Bible in 90 Days
15 Jeg lagde siden mærke til, at nogle judæere pressede vindruer på sabbatten, mens andre læssede korn, vin, druer, figner og andre afgrøder på deres æsler for at tage ind til Jerusalem og sælge dem. Derfor gav jeg dem en alvorlig advarsel om, at det måtte de ikke gøre på en sabbat.
16 Der var også folk fra Tyrus, som boede i Jerusalem, og som bragte fisk og alle mulige varer ind til byen for at sælge dem til judæerne på sabbatsdagen. 17 Da sagde jeg til Judas ledere: „Hvorfor holder I ikke sabbatten hellig? 18 Har I glemt, at jeres forfædre heller ikke gjorde det, og at vi endnu lider under konsekvenserne? Vil I nu yderligere provokere Gud og forværre straffen for Israels folk ved at vanhellige sabbatten?”
19 Fra da af forlangte jeg, at byportene skulle holdes lukket for de handlende lige fra sabbattens begyndelse fredag aften ved mørkets frembrud, og indtil sabbatteb var forbi. Og jeg satte folk til at holde vagt ved portene, så ingen kunne slippe ind med varer på sabbatten. 20 Da nogle handlende derefter slog sig ned uden for bymuren for at sælge deres varer der, 21 advarede jeg dem: „Næste gang jeg finder jer udenfor muren, bliver I arresteret!” Siden den tid holdt de sig borte på sabbatsdagen.
22 Derefter gav jeg levitterne ordre til at gennemgå renselsesritualet og sørge for at bevogte portene, så sabbatten fremover kunne holdes hellig.
Min Gud, glem ikke hvad jeg har gjort for dig. Se i nåde til mig på grund af din trofaste kærlighed.
23 Omkring den tid lagde jeg mærke til, at i de familier, hvor mændene havde giftet sig med kvinder fra Ashdod, Ammon eller Moab, 24 talte mindst halvdelen af børnene deres mors sprog, og de kunne ikke tale judæernes sprog. 25 Da skældte jeg mændene ud og forbandede dem. Nogle af dem slog jeg, eller jeg trak dem i håret, og jeg mindede dem om Guds befaling: „I må ikke give jeres døtre til mænd fra fremmede folkeslag, og hverken I eller jeres sønner må tage fremmede kvinder til ægte! 26 Var det ikke netop den synd, der fældede kong Salomon? Der var ingen konge som han! Gud elskede ham og gjorde ham til konge over hele Israel, men selv han blev forført til afgudsdyrkelse ved at gifte sig med fremmede kvinder! 27 Skal vi virkelig høre om jer, at I gifter jer med fremmede kvinder og på den måde er troløse overfor vores Gud?”
28 Jojada var søn af ypperstepræsten Eljashib, og en af Jojadas sønner havde giftet sig med en datter af Sanballat fra Bet-Horon. Derfor afsatte jeg ham som præst. 29 Min Gud, drag dem til ansvar for, at de med deres handlinger har vanhelliget præsteembedet og brudt den pagt, som præsterne og levitterne på en særlig måde burde overholde.
30 Således rensede jeg ud blandt folket, og jeg opstillede regler for præsternes og levitternes pligter og opgaver. 31 Jeg sørgede også for, at der blev bragt alterbrænde til rette tid, og at folket gav de foreskrevne høstofre af markens første afgrøder.
Min Gud, glem ikke det gode, jeg har gjort.
Dronning Vashtis ulydighed
1 Kong Xerxes[a] af Persien regerede over et mægtigt rige, der strakte sig fra Indien mod øst til Nubien mod vest. Det var opdelt i 127 provinser.
2-4 Engang, da kongen opholdt sig i et af sine paladser i byen Susa, besluttede han at indkalde alle sine provinsguvernører, embedsmænd og militære ledere fra hele det medisk-persiske rige til en konference, der varede i seks måneder. Det var i hans tredje regeringsår.[b] Under konferencen beværtede kongen dem godt, og han demonstrerede med stolthed sin utrolige magt og rigdom.
5 Da konferencen var forbi, holdt kongen en fest for sine hoffolk, embedsmænd og alle med tilknytning til paladset uanset deres stilling. Festen varede en uge og blev holdt i paladsets parkområde, 6 der til anledningen var udsmykket med grønne, hvide og blå bannere af kostbart linned, fastgjort med purpurfarvede bånd til sølvringe på søjler af hvidt marmor. Fornemme divaner belagt med guld og sølv var stillet frem på mosaikgulve af porfyr, marmor, perlemor og andre sjældne stenarter. 7 Der blev serveret drinks i guldbægre af forskelligt design, og der var et overdådigt udvalg af udsøgte vine, som det passer sig for en mægtig monark. 8 Der var ingen grænser for, hvor meget man måtte drikke, for kongen havde givet sine tjenere ordre til, at alle måtte drikke lige så lidt eller lige så meget, de ville.
9 Imens holdt dronning Vashti en tilsvarende fest for kvinderne inde i paladset.
10 På festens sidste dag, da kongen var i højt humør på grund af vinen, bad han de syv eunukker, der var hans personlige tjenere—Mehuman, Bizta, Harbona, Bigta, Abagta, Zetar og Karkas— 11 om at føre Vashti frem med dronningekronen på hovedet, så alle mændene kunne beundre hendes skønhed. Hun var nemlig usædvanlig smuk. 12 Men da hofmændene forelagde kongens ønske for dronningen, nægtede hun at adlyde. Kongen blev rasende 13 og spurgte sine rådgivere til råds, som han havde for vane, når der opstod et problem, der krævede kendskab til landets love. 14 Kongens nærmeste rådgivere var Karshena, Shetar, Admata, Tarshish, Meres, Marsena og Memukan—syv højt betroede embedsmænd i det medisk-persiske rige. De syv rådgivere havde deres daglige gang hos kongen.
15 „Hvad skal vi stille op med hende?” spurgte han dem. „Hvilken straf fastsætter loven for en dronning, der nægter at adlyde kongens officielle ordre?”
16 Memukan svarede: „Det er ikke kun kongen, hun har vanæret, men samtlige mænd i hele det persiske rige! 17 Når alle kvinderne i riget hører, at dronningen har nægtet at adlyde kongen, vil de også nægte at adlyde deres mænd, for de vil sige: ‚Kong Xerxes befalede dronning Vashti at komme til ham, men det nægtede hun.’ 18 Allerede nu har de fornemme persiske og mediske kvinder hørt, hvad hun gjorde, og de vil fra nu af behandle dine betroede embedsmænd på samme måde. Det vil resultere i opsætsighed og skænderier uden lige! 19 Hvis det behager kongen, foreslår vi, at De udsteder et dekret, som siger, at dronning Vashti aldrig mere må nærme sig kongen. Lad det blive en kongelig lov, som efter medisk-persisk retspraksis ikke kan omstødes, når først den er sat i kraft. Desuden foreslår vi, at De vælger en ny dronning, som er mere værdig til opgaven, end Vashti var. 20 Når kongens befaling bliver læst op i hele det persiske rige, vil det betyde, at alle kvinderne uanset stand fremover vil vise deres mænd respekt!”
21 Kongen og hans andre rådgivere syntes godt om Memukans forslag, som derefter blev til lov. 22 Kongen sendte en meddelelse ud til alle provinserne, som på de lokale sprog bekendtgjorde, at enhver mand er herre i sit eget hus, og at det er hans sprog, der skal tales i hjemmet.
Ester bliver dronning og redder kongens liv
2 Nogen tid senere havde kongens vrede fortaget sig. Han tænkte over, hvad Vashti havde gjort, og fortrød den lov, han havde udstedt.
2 Da sagde kongens rådgivere: „Lad os finde nogle smukke unge piger til kongen. 3 Vi foreslår, at kongen sender talentspejdere ud til rigets forskellige provinser og gennem dem udvælger de smukkeste kandidater til det kongelige harem i paladset i Susa. Eunukken Hegaj, der har opsyn med paladsets kvinder, skal sørge for at give dem skønhedspleje, 4 hvorefter kongen kan vælge den pige, han synes bedst om, som dronning Vashtis efterfølger.”
Kongen syntes godt om rådgivernes forslag og gjorde, som de havde sagt.
5 Blandt de ansatte i paladset var der en jøde ved navn Mordokaj. Han var fra Benjamins stamme, søn af Jair, der var søn af Shimi, som var søn af Kish. 6 Kish var en af de jøder, der efter Jerusalems ødelæggelse var blevet taget til fange af kong Nebukadnezar og ført i landflygtighed i Babylonien sammen med kong Jekonja af Juda og mange andre. 7 Mordokaj havde en smuk, ung kusine ved navn Ester—med det jødiske navn Hadassa. Efter hendes forældres død havde Mordokaj adopteret hende og opdraget hende som sin egen datter. 8 Da nu kongen søgte efter smukke piger, blev Ester sammen med mange andre ført til paladset i Susa. 9 Hegaj blev så betaget af Ester, at han satte alt ind på at gøre hende så smuk som mulig. Han begyndte straks på hendes skønhedskur og gav hende bedre mad end nogen af de andre piger. Han stillede syv af de bedste hofdamer til hendes rådighed og gav hende det flotteste værelse i kvindernes fløj. 10 Ester fortalte ikke til nogen, at hun var jøde, for det havde hendes plejefar forbudt hende. 11 Hver dag lagde Mordokaj vejen forbi kvindernes fløj for at høre, hvordan det gik med Ester.
12 Pigernes skønhedspleje varede et helt år og bestod af seks måneders behandling med myrraolie og seks måneders behandling med forskellige salver og skønhedsmidler. Når en pige således havde gennemgået et års skønhedskur, blev hun sendt ind til kongen. 13 Den dag hun forlod kvindernes fløj og gik ind til kongen, måtte hun selv udvælge det tøj og de smykker, hun ønskede. 14 Pigen tilbragte så en nat hos kongen, hvorefter hun næste morgen blev ført til den fløj, hvor kongens medhustruer boede. Der blev hun overgivet i eunukken Sha’ashgaz’ varetægt. Her skulle hun så bo fremover og kom ikke ind til kongen igen—medmindre han sendte bud efter hende.
15 Da det blev Esters[c] tur til at komme ind til kongen, lyttede hun til Hegajs råd og klædte sig sådan, som han foreslog, og alle beundrede hendes skønhed. 16 Så blev Ester ført ind til kong Xerxes—det var i den tiende måned i kongens syvende regeringsår— 17 og han blev så forelsket i hende, at han satte dronningekronen på hendes hoved og udnævnte hende til dronning i stedet for Vashti. 18 For at markere sin glæde udråbte han dagen som en national helligdag, og til ære for Ester holdt han en stor fest for sine embedsmænd og hoffolk. Han uddelte også gaver med en rundhåndethed, der passer sig for en stor monark.
19-20 Alle pigerne blev efterhånden overflyttet til medhustruernes fløj. Ester havde stadig ikke røbet sin jødiske herkomst, sådan som Mordokaj havde pålagt hende. Hun blev nemlig ved med at følge hans råd, selv efter at hun var blevet dronning.
Mordokaj hørte til de dommere, som sad og afgjorde mindre retssager i portrummet i kongens palads. 21-22 En dag, mens han sad der, blev han klar over, at to af portvagterne, Bigtan og Teresh, var vrede på kongen og ventede på en anledning til at myrde ham. Det fortalte Mordokaj straks til dronning Ester, som sagde det videre til kongen. 23 Sagen blev straks undersøgt, og de to skyldige mænd blev henrettet ved hængning.[d] Mens kongen så på det, blev det hele derefter nedskrevet i rigets krønikebog.
Hamans plan om at udrydde jøderne
3 Kort tid efter forfremmede kong Xerxes en mand ved navn Haman[e] til premierminister, og han blev således den øverste mand i riget næst efter kongen. 2 Alle kongens ansatte knælede ned og hyldede ham, når han gik forbi, for det havde kongen befalet. Men Mordokaj nægtede at gøre det, fordi han var jøde.
3-4 „Du må hellere adlyde kongens befaling!” sagde de andre ansatte til ham gang på gang. Men Mordokaj var ubøjelig. Til sidst fortalte de Haman, at Mordokaj ikke ville knæle ned for ham. 5-6 Haman blev rasende, men i stedet for kun at hævne sig på Mordokaj bestemte han sig for at udrydde alle jøder fra det persiske rige, fordi Mordokaj var jøde.
7 I den første måned, der hed nisan, i kong Xerxes’ 12. regeringsår søgte Haman ved at kaste lod om dage og måneder at finde det gunstigste tidspunkt til at gøre det af med jøderne. Loddet traf den trettende dag i den 12. måned, som hed adar.
8 Haman sagde derpå til kongen: „Der findes et særligt folk blandt undersåtterne i kongens rige, som har deres egne love og traditioner og nægter at overholde perserrigets love. Derfor må det være i kongens interesse, at dette folk bliver udryddet. 9 Hvis det behager kongen, bør der udsendes en befaling til alle rigets provinser om, at jøderne skal udryddes. Jeg anslår, at kongens embedsmænd på den måde kan indsamle 10.000 sække med sølv[f] til rigets skatkammer.”
10 Kongen gik ind på Hamans forslag og rakte ham sin signetring. 11 „Du må gøre, som du vil, med jøderne, og sølvet må du gerne selv beholde,” sagde han.
12 På den 13. dag i den første måned samlede Haman kongens sekretærer, som efter hans diktat nedskrev brevet til guvernørerne på alle de forskellige sprog, der taltes i riget. Derefter blev brevene underskrevet med kongens navn, forseglet med kongens signetring 13 og sendt ud til alle rigets provinser. I brevet stod der, at alle jøder, unge og gamle såvel som kvinder og børn, skulle slås ihjel den 13. dag i den 12. måned, og at deres ejendom skulle konfiskeres. 14 Brevets indhold skulle bekendtgøres som lov, så folk i hver eneste provins kunne være parat til at udføre ordren på den fastsatte dag. 15 På kongens befaling blev bestemmelsen først offentliggjort i regeringsbyen Susa, hvorefter sendebudene skyndte sig af sted til alle rigets provinser. Kongen og Haman satte sig derefter til at drikke. Men jøderne i Susa var rædselsslagne.
Mordokaj beder dronning Ester om hjælp
4 Da Mordokaj hørte om Hamans planer, flængede han i fortvivlelse sit tøj og klædte sig i sæk og aske. Derefter gik han rundt i byen og jamrede højt og hjerteskærende. 2 Da han kom hen på pladsen foran paladsets port, blev han stående dér, for det var forbudt at gå ind i paladset med sørgetøj på. 3 Ud over hele riget reagerede jøderne på samme måde: De græd og jamrede og fastede på grund af den kongelige befaling, og mange af dem klædte sig i sæk og aske.
4 Da Esters hofdamer og tjenere fortalte hende, at Mordokaj stod uden for porten klædt i sæk og aske, blev hun fortvivlet og skyndte sig at sende noget tøj ud til ham, så han kunne komme ind i paladset. Men han nægtede at tage det på. 5 Så gav Ester sin tjener Hatak besked på at gå ud til Mordokaj og finde ud af, hvad der var i vejen. 6 Hatak gik straks ud på den åbne plads foran paladsets port, 7 og Mordokaj fortalte ham om kongens befaling og om de 10.000 sække sølv, som Haman havde garanteret til rigets skatkammer, hvis han fik lov til at udrydde jøderne. 8 Mordokaj gav ham også en kopi af kongens skrivelse med dødsdommen over jøderne og bad ham vise den til Ester, så hun kunne gå i forbøn for sit folk hos kongen. 9 Hatak gik straks tilbage til Ester og fortalte hende det hele, 10 hvorefter hun sendte ham ud til Mordokaj med følgende besked:
11 „Hvordan skulle jeg kunne gå i forbøn hos kongen? Alle og enhver ved, at hvis nogen vover sig ind på kongens private område uden at være tilkaldt, er de dødsens, medmindre kongen rækker sit guldscepter frem og benåder dem. Og det er nu over en måned siden, at jeg sidst blev kaldt ind til kongen!”
12-13 Efter at Mordokaj havde fået den besked, bad han Hatak overbringe Ester følgende svar: „Du skal ikke tro, at du undslipper, bare fordi du er i kongens hus! Du kommer til at dele skæbne med dine landsmænd. 14 Hvis du ikke taler med kongen, vil der komme hjælp og redning til jøderne fra anden side, men du og dine nærmeste skal dø! Hvem ved, om du ikke netop blev dronning for at kunne gøre noget i denne alvorlige situation!”
15 Ester sendte da følgende svar tilbage til Mordokaj: 16 „Kald alle jøder i Susa sammen, så de kan bede og holde total faste for mig i tre dage, dag og nat.[g] Imens vil jeg og mine hofdamer gøre det samme. Derefter vil jeg gå ind til kongen, selvom det er forbudt. Jeg er parat til at dø, hvis det skal være!”
17 Så gik Mordokaj sin vej og gjorde, som Ester havde sagt.
Ester finder nåde hos kongen
5 To dage senere[h] iførte Ester sig sin dronningekåbe og gik ind i den inderste gård og stillede sig foran indgangen til tronsalen. Derinde sad kongen på tronen, og han kunne se dem, der opholdt sig udenfor. 2 Da han fik øje på Ester, rakte han guldscepteret frem imod hende, og hun gik frem mod ham og rørte ved spidsen af scepteret.
3 „Hvad har du på hjerte, dronning Ester?” spurgte han. „Fortæl mig, hvad du ønsker. Jeg vil give dig hvad som helst, du beder om—om det så er det halve kongerige!”
4 Ester svarede: „Hvis det behager kongen, vil jeg bede kongen og Haman om i aften at komme til en lille festmiddag, som jeg har forberedt i dag.”
5 Da sagde kongen til sine tjenere: „Skynd jer at få fat i Haman!”
Samme aften indfandt kongen og Haman sig til Esters festmiddag. 6 Mens de sad og drak vin, sagde kongen til Ester: „Sig mig nu, hvad det er, du ønsker! Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”
7-8 Hun svarede: „Hvis det behager kongen at opfylde mit ønske, vil jeg bede kongen om at komme igen i morgen aften sammen med Haman til endnu en lille festmiddag, som jeg vil gøre klar til jer. Så skal jeg nok fortælle, hvad jeg har på hjerte.”
Hamans plan om at dræbe Mordokaj
9 Haman var glad og fornøjet, da han gik hjem efter den fine middag. Men da han gik ud af paladsets port, fik han øje på Mordokaj, der hverken rejste sig for ham eller viste det mindste tegn på ærbødighed. Det gjorde ham rasende, 10 men han beherskede sig og skyndte sig hjem. Da han var kommet hjem, tilkaldte han sine nærmeste venner og sin kone Zeresh. 11 Med selvtilfreds mine pralede han af sin store rigdom, sine mange sønner og den ære, kongen havde vist ham ved at forfremme ham til den næstøverste i hele perserriget.
12 „Nu skal I høre!” sagde han. „I dag inviterede dronning Ester mig til en privat festmiddag sammen med hende og kongen. Hun havde selv forberedt det hele til os to! Og i morgen har hun inviteret os igen!” 13 Så tilføjede han: „Men jeg kan ikke rigtig glæde mig over det, så længe den ubehøvlede jøde, Mordokaj, sidder i paladsets portrum.”
14 Hans kone og venner kom straks med et godt forslag: „Du skal få lavet en 22,5 meter[i] høj galge, og i morgen kan du så bede kongen om at få Mordokaj hængt i den! Derefter kan intet forstyrre din glæde ved den kongelige festmiddag.”
Det forslag syntes Haman godt om, og han sørgede straks for at få galgen rejst.
Hamans plan går i vasken
6 Den nat kunne kongen ikke falde i søvn. Derfor sendte han bud efter rigets krønikebog og bad om at få læst op af bogen. 2 Det stykke, der blev læst, indeholdt beretningen om, hvordan Mordokaj havde angivet de to kongelige portvagter Bigtana og Teresh, der i sin tid havde lavet en sammensværgelse i den hensigt at myrde kongen.
3 „Hvilken belønning fik Mordokaj i den anledning?” spurgte kongen.
„Ingen,” svarede kammertjenerne.
4-5 „Er der nogle af mine embedsmænd i paladset?” spurgte kongen. Haman var netop ankommet tidligt til paladset den morgen for at anmode kongen om tilladelse til at få Mordokaj hængt i den galge, han havde rejst. Tjenerne meldte nu kongen: „Haman står her udenfor.” „Før ham ind!” befalede kongen. 6 Da Haman var kommet ind, spurgte kongen: „Sig mig, Haman: Jeg har i sinde at hædre en af mine mænd. Hvordan mener du, jeg bedst kan gøre det?” Haman tænkte straks: „Mon ikke det er mig, kongen gerne vil hædre?” 7 Derfor svarede han: „Hvis kongen ønsker at hædre en mand, 8 skal man iføre ham en dragt, som kongen selv har haft på, og sætte ham på en hest, som kongen selv har redet på, og som bærer det kongelige diadem på hovedet. 9 Så skal en af kongens øverste mænd føre ham rundt i byen, mens han råber: ‚Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!’ ”
10 „Udmærket!” svarede kongen. „Tag min kongekåbe og min hest og gør, som du har foreslået, med jøden Mordokaj, der sidder blandt dommerne i portrummet. Alt, hvad du har foreslået, skal du gøre!”
11 Haman var nødt til at parere ordre. Han fik overdraget kongens dragt og hest, gav Mordokaj dragten på, hjalp ham op på hesten og førte ham gennem byens gader, mens han råbte: „Sådan belønner kongen den mand, han ønsker at hædre!”
12 Bagefter vendte Mordokaj tilbage til sit arbejde i portrummet, mens Haman skyndte sig hjem med tilhyllet ansigt, fuldstændig knust. 13 Da han fortalte sin kone og vennerne, hvad der var sket, sagde de: „Hvis Mordokaj er jøde, har du ikke blot trukket det korteste strå. Du kan ikke stille noget op imod ham. Du er færdig!”
14 Mens de endnu talte sammen, ankom kongens tjenere for at hente Haman til den festmiddag, Ester havde forberedt.
Hamans endeligt
7 Om aftenen sad kongen og Haman endnu en gang til fest hos dronning Ester. 2 Mens de drak af vinen, spurgte kongen igen: „Hvad har du på hjerte, dronning Ester? Fortæl mig nu, hvad du ønsker. Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”
3 Da svarede dronning Ester: „Hvis jeg har fundet nåde for Deres øjne, herre konge, beder jeg om, at De vil skåne mit eget og mine landsmænds liv. 4 Det er blevet besluttet, at jeg og mit folk skal udryddes fuldstændigt. Hvis vi var blevet solgt som slaver, ville jeg ikke have ulejliget kongen af den grund, men total udryddelse er en anden sag.”
5 „Hvad mener du?” spurgte kong Xerxes. „Hvem er det, der har besluttet at udrydde jer?”
6 „Det er en fjende af jøderne, den onde Haman der!” svarede Ester.
Haman blev ligbleg og rystede af skræk. 7 Kongen sprang op i vrede og gik ud i parken, mens Haman blev tilbage for at bønfalde dronning Ester om nåde, for han vidste, hvad kongens vrede betød. 8 I sin fortvivlelse knælede Haman ned over divanen, som Ester lå på, netop som kongen vendte tilbage fra haven.
„Hvad i alverden!” råbte kongen. „Overfalder han dronningen for øjnene af mig i mit eget palads?” Straks sprang tjenerne til, overmandede Haman og tildækkede hans ansigt.
9 Den tjener, der hed Harbona, sagde til kongen: „Herre, Haman har netop opstillet en høj galge, som var tænkt til Mordokaj, kongens redningsmand. Den står parat i Hamans gård.”
„Så hæng ham selv i den!” beordrede kongen. 10 Så hængte de Haman i den galge, han havde tænkt til Mordokaj, og kongens vrede lagde sig.
Kongen gør Mordokaj til førsteminister i stedet for Haman
8 Samme dag beslaglagde kong Xerxes alt, hvad der havde tilhørt jødernes fjende, Haman, og overdrog det hele til dronning Ester. Dernæst blev Mordokaj ført frem for kongen, for Ester havde i mellemtiden fortalt ham, at han var hendes plejefar. 2 Kongen havde taget sin signetring fra Haman og gav den nu til Mordokaj og gjorde ham dermed til premierminister. Ester overlod også til sin plejefar at bestyre al den ejendom, som havde tilhørt Haman.
3 Derpå trådte Ester endnu en gang frem for kongen og faldt grædende ned for hans fødder, mens hun bønfaldt ham om at sætte en stopper for Hamans plan mod jøderne. 4 Igen rakte kongen guldscepteret frem mod Ester, hvorefter hun rejste sig 5 og sagde: „Hvis jeg har fundet nåde for kongens øjne, hvis det behager Dem at opfylde mit ønske, og hvis De synes, det er rigtigt at gøre det, beder jeg kongen om at tilbagekalde Hamans befaling om at udrydde jøderne i riget. 6 Jeg kan ikke bære at se mit folks og min slægts undergang!”
7 Kongen svarede Ester og Mordokaj med følgende ord: „Jeg har gjort, hvad jeg kunne: Jeg har henrettet Haman for hans hadefulde angreb på jøderne, og jeg har overdraget hans ejendom til Ester. 8 Men når en lov først er skrevet og har fået det kongelige stempel, kan den ikke trækkes tilbage. I har imidlertid min tilladelse til at sende en skrivelse ud til rigets jøder, og jeg giver jer fuld frihed til i mit navn at skrive, hvad I vil, og ophøje det til lov ved at forsegle brevet med den kongelige signetring.”
9 Den 23. dag i den tredje måned, den, der hedder sivan, dikterede Mordokaj et brev for kongens sekretærer, som skrev det ned på de mange forskellige sprog, der taltes i de 127 provinser lige fra Indien til Nubien. Brevet var adresseret til guvernørerne og til jøderne ud over hele riget. 10 Mordokaj underskrev brevet med kongens navn og stemplede det med det kongelige segl. Derefter udstyrede han sendebudene med de hurtigste heste fra kongens stalde og sendte dem af sted. 11 I lovskrivelsen stod der, at jøderne rundt omkring i rigets byer havde tilladelse til at forene sig og forsvare sig, ja, de havde lov til at dræbe enhver fjende, som angreb dem eller deres kvinder og børn, og de måtte derefter overtage fjendens ejendele. 12 Loven skulle træde i kraft den 13. dag i den 12. måned, den dag Haman havde fastsat for jødemassakren. 13 Desuden stod der, at skrivelsens indhold skulle ophøjes til lov i samtlige rigets provinser, og at denne lov skulle bekendtgøres for alle, så jøderne kunne forberede sig og ruste sig til dagen. 14 På kongens befaling steg rytterne op på de kongelige heste og galopperede af sted, efter at skrivelsen var blevet bekendtgjort i regeringsbyen Susa.
15 Derefter forlod Mordokaj paladset iført guldkronen og den blåhvide kongelige klædning med den tilhørende purpurrøde linnedkappe og begav sig gennem byen, hvor han blev hyldet af folkemængden. 16 Det var indvarslingen af en ny tid med fred og glæde for jøderne. 17 Og hver gang de kongelige kurerer nåede frem til en ny by, blev der stor begejstring blandt jøderne, som fejrede begivenheden med fest og dans. Mange ikke-jøder sluttede sig endda til jøderne, for de blev fyldt med ærefrygt for dem.
Jødernes triumf over deres fjender
9 Den 13. dag i den 12. måned kom, dagen, som jødernes fjender havde set frem til, hvor Hamans lov om jødemassakren trådte i kraft. Men det gik ikke som fjenderne havde håbet, tværtimod. 2 Jøderne i de forskellige byer sluttede sig sammen i en forenet front for at gå til modangreb på deres fjender. Alle var fyldt med ærefrygt for jøderne, og ingen kunne holde stand imod dem. 3 Provinsernes guvernører og ledende mænd støttede også jøderne, for de var fulde af ærefrygt for Mordokaj. 4 Mordokaj var nemlig en højt respekteret mand i kongens palads, og hans magt og indflydelse var kendt i alle rigets provinser.
5 Således sejrede jøderne over deres fjender. De slog mange ihjel og gjorde ellers med dem, hvad de ville. 6 I Susa alene dræbte jøderne 500 af deres fjender. 7-10 Desuden dræbte de Hamans ti sønner: Parshandata, Dalfon, Aspata, Porata, Adalja, Aridata, Parmashta, Arisaj, Aridaj og Vajzata. Men de tog ikke deres fjenders ejendele.
11 Samme dags aften, da kongen hørte om alle de dræbte i Susa, 12 sendte han bud efter dronning Ester. „I Susa alene har jøderne slået 500 mennesker ihjel,” sagde han. „Også Hamans ti sønner er dræbt. Hvis det er gået så voldsomt til her i byen, kan jeg levende forestille mig, hvordan det må være gået ude omkring i provinserne. Men sig mig, Ester, hvad ønsker du mere? Jeg vil give dig, hvad som helst du beder om!”
13 „Hvis det behager kongen,” svarede Ester, „vil jeg bede om, at jøderne her i Susa får tilladelse til at handle på samme måde i morgen, og at ligene af Hamans ti sønner bliver hængt op på pæle.”
14-15 Det gik kongen med til. Ligene af Hamans ti sønner blev hængt op på pæle, og det blev bekendtgjort i Susa, at jøderne havde tilladelse til at fortsætte udryddelsen af deres fjender den næste dag. På den dag slog jøderne 300 mere ihjel, dog stadig uden at tage deres ejendele.
16-17 Ude omkring i provinserne havde jøderne på den 13. dag i den 12. måned dræbt 75.000 fjender, men de tog ikke deres ejendele. Dagen derpå hvilede alle jøder ude i provinserne for at fejre deres triumf med fest og dans. 18 Men jøderne i Susa fortsatte som nævnt den næste dag og hvilede først den 15. dag i den 12. måned, hvor de fejrede sejren med fest og dans. 19 Det er grunden til, at jøderne i de små byer i provinsen i Israel den dag i dag fejrer den 14. dag i den 12. måned som en glædesdag, hvor de giver hinanden gaver.
Purimfesten
20 Mordokaj sørgede for at skrive disse begivenheder ned, hvorefter han sendte et brev ud til alle jøder i rigets provinser—nær og fjern. 21 I brevet opfordrede han dem til hvert år at fejre den 14. og 15. dag i den 12. måned. 22 Det skulle være dage med fest og glæde til minde om dengang, jøderne fik fred for deres fjender, og deres fortvivlelse blev vendt til glæde. De skulle sende madvarer til hinanden og give gaver til de fattige.
23 Jøderne tog Mordokajs forslag til sig og gjorde denne glædesfest til en fast tradition. 24 Hvert år mindedes de hvordan Haman, alle jøders fjende, havde planlagt at få dem udryddet og fastsat dagen for massakren ved at kaste lod, 25 og hvordan kongen, da han blev klar over det, havde udstedt en skriftlig befaling, som forpurrede Hamans onde planer og ladet ham selv og hans sønner dræbe og hænge op på pæle. 26 På grund af alt det, der skete, og på grund af Mordokajs brev, har jøderne hvert år siden fejret denne fest som kaldes purimfesten efter det persiske ord pur, der betyder lod. 27-28 Alle jøder i hele riget lovede højtideligt at videreføre traditionen til deres børn og de følgende generationer af jøder. De lovede, at de fremover hvert år ville fejre denne fest på de to fastsatte dage og på den måde, det var beskrevet i brevet. Alle jødiske familier ud over hele det persiske rige skulle fejre dagene hvert år, så mindet om det, der skete, aldrig skulle gå i glemmebogen blandt det jødiske folk.
29-31 Endvidere skrev dronning Ester med hjælp fra Mordokaj endnu et brev, som Mordokaj sørgede for blev sendt ud til alle jøder i rigets 127 provinser. I det brev blev jøderne opfordret til at gøre faste og fortvivlelse til en del af de traditioner, der hørte med til purimfesten.[j] 32 Esters skrivelse bekræftede således retningslinierne for festen, som derefter blev skrevet ned og gjort til lov.
Mordokajs eftermæle
10 Kong Xerxes udskrev skat ud over hele sit rige helt ud til de fjerneste kyster. 2 Alle hans bedrifter står optegnet i det medisk-persiske riges krønikebog, som også indeholder en skildring af Mordokajs betydning og den magt, som kongen gav ham. 3 Mordokaj blev altså rigets premierminister og kong Xerxes’ højre hånd. Blandt jøderne fik han stor indflydelse, og han var højt respekteret af dem, fordi han altid talte deres sag og gjorde meget for at sikre deres efterkommeres fremtid.
Jobs rigdom og gudfrygtighed
1 En mand ved navn Job boede i området Utz.[k] Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3 Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.
4 Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. 5 Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.
Gud tillader Satan at sætte Job på prøve
6 En dag, da englene[l] trådte frem for Herren, var også Satan[m] iblandt dem.
7 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
8 „Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”
9 „Det er da klart,” indvendte Satan. 10 „Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11 Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
12 Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”
Så gik Satan bort fra Herren.
13 Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15 Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne[n] os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
16 Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”
17 Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”
18 Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19 Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”
20 Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21 „Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”
22 På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.
Job sættes på en endnu strengere prøve
2 Kort tid efter trådte englene igen frem for Herren, og Satan var iblandt dem.
2 „Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.
„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.
3 „Lagde du mærke til min tjener Job?” spurgte Herren. „Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd. Han har bevaret sin gudhengivenhed, selvom du udfordrede mig til at lade dig skade ham uden grund.”
4 „Han har endnu ikke mærket noget på sin egen krop,”[o] svarede Satan. „Mennesker vil gøre alt for at bevare livet. 5 Hvis du rammer ham på hans egen krop, skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”
6 „Gør, hvad du vil, Satan,” svarede Herren. „Men du må ikke tage livet af ham.”
7 Derpå gik Satan sin vej og sørgede for, at Job blev plaget af ondartede bylder fra top til tå. 8 Den stakkels Job satte sig ud på askedyngen og skrabede sine bylder med et potteskår.
9 Da sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din gudhengivenhed? Forband dog Gud og dø!”
10 Men Job svarede: „Sikke noget snak! Skal vi kun tage imod det behagelige fra Gud, og ikke det ubehagelige?”
På trods af alle sine lidelser anklagede Job ikke Gud med et eneste ord.
Jobs tre venner
11 Da Jobs tre venner hørte om de tragedier, der havde ramt ham, aftalte de med hinanden, at de ville tage hen for at trøste og opmuntre ham. De tre venner var Elifaz fra Teman, Bildad fra Shua og Zofar fra Na’amat. 12 Da de kom til Job, kunne de næsten ikke genkende ham, så frygtelig så han ud. De brast i gråd, rev flænger i deres tøj og kastede støv op i luften. 13 Så satte de sig på jorden ved siden af ham uden at sige et ord, for de kunne se, at han havde store smerter. I syv dage, dag og nat,[p] sad de og led sammen i tavshed.
Job ønsker, han aldrig var blevet født
3 1-2 Til sidst brød Job tavsheden:
3 „Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4 Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5 ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6 Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7 Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8 Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.[q]
9 Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
5 Beklag dig bare, så meget du vil,
der er ingen, der hører dit råb.
Tror du, englene vil tale din sag?
2 Vrede kan tage livet af en tåbe,
deres bitterhed kan koste dem livet.
3 En tåbe kan klare sig godt for en tid,
men pludselig ligger alt i ruiner.
4 Hans familie er prisgivet andres begær,
der er ingen til at forsvare dem i retten.
5 De sultne kommer og stjæler hans høst,
de lader intet tilbage på marken,
begærlige folk overtager hans ejendele.
6 Ingen bliver straffet uden grund,
ulykker kommer ikke af sig selv.
7 Nej, årsagen findes i mennesket selv,
der kommer jo kun røg, hvor der er ild.
8 Derfor må du bekende din synd for Gud
og lade ham være din dommer.
9 Hans visdom og storhed er grænseløs,
hans undere kan man ikke tælle.
10 Han sender regn på jorden
og vander både haver og marker.
11 Han rejser de ydmyge op
og bringer de forliste i sikkerhed.
12 Men de listige spænder han ben for,
så der intet kommer ud af deres onde planer.
13 Han fanger de kloge i deres egen snedighed,
så deres kunstfærdige planer går i vasken.
14 De famler sig frem som i blinde,
de kan ikke finde vej selv ved højlys dag.
15 Men de magtesløse redder han fra de stærkes kløer,
han frelser dem fra de magtfuldes intriger.
16 Han giver de svage nyt håb
og standser uretfærdigheden imod dem.
17 Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud!
Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig!
18 For selv om han slår og sårer,
så forbinder han også og helbreder.
19 Gang på gang beskytter han dig,
både seks og syv gange redder han dig.
20 Under hungersnød redder han dig fra sultedøden,
under krig redder han dig fra sværdets hug.
21 Han beskytter dig mod ondskabsfuld sladder
og redder dig fra voldelige overfald.
22 Du kan le ad ulykker så vel som hungersnød,
selv de vilde dyr behøver du ikke at frygte.
23 Markens sten skader ikke din plov,
du kan passe din jord i fred for vilde dyr.
24 Du kan bo i tryghed i dit hus
uden frygt for at miste dine ejendele.
25 Dine efterkommere bliver mange,
så frodige som det grønne græs.
26 Som korn, der modnes, før det høstes,
skal du nå en moden alder, før du dør.
27 Jeg har talt ud fra min egen erfaring,
så hør efter og følg mit råd.”
Jobs anden tale: Et svar til Elifaz
6 Hertil svarede Job:
2 „Hvis min frustration kunne måles,
hvis min ulykke kunne vejes på en vægt,
3 da ville den være tungere end sandet på stranden.
Det er grunden til min bitterhed.
4 Den Almægtiges pile har ramt mig,
giften trænger ind i mit indre,
jeg føler mig omringet af en mægtig hær.
5 Brøler en ko, når krybben er fuld?
Skryder et æsel, når græsset er grønt?
6 Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt,
og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge.
7 Jeg får kvalme af at høre på dem,
har ikke appetit på mere af den slags.
8 Gid Gud ville høre min bøn
og give mig det, jeg længes efter!
9 Det eneste, jeg ønsker, er at dø,
at han skærer min livstråd over.
10 Jeg har kun én trøst i mine pinsler:
Jeg har altid troet på Guds ord.
11 Men jeg har ikke styrke til at udholde mere,
jeg ser ingen mening med livet længere.
12 Min krop er ikke lavet af bronze,
jeg er ikke så hård som en sten.
13 Nej, der er intet at stille op,
jeg har mistet min livskraft og styrke.
14 Den, der er hård imod en fortvivlet ven,
har ingen respekt for den almægtige Gud.
15 Mine venner har svigtet mig,
de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud.
16 Om foråret er den fuld af is,
og smeltevandet får den til at svulme.
17 Men når varmen sætter ind, tørrer den ud,
dens vand er sporløst forsvundet.
18 En karavane satser på at finde en oase,
men går til af tørst, hvis den er tørret ud.
19 Karavaner fra Tema spejder efter vand,
rejsende fra Saba håber at få øje på en oase,
20 men når de kommer derhen, skuffes de,
alle deres forhåbninger var forgæves.
21 Sådan har I skuffet mig nu.
I vender jer fra mig i afsky.
22 Har jeg bedt jer om at komme med gaver
eller dele jeres rigdomme med mig?
23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd
eller betale løsesum for at sætte mig i frihed?
24 Hvis I giver mig et fornuftigt svar,
skal jeg nok høre efter.
Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet,
lytter jeg gerne til jer.
25 Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide,
men jeres udgydelser gavner mig intet.
26 Måske er mit ordvalg kritisabelt,
men tænk dog på, hvor desperat jeg er!
27 I ville udnytte et forældreløst barn
eller sælge jeres venner som slaver.
28 Prøv at se på mig!
Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet?
29 Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig,
når jeg intet forkert har gjort?
30 Aldrig er en løgn kommet over mine læber.
Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”
Jobs spørgsmål til Gud
7 „Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
2 Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
3 Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
4 Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
5 Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
6 Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
7 Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
8 Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
9 Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.