Bible in 90 Days
Dom over de ugudelige præster og profeter
9 Når jeg tænker på dem, der skulle tale på Guds vegne, er jeg dybt frustreret. Jeg ryster og skælver, jeg raver omkring, som var jeg beruset. Det er helt forfærdeligt, som de behandler Herren og hans hellige ord. 10 Landet er fuldt af troløshed imod Herren, og derfor hænger hans forbandelse over det, så jorden tørrer ind, og græsset visner. Det er de gudløse lederes skyld, for de er onde og misbruger deres magt.
11 „Både præsterne og profeterne er gudløse!” siger Herren. „Jeg har set deres forargelige ondskab selv her i mit eget tempel. 12 Derfor vil de blive jaget hen ad mørke og glatte stier, så de falder. Når tiden er inde, vil jeg sende ulykken over dem.
13 Jeg så, hvor frygteligt Samarias profeter opførte sig. De profeterede ved Ba’al og ledte mit folk Israel på afveje. 14 Men Jerusalems profeter opfører sig lige så forfærdeligt. De er utro mod mig og lever på en løgn. De opfordrer ligefrem folket til at synde i stedet for at advare dem. Den slags ledere og hele Jerusalems befolkning er lige så ugudelige, som Sodomas og Gomorras indbyggere var.”
15 Derfor siger Herren, den Almægtige, om Jerusalems profeter: „Jeg vil fodre dem med min hårde straf og give dem et lidelsens bæger at tømme. For det er deres skyld, at ugudeligheden breder sig i landet.”
16 Herren, den Almægtige, siger til Jerusalems indbyggere: „Lad være med at lytte til de ugudelige profeter, for de fylder jer med falske forhåbninger. De taler nemlig ud af deres egen fantasi i stedet for at bringe et budskab fra mig. 17 Til dem, der gør oprør og forkaster mit ord, siger de: ‚I vil få fremgang!’ og til dem, der stædigt følger deres egne onde tilskyndelser, siger de: ‚Bare rolig! Det sker der ikke noget ved.’
18 Men kan I nævne bare én blandt disse profeter, som lever mig så nær, at han kan høre, hvad jeg siger? Findes der én eneste, der er villig til at lytte og adlyde? 19 Min straf vil pludselig være over dem som en mægtig hvirvelvind. 20 Min vrede lægger sig ikke, før jeg har udført den straf, jeg har tiltænkt dem. I vil forstå det, når I ser det ske.
21 Jeg har aldrig sendt den slags profeter, men alligevel hævder de at tale på mine vegne. Jeg har ikke givet dem noget budskab, men alligevel vover de at profetere. 22 Hvis de virkelig havde kendt mig og forstået min vilje, ville de have givet folket et budskab fra mig om omvendelse fra deres ondskab. 23 Er jeg måske en jordisk gud med et begrænset udsyn? 24 Kan nogen skjule sig for mig? Er jeg ikke overalt både i himlen og på jorden?
25 Jeg har hørt disse profeter sige: ‚Gud gav mig en drøm i nat.’ Men det er løgn! 26 Hvor længe vil de blive ved med at komme med deres løgnagtige budskaber og selvopfundne profetier? 27 Med deres falske drømme får de mit folk til at glemme mig, akkurat som deres forfædre glemte mig og begyndte at tilbede Ba’al.
28 Kan I ikke kende forskel på halm og aks? Prøv at sammenligne det, I hører fra en såkaldt profet, der fortæller om sine drømme, og det I hører fra en, der bringer et sandt budskab fra mig. 29 Mit ord brænder som ild og renser urenheder bort. Det er som en forhammer, der knuser de hårde klipper til småsten. 30-31 Derfor er jeg imod de profeter, der godt nok siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ men blot efterligner hinandens budskaber og smigrende ord. De taler for egen regning. 32 Deres fantasier og drømme er åbenlyse løgne, der lokker mit folk ud i synd. Jeg har ikke sendt dem, og de hjælper ikke mit folk, tværtimod!”
33 Herren sagde til mig: „Jeremias, hvis en profet eller præst eller en anden person spørger dig, om du har en byrde[a] fra Herren, skal du svare: ‚Det er jer, der er blevet en byrde, og Herren kan ikke bære den længere.’ 34 Den profet, præst eller anden person, der løgnagtigt påstår at have en ‚byrde fra Herren’, vil jeg straffe hårdt. 35 I må gerne spørge hinanden: ‚Hvad siger Herren?’ 36 men lad være med at tale om ‚en byrde fra Herren’, for de ‚byrder’, I kommer frem med, er jeres egne tanker og meninger. På den måde ringeagter I jeres Gud, Herren, den Almægtige. 37 I må godt spørge en profet: ‚Hvad siger Herren?’ 38-39 Men hvis I trods min advarsel fortsætter med at gøre nar ad mig ved at tale om en ‚byrde fra Herren’, når det kun er jeres egne ord, I kommer med, så vil jeg også behandle jer som en byrde og kaste jer langt bort. Jeg vil forkaste både jer og den by, jeg gav jeres fædre. 40 Jeg vil vanære jer i en sådan grad, at jeres fornedrelse vil blive husket til alle tider.”
Gode og dårlige figner
24 Efter at kong Nebukadnezar af Babylonien havde taget kong Jekonja af Juda til fange og sendt ham i landflygtighed til Babylon sammen med Judas ledende mænd og håndværkerne, gav Herren mig følgende syn: Jeg så to kurve med figner, der stod foran templet i Jerusalem. 2 I den ene kurv var der modne figner af højeste kvalitet, mens fignerne i den anden kurv var så dårlige, at de ikke kunne spises. 3 Så spurgte Herren mig: „Hvad ser du, Jeremias?”
„Figner,” svarede jeg. „Nogle er flotte, men andre er elendige og uspiselige.”
4-5 Da sagde Herren: „De gode figner repræsenterer den del af Judas befolkning, der blev ført i eksil til Babylonien. 6 Jeg vil sørge for, at de bliver behandlet godt, og jeg vil føre dem tilbage hertil engang. Derefter vil jeg give dem fremgang og beskytte dem. Jeg vil plante dem i deres eget land og ikke rykke dem op. 7 Jeg vil give dem et nyt hjerte, så de kan forstå, at jeg er Herren. Når de vender sig til mig af hele deres hjerte, skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.
8 Men de dårlige figner repræsenterer kong Zidkija af Juda, hans embedsmænd og de tilbageblevne indbyggere i Jerusalem tillige med dem, der er flygtet til Egypten. Jeg betragter dem som dårlige og uspiselige figner. 9 Jeg vil sørge for, at alle folkeslag på jorden vil afsky dem. De vil blive hånet og spottet, hadet og forbandet overalt, hvor jeg jager dem hen. 10 Jeg sender krig og hungersnød og epidemier over dem, indtil de er helt udryddet fra det land, jeg gav deres forfædre.”
70 års fangenskab
25 Det følgende budskab om Judas folk gav Herren mig i kong Jojakims, Josias’ søns, fjerde regeringsår, det år, hvor Nebukadnezar blev konge over Babylonien.
2-3 Først sagde jeg til Jerusalems indbyggere og hele Judas folk: „I 23 år, fra kong Josias af Judas 13. regeringsår og indtil nu, har Herren givet mig mange budskaber. Jeg har trofast forkyndt jer hans ord, men I har nægtet at adlyde ham. 4 Gang på gang har Herren sendt sine profeter til jer, men I har vendt det døve øre til. 5 Hver gang sagde Herren: Vend om fra jeres onde tanker og handlinger, så skal I få lov til at blive i det land, Herren gav jer, for at I altid skulle bo der. 6 Gør mig ikke vred ved at dyrke de afguder, I selv fremstiller. Men hvis I adlyder mig, vil det gå jer godt.”
7 Dernæst bragte jeg dem et nyt budskab fra Herren: „I har ikke villet adlyde mig og er blevet ved med at provokere mig med jeres afgudsdyrkelse. Derfor kan I takke jer selv for den straf, I får. 8 Jeg er Herren, den Almægtige, og fordi I ikke ville høre på mig, 9 vil jeg nu samle alle hærene fra nord under kong Nebukadnezar, som jeg har udvalgt til at være mit redskab. Han vil føre krig mod dette land og dets befolkning og de øvrige nationer omkring jer. Jeg vil slå hårdt ned på jer og lægge landet i ruiner i lang tid,[b] så I bliver til hån og spot. 10 Jeg vil sørge for, at glæden forsvinder fra landet, at alle bryllupsfester ophører, at kværnen standser og husene ligger hen i mørke. 11 Hele landet kommer til at ligge brak som en ødemark, og Israel og nabofolkene skal være under babylonisk herredømme i 70 år.
12 Når de 70 år er gået, vil jeg straffe Babyloniens konge og hans folk for deres synd, så deres land bliver til ørken, 13 og jeg vil bringe alle de rædsler over babylonierne, som jeg har truet med i denne bog. Jeg vil udføre den straf, som Jeremias har forkyndt over nationerne. 14 Mange nationer og store konger vil besejre dem og gøre dem til slaver, sådan som de selv gjorde Israels folk til slaver. Jeg vil gengælde dem alt det onde, de har gjort imod mit folk.”
Guds vredes bæger
15 Derefter talte Herren, Israels Gud, til mig i et syn: „Her, tag dette bæger! Det er fyldt til randen med min vredes vin. Alle de nationer, jeg sender dig til, skal drikke af bægeret. 16 Når de har drukket, vil de blive øre af skræk over de krigsrædsler, jeg sender over dem.”
17 Så tog jeg bægeret med Herrens vrede, og alle de folkeslag, Herren sendte mig til, tvang jeg til at drikke af hans vredes bæger. 18 Jeg begyndte med Jerusalem og de omliggende byer i Juda, hvis konger og ledere drak af Guds vredes vin. Det hele skal lægges i ruiner til skræk og advarsel for resten af verden. 19-20 Så kom jeg til Egypten, til Farao og hans hof, til hans embedsmænd, hele det egyptiske folk og alle de fremmede, som bor i landet. Også de drak af Herrens forfærdelige bæger. Så kom turen til kongerne i landet Utz og til kongerne i filisterbyerne Ashkalon, Gaza, Ekron og den tilbageværende rest af Ashdods indbyggere. 21 Derefter kom jeg til Edom, Moab og Ammon, 22 alle kongerne i Tyrus, Sidon og rundt omkring på Middelhavskysten. 23 Så kom jeg til byerne Dedan, Tema og Buz, 24 alle de arabiske konger og nomadestammer i ørkenen, 25 alle Zimris, Elams og Mediens konger. 26 Selv konger i fjerne riger mod nord måtte en efter en stå for tur, alle verdens nationer, også Babyloniens konge måtte drikke af Herrens vredes bæger.
27 Så sagde Herren til mig: „Sig til dem: Hør hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud siger: ‚Drik af mit vredes bæger, til I er fulde og brækker jer og ikke kan rejse jer igen, for I skal opleve frygtelige krige.’ 28 Hvis de nægter at drikke af bægeret, skal du sige til dem: ‚Herren, den Almægtige, befaler jer at drikke! Der er ingen vej udenom! 29 Jeg begyndte med at straffe min egen, udvalgte by. Skulle jeg så lade jer gå fri? Nej, I kan ikke undslippe straffen. Jeg erklærer krig mod samtlige jordens nationer.’
30 Jeremias, du skal profetere imod dem og sige: ‚Herren tordner imod sit eget folk fra sin hellige bolig i Himlen. Og imod resten af jordens befolkning råber han som arbejderne, der tramper druer i vinpersen. 31 Krigsråbet når ud til jordens fjerneste afkroge. Han dømmer menneskeheden og alle verdens nationer, han fælder alle onde på jorden med sit sværd. 32 Se, siger Herren, den Almægtige, straffen skal brede sig fra folk til folk som en voldsom orkan, der kommer fra jordens ender. 33 Den dag vil ligene af de døde ligge henslængt i hele verden. De vil ligge som affald på jorden, uden at nogen sørger over dem eller begraver dem.’ ”
34 Klag og græd, I onde ledere! Rul jer i støvet, I folkenes herskere! Timen er kommet, da I skal knuses og spredes som potteskår ud over jorden. 35 I får ingen mulighed for at undslippe, det er ude med jer!
36 Hør fyrsternes og magthavernes desperate skrig. Herren har raseret deres lande. 37 Fredelige landskaber bliver til ørken på grund af Herrens voldsomme vrede. 38 Han er kommet frem fra sit skjul som en løve på jagt for at ødelægge dem og deres land med sit frygtelige sværd og sin voldsomme vrede.
Jeremias anklages for at være en falsk profet, men bliver frifundet
26 Det følgende budskab kom til mig fra Herren i kong Jojakims, Josias’ søns, første regeringsår:
2 Først sagde Herren til mig: „Stil dig uden for Herrens tempel med et opråb til folket, der er kommet fra hele Juda for at tilbede. Sørg for at forkynde hele budskabet for dem, glem ikke et eneste ord. 3 Måske vil de høre efter og vende om fra deres ondskab, så jeg kan tilbageholde den straf, jeg er parat til at give dem for deres ondskab.”
4 Budskabet lød således: „Hvis I ikke vil lytte til mig, siger Herren, og adlyde de love, jeg har givet jer, 5 og hvis I ikke vil lytte til mine tjenere, profeterne, som jeg gang på gang forgæves har sendt for at advare jer, 6 så vil jeg ødelægge templet her på samme måde, som jeg ødelagde helligdommen i Shilo, og alle vil betragte Jerusalem som et forbandet sted.”
7-8 Da jeg havde forkyndt hele budskabet for folket, blev jeg pågrebet af præsterne og de falske profeter og de andre, der var samlet uden for templet. „Du skal dø,” skreg de. 9 „Hvor vover du at profetere i Herrens navn, at hans tempel vil blive ødelagt ligesom helligdommen i Shilo, og at Jerusalem skal ødelægges, så ingen kan bo her?” Og folk stimlede sammen om mig foran Herrens hus.
10 Da Judas øverste ledere hørte, hvad der foregik, skyndte de sig straks fra paladset over til templet og satte sig ved Den Nye Port for at dømme i sagen. 11 Præsterne og de falske profeter fremlagde nu deres anklager for lederne og folket. „Den mand bør dømmes til døden!” sagde de. „I hørte selv, hvad han sagde. Han er en forræder, for han har profeteret imod denne by.”
12 Derefter forsvarede jeg mig med følgende ord: „Det er Herren, der har sendt mig for at profetere imod templet og Jerusalem. Hvert eneste ord, jeg har sagt, har jeg fået fra ham. 13 Men hvis I vil holde op med at synde imod ham og i stedet begynde at adlyde Herren jeres Gud, vil han ikke gøre alvor af den straf, han har truet jer med. 14 Hvad mig selv angår, så kan I gøre med mig, hvad I vil. 15 Men én ting er sikkert: Hvis I slår mig ihjel, dræber I en uskyldig mand, og I og alle byens indbyggere vil blive krævet til regnskab for det. Jeg forsikrer jer, at det er Herren, der har sendt mig og givet mig hvert eneste ord, jeg har talt.”
16 Så sagde lederne og folket til præsterne og de falske profeter: „Denne mand fortjener ikke døden, for han har talt til os i Herren, vores Guds, navn.”
17 Derefter rejste nogle af de gamle og vise mænd sig og talte til folket: 18 „I kong Hizkija af Judas regeringstid profeterede Mika fra Moreshet følgende for folket: ‚Hør hvad Herren, den Almægtige, siger: Zion bliver lagt øde som en pløjemark, Jerusalem bliver til en hob af ruiner, tempelbjerget bliver dækket af et tjørnekrat.’ 19 Hvordan reagerede kong Hizkija og folket på det budskab? Slog de Mika ihjel? Nej, de vendte sig fra deres ondskab og tilbad Herren. De bønfaldt ham om at være nådig. Derfor tilbageholdt Herren den frygtelige dom, som han havde udtalt over dem. Hvis vi nu slår Jeremias ihjel, hvem ved, hvad Herren så vil gøre imod os?”
20 Der var engang en anden profet, som bragte et tilsvarende domsbudskab imod Jerusalem og Judas land. Han hed Urija, Shemajas søn fra Kirjat-Jearim. 21 Da kong Jojakim og hans officerer og embedsmænd hørte hans budskab, sendte kongen en mand hen for at dræbe profeten. Urija fik imidlertid underretning om det og flygtede til Egypten. 22 Så sendte kong Jojakim Elnatan, Ahbors søn, og en gruppe mænd af sted til Egypten for at fange ham. 23 De arresterede ham og førte ham tilbage til kong Jojakim, som huggede ham ned med sit sværd og lod ham kaste i en offentlig grav.
24 Til sidst stod kongens sekretær, Ahikam, Shafans søn, frem og talte min sag, og det lykkedes ham at overtale retten til ikke at udlevere mig til folket. Derved undgik jeg at blive slået ihjel.
Jeremias opfordrer landene til at acceptere Babyloniens herredømme
27 Herren gav mig følgende budskab i begyndelsen af kong Zidkijas[c] regeringsperiode:
2 „Lav et åg og spænd det fast over nakken med læderstropper. 3-4 Derefter skal du sende de udsendinge, der er kommet til kong Zidkija i Jerusalem fra kongerne i Edom, Moab, Ammon, Tyrus og Sidon tilbage til deres herrer med følgende budskab fra Herren, den Almægtige, Israels Gud: 5 Det er mig, der har skabt jorden og alle de mennesker og dyr, der lever på jorden. Derfor kan jeg gøre med ethvert land, som jeg vil. 6 Nu overdrager jeg jeres lande til kong Nebukadnezar af Babylonien. Jeg har givet ham kontrol over alt, selv de vilde dyr. 7 Alle jeres lande bliver underlagt ham og hans søn og hans sønnesøn, indtil deres stormagtstid er forbi. Så skal andre nationer og mægtige konger erobre og regere over Babylonien. 8 Men hvis et land nægter at underlægge sig kong Nebukadnezars åg, vil jeg bruge ham til at straffe det land med krig, hungersnød og epidemier, indtil det bukker under.
9 Lyt ikke til jeres falske profeter, sandsigere, drømmetydere, medier og troldmænd, der siger, at I ikke skal underordne jer Babyloniens herredømme. 10 De ved ikke, hvad de snakker om. Hvis I lytter til dem, vil det ende med, at nogle af jer bliver dræbt, mens andre bliver ført i eksil som slaver. 11 Men hvis I accepterer den babyloniske konges herredømme over jer, skal I få lov til at blive boende i jeres land og dyrke jeres jord som hidtil.”
12 Herren bad mig give et tilsvarende budskab til kong Zidkija af Juda: „Hvis I ønsker at overleve, skal I tage den babyloniske konges åg på jer. 13 Vil I hellere opleve krig, hungersnød og epidemier? Det er, hvad Herren har sagt vil ramme de lande, der ikke frivilligt underkaster sig Babyloniens konge. 14 Lyt ikke til de falske profeter, der siger, at I ikke skal underordne jer den babyloniske konges herredømme, for de ved ikke, hvad de snakker om. 15 De profeterer løgn alle sammen, og det er ikke Herren, der har sendt dem, selv om de påstår det. Hvis I lytter til dem, vil nogle af jer blive dræbt og resten ført i eksil. Det gælder også dig, som er konge, og alle de falske profeter.”
16 Jeg advarede også præsterne og folket med følgende ord: „Herren siger, at I ikke må lytte til de profeter, der påstår, at de kostbarheder, som babylonierne tog fra Herrens tempel, snart bliver bragt tilbage hertil. De lyver, 17 og derfor må I ikke lytte til dem. Hvis I har livet kært, så tag den babyloniske konges åg på jer. Ellers bliver hele byen lagt i ruiner. 18 Hvis de profeter virkelig var sendt af Herren, den Almægtige, så ville de bede ham om at skåne de kostbarheder, der endnu er tilbage i templet, i kongepaladset og andre steder i byen, så de ikke også ender i Babylon.
19-22 Herren, den Almægtige, siger: Nebukadnezar bortførte i første omgang Jerusalems og Judas overklasse til Babylon sammen med kong Jekonja. Dengang efterlod han bronzesøjlerne foran templet, det store bronzekar med vand i tempelforgården, de ti rulleborde af bronze, hvorpå offerdyrene slagtes, samt meget andet tempelinventar. Men de ting vil også blive ført til Babylon, og der vil de blive, indtil jeg sender bud efter dem. Engang i fremtiden vil jeg bringe dem tilbage til Jerusalem.”
Jeremias konfronterer den falske profet Hananja
28 Ved samme lejlighed, i kong Zidkija af Judas regeringstid, modsagde profeten Hananja, Azzurs søn fra Gibeon, mig offentligt i templet i præsternes og folkets påhør. Det var i den femte måned i kongens fjerde regeringsår. Hananja sagde: 2 „Herren, den Almægtige, Israels Gud, erklærer: Jeg vil fjerne den babyloniske konges åg fra jeres skuldre. 3 Inden der er gået to år, vil jeg bringe de tempelskatte tilbage, som Nebukadnezar bortførte til Babylon. 4 Også kong Jekonja vil jeg bringe tilbage sammen med de øvrige fanger i Babylonien.”
5 Da svarede jeg ham i præsternes og folkets påhør: 6 „Gid det måtte gå, som du siger. Jeg ville ønske, at Herren ville opfylde din profeti og bringe tempelskattene og fangerne tilbage til os. 7 Men hør nu, hvad jeg har at sige til dig i præsternes og folkets påhør: 8 Alle de profeter, der levede før dig og mig, profeterede imod utallige nationer, og de plejede at advare imod katastrofer som krig, hungersnød og epidemier. 9 Når en profet derfor forudsiger fred, er det svært at tro, at han virkelig er sendt af Herren. Det kan kun afgøres ved at se, om profetien går i opfyldelse.”
10 Jeg havde stadig åget på mine skuldre, og Hananja kom nu hen og tog det af mine skuldre og brækkede det. 11 Så sagde han til mængden: „Herren siger endnu en gang, at inden to år er gået, vil han fjerne kong Nebukadnezars åg fra de nationer, som nu er underlagt hans herredømme.” Derefter gik jeg min vej.
12 Kort efter gav Herren mig følgende budskab:
13 Gå hen til Hananja og sig: „Godt nok har du brækket et åg, men det var af træ, og jeg vil erstatte det med et af jern. 14 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil lægge et jernåg på alle disse nationers skuldre, og deres befolkning skal blive slaver under kong Nebukadnezar af Babylon. Jeg har lagt alt under hans herredømme, selv de vilde dyr.”
15 Efter at have overbragt budskabet til profeten Hananja tilføjede jeg: „Hør, Hananja, Herren har ikke sendt dig, og du har fået folket til at tro på en løgn. 16 Derfor siger Herren, at han vil fjerne dig fra jordens overflade. Du har gjort oprør mod Herren, og derfor skal du dø inden årets udgang.” 17 Og ganske rigtigt: To måneder senere døde Hananja.
Jeremias sender breve til de bortførte judæere i Babylon
29 1-2 Nogen tid efter at kong Jekonja sammen med enkedronningen, hoffolkene, embedsmændene og håndværkerne var blevet deporteret fra Jerusalem til Babylon af Nebukadnezar, skrev jeg i Jerusalem et brev til lederne, præsterne, profeterne og de øvrige bortførte judæere. 3 Brevet blev overbragt af Elasa, Shafans søn, og Gemarja, Hilkijas søn, da de drog af sted til Nebukadnezar i Babylon som kong Zidkijas udsendinge. I brevet stod der:
4 Herren, den Almægtige, Israels Gud, sender følgende budskab til alle de fanger, han har sendt i eksil fra Jerusalem til Babylonien:
5 Indstil jer på at blive i Babylonien. Byg huse, plant vingårde og dyrk jeres marker, så I kan leve af det, I høster. 6 Gift jer og få børn. Lad jeres sønner og døtre gifte sig, så de kan få børn og befolkningen vokse. 7 Arbejd for, at den by, I nu bor i, får fremgang, og bed Herren om at velsigne den, for når det går godt for den, går det også godt for jer.
8 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Lad jer ikke narre af de profeter og åndemanere, der findes iblandt jer. Lyt ikke til deres drømme, 9 for de profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke talt til dem, siger Herren. 10 Sandheden er, at I skal blive i Babylonien i 70 år. Men derefter vil jeg opfylde mit løfte og føre jer hjem til jeres eget land. 11 For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb. 12 Når I beder til mig om hjælp, vil jeg høre jer, 13 når I søger efter mig, vil I finde mig. Ja, hvis I søger mig af hele jeres hjerte, vil I finde mig. 14 Jeg vender jeres skæbne, sætter jer fri og giver jer fremgang. Jeg samler jer fra de lande, jeg fordrev jer til, og fører jer hjem til jeres eget land.
15 Lad være med at tro på de profeter, I har hos jer i det fremmede. De lover jer en hurtig frihed, 16 men hør, hvad Herren siger angående kongen, der sidder på Davids trone, og alle dem, som stadig bor her i Jerusalem, og jeres slægtninge, som ikke blev bortført til Babylonien: 17 „Jeg sender krig, hungersnød og sygdom over dem, der bor i Jerusalem, så de bliver som uspiselige, rådne figner. 18 Ja, jeg vil straffe dem med krig, hungersnød og sygdom og sprede dem ud over hele jorden, så de bliver eksempler til skræk og advarsel for folkene i de lande, jeg fordriver dem til. Overalt vil de blive forbandet og hånet, 19 fordi de nægtede at lytte til mig, skønt jeg gang på gang talte til dem gennem mine profeter. 20 Derfor bør I høre efter og adlyde Herrens ord, alle I, som er i fangenskab i Babylonien.”
21 Herren, den Almægtige, Israels Gud, har også noget at sige om Ahab, søn af Kolaja, og Zidkija, søn af Ma’aseja, der begge profeterer løgne og påstår, at de taler på mine vegne: „Jeg udleverer dem til Nebukadnezar, så han kan henrette dem offentligt. 22 Når man i fremtiden vil forbande nogen, vil man mindes deres grufulde skæbne og sige: ‚Må Herren gøre ved dig, som Babylons konge gjorde ved Zidkija og Ahab, da han brændte dem levende.’ 23 De to mænd har gjort frygtelige ting iblandt mit folk. De begik ægteskabsbrud med andres koner, og de har profeteret ting, som jeg aldrig har sagt. Jeg har set alt, hvad de har gjort,” siger Herren.
24 Senere sendte jeg et brev med et budskab til Shemaja fra Nehelam: 25 Herren den Almægtige, Israels Gud, siger: Du skrev et brev til præsten Zefanja, søn af Ma’aseja, og sendte kopier til de øvrige præster og ledere i Jerusalem. 26 I brevet til Zefanja skrev du: „Herren udpegede dig til at overtage posten som præst i Jerusalem i stedet for Jojada. Det er altså dit ansvar at arrestere enhver tåbe, der hævder at være profet, og sætte ham i gabestok og halsjern. 27 Hvorfor har du så ikke gjort noget for at standse Jeremias fra Anatot, som giver sig ud for at være profet hos jer? 28 Han skrev til os her i Babylonien, at vi skulle indstille os på at blive her i lang tid, at vi skulle bygge huse og dyrker markerne, så vi kunne leve af det, vi høstede.”
29 Da Zefanja modtog dit brev, bragte han det til mig og læste det for mig. 30 Da sagde Herren til mig: 31 Send et åbent brev af sted til dem, som er i eksil i Babylonien med følgende budskab: „Fordi Shemaja har profeteret for jer, uden at jeg har talt til ham, og narret jer til at tro på sine løgne, 32 vil jeg straffe ham og hans familie. Hans slægt vil snart uddø, så ingen af dem kommer til at opleve den velsignelse, der venter mit folk, for han har gjort oprør mod Herren.”
Guds løfte om at genoprette sit folk
30 Herren, Israels Gud, sagde til mig:
2 „Alt, hvad jeg har sagt til dig, skal du skrive ned i en bog. 3 For der kommer en dag, hvor jeg vil befri mit folk Israel og Juda fra fangenskabet og føre dem hjem til det land, jeg gav deres forfædre i eje.”
4 Det følgende budskab angår Israel og Juda:
5 „Hør, hvad Herren siger: Der er nogen, der råber og skriger af skræk. 6 Sig mig, kan mænd føde børn? Hvorfor står de så askegrå i ansigtet og presser hænderne mod lænden som kvinder i fødselsveer? 7 Det bliver en forfærdelig tid. Aldrig har Israels folk oplevet en lignende trængselstid. Men jeg vil bevare mit folk og redde dem til sidst. 8 Til den tid, siger Herren, den Almægtige, vil jeg rive åget af deres skuldre og brække det i stykker. Jeg vil sprænge deres lænker. De skal ikke længere være slaver i et fremmed land. 9 Derefter skal de tjene Herren, deres Gud, og jeg vil give dem en konge som David.
10 Israel, min tjener, tab ikke modet over det, I skal igennem. Vær ikke nedslået, for engang vil jeg føre jer hjem fra fjerne lande og befri jeres efterkommere fra eksilet. Mit folk vil vende hjem til deres eget land og leve i fred og gode kår, uden at nogen truer dem mere. 11 Jeg er hos jer, og jeg vil redde jer, siger Herren. Jeg vil fuldstændigt ødelægge det folk, jeg spredte jer iblandt, men jeg vil altid bevare en rest af mit eget folk. Jeg er nødt til at straffe jer, men det er en retfærdig straf.
12 I har fået et gabende sår, mit folk. 13 Ingen er i stand til at forbinde det eller behandle det med medicin. 14 Jeres forbundsfæller har ladt jer i stikken. Jeg har slået hårdt ned på jer, som om jeg var en grusom fjende. Årsagen er jeres mange synder, jeres store skyld. 15 I kan godt holde op med at græde over såret, når ingen kan behandle det. Jeg er nødt til at straffe jer på grund af jeres mange synder og store skyld.
16 Men når jeg vender jeres skæbne, vil de, som nu mishandler jer, selv blive mishandlet. Alle jeres fjender vil ende som slaver. De, som angreb jer, vil selv blive angrebet, og de, som plyndrede jer, vil selv blive plyndret. 17 Da vil jeg helbrede jeres sår, så I bliver raske igen, siger Herren. Men indtil da vil Jerusalem blive betragtet som en forbandet by, et gudsforladt sted.
18 Engang vil jeg føre jer ud af fangenskabet og genoprette jeres land. Da skal Jerusalem genopbygges på sine gamle ruiner, og fæstningsværkerne skal restaureres. 19 Der vil lyde glædesråb og jubelsang. Jeg vil igen gøre folket talrigt, og det skal blive en stor og agtet nation. 20 Jeres efterkommere vil opleve en blomstringstid som i gamle dage. Jeg vil genoprette dem som mit folk og straffe alle, som vil undertrykke dem. 21 Jeg vil give jer en leder fra jeres egne rækker. Han skal træde frem for mig, for jeg indbyder ham til at komme ind i min nærhed. Hvem tør træde frem for mig, medmindre jeg har kaldt ham til mig? 22 Da skal I leve som mit folk, og jeg vil være jeres Gud, siger Herren.
23 Min voldsomme vrede skal bryde løs som en hærgende orkan, der gør det af med de gudløse. 24 Min vrede lægger sig ikke, før den har udført mine planer. Engang i fremtiden vil I kunne forstå det.
31 Til den tid vil alle Israels slægter anerkende mig som deres Gud, og de skal være mit folk. 2 De, som ikke blev dræbt af fjendens sværd, vil opleve min nåde i det fremmede. Når de søger min fred, 3 vil jeg komme til dem fra et fjernt land. Israel, jeg elsker dig med en evig og uforanderlig kærlighed. Derfor er jeg trofast over for dig. 4 Du faldne Israels jomfru, jeg rejser dig op, så du kan danse af glæde til tamburinens rytmer. 5 Du skal atter plante vingårde på Samarias bjerge og nyde frugten af dit arbejde.
6 Engang i fremtiden vil vagterne på Efraims bjerge råbe: ‚Kom, lad os tage op til Zion og tilbede Herren, vores Gud.’ ”
7 Hør, hvad Herren siger: „Syng af glæde over Israels folk, bryd ud i jubel over den ypperligste blandt nationerne. Lovpris mig og bed mig om at redde Israels rest. 8 Fra landet mod nord og fra jordens fjerneste afkroge samler jeg mit folk og fører dem hjem. Iblandt dem er der blinde og lamme, gravide og fødende kvinder. Det er en stor forsamling, der vender hjem. 9 De beder og græder af glæde, mens jeg fører dem hjem. Jeg bereder vejen for dem, så de ikke snubler, jeg sørger for frisk vand til dem på rejsen. Jeg er som en far for Israel, Efraim er min førstefødte søn.”
10 Hør Herrens ord, I fremmede nationer, råb det ud i fjerne lande. Herren, som engang adspredte Israel, vil samle sit folk og våge over dem, som en hyrde vogter sin hjord. 11 Han løskøber Israel og redder dem fra nationer, som er stærkere end dem. 12 De skal vende hjem til Zions bjerg, syngende og jublende over Herrens gode gaver: masser af korn, vin, oliven, får og kvæg. Deres land bliver som en frodig have, og deres ulykke er overstået.
13 Herren siger: „De unge piger vil danse af glæde og mændene slutte sig til dem, både gamle og unge. Jeg vender deres sorg til jubel, jeg trøster dem og giver dem ny livsglæde. 14 Jeg giver præsterne en overflod af ofre, ja, hele mit folk skal mættes med velsignelse.”
15 Herren talte igen til mig og sagde: „I Rama høres der skrig, jamren og højlydt gråd. Det er Rakel, der græder over sine børn. Hun vil ikke lade sig trøste, for børnene er borte. 16 Men Herren siger: Græd ikke mere, for jeg har hørt dine bønner. De landflygtige vil vende tilbage fra fjendens land. 17 Der er håb for din fremtid, siger Herren, for dine børn skal vende hjem til deres land.
18 Jeg har hørt, hvordan Efraim stønner: ‚Herre, du straffede mig hårdt, men det var nødvendigt, for jeg var som en ustyrlig kalv. Hvis du vil tage imod mig, vil jeg vende tilbage til dig, for du er Herren, min Gud. 19 Jeg vendte mig bort fra dig, men jeg angrede det bittert og græmmede mig over min dumhed. Jeg blev ydmyget, og nu skammer jeg mig over min ungdoms uforstand.’
20 Efraim er stadig min kære søn, siger Herren. Jeg var nødt til at straffe ham, men jeg elsker ham stadig og længes efter at vise min barmhjertighed imod ham.
21 Når du føres bort fra dit land, skal du markere den vej, du følger, så du kan finde hjem igen, du Israels jomfru. 22 Hvor længe vil min egenrådige datter strejfe omkring? Jeg vil skabe noget helt nyt, så Israel vil række ud efter sin Gud.”[d]
23 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „Når jeg fører Judas folk hjem, vil man over hele landet og i byerne igen sige: ‚Herren velsigne dig, du hellige bjerg, hvor retfærdigheden råder.’ 24 Da vil byerne igen blive befolket. Landmændene vil opdyrke jorden og hyrderne passe deres flokke af får, geder og køer. 25 Jeg giver den trætte hvile og den udkørte ny styrke. 26 Da vil man sige: ‚Nu kan jeg sove i fred og vågne udhvilet op.’ ”
27 Herren siger: „Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda. 28 Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land. 29 Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ 30 Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”
31 „Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren. 32 „Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. 33 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 34 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse.”
35 Herren, den Almægtige, som satte solen til at skinne om dagen og månen og stjernerne til at lyse om natten, og som sætter havet i oprør, så bølgerne bruser, aflægger følgende løfte:
36 „Så længe verden består, skal også Israels folk bestå. 37 Det er lige så utænkeligt, at jeg skulle forkaste Israels folk på grund af deres synder, som det er, at nogen kan måle universets størrelse eller udforske jordens fundament.”
38-39 „Der kommer en dag,” siger Herren, „hvor hele Jerusalem skal genopbygges og give mig ære, fra Hananels tårn i det nordøstlige hjørne til Hjørneporten i nordvest, fra Gareb-højen i sydvest til Goa i sydøst. 40 Da skal hele byen være indviet til mig, endog gravpladsen og askedyngen i dalen udenfor samt markerne ude i Kedrondalen helt til Hesteporten mod øst, og da skal byen aldrig mere ødelægges.”
Håb for fremtiden midt i ulykken
32 Herren gav mig et nyt budskab om det fremtidige håb i kong Zidkija af Judas tiende regeringsår, der var Nebukadnezars attende regeringsår. 2 Den babyloniske hær var i færd med at belejre Jerusalem, og jeg var under husarrest i den kongelige gardes boligkompleks. 3 Kong Zidkija havde nemlig sat mig i forvaring, fordi jeg havde givet kongen følgende besked fra Herren: „Hør hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han skal indtage den. 4 Det vil ikke lykkes dig at undslippe, men du vil blive ført frem for kongen, 5 som vil tage dig med til Babylon. Og der må du blive og udstå den straf, jeg har afmålt for dig. Hvis I kæmper mod babylonierne, vil det ikke gå jer godt.”
6 Først sagde Herren til mig: 7 „Din fætter Hanamel, Shallums søn, er på vej for at bede dig om at købe den jord, han ejer i Anatot. Han vil gøre dig opmærksom på, at du har forkøbsret til jorden, fordi du er hans nærmeste slægtning.”
8 Det skete, som Herren havde sagt. Kort efter kom Hanamel og besøgte mig i den indre gård, hvor jeg sad i forvaring. „Køb min mark i Anatot i Benjamins land,” bad han. „Du har forkøbsret til den, fordi du er min nærmeste slægtning.” Da forstod jeg, at det var Herrens vilje, at jeg skulle købe den.
9 Derpå købte jeg marken for 200 gram sølv, 10 hvorefter jeg underskrev og forseglede skødet og afvejede sølvet i vidners nærværelse. 11 Derpå tog jeg det forseglede dokument med dets betingelser og klausuler tillige med den uforseglede kopi, 12-13 hvorefter jeg i Hanamels, vidnernes og de øvrige tilstedeværende judæeres påsyn overrakte dokumentet til Baruk, Nerijas søn, Mahsejas sønnesøn, idet jeg sagde:
14 „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Tag dette forseglede dokument og kopien og læg dem i en lerkrukke, så de kan bevares for eftertiden. 15 Herren, Israels Gud, lover jer, at engang i fremtiden skal Judas folk igen eje jord i deres eget land, og de skal købe og sælge huse, vingårde og marker.”
16 Da jeg havde overrakt skøderne til Baruk, bad jeg følgende bøn:
17 „Min Herre og Gud! I din almagt skabte du himlen og jorden, intet er for vanskeligt for dig. 18 Du lader menneskers synder få konsekvenser for deres børn, men din trofasthed og barmhjertighed varer i 1000 generationer. Du er virkelig Gud Herren, den Almægtige. 19 Du besidder al visdom og gør store undere. Du ser alt, hvad mennesker foretager sig, og du lønner enhver efter, hvordan de lever og handler. 20 Du gjorde utrolige ting i Egyptens land, som stadig huskes den dag i dag. Og du fortsatte med at gøre mirakler i Israel og i landene omkring os, så dit ry i dag er stort blandt folkeslagene.
21 Med mægtige undere, med kraft og frygtindgydende styrke, førte du dit folk Israel ud af Egypten, 22 og du gav dem det land, du for længe siden lovede deres forfædre, et land der ‚flyder med mælk og honning’. 23 Vores forfædre erobrede landet og bosatte sig der, men de nægtede at følge dig og adlyde dine love. De har praktisk talt ikke adlydt dig på et eneste punkt. Det er derfor, du har sendt denne frygtelige katastrofe over dem. 24 Den babyloniske hær har allerede kastet volde op omkring bymuren. Snart vil det lykkes dem at erobre byen ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. Det er gået nøjagtig, som du advarede os om. 25 Hvorfor har du så opfordret mig til i vidners nærværelse at købe denne mark og betale godt for den, når vi snart bliver løbet over ende af den babyloniske hær?”
26 Da svarede Herren: 27 „Jeg er Herren, Gud over alle jordens folkeslag. Er noget for vanskeligt for mig? 28 Ja, jeg vil udlevere denne by til kong Nebukadnezar og hans hær, og de vil erobre den. 29 De vil trænge ind i byen og sætte ild til den, så husene brænder ned til grunden. For det var her på husenes tagterrasser, at mit folk gjorde mig vred ved at brænde røgelse for Ba’al og udgyde drikofre til fremmede guder. 30 Israel og Juda har gjort oprør imod mig fra begyndelsen af. De krænker mig ustandselig med deres onde handlinger. 31 Fra det tidspunkt denne by blev bygget og indtil nu, har dens indbyggere konstant gjort mig vred. Derfor har jeg besluttet at udslette byen.
32 Israels og Judas synder har gjort mig vred. Kongerne, embedsmændene, præsterne og profeterne, ja, hele folket har gjort oprør imod mig. 33 De vendte mig ryggen i stedet for at søge min hjælp. Dag efter dag, år efter år, forsøgte jeg at lære dem at handle ret, men de ville ikke høre på mig. 34 De har endda forurenet mit tempel ved at dyrke deres ækle afguder i helligdommen. 35 De har bygget altre for Ba’al i Hinnoms dal og bragt deres egne børn som brændofre til afguden Molok, en afskyelig handling, jeg aldrig kunne drømme om at forlange. Med deres utrolige ondskab har de nedkaldt straffen over Judas folk.”
36 Derfor siger Herren, Israels Gud: „Det er rigtigt, at denne by skal falde i den babyloniske konges hænder. Han vil erobre den ved hjælp af hungersnød, epidemier og militær magt. 37 Jeg vil straffe Judas folk ved at sprede dem til mange lande, men engang vil jeg føre dem tilbage til denne by, hvor de så skal få lov til at leve i fred og sikkerhed. 38 De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. 39 Jeg gør dem til ét folk, hvis mål er at tilbede mig alene. Da vil det gå dem godt, både dem og deres børn.
40 Jeg vil forny pagten med dem, og jeg lover altid at gøre godt imod dem. Jeg vil give dem en sådan respekt for mig, at de aldrig mere vil vende sig fra mig. 41 Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed. I trofasthed og hengivenhed vil jeg plante dem igen, så de kan slå rod i landet. 42 Lige så sikkert som jeg har opfyldt mine domsprofetier på dem ved at sende ulykke og rædsel over dem, lige så sikkert vil jeg opfylde mine løfter om at vise dem godhed.
43 I siger med rette, at landet vil ligge øde hen, når det bliver erobret af babylonierne. Hverken mennesker eller dyr skal bo der. 44 Men jeg lover jer, at engang skal man igen købe og sælge marker som før. Man skal underskrive og forsegle skøder i vidners nærværelse, både her omkring Jerusalem, i Benjamins land, i Judas byer, i det centrale højland, i Negev i syd og på bakkeskråningerne mod vest. For jeg vil give mit folk deres land tilbage,” siger Herren.
33 Mens jeg stadig var i husarrest under opsyn af den kongelige garde, gav Herren mig følgende budskab:
2 „Jeg er Herren, som står bag alle disse ting. Det er mig, der har planlagt det. 3 Kald på mig, mit folk, så vil jeg svare jer og fortælle jer store og utrolige ting, som I ikke før har kendt til. 4 I har revet nogle af byens huse og en del af kongepaladset ned for at få sten til at forstærke bymuren imod fjendens angreb, 5 men når I kommer i kamp med babylonierne, vil alle husene blive fyldt med døde kroppe, for i min vrede har jeg besluttet at slå hårdt ned på mit folk. Jeg har vendt ryggen til jer på grund af jeres ondskab.
6 Men engang i fremtiden vil jeg helbrede Jerusalems sår, og mit folk skal igen opleve fremgang og tryghed. 7 Jeg vender Judas og Israels skæbne og genopbygger deres byer som før. 8 Jeg renser dem fra deres synd og tilgiver deres ondskab og oprør imod mig. 9 Da vil denne by bringe mig ære og glæde for øjnene af alle verdens folkeslag. Og når de hører om alt det gode, jeg gør for mit folk, al den fremgang jeg lader dem opleve, vil de skælve af ærefrygt for mig.”
10 Herren erklærer: „I har ret i, at jeres land skal blive en ødemark, hvor der hverken lever mennesker eller dyr. Jerusalems gader skal blive folketomme, men engang skal landet live op igen. 11 Der skal blive glæde og latter. Brudeparrenes glade stemmer skal atter høres, og der skal igen stige lovsang op fra dem, der bringer lovprisningsofre i Herrens hus. ‚Lovet være Herren, den Almægtige,’ vil de synge, ‚for han er god, og hans trofasthed varer til evig tid.’ Ja, siger Herren, jeg vil give landet fremgang og gode kår som før. 12 Selv om landet bliver raseret, så der hverken er mennesker eller dyr tilbage, vil der igen komme hyrder, som fører deres hjord på græs. 13 De vil med glæde tælle deres får og geder, når de kommer hjem til folden. Det vil komme til at ske i det centrale højland, på bakkeskråningerne mod vest, i det sydlige Negev, i Benjamins land, i området omkring Jerusalem og i alle Judas byer. 14 Ja, siger Herren, der kommer en dag hvor jeg vil opfylde mit løfte til Israel og Judas folk.
15 Engang i fremtiden vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. 16 Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’. Da vil Judas folk blive reddet og Jerusalem være i sikkerhed. 17 Fra da af vil der aldrig mangle en arving til Davids trone i Israel, 18 og der vil aldrig mangle præster til at bringe brændofre, afgrødeofre og andre ofre til Herren.”
19 Derefter fik jeg følgende budskab fra Herren:
20-21 „Lige så lidt, som I kan bryde naturens love, så dag og nat ikke kommer til de fastsatte tider, lige så lidt kan jeg bryde min pagt med min tjener David, så der ikke findes en arving til hans trone. Det samme gælder min pagt med de præster, der tjener mig. 22 Davids og præsternes efterkommere vil blive talrige som stjernerne og strandens sandkorn, der ikke kan tælles.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.