Bible in 90 Days

De religiøse ledere nægter at tro på Jesus som Messias^(A)

16 Farisæerne og saddukæerne opsøgte nu Jesus for at stille ham på prøve. De bad ham om at gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var kommet fra Gud. ² Jesus svarede: „Om aftenen siger I: ‚Det bliver fint vejr i morgen, for himlen er rød.’ ³ Og om morgenen siger I: ‚Det bliver stormvejr i dag, for himlen er både rød og mørk.’ Hvordan vejret bliver, kan I aflæse på himlen—men tidens tegn kan I ikke tyde! ⁴ Visse mennesker er onde og vantro. De forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men de får ikke andet tegn end Jonastegnet.” Så vendte Jesus dem ryggen og sejlede ud på søen igen sammen med sine disciple.

Advarsel mod at følge de religiøse lederes eksempel^(B)

⁵ Da de var landet på den anden side af søen, kom disciplene i tanke om, at de havde glemt at tage brød med.

⁶ „Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra farisæerne og saddukæerne,” sagde Jesus. ⁷ Disciplene snakkede sammen om, at det nok var, fordi de havde glemt at tage brød med.

⁸ Jesus var godt klar over, hvad de hviskede sammen om. „Hvor er jeres tro dog lille!” sagde han. „Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med? ⁹ Har I stadig ingenting forstået? Har I helt glemt de 5000 mennesker, som jeg bespiste med fem brød? Og alle de kurve fulde af brødrester, der blev tilovers? ¹⁰ Eller de syv brød til de 4000 og alle de kurve med mad, der blev tilovers? ¹¹ Hvordan kan I så tro, at jeg tænker på, om vi har brød nok? Nej, I skal være på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.” ¹² Så gik det op for dem, at det ikke var den bogstavelige surdej, han advarede dem imod, men farisæernes og saddukæernes lære.

Peters åbenbaring om Jesus som Messias^(C)

¹³ Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”

¹⁴ „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”

¹⁵ „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”

¹⁶ Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”

¹⁷ „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! ¹⁸ Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,^[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen^[b] vil aldrig kunne få magten over den. ¹⁹ Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”^[c]

²⁰ Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.^[d]

Messias som den lidende Frelser^(D)

²¹ Fra da af begyndte Jesus at sige lige ud til sine disciple, at han var nødt til at tage til Jerusalem, at ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere ville udsætte ham for store lidelser, når han kom derhen, at han ville blive slået ihjel, og at han på den tredje dag^[e] ville blive oprejst fra de døde.

²² Da trak Peter ham til side og prøvede at tale ham fra det. „Gud vil beskytte dig, Herre,” sagde han. „Det vil aldrig ske for dig.”

²³ Men Jesus vendte ryggen til ham og sagde: „Gå væk fra mig, Satan! Du frister mig! Du forstår ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”

Det koster dyrt at følge Guds vilje^(E)

²⁴ Så sagde Jesus til dem, som fulgte ham: „De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.^{[f] 25} De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der sætter livet til for min skyld, vil få det evige liv. ²⁶ Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt? Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl? ²⁷ En dag vil Menneskesønnen komme i sin Fars herlighed sammen med sine engle, og da vil han dømme ethvert menneske efter dets handlinger.”

²⁸ Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Menneskesønnen komme med sit herredømme!”

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed^(F)

17 Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. ² Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. ³ Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. ⁴ „Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

⁵ Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”

⁶ Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. ⁷ Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” ⁸ Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.

⁹ På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.

Skulle „Elias” ikke komme før Messias?^(G)

¹⁰ Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”

¹¹ Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.^{[g] 12} Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”

¹³ Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.

Alt er muligt for den, som tror^(H)

¹⁴ Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. ¹⁵ „Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,^[h] og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. ¹⁶ Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”

¹⁷ „Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” ¹⁸ Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.

¹⁹ Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

²⁰ „På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. ²¹ Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”^[i]

Jesus taler igen om sin død og opstandelse^(I)

^22-23 Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.

Om at betale skat til templet

²⁴ Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.

²⁵ „Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.

Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”

²⁶ „Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. ²⁷ Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”

Den største er den, som vil tjene^(J)

18 Kort efter kom disciplene med et spørgsmål til Jesus: „Hvem er den største i Guds rige?” ² Jesus kaldte da på et lille barn og stillede det midt i kredsen. ³ Så sagde han: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I ændrer jeres måde at tænke på og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i Guds rige. ⁴ Den, der ydmyger sig og bliver som barnet her, er den største i Guds rige. ⁵ Og den, der accepterer et sådant lille barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig.

Fristelser, som fører til fortabelse^(K)

⁶ Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen. ⁷ Ak, hvilken elendig verden, som får mennesker til at miste troen! Fristelser er ganske vist uundgåelige, men ve det menneske, der forårsager, at et andet menneske falder fra troen.

⁸ Hvis din hånd eller fod er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af og kast den fra dig. Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd eller fod end at kastes i den evige ild med arme og ben i behold. ⁹ Hvis dit øje er skyld i, at du falder fra troen, så riv det ud og kast det fra dig. Det er bedre at gå enøjet ind til det evige liv end at ende i Helvedes ild med begge øjne i behold.

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt^(L)

¹⁰ Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.^[j]

¹² Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? ¹³ Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? ¹⁴ Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.

Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn^(M)

¹⁵ Hvis din ven^[k] forsynder sig imod dig,^[l] så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. ¹⁶ Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. ¹⁷ Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. ¹⁸ Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.^{[m] 19} Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. ²⁰ For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”

Om tilgivelsens nødvendighed

²¹ „Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en, der forsynder sig imod mig?” spurgte Peter. „Er syv gange nok?” ²² „Nej,” svarede Jesus, „lad det være 77 gange!^{[n] 23} Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. ²⁴ Den første skyldte ham et millionbeløb.^{[o] 25} Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt hvad han ejede, skulle beslaglægges, og at han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. ²⁶ Manden faldt på knæ for kongen og bad: ‚Vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!’ ²⁷ Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.

²⁸ Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde.^[p] ‚Betal, hvad du skylder mig!’ hvæsede han og greb ham i struben. ²⁹ Kollegaen faldt på knæ for ham. ‚Vær tålmodig med mig,’ bønfaldt han, ‚så skal jeg nok betale!’ ³⁰ Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive indtil hele gælden var betalt.

³¹ De andre kollegaer blev meget bedrøvede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. ³² Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ‚Din ondskabsfulde slyngel,’ sagde kongen. ‚Her eftergav jeg dig hele din gæld—og det bare fordi du bad mig om det. ³³ Burde du så ikke vise andre lidt medfølelse?’ ³⁴ Derefter gav den vrede konge ordre til sine fængselsbetjente om at sætte ham i fængsel, indtil gælden var betalt.

³⁵ Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte,” sluttede Jesus.

Om ægteskab og skilsmisse^(N)

19 Efter at Jesus havde undervist sine disciple om tilgivelse, tog de af sted fra Galilæa og vandrede gennem det jødiske område på den østlige side af Jordanfloden. ² Mange mennesker fulgte ham, og han helbredte dem, der var syge.

³ Nogle farisæere prøvede at stille en fælde for Jesus og spurgte: „Har en mand lov til at skille sig fra sin kone uanset af hvilken grund?” ^4-5 Jesus svarede: „Har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte mennesket som mand og kvinde og sagde, at manden skal forlade sin far og mor og knytte sig til sin kone, og de to skal blive ét?^{[q] 6} Altså er de ikke længere to, men en enhed. Det, som Gud på den måde har sammenføjet, må intet menneske splitte ad.”

⁷ „Hvordan kan det så være, at Moses har sagt, at en mand godt må skille sig fra sin kone, når bare han giver hende et skilsmissebrev?”^[r] fortsatte farisæerne.

⁸ „Den indrømmelse gav Moses på grund af menneskers uforsonlige holdning, men det var ikke Guds mening fra begyndelsen,” svarede Jesus. ⁹ „Det siger jeg jer: Hvis en mand skiller sig fra sin kone af nogen anden grund end utroskab fra hendes side og derefter gifter sig med en anden, så er han skyldig i ægteskabsbrud over for den første.”

¹⁰ „Så er det nok bedre aldrig at gifte sig!” udbrød disciplene. ¹¹ „Det er ikke enhver, som kan forstå og tage til sig, hvad jeg siger, kun hvem det er givet,” svarede Jesus. ¹² „Der er nogle, som forbliver ugifte, fordi de fra fødslen af er ude af stand til at fuldbyrde et ægteskab, og andre, fordi mennesker har gjort dem ude af stand til det. Endelig er der nogle, der afstår fra ægteskab for Guds riges skyld. Den, som kan forstå det, kan tage det til sig.”

Hvordan man får adgang til Guds rige^(O)

¹³ Derefter bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle lægge hænderne på dem og velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. ¹⁴ „Lad børnene være i fred,” sagde Jesus. „I må ikke hindre dem i at komme til mig, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.” ¹⁵ Så lagde han hænderne på dem og velsignede dem. Derefter brød de alle op og gik videre.

Hvordan man får det evige liv^(P)

¹⁶ Så kom der en mand og spurgte: „Mester, sig mig: Hvad godt skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?”

¹⁷ „Hvorfor spørger du mig om det gode?” svarede Jesus. „Der er jo kun én, der er god, nemlig Gud selv. Men hvis du ønsker at gå ind til livet, så hold Guds bud.”

¹⁸ „Hvilke bud tænker du på?” spurgte manden.

„Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke stjæle, du må ikke anklage nogen på falsk grundlag, ¹⁹ du skal ære din far og din mor—og du skal elske din næste som dig selv.”

²⁰ „Dem har jeg overholdt alle sammen,” svarede den unge mand. „Er der mere, jeg skal gøre?”

²¹ „Hvis du virkelig vil opnå det fuldkomne liv, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!”

²² Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet sin vej. Han var nemlig meget rig.

²³ Så sagde Jesus til disciplene: „Det siger jeg jer: Det er ikke let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom. ²⁴ Ja, faktisk er det lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

²⁵ Disciplene var dybt rystede. „Hvem kan så få det evige liv?” spurgte de. ²⁶ Jesus så på dem og sagde: „Det kan intet menneske opnå af sig selv, men Gud kan gøre alt.”

Lønnen for at følge Jesus^(Q)

²⁷ „Men vi har forladt alt for at følge dig. Hvad får vi så ud af det?” spurgte Peter.

²⁸ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Når Menneskesønnen sidder på sin herlighedstrone i den kommende verden, så skal I, mine disciple, sidde på 12 troner og regere over Israels 12 stammer. ²⁹ Alle, som har forladt deres hjem, brødre, søstre, far, mor, børn eller deres job for at følge mig, skal få det 100 gange igen—og de skal få det evige liv! ³⁰ Men mange, der her på jorden regnes blandt de store, vil i Guds rige være de mindste. Og mange af dem, der her er blandt de mindste, vil dér være de største.”

Historien om arbejderne i vingården

20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. ² Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. ³ Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. ⁴ Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. ⁵ Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. ⁶ Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ⁷ ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

⁸ Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. ⁹ De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. ¹⁰ Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. ¹¹ De tog deres penge, men begyndte at protestere: ¹² ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

¹³ ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? ¹⁴ Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. ¹⁵ Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

¹⁶ Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø^(R)

^17-18 Nu nærmede Jesus og hans følge sig opstigningen til Jerusalem.^[s] Derfor tog han de 12 disciple til side og fortalte dem, hvad der ville ske, når de ankom til byen. „Menneskesønnen vil blive forrådt og udleveret til ypperstepræsterne og de skriftlærde,” sagde han. „De vil dømme mig til døden. ¹⁹ Derefter bliver jeg udleveret til romerne. Jeg bliver hånet og pisket og til sidst korsfæstet. Men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

Lederskab i Guds rige^(S)

²⁰ Kort efter kom Jakob og Johannes og deres mor hen til Jesus. Moderen knælede ned foran ham og ville bede ham om noget.

²¹ „Hvad vil du?” spurgte Jesus.

„Lov mig, at mine to sønner får hæderspladserne til højre og til venstre for dig, når dit rige bliver oprettet.”

²² „I ved ikke, hvad I beder om,” svarede Jesus. Henvendt til Jakob og Johannes fortsatte han: „Kan I tømme det lidelsens bæger, som jeg skal tømme?”

„Ja, det kan vi!”

²³ „Godt, I skal få lov at tømme det samme bæger. Men det er ikke mig, der afgør, hvem der skal sidde ved min højre og venstre side. Min himmelske Far har allerede bestemt, hvem der skal sidde der.”

²⁴ De ti andre disciple blev vrede, da de hørte, hvad de to brødre havde bedt om. ²⁵ Men Jesus kaldte dem sammen og sagde: „I ved, hvordan magthaverne i denne verden holder af at herse og hundse med folk, og hvordan de store nyder at vise deres magt over for de små. ^26-27 Sådan må det ikke være hos jer. De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre. ²⁸ Menneskesønnen kom jo heller ikke for at lade sig betjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum, for at mange kan blive sat fri.”

To blinde bliver helbredt og slutter sig til Jesus^(T)

²⁹ Da Jesus og disciplene var på vej ud af Jeriko, var der mange mennesker, som fulgte med dem. ³⁰ Der sad to blinde mænd ved vejkanten, og da de hørte, at det var Jesus, som gik forbi, begyndte de at råbe: „Herre, du Davids Søn,^[t] forbarm dig over os!”

³¹ Folk skældte dem ud og sagde, at de skulle tie stille. Men de råbte, så højt de kunne: „Herre, du Davids Søn, forbarm dig over os!”

³² Jesus standsede op. „Hvad vil I have, jeg skal gøre for jer?”

³³ „Herre, vi vil så gerne kunne se!” ³⁴ Jesus fik dyb medlidenhed med dem og rørte ved deres øjne. Straks fik de synet igen og fulgte ham.

Messias’ indtog i Jerusalem^(U)

21 Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: ² „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. ³ Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”

⁴ På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:

⁶ De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. ⁷ De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. ⁸ Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. ⁹ Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:

¹⁰ Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. ¹¹ „Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”

Den sidste tempeludrensning^(V)

¹² Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes^[w] borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: ¹³ „Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,^[x] men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.^[y]”

¹⁴ Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. ¹⁵ Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: ¹⁶ „Hører du ikke, hvad børnene råber?”

„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”^[z]

¹⁷ Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.

Figentræet uden frugt^(W)

¹⁸ Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. ¹⁹ Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”^[aa] Og straks visnede træet.

²⁰ Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.

²¹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. ²² I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”

De jødiske lederes uærlighed^(X)

²³ Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”

²⁴ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. ²⁵ Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”

De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ²⁶ Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”

²⁷ Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”

„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

²⁸ „Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ ²⁹ ‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. ³⁰ Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. ³¹ Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”

„Det gjorde den første,” svarede de.

„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. ³² For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(Y)

³³ „Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. ³⁴ Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. ³⁵ Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

³⁶ Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. ³⁷ Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ ³⁸ Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ ³⁹ Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

⁴⁰ Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”

⁴¹ De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”

⁴² Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

⁴³ Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. ⁴⁴ De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”

⁴⁵ Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. ⁴⁶ De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.

Historien om kongesønnens bryllupsfest^(Z)

22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

² „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. ³ Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. ⁴ Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ ⁵ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. ⁶ Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷ Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. ⁸ Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. ⁹ Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ ¹⁰ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

¹¹ Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ¹² ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. ¹³ Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, ¹⁴ for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(AA)

¹⁵ Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. ¹⁶ Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne^[ac] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. ¹⁷ Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” ¹⁸ Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? ¹⁹ Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. ²⁰ „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

²¹ „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[ad]

²² Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.

Saddukæernes spørgsmål om genopstandelsen fra de døde^(AB)

²³ Samme dag kom der nogle saddukæere, som jo påstår, at ingen kan genopstå fra de døde. De stillede Jesus følgende spørgsmål: ²⁴ „Mester, Moses har sagt, at hvis en mand dør barnløs, skal hans bror gifte sig med enken, så hun kan få en søn, der kan føre den dødes slægt videre. ²⁵ Nu var der en familie med syv brødre. Den ældste giftede sig, men døde kort efter. Da han ingen børn havde fået, blev hans enke gift med bror nummer to, ²⁶ men han døde også uden at få børn. Og sådan gik det dem alle syv. ²⁷ Til sidst døde også konen. ²⁸ Hvem af de syv brødre skal så være hendes mand, når de genopstår fra de døde? De har jo alle været gift med hende.”

²⁹ „I er helt på vildspor, fordi I hverken forstår Skriftens ord eller Guds kraft. ³⁰ Efter genopstandelsen fra de døde er der ikke længere nogen, der gifter sig. På det område bliver de ligesom englene i Himlen. ³¹ Og med hensyn til genopstandelsen fra de døde, har I så ikke læst det sted, hvor Gud taler til Moses om de afdøde forfædre? Han sagde:

³² ‚Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’

Men Gud er ikke de dødes Gud. Han er Gud for dem, der lever.”

³³ Alle tilhørerne var fulde af beundring over det svar, Jesus gav.

Det vigtigste bud i Toraen^(AC)

³⁴ Da farisæerne fik at vide, hvordan Jesus havde lukket munden på saddukæerne, udtænkte de et nyt spørgsmål. ³⁵ De fik en af de skriftlærde til at spørge:

³⁶ „Mester, hvilket bud er det vigtigste i Toraen?”

³⁷ Jesus svarede: „Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, med liv og sjæl og med alle dine tanker.^{[ae] 38} Det er det største og fornemmeste bud. ³⁹ Der er også et andet bud, som er lige så vigtigt: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’^{[af] 40} Det er det, Toraen og profeterne drejer sig om.”

Messias som Davids søn^(AD)

⁴¹ Mens farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem: ⁴² „Hvad mener I om Messias? Hvem er han søn af?”^[ag]

„Han er Davids søn,” svarede de.

⁴³ „Hvordan kunne så David, der var inspireret af Helligånden, kalde ham ‚herre’? David sagde jo:

⁴⁵ Når David her kalder ham sin herre, hvordan kan han så samtidig være hans søn?”

⁴⁶ Det kunne de ikke svare på. Og fra da af, var der ingen, der turde stille spidsfindige spørgsmål.

Jesus advarer imod farisæerne og de skriftlærde^(AE)

23 Derpå sagde Jesus henvendt til folkemængden og til sine disciple: ² „De skriftlærde og farisæerne har påtaget sig rollen som fortolkere af Toraen. ³ I kan roligt handle efter, hvad de siger, men følg ikke deres eksempel. De følger nemlig ikke deres egne råd. ⁴ De lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men er ikke selv villige til at bære de samme byrder. ⁵ Alt, hvad de gør, gør de for at blive lagt mærke til. De gør deres bederemme ekstra brede og kvasterne på deres bedesjaler ekstra store. ⁶ De elsker at være æresgæster ved de fine middage, og de kappes om de fornemste pladser i synagogerne. ⁷ De nyder, at man hilser ærbødigt på dem på gaderne, og at folk kalder dem for ‚rabbi’—læremester. ⁸ Sådan må I ikke opføre jer. Tværtimod, I skal betragte jer selv som søskende på lige fod med hinanden. I må ikke lade jer kalde ‚rabbi’, for kun Gud er jeres læremester. ⁹ I skal heller ikke sige ‚Ærværdige Fader’ til nogen her på jorden, for kun én er en sådan Far for jer, nemlig jeres himmelske Far. ¹⁰ Lad heller ikke nogen kalde jer ‚Herre’, for kun Messias har autoritet som jeres Herre. ¹¹ Den største iblandt jer er den, der tjener de andre. ¹² Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Den syvfoldige anklage imod religiøst hykleri^(AF)

¹³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.^[ai]

¹⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!

¹⁶ Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‚ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved guldet i templet’. ¹⁷ I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt? ¹⁸ I lærer dem også, at hvis man sværger ‚ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‚ved gaven’, der er lagt på alteret. ¹⁹ Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig? ²⁰ Den, der sværger ‚ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå. ²¹ Og den, der sværger ‚ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri. ²² Den, der sværger ‚ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.

²³ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab.^[aj] Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet. ²⁴ I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.

²⁵ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær. ²⁶ Du blinde farisæer! Rens først bægeret indvendigt, så bliver det ydre rent bagefter.

²⁷ Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er som hvidkalkede gravkamre,^[ak] der udvendigt ser fine ud, men indvendigt er fyldt op med skeletter og lig, der er gået i forrådnelse. ²⁸ I prøver at have en pæn facade, men under det fromme ydre er I fulde af hykleri og råddenskab.

^29-30 Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I bygger monumenter til ære for de profeter, som jeres forfædre slog ihjel. I pynter gravstederne for de gudfrygtige mænd, som jeres forfædre dræbte. Og så siger I: ‚Hvis vi havde levet på vores forfædres tid, ville vi ikke have været med til at slå profeterne ihjel.’ ³¹ Men ved at kalde dem jeres forfædre afslører I jer selv. I er nemlig af samme skuffe som dem, der slog profeterne ihjel. ^32-33 Slangeyngel! Fortsæt I bare i jeres forfædres spor, men hvordan vil I undgå at blive dømt til Helvede?

³⁴ Derfor vil I også korsfæste eller på anden måde dræbe mange af de profeter, vismænd og skriftkyndige, jeg vil sende til jer. Nogle vil I piske i jeres synagoger og jagte dem fra by til by. ³⁵ Men I og jeres forfædre vil blive krævet til regnskab for at have myrdet alle disse retskafne mænd, fra Abel, der blev slået ned uden grund, til Zakarias, Barakias’ søn, som blev dræbt mellem indgangen til templet og brændofferalteret. ³⁶ Det siger jeg jer: Mennesker som jer vil blive dømt for deres onde gerninger.

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro^(AG)

³⁷ Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger? Men I ville ikke! ³⁸ Derfor bliver jeres hus øde og forladt, ³⁹ for det siger jeg jer: Fra nu af får I mig ikke længere at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”^[al]

Jesus forudsiger templets ødelæggelse^(AH)

24 Da Jesus var på vej væk fra templet sammen med disciplene, gjorde de ham opmærksom på templets smukke bygninger. ² „Ja, det ser smukt ud,” sagde Jesus. „Men det siger jeg jer: Det hele vil blive jævnet med jorden.”

Jesus advarer om krige, katastrofer og forfølgelser^(AI)

³ Da de var nået over på Olivenbjerget, satte Jesus sig ned. Han var alene sammen med disciplene, som sluttede kreds om ham og spurgte: „Hvornår vil det med templet ske? Hvad er tegnet på, at du kommer, og det bliver verdens ende?”

⁴ Jesus svarede: „Lad ikke nogen vildlede jer. ⁵ Mange vil komme og påstå, at de er Messias, og de vil føre mange mennesker på vildspor. ⁶ I vil høre om uro og krigshandlinger rundt omkring, men lad det ikke skræmme jer. Den slags er uundgåeligt, men det er endnu ikke afslutningen. ⁷ Folk og nationer vil bekrige hinanden, og mange steder bliver der hungersnød og jordskælv. ⁸ Men det er kun som de første veer inden en fødsel.

⁹ I vil blive forfulgt, og mange vil blive dræbt. I vil blive hadet af alle folkeslag, fordi I hører mig til. ¹⁰ Mange vil derfor opgive troen og endda forråde og hade hinanden. ¹¹ Mange falske profeter vil dukke op, og de vil føre mange vild. ¹² Efterhånden som ondskaben breder sig, vil kærligheden blive kold hos mange. ¹³ Men de, der holder ud indtil det sidste, skal blive frelst. ¹⁴ Og glædesbudskabet om Guds rige skal forkyndes i hele verden, så alle folkeslag kommer til at høre det—og så vil afslutningen komme.

Jerusalems ødelæggelse^(AJ)

¹⁵ Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’, som profeten Daniel^[am] taler om, stå i helligdommen,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det) ¹⁶ „så skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. ¹⁷ De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, ¹⁸ og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. ¹⁹ Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. ²⁰ Bed til Gud om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren, og at den ikke falder på en sabbat. ²¹ For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden verdens begyndelse og heller aldrig vil blive igen. ²² Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet for de udvalgtes skyld.

Falske profeter^(AK)

²³ Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det. ²⁴ Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre store mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte. ²⁵ Nu har jeg advaret jer!

²⁶ Hvis nogen kommer og siger: ‚Se, Messias er ude i ødemarken!’ så lad være med at tage derud. Eller hvis de siger, at han skjuler sig på et bestemt sted, så lad være med at tro det. ²⁷ For når Menneskesønnen kommer, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.

²⁸ Hvor gribbene samles, der er ådslet.^[an]

Tegnene på, at Jesus snart kommer igen^(AL)

²⁹ Efter den tids frygtelige trængsler vil solen pludselig blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned fra deres positioner og himlens kræfter komme ud af balance.^{[ao] 30} Tegnet på Menneskesønnens komme vil derefter vise sig på himlen, og alle jordens folkeslag vil jamre højlydt, når de ser Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed.^{[ap] 31} Da vil jeg sende mine engle ud under gjaldende trompetfanfarer for at samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.

³² Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. ³³ På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske. ³⁴ Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske.^{[aq] 35} Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Vær altid parat^(AM)

³⁶ Ingen kender dagen eller tidspunktet, hvornår det vil ske, ikke engang Guds engle, end ikke jeg selv. Kun Faderen ved det. ³⁷ Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. ³⁸ Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. ³⁹ Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme. ⁴⁰ To mænd vil arbejde sammen i marken, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. ⁴¹ To kvinder vil arbejde sammen i huset, den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.

⁴² Derfor skal I altid være parate, for I ved ikke, hvornår jeres Herre kommer tilbage. ⁴³ I ved, at hvis en husejer havde fået at vide, hvornår tyven ville komme, så ville han have holdt vagt for at forhindre indbruddet. ⁴⁴ Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.

⁴⁵ En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. ⁴⁶ Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. ⁴⁷ Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.

⁴⁸ En dårlig forvalter tænker derimod: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig.’ ⁴⁹ Derfor har han ingen skrupler ved at mishandle sine medtjenere og bruge tiden til at feste med sine venner. ⁵⁰ Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, ⁵¹ bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med hyklerne. Dér, hvor de kommer hen, er der gråd og stor fortvivlelse.”

Om at være parat til Jesu genkomst

25 Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. ² Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. ³ De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, ⁴ hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. ⁵ Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

⁶ Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ ⁷ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. ⁸ De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. ⁹ Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ ¹⁰ Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

¹¹ Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ ¹² Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”

¹³ „Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”

Om at bruge det, man har fået betroet^(AN)

¹⁴ „Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte. ¹⁵ En fik fem sække med sølv, en anden fik to og en tredje fik én sæk,^[ar] alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.

¹⁶ Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere. ¹⁷ På samme måde tjente manden med de to sække to mere. ¹⁸ Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.

¹⁹ Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet. ²⁰ Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’ ²¹ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²² Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’ ²³ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²⁴ Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde. ²⁵ Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’

²⁶ Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde, ²⁷ hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’

²⁸ Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge. ²⁹ For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik. ³⁰ Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’

Den afsluttende dom

³¹ Når Menneskesønnen kommer i sin kongeværdighed sammen med alle englene, så vil han tage plads på sin herlighedstrone, ³² og mennesker af alle folkeslag vil samles foran ham. Da vil han dele dem op i to grupper, som en hyrde adskiller får og geder. ³³ Fårene vil han anbringe ved sin højre side og gederne ved sin venstre.

³⁴ Derefter vil han sige til dem på højre side: ‚Kom, I min Fars velsignede! Tag det rige i besiddelse, som har stået klar til jer fra verdens grundvold blev lagt. ³⁵ I gav mig jo noget at spise, da jeg var sulten, og noget at drikke, da jeg var tørstig. I bød mig velkommen, da jeg stod som fremmed, ³⁶ og skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så til mig, da jeg var syg, og I besøgte mig i fængslet.’

³⁷ De, der har gjort Guds vilje, vil svare: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten og givet dig noget at spise, eller tørstig og givet dig noget at drikke. ³⁸ Vi har da heller aldrig set dig stå som fremmed og budt dig velkommen, eller set dig stå uden tøj og skaffet dig noget. ³⁹ Vi har da aldrig set dig syg eller i fængsel og besøgt dig.’ ⁴⁰ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I har gjort imod selv den mest oversete af dem, som er mine, det har I også gjort mod mig.’

⁴¹ Derefter vil han vende sig til dem på sin venstre side og sige: ‚Bort med jer, I, der står under Guds dom! Bort til den evige ild, der er bestemt for Djævelen og hans hjælpere. ⁴² I gav mig jo intet at spise, da jeg var sulten, og intet at drikke, da jeg var tørstig. ⁴³ I bød mig ikke velkommen, da jeg stod som fremmed, eller skaffede mig tøj, da jeg intet havde at tage på. I så ikke til mig, da jeg var syg eller i fængsel.’

⁴⁴ Da vil de svare på samme måde: ‚Herre, vi har da aldrig set dig sulten eller tørstig, fremmed eller uden tøj, syg eller i fængsel, så vi kunne have hjulpet dig.’ ⁴⁵ Da vil han svare dem: ‚Det siger jeg jer: Hvad I ikke har gjort mod selv den mest oversete af disse mennesker, det har I heller ikke gjort mod mig.’

⁴⁶ Den sidste gruppe vil gå bort til evig straf, men de første, som har gjort Guds vilje, vil gå ind til evigt liv.”

De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen^(AO)

26 Da Jesus var færdig med at undervise sine disciple, sagde han til dem: ² „I ved, at der kun er to dage til påskefesten begynder.^[as] Da vil Menneskesønnen blive forrådt og korsfæstet.”

³ Ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere holdt møde i ypperstepræsten Kajfas’ hus. ⁴ De diskuterede, hvordan de uden at vække opsigt kunne få Jesus pågrebet og slået ihjel. ⁵ „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”

En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død^(AP)

⁶ Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.^{[at] 7} Da kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med en kostbar, aromatisk olie. Den hældte hun ud over Jesu hoved, mens han lå til bords og spiste.

⁸ Da disciplene så det, blev de fortørnede. „Sikken et spild,” sagde de. ⁹ „Den olie kunne have indbragt mange penge, og pengene kunne være givet til de fattige.” ¹⁰ Jesus hørte, hvad de sagde, og satte dem i rette: „Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. ¹¹ De fattige har I jo altid iblandt jer—men mig har I ikke altid. ¹² Hun hældte den olie ud over mit hoved som en forberedelse til min begravelse. ¹³ Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”

Judas beslutter at forråde Jesus^(AQ)

¹⁴ Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne. ¹⁵ „Hvad vil I give mig for at forråde Jesus til jer?” spurgte han. De lovede ham 30 sølvmønter for det. ¹⁶ Fra det øjeblik søgte Judas en passende anledning til at forråde Jesus.

Forberedelsen til påskemåltidet^(AR)

¹⁷ På den første af påskefestens^[au] dage kom disciplene til Jesus og spurgte: „Hvor ønsker du, at vi skal forberede påskemåltidet for dig?” ¹⁸ Han svarede: „Gå ind i byen, find frem til en bestemt mand og sig til ham: ‚Mesteren siger: Øjeblikket er kommet. Jeg vil gerne spise påskemåltidet i dit hus sammen med mine disciple.’ ”

¹⁹ Disciplene gjorde, som Jesus havde sagt, og forberedte påskemåltidet.

Jesus forudsiger Judas’ forræderi^(AS)

²⁰ Ved mørkets frembrud gik Jesus derhen sammen med de Tolv, og de lagde sig ned ved bordet og begyndte måltidet. ²¹ Mens de spiste, udbrød han: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.” ²² Disciplene blev meget bedrøvede, og den ene efter den anden spurgte ham: „Det er vel ikke mig, Herre?”

²³ Jesus svarede: „Ham, der har sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig. ²⁴ Selv om Menneskesønnen nødvendigvis må dø, sådan som Skrifterne har sagt, så må jeg sige: Ve det menneske, som forråder mig. Det havde været bedre for ham, om han aldrig havde levet.”

²⁵ „Det er vel ikke mig, Herre?” spurgte Judas, forræderen.

„Jo, det er!” svarede Jesus.

Jesus indstifter den nye pagt^(AT)

²⁶ Under måltidet tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det i stykker og delte det ud til disciplene, idet han sagde: „Tag imod dette brød og spis det. Det er mit legeme.” ²⁷ Så tog han et bæger med vin, takkede Gud, sendte det rundt og sagde til dem: „Drik alle heraf, ²⁸ for det er mit blod, som besegler den nye^[av] pagt, og som udgydes for mange, for at de kan få tilgivelse for deres synder. ²⁹ Jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin mere før den dag, da jeg drikker den ny vin sammen med jer i min Fars rige.”

Jesus forudser, at disciplene vil tage afstand fra ham^(AU)

³⁰ Da Jesus og hans disciple havde sunget lovsangen,^[aw] gik de ud mod Olivenbjerget.

³¹ Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I nat vil I alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’^{[ax] 32} Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”

³³ „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så vil jeg aldrig svigte dig!” forsikrede Peter.

³⁴ Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”

³⁵ „Aldrig i livet!” udbrød Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Det samme sagde alle de andre disciple.

Jesus kæmper i bøn i Getsemane^(AV)

³⁶ Jesus og disciplene kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. ³⁷ Dog tog han Peter og de to sønner af Zebedæus med sig lidt længere frem. Han var sørgmodig og urolig. ³⁸ „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder!”

³⁹ Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad: „Far, hvis det er muligt, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”

⁴⁰ Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. Han vækkede dem og sagde til Peter: „Kunne I ikke holde jer vågne bare én time for min skyld? ⁴¹ Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”

⁴² Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad for anden gang: „Far, hvis det her lidelsens bæger ikke kan tages fra mig, men jeg er nødt til at tømme det, så lad din vilje ske.”

⁴³ Da han kom tilbage til de tre disciple, sov de igen, for deres øjenlåg føltes tunge som bly. ⁴⁴ Så lod han dem være og gik for tredje gang alene tilbage for at bede den samme bøn igen.

⁴⁵ Da han derefter kom tilbage til disciplene, sagde han til dem: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal gives i onde menneskers vold. ⁴⁶ Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(AW)

⁴⁷ Ordene hang endnu i luften, da Judas dukkede frem af mørket—han, som var en af de Tolv. Han kom med en stor flok mænd, der var bevæbnet med sværd og knipler og udsendt af ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. ⁴⁸ Forræderen havde i forvejen sagt til dem: „Den mand, jeg hilser med et kys på kinden, ham skal I gribe!”

⁴⁹ Derfor gik Judas lige hen til Jesus og sagde: „God aften, Mester!” og han kyssede ham på kinden.

⁵⁰ „Min ven,” svarede Jesus, „er det for at vise din hengivenhed, du er kommet?”^[ay]

I samme øjeblik omringede mændene Jesus og holdt ham fast. ⁵¹ Pludselig trak en af disciplene sit sværd, slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans ene øre af. ⁵² „Stik dit sværd i skeden!” beordrede Jesus. „De, der griber til vold, vil selv blive ofre for vold. ⁵³ Er du ikke klar over, at jeg kunne råbe til min Far om hjælp, og han ville straks sende mig mere end 12 legioner engle? ⁵⁴ Men hvordan skulle Guds plan, som er omtalt i Skriften, så blive opfyldt?”

⁵⁵ Så vendte Jesus sig til dem, der var kommet for at fange ham: „Man skulle tro, det var en farlig forbryder, I var ude efter, sådan som I er bevæbnede. Hvorfor arresterede I mig ikke i templet? Den ene dag efter den anden underviste jeg i templet, uden at I pågreb mig. ⁵⁶ Men alt, hvad der sker her, er blot en opfyldelse af, hvad profeterne har sagt!”

Da flygtede alle disciplene.