Bible in 90 Days

¹⁹ I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran, ²⁰ at de må se og kende, mærke sig det og indse, at Herrens Hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det.

²¹ Fremlæg eders Sag, siger Herren, kom med Bevis! siger Jakobs Konge. ²² De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! ²³ Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden! ²⁴ Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger. ²⁵ Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler. ²⁶ Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: "Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord. ²⁷ Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud. ²⁸ Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer mig på mit Spørgsmål. ²⁹ Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.

42 Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene. ² Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden, ³ bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab, ⁴ vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov. ⁵ Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde. ⁶ Jeg, Herren, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys ⁷ for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster.

⁸ Jeg er Herren, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris. ⁹ Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem.

¹⁰ Syng Herren en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem; ¹¹ Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder; ¹² Herren giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande. ¹³ Herren drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid. ¹⁴ En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft. ¹⁵ Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre. ¹⁶ Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra. ¹⁷ Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"

¹⁸ I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se! ¹⁹ Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som Herrens Tjener? ²⁰ Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej. ²¹ For sin Retfærds Skyld vilde Herren løfte Loven til Højhed og Ære. ²² Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!" ²³ Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: ²⁴ Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke Herren: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte? ²⁵ Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte.

43 Men nu, så siger Herren, som skabte dig, Jakob, danned dig, Israel: Frygt ikke, jeg genløser dig, jeg kalder dig ved Navn, du er min! ² Når du går gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem Ild, skal du ikke svides, Luen brænder dig ikke. ³ Thi jeg er din Gud, jeg, Herren, Israels Hellige din Frelser. Jeg giver Ægypten som Løsesum, Ætiopien og Seba i dit Sted, ⁴ fordi du er dyrebar for mig, har Værd, og jeg elsker dig; jeg giver Mennesker for dig og Folkefærd for din Sjæl. ⁵ Frygt ikke, thi j eg er med dig! Jeg bringer dit Afkom fra Østen, sanker dig sammen fra Vesten, ⁶ siger til Norden: "Giv hid!" til Sønden: "Hold ikke tilbage! Bring mine Sønner fra det fjerne, mine Døtre fra Jordens Ende, ⁷ enhver, der er kaldt med mit Navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min Ære!"

⁸ Før det blinde Folk frem, der har Øjne, de døve, der dog har Ører! ⁹ Lad alle Folkene samles, lad Folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise Ting, de har forudsagt? Lad dem føre Vidner og få Ret, lad dem høre og sige: "Det er sandt!" ¹⁰ Mine Vidner er I, så lyder det fra Herren, min Tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, fro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en Gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; ¹¹ jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen Frelser. ¹² Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine Vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra Evighed Gud, ¹³ den eneste også i Fremtiden. Ingen frier af min Hånd, jeg handler - hvo gør det ugjort?

¹⁴ Så siger Herren, eders Genløser, Israels Hellige: For eder gør jeg Opbud mod Babel og fjerner deres Fængsels Portslåer, mens Kaldæerne bindes i Halsjern. ¹⁵ Jeg, Herren, jeg er eders Hellige, Israels Skaber eders Konge. ¹⁶ Så siger Herren, som lagde en Vej i Havet, en Sti i de stride Vande, ¹⁷ førte Vogne og Heste derud, Hær og Kriger tillige; de segned og rejste sig ikke, sluktes, gik ud som en Væge: ¹⁸ Kom ikke det svundne i Hu, tænk ikke på Fortidens Dage! ¹⁹ Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke? Gennem Ørkenen lægger jeg Vej, Floder i, det øde Land; ²⁰ de vilde Dyr skal ære mig, Sjakaler tillige med Strudse. Thi Vand vil jeg give i Ørkenen, Floder i det øde Land, for at læske mit udvalgte Folk. ²¹ Det Folk, jeg har dannet mig, skal synge min Pris.

²² Jakob, du kaldte ej på mig eller trætted dig, Israel, med mig; ²³ du bragte mig ej Brændofferlam, du æred mig ikke med Slagtofre; jeg plaged dig ikke for Afgrødeoffer, trætted dig ikke for Røgelse; ²⁴ du købte mig ej Kalmus for Sølv eller kvæged mig med Slagtofres Fedt. Nej, du plaged mig med dine Synder, trætted mig med din Brøde. ²⁵ Din Misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen Skyld, kommer ej dine Synder i Hu. ²⁶ Mind mig, lad vor Sag gå til Doms, regn op, så du kan få Ret! ²⁷ Allerede din Stamfader synded, dine Talsmænd forbrød sig imod mig, ²⁸ så jeg vanæred hellige Fyrster, gav Jakob hen til Band og Israel hen til Spot.

44 Men hør nu, Jakob, min Tjener, Israel, hvem jeg har udvalgt: ² Så siger Herren, som skabte dig og fra Moders Liv danned dig, din Hjælper: Frygt ikke, min Tjener Jakob, Jesjurun, hvem jeg har udvalgt! ³ Thi jeg udgyder Vand på det tørstende, Strømme på det tørre Land, udgyder min Ånd på din Æt, min Velsignelse over dit Afkom; ⁴ de skal spire som Græs mellem Vande, som Pile ved Bækkenes Løb. ⁵ En skal sige: "Jeg er Herrens", en kalde sig med Jakobs Navn, en skrive i sin Hånd: "For Herren!" og tage sig Israels Navn. ⁶ Så siger Herren, Israels Konge, dets Genløser, Hærskarers Herre: Jeg er den første og den sidste, uden mig er der ingen Gud. ⁷ Hvo der er min Lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra Urtid det kommende? De forkynde os, hvad der skal ske! ⁸ Ræddes og ængstes ikke! Har ej længst jeg kundgjort og sagt det? I er mine Vidner: Er der Gud uden mig, er der vel anden Klippe? Jeg ved ikke nogen.

⁹ De, der laver Gudebilleder, er alle intet, og deres kære Guder gavner intet; deres Vidner ser intet og kender intet, at de må blive til Skamme. ¹⁰ Når nogen laver en Gud og støber et Billede, er det ingen Gavn til; ¹¹ se, alle dets Tilbedere bliver til Skamme; Mestrene er jo kun Mennesker lad dem samles til Hobe og træde frem, de skal alle som een forfærdes og blive til Skamme. ¹² En smeder Jern til en Økse og arbejder ved Kulild, tildanner den med Hamre og gør den færdig med sin stærke Arm; får han ikke Mad, afkræftes han, og får han ikke Vand at drikke, bliver han træt. ¹³ Så fælder ban Træer, udspænder Målesnoren, tegner Billedet med Gravstikken, skærer det ud med Kniven og sætter det af med Cirkelen; han laver det efter en Mands Skikkelse, efter menneskelig Skønhed, til at stå i et Hus. ¹⁴ Han fældede sig Cedre, tog Elm og Eg og arbejdede af al sin Kraft på Skovens Træer, som Gud havde plantet og Regnen givet Vækst. ¹⁵ Det tjener et Menneske til Brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter Ild i det og bager Brød - og desuden laver han en Gud deraf og tilbeder den, han gør et Gudebillede deraf og knæler for det. ¹⁶ Halvdelen brænder han i Ilden, og over Gløderne steger han Kød; han spiser Stegen og mættes; og han varmer sig derved og siger: "Ah, jeg bliver varm, jeg mærker Ilden" - ¹⁷ og af Resten laver han en Gud, et Billede; han knæler for det, kaster sig ned og beder til det og siger: "Frels mig, thi du er min Gud!" ¹⁸ De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, så de ikke ser, og deres Hjerter, så de ikke skønner. ¹⁹ De tænker ikke over det, de har ikke Indsigt og Forstand til at sige sig selv: "Halvdelen brændte jeg i Bålet, over Gløderne bagte jeg Brød, stegte Kød og spiste; skulde jeg da af Resten gøre en Vederstyggelighed? Skulde jeg knæle for en Træklods?" ²⁰ Den, som tillægger Aske Værd, ham har et vildfarende Hjerte dåret; han redder ikke sin Sjæl, så han siger: "Er det ikke en Løgn, jeg har i min højre Hånd?"

²¹ Jakob, kom dette i Hu, Israel, thi du er min Tjener! Jeg skabte dig, du er min Tjener, ej skal du glemmes, Israel; ²² jeg sletted som Tåge din Misgerning og som en Sky dine Synder. Vend om til mig, thi jeg genløser dig! ²³ Jubler, I Himle, thi Herren greb ind, fryd jer, I Jordens Dybder, bryd ud i Jubel, I Bjerge, Skoven og alle dens Træer, thi Herren genløser Jakob og herliggør sig ved Israel.

²⁴ Så siger Herren, din Genløser, som danned dig fra Moders Liv: Jeg er Herren, som skabte alt, som ene udspændte Himlen, udbredte Jorden, hvo hjalp mig? ²⁵ som tilintetgør Løgnernes Tegn og gør Spåmænd til Dårer, som tvinger de vise tilbage, beskæmmer deres Lærdom, ²⁶ stadfæster sine Tjeneres Ord, fuldbyrder sine Sendebuds Råd, Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bebos!" om Judas Byer: "de skal bygges!" Ruinerne rejser jeg atter! ²⁷ Jeg siger til Dybet: "Bliv tørt, dine Floder gør jeg tørre!" ²⁸ Jeg siger om Kyros: "Min Hyrde, som fuldbyrder al min Vilje!" Jeg siger om Jerusalem: "Det skal bygges!" om Templet: "Det skal grundes "

45 Så siger Herren til sin Salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte Folk for hans Ansigt og løsne Kongernes Gjord, for at åbne Dørene for ham, så Portene ikke var stængt: ² Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern. ³ Jeg giver dig Mulmets Skatte, Rigdomme gemt i Løn, så du kender, at den, der kaldte dig ved Navn, er mig, er Herren, Israels Gud. ⁴ For Jakobs, min Tjeners, Skyld, for min udvalgtes, Israels, Skyld kalder jeg dig ved dit Navn, ved et Æresnavn, skønt du ej kender mig. ⁵ Herren er jeg, ellers ingen, uden mig er der ingen Gud; jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig, ⁶ så de kender fra Solens Opgang til dens Nedgang: der er ingen uden mig. Herren er jeg, ellers ingen, ⁷ Lysets Ophav og Mørkets Skaber, Velfærds Kilde og Ulykkes Skaber: Jeg er Herren, der virker alt.

⁸ Lad regne, I Himle deroppe, nedsend Retfærd, I Skyer, Jorden åbne sit Skød, så Frelse må spire frem og Retfærd vokse tillige. Jeg, Herren, lader det ske. ⁹ Ve den, der trættes med sit Ophav, et Skår kun blandt Skår af Jord! Siger Ler til Pottemager: "Hvad kan du lave?" hans Værk: "Du har ikke Hænder!" ¹⁰ Ve den, der siger til sin Fader: "Hvad kan du avle?" til sin Moder: "Hvad kan du føde?" ¹¹ Så siger Herren, Israels Hellige, Fremtidens Ophav: I spørger mig om mine Børn, for mine Hænders Værk vil I råde! ¹² Det var mig, som dannede Jorden og skabte Mennesket på den; mine Hænder udspændte Himlen, jeg opbød al dens Hær; ¹³ det var mig, som vakte ham i Retfærd, jeg jævner alle hans Veje; han skal bygge min By og give mine bortførte fri ikke for Løn eller Gave, siger Hærskarers Herre.

¹⁴ Så siger Herren: Ægyptens Løn, Ætiopiens Vinding, Sebæernes granvoksne Mænd, de skal komme og tilhøre dig, og dig skal de følge; de skal komme i Lænker og kaste sig ned for dig og bønfalde dig: "Kun hos dig er Gud, der er ingen anden Gud." ¹⁵ Sandelig, du er en Gud, som er skjult, Israels Gud er en Frelser! ¹⁶ Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går Gudemagerne om med Skændsel. ¹⁷ Israel frelses ved Herren, en evig Frelse, i Evighed bliver I ikke til Skam og Skændsel. ¹⁸ Thi så siger Herren, Himlens Skaber, han, som er Gud, som dannede Jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: Herren er jeg, ellers ingen. ¹⁹ Jeg talede ikke i Løndom, i Mørkets Land, sagde ikke til Jakobs Æt: "Søg mig forgæves!" Jeg, Herren, taler hvad ret er, forkynder, hvad sandt er. ²⁰ Kom samlede hid, træd frem til Hobe, I Folkenes undslupne! Uvidende er de, som bærer et Billede af Træ, de, som beder til en Gud, der ikke kan frelse. ²¹ Forkynd det, kom frem dermed, lad dem rådslå sammen: Hvo kundgjorde dette tilforn, forkyndte det forud? Mon ikke jeg, som er Herren? Uden mig er der ingen Gud, uden mig er der ingen retfærdig, frelsende Gud. ²² Vend dig til mig og bliv frelst, du vide Jord, thi Gud er jeg, ellers ingen; ²³ jeg svor ved mig selv, fra min Mund kom Sandhed, mit Ord vender ikke tilbage: Hvert Knæ skal bøjes for mig, hver Tunge sværge mig til. ²⁴ "Kun hos Herren," skal man sige, "er Retfærd og Styrke; til ham skal alle hans Avindsmænd komme med Skam." ²⁵ Ved Herren når al Israels Æt til sin Ret og jubler.

46 I Knæ er Bel, og Nebo er bøjet, deres billeder gives til Dyr og Fæ, de læsses som byrde på trætte Dyr ² De bøjes, i Knæ er de alle, de kan ikke frelse Byrden, og selv må de vandre i Fangenskab.

³ Hør mig, du Jakobs Hus, al Resten af Israels Hus, løftet fra Moders Liv, båret fra Moders Skød. ⁴ Til Alderdommen er jeg den samme, jeg bærer jer, til Hårene gråner; ret som jeg bar, vil jeg bære, jeg, jeg vil bære og redde.

⁵ Med hvem vil I jævnstille ligne mig, hvem vil I gøre til min Lige? ⁶ De øser Guld af Pung, Sølv får de vejet på Vægt, de lejer en Guldsmed, som gør det til en Gud, de bøjer sig, kaster sig ned; ⁷ de løfter den på Skuldren og bærer den, sætter den på Plads, og den står, den rører sig ikke af Stedet råber de til den, svarer den ikke, den frelser dem ikke i Nød. ⁸ Kom dette i Hu, lad jer råde, I frafaldne, læg jer det på Sinde! ⁹ Kom i Hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, ¹⁰ der forud forkyndte Enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: "Mit Råd står fast, jeg fuldbyrder al min Vilje," ¹¹ som fra Øst kalder Ørnen hid, fra det fjerne mit Råds Fuldbyrder. Jeg taled og lader det ske, udtænkte og fuldbyrder det.

¹² Hør på mig, I modløse, som tror, at Retten er fjern: ¹³ Jeg bringer min Ret, den er ej fjern, min Frelse tøver ikke; jeg giver Frelse på Zion, min Herlighed giver jeg Israel.

47 Stig ned, sid i Støvet, du Jomfru, Babels Datter, sid uden Trone på Jorden, Kaldæernes Datter! Thi ikke mer skal du kaldes den fine, forvænte! ² Tag fat på Kværnen, mal Mel, læg Sløret bort, løft Slæbet, blot dine Ben og vad over Strømmen! ³ Din Blusel skal blottes, din Skam skal ses. Hævn tager jeg uden Skånsel, siger vor Genløser, ⁴ hvis Navn er Hærskarers Herre, Israels Hellige. ⁵ Sid tavs og gå ind i Mørke, Kaldæernes Datter, thi ikke mer skal du kaldes Rigernes Dronning! ⁶ Jeg vrededes på mit Folk, vanæred min Arv, gav dem hen i din Hånd; du viste dem ingen Medynk, du lagde dit tunge Åg på Oldingens Nakke. ⁷ Du sagde: "Jeg bliver evindelig Evigheds Dronning." Du tog dig det ikke til Hjerte, brød dig ikke om Enden. ⁸ Så hør nu, du yppige, du, som sidder i Tryghed, som siger i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen! Aldrig skal jeg sidde Enke, ej kende til Barnløshed." ⁹ Begge Dele skal ramme dig brat samme Dag, Barnløshed og Enkestand ramme dig i fuldeste Mål, dine mange Trylleord, din megen Trolddom til Trods, ¹⁰ skønt du tryg i din Ondskab sagde: "ingen ser mig." Din Visdom og Viden var det, der ledte dig vild, så du sagde i Hjertet: "Kun jeg, og ellers ingen!" ¹¹ Dig rammer et Onde, du ikke kan købe bort, over dig falder et Vanheld, du ikke kan sone, Undergang rammer dig brat, når mindst du aner det. ¹² Kom med din Trolddom og med dine mange Trylleord, med hvilke du umaged dig fra din Ungdom, om du kan bøde derpå og skræmme det bort. ¹³ Med Rådgiverhoben sled du dig træt, lad dem møde, lad Himmelgranskerne frelse dig, Stjernekigerne, som Måned for Måned kundgør, hvad dig skal ske! ¹⁴ Se, de er blevet som Strå, de,fortæres af Ild, de frelser ikke deres Liv fra Luens Magt. "Ingen Glød til Varme, ej Bål at sidde ved!" ¹⁵ Sligt får du af dem, du umaged dig med, dine Troldmænd fra Ungdommen af; de raver hver til sin Side, dig frelser ingen.

48 Hør dette, du Jakobs Hus, I, som kaldes med Israels Navn og er rundet af Judas Kilde, som sværger ved Herrens Navn og priser Israels Gud - dog ikke redeligt og sandt - ² fra den hellige By har de jo Navn, deres Støtte er Israels Gud, hvis Navn er Hærskarers Herre: ³ Jeg forudsagde det, som er sket, af min Mund gik det ud, så det hørtes, brat greb jeg ind, og det indtraf. ⁴ Thi stivsindet er du, det ved jeg, din Nakke et Jernbånd, din Pande af Kobber. ⁵ Jeg sagde det forud til dig, kundgjorde det, førend det indtraf, at du ikke skulde sige: "Det gjorde mit Billede, mit skårne og støbte bød det." ⁶ Du hørte det, se det nu alt! Og vil I mon ikke stå ved det? Fra nu af kundgør jeg nyt, skjulte Ting, du ej kender; ⁷ nu skabes det, ikke før,før i Dag har I ikke hørt det, at du ikke skulde sige: "Jeg vidste det." ⁸ Hverken har du hørt eller vidst det, det kom dig ej før for Øre. Thi jeg ved, du er gennemtroløs, fra Moders Liv hed du "Frafalden"; ⁹ for mit Navns Skyld holder jeg Vreden hen, for min Ære vil jeg skåne, ej udrydde dig. ¹⁰ Se, jeg smelted dig Sølv blev det ikke prøved dig i Lidelsens Ovn. ¹¹ For min egen Skyld griber jeg ind; thi hvor krænkes dog ikke mit Navn! Jeg giver ej andre min Ære.

¹² Hør mig dog nu, o Jakob, Israel, du, som jeg kaldte: Mig er det, jeg er den første, også jeg er den sidste. ¹³ Min Hånd har grundlagt Jorden, min højre udspændt Himlen; så såre jeg kalder på dem, møder de alle frem. ¹⁴ Samler jer alle og hør: Hvem af dem forkyndte mon dette? Min Ven fuldbyrder min Vilje på Babel og Kaldæernes Æt. ¹⁵ Jeg, jeg har talet og kaldt ham, fik ham frem, hans Vej lod jeg lykkes. ¹⁶ Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i Løndom, jeg var der, så snart det skete. Og nu har den Herre Herren sendt mig med sin Ånd. ¹⁷ Så siger Herren, din Genløser, Israels Hellige: Jeg er Herren, din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad Vejen, du skal gå. ¹⁸ Ak, lytted du til mine Bud! Da blev din Fred som Floden, din Retfærd som Havets Bølger, ¹⁹ da blev dit Afkom som Sandet, din Livsfrugt talløs som Sandskorn; dit Navn skulde ej slettes ud og ej lægges øde for mit Åsyn.

²⁰ Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med jublende Røst, udspred det lige til Jordens Ende, sig: "Herren har genløst Jakob, sin Tjener, ²¹ lod dem gå gennem Ørk, de tørstede ikke, lod Vand vælde frem af Klippen til dem, kløvede Klippen, så Vand strømmed ud."

²² De gudløse har ingen Fred, siger Herren.

49 Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! Herren har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn; ² til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen af sin Hånd, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i sit Kogger, ³ sagt til mig: "Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder Ære." ⁴ Jeg sagde: "Min Møje er spildt, på Tomhed og Vind sled jeg mig op dog er min Ret hos Herren, min Løn er hos min Gud." ⁵ Og nu siger Herren, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham og i Herrens Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke - ⁶ han siger: "For lidt for dig som min Tjener at rejse jakobs Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers Lys, at min Frelse må nå til Jordens Ende."

⁷ Så siger Herren, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for Herrens Skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig. ⁸ Så siger Herren: Jeg hører dig i Nådens Stund, jeg hjælper dig på Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at rejse Landet igen, udskifte øde Lodder ⁹ og sige til de bundne: "Gå ud!" til dem i Mørket: "Kom frem!" Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang på hver nøgen Høj; ¹⁰ de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld; ¹¹ jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes. ¹² Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra Sinims Land. ¹³ Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel! Thi Herren trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.

¹⁴ Dog siger Zion: "Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!" ¹⁵ Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig. ¹⁶ Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid for Øje. ¹⁷ Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går bort. ¹⁸ Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Så sandt jeg lever, lyder det fra Herren: Du skal bære dem alle som Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte. ¹⁹ Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land ja, nu er du Beboerne for trang; de, som åd dig, er borte; ²⁰ end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: "Her er for trangt, så flyt dig, at jeg kan sidde!" ²¹ Da tænker du i dit Hjerte: "Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?"

²² Så siger den Herre Herren: Se, jeg løfter min Hånd for Folkene, rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i Favnen, dine Døtre bæres på Skulder. ²³ Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være dine Ammer. De kaster sig på Ansigtet for dig, slikker dine Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er Herren; de, som bier på mig, bliver ikke til Skamme.

²⁴ Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort? ²⁵ Thi så siger Herren: Om Fanger end fratages Helten, slipper Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine Børn vil jeg frelse. ²⁶ Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod skal de drikke som Most; REN, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige.

50 Så siger Herren: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med hvilket jeg sendte hende bort; eller hvem var jeg noget skyldig, så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders Brøde solgtes I, for eders Synd blev eders Moder sendt bort. ² Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen, da jeg kaldte? Er min Hånd for kort til af udfri, har jeg ingen Kraft til at redde? Ved min Trussel udtørrer jeg Havet, Strømme gør jeg til Ørk, så Fiskene rådner af Mangel på Vand og dør af Tørst; ³ jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind i Sæk.

⁴ Den Herre Herren gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han vækker det til at høre, som Lærlinge hører. ⁵ Den Herre Herren åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke; ⁶ min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt skjulte jeg ikke for Hån og Spyt. ⁷ Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme. ⁸ Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om nogen vil trætte med mig, så træde han hid! ⁹ Se, den Herre Herren hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle slides op som en Klædning, Møl fortærer dem.

¹⁰ Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans Tjener, enhver, som vandrer i Mørke og uden Lys; han stole på Herrens Navn, søge Støtte hos sin Gud! ¹¹ Alle I, som optænder Ild og sætter Pile i Brand, gå ind i eders brændende Ild, i Pilene, I tændte! Fra min Hånd skal det ramme eder, i Kval skal I ligge.

51 Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger Herren! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes, ² se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. ³ Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.

⁴ I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys; ⁵ min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.

⁶ Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig. ⁷ Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot! ⁸ Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.

⁹ Vågn op, vågn op, Herrens Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen, ¹⁰ mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik? ¹¹ Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly. ¹² Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs, ¹³ at du glemmer Herren, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede? ¹⁴ Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød, ¹⁵ så sandt jeg er Herren din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers Herre. ¹⁶ jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."

¹⁷ Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe. ¹⁸ Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd. ¹⁹ To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig? ²⁰ Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med Herrens Vrede, med Trusler fra din Gud. ²¹ Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin: ²² Så siger din Herre, Herren, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger; ²³ og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.

52 Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem, hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind. ² Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for Halslænken, Zions fangne Datter! ³ Thi så siger Herren: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I løskøbes. ⁴ Thi så siger den Herre Herren: I Begyndelsen drog mit Folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden Vederlag. ⁵ Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra Herren; mit Folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra Herren, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang. ⁶ Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig, som har talet, ja mig. ⁷ Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge." ⁸ Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for deres Øjne Herren vende hjem til Zion. ⁹ Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi Herren trøster sit Folk, genløser Jerusalem. ¹⁰ Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud. ¹¹ Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Herrens Kar! ¹² Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går Herren, eders Tog slutter Israels Gud.