Bible in 90 Days
14 Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. 15 Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. 16 Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, Herre, i dit Åsyns Lys! 17 De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. 18 Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; 19 thi vort Skjold er hos Herren, vor Konge er Israels Hellige!
20 Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; 21 jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; 22 thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. 23 Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; 24 jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; 25 med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; 26 jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; 27 mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; 29 jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; 30 jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. 31 Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, 32 hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, 33 da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; 34 men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; 35 jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. 36 Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: 37 Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, 38 stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela.
39 Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; 40 Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; 41 du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; 42 alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. 43 Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; 44 hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; 45 du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, 46 afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. 47 Hvor længe vil du skjule dig, Herre, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? 48 Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! 49 Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. 50 Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? 51 Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, 52 hvorledes dine Fjender håner, Herre, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.
53 Lovet være Herren i Evighed, Amen, Amen!
90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. 2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! 3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" 4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. 5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; 6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. 8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. 9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. 10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. 11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! 12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13 Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; 14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. 15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! 16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! 17 Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
91 Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, 2 siger til Herren: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. 3 Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; 4 han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. 5 Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen 6 ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. 7 Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; 8 du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; 9 (thi du, Herre, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. 10 Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; 11 thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; 12 de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; 13 du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.
14 "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; 15 kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: 16 med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
92 En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.
2 Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du højeste, 3 ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed 4 til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer!
5 Thi ved dit Værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine Hænders Gerning. 6 Hvor store er dine Gerninger, Herre, dine Tanker såre dybe! 7 Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. 8 Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, 9 men du er ophøjet for evigt, Herre. 10 Thi se, dine Fjender, Herre, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! 11 Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; 12 det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.
13 De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; 14 plantet i Herrens Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; 15 selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft 16 for at vidne, at Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
93 Herren har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, Herren har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. 2 Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! 3 Strømme lod runge, Herre, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. 4 Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er Herren herlig i det høje! 5 Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, Herre, så længe Dagene varer!
94 Herre du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; 2 stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! 3 Hvor længe skal gudløse, Herre, hvor længe skal gudløse juble? 4 De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; 5 de underkuer, o Herre, dit Folk og undertrykker din Arvelod; 6 de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; 7 de siger: "Herren kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"
8 Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? 9 Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? 10 Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? 11 Herren kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.
12 Salig den Mand, du tugter, Herre, og vejleder ved din Lov 13 for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; 14 thi Herren bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. 15 Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.
16 Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? 17 Var Herren ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. 18 Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, Herre; 19 da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.
20 står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? 21 Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, 22 Herren er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; 23 han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter Herren vor Gud.
95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, 2 møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! 3 Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; 4 i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; 5 Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. 6 Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!
7 Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: 8 "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, 9 da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
96 Syng Herren en ny sang, syng for Herren, al jorden, 2 syng for Herren og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, 3 kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! 4 Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; 5 thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. 6 For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. 7 Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, 8 giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, 9 tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! 10 Sig blandt Folkeslag: "Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." 11 Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, 12 Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer 13 for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
97 Herren har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! 2 Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; 3 Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. 4 Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; 5 Bjergene smelted som Voks for Herren, for hele Jordens Herre; 6 Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. 7 Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. 8 Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, Herre! 9 Thi du, o Herre, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! 10 I, som elsker Herren, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; 11 over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. 12 I retfærdige, glæd jer i Herren, lovsyng hans hellige Navn!
98 Syng Herren en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm. 2 Sin Frelse har Herren gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne; 3 han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse. 4 Råb af Fryd for Herren, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang; 5 lovsyng Herren til Citer, lad Lovsang tone til Citer, 6 råb af Fryd for Kongen, Herren, til Trompeter og Hornets Klang! 7 Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der, 8 Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe 9 for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
99 Herren har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! 2 Stor er Herren på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; 3 de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! 4 Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. 5 Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! 6 Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til Herren, han svarer; 7 i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; 8 Herre vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. 9 Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er Herren vor Gud!
100 Råb af Fryd for Herren, al jorden, 2 tjener Herren med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! 3 Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. 4 Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! 5 Thi god er Herren, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!
101 Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. 2 Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, 3 på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; 4 det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; 5 den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. 6 Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; 7 ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. 8 Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af Herrens By.
102 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for Herren.
2 Herre, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, 3 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! 4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; 5 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. 6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; 7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; 8 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; 9 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. 10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer 11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; 12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra Slægt til Slægt; 14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; 15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. 16 Og Herrens Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; 17 thi Herren opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; 18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. 19 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise Herren; 20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, Herren skuer ned fra Himmel til Jord 21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, 22 at Herrens Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, 23 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene Herren.
24 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. 25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; 27 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; 28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! 29 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! 2 Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! 3 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 4 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 5 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! 6 Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 7 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 8 barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; 9 han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; 10 han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. 11 Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. 12 Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. 13 Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.
14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; 15 som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; 16 når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. 17 Men Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn 18 for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
19 Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. 20 Lov Herren, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. 21 Lov Herren, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. 22 Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren!
104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; 3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; 6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 16 Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. 35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!
105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 2 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; 3 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; 4 spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; 5 kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! 7 Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; 8 han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, 9 Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; 10 han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, 11 idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." 12 Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, 13 og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, 14 tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger 15 "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" 16 Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; 17 han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; 18 de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, 19 indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. 20 På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: 21 han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; 22 han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. 23 Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. 24 Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; 25 han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. 26 Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; 27 han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; 28 han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; 29 han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; 30 af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; 31 han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; 32 han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; 33 han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; 34 han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, 35 de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; 36 alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; 37 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled 38 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. 39 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; 40 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; 41 han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; 43 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; 44 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. 45 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! 2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? 3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! 4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, 5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. 7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; 9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; 17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; 26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, 27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. 28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; 29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, 31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. 32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; 33 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. 34 De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, 35 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; 36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; 37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; 38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; 39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. 40 Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; 41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; 42 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. 43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; 44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; 45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; 46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
47 Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 6 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. 8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, 11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. 12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; 13 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. 15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, 18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær 19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. 21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn 22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, 24 blev Vidne til Herrens Gerninger, hans Underværker i Dybet; 25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; 26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; 27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; 28 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; 30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. 31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, 32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, 34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. 35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; 36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, 37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. 38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. 39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, 40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. 41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; 42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. 43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!
108 En Sang. En Salme af David.
2 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! 3 Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; 5 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte.