Bible in 90 Days

15 Loddet faldt for Judæernes Stamme efter deres Slægter således, at deres Landområd strækker sig hen,imod Edoms Område, Zins Ørken mod Syd, yderst mod Syd. ² Deres Sydgrænse begynder ved Enden af Salthavet, ved den sydlige Bugt, ³ og løber sønden om Akrabbimpasset, går videre til Zin, strækker sig opad sønden om Hadesj Barnea og går derpå videre til Hezron og op til Addar; så drejer den om mod Karka'a, ⁴ går videre til Azmon og fortsætter til Ægyptens Bæk; så ender Grænsen ved Havet. Det er deres Sydgrænse. ⁵ Østgrænsen er Salthavet indtil Jordans Udløb. Nordgrænsen begynder ved Havets Bugt ved Jordans Udløb; ⁶ derpå strækker Grænsen sig opad til Bet Hogla og går videre norden om Bet Araba; så strækker Grænsen sig opad til Rubens Søn Bohans Sten; ⁷ derpå strækker Grænsen sig fra Akors Dal op til Debir og drejer nordpå til Gilgal, som ligger lige over for Adummimpasset sønden for Dalen; derefter går Grænsen videre over til Vandet ved Sjemesjkilden og ender ved Rogelkilden; ⁸ derpå strækker Grænsen sig op i Hinnoms Søns Dal til Sydsiden af Jebusiternes Bjergryg, det er Jerusalem; derpå strækker Grænsen sig op til Toppen af Bjerget lige vesten for Hinnoms Dal ved Refaimdalens Nordende; ⁹ derpå bøjer Grænsen fra Toppen af dette Bjerg ben til Neftoas Vandkilde og løber videre til Byerne på Efronbjerget; så bøjer Grænsen om til Ba'ala, det er Kirjat-Jearim; ¹⁰ derpå drejer Grænsen om fra Ba'ala mod Vest til Seirbjerget, går videre til Jearimbjergets nordre Udløber, det er Kesalon: så strækker den sig ned til Bet Sjemesj og går videre til Timna; ¹¹ derpå løber Grænsen i nordlig Retning til Bjergryggen ved Ekron; så bøjer Grænsen om til Sjikkaron, går videre til Ba'alabjerget, løber til Jabne'el og ender ved Havet. ¹² Vestgrænsen er det store Hav. Det er Grænsen rundt om Judæernes Område efter deres Slægter.

¹³ Men Kaleb, Jefunnes Søn, gav han et Stykke Land imellem Judæerne efter Herrens Befaling til Josua: Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron; ¹⁴ og Kaleb drev de tre Anakiter bort derfra, Sjesjaj, Abiman og Talmaj, der nedstammede fra Anak. ¹⁵ Derfra drog han op mod Debirs Indbyggere; Debir hed fordum Kirjat Sefer. ¹⁶ Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, giver jeg min datter Aksa til Hustru!" ¹⁷ Og da Benizziten Otniel, Kalebs Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. ¹⁸ Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" ¹⁹ Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse!" Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav han hende de øvre og de nedre Vandkilder.

²⁰ Judæernes Stammes Arvelod efter deres Slægter er: ²¹ Byerne i Udkanten af Judæernes Stamme ved Edoms Grænse i Sydlandet er følgende: Kabzeel, Eder, Jagur, ²² Kina, Dimona, Arara, ²³ Kedesj Hazot, Jitnan, ²⁴ Zif, Telam, Bealot, ²⁵ Hazor Hadatta, Kerijjot Hezron, det er Hazor, ²⁶ Amam, Sjema, Molada, ²⁷ Hazar Gadda, Hesjmon, Bet Pelet, ²⁸ Hazar Sjual, Be'ersjeba med Småbyer, ²⁹ Ba'ala, Ijjim, Ezem, ³⁰ Eltolad, Betul, Horma, ³¹ Ziklag, Madmanna, Sansanna, ³² Lebaot, Sjilhim og En Rimmox; tilsammen ni og tyve Byer med Landsbyer.

³³ I Lavlandet: Esjtaol, Zora, Asjna, ³⁴ Zanoa, En Gannim, Tappua, Enam, 35 Jarmut, Adullam, Soko, Azeka, ³⁶ Sja'arajim, Aditajim, Gedera og Gederotajim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. ³⁷ Zenan, Hadasja, Migdal Gad, ³⁸ Dilan, Mizpe, Jokte'el, ³⁹ Lakisj, Bozkaf, Eglon, ⁴⁰ Kabbon, Lamas, Hitlisj, ⁴¹ Gederot, Bet Dagon, Na'ama og Makkeda; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. ⁴² Libna, Eter, Asjan, ⁴³ Jifta, Asjna, Nezib, ⁴⁴ Keila, Akzib og Maresja; tilsammen ni Byer med Landsbyer. ⁴⁵ Ekron med Småbyer og Landsbyer; ⁴⁶ fra Ekron til Havet alt, hvad der ligger på Asdodsiden, med tilhørende Landsbyer; ⁴⁷ Asdod med Småbyer og Landsbyer; Gaza med Småbyer og Landsbyer indtil Ægyptens Bæk med det store Hav som Grænse.

⁴⁸ I Bjerglandet: Sjamir, Jattir, Soko, ⁴⁹ Danna, Kirjat Sefer, det er Debir, ⁵⁰ Anab, Esjtemo, Anim, ⁵¹ Gosjen, Holon og Gilo; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. ⁵² Arab, Duma, Esjan, ⁵³ Janum, Bet Tappua, Afeka, ⁵⁴ Humta, Kirjat Arba, det er Hebron, og Zior; tilsammen ni Byer med Landsbyer. ⁵⁵ Maon, Karmel, Zif, Jutta, ⁵⁶ Jizre'el, Jokdeam, Zanoa, ⁵⁷ Hain, Gibea og Timna; tilsammen ti Byer med Landsbyer. ⁵⁸ Halhul, Bet Zur, Gedor, ⁵⁹ Ma'arat, Bet Anon og Eltekon; tilsammen seks Byer med Landsbyer. Tekoa, Efrata, det er Betlehem, Peor, Etam, Kulon, Tatam, Sores, Kerem, Gallim, Beter og Menoho; tilsammen elleve Byer med Landsbyer. ⁶⁰ Hirjat Ba'al, det er Hirjat Jearim, og Rabba; tilsammen to Byer med Landsbyer.

⁶¹ I Ørkenen: Bet Araba, Middin, Sekaka, ⁶² Nibsjan, Ir Mela og En Gedi; tilsammen seks Byer med Landsbyer.

⁶³ Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, kunde Judæerne ikke drive bort; og Jebusiterne bor i Jerusalem sammen med Judæerne den Dag i Dag.

16 For Josefs Sønner faldt Loddet således: Mod Øst går Grænsen fra Jordan ved Jeriko, ved Jerikos Vande, op gennem Ørkenen, som fra Jeriko strækker sig op i Bjergland,et til Betel; ² fra Betel fortsætter den videre til Arkiternes Landemærke, til Atarot, ³ og strækker sig nedad mod Vest til Ja Detiternes Landemærke, til Nedre Bet Horons Landemærke og til Gezer og ender ved Havet.

⁴ Og Josefs Sønner, Manasse og Efraim, fik Arvelodder. ⁵ Efraimiternes Landemærke efter deres Slægter var følgende: Grænsen for deres Arvelod er mod Øst Atarot Addar og går til Øvre Bet Horon; ⁶ derpå går Grænsen ud til Havet. Mod Nord er Grænsen Mikmetat; Grænsen går så mod Øst til Ta'anat Sjilo, løber videre østen om Janoa, ⁷ strækker sig så fra Janoa ned til Atarot og Na'ara, støder op til Jeriko og ender ved Jordan. ⁸ Fra Tappua går Grænsen mod Vest til Kanabækken og ender ved Havet. Det er Efraimiternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. ⁹ Dertil kommer de Byer, som udskiltes til Efraimiterne inden for Manassiternes Arvelod, alle Byerne med Landsbyer. ¹⁰ Men de fordrev ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, og således er Kana'anæerne blevet boende midt i Efraim indtil den Dag i Dag, idet de siden blev Hoveriarbejdere.

17 Og Loddet faldt for Manasses Stamme: thi han var Josefs førstefødte. Makir, Manasses førstefødte, Gileads Fader - han var nemlig Kriger - fik Gilead og Basan. ² Og de øvrige Manassiter fik Land efter deres Slægter, Abiezers, Heleks, Asriels, Sjekems, Hefers og Sjemidas Sønner; det er Josef's Søn Manasses mandlige Efterkommere efter deres Slægter. ³ Men Zelofhad, en Søn af Hefer, en Søn af Gilead, en Søn af Makir, en Søn af Manasse, havde ingen Sønner, kun Døtre; og hans Døtre hed Mala, Noa, Hogla, Milka og Tirza. ⁴ De trådte frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Øversterne og sagde: "Herren bød Moses give os Arvelod iblandt vore Brødre!" Da gav han dem efter Herrens Bud en Arvelod iblandt deres Faders Brødre. ⁵ Således faldt ti Parter på Manasse foruden Landet Gilead og Basan hinsides Jordan. ⁶ Thi Manasses døtre fik Arvelod blandt hans Sønner. Men Landet Gilead tilfaldt Manasses øvrige Efterkommere.

⁷ Og Manasses Grænse går fra Aser til Mikmetat, som ligger østen for Sikem; derpå går Grænsen mod Syd til Befolkningen i En-Tappua. ⁸ Manasse fik Landskabet Tappua; men Byen Tappua ved Manasses Grænse tilfaldt Efraimiterne. ⁹ Derpå strækker Grænsen sig ned til Kanabækken, sønden om Bækken; Byerne der tilfaldt Efraim, midt iblandt Manasses Byer; Manasses Landområde ligger norden for Bækken. Grænsen ender derpå ved Havet. ¹⁰ Sydsiden tilhører Efraim og Nordsiden Manasse. Havet danner Grænse; mod Nord støder de op til Aser, mod Øst til Issakar. ¹¹ I Issakar og Aser tilfaldt følgende Byer Manasse: Bet-Sjean med Småbyer, Jibleam med Småbyer, Befolkningen i Dor med Småbyer, Befolkningen i En-Dor med Småbyer, Befolkningen i Ta'anak med Småbyer og Befolkningen i Megiddo med Småbyer, de tre Højdedrag. ¹² Men Manassiterne kunde ikke drive disse Byers Indbyggere bort, det lykkedes Kana'anæerne at holde sig i disse Egne. ¹³ Da Israeliterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

¹⁴ Da talte Josefs Sønner til Josua og sagde: "Hvorfor har du kun givet mig een Lod og een Part til Arvelod, skønt jeg er et talrigt Folk, eftersom Herren hidtil har velsignet mig?" ¹⁵ Josua svarede dem: "Når du er et talrigt Folk, så drag op i Skovlandet og ryd dig Jord der i Perizziternes og Refaiternes Land, siden Efraims Bjergland er dig for trangt!" ¹⁶ "Da sagde Josefs Sønner: "Bjerglandet er os ikke nok, og alle Kana'anærerne, som bor på Slettelandet, både de i Bet-Sjean med Småbyer og de på Jizre'elsletten, har jernbeslagne Vogne!" ¹⁷ Da sagde Josua til Josefs Slægt, til Efraim og Manasse: "Du er et talrigt Folk og har stor Kraft; du skal ikke komme til at nøjes med een Lod, ¹⁸ men et Bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset. og når du rydder det, skal det tilfalde dig med Udløberne derfra; thi du skal drive Kana'anæerne bort, selv om de har jernbeslagne Vogne; du er nemlig stærkere end de."

18 Hele Israeliternes Menighed kom sammen i Silo, og de rejste Åbenbaringsteltet der, da de nu havde underlagt sig Landet.

² Men der var endnu syv Stammer tilbage af Israeliterne, som ikke havde fået deres Arvelod tildelt. ³ Josua sagde derfor til Israeliterne: "Hvor længe vil I endnu nøle med at drage hen og tage det Land i Besiddelse, som Herren, eders Fædres Gud, har givet eder? ⁴ Udse eder tre Mænd af hver Stamme, som jeg kan udsende; de skal gøre sig rede og drage Landet rundt og affatte en Beskrivelse derover til Brug ved Fastsættelsen af deres Arvelod og så komme tilbage til mig. ⁵ De skal dele det i syv Dele; Juda skal beholde sit Område mod Syd og Josefs Slægt sit mod Nord. ⁶ Og I skal så affatte en Beskrivelse over Landet, delt i syv Dele, og bringe mig den; så vil jeg kaste Lod for eder her for Herren vor Guds Åsyn. ⁷ Thi Leviterne får ingen Del iblandt eder, da Herrens Præstedømme er deres Arvelod; og Gad, Ruben og Manasses halve Stamme har på Jordans Østside fået deres Arvelod, som Herrens Tjener Moses gav dem!"

⁸ Da begav Mændene sig på Vej; og Josua bød de bortdragende affatte en Beskrivelse over Landet, idet han sagde: "Drag Landet rundt, affat en Beskrivelse over det og kom så tilbage til mig; så vil jeg kaste Lod for eder her for Herrens Åsyn i Silo!" ⁹ Så begav, Mændene sig på Vej og drog igennem Landet og affattede en Beskrivelse derover, By for By, i syv Dele; og derpå kom de tilbage til Josua i Lejren ved Silo. ¹⁰ Men Josua kastede Lod for dem i Silo for Herrens Åsyn og udskiftede der Landet til Israeliterne, Afdeling, for Afdeling.

¹¹ Da faldt Loddet for Benjaminiternes Stamme efter deres Slægter; og det Område, der blev deres Lod, kom til at ligge mellem Judas og Josefs Sønner. ¹² Deres Nordgrænse begynder ved Jordan, og Grænsen strækker sig op til Bjergryggen norden for Jeriko og mod Vest op i Bjerglandet, så den ender i Bet-Avens Ørken; ¹³ derfra går Grænsen videre til Luz, til Bjergryggen sønden for Luz, det er Betel, og strækker sig ned til Atarot-Addar over Bjerget sønden for Nedre-Bet-Horon. ¹⁴ Derpå bøjer Grænsen om og løber som Vestgrænse sydpå fra Bjerget lige sønden for Bet-Horon og ender ved Kirjat-Ba'al, det er den judæiske By Kirjat-Jearim; det er Vestgrænsen. ¹⁵ Sydgrænsen begynder ved Udkanten af Kirjat-Ba'al, og Grænsen går til Neftoas Vandkilde; ¹⁶ derpå strækker den sig ned til Randen af Bjerget lige over for Hinnoms Søns dal norden for Refaimdalen og videre til Hinnoms Dal sønden om Jebusiternes Bjergryg og til Rogelkilden; ¹⁷ så drejer den nordpå og fortsætter til Sjemesjkilden og videre til Gelilot lige over for Adummimpasset, derpå ned til Rubens Søn Bohans Sten ¹⁸ og går så videre til Bjergryggen norden for Bet-Araba og ned i Arabalavningen; ¹⁹ så går den videre til bjergryggen norden for Bet-Hogla og ender norden for Salthavets Bugt ved Jordans Udløb; det er Sydgrænsen. ²⁰ Mod Øst danner Jordan Grænse. Det er Benjaminiternes Arvelod med dens Grænser efter deres Slægter.

²¹ Og Benjaminiternes Stammes Byer efter deres Slægter er følgende: Jeriko, Bet-Hogla, Emek-Keziz, ²² Bet-Araba, Zemarajim, Betel, ²³ Avvim, Para, ofra, ²⁴ Kefar-Ammoni, Ofni og Geba; tilsammen tolv Byer med Landsbyer. ²⁵ Gibeon, Rama, Be'erot, ²⁶ Mizpe, Kefira, Moza, ²⁷ Rekem, Jirpe'el, Tar'ala, ²⁸ Zela, Elef, Jebus, det er Jerusalem, Gibeat og Kirjat-Jearim; tilsammen fjorten Byer med Landsbyer. Det er Benjaminiternes Arvelod efter deres Slægter.

19 Det andet Lod faldt for Simeon, for Simeoniternes Stamme efter deres Slægter; og deres Arvelod kom til at ligge inde i Judæernes Arvelod. ² Til deres Arvelod hørte: Be'er-sjeba, Sjema, Molada, ³ Hazar-Sjual, Bala, Ezem, ⁴ Eltolad, Betul, Horma, ⁵ Ziklag, Bet-Markabot, Hazar-Susa, ⁶ Bet-Lebaot og Sjaruhen; tilsammen tretten Byer med Landsbyer. ⁷ En-Rimmon, Token, Eter og Asjan; tilsammen fire Byer med Landsbyer. ⁸ Desuden alle Landsbyerne rundt om disse Byer indtil Ba'alat-Be'er, Rama i Sydlandet. Det er Simeoniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter. ⁹ Fra Judæernes Del blev Simeoniternes Arvelod taget; thi Judæernes Del var for stor til dem; der for fik Simeoniterne Arvelod inde i deres Arvelod.

¹⁰ Det tredje Lod faldt for Zebuloniterne efter deres Slægter. Deres Arvelods Landemærke når til Sarid: ¹¹ og deres Grænse strækker sig vestpå op til Mar'ala, berører Dabbesjet og støder til Bækken, som løber østen om Jokneam; ¹² fra Sarid drejer den østpå, mod Solens Opgang, hen imod Kis-Idt-Tabors Område og fortsætter til Daberat og op til Jafia; ¹³ mod Øst, mod Solens Opgang, løber den derpå over til Gat-Hefer, til Et-Kazin og videre til Rimmona og bøjer om til Nea; ¹⁴ derfra drejer Grænsen i nordlig Retning til Hannaton og ender i Dalen ved Jifta-El. ¹⁵ Og den omfatter Kattat, Nabalal, Sjimron, Jid'ala og Betlehem; tilsammen tolv Byer med Lands-byer. ¹⁶ Det er Zebulonilernes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

¹⁷ For Issakar faldt det fjerde Lod, for Issakariterne efter deres Slægter; ¹⁸ og deres Landemærke var: Jizre'el, Kesullot, Sjunem, ¹⁹ Hafarajim, Sji'on, Anabarat, ²⁰ Rabbit, Kisjjon, Ebez, ²¹ Remet, En-Gannim, En-Hadda og Bet-Pazzez. ²² Og Grænsen berører Tabor, Sja-hazim og Bet-Sjemesj og ender ved Jordan; tilsammen seksten Byer med Landsbyer. ²³ Det er Issakariternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

²⁴ Det femte Lod faldt for Aseriternes Stamme efter deres Slægter. ²⁵ Deres Landemærke var: Helkat, Hali, Beten, Aksjaf, ²⁶ Alammelek, Am'ad og Misj'al; derpå berører Grænsen Harmel mod Vest og Sjihor-Libnat, ²⁷ drejer så østpå til Betbagon og berører Zebulon og Dalen ved Jifta-El mod Nord; derpå går den til Bet-Emek og Ne'iel og fortsætter nordpå til Kabul, ²⁸ Abdon, Rebob, Hammon og Hana indtil den store Stad Zidon; ²⁹ så drejer Grænsen mod Rama og til den befæstede By Tyrus; derpå drejer Grænsen mod Hosa og ender ved Havet; desuden Mahalab, Akzib, ³⁰ Akko, Afek, Rebob; tilsammen to og tyve Byer med Landsbyer. ³¹ Det er Aseriternes Stammes Område efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

³² For Naftaliterne faldt det sjette Lod, for Naftaliterne efter deres Slægter. ³³ Deres Landemærke går fra Helet, fra Allon-Beza'anannim og Adami-Nekeb og Jabne'el indtil Lakkum og ender ved Jordan; ³⁴ så drejer Grænsen vestpå til Aznot-Tabor, fortsætter derfra til Hukkok, berører Zebulon mod Syd, Aser mod Vest og Jordan mod Øst. ³⁵ Befæstede Byer er: Ziddim, Zer, Hammat, Rakkat, Kinneret, ³⁶ Adama, Rama, Hazor, ³⁷ Hedesj, Edre'i, En-Hazor, ³⁸ Jir'on, Migdal-El, Horem, Bet-Anat og Bet-Sjemesj; tilsammen nitten Byer med Landsbyer. ³⁹ Det er Naftaliternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

⁴⁰ For Daniternes Stamme efter deres Slægter faldt det syvende Lod. ⁴¹ Deres Arvelods Landemærke var: Zor'a, Esjtaol, Ir-Sjemesj, ⁴² Sja'alabbin, Ajjalon, Jitla, ⁴³ Elon, Timna, Ekron, ⁴⁴ Elteke, Gibbeton, Ba'alat, ⁴⁵ Jehud, Bene-Berak, Gat-Rim-mon, ⁴⁶ Me-Ja1'kon og Rakkon og Egnen hen imod Jafo. ⁴⁷ Men Daniternes Område blev dem for trangt; derfor drog Daniterne op og angreb Lesjem, indtog det og slog det med Sværdet; derpå tog de det i Besiddelse og bosatte sig der og gav Lesjem Navnet Dan efter deres Stamfader Dan. ⁴⁸ Dette er Daniternes Stammes Arvelod efter deres Slægter, nævnte Byer med Landsbyer.

⁴⁹ Da Israeliterne var færdige med Udskiftningen af Landet, Stykke for Stykke, gav de Josua, Nuns Søn, en Arvelod imellem sig. ⁵⁰ Efter Herrens Påbud gav de ham den By, han udbad sig, Timnat-Sera i Efraims Bjerge; og han befæstede Byen og bosatte sig der.

⁵¹ Det er de Arvelodder, som Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse udskiftede ved Lodkastning i Silo for Herrens Åsyn ved Åbenbaringsteltets Indgang. Således blev de færdige med Udskiftningen af Landet.

20 Og Herren talede til Josua og sagde ² "Tal til Israeliterne og sig: Afgiv de Tilflugtsbyer, jeg talede til eder om ved Moses, ³ for at en Manddraber, der uforsætligt og af Vanvare slår en ihjel, kan ty til dem, så at de kan være eder Tilflugtssteder mod Blodhævneren. ⁴ Når han tyr hen til en af disse Byer og stiller sig i Byportens Indgang og forebringer sin Sag for Byens Ældste, skal de optage ham i Byen hos sig og anvise ham et Sted, hvor han kan bo bos dem; ⁵ og når Blodhævneren forfølger ham, må de ikke udlevere Manddraberen til ham, thi han har slået sin Næste ihjel af Vanvare uden i Forvejen at have båret Nag til ham; ⁶ han skal blive boende i denne By, indtil han har været stillet for Menighedens Domstol, eller den Mand, som på den Tid er Ypperstepræst, dør; derefter kan Manddraberen vende tilbage til sin By og sit Hjem, den By, han er flygtet fra."

⁷ Da helligede de Kedesj i Galilæa i Naftalis Bjerge, Sikem i Efrims Bjerge og Kirjat-Arba, det er Hebron, i Judas Bjerge. ⁸ Og østen for Jordan afgav de Bezer i Ørkenen, på Højsletten, af Rubens Stamme, Ramot i Gilead at Gads Stamme og Golan i Basan af Manasses Stamme. ⁹ Det var de Byer, som fastsattes for alle Israeliterne og de fremmede, som bor iblandt dem, i det Øjemed at enhver, der uforsætligt slår en ihjel, kan ty derhen og undgå Døden for Blodhævnerens Hånd, før han har været stillet for Menighedens Domstol.

21 Derpå trådte Overhovederne for Leviternes Fædrenehuse frem for Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn, og Overhovederne for de israelitiske Stammers Fædrenehuse ² og talte således til dem i Silo i Kana'ans Land: "Herren bød ved Moses, at der skulde gives os nogle Byer at bo i med tilhørende Græsmarker til vort Kvæg." ³ Da afgav Israeliterne i Følge Herrens Bud af deres Arvelod følgende Byer med Græsmarker til Leviterne.

⁴ Loddet faldt først for Kehatiternes Slægter, således at Præsten Arons Sønner blandt Leviterne ved Lodkastningen fik tretten Byer af Judas, Simeoniternes og Benjamins Stammer, ⁵ mens de andre Hehatiter ved Lodkastningen efter deres Slægter fik ti Byer af Efraims og Dans Stammer og Manasses halve Stamme. ⁶ Gersoniterne fik ved Lodkastningen efter deres Slægter tretten Byer af Issakars, Asers og Naftalis Stammer og Manasses halve Stamme i Basan. ⁷ Merariterne fik efter deres Slægter tolv Byer af Rubens, Gads og Zebulons Stammer.

⁸ Og Israeliterne afgav ved Lodkastning følgende Byer med Græsmarker til Leviterne, således som Herren havde påbudt ved Moses. ⁹ Af Judæernes og Simeoniternes Stammer afgav de følgende ved Navn, nævnte Byer. ¹⁰ Arons Sønner, der hørte til Kehatiternes Slægter blandt Levis Sønner - thi for dem faldt Loddet først - fik følgende: ¹¹ Man gav dem Anaks Stamfader Arbas By, det er Hebron, i Judas Bjerge, med omliggende Græsmarker; ¹² men Byens Mark og Landsbyer gav man Kaleb, Jefunnes Søn, i Eje. ¹³ Præsten Arons Sønner gav man Hebron, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Libna med omliggende Græsmarker, ¹⁴ Jattir med omliggende Græsmarker, Esjtemoa med omliggende Græsmarker, ¹⁵ Holon med omliggende Græsmarker, Debir med omliggende Græsmarker, ¹⁶ Asjan med omliggende Græsmarker, Jutta med omliggende Græsmarker og Bet-Sjemesj med omliggende Græsmarker; tilsammen ni Byer af de to Stammer; ¹⁷ og af Benjamins Stamme Gibeon med omliggende Græsmarker, Geba med omliggende Græsmarker, ¹⁸ Anatot med omliggende Græsmarker og Alemet med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer. ¹⁹ Præsternes, Arons Sønners, Byer udgjorde i alt tretten Byer med omliggende Græsmarker.

²⁰ Kehatiternes Slægter af Leviterne, de øvrige Kehatiter, fik de Byer af Efraims Stamme, som tildeltes dem ved Lodkastning. ²¹ Man gav dem Sikem, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker i Efraims Bjerge, Gezer med omliggende Græsmarker, ²² Kibzajim med omliggende Græsmarker og Bet-Horon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ²³ og af Dans Stamme Elteke med omliggende Græsmarker, Gibbeton med omliggende Græsmarker, ²⁴ Ajjalon med omliggende Græsmarker og Gat-Rimmon med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ²⁵ og af Manasses halve Stamme Tånak med omliggende Græsmarker og Jibleam med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer; ²⁶ i alt ti Byer med omliggende Græsmarker tilfaldt de øvrige Kehatiters Slægter.

²⁷ Blandt Leviternes Slægter fik fremdeles Gersoniterne af Manasses halve Stamme Golan i Basan, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker og Asjtarot med omliggende Græsmarker; tilsammen to Byer; ²⁸ og af Issakars Stamme Kisjjon med omliggende Græsmarker, Daberat med omliggende Græsmarker, ²⁹ Jarmut med omliggende Græsmarker og En-Gannim med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ³⁰ og af Asers Stamme Misj'al med omliggende Græsmarker, Abdon med omliggende Græsmarker, ³¹ Helkat med omliggende Græsmarker og Rehob med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ³² og af Naftalis Stamme Bedesj i Galilæa, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Hammot-Dor med omliggende Græsmarker og Hartan med omliggende Græsmarker; tilsammen tre Byer; ³³ Gersoniternes Byer efter deres Slægter udgjorde i alt tretten med omliggende Græsmarker.

³⁴ De øvrige Leviter, Merariternes Slægter, fik af Zebulons Stamme Jokneam med omliggende Græsmarker, Karta med omliggende Græsmarker, ³⁵ Rimmona med omliggende Græsmarker og Nahalal med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ³⁶ og hinsides Jordan over for Jeriko af Rubens Stamme Bezer i Ørkenen på Højsletten, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Jaza med omliggende Græsmarker. ³⁷ Kedemot med omliggende Græsmarker og Mefa'at med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ³⁸ og af Gads Stamme Ramot i Gilead, en af Tilflugtsbyerne for Manddrabere, med omliggende Græsmarker, Mahanajim med omliggende Græsmarker, ³⁹ Hesjbon med omliggende Græsmarker og Ja'zer med omliggende Græsmarker; tilsammen fire Byer; ⁴⁰ Byerne, der ved Lodkastningen tilfaldt de øvrige Levitslægter, Merariterne efter deres Slægter, udgjorde i alt tolv. ⁴¹ Levitbyerne inden for Israeliternes Ejendom udgjorde i alt otte og fyrretyve med omliggende Græsmarker. ⁴² Disse Byer skulde hver for sig have de omliggende Græsmarker med; det gjaldt for alle disse Byer.

⁴³ Således gav Herren Israel hele det Land, han havde tilsvoret deres Fædre at ville give dem, og de tog det i Besiddelse og bosatte sig der. ⁴⁴ Og Herren gav dem Ro rundt om, ganske som han havde tilsvoret deres Fædre, og ingen iblandt deres Fjender kunde holde Stand over for dem; alle deres Fjender gav Herren i deres Hånd. ⁴⁵ Ikke eet af alle de gode Ord, Herren havde talet til Israels Hus, faldt til Jorden; alle sammen gik de i Opfyldelse.

22 Derpå lod Josua Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kalde til sig ² og sagde til dem: "I har holdt alt, hvad Herrens Tjener Moses bød eder, og adlydt mig i alt, hvad jeg har påbudt eder. ³ I har ikke svigtet eders Brødre i denne lange Tid; indtil denne Dag har I holdt Herren eders Guds Bud. ⁴ Men nu har Herren eders Gud skaffet eders Brødre Ro, som han lovede dem; vend derfor nu tilbage til eders Telte i det Land, hvor eders Ejendom ligger, som Herrens Tjener Moses gav eder hinsides Jordan. ⁵ Kun må I omhyggeligt agte på at holde det Bud og den Lov, Herrens Tjener Moses pålagde eder, at elske Herren eders Gud, vandre på alle hans Veje, holde hans Bud, holde fast ved ham og tjene ham af hele eders Hjerte og hele eders Sjæl!" ⁶ Og Josua velsignede dem og lod dem drage bort, og de begav sig til deres Telte. ⁷ Den ene Halvdel af Manasses Stamme havde Moses givet Land i Basan, den anden Halvdel derimod havde Josua givet Land sammen med deres Brødre i Landet vesten for Jordan. Og da Josua lod dem drage hver til sit efter at have velsignet dem, ⁸ vendte de tilbage til deres Telte med store Rigdomme, med Kvæg i Mængde, med Sølv og Guld, Kobber og Jern og Klæder i stor Mængde; og det Bytte, de havde taget fra deres Fjender, delte de med deres Brødre.

⁹ Så forlod Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme Israeliterne i Silo i Kana'ans Land og vendte tilbage til Gilead, det Land, de havde fået i Eje, hvor de havde nedsat sig i Følge Herrens Bud ved Moses;' ¹⁰ og da Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kom til Gelilot ved Jordan i Kana'ans Land, byggede de et Alter der ved Jordan, et stort Alter. der sås viden om. ¹¹ Men det kom Israeliterne for Øre, at Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme havde bygget et Alter på Grænsen af Kana'ans Land, ved Gelilot ved Jordan, på Israeliternes Side. ¹² Og da Israeliterne hørte det, samledes hele Israeliternes Menighed i Silo for at drage i Kamp imod dem. ¹³ Da sendte Israeliterne Pinehas, Præsten Eleazars Søn, til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead ¹⁴ tillige med ti Øverster, een Øverste for hver af alle Israels Stammer; hver af dem var Overhoved for sin Stamme iblandt Israels Tusinder; ¹⁵ og da de kom til Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead, talte de således til dem: ¹⁶ "Således siger hele Herrens Menighed: Hvad er det for en Troløshed, I har begået mod Israels Gud, at I i Dag har vendt eder fra Herren ved at bygge eder et Alter og vise Genstridighed mod Herren? ¹⁷ Har vi ikke nok i Brøden med Peor, som vi endnu den Dag i Dag ikke har fået os renset for, og for hvis Skyld der kom Plage over Israels Menighed? ¹⁸ Og dog vender I eder i Dag fra Herren! Når I i Dag er genstridige mod Herren, vil hans Vrede i Morgen bryde løs over hele Israels Menighed. ¹⁹ Hvis det Land, I har fået i Eje, er urent, så gå over til det Land, der er Herrens Ejendom, der, hvor Herrens Bolig står, og nedsæt eder iblandt os; men vær ikke genstridige mod Herren, ej heller mod os ved at bygge eder et Alter til foruden Herren vor Guds Alter! ²⁰ Dengang Akan, Zeras Søn, øvede Svig med det bandlyste, kom der da ikke Vrede over hele Israels Menighed, skønt han kun var en enkelt Mand? Måtte han ikke dø for sin Brøde?"

²¹ Da svarede Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme overhovederne for Israels Tusinder således: ²² "Gud, Gud Herren, Gud, Gud Herren ved det, og Israel skal vide det: Hvis det er i Genstridighed eller Troløshed mod Herren, i den Hensigt at vende os fra Herren, ²³ at vi har bygget os et Alter, gid han så må unddrage os sin Hjælp i Dag! Hvis det er for at bringe Brændofre og Afgrødeofre derpå eller for at bringe Takofre derpå, så straffe Herren det! ²⁴ Nej, vi har gjort det af Frygt for det Tilfælde, at eders Børn engang i Fremtiden skulde sige til vore: Hvad har I med Herren, Israels Gud, at gøre? ²⁵ Herren har jo sat Jordan som Grænse imellem os, og eder, Rubeniter og Gaditer; I har ingen Del i Herren! Og således kunde eders Børn få vore til at høre op med at frygte Herren. ²⁶ Derfor tænkte vi: Lad os bygge dette Alter, ikke til Brændoffer eller Slagtoffer, ²⁷ men for at det kan være Vidne mellem os og eder og mellem vore Efterkommere efter os om, at vi vil forrette Herrens Tjeneste' for hans Åsyn med vore Brændofre, Slagtofre og Takofre, for at eders Børn ikke engang i Fremtiden skal sige til vore: I har ingen Del i Herren! ²⁸ Og vi tænkte: Hvis de i Fremtiden siger således til os og vore Efterkommere, så siger vi: Læg dog Mærke til, hvorledes det Herrens Alter er bygget, som vore Forfædre rejste, ikke til Brændofre eller Slagtofre, men for at det kunne være Vidne mellem os og eder. ²⁹ Det være langt fra os at være genstridige mod Herren eller vende os fra Herren i Dag ved at bygge et Alter til Brændoffer, Afgrødeoffer og Slagtoffer foruden Herren vor Guds Alter, som står foran hans Bolig!"

³⁰ Da Præsten Pinehas og Menighedens Øverster og Overhovederne for Israels Tusinder, som ledsagede ham, hørte de Ord, som Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne talte, var de tilfredse, ³¹ og Pinehas, Præsten Eleazars Søn, sagde til Rubeniterne, Gaditerne og Manassiterne: "I Dag erkender vi, at Herren er iblandt os, siden I ikke har øvet denne Svig imod Herren; derved har I frelst Israeliterne fra Herrens Hånd!" ³² Derpå vendte Pinehas, Præsten Eleazars Søn, og Øversteme tilbage fra Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme i Gilead til Israeliterne i Kana'ans Land og aflagde dem Beretning, ³³ og Israeliterne var tilfredse ved Meddelelsen, og Israeliterne priste Gud og tænkte ikke mere på at drage i Kamp mod dem for at ødelægge det Land, Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme boede i. ³⁴ Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme kaldte Alteret: Vidne; "thi," sagde de, "det skal være Vidne mellem os om, at Herren er Gud!"

23 Efter længere Tids Forløb, da Herren havde skaffet Israel Ro for alle dets Fjender rundt om, og Josua var blevet gammel og til Års, ² lod Josua hele Israel, de Ældste, Overhovederne, Dommerne og Tilsynsmændene kalde til sig og sagde til dem: "Jeg er blevet gammel og til Års. ³ I har selv set alt, hvad Herren eders Gud har gjort ved alle disse Folkeslag foran eder; thi det var Herren eders Gud, som kæmpede for eder. ⁴ Se, jeg har tildelt eders Stammer som Arvelod disse Folk, som er tilbage af alle de Folkeslag, jeg udryddede fra Jordan til det store Hav vestpå; ⁵ og Herren eders Gud vil trænge dem tilbage foran eder og drive dem bort foran eder, og I skal tage deres Land i Besiddelse, som Herren eders Gud lovede eder.

⁶ Vær nu stærke og faste, så I giver Agt på og handler efter alt, hvad der står skrevet i Moses's Lovbog, og ikke viger derfra til højre eller venstre ⁷ og ikke indlader eder med disse Folk, som er tilbage iblandt eder; I må ikke påkalde deres Guders Navne eller sværge ved dem, ikke dyrke eller tilbede dem, ⁸ men I skal holde fast ved Herren eders Gud som hidtil. ⁹ Derfor drev jo Herren store og mægtige Folkeslag bort foran eder. Ingen har kunnet holde Stand over for eder til denne Dag; ¹⁰ een Mand iblandt eder jog tusinde på Flugt; thi det var Herren eders Gud, som kæmpede for eder, som han havde lovet eder. ¹¹ Våg da for eders Livs Skyld omhyggeligt over, at I elsker Herren eders Gud! ¹² Thi dersom I falder fra og slutter eder til Levningerne af disse Folk, som er tilbage iblandt eder, og, besvogrer eder med dem eller, indlader eder i Forbindelse med dem, ¹³ så skal I vide for vist, at Herren eders Gud ikke mere vil drive disse Folkeslag bort fra eder, men de skal blive eder en Snare og en Fælde, en Svøbe i eders Sider og Torne i eders Øjne, indtil I selv bliver udryddet fra dette herlige Land, som Herren eders Gud gav eder.

¹⁴ Se, jeg går nu al Støvets Gang; så betænk da med hele eders Hjerte og hele eders Sjæl, at ikke eet af alle de gode Ord, Herren eders Gud talede til eder, faldt til Jorden; alle sammen er de gået i Opfyldelse for eder; ikke eet Ord deraf faldt til Jorden. ¹⁵ Men ligesom alle de gode Ord, Herren eders Gud talede til eder, gik i Opfyldelse på eder, således vil Herren også lade alle sine Trusler gå i Opfyldelse på eder, indtil han har udryddet eder fra dette herlige Land, som Herren eders Gud gav eder. ¹⁶ Når I overtræder Herren eders Guds Pagt, som han pålagde eder, og går hen og Dyrker andre Guder og tilbeder dem, så vil Herrens Vrede blusse op imod eder, og I vil hastelig blive udryddet fra det herlige Land, han gav eder!"

24 Derpå kaldte Josua alle Israels Stammer sammen i Sikem og lod Israels Ældste og Overhoved, Dommere og Tilsynsmænd kalde til sig; og de stillede sig op for Guds Åsyn. ² Da sagde Josua til hele Folket: "Så siger Herren, Israels Gud: Hinsides Floden boede eders Forfædre i gamle Dage, Tara, Abrahams og Nakors Fader, og de dyrkede andre Guder. ³ Da førte jeg eders Stamfader Abraham bort fra Landet hinsides Floden og lod ham vandre omkring i hele Kana'ans Land, gav ham en talrig Æt og skænkede ham Isak. ⁴ Og Isak skænkede jeg Jakob og Esau, og Esau gav jeg Se'irs Bjerge i Eje, medens Jakob og hans Sønner drog ned til Ægypten. ⁵ Derpå sendte jeg Moses og Aron, og jeg plagede Ægypterne med de Gerninger, jeg øvede iblandt dem, og derefter førte jeg eder ud; ⁶ og da jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, og I var kommet til Havet, satte Ægypterne efter eders Fædre med Stridsvogne og Ryttere til det røde Hav. ⁷ Da råbte de til Herren, og han satte Mørke mellem eder og Ægypterne og bragte Havet over dem, så det dækkede dem; og I så med egne Øjne, hvad jeg gjorde ved Ægypterne. Og da I havde opholdt eder en Tid lang i Ørkenen, ⁸ førte jeg eder ind i Amoriternes Land hinsides Jordan, og da de angreb eder, gav jeg dem i eders Hånd, så I tog deres Land i Besiddelse, og jeg tilintetgjorde dem foran eder. ⁹ Da rejste Zippors Søn, Kong Balak af Moab, sig og angreb Israel; og han sendte Bud og lod Bileam, Beors Søn, hente, for at han skulde forbande eder; ¹⁰ men jeg vilde ikke bønhøre Bileam, og han måtte velsigne eder; således friede jeg eder af hans Hånd. ¹¹ Derpå gik I over Jordan og kom til Jeriko; og Indbyggerne i Jeriko, Amoriterne, Perizziterne, Kana'anæerne, Hetiterne, Girgasjiterne, Hivviterne og Jebusiterne angreb eder, men jeg gav dem i eders Hånd. ¹² Jeg sendte Gedehamse foran eder, og de drev de tolv Amoriterkonger bort foran eder; det skete ikke ved dit Sværd eller din Bue. ¹³ Og jeg gav eder et Land, I ikke havde haft Arbejde med, og Byer, I ikke havde bygget, og I tog Bolig i dem; af Vinhaver og Oliventræer, I ikke plantede, nyder I nu Frugten. ¹⁴ Så frygt nu Herren og tjen ham i Oprigtighed og Trofasthed, skaf de Guder bort, som eders Forfædre dyrkede hinsides Floden og i Ægypten, og tjen Herren! ¹⁵ Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i Dag, hvem I vil tjene, de Guder, eders Forfædre dyrkede hinsides Floden, eller Amoriternes Guder, i hvis Land I nu bor. Men jeg og mit Hus, vi vil tjene Herren!"

¹⁶ Da svarede Folket: "Det være langt fra os at forlade Herren for at dyrke andre Guder; ¹⁷ nej, Herren er vor Gud, han, som førte os og vore Fædre op fra Ægypten, fra Trællehuset, og gjorde hine store Tegn for vore Øjne og bevarede os under hele vor Vandring og blandt alle de Folk, hvis Lande vi drog igennem; ¹⁸ og Herren drev alle disse Folk og Amoriterne, som boede her i Landet, bort foran os. Derfor vil vi også tjene Herren, thi han er vor Gud!"

¹⁹ Da sagde Josua til Folket: "I vil ikke kunne tjene Herren, thi han er en hellig Gud; han er en nidkær Gud, som ikke vil tilgive eders Overtrædelser og Synder. ²⁰ Når I forlader Herren og dyrker fremmede Guder, vil han vende sig bort og bringe Ulykke over eder og tilintetgøre eder, skønt han tidligere gjorde vel imod eder."

²¹ Da sagde Folket til Josua: "Nej Herren vil vi tjene!" ²² Josua sagde da til Folket: "I er Vidner imod eder selv på, at I har valgt at tjene Herren. ²³ Så skaf da de fremmede Guder bort, som I har hos eder, og bøj eders Hjerte til Herren, Israels Gud!" ²⁴ Da sagde Folket til Josua: "Herren vor Gud vil vi tjene, og hans Røst vil vi lyde!"

²⁵ Derpå lod Josua samme bag Folket indgå en Pagt, og han fastsatte det Lov og Ret i Sikem. ²⁶ Og Josua opskrev disse Ord i Guds Lovbog; og han tog en stor Sten og rejste den der under den Eg, som står i Herrens Helligdom; ²⁷ og Josua sagde til hele Folket: "Se, Stenen her skal være Vidne imod os; thi den har hørt alle Herrens Ord, som han talede til os; den skal være Vidne imod eder; at I ikke skal fornægte eders Gud!" ²⁸ Derpå lod Josua Folket drage bort hver til sin Arvelod.

²⁹ Efter disse Begivenheder døde Herrens Tjener Josua, Nuns Søn 110 År gammel. ³⁰ Og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Sera i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. ³¹ Og Israel dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua, og som havde kendt hele det Værk, Herren havde øvet for Israel.

³² Men Josefs Ben, som Israeliterne havde bragt op fra Ægypten jordede de i Sikem på den Mark Jakob havde købt af Hamors, Sikems Faders, Sønner for hundrede Kesita, og som han havde givet Josef i Eje.

³³ Da Arons Søn Eleazar døde jordede de ham i hans Søn Pinehass By Gibea, som var givet ham i Efraims Bjerge.

1 Efter Josuas Død adspurgte Israelitterne Herren og sagde: "Hvem af os skal først drage op til Kamp mod Kana'anæerne?" ² Herren svarede: "Det skal Juda; se, jeg giver Landet i hans Hånd!" ³ Juda sagde da til sin Broder Simeon: "Drag op med mig i min Lod og lad os sammen kæmpe med Kana'anæerne, så skal jeg også drage med dig ind i din Lod!" Så gik da Simeon med ham.

⁴ Juda drog nu op, og Herren gav Kana'anæerne og Perizziterne i deres Hånd, så de slog dem i Bezek, 10000 Mand. ⁵ Og da de stødte på Adonibezek i Bezek, angreb de ham og slog Kana'anæerne og Perizziterne. ⁶ Adonibezek flygtede, men de satte efter ham, og da de havde grebet ham, huggede de Tommelfingrene og Tommeltæerne af ham. ⁷ Da sagde Adonibezek: "Halvfjerdsindstyve Konger med afhugne Tommelfingre og Tommeltæer havde jeg stadig til at sanke Smuler under mit Bord; hvad jeg har gjort, gengælder Gud mig!" Derpå førte man ham til Jerusalem, og der døde han. ⁸ Og Judæerne angreb og indtog Jerusalem, huggede Indbyggerne ned og stak Ild på Byen.

⁹ Senere drog Judæerne ned til Kamp mod Kana'anæerne i Bjergene, i Sydlandet og i Lavlandet. ¹⁰ Og Juda drog mod Kana'anæerne i Hebron - Hebron hed fordum Kirjat Arba og slog Sjesjaj,Ahiman og Talmaj. ¹¹ Derfra drog han op mod Indbyggerne i Debir, der fordum hed Kirjaf-Sefer. ¹² Da sagde Kaleb: "Den, som slår Kirjat Sefer og indtager det, ham giver jeg min Datter Aksa til Hustru!" ¹³ Og da Kenizziten Otniel,Kalebs yngre Broder, indtog det, gav han ham sin Datter Aksa til Hustru. ¹⁴ Men da hun kom til ham, æggede han hende til at bede sin Fader om Agerland. Hun sprang da ned af Æselet, og Kaleb spurgte hende: "Hvad vil du?" ¹⁵ Hun svarede: "Giv mig en Velsignelse! Siden du har bortgiftet mig i det tørre Sydland, må du give mig Vandkilder!" Da gav Kaleb hende de øvre og de nedre Vandkilder.

¹⁶ Moses's Svigerfaders, Keniten Kobabs, Sønner, drog sammen med Judæerne op fra Palmestaden til Arads Ørken og bosatte sig hos Amalekiterne.

¹⁷ Juda drog derpå ud med sin Broder Simeon, og de slog Kana'anæerne, som boede i Zefat, og lagde Band på Byen; derfor blev den kaldt Horma. ¹⁸ Og Juda indtog Gaza med dets Område, Askalon med dets Område og Ekron med dets Område. ¹⁹ Og Herren var med Juda, så han tog Bjerglandet i Besiddelse; Lavlandets Indbyggere kunde han nemlig ikke drive bort, fordi de havde Jernvogne. ²⁰ Haleb gav de Hebron, som Moses havde sagt. Og han drev de tre Anaksønner bort derfra. ²¹ Men Jebusiterne, som boede i Jerusalem, fik Judæerne ikke drevet bort, og Jebusiterne bor den Dag i Dag i Jerusalem sammen med Judæerne.

²² Men også Josefs Hus drog op og gik mod Betel; og Herren var med dem. ²³ Da Josefs Hus udspejdede Betel Byen hed fordum Luz ²⁴ fik Spejderne Øje på en Mand, der gik ud af Byen; og de sagde til ham: "Vis os, hvor vi kan komme ind i Byen, så vil vi skåne dig!" ²⁵ Da viste han dem, hvor de kunde komme ind i Byen. Derpå huggede de dens Indbyggere ned, men Manden og hele hans. Slægt lod de drage bort, ²⁶ og Manden begav sig til Hetiternes Land og byggede en By, som han kaldte Luz; og det hedder den endnu den Dag i Dag.

²⁷ Men Indbyggerne i Bet-Sjean og dets Småbyer og i Ta'anak og dets Småbyer, Indbyggerne i Dor og dets Småbyer, i Jibleam og dets Småbyer og i Megiddo og dets Småbyer fik Manasse ikke drevet bort; det lykkedes Kana'anæerne at blive boende i disse Egne. ²⁸ Da Israelitterne blev de stærkeste, gjorde de Kana'anæerne til Hoveriarbejdere, men drev dem ikke bort.

²⁹ Efraim fik ikke Kana'anæerne, som boede i Gezer, drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem i Gezer.

³⁰ Zebulon fik ikke Indbyggerne i Kitron og Nahalol drevet bort; men Kana'anæerne blev boende midt iblandt dem og blev Hoveriarbejdere.

³¹ Aser fik ikke Indbyggerne i Akko drevet bort, ej heller Indbyggerne i Zidon, Mahalab, Akzib, Afik og Rehob. ³² Men Aseriterne bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet, thi de magtede ikke at drive dem bort.

³³ Naftali fik ikke Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet-Anat drevet bort, men bosatte sig midt iblandt Kana'anæerne, der boede i Landet: Men Indbyggerne i Bet Sjemesj og Bet Anat blev deres Hoveriarbejdere.

³⁴ Amoriterne trængte Daniterne op i Bjergene og lod dem ikke komme ned i Lavlandet; ³⁵ og det lykkedes Amoriterne at blive boende i Har-Heres, Ajjalon og Sja'albim. Men senere, da Josefs Hus fik Overtaget, blev de Hoveriarbejdere.

³⁶ Edomiternes Landemærke strakte sig fra Akrabbimpasset til Sela og højere op.

2 Herrens Engel drog fra Gilgal op til Betel. Og han sagde: "Jeg førte eder op fra Ægypten og bragte eder ind i det Land, jeg tilsvor eders Fædre. Og jeg sagde: Jeg vil i Evighed ikke bryde min Pagt med eder! ² Men I må ikke slutte Pagt med dette Lands Indbyggere; deres Altre skal I bryde ned! Men t adlød ikke min Røst! Hvad har I dog gjort! ³ Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran eder, men de skal blive Brodde i eders Sider, og deres Guder skal blive eder en Snare!" ⁴ Da Herrens Engel talede disse Ord til alle Israelitterne, brast Folket i Gråd. ⁵ Derfor kaldte man Stedet Bokim. Og de ofrede til Herren der.

⁶ Da Josua havde ladet Folket fare, drog Israelitterne hver til sin Arvelod for at tage Landet i Besiddelse. ⁷ Og Folket dyrkede Herren, så længe Josua levede, og så længe de Ældste var i Live, som overlevede Josua og havde set hele det Storværk, Herren havde øvet for Israel. ⁸ Og Josua, Nuns Søn, Herrens Tjener, døde, 110 År gammel; ⁹ og de jordede ham på hans Arvelod i Timnat-Heres i Efraims Bjerge norden for Bjerget Ga'asj. ¹⁰ Men også hele hin Slægt samledes til sine Fædre, og efter dem kom en anden Slægt, som hverken kendte Herren eller det Værk, han havde øvet for Israel. ¹¹ Da gjorde Israelitterne, hvad der var ondt i Herrens Øjne, og dyrkede Ba'alerne; ¹² de forlod Herren, deres Fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre Guder, de omboende Folks Guder, og tilbad dem og krænkede Herren. ¹³ De forlod Herren og dyrkede Ba'al og Astarte. ¹⁴ Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem i Røveres Hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til Pris for de omboende Fjender, så de ikke længer kunde holde Stand mod deres Fjender. ¹⁵ Hvor som helst de rykkede frem, var Herrens Hånd imod dem og voldte dem Ulykke, som Herren havde sagt og tilsvoret dem. Således bragte han dem i stor Vånde. Men når de så råbte til Herren, ¹⁶ lod han Dommere fremstå, og de frelste dem fra deres Hånd, som udplyndrede dem. ¹⁷ Dog heller ikke deres Dommere adlød de, men bolede med andre Guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den Vej, deres Fædre havde vandret på i Lydighed mod Herrens Bud; de slægtede dem ikke på. ¹⁸ Men hver Gang Herren lod Dommere fremstå iblandt dem, var Herren med Dommeren og frelste dem fra deres Fjenders Hånd, så længe Dommeren levede; thi Herren ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. ¹⁹ Men så snart Dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres Fædre, idet de holdt sig til andre Guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde Gerninger og genstridige Færd.

²⁰ Da blussede Herrens Vrede op mod Israel, og han sagde: "Efterdi dette Folk har overtrådt min Pagt, som jeg pålagde deres Fædre, og ikke adlydt min Røst, ²¹ vil jeg heller ikke mere bortdrive foran dem et eneste af de Folk, som Josua lod tilbage ved sin Død, ²² for at jeg ved dem kan sætte Israel på Prøve, om de omhyggeligt vil følge Herrens Veje, som deres Fædre gjorde, eller ej." ²³ Herren lod da disse Folkeslag blive og hastede ikke med at drive dem bort; han gav dem ikke i Josuas Hånd.

3 Dette var de Folkeslag, Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an, ² alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige: ³ De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat. ⁴ De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, Herren havde givet deres Fædre ved Moses. ⁵ Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne. ⁶ De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder. ⁷ Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne; de glemte Herren deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.

⁸ Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År. ⁹ Da råbte Israelitterne til Herren, og Herren lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder. ¹⁰ Herrens Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og Herren gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham. ¹¹ Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.

¹² Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. Da gav Herren Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. ¹³ Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden. ¹⁴ Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.

¹⁵ Men da Israelitterne råbte til Herren, lod Herren en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat, ¹⁶ lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. ¹⁷ Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand ¹⁸ og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej, ¹⁹ men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. ²⁰ Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde, ²¹ men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham, ²² så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham. ²³ Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den. ²⁴ Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer; ²⁵ men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet. ²⁶ Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira. ²⁷ Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.