Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Bible in 90 Days

An intensive Bible reading plan that walks through the entire Bible in 90 days.
Duration: 88 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
4 Mosebog 21:8-32:19

og Herren sagde Moses: „Lav en slange af kobber[a] og hæng den op på en stang—så skal alle, som ser hen på den, leve, selvom de er blevet bidt af giftslangerne.”

Så lavede Moses en kobberslange og satte den op på en stang. Og alle, som så hen på den, når de var blevet bidt af en slange, reddede livet.

Rejsen fortsætter uden om Edom gennem Moab

10 Derefter rejste Israels folk videre og slog lejr ved Obot. 11 Fra Obot tog de til Ijje-ha-Abarim i ørkenen umiddelbart øst for Moab, 12 og videre til Zereddalen, hvor de igen slog lejr. 13 Fra Zereddalen rejste de videre mod nord til det øde område på den anden side af Arnonfloden ved grænsen til amoritternes land. Arnonfloden danner grænse mellem moabitterne og amoritterne. 14 „Bogen om Herrens krige” nævner byen Vaheb med dens bække i Sufaområdet i Arnonflodens kløft, 15 som strækker sig langs grænsen til Moab helt til byen Ar.

16 Derfra rejste israelitterne til Be’er.[b] Det var ved dette vandsted, at Herren sagde til Moses: „Kald folket sammen, så vil jeg give dem vand.” 17-18 Episoden står beskrevet i følgende sang:

„Du ældgamle brønd, hvor kilden fremsprang,
    vi viser vor glæde ved at synge en sang.
Denne brønd lod stormænd grave,
    fyrster med scepter og herskerstave.”

Så forlod de ørkenen og fortsatte gennem Mattana, 19 Nahaliel og Bamot 20 og videre gennem dalen i Moabs højland, hvorfra man kan se ørkenen og Pisgas bjergtinder længere borte.

Israelitterne besejrer kong Sihon og Kong Og

21 Da sendte Israel følgende budskab til amoritterkongen Sihon: 22 „Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land. Vi lover, at vi ikke vil nedtrampe jeres marker og vingårde eller drikke jeres vand, men holde os på Kongevejen, så længe vi er i jeres land.”

23 Men kong Sihon gav dem ikke lov. I stedet samlede han sin hær og rykkede ud mod israelitterne i ørkenen. Ved Jahatz mødtes de to hære, 24 og Israel huggede amoritterne ned. Derefter besatte de området fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden mod nord og ud til ammonitternes område mod øst, men ikke længere, for ammonitternes grænse var stærkt befæstet.

25-26 Israelitterne indtog således amoritternes byer, og de slog sig ned i disse byer, også i Heshbon, kong Sihons residensby, og i området op til Arnonfloden, der tidligere havde tilhørt moabitterne, men som kong Sihon havde erobret. 27-30 Den gamle digter udtrykker det sådan:

„Kom til Heshbon, Sihons by
    som nu bygges op på ny.
Ild fór ud fra Heshbon,
    flammer skød frem fra Sihon.
Moabs byer gik op i røg,
    Arnons fjelde, hver en høj.
Moabitter, nu er det forbi
    med jeres Kemosh-afguderi.
Han sendte jo jer alle på flugt,
    kvinder blev fanger—åh, hvor smukt!
Men vi erobred’ Heshbon,
    indtog landet op til Dibon.
Vi dræbte dem helt til Nofa
    som ligger tæt ved Medeba.”

31-32 Mens Israels folk opholdt sig i amoritternes land, sendte Moses nogle spioner ud for at undersøge, hvordan han lettest kunne indtage byen Jazer. Derefter angreb de byen og de omkringliggende landsbyer, og amoritterne måtte flygte.

33 Derefter satte de kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod dem ved byen Edrei. 34 Men Herren sagde til Moses: „Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hans land til dig. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.” 35 Og ganske rigtigt: Israelitterne sejrede og dræbte kong Og, hans sønner og hans hær, så der ikke var en eneste overlevende tilbage. Således lykkedes det israelitterne at erobre hele området.

Moabs konge søger hjælp fra Bileam

22 Israelitterne brød op fra Bashan og tog sydpå igen. Da de nåede Moabs højslette øst for Jordanfloden over for Jeriko, slog de lejr der. 2-4 På det tidspunkt var Balak, en søn af Zippor, konge over Moab. Da han blev klar over, hvor talrige israelitterne var, og hvordan de havde udryddet amoritterne, blev både han og hans folk skrækslagne. Balak klagede sin nød til midjanitternes ledere: „Denne enorme menneskemængde vil gøre det fuldstændig af med os, som når en stor flok køer spiser græsset på marken rub og stub.”

5-6 Derpå sendte Balak bud til Bileam, Beors søn, der boede i Petor[c] ved Eufratfloden, og bad ham komme og hjælpe. „Jeg er ved at blive rendt over ende af et mægtigt folk, der kommer fra Egypten,” forklarede han. „Skynd dig! Kom og forband dette folk, så jeg kan få held til at jage dem ud af landet. Jeg ved jo, at den du velsigner, er velsignet, og at den, du forbander, er forbandet.”

Kong Balaks sendebud, nogle af de mest betroede moabitiske og midjanitiske ledere, havde penge med for at betale Bileam for hans tjeneste. Da de nåede frem, satte de straks Bileam ind i situationen. „Bliv her i nat,” sagde Bileam, „så skal jeg i morgen fortælle jer, hvad Herren til den tid har sagt til mig.” Så blev de der natten over.

Samme nat viste Gud sig for Bileam og spurgte: „Hvem er de mænd, der er hos dig?” 10 „De kommer fra kong Balak af Moab,” svarede han. 11 „Kongen siger, at et mægtigt folk fra Egypten er på vej mod hans land, og han har bedt mig komme og forbande dem, så han kan få held til at besejre dem.” 12 „Følg ikke med dem,” sagde Gud. „Du må ikke forbande dem, for jeg har velsignet dem.”

13 Næste morgen sagde Bileam til sendebudene: „I må hellere vende hjem, for Herren siger, at jeg ikke må følge med jer.”

14 Sendebudene vendte så tilbage til kong Balak med uforrettet sag. 15 Men Balak gav ikke op. Han sendte endnu flere af sine mest betroede ledere af sted. 16-17 Da de nåede frem, sagde de: „Kong Balak beder dig inderligt om at komme. Han lover dig store æresbevisninger og en god betaling. Ja, han vil give dig hvad som helst, du forlanger—bare du vil komme og forbande disse mennesker.” 18 Men Bileam svarede: „Om han så giver mig et helt palads fuldt af guld og sølv, har jeg ikke magt til at handle imod Herren min Guds vilje. 19 Men bliv her i nat—så skal jeg finde ud af, om Herren har noget at tilføje til det, han allerede har sagt.” 20 Samme nat sagde Gud til Bileam: „Når du er så opsat på at følge med disse mænd, så gør det bare—men du må ikke gøre andet end det, jeg siger til dig.”

21 Næste morgen sadlede Bileam sit æsel og fulgte med sendebudene tilbage. 22 Men Gud var vred over, at Bileam var så forhippet på at tage af sted—og derfor sendte han en engel i forvejen for at blokere vejen. Da Bileam og hans to tjenere nu kom ridende, 23 fik Bileams æsel pludselig øje på Herrens engel, der stod på vejen med draget sværd. Æslet drejede straks fra vejen og gik ind over marken, men Bileam slog æslet og tvang det tilbage på vejen. 24 Så stillede Herrens engel sig længere fremme på et sted, hvor vejen løb mellem to vingårdsmure. 25 Da æslet så englen, der blokerede vejen, prøvede det at klemme sig forbi langs muren, og Bileams ene fod kom i klemme. Endnu en gang slog han på æslet. 26 Herrens engel stillede sig nu længere fremme på vejen på et sted, der var så snævert, at æslet umuligt kunne komme uden om englen. 27 Så lagde æslet sig ned på vejen.

Nu blev Bileam rasende. Han slog æslet værre end før, 28 men i det samme gav Herren æslet mund og mæle. „Hvad har jeg gjort, siden du nu har slået mig tre gange?” sagde æslet. 29 „Du har gjort mig til grin,” hvæsede Bileam. „Hvis jeg havde haft mit sværd med mig, havde jeg slået dig ihjel på stedet.” 30 „Du kender min trofasthed,” fortsatte æslet. „Har jeg før været ulydig imod dig?” „Nej,” indrømmede Bileam.

31 I det samme åbnede Herren Bileams øjne, så han fik øje på englen, der stod med draget sværd på vejen. Da kastede Bileam sig til jorden. 32 „Hvorfor slog du dit eget æsel så voldsomt?” spurgte englen. „Det var jo mig, der stod i vejen for at standse dig, fordi du var mere opsat på at gøre din egen vilje end Guds vilje. 33 Tre gange så æslet mig og veg tilbage. Det blev din redning, for var det ikke sket, havde jeg for længst slået dig ihjel og ladet æslet leve.”

34 Da indrømmede Bileam: „Jeg har syndet. Jeg vidste ikke, at det var dig, der forsøgte at standse mig. Jeg vil straks vende om, hvis jeg har handlet forkert.” 35 Herrens engel svarede: „Følg bare med mændene, men du må kun sige det, jeg giver dig lov til at sige.” Så fortsatte Bileam rejsen.

36 Da kong Balak fik at vide, at Bileam var på vej, forlod han byen og gik ham i møde ved landegrænsen langs Arnonfloden. 37 „Hvorfor kom du ikke med det samme, da jeg sendte bud efter dig?” spurgte han Bileam. „Tror du ikke, jeg har råd til at belønne dig rigeligt?” 38 „Nu er jeg her,” svarede Bileam. „Men jeg kan ikke sige andet end det, Gud giver mig lov at sige.” 39 Så fulgte Bileam med kongen til Kirjat-Hutzot, 40 hvor kong Balak ofrede køer og får og gav noget af kødet til Bileam og hans ledsagere. 41 Næste morgen førte Balak så Bileam op på toppen af Bamot-Ba’al, hvorfra de kunne se ud over hele[d] det israelitiske folk.

Bileam velsigner israelitterne

23 Da sagde Bileam til kongen: „Byg syv altre her og bring mig syv tyre og syv væddere.” Balak adlød, hvorefter de i fællesskab ofrede en tyr og en vædder på hvert af de syv altre.

Bileam sagde nu til kongen: „Bliv stående her ved dine brændofre, så vil jeg gå hen og prøve at få Herren i tale. Bagefter skal jeg fortælle dig, hvad Herren siger.” Så gik han op på en nøgen klippetop, og Herren mødte ham dér. Bileam sagde til Herren: „Jeg har bygget syv altre og ofret en tyr og en vædder på hvert alter.” Da gav Herren Bileam et budskab til kong Balak.

Så vendte Bileam tilbage til kongen, der stod ved sine brændofre sammen med de moabitiske ledere. Det budskab, Herren havde givet ham, lød som følger:

„Fra Aram lod Balak mig hente,
    han sendte bud fra østlandets bjerge:
‚Kom og forband Jakob,
    nedkald Guds vrede over Israel.’
Kan jeg mon forbande, når Gud ikke vil,
    nedkalde vrede, uden at Herren er vred?
Jeg ser dem fra min udkigspost,
    fra bjergene skuer mit øje dem:
De er et udvalgt folk,
    udskilt fra andre nationer.
10 Jakobs slægt kan ikke tælles,
    Israels folk er som sand på stranden.
Det er et gudfrygtigt folk,
    gid jeg må leve og dø som dem.”

11 „Hvad i alverden er det, du siger?” udbrød kong Balak. „Bad jeg dig ikke om at forbande mine fjender? Hvorfor velsigner du dem så i stedet for?”

12 Bileam svarede: „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?”

13 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et andet sted, hvor vi kun kan se en mindre del af folket. Dem kan du i det mindste forbande for mig.” 14 Så førte Balak ham op til udkigsstedet på toppen af Pisgas bjerg. Her byggede han igen syv altre og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

15 Derefter sagde Bileam til kongen: „Bliv stående her ved dit brændoffer, mens jeg går hen og prøver at få Herren i tale.” 16 Da talte Herren til Bileam og gav ham et budskab til Balak, 17 hvorpå Bileam vendte tilbage til kongen og de moabitiske ledere, der stod rundt om altrene.

„Nå, hvad sagde Herren så?” spurgte kongen ivrigt. 18 Bileam svarede:

„Hør godt efter, kong Balak,
    spids dine ører, Zippors søn.
19 Gud er ikke som mennesker, der lyver,
    han skifter ikke mening, som vi gør.
Når han siger noget, så gør han det.
    Han holder, hvad han lover.
20 Når han har befalet at velsigne,
    kan jeg ikke andet end velsigne.
21 I Jakobs lejr lider man ingen nød,
    ingen ulykke rammer Israels folk.
For Herren, deres Gud, er med dem,
    de hylder ham som deres konge.
22 Gud førte dem ud af Egypten,
    han gav dem styrke som en vildokse.
23 Forbandelser preller af på Jakob,
    trolddom har ingen magt over Israel.
Nu siger folkeslagene om Israel:
    ‚Se, hvad Gud har gjort for sit folk.’
24 Det er et folk, der rejser sig som en løve,
    som en hanløve, der jager sit bytte.
De hviler sig først, efter at de har spist,
    og når de har drukket de dræbtes blod.”

25 Da udbrød kong Balak: „Hvis du ikke vil forbande dem, så kunne du i det mindste lade være med at velsigne dem.” 26 „Kan jeg gøre andet end at gentage, hvad Herren har sagt til mig?” svarede Bileam. 27 „Nuvel,” sagde Balak, „følg med hen til et tredje sted. Måske Gud går med til, at du forbander dem fra det sted.”

28 Så førte kong Balak ham op på toppen af Peors bjerg, hvorfra de kunne se ud over ørkenen, 29 og Bileam opfordrede igen kongen til at bygge syv altre og tilberede syv tyre og syv væddere som brændofre. 30 Kongen adlød Bileam og ofrede en tyr og en vædder på hvert alter.

Bileams sidste budskaber

24 Nu stod det klart for Bileam, at Herren ønskede at velsigne Israel. Derfor gik han ikke afsides som før for at få Herren i tale. I stedet kastede han et blik ud over ørkenen, hvor folket havde slået lejr stamme for stamme. Da kom Guds Ånd over ham, og han kom med følgende budskab:

„Således siger Bileam, Beors søn,
    manden, der ser med lukkede øjne,
manden, som hører Guds stemme,
    kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
    hensunket med sit indre øje vidt åbent:
Hvor er dine telte smukke, Israel,
    dine boliger er skønne at se på.
Som frodige planter i en frugtbar dal,
    som velvandede haver ved flodens bred,
som agaver, plantet af Herren selv,
    som cedertræer, plantet ved vandløb.
Vand har de i overflod,
    rigeligt til at vande deres korn.
Deres konge er mægtigere end Agag,
    hans kongerige uden sidestykke.
Gud førte dem ud af Egypten,
    han gav dem styrke som vildoksen.
De opæder de folk, som står dem i vejen,
    skyder dem med pile, knuser deres knogler.
Som en sejrende løve lægger de sig til ro.
    Hvem vover at vække deres vrede?
Velsignet er den, der velsigner dig.
    Forbandet er den, der forbander dig.”

10 Kong Balak blev nu så rasende på Bileam, at han knyttede næverne og skreg: „Jeg sendte bud efter dig, for at du skulle forbande mine fjender, og i stedet har du nu velsignet dem tre gange! 11 Nu kan det være nok! Forsvind med dig. Rejs hjem til dit eget land. Jeg havde tænkt at lønne dig rigeligt, men det har Herren nu forhindret.”

12 Bileam svarede: „Jeg fortalte for længst dine sendebud, 13 at om du så gav mig et helt palads fuldt af guld og sølv, kunne jeg ikke modsætte mig Herrens vilje eller lave om på den. Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke kunne sige andet end det, Herren gav mig at sige. 14 Ja, nu vil jeg vende hjem til mit folk, men først vil jeg lade dig vide, hvad dette folk skal gøre ved dit folk i tiden, der kommer.”

15 Og Bileam fremkom med følgende profeti:

„Således siger Bileam, Beors søn,
    manden, der ser med lukkede øjne,
16 manden, som hører Guds stemme,
    og kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
    hensunket med sit indre øje vidt åbent:
17 Jeg ser ham komme—dog ikke endnu.
    Jeg skuer ham i det fjerne.
En stjerne stiger op fra Jakob,
    en konge fremstår fra Israel.
Han knuser begge Moabs flanker,
    tilintetgør alle Sets sønner.
18 Edom bliver underlagt Israel,
    Seirs land bliver dets ejendom.
Israel skal vokse sig stærk,
    Guds folk skal kue sine fjender.
19 En hersker skal fremstå fra Jakob,
    han udrydder de overlevende i byen.”

20 Da vendte Bileam sig mod amalekitternes land og fortsatte:

„Først var amalekitterne en stormagt,
    men de går undergangen i møde til sidst.”

21 Derefter vendte han sig i retning af kenitternes land og sagde:

„Du stoler på din stærke borg,
    din rede er bygget på bjergets top.
22 Men jeres land bliver ødelagt,
    når assyrerne fører jer bort i eksil.”

23 Bileams sidste budskab lød:

„Hvem kan bestå, når Gud sender sin hær?
24     Skibe skal komme fra grækernes[e] kyst,
de kuer både assyrerne og hebræerne.[f]
    Men derefter går de selv til grunde.”

25 Så skiltes Bileam og kong Balak og drog hver til sit.

Israelitternes utroskab

25 Mens israelitterne lå i lejr i Shittim,[g] syndede nogle af de unge mænd ved at ligge med moabitiske piger. Det skete ved, at pigerne inviterede dem med til de fester, de holdt for deres afguder, og det førte til, at mændene ikke bare spiste afgudsofferkød, men deltog åbenlyst i afgudsdyrkelsen med dertil hørende utugt.

Inden længe begyndte mange af israelitterne at dyrke moabitternes gud, Ba’al-Peor. Da sendte Herren i sin vrede en plage over folket, og han sagde til Moses: „Kald folkets ledere sammen og lad alle de ansvarlige blive henrettet og hængt op i solen foran mit telt, så min vrede ikke skal udslette hele folket.” Så gav Moses folkets ledere følgende besked: „De af jeres folk, der er begyndt at dyrke Ba’al-Peor, skal I henrette.”

En af de israelitiske mænd var fræk nok til at tage en af de midjanitiske piger med ind i sit telt nær ved midten af lejren, hvor Moses og folket stod grædende og sørgede foran indgangen til åbenbaringsteltet. En ung mand ved navn Pinehas, søn af ypperstepræsten Eleazar, opdagede det, sprang op, greb et spyd og fulgte efter dem ind i teltet, hvor han jog spyddet gennem mandens krop og ind i pigens mave. Da standsede plagen, som indtil da havde kostet 24.000 mennesker livet.

10 Herren sagde nu til Moses: 11 „Du kan takke Pinehas for at plagen standsede, for han forstod min harme og afværgede, at min vrede gjorde yderligere indhug iblandt jer. 12-13 Fordi han handlede i nidkærhed for Gud, og fordi han derved skaffede soning for Israels folk, lover jeg ham og hans efterkommere, at de altid skal være mine præster.”

14 Den mand, som blev dræbt sammen med den midjanitiske pige, hed Zimri. Han var søn af Salu, som var en af lederne i Simeons stamme. 15 Pigens navn var Kozbi. Hun var datter af en midjanitisk fyrste ved navn Zur.

16-17 „Du skal udrydde midjanitterne,” sagde Herren til Moses, 18 „for de forførte jer ved at lokke jer bort fra mig og få jer til at dyrke deres afguder i stedet. Det, der skete med Kozbi, som døde den dag, plagen brød løs på grund af Ba’al-Peor, er et eksempel på, hvad der vil ske med hele det midjanitiske folk.”

Moses afholder en ny folketælling

19 Efter at plagen var standset, 26 sagde Herren til Moses og præsten Eleazar, Arons søn: „Lav en optælling over samtlige israelitiske mænd over 20 år, så I ved, hvor mange våbenføre mænd hver enkelt stamme og slægt kan bidrage med.” 3-4 Så optalte Moses og Eleazar folket, mens de lå i lejr på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Her følger resultatet af denne anden mønstring, stamme for stamme, slægt for slægt:

Først Rubens stamme (Ruben var jo Jakobs førstefødte søn): Stammen bestod af følgende slægter, opkaldt efter Rubens sønner: hanokitterne opkaldt efter Hanok; palluitterne opkaldt efter Pallu; hesronitterne opkaldt efter Hesron; karmitterne opkaldt efter Karmi. Fra Rubens slægter mønstredes der 43.730 våbenføre mænd.

Eliab, der var søn af Pallu, havde tre sønner: Nemuel, Datan og Abiram. Det var Datan og Abiram, der sammen med Kora gjorde oprør imod Moses og Aron—ja, imod Herren selv. 10 Derfor åbnede jorden sit gab og opslugte dem, så de sammen med de 250 mænd, der blev brændt op af Herrens ild, blev til skræk og advarsel for hele folket. 11 Koras slægt uddøde dog ikke.

12 Dernæst Simeons stamme, som bestod af følgende slægter, opkaldt efter Simeons sønner: nemuelitterne opkaldt efter Nemuel; jaminitterne opkaldt efter Jamin; jakinitterne opkaldt efter Jakin; 13 zerahitterne opkaldt efter Zerach; shaulitterne opkaldt efter Shaul. 14 Fra Simeons slægter mønstredes i alt 22.200 mand.

15 Gads stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Gads sønner: zefonitterne opkaldt efter Zefon; haggitterne opkaldt efter Haggi; shunitterne opkaldt efter Shuni; 16 oznitterne opkaldt efter Ozni; eritterne opkaldt efter Eri; 17 aroditterne opkaldt efter Arod; arelitterne opkaldt efter Areli. 18 Fra Gads slægter i alt 40.500 mand.

19 Dernæst Judas stamme: Judas sønner Er og Onan, der døde i Kana’an, er ikke medregnet. 20 Stammens slægter er opkaldt efter Judas øvrige sønner: shelanitterne opkaldt efter Shela; peretzitterne opkaldt efter Peretz; zerahitterne opkaldt efter Zerach. 21 Peretzitterne var yderligere opdelt i hesronitterne, opkaldt efter Hesron, og hamulitterne, opkaldt efter Hamul, begge sønner af Peretz. 22 Fra Judas slægter i alt 76.500 mand.

23 Issakars stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Issakars sønner: tolaitterne opkaldt efter Tola; punitterne opkaldt efter Pua; 24 jashubitterne opkaldt efter Jashub; shimronitterne opkaldt efter Shimron. 25 Fra Issakars slægter i alt 64.300 mand.

26 Zebulons stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Zebulons sønner: sereditterne opkaldt efter Sered; elonitterne opkaldt efter Elon; jale’elitterne opkaldt efter Jale’el. 27 Fra Zebulons slægter i alt 60.500 mand.

28 To stammer udsprang fra Josefs to sønner: Manasse og Efraim. 29 Manasses stamme bestod af makiritterne, opkaldt efter Manasses søn Makir, og gileaditterne, opkaldt efter Makirs søn Gilead. 30 Gileaditterne var opdelt i følgende slægter: iezritterne opkaldt efter Iezer; helekitterne opkaldt efter Helek; 31 asrielitterne opkaldt efter Asriel; shekemitterne opkaldt efter Shekem; 32 shemidaitterne opkaldt efter Shemida; heferitterne opkaldt efter Hefer. 33 Hefers søn Zelofhad havde ingen sønner, men fem døtre ved navn Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirtza. 34 Fra Manasses slægter var der i alt 52.700 mand.

35 Efraims stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Efraims sønner: shutelaitterne opkaldt efter Shutela; bekeritterne opkaldt efter Beker; tahanitterne opkaldt efter Tahan. 36 Shutela fik sønnen Eran, hvorfra eranitterne stammer. 37 Fra Efraims slægter var der i alt 32.500 mand.

38 Benjamins stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Benjamins sønner: belaitterne opkaldt efter Bela; ashbelitterne opkaldt efter Ashbel; ahiramitterne opkaldt efter Ahiram; 39 shufamitterne opkaldt efter Shufam; hufamitterne opkaldt efter Hufam. 40 Bela fik sønnerne Ard og Na’aman, hvorfra arditterne og na’amitterne stammer. 41 Fra Benjamins slægter var der i alt 45.600 mand.

42-43 Dans stamme bestod af shuhamitterne, opkaldt efter Shuham,[h] Dans søn. Fra Dans stamme var der 64.400 mand.

44 Ashers stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Ashers sønner: jimnitterne opkaldt efter Jimna; jishvitterne opkaldt efter Jishvi; beriaitterne opkaldt efter Beria. 45 Følgende slægter stammer fra Berias sønner Heber og Malkiel: heberitterne og malkielitterne. 46 Asher havde en datter ved navn Sera. 47 Fra Ashers slægter var der i alt 53.400 mand.

48 Naftalis stamme bestod af følgende slægter, opkaldt efter Naftalis sønner: jahtze’elitterne opkaldt efter Jahtze’el; gunitterne opkaldt efter Guni; 49 jetzeritterne opkaldt efter Jetzer; shillemitterne opkaldt efter Shillem. 50 Fra Naftalis slægter i alt 45.400 mand.

51 Det samlede antal våbenføre israelitiske mænd over 20 år var altså 601.730.

52-54 Derefter sagde Herren til Moses: „Du skal fordele landet mellem stammerne i forhold til stammernes størrelse, således at de store stammer vil få et stort landområde, og de mindre stammer vil få et mindre landområde. 55 Der skal kastes lod om rækkefølgen af fordelingen mellem stammerne. 56 Nogle vil få et stort område, andre et mindre område, alt sammen ved lodkastning.”

57 Levis stamme bestod af følgende slægter: gershonitterne opkaldt efter Gershon; kehatitterne opkaldt efter Kehat; meraritterne opkaldt efter Merari. 58-59 Under dem hørte følgende slægter: libnitterne, hebronitterne, mahlitterne, mushitterne og koraitterne.

En af Kehats efterkommere hed Amram, som i Egypten blev gift med Jokebed af Levis stamme, hvorefter hun fødte Aron, Moses og Mirjam. 60 Aron fik sønnerne Nadab, Abihu, Eleazar og Itamar. 61 Nadab og Abihu døde, fordi de bragte et røgelsesoffer, der var i modstrid med Herrens befalinger.

62 Det samlede antal levitter af hankøn fra en måned og opefter var 23.000. Levitterne blev imidlertid ikke regnet med i folketællingen, for de fik ikke arvelod i landet sammen med de øvrige stammer.

63 Det var så resultatet af den folketælling, som Moses og præsten Eleazar holdt på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. 64-65 Ikke en eneste af alle disse mennesker var med i den første folketælling, som Moses og præsten Aron havde foretaget i Sinaiørkenen; alle, der havde været med i den første optælling, var døde i mellemtiden, sådan som Herren havde sagt: „De skal alle dø i ørkenen.” De eneste, der var tilbage fra dengang, var Kaleb og Josva.

27 1-2 En dag, hvor israelitterne og deres ledere var forsamlet ved åbenbaringsteltets indgang, kom Zelofhads døtre med en forespørgsel til Moses, Eleazar, og stammelederne. Disse fem søstre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirtza, og de hørte til Manasses, Josefs søns, stamme. Deres far, Zelofhad, var fra heferitternes slægt. Hefer var søn af Gilead, som var søn af Makir, en af Manasses sønner.

„Vores far døde i ørkenen,” sagde de, „men han var ikke iblandt dem, der sammen med Kora gjorde oprør imod Herren. Han døde en naturlig død, men uden at efterlade sig nogen sønner. Kan det være rigtigt, at vores fars navn skal gå i glemmebogen, bare fordi han ikke opnåede at få nogen sønner? Bør vi døtre ikke få tildelt et jordstykke på lige fod med vores fars brødre?”

Moses gik til Herren for at få klarhed i denne sag, og Herren sagde til ham:

„Zelofhads døtre har ret. De bør få tildelt jord på lige fod med deres farbrødre. Giv dem det jordstykke, deres far ville have fået, hvis han stadig havde været i live. Sig til israelitterne: Hvis en mand dør uden at efterlade sig nogen sønner, skal hans døtre overtage faderens jord. Hvis han slet ingen børn har, tilfalder jorden hans brødre. 10 Hvis han ikke har nogen brødre, tilfalder jorden hans farbrødre, 11 og hvis han heller ikke har nogen farbrødre, skal den overdrages til nærmeste slægtning.”

Josva indsættes som folkets leder efter Moses

12 En dag sagde Herren til Moses: „Gå op på Abarimbjerget og se over på den anden side af Jordanfloden ind i det land, jeg har lovet at give til Israels folk. 13 Efter at du har set ind i landet, er tiden kommet til, at du skal dø, ligesom Aron allerede er død. 14 I var jo ulydige imod mig i Zins ørken, dengang folket gjorde oprør. I skaffede folket vand, men gav ikke mig æren for det.” Hermed refererede Herren til episoden ved Meriba i Kadesh i Zins ørken.

15 Da sagde Moses til Herren: 16 „Herre, du som er livets ophav, jeg beder dig om først at udvælge en ny leder for folket, 17 en mand, som kan være deres anfører i krigene og gå foran dem, hvor de end drager hen, så dit folk ikke skal være som en flok får uden hyrde.”

18-20 Herren svarede: „Gå hen og hent Josva, Nuns søn. Han er en mand af den rette støbning. Ham skal du tage med hen til præsten Eleazar, og i folkets påsyn skal du lægge hænderne på ham og dermed indsætte ham som leder for dem, så de herefter skal adlyde ham. 21 Han skal søge råd hos præsten Eleazar, og Eleazar skal ved hjælp af Urim rådspørge mig. Så vil jeg give Eleazar svar, hvorefter han skal give svaret videre til Josva. På den måde vil jeg lede dem.”

22 Moses adlød Herren og førte Josva til præsten Eleazar, og i folkets påsyn 23 lagde Moses sine hænder på ham og indviede ham til den ledertjeneste, som Herren havde udvalgt ham til.

De daglige ofre

28 Herren sagde til Moses: „Indskærp over for israelitterne, at de skal bringe de forskellige ofre på de fastsatte tidspunkter. Jeg glæder mig over røgen fra disse ofre.

Det daglige brændoffer består af to etårs vædderlam uden skavanker. Det ene lam skal ofres om morgenen og det andet lige før solnedgang. Sammen med hvert lam skal der ofres et afgrødeoffer bestående af to liter fintmalet mel blandet med en liter olivenolie. Det er det daglige offer, som blev indstiftet på Sinaibjerget, et brændoffer med en liflig duft for Herren. Desuden skal I sammen med hvert lam ofre et drikoffer på en liter øl. Drikofferet skal udgydes for Herren i helligdommen. Om aftenen skal I ofre det andet lam med et tilsvarende afgrødeoffer og drikoffer. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren.

Sabbatsofferet

9-10 På sabbatsdagen skal der i tilknytning til de daglige morgen- og aftenbrændofre med tilhørende drikofre bringes et ekstra brændoffer på to etårs vædderlam uden skavanker. Det skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel blandet med olivenolie med tilhørende drikoffer.

Det månedlige offer

11 På den første dag i hver måned skal I ofre et særligt brændoffer til Herren bestående af to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. 12 Sammen med hvert dyr skal I ofre et afgrødeoffer: seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder, 13 og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam.[i] Dette er et lifligt brændoffer for Herren. 14 Hvert offer skal ledsages af et drikoffer bestående af to liter vin for hver tyr, godt en liter vin for hver vædder og knap en liter vin for hvert lam. Dette brændoffer skal I bringe Herren på den første dag i måneden hele året igennem. 15 Desuden skal I ofre en gedebuk som syndoffer for Herren. Alt dette er ud over det daglige brændoffer og drikoffer.

Påskeofferet

16 Den 14. dag i den første måned skal I fejre påskehøjtid til ære for Herren. 17 Den følgende dag begynder den ugelange fest, og i det tidsrum må I under ingen omstændigheder spise brød, der er bagt med surdej. 18 På festens første dag skal I hvile fra jeres daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. 19 Ved den lejlighed skal I ofre to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker, som brændofre til Herren. 20-21 Med hvert dyr skal der ofres et afgrødeoffer: seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder, og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. 22 Desuden skal der ofres en gedebuk til soning for jeres synder. 23 Disse ofre er ud over de daglige morgenbrændofre. 24 Tilsvarende ofre skal I bringe på hver af de syv dage, festen varer, som liflige ofre for Herren. 25 På festens syvende dag skal I atter lade det daglige arbejde hvile og samles for Herrens ansigt.

Høstofferet

26 Under høstfesten[j] skal I også hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. På den dag skal I ofre den første afgrøde til Herren. 27 Som brændoffer skal I ofre to unge tyre, en vædder og syv etårs vædderlam. 28 Som afgrødeoffer skal I ofre seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter for hver vædder 29 og to liter for hvert lam. 30 Ved samme lejlighed skal der ofres en gedebuk som soning for jeres synder. 31 På den dag skal I stadig ofre de daglige brændofre, afgrødeofre og drikofre ved siden af de særlige brændofre med tilhørende drikofre. Sørg altid for at ofre dyr uden skavanker.

Nytårsofferet

29 Den første dag i den syvende[k] måned skal I indvarsle det nye år ved hornblæsning og fest.[l] På den dag skal I hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. I skal ofre liflige brændofre bestående af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. De tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. Derudover skal I ofre en gedebuk som soning for jeres synder samt det månedlige og det daglige offer med tilhørende afgrødeofre og drikofre efter de forskrifter, som allerede er givet. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren.

Ofre på forsoningsdagen

På den tiende dag i den syvende måned skal I atter samles for Herrens ansigt. På den dag skal I faste og lade det daglige arbejde hvile. I skal ofre brændofre til Herren bestående af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren. Det tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder 10 og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. 11 Desuden skal der ofres en gedebuk som syndoffer. Dette er ud over det særlige forsoningsoffer på den dag og de daglige brændofre med tilhørende afgrødeofre og drikofre.

Ofre under løvhyttefesten

12 På den 15. dag i den syvende måned skal I atter hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt, for da begynder løvhyttefesten til Herrens ære, og den varer i syv dage. 13 Det særlige brændoffer der skal bringes på den dag, og som vil frembringe en liflig duft for Herren, består af 13 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker. 14 De tilhørende afgrødeofre skal bestå af seks liter fint mel blandet med olivenolie for hver tyr, fire liter fint mel blandet med olivenolie for hver vædder 15 og to liter fint mel blandet med olivenolie for hvert lam. 16 Ud over de daglige brændofre, afgrødeofre og drikofre skal der også ofres en gedebuk som syndoffer.

17 På festugens anden dag skal der ofres 12 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker, 18 med de tilhørende afgrødeofre og drikofre for hvert dyr. 19 Ud over de daglige ofre skal der også ofres en gedebuk som syndoffer med tilhørende afgrøde- og drikofre.

20 På festugens tredje dag skal der ofres 11 unge tyre, to væddere og 14 etårs vædderlam, alle uden skavanker, 21 med tilhørende afgrøde- og drikofre. 22 Ud over de daglige ofre skal der igen med tilhørende afgrøde- og drikofre ofres en gedebuk som syndoffer.

23-34 Sådan skal I fortsætte ugen ud. Hver dag skal der ud over de daglige ofre ofres en gedebuk som syndoffer med tilhørende afgrøde- og drikofre samt de særlige brændofre, afgrødeofre og drikofre. For hver dag der går, skal der dog ofres en tyr mindre end dagen før, således at der den sidste dag—på festens syvende dag—ofres syv unge tyre. Men de øvrige ofre er de samme hver dag.

35 På den ottende dag skal I hvile fra det daglige arbejde og samles for Herrens ansigt. 36-37 Den dag skal brændofferet bestå af en ung tyr, en vædder og syv etårs vædderlam, alle uden skavanker, samt de tilhørende afgrøde- og drikofre. Disse ofre vil frembringe en liflig duft for Herren. 38 Desuden skal I ofre de daglige ofre og en gedebuk med tilhørende afgrøde- og drikofre som syndoffer.

39 Det er de ofre, I skal bringe i forbindelse med de årlige højtider. Hertil kommer de frivillige ofre og ofre i forbindelse med løfter, som I har aflagt over for Herren, hvad enten det drejer sig om brændofre, afgrødeofre, drikofre eller takofre.”

30 Moses overbragte israelitterne alle disse forskrifter, som Herren havde givet ham.

Regler vedrørende løfter

Moses gav stammelederne følgende instrukser: „Herren har befalet: Hvis en mand aflægger Herren et højtideligt løfte eller ved en ed forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, så må han ikke bryde sit løfte. Hans løfte eller ed står fast.

Hvis en ugift kvinde, der endnu bor hjemme i sin fars hus, aflægger et løfte og forpligter sig til afholdenhed på et bestemt område, og hvis hendes far efter at være gjort bekendt med løftet, ikke gør indsigelse, står løftet ved magt. Men hvis hendes far, samme dag han hører om det, nægter at godkende hendes løfte, træder løftet ud af kraft. Da vil Herren tilgive hende, for hendes far har modsat sig løftet.

Hvis en kvinde gifter sig, mens hun stadig er forpligtet af et løfte, hun har aflagt uden at tænke så meget over konsekvenserne, og hendes mand ikke gør indsigelse den dag, han bliver gjort bekendt med løftet, står løftet ved magt. Men hvis hendes mand samme dag nægter at godkende løftet, træder det ud af kraft, og Herren vil tilgive hende.

10 Hvis kvinden er enke eller fraskilt, vil et løfte hun har aflagt, stå ved magt.

11 Hvis kvinden allerede er gift og bor sammen med sin mand, når hun aflægger sit løfte, 12 og manden bliver gjort bekendt med løftet uden at gøre indsigelse, står løftet ved magt. 13 Men hvis han modsætter sig løftet, samme dag han hører om det, træder løftet ud af kraft, og Herren vil tilgive hende. 14 Hendes mand kan altså enten bekræfte eller afkræfte et løfte eller en forpligtelse til afholdenhed, som hans kone ved en ed har fremsagt, 15 men hvis han ikke gør indsigelse den samme dag, han hører om det, har han dermed godkendt løftet som gyldigt. 16 Hvis han overskrider denne frist og senere får hende til at bryde sit løftet, bliver det hans ansvar, og straffen for løftebruddet rammer ham selv.”

17 Det var de regler, Herren gav Moses om forholdet mellem en mand og hans kone og mellem en far og hans ugifte datter.

Guds straf over midjanitterne

31 Herren sagde nu til Moses: „Jeg vil, at du skal straffe midjanitterne, fordi de lokkede Israels folk til at dyrke afguder. Dette bliver din sidste opgave, inden du skal dø.”

Da sagde Moses til folket: „Nogle af jer skal ruste sig til kamp imod midjanitterne, så Herren kan straffe dem. 4-6 Hver stamme skal stille med 1000 mand.”

Denne hær, som i alt talte 12.000 mand, sendte Moses nu af sted imod midjanitterne, anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. De havde pagtens ark og alarmtrompeterne med. Det var på Herrens befaling, de angreb midjanitterne og dræbte samtlige mænd iblandt dem. Blandt de dræbte var der fem midjanitiske konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba. Også Bileam, Beors søn, blev dræbt.

Den israelitiske hær tog alle kvinder og børn til fange, beslaglagde midjanitternes husdyr og rigdomme 10 og brændte alle deres byer og landsbyer af.

11-13 Så førte de fangerne og krigsbyttet i triumftog hjem til lejren på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Moses, præsten Eleazar og folkets ledere kom dem i møde uden for lejren. 14 Moses blev vred på officererne, da han så, hvad de bragte med sig hjem. 15 „Hvorfor har I ladet kvinderne leve?” spurgte han. 16 „Det var jo netop dem, der fulgte Bileams råd og lokkede Israels folk til at dyrke afguder på Peors bjerg, så Herrens folk blev ramt af en frygtelig plage. 17 Derfor skal I dræbe alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand. 18 Kun småpigerne og de kvinder, der er jomfruer, må I skåne og bruge som slaver. 19 Alle de af jer, som har dræbt nogen eller rørt ved en død, skal blive uden for lejren i syv dage, og på den tredje og den syvende dag skal I og jeres fanger gennemgå renselsesritualet, så I renses for synd. 20 Husk også at vaske jeres tøj og alt, hvad der er lavet af læder, gedehår og træ.”

21 Præsten Eleazar sagde derefter til de mænd, der havde deltaget i krigen: „Herren har befalet Moses, 22-23 at I skal rense alt det, der ikke er brændbart, såsom guld, sølv, bronze, jern, tin og bly, ved at lægge det i ilden. Men alt det, der er brændbart, skal I rense ved at lægge det i vand. 24 Når det er gjort, skal I vente i syv dage, før I gennemgår renselsesritualet og vasker jeres tøj. Først da kan I vende tilbage til lejren.”

25 Herren sagde nu til Moses: 26 „Sammen med præsten Eleazar og stammelederne skal du lave en liste over alt krigsbyttet, deriblandt også krigsfangerne og husdyrene, 27 hvorefter du skal dele byttet i to dele. Den ene halvdel skal deles ud til dem, der tog del i krigen, og den anden halvdel skal deles ud til resten af folket, 28 efter at Herren har fået sin del af fangerne, kvæget, æslerne, fårene og gederne. Herrens andel af krigernes udbytte er én ud af hver 500. 29 Denne andel skal overdrages præsten Eleazar som en ydelse til præstetjenesten for Herren. 30 Herrens andel af folkets udbytte skal være én ud af hver 50. Denne andel skal overdrages levitterne, som arbejder ved Herrens bolig.”

31 Moses og præsten Eleazar gjorde, som Herren havde befalet. 32-35 Krigsbyttet udgjorde 675.000 får og geder, 72.000 stykker kvæg, 61.000 æsler og 32.000 småpiger og unge jomfruer.

36-40 Den halvdel, som tilfaldt dem, der havde været i kamp, udgjorde således 337.500 får og geder, hvoraf 675 blev givet til præsterne, 36.000 stykker kvæg, hvoraf 72 blev givet til præsterne, 30.500 æsler, hvoraf 61 blev givet til præsterne, 16.000 småpiger og unge jomfruer, hvoraf 32 blev overdraget til præsterne som slaver. 41 Præsternes andel blev overdraget til Eleazar, sådan som Herren havde sagt.

42-46 Den anden halvdel, som tilfaldt folket, beløb sig til 337.500 får og geder, 36.000 stykker kvæg, 30.500 æsler og 16.000 småpiger og unge jomfruer. 47 Af disse dyr og mennesker blev én ud af hver 50 overdraget til levitterne, sådan som Herren havde sagt.

48 Da kom lederne for de forskellige hærafdelinger til Moses 49 og sagde: „Efter at vi har optalt de hjemvendte krigere, kan vi melde, at vi ikke har mistet en eneste mand i krigen. 50 Derfor har vi besluttet at give Herren alle de guldsmykker vi tog fra fjenden, dvs. samtlige ankelringe,[m] armbånd, fingerringe, øreringe og halssmykker. Dette offer skal skaffe os soning hos Herren.”

51-53 Moses og præsten Eleazar tog imod denne særlige gave. Den samlede vægt af alle disse kunstfærdigt udførte guldsmykker, som krigerne havde taget i krigsbytte, beløb sig til næsten 200 kilo. 54 Hærførernes gave blev bragt til åbenbaringsteltet, hvor det blev opbevaret som et minde for Herrens ansigt.

Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden

32 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: 3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”

„Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? 10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. 12 Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.

13 Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. 14 Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. 15 Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”

16 „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, 17 mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. 18 Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. 19 Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.