Bible in 90 Days
Herrens løfte til Josva
1 Efter at Moses var død, sagde Herren til hans medhjælper Josva, Nuns søn:
2 „Min tjener Moses er død. Nu er det dig, som skal føre israelitterne over Jordanfloden og ind i det land, jeg vil give dem. 3 Hvad jeg sagde til Moses, siger jeg til dig: De områder, I erobrer i landet, skal tilhøre jer, 4 fra Negevs ørken i syd til Libanons bjerge mod nord, ja, helt op til den store flod, Eufratfloden, og ud til Middelhavet mod vest, hele det land, hittitterne nu bor i. 5 Ingen vil kunne holde stand imod dig, så længe du lever, for jeg vil være med dig, som jeg var med Moses. Jeg vil ikke svigte dig eller forlade dig.
6 Stå fast og vær modig, for du skal lede mit folk i erobringen af hele det land, jeg har lovet jeres forfædre. 7 Ret dig omhyggeligt efter de forordninger, Moses gav dig. Hold fast ved dem, så vil tingene lykkes for dig. 8 Mind hele tiden folket om disse love—og selv skal du tænke på dem døgnet rundt, så du handler efter dem, for så vil det gå dig godt, og du vil lykkes. 9 Jeg siger det igen: Stå fast og vær modig! Vær ikke bange eller frygtsom! Husk, at jeg er Herren, din Gud, og jeg vil hjælpe dig med alt, hvad du skal gøre.”
Josva befaler folket at gøre sig klar
10 Så sagde Josva til folkets ledere: 11 „Gå rundt i lejren og sig til folket: Gør jer klar, for om tre dage går vi over Jordanfloden for at tage det land i besiddelse, som Gud har lovet os.”
12 Til lederne for Rubens, Gads og Manasses halve stamme sagde han: 13 „Husk, hvad Guds tjener Moses sagde til jer: Herren, jeres Gud, har givet jer landet øst for Jordanfloden. 14 Jeres koner, børn og kvæg har lov at blive her på østsiden, men alle våbenføre mænd skal gå over Jordanfloden i spidsen for de andre stammer og hjælpe dem med at indtage deres områder på den anden side. 15 I skal kæmpe sammen med dem, indtil de har erobret det land, Herren har givet dem. Derefter må I vende tilbage og bosætte jer øst for Jordanfloden, hvor Moses tildelte jer land.”
16 „Alt, hvad du siger, vil vi gøre,” svarede de. „Og hvor som helst, du sender os, vil vi gå. 17 Vi vil adlyde dig, som vi adlød Moses. Må Herren din Gud være med dig, som han var med Moses. 18 Enhver, der ikke vil adlyde dig, skal dø. Stå fast og vær modig.”
Rahab skjuler spionerne
2 Fra israelitternes lejr ved Shittim på Moabs sletter havde Josva i al hemmelighed sendt to spioner af sted over floden for at undersøge landet, især Jeriko. De tog af sted og kom til et hus i Jeriko, hvor der boede en kvinde ved navn Rahab, som var prostitueret. Der fik de lov til at overnatte.
2 Men da Jerikos konge fik at vide, at der var kommet nogle israelitter til byen den aften for at udspionere landet, 3 sendte han straks nogle af sine folk til Rahabs hus: „Udlever de mænd, som er i dit hus,” beordrede de. „De er spioner.”
4 Rahab havde allerede skjult mændene, så hun svarede: „Der kom ganske rigtig to mænd til mit hus, men jeg vidste ikke, hvor de kom fra. 5 De er her ikke længere, for de forlod byen inden solnedgang, da byporten skulle lukkes. Jeg ved ikke, hvor de tog hen, men hvis I skynder jer, kan I sikkert nå at indhente dem.” 6 Rahab havde ført mændene op på det flade tag og gemt dem under noget hør, hun havde liggende til tørre deroppe.
7 Kongens mænd skyndte sig af sted i retning af Jordanflodens vadesteder, og byporten blev lukket forsvarligt, så snart de var taget af sted.
8 Imens gik Rahab op på taget for at tale med mændene, inden de lagde sig til at sove. 9 „Jeg ved, at Herren har givet jer vores land,” sagde hun. „Vi er alle sammen frygtelig bange for jer. 10 Vi har jo hørt, hvordan Herren åbnede en vej for jer gennem Det Røde Hav, dengang I forlod Egypten. Vi ved også, hvordan det gik amoritterkongerne Sihon og Og på den anden side af Jordanfloden, da I ødelagde deres land og udryddede befolkningen. 11 Så det er ikke underligt, at vi har tabt modet. Ingen tør kæmpe imod jer, når de ved, at Herren, jeres Gud, er den øverste Gud i Himlen og på jorden. 12-13 Derfor vil jeg bede jer om én ting: Sværg ved jeres Guds hellige navn, at I vil hjælpe mig og min familie, ligesom jeg nu hjælper jer. Giv mig et sikkert tegn på, at I vil skåne mig og min mor og far, mine brødre og søstre og deres familier, så vi ikke skal dø, når I erobrer Jeriko.”
14 „Liv for liv!” svor mændene. „Hvis du ikke forråder os, vil vi sørge for, at du og din familie bliver skånet, når Herren giver os sejr over jeres land.”
15 Rahabs hus var bygget i ét med bymuren og havde et vindue, der vendte udad. Hun tog nu et reb og gjorde klar til at fire dem ned på ydersiden af bymuren. 16 „Gå væk fra floden og op i bjergene,” sagde hun til dem, „og gem jer der i tre dage, indtil jeres forfølgere giver op og kommer tilbage til byen. Så kan I roligt vende hjem.”
17-18 Inden spionerne forsvandt, sagde de: „Den ed, du har fået os til at sværge, gælder kun, hvis du binder den her røde snor fast i vinduet, og hvis I alle holder jer inden døre. 19 Hvis nogen forlader huset her, er det deres egen skyld, hvis de mister livet. Men vi står inde for, at der ikke vil ske noget med dem, der bliver i huset. 20 Hvis du forråder os, er vi løst fra vores løfte.”
21 „Det er i orden,” svarede hun. Derpå firede hun dem ned, og de forsvandt i mørket, mens hun bandt den røde snor fast i vinduet.
22 Spionerne flygtede nu op i bjergene, hvor de blev i tre dage, mens deres forfølgere søgte efter dem overalt og siden vendte tilbage til byen med uforrettet sag. 23 Derefter gik de ned fra bjergene, vadede over Jordanfloden og fortalte Josva, hvordan det var gået. 24 „Herren har givet os hele landet,” sagde de. „Befolkningen er så bange for os, at de ryster af skræk.”
Israelitterne går over Jordanfloden
3 Tidligt næste morgen brød Josva og Israels folk op fra lejren ved Shittim og kom ned til Jordanfloden. Der slog de lejr, indtil de var parat til at gå over floden.
2 Tre dage senere gik lederne rundt i lejren 3 med følgende besked til folket: „Når I ser præsterne bryde op og gå af sted med pagtens ark, skal I følge efter. 4 De vil gå foran jer og vise vej. Men der skal være en afstand på en kilometer[a] mellem jer og arken. I må ikke komme for tæt på den.”
5 Derefter sagde Josva til folket: „Sørg for at være rituelt rene, for i morgen vil Herren gøre undere iblandt jer.”
6 Til præsterne sagde han: „I skal tage pagtens ark og gå i spidsen for folket.” Og de accepterede at tage pagtens ark og gå foran folket.
7 Om natten sagde Herren til Josva: „I dag vil jeg sørge for, at du vinder stor respekt blandt Israels folk. Alle skal få at se, at jeg er med dig, ligesom jeg var med Moses. 8 Sig til præsterne, som skal bære pagtens ark: Når I kommer til flodens bred, skal I gå et skridt ud i den og blive stående.”
9 Næste morgen kaldte Josva folket sammen og sagde: „Hør efter, hvad Herren, jeres Gud, siger. 10 I dag vil I se et bevis på, at den levende Gud er midt iblandt jer. Det vil give jer mod til at tro på, at han også vil drive landets indbyggere på flugt foran jer—alle kana’anæerne, hittitterne, hivvitterne, perizzitterne, girgashitterne, amoritterne og jebusitterne. 11 Arken, der tilhører Herren—hele jordens Herre—skal bane vej for jer gennem floden. 12 I skal udvælge 12 mænd, en fra hver stamme. 13 Så snart præsterne med arken træder ud i floden, vil vandstrømmen nordfra standse og hobe sig op som en vold.”
14-15 Så brød folket op for at gå over floden, og præsterne, som bar pagtens ark, gik foran dem. Det var i høsttiden, hvor Jordanfloden går over sine bredder. Men da præsterne trådte ud i floden, 16 standsede vandet, som kom nordfra, hobede sig op og stod som en vold ved byen Adam nær Saretan, mens vandet på sydsiden flød bort i retning af Det Døde Hav, indtil flodlejet var tørt, så folket kunne gå over lige ved Jeriko. 17 Mens folket gik over, stod præsterne med arken midt ude i det udtørrede flodleje.
4 Efter at folket var kommet godt over på den anden side, sagde Herren til Josva:
2-3 „Sig til de 12 mænd, der blev udpeget af Israels 12 stammer, at de hver skal tage en sten fra det sted i flodlejet, hvor præsterne står, og tage stenene med sig til det sted, hvor I slår lejr i aften.”
4 Så kaldte Josva de 12 mænd sammen 5 og sagde til dem: „Nu kan I gå over, men stands midt ude i flodlejet, hvor pagtens ark er. Der skal hver af jer samle en sten op og bære den på skulderen over på den anden side, så der er en sten for hver af Israels 12 stammer. 6 De sten skal være et minde, og når jeres børn i fremtiden spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ 7 skal I svare: ‚De minder os om dengang, Jordanflodens vand standsede for at lade Herrens Ark og folket passere.’ De sten skal altid minde Israels folk om det under, som skete, da vi krydsede Jordanfloden.”
8 Mændene gjorde, som Josva havde sagt. De samlede 12 sten op fra flodlejet, én sten for hver stamme, sådan som Herren havde befalet Josva, og tog dem med sig til det sted, hvor de slog lejr for natten. 9 Josva anbragte desuden 12 sten midt i floden på det sted, hvor præsterne stod med pagtens ark, og de sten er der den dag i dag. 10 De præster, som bar arken, blev altså stående ude i flodlejet, indtil alt, hvad Herren havde befalet Josva, var udført. På den måde førte Josva folket over floden, sådan som Moses havde givet instrukser om. Folket skyndte sig over floden, mens præsterne stod i midten, 11 og da de alle var kommet over, fulgte præsterne efter med arken, mens folket stod og så til.
12 Som Moses havde befalet, gik de våbenføre mænd fra Rubens, Gads og Manasses halve stamme også med over floden. 13 De udgjorde 40.000 bevæbnede krigere, som var klar til at kæmpe for Herren på Jerikos sletter. 14 Herren gjorde det sådan, at Josva den dag vandt stor respekt i folkets øjne. Fremover viste de ham samme ærefrygt, som de havde vist Moses. 15-18 Efter at Josva på Herrens befaling havde sagt til de præster, der stod med pagtens ark, at de skulle komme op af flodlejet, steg de op på bredden, og i samme øjeblik de satte foden på landjorden, strømmede vandet tilbage, og floden gik over sine bredder som før.
19 Det var den tiende dag i årets første måned,[b] at folket krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Gilgal øst for Jeriko. 20 Det var også der, Josva anbragte de 12 mindesten, de havde taget med fra midten af floden. 21 Så gentog han over for hele Israels folk, hvad han allerede tidligere havde sagt: „I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad betyder de mindesten?’ 22 skal I sige: ‚De er til minde om, at Israels folk gik tørskoet over Jordanfloden.’ 23 Fortæl dem, hvordan Herren holdt vandet tilbage for øjnene af jer, indtil alle var kommet over, ligesom han gjorde med Det Røde Hav, dengang Israels folk skulle krydse det. 24 For alle jordens folk skal det være et tegn på Herrens vældige magt, og det skal hjælpe jer til altid at have respekt og ærefrygt for Herren, jeres Gud.”
5 Da de amoritiske konger, der herskede vest for Jordanfloden, og de kana’anæiske konger langs Middelhavets kyst hørte, at Herren havde stoppet vandet i Jordanfloden, så israelitterne kunne gå over, blev de lammet af frygt og turde ikke kæmpe imod Israels folk.
Omskærelsen og påskefesten i Gilgal
2 Herren sagde nu til Josva: „Lav nogle flinteknive og sørg for, at israelitterne bliver omskåret som før i tiden.” 3 Josva gjorde, som Herren havde sagt, og de mandlige israelitter blev omskåret ved et sted, som blev kaldt Givat-ha-Aralot.[c] 4-5 Alle de omskårne, våbenføre mænd, som i sin tid havde forladt Egypten, var døde undervejs, og de, som var blevet født under ørkenvandringen, var aldrig blevet omskåret. 6 Israelitterne havde jo opholdt sig i ørkenen i 40 år, indtil alle de våbenføre mænd var døde. Herren havde nemlig sagt, at på grund af deres ulydighed måtte de ikke få lov at se det land, han havde lovet deres forfædre—et land, som flyder med mælk og honning. 7 Det var deres sønner, der nu blev omskåret.
8 Efter omskærelsen hvilede mændene i lejren, indtil deres sår var lægt.
9 Herren sagde til Josva: „I dag har jeg fjernet skammen fra jeres slavetid i Egypten. Jeg har rullet den bort.” Derfor kaldte man stedet Gilgal,[d] og det kaldes det den dag i dag. 10 Mens de lå i lejren ved Gilgal på Jerikosletten, fejrede de påske om aftenen den fjortende dag i årets første måned. 11 Dagen efter spiste de af landets afgrøde: ristet korn og brød bagt uden surdej. 12 Fra den dag kom der ikke mere manna, men de spiste af Kana’ans afgrøder.
Jerikos fald
13 En dag, mens Josva opholdt sig i nærheden af Jeriko, så han pludselig, at der stod en mand med draget sværd foran ham. Josva gik hen til ham og spurgte: „Hører du til hos os eller vores fjender?”
14 „Ingen af delene,” svarede manden. „Jeg er øverstkommanderende for Herrens hær!”
Da faldt Josva på knæ og bøjede ansigtet mod jorden. „Til tjeneste, Herre!” udbrød han. „Hvad ønsker du, jeg skal gøre?”
15 Den øverstkommanderende over Herrens hær svarede: „Tag dine sko af, for du står på et helligt sted.” Og Josva gjorde, som han sagde.
6 Jerikos byporte blev holdt lukket både dag og nat på grund af befolkningens frygt for israelitterne. Ingen kunne gå ud eller ind. 2 Men Herren sagde til Josva: „Jeg vil give dig sejr over Jerikos konge og alle hans krigere, så du kan indtage byen. 3 I seks dage skal alle jeres våbenføre mænd marchere rundt om byen én gang dagligt. 4 Syv præster skal gå foran arken og blæse i deres vædderhorn. På den syvende dag skal I gå rundt om byen syv gange, mens præsterne blæser i hornene. 5 Derefter skal præsterne give signal ved at blæse meget længe og kraftigt i hornene. Når I hører det signal, skal I alle udstøde et højt kampråb. Så vil murene styrte sammen, og I kan gå lige ind!”
6 Josva sammenkaldte nu præsterne og sagde til dem: „I skal bære arken, og syv af jer skal gå foran den, hver med et vædderhorn.” 7 Dernæst sagde han til alle Israels mænd: „I skal gå rundt om byen, og de tungest bevæbnede skal gå forrest, foran præsterne og arken.”
8 På Josvas befaling begyndte hæren at gå rundt om byen med pagtens ark og præsterne i midten. 9 De svært bevæbnede mænd gik forrest, derefter de syv præster, som blæste i vædderhorn, derefter de præster, der bar arken, og til sidst resten af mændene.
10 „I skal være helt stille!” havde Josva sagt. „Der må ikke høres en lyd med undtagelse af hornene. Men når jeg siger til, skal I råbe af jeres lungers fulde kraft!”
11 Den dag blev arken båret rundt om byen én gang, hvorefter mændene vendte tilbage til lejren for at overnatte.
12-14 Næste dag gik de igen en omgang rundt om byen, mens præsterne blæste i deres vædderhorn. Så vendte de tilbage til lejren. Sådan gjorde de i seks dage.
15 Den syvende dag begyndte de ved daggry og gik syv gange rundt om byen. 16 Da de var færdige med den syvende omgang, gav præsterne et langt stød i hornene, og Josva råbte: „Råb! Herren har givet jer byen!”
17 Josva havde tidligere sagt til sine krigere: „Alle indbyggerne skal slås ihjel, med undtagelse af den prostituerede Rahab og familiemedlemmerne i hendes hus, fordi hun hjalp spionerne. 18 Alt andet skal ødelægges! I må overhovedet intet krigsbytte tage til jer selv, for hvis I gør det, skal I selv dø, og det bliver hele folkets undergang. 19 Hvad der findes af sølv og guld skal indvies til Herren og bringes til hans skatkammer. Det samme gælder alle ting lavet af bronze eller jern.”
20 Da mændene nu hørte den langtrukne lyd fra vædderhornene, råbte de af deres lungers fulde kraft. Bymuren brød sammen, og de styrtede alle ind i byen. 21 De huggede alt ned, som de kom frem, både mennesker og dyr—mænd og kvinder, unge og ældre, okser, får og æsler—alting! 22 Imens sagde Josva til de to spioner: „Skynd jer at redde Rahab og hendes familie, sådan som I har lovet.” 23 Spionerne gjorde, som de fik besked på, og bragte Rahab og hendes far og mor, hendes søskende og øvrige familie i sikkerhed i nærheden af lejren uden for byen. 24 Derefter blev byen og alt, hvad der var i den, brændt af, med undtagelse af sølvet, guldet og redskaberne af bronze og jern, som blev anbragt i Herrens skatkammer. 25 Josva skånede den prostituerede Rahab og dem, der var hos hende i huset, fordi hun havde skjult de mænd, han havde sendt af sted for at spionere i Jeriko. Rahab og hendes familie bor den dag i dag blandt israelitterne.
26 Ved den lejlighed udtalte Josva i hele folkets påhør følgende forbandelse:
Herren vil forbande enhver,
som prøver at genopbygge Jeriko.
Det vil koste hans ældste søns liv at lægge byens grundvold,
og hans yngste søns liv at sætte portene i.
27 Herren var med Josva, så han blev berømt og respekteret over hele landet.
Akans ulydighed
7 Herrens befaling om, at alt i byen skulle ødelægges, med undtagelse af det, der skulle bringes til skatkammeret, blev imidlertid ikke adlydt helt. Der var en mand ved navn Akan[e] af Judas stamme, som syndede ved at tage noget af krigsbyttet til sig selv. Derfor blussede Herrens vrede op imod israelitterne.
2 Kort efter Jerikos fald sendte Josva nogle mænd af sted for at udspionere byen Aj, nær Bet-Aven, øst for Betel. 3 Da de kom tilbage, sagde de til Josva: „Det er en ganske lille by, som vi let kan erobre med et par tusinde mand. Der er ingen grund til at sende hele hæren af sted.”
4-5 Så sendte Josva omkring 3000 mand af sted, men de blev slået på flugt af Ajs hær, der forfulgte dem fra byporten helt hen til stenbruddene. 36 mand blev dræbt på skråningerne under flugten. Da blev israelitterne bange og mistede modet. 6 Josva og de øvrige ledere rev i fortvivlelse flænger i deres tøj, kastede sig til jorden foran Herrens Ark og kom jord på hovedet. Sådan lå de indtil aften. 7 „Ak, Herre,” råbte Josva. „Førte du os over Jordanfloden bare for at lade amoritterne hugge os ned? I så fald var det bedre, om vi var blevet på den anden side! 8 Herre, hvad skal vi gøre nu, hvor Israel er blevet slået på flugt af fjenden? 9 Hvordan vil kana’anæerne og de andre folk reagere, når de hører om vores nederlag? Vil de ikke angribe os og udrydde os fuldstændigt? Hvordan vil du så bringe ære til dit store navn?”
10 Herren svarede: „Hvorfor ligger du der, Josva? Rejs dig op! 11 Grunden til jeres nederlag er, at Israels folk har brudt den pagt, jeg pålagde dem. De har syndet imod mig ved at tage af det krigsbytte, der skulle gives til mig. Ja, de har stjålet og løjet og gemt det mellem deres personlige ejendele. 12 I kan ikke holde stand overfor jeres fjender, men må flygte for dem, fordi forbandelsen har ramt jer. Jeg vil ikke længere være med jer, medmindre I omvender jer fra denne synd og udrydder alt det, der er årsag til forbandelsen. 13 Rejs dig op og sig til folket, at de skal rense sig inden i morgen. Sig til dem: ‚Herren, Israels Gud, siger, at der er nogen af jer, der har stjålet af de ting, som tilhører Herren. Vi kan ikke besejre fjenderne, før vi har straffet synderen. 14 I morgen skal I komme tilbage og stille jer op stamme for stamme. Så vil Herren udpege den stamme, det drejer sig om. Derefter skal den stamme træde frem slægt for slægt, så Herren kan udpege den slægt, hvor synderen findes. Derefter skal den slægt træde frem familie for familie—og endelig skal den familie, Herren udpeger, træde frem en for en. 15 Den, som har stjålet Herrens ejendom, skal brændes sammen med alt, hvad han ejer, fordi han har brudt Herrens pagt og derved ført hele Israel i ulykke.’ ”
16 Tidligt næste morgen førte Josva Israels stammer frem for Herren, og Herren udpegede Judas stamme. 17 Så trådte Judas stamme frem slægt for slægt, og Zerachs slægt blev udpeget. Så trådte Zerach-slægtens familier frem, og Zimris familie blev udpeget. 18 Så trådte Zimris familie frem en for en, og Akan blev udpeget.
19 Så sagde Josva til Akan: „Min søn, giv Herren, Israels Gud, ære ved at sige sandheden. Bekend din synd og sig mig, hvad du har gjort. Skjul ikke noget!”
20 Akan svarede: „Ja, jeg har syndet imod Herren, Israels Gud! 21 Mellem byttet fik jeg øje på en smuk babylonisk kappe, som jeg ikke kunne stå for. Så tog jeg den—og desuden tog jeg to kilo sølv og en guldbarre, som vejede et halvt kilo. Jeg gravede det hele ned i jorden under mit telt med sølvet nederst.”
22 Josva sendte straks nogle mænd af sted for at lede efter byttet. Mændene gik ind i teltet og fandt de stjålne ting med sølvet nederst, sådan som Akan havde sagt. 23 Så bragte de det hele til Josva og lagde det på jorden foran ham. 24 Josva og israelitterne tog nu Akan, kappen, sølvet, guldbarren, Akans sønner, døtre, okser, æsler og får samt hans telt og øvrige ejendele og bragte det hele ud til en dal i nærheden. 25 Der sagde Josva til Akan:
„Hvorfor har du ført os i ulykke? Nu vil Herren lade ulykken ramme dig!”
Så kastede de sten på Akan og hans familie til de døde, og derefter brændte de det hele. 26 Til sidst dængede de sten over, som ligger der den dag i dag i den dal, som siden har heddet „Ulykkens dal”.[f]
Så standsede Herrens voldsomme vrede overfor Israel.
Aj erobres
8 Herren sagde nu til Josva: „Vær ikke modløs og bange! Tag hele hæren med dig og indtag Aj. Jeg vil give jer sejr over byens konge og alle hans mænd. Jeg vil give jer byen og det tilhørende landområde. 2 I skal gøre med dem, som I gjorde med kongen og indbyggerne i Jeriko, men denne gang må I selv beholde krigsbyttet og kvæget. I skal lægge baghold vest for byen.”
3-4 Så gjorde Josva og Israels hær sig klar til at angribe Aj. Josva udvalgte 30.000 krigere og gav dem følgende besked: „I skal lægge jer i baghold vest for byen og være klar til at angribe. 5 Når jeg og resten af hæren angriber Aj, kommer alle mændene ud af byen for at kæmpe ligesom sidst. Når vi så trækker os tilbage, 6 tænker de: ‚Israelitterne flygter fra os ligesom før.’ Men vi lader dem forfølge os, indtil de alle er kommet ud af byen. 7 Så springer I frem fra bagholdet og indtager byen. Herren vil give jer sejr, 8 og I skal sætte ild til byen, sådan som han har befalet. Det er en ordre!”
9 Med disse ord sendte Josva mændene af sted, og de gik i ly af natten hen vest for byen mellem Aj og Betel, hvor de lagde sig i skjul. Men Josva blev den nat hos resten af hæren. 10 Tidligt næste morgen samlede Josva sine mænd og marcherede sammen med de israelitiske ledere mod Aj. 11 De slog lejr nord for byen, på den anden side af en dal. 12 Om natten sendte Josva endnu 5000 mand af sted, der skulle slutte sig til bagholdet vest for byen, 13 men selv gik Josva ned i dalen.
14 Ajs konge kunne se israelitternes lejr på den anden side af dalen, og tidligt den næste morgen rykkede han ud og angreb dem på et plateau med udsigt over Jordandalen uden at vide, at resten af hæren lå i baghold vest for byen. 15 Da Josvas hærafdeling lod sig slå på flugt og flygtede østpå mod ørkenen, 16 fik alle byens mænd ordre til at sætte efter dem. På den måde blev de lokket væk fra byen. 17 Der var ikke en eneste mand tilbage i Aj,[g] for alle var med til at forfølge israelitterne, så byen lå vidt åben og forsvarsløs.
18 Da sagde Herren til Josva: „Ræk dit spyd ud mod Aj, for jeg vil give dig byen.” Josva gjorde, som Herren havde sagt, 19 og da mændene, der lå i baghold, så signalet, sprang de frem fra deres skjul og løb ind mod byen. Den blev hurtigt indtaget og stod snart i lys lue. 20-21 Da mændene fra Aj så sig tilbage og opdagede de store røgskyer over byen, var de klar over, at de var lokket i en fælde. Også Josva og de flygtende israelitter så røgen og vidste derfor, at bagholdsangrebet var lykkedes. Israelitterne vendte nu om og angreb deres forfølgere. 22 Samtidig kom israelitterne fra bagholdet ud fra byen og angreb fjendens bagtrop. Ajs hær var gået i fælden, og alle blev hugget ned, 23 bortset fra kongen, der blev taget til fange og ført frem for Josva.
24 Da Israels hær havde gjort det af med Ajs hær, vendte de tilbage og dræbte dem, der var efterladt i byen. 25 Sådan blev hele Ajs befolkning, 12.000 i alt, udryddet på en enkelt dag. 26 Først da den sidste indbygger var slået ihjel, sænkede Josva spyddet. 27 Det eneste, der blev skånet, var kvæget og krigsbyttet, som israelitterne på Herrens befaling beholdt. 28 Aj blev forvandlet til en ruinhob, hvilket den er den dag i dag.
29 Ajs konge blev hængt op på en pæl, men ved solnedgang tog Josva liget ned og slængte det foran byens port, hvorefter man dængede sten ovenpå, og den stendynge ligger der endnu.
Josva bygger et alter og minder folket om Moselovens bud
30 Senere byggede Josva på Ebals bjerg et alter for Herren, Israels Gud, 31 efter de forskrifter, der står i Moseloven: „Byg mit alter af kampesten, der ikke er tilhuggede eller forarbejdede med jernredskaber.” Og præsterne ofrede brændofre og takofre til Herren. 32 Mens Israelitterne så til, skrev Josva lovens bud på alterets sten.
33 Hele folket, deres ledere, administratorer og dommere samt de fremmede iblandt dem, blev derpå delt i to grupper. Den ene gruppe stillede sig ved foden af Garizims bjerg, og den anden gruppe ved foden af Ebals bjerg. De to grupper stod altså over for hinanden, og præsterne, som bar pagtens ark, stillede sig midt imellem dem. Det skete alt sammen, sådan som Moses havde forordnet, at Israels folk skulle velsignes. 34 Josva oplæste nu alle velsignelserne og forbandelserne, som Moses havde nedskrevet i lovbogen. 35 Hver eneste af Moses’ befalinger blev læst op for denne forsamling af mænd, kvinder, børn og de fremmede, som boede iblandt israelitterne.
Gibeonitterne narrer Josva
9 1-2 I landet vest for Jordanfloden boede der en række folkeslag, nemlig hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Deres landområder dækkede højsletterne midt i landet, kystsletterne ud mod Middelhavet og skrænterne midt imellem. Nogle boede mod nord oppe ved Libanons bjerge. Da kongerne for alle disse folkeslag hørte, hvad der var sket med Jeriko og Aj, sluttede de sig sammen for at gøre fælles sag imod Josva og Israels folk. 3 Men da de hivvitter, som boede omkring byen Gibeon, hørte om Jerikos og Ajs totale udslettelse, 4 forsøgte de at redde livet ved list. En gruppe af dem lagde gamle sadler og sprukne vinsække på deres æsler, 5 tog laset tøj og lappede sandaler på, og tørt, muggent brød med som proviant, og så rejste de af sted for at forhandle med Josva. 6 Da de kom til israelitternes lejr ved Gilgal, sagde de til Josva og de ledende mænd i Israel: „Vi er kommet fra et fjernt land for at slutte fredspagt med jer.”
7 Israelitterne svarede: „Hvordan kan vi være sikre på, at I ikke bor her i nærheden? For hvis det er tilfældet, kan vi ikke slutte fredspagt med jer.”
8 De svarede: „Vi vil være jeres slaver.”
„Men hvem er I?” spurgte Josva. „Og hvor kommer I fra?”
9 „Vi kommer fra et meget fjernt land,” svarede de. „Vi har hørt om jeres vældige Gud og alle de undere, han gjorde i Egypten. 10 Vi har også hørt, hvad I gjorde ved de to amoritterkonger øst for Jordanfloden, kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan, som boede i Ashtarot. 11 Derfor sagde vores ledere og landsmænd til os: ‚Tag proviant med og begiv jer ud på den lange rejse. Opsøg israelitterne og sig, at vi er villige til at lade dem regere over os, hvis de vil slutte fred med os.’ 12 Se det her brød, som vi tog med hjemmefra. Det var helt nybagt, da vi tog af sted, men nu er det tørt og muggent. 13 Se på vores vinsække. De var nye, da vi fyldte vin i dem, men nu er de sprukne. Og vores tøj og sandaler er blevet helt slidt op på den lange rejse.”
14 De israelitiske ledere inspicerede deres brød, men de spurgte ikke Herren til råds. 15 Josva sluttede derefter fred med dem, og de israelitiske ledere bekræftede aftalen med en bindende ed.
16 Tre dage efter at fredsaftalen var indgået, blev israelitterne klar over, at folkene i virkeligheden boede i nærheden. 17 Straks tog israelitterne af sted og nåede på den tredje dag frem til hivvitternes byer Gibeon, Kefira, Be’erot og Kirjat-Jearim. 18 Men de angreb dem ikke, for deres ledere havde lovet dem fred i Herrens, Israels Guds, navn. Da beklagede israelitterne sig over for deres ledere.
19 Men lederne svarede: „Vi har i Israels Guds navn aflagt ed på ikke at ville røre dem. 20 Så vi er tvunget til at lade dem være, for hvis vi bryder løftet, rammes vi af Guds vrede. 21 Men vi vil gøre dem til vores slaver, så de må hugge brænde og bære vand for os.” Sådan overholdt israelitterne deres løfte til gibeonitterne.
22 Men Josva samlede nu deres ledere og spurgte: „Hvorfor løj I for os og sagde, at I kom fra et fjernt land, når I i virkeligheden bor her? 23 Som straf skal I rammes af forbandelsen. Fra nu af skal I altid være vores slaver og hugge brænde og bære vand til brug i vores Guds hus.”
24 „Vi gjorde det, fordi vi hørte, at Herren, din Gud, havde givet sin tjener Moses befaling om at erobre hele landet og udslette befolkningen,” svarede de. „Vi var bange for, at I ville slå os ihjel. 25 Men nu er vi jeres slaver, og I kan gøre med os, som I vil.”
26 Josva tillod altså ikke israelitterne at dræbe dem, 27 men gjorde dem i stedet til slaver, som skulle hugge brænde og hente vand til israelitterne og til Herrens alter, hvor end Herren ville have det bygget. Den ordning står stadig ved magt.
Solen står stille under kampen mod amoritterne
10 Da kong Adonitzedek af Jerusalem hørte, hvordan Josva havde erobret og fuldstændig ødelagt Aj og Jeriko og dræbt de to byers konger, og at gibeonitterne havde sluttet fred med Israels folk, så de nu var deres allierede, 2 blev han skrækslagen. Gibeon var nemlig en stor by, lige så stor som de andre kongers byer og større end Aj, og dens mænd var kendt som stærke krigere. 3 Derfor sendte kong Adonitzedek bud til en række af sine nabokonger: kong Hoham af Hebron, kong Piram af Jarmut, kong Jafia af Lakish og kong Debir af Eglon.
4 „Kom og hjælp mig med at udrydde gibeonitterne,” opfordrede han, „for de har sluttet fred med Josva og Israels folk.”
5 Så sluttede de fem amoritterkonger sig sammen for at angribe Gibeon i sluttet trop, 6 men gibeonitterne sendte straks bud til Josva i Gilgal.
„Kom straks og hjælp os,” bad de. „Alle amoritterkongerne i bjerglandet har samlet deres hære og er kommet for at angribe os. I må ikke lade os i stikken!”
7 Josva og den israelitiske hær forlod straks Gilgal for at komme gibeonitterne til undsætning. 8 „Vær ikke bange for dem,” sagde Herren til Josva, „for jeg vil overgive dem til dig. Du skal besejre dem alle som en.”
9 Samme nat marcherede Josva og hæren fra Gilgal til Gibeon, hvor de overrumplede amoritterne. 10 Herren gjorde dem så panikslagne, at de led et stort nederlag. De, der tog flugten, blev indhentet og dræbt neden for bjergpasset ved Bet-Horon og længere sydpå helt til Azeka og Makkeda. 11 Da de flygtende amoritter kom til skråningen ved Bet-Horon lod Herren store hagl falde ned over dem fra himlen hele vejen til Azeka, så mange af dem døde. Haglene dræbte flere, end israelitterne gjorde med deres sværd. 12 Den dag, da Herren gav israelitterne sejr over amoritterne, bad Josva højt til Herren: „Lad solen stå stille over Gibeon, og lad månen standse i sin bane over Ajjalons dal.” 13 Og solen og månen stod stille, indtil israelitterne havde tilintetgjort deres fjender. Er det ikke sådan, der står i „Den Retskafnes Bog”?
Den dag stod solen stille midt på himlen og ventede næsten en hel dag med at gå ned. 14 Aldrig før eller siden har der været en dag, hvor Herren adlød sådan en bøn fra et menneske. Det var, fordi Herren kæmpede på Israels side, 15 at Josva og hele hæren senere kunne vende uskadt tilbage til lejren i Gilgal.
16 På et tidspunkt under slaget ved Gibeon undslap de fem konger og gemte sig i en hule ved byen Makkeda. 17 Så snart Josva fik det at vide, 18 gav han følgende befaling: „Rul store sten for indgangen og sæt vagtposter udenfor. 19 Resten af hæren skal følge efter fjenderne og hugge dem ned bagfra. De må ikke nå at slippe ind i deres byer. Hug dem ned, for Herren, jeres Gud, har overgivet dem til jer.”
20 Så genoptog Josva og den israelitiske hær forfølgelsen og huggede de fem kongers hære ned med undtagelse af nogle enkelte krigere, der nåede i sikkerhed i de befæstede byer. 21 Israelitterne vendte derefter uskadte tilbage til lejren ved Makkeda. Fra da af var der ingen, som vovede at gøre oprør imod dem.
22 Da kampen var overstået, sagde Josva til sine mænd: „Fjern stenene fra hulens indgang og før de fem konger ud til mig.” 23 Så førte mændene de fem konger ud til Josva, 24 og han sagde til sine hærførere: „Sæt jeres fødder på kongernes nakke.” Det gjorde de.
25 „Lad aldrig frygt og mismod overmande jer,” sagde Josva. „Vær altid stærke og modige, for sådan her vil Herren gøre med alle jeres fjender.” 26 Så blev kongerne henrettet og hængt op på hver sin pæl indtil aften.
27 Ved solnedgang gav Josva ordre til, at deres lig skulle tages ned og kastes ind i hulen, hvor de havde gemt sig. Hulens indgang blev stoppet til med store sten, som ligger der den dag i dag.
De øvrige byer i sydlandet indtages og ødelægges
28 Samme dag indtog Josva Makkeda. Han ødelagde byen og huggede både kongen og indbyggerne ned. Ikke en eneste i byen blev skånet. Det gik Makkeda, som det var gået Jeriko.
29 Senere drog Josva og israelitterne videre fra Makkeda til Libna og angreb den. 30 Herren overgav byen og dens konge til israelitterne. Alle blev hugget ned uden skånsel, og kongen af Libna fik samme behandling som kongen af Jeriko.
31 Så tog Josva og israelitterne videre fra Libna til Lakish og gik til angreb på den. 32 Efter kun en dag overgav Herren byen til dem, så de kunne gå ind og hugge befolkningen ned ligesom i Libna.
33 Under angrebet på Lakish dukkede kong Horam af Gezer op med sin hær for at komme byen til undsætning, men Josva og hans mænd slog kongen ihjel og udslettede fuldstændigt hans hær.
34-35 Derefter forlod israelitterne Lakish og gik imod Eglon. De løb byen over ende allerede den første dag. Også her blev samtlige indbyggere hugget ned. 36 Fra Eglon tog de videre til Hebron, 37 angreb og indtog byen. Alle indbyggerne i byen og i de omliggende landsbyer fik samme medfart som deres konge. De blev alle hugget ned. 38 Så vendte de sig mod Debir. 39 Byen og dens omliggende landsbyer blev hurtigt indtaget, og alle indbyggerne hugget ned som i Libna og Hebron.
40 Således indtog Josva og hans hær hele området og dræbte de folk og konger, der boede på bakkeskråningerne mod vest, i højlandet, i Negev mod syd og på skråningerne mod øst. De udryddede hele landets befolkning, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet. 41 De huggede dem ned fra Kadesh-Barnea til Gaza, og fra Goshen til Gibeon. 42 Alle disse konger og deres landområder blev erobret i et enkelt felttog, for Herren, Israels Gud, kæmpede for sit folk. 43 Derefter vendte Josva og hæren tilbage til lejren ved Gilgal.
Josva besejrer kongerne mod nord
11 Da kong Jabin af Hatzor hørte, hvad der var sket, sendte han bud til følgende konger: kong Jobab af Madon, kongen af Shimron, kongen af Akshaf, 2 kongerne i højlandet mod nord, kongerne i Jordandalen syd for Kinneret søen,[h] kongerne på de vestlige bakkeskråninger, kongerne på højdedragene i Dor mod vest. 3 Det var alle kongerne mod øst og vest blandt kana’anæerne, altså amoritterne, hittitterne og perizzitterne, jebusitterne i højlandet og hivvitterne ved Hermonbjergets fod i Mitzpadalen.
4-5 Alle disse konger allierede sig og mobiliserede deres hære. Deres krigere var talløse som sandet ved havets bred, og deres heste og stridsvogne dækkede hele området omkring Meroms kilder, hvor de havde slået lejr inden angrebet på israelitterne.
6 Men Herren sagde til Josva: „Vær ikke bange for dem, for i morgen ved denne tid ligger de alle dræbt for jeres fødder. I skal brænde deres vogne og skære haserne over på deres heste.”
7 Da rykkede Josva og hans mænd frem mod Meroms kilder og stormede i et lynangreb de intetanende fjender. 8 Herren overgav hele fjendens hær til israelitterne, der forfulgte dem op til Storsidon og Misrefot-Majim—og østpå ind i Mitzpadalen. Hele fjendens hær blev hugget ned. Ikke en eneste blev skånet. 9 Bagefter skar Josva og hans mænd hestenes haser over og brændte vognene, sådan som Herren havde befalet.
10 På tilbagevejen indtog Josva byen Hatzor og dræbte kongen. Hatzor havde indtil da været hovedbyen for alle disse mindre kongeriger. 11 Israelitterne udryddede alt levende i byen, og så blev byen brændt ned.
12 Josva dræbte alle disse konger og deres folk, sådan som Herrens tjener Moses havde befalet. 13 Dog nedbrændte han ingen af de byer, som var bygget på ruinerne af en tidligere by, bortset fra Hatzor, 14 men han udslettede indbyggerne og beholdt krigsbyttet og kvæget, 15 sådan som Herren havde befalet sin tjener Moses, og Moses havde befalet Josva. Josva gjorde nøjagtigt, som Herren havde befalet Moses.
Erobringen af Kana’an fuldføres
16 Josva havde nu indtaget hele Kana’ans land: højlandet, Negev området, Goshens land,[i] skråningerne mod vest, Jordandalen, Israels højland og lavland. 17-18 Israelitternes territorium strakte sig nu mod syd indtil Halakbjerget ved Seir og mod nord op til Ba’al-Gad i Libanon dalen ved foden af Hermonbjerget. Det tog Josva lang tid at underlægge sig hele dette område og udrydde samtlige konger i landet. 19 Ingen af dem sluttede fred med israelitterne bortset fra hivvitterne i Gibeon. Alle de andre folk blev udslettet. 20 Herren havde nemlig forhærdet alle disse konger, så de hellere ville gå i kamp mod Israel end forsøge at slutte fred. De blev alle dræbt uden skånsel, sådan som Herren havde befalet Moses.
21 I den periode udryddede Josva alle kæmperne i landet—Anaks efterkommere, der boede rundt omkring i det sydlige og nordlige højland, især omkring Hebron, Debir og Anab. Alle blev dræbt, og deres byer blev ødelagt. 22 Der var ikke en eneste anakit tilbage i Israel, og kun nogle ganske få i Gaza, Gat og Ashdod.
23 Josva indtog således hele landet, sådan som Herren havde befalet Moses, og han fordelte jorden mellem Israels stammer, så de hver fik deres arvelod. Derefter var der endelig fred og ro i landet.
Det erobrede land øst for Jordanfloden
12 Her følger en liste over de konger, som israelitterne besejrede, og hvis landområder de indtog øst for Jordanfloden fra Arnonfloden i syd til Hermonbjerget mod nord, inklusive den østlige del af dalsænkningen, som Jordanfloden løber igennem.
2 Først var der amoritterkongen Sihon, der boede i Heshbon. Hans rige omfattede højlandet fra Aroer i syd, midt på bjergkammen nord for Arnondalen, og til Jabbokfloden, der danner grænse til ammonitternes område. Heri er medregnet den sydlige halvdel af Gilead. 3 Til Sihons rige hørte også den østlige del af Jordandalen fra Kinneret søen i nord ned til Det Døde Hav, hvor byen Bet-Jeshimot ligger, og længere mod syd skråningerne fra Pisgas bjergryg ned mod havet.
4 Dernæst var der kong Og af Bashan, en af de sidste refaitter, som regerede fra Ashtarot og Edrei. 5 Hans rige strakte sig fra Hermonbjerget i nord til Salka i øst og omfattede de områder, der hed Geshur og Ma’aka, foruden hele Bashan provinsen og den nordlige halvdel af Gilead. 6 Allerede under Moses underlagde israelitterne sig kong Sihons og kong Ogs områder øst for Jordanfloden, og Moses fordelte landet mellem Rubens stamme, Gads stamme og Manasses halve stamme.
Det erobrede land vest for Jordanfloden
7 Her følger en liste over de konger, som Josva og israelitterne besejrede vest for Jordanfloden. Det drejer sig om området fra Ba’al-Gad i Libanondalen mod nord til Halakbjerget ved Seir mod syd. Hele det område fordelte Josva mellem Israels øvrige stammer. 8 Området indbefattede højlandet, lavlandet, Jordandalen, bakkeskråningerne vest for højlandet, Judas ørkenland og Negev mod syd, og det var tidligere beboet af hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne.
9 Kongerne over dette område var: kongen af Jeriko, kongen af Aj nær Betel, 10 kongen af Jerusalem, kongen af Hebron, 11 kongen af Jarmut, kongen af Lakish, 12 kongen af Eglon, kongen af Gezer, 13 kongen af Debir, kongen af Geder, 14 kongen af Horma, kongen af Arad, 15 kongen af Libna, kongen af Adullam, 16 kongen af Makkeda, kongen af Betel, 17 kongen af Tappua, kongen af Hefer, 18 kongen af Afek, kongen over Saronsletten, 19 kongen af Madon, kongen af Hatzor, 20 kongen af Shimron-Meron, kongen af Akshaf, 21 kongen af Ta’anak, kongen af Megiddo, 22 kongen af Kedesh, kongen af Jokneam i Karmel, 23 kongen af Dor (på Dors højderyg), kongen over Galilæas[j] folk 24 og kongen af Tirtza. I alt blev 31 konger dræbt og deres byer ødelagt.
Områder, der endnu ikke er erobret
13 Da Josva var blevet gammel, sagde Herren til ham: „Du er langt oppe i årene, men der er endnu meget land at indtage. 2 Det drejer sig om filistrenes og geshuritternes landområder. 3 I det sydlige Kana’an drejer det sig om området, der går fra den mudrede[k] wadi på grænsen til Egypten, op til Ekron mod nord med de fem filisterbyer: Gaza, Ashdod, Ashkalon, Gat og Ekron (der hvor avvitterne engang boede). 4 I det nordlige Kana’an er det de øde områder, der hører under Sidon, fra Afek til den amoritiske grænse. 5 Desuden er der gebalitternes område langs kysten mod nord og området øst for Libanons bjerge fra Ba’al-Gad neden for Hermonbjerget i syd til Lebo-Hamat i nord, 6-7 samt alle dem, der bor vest for Libanons bjerge og ud til Misrefot-Majim ved kysten, det er sidonierne. Jeg er parat til selv at drive dem bort foran jer. Derfor skal du medregne hele området, når du fordeler landet mellem de ni stammer og Manasses halve stamme, sådan som jeg har befalet.”
Fordelingen af landet øst for Jordanfloden
8 Den ene halvdel af Manasses stamme samt Rubens og Gads stamme havde allerede af Moses fået tildelt deres arvelod på den østlige side af Jordanfloden. 9 Deres område indbefattede Medeba højsletten ned til Dibon og byen Aroer på toppen af skrænten ved Arnonfloden, samt byen nede i floddalen. 10 Det indeholdt også de øvrige byer, som tidligere hørte under amoritterkongen Sihon af Heshbon, ud til Ammons grænse. 11 Området indbefattede også Gilead, geshuritternes og ma’akatitternes land, hele Hermonbjerget, hele Bashan så langt som til byen Salka 12 og alt det land, som tidligere hørte under kong Og af Bashan, der regerede fra Ashtarot og Edrei. Kong Og var en af de sidste refaitter. Det var i Moses’ tid, de blev angrebet og drevet bort. 13 Men israelitterne var ikke i stand til at fordrive geshuritterne og ma’akatitterne, og derfor bor de endnu i dag iblandt dem.
Levis arvelod
14 Moses tildelte ikke levitterne nogen jord, for Herren havde lovet at sørge for dem, at de måtte få del i det, der blev ofret til Herren, Israels Gud.
Rubens arvelod
15 Moses tildelte klanerne fra Rubens stamme 16 Medeba højsletten ned til Aroer og byen nede i Arnondalen. 17 Deres område indbefattede Heshbon og de andre byer på højsletten: Dibon, Bamot-Ba’al, Bet-Ba’al-Meon, 18 Jahatz, Kedemot, Mefa’at, 19 Kirjatajim, Sibma, Seret-ha-Shahar på bjerget over dalen, 20 Bet-Peor, Bet-ha-Jeshimot og Pisgabjergets skråninger.
21 Rubens arvelod indbefattede hele det landområde, kong Sihon havde regeret over med alle byer og landsbyer. Sihon var den amoritiske konge, som regerede fra Heshbon, og som blev dræbt af Moses sammen med de midjanitiske høvdinge Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba, der alle var underlagt kong Sihon. 22 Israelitterne dræbte ved den lejlighed også spåmanden Bileam, Beors søn. 23 Jordanfloden og Det Døde Hav udgjorde den vestlige grænse for det land, der blev tildelt Rubens stamme.
Gads arvelod
24 Moses tildelte følgende områder til klanerne i Gads stamme: 25 Højsletterne med Jazer, alle Gileads byer og halvdelen af ammonitternes land indtil Aroer ved Rabba mod øst, 26 området fra Heshbon mod syd til Ramat-ha-Mitzpe og Betonim, og op til Mahanajim og Lodebar mod nord. 27-28 I Jordandalen var der byerne Bet-Haram, Bet-Nimra, Sukkot, Zafon og resten af kong Sihon af Heshbons rige. Jordanfloden dannede grænse mod vest helt op til Galilæasøen.
Manasses halve stammes arvelod
29 Moses tildelte følgende område til klanerne fra Manasses halve stamme: 30 Deres territorium strakte sig nordpå fra Mahanajim og indbefattede hele Bashan, hele kong Ogs tidligere rige, og Jairs 60 landsbyer i Bashan, 31 desuden det halve Gilead samt kong Ogs residensbyer, Ashtarot og Edrei. Det blev alt sammen givet til efterkommere af Makir, Manasses søn.
32 Sådan fordelte Moses moabitternes land øst for Jordanfloden over for Jeriko, hvor folket i sin tid slog lejr. 33 Men Levis stamme gav han ingen jord, for Herren, Israels Gud, skulle være deres arvelod. Herren selv havde lovet at sørge for dem.
Fordelingen af landet vest for Jordanfloden
14 Det følgende er de landområder, israelitterne fik i Kana’an. Det var Josva og præsten Eleazar, der sammen med stammernes overhoveder fordelte dem 2 ved lodtrækning imellem de resterende ni en halv stammer, sådan som Herren havde befalet Moses. 3-4 Området øst for Jordanfloden havde Moses allerede fordelt imellem de to en halv stammer. Josefs efterkommere udgjorde på det tidspunkt to stammer, Manasses stamme og Efraims stamme. Levitterne fik ingen jord, kun nogle byer at bo i og de omliggende græsmarker til deres hornkvæg og småkvæg. 5 Fordelingen af landet var således helt i overensstemmelse med de retningslinier, Herren havde givet Moses.
6 En delegation fra Judas stamme kom under Kalebs ledelse til Josva i Gilgal.
„Husker du, hvad Herren sagde til Moses om os to, mens vi endnu var i Kadesh-Barnea?” spurgte Kaleb. 7 „Jeg var 40 år gammel, dengang Moses sendte os fra Kadesh-Barnea ind i Kana’an for at udspionere landet. Da vi kom tilbage, aflagde jeg rapport til ham efter bedste overbevisning. 8 Den rapport, som de andre spioner aflagde, gjorde imidlertid folket bange, så de ikke havde mod til at indtage landet. Men jeg stolede på Herren min Gud af hele mit hjerte. 9 Den dag lovede Moses mig: ‚Den del af Kana’ans land, som du har været inde i, skal altid tilhøre dig og dine efterkommere, fordi du har vist Herren fuld lydighed.’ ”
10 „Nu er jeg 85 år gammel,” fortsatte Kaleb, „og i de 45 år, der er gået, siden Herren talte til Moses om det her, har Herren bevaret mig gennem alt, inklusive den lange ørkenvandring. 11 I dag er jeg lige så stærk som dengang, Moses sendte os ind i landet. Jeg har den samme livskraft og kan stadig håndtere mine våben. 12 Derfor vil jeg anmode dig om at overdrage mig det højland, som Herren lovede mig. Du husker nok, at anakitterne bor der i store befæstede byer. Men ved Herrens hjælp skal jeg nok få jaget dem bort, som han lovede.”
13 Så velsignede Josva ham, og han gav ham højsletten med Hebron som arvelod. 14 Sådan kom Hebron til at tilhøre Kalebs slægt, og det gør den stadig, fordi han viste Herren fuld lydighed. 15 Hebron blev tidligere kaldt Kirjat-Arba efter Arba, som var den største af de anakitiske kæmper. Josva førte nu ikke flere krige.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.