Bible in 90 Days

Bespisningen af de 5000^(A)

6 Nogen tid efter sejlede Jesus og disciplene over til den østlige side af Galilæasøen, som også kaldes Tiberiassøen. ² En stor skare mennesker fulgte efter ham inde på bredden, fordi de havde set, hvordan han mirakuløst havde helbredt de syge. ³ Da de var gået i land, gik de op på en skråning, og der satte Jesus sig ned og begyndte at undervise disciplene. ⁴ (Der var kun få dage til den jødiske påskehøjtid.) ⁵ Da han kiggede op, så han, at en stor skare mennesker var på vej hen imod ham.

Senere på dagen sagde han til Filip: „Hvor kan vi købe brød, så alle de her mennesker kan få noget at spise?” ⁶ Det sagde han for at udfordre Filips tro, for han vidste godt selv, hvad han ville gøre. ⁷ Filip svarede: „Selv om vi købte brød for 200 denarer, ville der kun blive en lille smule til hver.”

⁸ En anden discipel, Andreas, Simon Peters bror, sagde: ⁹ „Her er en dreng med fem bygbrød og to fisk. Men hvad er det til så mange mennesker?”

¹⁰ „Sig til folk, at de skal sætte sig ned,” sagde Jesus. Alle satte sig ned på den græsklædte skråning. Der var mere end 5000 mænd, foruden kvinder og børn. ¹¹ Så tog Jesus brødene, takkede Gud og delte ud af dem. Det samme gjorde han med fiskene, ¹² og alle spiste sig mætte. Så sagde han til disciplene: „Saml nu de stykker sammen, som er tilovers, så der ikke går noget til spilde.” ¹³ Det gjorde de, og det viste sig, at der var så meget brød tilovers fra de oprindelige fem bygbrød, at 12 kurve blev fyldt op.

¹⁴ Da det gik op for folk, hvilket under der var sket, udbrød de: „Han må være den Profet, som Gud har lovet at sende til os!” ¹⁵ Jesus var klar over, at de var opsat på at føre ham bort med magt og gøre ham til konge. Derfor trak han sig tilbage og gik længere op ad bjerget for at være alene.

Jesus kommer gående på vandet^(B)

¹⁶ Hen imod aften gik disciplene ned til søen. ¹⁷ Da Jesus endnu ikke var kommet ved mørkets frembrud, gik de om bord i båden og satte kurs mod Kapernaum. ¹⁸ Inden længe begyndte det at blæse op, så de måtte kæmpe mod vinden og bølgerne. ¹⁹ Da de havde roet ca. fem kilometer, fik de pludselig øje på Jesus, der kom gående på vandet hen mod båden, og de blev skrækslagne. ²⁰ „Det er mig,” råbte Jesus. „I skal ikke være bange!” ²¹ Så tog de ham op i båden, og straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted.

Jesus som det virkelige, livgivende brød

²² Næste morgen var der stadig mange mennesker samlet på den østlige side af søen. De havde lagt mærke til, at der kun havde været én båd, og at Jesus ikke var med om bord, da disciplene sejlede ud. ²³ I mellemtiden var der kommet en del småbåde fra Tiberias, og de havde lagt til i nærheden af det sted, hvor bespisningsunderet var foregået. ²⁴ Da folk nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord i bådene og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.

²⁵ Da de havde fundet ham, spurgte de: „Mester, hvordan er du kommet herover?”

²⁶ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte, ikke fordi I forstod betydningen af det under, jeg udførte. ²⁷ Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Gud selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.”

²⁸ „Jamen, hvordan kan vi arbejde for Gud?” spurgte de.

²⁹ Jesus svarede: „At arbejde for Gud vil sige at tro på den, han har sendt.”

³⁰ Så spurgte de: „Hvilket tegn vil du give os, så vi kan tro dig? ³¹ Vores forfædre, der vandrede i ørkenen, fik jo sendt manna fra himlen, sådan som der står skrevet: ‚Han gav dem brød fra himlen at spise.’ ”^[a]

³² Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Det var ikke Moses, der gav dem brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det virkelige brød fra Himlen. ³³ Guds brød er den, som kommer ned fra Himlen, den, som giver liv til mennesker.”

³⁴ „Så giv os det brød hver dag!” sagde de alle sammen.

³⁵ Jesus svarede: „Jeg er det brød, der giver liv. Ingen af dem, der kommer til mig, vil nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, vil aldrig mere tørste. ³⁶ Men som jeg har sagt jer før: I tror det ikke, selv om I har set mig. ³⁷ Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort. ³⁸ Jeg er jo kommet fra Himlen, ikke for at gøre det, jeg selv vil, men for at gøre det, min Far vil. ³⁹ Og det er hans vilje, at jeg ikke skal miste en eneste af alle dem, han har givet mig. ⁴⁰ Min Far vil nemlig, at alle, der ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og at jeg skal oprejse dem fra de døde på den sidste dag.”

⁴¹ De jødiske ledere kunne ikke acceptere, at Jesus havde sagt, at han var kommet ned fra Himlen. ⁴² De stak hovederne sammen og hviskede til hinanden: „Det er jo Jesus, ham der er søn af Josef! Vi ved, hvem hans far og mor er. Hvad er det for noget snak, at han skulle være kommet ned fra Himlen?”

⁴³ Men Jesus svarede: „Lad være med at stå der og skumle! ⁴⁴ Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som sendte mig, drager dem til mig, og på den sidste dag vil jeg opvække dem fra de døde. ⁴⁵ Der står skrevet hos profeterne: ‚De vil alle blive undervist af Gud.’^[b]

Alle, som har lyttet til Faderen og erkendt sandheden, vil komme til mig. ⁴⁶ Det betyder ikke, at der er nogen, som har set Faderen, undtagen mig, som er kommet fra Gud. Jeg har set Faderen.

⁴⁷ Det siger jeg jer: Den, der tror, har allerede fået det evige liv. ⁴⁸ Jeg er det brød, der giver liv. ⁴⁹ Det gav ikke jeres forfædre livet at spise det brød, der kom ned fra himlen under ørkenvandringen. ⁵⁰ Det brød, jeg taler om, er kommet ned fra Himlen, for at alle kan få mulighed for at spise det. Og gør de det, skal de ikke dø. ⁵¹ Jeg er det livgivende brød, der er kommet ned fra Himlen. Alle, som spiser af det brød, skal leve i al evighed. Det brød er mit eget legeme, som jeg vil give til mennesker, for at de kan opnå det evige liv.”

⁵² Det udløste en heftig diskussion blandt de jødiske ledere. „Hvad mener han?” sagde de. „Hvordan kan han give os sit legeme at spise?”

⁵³ Så sagde Jesus til dem: „Det siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens legeme og drikker hans blod, har I ikke evigt liv i jer! ⁵⁴ Men de, der spiser mit legeme og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg vil opvække dem på den sidste dag. ⁵⁵ Mit legeme er den sande mad, og mit blod er den sande drik. ⁵⁶ De, der spiser mit legeme og drikker mit blod, vil opleve et varigt fællesskab med mig. ⁵⁷ Jeg lever i kraft af Gud, som har sendt mig, ham som er kilden til alt liv. På samme måde skal de, der spiser mig, leve i kraft af mig. ⁵⁸ Jeres forfædre spiste manna, som kom ned fra himlen, men det gav dem ikke evigt liv. Anderledes er det med dem, der spiser af det brød, som nu er kommet ned fra Himlen—de skal leve til evig tid.”

⁵⁹ Alt det her sagde Jesus, mens han underviste i synagogen i Kapernaum.

Nogle falder fra, andre holder fast

⁶⁰ Selv mange af Jesu tilhængere begyndte at stikke hovederne sammen og sige til hinanden: „Nu er han gået for vidt. At sige sådan noget er helt uacceptabelt!”

⁶¹ Jesus var klar over, hvad det var, de mumlede om. „Er de ord, jeg her har talt, nok til, at I falder fra?” spurgte han. ⁶² „Hvad ville I da sige til at se Menneskesønnen stige op til Himlen, hvor han kom fra? ⁶³ Det er kun Guds Ånd, der kan give åndeligt liv. Det liv kan man ikke få på menneskelig vis, men de ord, jeg har talt til jer, giver liv, fordi de kommer fra Guds Ånd. ⁶⁴ Men nogle af jer tror ikke på mig.” Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvem der ikke troede på ham, og at en af hans disciple ville forråde ham. ⁶⁵ Han tilføjede: „Det var det, jeg mente, da jeg sagde, at ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen drager dem til mig.”

⁶⁶ Derefter var der mange af Jesu tilhængere, der trak sig tilbage og ikke længere ville have noget med ham at gøre. ⁶⁷ Så vendte Jesus sig til de Tolv og spurgte: „Går I også jeres vej?”

⁶⁸ Simon Peter svarede: „Herre, hvor skulle vi gå hen? Du taler de ord, som giver evigt liv, ⁶⁹ og vi er kommet til tro på og har erkendt, at du er Messias, Guds Søn!^[c]”

⁷⁰ Da sagde Jesus: „Jeg har selv udvalgt jer 12, og alligevel er en af jer en djævel.” ⁷¹ Dermed hentydede han til Judas Iskariot, som senere forrådte ham, skønt han var en af de Tolv.

Konfrontationen med de jødiske ledere forstærkes

7 Derefter vandrede Jesus omkring i Galilæa. Han holdt sig borte fra Judæa, fordi de jødiske ledere dér var ude på at slå ham ihjel. ² Men løvhyttefesten, en af de årlige jødiske højtider, nærmede sig, ³ og Jesu brødre opfordrede ham til ikke kun at vandre rundt i Galilæa, men at tage ned til Judæa. „Tag med ned og gør nogle flere mirakler, så også dine tilhængere dér kan se dem,” sagde de. ⁴ „Du bliver aldrig berømt, så længe du gemmer dig i den her afkrog af verden. Hvis du ønsker at blive kendt, må du profilere dig selv noget mere!” ⁵ Ikke engang hans egne brødre troede på ham.

⁶ Jesus svarede: „For mig er tiden endnu ikke kommet, men I kan gøre, hvad I vil, hvornår I vil. ⁷ Denne verdens mennesker har ingen grund til at hade jer, men de hader mig, fordi jeg konfronterer dem med deres synd og ondskab. ⁸ I kan godt rejse op til festen, men jeg går ikke med jer, for min tid er endnu ikke kommet.” ⁹ Så tog de af sted, mens Jesus blev i Galilæa.

¹⁰ Noget senere tog Jesus også af sted, men i al hemmelighed. ¹¹ Under festen søgte de jødiske ledere efter ham. „Hvor bliver han af?” spurgte de hinanden. ¹² Han var byens store samtaleemne. „Han er et godt menneske,” hviskede nogle. „Nej, han vildleder folk,” var der andre, der mente. ¹³ Ingen turde tale højt om ham af frygt for de jødiske ledere.

¹⁴ Midt under den ugelange fest kom Jesus ind på tempelpladsen og underviste de mange mennesker, der flokkedes om ham.

¹⁵ De jødiske ledere var der også. „Hvordan kan han kende Skrifterne så godt?” spurgte de undrende hinanden. „Han er jo ikke skriftlærd.”

¹⁶ „Min undervisning kommer ikke fra mine egne tanker, men fra ham, som sendte mig,” var Jesu svar. ¹⁷ „Enhver, der er villig til at gøre Guds vilje, vil finde ud af om det, jeg siger, kommer fra Gud, eller det bare er mine egne tanker. ¹⁸ Den, der fremfører sine egne tanker, ønsker selv at blive æret, men jeg ønsker at ære ham, som sendte mig. Derfor siger jeg sandheden uden nogen form for selviskhed.”

¹⁹ Jesus fortsatte med at tale til de jødiske ledere: „Har Moses ikke givet jer Toraens lovbud? Men ingen af jer overholder dem. Hvorfor vil I slå mig ihjel?”

²⁰ „Du er ikke rigtig klog!” protesterede de omkringstående. „Hvem vil slå dig ihjel?”

²¹ Jesus ignorerede dem og fortsatte, henvendt til de jødiske ledere: „I undrer jer alle over, at jeg udførte et enkelt mirakel på en sabbat. ²² Men hvad gør I selv? Overtræder I ikke den samme lov ved at omskære jeres sønner på sabbatten? I forklarer jeres overtrædelse med, at Moses har forordnet, at omskærelsen skal finde sted nøjagtig syv dage efter fødslen—ja, egentlig kommer den forordning ikke fra Moses, men den stammer helt tilbage fra patriarkerne.^{[d] 23} Hvis det altså er tilladt at foretage omskærelse på et menneskes krop på en sabbat, for at Toraens bud ikke skal blive overtrådt, hvorfor hidser I jer så op over, at jeg på en sabbat gør et menneske rask? ²⁴ Hold op med at dømme så overfladisk. Døm retfærdigt!”

Mange almindelige mennesker accepterer, at Jesus er Messias

²⁵ Jerusalems indbyggere var i vildrede:

—Er det ikke ham, de vil slå ihjel? ²⁶ Hvordan kan han så stå her og tale på et offentligt sted, uden at de siger et ord til ham?

—Mon vores ledere har accepteret, at han er Messias?

²⁷ —Det kan han ikke være, for alle ved jo, hvilken by han kommer fra. Men når Messias viser sig, vil ingen vide, hvor han kommer fra.

²⁸ „Nå, så I kender mig og ved, hvor jeg kommer fra!” råbte Jesus til dem. „Jeg kan fortælle jer, at det er den sande Gud, som har sendt mig. Ham kender I ikke, ²⁹ men jeg kender ham, fordi jeg var hos ham, og det er ham, der har sendt mig til jer.”

³⁰ Efter den udtalelse var de jødiske ledere parate til at arrestere ham med det samme. Men ingen lagde hånd på ham, for den af Gud fastsatte tid var endnu ikke kommet. ³¹ Dog var der mange i folkeskaren, der var parate til at tro på ham, og de gik rundt og sagde til hinanden: „Når Messias kommer, mon han så vil gøre flere undere, end den mand her har gjort?”

Farisæerne vil gerne have Jesus arresteret

³² Da farisæerne hørte, hvad der blev hvisket i krogene, fik de ypperstepræsterne med på at sende tempelvagten hen for at arrestere ham.

³³ Da sagde Jesus: „Endnu en kort tid skal jeg være hos jer. Derefter vender jeg tilbage til ham, der udsendte mig. ³⁴ I vil lede efter mig, men I vil ikke kunne finde mig, for I kan ikke komme derhen, hvor jeg er.”

^35-36 De jødiske ledere spurgte undrende hinanden: „Hvad mener han? Hvor mon han vil tage hen, så vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han vil rejse til udlandet og prædike for de græsktalende eksiljøder?”

Løftet om Helligåndens komme til dem, der tørster

³⁷ På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! ³⁸ Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land.^[e] Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” ³⁹ Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få. Ånden var endnu ikke kommet, fordi Jesus endnu ikke var vendt tilbage til den himmelske herlighed.

Er Jesus Messias eller ej?

⁴⁰ Da folket hørte ham råbe disse ord, udbrød nogle: „Den mand må være den store Profet, vi har ventet på!” ⁴¹ Andre sagde: „Han er Messias!” Atter andre: „Umuligt! Messias kommer ikke fra Galilæa. ⁴² Siger Skriften ikke, at han skal nedstamme fra David, og at han skal komme fra Betlehem, hvor David blev født?” ⁴³ Der var således delte meninger om, hvem Jesus var. ⁴⁴ Nogle forlangte ham arresteret, men det skete ikke.

Nikodemus forsvarer Jesus over for farisæerne

⁴⁵ Tempelvagtmandskabet, der var blevet sendt hen for at arrestere Jesus, vendte tilbage til ypperstepræsterne og farisæerne med uforrettet sag. „Hvorfor pågreb I ham ikke?” spurgte man dem.

⁴⁶ „Aldrig har noget menneske talt, som han gør,” svarede de.

⁴⁷ „I er altså også blevet vildledt!” råbte farisæerne. ⁴⁸ „Er der måske en eneste af farisæerne eller de andre jødiske ledere, der tror på, at han er Messias? ⁴⁹ Men den uvidende hob, som ikke kender Toraen, de er under Guds dom.”

⁵⁰ Her brød Nikodemus ind. Det var ham, der havde opsøgt Jesus, og han var selv farisæer: ⁵¹ „Det er slet ikke lovligt at dømme en mand, medmindre man først foretager en nærmere undersøgelse af, hvad han har gjort, og han har fået lov til at forsvare sig.”

⁵² „Du er måske også fra Galilæa?” hånede de. „Slå op i Skriften og se efter. Der står ingen steder om en profet, der skal komme fra Galilæa.”

⁵³ Derefter gik de hver til sit,^[f] 8 ¹ men Jesus gik ud til Olivenbjerget.

Lad dem, der er uden synd, kaste den første sten

² Tidligt næste morgen vendte han tilbage til templet. Snart var en mængde mennesker samlet, og han satte sig ned for at undervise dem.

³ En gruppe skriftlærde og farisæere kom nu med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utroskab. De stillede hende foran Jesus og sagde: ⁴ „Mester! Kvinden her er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud. ⁵ Toraen siger, at sådanne kvinder skal stenes ihjel.^[g] Hvad siger du?” ⁶ De var ude på at få ham til at sige noget, som de bagefter kunne bruge imod ham, men Jesus bøjede sig forover, som han sad der, og skrev med fingeren i støvet.

⁷ Da de blev ved med at presse på med deres spørgsmål, rettede han sig op og sagde: „Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten.” ⁸ Så bøjede han sig igen forover og fortsatte med at skrive på jorden.

⁹ Da de, der var kommet med kvinden, fik den besked, luskede de bort, den ene efter den anden—de ældste først. Til sidst var Jesus alene tilbage med kvinden midt i folkemængden. ¹⁰ Da rettede han sig op og så sig omkring. „Hvor blev de af?” spurgte han kvinden. „Var der ingen, der fordømte dig?” ¹¹ „Nej, Herre,” svarede hun.

„Det gør jeg heller ikke,” sagde Jesus. „Gå du blot, men synd fra nu af ikke mere.”

Jesus—verdens lys

¹² Jesus fortsatte med at tale til folkeskaren: „Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, kommer ikke til at vandre i mørket, men får livets lys.”

¹³ Farisæerne protesterede: „Nu taler du igen om dig selv. Den slags vidneudsagn er ikke gyldige.”

¹⁴ Jesus svarede: „Selv om jeg taler om mig selv, er det dog et gyldigt og sandt vidnesbyrd, for jeg ved, hvorfra jeg er kommet, og jeg ved, hvor jeg går hen. Men det ved I ikke. ¹⁵ I dømmer mig ud fra jeres menneskelige forudsætninger, men jeg dømmer ingen. ¹⁶ Og hvis jeg endelig afsiger en dom, så er min dom gyldig, for jeg er ikke alene om den. Min Far, som sendte mig, står bag mig. ¹⁷ Og står der ikke skrevet i den lov, I kender så godt, at når to vidner siger det samme, så er sagen afgjort? ¹⁸ Jeg vidner altså om mig selv, og det andet vidne er min Far, som har sendt mig.”

¹⁹ „Hvor er din far da henne?” spurgte de.

„I kender hverken mig eller min Far,” svarede Jesus. „Hvis I var klar over, hvem jeg er, ville I også være klar over, hvem min Far er.”

²⁰ Jesus sagde disse ord, mens han sad og underviste ved den store indsamlingsbøsse i templet. Han blev imidlertid ikke arresteret, for ifølge Guds plan var tiden endnu ikke inde til det.

Farisæerne fatter intet

²¹ Jesus fortsatte: „Jeg går bort, og I vil lede efter mig, men I skal dø i jeres synder. Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.”

²² De jødiske ledere udbrød: „Mon han vil begå selvmord, siden han siger, at vi ikke kan komme til det sted, hvor han går hen?”

²³ „Jeg kommer ovenfra,” svarede Jesus. „I tilhører denne verden, men det gør jeg ikke. ²⁴ Derfor sagde jeg, at I kommer til at dø i jeres synder. For kun hvis I tror på, at jeg er den, jeg er, kan I undgå at dø i jeres synder.”

²⁵ „Jamen, hvem er du da?” spurgte de.

„Har I slet ikke hørt, hvad jeg har sagt?” udbrød Jesus. ²⁶ „Der er meget, jeg kunne sige om jer og dømme jer for. Men lad mig nøjes med at sige, at han, som sendte mig, altid taler sandt. Og det budskab, jeg har fra ham, er det, jeg giver videre til menneskene.”

²⁷ De fattede ikke, at han talte til dem om sin himmelske Far. ²⁸ Da sagde Jesus: „Når I har fået Menneskesønnen løftet op, vil I forstå, at jeg er den, jeg er. Jeg gør intet af egen vilje, men jeg siger det, min Far har sagt, jeg skal sige. ²⁹ Han, som har sendt mig, står bag mig. Han har ikke forladt mig, for jeg gør altid det, der er hans vilje.”

Mange i skaren kommer til tro

³⁰ Mens Jesus talte, kom mange i folkeskaren til tro på ham, ³¹ og til dem sagde han: „Hvis I holder fast ved mine ord, er I virkelig mine disciple. ³² I vil lære sandheden at kende, og sandheden skal sætte jer fri.”

Konfrontationen med de jødiske ledere tilspidses

³³ „Sætte os fri?” afbrød de jødiske ledere ham. „Hvad mener du med det? Vi har aldrig været slaver af nogen. Vi er jo børn af Abraham!”^[h]

³⁴ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Enhver, som lever i synd, er slave af synden. ³⁵ Slaver har ingen frihed og ingen rettigheder. De kan når som helst blive sendt bort. Sønnen, derimod, hører til i familien, og det bliver han ved med at gøre. ³⁶ Hvis Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie.

³⁷ Jeg ved, at I er børn af Abraham, men alligevel er I ude på at slå mig ihjel, for I har ikke plads til mit ord i jeres hjerter. ³⁸ Jeg taler om det, jeg har set hos min Far. Men I handler efter det, I har hørt fra jeres far.”

³⁹ „Vores far, det er Abraham,” sagde de.

„Hvis I virkelig var Abrahams børn, ville I gøre, som han gjorde,” fortsatte Jesus. ⁴⁰ „Men nu prøver I at slå mig ihjel, jeg, som har sagt jer sandheden, den sandhed, jeg har fået fra Gud. Det ville Abraham aldrig have gjort. ⁴¹ Nej, I adlyder jeres virkelige far, når I bærer jer sådan ad.”

„Vi er ikke uægte børn,” råbte de. „Vi har kun én far, og det er Gud!”

⁴² „Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig. ⁴³ Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. ⁴⁴ Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre. Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag. ⁴⁵ Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. ⁴⁶ Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig? ⁴⁷ Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

⁴⁸ „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

⁴⁹ „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. ⁵⁰ Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. ⁵¹ Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

⁵² „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. ⁵³ Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

⁵⁴ Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, ⁵⁵ selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. ⁵⁶ Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

⁵⁷ „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

⁵⁸ Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”^[i]

⁵⁹ Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.

Jesus helbreder en blindfødt mand

9 Da Jesus og disciplene senere gik omkring i byen, traf de en mand, som havde været blind fra fødslen. ² „Mester, hvorfor er den mand født blind?” spurgte disciplene. „Er det på grund af hans egne synder eller hans forældres?”

³ „Ingen af delene,” svarede Jesus. „Men det, der er sket med ham, vil føre til, at Guds kraft bliver synliggjort. ⁴ Så længe det endnu er ‚dag’, må jeg^[j] gøre de gerninger, som Gud har lagt til rette for mig. Der kommer en ‚nat’, hvor ingen kan arbejde. ⁵ Mens jeg er i verden, er jeg verdens Lys.”

⁶ Derefter spyttede Jesus på jorden, lavede mudder af spyttet, smurte det på den blinde mands øjne ⁷ og sagde til ham: „Gå hen og vask dig i den dam, der kaldes Shiloa.” (Shiloa betyder „udsendt”). Manden gik så hen og vaskede sig, og da han kom tilbage, kunne han se.

⁸ Hans naboer og andre, der kendte ham som den blinde tigger, sagde: „Er det ikke ham, der sad og tiggede?” ⁹ „Jo, det må være ham,” mente nogle. Andre sagde: „Nej, det må være en, der ligner ham.”

„Det er mig!” sagde manden.

¹⁰ „Hvordan er du kommet til at se?” spurgte folk.

¹¹ „En mand ved navn Jesus lavede noget mudder og smurte det på mine øjne,” svarede han. „Og så sagde han, at jeg skulle gå hen og vaske det af i Shiloa-dammen. Da jeg havde gjort det, kunne jeg se.”

¹² „Hvor er den mand henne nu?” spurgte folk.

„Det ved jeg ikke,” svarede han.

Forhøret hos farisæerne

¹³ Så tog de manden, som havde været blind, med hen til farisæerne. ¹⁴ Da helbredelsen var foregået på en sabbat, ¹⁵ forhørte farisæerne ham om, hvordan han var kommet til at se. Han forklarede, hvordan Jesus havde smurt mudder på hans øjne og bedt ham vaske det af. Da han havde gjort det, kunne han se.

¹⁶ „Den mand er ikke sendt af Gud,” sagde nogle af farisæerne, „han overholder jo ikke sabbatten.” Men andre sagde: „Hvordan skulle en synder kunne gøre sådan et mirakel?” De var meget uenige om, hvad de skulle mene om Jesus.

¹⁷ Derfor spurgte de manden, der havde været blind: „Hvad mener du om ham? Det er jo dig, han har helbredt.”

„Han er en profet!” var svaret.

¹⁸ De jødiske ledere nægtede nu at tro på, at manden havde været blind. Derfor blev hans forældre tilkaldt og krydsforhørt: ¹⁹ „Er den mand her jeres søn, som I påstår er født blind? Hvordan kan det så være, at han kan se nu?”

²⁰ „Ja, det er vores søn. Og det er rigtigt, at han er født blind. ²¹ Men hvordan det er gået til, at han nu kan se, eller hvem der er årsag til det, det kan vi ikke sige noget om. Spørg ham selv! Han er gammel nok til selv at svare.” ^22-23 De svarede på den måde, fordi de var bange for de jødiske ledere, som havde vedtaget, at hvis nogen sagde, at Jesus var Messias, skulle de udelukkes fra synagogen.

²⁴ For anden gang tilkaldte farisæerne manden, der havde været blind, og sagde til ham: „Giv Gud æren! Vi ved jo, at han, der helbredte dig, er et syndigt menneske.”

²⁵ „Om han er en synder, det ved jeg ikke,” svarede manden, „men én ting ved jeg: Før var jeg blind, og nu kan jeg se!”

²⁶ „Jamen, hvordan gjorde han det?” spurgte de. „Hvordan fik han dig til at se?”

²⁷ „Det har jeg jo lige fortalt jer!” udbrød manden. „I hørte måske ikke efter? Hvorfor vil I ellers høre det igen? I vil da ikke være hans disciple, vel?”

²⁸ Så skældte de ham ud: „Du kan selv være hans discipel! Vi er disciple af Moses. ²⁹ Vi ved, at Gud talte til Moses, men vi ved ikke, hvem den her mand er.”

³⁰ „Det var da mærkeligt,” svarede manden. „Han helbreder en blind, og I aner ikke, hvem han er. ³¹ Mon Gud ville bønhøre ham, hvis han var et syndigt menneske? Nej, Gud bønhører dem, der viser ham ære og gør hans vilje. ³² Har man nogensinde før hørt, at en blindfødt er blevet helbredt, så han kunne se? ³³ Hvis den mand ikke kom fra Gud, kunne han ikke have gjort det.”

³⁴ „Vil du nu til at belære os?” råbte de. „Du, som har været en synder hele dit liv!” Så jog de ham ud.^[k]

Farisæernes blindhed

³⁵ Da Jesus hørte, hvordan manden var blevet smidt ud, opsøgte han ham og spurgte: „Tror du på Menneskesønnen?” ³⁶ „Mester, sig mig, hvem han er, så jeg kan tro på ham,” svarede manden. ³⁷ „Du har allerede set ham,” sagde Jesus. „For det er mig, der er Menneskesønnen.” ³⁸ „Herre, jeg tror!” svarede han og faldt på knæ foran Jesus.

³⁹ Da sagde Jesus: „Denne verden vil blive dømt, nu da jeg er kommet. De blinde bliver seende, men de seende bliver blinde.” ⁴⁰ Da nogle af de farisæere, som fulgte med Jesus, hørte det, sagde de: „Vil du måske påstå, at vi også er blinde?” ⁴¹ Jesus svarede: „Havde I været blinde, ville I have været uden skyld. Men så længe I påstår, at I kan se, er I skyldige!”

Farisæerne beskrives som tyve og røvere

10 Jesus fortsatte med at tale til farisæerne: „Det siger jeg jer: Enhver, som ikke går ind ad døren til fårefolden, men sniger sig ind på anden måde, er en tyv eller røver. ² Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren, ³ og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs. ⁴ Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme. ⁵ Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”

⁶ Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.

⁷ Derfor prøvede han at forklare det nærmere: „Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden. ⁸ Fårene har ikke lyttet til de ‚hyrder’, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.

⁹ Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen. ¹⁰ Tyven kommer kun for at stjæle, slagte og ødelægge, men jeg er kommet, for at de skal have liv, ja overflod af liv.”

Den gode hyrde ofrer sit liv for fårene

¹¹ Jesus fortsatte: „Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde vover sit liv for at redde fårene. ^12-13 Men en, som er ansat til at vogte får, og altså ikke er fårenes ejer, han er ligeglad med, hvordan det går med fårene, for han tænker kun på at hytte sit eget skind. Når han ser ulven nærme sig, lader han fårene i stikken og flygter. Så går ulven til angreb og spreder fårene for alle vinde.

¹⁴ Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og de kender mig, ¹⁵ ligesom Faderen kender mig, og jeg kender ham. Og jeg vil ofre mit liv for at redde fårene.

¹⁶ Jeg har andre får, som ikke hører til i denne fold. Dem skal jeg også være hyrde for, og de vil adlyde mig. Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og én hyrde.

^17-18 Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”

¹⁹ Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere. ²⁰ Mange sagde: „Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?” ²¹ Andre sagde: „Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”

De jødiske ledere forkaster Jesus som Messias

^22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka^[l] festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. ²⁴ De jødiske ledere omringede ham og spurgte: „Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”

²⁵ Jesus svarede: „Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. ²⁶ Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får. ²⁷ Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. ²⁸ Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd. ²⁹ Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd. ³⁰ Jeg og Faderen, vi er ét.”

³¹ Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel. ³² Men han sagde: „Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”

³³ „Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. „Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”

³⁴ „Står der ikke i Skriften: ‚Jeg har kaldt jer guder’?^[m]” spurgte Jesus. ³⁵ „Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‚guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje, ³⁶ hvordan kan I så anklage mig, som Faderen har indsat og sendt til verden, og sige, at jeg håner Gud, fordi jeg siger, at jeg er Guds Søn? ³⁷ Hvis det ikke var min Fars gerninger, jeg gjorde, så skulle I ikke tro mig. ³⁸ Men når jeg nu gør hans gerninger, så tro i det mindste for gerningernes skyld, så I må kunne forstå og komme til den erkendelse, at Faderen er i mig og jeg er i ham.”

³⁹ De forsøgte derefter at fange ham, men han slap fra dem.

Mange almindelige mennesker kommer til tro på Jesus som Messias

⁴⁰ Jesus tog nu igen over til området øst for Jordanfloden, til det sted, hvor Johannes tidligere havde døbt. Der opholdt han sig et godt stykke tid, ⁴¹ og mange mennesker flokkedes om ham. De sagde til hinanden: „Johannes udførte ganske vist ingen undere, men alt, hvad han sagde om denne mand, var sandt.” ⁴² Og mange af dem kom til tro på Jesus.

Jesus opvækker Lazarus fra de døde

11 ^1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. ³ De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.

⁴ Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”

⁵ Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. ⁶ Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, ⁷ men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” ⁸ Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”

⁹ Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.^{[n] 10} Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” ¹¹ Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” ¹² „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. ¹³ De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. ¹⁴ Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, ¹⁵ og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” ¹⁶ Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”

¹⁷ Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. ¹⁸ Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, ¹⁹ og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.

²⁰ Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. ²¹ Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. ²² Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”

²³ „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. ²⁴ „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. ²⁵ Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; ²⁶ og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” ²⁷ „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”

²⁸ Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” ²⁹ Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.

³⁰ Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. ³¹ Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.

³² Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” ³³ Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: ³⁴ „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. ³⁵ Jesus brast i gråd. ³⁶ „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. ³⁷ Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”

³⁸ Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. ³⁹ „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” ⁴⁰ Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” ⁴¹ Så fjernede de stenen fra indgangen.

Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. ⁴² Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” ⁴³ Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” ⁴⁴ Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.

Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel^(C)

⁴⁵ Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. ⁴⁶ Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.

⁴⁷ Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. ⁴⁸ Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land^[o] og udsletter os som folk.”

⁴⁹ En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? ⁵⁰ Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” ⁵¹ Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. ⁵² Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.

⁵³ Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. ⁵⁴ Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.

⁵⁵ Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. ⁵⁶ Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” ⁵⁷ Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.

Maria salver Jesu fødder

12 Seks dage før påskehøjtiden skulle begynde, kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede—den mand, han havde opvakt fra de døde. ² Dér holdt de en fest til ære for Jesus. Marta serverede, og Lazarus var med ved bordet. ³ Maria havde en flaske^[p] med en kostbar aromatisk nardusolie, og den hældte hun ud over Jesu fødder, mens han lå ved bordet. Derefter tørrede hun hans fødder med sit hår, og hele huset blev fyldt af den vidunderlige duft.

⁴ Men Judas Iskariot, den discipel, som senere forrådte Jesus, udbrød: ⁵ „Den olie var en formue^[q] værd! Den burde være solgt og pengene givet til de fattige.” ⁶ Det sagde han ikke af virkelig omsorg for de fattige, men fordi han var en tyv. Det var ham, der opbevarede pengepungen, og han tog jævnligt af den.

⁷ „Lad være med at genere hende!” sagde Jesus. „Hun kan gemme resten af olien til min begravelsesdag. ⁸ De fattige har I jo altid hos jer—men mig har I ikke altid.”

Reaktionen på Lazarus’ opvækkelse

⁹ Da folk i Jerusalem hørte, at Jesus var i Betania, gik mange af dem derud—ikke blot for at se Jesus, men også for at møde Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. ¹⁰ Ypperstepræsterne besluttede derfor, at de også ville rydde Lazarus af vejen, ¹¹ for på grund af ham gik mange af folkene i byen over til at tro på Jesus.

Jesus rider ind i Jerusalem som jødernes konge^(D)

¹² Næste morgen gik det som en løbeild gennem Jerusalem, at Jesus nu var på vej. En masse mennesker var kommet til byen på grund af påskefesten, ¹³ og mange gik ham i møde med palmegrene i hænderne og råbte: „Hoshana! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn—Israels konge!”^[r]

¹⁴ Jesus fik fat i et æselføl og satte sig op for at ride på det. Derved blev det skriftord opfyldt, som siger:

¹⁶ Hans disciple forstod ikke på det tidspunkt, at det, der skete, var en opfyldelse af Skriftens profetier. Først efter at Jesus var vendt tilbage til sin herlighed i Himlen, gik det op for dem, hvor mange af Skriftens forudsigelser, der var gået i opfyldelse for øjnene af dem.

¹⁷ Alle de, der havde været vidne til, hvordan Lazarus var blevet kaldt ud af graven og oprejst fra de døde, havde fortalt om det vidt og bredt. ¹⁸ Derfor var det en kolossal menneskemængde, der gik Jesus i møde. ¹⁹ Men farisæerne sagde til hinanden: „Se bare, jeres trusler hjælper intet!^[t] Alle render jo efter ham.”

Tro på Lyset, mens I har Lyset

²⁰ Blandt de mange mennesker, der var rejst til Jerusalem for at fejre påskefesten, var der også nogle grækere,^[u] som var kommet langvejsfra. ²¹ De henvendte sig til Filip, der var fra Betsajda, og sagde: „Vi vil også gerne møde Jesus.” ²² Filip sagde det til Andreas, og de gik sammen hen til Jesus og fortalte ham det.

²³ Jesus sagde til dem: „Nu er det øjeblik kommet, hvor Menneskesønnen skal ophøjes. ²⁴ Det siger jeg jer: Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt ned i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. ²⁵ Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt. ²⁶ Den, der vil tjene mig, skal følge mig, for min tjener skal være sammen med mig, hvor jeg end er. Og Faderen vil belønne enhver, som vil tjene mig.

²⁷ Mine inderste tanker er i oprør. Skal jeg bede: Far, skån mig for det, der venter forude? Nej, det er jo derfor, jeg er kommet så langt som hertil. ²⁸ Far, vis din storhed!” I det samme lød en stemme fra himlen: „Jeg har vist min storhed, og jeg vil vise den igen!”

²⁹ Nogle af dem, der stod omkring ham og hørte stemmen, mente, at det havde tordnet, men andre sagde: „Det var en engel, der talte til ham!”

³⁰ Jesus sagde da til dem: „Den stemme lød ikke for min skyld, men for jeres. ³¹ Nu er tiden kommet, hvor denne verden skal dømmes. Nu skal denne verdens fyrste smides ud. ³² Og når jeg bliver løftet op, vil jeg drage alle til mig.” ³³ Med de ord hentydede han til, hvordan han skulle dø.

³⁴ „Løftet op?” spurgte folk. „Vi har lært fra Skriften, at når Messias bliver vores konge, skal han altid være hos os. Hvad mener du så med, at Menneskesønnen vil blive løftet op? Hvem er den ‚Menneskesøn’?” ³⁵ Jesus svarede: „Lyset er endnu en kort tid iblandt jer. I skal vandre i lyset, mens I har Lyset, for at mørket ikke skal få bugt med jer. De, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor de går hen. ³⁶ Tro på Lyset, mens I har Lyset, så I kan blive Lysets børn.”

Med de ord gik han sin vej og forsvandt af syne.

Mange tager afstand fra Jesus, men en del tror på ham

³⁷ Skønt Jesus havde gjort mange undere for øjnene af folk, var der stadig mange, som ikke troede på ham. ³⁸ Således opfyldtes profeten Esajas’ ord:

³⁹ Fordi de afviste budskabet, kunne de ikke komme til tro. Det stemmer med følgende ord fra Esajas’ bog:

⁴¹ Esajas viser her hen til Jesus, for han havde set et glimt af Messias’ forunderlige storhed.

⁴² Selv om flertallet tog afstand fra Jesus, var der alligevel mange, som troede på ham, endda nogle af de jødiske ledere. Men de turde ikke sige det offentligt, da de var bange for, at farisæerne skulle udelukke dem af synagogen. ⁴³ Anerkendelse fra andre mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud.

Dommen over dem, som forkaster Jesus

⁴⁴ Da råbte Jesus: „De, der tror på mig, tror ikke kun på mig, men på ham, der sendte mig. ⁴⁵ Og de, der ser mig, ser ham, der sendte mig. ⁴⁶ Jeg er kommet for at bringe lys ind i denne mørke verden, så de, der tror på mig, ikke skal forblive i mørket. ⁴⁷ Hvis mennesker hører mine ord, men ikke adlyder, så er det ikke mig, der dømmer dem. Jeg er kommet for at frelse mennesker, ikke for at dømme dem. ⁴⁸ Men de, der forkaster mig og mine ord, vil på dommens dag blive dømt af de ord, som de har hørt mig sige. ⁴⁹ For det budskab, jeg har bragt jer, er ikke fra mig selv. Det er min Far, som har sendt mig med det, og det er ham, der har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige. ⁵⁰ Jeg ved, at formålet med hans befaling er at give mennesker det evige liv. Jeg siger kun det, som Faderen har bedt mig om at sige.”

Jesus vasker disciplenes fødder

13 Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.

² Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. ³ Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.

⁴ Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel^[x] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. ⁵ Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. ⁶ Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”

⁷ „Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”

⁸ „Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”

„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”

⁹ „Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”

¹⁰ „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” ¹¹ Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.

¹² Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? ¹³ I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. ¹⁴ Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. ¹⁵ Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. ¹⁶ Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. ¹⁷ Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.

¹⁸ Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’^[y] Det går snart i opfyldelse. ¹⁹ Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. ²⁰ Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”

Jesus forudsiger, at Judas vil forråde ham^(E)

²¹ Derefter blev Jesus stærkt bevæget i sin ånd og sagde: „Det siger jeg jer: En af jer vil forråde mig!”

²² Disciplene så spørgende på hinanden. Ingen vidste, hvem han hentydede til. ²³ Den discipel, som Jesus elskede særlig højt, lå til bords ved siden af Jesus. ²⁴ Derfor nikkede Simon Peter til ham over bordet for at få ham til at spørge Jesus, hvem det kunne være. ²⁵ Den anden discipel lænede så hovedet tilbage mod Jesu bryst og spurgte: „Hvem er det, Herre?” ²⁶ „Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper i skålen,” svarede Jesus.

Så dyppede han et stykke brød og gav det til Judas Iskariot. ²⁷ Så snart Judas havde fået brødet, kom Satan ind i ham, og Jesus sagde: „Gør det, du har i sinde—men gør det snart!” ²⁸ Ingen af de andre ved bordet forstod, hvorfor han sagde det til ham. ²⁹ Nogle troede, at Jesus bad Judas købe ind til højtiden eller give nogle penge til de fattige. Det var nemlig ham, der gik rundt med pengepungen. ³⁰ Judas tog nu brødet, rejste sig og gik. Det var nat.

Det nye bud, kærlighedsbudet

³¹ Da Judas var gået, sagde Jesus: „Nu er tiden kommet, hvor Menneskesønnen vil blive æret, og det, han gør, vil bringe Gud ære. ³² Siden han vil bringe Gud ære, vil Gud også bringe ham ære, og det kommer til at ske meget snart. ³³ Venner, nu varer det ikke længe, før jeg skal bort. I vil lede efter mig, men som jeg tidligere sagde til de jødiske ledere, siger jeg nu også til jer: Der, hvor jeg skal hen, kan I ikke komme. ³⁴ Derfor giver jeg jer en ny befaling: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden! ³⁵ Hvis I har kærlighed til hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.”

Jesus forudser, at Peter vil svigte ham^(F)

³⁶ „Men Herre,” sagde Peter, „hvor går du hen?” Jesus svarede: „Du kan ikke følge mig nu, men senere vil du komme til mig.” ³⁷ „Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg er parat til at dø for dig!” ³⁸ „Dø for mig?” sagde Jesus. „Inden hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig!”

Jesus er vejen til Faderen

14 Jesus fortsatte sin tale til disciplene: „I skal ikke være bange eller urolige. I tror på Gud. Tro også på mig.^{[z] 2} I min Fars hus er der masser af boliger. Hvis ikke, ville jeg have sagt det til jer, for^[aa] jeg er på vej hen for at gøre alt klar til, at I kommer. ³ Når alt er parat, kommer jeg tilbage for at hente jer, så I altid kan være sammen med mig der, hvor jeg er. ⁴ Og I kender vejen, der fører til det sted, hvor jeg skal hen.”

⁵ „Nej, Herre,” indvendte Thomas. „Vi ved hverken, hvor du går hen, eller hvordan vi skal finde vej derhen.”

⁶ Jesus svarede: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet. Ingen kan komme til Faderen uden gennem mig. ⁷ Havde I forstået, hvem jeg er, ville I også have forstået, hvem min Far er.^[ab] Men I skal snart forstå, hvem han er, og I har set ham.”

⁸ „Herre, vis os Faderen!” bad Filip. „Det er alt, hvad vi ønsker.”

⁹ „Er du stadig ikke klar over, hvem jeg er, Filip?” spurgte Jesus. „Og det efter, at jeg har været så lang tid sammen med jer! Den, som har set mig, har set Faderen. Hvorfor siger du så: ‚Vis os Faderen’? ¹⁰ Tror du da ikke, at jeg er ét med Faderen, og at Faderen er ét med mig? Det jeg siger til jer, kommer ikke fra mig selv, men fra Faderen, som bor i mig. Og det er også ham, der gør sine gerninger gennem mig. ¹¹ Tro mig, når jeg siger, at jeg er ét med Faderen, og Faderen er ét med mig. Men vil I ikke tro det, så tro på grund af de undere, I har set mig gøre.

¹² Det siger jeg jer: De, der tror på mig, skal gøre de samme undere, som jeg har gjort; ja, de skal gøre endnu mere, for jeg er på vej til Faderen. ^13-14 Hør godt efter: Hvad I end beder om i mit navn,^[ac] det vil jeg gøre. På den måde vil Faderen blive æret gennem Sønnen.

Jesus går bort, men vil sende Helligånden i stedet

¹⁵ Hvis I elsker mig, vil I gøre det, jeg beder jer om. ¹⁶ Jeg vil bede Faderen om at sende jer en anden Vejleder,^[ad] som altid skal være hos jer. ¹⁷ Det er sandhedens Ånd, som denne verdens mennesker ikke er i stand til at tage imod, for de ser ham ikke, og de kender ham ikke. Men I kender ham, for han er hos jer og skal være i jer.

¹⁸ Jeg er nødt til at forlade jer, men jeg lader jer ikke i stikken—og jeg kommer tilbage til jer igen. ¹⁹ Denne verdens mennesker ser mig snart for sidste gang. Men I skal få mig at se igen, for jeg har evigt liv—og det har I også. ²⁰ Når I ser mig igen, skal I forstå, at jeg er ét med min Far, og at I er ét med mig, ligesom jeg er ét med jer.

²¹ De, der elsker mig, holder fast ved mine befalinger og adlyder dem. Og de, der elsker mig, vil blive elsket af min Far, og jeg vil elske dem og åbenbare mig selv for dem.”

²² Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: „Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?”

²³ Jesus svarede: „Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem. ²⁴ Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig.

²⁵ Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, ²⁶ men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.

²⁷ Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse! ²⁸ Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg. ²⁹ Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker.

³⁰ Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har overhovedet ingen magt over mig, ³¹ men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.”

Vinstokken og grenene

15 Mens de gik,^[ae] fortsatte Jesus med at tale til disciplene: „Jeg er den sande vinstok,^[af] og min Far er ejeren. ² Enhver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og enhver gren, som bærer frugt, den beskærer han, for at den kan bære mere frugt. ³ I er allerede blevet renset gennem det, I har lært af mig.

⁴ Afbryd ikke forbindelsen til mig, så vil jeg heller ikke afbryde forbindelsen til jer!^[ag] Ligesom grenene på en vinstok kun kan bære frugt, hvis de bliver på stokken, sådan kan I kun bære frugt, hvis I bliver i mig og henter jeres kraft fra mig. ⁵ De, der bliver i mig, bærer megen frugt, men uden mig kan I intet udrette.

⁶ De grene, der afbryder forbindelsen til mig, bliver som sagt fjernet og smidt på jorden, fordi de ikke bar frugt. Derpå tørrer de ind og bliver til sidst samlet sammen og brændt.

⁷ Men hvis I bliver i mig, og handler på mine befalinger, så bed om, hvad I vil, og det vil ske. ⁸ I ærer min Far ved at bære megen frugt og viser derved, at I er mine disciple.

Kærlighed og lydighed

⁹ Som Faderen har elsket mig, har jeg elsket jer. Bliv i min kærlighed. ¹⁰ I bliver i min kærlighed ved at adlyde mig, ligesom jeg bliver i min Fars kærlighed ved at adlyde ham. ¹¹ Jeg siger det her til jer, for at min glæde kan være i jer og fylde jeres hjerter. ¹² Min befaling til jer er, at I skal vise hinanden den samme kærlighed, som jeg har vist jer. ¹³ Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner. ¹⁴ I er mine venner—hvis I altså gør det, jeg har befalet jer at gøre. ¹⁵ Jeg betragter jer ikke længere som tjenere,^[ah] for en tjener bliver ikke indviet i sin herres planer. Jeg regner jer for mine venner, for jeg har betroet jer alt det, jeg selv har fået at vide af min Far. ¹⁶ Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer. Jeg har sat jer til at gå ud og bære frugt—og det skal være en varig frugt—så min Far kan give jer alt, hvad I beder ham om i mit navn. ¹⁷ Min befaling til jer er: I skal elske hinanden.^[ai]