Bible in 90 Days

Styrk hinanden for enhedens skyld

15 Vi, som er „stærke”, skal bære over med andres svagheder og ikke kun tænke på os selv. ² Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at glæde og styrke vores næste. ³ Kristus tænkte jo heller ikke på at behage sig selv. Tværtimod, som Skriften siger: „Den hån, som ramte dig, ramte også mig.”^{[a] 4} Alt, hvad der står i Skriften, blev skrevet, for at vi kan lære af det. Skriften motiverer os altså til at være udholdende og styrker vores overbevisning om engang at få alt det, Gud vil give os.

⁵ Jeg ønsker for jer, at Gud, som giver os udholdenhed og styrke, vil hjælpe jer til at blive inspireret af Kristus og leve i enighed med hinanden, ⁶ så I sammen kan lovprise Gud, vores Herres Jesu Kristi Far.

Accepter hinanden på trods af forskellig baggrund

⁷ Accepter hinanden, ligesom Kristus har accepteret jer, hvad enten I har jødisk baggrund eller ej. På den måde bliver Gud æret. ⁸ Husk på, at Jesus kom for at tjene både jøder og ikke-jøder. Han viste os jøder, at det, Gud havde lovet vores forfædre, var sandt, ⁹ og han gav ikke-jøderne en anledning til at prise Gud for hans barmhjertighed. At det glædelige budskab skulle nå ud til alle folkeslag er forudsagt mange steder i Skriften, som for eksempel:

¹² Esajas siger det sådan:

¹³ Jeg ønsker for jer, at Gud, som er grundlaget for alt håb, vil fylde jer med glæde og fred i jeres tro og give jer en stærk forventning ved Helligåndens kraft.

Paulus som Guds og Jesu Kristi tjener

¹⁴ Jeg tvivler ikke på jeres gode sindelag, kære venner, og jeg er overbevist om, at I allerede ved nok til at kunne vejlede hinanden. ¹⁵ Når jeg alligevel i brevet her med stor frimodighed har givet jer nogle påmindelser, er det på grund af den opgave, som Gud i sin nåde har lagt hen til mig, ¹⁶ nemlig at bringe Guds glædelige budskab om Jesus som Frelser til alle folkeslag. Formålet er at føre jer frem for Gud som en offergave, han kan tage imod med glæde, en gave, som Helligånden har renset og helliggjort.

¹⁷ Jeg er utrolig taknemmelig for alt det, som Jesus Kristus har udført i min tjeneste for Gud, ^18-19 men jeg ønsker ikke at tale om det på anden måde, end at det er Kristus, der har gjort det. Mange mennesker er kommet til tro og blevet lydige mod Gud gennem mine ord og handlinger, som er udført ved hans Ånds kraft. Der er sket både tegn og undere, så jeg har været i stand til at forkynde det glædelige budskab lige fra Jerusalem og hele vejen op gennem Lilleasien og Grækenland. ²⁰ Jeg har sat en ære i altid at forkynde budskabet på steder, hvor mennesker ikke før har hørt om Kristus, så jeg ikke bygger oven på en grundvold, som andre har lagt. ²¹ I stedet har jeg søgt at efterleve det skriftord, som siger:

Paulus planlægger at rejse til Spanien via Rom

^22-23 Endnu har det ikke været muligt for mig at besøge jer, selvom jeg i mange år har haft et ønske om at kunne gøre det. Men nu, da mit arbejde i disse egne er færdigt, ²⁴ planlægger jeg en rejse til Spanien. På vejen dertil håber jeg at se jer og glæde mig over fællesskabet med jer for en tid. Jeg håber så, at I vil hjælpe mig videre på rejsen. ²⁵ Men lige nu skal jeg til Jerusalem med en pengegave til de kristne der. ²⁶ De kristne i Makedonien og Akaja besluttede nemlig at være med til at give en gave til de fattige blandt de kristne i Jerusalem. ²⁷ Når de gerne ville være med, skyldes det også, at de på en måde står i gæld til dem. Når de som kristne ikke-jøder har fået del i en åndelig rigdom fra de kristne jøder, bør de også til gengæld hjælpe dem på det materielle område. ²⁸ Så snart jeg har fået denne gave sikkert overbragt til dem, vil jeg rejse til Spanien via jer. ²⁹ Og jeg har tillid til, at når jeg kommer til jer, vil det være med stor velsignelse fra Kristus.

En bøn om beskyttelse på rejsen til Jerusalem

³⁰ Jeg har en bøn til jer, kære venner, da vi er forbundet med hinanden gennem den kærlighed, der kommer fra Helligånden, og fordi vi alle har Jesus Kristus som vores Herre. Bed inderligt til Gud sammen med mig, ³¹ at han vil redde mig fra at falde i kløerne på de vantro jøder i Judæa provinsen, som jeg skal rejse igennem, og at de kristne i Jerusalem vil være villige til at modtage gaven. ³² Derefter kommer jeg og besøger jer, om Gud vil, og jeg glæder mig til at hvile ud hos jer en tid. ³³ Nu beder jeg om, at Gud, som er den, der giver os fred i hjertet, vil være med jer alle. Amen.

Afsluttende hilsener og en sidste formaning

16 Føbe kommer til jer med min bedste anbefaling.^[g] Hun har gjort et stort arbejde i menigheden i Kenkrea. ² Tag venligt imod hende, som det forventes blandt kristne, og hjælp hende med, hvad hun har brug for. Hun har virkelig været til stor hjælp for mange, også for mig.

³ Hils Priska^[h] og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus. ⁴ De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste. ⁵ Hils også menigheden, der samles i deres hjem.

Hils min kære ven, Epainetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien. ⁶ Hils Maria, som har gjort et stort arbejde iblandt jer. ⁷ Hils mine jødiske landsmænd, Andronikos og Junia,^[i] som har siddet i fængsel sammen med mig. De har et godt ry hos apostlene, og de har været kristne endnu længere, end jeg har. ⁸ Hils min gode ven, Ampliatos. ⁹ Hils min medarbejder, Urbanus, og min gode ven Stakys. ¹⁰ Hils Apelles, som har stået sin prøve i tjenesten for Kristus. Hils Aristobuls folk. ¹¹ Hils min landsmand Herodion og de kristne hos Narkissos. ¹² Hils Tryfæna og Tryfosa, som har gjort et stort arbejde for Herren. Hils min kære Persis. Hun har gjort et enormt arbejde for Herren. ¹³ Hils Rufus, som på en særlig måde blev udvalgt. Og hils hans mor, der også har været som en mor for mig. ¹⁴ Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de medarbejdere, som er sammen med dem. ¹⁵ Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de kristne, som er sammen med dem. ¹⁶ Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle menighederne her sender deres hilsener.

¹⁷ Kære venner, jeg vil opfordre jer til at være på vagt over for dem, der skaber splid og ødelægger folks tro ved at forkynde en lære, som er i modstrid med den undervisning, I har fået. Hold jer væk fra dem, ¹⁸ for den slags mennesker tjener ikke Kristus, vores Herre. De søger kun det, der gavner dem selv. Ved deres fristende, sukkersøde ord fører de troskyldige mennesker på afveje. ¹⁹ Jeg glæder mig over, at I har ry for at være lydige mod Gud! Men jeg ønsker, at I må være vise i jeres vurdering af, hvad der er godt, og uskyldsrene med hensyn til det onde. ²⁰ Gud, som bringer fred, vil snart besejre Satan og lægge ham for jeres fødder. Vores Herres, Jesu Kristi, nåde være med jer alle.

²¹ Min medarbejder, Timoteus, sender jer sin hilsen, og det samme gør mine landsmænd, Lukius, Jason og Sosipatros. ²² (Også jeg, Tertius, som har ført pennen i brevet her, sender jer hilsen i Herrens navn.) ²³ Min og hele menighedens vært, Gajus, sender jer også sin hilsen. Det samme gør Erastos, byens regnskabsfører, og vores kristne ven, Kvartus.^[j]

²⁵ Lovet være Gud, som har magt til at gøre jer stærke i troen i kraft af det glædelige budskab om Jesus Kristus, som jeg forkynder. Gud vil styrke jeres forståelse af mysteriet om den frelsesplan, som i umindelige tider har ligget skjult, ²⁶ men som nu er blevet åbenbaret. Det mysterium har de profetiske skrifter hentydet til, og det er nu blevet klargjort efter den evige Guds befaling, så mennesker fra alle folkeslag kan blive hjulpet til at leve i tillidsfuld lydighed til ham. ²⁷ Ja, lovet være Gud, som alene har al visdom, og som vi har lært at kende gennem Jesus Kristus. Ham tilhører æren i al evighed! Amen!

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.

² Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.

³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Paulus takker Gud for dem

⁴ Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. ⁵ I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. ⁶ Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, ⁷ og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. ⁸ Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. ⁹ Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.

Persondyrkelse og splittelser hører ikke hjemme i menigheden

¹⁰ Med den autoritet, som vores Herre, Jesus Kristus, har givet mig, formaner jeg jer, mine venner, til alle at stå sammen. Der må ikke være splittelser iblandt jer, men I skal arbejde frem mod at have samme sindelag og samme overbevisning.

¹¹ Efter hvad jeg hører fra Kloes folk, er der nemlig stridigheder iblandt jer. ¹² Jeg tænker på, at nogle af jer siger: „Vi hører til Paulus”, og andre: „Vi hører til Apollos”, og andre igen: „Vi hører til Peter”, mens nogle siger: „Vi hører til Kristus”. ¹³ Hvad er det for noget snak? Er Kristus måske delt op i smådele? Det var ikke mig, der blev korsfæstet for jer! Og I er heller ikke blevet døbt til at tilhøre Paulus. ¹⁴ Jeg er Gud taknemmelig for, at jeg ikke har døbt nogen af jer, undtagen Krispus og Gajus. ¹⁵ Så der er ingen, der kan sige, at de er blevet døbt til at tilhøre mig. ¹⁶ For resten har jeg også døbt Stefanas’ husstand. Ellers mener jeg ikke, at jeg har døbt nogen. ¹⁷ Kristus udsendte mig jo ikke for at døbe, men for at forkynde budskabet om Jesus, og det gør jeg uden at bygge på menneskelig visdom, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.

Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort

¹⁸ For selvom budskabet om korset lyder tåbeligt for dem, der er på vej til fortabelsen, så er det for os, der er på vej til det evige liv, et udtryk for Guds kraft og visdom. ¹⁹ Der står jo skrevet:

²⁰ Jamen, hvad så med alle verdens vismænd? Hvad med alle de lærde, alle filosofferne? Ved I ikke, at Gud har afsløret denne verdens visdom som det, den i virkeligheden er—tåbelighed? ²¹ Det hører jo med til Guds visdom, at mennesker ikke ad visdommens vej kan nå til erkendelse af ham. Derfor besluttede han ved hjælp af den „tåbelige” forkyndelse at frelse dem, der tager imod budskabet i tro. ²² Jøderne vil se beviser, og grækerne søger filosofisk visdom, ²³ men vores budskab er om den korsfæstede Kristus. For jøderne er det en forargelse og for grækerne den rene galskab, ²⁴ men for dem, som er kaldet af Gud, både jøder og grækere, repræsenterer Kristus Guds kraft og Guds visdom. ²⁵ Selv Guds „tåbelighed” er visere end menneskelig visdom, og Guds „svaghed” er stærkere end menneskelig styrke.

²⁶ Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. ²⁷ Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. ²⁸ Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. ²⁹ Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

³⁰ Det er Gud, der har gjort det sådan, at I nu er noget i Kristus. Og det er Kristus, som har ført os ind i Guds visdom. Det er på grund af ham, at vi nu er accepteret af Gud, at vi er erklæret skyldfri og står rensede ind for Gud. ³¹ Dermed opfyldes Skriftens ord: „Ingen kan rose sig af andet end det, Herren har gjort.”^[l]

Budskabet om Jesus forkyndes ikke med menneskelig visdom

2 Sådan var det også, dengang jeg kom til jer i Korinth. Da jeg fortalte jer om Guds frelsesplan, satte jeg ikke min lid til flot retorik eller menneskelig visdom. ² Jeg havde nemlig besluttet mig til ikke at ville tale om andet end Jesus Kristus og hans død på korset. ³ Jeg kom til jer i afmægtighed med megen ængstelse og bæven, ⁴ og min forkyndelse var ikke baseret på kloge ord og god overtalelsesevne. Nej, den var baseret på en demonstration af Helligåndens kraft, ⁵ så jeres tro ikke skulle bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.

Den åndelige visdom

⁶ Visdomsord bruger vi i en forsamling af modne kristne, men det er ikke en visdom, der kommer fra denne verden, eller den visdom, som anvendes af verdens magthavere, som for øvrigt er på vej til at miste deres magt. ⁷ Nej, vi taler med Guds visdom om den frelsesplan, der hidtil har været som et mysterium, og som han udtænkte, før verden blev skabt, med den hensigt at give et vidunderligt liv til alle, der hører ham til. ⁸ Ingen af denne verdens ledere kendte til den plan. Havde de gjort det, ville de ikke have korsfæstet vores vidunderlige Herre. ⁹ Men på den måde blev det skriftord opfyldt, hvor der står: „Hvad intet øje har set, hvad intet øre hørt, og hvad intet menneske har kunnet forestille sig, det har Gud beredt for dem, der elsker ham.”^[m]

¹⁰ Og det har Gud nu åbenbaret for os ved sin Ånd. Helligånden har nemlig kendskab til alt, selv Guds dybder. ¹¹ Ligesom ingen kender et menneskes tanker, undtagen det menneske selv, sådan kender heller ingen Guds tanker, undtagen Gud selv og hans Ånd.

¹² Vi har ikke verdens ånd, men Gud har givet os sin egen Ånd, for at vi kan forstå betydningen af alt det, han i sin nåde har givet os. ¹³ Og det taler vi om med ord, som ikke udspringer af menneskelig visdom, men af den inspiration, som Helligånden giver os, idet vi forklarer åndelige ting for åndelige mennesker. ¹⁴ Uåndelige mennesker kan ikke forstå eller tage imod det, der kommer fra Guds Ånd. For dem er det jo bare tåbelig snak. De er ude af stand til at forstå det, for det skal bedømmes åndeligt. ¹⁵ Åndelige mennesker kan bedømme alle ting, men de kan ikke selv bedømmes af uåndelige mennesker. ¹⁶ For som Skriften siger: „Hvem har indsigt i Herrens tanker? Hvem kan være hans rådgiver?”^[n] Men vi, som har Guds Ånd, kender til den måde, Kristus tænker på.

Tjenersind og ydmyghed udelukker persondyrkelse og magtkamp

3 Da jeg var hos jer, venner, kunne jeg ikke tale til jer som til åndeligt modne mennesker, ja, man kunne dårligt se, at I var blevet kristne. I var som nyfødte børn i jeres tro på Kristus, ² så jeg gav jer mælk og ikke fast føde, for det var I slet ikke parate til. Og det er I stadig ikke! ³ Når I er misundelige på hinanden og strides om magten, viser det så ikke, at I endnu er åndeligt umodne og handler ud fra denne verdens tankegang? ⁴ Er det ikke et udtryk for menneskelig tankegang at sige: „Jeg hører til Paulus’ parti”, eller: „Jeg hører til Apollos’ parti”? ⁵ Hverken Apollos eller jeg ønsker blokdannelser i menigheden. Vi er kun Guds tjenere, og vi er medarbejdere på jeres tro. Hver af os gjorde kun det, Gud havde givet os at gøre: ⁶ Det var mig, der plantede, og Apollos, der vandede, men det var Gud, der gav væksten. ⁷ Altså afhænger det mere af Gud, som får det til at gro, end af hvem, der planter og vander. ⁸ Den, der planter, og den, der vander, arbejder sammen og ikke imod hinanden. De vil hver især få deres løn for det arbejde, de har udført. ⁹ Vi er Guds medarbejdere, mens I er den mark, han arbejder på.

En god bygmester får løn for sit arbejde

Man kan også sige, at I er det hus, han er ved at bygge. ¹⁰ Ved Guds nåde har jeg som en erfaren bygmester lagt et fundament, og andre har bygget ovenpå. Men vi må alle passe på, hvordan vi bygger. ¹¹ For det er ikke muligt at lægge et andet fundament end det, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus. ^12-13 En dag vil det blive afsløret, hvordan hver enkelt har bygget oven på det fundament, om de har bygget med guld, sølv og ædelstene, eller med træ, strå og halm. På dommens dag vil nemlig enhvers arbejde blive prøvet i ilden. ¹⁴ De, der har bygget sådan, at deres arbejde består ildprøven, vil blive belønnet for det. ¹⁵ Men de, hvis arbejde ikke består prøven, vil ingen løn få. Dog vil de selv komme frelst igennem, ligesom et menneske bliver reddet ud af et brændende hus.

¹⁶ Ved I ikke, at I er Guds hus? Guds Ånd bor jo i jer. ¹⁷ Hvis nogen prøver at ødelægge Guds hus, vil Gud ødelægge dem, for Gud værner om sin hellige bolig, og I er hans bolig.

Ydmyghed er vejen til visdom

¹⁸ Pas på, at I ikke narrer jer selv! I, som mener, at I er kloge i denne verden, må give afkald på jeres egen visdom, før I kan tage imod Guds visdom. ¹⁹ Denne verdens visdom er nemlig tåbelig i Guds øjne. Det er, som der står skrevet: „Han fanger de kloge i deres egen snedighed.”^{[o] 20} Og et andet sted står der: „Herren kender de kloges tanker og ved, at de er uden værdi.”^{[p] 21} Derfor skal I ikke prale af, hvad bestemte mennesker har udrettet. I har jo adgang til det hele. ²² I har nydt godt af både Paulus, Apollos og Peter. I har kundskab om verden, livet, døden, nutiden og fremtiden—alt ligger for jeres fødder. ²³ Men husk at underordne jer Kristus, ligesom Kristus underordnede sig Gud.

Det er Guds sag at bedømme sine tjeneres arbejde

4 Altså skal I betragte os som medarbejdere i tjenesten for Kristus, som forvaltere, der har fået indsigt i Guds mysterier. ² En forvalter skal være trofast og pålidelig i sit arbejde. ³ For mig betyder det kun lidt, om I eller andre mennesker bedømmer min trofasthed i tjenesten. Jeg tør ikke engang stole på min egen bedømmelse i den sag. ⁴ Skønt jeg ikke er bevidst om, at jeg skulle have gjort noget forkert, så er det i sig selv ikke noget bevis på, at jeg ikke har gjort det. Det tilkommer Herren alene at bedømme mig. ⁵ Lad derfor være med at drage forhastede slutninger og dømme folk før tiden. Dommen kommer, når Herren kommer! Han vil bringe alt det frem i lyset, der har været skjult i mørket, og han vil åbenbare alle de skjulte motiver, der har været i menneskers hjerter. Da vil Gud give hver enkelt den ros, de fortjener.

Ydmyghed udelukker selvros

⁶ Både Apollos og jeg har valgt at følge de principper, jeg lige har omtalt, for at vi kan være et eksempel for jer, og for at I kan lære at leve efter de skriftsteder, jeg har citeret ovenfor.^[q] I må lære ikke at fremhæve én person over en anden. ⁷ Hvem har indsigt til at bedømme dig og din indsats? Er det ikke Gud, der har givet dig nåde til at udrette det, som er lykkedes for dig? Vil du tage æren for det, som Gud i sin nåde har givet dig?

⁸ I har jo overflod på alle måder! I er rige, som jeg ved ikke hvad! Helt uden vores hjælp er I allerede blevet fyrster! Ja, gid I var fyrster, for så kunne vi da regere sammen. ⁹ Faktisk synes jeg, at Gud har sat os apostle bagerst i rækken som dødsdømte fanger, der i slutningen af sejrherrens triumftog vises frem for både engle og mennesker. ¹⁰ Vi anses for tåber, fordi vi tjener Kristus, men I er vise og forstandige. Vi er de svage, men I er de stærke! I bliver æret og set op til, men vi bliver ringeagtet og overset. ¹¹ Vi vandrer fra sted til sted, og vi oplever sult, tørst og kulde. Vi er hjemløse og mishandlede. ¹² Vi slider og slæber for at opretholde livet. Når vi bliver hånet, svarer vi ved at velsigne. Når vi bliver forfulgt, finder vi os i det. ¹³ Når man taler ondt om os, svarer vi venligt. Altid bliver vi behandlet som det skidt, man træder på, som udskud i alles øjne.

¹⁴ Jeg skriver ikke det her til jer for at give jer dårlig samvittighed, men for at vejlede jer som mine elskede børn. ¹⁵ Der er masser af mennesker, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal gøre, men I har ikke mange åndelige fædre. I og med at I tog imod det glædelige budskab om Jesus, som jeg bragte jer, blev jeg jeres åndelige far. ¹⁶ Derfor beder jeg jer om at lytte til mig og gøre som jeg.

¹⁷ Det er også derfor, jeg har sendt Timoteus til jer med det her brev. Han er en af dem, jeg har vundet for Kristus, og som jeg holder meget af. Han er en trofast Herrens tjener, og han kan undervise jer på samme måde, som jeg gør i de forskellige menigheder.

¹⁸ Da jeg ikke kunne komme til jer, blev nogle af jer vældig store i munden. ¹⁹ Men jeg kommer snart, om Herren vil, og så vil jeg gerne kunne se Guds kraft i funktion hos jer frem for de mange store ord. ²⁰ Guds rige består jo ikke i ord, men i kraft. ²¹ Hvad vil I helst? Skal jeg svinge pisken eller komme med den blide kærlighed?

Vejledning om umoralitet i menigheden

5 Hvor utroligt det end lyder, så har jeg hørt, at der er seksuel synd iblandt jer, og det af en så alvorlig karakter, at man ikke engang finder mage til blandt de gudløse, nemlig at en mand i jeres menighed lever sammen med sin stedmor. ² Og I slår det bare hen! I skulle hellere med skam og bedrøvelse udelukke den mand af jeres fællesskab. ³ Selvom jeg befinder mig langt borte, følger jeg i min ånd levende med i, hvad der sker hos jer, og jeg har afsagt dommen over den skyldige. ⁴ I bør samles i Herren Jesu navn—og jeg vil være med jer i tankerne—og ud fra den autoritet, som Jesus, vores Herre, har givet os, ⁵ skal I overgive denne mand til Satan, så han bliver angrebet på sin krop. Måske kan det få ham til at vende sig fra sin synd, og dermed kan hans ånd blive reddet på dommens dag.

⁶ Her har I ikke noget at være stolte af. Ved I ikke, at en smule surdej kan gennemsyre hele dejen? ⁷ Fjern den gamle surdej, så I kan være ligesom en ny dej, der ikke indeholder nogen urenheder. Kristus blev jo ofret som vores påskelam.^{[r] 8} Så lad os fejre påske med usyrnet brød—med sandhed og renhed—og ikke med gammel surdej—ondskab og moralsk forfald.

⁹ I mit tidligere brev skrev jeg, at I ikke måtte have noget at gøre med dem, der lever i seksuel synd. ¹⁰ Jeg mente naturligvis ikke de mennesker, der ikke er kristne, og som lever et liv kendetegnet af seksuel synd, griskhed, tyverier og afgudsdyrkelse, for så måtte I jo forlade denne verden. ¹¹ Hvad jeg mente, var, at I ikke skal have fællesskab med nogen, der påstår, at de er kristne, men hvis liv er kendetegnet af seksuel synd, griskhed, afgudsdyrkelse, hån, druk eller tyverier. I skal tage afstand fra sådanne mennesker. ¹² Er det måske vores opgave at dømme de mennesker, der ikke følger Kristus? Nej, men det er jeres opgave at dømme dem, som hører til i jeres menighed. ¹³ Dem, der er udenfor, må Gud dømme, men I skal fjerne det onde fra jeres midte!^[s]

Retssager inden for menigheden

6 Hvis en af jer har et mellemværende med en anden fra menigheden, bør I løse sagen ved at bringe den til menighedens ledelse i stedet for at gå til en verdslig domstol. ² Ved I ikke, at de kristne en dag skal dømme verden? Når I skal dømme verden, skulle I så ikke kunne klare sådanne småsager? ³ En dag skal vi jo dømme englene. Skulle vi så ikke kunne klare almindelige hverdagsproblemer? ⁴ Når der opstår interne stridigheder blandt menighedens medlemmer, vil I så som dommere bruge folk, som menigheden ikke har tillid til? ⁵ Det er for dårligt. Er der ikke en eneste iblandt jer, som har tilstrækkelig visdom til at dømme i den slags sager? ⁶ Skal den ene kristne virkelig sagsøge den anden og endda have sagen afgjort af ikke-kristne dommere? ⁷ Det er faktisk en falliterklæring, at kristne overhovedet fører retssager imod hinanden. Hvorfor ikke hellere lide uret og blive snydt? ⁸ Tænk, at nogle af jer ligefrem bedrager jeres medkristne og gør dem uret!

De, der lever i oprør mod Gud, får ikke del i hans rige

⁹ Ved I ikke, at de, der lever i oprør mod Gud, ikke får del i Guds rige? Pas på, at I ikke bedrager jer selv! Mennesker, der lever i seksuel synd, utroskab eller afgudsdyrkelse, vil ikke få del i Guds rige. Det samme gælder mænd, som praktiserer homoseksualitet, ¹⁰ og det gælder tyveknægte, griske mennesker, drankere, svindlere og dem, der nedgør andre. ¹¹ Den form for levevis har nogle af jer haft, men nu er I blevet renset fra jeres synder. I er frikendte på grund af det, som Herren Jesus Kristus og Guds Ånd har gjort for jer, og I er nu indviet til at tjene Gud.

¹² „Alt er tilladt,” siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt for mig, men jeg skal ikke lade noget få kontrollen over mig. ¹³ „Maden er skabt til maven, og maven er skabt til maden,” siger nogle. Ja, men der er evighedsværdier, som er vigtigere end fysisk tilfredsstillelse. Vi har ikke fået en krop for at bruge den til seksuel synd, men for at bruge den til ære for Kristus og lade ham være herre over den. ¹⁴ Ligesom Gud oprejste Jesus fra de døde, vil han også oprejse os ved sin kraft.

¹⁵ Ved I ikke, at I hver for sig er lemmer på Kristi legeme? Kan man tage en del af Kristi legeme og bruge det til prostitution?^[t] Aldrig! ¹⁶ Ved I ikke, at den mand, der giver sig hen til en prostitueret, gør sig til ét med hende? „De to skal blive ét,”^[u] hedder det jo. ¹⁷ Men den, der giver sig hen til Herren, bliver åndeligt forenet med ham. ¹⁸ I må afholde jer fra seksuel umoral.

I påstår, at synd ikke har noget med kroppen at gøre. Det passer ikke, for den, der går i seng med en prostitueret, synder netop mod sin egen krop.^{[v] 19} Ved I ikke, at Helligånden, som I har fået fra Gud, bor i jeres krop? Ved I ikke, at I ikke længere tilhører jer selv? ²⁰ Gud har ikke alene løskøbt jer, men også betalt en meget høj pris. Brug derfor jeres krop til ære for ham, som I tilhører.

Spørgsmål om ægteskabet

7 Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, ² men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. ³ Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. ⁴ En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. ⁵ Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. ⁶ Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. ⁷ Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud—én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.

⁸ Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. ⁹ Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.

¹⁰ Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra^[w] sin mand. ¹¹ (Hvis hun alligevel skiller sig fra ham,^[x] bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.

¹² Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. ¹³ Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. ¹⁴ En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. ¹⁵ Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. ¹⁶ En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.

¹⁷ I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.

¹⁸ Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. ¹⁹ For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.

²⁰ Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. ²¹ Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. ²² Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. ²³ Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. ²⁴ Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.

²⁵ Med hensyn til de unge, som endnu aldrig har været gift, har jeg ingen særlig befaling fra Herren. Men jeg fortæller jer min mening som en person, man kan fæste lid til på grund af Herrens barmhjertige indgriben i mit liv. ²⁶ I den trængselstid, som vi befinder os i, mener jeg, at det er en fordel at forblive ugift. ²⁷ Hvis du er bundet i et ægteskab, skal du ikke opløse det. Hvis du ikke er bundet, så lad være med at gifte dig. ²⁸ Men hvis en ung mand alligevel beslutter at gifte sig, er der ikke noget forkert i det, og hvis en ung pige gifter sig i en tid som denne, så har hun ikke gjort noget forkert. Men hvis I gør det, vil I få nogle problemer, som jeg kunne ønske, at I blev skånet for. ^29-31 Det siger jeg jer, venner: Verden i sin nuværende form er tæt ved at have nået sin afslutning. Der er ikke lang tid tilbage. Derfor gør det fra nu af ikke den store forskel, om man er gift eller ugift, om man sørger eller er glad, om man har penge at købe for eller ej, og om man udnytter det, verden har at byde på, eller ej.

³² Jeg vil gerne skåne jer for de bekymringer, der hører denne verden til. En ugift mand tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan glæde sin Herre. ³³ Men en gift mand tænker på det, der hører denne verden til, hvordan han kan glæde sin kone, ³⁴ og på den måde er hans tanker delt. Det samme gælder den ugifte kvinde eller unge pige. De tænker på det, der hører Herren til, og indvier både deres krop og ånd til at tjene Herren. Men en gift kvinde tænker på det, der hører denne verden til, hvordan hun kan glæde sin mand. ³⁵ Jeg siger ikke det her for at begrænse jeres frihed, men for at I kan tjene Herren på en god og helhjertet måde uden at blive optaget af så mange andre ting.

³⁶ Hvis en mand har en ugift datter, som gerne vil giftes, og som ikke er helt ung mere, og hvis han mener, det ville bringe skam over datteren, hvis hun forblev ugift, så lad ham gøre det, han mener, er det rigtige: lad hende blive gift. Det er der ikke noget forkert i. ³⁷ Men hvis han har overvejet sagen grundigt og har taget sin beslutning, hvis han ikke er blevet presset til noget, der er imod hans overbevisning, og hvis han mener, at datteren bør forblive ugift, så er det i orden. ³⁸ Altså er det i orden for en mand at gifte sin datter bort, og det er i orden ikke at gøre det, dog anbefaler jeg det sidste.

³⁹ En kvinde er bundet af sit ægteskab, så længe hendes mand lever. Men hvis manden sover ind,^[y] er hun frit stillet til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det er med en kristen. ⁴⁰ Dog vil hun, så vidt jeg kan se, få mere velsignelse ud af ikke at gifte sig, og jeg tror, at jeg har den opfattelse fra Guds Ånd.

Spørgsmål om afgudsofre

8 Med hensyn til jeres spørgsmål om at spise kød, som har været ofret til afguderne, så er det rigtigt, som I siger: „Vi har alle kundskab.” Men kundskab kan gøre mennesker indbildske. Kærligheden, derimod, søger altid det bedste for de andre. ² De, der mener at have al kundskab, har endnu meget at lære. ³ Og Gud kender dem, der elsker ham.

⁴ Om det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi jo, at afguder i virkeligheden slet ikke eksisterer, og vi ved, at der kun findes én Gud. ⁵ Og selvom der er såkaldte guder, som menes at holde til enten i himmelrummet eller på jorden, og selvom der er masser af mennesker, der ynder at blive kaldt guder og herrer, ⁶ så er der for os kun én sand Gud, Faderen, fra hvem alting er kommet, og som skabte os til at være hans. Og der er kun én sand Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er blevet til, og som gav os livet.

⁷ Men ikke alle er nået til den erkendelse. Nogle har indtil nu været vant til at tilbede afguderne ved at spise den slags offerkød, og derfor går det nu imod deres samvittighed, hvis de spiser det. De er jo stadig nye og skrøbelige i troen. ⁸ Det, vi spiser, gør hverken fra eller til over for Gud. Vi mister intet ved at afholde os fra bestemte spiser, og vi opnår intet over for Gud ved at holde os til bestemte spiser. ⁹ Men pas på, at I ikke ved at bruge den frihed, I har, får en medkristen til at miste troen. ¹⁰ Hvis nye, skrøbelige kristne ser jer spise offerkød i et afgudstempel, vil de så ikke drage den slutning, at så kan de også gøre det? Men for dem kan det betyde et tilbagefald til den gamle afgudsdyrkelse. ¹¹ På den måde har jeres bedreviden ødelagt troen hos en svag medkristen, en, som Kristus ofrede sit liv for! ¹² Hvis I forsynder jer imod jeres medkristne og får dem til at gå imod deres samvittighed, så har I dermed forsyndet jer imod Kristus. ¹³ Hvis det, at jeg spiser kød, får min medkristen til at miste troen, så vil jeg i al evighed afholde mig fra at spise kød.

Paulus kræver ikke sin ret

9 Har jeg ikke min frihed? Er jeg ikke apostel? Har jeg ikke med egne øjne set Jesus, vores Herre? Er I ikke resultatet af min tjeneste for Herren? ² Hvis jeg ikke har fungeret som apostel over for andre, så har jeg i hvert fald for jer. Det, at I tilhører Herren, er beviset på min tjeneste som apostel.

³ Til dem, som gerne vil tage mig i forhør, vil jeg sige følgende til mit forsvar: ⁴ Har Barnabas og jeg ikke ret til kost og logi, når vi besøger en menighed? ⁵ Hvis jeg havde en kone, havde jeg så ikke ret til at tage hende med overalt, sådan som de andre apostle, Jesu brødre og Peter gør? ⁶ Er det kun Barnabas og mig, der er tvunget til at have et arbejde ved siden af vores tjeneste? ⁷ Betaler en soldat sin egen løn? Ejer nogen en frugtplantage uden at have ret til at spise af frugten? Har en hyrde ikke ret til at drikke af mælken fra de får og geder, han vogter?

⁸ Er det, jeg siger her, kun mennesketanker? Siger Guds lov ikke det samme? ⁹ I den lov, som Gud gav Moses, står der faktisk: „I må ikke binde munden til på en okse, mens den tærsker korn.”^[z] Tror I, at Gud kun tænkte på okserne med den befaling? ¹⁰ Mon ikke han også tænkte på os? Naturligvis! De, der pløjer, skal have lov til at pløje med forventning om at få del i høsten engang. Det samme gælder dem, der tærsker. ¹¹ Vi har sået en åndelig udsæd i jeres hjerter. Er det da for meget forlangt, at I til gengæld deler jeres materielle goder med os, ¹² sådan som I gør for andre, der besøger jer? Har I ikke endnu mere grund til at gøre det samme for os?

Men vi har valgt ikke at gøre krav på vores ret til at modtage betaling. I stedet prøver vi at klare os selv, så godt vi kan. Vi ønsker på ingen måde at lægge hindringer i vejen for det budskab om Kristus, som vi forkynder.

¹³ Ved I ikke, at de, der gør tjeneste i helligdommen, spiser af den mad, der bliver bragt som offergaver til Gud? Ved I ikke, at de, der foretager ofrene på Guds alter, får del i det, der ofres? ¹⁴ På samme måde har Herren Jesus bestemt, at de, der forkynder budskabet om ham, skal kunne leve af det.

¹⁵ Men jeg har aldrig gjort brug af en eneste af disse rettigheder, og jeg skriver heller ikke det her for at antyde, at jeg nu vil til at gøre det. Jeg vil nemlig hellere dø af sult end kræve betaling for at forkynde budskabet om Jesus. ¹⁶ At forkynde om Jesus er jo ikke noget, jeg kan rose mig af. Det er lagt hen til mig som en nødvendighed. Ve mig, hvis jeg ikke gør det! ¹⁷ Hvis jeg selv havde valgt at forkynde budskabet, så kunne jeg forvente løn for det. Men sådan er det jo ikke. Det er Gud, der har udvalgt mig og betroet mig den opgave. ¹⁸ Og ved I, hvad min løn er? Det er den glæde, jeg har ved at forkynde uden betaling og uden at gøre krav på alle mine rettigheder.

¹⁹ Fordi jeg således ikke er forpligtet over for nogen bestemt, kan jeg tjene alle mennesker, og mit mål er at vinde så mange som muligt for Kristus. ²⁰ Når jeg er sammen med jøder, der jo lever under loven, gør jeg som dem, selvom jeg ikke selv er underlagt loven. Det gør jeg i håbet om at vinde dem for Kristus. ²¹ Når jeg er sammen med dem, der ikke kender til loven, bekymrer jeg mig ikke om den, for jeg ønsker at vinde dem for Kristus. Dog er det ikke sådan, at jeg er uden nogen lov fra Gud, for jeg er underlagt Kristi kærlighedslov.^{[aa] 22} Når jeg er sammen med de svage, opfører jeg mig, som om jeg selv var svag, for at jeg kan vinde de svage. På den måde prøver jeg så vidt muligt at identificere mig med alle mennesker i håb om, at i det mindste nogle af dem vil få det evige liv. ²³ Alt dette gør jeg på grund af det budskab, jeg har fået betroet, og for at få del i de velsignelser, det indeholder.

Det kræver disciplin at vinde sejren

²⁴ Tænk på dem, der løber om kap på et atletikstadion. De er alle med fra starten, men kun én vinder førstepræmien. Løb for at vinde! ²⁵ Idrætsfolk må give afkald på mange ting for at vinde sejren. De gør det for at få en sejrskrans,^[ab] som hurtigt visner, men vi gør det for at få en sejrskrans, som aldrig visner. ²⁶ Altså løber jeg direkte mod målet, fast besluttet på at vinde. Jeg bokser ikke ud i luften. ²⁷ Jeg holder min krop i ave og tøjler den, for at ikke jeg, der har forkyndt for andre, skal risikere at blive diskvalificeret og ikke nå frem til målet.

Advarsel mod at falde fra

10 Husk på, kære venner, at alle vores forfædre blev beskyttet af en sky under ørkenvandringen, og at de alle gik igennem Det Røde Hav. ² Derved blev de knyttet til Moses, ligesom dåben har knyttet jer til Kristus, og de forstod, hvor vigtigt det var at adlyde ham. ³ De var fælles om at spise den mad, som kom ned fra himlen, ⁴ og de var fælles om at drikke det vand, som på underfuld vis vældede frem fra en klippe. Det skete flere gange, som om klippen fulgte med dem, og den klippe er symbol på Kristus, som altid følger med jer. ⁵ Alligevel var de allerfleste af dem ulydige, så Gud kunne ikke acceptere dem, og alle de, der var ulydige, døde under den lange ørkenvandring.

⁶ Alt det, der skete med dem, er blevet et eksempel til skræk og advarsel for os, så vi ikke skal gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne, sådan som de gjorde. ⁷ Lad os ikke tilbede afguderne, sådan som nogle af dem gjorde. Der står jo skrevet: „De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.”^{[ac] 8} Lad os ikke tage del i religiøs prostitution, som nogle af dem gjorde.^[ad] På én dag blev 23.000 unge mænd straffet med døden. ⁹ Lad os ikke sætte os op mod Herren,^[ae] sådan som nogle af dem satte sig op imod ham og blev dræbt af slangebid.^{[af] 10} Lad os ikke beklage os og gøre oprør mod Gud, som nogle af dem gjorde og blev dræbt af dødens engel.^[ag]

¹¹ Alt det, der skete med dem, er blevet afskrækkende eksempler for os. Det blev nedskrevet som en advarsel til os, der lever i de sidste tider. ¹² Hvis nogen mener, at de i hvert fald ikke kan blive fristet, skal de passe på, at de ikke alligevel falder for fristelsen. ¹³ De fristelser, I har mødt, er ikke værre end dem, folk ellers bliver stillet overfor. Og Gud er altid parat til at hjælpe jer. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne. Når fristelsen kommer, vil han skabe en vej ud af situationen, så I ikke bukker under.

Hold jer væk fra al afgudsdyrkelse

¹⁴ Derfor, venner, skal I holde jer langt væk fra enhver form for afgudsdyrkelse. ¹⁵ I er jo fornuftige mennesker og kan selv bedømme det, jeg siger. ¹⁶ Når vi deltager i nadveren og drikker af det bæger med vin, som vi takker Gud for, så bliver vi knyttet sammen med Kristi blod, som han ofrede for os. Og når vi spiser nadverbrødet, så bliver vi knyttet sammen med Kristi legeme, som han ofrede for os. ¹⁷ Fordi der kun er ét brød, udgør vi tilsammen ét legeme, selvom vi er mange, for vi har alle spist af det samme brød. ¹⁸ Tænk på det gamle Guds folk, Israel!^[ah] Alle de israelitter, der tog del i offermåltidet, blev knyttet til Gud ved det, der skete på alteret. ¹⁹ Hvad vil jeg sige med det her? Siger jeg, at afguderne virkelig eksisterer, eller at afgudsofringerne er sande ofringer? ²⁰ Slet ikke! Men det, de ofrer, bliver ofret til onde ånder, og jeg ønsker ikke, at nogen af jer ved at spise disse ofre skal blive knyttet til onde ånder. ²¹ I kan ikke på én gang være ét med Herren og ét med de onde ånder. I kan ikke på én gang deltage i Herrens nadver og i en ofringsfest til onde ånder. ²² Tør I provokere Herren og vække hans vrede, som Israels folk gjorde? Har vi større magt, end han har?

Begræns din egen frihed for næstens skyld

²³ „Alt er tilladt”, siger nogle af jer. Men ikke alt er gavnligt. Det kan godt være, at alt er tilladt, men det er ikke alt, som er til gavn for andre mennesker. ²⁴ Tænk ikke kun på jer selv! Tænk på, hvad der hjælper de andre.

²⁵ Alt det kød, der sælges på torvet, kan I spise med god samvittighed uden at spørge, om det er afgudsofferkød, ²⁶ for: „Jorden og alt, hvad der er på den, tilhører Herren.”^{[ai] 27} Hvis en ikke-troende indbyder jer til middag, og hvis I siger ja tak, så kan I med god samvittighed spise alt, hvad der bliver sat på bordet uden at spørge, hvor det stammer fra. ²⁸ Men hvis man siger til jer: „Det er kød fra afgudstemplet”, så lad være med at spise det af samvittighedshensyn. ²⁹ Jeg mener ikke din egen samvittighed, men den anden persons.

„Men hvorfor skal min frihed begrænses af andre menneskers skrøbelige samvittighed?” vil nogen måske indvende. ³⁰ „Hvis jeg kan spise efter at have takket Gud for maden, hvorfor skal jeg så høre for det bagefter?”

³¹ Jo, det skal jeg sige jer: I skal gøre alting til Guds ære! Også når I spiser og drikker. ³² Jeres handlinger bør ikke vække anstød, hverken hos jøder, grækere eller Guds menighed. ³³ Det er sådan, jeg selv gør, når jeg søger at komme alle i møde. Jeg tænker ikke på, hvad der er bedst for mig selv, men på, hvad der er bedst for dem, så de har mulighed for at få det evige liv.

11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.

Om at finde sin plads og være under autoritet og beskyttelse

² Den ros skal I have, at I husker mig og holder fast ved den undervisning og vejledning, som jeg modtog fra Kristus og gav videre til jer.

³ Jeg vil gerne, at I skal forstå, at ligesom Kristus stod til ansvar over for Gud med sine ord og handlinger, sådan står enhver mand til ansvar over for Kristus, og en gift kvinde står til ansvar over for sin mand.^{[aj] 4} Hvis en mand tildækker sit hoved, når han beder, eller når han profeterer, bringer han skam over Kristus.^{[ak] 5} Men hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, når hun beder eller profeterer, bringer hun skam over sin mand.^{[al] 6} Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, er det lige så slemt, som hvis hun får sit hår klippet af. Siden det er upassende for hende at få håret klippet af, må hun forstå, at hun bør tildække sit hoved, når hun beder eller profeterer. ⁷ En mand bør ikke tildække sit hoved, for han er skabt i Guds billede og til Guds ære, mens en kvinde er skabt til mandens ære. ⁸ Manden blev jo ikke skabt ud fra en kvinde, men kvinden blev skabt ud fra en mand. ⁹ Manden blev heller ikke skabt på grund af kvinden, men kvinden blev skabt på grund af manden.^{[am] 10} Derfor skal kvinden have en beskyttende autoritet over sig—og ved at tildække sit hoved viser hun over for den åndelige verden, at hun er villig til at underordne sig. ¹¹ Men i Guds plan har manden brug for kvinden og kvinden brug for manden, ¹² for selvom kvinden oprindeligt blev skabt ud fra manden, så er alle mænd siden da blevet født af kvinder, og alle er skabt af Gud.

¹³ Hvad synes I selv? Er det rigtigt for en kvinde at træde frem for Gud i bøn uden at have noget over hovedet? ¹⁴ (Reagerer I ikke imod det, hvis en mand har langt hår, fordi I betragter det som vanærende? ¹⁵ Men for en kvinde er det en ære at have langt hår. Det fungerer som et dække fra naturens hånd.) ¹⁶ Men hvis nogen gerne vil skændes om det, vil jeg bare sige: Vi har ikke sådan en skik, og det har de andre menigheder heller ikke.

Mangel på fællesskab i menigheden

¹⁷ Med hensyn til det følgende kan jeg ikke rose jer. Der sker ting hos jer, som gør, at jeres sammenkomster i menigheden er til mere skade end gavn for fællesskabet.

¹⁸ Først og fremmest har jeg hørt, at der er splittelser iblandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg er tilbøjelig til at tro det. ¹⁹ (Det er vel også nødvendigt, at der opstår grupper hos jer, så I kan finde ud af, hvem der har ret.^[an]) ²⁰ Når I således kommer sammen for at fejre nadveren, er det egentlig ikke Herrens måltid, I er samlet om. ²¹ For I tager hver især jeres egen mad og vin frem og skynder jer at sætte det til livs. På den måde er der nogle, der sidder og er sultne, mens andre får for meget at drikke. ²² Hvad er det for noget rod? Har I ikke jeres egne hjem, hvor I kan holde fest, hvis I vil? Hvorfor ser I ned på de andre i fællesskabet og gør dem skamfulde, der ikke har noget at komme med? Hvad skal jeg sige, når jeg hører om den slags? Det kan jeg i hvert fald ikke rose jer for.

²³ Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød, ²⁴ takkede Gud, brækkede det over og sagde: „Dette er mit legeme, som gives for jer. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort.” ²⁵ Efter måltidet tog han også vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som besegler den nye pagt. Hver gang I drikker det, så husk på, hvad jeg har gjort.” ²⁶ Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret.

²⁷ Det betyder også, at hvis nogen spiser af brødet og drikker af Herrens bæger på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. ²⁸ Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker af bægeret. ²⁹ For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til. ³⁰ Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind. ³¹ Men hvis I bedømmer jer selv, inden I spiser, kommer I ikke under Guds dom. ³² Når vi dømmes og irettesættes af Herren, så er det, for at vi ikke skal fordømmes og straffes sammen med verden.

³³ Derfor siger jeg til jer, venner: Når I er samlet for at fejre fællesmåltidet, så vent på hinanden og del med hinanden. ³⁴ Hvis nogle er meget sultne, skal de spise, inden de går hjemmefra, så jeres sammenkomster ikke skal bringe straf over jer. De øvrige ting vil jeg tale med jer om, når jeg kommer.

Om åndelige gaver og tjenester

12 Venner, nu kommer jeg til spørgsmålet om, hvordan Guds Ånd arbejder. Det ønsker jeg, at I skal vide god besked om.

² I ved, hvordan det var, før I kom til tro. Dengang blev I uden at tænke nærmere over det drevet hen mod de umælende afguder. ³ Derfor vil jeg gerne klargøre for jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, kan sige: „Forbandet være Jesus”. På den anden side kan heller ingen bekende: „Jesus er Herre” uden at være under indflydelse af Helligånden.

⁴ Der er forskellige former for nådegaver, men det er den samme Ånd, som er kilden til dem alle. ⁵ Der er forskellige måder at tjene Jesus på, men det er den samme Herre, vi tjener. ⁶ Der er forskellige kraftfulde gerninger, men det er den samme Gud, som giver alle sin kraft til at udføre dem.

⁷ Når den enkelte får en åbenbaring fra Helligånden, er det, for at det skal blive til gavn for andre mennesker. ⁸ Én modtager måske et visdomsord fra Helligånden, mens en anden modtager et kundskabsord fra den samme Ånd. ⁹ Én modtager tro, mens en anden får nådegaver til at helbrede syge ved den samme Ånd. ¹⁰ Én får kraft til at gøre undere, mens andre får inspiration til at tale profetisk, til at bedømme ånderne, til forskellige slags tungetale eller til at udlægge en tungetale. ¹¹ Men det er den samme Helligånd, der giver kraften og inspirationen til alle disse ting, og det er ham, der bestemmer, hvilke nådegaver den enkelte får.

Harmoni og enhed i forskelligheden

¹² Ligesom et menneskelegeme har mange helt forskellige dele, som trods deres forskellighed hører til det samme legeme, sådan er det også med Kristi legeme. ¹³ Vi blev jo alle døbt til at tilhøre ét og samme legeme ved den samme Ånd, hvad enten vi er jøder eller ikke-jøder, slaver eller frie mennesker. Og vi har alle fået den samme Ånd, som vi kan modtage kraft fra.

¹⁴ Et menneskelegeme består jo af mange forskellige dele med hver deres funktion. ¹⁵ Hvis foden ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som hånden kan,” så betyder det ikke, at foden af den grund ikke hører med til legemet. ¹⁶ Eller hvis øret ville sige: „Jeg hører ikke med til legemet, fordi jeg ikke kan gøre det, som øjet kan,” ville det så indebære, at øret ikke hører med til legemet? ¹⁷ Tænk hvis hele legemet var øje. Hvor ville hørelsen blive af? Eller hvis hele legemet var et stort øre, hvordan skulle man så kunne lugte eller smage? ¹⁸ Nej, Gud har netop skabt vores legeme med mange dele, og han har sat hver del nøjagtigt, hvor han vil have den. ¹⁹ Hvis alle dele var ens, ville der jo slet ikke være noget legeme. ²⁰ Men nu er det sådan, at der er mange dele og dog kun ét legeme.

²¹ Øjet kan ikke sige til hånden: „Dig har jeg ikke brug for!” Og hovedet kan ikke sige til fødderne: „Jer har jeg ikke brug for!” ²² Tværtimod, de dele af vores legeme, som synes at være de svageste, er i virkeligheden de mest nødvendige! ²³ De dele af vores legeme, som vi synes er mindre ærefulde, behandler vi med den største ære, og de legemsdele, vi generer os for at vise frem, sørger vi for at holde skjult under tøjet. ²⁴ Det har de andre dele af vores legeme ikke brug for. Gud har altså føjet legemet sammen på en sådan måde, at de dele, der naturligt holdes i baggrunden, bliver vist en særlig ære og omsorg. ²⁵ Det er, for at der ikke skal være splittelser i legemet.

De enkelte dele af legemet skal have lige så meget omsorg for hinanden, som de har for sig selv. ²⁶ Hvis én del lider, så lider alle de andre legemsdele også, og hvis én del bliver hædret, så glæder alle de andre dele på legemet sig også.

²⁷ I udgør altså tilsammen Kristi legeme, men hver for sig er I kun en del af det. ²⁸ Og de dele, som Gud har sat i sin menighed, er først og fremmest apostlene, dernæst profeterne og for det tredje lærerne. Desuden er der dem, der gør undere, dem, der har nådegaver til at helbrede syge, dem, der er gode til at hjælpe andre, dem, der har evner til at organisere, og dem, der har forskellige slags tungetale. ²⁹ Er alle dele på legemet apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Kan alle gøre undere? ³⁰ Har alle nådegaver til at helbrede syge? Er det alle, der kan give et budskab i tunger? Eller kan alle udlægge et sådant budskab?

³¹ Søg blot efter de største nådegaver, men lad mig først vise jer noget, som er større end alt andet.

Størst af alt er kærligheden

13 Om jeg så var i stand til at tale alle de jordiske og himmelske sprog, men ikke havde kærlighed, da var jeg som en rungende gonggong eller et støjende bækken.

² Om jeg havde profetiens gave, havde åbenbaring om alle mysterier og havde al kundskab, om jeg havde den tro, der flytter bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

³ Om jeg gav alle mine ejendele væk, om jeg ofrede mit liv for at få ære,^[ao] men ikke havde kærlighed, da ville det intet gavne mig.

⁴ Kærligheden er barmhjertig og venlig. Kærligheden er ikke misundelig, ikke pralende eller indbildsk. ⁵ Den gør intet skamfuldt og er ikke selvisk. Den lader sig ikke ophidse og bærer ikke nag. ⁶ Den sørger, hvis nogen lider uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. ⁷ Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed.

⁸ Kærligheden varer evigt. Profetier vil forsvinde, tungetale vil forstumme, og kundskabsord vil høre op. ⁹ Kundskab er jo ufuldkommen, og profetier er mangelfulde, ¹⁰ men når det fuldkomne først er der, vil det ufuldkomne forsvinde.

¹¹ Da jeg var barn, talte, tænkte og argumenterede jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnagtige. ¹² Vi ser endnu som gennem en tåge eller som i et vandspejl, men en dag skal vi se ansigt til ansigt. Min erkendelse er stadig ufuldkommen, men en dag skal jeg forstå alt til fuldkommenhed, ligesom Gud nu kender mig til fuldkommenhed.

¹³ Der er tre blivende fundamenter: tro, håb^[ap] og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.

Vejledning i brugen af tungetale og profeti

14 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. ² De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. ³ Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. ⁴ De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.

⁵ Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.

⁶ Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? ⁷ Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? ⁸ Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? ⁹ På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

¹⁰ Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. ¹¹ Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. ¹² Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. ¹³ Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

¹⁴ Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. ¹⁵ Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. ¹⁶ Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. ¹⁷ Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. ¹⁸ Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, ¹⁹ men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

²⁰ Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. ²¹ Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”^{[aq] 22} En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.

²³ Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? ²⁴ Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. ²⁵ Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”

Vejledning om mødeledelse

²⁶ Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.

²⁷ Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. ²⁸ Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.

²⁹ Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. ³⁰ Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. ³¹ I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. ³² De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. ³³ Gud ønsker ikke forvirring, men fred.

Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, ³⁴ skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. ³⁵ Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. ³⁶ Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?

Konklusion

³⁷ Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. ³⁸ Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.

³⁹ Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. ⁴⁰ Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.