Bible in 90 Days

¹¹ På hin dag rejser jeg Davids faldne Hytte; jeg tætter dens Revner, opfører, hvad der sank i Grus, og bygger den som i gamle Dage, ¹² så de tager Edoms Rest i Eje og alle de Folk, over hvilke mit Navn er nævnt, lyder det fra Herren, som fuldbyrder dette.

¹³ Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da Plovmand følger Høstmand i Hælene og Drueperser Sædemand, da Bjergene drypper med Most og alle Høje flyder. ¹⁴ Da vender jeg mit Folk Israels skæbne, og de skal bygge de ødelagte byer og bo deri, de skal plandte vingåre og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten. ¹⁵ Jeg planter dem i deres jord, og de skal aldrig mere rykkes op af deres jord, som jeg gav dem, siger herren din Gud.

¹ Obadias's Syn. Så siger den Herre Herren til Edom: Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud er sendt ud blandt Folkene: Rejs jer til Kamp imod det! ² Se, ringe har jeg gjort dig blandt Folkene, såre foragtet er du. ³ Dit Hjertes Hovmod bedrog dig, du, som bor i Klippekløft, som troner i det høje og siger i Hjertet: "Hvo kan styrte mig til Jorden?" ⁴ Bygger du end højt som Ørnen, er end din Rede blandt Stjerner, jeg styrter dig ned derfra, så lyder det fra Herren. ⁵ Du skulde vel ikke have Tyve til Gæster, natlige Voldsmænd? Hvor er du lagt øde; de stjæler jo alt, hvad de lyster! Du skulde vel ikke have Høstmænd i Vingården? Efterslæt levner de ikke! ⁶ Hvor blev dog Esau ransaget, hans Skatte opsporet! ⁷ Alle dine Forbundsfæller jog dig lige til Grænsen, dine gode Venner sveg dig, tog Magten fra dig; for at skræmme dig lagde de Fælder under din Fod. ⁸ Visselig vil jeg på hin Dag, lyder det fra Herren, udrydde de vise af Edom og Klogskab af Esaus Bjerge. ⁹ Da skal dine Helte lammes at Rædsel, o Teman, og hver en Mand ryddes ud at Esaus Bjerge. ¹⁰ For Drab og Vold mod din Broder Jakob skal du skjules af Skam; udryddes skal du for evigt, ¹¹ fordi du så til, da fremmede raned hans Gods og Udlændinge kom i bans Porte; da de lodded Jerusalem bort, var og du som en af dem. ¹² At nyde din Broders Dag, hans Vanhelds Dag, og glæde dig over Judæerne på Undergangens Dag! At opspærre Munden på Trængselens Dag, ¹³ komme i mit Folks Port på Ulykkens Dag, være med til at nyde dets Kval på Ulykkens Dag, gribe efter dets Gods på Ulykkens Dag! ¹⁴ At stå ved Dalenes Munding og dræbe de undslupne, prisgive dem, som slap bort, på Trængselens Dag! ¹⁵ Thi nær er Herrens Dag over alle Folkene; som du har gjort, skal der gøres med dig, Gengæld kommer over dit Hoved.

¹⁶ Thi som I drak på mit hellige Bjerg, skal alle Folkene drikke uden Ophør; de skal drikke og rave og blive, som om de aldrig havde været til. ¹⁷ Men på Zions Bjerg skal der være Frelse, og det skal være en Helligdom, og Jakobs Hus skal tage sine Ejendomme i Eje. ¹⁸ Jakobs Hus skal blive en Ild og Josefs Hus en Lue, men Esaus Hus skal blive Strå, og de skal sætte Ild derpå og fortære det, og ingen af Esaus Hus skal undslippe, så sandt Herren har talet. ¹⁹ De skal tage Sydlandet i Ejesammen med Esaus Bjerge og Lavlandet sammen med Filisterne; deskal tage Efraims Mark i Eje sammen med Samarias Mark og Ammoniterne sammen med Gilead. ²⁰ Og de landflygtige i Hala og Habor skal tage Kana'anæernes Land i Eje indtil Zarepta, og de landflygtige fra Jerusalem, som er i Sefarad, skal tage Sydlandets Byer i Eje. ²¹ Da drager Redningsmænd fra Zions Bjerg op for at holde Dom over Esaus Bjerge. Og så skal Riget være Herrens.

1 Jonas Kald og Flugt Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, således: ² "Stå op og gå til Nineve, den store Stad, udråb over den, at deres Ondskab er kommet op for mit Åsyn."

³ Men Jonas stod op for at fly fra Herrens Åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et Skib, som skulde til Tarsis betalte han, hvad Rejsen kostede, og gik om Bord for at sejle med til Tarsis bort fra Herrens Åsyn. ⁴ Men Herren Iod et stærkt Vejr fare hen over Havet, og en stærk Storm rejste sig på Havet, så Skibet var ved at gå under. ⁵ Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle Sager i Skibet over Bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste Skibsrum og lå i dyb Søvn dernede. ⁶ Skibsføreren gik da ned til ham og sagde: "Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i Hu, så vi ikke omkommer."

⁷ Så sagde de til hverandre: "Kom, lad os kaste Lod for at få at vide, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os!" Og de kastede Lod, og Loddet ramte Jonas. ⁸ Da sagde de til ham: "Sig os, hvem der er Skyld i, at denne Ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket Land er du fra, og hvilket Folk hører du til?" ⁹ Han svarede: "Jeg er Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, som har skabt Havet og det tørre Land." ¹⁰ Så grebes Mændene af stor Rædsel og sagde til ham: "Hvad har du gjort!" Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens Åsyn; det sagde han dem. ¹¹ Og de spurgte ham: "Hvad skal vi gøre med dig, så vi får Havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere." ¹² Han svarede: "Tag og kast mig i Havet! Så får I det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er Skyld i, at dette stærke Vejr er over eder." ¹³ Mændene søgte nu at ro tilbage til Land, men kunde ikke, da Ha- vet rejste sig mere og mere imod dem. ¹⁴ Så råbte de til Herren; "Ak, Herre! Lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld og lad ikke uskyldigt Blod komme over os; thi det erjo dig, Herre, derhar gjort, som du vilde." 15 Derpå tog de Jonas og kastede ham i Havet, og straks lagde det sig. ¹⁶ Og Mændene grebes af stor Rædsel for Herren, bragte ham et Slagtoffer og aflagde Løfter.

Jonas's Takkesang Men Herren bød en stor Fisk slugeJonas; og 2 ¹ Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter. ² Da bad Jonas i Fiskens Bug til Herren sin Gud

³ og sagde: Jeg råbte i Nøden til Herren, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets Skød, og du hørte min Røst. ⁴ Du kasted mig i Dybet midt i Havet, Strømmen omgav mig; alle dine Brændinger og Bølger skyllede over mig. ⁵ Jeg tænkte: "Bort er jeg stødt fra dine Øjne, aldrig mer skal jeg skue dit hellige Tempel." ⁶ Vandene trued min Sjæl, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved; til Bjergenes Rødder ⁷ steg jeg ned, til Jordens Slåer, de evige Grundvolde; da drog du mit Liv op af Graven, Herre min Gud. ⁸ Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg Herren i Hu, og min Bøn steg op til dig i dit hellige Tempel. ⁹ De, der dyrker det tomme Gøgl, lader Gudsfrygt fare; ¹⁰ men jeg vil bringe dig Ofre med Lovsangs Toner og indfri de Løfter, jeg gav. Hos Herren er Frelse.

¹¹ Så talede Herren til Fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre Land.

3 Jonas i Nineve Men Herrens Ord kom for anden gang til Jonas således: ² "Stå op og gå til Nineve, den store Sfad, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!" ³ Så stod Jonas op og gik til Nineve efter Herrens Ord. Men Nineve var selv for Gud en stor By, tte Dagsrejser stor. ⁴ Da nu Jonas var gået den første bagsrejse ind i Byen, råbte han: "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"

⁵ Da troede Folkene i Nineve påGud, og de udråbte en Faste og klædte sig i Sæk, både store og små; ⁶ og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin Trone,tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet, ⁷ og han lod udråbe i Nineve:"Kongen og hans Stormænd gørvitterligt: Hverken Folk eller Fæ,Hornkvæg eller Småkvæg, må nyde noget, græsse eller drikke Vand; ⁸ men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som hænger ved deres Hænder. ⁹ Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så vi ikke omkommer." ¹⁰ Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.

4 Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred. ² Så bad han til Herren og sagde: "Ak, Herre! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde. ³ Så tag nu, Herre, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve." ⁴ Men Herren sagde: "Er det med Rette; du er vred?"

⁵ Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen. ⁶ Da bød Gud Herren en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den. ⁷ Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede; ⁸ og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."

⁹ Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover," ¹⁰ Da sagde Herren: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat. ¹¹ Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."

1 Herrens Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria og Jerusalem.

² Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre Herren kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel. ³ Thi se, fra sit Sted går Herren ud, stiger ned, skrider frem over Jordens Høje; ⁴ under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt - ⁵ alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd? Mon ikke Jerusalem? ⁶ Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingårdsjord; jeg styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for Lyset. ⁷ Dets Billeder sønderslås alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til Skøgeløn bliver de atter.

⁸ Derfor vil jeg klage og jamre, gå nøgen med bare Fødder, istemme Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:

⁹ Ulægeligt er Herrens Slag, thi det når til Juda, til mit Folks Port rækker det hen, til Jerusalem. ¹⁰ Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i Bet-Leafra! ¹¹ Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej går Za'anans Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve; ¹² og hvor kan Marots indbyggere håbe på Lykke? Thi Ulykke kom ned fra Herren til Jerusalems Porte. ¹³ Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens Begyndelse var du for. Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser fandtes i dig. ¹⁴ Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er Akzibs Huse for Israels Konger. ¹⁵ End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam skal Israels Herlig hed komme. ¹⁶ Klip dig skaldet over dine elskede. Børn, bredskaldet som en Grib; thi de bortføres fra dig.

2 Ve dem, der på Lejet udtænker Uret og Udåd, og sætter det i Værk, når det dages, da det står i deres Magt. ² De attrår Marker og raner dem, Huse og tager dem, undertrykker Mand og Hus, Ejendom og Ejer. ³ Derfor, så siger Herren: Se, jeg optænker Ulykke mod denne Slægt, fra hvilken l ikke skal kunne fri eders Hals eller gå med oprejst Hoved; thi en ond Tid er det. ⁴ På denne Dag skal der bruges et Mundheld om jer og klages: "Sket som talt! Vi er helt lagt øde; mit Folk får sin Lod skiftet ud, ingen giver den tilbage; vor Mark skiftes ud til dem, som fører os bort." ⁵ Derfor har du ingen til at udspænde Snoren over en Lod i Herrens Forsamling.

⁶ "Præk ikke!" så præker de, "man præker ikke om sligt; får hans Smæden ej Ende?" Hvad siger du, Jakobs Hus? ⁷ "Er Herren da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?" ⁸ Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid. ⁹ Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn: ¹⁰ "Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv." ¹¹ I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: "Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!" det var en Præker for dette Folk.

¹² Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen. ¹³ En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går ud. Foran dem skrider deres Konge og Herren i Spidsen for dem.

3 Da sagde jeg: Hør dog, I Jakobs Høvdinger, I Dommere af Israels Hus!. Kan Kendskab til Ret ej ventes af eder, ² I, som hader det gode og elsker. det onde, I, som flår Huden af Folk. og Kødet af deres Ben, ³ æder mit Folks Kød og flænger dem Huden af Kroppen, sønderbryder deres Ben. og breder dem som Kød i en Gryde, som Suppekød i en Kedel? ⁴ Engang skal de råbe til Herren, han lader dem uden Svar;. da skjuler han sit Åsyn for. dem, fordi deres Gerninger er onde.

⁵ Så siger Herren om Profeterne, de, som vildleder mit Folk, de, som råber om Fred, når kun de får noget at tygge, men ypper Krig med den, der intet giver dem i Munden: ⁶ Derfor skal I opleve Nat uden. Syner, Mørke, som ej bringer Spådom; Solen skal gå ned for Profeterne, Dagen skal sortne for dem. ⁷ Til Skamme skal Seeren blive, blues skal de, som spår; alle skal tilhylle Skægget, thi Svar er der ikke fra Gud. ⁸ Jeg derimod er ved Herrens Ånd fuld af Styrke, af Ret og af Kraft til at forkynde Jakob dets Brøde, Israel, hvad det har syndet.

⁹ Hør det, I Jakobs Huses Høvdinger, I Dommere af Israels Hus, I, som afskyr Ret og gør alt, som er lige, kroget, ¹⁰ som bygger Zion med Blod. og Jerusalem med Uret. ¹¹ Dets Høvdinger dømmer for Gave, dets Præster kender Ret for Løn; dets Profeter spår for Sølv og støtter sig dog til Herren: "Er Herren ej i vor Midte? Over os kommer intet ondt." ¹² For eders, Skyld skal derfor Zion pløjes som en Mark, Jerusalem blive til Grushobe, Tempelbjerget til Krathøj.

4 Og det skal ske i de sidste Dage, at HerrenS Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkeslag strømme. ² og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord." ³ Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁴ Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen. skræmmer dem, så sandt Hærskarers Herres Mund har talet. ⁵ Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds Navn for evigt og altid.

⁶ På hin Dag, lyder det fra Herren, samler jeg det, der halter, sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt. ⁷ Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt Folk; og Herren er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til evig Tid.

⁸ Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme, det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige. ⁹ Hvi skriger du dog så højt?. Er Kongen ikke i dig?. Er da din Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer? ¹⁰ Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der skal du frelses, der vil Herren genløse dig af dine Fjenders Hånd. ¹¹ Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion." ¹² Men de, de kender ikke det mindste til Herrens Tanker, de fatter ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo. ¹³ 0p og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern, jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk, lægge Band på Byttet for Herren, på Godset for al Jordens Herre. 14. Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med Stokken slår de Israels Hersker på Kinden.

5 Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage. ² Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde, føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne. ³ Han skal stå og vogte i Herrens Kraft, i Herren sin Guds høje Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens Grænser. ⁴ Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og otte fyrstelige Mænd, ⁵ som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort Land, træder ind på vore Enemærker.

⁶ Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der kommer fra Herren, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter på nogen eller bier på Menneskens Børn. ⁷ Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde, der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst. ⁸ Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes bort.

⁹ På hin Dag, lyder det fra Herren, udrydder jeg Hestene af dig, dine Stridsvogne gør jeg til intet. ¹⁰ rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned, ¹¹ rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer; ¹² jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk. ¹³ Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde; ¹⁴ i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre.

6 Hør, hvad Herren taler: Kom fremfør din Trætte for Bjergene, lad Højene høre din Røst! ² I Bjerge, hør Herrens Trætte, lyt til, I Jordens Grundvolde! Thi Herren har Trætte med sit Folk, med Israel går han i Rette: ³ Hvad har jeg gjort dig, mit Folk. med hvad har jeg plaget dig? Svar! ⁴ Jeg førte dig jo op fra Ægypten og udløste dig af Trællehuset, og jeg sendte for dit Ansigt Moses, Aron og Mirjam. ⁵ Mit Folk, kom i Hu, hvad Kong Balak af Moab havde i Sinde, og hvad Bileam, Beors Søn, svarede ham, fra Sjittim til Gilgal, for at du kan kende Herrens Retfærdsgerninger. ⁶ "Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for Højhedens Gud? Skal jeg møde ham med Brændofre, møde med årgamle Kalve? ⁷ Har Herren Behag i Tusinder af Vædre, Titusinder af Oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min Synd, mit Livs Frugt som Bod for min Sjæl?" ⁸ Det er sagt dig, o Menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig: hvad andet end at øve Ret, gerne vise Kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.

⁹ Hør, Herren råber til Byen (at frygte dit Navn er Visdom): Hør, Stamme og Byens Menighed! ¹⁰ Skal jeg tåle Skattene i den gudløses Hus og den magre, forbandede Efa, ¹¹ tilgive Gudløsheds Vægt og Pungen med falske Lodder? ¹² Dens Rigmænd er fulde af Vold, dens Borgeres Tale er Løgn, og Tungen er falsk i deres Mund. ¹³ Derfor tog jeg til at slå dig, ødelægge dig for dine Synder. ¹⁴ Du skal spise, men ikke mættes, lige tomt skal dit Indre være; hvad du hengemmer, skal du ej bjærge, og hvad du bjærger, giver jeg Sværdet; ¹⁵ du skal så, men ikke høste, perse Oliven, men ikke salve dig, perse Most, men ej drikke Vin. ¹⁶ Du fulgte Omris Skikke, al Akabs Huses Færd; I vandrede efter deres Råd, så jeg må gøre dig til Ørk og Byens Borgere til Spot; Folkenes Hån skal I bære.

7 Ve mig! Det går mig som ved ved Frugthøst, ved Vinhøstens Efterslæt: Ikke en Drue at spise, ej en Figen, min Sjæl har Lyst til! ² De fromme er svundet af Landet, ikke et Menneske er sanddru. De lurer alle på Blod og jager hverandre med Net. ³ Deres Hænder er flinke til ondt, Fyrsten kræver, Dommeren er villig for Betaling; Stormanden nævner, hvad han begærer; og derefter snor de det sammen. ⁴ Den bedste er som en Tornebusk, den ærlige værre end en Tjørnehæk. Dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer, af Rædsel rammes de nu.

⁵ Tro ikke eders Næste, stol ikke. på en Ven, vogt Mundens Døre for hende. du favner! ⁶ Thi Søn agter Fader ringe, Datter står Moder imod Svigerdatter Svigermoder, en Mand har sine Husfolk til Fjender. ⁷ Men jeg vil spejde efter Herren, jeg bier på min Frelses Gud; min Gud vil høre mig.

⁸ Glæd dig ej over mig, min Fjende! Thi jeg faldt, men står op; om end jeg sidder i Mørke, er Herren mit Lys. ⁹ Jeg vil bære Herrens Vrede - jeg synded jo mod ham - indtil han strider for mig og skaffer mig Ret; han fører mig ud i Lys, jeg skal skue hans Retfærd. ¹⁰ Min Fjende skal se derpå og fyldes med Skam, han, som spørger mig: "Hvor er Herren din Gud?". Mine Øjne skal med Skadefryd se ham, når han trampes ned som Skarn på Gaden.

¹¹ En Dag skal dine Mure bygges, en Dag skal Grænsen vides ud, ¹² en Dag skal man komme til dig lige fra Assur til Ægypten, lige fra Ægypten til Floden, fra Hav til Hav, fra Bjerg til Bjerg. ¹³ Men Jorden og de, som bor derpå, lægges øde til Løn for deres Værk.

¹⁴ Vogt med din Stav dit Folk, din Ejendoms Hjord, som bor for sig selv i Skoven, i Frugthavens Midte; lad dem græsse i Basan og Gilead som i gamle Dage! ¹⁵ Giv os Undere at skue, som da du drog ud af Ægypten; ¹⁶ lad Folkene se det og blues ved al deres Vælde, lægge Hånd på Mund, lad Ørene døves på dem! ¹⁷ Lad dem slikke Støv som Slangen, som Jordens Kryb, rædde komme frem af deres Borge til Herren vor Gud og ængstes og frygte for dig! ¹⁸ Hvo er en Gud som du, der tilgiver Brøde, bærer over med Synd hos din Ejendoms Rest, ej evigt gemmer på Vrede, men gerne er nådig? ¹⁹ Han vil atter forbarme sig over os, træde vor Brøde under Fod, du vil kaste alle vore Synder i Havets Dyb! ²⁰ Du vil vise Jakob Trofasthed, Abraham Nåde, som du svor vore Fædre til i fordums Dage.

1 Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjiten Nahums Syn.

² En nidkær Gud, en Hævner er Herren, en Hævner er Herren og fuld af Vrede, en Hævner er Herren mod Uvenner, han gemmer på Vrede mod Fjender. ³ Herren er langmodig, hans Kraft er stor, Herren lader intet ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders Støv. ⁴ Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen. ⁵ Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der. ⁶ Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham. ⁷ Herren er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som lider på ham, ⁸ og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke. ⁹ Hvad pønser I på mod Herren? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej kommer der to Gange Nød. ¹⁰ Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal de dog fortæres som fuldført Strå.

¹¹ Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med Niddingeråd. ¹² Så siger Herren: Er de end fuldtallige og aldrig så mange, skal de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg det ikke mere. ¹³ Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine Bånd. ¹⁴ Om dig lyder Herrens Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg skænder din Grav.

2 Se, Glædsesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent.

² Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig, omgjord din Lænd, saml al din Kraft!

³ Thi Herren genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker.

⁴ Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt, hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene svinges. ⁵ Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som Lyn. ⁶ Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem imod Muren. Skjoldtaget er rejst. ⁷ Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler. ⁸ Herskerinden føres bort i Landflygtigbed med sine Terner; de sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet. ⁹ Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. "Stands dog, stands dog!" råbes der, men ingen vender om. ¹⁰ Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens kostbare Ting i store Måder. ¹¹ Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner. ¹² Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven frak sig tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes? ¹³ Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte sine Hier med Bytte. sit Bo med Rov. ¹⁴ Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers Herre, dit Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine Sendebuds Røst skal aldrig høres mer.

3 Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende! ² Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste, ³ Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig! ⁴ For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom, ⁵ kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers Herre; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam, ⁶ dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja sætter dig i Gabestok. ⁷ Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: "Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?"

⁸ Mon du er bedre end No-Amon, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? ⁹ Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp. ¹⁰ Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadebjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker. ¹¹ Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden. ¹² Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden. ¹³ Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.

¹⁴ Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen. ¹⁵ Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper, ¹⁶ er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver! ¹⁷ Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor.

¹⁸ Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem. ¹⁹ Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle?