Bible in 90 Days

²¹ Befolkningen delte sig nu i to lejre, den ene var loyal over for Omri, den anden udråbte Tibni, søn af Ginat, til konge. ²² Men Omris hær var den stærkeste, så i løbet af få år blev Tibnis hær besejret. Efter at Tibni var død, blev Omri konge over hele Nordriget.

²³ Det var i kong Asa af Judas 31. regeringsår, at Omri officielt blev konge over hele Nordriget. Han regerede i alt i 12 år—de første seks år i Tirtza. ²⁴ Han købte en bakketop af en mand ved navn Shemer for 70 kilo sølv og byggede en by der, som blev hans nye hovedstad. Han kaldte byen Samaria^[a] til ære for Shemer.

²⁵ Men Omri var værre end nogen anden konge før ham. ²⁶ Han fortsatte i det spor, Jeroboam var slået ind på, da han fik Israels folk til at gøre oprør mod Herren, deres Gud, gennem deres tåbelige afgudsdyrkelse. ²⁷ Resten af Omris bedrifter er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. ²⁸ Da Omri døde, blev han begravet i Samaria, og hans søn Ahab blev konge efter ham.

Ahab som konge i Israel

²⁹ Ahab blev konge i Israel i kong Asa af Judas 38. regeringsår. Han regerede i 22 år med Samaria som hovedstad. ³⁰ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne i endnu højere grad end sine forgængere. ³¹ Ikke alene fortsatte han i Jeroboams spor og dyrkede de afguder, han havde indført, men han giftede sig endog med Jezabel, sidonierkongen Et-Ba’als datter, og indførte derved ba’aldyrkelsen i Israel! ³² Først byggede han et tempel og et alter for Ba’al i Samaria. ³³ Derpå lavede han andre afguder og et frugtbarhedssymbol for Asheragudinden. Derved provokerede han Herren, Israels Gud, med sit oprør, og det mere end nogen anden konge i Israel før ham.

³⁴ Det var på kong Ahabs tid, at en mand ved navn Hiel fra Betel formastede sig til at genopbygge Jeriko. Mens han lagde byens nye fundament, døde hans ældste søn Abiram, og da han gjorde byporten færdig, døde hans yngste søn Segub. Derved opfyldtes den forbandelse, som Josva i sin tid havde udtalt.^[b]

Elias profeterer hungersnød over Israel

17 Der var på det tidspunkt en profet ved navn Elias, som boede i Tishbe i Gilead. Han kom til kong Ahab i Samaria med et budskab fra Herren: „Så sandt Herren lever—Israels Gud, som jeg tilbeder og tjener—så skal der i de kommende år hverken falde regn eller dug uden på min udtrykkelige befaling!”

² Derefter sagde Herren til Elias: ³ „Tag væk herfra og hold dig skjult i Kerit-kløften øst for Jordanfloden. ⁴ Du kan drikke vand fra bækken der, og jeg har befalet ravnene at bringe dig mad.”

⁵ Elias gjorde, som Herren sagde, og holdt sig skjult i kløften, ⁶ hvor ravnene bragte ham frisk brød og kødstykker hver morgen og aften, og han drak vand af bækken.

Elias og enken i Zarepta

⁷ Men nogen tid efter tørrede bækken ud, for der faldt ingen regn i landet. ⁸ Da sagde Herren til Elias:

⁹ „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” ¹⁰ Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. ¹¹ Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

¹² „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

¹³ „Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, ¹⁴ for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”

¹⁵ Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, ¹⁶ for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.

¹⁷ Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.

¹⁸ „Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”

¹⁹ „Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. ²⁰ Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” ²¹ Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”

²² Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. ²³ Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”

²⁴ Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”

Elias vender tilbage til kong Ahab

18 I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” ^2-5 Så tog Elias af sted for at finde Ahab.

Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.

Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” ⁶ Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.

⁷ Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.

„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”

⁸ „Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”

⁹ „Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? ¹⁰ Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. ¹¹ Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ ¹² Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. ¹³ Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? ¹⁴ Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”

¹⁵ Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”

Styrkeprøven på Karmels bjerg

¹⁶ Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.

¹⁷ „Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”

¹⁸ „Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al. ¹⁹ Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”

²⁰ Ahab indkaldte så hele folket og alle sine profeter til at samles på Karmels bjerg.

²¹ Elias stillede sig op foran hele forsamlingen og råbte: „Hvor længe vil I stå med et ben i hver lejr? Hvis I mener, at Herren er den sande Gud, så bring jeres ofre til ham, men mener I, det er Ba’al, så bring jeres ofre til ham.” Der var dødstille.

²² Så fortsatte Elias: „Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er 450 ba’alsprofeter. ²³ Men lad os nu få fat i to ungtyre. Så skal Ba’als profeter vælge, hvilken af dem de vil have. Derpå skal de partere den og lægge den oven på brændet på Ba’als alter. Men de må ikke tænde ild! Derefter gør jeg den anden tyr i stand og lægger den oven på brændet på Herrens alter—uden at tænde ild! ²⁴ Så skal I bede til jeres gud, mens jeg vil bede til Herren. Den gud, der svarer ved at sende ild fra himlen og antænde brændet på sit alter, er den sande Gud!”

Hele forsamlingen syntes godt om det forslag. ²⁵ Så vendte Elias sig mod ba’alsprofeterne. „I kan begynde, siden I er de fleste,” sagde han. „Vælg jeres tyr, gør den i stand og bed til jeres gud. Men I må ikke sætte ild til brændet!”

²⁶ Så tog de den ene tyr, gjorde den i stand og lagde den på Ba’als alter, og fra morgen til middag råbte de på Ba’al. „Åh Ba’al, hør os!” råbte de, men der hørtes ikke en lyd, og der skete ingen verdens ting. Så dansede og hoppede de rundt om alteret, til de var helt udmattede.

²⁷ Ved middagstid begyndte Elias at håne dem. „I må råbe noget højere!” sagde han. „Det er jo en gud, I skal råbe op! Enten sidder han og filosoferer, eller han er gået på toilettet, eller han er ude at rejse. Måske er han faldet i søvn, så han først lige skal vågne?”

²⁸ Så råbte de endnu højere og skar sig selv med sværd og spyd, til blodet flød, sådan som de havde for vane i deres ritualer. ²⁹ De fortsatte med deres desperate råben og skrigen til langt ud på eftermiddagen, men der var stadig intet svar—ikke en lyd!

³⁰ Til sidst råbte Elias til folket: „Kom herover til mig!” Og mens hele forsamlingen flokkedes om ham, gav han sig til at genopbygge Herrens alter, som var blevet revet ned. ³¹ Han udvalgte sig 12 sten, der skulle symbolisere de 12 stammer, efterkommerne af Jakobs 12 sønner, ham, som Herren selv havde givet navnet Israel.^{[c] 32} Med disse sten genopbyggede han alteret. Derefter gravede han en rende rundt om alteret, ³³ lagde brændet til rette, parterede ungtyren og lagde kødet oven på alterbrændet.

³⁴ „Fyld fire krukker med vand,” sagde han så, „og øs vandet over brændofferet og brændet!”

Da det var gjort, sagde han: „Én gang til!” Så gjorde de det igen. „Og så en sidste gang!” sagde han. Så hældte de vand over for tredje gang ³⁵ med det resultat, at vandet drev ned ad alteret og fyldte renden rundt om.

³⁶ På det tidspunkt hvor man bringer aftenofferet, gik Elias frem til alteret og bad: „Herre, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, lad det i dag blive klart for enhver, at du er Israels Gud, og at jeg som din tjener har gjort det her på din befaling! ³⁷ Herre, hør min bøn! Svar mig, så dette folk kan forstå, at du er deres Gud, og at du ønsker at føre dem tilbage til dig!”

³⁸ Da faldt Herrens ild fra himlen og fortærede brændofferet, brændet, stenene og jorden rundt om, ja selv vandet i renden slikkede ilden op!

³⁹ Hele folket så det, og de kastede sig ned med ansigtet mod jorden og råbte: „Herren er Gud! Herren er Gud!”

⁴⁰ „Grib alle ba’alsprofeterne!” beordrede Elias. „Lad ingen undslippe!” Da de var pågrebet, lod Elias dem føre ned til Kishonbækken, hvor han slog dem ihjel.

Elias venter på regn

⁴¹ Derefter sagde Elias til Ahab: „Nu kan du godt give dig til at spise og drikke, for jeg hører susen af et mægtigt regnvejr!”

⁴² Det gjorde Ahab så, mens Elias gik op på toppen af Karmels bjerg og lagde sig på knæ på jorden med ansigtet mellem knæene. ⁴³ „Gå hen og se ud over havet!” sagde han til sin tjener. Tjeneren gjorde, som han fik besked på, men han kom hurtigt tilbage. „Der er ikke noget at se!” sagde han. Syv gange bad Elias ham gå hen og spejde ud over havet. De første seks gange kom tjeneren tilbage uden at kunne se noget tegn på regn, ⁴⁴ men den syvende gang sagde tjeneren: „Nu kan jeg se en lille sky i horisonten; den er på størrelse med en hånd!”

Da udbrød Elias: „Skynd dig hen til kong Ahab og sig, at han skal spænde for sin vogn og skynde sig hjem, før regnen forhindrer ham i at komme ned fra bjerget.”

⁴⁵ Kort efter var himlen sort af regnskyer, og det blæste op til storm. Ahab steg op i sin vogn og kørte af sted mod Jizre’el. ⁴⁶ Men Herren gav Elias ekstra styrke, så han løb foran Ahabs vogn hele vejen til Jizre’el.

Elias flygter for Jezabel

19 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned, ² sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”

³ Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der ⁴ og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”

⁵ Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen. ⁶ Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.

⁷ For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”

⁸ Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,^[d] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg. ⁹ Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned.

Gud åbenbarer sig for Elias på Horebs bjerg

Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”

¹⁰ „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”

¹¹ „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.”

Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. ¹² Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen. ¹³ Da gik Elias ud og stillede sig i hulens indgang med tilhyllet ansigt. Den samme stemme lød nu igen: „Elias, hvorfor er du her?”

¹⁴ Elias gentog sit svar: „Herre, almægtige Gud, jeg har brugt alle mine kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”

¹⁵ Da sagde Herren til ham: „Vend tilbage! Gå ad vejen gennem ørkenen til Damaskus. Der skal du salve Hazael til konge af Aram. ¹⁶ Jehu, Nimshis sønnesøn,^[e] skal du salve til konge over Israel, og Elisa, Shafats søn fra Abel-Mehola, skal du salve til profet, så han kan blive din efterfølger. ¹⁷ Enhver ba’aldyrker, der undslipper Hazael, vil blive dræbt af Jehu, og den der undslipper Jehu, vil blive dræbt af Elisa. ¹⁸ Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede.”

Elisa kaldes til profet

¹⁹ Så gik Elias af sted. Undervejs mødte han Elisa, der var i færd med at pløje sin mark. Han havde 12 spand okser i gang med hver sin plov og en mand til at styre hvert spand. Selv styrede han det sidste spand okser. Elias gik hen til ham og kastede sin profetkappe over hans skuldre, hvorefter han gik videre. ²⁰ Elisa lod okserne stå, løb efter Elias og sagde til ham: „Giv mig lov til først at sige farvel til min far og mor—så vil jeg følge dig!”

Elias svarede: „Gør du bare det, for det er en stor byrde, jeg har lagt på dine skuldre.”

²¹ Så gik Elisa tilbage og slagtede sine to okser. Af træet fra ploven og åget lavede han et bål til at stege kødet over. Så kaldte han sine mænd sammen, og de spiste. Derefter tog han afsked og fulgte efter Elias for at stå i lære som profet.

Kong Ahab besejrer den aramæiske hær i to omgange

20 På den tid mobiliserede kong Ben-Hadad af Aram sin hær, og sammen med 32 af sine allierede fyrster og deres utallige heste og stridsvogne belejrede han Samaria, Israels hovedstad. ^2-3 Så sendte han bud ind i byen til kong Ahab af Israel og lod sige: „Jeg vil have dit sølv og guld. Jeg vil også have dine smukkeste koner og dine stærkeste sønner.”

⁴ „Jeg accepterer, min herre konge,” svarede Ahab tilbage. „Du kan tage, hvad du vil, af det, som er mit.”

⁵ Efter det svar sendte Ben-Hadad budbringerne til Ahab med en ny besked: „Godt nok sagde jeg, at jeg ville have dit sølv og guld, dine koner og dine børn. ⁶ Men i morgen ved denne tid vil jeg sende mine folk til dit palads og dine hoffolks huse for at hente alt af værdi!”

⁷ Da tilkaldte Ahab landets ledende mænd. „Den mand er ondskabsfuld!” sagde han. „Jeg gik med til at give ham mine koner og børn og mit sølv og guld—men nu vil han have alle vores ejendele!”

⁸ „Du skal ikke give efter!” svarede både lederne og folket.

⁹ Derfor sendte Ahab følgende besked med tilbage til kong Ben-Hadad: „Jeg accepterer dit første krav, men ikke mere!”

¹⁰ Ben-Hadad blev vred og sendte nu følgende budskab til Ahab: „Måtte guderne behandle mig på det grusomste, hvis jeg ikke knuser Samaria, så der kun er støv tilbage!”

¹¹ Men Ahab gav svar på tiltale. „Sig til ham,” snerrede han, „at rigtige krigere venter med at prale af sejren, til de har vundet slaget!” ¹² Dette svar nåede kong Ben-Hadad, mens han sad i sit telt og drak sammen med sine allierede. „Gør klar til angreb!” beordrede han sine officerer, og de gjorde sig klar til at storme byen.

¹³ Imidlertid var der kommet en profet til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Se godt på disse mægtige fjendehære! I dag skal du få at se, at jeg er Herren, for jeg vil give dig sejr over dem!”

¹⁴ „Hvordan vil Herren gøre det?” spurgte Ahab.

Profeten svarede: „Herren siger: ‚Ved hjælp af distriktsguvernørernes elitetropper.’ ”

„Jamen, skal vi angribe først?” spurgte Ahab.

„Ja,” svarede profeten.

¹⁵ Så mønstrede Ahab distriktsguvernørernes elitetropper—232 i alt. Dertil kom resten af Israels hær på 7000 mand.

^16-17 Ved middagstid, mens kong Ben-Hadad og de 32 allierede fyrster stadig sad og drak i deres telte, marcherede Ahabs elitetropper ud af byen, fulgt af Israels krigere. Ben-Hadad fik meldingen fra sine udkigsposter: „Der er nogle folk på vej herhen fra byen.” ¹⁸ Han lod sig ikke forstyrre, men svarede: „Fang dem levende, hvad enten de kommer for at overgive sig eller for at slås.”

^19-20 Så snart elitetropperne og den øvrige hær kom i kamp med Ben-Hadads folk, slog elitetropperne alle deres modstandere ihjel. Da flygtede den aramæiske hær i panik, og israelitterne forfulgte dem. Kong Ben-Hadad undslap til hest sammen med de øvrige ryttere, ²¹ men hovedparten af stridsvognene og hestene blev taget som krigsbytte af Israels hær, så den aramæiske hær led et stort nederlag.

²² Profeten vendte snart efter tilbage til Ahab med følgende råd: „Du må hellere ruste dig til en hård kamp, for den aramæiske konge vil komme tilbage næste år med fornyet styrke.”

²³ Efter nederlaget sagde Ben-Hadads officerer til ham: „Israels gud er en bjerggud. Det er derfor israelitterne vandt slaget på Samarias bjerg, men hvis vi kan lokke dem ned på sletten, kan vi sagtens slå dem. ²⁴ Hør her, hvad vi foreslår: Du skal afsætte alle småkongerne og indsætte guvernører i stedet. ²⁵ Så skal du samle en ny hær, lige så stor som den, du mistede, og med lige så mange heste og vogne og mænd som før. Når vi så kæmper på sletten, er vi de stærkeste.”

Kongen fulgte deres råd. ²⁶ Næste forår mønstrede han hele den aramæiske hær og marcherede mod Israel, men denne gang planlagde han at møde dem ved byen Afek. ²⁷ Også Israel mobiliserede, gjorde forsyningslinierne klar og slog lejr over for dem. Men i sammenligning med den enorme aramæiske hær, der bredte sig ud over hele sletten, lignede israelitternes hær et par små gedeflokke.

²⁸ Da kom profeten igen til kong Ahab med et budskab fra Herren: „Siden aramæerne påstår, at jeg er en bjerggud, som ingen magt har på sletterne, vil jeg give dig sejr over deres store hær. I skal erfare, at jeg er den almægtige Gud.”

²⁹ I seks dage lå israelitterne og aramæerne over for hinanden i deres lejre og ventede, og på den syvende dag begyndte slaget. Den dag dræbte israelitterne 100.000 aramæiske fodfolk. ³⁰ Resten søgte i dækning bag Afeks mure. Men murene styrtede sammen og dræbte endnu 27.000. Ben-Hadad flygtede ind i byen og gemte sig i et baglokale i et af husene. ³¹ Dér opsøgte nogle af hans officerer ham og sagde: „Herre, vi har hørt, at Israels konger har ry for at vise nåde. Giv os tilladelse til at skifte rustningen ud med sækkelærred og at binde et reb om halsen for at vise vores underdanighed. Så vil vi gå til kong Ahab og se, om han vil skåne dit liv.”

³² Derpå gik de til Ahab og sagde: „Din tjener Ben-Hadad trygler dig om at skåne hans liv.”

„Lever han endnu?” spurgte Ahab forbavset. „Han er jo min kollega.”

³³ Det tog mændene som et godt tegn, og de fortsatte i samme skure: „Ja, bestemt, Ben-Hadad og dig har meget tilfælles.”

„Hent ham endelig,” sagde Ahab. Og da Ben-Hadad kom, tog Ahab ham op i sin vogn.

³⁴ „Lad os indgå et forlig,” sagde Ben-Hadad. „Jeg lover at levere de byer tilbage, som min far tog fra din far, og jeg giver dig lov til at drive handel i Damaskus, sådan som min far gjorde det i Samaria.” „Det er i orden. Du har din frihed,” svarede Ahab. Ben-Hadad slap altså fri ved at slutte en fredspagt med Ahab.

En profet fordømmer Ahab

³⁵ En af profeterne fik da et budskab fra Herren. Han henvendte sig til en af de andre profeter og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Men den anden profet nægtede at gøre det. ³⁶ Da sagde den første profet: „Fordi du ikke adlød Herrens befaling, bliver du dræbt af en løve, når du går herfra!” Og ganske rigtigt: Da han vendte sig og gik, blev han angrebet af en løve og dræbt.

³⁷ Profeten henvendte sig derefter til en anden profet og sagde: „Slå mig med dit sværd!” Og han adlød, så den første profet blev såret.

³⁸ Den sårede profet gik nu hen og stillede sig ved vejen for at vente på kong Ahab. Han havde taget bind om hovedet, så det dækkede hans øjne. ³⁹ Da kongen kørte forbi, råbte profeten: „Herre, jeg var med i slaget, og en af de andre soldater overlod en krigsfange i min varetægt og sagde: ‚Pas på denne mand! Hvis han slipper væk, må du bøde for det med dit liv eller med en sæk fuld af sølvstykker.’ ⁴⁰ Men i et ubemærket øjeblik, da jeg havde travlt med andre ting, forsvandt fangen.”

„Du har afsagt din egen dom,” svarede kongen. „Du skal dø eller betale løsesummen.”

⁴¹ I samme øjeblik rev profeten bindet fra øjnene, og kongen genkendte ham som en af profeterne. ⁴² Derpå sagde profeten til kongen: „Hør, hvad Herren siger til dig: Fordi du skånede den mand, som jeg sagde skulle dø, skal du dø i hans sted—og dit folk skal gå til grunde i stedet for hans.”

⁴³ Ærgerlig og vred kørte kong Ahab hjem til Samaria.

Nabots vingård

21 En mand, som hed Nabot, havde en vingård i Jizre’el i nærheden af et af kong Ahabs paladser. ² En dag sagde kongen til ham: „Jeg vil have, at du sælger mig din vingård! Jeg har planer om at bruge den til køkkenhave, for den ligger jo lige ved mit palads. Jeg kan give dig en bedre vingård i bytte eller betale for den kontant, hvis du ønsker det.”

³ Men Nabot svarede: „Gud forbyde, at jeg skulle sælge min slægtsgård!”

⁴ Så måtte Ahab gå hjem til paladset med uforrettet sag. Han var godt sur over Nabots afslag, og han ville ikke spise, men lagde sig i sin seng og vendte ansigtet ind mod væggen.

⁵ „Hvad i alverden er der i vejen med dig?” spurgte hans kone, Jezabel. „Hvorfor har du mistet appetitten? Hvad er du så vred over?”

⁶ „Jeg snakkede med Nabot om, at jeg ville købe hans vingård eller bytte den med en anden,” forklarede Ahab. „Men han ville ikke af med den!”

⁷ „Ahab!” udbrød Jezabel. „Er det dig, der er konge i Israel, eller hvad? Hvis du ikke kan få fat i en sølle vingård, så skal jeg nok sørge for at få den til dig! Spis nu og hold op med at være sur.”

⁸ Derpå skrev Jezabel et brev i Ahabs navn, forseglede det med det kongelige segl og sendte det til de ledende mænd i byen. ⁹ I brevet stod der: „Udråb en fastedag og sørg for at anbringe Nabot på en fremtrædende plads i forsamlingen. ¹⁰ Sørg for at få to slyngler til at sidde over for ham og få dem til at anklage Nabot for at have forbandet Gud og kongen. Før ham derefter bort og sten ham til døde.”

¹¹ Byens ledere fulgte Jezabels instrukser. ¹² De sammenkaldte til et møde og anbragte Nabot på en fremtrædende plads. ¹³ Så kom de to slyngler, og efter at have sat sig over for Nabot fremførte de deres anklager, som gik ud på, at han skulle have forbandet Gud og kongen. Derefter førte man ham uden for byen, stenede ham til døde ¹⁴ og underrettede straks Jezabel om hans død.

¹⁵ Så snart Jezabel hørte, at Nabot var død, gik hun til kong Ahab og sagde: „Nu kan du godt stå op. Nabot er nemlig død, så du kan roligt gå ned og overtage den vingård, han ikke ville sælge til dig!” ¹⁶ Så gik Ahab ned til vingården for at overtage den.

¹⁷ Men Herren sagde til Elias: ¹⁸ „Opsøg kong Ahab! Du vil finde ham i færd med at overtage Nabots vingård. ¹⁹ Giv ham så følgende budskab fra mig: Er det ikke nok, at du har myrdet Nabot? Vil du gøre ondt værre ved at stjæle hans ejendom? Som straf for din synd skal hundene slikke dit blod uden for byen, ligesom de slikkede Nabots!”

²⁰ Elias gik derfor hen til kongen. „Nå, så min gamle fjende er ude efter mig!” sagde Ahab gnavent til Elias.

„Ja,” svarede Elias, „jeg er ude efter dig, fordi du har solgt din sjæl til at gøre, hvad der er ondt i Herrens øjne! ²¹ Herren vil ramme dig med ulykke og fjerne din slægt som affald. Han vil udrydde hver og en af dine mandlige slægtninge, uden undtagelse! ²² Herren vil udrydde din slægt, som han udryddede Jeroboams slægt og Bashas slægt, for du har gjort oprør mod ham og ført Israel ud i synd. ²³ Herren har også fortalt mig, at hundene skal æde Jezabels lig ved Jizre’els bymur. ²⁴ Dem fra din slægt, der bliver dræbt i byen, vil hundene æde, og dem, som bliver dræbt på landet, vil fuglene æde.”

²⁵ Aldrig har der været nogen konge, der som Ahab solgte sin sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. Det var hans kone Jezabel, der forførte ham til det. ²⁶ Hans skyld blev ikke mindre ved, at han tilbad de samme afskyelige afguder som amoritterne—det folk, som Herren engang havde jaget ud af landet for at skaffe plads for Israels folk.

²⁷ Da Ahab hørte Elias’ profetier, rev han desperat sit tøj i stykker, tog en sæk om sig på den bare krop og fastede. Han sov endda med sækken på og gik tavs og nedtrykt omkring.

²⁸ Da sagde Herren til Elias: ²⁹ „Har du set, hvordan Ahab ydmyger sig for mig? Fordi han ydmyger sig, vil jeg ikke udrydde hans slægt i hans egen levetid, men vente til hans søn overtager magten.”

Profeten Mika advarer Ahab

22 Fredsaftalen mellem Aram og Israel holdt i to år.

² Men i det tredje år—på et tidspunkt, hvor kong Joshafat af Juda var på besøg hos kong Ahab i Israel— ³ lod Ahab i sine embedsmænds påhør en bemærkning falde om, at aramæerne stadig holdt byen Ramot-Gilead besat. „Ærligt talt,” tilføjede han, „det er for galt, at vi endnu ikke har gjort noget for at befri byen.” ⁴ Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.” ⁵ Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

⁶ Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Herren vil give dig sejr!”

⁷ Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. ⁸ „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. ⁹ Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

¹⁰ I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. ¹¹ En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!”

¹² De andre profeter sagde det samme: „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead, for Herren vil give dig sejr!”

¹³ Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. ¹⁴ Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det Herren fortæller mig!”

¹⁵ Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” ¹⁶ „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

¹⁷ Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har. Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” ¹⁸ Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

¹⁹ „Så hør dog Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. ²⁰ Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, ²¹ trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ²² ‚Men hvordan?’ spurgte Herren.

Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

²³ Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

²⁴ Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. ²⁵ Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

²⁶ Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. ²⁷ „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” ²⁸ „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Kong Ahabs død

²⁹ Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, ³⁰ men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

³¹ Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine 32 vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. ^32-33 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men da Joshafat råbte^[f] om hjælp, forstod de, at han ikke var Israels konge, og trak sig tilbage. ³⁴ Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.

„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

³⁵ Kampen trak i langdrag, og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Blodet flød fra hans sår og ned i vognens bund, og hen under aften døde han. ^36-37 Ved solnedgang gik det som en løbeild gennem kolonnerne: „Det er forbi—kongen er død! Lad os vende hjem!”

Ahabs lig blev ført til Samaria, hvor begravelsen foregik. ³⁸ Da man vaskede hans vogn ren ved Samarias dam, løb blodet ud i vandet, som hundene drak af, og de prostituerede vaskede sig med. Således gik det ord i opfyldelse, som Herren havde talt.

³⁹ Alt, hvad Ahab ellers foretog sig, for eksempel at han byggede sig et palads udsmykket med elfenben og befæstede en række byer, er nedskrevet i Israels kongers krønikebog. ⁴⁰ Da Ahab var død, blev hans søn Ahazja konge i Israel.

Kong Joshafat af Juda

⁴¹ Joshafat, søn af Asa, blev konge over Judas land i kong Ahabs fjerde regeringsår. ⁴² Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi. ⁴³ Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren i alle forhold, ⁴⁴ men det lykkedes ham ikke at udrydde offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor blev folket ved med at bringe deres ofre på disse altre i stedet for i Jerusalem. ⁴⁵ Han indgik forbund med kong Ahab af Israel, så der var fred mellem de to lande. ⁴⁶ Hvad der ellers er at fortælle om kong Joshafat, hans heltebedrifter og krige, er nedskrevet i Judas kongers krønikebog.

⁴⁷ Selv om hans far, Asa, havde landsforvist de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerhøjene, var der stadig enkelte tilbage. Dem fik Joshafat fjernet. ⁴⁸ På den tid var der ingen konge i Edom, så han tog også magten der.

⁴⁹ Joshafat byggede nogle store Tarshish-skibe,^[g] der skulle fragte guld fra Ofir, men de forliste straks efter afrejsen fra Etzjon-Geber. ⁵⁰ Ahazja, kong Ahabs søn og efterfølger, tilbød at lade sine sømænd overtage ledelsen, men det afslog Joshafat.

⁵¹ Da kong Joshafat døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Joram efterfulgte ham som konge.

Kong Ahazja af Israel

⁵² Ahazja, Ahabs søn, blev konge i Israel i kong Joshafat af Judas 17. regeringsår, og han regerede i to år med residens i Samaria. ⁵³ Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte sin fars og mors eksempel. De fulgte alle i Jeroboams fodspor, den mand, som lokkede Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelsen. ⁵⁴ Ahazja tilbad også Ba’al, som hans far havde gjort, og det vakte Herrens, Israels Guds, vrede.

Konflikten mellem kong Ahazja og Elias

1 Efter kong Ahabs død gjorde Moab oprør mod Israels overherredømme. ² Det var, mens Ahazja var konge over Israel.

En dag var Ahazja så uheldig at falde ud af vinduet fra øverste etage i sit palads i Samaria. Han var døden nær, og han sendte derfor nogle folk af sted til Ekron for at spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, om han ville overleve.

³ I mellemtiden havde Herrens engel sagt til profeten Elias fra Tishbe: „Først skal du gå sendebudene fra Samarias konge i møde og stille dem følgende spørgsmål: ‚Findes der ingen Gud i Israel, siden I skal hen og spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, til råds?’ ⁴ Derefter skal du sige til dem: ‚Gå tilbage til kongen med følgende budskab fra Herren: Du kommer ikke til at rejse dig fra den seng, du ligger i, for du skal dø.’ ” Elias tog straks af sted, traf kongens sendebud og overbragte sit budskab.

⁵ Sendebudene opgav med det samme rejsen og vendte tilbage til kongen, som blev meget overrasket over at se dem så hurtigt.

„Hvorfor er I allerede tilbage?” spurgte han.

⁶ De svarede: „Vi mødte en mand, som sagde, at vi skulle overbringe kongen følgende besked: ‚Hvorfor sender du bud til Ba’al-Zebub, filistrenes gud? Findes der ingen Gud i Israel? Fordi du har handlet sådan, kommer du ikke til at rejse dig fra din seng, for du skal dø.’ ”

⁷ „Hvem var det, der sagde sådan?” spurgte kongen. „Hvordan så han ud?”

⁸ „Det var en mand med en lodden kappe^[h] og et læderbælte om livet.”

„Det må være profeten Elias,” udbrød kongen ⁹ og sendte straks en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. De fandt ham siddende på toppen af en klippe. Officeren sagde til ham: „Du Guds profet, kongen befaler, at du kommer med os.”

¹⁰ Men Elias svarede: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Så fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

¹¹ Derpå sendte kongen endnu en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. „Du Guds profet,” råbte officeren til Elias, „kongen befaler, at du øjeblikkelig kommer ned.”

¹² Men Elias svarede som før: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Igen fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

¹³ Endnu en gang sendte kongen en officer og 50 soldater af sted. Men denne officer faldt på knæ foran Elias og tryglede ham: „Du Guds profet, skån mig og mine 50 kammerater. ¹⁴ Vær barmhjertig imod os, så Guds ild ikke dræber os, som det skete med de andre.”

¹⁵ Da sagde Herrens engel til Elias: „Vær ikke bange, men følg med dem.” Så fulgte han med dem til kongens palads.

¹⁶ „Hvorfor i alverden sendte du bud til Ba’al-Zebub, filistrenes gud?” spurgte Elias, da de var nået frem til kongen. „Findes der måske ingen Gud i Israel, du kan spørge til råds? Fordi du gjorde det, siger Herren til dig, at du aldrig vil komme til at rejse dig fra din seng, for du skal dø.”

¹⁷ Kort efter døde kong Ahazja, sådan som Herren havde forudsagt gennem Elias, og hans bror Joram blev konge efter ham, for Ahazja havde ingen sønner til at overtage magten. Det skete i kong Joram af Judas andet regeringsår—den Joram, som var søn af Joshafat. ¹⁸ Resten af kong Ahazjas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Elias bliver taget op til Himlen

2 Da Herren hentede Elias op til Himlen i en hvirvelvind, foregik det på følgende måde:

Elias og Elisa kom gående sammen på vejen fra Gilgal.^{[i] 2} Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Betel.”

Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad mod Betel.

³ Inden de nåede byen, kom eleverne fra profetskolen i Betel dem i møde, og de spurgte Elisa: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁴ Så sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Betel, for Herren har sagt, at jeg skal tage til Jeriko.”

Men Elisa svarede som før: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad ned mod Jeriko.

⁵ Eleverne fra profetskolen i Jeriko kom dem også i møde, og de stillede Elisa samme spørgsmål: „Ved du, at Herren vil tage din herre fra dig i dag?”

„Jeg ved det godt,” svarede Elisa. „Ti bare stille.”

⁶ Derpå sagde Elias til Elisa: „Bliv her i Jeriko, for nu vil Herren have mig hen til Jordanfloden.”

Men Elisa svarede igen: „Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, du går ingen steder uden mig.” Så fulgtes de ad og kom til Jordanflodens bred.

⁷ 50 af profeteleverne gik hen og stillede sig et sted, hvor de kunne holde øje med dem på afstand. ⁸ Elias rullede sin kappe sammen og slog på vandet med den, og vandet delte sig, så de kunne gå tørskoet over.

⁹ Da de var kommet over på den anden side, sagde Elias til Elisa: „Hvad ønsker du, at jeg skal gøre for dig, før jeg bliver taget bort?”

„Lad din profetiske ånd gå i arv til mig,”^[j] var Elisas svar.

¹⁰ „Det er en dristig bøn,” svarede Elias. „Men hvis du ser mig i det øjeblik, jeg bliver taget bort, vil din bøn blive opfyldt. Hvis du derimod ikke ser mig, bliver den ikke opfyldt.”

¹¹ Mens de gik og talte sammen på vejen, kørte der pludselig en ildvogn med ildheste ind imellem dem. Elias blev taget op i vognen og fór op mod himlen i en hvirvelvind.

¹² Elisa fulgte ham med øjnene og råbte: „Min mester og herre. Du var et bedre værn for Israel end alle dets stridsvogne og ryttere.”

Da Elisa ikke længere kunne se ham, rev han sin kjortel itu. ^13-14 Så samlede han profetkappen op, som var faldet af Elias, og gik tilbage til Jordanflodens bred. Han slog vandet med kappen, ligesom Elias havde gjort, og sagde:

„Hvor er nu Herren, Elias’ Gud?” Straks delte vandet sig, så Elisa kunne gå tørskoet over.

¹⁵ Da eleverne fra profetskolen i Jeriko så det, råbte de: „Se, Elias’ ånd er kommet over Elisa.” Så gik de ham i møde og bøjede sig for ham.

¹⁶ „Herre,” sagde de, „vi er 50 mænd i god form. Skal vi ikke gå ud og lede efter din herre? Måske Herrens Ånd har sat ham på et af bjergene eller i en kløft.”

„Nej,” svarede Elisa, „lad være med det.”

¹⁷ Men de blev ved med at presse ham. Til sidst gav han efter og sagde: „Godt, så gør det bare.” De 50 mænd søgte efter Elias i tre dage, men de fandt ham ikke. ¹⁸ Elisa var stadig i Jeriko, da de kom tilbage, og han sagde til dem: „Det var jo det, jeg sagde.”

Elisas første mirakler

¹⁹ En dag kom Jerikos ledere til Elisa med et problem. „Vores by ligger på et godt sted, som du kan se,” sagde de. „Men der er noget galt med vandet. Det forårsager aborter her i området.”

²⁰ „Bring mig en ny skål og kom salt i den,” beordrede Elisa. Det gjorde de.

²¹ Så gik han ned til kilden, kastede saltet ned i den og sagde: „Herren siger: Jeg gør dette vand sundt. Det vil ikke længere forårsage død eller aborter.” ²² Så blev vandet sundt, ganske som Elisa havde sagt. Og det er det den dag i dag.

²³ Fra Jeriko gik Elisa nu mod Betel. Da han nærmede sig byen, kom der en flok drenge ud derfra og gjorde nar af ham. De råbte til ham: „Kom herop, skaldepande, kom herop.” ²⁴ Da vendte Elisa sig mod børnene og forbandede dem i Herrens navn. Straks kom to hunbjørne ud fra krattet og sønderrev 42 af dem. ²⁵ Derfra gik Elisa videre til Karmels bjerg og vendte siden tilbage til Samaria.

Kong Joram af Israel

3 Ahabs søn Joram kom til magten i Israel i kong Joshafat af Judas 18. regeringsår. Han regerede i 12 år med residens i Samaria. ² Joram gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, selv om han handlede bedre end sin far, Ahab, og sin mor, Jezabel. Han nedrev den stenstøtte, som hans far i sin tid havde ladet bygge for Ba’al. ³ Men ellers fortsatte han i samme spor som Jeroboam, der havde lokket Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelse.

Elisa forudsiger Israels sejr over Moab

⁴ Moabs konge, Meshek, og hans undersåtter var fåreavlere. De plejede at betale en årlig skat til Israel på 100.000 lam samt uld fra 100.000 væddere. ⁵ Men efter Ahabs død gjorde kongen af Moab oprør mod Israels herredømme og nægtede at betale skat. ⁶ Kong Joram mønstrede straks den israelitiske hær og drog af sted sydpå fra Samaria. ⁷ Samtidig sendte han bud til kong Joshafat af Juda: „Moabs konge har gjort oprør imod mig. Vil du hjælpe mig med at slå oprøret ned?”

„Selvfølgelig,” svarede Joshafat. „Mine folk og mine heste står til din rådighed. ⁸ Fortæl mig, hvilke angrebsplaner du har.”

„Jeg har tænkt mig at angribe sydfra, fra Edoms ørken,” svarede Joram.

⁹ Så sluttede Judas konge sig til ham, og senere kom Edoms konge også med. I syv dage fulgte hærene en omvej gennem ørkenen, men så slap deres vandbeholdning op, og der var ikke en dråbe tilbage, hverken til mændene eller dyrene, de havde med.

¹⁰ „Hvad skal vi nu gøre?” udbrød Israels konge. „Har Herren virkelig ført os herud, for at Moabs hær kan besejre os?”

¹¹ Men Joshafat spurgte: „Er der ikke en af Herrens profeter i nærheden, som kan spørge Herren, hvad vi skal gøre?”

„Jo, der er,” udbrød en af de israelitiske officerer. „Elisa bor her tæt ved. Han var profeten Elias’ højre hånd.”

¹² „Ja, det er en mand, som virkelig taler Herrens ord,” bekræftede Joshafat. Så tog Israels, Judas og Edoms konger hen til Elisa for at spørge ham til råds.

¹³ Da Elisa så kong Joram, sagde han: „Hvad har jeg med dig at gøre? Hvorfor spørger du ikke din mors og fars profeter til råds?”

Men kong Joram svarede: „Fordi det er Herren, som har ført os herud for at blive slagtet af Moabs konge.”

¹⁴ „Jeg sværger ved den levende Gud, som jeg tjener, at jeg ikke ville værdige dig et blik, hvis det ikke var for kong Joshafat af Judas skyld,” svarede Elisa. ¹⁵ „Men få nu fat i en musiker.” Det gjorde de så, og mens han spillede, kom Herrens kraft over Elisa.

¹⁶ „Herren siger, at I skal grave en masse huller i det udtørrede flodleje i bunden af dalen,” sagde Elisa. ¹⁷ „I vil ikke mærke nogen vind eller se nogen regn, men alligevel vil dalen blive fyldt med vand, så der bliver rigeligt til jer og jeres dyr. ¹⁸ Men ikke nok med det. Herren vil også give jer sejr over Moabs hær. ¹⁹ I skal erobre alle landets betydningsfulde byer, der er stærkt befæstet. I skal fælde deres frugttræer, tilstoppe deres kilder og ødelægge markerne med sten.”

²⁰ Næste morgen omkring morgenofferets tid kom der ganske rigtigt vand ned fra Edoms højland og fyldte flodlejet.

²¹ I mellemtiden havde folket i Moab hørt, at tre hære var på vej imod dem, og alle kampdygtige mænd, både unge og gamle, blev indkaldt og placeret langs grænsen. ²² Men i den tidlige morgen, da solens stråler faldt på vandet, så det for moabitterne ud, som om der lå blod overalt.

²³ „Se alt det blod,” råbte de. „De tre fjendehære må have slået hinanden ihjel. Kom, lad os løbe ned og udplyndre deres lejr.”

²⁴ Men da de nåede ned til lejren, blev de angrebet og slået på flugt af israelitterne, som forfulgte dem langt ind i Moabs land og ødelagde alt, hvad de kom i nærheden af. ²⁵ De ødelagde byerne, dængede hvert eneste stykke opdyrket jord til med sten, stoppede kilderne til og fældede frugttræerne. Til sidst var kun fæstningsbyen Kir-Hareset tilbage, men slyngekasterne belejrede og beskød den.

²⁶ Da Moabs konge indså, at han ikke kunne holde stand mod angrebet, tog han 700 bevæbnede soldater med sig og forsøgte at bryde igennem belejringen for at komme hen til Edoms konge. Men planen mislykkedes. ²⁷ Så tog han sin ældste søn, tronarvingen, og for øjnene af den bestyrtede israelitiske hær dræbte han ham og ofrede ham dér på muren som brændoffer til sin gud. Denne modbydelige handling blev israelitterne så oprørte over, at de vendte om og trak sig tilbage til deres eget land.

Elisa hjælper en enke

4 En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.”

² „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?”

„Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.”

³ Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. ⁴ Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.”

⁵ Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. ⁶ Snart var de alle fyldt til randen.

„Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun.

„Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke.

⁷ Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”

Elisa opvækker en død dreng i Shunem

⁸ Elisa kom tit igennem Shunem på sine rejser, og en af byens velstående kvinder plejede at inviterede ham til middag, hver gang han kom forbi. ⁹ På et tidspunkt sagde kvinden til sin mand: „Jeg ved, at det er en hellig profet, som ofte spiser her. ¹⁰ Jeg synes, vi skal indrette et lille gæsteværelse til ham på taget og sætte en seng, et bord, en stol^[k] og en lampe derop, så han har sit eget værelse, når han kommer her på gennemrejse.”

¹¹ Næste gang Elisa kom på besøg, gik han op på værelset og lagde sig på sengen for at hvile sig. ¹² Så sagde han til sin tjener, Gehazi: „Kald på vores værtinde og sig, at jeg vil tale med hende.” Da hun indfandt sig, ¹³ sagde Elisa til Gehazi: „Sig til hende, at vi værdsætter alt det, hun har gjort for os, og spørg hende så, om jeg kan gøre noget for hende til gengæld. Hun kan bare sige til, hvis hun ønsker, at jeg skal lægge et godt ord ind for hende hos kongen eller hos hærføreren.”

„Nej, jeg mangler ikke noget. Jeg har det godt her,” svarede hun.

¹⁴ „Hvad kan vi så gøre for hende?” spurgte Elisa sin tjener. Han svarede: „Hun har ingen søn—og hendes mand er efterhånden gammel.”

¹⁵ „Kald på hende igen,” beordrede Elisa.

Da hun stillede sig i døren, ¹⁶ tiltalte Elisa hende direkte. „Næste år ved denne tid vil du stå med en søn på armen,” sagde han.

„Åh, du Guds profet,” indvendte hun, „giv mig ikke falske forhåbninger.”

¹⁷ Men Elisas ord stod ved magt. Snart efter blev kvinden gravid, og det følgende år fødte hun en søn—nøjagtig som Elisa havde forudsagt.

¹⁸ Nogle år senere var drengen en dag med sin far på høstarbejde. ¹⁹ Pludselig beklagede drengen sig over en voldsom hovedpine, og faderen sagde til en af tjenerne: „Bær ham hjem til hans mor.”

²⁰ Det gjorde tjeneren, og hans mor sad med ham på skødet indtil middagstid. Da døde han. ²¹ Så bar hun ham op i gæsteværelset, lagde drengen på profetens seng og lukkede døren, ²² hvorefter hun sendte følgende besked ud til sin mand: „Send straks en tjener og et æsel hjem, så jeg kan komme af sted til profeten. Jeg er snart tilbage igen.”

²³ „Hvorfor vil du have fat i ham i dag?” spurgte manden tilbage. „Det er jo hverken helligdag eller sabbat.”

Hun svarede: „Tag det bare roligt.”

²⁴ Så sadlede hun æslet, satte sig op og sagde til tjeneren: „Skynd dig at trække af sted med æslet. Du skal ikke standse, før jeg siger til.”

²⁵ Da hun nærmede sig Karmels bjerg, fik Elisa øje på hende i det fjerne. „Se, det er kvinden fra Shunem, der kommer der,” sagde han til sin tjener Gehazi. ²⁶ „Løb hen og hils på hende og spørg, hvordan det går med hendes mand og den lille dreng.” Det gjorde Gehazi. „Tak, vi har det godt,” svarede kvinden tilbage.

²⁷ Men da hun nåede frem til Elisa på bjerget, faldt hun på knæ foran ham og klamrede sig til hans fødder. Gehazi prøvede at trække hende væk, men profeten sagde: „Lad hende være. Hun er i stor nød, og Herren har ikke fortalt mig, hvad der er i vejen.”

²⁸ Da sagde kvinden til Elisa: „Herre, var det mig, der bad om at få en søn? Sagde jeg ikke, at du ikke måtte give mig falske forhåbninger?”

²⁹ „Gør dig klar til at tage af sted,” sagde Elisa til Gehazi. „Tag min stav med og skynd dig hen og læg staven på drengens ansigt. Spild ikke tiden med snak undervejs.”

³⁰ Men drengens mor sagde: „Så sandt Herren lever, og du selv er i live, jeg vender ikke hjem, uden at du kommer med.” Så fulgte Elisa med hende.

³¹ Gehazi skyndte sig at gå i forvejen, og da han kom til huset, lagde han staven på drengens ansigt, men der var intet livstegn. Så vendte Gehazi om og gik Elisa i møde: „Drengen kom ikke til live,” sagde han.

³² Da Elisa kom ind i huset, så han den døde dreng, som lå på hans seng. ³³ Han gik ind i værelset og lukkede døren. Så bad han til Herren, ³⁴ og da han havde bedt, lagde han sig hen over drengen—med sin mund på drengens mund, med sine øjne over drengens øjne og med sine hænder på drengens hænder. Da begyndte varmen at vende tilbage i drengens krop. ³⁵ Så rejste Elisa sig og gik frem og tilbage i værelset. Derefter lagde han sig igen hen over drengen som før. Denne gang nyste drengen syv gange og slog øjnene op.

³⁶ Derpå sagde profeten til Gehazi: „Kald på kvinden.” Da drengens mor kom ind i værelset, sagde Elisa: „Her er din søn.” ³⁷ Da faldt hun på knæ foran Elisa, hvorefter hun tog sin søn og gik ud.