Bible in 90 Days

^20-21 Jakob aflagde nu følgende løfte: „Hvis Herren vil være med mig, beskytte mig på rejsen, sørge for mad og klæder og bringe mig sikkert hjem til min far—så skal Herren være min Gud! ²² Og den mindesten, som jeg har rejst her, skal være et sted, hvor man tilbeder Gud. Jeg vil også give Gud en tiendedel af alt, hvad han giver mig.”

Jakob hos Laban

29 Jakob fortsatte sin rejse og ankom til landet mod øst. ² Der fik han øje på tre fåreflokke, der lå ved en brønd på en mark og ventede på noget vand at drikke. Stenen, som lå over brøndåbningen, var meget stor. ³ Når alle fåreflokkene var samlet, ville hyrderne rulle stenen væk fra brøndåbningen og give fårene vand og derefter lægge stenen tilbage over brønden igen.

⁴ „Hvor kommer I fra?” spurgte Jakob hyrderne.

„Fra Karan,” svarede de.

⁵ „Kender I Laban, Nakors sønnesøn?”

„Ja, ham kender vi godt.”

⁶ „Hvordan har han det?”

„Han har det godt. Det er for øvrigt hans datter Rakel, der kommer derovre med fårene.”

⁷ „Hvorfor giver I ikke fårene noget vand, så de kan vende tilbage til deres græsgang?” spurgte Jakob. „Solen står jo endnu højt på himlen, så det er da for tidligt at samle dem.”

⁸ „Vi må vente, til alle hyrderne er her, før vi kan rulle stenen til side og give dem vand.”

⁹ Mens Jakob stod og snakkede med hyrderne, kom Rakel med sin fars får, som hun passede. ¹⁰ Da Jakob så Rakel, sin morbrors datter, og fårene, gik han hen og væltede stenen til side og hentede vand til sin onkels får. ^11-12 Derefter gav han Rakel et kindkys og fortalte med tårer i øjnene, at han var søn af hendes faster, Rebekka. Hun løb straks hjem for at fortælle sin far det. ¹³ Så snart Laban hørte, at hans søstersøn Jakob var kommet, løb han ud for at møde ham. Han omfavnede ham, kyssede ham på kinden som hilsen og tog ham med hjem. Dér fortalte Jakob ham hele sin historie. ¹⁴ Og Laban udbrød: „Tænk engang, det er min egen slægtning, der er kommet.”

Laban bedrager Jakob

Da Jakob havde boet hos sin onkel en måneds tid, ¹⁵ sagde Laban: „Selv om vi er i familie, er det ikke meningen, at du skal arbejde gratis for mig. Sig mig, hvor meget du vil have i løn.” ¹⁶ Laban havde to døtre, den ældste hed Lea og den yngste Rakel. ¹⁷ Lea havde kønne øjne, men Rakel var helt igennem smuk og dejlig. ¹⁸ Jakob var allerede forelsket i Rakel, så han sagde til Laban: „Jeg vil arbejde for dig i syv år, hvis du vil give mig din yngste datter, Rakel, til kone.”

¹⁹ „Det er i orden!” sagde Laban. „Jeg vil hellere have, at hun gifter sig med dig end med nogen uden for slægten.”

²⁰ Så arbejdede Jakob for Laban i syv år for at få Rakel. Årene fløj af sted, som var de dage—så forelsket var han. ²¹ Da dagen kom, sagde Jakob til Laban: „De syv år er gået, så jeg vil gerne giftes med Rakel nu.”

²² Så indbød Laban alle naboerne til en stor bryllupsfest. ²³ Men da det blev aften, tog han sin datter Lea og gav hende til Jakob, og Jakob lå hos hende. ²⁴ Laban gav Lea sin slave Zilpa til tjenestepige. ²⁵ Først næste morgen opdagede Jakob, at det var Lea! „Hvor kunne du dog gøre sådan noget imod mig?” råbte han rasende. „Jeg har tjent dig i syv år for Rakel, har jeg ikke? Hvorfor har du så bedraget mig?”

²⁶ „Tag det roligt,” forsvarede Laban sig. „Her til lands plejer vi ikke at bortgifte den yngste før den ældste. ²⁷ Vent til bryllupsugen med Lea er forbi, så skal jeg nok give dig Rakel—hvis du altså vil arbejde syv år mere for mig!”

²⁸ Det gik Jakob så med til. Han fejrede bryllupsugen sammen med Lea, og bagefter gav Laban ham også Rakel til kone. ²⁹ Rakel fik Labans slave Bilha til tjenestepige. ³⁰ Så lå Jakob hos Rakel, og han elskede hende højere end Lea. Han arbejdede derefter for Laban syv år mere.

Jakobs børn

³¹ Da Herren så, at Lea ikke blev elsket, lod han hende blive gravid, men Rakel kunne ingen børn få. ³² Lea fødte en søn, som hun kaldte Ruben.^[a] „Herren har set, hvor ulykkelig jeg er,” sagde hun. „Men nu vil min mand sikkert elske mig!” ³³ Snart efter blev hun igen gravid og fødte en søn til, som hun kaldte Simeon.^[b] „Herren har hørt, at jeg blev tilsidesat, og derfor gav han mig en søn mere,” sagde hun. ³⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte nok en søn, som hun kaldte Levi.^[c] „Siden jeg nu har født tre sønner,” sagde hun, „må min mand da føle hengivenhed for mig.” ³⁵ Så blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Juda.^[d] „Nu vil jeg prise Herren!” sagde hun. Så fik hun ikke flere børn i nogen tid.

30 Da det gik op for Rakel, at hun ikke kunne få børn, blev hun jaloux på sin søster. „Giv mig børn—eller jeg dør!” klagede hun til Jakob. ² Men så blev Jakob vred. „Er jeg måske Gud? Det er ikke min skyld, at du ikke kan få børn!”

³ Da sagde Rakel: „Gå ind til min tjenestepige Bilha, så hun kan blive gravid, og jeg kan få et barn ved hjælp af hende.” ⁴ Så gav hun Jakob Bilha til kone, og han lå hos hende. ⁵ Hun blev gravid og fødte en søn. ⁶ Rakel kaldte ham Dan.^[e] „Gud har skaffet mig min ret,” sagde hun, „han har hørt min bøn og givet mig en søn.” ⁷ Rakels tjenestepige Bilha blev igen gravid og fødte endnu en søn. ⁸ Rakel kaldte ham Naftali.^[f] „Jeg har holdt ud i kampen med min søster,” sagde hun, „og jeg har fået min belønning.”

⁹ I mellemtiden tænkte Lea, at hun nok ikke fik flere børn selv. Derfor gav hun Jakob sin tjenestepige Zilpa til kone, ¹⁰ og Zilpa fødte snart en søn, ¹¹ som Lea kaldte Gad.^[g] „Hvor er jeg heldig!” udbrød hun. ¹² Zilpa fødte endnu en søn, ¹³ som Lea kaldte Asher.^[h] „Hvor er jeg velsignet,” sagde hun. „De andre kvinder vil sige det samme.”

¹⁴ En dag midt i hvedehøsten, hvor Ruben var ude i marken, fandt han nogle kærlighedsfrugter,^[i] og han tog dem hjem til sin mor Lea. Rakel opdagede det og tiggede Lea om at give hende nogle af dem. ¹⁵ Lea svarede fortørnet: „Først stjal du min mands hjerte—og nu vil du tage min søns kærlighedsfrugter!” „Jeg vil lade ham sove hos dig i nat som betaling for kærlighedsfrugterne,” sagde Rakel.

¹⁶ Så om aftenen, da Jakob var på vej hjem fra høstarbejdet, gik Lea ham i møde. „I nat skal du sove hos mig,” sagde hun, „for jeg har betalt for dig med nogle kærlighedsfrugter, som min søn fandt.” Den nat sov de så sammen. ¹⁷ Og Gud bønhørte Lea, så hun blev gravid igen og fødte sin femte søn. ¹⁸ Ham kaldte hun Issakar.^[j] „Gud har belønnet mig, fordi jeg gav min tjenestepige til min mand,” sagde hun. ¹⁹ Senere blev hun gravid igen og fødte sin sjette søn. ²⁰ Hun kaldte ham Zebulon.^[k] „Gud har givet mig en vidunderlig gave til min mand,” sagde hun. „Nu må han da respektere mig, for jeg har givet ham seks sønner.” ²¹ Senere fødte hun også en datter, som hun kaldte Dina.

²² Derpå greb Gud ind i Rakels situation. Han hørte hendes bøn, og hun blev gravid. ^23-24 Hun fødte en søn, som hun kaldte Josef.^[l] „Gud har borttaget min skam,” sagde hun. „Må han give mig endnu en søn!”

Jakobs velstand

²⁵ Kort tid efter at Rakel havde født Josef, sagde Jakob til Laban: „Nu vil jeg gerne rejse hjem. ²⁶ Lad mig tage af sted med mine koner og mine børn. Du ved, at jeg har betalt for dem ved at arbejde for dig i mange år.”

²⁷ „Åh, du må ikke forlade mig,” indvendte Laban. „Jeg har jo set, hvordan Herren har velsignet mig på grund af dig. ²⁸ Sig mig, hvad du forlanger i løn, så vil jeg betale det.”

²⁹ Jakob svarede: „Du ved selv, hvor trofast jeg har tjent dig gennem årene. Din husdyrflok er vokset enormt. ³⁰ Faktisk ejede du kun lidt, inden jeg kom, men nu er du blevet en velstående mand—takket være Herrens velsignelse over alt, hvad jeg har foretaget mig. Men hvad med mig selv? Hvornår kan jeg begynde at tænke på min egen families ve og vel?”

³¹ „Hvad skal du have i løn?” spurgte Laban igen.

Jakob svarede: „Du skal ikke give mig noget som helst. Der er bare én ganske lille ting, du skal gøre for mig, for at jeg vil fortsætte med at have opsyn med din hjord: ³² Lad mig straks i dag gå ud og fjerne alle de brogede og plettede får og geder og alle de mørke lam fra din hjord! Dem skal du give mig som løn. ³³ For at du kan vide, at jeg er en ærlig mand, kan du når som helst inspicere den flok, der skal være min løn. Hvis du finder nogle hvide får eller nogle geder, der ikke er brogede eller plettede i min hjord, ved du, at jeg har stjålet dem fra dig.”

³⁴ „Det er en aftale!” sagde Laban, ³⁵ men samme dag fjernede han selv alle de brogede og plettede geder (ja, alle dyr med noget hvidt) og alle de mørke lam fra hjorden. Dem overgav han til sine sønner ³⁶ og bad dem flytte deres lejr tre dagsrejser bort fra det sted, hvor Jakob var. Og Jakob blev tilbage og passede resten af hans hjord.

³⁷ Men Jakob tog friske grene fra poppel-, mandel- og platantræer og skrællede noget af barken af, så der kom hvide striber på grenene. ³⁸ Så placerede han grenene ved vandtrugene, så dyrene kunne se dem, når de kom for at drikke. ³⁹ Når dyrene parrede sig foran grenene, fik de afkom, som var stribet, plettet eller broget. ⁴⁰ Jakob tog de plettede og brogede unge dyr til sin egen hjord. I parringstiden lod han sine voksne får og geder være sammen med de stribede får og geder og de mørke geder i Labans hjord. På den måde fik Jakob flere og flere får og geder, som var hans, og han tog sig af både dem og Labans får og geder. ⁴¹ Hver gang de stærke dyr parrede sig, placerede Jakob grenene foran dem, ⁴² men når de svage dyr gjorde det, lod han være. På den måde kom de svage lam til at tilhøre Laban, og de stærke kom til at tilhøre Jakob. ⁴³ Resultatet blev, at Jakobs hjord både forøgedes og forædledes, og han blev en velstående mand med masser af slaver, kameler og æsler.

Jakob flygter fra Laban

31 Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” ² Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. ³ Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”

⁴ Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. ⁵ „Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. ⁶ I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, ⁷ men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. ⁸ Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. ⁹ På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”

¹⁰ „I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. ¹¹ Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.

‚Jakob!’ sagde han.

‚Ja,’ svarede jeg.

¹² Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. ¹³ Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”

¹⁴ Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. ¹⁵ Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. ¹⁶ Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”

^17-21 Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!

²² Først to dage senere^[m] fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. ²³ Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. ²⁴ Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” ²⁵ Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.

²⁶ „Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! ²⁷ Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. ²⁸ Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! ²⁹ Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ ³⁰ Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”

³¹ „Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. ³² Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.

³³ Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. ³⁴ Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. ³⁵ Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.

³⁶ Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. ³⁷ „Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” ³⁸ Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. ³⁹ Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej. ⁴⁰ Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. ⁴¹ I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. ⁴² Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”

Jakobs pagt med Laban

⁴³ Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? ⁴⁴ Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”

⁴⁵ Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, ⁴⁶ og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. ^47-48 Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,^[n] Jakob kaldte den Galed.^[o] „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. ⁴⁹ „Den skal også kaldes Mitzpa,^[p] for herefter skal Herren selv holde øje med os. ⁵⁰ Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” ^51-52 Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. ⁵³ Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.”

Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, ⁵⁴ hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.

Jakob frygter mødet med Esau

32 Tidligt næste morgen kyssede Laban sine døtre og børnebørn farvel, gav dem sin velsignelse og rejste hjem igen. ² Da Jakob fortsatte sin rejse, kom Guds engle ham i møde. ³ Da han fik øje på dem, udbrød han: „Gud har selv slået lejr her!” Derfor kaldte han stedet Mahanajim.^[q]

^4-5 Jakob sendte nu nogle folk i forvejen med besked til Esau, hans bror, som havde sin lejr i Seirs bjerge i Edom: „Din tjener Jakob hilser dig ærbødigst! Indtil for nylig har jeg boet hos vores onkel Laban. ⁶ Jeg har samlet mig en pæn flok køer, æsler, får, geder og mange slaver, både mænd og kvinder. Jeg har sendt disse folk i forvejen, for at du kan vide, at jeg snart kommer, og jeg håber, at du vil tage godt imod mig.”

⁷ Sendebudene kom tilbage med følgende besked: „Vi tog hen til din bror, og nu er han på vej herhen med 400 mand!” ⁸ Jakob blev grebet af panik, og han besluttede at dele sin husstand og sine husdyr i to lejre, ⁹ for han tænkte: „Hvis Esau angriber den ene gruppe, kan den anden vel reddes.”

¹⁰ Derefter bad han følgende bøn: „Åh, min farfar Abrahams og min far Isaks Gud. Åh Herre, du sagde jo, at jeg skulle vende tilbage til mit land og min slægt, og du lovede at være med mig og hjælpe mig! ¹¹ Jeg er overhovedet ikke værdig til den trofasthed og uendelige godhed, du gang på gang har vist mig. Da jeg i sin tid gik hjemmefra og satte over Jordanfloden, ejede jeg ikke stort andet end min rejsestav, men nu ejer jeg de her to store lejre. ¹² Åh, Herre, red mig fra Esau. Jeg er bange for, at han kommer og slår mig ihjel tillige med mine koner og børn. ¹³ Men du har jo lovet at være med mig og gøre mine efterkommere talrige som sandet på stranden, der umuligt kan tælles!”

¹⁴ Jakob blev på det sted om natten, og han udvalgte følgende dyr som en gave til Esau: ¹⁵ 200 geder, 20 bukke, 200 får, 20 væddere, ¹⁶ 30 hunkameler med føl, 40 køer, 10 tyre, 20 hunæsler og 10 hanæsler. ¹⁷ Så gav han sine slaver besked på at gå i forvejen med dyrene og sørge for en vis afstand mellem hver enkelt gruppe af dyr. ¹⁸ Til den mand, som førte den første gruppe, sagde han: „Når I møder Esau, og han spørger: ‚Hvor skal I hen? Hvem er jeres herre? Hvis er dyrene?’ ¹⁹ skal I svare: ‚De tilhører din tjener Jakob og er en gave til hans herre, Esau. Han kommer selv bagefter.’ ” ²⁰ Dernæst sagde Jakob til de andre mænd, der skulle drive hver deres gruppe af dyr til Esau: „I skal alle sige det samme til Esau, når I ser ham. ²¹ Og husk at sige: ‚Din tjener Jakob kommer lige bagved!’ ” Hans plan var at formilde Esau, før han mødte ham ansigt til ansigt. „Måske han så tager venligt imod mig,” tænkte han. ²² Så blev gaverne sendt i forvejen, mens Jakob blev tilbage og gik til ro i lejren.

Jakob kæmper med Herren

^23-24 Senere på natten stod Jakob op og førte sine to koner, deres slavepiger og sine 11 sønner over floden Jabbok. Derefter bragte han også alle sine ejendele i sikkerhed på den anden side af floden. ²⁵ Men selv blev han alene tilbage. En mand kom hen til ham, og de begyndte en brydekamp, der varede indtil daggry. ²⁶ Da manden indså, at han ikke kunne få overtaget over Jakob, gav han ham et slag på hoften, så den gik af led. ²⁷ Så sagde han: „Lad mig gå, for det begynder at blive lyst!”

Men Jakob gispede: „Jeg slipper dig ikke, med mindre du velsigner mig!”

²⁸ „Hvad er dit navn?” spurgte manden.

„Jakob,” svarede han.

²⁹ „Du skal ikke længere hedde Jakob—men Israel,^[r]” sagde manden. „For du har udfordret både Gud og mennesker, og du har vist din styrke.”

³⁰ „Hvad er dit navn?” spurgte Jakob ham.

„Hvorfor spørger du?” svarede manden. Så velsignede han ham der.

³¹ Jakob kaldte stedet Peniel,^[s] for han sagde: „Jeg har set Gud ansigt til ansigt—uden at miste livet!” ³² Solen stod op, idet Jakob forlod Peniel, og han haltede på grund af slaget på hoften. ³³ Derfor undlader Israels folk den dag i dag at spise musklen ved hofteskålen. Det var nemlig der, Jakob blev ramt.

Jakobs gensyn med Esau

33 Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. ² Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. ³ Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. ⁴ Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. ⁵ Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”

„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. ⁶ Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. ⁷ Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.

⁸ „Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.

„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.

⁹ Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”

¹⁰ „Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. ¹¹ Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.

¹² „Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”

¹³ Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. ¹⁴ Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”

¹⁵ „Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”

„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”

¹⁶ Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. ¹⁷ Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.^{[t] 18} Efter den lange tur fra Paddan-Aram ankom Jakob til sidst i god behold til byen Sikem i Kana’ans land, og han slog lejr på en grund lidt øst for byen, ¹⁹ som han købte for 100 sølvstykker af Hamors sønner. En af sønnerne hed Sikem. ²⁰ Og han byggede et alter der, som han kaldte El-Elohe-Israel.^[u]

Jakobs sønner hævner deres søster

34 En dag gik Leas datter Dina ud for at besøge nogle af de unge piger, som boede der på stedet. ² Men da Sikem, der var søn af hivvitten Hamor, som var byens konge, fik øje på hende, greb han fat i hende og voldtog hende. ³ Han blev dybt forelsket i hende og forsøgte at vinde hendes kærlighed. ⁴ Han sagde derfor til sin far: „Den pige vil jeg giftes med! Hjælp mig med at få hende!”

⁵ Jakob fik hurtigt at vide, at hans datter var blevet vanæret, men da hans sønner var ude for at passe dyrene, ville han ikke foretage sig noget, før de kom hjem igen.

⁶ Sikems far, Hamor, begav sig på vej hen til Jakob sammen med sin søn for at få en aftale. ⁷ Jakobs sønner var kommet hjem fra marken, så snart de hørte, hvad der var sket. De var chokerede og rasende over, at Sikem havde været så skamløs og voldtaget deres søster og derved havde bragt skam over hende og hele Jakobs familie. ⁸ Hamor fremkom nu med sit ærinde over for dem: „Min søn Sikem er forelsket i din datter. Han kan slet ikke vente med at få hende til kone. Vær rar og lad ham gifte sig med hende!” ^9-10 Så tilføjede han: „I øvrigt vil jeg indbyde dig og dine folk til at slå jer ned her iblandt os, så jeres døtre kan gifte sig med vores sønner, og vores døtre med jeres sønner. I må slå jer ned, hvor I har lyst, og færdes frit iblandt os og blive velstående folk.”

¹¹ Sikem tog derefter ordet, og henvendt til Dinas far og brødre sagde han: „Vis mig godhed og lad mig gifte mig med Dina! Jeg vil give jer hvad som helst, I beder om! ¹² Uanset hvor stor en brudepris eller anden gave, I forlanger, er jeg villig til at betale—hvis I blot vil give mig pigen!”

¹³ Men Dinas brødre gav Sikem og Hamor et listigt svar på grund af det, Sikem havde gjort imod deres søster. De sagde: ¹⁴ „Det kan vi umuligt gå med til, for du er ikke omskåret. Det ville være en stor skam for en kvinde fra vores familie at gifte sig med en mand som dig. ¹⁵ Men hvis alle jeres mænd vil blive omskåret som os, ¹⁶ har vi ikke noget imod giftermål med jer. Så slår vi os gerne ned her og bliver ét med jer. ¹⁷ Men hvis I ikke vil gå ind på det forslag, tager vi vores søster og rejser herfra.”

¹⁸ Hamor og Sikem gik straks ind på forslaget. ¹⁹ Sikem ville ingen tid spilde, for han var meget forelsket i Dina. Han var også den, der havde mest at sige i sin familie. ²⁰ Hamor og Sikem fremlagde nu forslaget for byens ledere, som samledes på pladsen ved byporten.

²¹ „Disse folk er vores venner,” begyndte de. „Lad os indbyde dem til at slå sig ned iblandt os og leve af deres erhverv som alle andre. Landet er jo stort nok til at rumme dem, og deres unge og vores unge kan gifte sig med hinanden. ²² Men de vil kun blive her på den betingelse, at alle vores mænd bliver omskåret, lige som de er. ²³ Hvis vi accepterer, bliver alle deres husdyr og anden ejendom i sidste ende vores. Lad os gå ind på deres betingelse, så de bliver boende hos os.”

²⁴ Forslaget blev accepteret, og alle mændene i byen blev omskåret. ²⁵ Men to dage senere, da de alle lå med feber og smerter, greb to af Dinas brødre, Simeon og Levi, deres sværd og gik uhindret ind i byen og dræbte samtlige mænd— ²⁶ deriblandt også Hamor og Sikem. Så hentede de Dina i Sikems hus og vendte tilbage til lejren med hende. ²⁷ Derefter gik alle Jakobs sønner ind og plyndrede byen, hvor deres søster var blevet voldtaget. ²⁸ De tog alle får og køer og æsler i byen og på markerne udenfor. ²⁹ Alt, der havde nogen værdi, tog de, og kvinderne og børnene tog de til fange.

³⁰ Men Jakob bebrejdede Simeon og Levi, hvad de havde gjort. „I har gjort mig meget upopulær!” sagde han. „Nu kan jeg takke jer for, at landets indbyggere, kana’anæerne og perizzitterne, er blevet mine fjender. Vi er jo ikke ret mange, så hvis de slår sig sammen og angriber os, er det ude med os.”

³¹ „Synes du måske, at Sikem skulle have lov til at behandle vores søster som en luder?” indvendte de vredt.

Jakob vender tilbage til Betel

35 Derpå sagde Gud til Jakob: „Nu skal du tage videre til Betel og slå lejr der. Du skal bygge et alter og tilbede mig der, for jeg er den Gud, som viste sig for dig, dengang du var på flugt fra din bror, Esau.”

² Med det samme gav Jakob besked til sin familie og hele sin husstand: „Tilintetgør alle jeres afgudsfigurer, vask jer grundigt og skift tøj. ³ Vi tager til Betel, og der vil jeg rejse et alter for den Gud, som hørte min bøn, da jeg var i vanskeligheder—den Gud, som også var med mig på min lange rejse.” ⁴ Så gav de Jakob alle deres afguder og øreringe, og han begravede det hele under det store egetræ udenfor byen Sikem.

⁵ Derefter brød de op og begav sig på vej. Gud gjorde indbyggerne i alle de omkringliggende byer rædselsslagne, så de ikke forfulgte dem. ⁶ Jakob og hans folk ankom nu til Luz, det senere Betel, i Kana’an. ⁷ Der byggede Jakob et alter og kaldte det El-Betel,^[v] for det var der, Gud havde vist sig for ham, dengang han flygtede fra sin bror.

⁸ Kort tid efter døde Rebekkas gamle barnepige, Debora, og hun blev begravet under egetræet i dalen neden for Betel. Siden den tid kaldte man træet „Grædeegen”.

⁹ Gud havde nu vist sig for Jakob to gange, den anden gang, da han var på vej hjem fra Paddan-Aram. Dengang havde Gud velsignet ham ¹⁰ og sagt: „Dit navn er godt nok Jakob. Men det skal du ikke længere kaldes. Du skal hedde Israel!” Det var altså dengang, Jakob fik navnet Israel.^[w]

¹¹ Her i Betel viste Gud sig igen for Jakob og gentog sit tidligere løfte:^[x] „Jeg er Gud den almægtige! Du skal få mange efterkommere og blive stamfar til et stort folk, ja mange folkeslag. Nogle af dine efterkommere vil blive konger. ¹² Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” ¹³ Så steg Gud op fra det sted, hvor han havde talt til Jakob. ¹⁴ Jakob havde rejst en mindesten på dette sted, hvor Gud nu igen havde vist sig for ham, og som et drikoffer til Gud hældte han vin ud over mindestenen og salvede den med olivenolie. ¹⁵ Grunden til, at Jakob kaldte stedet Betel,^[y] var, at Gud havde mødt ham der og talt til ham.^[z]

Jakob mister Rakel

¹⁶ Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. ¹⁷ Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” ¹⁸ Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni.^[aa] Det navn ændrede Jakob til Benjamin.^[ab]

¹⁹ Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. ²⁰ Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.

²¹ Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. ²² Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.

Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. ²³ Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. ²⁴ Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. ²⁵ Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. ²⁶ Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.

²⁷ Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. ^28-29 Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Esaus slægt

36 Det følgende er Esaus historie, han som også blev kaldt Edom:

² Esau giftede sig med to kana’anæiske piger: Ada, en datter af hittitten Elon, og Oholibama, en datter af Ana og barnebarn af hivvitten Zibon. ³ Han giftede sig også med sin kusine Basemat, en datter af Ishmael og søster til Nebajot. ⁴ Esau og Ada fik en søn, der blev kaldt Elifaz. Esau og Basemat fik en søn, der blev kaldt Reuel. ⁵ Esau og Oholibama fik tre sønner, der fik navnene Jeush, Jalam og Kora. Alle disse sønner blev født i Kana’ans land.

⁶ Senere tog Esau sine koner, sine sønner, sine døtre, hele sin husstand og besætning og alt, hvad han havde samlet sig i Kana’ans land, og flyttede til et andet land af frygt for sin bror Jakob. ⁷ Deres husdyr var jo også blevet alt for mange til, at de som fremmede kunne bo samme sted som de fastboende. Der var slet ikke græs nok. ⁸ Esau slog sig derfor ned i Seirs bjergland.

⁹ Her følger en liste over Esaus efterkommere, edomitterne, som bor i Seirs bjergland:

^10-13 Ada fødte som sagt Esau en søn, der fik navnet Elifaz, og han fik fem sønner: Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. Elifaz havde også en kone, som hed Timna, og med hende fik han sønnen Amalek.

Esau og hans kone Basemat fik sønnen Reuel, og han fik fire sønner: Nahat, Zerach, Shamma og Mizza.

¹⁴ Esaus kone Oholibama, en datter af Zibons søn Ana, fødte tre sønner: Jeush, Jalam og Kora.

^15-16 Esaus sønner og sønnesønner blev stamfædre for de forskellige stammer blandt Edoms folk. De stammer, der er kendt under navnene Teman, Omar, Zefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek, nedstammer alle fra Elifaz, Esaus og Adas ældste søn.

¹⁷ De stammer, der er kendt under navnene Nahat, Zerach, Shamma og Mizza, nedstammer alle fra Reuel, Esaus og Basemats søn.

^18-19 Desuden er der stammerne Jeush, Jalam og Kora, opkaldt efter de sønner, som Esau fik med sin kone Oholibama, Anas datter.

Edoms oprindelige indbyggere

^20-21 Her følger en liste med navnene på de stammer, som oprindeligt boede i Seirs land: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan. De er efterkommere af og har navn efter horitten Seirs sønner.

²² Lotan, Seirs søn, havde følgende sønner: Hori og Hemam. Lotan havde også en søster ved navn Timna.

²³ Shobals sønner hed Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.

²⁴ Zibons sønner hed Ajja og Ana. Det var Ana, som opdagede en varm kilde i ørkenen, dengang han vogtede sin fars æsler. ²⁵ Anas børn var sønnen Dishon og datteren Oholibama. ²⁶ Dishons sønner hed Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.

²⁷ Etzers sønner hed Bilhan, Za’avan og Akan.

²⁸ Dishans sønner hed Utz og Aran.

^29-30 Horitternes stammer i Seirs land hed altså: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan.

De oprindelige konger i Seirs land

^31-39 Endnu før der var konger i Israel, herskede følgende konger i det, der nu hedder Edom: Først Bela, Beors søn, fra byen Dinhaba. Da han døde, efterfulgtes han af Jobab, Zerachs søn fra Botzra. Da Jobab døde, efterfulgtes han af Husham fra temanitternes område. Da Husham døde, blev Hadad konge. Han var søn af Bedad og kom fra byen Avit. Det var ham, der besejrede midjanitternes hær i Moabs land. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka konge. Da han døde, blev Shaul fra flodbyen Rehobot konge. Da han døde, blev Ba’al-Hanan, Ahbors søn, konge. Da han døde, blev Hadar fra Pau konge. Hans kone hed Mehetabel og var datter af Matred, som igen var datter af Mezahab.

⁴⁰ Slægtsoverhovederne i Esaus slægt hed Timna, Alva, Jetet, ⁴¹ Oholibama, Ela, Pinon, ⁴² Kenaz, Teman, Mibzar, ⁴³ Magdiel og Iram. Det område, som hver enkelt slægt boede i, overtog efterhånden slægtens navn.

Josefs drømme

37 Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. ² Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

³ Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. ⁴ Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

⁵ En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

⁶ „Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, ⁷ at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

⁸ „Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

⁹ Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” ¹⁰ Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” ¹¹ Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

¹² Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. ^13-14 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. ¹⁵ Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

¹⁶ „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

¹⁷ „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

¹⁸ Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

¹⁹ „Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. ²⁰ „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

²¹ Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. ²² Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. ²³ Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham ²⁴ og kastede ham i den udtørrede brønd. ²⁵ Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. ^26-27 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, ²⁸ så da de midjanitiske^[ac] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

²⁹ Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene ³⁰ og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

³¹ Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel ³² og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

³³ Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” ³⁴ Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. ³⁵ Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

³⁶ I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.

Juda og Tamar

38 Omkring den tid rejste Juda hjemmefra og flyttede til Adullam, hvor han boede hos en mand ved navn Hira. ² Der mødte han en kana’anæisk pige—en datter af Shua—og giftede sig med hende. ³ Snart blev hun gravid og fødte en søn, som hun kaldte Er. ⁴ Senere blev hun igen gravid og fødte en søn, som hun kaldte Onan. ⁵ Derefter fødte hun endnu en søn, som hun kaldte Shela. På det tidspunkt boede de i Kezib.

⁶ Da Er var blevet voksen, fandt Juda en kone til ham. Hun hed Tamar. ⁷ Men Er var en ond mand, og derfor lod Herren ham dø. ⁸ Da sagde Juda til Ers bror Onan: „Gift dig med Tamar, og opfyld din forpligtelse til din afdøde bror, så han kan få en arving.”

⁹ Men Onan vidste, at hans første barn med Tamar ikke ville blive regnet for hans eget. Så hver gang han gik i seng med hende, sørgede han for at spilde sin sæd på jorden. På den måde nægtede han at skaffe sin afdøde bror en arving. ¹⁰ Det blev Herren vred over, og derfor lod han også Onan dø.

¹¹ Da sagde Juda til sin svigerdatter Tamar: „Rejs hjem til dine forældre og lev som enke, indtil min søn Shela bliver gammel nok til at gifte sig med dig.” Juda var nemlig bange for, at hans yngste søn også skulle dø ligesom de to andre, hvis han blev gift med hende. Så rejste Tamar hjem til sine forældre.

¹² Nogen tid efter døde Judas kone. Da sørgetiden var overstået, tog Juda og hans ven, adullamitten Hira, af sted til Timna for at overvåge fåreklipningen. ¹³ Da Tamar hørte, at hendes svigerfar var på vej til fåreklipningen i Timna, ¹⁴ lagde hun sit enketøj til side, hyllede sig i et slør, så det skjulte hendes ansigt og satte sig ved vejen, der førte ind til landsbyen Enajim på vej til Timna. Hun var nemlig godt klar over, at hun aldrig ville blive gift med Shela, som i mellemtiden var blevet voksen.

¹⁵ Da Juda kom forbi og fik øje på hende, troede han, at hun var prostitueret, fordi hendes slør dækkede hele ansigtet. ¹⁶ Han gik hen til hende og spurgte, om han måtte ligge med hende, uden at vide, at hun var hans svigerdatter.

„Hvor meget vil du give mig for det?” spurgte hun.

¹⁷ „Jeg kan sende dig et gedekid,” svarede han.

„Hvad giver du mig i pant, så jeg kan være sikker på, at du sender det?” spurgte hun.

¹⁸ „Hvad vil du have?” spurgte han tilbage.

„Giv mig dit segl og snoren, som det hænger i, og så den vandrestav, du har i hånden,” svarede hun. Så gav han hende tingene, og hun lå med ham og blev gravid. ¹⁹ Bagefter gik hun hjem, tog sløret af og skiftede til sit enketøj.

²⁰ Juda bad nu sin ven, adullamitten Hira, om at bringe gedekiddet til hende og samtidig hente de ting tilbage, som han havde givet i pant, men Hira kunne ikke finde hende. ²¹ Til sidst spurgte han nogle mænd i byen: „Hvor bor den prostituerede, som sad ved vejen uden for byen?”

„Der har aldrig været en prostitueret på det sted,” svarede de. ²² Så vendte Hira tilbage til Juda og fortalte, at han ikke kunne finde pigen, og at mændene havde sagt, der ikke var nogen prostitueret der.

²³ „Så lad hende beholde sit pant,” sagde Juda. „Vi gjorde i hvert fald, hvad vi kunne. Hvis vi går tilbage igen, bliver vi da helt til grin.”

²⁴ Omkring tre måneder senere fik Juda at vide, at hans svigerdatter Tamar var blevet gravid som følge af prostitution.

„Tag hende uden for byen og brænd hende!” sagde Juda.

²⁵ Men da de førte hende ud til bålet, sendte hun følgende besked til sin svigerfar: „Det er ejeren af dette segl, denne snor og denne vandrestav, der har gjort mig gravid. Se godt efter! Genkender du pantet?”

²⁶ Juda måtte indrømme, at tingene tilhørte ham. Da tilstod han: „Hun har retten på sin side, for jeg opfyldte ikke mit løfte og gav hende ikke til min søn Shela.” Men han lå aldrig med hende igen.

²⁷ Da tidspunktet kom, hvor hun skulle føde, viste det sig, at det var tvillinger. ²⁸ Under presseveerne kom der en hånd frem, og jordemoderen bandt en rød snor om hånden for at markere, hvem der var kommet først. ²⁹ Men barnet trak hånden tilbage, og det var den anden, som blev født først. „Som han dog bryder igennem,” udbrød jordemoderen, og derfor gav man ham navnet Peretz.^{[ad] 30} Bagefter blev drengen med den røde snor om håndleddet født. Han kom til at hedde Zerach.

Josef hos Potifar

39 Efter at Josef var bragt til Egypten af ishmaelitterne, blev han som nævnt købt af Potifar, der var chef for egypterkongens livvagt. ² Herren velsignede Josef og hans arbejde i hans egyptiske herres hus. Alting lykkedes for ham. ³ Selv Potifar indså, at Josef var under Herrens særlige velsignelse, da alting åbenbart lykkedes for ham. ⁴ Derfor valgte Potifar hurtigt Josef som sin personlige tjener, lod ham bestyre hele sin ejendom og gav ham ansvaret for alle sine forretningsforetagender. ⁵ Straks begyndte Herren for Josefs skyld at velsigne Potifar og alt, hvad han ejede, både hans landbrug og hans husholdning. ⁶ Til sidst overlod Potifar hele ansvaret for sin ejendom til Josef og bekymrede sig ikke om noget som helst—udover den mad, han spiste.

Josef var velbygget og så godt ud, ⁷ og det varede ikke længe, før hans herres kone sendte ham lange blikke. En dag sagde hun: „Kom og gå i seng med mig!” ⁸ Men Josef afviste hendes tilnærmelser. „Min herre har fuld tillid til mig og har givet mig ansvar for alt, hvad han ejer, ⁹ og samme autoritet, som han selv har,” sagde han til hende. „Jeg har adgang til alt, hvad han har—bortset fra dig, for du er hans kone. Hvordan skulle jeg da kunne gøre noget så usselt? Det ville være en stor synd mod Gud!”

¹⁰ Dag efter dag blev hun ved med at friste ham, men han nægtede at gå i seng med hende og i det hele taget at have noget med hende at gøre. ¹¹ Men en dag, da han som sædvanlig kom ind i huset for at arbejde, og der ingen andre tjenestefolk var i nærheden, ¹² greb hun fat i hans kjortel. „Kom og lig med mig!” beordrede hun. Men Josef rev sig løs og flygtede ud af huset, og hun stod tilbage med hans kjortel i hånden. ¹³ Da hun så, at hun havde hans kjortel, fik hun en idé: ^14-15 Hun begyndte at skrige! Og tjenestefolkene kom straks løbende for at se, hvad der var på færde. „Har min mand bragt den elendige hebræer hertil for at vanære mig?” hulkede hun. „Han forsøgte at voldtage mig—men da jeg begyndte at skrige, flygtede han. Se, her er hans kjortel!”

¹⁶ Hun beholdt kjortlen, og da hendes mand om aftenen kom hjem, ¹⁷ fortalte hun ham samme historie. „Den hebræiske slave, som du har bragt hertil, trængte ind til mig og forsøgte at voldtage mig! ¹⁸ Men jeg skreg, og han flygtede så hurtigt, at han ikke nåede at få sin kjortel med.”

Josef kommer i fængsel

¹⁹ Da Potifar hørte, hvad hun fortalte, blev han rasende. ²⁰ Han arresterede Josef og kastede ham i det fængsel, hvor kongens fanger sad. ²¹ Men også der var Herren med Josef, så han hurtigt blev ven med fængselsinspektøren. ²² Inden længe fik han ansvaret for de andre fanger og for alle aktiviteterne i fængslet. ²³ Fængselsinspektøren havde ikke længere noget at bekymre sig om, for Josef tog sig af det hele. Herren var med Josef, og alting lykkedes for ham.

Josef tyder drømme i fængslet

40 Nogen tid senere skete det, at kongen blev vred på sin hofbager og sin mundskænk. ² Han blev så vred, ³ at han satte dem i fængsel, det samme fængsel, hvor Josef var. ⁴ De sad inde i nogen tid, og fængselsinspektøren satte Josef til at have opsyn med dem.

⁵ En nat havde både hofbageren og mundskænken en drøm, og hver drøm havde sin egen betydning. ⁶ Næste morgen, da Josef kom ind til dem, bemærkede han, at de to mænd virkede mere mismodige end normalt.

⁷ „Hvorfor er I så triste i dag?” spurgte han.

⁸ „Vi havde nogle underlige drømme i nat,” forklarede de, „men der er ingen, som kan tyde dem for os.”

„Drømmetydning er Guds sag!” sagde Josef. „Fortæl mig, hvad I drømte.”

⁹ Først fortalte mundskænken sin drøm: „I drømmen så jeg en vinstok. ¹⁰ Den havde tre grene, som begyndte at skyde knopper, og senere fik den blomster. Snart var der også klaser af modne druer på den. ¹¹ Jeg stod med Faraos vinbæger i hånden, så jeg tog drueklaserne og pressede saften ud i bægeret, og rakte det til Farao.”