Bible in 90 Days
Bildads første tale til Job
8 Da sagde Bildad til Job:
2 „Hvor længe bliver du ved med at rase?
Din tale buldrer som et tordenvejr.
3 Tror du, Gud afsiger en uretfærdig dom?
Kan den almægtige Gud tage fejl?
4 Dine børn må have syndet imod ham,
siden han straffede dem med døden.
5 Hvorfor ikke søge Gud
og bede den Almægtige om nåde?
6 Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,
skal han nok træde til og give dig oprejsning.
7 Han giver dig så meget fremgang og rigdom,
at det, du før havde, er for intet at regne.
8 Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?
Tag ved lære af de tidligere generationer.
9 Vi ved så lidt, vi blev født i går,
vores liv er som en skygge, der glider forbi.
10 Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe
og give dig det svar, du af hjertet søger?
11 Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?
Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?
12 Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,
de ville gå til, før de var klar til høst.
13 Sådan går det med dem, der glemmer Gud,
de gudløse mister alt håb.
14 Det, de satte deres lid til, falder sammen,
det er skrøbeligt som et spindelvæv.
15 De støtter sig til det, men det holder ikke,
de klamrer sig til det, men det falder til jorden.
16 De gudløse kan se ud som en frodig plante,
der breder sig ud til alle sider,
17 hvis rødder borer sig ned mellem stenene
og fæstner sig dybt nede i jorden.
18 Men når de rykkes op og kastes bort,
er der intet tilbage, ingen husker dem mere.
19 Det var alt, hvad de fik ud af livet.
Snart skyder andre op, hvor de stod.
20 Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,
og at han ikke støder de retskafne fra sig.
21 Derfor kan han give dig glæden tilbage,
han kan fylde din mund med latter igen.
22 Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,
og de gudløse forsvinde for bestandigt.”
Jobs tredje tale: Et svar til Bildad
9 Job gav Bildad følgende svar:
2 „Du kan have ret i, hvad du siger,
for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
3 Hvis man stævnede Gud for retten,
ville man aldrig klare frisag.
4 Hans visdom og magt er grænseløs.
Ingen slipper godt fra at trodse ham.
5 Han flytter bjerge så let som ingenting,
vælter dem omkuld i sin vrede.
6 Han rusker i jorden, så den skælver,
ryster i hele sin grundvold.
7 Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
og at stjernerne skal indhylles i mørke.
8 Det var ham, der udspændte himmelbuen,
og han kan gå på havets bølger.
9 Han skabte Storebjørn og Orion,
Syvstjernen og Dyrekredsen.
10 Han udfører utrolige mirakler
og gør talløse undere.
11 Han bevæger sig lydløst og usynligt,
man hverken ser eller hører ham.
12 Han tager, hvad han vil have,
og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
ingen menneskelig magt kan standse ham.[a]
14 Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
retfærdiggøre mig overfor ham?
15 Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
kan jeg ikke gå i rette med ham.
Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
16 Hvis jeg stævnede ham for retten,
mon han så ville høre på min klage?
17 Han har udløst en orkan over mig
og givet mig sår på sår uden grund.
18 Jeg har knap tid til at trække vejret,
før jeg oplever nye lidelser.
19 Ingen kan måle sig med ham i styrke.
Hvem har magt til at anklage ham i retten?
20 Selv om jeg måske var uskyldig,
ville min optræden i retten dømme mig.
21 Jeg mener, jeg er uskyldig,
men hvem tør bedømme sig selv?
Mit liv har ikke længere nogen værdi.
22 Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
23 Når pisken pludselig slår til,
ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
24 Når et land falder i en ond mands magt,
bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
hvem er det så?
25 Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
26 De glider forbi som sivbåde,
som ørne, der haster efter bytte.
27 Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
tage smilet på og se glad ud.’
28 Ville det mon standse mine lidelser?
Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
29 Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
30 Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
og skrubbede mine hænder med skurepulver,
31 ville du dog straks dyppe mig i mudder,
så mit tøj ville skamme sig over mig.
32 Du er jo ikke et menneske som jeg,
derfor kan vi ikke mødes i retten.
33 Var der dog bare en mellemmand,
der kunne skabe forsoning imellem os,
34 en der kunne fjerne Guds straf over mig,
så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
35 så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
Men det kan jeg umuligt opnå alene.
Job fortsætter sin klage mod Gud
10 Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
2 Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
3 Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
4 Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
5 Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
6 siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
7 Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
8 Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
9 Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
10 Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
11 Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
12 Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
13 Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
14 Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15 Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
16 Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
17 Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
18 Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
19 så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
20 Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21 Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
22 Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
Zofars første tale til Job
11 Så var det Zofars tur til at gå i rette med Job:
2 „Hold lige en pause, jeg har en kommentar.
Du snakker og snakker, men nu skal du få svar!
3 Vi kan ikke bare sidde og høre på den slags.
Når du håner Gud, må vi sætte dig på plads.
4 Du hævder, at din adfærd er fejlfri,
at du i Guds øjne er helt uden skyld.
5 Om Gud dog bare ville åbne sin mund,
give dig ren besked og sige, hvad han mener.
6 Hvis han åbner for sin visdoms gemmer,
vil du indse, hvor lidt du egentlig har forstået,
for han straffer dig mindre, end du faktisk fortjener.
7 Forstår du Guds skjulte tanker og planer?
Kender du omfanget af hans guddommelige magt?
8 Den når højere op end himlen og dybere ned end dødsriget.
Sammenlignet med ham har du hverken visdom eller magt.
9 Hans visdom går ud over jordens grænser,
er mere vidtstrakt end havets horisonter.
10 Når Gud nu har afsagt sin dom over dig,
er der så nogen, der kan standse straffen?
11 Han gennemskuer menneskers bedrag
og lægger mærke til alle deres synder.
12 Det er sværere for en tåbe at blive vis
end for et vildæsel at føde et menneske.
13 Gid du ville vende dig fra din synd
og trygle din Gud om nåde.
14 Tag afstand fra alle dine synder,
luk hjertets dør for al ondskab.
15 Så kan du løfte hovedet frit igen
og leve i sikkerhed uden at frygte.
16 Så kan du glemme dine tidligere trængsler,
som flodvand, der for længst er flydt videre.
17 Dit ansigt vil stråle som middagssolen,
dit tungsind forsvinde som morgentågen.
18 Du får nyt mod og fornyet håb,
du får lov til at leve i fred og sikkerhed.
19 Du kan lægge dig trygt til hvile.
Mange vil komme til dig for at få hjælp.
20 Men for de gudløse er der intet håb.
De har ingen steder at søge tilflugt
og kan kun se frem til at dø.”
Jobs fjerde tale: Et svar til Zofar
12 Hertil svarede Job:
2 „I er så kloge og har svar på alt!
Hvor trist, at visdommen skal uddø med jer!
3 Men jeg er nu heller ikke uden forstand,
jeg står ikke tilbage for jer i noget.
Der er jo intet nyt i det, I har sagt.
4 Jeg er en retskaffen og retsindig mand.
Når jeg beder til Gud, svarer han mig.
Alligevel håner mine venner mig.
5 Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer,
når man ikke selv har nogen.
Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned?
6 Røvere lever i fred,
de, der trodser Gud, er i sikkerhed.
De tror kun på sig selv og deres egen styrke.
7 Du kan lære noget af dyrene!
Fuglene kan fortælle dig det,
8 krybdyrene på landjorden ved det,
fiskene i havet kan forklare det for dig.
9 De ved alle som en,
at Herren har skabt det hele.
10 Han holder enhver skabning i sin hule hånd,
et menneskes liv afhænger af ham.
11 Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
12 Visdom søger man hos de ældre,
for livserfaring kommer med årene.
13 Gud er kilden til al visdom og magt,
hos ham får man indsigt og gode råd.
14 Hvad han bryder ned, kan ikke bygges op.
Hvad han lukker i, kan ingen lukke op.
15 Holder han regnen tilbage, bliver jorden til ørken.
Slipper han uvejret løs, bliver der oversvømmelse.
16 Visdom og styrke finder du hos ham.
Både bedrageren og den bedragne er i hans magt.
17 Han kan sætte samfundets ledere fra magten
og fratage dommere deres ret til at dømme.
18 Han kan fjerne konger fra tronen
og gøre dem til slaver i stedet.
19 Han kan fratage præster deres tjeneste
og sætte mægtige mænd fra magten.
20 Han kan gøre de bedste rådgivere målløse
og fratage de kloge deres tænkeevne.
21 Han kan ydmyge de stolte fyrster
og afvæbne de stærke krigere.
22 Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge
og afsløre de dybeste hemmeligheder.
23 Han kan gøre nationer stærke,
men også opløse dem igen.
Han kan udvide et lands grænser,
men også sprede befolkningen for alle vinde.
24 Han kan berøve regenter deres sunde fornuft
og lade dem vakle rundt i en vejløs ørken,
25 så de famler sig frem i mørket uden lys,
raver omkring som berusede.
13 Jeg kender det alt sammen,
jeg har hørt det før og forstår det udmærket.
2 Jeg ved det samme, som I ved,
jeg står ikke tilbage for jer i visdom.
3 Men det er den Almægtige, jeg vil tale med!
Det er ham, jeg ønsker at høre fra.
4 I er kvaksalvere og bruger tomme ord
som salve til mine sår i sjælen.
5 Bare I dog ville holde mund,
det er det klogeste, I kan gøre.
6 Hør dog, hvad det er, jeg siger,
så I kan forstå, hvorfor jeg klager.
7 Tror I, Gud har brug for, at I forsvarer ham?
Så burde I i det mindste sige sandheden.
8 Hvorfor vil I føre sagen for ham?
Tror I, han har brug for jeres hjælp?
9 Mon ikke han kender jeres motiver?
Eller tror I, at I kan føre Gud bag lyset?
10 Gud selv vil gå i rette med jer,
fordi I bevidst fordrejer hele sagen.
11 Har I slet ingen ærefrygt for ham?
Skælver I ikke for hans majestætiske storhed?
12 Jeres hule fraser er blot tomme ord,
jeres forsvar falder som et korthus.
13 Ti stille, så jeg kan bringe min klage til Gud,
og så må jeg selv tage følgerne.
14 Jeg er parat til at vove skindet
og sætte livet på spil.
15 Jeg vil lægge min sag frem for ham.
Måske slår han mig ihjel, men han er mit eneste håb.
16 Jeg tror dog snarere, at han vil frikende mig,
for hvis jeg var skyldig, turde jeg ikke træde frem for ham.
17 Hør nu efter, hvad jeg siger.
Læg godt mærke til mine ord.
18 Jeg er parat til at fremlægge min sag for Gud,
for jeg ved, at jeg har retten på min side.
19 Hvis nogen kan bevise det modsatte,
tier jeg stille og tager imod min straf.
Job taler til Gud
20 Jeg beder dig om at gøre to ting for mig, Gud,
derefter vil jeg ikke mere løbe fra dig.
21 Først må du fjerne mine lidelser
og derefter holde op med at skræmme mig.
22 Hvis du vil være den første til at fremføre anklage,
så vil jeg forsvare mig.
Hvis du lader mig tale først,
så forventer jeg, at du svarer mig.
23 Hvad er det egentlig, jeg har gjort forkert?
Forklar mig min overtrædelse og min synd.
24 Hvorfor har du vendt mig ryggen?
Hvorfor ser du på mig som en fjende?
25 Hvorfor sparker du til et nedfaldent blad?
Hvorfor jagter du et udtørret halmstrå?
26 Du dømmer mig alt for hårdt, Gud,
min ungdoms dumheder trækker du frem.
27 Du har lagt mine fødder i lænker,
du følger alle mine bevægelser
og undersøger mine fodspor.
28 Mennesker smuldrer som råddent træ,
som et stykke tøj, der ædes op af møl.
14 Et menneskeliv er kun ganske kort,
men alligevel har vi masser af problemer.
2 Jeg er som en blomst, der vokser op og visner,
livet passerer forbi som en skygge og er væk.
3 Jeg er så ringe og ubetydelig.
Hvorfor ignorerer du mig ikke bare?
4 Findes der et menneske helt uden synd?
Er der nogen, som er fuldstændig fejlfri?
5 Du har fastsat et menneskes levetid,
den kan tælles i dage og måneder,
den tidsfrist, du har sat, kan ingen af os ændre.
6 Giv mig en smule fred, så jeg kan hvile mig,
som en arbejder, der slapper af efter dagens slid.
7 Der er mere håb for et træ end for et menneske.
Hvis et træ bliver fældet, skyder det friske skud igen.
8 Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben synes død i markens muld,
9 skal der kun en smule vand til
for at hjælpe de nye skud på vej.
10 Men når mennesker dør, er det ude med dem.
Når de udånder, er alt forbi.
11 Som en sø kan udtørres under tørke,
og en flod kan svinde ind til ingenting,
12 sådan er et menneske borte,
når livet først rinder ud.
Det rejser sig ikke fra graven,
så længe himlen og jorden er til.
13 Gid du straks ville sende mig ned i Dødsriget
og lade mig hvile der, til din vrede er forbi.
Når den rette tid så er inde,
kan du komme og føre mig op igen.
14 Hvis der var håb om at komme tilbage til livet,
kunne jeg bedre holde lidelsen ud
og tålmodigt vente på, at livet blev værd at leve.
15 Så ville du kalde på mig, og jeg ville svare,
for du længes efter at se din skabning igen.
16 Da ville du overvåge mine skridt,
men ikke tage dig af mine overtrædelser.
17 Mine synder bliver gemt i en sæk,
du tilregner mig dem ikke.
18 Men som et bjerg kan skride sammen,
som et klippestykke kan slå revner,
19 som vand kan udhule en sten og skylle jorden væk,
sådan brister menneskets forhåbninger.
20 Det endelige slag mod os mennesker er døden,
med stivnet ansigt går vi bort.
21 Børnenes fremtid får vi ikke at se,
vi ved ikke, om det går dem godt eller skidt.
22 Vi mærker kun vores egen smerte,
føler kun vores egen sorg.”
Elifaz’ anden tale til Job
15 Elifaz tog nu til genmæle:
2 „Har man hørt mage til opblæst snak?
Du kendes da ellers som en fornuftig mand.
3 Du burde tænke dig bedre om
og ikke bruge den slags tomme ord.
4 Du undergraver fromhed
og viser ingen respekt for Gud.
5 Du kommer med snedige udtalelser
for at dække over dine overtrædelser.
6 Jeg er ikke ude på at dømme dig,
du dømmer dig selv med dine ord.
7 Var du det første menneske i verden?
Blev du født, før jorden blev skabt?
8 Var du til stede, da Gud planlagde det hele?
Fik du monopol på alverdens visdom?
9 Hvad ved du, som vi ikke ved?
Tror du virkelig, du er klogere end os?
10 Vores viden stammer fra de gamle vismænd,
der er langt ældre end din far.
11 Er Guds trøst da ikke nok for dig?
Er andres venlige ord til ingen nytte?
12 Hvorfor hidser du dig sådan op
og sender os lynende blikke?
13 Husk lige, at det er Gud, du er vred på,
det er ham, du anklager med dine ord.
14 Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?
Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?
15 Ikke engang englene er uden synd.
Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.
16 Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,
der tørster efter synd som var det vand.
17 Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,
lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,
18 hvad de gamle vismænd har fortalt,
det, de lærte af deres forfædre,
19 af dem, til hvem Gud gav dette land,
før de blev påvirket af fremmede folk.
20 De onde må lide alle deres dage,
de grusomme bliver selv grusomt behandlet.
21 Syndere må leve i evig angst,
selv i fredstid bliver de overfaldet.
22 De tør ikke gå ud om natten
af frygt for at blive myrdet.
23 De ved, at det vil gå galt til sidst,
at de ender som føde for gribbene.
24 Gru og rædsel omringer dem
som en hær, der venter på at angribe.
25 De har jo gjort oprør mod Gud,
trodset den Almægtige.
26 Stædigt satte de sig op mod Gud,
gik til angreb med sværd og skjold.
27 De ragede til sig på alle måder,
maven blev tyk og kinderne fede.
28 De kommer til at bo i ødelagte byer,
i forladte huse, der er ved at falde sammen.
29 Deres rigdom smuldrer og forgår,
de efterlader sig intet af værdi.
30 De undslipper ikke dødens mørke,
men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.
31 Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,
bliver hele deres liv et tomt bedrag.
32 De er som et frugttræ, der ikke blomstrer
og derfor bliver fældet i utide.
33 De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,
som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.
34 De gudløses liv bærer ikke frugt.
De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.
35 De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,
indtil de fødes som løgn og bedrag.”
Jobs femte tale: Et svar til Elifaz
16 Job svarede på følgende måde:
2 „Den slags har jeg hørt så tit.
I er nogle kønne trøstere!
3 Er der ingen ende på din elendige tale?
Kunne du ikke finde på noget bedre at sige?
4 Hvis I var i mit sted, og jeg var i jeres,
ville jeg være fristet til at tale på samme måde.
Jeg kunne have holdt en prædiken for jer
og rystet på hovedet af jer.
5 Men jeg vil hellere være andre til opmuntring,
prøve at trøste folk i deres sorg.
6 Jeg kan ikke trøste mig selv ved at tale,
men at tie giver mig heller ingen lindring.
7 Gud har mast mig ned i jorden,
han har udryddet hele min familie.
8 Min elendige tilstand ses som hans straf,
det, han har gjort, som bevis på min skyld.
9 Hans vrede river og rusker i mig.
Han skærer tænder imod mig af raseri.
Hans anklagende øjne gennemborer mig.
10 Folk ser på mig med foragtende blikke,
spottende slår de mig i ansigtet,
alle rotter sig sammen imod mig.
11 Gud har givet mig i gudløses vold,
kastet mig i kløerne på onde mennesker.
12 Jeg levede i fred, indtil han knuste mig.
Han greb mig i nakken og slog mig fordærvet.
Han stillede mig op som en skydeskive,
13 og hans pile kom imod mig fra alle sider.
De gennemborede mine nyrer,[b]
min galde flød ud på jorden.
14 Han huggede mig sønder og sammen,
han slog mig som en kriger, der er gået amok.
15 Jeg sidder klædt i sæk og aske.
Min stolthed ligger knust i støvet.
16 Mit ansigt er rødt af gråd,
jeg har sørgerande under øjnene.
17 Men jeg ved, at jeg er uskyldig,
og at min bøn er oprigtig.
18 Mit blod skal råbe fra jorden,
min bøn om retfærdighed blive ved at runge.
19 Allerede nu har jeg et vidne i Himlen,
en forsvarer, der taler min sag i det høje.
20 Han er min ven og går i forbøn for mig,
for jeg kommer til Gud med tårer i øjnene.
21 Han bønfalder Gud på mine vegne,
som et menneske forsvarer sin ven.
22 Jeg har ikke mange år igen,
og når jeg først er gået bort,
er der ingen vej tilbage.
Job beklager sig over for Gud
17 Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Job er frustreret over sine venner
10 Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Bildads anden tale til Job
18 Nu gik Bildad igen i rette med Job:
2 „Hold nu op med al din snak, Job!
Kom til fornuft, så vi kan tale sammen.
3 Hvad regner du os egentlig for?
En flok dumme, umælende får?
4 Du opnår intet ved at pine og plage dig selv.
Verden går videre, uanset hvad du gør.
5 Synd fører nu engang til straf,
og de ondes livslys slukkes.
6 Mørket indhyller deres bolig,
og de får et ulykkelig endeligt.
7 Deres faste skridt bliver usikre,
de snubler over deres egne ben.
8 Deres fødder fører dem til fald,
de er ude på gyngende grund.
9 De går lige i fælden og sidder fast i saksen,
får en løkke om foden og kan ikke komme fri.
10 En skjult snor er spændt ud over vejen,
et reb ligger parat som en løkke.
11 Rædselen kommer imod dem fra alle sider,
angsten er lige i hælene på dem.
12 Deres livskraft udtæres,
undergangen ligger på lur efter dem,
13 sygdom æder dem langsomt op,
døden har lagt sin klamme hånd på dem.
14 De trækkes ud af deres trygge bolig
og føres frem til den frygtelige død.
15 Ild og svovl regner ned over dem,
deres ejendom bliver omdannet til aske.
16 De er som et træ med udtørrede rødder,
hvor alle grenene er ved at visne.
17 Ingen mindes dem, når de er borte,
deres navne går hurtigt i glemmebogen.
18 De udslettes fra jordens overflade,
skubbes fra lyset ind i mørket.
19 De efterlader sig ingen arvinger,
deres slægt uddør med dem.
20 Alle, som hører om deres ulykke,
gribes af gru og forfærdelse.
21 Ja, sådan går det onde mennesker,
dem, der ikke har ærefrygt for Gud.”
Jobs sjette tale: Et svar til Bildad
19 Job gav følgende svar:
2 „Hvor længe bliver I ved med at håne mig?
Hvor længe vil I plage mig med jeres fornærmelser?
3 I anklager mig nu for tiende gang,
mishandler mig uden barmhjertighed.
4 Hvis jeg har gjort noget forkert,
så er det mit problem og ikke jeres.
5 I mener, at I er bedre end mig,
og at mine lidelser er straf for min synd.
6 Forstår I ikke, at Gud gør mig uret
ved at sende disse ulykker over mig?
7 Jeg råber om hjælp, men får intet svar.
Jeg skriger højt, men ingen griber ind.
8 Gud har spærret vejen for mig,
han har indhyllet mit liv i mørke.
9 Han har berøvet mig min ære,
ødelagt mit gode omdømme.
10 Han angreb mig fra alle sider, så jeg faldt.
Han har taget ethvert håb fra mig.
11 Hans vrede blussede op imod mig,
han behandlede mig som en fjende.
12 Han sender en hær af ulykker imod mig,
de omringer mit hus og falder over mig.
13 Mine slægtninge har slået hånden af mig,
mine bekendte vil ikke kendes ved mig.
14 Min familie har vendt mig ryggen,
mine nærmeste venner ignorerer mig.
15 Mine gæster ser på mig som en fremmed,
mine tjenestepiger gør intet for mig.
16 Min tjener kommer ikke, når jeg kalder,
ikke engang når jeg trygler ham om hjælp.
17 Min kone føler afsky ved min ånde,
mine brødre kan ikke udholde stanken.
18 Selv børnene regner mig ikke for noget.
Når jeg rejser mig op, håner de mig.
19 Mine bedste venner viser mig afsky,
de, jeg holder mest af, har vendt mig ryggen.
20 Jeg er ikke andet end skind og ben,
med nød og næppe undgik jeg døden.
21 Vis dog lidt barmhjertighed, venner!
Hav medlidenhed, for Guds vrede har ramt mig.
22 Hvorfor vil I straffe mig, som Gud gør?
Har jeg ikke lidt tilstrækkeligt allerede?
23 Ak, gid mine ord blev skrevet ned,
gid nogen ville optegne dem i en bog.
24 Gid nogen ville mejsle dem i sten,
indridse dem i en klippe for evigt.
25 Men jeg ved, at der er en, som vil befri mig,
engang skal han stå frem på jorden.
26 Jeg ved, at selv om min krop går til grunde,
får jeg mulighed for bagefter at se Gud.
27 Jeg skal se ham med mine egne øjne.
Jeg kan næsten ikke rumme den tanke.
28 Hvor vover I da at anklage mig
og påstå, at min lidelse er en velfortjent straf?
29 Pas på, at I ikke selv bliver straffet,
bliver ramt af Guds vrede og dom.”
Zofars anden tale til Job
20 Derefter tog Zofar til genmæle:
2 „Jeg bliver nødt til at sætte dig på plads,
for det, du siger, er oprørende.
3 Det er nemt nok at anklage os,
men jeg ved, hvordan jeg skal svare dig.
4 Ved du ikke, at fra tidernes morgen,
så længe der har været mennesker til,
5 har de gudløses triumf været kort,
og deres glæde kun varet et øjeblik?
6 Selv om deres selvglæde når til himlen,
og de går med næsen i sky,
7 bliver de kastet bort som affald,
og deres venner spørger, hvor de blev af.
8 De forsvinder som en drøm, når man vågner,
fordufter, som var det hele et synsbedrag.
9 Deres venner ser dem ikke mere,
aldrig vender de tilbage til deres hjemby.
10 Børnene må levere tilbage, hvad deres fædre har stjålet,
for de svage skal have det igen, som blev taget fra dem.
11 De gudløse dør og bliver lagt i graven,
selv om de stadig var unge og stærke.
12 De elsker smagen af synd,
nyder den i fulde drag,
13 lader den smelte langsomt på tungen,
synker den med stort velbehag.
14 Men i maven giver den voldsomme smerter,
som var det slangegift, de havde slugt.
15 Gud sørger for, at de kaster den op,
den velstand de guffede i sig, kommer op igen.
16 Men giften har gjort sin virkning,
de går til som bidt af en slange.
17 De kan ikke længere skumme fløden
eller nyde en overflod af honning.
18 De må aflevere deres uretmæssige bytte,
får ikke glæde af det, de har ranet.
19 For de knuste ubarmhjertigt de hjælpeløse,
overtog huse, som ikke var deres.
20 Altid skrabede de til sig,
men intet af det får de gavn af.
21 De stjal, hvad de kunne få fat i,
men den slags rigdom varer ikke ved.
22 Midt i velstanden rammes de af ulykken,
katastroferne regner ned over dem.
23 Mens de sidder i fred og spiser,
rammes de af Guds vrede,
han lader slagene hagle ned over dem.
24 De prøver at flygte for sværdet,
men bliver ramt i ryggen af en pil.
25 Når de trækker pilen ud,
drypper spidsen af galde.
Dødens rædsler står malet i deres ansigter,
26 deres skatte ender i glemslens mørke.
Guds ild fortærer dem,
opbrænder alle deres ejendele.
27 Himlens magter straffer dem for deres synd,
jorden vidner imod dem.
28 Guds vrede regner ned over dem,
deres huse skylles væk af en flodbølge.
29 Sådan er de gudløses skæbne.
Det er Gud selv, der straffer dem.”
Jobs syvende tale: Et svar til Zofar
21 Job gav ham følgende svar:
2 „Den eneste trøst, I kan give mig,
er, hvis I tier stille og lytter til mine ord.
3 Gid I ville finde jer i at høre på mig.
Bagefter kan I altid håne mig igen!
4 Det er Gud og ikke mennesker, jeg beklager mig til.
Er det mærkeligt, at jeg er så utilfreds?
5 Prøv engang at se på mig!
Er det ikke et chokerende syn?
6 Når jeg tænker over det, fyldes jeg med rædsel,
så jeg ryster over hele kroppen.
7 Hvorfor klarer de gudløse sig godt her i livet?
Hvorfor lever de længe og bliver rige?
8 De ser deres børn vokse op og etablere sig,
de kan glæde sig over samværet med familien.
9 De lever trygt i deres sikre hjem,
og Guds straf når dem ikke.
10 Deres tyre avler uden problemer,
deres køer aborterer ikke.
11 Deres småbørn løber frit omkring,
boltrer sig på marken som uskyldige lam.
12 De gudløse danser og synger og morer sig
til trommer, harper og fløjter.
13 De lever lykkeligt til deres dages ende
og får en nem og smertefri død,
14 selv om de siger: ‚Hold dig væk, Gud,
vi vil ikke have noget med dig at gøre.’
15 ‚Hvorfor skulle vi adlyde den såkaldt almægtige?’
‚Hvad nytter det at bede til ham?’ spørger de.
16 ‚Enhver er sin egen lykkes smed!’ ser det ud til.
Men sådan vil jeg ikke tænke.
17 De onde bliver sjældent ramt af ulykke,
de har ingen større problemer,
og de bliver ikke tromlet ned af Guds vrede.
18 De er ikke som avner og strå,
der blæses bort af vinden.
19 ‚Så straffer Gud deres børn,’ siger I.
Men burde de gudløse ikke selv blive straffet?
20 Lad dem selv opleve deres ulykke
og smage den Almægtiges vrede.
21 Når de først er døde, er det ikke deres sag,
hvad der sker med de efterladte.
22 Men hvem kan belære Gud?
Hvem kan dømme den højeste dommer?
23 Nogle mennesker dør på lykkens tinde,
helt trygge og ganske uden sorger.
24 Mad og drikke har de i overflod,
og de har altid været sunde og raske.
25 Andre mennesker dør, før de har smagt livets goder,
og de er helt opslugt af bitterhed.
26 Begge slags mennesker lægges i graven,
hvor de bliver ædt af de samme orme.
27 Nuvel, jeg ved godt, hvad I vil svare,
hvilke indvendinger I vil komme med.
28 I har hørt om nogle rige, gudløse folk,
som også blev ramt af ulykker.
29 Men prøv at spørge dem, der er vidt berejste,
hør, hvad de siger om deres erfaringer:
30 De gudløse skånes, når ulykken kommer,
de finder altid en udvej.
31 Ingen retsforfølger dem,
ingen tør kræve dem til regnskab.
32 Når de dør og føres til graven,
står der æresvagt ved gravstedet.
33 De har et stort begravelsesfølge
og bliver lagt til hvile i fred.
34 Jeres trøst er intet værd.
Jeres snak er ikke andet end bedrag.”
Elifaz’ tredje tale til Job
22 Elifaz gav straks svar på tiltale:
2 „Hvad gavn har Gud af et menneske?
Hvad kan de kloge gøre for ham?
3 Hvad ville det gavne den Almægtige,
hvis du var uskyldig og fejlfri?
4 Straffer han dig måske for din fromhed?
Ville han dømme dig, hvis du var uskyldig?
5 Nej, det må være på grund af din ondskab.
Du må have begået utallige synder.
6 Måske du udnyttede en ven, som lånte penge af dig?
Måske tog du alle hans ejendele i pant?
7 Måske du nægtede den tørstende vand
eller undlod at give den sultende mad?
8 Selv om du var umådelig rig
og havde stor magt og indflydelse,
9 afslog du måske at hjælpe enker i nød
og tog håbet fra forældreløse børn?
10 Det må være derfor, du er fanget i en fælde
og nu må svede angstens sved.
11 Derfor er du fange i et mørkt hul
og sidder i problemer til halsen.
12 Bor Gud ikke i den højeste himmel?
Se på stjernerne og erkend hans storhed.
13 Alligevel siger du: ‚Hvad ved Gud?
Han kan ikke se gennem de tætte skyer.
14 Når han vandrer rundt på himmelbuen,
skjuler skyerne os for hans blik.’
15 Er du på vej tilbage til de gamle traditioner,
som nogle af vores ugudelige forfædre fulgte?
16 Husk på, at de blev revet bort i utide,
og deres livsgrundlag smuldrede under dem.
17 De sagde til den almægtige Gud:
‚Lad os være i fred! Hvad kan du gøre for os!’
18 Og dog var det ham, der gav dem velstand!
Men sådan vil jeg ikke tænke.
19 De retskafne glæder sig, når de onde bliver straffet,
de uskyldige jubler og siger:
20 ‚Nu er det ude med vores fjender!
Alt, hvad de ejede, gik op i røg!’
21 Slut nu fred med Gud,
lad dig forsone med ham,
så du igen kan blive lykkelig.
22 Hør på ham, når han vejleder dig,
og ret dig efter, hvad han siger.
23 Vend dog om til Gud og ydmyg dig,
gør op med enhver synd i dit liv.
24 Opgiv din pengegriskhed,
skaf dig af med dit dyrebare guld,
25 så den Almægtige selv bliver dit guld,
så du værdsætter ham mere end alt dit sølv.
26 Så vil du kunne glæde dig over ham
og se ham frimodigt i øjnene.
27 Så hører han dig, når du beder,
og du kan takke ham for, at svaret kommer.
28 Hvad end du tager dig for, vil lykkes for dig,
og du kan se frem til lysere tider.
29 De stolte og hovmodige piller han ned,
men de ydmyge giver han oprejsning.
30 Gud redder den uskyldige.
Rens dig selv, så du kan blive reddet.”[c]
Jobs ottende tale: Et svar til Elifaz
23 Hertil svarede Job:
2 „Jeg må stadig klage i min håbløshed,
for Guds hårde straf får mig til at stønne.
3 Kunne jeg dog bare få Gud i tale,
træde frem for hans trone,
4 forklare ham mit syn på sagen,
og fremlægge mine argumenter,
5 så kunne jeg få at vide, hvad han mener,
og prøve at forstå hans svar.
6 Ville den almægtige Gud bare tromle mig ned?
Nej, han ville høre efter, hvad jeg havde at sige.
7 Med ham som dommer får man en fair behandling,
og jeg tror bestemt, han ville frifinde mig.
8 Men går jeg mod øst, finder jeg ham ikke.
Går jeg mod vest, er han heller ikke der.
9 Mod nord kan jeg ikke få øje på ham,
mod syd kan jeg ikke finde hans spor.
10 Men han kender mit liv og mine gerninger,
jeg ville bestå hans prøve med glans.
11 Trofast har jeg fulgt i hans fodspor,
vandret den vej, han har anvist.
12 Jeg har ikke overtrådt hans befalinger,
men bevaret hans ord i mit hjerte.
13 Men hvem kan standse Gud?
Han fører det igennem, han har sat sig for.
14 Han handler med mig efter sin plan,
og hvem ved, hvad han mere har i sinde?
15 Er det så sært, at jeg frygter ham,
at jeg gruer ved tanken om, hvad han kan gøre?
16 Gud har taget alt modet fra mig,
den Almægtige gør mig bange.
17 Men jeg kan ikke bare holde min mund,
fordi jeg sidder i et mørkt fangehul.
24 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2 De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3 De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4 De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5 De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6 De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7 Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8 Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
9 Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10 De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11 De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12 Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
13 De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
14 Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
15 Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
De skjuler deres ansigt bag en maske.
16 Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
17 For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
18 Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
19 Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
20 De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
21 De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22 Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23 Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
24 Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
25 Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.