Bible in 90 Days

Jesus udsender 70 disciple

10 Jesus udvalgte nu 70^[a] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. ² Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst. ³ Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. ⁴ Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. ⁵ Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ ⁶ Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.

^7-8 Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. ⁹ Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ ¹⁰ Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: ¹¹ ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ ¹² Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”

Dommen over de byer, der har forkastet Jesus^(A)

¹³ Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. ¹⁴ Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. ¹⁵ Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”

¹⁶ Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”

Den rette grund til glæde

¹⁷ Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”

¹⁸ Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. ¹⁹ Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer. ²⁰ Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”

De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede^(B)

²¹ I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”

²² Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”

²³ Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! ²⁴ Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”

Den barmhjertige samaritaner

²⁵ En dag kom en jødisk skriftlærd for at sætte Jesus på prøve. „Mester, hvad skal jeg gøre for at få del i det kommende liv?” spurgte han.

²⁶ „Hvad siger Toraen?” var Jesu svar.

²⁷ „Den siger: ‚Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, med liv og sjæl, med al din styrke og med alle dine tanker,’ ” svarede den skriftlærde. „Og den siger også: ‚Du skal elske din næste som dig selv.’ ”

²⁸ „Rigtigt svaret,” sagde Jesus. „Gør det, så skal du få del i livet.”

²⁹ Men manden ville retfærdiggøre sig selv, og derfor spurgte han: „Jamen, hvem er så min næste?”

³⁰ „Lad mig fortælle dig en historie,” svarede Jesus. „En mand var på vej fra Jerusalem til Jeriko. Pludselig blev han overfaldet af røvere. De rev tøjet af ham, slog ham til jorden og lod ham ligge halvdød i vejkanten. ³¹ Tilfældigvis kom en præst gående ned ad den samme vej. Da han så manden ligge der, gik han over i den modsatte side af vejen og fortsatte. ³² Senere kom en tempeltjener til det samme sted. Da han fik øje på manden, gik også han forbi i den modsatte side af vejen. ³³ Til sidst kom der en samaritaner^[b] forbi, ridende på sit æsel, for han var på en lang rejse. Da han så manden ligge der, fik han medlidenhed med ham, ³⁴ så han stod af sit æsel og gik derhen. Han rensede og behandlede mandens sår med olivenolie og vin og forbandt dem. Derefter anbragte han manden på sit æsel og bragte ham til en landevejskro, hvor han fortsat selv plejede ham. ³⁵ Dagen efter gav han kroværten to denarer og bad ham tage sig af manden. ‚Kommer det til at koste mere, skal jeg nok betale det på tilbagevejen,’ sagde han.

³⁶ Hvem af de tre, synes du, har handlet som den overfaldnes næste?”

³⁷ „Ham, der viste barmhjertighed,” svarede den skriftlærde.

„Så gør du, som han gjorde!” sagde Jesus.

Jesus besøger Marta og Maria

³⁸ Jesus og hans disciple fortsatte nu deres vandring mod Jerusalem. Undervejs kom de til en landsby, hvor en kvinde, der hed Marta, tog imod dem i sit hjem. ³⁹ Hendes søster Maria satte sig ved Jesu fødder og blev siddende der for at høre, hvad han fortalte. ⁴⁰ Marta var travlt optaget af at sørge for gæsterne, og hun sagde til Jesus: „Herre, er du ligeglad med, at min søster har overladt alt arbejdet til mig? Sig dog til hende, at hun skal komme og hjælpe mig.”

⁴¹ „Kære Marta,” sagde Jesus, „du er rastløs og gør dig en masse bekymringer! ⁴² Men noget er vigtigere end andet, og Maria har valgt det væsentlige. Det skal ikke tages fra hende.”

Jesus underviser om bøn^(C)

11 En dag opholdt Jesus og disciplene sig på et øde sted, og Jesus var i bøn. Da han var færdig, sagde en af disciplene til ham: „Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det.”

² Jesus svarede: „Når I beder, så sig:

⁵ Jesus fortsatte: „Forestil dig, at du midt om natten går hen til en af dine venner og råber til ham: ‚Kære ven, vær rar og lån mig tre brød, ⁶ for jeg har fået uventet besøg, og jeg har ikke brød i huset.’ ⁷ Så kan det være, at din ven svarer inde fra huset: ‚Lad mig være i fred! Døren er låst, og både jeg og mine børn er gået i seng. Jeg kan ikke stå op for at give dig noget på den her tid af natten!’ ⁸ Det siger jeg jer: Måske vil manden i huset ikke stå op og give dig det, du står og mangler, bare fordi I er venner, men han vil gøre det på grund af din påtrængenhed.”

⁹ Jesus fortsatte: „Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. ¹⁰ Enhver, som beder, får; den, der søger, finder; og døren lukkes op for den, der banker på.

¹¹ Kunne nogen af jer, som er forældre, finde på at give jeres børn en slange at spise, hvis de bad om en fisk? ¹² Ville I servere en skorpion for dem, hvis de bad om et æg? ¹³ Når altså selv I, som er onde, kan finde ud af at give jeres børn det, som er godt, hvor meget mere skulle så ikke jeres himmelske Far give Helligåndens kraft til dem, der beder ham om det?”

Jesus under falsk anklage^(D)

¹⁴ Engang uddrev Jesus en ond ånd, som havde gjort en mand stum. Efter at være befriet fra den onde ånd kunne den stumme mand tale, og folkeskaren var forbløffet. ¹⁵ Men mange var skeptiske. Nogle sagde: „Det må være med hjælp fra Satan,^[d] de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.” ¹⁶ Andre ville sætte ham på prøve ved at bede ham gøre et mirakel, som helt klart var fra Gud.

¹⁷ Jesus var klar over, hvad de tænkte, og derfor sagde han: „Hvis et land ligger i krig med sig selv, går det sin undergang i møde. Det samme gælder et hjem og en familie. ¹⁸ Hvis nu Satan uddriver sine egne onde ånder, hvordan kan hans rige så bestå? I påstår, at jeg uddriver onde ånder ved hjælp af de onde ånders fyrste. ¹⁹ Påkalder jeres egne tilhængere så også Satans magt, når de vil drive onde ånder ud? Prøv engang at spørge dem! ²⁰ Men hvis det er ved Guds kraft, at jeg driver dæmoner ud, så er Guds rige jo kommet til jer!

²¹ Når en stærk og bevæbnet mand bevogter sit hus, kan han have sine ejendele i fred. ²² Først når en, som er stærkere end ham, angriber og besejrer ham, kan den stærkere afvæbne ham og fordele byttet.

²³ De, der ikke er med mig, er imod mig, og de, der ikke arbejder sammen med mig, modarbejder mig.

Fra det onde til det værre^(E)

²⁴ Når en ond ånd er drevet ud af et menneske, strejfer den omkring i ørkenen for at finde et sted, hvor den kan slå sig ned. Når den ikke finder noget, siger den til sig selv: ‚Jeg må hellere vende tilbage til det „hus”, jeg kom fra.’ ²⁵ Når den vender tilbage, finder den huset rengjort og sat fint i stand. ²⁶ Så går den ud og finder syv andre ånder, værre end den selv, og de flytter alle ind i det ledige hus. Da bliver det sidste værre end det første for det menneske.”

Velsignelsen ved at handle på Guds ord

²⁷ Mens Jesus talte, råbte en kvinde fra mængden: „Åh, velsignet er den kvinde, der bragte dig til verden og nærede dig ved sit bryst!” ²⁸ Jesus svarede: „Velsignede er de, der hører Guds ord og handler på det.”

De vantro vil blive dømt^(F)

²⁹ Da en masse mennesker var stimlet sammen, fortalte Jesus dem, hvad der ville ske med de vantro farisæere og deres lige:^[e] „Sådanne mennesker er onde. De forlanger at se tegn, men de får ikke andet tegn end Jonastegnet. ³⁰ Ligesom Jonas forkyndte Guds dom over Nineves indbyggere, sådan vil Menneskesønnen en dag forkynde Guds dom over den slags mennesker. ³¹ Dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage sådanne vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon. ³² Også Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage sådanne mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.

Jesus er lysets kilde^(G)

³³ Ingen kunne finde på at tænde en lampe og derefter gemme den væk eller stille den under en spand. Nej, den skal stå højt og frit, så de, der kommer ind i huset, kan få glæde af lyset.

Vær åben for at modtage lyset fra Jesus^(H)

³⁴ Dit øje er som en lampe, der bringer lys til dit indre. Hvis du har et åbent og oprigtigt sind, vil dit indre fyldes af mit lys. Men hvis du har et lukket og ondt sind, vil dit indre fyldes af mørke.^{[f] 35} Derfor skal du passe på, at det lys, du har i dig, ikke skal vise sig at være mørke. ³⁶ Hvis nu mit lys får adgang til hele dit indre, selv de mørkeste kroge, så bliver alting badet i lys, som når en kraftig lampe lyser for dig.”

Jesus advarer imod farisæisme^(I)

³⁷ Mens Jesus talte, kom en af farisæerne og indbød ham til spisning i sit hjem. Jesus gik med, og de begyndte måltidet. ³⁸ Farisæeren lagde med undren mærke til, at Jesus ikke først vaskede sine hænder efter det ritual, som jødisk tradition foreskrev. ³⁹ Da sagde Jesus til ham: „I farisæere har så travlt med at rense det ydre af bægre og fade, men jeres indre er fyldt med griskhed og ondskab. ⁴⁰ Hvor er det tåbeligt! Er det kun det ydre, Gud har skabt? Hvad med det indre? Har han ikke også skabt det? ⁴¹ Gør op med jeres egoisme og vær i stedet gavmilde og barmhjertige. Hvis I gør det, har I ikke længere så travlt med at fordømme andre.

Den trefoldige anklage mod farisæernes hykleri^(J)

⁴² Ve jer farisæere, for I er omhyggelige med at give tiende af alle jeres indtægter, men I går let hen over retfærdighed og kærlighed til Gud. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.

⁴³ Ve jer farisæere, for I elsker at sidde på de fornemste pladser i synagogen, og I nyder, når man hilser ærbødigt på jer på gaden.

⁴⁴ Ve jer, for I er som uafmærkede grave, folk går hen over uden at ane hvilken råddenskab, der gemmer sig i dem.”

Den trefoldige anklage mod de skriftlærdes hykleri^(K)

⁴⁵ En af de skriftlærde protesterede: „Mester, det, du siger der, er også en fornærmelse mod os!”

⁴⁶ „Ja,” sagde Jesus, „ve jer skriftlærde, for I lægger tunge byrder på menneskers skuldre, men I rører ikke en finger for selv at bære byrderne.

⁴⁷ Ve jer, for I bygger flotte mindesmærker over profeterne, men I glemmer, at det var jeres egne forfædre, der slog dem ihjel. ⁴⁸ De mindesten, I har rejst, viser, at I fortsætter det arbejde, jeres forfædre begyndte på. De slog profeterne ihjel, og I bygger mindesmærker over dem. ⁴⁹ Derfor har Gud i sin visdom sagt: ‚Jeg vil sende profeter og apostle til dem. Nogle vil de slå ihjel, andre vil de jage bort.’ ⁵⁰ Men I og jeres lige vil blive krævet til regnskab for alle de Guds mænd, I har slået ihjel ned gennem tiden. ⁵¹ Det gælder lige fra ham, der slog Abel ihjel, til dem, der myrdede Zakarias midt mellem brændofferalteret og indgangen til templet. Det siger jeg jer: I og jeres lige skal stå til regnskab for alt det onde, I har gjort.

⁵² Ve jer skriftlærde, for I har bemægtiget jer kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind i Guds rige, og I står i vejen for dem, der gerne vil ind.”

^53-54 De skriftlærde og farisæerne blev rasende, og da Jesus ville til at gå, udspurgte de ham på kryds og tværs for om muligt at få ham til at sige noget, de kunne anklage ham for.

Advarsel mod hykleri^(L)

12 I mellemtiden stimlede tusindvis af mennesker sammen omkring Jesus, så de nærmest trådte på hinanden. Jesus talte til folkeskaren, men tænkte især på disciplene: „Pas på! Hold jer fra farisæernes surdej, hykleriet. ² Hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. Det, som nu er hemmeligt, vil blive kendt. ³ Hvad I har sagt i mørket, vil komme frem i lyset, og hvad I har hvisket bag lukkede døre, vil blive udråbt offentligt.

At have tillid til Gud^(M)

⁴ Jeg siger jer, mine venner: Vær ikke bange for dem, som nok kan slå jer ihjel rent fysisk, men ikke har magt over, hvad der sker med jer bagefter. ⁵ Lad mig fortælle jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, der efter at I er slået ihjel, har magt til at kaste i Helvede. Ja, ham skal I frygte.

⁶ Hvad koster fem spurve? Nogle få mønter måske. Men ikke én af dem er glemt hos Gud. ⁷ Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Så vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

At vedkende sig Jesus^(N)

⁸ Det siger jeg jer: Dem, der åbent og offentligt vedkender sig Menneskesønnen, vil jeg også åbent vedkende mig over for Guds engle. ⁹ Men dem, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for Guds engle. ¹⁰ De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan godt blive tilgivet, men de, der håner Helligånden, afskærer sig selv fra tilgivelse.

¹¹ Når I bliver stillet for retten i synagogerne eller skal forsvare jer over for myndigheder og øvrighedspersoner, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, ¹² for Helligånden vil på sådanne tidspunkter inspirere jer til, hvad I skal sige.”

Verdens eller Guds rigdom?

¹³ En mand fra mængden råbte: „Mester, sig til min bror, at han skal dele min fars arv med mig!”

¹⁴ Jesus svarede: „Gud har ikke sendt mig for at være dommer i jeres retssager.” ¹⁵ Så tilføjede han henvendt til de omkringstående: „Vogt jer for al slags pengebegær, for økonomisk velstand kan ikke skænke jer livet.”

¹⁶ Derpå fortalte Jesus en historie: „En rig mand havde en gård, hvis marker havde givet en rekordstor høst. ¹⁷ Han spekulerede derfor på, hvad han skulle gøre, for han havde ikke plads til den enorme høst. ¹⁸ Til sidst sagde han til sig selv: ‚Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag. ¹⁹ Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’ ²⁰ Men Gud sagde til ham: ‚Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’

²¹ Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden i stedet for at tjene Gud.”

Om at stole på Gud^(O)

²² Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. ²³ Livet er jo mere end maden og tøjet. ²⁴ Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? ²⁵ Hvad hjælper det at bekymre sig? Kan I derved lægge bare én dag til jeres liv? ²⁶ Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?

²⁷ Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. ²⁸ Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! ^29-30 I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. ³¹ Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.

³² Vær ikke bange, du lille flok, for jeres Far har besluttet at give jer del i sit Rige. ³³ Sælg hvad I har og giv pengene til dem, der er i nød. Skaf jer punge, der aldrig bliver slidt op, og rigdomme i Himlen, der aldrig mister deres værdi, for dér bliver der hverken stjålet eller ødelagt noget. ³⁴ Hvor jeres rigdomme er, vil også jeres tanker være.

Vær altid parat^(P)

^35-36 Vær altid parate og hold lamperne tændt som tjenere, der venter på, at deres herre skal komme hjem efter en bryllupsfest, så de kan lukke op for ham, lige så snart han banker på døren. ³⁷ Velsignede er de, som han således finder parate, når han kommer tilbage. Det siger jeg jer: Han vil tage et forklæde på og få dem til at sætte sig til bords for selv at varte dem op. ³⁸ Måske kommer han ikke før midnat, måske først i de tidlige morgentimer. Men i alle tilfælde bliver de tjenere velsignet, som står parate til at tage imod ham.

³⁹ Hvis en husejer var klar over, hvornår der ville komme en tyv, ville han holde vagt for at forhindre et indbrud. ⁴⁰ Sådan skal I være parate, for Menneskesønnen kommer på et tidspunkt, I ikke regner med.”

⁴¹ Peter spurgte: „Er det med henblik på os, du fortæller den historie, eller gælder det alle?”

⁴² Jesus svarede: „En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. ⁴³ Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. ⁴⁴ Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.

⁴⁵ Men hvis forvalteren tænker: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig’, kan han give sig til at mishandle alle tjenestefolkene, alt imens han selv fester og drikker. ⁴⁶ Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med de vantro. ⁴⁷ Når han bliver straffet så hårdt, er det fordi, han var blevet bedt om at holde sig parat, og han udmærket vidste, hvad hans herre havde befalet ham at gøre. Alligevel gjorde han det ikke.

⁴⁸ Men de, der ikke kender deres herres vilje og gør sig skyldige i noget, de fortjener straf for, vil få en mildere straf, for man forlanger mest af dem, der har fået mest betroet.

Nogle vil tage imod Jesus, andre vil blive hans fjender^(Q)

⁴⁹ Jeg er kommet for at sætte verden i brand, og hvor ville jeg ønske, at ilden allerede havde fænget! ⁵⁰ Men jeg skal igennem en lidelsens dåb, og indtil det er overstået, gruer jeg for det.

⁵¹ Tro ikke, at fordi jeg er kommet til denne jord, vil der være fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid blandt mennesker. ⁵² Fra nu af vil fem personer i samme familie være indbyrdes uenige, tre mod to og to mod tre. ⁵³ En far og en søn vil blive uenige, og ligeledes en mor og en datter, en svigermor og svigerdatter.”

Om at forstå tidens tegn^(R)

⁵⁴ Derpå sagde Jesus henvendt til folkeskaren omkring ham: „Når I ser skyerne trække sammen i vest, siger I straks: ‚Nu bliver det regn.’ Det har I ret i. ⁵⁵ Og når vinden kommer fra syd, siger I: ‚Det bliver varmt i dag.’ Det har I også ret i. ⁵⁶ Alligevel bedrager I jer selv. I kan tyde jordens og himlens tegn. Hvorfor kan I så ikke tyde tidens tegn?”

Om at få sin sag bragt i orden, inden det er for sent^(S)

⁵⁷ Til sidst sagde Jesus: „Hvorfor kan I ikke selv bedømme, hvad der er det rigtige? ⁵⁸ Er der nogen, som anklager dig for ikke at have betalt din gæld, så gør, hvad du kan, for at få sagen bragt i orden, inden det er for sent. Ellers ender sagen hos dommeren, som vil overgive dig til retsbetjenten, og retsbetjenten vil sætte dig i fængsel. ⁵⁹ Det siger jeg dig: Du slipper aldrig ud derfra, medmindre din gæld bliver betalt fuldt ud!”

Tag afstand fra det onde

13 Så kom der nogle og fortalte Jesus, at Pilatus havde nedslagtet nogle jøder fra Galilæa, netop som de bragte deres offerdyr til slagtning i templet. ² Da sagde Jesus: „Mener I, at de galilæere var værre end andre mennesker, fordi det gik dem sådan? ³ Det var de ikke. Men I vil alle gå til grunde, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og tror på mig. ⁴ Og hvad med de 18, der blev slået ihjel, da tårnet ved Shiloa-dammen væltede ned over dem? Tror I, at de var værre end alle andre mennesker i Jerusalem? ⁵ Nej, jeg siger jer: Jeres skæbne bliver lige så tragisk som deres, hvis I ikke ændrer jeres indstilling og søger Gud.”

De jødiske lederes mangel på åndelig frugt

⁶ Jesus fortalte derefter følgende historie: „En mand havde en vinmark, hvor der også stod et figentræ.^[g] Han kom fra tid til anden for at se, om der var frugt på træet, men hver gang blev han skuffet. ⁷ Til sidst sagde han til sin gartner: ‚Det er nu tredje år, jeg forgæves har kigget efter frugt på det træ. Tag og fæld det! Hvorfor skal det stå og tage kraften fra jorden, når det ingen frugt giver?’ ⁸ Men gartneren svarede: ‚Åh, herre, lad det stå året ud, så vil jeg grave omkring det og give det ekstra gødning. ⁹ Hvis træet derefter bærer frugt, er det fint. Hvis ikke, er du i din gode ret til at hugge det om.’ ”

Konfrontation mellem Jesus og en synagogeforstander

¹⁰ Mens Jesus en sabbatsdag sad og underviste i en synagoge, ¹¹ lagde han blandt de tilstedeværende mærke til en kvinde, som på grund af en sygdomsånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år. ¹² Han kaldte hende frem og sagde: „Du er helbredt for din sygdom.” ¹³ Derefter lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.

¹⁴ Men forstanderen for synagogen blev forarget over, at Jesus havde foretaget en helbredelse på en sabbat. „Der er seks dage i ugen, hvor man kan arbejde,” sagde han til menigheden. „På de dage kan I komme og blive helbredt, men ikke på sabbatten!”

¹⁵ „Hvor er I nogle hyklere!” sagde Jesus. „Hver sabbat løser I uden skrupler jeres køer og æsler fra deres plads i stalden og fører dem ned til vandet, så de kan få noget at drikke. ¹⁶ Skulle jeg så ikke have lov til at løse denne ‚Abrahams datter’^[h] af Satans lænker, som hun har været bundet med i 18 år, også selv om det er sabbat i dag?” ¹⁷ Det svar var ydmygende for Jesu modstandere, men alle de andre glædede sig over de fantastiske ting, Jesus gjorde.

Guds rige vokser fra småt til stort^(T)

¹⁸ Jesus fortsatte sin undervisning: „Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? Hvilket billede skal jeg bruge? ¹⁹ Jo, Guds rige er som et lille sennepsfrø, en mand sår i sin have. Det vokser op og bliver til en stor busk, hvor fuglene kommer og bygger rede i grenene. ^20-21 Man kan også sammenligne det med den lille klump surdej, som en kvinde ælter i melet, når hun skal bage brød. Surdejen gennemsyrer efterhånden det hele.”

Vantro og onde mennesker kommer ikke ind i Guds rige

²² Jesus fortsatte nu fra by til by og fra landsby til landsby. Han underviste overalt, hvor han kom frem på sin vej mod Jerusalem.

²³ En mand spurgte ham: „Er det kun få, der kommer ind i Guds rige?”

Han svarede: ²⁴ „I må kæmpe for at komme ind gennem den smalle dør. Mange vil prøve at komme indenfor, men det vil ikke lykkes dem. ²⁵ Når først husets herre har lukket døren, er det for sent. Står I da udenfor og banker på døren og råber: ‚Herre, luk os ind!’ vil svaret lyde: ‚Jeg kender jer ikke.’ ²⁶ I vil så begynde at forsvare jer: ‚Jamen, vi har da spist og drukket for øjnene af dig, og du har undervist i vores midte!’ ²⁷ Men han vil svare: ‚Javist, men jeg kender jer ikke. Gå jeres vej, I onde mennesker!’ ²⁸ I vil ærgre jer noget så frygteligt og jamre højlydt, når I står udenfor og ser Abraham, Isak og Jakob og alle profeterne samlet i Guds rige. ²⁹ Der vil komme masser af mennesker fra øst og vest og nord og syd for at holde festmåltid i Guds rige. ³⁰ Dér vil nogle, som nu er de mindste, blive de største; og nogle, som nu er de største, vil blive de mindste.”

Jerusalems indbyggere anklages for deres vantro^(U)

³¹ I det samme kom nogle farisæere hen til Jesus og sagde: „Skynd dig væk herfra! Ellers slår Herodes dig ihjel!”

³² Jesus svarede: „Gå I hen og sig til den opkomling,^[i] at det ikke skal afholde mig fra at helbrede de syge og uddrive dæmoner både i dag og i morgen. På den tredje dag er jeg ved målet. ³³ Jeg skal bruge i dag, i morgen og i overmorgen til turen til Jerusalem. Det er nemlig utænkeligt, at en profet bliver dræbt andre steder end i Jerusalem.

³⁴ Åh, Jerusalems indbyggere, I som dræber Guds profeter og stener hans sendebud, hvor ofte har jeg ikke villet tage jer under mine vinger, som en høne samler kyllingerne under sine vinger. Men I ville ikke. ³⁵ Derfor bliver jeres hus lagt øde, og det siger jeg jer: I får mig ikke at se, før I anerkender mig som den, Gud har sendt.”^[j]

Konfrontationen fortsætter

14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. ² En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. ³ Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” ⁴ Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.

⁵ Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn^[k] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” ⁶ Stadig intet svar.

Om ydmyghed og gæstfrihed

⁷ Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. ⁸ „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, ⁹ vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.

¹⁰ Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. ¹¹ For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

¹² Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. ¹³ Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. ¹⁴ De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”

Historien om den store bryllupsfest^(V)

¹⁵ En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” ¹⁶ Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. ¹⁷ Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ ¹⁸ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ¹⁹ ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ²⁰ ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

²¹ Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ ²² Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ ²³ Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

²⁴ Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”

Om at være discipel af Jesus^(W)

²⁵ Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: ²⁶ „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. ²⁷ De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv^[l] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.

²⁸ Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? ²⁹ For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: ³⁰ ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’

³¹ Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? ³² Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.

³³ På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. ³⁴ Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?^{[m] 35} Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt^(X)

15 En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. ² Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. ³ Da sagde Jesus:

⁴ „Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? ⁵ Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, ⁶ og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’

⁷ Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.

Den tabte sølvmønt

⁸ Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? ⁹ Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ ¹⁰ Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”

Sønnen, der erkendte sin fortabthed

¹¹ Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. ¹² En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

¹³ Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, ¹⁴ og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. ¹⁵ Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. ¹⁶ Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. ¹⁷ Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. ¹⁸ Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. ¹⁹ Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’

²⁰ Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. ²¹ ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’

²² Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne— ²³ og slagt fedekalven, for nu skal der festes! ²⁴ Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!

²⁵ Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. ²⁶ Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. ²⁷ ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’

²⁸ Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. ²⁹ ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. ³⁰ Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’

³¹ ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³² Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”

Om måden at bruge penge på

16 Jesus fortalte nu følgende historie til disciplene: „En rig godsejer havde ansat en forvalter til at bestyre sit gods. Nogen tid efter blev han underrettet om, at forvalteren var uærlig og brugte løs af hans penge. ² Derfor kaldte han ham ind til sig. ‚Hvad er det, jeg hører om dig?’ sagde han. ‚Nu skal du afslutte alle dine regnskaber, og så bliver du fyret!’

³ ‚Hvad skal jeg dog gøre?’ tænkte forvalteren. ‚Nu mister jeg mit job. Jeg kan ikke klare hårdt fysisk arbejde, og jeg vil ikke være bekendt at gå rundt og tigge. ⁴ Vent lidt! Nu har jeg det! Jeg må sørge for at have nogle venner, som kan hjælpe mig, når jeg ikke har flere penge.’

⁵ Derfor tilkaldte han en efter en alle de folk, der stod i gæld til godsejeren. ‚Hvor meget skylder du?’ spurgte han den første.

⁶ ‚100 tønder olivenolie.’

‚Godt, her er gældsbeviset. Sæt dig straks ned og ret det til 50.’

⁷ ‚Og du,’ spurgte han den næste, ‚hvor meget skylder du?’

‚100 tønder hvede.’

‚Okay, skriv 80 i stedet for.’

⁸ Da godsejeren hørte, hvad hans uærlige forvalter havde fundet på, roste han ham for hans klarhjernede initiativ.”

Jesus fortsatte: „Denne verdens børn behandler folk af deres egen slags med større skarpsindighed, end lysets børn gør. ⁹ Og jeg siger til jer: Pas på, hvordan I bruger denne verdens materielle værdier. Brug dem til at skaffe jer venner og vinde dem for Guds rige. Når penge ikke længere har gyldighed, så vil disse venner tage imod jer i de evige boliger.”

¹⁰ Jesus sluttede med følgende ord: „De, der er ærlige og trofaste i det mindre væsentlige, vil også være det i det mere væsentlige. Men de, der ikke er til at stole på i det, som har ringe værdi, kan man heller ikke regne med i det, som har stor værdi. ¹¹ Hvis man ikke kan stole på jer med hensyn til denne verdens flygtige værdier, kan man heller ikke betro jer de sande værdier. ¹² Og hvis I ikke kan tage vare på andres ejendom, hvem vil så give jer noget, I kan kalde jeres eget?”

Kontrasten mellem de himmelske og jordiske værdier^(Y)

¹³ Jesus fortsatte: „Ingen kan tjene to herrer. Enten vil man hade den ene og elske den anden, eller man vil satse på den ene og ignorere den anden. I kan ikke tjene både Gud og materialismen.^[n]”

¹⁴ Da farisæerne hørte det, hånede de Jesus, for de satte stor pris på deres penge. ¹⁵ Jesus sagde da til dem: „I farisæere vil gerne give det udseende af at være så fromme, men Gud kender jeres hjerter. Det, som mennesker sætter højt, er uden værdi i Guds øjne.

¹⁶ Toraen^[o] og de profetiske bøger havde deres tid, indtil Johannes Døberen kom. Men med Johannes begyndte budskabet om Guds rige at blive forkyndt, og alle kæmper imod det!^{[p] 17} Men det er lettere for himlen og jorden at forgå, end det er for selv den mindste del af Toraen at falde til jorden uden at blive opfyldt.

¹⁸ Enhver mand, der skiller sig fra sin kone, bryder ægteskabet, hvis han gifter sig med en anden, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, bryder også ægteskabet.”

Vend om, mens der endnu er tid

¹⁹ Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. ²⁰ Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. ²¹ Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde^[q] og slikkede hans sår.

²² Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. ²³ Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.

²⁴ ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’

²⁵ Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. ²⁶ Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’

²⁷ Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus ²⁸ for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’

²⁹ Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’

³⁰ ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’

³¹ ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”

Om at miste troen og om at tilgive^(Z)

17 En dag sagde Jesus til sine disciple: „Det kan ikke undgås, at nogle falder fra troen. Men ve dem, som er skyld i, at andre falder fra. ² Det ville være bedre, om de blev kastet i havet med en møllesten om halsen, end at de får en af de svage i troen til at falde fra. ³ Pas derfor på, hvordan I lever!

Hvis din ven^[r] forsynder sig imod dig, så konfronter ham med det. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så tilgiv ham. ⁴ Selv hvis han forsynder sig syv gange om dagen, skal du tilgive ham, for så vidt han angrer og beder om tilgivelse.”

Om tro og lydighed

⁵ Apostlene sagde nu til Jesus: „Giv os mere tro!”

⁶ Jesus svarede: „Var jeres tro blot som et sennepskorn, kunne I sige til morbærfigentræet her: ‚Ryk dig op og slå rod i havet!’ Og det ville adlyde jer.

⁷ Forestil jer, at en mand har en slave til at arbejde i marken eller passe får. Når slaven kommer hjem efter dagens arbejde, mon hans herre så vil sige til ham: ‚Kom her og sæt dig til bords. Nu skal jeg sørge for, at du straks får noget at spise.’ ⁸ Nej, han siger: ‚Tag et forklæde på og lav aftensmad til mig. Efter at jeg er færdig med måltidet, kan du selv tage dig noget at spise.’ ⁹ Siger man tak til en slave, fordi han gør, hvad han har fået besked på?

¹⁰ På samme måde med jer. Når I har gjort, hvad jeg har befalet jer, skal I sige: ‚Vi er jo bare slaver og har kun gjort, hvad vi fik besked på.’ ”

Ti bliver helbredt, én bliver frelst

¹¹ På sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus på et tidspunkt grænsen mellem Galilæa og Samaria. ¹² I nærheden af en landsby kom ti spedalske hen imod ham. De standsede op et stykke fra ham ¹³ og råbte: „Jesus, Mester, vær barmhjertig og gør os raske!”

¹⁴ Han så på dem og sagde: „Gå hen til præsterne og lad jer undersøge.”

Mens de var på vej derhen, forsvandt deres spedalskhed.

¹⁵ En af dem vendte tilbage til Jesus, da han så, at han var blevet helbredt, og på vejen lovpriste han Gud med høj røst. ¹⁶ Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden foran Jesus og takkede ham for, hvad han havde gjort. Det var en samaritaner! ¹⁷ Jesus spurgte: „Blev de ikke helbredt alle ti? Hvor er de ni? ¹⁸ Er den her fremmede den eneste, der er kommet tilbage for at give Gud æren?”

¹⁹ Så sagde Jesus til ham: „Rejs dig blot og gå hjem. Din tro har frelst dig.”

Om Guds riges komme

²⁰ En dag spurgte farisæerne Jesus: „Hvornår kommer Guds rige?”

„Guds rige kommer ikke sådan, at man kan se det i det ydre,” svarede han. ²¹ „Der er ingen, der vil kunne udpege det og sige: ‚Her er det!’ eller: ‚Dér har vi det!’ Guds rige findes allerede midt iblandt jer!”

Om Jesu genkomst og de kommende trængsler^(AA)

²² Senere sagde Jesus til disciplene: „Der vil komme tidspunkter, hvor I inderligt vil længes efter, at Menneskesønnen skal komme, men I skal holde ud. ²³ Nogle vil sige til jer: ‚Se, dér er han!’ eller: ‚Her er han!’ Men I skal ikke tro på det! Lad være med at løbe efter den slags.

²⁴ Den dag Menneskesønnen virkelig kommer, vil det være som et lyn, der oplyser himlen fra den ene ende til den anden. ²⁵ Men først skal jeg gennem mange lidelser og forkastes af dem, som ikke tror på mig.^[s]

²⁶ Som det gik i Noas dage, vil det gå ved Menneskesønnens komme. ²⁷ Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken, og vandmasserne pludselig kom og udslettede dem alle. ²⁸ Eller som det gik i Lots dage: Folk holdt deres fester, købte og solgte, plantede og byggede, ²⁹ lige til den dag, da Lot gik ud af Sodoma, og det pludselig regnede med ild og svovl fra himlen, så alle blev udslettet. ³⁰ Menneskesønnens komme vil ske lige så pludseligt og uventet.

³¹ Den dag vil de, der opholder sig uden for deres hus, ikke have tid til at løbe ind for at pakke, og de, der arbejder i marken, vil ikke have tid til at løbe hjem og hente deres ejendele. ³² Husk på, hvad der skete med Lots hustru! ³³ De, der klamrer sig til livet, vil miste det, men de, der er parat til at give afkald på deres jordiske liv, vil få det evige liv.

³⁴ Når det sker, vil to mennesker sove i samme seng. Den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage. ³⁵ To kvinder vil hjælpe hinanden med at male korn. Den ene bliver taget med, den anden bliver ladt tilbage.”^[t]

³⁷ „Hvor vil det ske, Herre?” spurgte disciplene.

„Hvor gribbene samles, der er ådslet!”^[u] var Jesu svar.

Tab ikke modet

18 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:

² „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. ³ I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. ⁴ Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, ⁵ så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”

⁶ Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, ⁷ tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem? ⁸ Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”

Stolthed kontra ydmyghed

⁹ Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: ¹⁰ „To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. ¹¹ Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‚Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne. ¹² Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

¹³ Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‚Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

¹⁴ Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

Hvordan man får adgang til Guds rige^(AB)

¹⁵ På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. ¹⁶ Men Jesus kaldte på dem. „Lad børnene komme til mig,” sagde han. „I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. ¹⁷ Det siger jeg jer: De, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

Hvordan man får det evige liv^(AC)

¹⁸ En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. „Mester, du er et godt menneske,” sagde han. „Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

¹⁹ „Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. „Det ord kan jo kun bruges om Gud. ²⁰ Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.”

²¹ „Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden.

²² Da Jesus hørte det svar, sagde han: „Du mangler én ting endnu. Sælg alt, hvad du har, og giv pengene til de fattige. Så skal du få del i Himlens rigdom—og kom så og følg mig!” ²³ Det blev manden dybt ulykkelig over at høre, for han var meget rig.

²⁴ Da Jesus så hans bedrøvede ansigt, sagde han: „Hvor er det dog svært for rige folk at komme ind i Guds rige! ²⁵ Ja, det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en rig at gå ind i Guds rige.”

²⁶ De omkringstående var forbløffede. „Hvem kan så få det evige liv?” udbrød de.

²⁷ Jesus svarede: „Hvad intet menneske kan gøre, det kan Gud.”

Lønnen for at følge Jesus^(AD)

²⁸ „Hvad så med os?” spurgte Peter. „Vi har forladt vores hjem og ejendele for at følge dig.” ²⁹ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Alle, der har forladt hjem, ægtefælle, søskende, forældre eller børn for Guds riges skyld, ³⁰ skal få det mange gange igen i denne verden—og evigt liv i den kommende verden.”

Tiden nærmer sig, hvor Messias skal lide og dø^(AE)

³¹ Jesus samlede de Tolv omkring sig og sagde: „Nu er vi snart i Jerusalem, og dér vil alle Skriftens profetier om Menneskesønnen gå i opfyldelse. ³² Jeg vil blive udleveret til romerne, og de vil håne mig og spytte på mig. ³³ Jeg vil blive pisket og dræbt, men på den tredje dag vil jeg genopstå fra de døde.”

³⁴ Men disciplene forstod slet ikke, hvad han sagde. Hans ord var som en lukket bog for dem, så de ikke fattede, hvad han talte om.

En blind bliver helbredt og slutter sig til Jesus^(AF)

³⁵ Jesus og hans følge nærmede sig nu Jeriko. Der sad en blind mand ved vejen og tiggede, ³⁶ og da han hørte lyden af mange mennesker, der nærmede sig, spurgte han, hvad der foregik. ³⁷ „Det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi,” fik han at vide. ³⁸ Så gav han sig til at råbe: „Jesus, du Davids Søn,^[v] forbarm dig over mig!”

³⁹ De mennesker, der gik foran Jesus, forsøgte at få manden til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: „Du Davids Søn, forbarm dig over mig!”

⁴⁰ Jesus standsede og sagde, at man skulle føre den blinde mand hen til ham. ⁴¹ „Hvad vil du, jeg skal gøre for dig?” spurgte Jesus.

„Herre,” sagde manden, „jeg vil gerne kunne se!”

⁴² „Det er sket!” svarede Jesus. „Din tro har reddet^[w] dig!” ⁴³ Straks kunne manden se, og han begyndte at lovprise Gud og fulgte derefter med Jesus. Alle de omkringstående brød også ud i lovprisning.

Zakæus kommer til tro på Jesus

19 Jesus og hans følge gik derefter ind i Jeriko. ² Her boede en rig mand ved navn Zakæus, som var en højtstående skatteopkræver for den romerske besættelsesmagt. ³ Han var ivrig efter at få et glimt af Jesus, men han var ikke ret høj og kunne ikke se noget for de mange mennesker. ⁴ Derfor løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ et sted, hvor Jesus helt sikkert ville komme forbi. ⁵ Da Jesus nåede frem til træet, kiggede han op og sagde: „Skynd dig at komme ned, Zakæus! Gud vil, at jeg skal besøge dig i dag.”

⁶ Zakæus klatrede ned i en fart og inviterede glad Jesus med sig hjem til spisning, ⁷ mens folk forarget mumlede: „Enhver ved da, at den mand er en stor synder, og nu går Jesus med ham hjem!”

⁸ Under måltidet rejste Zakæus sig og sagde til Jesus: „Herre, jeg vil give halvdelen af, hvad jeg ejer, til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, så vil jeg give det firedobbelt tilbage.”

⁹ Da udbrød Jesus: „I dag er frelsen kommet til dette hjem, for denne mand har vist den samme tro som Abraham.^{[x] 10} Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte.”

Om betroede midler og dommen for ulydighed^(AG)

¹¹ Mens folk sad og lyttede, fortalte Jesus følgende historie, fordi han var så tæt på Jerusalem, og fordi mange ventede, at Gud snart ville oprette sit rige synligt på jorden:

¹² „Der var en mand af kongelig slægt, som var nødt til at rejse til et fjernt land for at få sin kongeværdighed bekræftet. Derefter ville han så vende tilbage som konge. ¹³ Inden han rejste, tilkaldte han ti af sine tjenere, betroede dem hver en sum penge og sagde: ‚Se, hvad I kan få ud af pengene, mens jeg er væk.’

¹⁴ Men en del af landets borgere hadede ham og sendte en delegation af sted med følgende erklæring: ‚Vi ønsker ikke, at den mand skal regere over os.’

¹⁵ Manden blev alligevel indsat som konge, og da han vendte tilbage, sendte han bud efter de tjenere, som han havde betroet sine penge. Han ville se, hvad hver enkelt havde fået ud af dem.

¹⁶ Den første kunne aflægge rapport om, at han nu havde ti gange så meget, som han oprindelig havde fået. ¹⁷ ‚Godt,’ sagde kongen. ‚Du er en god og pålidelig tjener. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor giver jeg dig ansvar for ti byer.’

¹⁸ Den næste kunne fortælle, at hans penge var vokset til det femdobbelte. ¹⁹ ‚Godt,’ sagde hans herre. ‚Du får ansvaret for fem byer.’

²⁰ Den tredje mand afleverede følgende rapport: ‚Her har du dine penge. Jeg har haft dem liggende godt gemt i et tørklæde. ²¹ Jeg var nemlig bange for dig og turde ikke løbe nogen risiko. Jeg ved jo, at du er en streng herre. Du indkasserer udbyttet fra andres arbejde, og du høster, hvad du ikke selv har sået.’ ²² Kongen blev vred og sagde: ‚Du er en doven og dårlig arbejder! Jeg vil dømme dig ud fra dine egne ord: Du siger, jeg er en streng herre, og at jeg indkasserer udbyttet fra andres arbejde. ²³ Hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem.’

²⁴ Derpå vendte kongen sig til de mænd, der stod omkring ham. ‚Tag pengene fra ham,’ sagde han, ‚og giv dem til ham, der har fået det største udbytte.’

²⁵ ‚Jamen, herre,’ indvendte de, ‚han har da rigeligt allerede!’

²⁶ Kongen svarede: ‚Det siger jeg jer: Alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, men de, der ikke gør brug af det, de fik betroet, vil miste det, de fik. ²⁷ Lad nu mine fjender, dem, der ikke ville anerkende mig som konge, blive ført ind og henrettet for mine øjne.’ ”

Messias’ indtog i Jerusalem^(AH)

²⁸ Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. ²⁹ Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: ³⁰ „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. ³¹ Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”

³² De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. ³³ Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.

³⁴ „Herren har brug for det,” svarede disciplene.

³⁵ Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.

³⁶ Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, ³⁷ og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. ³⁸ De råbte:

³⁹ Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”

⁴⁰ Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”

Jesus græder over Jerusalems vantro

⁴¹ Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: ⁴² „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. ⁴³ Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. ⁴⁴ De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”

Den sidste tempeludrensning^(AI)

⁴⁵ Senere^[y] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. ⁴⁶ Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’^[z] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’^[aa]”

⁴⁷ Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. ⁴⁸ Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.

De jødiske lederes uærlighed^(AJ)

20 En dag, mens Jesus stod på tempelpladsen og underviste folk og fortalte om Guds rige, kom ypperstepræsterne og de skriftlærde sammen med nogle af de andre jødiske ledere hen og konfronterede ham. ² „Fortæl os, hvem der har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?” forlangte de.

³ „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. ⁴ „Sig mig: Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke?”

⁵ De begyndte at drøfte det indbyrdes: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. ⁶ Og siger vi, at han ikke var sendt af Gud, så vil folket stene os, for de tror jo alle sammen, at Johannes var en profet.” ⁷ Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”

⁸ „Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her!” sagde Jesus.

Jesus afslører de jødiske lederes ondskab^(AK)

⁹ Jesus fortalte nu folkeskaren følgende historie:

„Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken og lejede den så ud til nogle forpagtere. Derefter rejste han til udlandet, hvor han slog sig ned i længere tid. ¹⁰ Ved høsttid sendte han en af sine folk af sted for at få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. ¹¹ Derefter sendte ejeren en anden af sine folk af sted, men det samme gentog sig. Han blev slået og hånet og sendt bort uden at få noget. ¹² En tredje blev sendt af sted, men med samme resultat. De slog ham til blods og jog ham bort. ¹³ Så sagde ejeren til sig selv: ‚Hvad skal jeg gøre? Jo, nu ved jeg det: Jeg vil sende min elskede søn. Ham må de da have respekt for!’ ¹⁴ Da forpagterne så sønnen, diskuterede de, hvad de nu skulle gøre. ‚Det er ham, der skal arve det hele. Lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven,’ blev de enige om. ¹⁵ Derpå trak de ham uden for vingården og slog ham ihjel.”

„Hvad mon vingårdens ejer vil gøre ved dem?” spurgte Jesus. ¹⁶ „Han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark bort til andre.”

Da de omkringstående hørte det, råbte de: „Gid det aldrig må ske!”

¹⁷ Jesus så på dem og fortsatte: „Jamen, hvad betyder det så, når der står i Skriften: ‚Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.’^{[ab] 18} Enhver, der snubler over den sten, vil slå sig fordærvet; men den, som stenen falder på, bliver knust!”

¹⁹ Derefter ville de skriftlærde og ypperstepræsterne gerne have arresteret Jesus med det samme, for de var godt klar over, at det var dem, han hentydede til. Men samtidig var de bange for, at der skulle blive uroligheder.