Bible in 90 Days

17 Da Abram var ni og halvfemsindstyve År gammel, åbenbarede Herren sig for ham og sagde til ham: "Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, ² så vil jeg oprette min Pagt mellem mig og dig og give dig et overvættes stort Afkom!" ³ Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham: ⁴ "Fra min Side er min Pagt med dig, at du skal blive Fader til en Mængde Folk; ⁵ derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk. ⁶ Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig. ⁷ Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud; ⁸ og jeg giver dig og dit Afkom efter dig din Udlændigheds Land, hele Kana'ans Land, til evigt Eje, og jeg vil være deres Gud!"

⁹ Derpå sagde Gud til Abraham: "Men du på din Side skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt; ¹⁰ og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres. ¹¹ I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder; ¹² otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom; ¹³ omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt! ¹⁴ Men de uomskårne, det af Mandkøn, der ikke Ottendedagen omskæres på Forhuden, de skal udryddes af deres Folk; de har brudt min Pagt!"

¹⁵ Endvidere sagde Gud til Abraham: "Din Hustru Saraj skal du ikke mere kalde Saraj, hendes Navn skal være Sara; ¹⁶ jeg vil velsigne hende og give dig en Søn også ved hende; jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til Folk, og Folkeslags Konger skal nedstamme fra hende!" ¹⁷ Da faldt Abraham på sit Ansigt og lo, idet han tænkte: "Kan en hundredårig få Børn, og kan Sara med sine halvfemsindstyve År føde en Søn?" ¹⁸ Abraham sagde derfor til Gud: "Måtte dog Ismael leve for dit Åsyn!" ¹⁹ Men Gud sagde: "Nej, din Ægtehustru Sara skal føde dig en Søn, som du skal kalde Isak; med ham vil jeg oprette min Pagt, og det skal være en evig Pagt, der skal gælde hans Afkom efter ham! ²⁰ Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk. ²¹ Men min Pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig om et År ved denne Tid." ²² Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

²³ Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham. ²⁴ Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud; ²⁵ og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud. ²⁶ Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret; ²⁷ og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

18 Siden åbenbarede Herren sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. ² Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden ³ og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! ⁴ Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. ⁵ Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!" ⁶ Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!" ⁷ Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. ⁸ Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

⁹ Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" ¹⁰ Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; ¹¹ og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, ¹² lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?" ¹³ Da sagde Herren til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? ¹⁴ Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!" ¹⁵ Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

¹⁶ Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej. ¹⁷ Men Herren sagde ved sig selv: "Skulde jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i Sinde at gøre. ¹⁸ da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham? ¹⁹ Jeg har jo udvalgt ham, for at han skal pålægge sine Børn og sine Efterkommere at vogte på Herrens Vej ved at øve Retfærdighed og Ret, for at Herren kan give Abraham alt, hvad han har forjættet ham." ²⁰ Da sagde Herren: "Sandelig. Skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres Synd er såre svar. ²¹ Derfor vil jeg stige ned og se. om de virkelig har handlet så galt. som det lyder til efter Skriget over dem, der har nået mig - derom vil jeg have Vished!"

²² Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men Herren blev stående foran Abraham. ²³ Og Abraham trådte nærmere og sagde: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse? ²⁴ Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde. ²⁵ Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme Skæbne som de gudløse - det være langt.fra dig! Skulde den, der dømmer hele Jorden, ikke selv øve Ret?" ²⁶ Da sagde Herren: "Dersom jeg finder halvtredsindstyve retfærdige i Sodoma, i selve Byen, vil jeg for deres Skyld tilgive hele Stedet!" ²⁷ Men Abraham tog igen til Orde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herre, skønt jeg kun er Støv og Aske! ²⁸ Måske mangler der fem i de halvtredsindstyve retfærdige - vil du da ødelægge hele Byen for fems Skyld?" Han svarede: "Jeg vil ikke ødelægge Byen, hvis jeg finder fem og fyrretyve i den." ²⁹ Men han blev ved at tale til ham: "Måske findes der fyrretyve i den!" Han. svarede: "For de fyrretyves Skyld vil jeg lade det være." ³⁰ Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig tale: Måske findes der tredive i den!" Han svarede: "Jeg skal ikke gøre det, hvis jeg finder tredive i den." ³¹ Men han sagde: "Se, jeg har dristet mig til at tale til min Herr: Måske findes de tyve i den!" Han svarede: "For de tyves Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." ³² Men han sagde: "Min Herre må ikke blive vred, men lad mig kun tale denne ene Gang endnu; måske findes der ti i den!" Han svarede: "For de tis Skyld vil jeg lade være at ødelægge den." ³³ Da nu Herren havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

19 De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden ² og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden." ³ Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste. ⁴ Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse, ⁵ og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!" ⁶ Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig. ⁷ Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre! ⁸ Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!" ⁹ Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den. ¹⁰ Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren; ¹¹ men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

¹² Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted; ¹³ thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for Herren, at Herren har sendt os for at ødelægge dem." ¹⁴ Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi Herren vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem. ¹⁵ Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeslkyld!" ¹⁶ Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi Herren vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen. ¹⁷ Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!" ¹⁸ Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre! ¹⁹ Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet. ²⁰ Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!" ²¹ Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner; ²² men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

²³ Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar, ²⁴ lod Herren Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra Herren, fra Himmelen; ²⁵ og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde. ²⁶ Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte. ²⁷ Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos Herren, ²⁸ og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn. ²⁹ Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

³⁰ Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre. ³¹ Da sagde den ældste til den yngste: "Vor Fader er gammel, og der findes ingen Mænd her i Landet, som kunde komme til os på vanlig Vis. ³² Kom, lad os give vor Fader Vin at drikke og ligge hos ham for at få Afkom ved vor Fader!" ³³ De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. ³⁴ Næste Dag sagde den ældste til den yngste: "Jeg lå i Går Nat hos min Fader; nu vil vi også give ham Vin at drikke i Nat, og gå du så ind og læg dig hos ham, for at vi kan få Afkom ved vor Fader!" ³⁵ Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op. ³⁶ Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader; ³⁷ og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag. ³⁸ Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

20 Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar. ² Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig. ³ Men Gud kom til Abimelek i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Se, du skal dø for den Kvindes Skyld, som du har taget, thi hun er en anden Mands Hustru!" ⁴ Abimelek var imidlertid ikke kommet hende nær; og han sagde: "Herre, vil du virkelig.slå retfærdige Folk ihjel? ⁵ Har han ikke sagt mig, at hun er hans Søster? Og hun selv har også sagt, at han er hendes Broder; i mit Hjertes Troskyldighed og med rene Hænder har jeg gjort dette." ⁶ Da sagde Gud til ham i Drømmen: "Jeg ved, at du har gjort det i dit Hjertes Troskyldighed, og jeg har også hindret dig i at synde imod mig; derfor tilstedte jeg dig ikke at røre hende. ⁷ Men send nu Mandens Hustru tilbage, thi han er en Profet, så han kan gå i Forbøn for dig, og du kan blive i Live; men sender du hende ikke tilbage, så vid, at du og alle dine er dødsens!"

⁸ Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede. ⁹ Men Abimelek lod Abraham kalde og sagde til ham: "Hvad har du dog gjort imod os? Og hvad har jeg forbrudt imod dig, at du bragte denne store Synd over mig og mit Rige? Du har gjort imod mig, hvad man ikke bør gøre!" ¹⁰ Og Abimelek sagde til Abraham: "Hvad bragte dig til at handle således?" ¹¹ Abraham svarede: "Jo, jeg tænkte: Her er sikkert ingen Gudsfrygt på dette Sted, så de vil slå mig ihjel for min Hustrus Skyld. ¹² Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru. ¹³ Og da nu Gud lod mig flakke om fjernt fra min Faders Hus, sagde jeg til hende: Den Godhed må du vise mig, at du overalt, hvor vi kommer hen, siger, at jeg er din Broder." ¹⁴ Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham; ¹⁵ og Abimelek sagde til ham: "Se, mit Land ligger åbent for dig; slå dig ned, hvor du lyster!" ¹⁶ Men til Sara sagde han: "Jeg har givet din Broder 1000 Sekel Sølv, det skal være dig Godtgørelse for alt, hvad der er tilstødt dig. Hermed har du fået fuld Oprejsning." ¹⁷ Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn. ¹⁸ Herren havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.

21 Herren så til Sara, som han havde lovet, og Herren gjorde ved Sara, som han havde sagt, ² og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham. ³ Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak; ⁴ og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham. ⁵ Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham. ⁶ Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig." ⁷ Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

⁸ Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra. ⁹ Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak, ¹⁰ sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!" ¹¹ Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld; ¹² men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes; ¹³ men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!" ¹⁴ Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken, ¹⁵ og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene ¹⁶ og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt. ¹⁷ Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger; ¹⁸ rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!" ¹⁹ Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke. ²⁰ Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte. ²¹ Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.

²² Ved den Tid sagde Abimelek og hans Hærfører Pikol til Abraham: "Gud er med dig i alt, hvad du tager dig for; ²³ tilsværg mig derfor her ved Gud, at du aldrig vil være troløs mod mig eller mine Efterkommere, men at du vil handle lige så venligt mod mig og det Land, du gæster, som jeg har handlet mod dig!" ²⁴ Da svarede Abraham: "Jeg vil sværge!" ²⁵ Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig. ²⁶ Da svarede Abimelek: "Jeg ved intet om, hvem der har gjort det; hverken har du underrettet mig derom, ej heller har jeg hørt det før i Dag!" ²⁷ Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden. ²⁸ Men Abraham satte syv Lam til Side, ²⁹ og da Abimelek spurgte ham: "Hvad betyder de syv Lam, du der har sat til Side?" ³⁰ svarede han: "Jo, de syv Lam skal du modtage af min Hånd til Vidnesbyrd om, at jeg har gravet denne Brønd." ³¹ Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder; ³² og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land. ³³ Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der Herren den evige Guds Navn. ³⁴ Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

22 Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: "Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!" ² Da sagde han: "Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land.og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!" ³ Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham. ⁴ Da Abraham den tredje Dag så. op, fi1k han Øje på Stedet langt borte. ⁵ Så sagde Abraham til sine Drenge: "Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder." ⁶ Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen. ⁷ Da sagde Isak til sin Fader Abraham: "Fader!" Han svarede: "Ja. min Søn!" Da sagde han: "Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?" ⁸ Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!" Og så gik de to sammen. ⁹ Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet. ¹⁰ Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn. ¹¹ Da råbte Herrens Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!" ¹² Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!" ¹³ Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted. ¹⁴ Derfor kaldte Abraham dette Sted: Herren udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor Herren viser sig.

¹⁵ Men Herrens Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ¹⁶ "Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra Herren: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig, ¹⁷ så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse; ¹⁸ og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!" ¹⁹ Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

²⁰ Efter disse Begivenheder meldte man Abraham: "Også Milka har født din Broder Nakor Sønner: ²¹ Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader, ²² Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel; ²³ Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor, ²⁴ og desuden har hans Medhustru Re'uma født Teba, Gaham, Tahasj og Ma'aka."

23 Sara levede l27 År, så mange var Saras Leveår. ² Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende. ³ Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne: ⁴ "Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!" ⁵ Da svarede Hetiterne Abraham: ⁶ "Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde." ⁷ Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet, ⁸ og sagde til dem: "Hvis I samtykker i, at jeg jorder min døde og bringer hende bort fra mit Ansigt, så føj mig i at lægge et godt Ord ind for mig hos Efron, Zohars Søn, ⁹ så han giver mig sin Klippehule i Makpela ved Udkanten af sin Mark; for fuld Betaling skal han i eders Nærværelse give mig den til Gravsted!"

¹⁰ Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port: ¹¹ "Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!" ¹² Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet ¹³ og sagde til Efron i deres Påhør: "Om du blot - gid du dog vilde høre mig! Jeg giver dig, hvad Marken er værd; modtag det dog af mig, så jeg kan jorde min døde der." ¹⁴ Da sagde Efron til Abraham: ¹⁵ "Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!" ¹⁶ Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt. ¹⁷ Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken ¹⁸ over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port. ¹⁹ Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land. ²⁰ Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.

24 Abraham var blevet gammel og til Års, og Herren havde velsignet ham i alle Måder. ² Da sagde Abraham til sin Træl, sit Hus's ældste, som stod for hele hans Ejendom: "Læg din Hånd under min Lænd, ³ så jeg kan tage dig i Ed ved Herren, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor, ⁴ men drage til mit Land og min Hjemstavn og tage min Søn Isak en Hustru derfra!" ⁵ Da sagde Trællen: "Men hvis nu Pigen ikke vil følge mig her til Landet, skal jeg så bringe din Søn tilbage til det Land, du vandrede ud fra?" ⁶ Abraham svarede: "Vogt dig vel for at bringe min Søn tilbage dertil! ⁷ Herren, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra; ⁸ men hvis Pigen ikke vil følge dig, så er du løst fra Eden til mig; men i intet Tilfælde må du bringe min Søn tilbage dertil!" ⁹ Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

¹⁰ Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim. ¹¹ Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand; ¹² og han bad således: "Herre. du min Herre Abrahams Gud, lad det lykkes for mig i dag og vis Miskundhed mod min Herre Abraham! ¹³ Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand; ¹⁴ og siger jeg nu til en Pige: Hæld din Krukke og giv mig at drikke! og siger så hun: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! lad det da være hende, du har udset til din Tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at du har vist Miskundhed mod min Herre!"

¹⁵ Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen, ¹⁶ en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen. ¹⁷ Da ilede Trællen hen til hende og sagde: "Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!" ¹⁸ Hun svarede: "Drik, Herre!" og løftede straks Krukken ned på sin Hånd og lod ham drikke; ¹⁹ og da hun havde slukket hans Tørst, sagde hun: "Jeg vil også øse Vand til dine Kameler, til de har slukket deres Tørst." ²⁰ Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.

²¹ Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om Herren havde ladet hans Rejse lykkes eller ej; ²² og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme; ²³ og han sagde til hende: "Sig mig, hvis Datter du er! Er der Plads til os i din Faders Hus for Natten?" ²⁴ Hun svarede: "Jeg er Datter af Betuel, som Milka fødte Nakor;" ²⁵ og videre sagde hun: "Der er rigeligt både af Strå og Foder hos os og Plads til at overnatte " ²⁶ Da bøjede Manden sig og tilbad Herren, ²⁷ idet han sagde: "Lovet være Herren, min Herre Abrahams Gud. som ikke har unddraget min Herre sin Miskundhed og Trofasthed! Herren har ført mig på Vejen til min Herres Broders Hus." ²⁸ Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

²⁹ Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden; ³⁰ og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden; ³¹ og han sagde: "Kom, du Herrens velsignede, hvorfor står du herude? Jeg har ryddet op i Huset og gjort Plads til Kamelerne." ³² Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere. ³³ Men da der blev sat Mad for ham, sagde han: "Jeg vil intet nyde, før jeg har røgtet mit Ærinde!" De svarede: "Sig frem!"

³⁴ Så sagde han: "Jeg er Abrahams Træl. ³⁵ Herren har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler ³⁶ og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer. ³⁷ Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor; ³⁸ Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra! ³⁹ Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig? ⁴⁰ svarede han: Herren, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus; ⁴¹ i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig! ⁴² Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: Herre, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for! ⁴³ Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke! ⁴⁴ og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, Herren har udset til min Herres Søn! ⁴⁵ Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke! ⁴⁶ løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke. ⁴⁷ Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme; ⁴⁸ og jeg bøjede mig og tilbad Herren, og jeg lovede Herren, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn! ⁴⁹ Hvis I nu vil vise min Herre Godhed og Troskab, så sig mig det, og hvis ikke, så sig mig det. for at jeg kan have noget at rette mig efter!"

⁵⁰ Da sagde Laban og Betuel:"Denne Sag kommer fra Herren,. vi kan hverken gøre fra eller til! ⁵¹ Der står Rebekka foran dig, tag hende og drag bort, at hun kan: blive din Herres Søns Hustru, således som Herren har sagt!" ⁵² Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for Herren. ⁵³ Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver. ⁵⁴ Så spiste og drak han og hans Ledsagere og overnattede der. Da, de var stået op næste Morgen. sagde han: "Lad mig nu fare til. min Herre!" ⁵⁵ Men Rebekkas Broder og Moder svarede: "Lad dog Pigen blive hos os i nogen Tid, en halv Snes Dage eller så, siden kan du drage bort" ⁵⁶ Da sagde han til dem: "Ophold mig ikke, nu Herren har ladet min Rejse lykkes; lad mig fare! Jeg vil drage til min Herre!" ⁵⁷ De svarede; "Lad os kalde på. Pigen og spørge hende selv!" ⁵⁸ Og de kaldte på Rebekka og; spurgte hende: "Vil du drage med denne Mand?" Hun svarede: "Ja. jeg vil!" ⁵⁹ Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere; ⁶⁰ og de velsignede Rebekka og sagde: "Måtte du, vor Søster, blive til ti Tusind Tusinder, og måtte dit Afkom indtage dine Fjenders Porte!" ⁶¹ Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort. ⁶² Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet. ⁶³ Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig. ⁶⁴ Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen ⁶⁵ og spurgte Trællen: "Hvem er den Mand der, som kommer os i Møde på Marken?" Trællen svarede: "Det er min Herre!" Da tog hun sit Slør og tilhyllede sig. ⁶⁶ Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet. ⁶⁷ Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.

25 Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura; ² og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua. ³ Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne. ⁴ Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner. ⁵ Abraham gav Isak alt, hvad han ejede; ⁶ men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

⁷ De År, Abraham levede, udgjorde 175; ⁸ så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt. ⁹ Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre, ¹⁰ den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara. ¹¹ Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.

¹² Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham. ¹³ Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam, ¹⁴ Misjma, Duma, Massa, ¹⁵ Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma. ¹⁶ Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer. ¹⁷ Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt. ¹⁸ De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

¹⁹ Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak. ²⁰ Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru. ²¹ Men Isak bad til Herren for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig. ²² Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge Herren. ²³ Da svarede Herren hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!" ²⁴ Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv. ²⁵ Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau. ²⁶ Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes. ²⁷ Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt. ²⁸ Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken. ³⁰ Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom. ³¹ Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!" ³² Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!" ³³ Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob. ³⁴ Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

26 Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar. ² Og Herren åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det Land, jeg siger dig; ³ bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham; ⁴ og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, ⁵ fordi Abraham adlød mine Ord og holdt sig mine Forskrifter efterrettelig, mine Bud, Anordninger og Love." ⁶ Så blev Isak boende i Gerar.

⁷ Da nu Mændene der på Stedet forhørte sig om hans Hustru, sagde han: "Det er min Søster!" Thi han turde ikke sige, at hun var hans Hustru, af Frygt for at Mændene der på Stedet skulde slå ham ihjel for Rebekkas Skyld; thi hun var meget smuk. ⁸ Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak kærtegne sin Hustru Rebekka. ⁹ Så lod Abimelek Isak kalde og sagde: "Hun er jo din Hustru; hvor kunde du da sige, at hun er din Søster" Isak svarede: "Jo, jeg tænkte: Jeg vil ikke udsætte mig for at miste Livet for hendes Skyld." ¹⁰ Men Abimelek sagde: "Hvad er det dog, du har gjort imod os! Hvor let kunde det ikke være sket, at en af Folket havde ligget hos din Hustru, og så havde du bragt Skyld over os!" ¹¹ Så bød Abimelek alt Folket: "Hver den, der rører denne Mand eller hans Hustru, skal lide Døden."

¹² Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og Herren velsignede ham, ¹³ så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig, ¹⁴ og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge på ham. ¹⁵ Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord; ¹⁶ og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!" ¹⁷ Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.

¹⁸ Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem. ¹⁹ Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med rindende Vand; ²⁰ men Gerars Hyrder yppede Kiv med Isaks og sagde: "Dette Vand tilhører os!" Derfor kaldte han Brønden Esek, thi der stredes de med ham. ²¹ Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna. ²² Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de ikke yppede Kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har Herren skaffet os Plads, så vi kan blive talrige i Landet"

²³ Så drog han derfra til Be'ersjeba. ²⁴ Samme Nat åbenbarede Herren sig for ham og sagde: "Jeg er din Fader Abrahams Gud; frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt for min Tjener Abrahams, Skyld!" ²⁵ Da byggede Isak et Alter der og påkaldte Herrens Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.

²⁶ Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol. ²⁷ Isak sagde til dem: "Hvorfor kommer I til mig, når I dog hader mig og har jaget mig bort fra eder?" ²⁸ Men de svarede: "Vi ser tydeligt, at Herren er med dig, derfor har vi tænkt: Lad der blive et Edsforbund mellem os og dig, og lad os slutte en Pagt med dig, ²⁹ at du ikke vil gøre os noget ondt, ligesom vi ikke har voldet dig Men, men kun handlet vel imod dig og ladet dig fare i Fred; du er og bliver jo Herrens velsignede!" ³⁰ Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak. ³¹ Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred. ³² Samme Dag kom Isaks Trælle og bragte ham Melding om den Brønd, de havde gravet, og sagde: "Vi har fundet Vand!" ³³ Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba.

³⁴ Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte. ³⁵ Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.

27 Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, så han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!" ² Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer ³ tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt; ⁴ lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"

⁵ Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader, ⁶ sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau: ⁷ Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for Herrens Åsyn før min Død. ⁸ Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig: ⁹ Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag; ¹⁰ bring så den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!" ¹¹ Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er håret, jeg derimod glat; ¹² sæt nu, at min Fader føler på mig, så står jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!" ¹³ Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg på mig, min Søn, adlyd mig blot og gå hen og hent mig dem!" ¹⁴ Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag. ¹⁵ Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på; ¹⁶ Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals, ¹⁷ og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

¹⁸ Så bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?" ¹⁹ Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!" ²⁰ Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du så hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, Herren din Gud sendte mig det i Møde!" ²¹ Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, så jeg kan føle på dig, om du er min Søn Esau eller ej!" ²² Da trådte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt på ham sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!" ²³ Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham. ²⁴ Og han sagde: "Du er altså virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!" ²⁵ Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Så bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak. ²⁶ Derpå sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!" ²⁷ Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Så velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, Herren har velsignet! ²⁸ Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod! ²⁹ Måtte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"

³⁰ Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten; ³¹ også han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!" ³² Så sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!" ³³ Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!" ³⁴ Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog også mig, Fader!" ³⁵ Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!" ³⁶ Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han også taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?" ³⁷ Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Horn og Most. har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?" ³⁸ Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign også mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og græd. ³⁹ Så tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra; ⁴⁰ af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men når du samler din Kraft, skal du sprænge hans Åg af din Hals!"

⁴¹ Men Esau pønsede på ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, så vil jeg slå min Broder Jakob ihjel!" ⁴² Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig på dig og slå dig ihjel; ⁴³ adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan ⁴⁴ og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig, ⁴⁵ til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; så skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge på een Dag!"

⁴⁶ Men Rebekka sagde til Isak: "Jeg er led ved Livet for Hets Døtres Skyld; hvis Jakob tager sig sådan en hetitisk Kvinde, en af Landets Døtre, til Hustru, hvad skal jeg da med Livet!"

28 Da kaldte Isak Jakob til sig og velsignede ham, idet han bød ham: "Du må ikke tage dig en Hustru blandt Kana'ans Døtre. ² Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru! ³ Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal. ⁴ Han give dig og dit Afkom med dig Abrahams Velsignelse, så du får din Udlændigheds Land i Eje, det,Gud skænkede Abraham!" ⁵ Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.

⁶ Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre, ⁷ og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram. ⁸ Da skønnede Esau, at Kana'aos Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag, ⁹ og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.

¹⁰ Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til. ¹¹ På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der. ¹² Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den; ¹³ og Herren stod foran ham og sagde: "Jeg er Herren, din Fader Abrahams og Isaks Gud! Det Land, du hviler på, giver jeg dig og dit Afkom; ¹⁴ dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes; ¹⁵ se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går og føre dig tilbage til dette Land; thi jeg vil ikke forlade dig, men opfylde alt, hvad jeg har lovet dig!" ¹⁶ Da Jakob vågnede af sin Søvn, sagde han: "Sandelig, Herren er på dette Sted, og jeg vidste det ikke!" ¹⁷ Og han blev angst og sagde: "Hvor forfærdeligt er dog dette Sted! Visselig, her er Guds Hus, her er Himmelens Port!" ¹⁸ Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den. ¹⁹ Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.