyde skovens frodighed i fred,
og glæde sig midt i en frugthave.
Lad dem boltre sig på Bashans og Gileads græsgange,
som de gjorde i gamle dage.
15 „Ja,” siger Herren, „jeg vil gøre undere for mit folk
som dengang, jeg førte jer ud af Egypten.”
16 Hele verden vil se dine undere
og med skam erkende deres afmagt.
17 De vil komme krybende ud af deres fæstninger,
de kravler hen ad jorden og æder støv som slanger.
Skælvende af frygt vil de nærme sig Herren, vores Gud,
for hans magt vil fylde dem med ærefrygt.
18 Der findes ingen Gud som dig,
du tilgiver den rest, der er tilbage af dit ejendomsfolk.
Du kan ikke være vred for evigt,
men elsker at vise din trofaste kærlighed.
19 Du vil igen se i nåde til os
og tilgive os alle vores synder,
ja, kaste dem i havets dyb.
20 Du viser din trofasthed mod Abraham
og opfylder dit løfte til Jakob.
De løfter, du gav vores forfædre, står fast.
Herrens dom over Nineve og trøst til Juda
1 Nahum fra Elkosh modtog følgende budskab fra Herren om Nineves undergang:
2 Herren er en nidkær Gud,
som straffer fjendens ondskab.
Han er ikke bange for at vise sin vrede
og afsige en hård dom over sine modstandere.
3 Der skal meget til, før han bliver vred,
men hans magt er stor, og han straffer de skyldige.
Når han går til angreb, er det med orkanagtig styrke,
stormskyerne er som støv fra hans fødder.
4 Når han truer ad havet, tørrer det ud,
han tørlægger alle floder.
Bashans og Karmels frodige marker svides af,
og blomsterne visner i Libanons bjerge.
5 Når Herren rykker frem, skælver bjergene,
og højene dukker sig,
hele jorden bæver,
og alle dens indbyggere gyser.
6 Hvem kan holde stand mod hans vrede?
Hvem kan standse hans harme?
Hans glødende vrede vælder frem som ild.
Selv bjergene splintres i småstykker.
7 Men Herren er god mod dem, der søger ham,
han værner dem mod deres fjender.
Han beskytter alle,
der søger ly hos ham.
8 Men de, der sætter sig op imod ham,
skyller han bort som med en flodbølge,
han driver sine fjender ind i dødens mørke.
9 Tvivler I på Herrens magt?[p]
Han vil gøre fuldstændig ende på dem,
så I ikke kommer i samme nødsituation igen.
10 De er som et sammenfiltret tjørnekrat,
som drankere, der kun tænker på deres vin.
De bliver fuldstændigt tilintetgjort
som en stubmark, der brændes af.
11 Fra dig, Nineve,[q] kom der en,
der satte sig op mod Herren selv.
Han havde lagt onde planer,
12 men Herren siger til Juda:
„Selv om de har en stor og stærk hær,
vil de blive klippet som får,
og gå helt til grunde.
Jeg har før brugt dem til at ydmyge jer,
men det gør jeg ikke igen.
13 Nu vil jeg fjerne det åg, de lagde på jeres skuldre,
og sprænge de lænker, I sidder i.”
14 Og til Nineves konge siger Herren:
„Din kongeslægt skal uddø.
Jeg gør det af med gudebillederne i dit afgudstempel.
Jeg gør graven klar til dig,
for du er ikke bedre værd.”
Nineves fald forudsiges
2 I ånden hører jeg sendebudets fodtrin på bjergene.
Han bringer godt nyt om fred.
Nu kan I fejre jeres fester igen, Judas folk.
Gør det, I lovede Herren, hvis han hørte jeres bønner.
For aldrig mere skal de onde assyrere besvære jer.
De bliver fuldstændig udryddet.
2 Nineve, det er ude med dig.
En hær er på vej imod dig.
Bevogt dine fæstninger,
hold udkig ved indfaldsvejene
og gør dig klar til krig.
3 Herren vil genoprette Israels ære
og give det dets værdighed tilbage.
Landet blev jo hærget af fjenden,
vinstokkens grene blev ødelagt.
4 Soldaterne er klædt i blodrøde uniformer
og har kobberrøde skjolde.
Spyddene svinger i deres hænder,
stridsvognenes stålplader glimter som ild.
5 De kører vildt gennem gaderne,
suser over torvene tæt efter hinanden.
Det minder om lyn, der farer frem og tilbage
eller fakler, der suser af sted.
6 Hærføreren råber en ordre til officererne,
soldaterne styrter frem mod bymuren
og kører angrebstårnene i stilling.
7 De store sluser ved floden bliver åbnet og skaber oversvømmelse,
paladset undermineres og bryder sammen.
8 Nineves indbyggere føres bort som slaver.
De klager og sukker som duer,
de slår sig for brystet i fortvivlelse.
9 Folk strømmer ud fra Nineve som vand fra en dam,
hvor diget er brudt sammen.
„Stands, stands!” råbes der,
men strømmen er ikke til at standse.
10 Byen bliver plyndret for guld og sølv.
Alt, hvad der er værd at stjæle, bliver taget.
11 Alt bliver ødelagt,
total tomhed er tilbage.
Alle indbyggerne er rædselsslagne,
lamslåede og ligblege.
12 Den stolte løve har mistet sin hule,
de unge løver har mistet deres hjem.
Engang levede de trygt og uforstyrret,
både hanløven, hunløven og alle løveungerne.
13 Løven har selv røvet et utal af byer
og slæbt byttet hjem til hunløven og ungerne.
Den fyldte sin hule med krigsbytte,
store mængder af kostbarheder.
14 „Det er mig, der straffer dig,”
siger Herren, den Almægtige.
„Dine stridsvogne vil gå op i røg,
og dine krigere bliver dræbt.
Aldrig mere skal du tage krigsbytte.
Det er slut med truslerne fra dine hærførere.”
3 Ak, Nineve, hvor har du udgydt meget blod.
Du har bedraget og røvet uden begrænsning.
2 Jeg hører allerede smæld af piske
og raslen af vognhjul.
Hestene galoperer af sted,
og stridsvognene flyver hen over jorden.
3 Jeg ser for mig rytternes glimtende sværd
og de lange, lynende spyd.
Der vil blive masser af døde,
utallige mennesker vil blive dræbt.
Der bliver endeløse dynger af lig,
så man ligefrem snubler over dem.
4 Nineve forførte mange nationer
med sin fortryllende skønhed og rigdom.
De blev forblændet af byens pragt
og blev alle gjort til slaver.
5 „Det er mig, der straffer dig,”
siger Herren, den Almægtige.
„Jeg flår dine fine klæder af dig,
så alle nationer får din nøgenhed at se,
din skam og din skændsel.
6 Jeg vil vise dig min foragt
og dænge dig til med snavs.
Jeg stiller din skændsel til skue.”
7 Enhver, som ser dig, vil lukke øjnene i væmmelse.
De erkender, at det er ude med dig.
Men ingen vil sørge over dig,
ikke én vil have medlidenhed med dig.
8 Er du måske bedre end Tebes,[r]
som lå ved Nilens bred?
Den by var omgivet af floder,
beskyttet af vand på alle sider.
9 Egypten og Kush var stormagter,
allieret med Put og Libyen.
10 Alligevel blev byen erobret
og dens indbyggere ført bort som krigsfanger.
Småbørn blev knust mod stenbroen.
Soldater trak lod om byens stormænd
og tog dem som slaver.
11 Nineve, også du skal tømme min vredes bæger
og derefter gå i glemmebogen.
Også du vil prøve at finde beskyttelse
i et forgæves forsøg på at overleve.
12 Men dine fæstninger vil være som figentræer i høsttiden.
Når man ryster dem, falder fignerne ned og bliver fortæret.
13 Fæstningerne ved landets indfaldsporte brændes ned,
så fjenden har fri adgang.
Dine krigere bliver som kvinder og taber modet
ved synet af fjendens fremmarch.
14 Fyld vandbeholdningerne op, før belejringen starter,
forstærk dine fæstninger.
Ælt ler og brænd masser af mursten,
så du kan forstærke dine mure.
15 Men alligevel vil byen blive nedbrændt
og indbyggerne slået ihjel.
Fjendehæren vil fortære dig,
som var de en sværm af græshopper.
Du har et utal af indbyggere,
16 og dine købmænd er talrige som himlens stjerner.
Men fjendehæren kommer over dig som en græshoppesværm,
den æder det hele og flyver sin vej.
17 Dine hofmænd og officerer vil forsvinde
som græshopper, der søger ly for kulden i mursprækker,
men flyver deres vej, når solen kommer frem.
Ingen ved, hvor de blev af.
18 Nineve, du var den ypperste by i Assyrien.
Nu ligger dine ledere døde på jorden,
alle dine embedsmænd er borte.
Dine indbyggere er spredt ud over bjergene
som får uden hyrde til at samle dem.
19 Dit sår er for dybt til at læges,
du har fået et dødeligt hug.
Alle, som hører om dit fald,
vil klappe i hænderne af glæde,
for hvem har ikke hørt om din ondskab
og været offer for din grusomhed?
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.