Bible in 90 Days

Profeteleverne oplever to mirakler

³⁸ Elisa vendte derefter tilbage til Gilgal. På den tid var der hungersnød i landet. En dag, da han havde undervist profeteleverne, sagde han til Gehazi: „Sæt den store gryde på ilden og lav en ret mad til de unge mennesker.”

³⁹ En af eleverne gik ud for at samle urter og fandt en vild slyngplante med agurklignende frugter. Han plukkede så mange af de ukendte frugter, han kunne bære i sin kappe. Da han kom tilbage, skar han dem i stykker og kom dem i gryden. ⁴⁰ Men så snart mændene smagte maden, råbte de forfærdet: „Mester, maden er giftig.”

⁴¹ „Skaf mig noget mel,” befalede Elisa. Da han havde hældt melet i gryden, sagde han: „Nu kan I godt spise det.” Og ingen af dem blev syge.

⁴² En dag kom en mand fra Ba’al-Shalisha til Elisa med en sæk nyhøstede bygkerner og 20 små brød, der var lavet af årets første byghøst. Elisa bad Gehazi om at servere brødene for profeteleverne.

⁴³ „Hvordan skal jeg kunne mætte hundrede mennesker med den smule mad?” indvendte Gehazi.

„Gør nu, som jeg har sagt,” vedblev Elisa, „for Herren siger, at der vil være rigeligt til alle og tilmed blive noget til overs.”

⁴⁴ Og ganske rigtigt. Som Herren havde sagt, sådan gik det.

Na’amans helbredelse

5 Den aramæiske konges hærfører hed Na’aman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

² Nu var det sådan, at Na’amans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

³ En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

⁴ Na’aman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt. ⁵ „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.”

Så tog Na’aman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig—ti sække med sølv, to sække med guld^[a] og ti sæt smukke festklæder. ⁶ Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Na’aman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

⁷ „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

⁸ Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Na’aman til mig—så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

⁹ Na’aman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne. ¹⁰ Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.” ¹¹ Na’aman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig. ¹² Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Na’aman kørte altså derfra i vrede.

¹³ Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

¹⁴ Na’aman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt—og hans hud blev som en nyfødts—han var helbredt! ¹⁵ Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Na’aman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

¹⁶ Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.”

Skønt Na’aman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag. ¹⁷ „Som du vil,” sagde Na’aman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren. ¹⁸ Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

¹⁹ „Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Na’aman af sted.

Gehazis grådighed efter penge

²⁰ Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

²¹ Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Na’aman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde.

„Er alt vel?” spurgte han.

²² „Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland—og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

²³ „Det manglede bare,” udbrød Na’aman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham. ²⁴ Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

²⁵ Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?”

„Ingen steder, herre,” svarede han.

²⁶ „Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver. ²⁷ Men Na’amans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.”

Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.

Det flydende øksehoved

6 En dag sagde profeteleverne til Elisa: „Der er ikke længere plads nok her, hvor vi sidder, når du underviser os. ² Lad os tage ned til Jordanfloden og få fat i noget tømmer. Så kan vi bygge os et sted, hvor der er bedre plads.”

„Gå bare i gang,” svarede Elisa.

³ „Vi vil gerne have, at du går med,” var der en, som indvendte.

„Det er i orden,” svarede Elisa og gik med dem.

⁴ Ved Jordanfloden begyndte eleverne at fælde træer, ⁵ men under arbejdet var en af dem så uheldig at tabe sit øksehoved i floden.

„Åh nej,” råbte han, „det var endda en økse, jeg havde lånt.”

⁶ „Hvor tabte du øksehovedet?” spurgte Elisa, og den unge mand udpegede stedet. Da skar Elisa en gren af et træ og kastede den i vandet, og pludselig dukkede øksehovedet op til overfladen og flød på vandet. ⁷ „Nu kan du samle det op,” sagde Elisa, og den unge mand rakte straks hånden ud og fik fat i det.

Elisa slår den aramæiske hær med blindhed

⁸ Engang mens den aramæiske konge lå i krig med Israel, aftalte han med sine officerer, hvor angrebsstyrken skulle lægge sig i baghold. ⁹ Men Guds profet Elisa sendte bud til Israels konge og advarede ham om, at aramæerne lå i baghold på det og det sted. ¹⁰ Kongen sendte så forstærkning ud til stedet. Gang på gang advarede Elisa kongen og hans hær mod bagholdsangreb. ¹¹ Det blev den aramæiske konge efterhånden temmelig foruroliget over, og han kaldte sine officerer sammen og spurgte dem: „Sig mig: Hvem er forræderen? Hvem af jer fortæller Israels konge om mine planer?”

¹² „Ingen af os, herre,” svarede en officer. „Det er profeten Elisa, der har magt til at underrette Israels konge om hvert eneste ord, du taler i dit eget soveværelse.”

¹³ „Find ud af, hvor han er,” udbrød kongen, „så vi kan sende soldater af sted og pågribe ham.”

Kort efter blev der meldt tilbage, at Elisa opholdt sig i Dotan. ¹⁴ Straks sendte den aramæiske konge et større regiment med heste og vogne af sted, og de ankom om natten til byen og omringede den.

¹⁵ Tidligt næste morgen opdagede profetens tjener, at en stor hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. „Åh nej, herre,” udbrød tjeneren, „hvad skal vi dog gøre?”

¹⁶ „Der er ingen grund til panik,” beroligede Elisa ham, „for der er flere, der kæmper på vores side end på deres.”

¹⁷ Da bad Elisa følgende bøn: „Herre, luk hans øjne op, så han kan se.” Herren åbnede tjenerens øjne, og han kunne nu se, at bjerget var fyldt med ildheste og ildvogne rundt om, hvor de stod.

¹⁸ Da den aramæiske hær kom nærmere, bad Elisa: „Herre, gør dem blinde.” Og Herren gjorde dem blinde på stedet.

¹⁹ Elisa gik nu ud og råbte: „I går den gale vej. Følg efter mig, så skal jeg vise jer vej til den rigtige by og til den mand, I leder efter.” Så førte han dem helt til Samaria.

²⁰ Da de var kommet ind i byen, bad Elisa igen: „Herre, luk nu deres øjne op, så de kan se.” Og Herren åbnede deres øjne, så de opdagede, at de stod midt i Israels hovedstad.

²¹ Ved synet af de aramæiske soldater råbte Israels konge begejstret til Elisa: „Skal jeg slå dem ihjel?”

²² „Nej,” svarede Elisa. „Plejer man at dræbe sine krigsfanger? Giv dem noget at spise og drikke og send dem så hjem.”

²³ Så holdt kongen en stor fest for dem, hvorefter han sendte dem tilbage til den aramæiske konge. Fra den dag standsede de aramæiske bagholdsangreb på israelitisk territorium.

Hungersnøden i Samaria

²⁴ Nogen tid senere mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær og marcherede af sted for at belejre Samaria. ²⁵ Som følge af belejringen blev der en så katastrofal fødevaremangel i byen, at et æselhoved til sidst kostede 80 sølvstykker, og en kop duemøg^[b] kostede 5 sølvstykker.

²⁶ En dag, da Israels konge gik en runde på bymuren, var der en kvinde, som råbte: „Herre konge, hjælp mig.”

²⁷ „Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. „Jeg har hverken mad eller vin at give dig.” ²⁸ Alligevel spurgte han: „Hvad drejer sagen sig om?”

Kvinden svarede: „Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag. ²⁹ Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”

³⁰ Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse. ³¹ Så udbrød han: „Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”

³² Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: „Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”

³³ Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.

„Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. „Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”

Belejringen ophører

7 Men Elisa svarede kongen: „Herren siger, at i morgen ved denne tid har situationen ændret sig. Da skal en kurv fuld af det fineste hvedemel sælges på torvet for kun ét sølvstykke, og to kurve^[c] byg for samme beløb.”

² Men kongens næstkommanderende svarede: „Umuligt. Om så Herren åbnede alle himlens sluser, ville det aldrig kunne ske.”

„Ikke?” svarede Elisa. „Det skal du få at se. Men du kommer ikke til selv at nyde godt af det.” Derefter tog de tilbage til byen.

³ Uden for byporten sad der fire mænd, som på grund af en smitsom hudsygdom var forvist fra byen. „Hvorfor skal vi blive siddende her, til vi dør?” spurgte de hinanden. ⁴ „Hvis vi bliver siddende med hænderne i skødet, dør vi af sult, og går vi tilbage til byen, dør vi også af sult. Så vi kan lige så godt overgive os og gå over til aramæerne. Det værste, der kan ske, er, at de slår os ihjel, men hvem ved, måske skåner de os.”

⁵ I aftenskumringen gik de fire mænd hen mod den aramæiske lejr, men da de kom helt derhen, var der ikke en sjæl at se. ⁶ Herren havde nemlig sørget for, at aramæerne hørte krigslarm, hestetramp og vognstøj, så det lød, som om en mægtig hær var på vej imod dem. „Det er Israels konge, der har fået forstærkning fra hittitterne og Egypten,” råbte de, ⁷ og der gik panik i dem, så de flygtede med det samme og lod deres telte, heste, æsler og al provianten blive tilbage.

⁸ Da de fire mænd nåede frem til lejren, gik de fra telt til telt og spiste og drak så meget, de kunne. De samlede alt det guld og sølv og tøj sammen, de kunne bære, og gemte det godt. ⁹ Men så sagde de til hinanden: „Det er ikke rigtigt, det vi gør. Vi ligger inde med nogle utrolig gode nyheder. Hvis vi venter til i morgen med at bringe nyheden videre, er det vores skyld, hvis nogen af de udsultede folk i byen dør i nat. Kom, lad os straks gå tilbage og give besked til kongen.”

¹⁰ Så gik de tilbage til byen og fortalte portvagterne, hvordan de var gået ud til den aramæiske lejr, og at lejren var rømmet. Hestene og æslerne stod bundne, og alt så beboet ud, men der var ingen mennesker at se. ¹¹ Portvagterne gav beskeden videre, og på den måde nåede den gode nyhed frem til kongens palads.

¹² Kongen sprang straks ud af sengen, men det var næsten for godt til at være sandt. Derfor sagde han til sine nærmeste officerer: „Aramæerne ved jo, at vi sulter. Det må være derfor, de har forladt deres lejr og nu ligger på lur på markerne i håb om, at vi lader os lokke ud af byen. Så slår de til, erobrer vores by og gør os til deres slaver.”

¹³ „Men burde vi ikke alligevel sende nogle mænd ud og se efter?” spurgte en af officererne. „Lad os se, om der ikke skulle være bare fem heste tilbage i byen, man kan ride på. Hvis mændene skulle miste livet derved, er det vel ikke værre, end hvis de bliver i byen og dør af sult sammen med os andre.”

¹⁴ Det lykkedes dem at finde to heste, så to ryttere blev sendt af sted for at se, hvad der var sket. ¹⁵ De fandt en masse efterladt tøj og våben, som aramæerne havde smidt under deres flugt. Således var de i stand til at følge sporene hele vejen til Jordanfloden. Derefter vendte de tilbage og meldte det til kongen. ¹⁶ Så skyndte Samarias indbyggere sig ud og plyndrede aramæernes lejr. På den måde gik det i opfyldelse, at en kurv hvedemel og to kurve byg den dag kunne købes for et sølvstykke, nøjagtig som Herren havde sagt.

¹⁷ Kongen havde udpeget sin næstkommanderende til at holde kontrol med menneskemængden ved byporten, men da folk pressede på for at komme ud til den forladte lejr, blev han trampet ned og omkom i tumulten. Derved blev det ord opfyldt, som profeten havde sagt om ham den foregående dag, ¹⁸ dengang han også forudsagde, at prisen på hvedemel og byg ville gå ned. ¹⁹ Manden havde jo ved den lejlighed svaret, at det ikke kunne ske, om så Herren åbnede alle himlens sluser, og profeten havde svaret: „Det skal du få at se. Men du kommer ikke selv til at nyde godt af det.” ²⁰ Og sådan gik det. Han blev trampet ned i byporten og døde.

Kvinden fra Shunem vender hjem

8 Elisa havde sagt til den kvinde, hvis dreng han havde opvakt fra de døde: „Flygt sammen med din familie til et andet land, for Herren vil sende en hungersnød i Israel, som vil vare i syv år.”

² Derfor slog kvinden og hendes familie sig ned i filistrenes land i syv år, ³ og da hungersnøden var forbi, vendte hun tilbage til Israel og opsøgte kongen for at få sin jord og sit hus igen. ⁴ Netop som hun kom ind til kongen, var han fordybet i samtale med Gehazi, Elisas tjener. „Fortæl mig nogle historier om Elisas mirakler,” havde kongen sagt til Gehazi. ⁵ Så Gehazi var i færd med at fortælle om dengang, Elisa genopvakte en dreng fra de døde. I samme øjeblik trådte drengens mor ind.

„Jamen, se,” udbrød Gehazi, „det er jo den kvinde vi taler om. Og det er hendes dreng, Elisa opvakte fra de døde.”

⁶ „Er det virkelig sandt, hvad han siger?” spurgte kongen, og det bekræftede hun. Så sendte kongen straks en embedsmand af sted for at sikre sig, at kvinden fik sin ejendom tilbage, og han sørgede tilmed for, at hun fik godtgjort det høstudbytte, der havde været under hendes fravær.

Hazael myrder kong Ben-Hadad af Aram

⁷ Senere rejste Elisa til Damaskus, Arams hovedstad, hvor kong Ben-Hadad lå syg. Kongen fik straks at vide, at den berømte Guds mand var kommet til byen. ⁸ Da sagde kongen til en embedsmand ved navn Hazael: ⁹ „Bring profeten en gave og spørg ham, om der er chancer for, at jeg bliver rask igen.”

Så læssede Hazael 40 kameler med de bedste varer, der kunne opdrives i landet, og overrakte gaven til Elisa med ordene: „Ben-Hadad, Arams konge, forespørger underdanigst om chancerne for at blive rask igen.”

¹⁰ Elisa svarede: „Sig du bare, at han vil komme sig. Men Herren har vist mig, at han vil dø.”

¹¹ Efter disse ord blev Elisa ved med at stirre ud i luften og fik et udtryk af forfærdelse i ansigtet. Så brød han ud i heftig gråd.

¹² „Hvad er der i vejen?” spurgte Hazael.

„Ak,” svarede Elisa, „du er manden, som skal bringe store lidelser over Israels folk. Deres fæstninger vil du nedbrænde, de unge krigere vil du hugge ned med sværdet, spædbørnene vil du knuse mod klippeblokkene, og du vil sprætte maven op på de gravide kvinder.”

¹³ „Hvordan skulle jeg få så stor en magt?” udbrød Hazael. „Jeg er jo bare en almindelig tjener.”

„Herren har vist mig,” svarede Elisa, „at du vil blive konge af Aram.”

¹⁴ Da Hazael kom tilbage, spurgte kongen: „Hvad sagde han?” Hazael svarede: „Han sagde, at du vil komme dig.”

¹⁵ Men næste dag tog Hazael et klæde, dyppede det i vand og lagde det over den syge konges ansigt, så han blev kvalt. Derpå blev Hazael konge.

Kong Joram af Juda

¹⁶ Da Ahabs søn, kong Joram af Israel, havde regeret i fem år, blev Joshafats søn Joram konge i Juda. ¹⁷ Han var 32 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i otte år. ¹⁸ Han fulgte i Israels kongers spor, for han havde giftet sig med en datter af Ahab. Derfor gjorde han, hvad der var ondt i Herrens øjne. ¹⁹ Men for kong Davids skyld ødelagde Herren ikke Juda fuldstændigt. Han havde jo lovet, at Davids slægt aldrig skulle dø ud.

²⁰ Mens Joram regerede, løsrev Edoms folk sig fra Judas overherredømme og udnævnte deres egen konge. ²¹ Kong Joram mønstrede sine stridsvogne for at slå oprøret ned. Han slog lejr ved Zair, men blev omringet af Edoms hær. Han gik til angreb på fjendens hær og deres stridsvogne om natten, men under kampen flygtede hans egne soldater og vendte hjem. ²² Derfor har Edom indtil i dag opretholdt sin uafhængighed, og det samme er tilfældet med Libna.

²³ Resten af kong Jorams historie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁴ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen ligesom sine forfædre.

Kong Ahazja af Juda

²⁵ Ahazja, Jorams søn, blev konge i Juda efter sin far i kong Joram af Israels 12.^[d] regeringsår. ²⁶ Han var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i ét år. Hans mor, Atalja, var kong Omri af Israels barnebarn. ²⁷ Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom kong Ahabs slægt, for hans far var blevet gift ind i den familie.

²⁸ Derfor støttede han Ahabs søn, kong Joram af Israel, og sammen gik de i krig mod kong Hazael af Aram. Aramæerne vandt slaget ved Ramot-Gilead, og Joram blev såret, ²⁹ hvorefter han trak sig tilbage til Jizre’el for at blive rask igen. Ahazja tog derfor til Jizre’el for at se til ham.

Jehu bliver konge over Nordriget

9 I mellemtiden havde Elisa kaldt en af profeteleverne til sig. „Gør dig klar til at tage til Ramot-Gilead,” sagde han, „og tag den her flaske med olivenolie med dig. ² Når du kommer frem, skal du opsøge Jehu, søn af Joshafat og sønnesøn af Nimshi. Tag ham afsides fra de andre ³ og hæld olivenolien over hans hoved. Fortæl ham, at Herren har udvalgt ham til at være konge over Israel—og løb så for livet.”

⁴ Profeteleven gjorde, som Elisa havde sagt. Da han kom til Ramot-Gilead, ⁵ fandt han Jehu siddende uden for huset i selskab med flere andre officerer fra hæren.

„Hr. officer,” sagde han, „jeg har en besked til Dem.”

„Hvem af os?” spurgte Jehu.

„Dem, herre.”

⁶ Så rejste Jehu sig og fulgte ham ind i huset. Den unge mand hældte straks olivenolien over Jehus hoved og sagde: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Jeg salver dig hermed til konge over mit folk Israel. ⁷ Du skal udrydde Ahabs slægt og således hævne de mord på profeterne og andre mennesker, som Jezabel har på samvittigheden. ⁸ Hele Ahabs slægt skal du udrydde—hver eneste mandsperson, der er tilbage, uden undtagelse, ⁹ for jeg vil tilintetgøre Ahabs slægt, som jeg tilintetgjorde Jeroboams slægt og Bashas slægt. ¹⁰ Hundene skal æde Jezabels lig i Jizre’el, og ingen skal begrave hende.’ ” Efter at have afleveret sit budskab åbnede profeteleven døren og løb bort.

¹¹ Da Jehu kom tilbage til de andre officerer, spurgte en af dem: „Hvad ville den idiot? Er der noget på færde?”

„Åh, I ved jo hvordan den slags fyre snakker,” svarede Jehu.

¹² „Kom nu,” svarede de. „Hvad sagde han?”

Så fortalte han dem, hvad profeteleven havde sagt, og at han var blevet salvet til konge over Israel. ¹³ Straks smed officererne deres kapper på trappen og stillede Jehu derop, mens de blæste i hornene og råbte: „Længe leve kong Jehu.”

Jehu slår Joram og Ahazja ihjel

^14-15 Jehu begyndte nu at tænke på, hvordan han kunne overrumple kong Joram af Israel. Kongen var stadig på rekreation i Jizre’el, efter at han var blevet såret ved Ramot-Gilead i slaget mod kong Hazael af Aram. Jehu sagde nu til sine medofficerer: „Hvis I vil have mig til konge, må I for alt i verden love mig ikke at lade nogen slippe til Jizre’el og fortælle kong Joram, hvad der er sket her i dag.” ¹⁶ Så sprang Jehu op i sin vogn og kørte fra Ramot-Gilead til Jizre’el for at finde den sårede kong Joram, som på det tidspunkt havde besøg af kong Ahazja af Juda.

¹⁷ Da udkigsposten i vagttårnet ved Jizre’el fik øje på Jehu og hans følge, meldte han: „En stor flok mennesker er i sigte.”

„Send straks en rytter af sted, så vi kan få at vide, om det er venner eller fjender, der kommer,” befalede kong Joram. ¹⁸ Straks blev en ryttersoldat sendt af sted.

„Kongen vil vide, om du er ven eller fjende,” sagde soldaten til Jehu. „Har du fredelige hensigter?”

Jehu svarede: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.” Soldaten drejede så hesten omkring og sluttede sig til Jehus følge.

Udkigsposten meldte nu tilbage til kongen, at rytteren ikke kom tilbage. ¹⁹ Da sendte kongen endnu en rytter af sted. Også han forlangte i kongens navn at få at vide af Jehu, om han var ven eller fjende.

Og Jehu svarede som før: „Det kommer ikke dig ved, men hvis du selv vil have fred, så slut dig til mig.”

²⁰ „Heller ikke den anden rytter kommer tilbage,” meldte udkigsposten til kongen. „Det må være Jehu, der er på vej. Han kører i fuld fart.”

²¹ „Hurtigt, gør vognen klar!” befalede kong Joram. Derefter kørte han og kong Ahazja af Juda af sted i hver sin vogn for at møde Jehu, og de mødte ham ved Nabots mark.

²² „Er der fred ved fronten, Jehu?” spurgte kong Joram.

Jehu svarede: „Hvordan skulle der kunne være fred, så længe din mors trolddomskunster og afgudsdyrkelse stadig florerer i landet?”

²³ Da vendte Joram vognen med det samme og flygtede, mens han råbte til kong Ahazja: „Det er mytteri, Ahazja!” ²⁴ Jehu greb hurtigt sin bue, spændte den til bristepunktet og ramte kong Joram i ryggen. Pilen borede sig ind mellem skulderbladene og videre ind i hjertet. Øjeblikkeligt segnede Joram om i sin stridsvogn, død på stedet.

²⁵ Jehu befalede sin næstkommanderende, Bidkar, at smide liget ud af vognen dér på Nabots mark og sagde til ham: „Kan du huske, dengang vi red side om side i Ahabs livvagt, og vi hørte den profeti, der blev udtalt over Ahabs slægt? Herren sagde: ²⁶ ‚På Nabots jord vil jeg straffe ham for mordene på Nabot og hans sønner.’ Kast ham derfor ud på marken. Så bliver Herrens ord opfyldt nu.”

²⁷ Da kong Ahazja af Juda så, hvad der skete, flygtede han i sin vogn i retning mod Bet-ha-Gan, men Jehu og hans folk satte efter ham, idet Jehu råbte: „Han skal ikke få lov at slippe.” Så skød de efter ham og sårede ham på vej op mod Gurpasset nær byen Jibleam. Det lykkedes ham at nå frem til Megiddo, men der døde han. ²⁸ Hans folk kørte ham derefter til Jerusalem, hvor han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. ²⁹ Således døde kong Ahazja. Han blev konge over Juda i kong Joram af Israels 11. regeringsår.

Jezabels skæbne

³⁰ Jehu kørte videre til Jizre’el, hvor Ahab havde bygget sit kongelige palads. Da Jezabel hørte, at han var kommet, pyntede hun sig, lagde øjenskygge på og ordnede sit hår. Fra paladsets vindue holdt hun øje med, hvad der gik for sig i gaderne, ³¹ og da Jehu kørte ind gennem byens port, råbte hun ned til ham: „Kommer du med fred, du, der har myrdet din egen herre, som Zimri gjorde?”

³² Jehu kiggede op og fik øje på Jezabel i vinduet. Så råbte han op mod paladsets mure: „Hvem af jer deroppe holder med mig?” Straks kiggede to-tre hoffolk ud af et vindue.

³³ „Smid hende herned,” råbte Jehu til dem.

Så smed de hende ud ad vinduet, og hendes blod sprøjtede op på slotsmuren og på de heste, der trampede hen over hende. ³⁴ Jehu gik så ind i paladset, og da han havde spist og drukket, sagde han til hoffolkene: „I må hellere gå ud og begrave den forbandede kvinde. Hun er trods alt af kongelig herkomst.” ³⁵ Men da de gik ud for at begrave hende, fandt de kun hendes kranium og hendes hænder og fødder, ³⁶ og da de fortalte det til Jehu, udbrød han: „Det stemmer med, hvad Herren sagde, for han fortalte profeten Elias, at hundene skulle æde hendes krop i Jizre’el, ³⁷ og hun vil komme ud som ekskrementer på marken uden for Jizre’el. Dermed er der ingen, som kan udpege hendes grav og sige: ‚Der ligger Jezabel.’ ”

Jehu udrydder Ahabs slægt

10 Jehu skrev nu et brev til Samarias byråd og til værgerne for Ahabs 70 sønner, som alle boede der. I brevet stod der: ² „I har kongens sønner hos jer og råder over stridsvogne og heste. I bor i en befæstet by og har masser af våben. Når I får det her brev, ³ så udvælg den bedst egnede af Ahabs sønner til jeres konge og gør jer klar til at forsvare ham.”

⁴ Brevet skabte panik i byrådet. „Hvis to konger ikke var i stand til at besejre Jehu, hvordan skulle vi kunne gøre det?” sagde de til hinanden. ⁵ Så sendte hofmarskalen, borgmesteren, byrådet og værgerne følgende brev tilbage til Jehu:

„Jehu, vi har valgt at underkaste os dig, og vi vil gøre, hvad som helst du siger. Vi ønsker ingen af Ahabs sønner som konge.”

⁶ Jehu svarede tilbage: „Hvis I holder med mig og vælger at adlyde mig, så bring Ahabs sønners hoveder til Jizre’el i morgen ved denne tid.”

Alle 70 prinser var i pleje hos byens ledende mænd, som havde taget sig af dem, siden de var små. ⁷ Da Jehus brev nåede frem, slog man samtlige prinser ihjel, læssede hovederne op i nogle kurve og bragte dem til Jehu i Jizre’el. ⁸ Jehu fik nu bud om, at prinsernes hoveder var ankommet, og han forlangte, at man lagde dem i to dynger ved byporten og lod dem ligge der til næste morgen.

⁹ Næste morgen gik han ud for at tale til folkemængden, der havde samlet sig på torvet ved byporten. „Det er ikke jeres skyld, at det her er sket,” begyndte han. „Jeg tager ansvaret for at have dræbt kongen. Men hvorfor blev hans sønner dræbt? ¹⁰ Jo, det skete på Herrens ord, og hvad han siger, må nødvendigvis gå i opfyldelse. Allerede gennem sin tjener Elias forudsagde han nemlig, at Ahabs slægt skulle totalt udryddes.”

¹¹ Derefter dræbte Jehu resten af Ahabs slægt som boede i Jizre’el, også hans mest betroede embedsmænd, hans personlige venner og hans afgudspræster. Til sidst var alle hans nærmeste udryddet.

¹² Derefter satte Jehu og hans soldater kursen mod Samaria, og mens de gjorde ophold ved hyrdernes mødested, ¹³ traf de på nogle af kong Ahazja af Judas slægtninge.

„Hvem er I?” spurgte han dem. De svarede: „Vi er kong Ahazjas slægtninge. Vi er på vej til Samaria for at besøge kong Ahabs og Jezabels familie.”

¹⁴ „Grib dem,” beordrede Jehu, og hans soldater slæbte dem ud til cisternen, hvor de alle blev dræbt—42 i alt.

¹⁵ Efter episoden ved hyrdernes mødested kom Jonadab, Rekabs søn, Jehu i møde. De hilste på hinanden, og Jehu spurgte: „Er du lige så loyal over for mig, som jeg er over for dig?”

„Ja,” svarede Jonadab.

„Så giv mig din hånd,” sagde Jehu og hjalp ham op i sin stridsvogn. ¹⁶ Så tilføjede han: „Følg nu med og se, hvor ivrig jeg er efter at handle på Herrens ord.” Derpå kørte Jonadab med Jehu til Samaria. ¹⁷ Da de kom til byen, dræbte Jehu de sidste af Ahabs slægtninge, sådan som Herren havde sagt gennem Elias, at det ville ske.

Jehu slår ba’aldyrkerne ihjel

¹⁸ Jehu kaldte nu byens indbyggere sammen og sagde: „Jeg ønsker at dyrke Ba’al endnu mere end Ahab gjorde. ¹⁹ Kald nu alle Ba’als profeter og præster sammen og enhver, der dyrker Ba’al. Sørg endelig for, at alle møder op, for nu skal vi holde en stor offerfest til ære for Ba’al. Hvis nogen udebliver, er de dødsens.”

Jehus plan var at lokke alle ba’aldyrkere i en fælde. ^20-21 Over hele Israel gik der bud om, at alle, der dyrkede Ba’al, skulle troppe op, og de kom i massevis og fyldte ba’alstemplet til bristepunktet. ²² Til præsten, der havde ansvar for templets garderobe, sagde Jehu: „Giv dem alle den særlige dragt, som bruges ved ofringer til Ba’al.” Og alle dragterne blev taget frem og delt ud.

²³ Så gik Jehu og Jonadab ind i ba’alstemplet og sagde til alle de tilstedeværende: „Er I nu sikre på, at der kun er ba’aldyrkere herinde? Vi vil ikke have nogen her, som dyrker Herren.”

²⁴ Så satte Jehu gang i ofringsceremonierne. Jehu havde i forvejen befalet 80 af sine soldater at omringe bygningen. Han havde advaret dem strengt og sagt til dem: „Lader I nogen undslippe, skal I selv miste livet.”

²⁵ Da Jehu var færdig med brændofferet, gik han udenfor til sine officerer og soldater. „Så er det nu. Ind med jer,” sagde han. „Slå dem ihjel. Ikke en eneste må slippe væk.”

Da gik de ind og slog hele forsamlingen ihjel, hvorefter de trak ligene udenfor. De trængte frem til alteret, ²⁶ slæbte den hellige søjle, der blev brugt i frugtbarhedskulten, udenfor og brændte den. ²⁷ Således blev både ba’alssøjlen og hele tempelbygningen ødelagt. Tempelruinen blev derefter brugt som et offentligt toilet, og sådan er det stadig. ²⁸ Jehu slettede på den måde ethvert spor af ba’aldyrkelsen i Israel.

²⁹ Men guldkalvene i Betel og Dan, som Jeroboam havde opstillet, lod han stå, og han lod folket fortsætte med at bringe ofre der.

³⁰ Herren sagde nu til Jehu: „Du har gjort vel i at udføre det, jeg bød dig, nemlig at udrydde Ahabs slægt. Derfor vil jeg sørge for, at dine efterkommere i fire generationer bliver konger i Israel.”

³¹ Men Jehu adlød ikke Guds lov fuldstændigt, for han fortsatte med at lade folket tilbede de guldkalve, som Jeroboam havde opstillet.

Jehus død

^32-33 Mens Jehu var konge, begyndte Herren for alvor at reducere Israels kongerige. Kong Hazael af Aram erobrede store landområder øst for Jordanfloden, inklusive Gilead området og Gads, Rubens og Manasses landområder. Han erobrede faktisk hele området øst for Jordanfloden fra Aroer ved Arnonfloden i syd til Bashan mod nord.

³⁴ Jehus øvrige bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ³⁵ Da han døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Joahaz blev konge i hans sted. ³⁶ Jehu regerede Israel fra Samaria i 28 år.

Atalja overtager magten i Juda

11 Dengang Atalja, som var mor til kong Ahazja af Juda, hørte, at hendes søn var død, satte hun sig for at udrydde samtlige medlemmer af kongefamilien. ² Men Ahazjas søster, Josheba, fjernede i al hemmelighed Ahazjas yngste søn, Joash, som kun var et spædbarn, fra de øvrige prinser, som skulle dræbes. Josheba gemte både ham og hans amme i et soveværelse. ³ Drengen blev derefter holdt skjult på tempelområdet i de seks år, Atalja regerede i Juda.

Joash udråbes til konge

⁴ I Ataljas syvende regeringsår indkaldte præsten Jojada de ledende officerer fra paladsgarden og den kongelige livvagt til et møde i templet, og efter at de højtideligt havde lovet Jojada fuld troskab, førte han kronprinsen, Joash, frem for dem ⁵ og gav dem følgende instrukser: „Næste sabbat når I møder til tjeneste, skal en tredjedel af jer holde vagt ved det kongelige palads. ⁶ En anden tredjedel skal holde vagt ved Sur-porten, mens den sidste tredjedel skal holde vagt ved livvagtens barak. ⁷ De andre to grupper, som egentlig ikke skulle gøre tjeneste på næste sabbat, skal stille sig op ved indgangen til templet for at beskytte kongen. ⁸ På den dag skal I alle fungere som kongens livvagt og holde jeres våben parate. Dræb enhver, der sætter sig op imod jer. Slip ikke kongen af syne på noget tidspunkt.”

⁹ Officererne fulgte nøje Jojadas instrukser. De kom samtidig med det skiftehold, som normalt skulle begynde tjeneste på sabbatten, og sluttede sig til det skiftehold, der var færdig med tjenesten. ¹⁰ Derpå udrustede Jojada officererne med de spyd og skjolde, som havde tilhørt kong David og blev opbevaret i templets våbenhus. ¹¹ De bevæbnede vagter tog opstilling i en lang række fra forgårdens sydside frem til alteret foran indgangen og videre til nordsiden. På den måde forhindrede de folk i at nærme sig tempelindgangen, hvor kongen ville komme til syne.

¹² Da alt var klar, førte Jojada prinsen ud og satte kongekronen på hans hoved. Han gav ham også en kopi af lovbogen, hvorefter han salvede ham til konge. Folket klappede og råbte: „Længe leve kong Joash.”

Ataljas død

¹³ Da dronning Atalja hørte støjen fra menneskemængden, skyndte hun sig over til templet. ¹⁴ Dér fik hun øje på den nykronede konge, der stod ved søjlen foran tempelindgangen, som det var skik ved en kroningsceremoni. De ledende officerer og en række trompetblæsere stod ved siden af kongen. De blæste i deres trompeter, mens folket jublede.

Atalja rev i vrede og fortvivlelse sit tøj i stykker og skreg: „Det er højforræderi!”

¹⁵ „Før hende uden for templet!” råbte Jojada til officererne for livvagten. „Dræb hende ikke på tempelområdet, men slå enhver ned, der forsøger at komme hende til undsætning.” ¹⁶ Så greb de hende og førte hende ud gennem den port, som hestene bruger til at komme ind på paladsets område. Der slog de hende ihjel.

Jojadas reformer

¹⁷ Jojada fik kongen og hele folket til at indgå en troskabspagt med Herren: Både kongen og folket skulle altid tilhøre Herren og være hans folk. Han sørgede også for, at folket lovede deres konge troskab. ¹⁸ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret, og Jojada satte vagter ved Herrens tempel. ^19-20 Dernæst førte han sammen med officererne, livvagten og hele folket den unge konge ud af templet, forbi vagtstuen og ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

Alle var glade og lykkelige, og livet i byen gik sin daglige, stille gang efter Ataljas død.

Joash sætter templet i stand

12 ^1-2 Joash blev konge over Judas rige i kong Jehu af Israels syvende regeringsår. Han var syv år gammel på det tidspunkt, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ⁴ Dog udryddede han ikke offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at brænde ofre der.

^5-6 En dag sagde kong Joash til præsterne: „Tempelbygningen trænger til en gennemgribende restaurering. De penge, som folk bringer til Herrens hus som frivillige gaver eller som indløsning for det førstefødte, der tilhører Herren, skal I derfor bruge til at bekoste istandsættelsen af templet.”

⁷ Men i kong Joash’ 23. regeringsår var præsterne endnu ikke begyndt på arbejdet. ⁸ Derfor kaldte han Jojada og de øvrige præster sammen. „Hvorfor har I ikke sørget for restaureringen af templet?” spurgte han. „Nu er det slut med at bruge midlerne på jer selv og jeres egne formål. Fra nu af skal alle pengene gå til templet.”

⁹ Men præsterne bad om at blive fritaget for ansvaret for restaureringen. Til gengæld gik de med til ikke længere at modtage penge direkte fra folket. ¹⁰ Jojada borede derefter et hul i låget på en stor kiste og placerede kisten til højre for alteret, når man går ind i templet, og de præster, der fungerede som dørvogtere, sørgede for, at alle de guld- og sølvstykker, som folk kom med, blev lagt i denne kiste. ¹¹ Hver gang kisten var fuld, blev pengene lagt i poser og vejet af statssekretæren og ypperstepræsten i fællesskab. ¹² Derefter blev pengene overdraget til arbejdsformændene, som udbetalte løn til træskærerne, bygningshåndværkerne, ¹³ murerne og stenhuggerne. Nogle af pengene blev brugt til materialerne af træ og sten. Samtlige reparationsudgifter blev betalt med disse penge. ^14-15 Men pengene blev ikke brugt til indkøb af sølvbaljer, vægesakse, stænkeskåle, trompeter eller andre guld- og sølvgenstande. ¹⁶ Man krævede ikke af arbejdsformændene, at de fremlagde regnskab for forvaltningen af pengene, for det var helt igennem ærlige mennesker. ¹⁷ Men de penge, som kom ind gennem skyldofre og forsoningsofre, blev ikke lagt i kisten. Dem kunne præsterne bruge til deres egne behov.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda

¹⁸ På det tidspunkt gik kong Hazael af Aram til angreb på filisterbyen Gat, og det lykkedes ham at erobre byen, hvorefter han marcherede mod Jerusalem. ¹⁹ Da tog kong Joash alle de hellige tempelredskaber, som var blevet skænket af ham selv og hans forfædre, Joshafat, Joram og Ahazja, dem der før ham havde været konger i Juda, og sendte dem sammen med alt det guld, der fandtes i templets skatkammer og i det kongelige palads, til kong Hazael. Det var nok til, at den aramæiske konge afblæste angrebet på Jerusalem.

²⁰ Resten af Joash’ livshistorie og de bedrifter han udførte, er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²¹ Der blev begået forræderi imod ham, idet nogle af hans egne embedsmænd myrdede ham, engang han opholdt sig i Jerusalems fæstningsbygning, som ligger ved vejen ned til Silla. ²² Attentatmændene var Jozakar, Shimats søn, og Jozabad, Shomers søn. Kongen blev begravet i Davidsbyen, og hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Afgudsdyrkelsen fortsætter i Nordriget, mens Jehus søn er konge

13 I kong Joash af Judas 23. regeringsår blev Joahaz, Jehus søn, konge i Israel. Han herskede i Samaria i 17 år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte i Jeroboams spor, kongen der oprindelig havde lokket Israel til afgudsdyrkelse. ³ Derfor lå Herrens vrede over Israels folk, så han tillod kong Hazael af Aram og hans søn, Ben-Hadad, at gå til angreb på dem gang på gang.

⁴ Til sidst var kong Joahaz trængt så meget op i en krog, at han bad Herren om hjælp, og Herren hørte hans bøn. Han kunne jo se, hvor hårdt Arams konge pressede dem. ⁵ Derfor sendte Herren dem en leder, der befriede Israel fra det aramæiske tyranni. Derefter var der fred og tryghed i Israel som før.

⁶ Alligevel fortsatte folket deres afgudsdyrkelse og fulgte således Jeroboams onde eksempel, og de blev ved med at tilbede gudinden Ashera i Samaria. ⁷ På grund af de mange angreb fra Aram var Joahaz’ hær til sidst nede på 50 ryttere, ti stridsvogne og 10.000 fodfolk, for Arams konge havde tilintetgjort resten af hæren og trådt dem ned som støv under sine fødder.

⁸ Resten af Joahaz’ livshistorie og hans bedrifter er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

⁹ Joahaz døde og blev begravet i Samaria, hvorefter hans søn Joash blev konge.

Kong Joash af Israel

¹⁰ Joash, søn af Joahaz, blev konge over Israel i kong Joash af Judas 37. regeringsår, og han regerede ud fra Samaria i 16 år. ¹¹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fortsatte i Jeroboams spor og opmuntrede folket til at dyrke afguder. ¹² Resten af Joash’ historie og hans bedrifter, blandt andet hans krige mod kong Amatzja af Juda, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹³ Joash døde og blev begravet i Samaria sammen med Israels øvrige konger. Efter ham blev hans søn Jeroboam konge over Israel.

Elisas død

¹⁴ Profeten Elisa blev alvorligt syg, og da han lå på sit dødsleje, fik han besøg af kong Joash, som bøjede sig grædende over ham:

„Mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

¹⁵ „Skaf mig en flitsbue og nogle pile,” befalede Elisa. Det gjorde kongen så.

¹⁶ Derefter bad Elisa kongen om at spænde buen, mens han lagde sine egne hænder oven på kongens.

¹⁷ „Luk det vindue op, der vender mod øst,” fortsatte Elisa. Det gjorde man så.

„Skyd!” kommanderede Elisa, og kongen sendte pilen ud gennem vinduet i østlig retning.

Da sagde Elisa til kongen: „Det var Herrens pil, som skal bringe sejr over Aram. Ved Afek skal du påføre dem det afgørende nederlag. ¹⁸ Tag nu de andre pile og slå dem ned i gulvet.”

Kongen tog pilene og slog dem ned i gulvet tre gange. ¹⁹ „Det var ærgerligt,” udbrød profeten. „Hvorfor slog du dem ikke mod gulvet fem eller seks gange? Havde du gjort det, kunne du have slået aramæerne definitivt. Men nu vil du kun besejre dem tre gange.”

²⁰ Derefter døde Elisa og blev begravet.

På den tid skete det ikke sjældent om foråret, at moabitiske røverbander strejfede rundt i landet. ²¹ Engang under en fredelig begravelse blev følget overrasket af en sådan røverbande, og i panik smed man liget ned i Elisas grav og flygtede for røverne. Men så snart liget kom i berøring med Elisas knogler, kom den døde til live og sprang op.

Israel vinder delvis sejr over aramæerne, som Elisa forudsagde

²² Kong Hazael af Aram havde tyranniseret Israel under hele kong Joahaz’ regeringsperiode. ²³ Men Herren viste nåde imod Israels folk på grund af den pagt, han havde sluttet med Abraham, Isak og Jakob. Han ville ikke helt udslette dem, og endnu ville han ikke sende dem i landflygtighed.

²⁴ Da kong Hazael af Aram døde, blev hans søn Ben-Hadad konge i hans sted, ²⁵ og tre gange besejrede kong Joash af Israel Ben-Hadad. Det lykkedes ham også at erobre de israelitiske byer tilbage, som Ben-Hadad havde taget fra hans far, kong Joahaz.

Kong Amatzja af Juda

14 Amatzja blev konge over Juda i kong Joash af Israels andet regeringsår. ² Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. ³ Han fulgte i sin fars spor og gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, dog ikke så helhjertet som sin forfar David. ⁴ Heller ikke han fik udryddet offerstederne rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at bringe brændofre der.

⁵ Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. ⁶ Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”^{[e] 7} Amatzja nedsablede 10.000 edomitiske soldater i Saltdalen, og han erobrede også byen Sela og kaldte den Jokte’el, hvilket den hedder den dag i dag.

⁸ En dag udstedte han en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu. ⁹ Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. ¹⁰ Du har ganske vist besejret Edom og er vældig stolt over det. Men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

¹¹ Men Amatzja ville ikke høre efter, så kong Joash af Israel mobiliserede sin hær og mødte kong Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. ¹² Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. ¹³ Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. ¹⁴ Joash tog det guld og sølv, der var tilbage i templets og paladsets skatkamre. Han tog også en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

¹⁵ Resten af Joash’ livshistorie og hans bedrifter samt flere detaljer om kampen mod kong Amatzja af Juda er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹⁶ Da han døde, blev han begravet i Samaria ved siden af Israels øvrige konger, og hans søn Jeroboam blev konge i hans sted.

¹⁷ Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, ¹⁸ og hans livshistorie er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ¹⁹ Hans embedsmænd i Jerusalem havde planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. ²⁰ Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen. ²¹ Derefter udnævnte Judas befolkning Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. ²² Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død.

Kong Jeroboam II af Israel

²³ I kong Amatzja af Judas 15. regeringsår blev Jeroboam, søn af Joash, konge i Israel. Han regerede i 41 år i Samaria. ²⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Han handlede fuldstændig som den Jeroboam, der først indførte afgudsdyrkelsen i Nordriget. ²⁵ Han generobrede Israels tabte områder fra Lebo-Hamat i nord til Det Døde Hav i syd, sådan som Herren, Israels Gud, havde forudsagt gennem Amittajs søn, Jonas, profeten fra Gat-Hefer. ²⁶ Herren havde lagt mærke til Israels bitre lidelser, og han så, at ingen kom dem til hjælp i kampen mod deres undertrykkere. ²⁷ Han ønskede ikke, at hele hans folk skulle udslettes, så derfor brugte han kong Jeroboam til at redde landet.

²⁸ Resten af Jeroboams livshistorie, hans bedrifter og krige, og hvordan han igen lagde bystaterne Damaskus og Hamat ind under Israels herredømme, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ²⁹ Da Jeroboam døde, blev han begravet sammen med Israels øvrige konger i Samaria, og hans søn Zekarja blev konge i hans sted.

Kong Uzzija af Juda

15 I kong Jeroboam af Israels 27. regeringsår blev Amatzjas søn Uzzija konge i Juda ² i en alder af 16 år. Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år.

³ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja. ⁴ Men som sine forgængere ødelagde han ikke offerstederne rundt omkring i landet, hvor folk bragte brændofre. ⁵ Herren ramte kongen med spedalskhed, som han led af til sin dødsdag. Han boede i et hus for sig selv, mens hans søn Jotam overtog regeringsmagten og ledelsen af paladset. ⁶ Resten af Uzzijas liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ⁷ Da han døde, blev han begravet sammen med sine forfædre i Davidsbyen, og hans søn Jotam blev nu officielt kronet som konge.

Forskellige konger i Israel

⁸ I kong Uzzija af Judas 38. regeringsår blev Jeroboams søn Zekarja konge i Israel. Han regerede i Samaria i seks måneder.

⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne som sine forfædre. Han fortsatte den afgudsdyrkelse, som Jeroboam, Nebats søn, i sin tid havde indført. ¹⁰ Shallum, Jabesh’ søn, gjorde oprør imod ham og stak ham ned med sit sværd i fuld offentlighed, hvorefter han overtog magten. ¹¹ De øvrige begivenheder, som fandt sted under kong Zekarja, er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ¹² Med Zekarja var Herrens løfte til kong Jehu gået i opfyldelse, for Herren havde sagt, at Jehus efterkommere skulle være konger i Israel i fire generationer.

¹³ I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Shallum, søn af Jabesh, konge i Israel. Han regerede i Samaria i en måned.

¹⁴ Da en måned var gået, kom Gadis søn Menahem fra Tirtza til Samaria. Han myrdede kongen og overtog magten. ¹⁵ Shallums liv og virke samt oplysninger om den sammensværgelse, han stiftede mod kongen, er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

¹⁶ Allerede mens Menahem holdt til i Tirtza, havde han ødelagt byen Tappuach og dens opland, da indbyggerne i byen nægtede at støtte ham i ønsket om at blive konge. Alle indbyggerne blev sablet ned, og byens gravide kvinder fik maven sprættet op.

¹⁷ I kong Uzzija af Judas 39. regeringsår blev Menahem, Gadis søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ti år. ¹⁸ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte med den afgudsdyrkelse, som Jeroboam havde indført. Mens han var konge, ^19-20 invaderede kong Pul^[f] af Assyrien landet, men Menahem købte sig fri ved at betale 34 tons sølv, hvorefter den assyriske konge trak sig tilbage og vendte hjem. Menahem tog disse penge fra de rige ved at pålægge dem alle en særskat på et halvt kilo sølv. ²¹ Resten af kong Menahems liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog. ²² Da han døde, overtog hans søn Pekaja magten.

²³ I kong Uzzija af Judas 50. regeringsår blev Pekaja, Menahems søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i to år. ²⁴ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte den afgudsdyrkelse, Jeroboam havde indført. ²⁵ Hans øverstkommanderende, som hed Peka, Remaljas søn, lavede en sammensværgelse imod ham sammen med 50 mænd fra Gilead. Peka myrdede ham i paladset i Samaria og tog derefter selv magten. ²⁶ Resten af Pekajas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.