Bible in 90 Days
22 De ville have mig til at spise deres giftige mad,
og de ville slukke min tørst med sur vin.
23 Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
24 Gør det sort for deres øjne, så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.[a]
25 Udøs din vrede over dem,
lad din harme fortære dem.
26 Lad deres hjem ligge øde hen,
lad ingen mere bo i deres telte.
27 Du opdrager mig,
men de håner mig.
Mens jeg lider under min straf,
spreder de falske rygter om mig.
28 Straf dem for alle deres synder,
lad dem ikke undslippe.
29 Slet deres navne af livets bog,[b]
så de ikke tælles med blandt dit folk.
30 Åh, Gud, hvor længe vil du lade mig lide?
Red mig snart fra min elendighed.
31 Så vil jeg prise og tilbede dig,
ophøje dig med takkesange.
32 For i dine øjne er dét mere værd
end at ofre både okser og tyre.
33 Når de ydmyge og gudfrygtige ser min redning,
vil de glæde sig og fatte nyt mod.
34 For Herren hører den ydmyges råb,
han foragter ikke dem, han opdrager.
35 Selv himlen og jorden skal prise ham,
havet og fiskene stemme i med lovsang.
36 Ja, Gud vil redde Jerusalem
og genopbygge Judas byer.
Hans folk kommer igen til at bo der
og tager landet i eje som før.
37 Hans tjeneres børn får det i arv,
de, som elsker Herren, skal bo der.
Bøn om hjælp
70 Til korlederen: En sang af David, skrevet som en bøn til Gud.
2 Gud, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
3 Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
4 Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
5 Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Gud er stor!”
6 Jeg er svag og værgeløs.
Skynd dig at hjælpe mig, Gud.
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
En gammel mands bøn
71 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
2 Kom og red mig,
for du er altid trofast.
Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig.
3 Vær du min fæstning, mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
4 Min Gud, red mig fra de onde mennesker,
fra de frygtelige voldsmænds kløer.
5 Herre, jeg sætter min lid til dig,
fra barndommen af har jeg stolet på dig.
6 Jeg har været i din varetægt, siden jeg blev født,
jeg har altid kunnet støtte mig til dig.
Jeg takker dig hver eneste dag.
7 Mit liv vidner om din trofasthed,
jeg har altid kunnet regne med din hjælp.
8 Jeg priser og ærer dig dagen lang,
fortæller om din storhed til alle og enhver.
9 Svigt mig ikke, nu hvor jeg er gammel,
for jeg er svag og har brug for din hjælp.
10 Mine fjender lægger planer imod mig,
de lurer på at slå mig ihjel.
11 „Gud har forladt ham,” siger de.
„Vi overfalder ham nu, hvor han er alene.”
12 Åh, Gud, bliv ikke stående i det fjerne.
Skynd dig at komme og hjælpe mig.
13 Slå ned på mine anklagere,
så de alle bliver gjort til skamme.
Gå imod dem, der vil gøre mig fortræd,
så de selv bliver hånet og spottet.
14 Jeg sætter altid min lid til dig
og priser dig igen og igen.
15 Jeg har ikke tal på de gange,
hvor du trofast har reddet mig.
Jeg vil fortælle alle mennesker
om din store godhed og nåde.
16 Jeg vil fortælle om din vældige magt, Herre,
forkynde om dine retfærdige handlinger.
17 Du har vist mig din storhed, lige fra jeg var barn,
og jeg fortæller stadig om dine underfulde gerninger.
18 Nu, hvor jeg er gammel og grå,
må du ikke svigte mig, Gud.
Giv mig lov at fortælle om dine undere
også til den kommende generation.
19 Din godhed når til skyerne, Gud,
du har gjort vidunderlige ting.
Hvor findes en Gud som dig?
20 Du har tilladt, at jeg lider nu, Gud,
men jeg er sikker på, at du vil hjælpe mig igen.
Træk mig tilbage fra gravens rand.
21 Kom og red mig endnu en gang,
så jeg bliver æret som før.
22 Jeg vil takke dig med harpespil,
lovprise din trofasthed, Gud.
Jeg vil spille på min lyre og lovsynge dig,
for du er Israels hellige Gud.
23 Jeg vil råbe af fryd og synge din pris.
Jeg vil takke dig, når du sætter mig fri.
24 Dagen lang vil jeg fortælle om din godhed.
Alle mine fjender bliver ydmyget og gjort til skamme.
Lovprisning af den ideelle konge
72 En sang til Salomon.[c]
Gud, hjælp kongen at regere, som du ville have gjort,
lær ham at være retfærdig som dig.
2 Må han lede dit folk på den rette måde
og være villig til at hjælpe de hjælpeløse.
3 Da skal bjergene forkynde fred for folket
og højene genlyde af retfærdighed.
4 Da skal han forsvare de svage,
komme de magtesløse til hjælp
og uskadeliggøre alle tyrannerne.
5 Da vil folket give dig[d] ære fra slægt til slægt,
så længe solen og månen skinner på jorden.
6 Hans retfærdige styre vil bringe velsignelse
som regnen, der væder jorden.
7 Under hans ledelse vil retfærdigheden vokse sig stærk,
freden vil herske, så længe månen hersker på nattehimlen.
8 Hans rige skal strække sig fra hav til hav,
fra Eufratfloden til verdens ende.
9 Fjerne nationer vil bøje sig for ham,
hans fjender falde næsegrus i støvet.
10 Kongerne fra Tarshish og de fjerne lande skal svare ham skat,
Sabas og Sebas regenter vil komme med deres gaver.
11 Alle konger vil underordne sig ham,
alle folkeslag vil love ham troskab.
12 Han redder hver fattig, som råber om hjælp
og fører de hjælpeløses sag.
13 Han har medlidenhed med de svage
og redder de magtesløse fra overgreb.
14 Han frier dem fra vold og tyranni,
for i hans øjne har de stor værdi.
15 Kongen længe leve!
Han belønnes med guld fra Saba.
Folk vil bede for ham uafbrudt
og velsigne ham dagen lang.
16 Der bliver overflod af korn i landet,
det bølger hen over bakker og dale.
Frugttræerne skal trives som i Libanons plantager,
kornet vokse tæt som græsset på marken.
17 Hans navn skal være kendt for evigt,
så længe solen bliver i sin bane.
Alle folkeslag skal velsignes gennem ham
og se ham som den, der er velsignet af Gud.
18 Lovet være Herren, Israels Gud,
for kun han kan gøre sådanne undere.
19 Han er værdig til al vor lovsang for evigt.
Må hans herlighed fylde al jorden.
Amen, amen.
20 Her slutter Davids, Isajs søns, bønner.[e]
Gud er retfærdig og god
73 En sang af Asaf.
Gud er god mod sit folk,
mod dem, hvis hjerte er rent.
2 Men jeg var på nippet til at miste min tro,
jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
3 For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
4 Alt går så glat og sorgløst for dem,
de er raske og strutter af sundhed.
5 De bekymrer sig ikke om noget som helst,
eller plages af problemer som os andre.
6 Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
7 Ondskaben vælter ud af deres indre,
deres tanker er fyldt med nedrige planer.
8 Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
9 De gør oprør mod Gud i Himlen
og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
10 Derfor bøjer folket sig for dem
og giver dem alt, hvad de forlanger.[f]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
„Den Højeste Gud aner ingenting.”
12 Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
uden at de anstrenger sig for det.
13 Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
14 Det giver mig kun problemer dagen lang,
og jeg pines fra morgen til aften.”
15 Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
ville jeg være en forræder mod dit folk.
16 Jeg har prøvet at forstå det,
men det er bestemt ikke let.
17 Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
og du forklarede mig de ondes endeligt.
18 Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
du vil straffe dem med døden engang.
19 På et øjeblik er det forbi med dem,
de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
20 Deres liv er som en drøm,
der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
bliver det enden på deres drømmeliv.
21 Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
22 Dengang var jeg dum og uvidende,
som et dyr, der intet forstår.
23 Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
Du holder fast ved min højre hånd.
24 Du rådgiver mig på livets vej,
og til sidst går jeg ind til herligheden.
25 Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
ingen andre i verden kan jeg stole på.
26 Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
men du er min tilflugt og tryghed for evigt.
27 Alle, der vender dig ryggen, går til grunde,
du udrydder dem, der gør oprør imod dig.
28 At leve i Guds nærhed er min lykke!
Jeg har valgt at stole på Herren, min Gud,
og vidne om alle hans velgerninger.
Bøn om Israels genoprettelse
74 En visdomssang[g] af Asaf
Åh, Gud, har du forkastet os for evigt?
Du er vores hyrde, men har straffet os hårdt.
2 Vi er det folk, du udvalgte i ældgamle dage.
Du satte os i frihed og gjorde os til dit folk.
Du udvalgte Zion som din bolig på jorden.
3 Prøv at gå en runde i byens ruiner,
se, hvordan fjenden har nedbrudt din helligdom.
4 De udstødte sejrsråb midt i dit tempel,
de plantede et banner dér som tegn på ejerskab.
5 De angreb dit tempel som skovhuggere,
der svinger økserne mod de store træer.
6 De knuste det udskårne træværk,
huggede det i stumper og stykker.
7 De satte ild til din helligdom, Herre.
De jævnede din bolig med jorden.
8 De besluttede at knuse os helt
og afbrændte alle vore bedehuse.
9 Nu er der intet, der viser, at vi er dit folk.
Der er heller ingen profeter tilbage.
Vi ved ikke, hvor længe vores ulykke skal vare.
10 Hvor længe får fjenden lov at håne os, Gud?
Vil du tillade dem for evigt at spotte dit navn?
11 Hvorfor gør du ikke noget?
Hvorfor straffer du dem ikke?
12 Gud, du har været vores Konge fra ældgamle tider,
ofte har du reddet os ved dine mægtige undere.
13 Du skilte vandene med vældig kraft,
du knuste hovederne på havets uhyre,
14 ja, du knuste Livjatans hoveder
og gav den som føde til ørkenens folk.
15 Du åbnede kilder og lod vand springe frem,
du standsede flodernes løb.
16 Du satte solen til at herske om dagen
og månen til at skinne om natten.
17 Du fastlagde jordens grænser,
du lod sommer og vinter afløse hinanden.
18 Hør, hvordan fjenderne håner dig, Herre,
de gudløse nationer spotter dit navn.
19 Giv ikke din due i rovdyrets vold,
forkast ikke for evigt dit stakkels folk.
20 Husker du ikke din pagt og dine løfter?
Verden er jo fyldt med vold og ondskab.
21 Lad ikke dit forpinte folk blive til spot,
men giv os grund til at lovprise dig.
22 Åh, Gud, grib ind og forsvar din ære.
Hør, hvor du hånes af tåber hver dag.
23 Glem ikke alt, hvad de gudløse siger,
deres hån og forbandelser stiger og stiger.
Guds retfærdige dom
75 Til korlederen: En lovsang af Asaf.
2 Vi priser og takker dig, Gud,
vi glæder os over din godhed.
Du er os altid nær,
og vi oplever din underfulde hjælp.
3 Dommen kommer til den fastsatte tid,
og det bliver en retfærdig dom.
4 Jorden skal ryste og menneskene skælve,
men Gud står urokkeligt fast.
5 Jeg siger til de stolte: „Vær ikke hovmodige.”
Jeg advarer de gudløse: „Vær ikke selvsikre.
6 Prøv ikke på at kæmpe mod himlens Gud,
sæt jer endelig ikke op imod ham.
7 Dommen kommer hverken fra øst eller vest,
eller fra ørkenen nede mod syd.
8 For det er Gud, der dømmer os alle:
han ydmyger den ene og ophøjer den anden.
9 Herren holder et bæger i hånden,
hans vrede bobler som en krydret vin.
Han udøser sin straf over alle de onde,
de skal tømme bægeret til sidste dråbe.”
10 Men jeg vil altid juble og glædes,
takke og lovprise Israels Gud,
11 for han vil bryde de gudløses magt,
men de gudfrygtiges styrke skal vokse.
Guds magt og straf
76 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En lovsang af Asaf.
2 Gud har vist sin magt i Judas land,
han er berømt overalt i Israel.
3 Hans bolig er bygget i Jerusalem,
hans hjem findes på Zions bjerg.
4 Han brækkede fjendens pile og skjolde,
han ødelagde alle deres våben.
5 Du er mægtig og herlig,
større end de højeste bjerge.[h]
6 De stolte fjender blev slået,
nu sover de dødens søvn.
De kunne intet stille op mod dig.
7 Ved lyden af dit krigsråb, Jakobs Gud,
faldt heste og ryttere omkuld.
8 Hvem ville ikke frygte dig, Gud?
Hvem kan holde stand mod din vrede?
9 Du udråbte din dom fra himlen,
jorden skælvede og tav stille.
10 Du gik til angreb for at dømme de gudløse,
for at forsvare dit undertrykte folk.
11 Vi ærer dig, fordi du straffede de onde,
du åbenbarede din mægtige vrede.[i]
12 Opfyld de løfter, I har givet jeres Gud.
Bring jeres gaver som tak til den Almægtige.
13 Han ydmyger stormænd og mægtige fyrster,
alle konger på jorden frygter hans magt.
Når Gud tilsyneladende ikke svarer
77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.
2 Jeg råber til Gud uden ophør.
Jeg håber, han hører min bøn.
3 Jeg er i nød og søger hen til min herre.
Hele natten løfter jeg hænderne i bøn til ham.
Jeg har ikke ro i min sjæl, før han svarer.
4 Jeg tænker på Gud og stønner i min nød,
jeg sukker af længsel efter hans hjælp.
5 Jeg kan ikke sove, før han griber ind.
Jeg er fortvivlet, kan dårligt nok bede.
6 Jeg mindes de gamle dage,
den tid, som nu er forbi.
7 Dengang sang vi af glæde til langt ud på natten.
Nu sidder jeg og spørger mig selv:
8 Har Herren forkastet mig for evigt?
Vil han aldrig igen være nådig?
9 Er hans trofasthed opbrugt?
Gælder hans løfter ikke længere?
10 Har Gud glemt at være god?
Har han lukket sit hjerte i vrede?
11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
jeg kan ikke lade være at grunde over dem.
14 Du er helt speciel, Gud,
ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18 skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
lynene oplyste himlen.
Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
du vandrede igennem de vældige vande,
men du efterlod dig ingen fodspor.
21 Som en fårehyrde førte du dit folk,
Moses og Aron var dine hjælpere.
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
9 Efraims krigere var udrustet med buer,
men flygtede alligevel i kampens hede.
10 De overholdt ikke pagten med Gud,
og de nægtede at følge hans lov.
11 De glemte, hvad Gud havde gjort,
alle de store undere, han havde udført.
12 Han gjorde mirakler for deres forfædre,
da de kom fra Zoans slette i Egypten.
13 Han delte havet og førte dem igennem,
vandet stod som en vold på begge sider.
14 Om dagen ledte han dem ved en sky,
om natten var der en søjle af ild.
15 Han kløvede ørkenens klipper
og skaffede masser af vand.
16 En kilde sprang frem fra klippen,
så vandet flød som en flod.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
30 Men mens de endnu havde munden fuld,
blev deres grådighed straffet.
31 De blev ramt af Herrens vrede,
han dræbte deres stærkeste mænd,
gjorde det af med de bedste krigere.
32 Alligevel blev de ved med at synde,
til trods for hans mægtige undere.
33 Derfor dræbte han folk i deres bedste alder,
de blev alle grebet af rædsel.
34 Når han dræbte en stor del af dem,
søgte resten tilbage til ham.
De angrede og vendte sig igen til Gud.
35 Så huskede de, at Gud var deres redning,
den almægtige Gud var deres befrier.
36 Men de dyrkede kun Gud med deres ord,
deres lovprisning var ikke andet end løgn.
37 Deres hjerter var langt fra Gud,
de holdt ikke fast ved hans pagt.
38 Alligevel var Gud barmhjertig,
han tilgav deres synd og udslettede dem ikke.
Ofte holdt han sin vrede tilbage,
lod ikke sit raseri få frit løb.
39 Han vidste jo, at de kun var mennesker,
de var som et vindpust, der farer forbi.
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør i ørkenen?
De vakte hans vrede og voldte ham sorg.
41 De provokerede deres Gud gang på gang,
de var ulydige mod Israels Herre.
42 De glemte hans underfulde kraft,
som befriede dem fra fjendens tyranni.
43 De glemte, hvordan han sendte plager over egypterne,
gjorde mægtige undere på Zoans slette.
44 Han forvandlede floderne til blod,
så vandet ikke kunne drikkes.
45 Han sendte insekter, som stak dem,
et mylder af frøer, som ødelagde deres land.
46 Han gav deres afgrøde til græshopperne,
hele deres høst blev ædt op.
47 Han ødelagde deres vinstokke med hagl,
deres figentræer med den iskolde regn.
48 Deres kvæg bukkede under for haglene,
deres får blev ramt af lynene.
49 Han udøste sin vrede over dem,
sendte ødelæggelsen ind over dem.
50 Han gav sin vrede frit løb
og sparede ikke egypternes liv,
men gjorde dem til ofre for de mange plager.
51 Han dræbte alle Egyptens førstefødte,
symbolet på hver eneste families frugtbarhed.
52 Men han førte sit eget folk i frihed,
ledte dem som en fåreflok gennem ørkenen.
53 Han ledte dem frem i sikkerhed,
mens deres fjender blev begravet i havet.
54 Han førte dem til det forjættede land,
det bjergland, han havde lovet at give dem.
55 Han drev folkeslag bort foran dem,
han uddelte landet til dem ved lodkastning,
så Israels stammer kunne bosætte sig der.
56 Men de trodsede igen den almægtige Gud,
de adlød ikke hans befalinger.
57 De var troløse som deres forfædre og vendte sig bort,
de svigtede deres Gud som en bue, der er skæv.
58 De krænkede ham med deres afgudsbilleder,
æggede ham med deres offerhøje.
59 Gud så deres opførsel og blev meget vred,
han følte en stærk lede ved sit folk.
60 Han forlod sin helligdom i Shilo,
hvor han havde lovet at bo blandt sit folk.
61 Han tillod, at arken blev taget som bytte,
overgav symbolet på sin herlighed til fjenden.
62 Han lod mange blive dræbt i krig,
for han var vred på sit udvalgte folk.
63 De tapre krigere døde i deres ungdom,
de unge piger havde ingen at gifte sig med.
64 Præsterne blev myrdet af fjendens soldater,
enkerne fik ikke lov at synge klagesange.
65 Da rejste Herren sig som af søvne,
som en rasende kriger, der har fået for meget at drikke.
66 Han drev fjenderne på flugt,
voldte dem et nederlag, der aldrig blev glemt.
67 Men han forkastede Efraims krigere,
de der var efterkommere af Josef.
68 I stedet valgte han Judas stamme,
og besluttede sig for Zions bjerg.
69 Dér byggede han sin prægtige helligdom
på et fundament, som varer til evig tid.
70 Han udvalgte sin tjener David,
som ikke var andet end en fårehyrde.
71 Han fjernede ham fra faderens får
og gjorde ham til konge i Israel,
til hyrde for sit udvalgte folk.
72 David blev en god og retfærdig konge,
han ledte folket med kyndig hånd.
Bøn om Israels redning og hævn over fjenden
79 En sang af Asaf.
Åh, Gud, fjenderne har invaderet dit eget land.
De har gjort din helligdom uren
og lagt Jerusalem i ruiner.
2 Dine dræbte tjenere blev gribbenes føde,
de gudfrygtiges kroppe blev ædt af vilde dyr.
3 Blodet flød i Jerusalems gader,
der er ingen tilbage til at begrave de faldne.
4 Nabolandene håner og foragter os,
vi er blevet til spot for vore omgivelser.
5 Hvor længe vil du straffe os, Herre?
Hvor længe vil din harme brænde som ild?
6 Udøs hellere din vrede over de gudløse folk.
Straf dem, der ikke tilbeder dig.
7 Fjenden har nu ødelagt dit udvalgte folk,
de har lagt byen og landet i ruiner.
8 Straf os ikke for vore forfædres synder.
Skynd dig at vise din nåde og barmhjertighed.
Er vi ikke blevet ydmyget nok?
9 Hjælp os, for du er vor Gud og Frelser.
Du er jo en trofast og nådig Gud.
Tilgiv vores synd og red os,
for du er en trofast og nådig Gud.
10 Hvorfor skal gudløse folk håne os?
De siger: „Hvor er deres Gud?”
Gør gengæld for drabet på dine tjenere,
så alle i hele verden får det at vide.
11 Lyt til fangernes suk,
red dem, som er dømt til at dø.
12 Tag syvfold hævn på de folkeslag,
som har hånet dig, Herre.
13 Så vil vi takke dig for evigt,
vi, som er dit folk, den hjord, du vogter.
Så vil vi lovprise dig i de kommende generationer.
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
3 Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse.
Stå frem i din vælde og red os.
4 Genopret dit folk, Gud.
Se i nåde til os og frels os.
5 Herre, almægtige Gud,
hvor længe vil du blive ved at være vred?
Hvor længe er du døv for vore bønner?
6 Du gav os sorg i overflod,
tårer i rigeligt mål,
7 vore nabofolk foragter os,
vore fjender ler ad os.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
20 Genopret dit folk, almægtige Herre.
Se i nåde til os og frels os.
Sang ved en festival
81 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[j] En sang af Asaf.
2 Lovpris vor Gud, som giver os styrke,
bryd ud i jubel for Israels Gud.
3 Syng til lyden af tamburiner,
til skønne toner fra harper og lyrer.
4 Vædderhornet indvarsler højtiderne,
både nymånefest og løvhyttefest.
5 Det er fester, som Gud har forordnet,
de er beskrevet i Israels love.
6 Han gjorde det til en regel i Israel,
da han førte os ud af Egypten.
Jeg hørte en ukendt stemme sige til mig:[k]
7 „Jeg fjernede byrden fra din skulder,
jeg befriede dig fra det hårde slid.
8 Du råbte til mig i din nød, og jeg frelste dig.
Jeg talte til dig fra tordenskyen.
Jeg prøvede din tro ved Meriba.
9 Lyt til mig, mit folk, for jeg advarer jer.
Åh, Israel, ville I dog bare adlyde mig.
10 I må aldrig tilbede nogen anden gud
eller bøje jer for et billede af en afgud,
11 for det var mig, jeres Herre og Gud,
som førte jer ud af Egyptens land.
Bed til mig, når I har brug for min hjælp,
og I skal opleve, hvor god og gavmild jeg er.
12 Men mit folk nægtede at adlyde mig,
Israel ville ikke have med mig at gøre.
13 Så lod jeg dem gå deres egne veje,
og de gjorde ganske som de ville.
14 Bare mit folk dog ville adlyde mig,
gid de ville følge mine befalinger.
15 Så ville jeg hurtigt besejre deres fjender,
feje alle deres modstandere bort.
16 Alle fjenderne ville krybe sammen af skræk,
det ville være slut med dem for altid.
17 Men jer ville jeg give den bedste hvede
og mætte jer med honning fra klippen.”
Guds dom over samfundets ledere
82 En sang af Asaf.
Gud kalder lederne sammen,
han anklager sit folks dommere:[l]
2 „Hvor længe vil I dømme uretfærdigt?
Hvor længe vil I favorisere de gudløse?
3 Døm de fattige og faderløse retfærdigt,
forsvar de svage og hjælpeløse,
4 red de magtesløse og undertrykte,
fri dem fra onde menneskers magt.
5 I er tåbelige, uvidende og blinde.
Derfor vakler verden i sin grundvold.
6 Jeg har kaldt jer guder,
for I er indsat af mig og burde handle som jeg,[m]
7 men I skal dø som de gudløse mennesker, I er,
akkurat som andre landes gudløse ledere.”
8 Ja, træd frem, Gud, og døm denne verden,
for du har magt over alle folkeslag.
Israels fjender
83 En sang af Asaf.
2 Åh, Gud, sid ikke bare dér,
vær ikke så passiv og tavs!
3 Hør, hvor dine fjender larmer.
Se, hvor dine modstandere knejser.
4 De lægger snedige planer mod dit folk,
udtænker ondt mod dem, du holder af.
5 „Lad os udslette hele folket,” siger de,
„så Israel forsvinder totalt.”
6 De enes om en plan
og slutter pagt imod dig,
7 beduiner fra Edom og Moab,
ishmaelitter sammen med hagritter,
8 geballitter, ammonitter og amalekitter,
filistre og folk fra Tyrus.
9 Selv Assyrien har sluttet sig til dem,
de støtter nu Lots efterkommere.
10 Gør med dem, som du gjorde med midjanitterne.
Du slog jo Sisera og Jabin ved Kishonfloden,[n]
11 de blev tilintetgjort ved En-Dor,
deres kroppe rådnede på slagmarken.
12 Lad det gå deres ledere som Oreb og Ze’eb,
deres fyrster som Zeba og Zalmunna.
13 De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
og gøre dem til vores!”
14 Min Gud, lad dem blive som visne tidsler,
som avner, der flyver bort i vinden.
15 Som ild, der æder sig gennem skoven,
som flammer, der sætter bjerge i brand,
16 skal dit stormvejr forfølge dem,
din hvirvelvind forfærde dem.
17 Lad dem blive ydmyget så dybt,
at de forstår, hvem du er, Herre.
18 Gør dem skamfulde og skrækslagne,
lad dem få en frygtelig død.
19 Vis dem, at du er Herren, den Almægtige,
som hersker over hele jorden.
I Guds hus
84 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[o] En sang af en af Koras efterkommere.
2 Hvor herlig er din bolig,
Almægtige Gud!
3 Min sjæl længes efter at være i dit tempel,
alt i mig glæder sig over den levende Gud.
4 Spurvene bygger rede tæt ved dit alter,
svalerne slår sig ned dér og får unger.
De ønsker at være i din nærhed, Herre,
min almægtige konge og Gud.
5 Velsignede er de, der bor i dit hus,
for de kan altid synge lovsange til dig!
6 Velsignede er de, der søger styrke hos dig,
som af hjertet ønsker at komme til dit bjerg.
7 Skal de end vandre gennem tårernes dal,
forfrisker du dem med dit kildevand,
de mættes af regnens velsignelser.
8 Deres styrke forøges og vokser,
de træder frem for Gud på Zions høj.
9 Hør mig, Herre, almægtige Gud,
lyt til min bøn, du Israels Gud.
10 Se i nåde til din udvalgte konge,
hjælp ham, som beskytter dit folk.
11 Én dag i din helligdom er bedre
end tusinde dage andre steder.
Hellere være dørvogter i Guds hus
end have overflod i de gudløses telte.
12 For Herren er vores sol og skjold,
han giver nåde og herlighed.
De, der er ærlige og oprigtige,
nægter han intet godt.
13 Almægtige Herre,
velsignede er alle, der stoler på dig.
Landets genopbygning
85 Til korlederen: En sang af en af Koras efterkommere.
2 Du var nådig mod dit land, Herre,
du vendte Israels skæbne,
3 du tilgav dit folks synder,
du fjernede al deres skyld!
4 Du vendte dig væk fra din vrede,
din heftige harme holdt op.
5 Genopret os, Gud, vor Frelser,
lad dit mishag imod os høre op.
6 Vil du være vred på os for evigt?
Skal din vrede vare fra slægt til slægt?
7 Tag imod os endnu en gang,
så vi atter kan glæde os i dig.
8 Vis os din trofaste kærlighed, Herre,
red os endnu en gang.
9 Jeg vil lytte omhyggeligt til Herrens ord,
for han taler om fred til sit folk,
lad dem ikke gentage deres dumheder.
10 De, der adlyder ham, skal opleve hans frelse,
landet skal fyldes af hans herlighed igen.
11 Troskab og pålidelighed skal mødes,
godhed og fred skal kysse hinanden.
12 Sandhed spirer frem af jorden,
retfærdighed kommer ned fra Himlen.
13 Ja, Herren vil velsigne os igen,
så jorden giver en rigelig høst.
14 Godhed skal gå foran ham
og bane en vej for hans fødder.
En bøn om hjælp
86 En bøn af David.
Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
jeg føler mig ydmyget og elendig.
2 Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
Red mit liv, for jeg tjener dig.
Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
3 Vær mig nådig, Herre,
jeg råber til dig dagen lang.
4 Gør din tjener glad, Herre,
det er dig, der er min redning.
5 Herre, du er god og tilgiver gerne,
du er tro mod alle, der stoler på dig.
6 Åh Gud, hør min bøn,
lyt til mit råb om nåde.
7 Jeg kalder på dig i min nød,
for jeg ved, du vil svare mig.
8 Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
ingen anden kan gøre det, du gør.
9 Alle folkeslag er skabt af dig,
og de skal komme og bøje deres knæ
for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
du alene er den sande Gud.
11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.
13 Din trofasthed er stor,
og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.
Jerusalem—Guds by og hans folks hjem
87 En sang af Koras slægt.
Han grundlagde sin by på de hellige høje.
2 Ja, Herren elsker Zions stad
langt mere end andre byer i Israel.
3 Jerusalem, du er Guds egen by,
der siges mange herlige ting om dig.
4 I Egypten og Babylonien,
i filistrenes land, i Tyrus og Kush
er der folk, der kender Gud
og føler, at Jerusalem er deres hjem.
5 I Jerusalem siger man til hinanden:
„Vi hører alle til på dette sted,
og den Almægtige tager hånd om sin by.”
6 Herren fører regnskab over alle mennesker,
og noterer dem, der hører Jerusalem til.
7 De danser af glæde, mens de lovpriser byen:
„Du er alt, hvad vi har brug for.”
Et nødråb i sygdom
88 Til korlederen: En sang af ezraitten Heman fra Koras slægt i mahalat-stil.[p]
2 Herre, min Gud, jeg råber til dig om dagen,
jeg kalder på dig om natten.
3 Lad min bøn nå frem til dig,
lyt til mit råb om hjælp.
4 Min sjæl er tynget af problemer,
jeg befinder mig på gravens rand.
5 Man betragter mig allerede som død,
et menneske, der har mistet sin kraft.
6 Man ser på mig som et lig,
der ligger i sin grav,
som et menneske, der snart bliver glemt
og ikke længere nyder godt af din hjælp.
7 Du har kastet mig i det dybe hul,
i den mørkeste afgrund.
8 Din straf tynger mig til jorden,
skyller over mig som brændingen.
9 Du har fået mine venner til at forlade mig,
du har gjort det, så de væmmes ved mig,
jeg er fanget og ser ingen udvej.
10 Mine øjne er matte af fortvivlelse.
Åh, Herre, dagen lang råber jeg til dig,
rækker hænderne op imod dig i bøn.
11 Mon du gør underværker for de døde?
Står de op af graven for at lovprise dig?
12 Vil de døde fortælle om din nåde?
Forkynder man din trofasthed i dødsrigets mørke?
13 Vil afgrunden opleve dine undere?
Huskes din godhed i glemslens land?
14 Herre, jeg råber til dig om hjælp,
hver morgen stiger mine bønner op til dig.
15 Hvorfor har du forkastet mig, Herre?
Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
16 Jeg er hjælpeløs og døden nær,
fra min ungdom plaget af rædsel.
17 Din straf overvælder mig,
så jeg er ved at gå til af angst.
18 Som en malstrøm hvirvler den omkring mig,
slår sammen over mit hoved.
19 Mine venner og min familie har forladt mig,
mine bekendte har efterladt mig i mørket.
Guds løfte til David
89 En visdomssang af ezraitten Etan.
2 Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
3 Din nåde forandres aldrig,
din trofasthed kan umuligt høre op.
4 „Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
højtideligt lovet min tjener David,
5 at jeg altid vil tage vare på hans slægt
og bygge ham en evig trone.”
6 Englene lovpriser dine undere, Herre,
himmelske skarer synger om din trofasthed.
7 Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
Hvem af englene kan måle sig med ham?
8 Den himmelske forsamling skælver foran dig,
alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
9 Hvem er som du, almægtige Gud?
Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
Tabor og Hermon priser dig med glæde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.