Bible in 90 Days

³³ Derefter sagde Herren til Moses og Aron: ³⁴ „Når I ankommer til Kana’ans land, som jeg har givet jer lovning på, kan det ske, at der kommer mug eller svamp i et hus. ³⁵ I så fald skal husets ejer henvende sig til præsten og ikke lægge skjul på sin mistanke om, at der er noget smitsomt i hans hus. ³⁶ Så skal præsten beordre huset ryddet, før han går i gang med at undersøge det, så ikke hele indboet bliver urent. ³⁷ Hvis han i husets vægge opdager grønlige eller rødlige pletter, der går dybere end selve overfladen, ³⁸ skal han afspærre huset i syv dage ³⁹ og derefter komme og inspicere det igen. Viser det sig nu, at pletterne på væggen har bredt sig, ⁴⁰ skal præsten beordre den del af væggen fjernet og materialerne anbragt på en dertil indrettet losseplads uden for byen. ⁴¹ Derefter skal han sørge for, at husets indervægge bliver skrabet grundigt, og at al det afskrabede materiale bliver smidt på lossepladsen uden for byen. ⁴² Så skal der sættes nye sten ind i stedet for de gamle, og væggen skal pudses med ny mørtel.

⁴³ Hvis pletterne nu viser sig igen, ⁴⁴ skal præsten komme tilbage og undersøge huset på ny. Hvis han ser, at pletterne har bredt sig, er der tale om noget smitsomt, og huset er urent. ⁴⁵ Derfor skal han beordre huset revet ned, og han skal sørge for, at både sten, tømmer og puds bliver fjernet og smidt på lossepladsen.

⁴⁶ Enhver, der overtræder forbudet om at gå ind i det afspærrede hus, skal regnes for uren indtil aften, ⁴⁷ og enhver, som sover eller spiser i huset, skal vaske sit tøj bagefter.

⁴⁸ Men hvis præsten ved den næste undersøgelse kan se, at der ikke er nye pletter, skal han foretage den ceremonielle renselse, for huset er nu uden for smittefare. ⁴⁹ Renselsen foregår ved, at han tager to fugle, et stykke cedertræ, en purpurrød snor og en isopgren. ⁵⁰ Den ene fugl skal han slagte over et lerkar med frisk kildevand ^51-52 og derefter dyppe cedertræet, isopgrenen, den purpurrøde snor og den levende fugl i det opsamlede blod. Så skal han bestænke huset syv gange, for at huset kan blive renset, ⁵³ og lade den levende fugl slippe fri uden for byen. Det er den fremgangsmåde, som må følges, når et hus er urent, og der skal skaffes soning for det, så det kan blive renset.”

⁵⁴ Det var reglerne for, hvordan man kan fastslå angreb af smitsomme sygdomme ⁵⁵ på tøj og i huse ⁵⁶ og i forbindelse med pletter på huden, udslæt og sår. ⁵⁷ Ved at følge de her regler, kan I afgøre, om der er tale om angreb af en smitsom sygdom eller ej. Derfor blev denne lov givet.

Regler vedrørende kønslig urenhed

15 Herren befalede Moses og Aron at give Israels folk følgende instrukser:

² „Hvis en mand har udflåd fra sit kønsorgan, gør det ham uren. ³ Det gælder, hvad enten udflåddet varer ved eller er kortvarigt. ⁴ Alt, hvad han har ligget eller siddet på, skal regnes for urent, ^5-6 og enhver, som kommer i berøring med noget, han har ligget eller siddet på, er uren indtil aften og må sørge for at bade sig og vaske sit tøj. ^7-8 De samme regler gælder, hvis nogen kommer i fysisk berøring med manden, eller hvis manden kommer til at spytte på nogen. ⁹ Hvis manden har siddet i en sadel, er sadlen uren, ¹⁰ ja, hvad som helst, han har haft under sig, skal regnes for urent, og de, som rører derved, skal vaske deres tøj og bade, og de er så urene indtil aften. ¹¹ Hvis den urene mand rører ved en anden person uden først at have vasket hænder, er den anden person uren indtil aften og må vaske sit tøj og bade. ¹² Hvis den urene mand rører ved en lerkrukke, skal den knuses, og et redskab af træ, som han har været i berøring med, skal renses med vand.

¹³ Når udflåddet er ophørt, skal han tælle syv dage frem og derefter vaske sit tøj og vaske sig grundigt i rent kildevand. ¹⁴ På den ottende dag skal han tage to turtelduer eller to unge duer og komme frem for Herren ved åbenbaringsteltets indgang. Så skal han overrække offergaverne til præsten, ¹⁵ og præsten skal ofre den ene due som syndoffer, og den anden som brændoffer og således skaffe soning for manden hos Herren.

¹⁶ Når en mand har haft sædafgang, skal han vaske hele sin krop og regnes for uren indtil aften, ¹⁷ og det tøj eller lagen, som sæden eventuelt har dryppet på, skal straks vaskes og regnes for urent indtil aften. ¹⁸ Hvis en mand ligger sammen med sin kone, når det sker, skal hun også vaske sig og regnes for uren indtil aften.

¹⁹ Når en kvinde menstruerer, skal hun regnes for uren i syv dage, og enhver, der rører hende i den periode, skal regnes for uren indtil aften. ²⁰ Også alt, hvad hun ligger på eller sidder på i den periode, skal regnes for urent. ^21-23 Og rører nogen ved sengen eller noget, hun har siddet på, skal den person vaske sit tøj og bade og regnes for uren indtil aften. ²⁴ Hvis en mand ligger sammen med sin kone og kommer i kontakt med hendes menstruationsblod, skal han også regnes for uren i syv dage, og en hvilken som helst seng, han ligger på i de syv dage, skal regnes for uren.

²⁵ Hvis menstruationen fortsætter ud over den normale tid, eller hvis kvinden bløder uden for den månedlige periode, gælder samme regler som nævnt ovenfor: ²⁶ Det, hun ligger på eller sidder på, skal regnes for urent. ²⁷ Det gælder på samme måde, at enhver, som kommer i berøring med noget, hun har siddet på, er uren. Vedkommende skal bade, vaske sit tøj og regnes for uren indtil aften. ²⁸ Men syv dage efter at hendes blødning er standset, skal hun ikke længere regnes for uren.

²⁹ På den ottende dag skal hun tage to turtelduer eller to unge duer og bringe dem til præsten ved indgangen til åbenbaringsteltet, ³⁰ og præsten skal ofre den ene due som syndoffer og den anden som brændoffer. På den måde skal han skaffe soning for hende hos Herren efter hendes blødning. ³¹ Det er retningslinierne for, hvordan I skal rense Israels folk for urenhed, så de undgår at besmitte min bolig iblandt dem.”

³² Sådan skal I udføre renselsesceremonien for en mand med udflåd eller sædafgang, ³³ for en kvinde, der menstruerer, eller en mand, der har ligget hos hende i den periode, hvor hun regnes for uren.

Forsoningsdagen

16 Siden Herren havde dræbt to af Arons sønner, da de trådte frem for ham uden at følge forskrifterne, sagde han til Moses: ² „Advar din bror Aron imod at gå ind bag forhænget i helligdommen, hvor arken med forsoningsstedet står. Der er helt bestemte regler for hvornår og hvordan, han skal gå derind, og hvis han overtræder de regler, skal han dø. Jeg er nemlig personligt til stede i skyen over forsoningsstedet.

³ Det følgende er betingelserne for at træde ind i det allerhelligste rum: Aron skal bringe en ung tyr som syndoffer og en vædder som brændoffer. ⁴ Han skal vaske sig grundigt over hele kroppen og iføre sig den indviede præstedragt: linnedkjortlen, bukserne, bæltet og turbanen. ⁵ Derpå skal Israels folk bringe ham to gedebukke som syndoffer og en vædder som brændoffer. ⁶ Den unge tyr skal han ofre til Herren som et syndoffer for sig selv, så han kan skaffe soning for sig selv og sin familie. ⁷ Han skal føre de to gedebukke frem for Herren ved åbenbaringsteltets indgang ⁸ og kaste lod for at afgøre, hvilken af dem der skal tilfalde Herren, og hvilken der skal sendes bort. ⁹ Den gedebuk, der tilfalder Herren, skal Aron ofre som et syndoffer. ¹⁰ Den anden buk skal bringes til Herren i levende live og forsoningsritualet skal udføres over den, hvorefter Aron skal slippe den løs i ørkenen, for at den kan være syndebuk for folket.

¹¹ Når Aron har ofret den unge tyr som syndoffer for sig selv og sin familie, ¹² skal han tage et røgelseskar, fylde det med glødende trækul fra Herrens alter og sætte det ind bag forhænget. Derefter skal han fylde hænderne med den hellige, vellugtende røgelse, der er knust til pulver, ¹³ og lægge det på trækullene, så en sky af røgelse skjuler forsoningsstedet over arken, der indeholder stentavlerne med de ti bud. Gør han det, skal han ikke dø. ¹⁴ Desuden skal han bringe noget af tyrens blod derind og med fingeren først stænke det på den ende af forsoningsstedet, der vender mod øst, og derefter syv gange foran arken.

¹⁵ Så skal han gå ud og ofre folkets syndofferbuk, bringe blodet ind bag forhænget og stænke det på forsoningsstedet og foran det, ligesom han gjorde med tyrens blod. ¹⁶ På den måde skal han skaffe soning for det allerhelligste rum, for det er blevet besmittet af Israels folks synder, og samtidig skal han skaffe soning for åbenbaringsteltet, som står midt iblandt dem og er omgivet af deres urenhed. ¹⁷ Ingen anden end Aron må opholde sig i åbenbaringsteltet fra det tidspunkt, han går ind i det allerhelligste rum, til han kommer ud igen. Han alene skal forsone sig selv, sin familie og hele Israels folk med Herren. ¹⁸ Derefter skal han gå ud til brændofferalteret og rense det ved at smøre noget af blodet fra tyren og gedebukken på alterets horn ¹⁹ og med sin finger stænke blodet mod alteret syv gange. Derved renser han alteret for folkets synd og gør det helligt.

²⁰ Når Aron har udført forsoningsritualerne for det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet og brændofferalteret, skal han føre den levende buk frem, ²¹ og han skal lægge begge hænder på dens hoved og bekende al Israels folks synd og oprør over den. På den måde lægger han alle folkets synder på bukkens hoved. Derpå skal bukken føres ud i ørkenen af en mand, som er udvalgt til at gøre det. ²² Bukken skal derefter slippes løs og således bære folkets synder langt ud i ødemarken.

²³ Derefter skal Aron gå ind i åbenbaringsteltet igen og tage linnedklæderne af, som han havde på bag forhænget, og han skal efterlade klæderne der. ²⁴ Derpå skal han bade på et indviet sted, tage sit andet tøj på og gå ud og ofre de to væddere som brændofre, så han skaffer soning for sig selv og for dem. ²⁵ Alt fedtet fra syndofferdyrene skal også brændes på alteret.

²⁶ Den mand, som slipper bukken løs i ørkenen, skal umiddelbart efter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren. ²⁷ Syndoffertyren og syndofferbukken, hvis soningsblod er blevet båret ind i det allerhelligste rum af Aron, skal begge bæres uden for lejren og brændes med hud og hår. ²⁸ Den person, som har ansvaret for at brænde dem, skal derefter bade og vaske sit tøj, før han vender tilbage til lejren.

^29-31 Det her er en permanent lov om forsoningsdagen, som skal gælde både for indfødte israelitter og de fremmede, som bor blandt Israels folk. På denne dag, den tiende dag i den syvende måned, må I ikke udføre noget arbejde, for det skal være en hvile- og fastedag. På den dag skal I forsones med Herren og renses for al jeres synd. ³² Denne forsoningsceremoni skal fremover altid udføres af den ypperstepræst, der er salvet og indviet til dette embede i sin stamfar Arons sted. Han skal iføre sig de hellige linnedklæder ³³ og skaffe det allerhelligste rum, åbenbaringsteltet, alteret, præsterne og hele folket soning. ³⁴ Det skal være en permanent lov iblandt jer, at der på forsoningsdagen denne ene gang om året skaffes Israels folk soning for deres synder.”

Efter at Herren havde givet Moses alle disse instruktioner, og Moses havde givet dem videre til Aron, udførte Aron det alt sammen.

Afgudsofre forbydes

17 ^1-2 Herren gav også Moses følgende instrukser, som han skulle videregive til Aron, præsterne og hele Israels folk:

³ „Hvis en israelit ofrer en ko, et lam eller en ged enten inde i lejren eller uden for lejren ⁴ i stedet for at bringe den til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor den kan blive ofret til Herren efter forskrifterne, skal han betragtes på lige fod med en morder, og han skal bøde med sit liv. ⁵ Formålet med denne lov er at få Israels folk til at holde op med at ofre på uindviede steder. Fra nu af skal de altid bringe deres ofre til indgangen til åbenbaringsteltet, hvor præsten kan ofre deres takofre og andre ofre^[a] til Herren. ⁶ Det er nemlig kun ved at bringe ofrene til præsten, at han har mulighed for at stænke blodet på Herrens alter ved åbenbaringsteltets indgang og ofre fedtet som et lifligt offer. ⁷ Folket skal ikke længere være mig utro. De skal holde op med at ofre til deres afskyelige afgudsgedebukke. Dette er en permanent lov, som skal gælde fra slægt til slægt. ^8-9 Jeg gentager: Hvis en indfødt israelit eller en fremmed, der bor iblandt jer, bringer et brændoffer eller et andet offer andre steder end ved åbenbaringsteltets indgang, hvor det kan ofres til Herren på behørig vis, skal den person lide døden.

Forbud imod at spise blod

¹⁰ Jeg vil straffe alle israelitter eller fremmede iblandt jer, som spiser blod, ja, jeg vil udrydde dem fuldstændigt. ¹¹ For blodet repræsenterer livet, som er helligt, og jeg vil, at blodet skal bruges til at stænke på alteret, for at det kan bringe soning for jeres synder. ¹² Det er grunden til, at ingen iblandt jer, hverken israelit eller fremmed, må spise blod. ¹³ Og enhver, hvad enten det er en israelit eller en fremmed iblandt jer, som slår et dyr eller en fugl ihjel af den slags, som det er tilladt at spise, skal lade blodet løbe fra og dække det til med jord, ¹⁴ for blodet repræsenterer livet. Det er derfor, jeg har pålagt Israels folk aldrig at spise blod. Enhver, som alligevel gør det, skal dø.

¹⁵ Alle israelitter, såvel som fremmede iblandt jer, der spiser selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af andre dyr, skal vaske deres tøj og bade og regnes for urene indtil aften. ¹⁶ Hvis de ikke vasker deres tøj og bader, må de selv tage ansvaret for følgerne.”

Forbud imod seksuelle perversiteter

18 ^1-2 Herren befalede Moses at sige til Israels folk: „Jeg er Herren, jeres Gud! ³ Derfor må I ikke opføre jer som egypterne, I engang boede iblandt, eller som kana’anæerne, der bor i det land, jeg vil føre jer ind i. I må ikke lade jer påvirke af deres livsførelse. ⁴ I skal adlyde mine love og forskrifter, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁵ Den, der overholder alle disse love, vil få livet derved. Jeg er Herren!

⁶ Ingen af jer må have seksuelt samvær med en nær slægtning, siger jeg, Herren. ^7-8 Det vil sige: Du må ikke have seksuelt samvær med din mor eller din stedmor. Derved vanærer du din far. ^9-11 Du må ikke have seksuelt samvær med din søster eller halvsøster, hvad enten din halvsøster er en datter af din far eller din mor, og hvad enten hun er opvokset sammen med dig eller et andet sted. Du må ikke have seksuelt samvær med dit barnebarn, hvad enten hun er datter af din søn eller af din datter. Hun er jo dit eget kød og blod. ^12-14 Det samme gælder din faster, din moster og din farbrors kone. De er nære slægtninge, og du må ikke have noget seksuelt forhold til nogen af dem.

^15-16 Du må heller ikke stå i seksuelt forhold til din søns kone eller din brors kone. ¹⁷ Du må ikke gifte dig med både en mor og hendes datter eller barnebarn. De er nære slægtninge, og du begår en stor synd ved at have et seksuelt forhold til dem begge. ¹⁸ Du må heller ikke gifte dig med to søstre og have et seksuelt forhold til dem begge. Først efter din kones død, kan du gifte dig med hendes søster.

¹⁹ Du må ikke have seksuelt samvær med en kvinde under hendes menstruation. ²⁰ Du må ikke gøre dig selv uren ved at have et seksuelt forhold til en anden mands kone.

²¹ Du må ikke overgive nogen af dine børn til dyrkelsen af afguden Molok, for derved krænker du Herren, din Gud.

²² En mand må ikke have seksuelt samvær med en mand, som hvis det var en kvinde—det er en afskyelighed. ²³ En mand må ikke gøre sig uren ved at have seksuel omgang med et dyr. En kvinde må heller ikke hengive sig seksuelt til et dyr—det er perverst og afskyeligt.

²⁴ Pas på ikke at gøre jer selv urene ved nogen af disse ting. De folkeslag, jeg driver bort foran jer, gør den slags ting. ²⁵ Hele Kana’ans land er fuld af den slags perversiteter, og derfor vil jeg straffe befolkningen og landet selv skal spytte dem ud. ²⁶ I skal omhyggeligt adlyde alle mine love og forskrifter, så I ikke gør jer skyldige i nogen af de her afskyelige handlinger. Og mine love gælder både for de indfødte israelitter og de fremmede iblandt jer.

²⁷ De her afskyelige handlinger er længe blevet praktiseret af befolkningen i det land, jeg vil føre jer ind i, og derfor er landet blevet urent. ²⁸ Følg under ingen omstændigheder deres skræmmende eksempel, for hvis I gør det, vil landet også spytte jer ud, nøjagtig som det snart vil spytte de nuværende indbyggere ud. ²⁹ Enhver, som gør sådan noget, skal dø. ³⁰ Sørg derfor for at adlyde mine love, så I ikke optager nogen af den slags afskyelige skikke iblandt jer. Nej, gør jer ikke urene ved at handle som indbyggerne i det land, jeg vil føre jer ind i, for jeg er Herren, jeres Gud.”

Love af religiøs og social karakter

19 ^1-2 Herren befalede også Moses at sige følgende til Israels folk: „I skal være hellige, for jeg, Herren, jeres Gud, er hellig! ³ Enhver iblandt jer skal respektere sin mor og sin far og overholde loven om sabbatten, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁴ I må hverken dyrke afguderne eller lave afgudsbilleder, for jeg er Herren, jeres Gud.

⁵ Når I bringer et takoffer til mig, skal I ofre det på behørig vis, så jeg kan acceptere jeres offer. ⁶ Det vil sige, at I skal spise offerkødet samme dag, I ofrer det, eller senest den næste dag, for alt, hvad der levnes til tredjedagen, skal brændes. ⁷ Det, der spises på tredjedagen, er i mine øjne afskyeligt og helt uacceptabelt. ⁸ Hvis nogen alligevel spiser det på tredjedagen, har han vanhelliget det, som jeg har gjort helligt, og han skal dø.

⁹ Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. ¹⁰ Det samme gælder vinhøsten: Du må ikke ribbe vinstokkene for de sidste druer, og du må ikke samle de druer op, som falder på jorden under arbejdet. De skal blive tilbage, så de fattige og fremmede, som ikke ejer nogen jord, også har noget at spise. Jeg er Herren, jeres Gud.

¹¹ I må hverken stjæle, lyve eller bedrage. ¹² I må ikke sværge falsk, for derved krænker I Herren, jeres Guds, navn.

¹³ I må ikke undertrykke eller udbytte nogen. Når dagens arbejde er forbi, skal I straks udbetale løn til jeres daglejere.

¹⁴ Tal ikke ondt om en, der er døv, og få ikke en blind til at snuble. Ved at handle retfærdigt viser I Herren, jeres Gud, ære.

¹⁵ Jeres dommere skal fælde retfærdige domme og ikke skele til, om en person er rig eller fattig. Enhver skal dømmes retfærdigt.

¹⁶ I må ikke sprede sladder eller bringe andres liv i fare.

¹⁷ I må ikke hade jeres næste, men I bør irettesætte en ven, der begår en synd, så I ikke drages med ind under hans dom. ¹⁸ Tag ikke hævn over nogen og bær ikke nag. Elsk din næste som dig selv, for jeg er Herren.

¹⁹ Adlyd mine love: I må ikke parre to forskellige arter husdyr med hinanden, og I må ikke blande to forskellige kornarter sammen, når I tilsår jeres mark. Gå ikke med tøj vævet af to forskellige slags materialer.

²⁰ Hvis en mand forfører en slavepige, som en anden har købt for at have hende som medhustru, skal han straffes. Dog skal de ikke straffes med døden, fordi hun er slave og ikke en fri kvinde. ²¹ Manden, som har forbrudt sig, skal bringe en vædder som skyldoffer til Herrens alter ved indgangen til åbenbaringsteltet, ²² hvorefter præsten skal ofre vædderen og skaffe soning for mandens synd. Så skal han få tilgivelse.

²³ Efter at I er kommet ind i landet og har tilplantet det med alle slags frugttræer, må I ikke høste de tre første afgrøder. ²⁴ Fjerde års høst skal indvies til Herren og gives til ham under jublende lovsang. ²⁵ Men femte års høst skal tilhøre jer. På den måde vil I få et større høstudbytte. Jeg er Herren jeres Gud.

²⁶ I må ikke spise kød, uden at blodet først er løbet fra. I må ikke have noget at gøre med spådomskunst eller trolddom.

²⁷ I må ikke klippe håret kort i siderne, I må ikke barbere kindskægget af,^{[b] 28} og I må ikke lade jer tatovere eller skære jer i huden i forbindelse med en dødsklage. Jeg er Herren.

²⁹ Gør ikke jeres døtre urene ved at lade dem deltage i religiøs prostitution, for det kan betyde, at folket vender sig til afguderne, og landet fyldes af umoralitet.

³⁰ Hold loven om sabbatten, og hav ærefrygt for helligdommen, for jeg er Herren.

³¹ Spørg ikke spåkoner til råds og søg ikke kontakt med de døde, for derved gør I jer urene. Jeg er Herren, jeres Gud.

³² I skal vise hensyn og respekt over for de ældre. Derved ærer I jeres Gud. Jeg er Herren.

³³ I må ikke undertrykke de fremmede, som bor iblandt jer, ³⁴ men I skal behandle dem som alle andre borgere i landet: Elsk dem som jer selv, for I var jo selv engang fremmede i Egyptens land. Jeg er Herren, jeres Gud.

^35-36 Sørg altid for at bruge korrekte mål, hvad enten det drejer sig om længdemål, rummål, mønt eller vægt, og gør målet fuldt, for jeg er Herren, som førte jer ud af Egypten. ³⁷ Derfor skal I adlyde alle mine love og forskrifter, så I omhyggeligt overholder dem, for jeg er Herren.”

Straffen for afgudsdyrkelse og andre synder

20 ^1-2 Herren befalede Moses at give Israels folk følgende instrukser:

„Enhver indfødt israelit eller fremmed iblandt jer, som overgiver sit barn til dyrkelsen af afguden Molok, skal stenes til døde af sine landsmænd. ³ En sådan person vil jeg selv kæmpe imod og sørge for, at han bliver udryddet, for han har gjort min helligdom uren og krænket mit hellige navn. ⁴ Hvis hans landsmænd ser igennem fingre med hans synd og nægter at slå ham ihjel, ⁵ vil jeg selv sørge for at udrydde ham og alle andre af mit folk, der dyrker Molok.

⁶ Jeg vil kæmpe imod enhver, som søger kontakt med de døde og henvender sig til sandsigere i stedet for at søge hjælp hos mig. De skal fuldstændig udryddes. ⁷ Stræb efter hellighed, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁸ I skal adlyde alle mine bud, for jeg er Herren, som gør jer hellige.

⁹ Enhver, som forbander sin far eller mor, skal lide døden.

¹⁰ Hvis en mand begår ægteskabsbrud med en anden mands kone, skal både manden og kvinden dømmes til døden. ¹¹ Og hvis en mand har samleje med sin fars kone, har han krænket sin far og skal lide døden sammen med kvinden. ¹² Hvis en mand har samleje med sin svigerdatter, skal de begge lide døden, for de har begået en skammelig handling og må bære straffen derfor. ¹³ Hvis en mand har seksuelt samvær med en anden mand, som en mand har det med en kvinde, skal de begge straffes med døden, for det er en afskyelig handling, som de begge har ansvaret for. ¹⁴ Hvis en mand har samleje med både en mor og hendes datter, har de begået en afskyelig forbrydelse. Alle tre skal brændes, for den slags skammelige handlinger må ikke finde sted iblandt jer.

¹⁵ Hvis en mand har samleje med et dyr, skal han henrettes og dyret slås ihjel. ¹⁶ Det samme gælder, hvis en kvinde har samleje med et dyr: Hun fortjener dødsstraf for sin synd.

¹⁷ Hvis en mand har samleje med sin søster, hvad enten hun er en datter af hans far eller mor, har han begået en skammelig handling, og begge skal henrettes offentligt. En sådan mand må bære straffen for sin synd. ¹⁸ Hvis en mand har samleje med en kvinde under hendes menstruation, skal de begge dø, for manden har blottet hendes blods kilde, og hun har tilladt ham at gøre det.

¹⁹ Seksuelt samvær mellem en mand og hans faster eller moster er forbudt, for de er nære slægtninge. Derfor skal de bære deres straf. ²⁰ Hvis en mand har samleje med sin farbrors kone, har han krænket sin farbror. Både han og kvinden må bære deres straf og dø uden børn. ²¹ Hvis en mand har samleje med sin brors^[c] kone, er det en uren handling. Han har krænket sin bror, og både han og kvinden skal dø uden børn.

²² I skal overholde alle mine love og forskrifter, så det land, jeg vil føre jer ind i, ikke skal spytte jer ud igen. ²³ I må ikke gøre som de folkeslag, jeg driver bort foran jer. De begår alle den slags handlinger, jeg her har advaret jer imod. Derfor afskyr jeg dem ²⁴ og har lovet jer, at I skal få deres land i eje. Det er et land, som flyder med mælk og honning. Jeg er Herren, jeres Gud, og jeg har udskilt jer fra de andre folkeslag.

²⁵ Derfor skal I skelne imellem de dyr og fugle, jeg har givet jer tilladelse til at spise, og dem, som jeg har forbudt jer at spise. I må ikke gøre jer selv til genstand for min afsky ved at spise fugle eller dyr, som jeg har forbudt jer at spise. ²⁶ I skal være hellige i mine øjne, for jeg, Herren, er hellig, og jeg har udskilt jer fra de øvrige folkeslag, så I kan være mit folk.

²⁷ Hvis en mand eller en kvinde har en dødemaners ånd i sig eller en spådomsånd, skal de stenes til døde.”

Regler for præsterne

21 Herren sagde endvidere til Moses: „Sig til præsterne, at de ikke må gøre sig selv urene ved at røre et lig, ^2-3 medmindre det drejer sig om en nær slægtning: en mor, en far, en søn, en datter, en bror eller en ugift søster, som han har ansvaret for, siden hun ikke har nogen mand. ⁴ Som leder blandt sit folk skal han passe på ikke at gøre sig selv uren.^[d]

⁵ Præsterne må ikke klippe sig skaldede noget sted på hovedet eller barbere deres kindskæg af. De må heller ikke lave ridser i huden eller tatoveringer. ⁶ I Guds øjne skal de være hellige, og de må ikke krænke ham eller bringe skam over hans navn. Det er jo dem, der er udvalgt til at bringe ildofre til Herren, og de ofre skal kunne accepteres af deres Gud. ⁷ En præst må ikke gifte sig med en prostitueret eller med en kvinde, som ikke er jomfru. Han må heller ikke gifte sig med en fraskilt, for han er en indviet Guds tjener, ⁸ som er udvalgt til at bringe jeres ofre frem for Gud. Han skal være hellig, for jeg, Herren, som gør jer hellige, er selv hellig. ⁹ Hvis en præstedatter bliver prostitueret, har hun krænket sin fars hellighed, og hun skal brændes.

¹⁰ Ypperstepræsten, der er salvet og indviet til en særlig tjeneste, og som har fået lov at bære den ypperstepræstelige dragt, må ikke tage sin hovedbeklædning af og lade håret hænge løst eller rive flænger i sin dragt.^{[e] 11} Han må heller ikke røre en død person, ikke engang sin egen mor eller far. ¹² Han må ikke krænke helligdommen ved at forlade den for at deltage i en begravelse, for han er salvet og indviet til at tjene Gud. Jeg er Herren. ¹³ Den kvinde, han gifter sig med, skal være jomfru. ^14-15 Han må ikke gifte sig med en enke, og heller ikke med en fraskilt eller en prostitueret. Hans tilkommende skal være en jomfru fra hans egen præsteslægt, ellers ville hans sønner ikke være værdige til at overtage hans embede. Jeg er Herren, som gør ham hellig.”

¹⁶ Og Herren sagde til Moses: ¹⁷ „Sig til Aron, at hvis nogen af hans efterkommere har en legemsfejl, må vedkommende ikke bringe ofre til Gud. ¹⁸ Ingen, der er blind eller lam, har et misdannet ansigt, en legemsdel, der er for lang, ¹⁹ eller en forkrøblet fod eller hånd, ²⁰ er pukkelrygget eller dværg, eller har en fejl ved øjnene eller har udslæt, bylder eller deforme testikler, ²¹ må bringe ofre ved Herrens alter, selv om han er en efterkommer af Aron. ²² Men han må gerne spise af den mad, som tilkommer præsterne i forbindelse med ofringerne. ²³ På grund af sin fysiske defekt må han aldrig komme i nærheden af forhænget i helligdommen eller komme nær alteret, for derved ville han krænke helligdommen, og det er mig, Herren, som har gjort den hellig.”

²⁴ Moses gav så alle reglerne videre til Aron og hans sønner og alle israelitterne.

De hellige offergaver

22 Herren sagde til Moses: ² „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst, for jeg er Herren. ³ Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø,^[f] for jeg er Herren.

⁴ Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, ⁵ eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, ⁶ skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. ⁷ Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. ⁸ Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Jeg er Herren. ⁹ Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som gør dem hellige.

¹⁰ Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. ¹¹ En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. ¹² Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. ¹³ Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.

¹⁴ Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. ¹⁵ Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, ¹⁶ for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som gør dem hellige.”

¹⁷ Og Herren sagde til Moses: ¹⁸ „Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, ^19-20 vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.

²¹ Hvis nogen ønsker at bringe et takoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. ²² Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. ²³ Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. ²⁴ Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. ²⁵ I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”

²⁶ Herren sagde til Moses: ²⁷ „Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til Herren. ²⁸ Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. ^29-30 Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til Herren, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Jeg er Herren.

³¹ I skal nøje overholde alle mine befalinger, for jeg er Herren. ³² I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der gør jer hellige. ³³ Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud. Jeg er Herren!”

Israelitternes religiøse fester

23 ^1-2 Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.

Hviledagen

³ Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være helliget mig, lige meget hvor I bor.

Påskedagen og de usyrnede brøds fest

⁴ De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.

⁵ Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres efter solnedgang.

⁶ De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. ⁷ På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. ⁸ Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”

Festen for den første høst

⁹ Herren fortsatte med at tale til Moses: ¹⁰ „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. ¹¹ Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen,^[g] og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. ¹² Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. ¹³ Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. ¹⁴ I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.

Festen for den store høst

¹⁵ Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, ¹⁶ indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage^[h] frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.^{[i] 17} I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. ¹⁸ Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. ¹⁹ Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som takoffer.

²⁰ Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. ²¹ Denne dag skal udråbes til en hellig festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.

²² Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord. Jeg er Herren, jeres Gud.”

Nytårsfesten

²³ Herren fortsatte med at tale til Moses: ²⁴ „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn.^{[j] 25} Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”

Forsoningsdagen

²⁶ Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: ²⁷ „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste^[k] og holde højtid for Herren med ildofre. ²⁸ I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. ²⁹ Enhver, der undlader at faste på den dag, ³⁰ og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. ³¹ Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. ³² Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”

Løvhyttefesten

³³ Herren fortsatte: ³⁴ „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. ³⁵ På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. ³⁶ På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.

³⁷ Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. ³⁸ Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.

³⁹ Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. ⁴⁰ På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. ⁴¹ Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. ⁴² I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, ⁴³ for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”

⁴⁴ Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.

Om at passe lamperne og bordet med de hellige brød

24 Herren sagde nu til Moses: ^2-4 „Giv Israels folk besked om at bringe dig ren olivenolie, så lamperne på guldlysestagen, der står uden for forhænget til det allerhelligste rum, kan blive ved at brænde. Hver morgen og aften skal Aron gøre lamperne i stand og fylde olie på, for at de kan blive ved at brænde for Herrens ansigt fra slægt til slægt.

^5-6 Sørg for, at der hver sabbat bliver placeret 12 runde fladbrød i to stabler, seks i hver, på det guldbelagte bord, som står for Herrens ansigt. Brødene skal bages af det fineste hvedemel, og der skal bruges fire liter til hvert. ⁷ Oven på hver stabel skal der anbringes en skål med ren røgelse, der skal brænde som et mindeoffer^[l] til Herren. ⁸ Israelitterne skal bringe deres gaver som en permanent pagtsforpligtelse, så nye brød kan blive lagt frem for Herrens ansigt hver sabbat. ⁹ De gamle brød skal tilfalde præsterne, som skal spise dem på et indviet sted, for de er et helligt offer og præsternes retmæssige andel fra ildofferet til alle tider.”

Straffen for at forbande Gud

¹⁰ En dag skete det, at en ung mand, hvis mor var israelit, og hvis far var egypter, kom i slagsmål med en israelit. ¹¹ I kampens hede kom den unge mand til at misbruge Herrens navn ved at komme med en forbandelse, og han blev ført til Moses for at få sin dom. Mandens mor hed Shelomit, en datter af Dibri af Dans stamme. ¹² Manden blev varetægtsfængslet, indtil Herren ville vise, hvad der videre skulle ske med ham.

¹³ Da sagde Herren til Moses: ¹⁴ „I skal føre manden uden for lejren, og de, der hørte ham udsige forbandelsen, skal lægge deres hænder på hans hoved. Derefter skal alle de forsamlede stene ham. ^15-16 Sig til Israels folk, at enhver, der forbander Gud, skal idømmes dødsstraf og stenes af folket. Denne lov gælder for de indfødte israelitter såvel som for de fremmede iblandt jer: Enhver, der udtaler Herrens navn i en forbandelse, er skyldig i blasfemi og skal idømmes dødsstraf.

¹⁷ Der skal også være dødsstraf for mord. ¹⁸ Hvis nogen slår et dyr ihjel, som tilhører en anden, skal vedkommende give ejeren et tilsvarende levende dyr. ¹⁹ Hvis man lemlæster en anden, skal man selv lemlæstes tilsvarende: ²⁰ Brud for brud, øje for øje, tand for tand. Straffen skal svare til den skade, man har forvoldt.

²¹ Altså: Den, der slår en andens husdyr ihjel, skal erstatte dyret, men den, der slår et andet menneske ihjel, må betale med sit eget liv. ²² Den samme lov skal gælde for alle indbyggere i landet, hvad enten de er fremmede eller indfødte, for jeg er Herren, jeres Gud.”

²³ Moses gav nu disse instruktioner videre til israelitterne, hvorefter de førte den unge mand udenfor lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet.

Sabbatår og jubelår

25 Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham: ² „Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile. ³ I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder, ⁴ men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde. ⁵ Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig. ⁶ Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer. ⁷ Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.

^8-10 Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke. ¹¹ I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis. ¹² Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.

¹³ I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen. ^14-16 Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår. ¹⁷ I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden, for jeg er Herren.

¹⁸ Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet. ¹⁹ Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet. ²⁰ Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’ ²¹ Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre^[m] år. ²² I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’

²³ Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns. ²⁴ I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage. ²⁵ Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage. ²⁶ Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen, ²⁷ skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord. ²⁸ Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.

²⁹ Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år. ³⁰ Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom—også efter næste jubelår. ³¹ Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.

³² Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst ³³ og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg. ³⁴ De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.

³⁵ Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig. ³⁶ Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham. ³⁷ Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham. ³⁸ For jeg, Herren jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kana’ans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.

³⁹ Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave, ⁴⁰ men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår. ⁴¹ På det tidspunkt står det ham frit for at rejse—og tage sin familie med sig—så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom, ⁴² for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver ⁴³ eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.

⁴⁴ Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer, ⁴⁵ og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet. ⁴⁶ De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.

⁴⁷ Hvis en af de fremmede, som bor iblandt jer, bliver rig, og en af jeres egne landsmænd bliver så fattig, at han er nødsaget til at sælge sig selv som slave til den fremmede eller til en efterkommer af en fremmed, ⁴⁸ kan en af hans brødre løskøbe ham, ⁴⁹ eller hans farbror, farbroderens søn eller en anden nær slægtning kan gøre det. Endelig kan han løskøbe sig selv, hvis han kan skrabe pengene sammen. ⁵⁰ Prisen for hans frihed skal udregnes efter antallet af år frem til næste jubelår og svare til den løn, en daglejer ville få i samme periode. ⁵¹ Jo længere ude i fremtiden, jubelåret ligger, des tættere ligger løsesummen på det beløb, han oprindelig solgte sig selv for, ⁵² men hvis jubelåret er nært forestående, bliver løsesummen et lille beløb i forhold til salgssummen. ⁵³ Hvis han sælger sig til en af de fremmede iblandt jer, skal den fremmede behandle ham, som hans egne landsmænd ville gøre, nemlig som en daglejer. Han må ikke undertrykke ham eller behandle ham som en slave. ⁵⁴ Og hvis han stadig ikke er løskøbt, når jubelåret oprinder, skal han og hans familie have deres frihed. ⁵⁵ For Israels folk er mine tjenere, og jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten.

Belønningen for lydighed

26 I må ikke lave afguder eller tilbede stenstøtter og udskårne billeder i træ eller sten, for jeg er Herren, jeres Gud.

² I skal overholde loven om sabbatsdagen og vise respekt for min helligdom, for jeg er Herren.

³ Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, ⁴ vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. ⁵ Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet, ⁶ for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig. ⁷ I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned. ⁸ Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt—og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd.

⁹ Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer. ¹⁰ Jeres høst skal blive så stor, at I må smide den gamle høst ud for at få plads til den nye. ¹¹ Jeg vil bo midt iblandt jer, og jeg vil ikke lade jer i stikken. ¹² Jeg vil holde til hos jer, og I skal være mit folk, ¹³ for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.

Straffen for ulydighed

¹⁴ Men hvis I ikke vil lytte til mig og ikke adlyder mine befalinger, ¹⁵ hvis I bryder min pagt ved at foragte mine love og forskrifter, ¹⁶ så vil jeg give jer hvad I fortjener: Jeg vil straffe jer med sygdom og pest, som skal fylde jer med rædsel og tage livsmodet fra jer. Da er det forgæves, at I tilsår jeres marker, for jeres fjender skal spise afgrøderne. ¹⁷ Jeg vil være imod jer, så jeres fjender vil besejre jer og tage magten fra jer. Da bliver I forvandlet til et frygtsomt folk, der flygter blot ved tanken om fjender.

¹⁸ Hvis det ikke hjælper, og I stadig ikke vil adlyde mig, da vil jeg straffe jer syv gange værre for jeres synd. ¹⁹ Jeg vil knække jeres stolthed ved at holde regnen tilbage, så jorden bliver hård som sten, ²⁰ og uanset hvor hårdt I knokler, er jeres arbejde forgæves: Afgrøderne vokser ikke, og frugttræerne blomstrer ikke.

²¹ Hvis det ikke hjælper, og I stadig sætter jer op imod mig og nægter at adlyde mig, så vil jeg straffe jer endnu syv gange værre for jeres synd: ²² Jeg vil sende vilde dyr imod jer, og de skal drive rovdrift på jeres børn og jeres kvæg. Jeg vil tynde ud iblandt jer, så vejene ligger øde hen.

²³ Hvis det ikke hjælper, og I stadig står mig imod og ikke vil tage ved lære, ²⁴ da vil jeg stå jer imod og straffe jer syv gange værre for jeres synd: ²⁵ Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne. ²⁶ Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.