Bible in 90 Days
Bildads tredje tale til Job
25 Hertil svarede Bildad:
2 „Gud har al magt og autoritet.
I himlen hersker der fred.
3 Hvem kan tælle himlens hære?
Hvem står udenfor hans rækkevidde?
4 Hvordan kan nogen hævde sin uskyld overfor Gud?
Hvordan kan et menneske påstå at være uden synd?
5 Selv månen er ikke pletfri,
og stjernerne er ikke uden fejl.
6 Hvad så med et ubetydeligt menneske som dig?
Hvordan kan du hævde at være uden skyld?”
Jobs niende tale: Et svar til Bildad
26 Job svarede på følgende måde:
2 „Hvor har du været til megen hjælp,
trøstet og støttet mig arme stakkel!
3 Du har virkelig åbenbaret din store visdom
og forklaret det hele for den tåbe, jeg er!
4 Hvordan har du fået din vældige visdom?
Hvorfra kommer alle de kloge ord?
5 De dødes ånder skælver af frygt
i deres opholdssted under havet.
6 Dødsriget ligger åbent for Gud,
intet dernede er skjult for ham.
7 Gud udspændte himmelbuen over horisonten,
hængte jordkloden op i det tomme rum.
8 Vandet binder han i de mørke skyer,
de bryder ikke sammen under vægten.
9 Han skjuler fuldmånen bag sine skyer,
breder et slør ud over den.
10 Han markerer horisonten, hvor havet ender,
og stedet, hvor dagen bryder frem af natten.
11 Himlens søjler ryster og bæver,
de vakler, når han viser sin vrede.
12 Med sin magt bragte han havet til ro,
da han i sin visdom knuste Rahab.[a]
13 Ved et pust fra ham klarede himlen op,
han gennemborede den flygtende slange.
14 Det er kun små eksempler på hans styrke,
et svagt ekko af hans almagt,
for hvem kan fatte hans fulde styrke?”
Job hævder fortsat sin uskyld
27 Job fortsatte:
2 „Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,
som har gjort mig uret og forbitret mit liv,
3 at så længe jeg lever her på jorden,
så længe jeg endnu trækker vejret,
4 skal intet ondt ord komme over mine læber,
ingen løgn skal udgå fra min mund!
5 Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,
til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.
6 Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.
Min samvittighed er ren, og det har den altid været.
De gudløse straffes
7 Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,
mine modstandere dele skæbne med de onde.
8 Hvad håb er der for de onde,
når Gud gør ende på deres liv?
9 Mon Gud hører deres skrig,
når de råber om hjælp?
10 De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,
de kommer ikke dagligt til ham i bøn.
11 Lad mig fortælle jer om Guds kraft
og indvi jer i den Almægtiges tanker.
12 Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,
men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?
13 Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,
hvilken straf de får fra den Almægtige:
14 Uanset hvor mange børn, de har,
vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.
15 De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,
end ikke deres enker vil begræde dem.
16 Selv om de gudløse kan have penge som skidt
og kostbare klæder i kassevis,
17 bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,
de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.
18 De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,
som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.
19 De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,
og vågne ludfattige om morgenen.
20 Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,
ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.
21 De mister alt, hvad de ejer,
som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.
22 Ulykken jager dem som en orkan,
mens de kæmper for ikke at blive knust.
23 Den slår kløerne i dem
og blæser dem langt bort fra deres hjem.
Menneskets viden og materielle ressourcer
28 Guld og sølv finder man i jorden,
og mennesker forstår at rense det for urenheder.
2 Malm hentes op fra jordens dybder,
man smelter det og frembringer jern og kobber.
3 Folk udforsker jordens indre,
de leder med lys og lygte
for at nå frem til den dyrebare malm.
4 Fjernt fra alle byer og alfarvej
graver de dybe skakter i jorden
og svinger frem og tilbage i rebene.
5 På jordens overflade dyrker man korn,
mens man uddrager skatte fra dens indre.
6 Mennesker har lært at finde ædelsten
og udvinde guldstøv fra klippegrunden,
7 skatte, som er skjult selv for falkens blik,
gemt væk udenfor rovfuglenes rækkevidde.
8 De findes på steder, hvor ingen rovdyr kommer,
hvor selv dyrenes konge aldrig sætter sin fod.
9 Mennesker hugger sig vej gennem klipper af flint
og underminerer et bjerg, så det falder.
10 I klipperne hugger man gange
og finder mange slags kostbarheder.
11 Mennesker udforsker de underjordiske kilder
og bringer skjulte skatte frem i lyset.
Visdommen er sværere at finde
12 Men hvor finder mennesker visdom?
Hvor går man hen og graver klogskab frem?
13 Ingen kender vejen til visdommens kilde,
for den findes ikke i de levendes land.
14 Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’
Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’
15 Visdom kan ej købes for det fineste guld,
dens værdi kan ikke afvejes i sølv.
16 Den kan ikke betales med guld fra Ofir,
med de dyreste smykkesten eller safirer.
17 Man kan ikke bytte sig til den for skåle af guld
eller for det fineste krystal.
18 Visdom er mere værd end flotte koraller
og kostbare perler.
19 Topas fra Nubien er ikke nok,
det ædleste guld hjælper ingenting.
20 Hvor kommer visdommen fra?
Hvor er klogskabens hjemsted?
21 Den er skjult for både dyr og mennesker,
selv himlens fugle kan ikke få øje på den.
22 Døden og dødsriget siger:
‚Vi har hørt et rygte om, hvor den findes.’
23 Men kun Gud kender vejen derhen,
han alene ved, hvor den findes,
24 for han skuer ud over jorden,
han ser alt, hvad der sker under himlen.
25 Han satte grænser for vindens styrke
og afmålte mængden af vand i havet.
26 Han fastsatte de naturlove,
der styrer regnen og tordenvejret.
27 Derefter så han på visdommen
og undersøgte den nøje.
Han vurderede den omhyggeligt
og fastsatte dens værdi.
28 Til sidst sagde han til mennesket:
‚Hør godt efter!
Visdom er at have ærefrygt for Herren.
Klogskab er at tage afstand fra det onde.’ ”
Jobs tidligere lykkelige liv
29 Job fortsatte:
2 „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
dengang Gud sørgede så godt for mig,
3 da han udøste sin velsignelse over mig
og fjernede alle forhindringer fra min vej.
4 Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
dengang Gud var gæst i mit hjem.
5 Den Almægtige var altid hos mig,
og jeg havde mine børn omkring mig.
6 Mine køer gav spandevis af mælk
og min olivenpresse mængder af olie.
7 Jeg havde min plads blandt lederne i byen
og sad som dommer på byens torv.
8 De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
og de ældre rejste sig op i respekt.
9 Snakken forstummede blandt lederne,
alle tav stille for at høre mig tale.
10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.
11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
hjalp de forældreløse til at få deres ret.
13 De døende velsignede mig,
deres enker jublede af glæde.
14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
retfærdigheden i egen høje person.
15 Jeg blev de blindes øjne
og de lammes fødder.
16 Jeg blev de fattiges forsørger
og de fremmedes forsvarer.
17 Jeg vristede uskyldige ofre
ud af gabet på de gudløse.
18 Jeg forventede en fredfyldt død
efter et langt og lykkeligt liv.
19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
og hvis grene forfriskes af nattens væde.
20 Jeg blev æret hver eneste dag,
og min styrke blev dagligt fornyet.
21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
23 De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
Jobs nuværende elendighed
30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
3 De var udtærede af sult
og søgte efter føde i ødemarken.
4 De levede af planter fra vildmarken,
og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[b]
5 De var udstødt af samfundet,
hængt ud som tyveknægte.
6 De holdt til i de stejle kløfter
og i vildmarkens klippehuler.
7 De brølede som dyr i buskene
og søgte ly i tornekrattet.
8 De var samfundets udskud,
blev ikke regnet for noget som helst.
9 Og nu håner deres børn mig!
De synger spotteviser om mig.
10 De afskyr mig og holder sig på afstand,
alt imens de spytter efter mig.
11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
12 De angriber mig fra alle sider
og generer mig på alle måder.
13 De spærrer vejen for mig
og ødelægger mit liv totalt,
uden at nogen hindrer dem.
14 De myldrer imod mig som fjender,
der er trængt igennem fæstningsmuren.
15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
Min anseelse er borte med blæsten,
min værdighed forsvundet som en sky.
16 Mit hjerte er knust af sorg,
min sjæl tynges ned af depression.
17 Natten gnaver i mine knogler,
jeg kan ikke sove for smerter.
18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
du greb mig i kraven.
19 Du kastede mig ud som affald,
og her sidder jeg i støv og aske.
20 Jeg råbte til dig om hjælp,
men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
men du hørte mig ikke.
21 Du behandlede mig grusomt,
slog mig med din vældige magt.
22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
jeg blev kastebold for stormen.
23 Du førte mig til gravens rand,
hvor jeg ved, at alt levende skal ende.
24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
26 Jeg forventede et lykkeligt liv,
men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
men endte i et kulsort mørke.
27 Smerterne piner min sjæl og min krop,
lidelserne fylder min dag og mine tanker.
28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
jeg klager min nød for mine venner.
29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
jamrer som en struds i min nød.
30 Min hud er blevet mørk og skaller af,
min krop fortæres af feber.
31 Lyren bliver kun brugt til klagesange,
fløjten spiller kun sørgelige strofer.
Job bedyrer igen sin uskyld
31 Jeg lavede en aftale med mine øjne,
at de aldrig måtte se med begær på en kvinde.
2 Hvad ville Gud sige, hvis jeg gjorde det?
Ville den Almægtige ikke straffe mig?
3 Onde mennesker kan forvente at blive straffet,
syndere må regne med at ende i ulykke.
4 Gud ser jo alt, hvad jeg gør,
holder øje med hvert skridt, jeg tager.
5 Har jeg nogen sinde sagt et usandt ord?
Har jeg bedraget et andet menneske?
6 Jeg vil gerne have Gud til at afsige dommen,
for han ved, at jeg er uskyldig.
7 Hvis jeg har handlet imod Guds vilje,
hvis mit hjerte har begæret, hvad mit øje så,
eller hvis mine hænder har begået en udåd,
8 så lad en anden få lov at høste, hvad jeg har sået,
så er det i orden, hvis alt bliver taget fra mig.
9 Hvis jeg har ladet mig bedåre af en andens kone,
hvis jeg har stået og luret ved min nabos dør,
10 så er det i orden, at min kone forlader mig,
og at en anden mand tager hende i favn.
11 For begær er en skændig og skamløs synd,
en forbrydelse, der fortjener at blive straffet.
12 Begær er som en fortærende ild,
der opbrænder hele ens livsværk.
13 Hvis jeg havde behandlet mine tjenere uretfærdigt,
når de klagede til mig over noget,
14 så havde Gud ret til at kræve mig til regnskab.
Jeg ville ikke have noget at sige til mit forsvar.
15 For Gud skabte mine tjenere såvel som mig,
han skabte os alle på samme måde.
16 Har jeg nægtet de fattige hjælp
eller taget håbet fra de sørgende enker?
17 Har jeg siddet og nydt min gode mad
og nægtet at dele med de forældreløse?
18 Nej, jeg har altid taget mig kærligt af dem,
som var jeg deres egen far eller mor.
19 Har jeg set en stakkel mangle tøj,
en fattig, som savnede et tæppe?
20 Nej, de takkede mig for det tøj, jeg gav dem,
for de fåreskind, de fik at varme sig med.
21 Hvis jeg har stemt for en dom imod den svage,
fordi der var flertal for det i retten,
22 så gid min arm blev brækket af
og min skulder vredet af led.
23 Jeg har altid frygtet den hellige Guds dom
og straffen fra hans umådelige magt.
24 Har jeg måske sat min lid til mit guld
og stolet på min rigdom i stedet for på Gud?
25 Har jeg bygget min glæde på min velstand
i stedet for at bygge på Guds omsorg?
26 Har jeg kigget på det strålende sollys
og den fortryllende månes glans,
27 så jeg begyndte at tilbede naturen
i stedet for at tilbede Gud?
28 Så ville jeg dermed have fornægtet Gud,
og den slags synder skal straffes hårdt.
29 Er jeg nogensinde brudt ud i jubel,
når mine fjender blev ramt af ulykker?
30 Nej, jeg har aldrig forbandet mine fjender,
for det ville være syndigt og ondt.
31 Har mine tjenestefolk nogensinde sagt,
at jeg nægtede den sultne mad?
32 Nej, for jeg har aldrig vist en fremmed bort,
men været gæstfri mod alle og enhver.
33 Har jeg nogensinde forsøgt at dække over en synd
eller gået rundt med en dårlig samvittighed,
34 fordi jeg var bange for, hvad folk ville sige,
og ikke kunne udholde tanken om deres dom?
35 Jeg ville ønske min sag kom for retten,
så den Almægtige kunne afsige sin dom.[c]
38 Har jeg nogensinde forbrudt mig mod jorden,
så markerne anklagede mig, og plovfurerne græd?
39 Har jeg nogensinde nydt jordens afgrøde uden at betale,
så de, der havde dyrket jorden, måtte dø af sult?
40 Lad min mark give tidsler i stedet for hvede
og ukrudt i stedet for byg, hvis jeg har handlet sådan.
Nu har jeg afsluttet mit forsvar,
men jeg ville ønske, jeg kendte anklagen.
36 Så ville jeg frimodigt møde op i retten
og høre på anklagen med fuld opmærksomhed.
37 Jeg ville aflægge regnskab for alle mine handlinger
og forsvare mig selv med værdighed.”
Her slutter Jobs forsvarstale.
Elihu blander sig i samtalen
32 De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.
2 Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. 3 Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. 4 Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. 5 Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:
6 „Jeg er meget yngre end jer,
så derfor holdt jeg mig tilbage
og tøvede med at sige min mening.
7 Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,
for livserfaring giver visdom.’
8 Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,
når det drejer sig om åndelige ting.
9 Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.
De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.
10 Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.
Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’
11 Jeg ventede altså, mens I talte,
og lyttede til jeres kloge kommentarer,
mens I ledte efter ordene.
12 Jeg lyttede meget opmærksomt,
men ingen af jer kunne overbevise Job
eller besvare hans spørgsmål.
13 Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.
Det bliver Guds sag at overbevise ham.’
14 Hvis Job havde henvendt sig til mig,
ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.
15 Men nu er jeres ord sluppet op,
og I aner ikke, hvad I skal svare.
16 Skal jeg da pænt sidde og vente på,
at I finder på noget at sige?
17 Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,
sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.
18 Jeg er fuld af ord, der presser sig på,
og ånden i mit indre må have luft.
19 Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges
på grund af kraften fra den gærende vin.
20 Jeg må give luft for mine indestængte ord,
åbne min mund og tale frit fra leveren.
21 Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,
og jeg vil ikke smigre folk.
22 Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,
for så ville Gud straffe mig.
Elihu irettesætter Job
33 Hør nu her, Job, hvad jeg har at sige.
Lyt omhyggeligt til alle mine ord.
2 Nu, da jeg har taget bladet fra munden,
og ordene ligger mig på tungen,
3 så lad mig sige, hvad jeg har på hjerte.
Jeg taler ærligt og oprigtigt.
4 Det var Guds Ånd, der skabte mig.
Den Almægtiges åndepust gav mig liv.
5 Gør dig parat til at svare, hvis du kan,
kom bare med dine argumenter.
6 Overfor Gud er vi lige, du og jeg.
Vi er begge skrøbelige mennesker.
7 Du behøver ikke at være bange,
for jeg ønsker ikke at genere dig.
8 Mens jeg sad og lyttede,
hørte jeg, at du sagde:
9 ‚Jeg er uskyldig og uden synd.
Jeg har en ren samvittighed.
10 Men Gud har fundet et påskud for at straffe mig,
han behandler mig som en fjende.
11 Han har lagt mine fødder i lænker,
han holder øje med alt, hvad jeg foretager mig.’
12 Men dertil må jeg sige, at du tager fejl,
for Gud er større end noget menneske.
13 Hvilken ret har du til at påstå,
at han ikke svarer på dine spørgsmål?
14 Gud taler på mange måder,
men tit hører vi ikke, hvad han siger.
15 Han taler gennem drømme og syner,
mens vi ligger i vores senge om natten.
16 Han hvisker os formaninger i øret,
viser os skræmmende billeder,
17 så vi ikke skal komme på gale veje
eller blive stolte og hovmodige.
18 Han ønsker nemlig at advare os,
så vi ikke går i dødens fælde.
19 Andre gange straffes et menneske med smerter,
så han ligger bundet til sengen i konstant pine.
20 Så mister han fuldstændig appetitten
og har ikke engang lyst til lækker mad.
21 Han taber sig og bliver en skygge af sig selv,
ender som det rene skind og ben.
22 Han hører dødens kalden
og nærmer sig gravens rand.
23 Men hvis en engel går i forbøn for ham,
hvis et af Guds tusinde sendebud
fortæller ham, hvad han bør gøre,
24 og hvis Gud derefter er nådig imod ham
og siger: ‚Løs ham! Han skal ikke dø,
for jeg har modtaget en løsesum,’
25 da får han sit helbred igen,
han får sin ungdoms styrke tilbage.
26 For når han beder Gud om nåde,
bliver han også taget til nåde.
Så bliver han forsonet med Gud
og kan igen tænke på ham med glæde.
27 Derefter kan han fortælle sine venner:
‚Jeg syndede og gjorde oprør mod Gud,
men han var nådig imod mig.
28 Han betalte løsesummen og reddede mig fra døden,
så nu kan jeg atter glædes ved livet.’
29 Ja, sådan gør Gud ofte:
Han giver os en chance til.
30 Han redder os på tærsklen til døden,
så vi atter kan glædes ved livet.
31 Hører du, hvad jeg siger, Job?
Du behøver ikke at svare endnu.
32 Men har du noget at sige, så kom bare med det,
for jeg ønsker at se dig blive genoprettet.
33 Hvis ikke, så lyt til mig lidt endnu.
Vær stille, så jeg kan lære dig visdom.”
Elihu påpeger Jobs selvretfærdighed
34 Elihu fortsatte:
2 „Hør godt efter, I vismænd,
lyt til mig, I som er så kloge.
3 Man må vurdere alt, hvad man hører,
ligesom man smager på maden, før man spiser den.
4 Lad os derfor i fællesskab finde ud af,
hvad der er sandt og rigtigt.
5 Job siger: ‚Jeg er uskyldig,
det er Gud, der gør mig uret.
6 Jeg regnes for en løgner, selvom jeg taler sandt,
jeg bliver straffet hårdt, skønt jeg ikke har syndet.’
7 Hvor har Job lært at tale sådan?
Det er jo en hån imod Gud.
8 Han må have tilbragt sin tid i dårligt selskab
med onde og gudløse mennesker.
9 Han påstår jo, at man intet får ud af
at leve retskaffent ind for Gud.
10 I vise mænd, vil I ikke give mig ret i,
at det er umuligt for Gud at være ond?
Den Almægtige kan ikke være uretfærdig.
11 Nej, vi ved, at han straffer mennesker for, hvad de har gjort.
Han lader dem opleve følgerne af deres synd.
12 Gud handler absolut ikke ondt,
den Almægtige er aldrig uretfærdig.
13 Han alene har al magt på jorden,
han opretholder og styrer verden.
14 Hvis Gud en dag besluttede
at trække sin livsånde til sig igen,
15 da ville alt levende uddø,
og menneskene igen blive til støv.
16 Tag nu og brug din forstand.
Prøv at forstå, hvad jeg siger.
17 Kunne Gud være den almægtige Dommer,
hvis han ikke var uangribelig?
Vil du anklage selve ‚Retfærdigheden’
og påstå, at han kan være uretfærdig?
18 Han dømmer konger og regenter
for deres onde og uretfærdige handlinger.
19 Han gør ikke forskel på folk,
men behandler rige og fattige ens.
Alle mennesker er jo skabt af Gud,
20 og de skal alle sammen dø en gang.
Uden varsel er livet slut,
og ingen kan gøre fra eller til.
21 Gud kender alle deres handlinger,
han ser alt, hvad de foretager sig.
22 Ingen steder findes så tæt et mørke,
at de onde kan skjule sig for Gud.
23 Gud behøver ikke at vente til dommens dag
med at straffe et menneske for dets synder.
24 Han afsætter magtfulde ledere uden forhør
og indsætter andre i deres sted,
25 for han kender deres onde handlinger
og kan vende deres skæbne på en enkelt nat.
26 Han straffer dem for deres ondskab
på en måde, så alle kan se det,
27 for de vendte sig bort fra Gud
og var ligeglade med hans vilje.
28 Deres magtmisbrug over for de svage
førte til et råb om hjælp, som Gud hørte.
29 Selv når Gud er tavs, kan du ikke dømme ham for det.
Hvis han skjuler sig, kan du ikke tvinge ham frem.
Han hersker jo over alt, hvad han har skabt,
30 så de gudløse ikke skal have magten
og undertrykke andre mennesker.
31 Hvad nu hvis et menneske siger til Gud:
‚Hvis jeg har syndet, vil jeg ikke gøre det mere.
32 Sig mig, hvad jeg har gjort forkert.
Hvis jeg har svigtet, lover jeg at forbedre mig.’
33 Mon så ikke Gud er nådig,
selv om du benægter, at han er det?
Om du vil bede om nåde, er op til dig.
Sig os, hvad du har i tanke.
34 Ethvert forstandigt menneske
vil være enig med mig og sige:
35 ‚Job taler uden indsigt.
Han ved ikke, hvad han snakker om.’
36 Er det mærkeligt, at Job bliver straffet så hårdt?
Han taler jo som de gudløse taler.
37 Ud over sin oprindelige synd
gør han nu oprør mod Gud
ved at vise foragt for vores vejledning
og ved stadig at anklage Gud.”
Gud svarer ikke de hovmodige
35 Elihu fortsatte:
2 „Job, er det rigtigt af dig at sige,
at du har ret, og at Gud har uret?
3 Du spørger: ‚Hvad gavner det at leve retskaffent,
hvis man alligevel skal lide?
Hvorfor skal jeg straffes som en anden synder?’
4 Hør efter, så skal jeg give dig mit svar,
og dine venner må også gerne lytte med.
5 Se på himlen højt over dit hoved,
på skyerne, som overgår din forstand.
6 Selv om du synder nok så mange gange,
mon der går skår af Guds almagt for det?
7 Tror du, det er Gud, du gør en tjeneste
ved at leve et retskaffent liv?
8 Nej, når du synder, går det ud over dig selv,
og når du gør noget godt, gavner det andre.
9 Folk himler op om voldshandlinger,
råber om hjælp, når tyranner undertrykker dem.
10 Men ingen siger: ‚Hvor er Gud vores Skaber,
han som får lovsang til at lyde i natten,
11 som har gjort os klogere end dyrene
og visere end fuglene?’
12 Og hvis folk endelig råber til Gud om hjælp,
svarer han dem ikke på grund af deres hovmod,
13 for Gud lytter ikke til de indbildskes ord,
den Almægtige ænser dem ikke.
14 Forvent ikke, at Gud svarer,
når du påstår, at han ikke er der,
eller hvis du siger, at du har forelagt ham sagen,
og nu er det hans tur til at komme med et udspil.
15 Forvent heller ikke svar,
når du påstår, at han ikke straffer de skyldige,
og at han er ligeglad med ondskaben i verden.
16 Job, det er grunden til, at Gud ikke svarer dig.
Du bruger masser af ord, men mangler indsigt.”
Gud er almægtig, men parat til at tilgive
36 Elihu fortsatte:
2 „Vær tålmodig og lad mig fortsætte lidt endnu,
for der er stadig noget, Gud ønsker, jeg skal sige.
3 Min Skaber er retfærdig og har altid ret.
Det har jeg oplevet gang på gang.
4 Hvad jeg fortæller dig, er den skinbarlige sandhed,
og jeg ved, hvad jeg taler om.
5 Gud afviser aldrig nogen, som kommer til ham.
Han er almægtig og altid til at stole på.
6 Han lader ikke den onde være ustraffet,
men hjælper de svage til at få deres ret.
7 Gud beskytter de retskafne
og giver dem ære og magt.
8 Men skulle de blive ramt af ulykker
og blive lagt i lidelsens lænker,
9 så fortæller han dem, hvad de har gjort galt,
eller hvordan de har været hovmodige.
10 Det gør han for at retlede dem,
og han siger, de skal vende sig fra det onde.
11 Hvis de hører efter og adlyder ham,
så velsigner han dem resten af livet.
12 Men hvis de nægter at lytte til ham,
så dør de uden at have forstået hvorfor.
13 Gudløse mennesker bliver bitre.
Når Gud straffer dem, beder de ikke om nåde.
14 De dør i deres bedste alder
efter at have spildt tiden i et umoralsk liv.
15 De hjælpeløses svaghed bliver deres redning.
Deres trængsler gør dem åbne for, hvad Gud har at sige.
16 Gud ønsker at bringe dig ud af dine lidelser,
at føre dig ud i frihed som på en vidtstrakt eng
og dække dit bord med udsøgte retter.
17 Men nu er du optaget af, at de skyldige skal dømmes.
Ja, du kan ikke tænke på andet end skyld og dom.
18 Lad ikke din vrede få dig til at håne Gud.
Vær ydmyg, selv om det koster din stolthed.[d]
19 Har du magt til at frelse dig selv?
Mon din råben er nok til at redde dig?
20 Lad være at længes efter dødens mørke,
tænk ikke på at blive rykket bort.
21 Pas på ikke at blive opslugt af din oprørskhed,
som du foretrækker frem for at bære din lidelse.
22 Husk på, at Gud er almægtig og ophøjet.
Hvem andre kan hjælpe og vejlede os?
23 Kan et menneske bestemme, hvad Gud skal gøre?
Hvem tør sige, at Gud er uretfærdig?
24 Lovpris ham hellere for hans skaberværk,
som mange har gjort med sang.
25 Alle mennesker har set hans storhed,
selv om det kun er på afstand.
26 Gud er større, end vi kan begribe,
hans eksistens kan ikke måles i år.
27 Han får vandet til at fordampe
og omdanner dampen til regn,
28 der falder ned i byger fra skyerne
og gavner menneskene på jorden.
29 Hvem kan fatte, hvordan skyerne spredes,
og forstå, hvordan tordenen buldrer og brager?
30 Se, han sender lyn i alle retninger
og dækker havbunden med vand.
31 Med lynene dømmer han folkene,
og med regnen giver han dem mad i mængde.
32 Han holder lynene i sine hænder
og befaler dem at ramme plet.
33 Tordenen melder hans komme,
selv kvæget kan mærke, når han er på vej.
Guds uendelige storhed
37 Det får mit hjerte til at banke voldsomt,
det hopper næsten helt op i halsen.
2 Hør efter, når Gud taler fra stormvejret,
når hans tordenrøst ruller hen over os.
3 Lynene glimter hen over himlen
og rækker helt til jordens ende.
4 Derefter kommer tordenskraldet,
hans majestætiske, tordnende røst.
Han sparer ikke på lynene,
når han lader sin røst høre.
5 Guds storslåede stemme høres i bulderet,
han gør store og ufattelige ting.
6 Han befaler sneen at falde på jorden
og sender regnskyl i tykke tove.
7 Folk må standse op midt i deres arbejde
og anerkende Guds vældige magt.
8 Dyrene søger i skjul,
de bliver i deres huler.
9 Den bidende blæst lukkes ud fra sit hus
og kommer med kulde fra nord.
10 Gud ånder på vandet,
så overfladen fryser til is.
11 Han fylder skyerne med vand,
og fra dem udspringer hans lyn.
12 Skyerne farer frem og tilbage,
de bevæger sig efter hans vilje.
De udfører hans befalinger
ud over den vide jord,
13 hvad enten lynet kommer for at straffe,
eller regnen kommer for at velsigne.
14 Tænk dig om et øjeblik, Job,
læg mærke til Guds forunderlige gerninger.
15 Ved du, hvordan han styrer naturens kræfter,
hvordan han får lynene til at glimte fra skyerne?
16 Forstår du, hvordan skyerne kan svæve i luften?
Det er den Almægtiges underværker.
17 Du, som lider under den brændende sol,
når søndenvinden bringer en hedebølge,
18 var det dig, der hjalp ham udspænde himlens bue,
så den skinner som et spejl af blankt metal?
19 Job, hvad med at dele noget af din visdom med Gud,
for vi andre ved jo ingenting!
20 Tør du sige til Gud, at du vil fortælle ham noget?
Risikerer du ikke at dø ved at træde frem for ham?
21 Når vinden har blæst skyerne væk,
og solen kommer frem i al sin skarphed,
kan intet menneske holde ud at se på dens strålende lys.
22 Mod nord kan man se et gyldent skær,
men Guds herlighed er langt mere strålende.
23 Vi kan ikke mødes på lige fod med den almægtige Gud,
for hans magt er uendelig.
Hans godhed er uden grænser,
og han kan umuligt være uretfærdig.
24 Derfor har mennesker ærefrygt for ham,
men de selvretfærdige kan Gud ikke hjælpe.”
Gud taler til Job
38 Da talte Herren til Job inde fra stormvejret:
2 „Hvorfra kender du mine tanker,
når du knap nok ved, hvem jeg er?
3 Lad mig nu stille dig nogle spørgsmål,
så får vi se, om du kan svare på dem.
4 Hvor var du henne, da jeg skabte jorden?
Svar mig på det, hvis du er så klog!
5 Var du med til at bestemme dens størrelse
og beslutte, hvor den skulle anbringes?
6 Var det dig, der skabte et fundament,
som jorden kunne hvile på,
7 mens englene råbte af glæde,
og morgenstjernerne sang deres hyldest?
8 Hvem satte grænser for havet,
da vandet fossede frem af jordens skød?
9 Hvem hyllede det i skyer som i et svøb,
dækkede det med tåge som et tæppe?
10 Hvem sørgede for at holde havet i skak,
så det blev på sin plads mellem bredderne?
11 Hvem sagde: ‚Hertil og ikke længere!
Her standser dine stolte bølger!’?
12 Har du nogen sinde kaldt daggryet frem
eller bedt solen udbrede sine arme
13 for at tage nattens tæppe af jordens seng
og ryste mørkets misgerninger ud af det?
14 Med lyset kommer jordens konturer frem,
den fyldes med strålende farver.
15 Lyset standser voldsmændenes hærgen,
for de arbejder under dække af mørket.
16 Har du undersøgt havets kilder
eller gået på oceanets bund?
17 Fandt du ud af, hvor dødsrigets porte var?
Så du indgangen til afgrundens verden?
18 Har du fattet, hvor stor jorden er?
Sig mig, om du allerede ved alt det her.
19 Ved du, hvor lyset kommer fra?
Ved du, hvor mørket går hen?
20 Kan du vise dem vej til deres hjem?
Kender du stierne, der fører til deres hus?
21 Du ved alt på grund af din store erfaring,
for du var jo født, da lyset blev skabt.
22 Har du set, hvor jeg opbevarer sneen,
de rum, hvor jeg skjuler haglvejret,
23 som jeg gemmer til uvejrets dage,
når krige og kampe bryder ud?
24 Ved du, hvor lynene vil ramme,
eller hvornår østenvinden begynder at blæse?
25 Hvem bestemmer, hvor regnen skal falde,
og hvem baner vej for tordenvejret?
26 Hvem sender regn på øde steder,
hvor der ingen mennesker bor?
27 Hvem mætter vildmarken med vand,
så græsset kan spire og gro?
28 Har regnen mon en far?
Hvem har avlet duggens dråber?
29 Fra hvis moderskød kommer isen?
Hvem føder rimfrosten fra himlen?
30 Vandet bliver hårdt som sten,
havets overflade hærdes til is.
31 Kan du binde Syvstjernen sammen
eller løse Orions bælte?
32 Har du styr på Dyrekredsen?
Har du kontrol over Store Bjørn og Lille Bjørn?
33 Kender du universets love?
Bestemmer du deres virkning på jorden?
34 Kan du ved at råbe til skyerne
få regnen til at gennembløde dig?
35 Kan du kommandere med lynene,
vil de adlyde din befaling?
36 Hvem gav mennesket visdom,
udstyrede hjernen med evne til at tænke?
37 Hvem kender skyernes antal?
Hvem vipper himlens vandkrukker,
38 så det tørre støv forvandles til mudder,
og leret klumper sig sammen?
39 Kan du jage en gazelle som en løvinde,
der sørger for mad til sine sultne unger,
40 mens de ligger i deres hule
eller gemmer sig i steppens krat?
41 Hvem sørger for føde til ravnen,
når dens sultne unger rejser sig
og råber til himlen efter mad?
39 Er du der, når bjerggeden føder sine kid,
eller når rådyret får unger?
2 Ved du, hvor længe de går drægtige,
hvornår tiden kommer, hvor de føder deres unger?
3 De lægger sig og føder uden din hjælp,
de regner ikke veerne for noget.
4 Ungerne trives og vokser op
og forlader deres mor, når tiden er inde.
5 Hvem gav vildæslet sin frihed,
så det ikke skulle trælle for mennesket?
6 Jeg gav det vildmarken til bolig,
den salte slette blev dets hjem.
7 Det holder sig borte fra byens larm,
hører ikke æseldrivernes råb.
8 Dets føde vokser på bjergene,
dér finder det alle slags urter.
9 Er vildoksen villig til at arbejde for dig?
Giver du den korn ved din krybbe?
10 Kan du få den til at pløje dine marker,
11 kan du tæmme dens vældige kræfter,
så den gør det hårde arbejde for dig?
12 Vil den bringe din høst i hus
og trække dit korn til tærskepladsen?
13 Strudsen basker fornøjet med vingerne,
men har ingen svingfjer som storken.
14 Den lægger sine æg på jorden
og lader det varme sand ruge dem ud.
15 Den ænser ikke, at et menneske kunne træde på dem,
eller at et dyr kunne ødelægge dem.
16 Man skulle tro, ungerne ikke var dens egne,
den bekymrer sig ikke, om de lever eller dør,
17 for Gud gjorde den glemsom,
gav den hverken forstand eller fornuft.
18 Til gengæld kan den spæne af sted
hurtigere end en hest med rytter.
19 Var det dig, der gav hesten dens kræfter,
klædte dens nakke med en flagrende manke?
20 Lærte du den at springe som en græshoppe?
Dens prusten og vrinsken indjager skræk.
21 Den stamper i jorden for at vise sin styrke,
den er klar til at gå i kamp mod fjendens hær.
22 Den går frygtløs i krig,
vender ikke om, når den står over for et sværd.
23 Pilekoggeret rasler,
lanser og spyd glimter i solen.
24 Når signalhornet kalder til kamp,
farer den af sted i strakt galop,
25 for den hører krigslarmen på lang afstand
og opfanger de fjerne kommandoråb.
26 Har du lært høgen at flyve,
at ride på vinden, når den trækker mod syd?
27 Befalede du ørnen at stige så højt
og bygge sin rede på klippens top?
28 Dens hjem er på bjergets tinde,
på det solide klippefremspring,
29 hvorfra den spejder langt omkring,
til den får øje på sit bytte.
30 Den lever af dræbte dyr,
dens unger æder det blodige kød.”
40 Herren fortsatte:
2 „Er du stadig parat til at anklage mig?
Vil du fortsat belære den almægtige Gud?”
Job giver op
3 Da svarede Job:
4 „Hvad kan lille jeg sige til den almægtige Gud?
Nej, nu vil jeg holde mund.
5 Jeg har allerede sagt for meget
og har ikke mere at sige.”
Gud udfordrer Job igen
6 Da talte Herren igen til Job fra stormvejret:
7 „Du plejer ikke at være bange for en ordduel.
Svar nu på de spørgsmål, jeg stiller.
8 Beskylder du mig for at være uretfærdig,
for at du på den måde kan bevise din uskyld?
9 Stiller du dig på højde med mig?
Kan du også tale med tordenrøst?
10 Nuvel, så rejs dig med pomp og pragt
og stå i din magtfulde værdighed.
11 Lad så din retfærdige vrede komme til udtryk,
så du kan ydmyge alle de hovmodige.
12 Skær dem ned med dit vrede blik
og tvær de onde ud på stedet.
13 Sørg for at få dem lagt i graven,
spær dem inde i dødens rige.
14 Hvis du kan gøre det, vil jeg ære dig,
for så har du også magt til frelse dig selv.
15 Se engang på behemot,[e] som jeg skabte, tillige med dig.
Den æder græs som en ko.
16 Se, dens stærke lemmer
og de enorme mavemuskler.
17 Dens hale er som et cedertræ,
benenes sener er som spændte strenge.
18 Dens knogler er som bronzerør,
benene som søjler af jern.
19 Den er det mægtigste dyr, jeg har skabt,
og kun dets Skaber har større magt.
20 Den finder sin føde på bakkerne,
hvor alle de vilde dyr boltrer sig.
21 Den ligger i skjul under lotusbladene
og gemmer sig mellem sivene.
22 Lotusplanterne dækker over den,
og poplerne langs floden giver den skygge.
23 Den er ikke bange for de brusende vande,
når Jordanfloden strømmer imod den.
24 Hvordan vil du fange den?
Med en krog gennem næsen?
25 Er din magt større end Livjatans?[f]
Kan du få den til at bide på krogen
eller fange den med en løkke om snuden?
26 Kan du trække et reb gennem dens næse
eller stikke en krog i kæben på den?
27 Kan du få den til at bede om nåde,
tigge dig om at have medlidenhed?
28 Vil den love at arbejde for dig,
så du kan gøre den til slave på livstid?
29 Vil du lege med den som med en fugl
eller lade dine piger gå med den i snor?
30 Kan du sælge den på fiskemarkedet,
skåret i småstykker til køberne?
31 Kan dit spyd gennembore dens skind
eller harpuner såre dens hoved?
32 Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp.
Sådan noget prøver man kun én gang.
41 Det er håbløst at forsøge at fange den.
Synet af den er nok til, at modet forsvinder.
2 Når ingen tør kæmpe mod dette mægtige dyr,
hvem tør da kæmpe imod mig?
3 Hvem tør sige, at jeg skylder dem noget?
Alt i hele verden tilhører mig.
4 Lad mig beskrive Livjatans krop.
Den er velformet med enorme lemmer og vældig styrke.
5 Hvem kan flå huden af den
eller trænge ind under dens panser?
6 Hvem kan åbne munden på den,
så man ser de frygtindgydende tænder?
7 Ryggen er dækket af rækker af plader,
der beskytter den fuldstændigt som skjolde.
8 Pladerne sidder så tæt,
at intet kan trænge ind imellem dem.
9 De overlapper hinanden,
og det er umuligt at skille dem ad.
10 Når den fnyser, er det som lysglimt,
øjnene gløder som en solopgang.
11 Flammer står ud af munden på den,
et fyrværkeri af gnister.
12 Damp kommer ud ad dens næsebor
som fra en kedel med kogende vand.
13 Dens ånde får kul til at gløde,
fra gabet spruder den ild.
14 Halsmusklerne er utroligt stærke,
den skaber rædsel overalt, hvor den kommer.
15 Dens bug er hård og fast,
den kan modstå ethvert angreb.
16 Dens hjerte er hårdt som sten,
urokkeligt som en møllesten.
17 Går den til angreb, gyser de stærkeste helte,
de løber rædselsslagne deres vej.
18 Det er nytteløst at kæmpe imod den med sværd,
hverken spyd, pil eller lanse kan bruges.
19 Den bøjer jernstænger, som var det strå,
bronze splintrer den som råddent træ.
20 Pile kan ikke jage den på flugt,
og sten preller af som ingenting.
21 Stridskøller har ingen virkning,
og kastespyd ler den blot ad.
22 Dens bug er dækket af skarpe skæl,
som sætter dybe spor i jorden.
23 Flodvandet pisker den i kog,
det bobler som i en gryde.
24 Kølvandet er som en glinsende sti,
en stribe af sølvhvidt skum.
25 Der findes ingen skabning på jorden,
der er så frygtløs som den.
26 Den har intet at være bange for,
den er det stolteste dyr på jorden.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.