Bible in 90 Days

Jojadas reformer^(A)

¹⁶ Jojada genoprettede pagten med Herren, så både han og kongen og hele folket lovede at tilbede Herren og være hans folk. ¹⁷ Derefter gik hele forsamlingen i samlet trop til ba’alstemplet og rev det ned. De ødelagde altrene og afgudsbillederne og dræbte ba’alspræsten Mattan foran alteret.

¹⁸ Derpå genindsatte Jojada præsterne i deres embeder med de forpligtelser, kong David havde bestemt, så de kunne bringe brændofre til Herren, som Toraen foreskriver. Han gav levitterne ansvaret for lovsangen i templet efter de retningslinier, kong David havde nedskrevet. ¹⁹ Desuden sørgede han for, at tempelvagterne stod på deres post ved portene, så ingen ceremonielt urene mennesker kunne komme ind.

²⁰ Dernæst førte han sammen med officererne, de øvrige ledere, slægtsoverhovederne og hele folket den unge konge ud af templet og gennem den øvre port ind i paladset, hvor kongen satte sig på tronen.

²¹ Alle var glade og lykkelige, og livet i byen fandt sin daglige, stille gænge efter Ataljas død.

Joash og Jojada sætter templet i stand^(B)

24 Joash var syv år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 40 år. Hans mor hed Zibja og var fra Be’ersheba. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, så længe præsten Jojada levede og kunne rådgive ham. ³ Jojada udvalgte to koner til kongen, og de fødte ham sønner og døtre.

⁴ Nogen tid senere besluttede Joash at sætte Herrens hus i stand, ⁵ og derfor sammenkaldte han præsterne og levitterne og sagde til dem: „Tag rundt til alle Judas byer for at indsamle den årlige tempelskat fra alle israelitter, så jeres Guds hus kan blive restaureret. Skynd jer af sted!” Men levitterne skyndte sig overhovedet ikke.

⁶ Senere kaldte han ypperstepræsten Jojada til sig og spurgte: „Hvorfor sørger du ikke for, at levitterne opkræver den tempelskat i Jerusalem og Judas byer, som Herrens tjener Moses bestemte skulle indsamles hvert år til åbenbaringsteltet?”

⁷ Den onde Ataljas folk var nemlig brudt ind i Guds hus og havde stjålet de hellige redskaber for at bruge dem til deres afgudsdyrkelse. ⁸ Men nu befalede kongen, at levitterne skulle lave en stor indsamlingskiste og anbringe den uden for porten ind til Herrens hus. ⁹ Derpå sendte han en ordre ud i hele landet, om at folk skulle komme med den skat til Herren, som Guds tjener Moses i sin tid i ørkenen havde forordnet skulle betales hvert år. ¹⁰ Alle lederne og folket syntes godt om forslaget, og de kom og lagde deres guld- og sølvstykker i kisten. ¹¹ Hver aften bar levitterne kisten indenfor, og den blev bevogtet af kongens mænd. Når kisten var fuld, kom statssekretæren og ypperstepræstens repræsentant og tømte kisten for penge, hvorefter den blev bragt tilbage på sin plads. På den måde blev der indsamlet en stor sum penge.

¹² Kongen og Jojada gav pengene videre til arbejdsformændene, som udbetalte løn til stenhuggerne, tømrerne og metalarbejderne, der udførte restaureringsarbejdet. ¹³ Alle sled hårdt i det, og snart var restaureringen fuldført. ¹⁴ Efter at alle udgifter var betalt, blev de tiloversblevne guld- og sølvstykker overgivet til kongen og Jojada, som besluttede at smelte dem om til skåle og diverse redskaber af guld og sølv til brug under offerhandlingerne i Herrens hus.

Så længe Jojada levede, gennemførte man de regelmæssige ofre i templet. ¹⁵ Han blev meget gammel—130 år—før han døde. ¹⁶ På grund af sin store indsats for Israels folk, for Gud og for templet fik han en ærefuld begravelse i det kongelige gravsted i Davidsbyen.

Resten af Joash’ tid som konge i Juda^(C)

^17-18 Men efter Jojadas død kom Judas ledere til kong Joash og overtalte ham til at opgive deres forfædres Guds tempel og dyrke afgudsbilleder og Asherapæle i stedet. Derfor ramte Guds vrede Juda og Jerusalem igen. ¹⁹ Men først sendte han sine profeter for at advare folket og få dem til at adlyde ham, men ingen ville høre på dem.

²⁰ Da kom Guds Ånd over Zekarja, Jojadas søn, og han stillede sig op i forgården til templet og talte til folket: „Gud siger: Hvorfor overtræder I Herrens befalinger? Det fører kun ulykke med sig. I har vendt jer fra ham, og derfor vender han sig fra jer!”

²¹ Lederne stiftede derpå en sammensværgelse for at skaffe Zekarja af vejen, og det lykkedes dem at overtale kongen til at udtale en dødsdom over Zekarja, så han blev stenet til døde i forgården til templet. ²² Det var den måde, kong Joash gengældte Jojada for hans troskab—ved at dræbe hans søn! Zekarjas sidste ord lød: „Må Herren se det og straffe dem!”

²³ Ved årsskiftet gik den aramæiske hær til angreb på Juda og Jerusalem. Efter at have dræbt alle lederne sendte de et mægtigt krigsbytte tilbage til deres konge i Damaskus. ²⁴ Selv om aramæerne kom med en lille hær, lykkedes det dem at besejre den langt større judæiske hær, for det var Herren, der gav dem sejren. Judæerne havde jo vendt sig fra deres forfædres Gud. På den måde brugte Gud aramæerne til at straffe Joash.

²⁵ Da aramæerne trak sig tilbage, efterlod de Joash alvorligt såret. Da besluttede nogle af hans embedsmænd at slå ham ihjel som straf, fordi han havde dræbt ypperstepræsten Jojadas søn. De snigmyrdede ham i hans seng, hvorefter han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i det kongelige gravsted. ²⁶ Attentatmændene var Zabad,^[a] søn af Shimat fra Ammon, og Jozabad, søn af Shimrit fra Moab. ²⁷ Beretningen om Joash’ sønner, de mange profetier imod ham og yderligere detaljer om templets restaurering er nedskrevet i kommentaren til Kongernes Bog.

Hans søn Amatzja efterfulgte ham på tronen.

Kong Amatzja af Juda^(D)

25 Amatzja var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Jehoaddan og var fra Jerusalem. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, men ikke helhjertet. ³ Så snart han havde sikret sig magten, dræbte han de embedsmænd, der havde myrdet hans far. ⁴ Men han skånede deres børn, for Herrens lov siger: „Forældre må ikke straffes for deres børns synder, og børn må ikke straffes for deres forældres synder. Dødsstraf kan kun idømmes den, der selv er ansvarlig for sin forbrydelse.”^[b]

⁵ Amatzja indkaldte nu alle mændene i Judas og Benjamins land til tjeneste i hæren og organiserede dem under militære ledere efter hvilke slægter, de tilhørte. Det samlede antal våbenføre mænd over 20 år, som kunne håndtere spyd og sværd, blev optalt til 300.000. ⁶ Derudover hyrede han 100.000 erfarne lejesoldater fra Efraim i Israel til en sum af 3,5 tons^[c] sølv.

⁷ Da kom en Guds mand til ham og sagde: „Herre konge, du bør ikke tage lejesoldaterne fra Israel med i krigen, for Herren er ikke med dem. ⁸ Hvis du tager dem med, vil I blive besejret, lige meget hvor tappert I kæmper, for Gud har magt til at give enten jer eller jeres fjender sejren.”^{[d] 9} „Jamen, hvad så med alle de penge, jeg har betalt for soldaterne?” indvendte Amatzja. „Herren kan give dig langt mere igen!” svarede profeten.

¹⁰ Så sendte Amatzja lejesoldaterne tilbage til Efraim. Det tog de meget ilde op og blev rigtig godt sure på judæerne. ¹¹ Derefter tog Amatzja mod til sig og rykkede frem til Saltdalen, hvor hans mænd dræbte 10.000 soldater fra Seirs bjerge. ¹² Andre 10.000 blev taget til fange og ført op på en klippetop. Her blev de smidt ud over kanten, så de knustes mod klippen nedenunder.

¹³ I mellemtiden hævnede de hjemsendte israelitter sig på de judæere, der boede i byerne i området mellem Bet-Horon og Samaria. De dræbte 3000 mennesker og røvede et stort bytte.

¹⁴ Da kong Amatzja vendte hjem efter sejren over edomitterne, medbragte han flere af deres afgudsbilleder. Dem satte han op og begyndte at dyrke dem ved at kaste sig på knæ foran dem og brænde røgelse for dem. ¹⁵ Da blev Herren vred og sendte en profet til Amatzja med følgende budskab: „Hvorfor beder du til de guder, der ikke kunne frelse deres eget folk?” ¹⁶ „Siden hvornår har jeg bedt dig om råd?” snerrede kongen. „Ti stille, eller jeg slår dig ihjel!” Da forlod profeten ham med afskedsordene: „Nu ved jeg, at Gud har planer om at tilintetgøre dig, siden du ikke vil lytte til min advarsel!”

¹⁷ Kong Amatzja af Juda rådførte sig i stedet med sine rådgivere og udstedte derefter en krigserklæring til kong Joash af Israel, der var søn af Joahaz, som var søn af Jehu.

¹⁸ Kong Joash sendte følgende besked tilbage:

„Der var engang en tidsel i Libanon, som sagde til det statelige cedertræ: ‚Lad min søn få din datter til ægte!’ Men et vildt dyr kom løbende forbi og trampede tidslen ned. ¹⁹ Du er hovmodig og stolt på grund af din sejr over Edom, men bliv du hellere hjemme og nyd sejren. Hvorfor udfordre skæbnen og styrte både dig selv og Judas land i ulykke?”

²⁰ Men Amatzja ville ikke høre efter, for Gud havde i sinde at udlevere ham til kong Joash, fordi han havde antaget Edoms afguder. ²¹ Joash mobiliserede sin hær og mødte Amatzjas hær ved byen Bet-Shemesh i Juda. ²² Dér blev judæerne besejret, og soldaterne flygtede hver til sit. ²³ Amatzja blev taget til fange, hvorefter Israels hær marcherede mod Jerusalem og ødelagde bymuren mellem Efraims port og Hjørneporten, en strækning på 200 meter. ²⁴ Joash tog det guld og sølv og de andre kostbarheder, der var tilbage i templets skatkamre under Obed-Edoms opsyn. Han tog også alle skattene i kongens palads og en del gidsler, hvorefter han vendte hjem til Samaria.

²⁵ Amatzja levede 15 år mere, efter at Joash var død, ²⁶ og hans livshistorie fra begyndelsen til enden står skrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Efter at Amatzja vendte sig bort fra Herren, havde hans embedsmænd i Jerusalem planer om at slå ham ihjel, men det lykkedes ham at flygte til Lakish. De sendte så nogle folk efter ham til Lakish, og han blev dræbt dernede. ²⁸ Hans lig blev bragt hjem til Jerusalem til hest, og han blev begravet sammen med sine forfædre i Judas hovedstad.^[e]

Kong Uzzija af Juda^(E)

26 I mellemtiden havde Judas befolkning udnævnt Amatzjas 16-årige søn Uzzija til konge. ² Det var Uzzija, der erobrede Eilat tilbage og befæstede byen nogen tid efter sin fars død. ³ Hans mor hed Jekolja og var fra Jerusalem. Han regerede i Jerusalem i 52 år. ⁴ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne i samme udstrækning som sin far Amatzja.

⁵ Så længe præsten Zekarja levede og underviste ham i gudsfrygt, søgte han at gøre Herrens vilje, og Herren velsignede ham for det.

⁶ Kong Uzzija erklærede filistrene krig og indtog byerne Gat, Jabne og Ashdod, hvor han rev murene ned. Derpå byggede han nye befæstede byer nær Ashdod og andre steder i filistrenes land. ⁷ Gud hjalp ham ikke kun med at besejre filistrene. Han gav ham også sejr over araberne i Gur-Ba’al og over meunitterne. ⁸ Selv ammonitterne måtte betale skat til ham, og hans ry nåede helt til Egypten.

⁹ Hjemme i Jerusalem befæstede han bymuren med tårne ved Hjørneporten, ved Dalporten, og hvor muren slår et knæk. ¹⁰ Desuden opførte han udkigstårne til bevæbnede vagter og udhuggede mange vandreservoirer i klippen i de tørre områder, så der var vand til hans kvægflokke på de vestlige bakkeskråninger og på højsletterne. Han var stærkt interesseret i agerbrug, og han ansatte folk til at arbejde på sine marker og i sine vinplantager, både i bakkerne og i de frugtbare dale.

^11-12 Han organiserede sin hær i regimenter, og hans sekretær Jeuel, assisteret af Ma’aseja, stod for optællingen. Hærens øverstbefalende hed Hananja. Han havde kommandoen over de 2600 kaptajner for regimenterne. ¹³ Hæren bestod af 307.500 veltrænede mænd, ¹⁴ som Uzzija udrustede med skjolde, spyd, hjelme, brynjer, sten til slyngerne, buer og pile. ¹⁵ I Jerusalem lavede hans opfindere forskellige maskiner, som kunne skyde spyd af sted og affyre store sten fra bymurens hjørner og tårne. Kong Uzzija blev berømt for sin store magt, for Herren var med ham og hjalp ham.

¹⁶ Men sammen med magten voksede hovmodet, og det blev hans ulykke. Han syndede imod Herren, sin Gud, ved at gå ind i helligdommen for selv at brænde røgelse på alteret. ¹⁷ Ypperstepræsten Azarja fulgte efter ham derind sammen med 80 af de mest modige præster. ¹⁸ De konfronterede kongen og sagde: „Uzzija, du har ikke lov til at brænde røgelse! Det tilkommer alene præsterne, Arons efterkommere, der er særligt indviet til den opgave. Forlad derfor øjeblikkeligt helligdommen, for du har været oprørsk, og Herren vil bestemt ikke rose dig for den slags handlinger.”

¹⁹ Uzzija stod med røgelseskarret i hånden i færd med at bringe et røgoffer, og han blev rasende på præsterne. I samme øjeblik brød der spedalskhed ud i panden på ham. ²⁰ Da Azarja og de andre præster så det, skyndte de sig at få ham ud—og nu var Uzzija mere end villig, for han indså, at det var Herren, der havde straffet ham.

²¹ Resten af sine dage levede kongen i et hus for sig selv med sin spedalskhed—frataget sine pligter og afskåret fra at gå ind på templets område. Hans søn Jotam overtog derfor regeringsmagten og ledelsen af paladset.

²² Kong Uzzijas øvrige bedrifter er nedskrevet af profeten Esajas, søn af Amotz. ²³ Efter sin død blev Uzzija begravet i nærheden af sine forfædre på en mark, som tilhørte kongefamilien. Da han var spedalsk, kunne han ikke blive begravet i det kongelige gravsted. Hans søn Jotam blev nu officielt kronet som konge.

Kong Jotam af Juda^(F)

27 Jotam var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha, en datter af Zadok. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort—og han dristede sig ikke til at gå ind i Herrens tempel. Alligevel fremturede folket i deres ugudelighed.

³ Jotam byggede nordporten i Herrens tempel, og han genopbyggede bymuren ved Ofelhøjen, hvor templet lå. ⁴ Desuden byggede han flere byer i Judas bjergland, og han byggede fæstninger og udkigstårne i skovene. ⁵ Han førte krig mod ammonitterne og besejrede dem. I de følgende tre år måtte de svare ham en årlig skat på 3,5 tons sølv, 10.000 sække hvede og 10.000 sække byg.^{[f] 6} Jotam blev således en magtfuld konge, for han adlød omhyggeligt Herren, sin Gud.

⁷ Resten af Jotams liv og virke og hans krige med andre konger er beskrevet i Israels og Judas kongers krønikebog. ⁸ Som sagt var han 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. ⁹ Da han døde, blev han begravet i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.

Kong Ahaz af Juda^(G)

28 Ahaz var 20 år^[g] gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. ² Han var ikke bedre end Israels onde konger, for han støbte afgudsbilleder og dyrkede Ba’al. ³ Han gik endda ud til offerstedet i Hinnoms dal for at ofre sine egne børn på bålet.^[h] Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. ⁴ Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.

⁵ Derfor tillod hans Gud, Herren, at den aramæiske konge besejrede ham og deporterede et stort antal judæere til Damaskus. Samtidig gjorde Israels hær et stort indhug i hans tropper. ⁶ På en enkelt dag dræbte kong Peka af Israel 120.000 af hans dygtigste krigere, fordi de havde vendt sig fra Herren, deres fædres Gud. ⁷ En soldat fra Efraim ved navn Zikri dræbte Ahaz’ søn Ma’aseja, hofchefen Azrikam og Elkana, der var nummer to i landets styre efter kongen. ⁸ Den israelitiske hær tog desuden 200.000 judæiske kvinder og børn til fange og slæbte et mægtigt krigsbytte med sig til Samaria.

⁹ Men profeten Oded, som boede i Samaria, gik den hjemvendende hær i møde uden for byen med følgende budskab: „Herren, jeres fædres Gud, ønskede at straffe Judas folk, og derfor lod han jer sejre over dem. Men I gik for langt i jeres hensynsløse nedslagtning, som råber til himlen. ¹⁰ Nu vil I tilmed gøre disse mennesker fra Juda og Jerusalem til slaver. Ved I da ikke, at I selv har syndet lige så groft imod Herren, jeres Gud? ¹¹ Gør derfor som jeg siger og send fangerne hjem, så Herren ikke skal straffe jer. De hører trods alt til det samme folk som jer.”

¹² Oded fik støtte fra flere af Efraims ledende mænd, blandt andet Azarja, søn af Johanan; Berekja, søn af Meshillemot; Hizkija, søn af Shallum; og Amasa, søn af Hadlaj. De sagde nu til de hjemvendte krigere: ¹³ „I må ikke bringe jeres fanger herhen! Gør I det, vil Herrens vrede ramme os. Vi har synd nok på samvittigheden i forvejen, og Herren er allerede vred på os.”

¹⁴ Derfor efterlod officererne fangerne og krigsbyttet hos folkets ledere, så de kunne afgøre, hvad der skulle ske med dem. ¹⁵ De fire førnævnte mænd fik til opgave at fordele tøjet fra krigsbyttet til de fanger, som manglede tøj. De gav dem også sko og noget at spise og drikke. De rensede deres sår med olivenolie og skaffede æsler til dem, der ikke kunne gå selv. Så førte de dem hen til deres landsmænd i palmebyen Jeriko, hvorefter de selv vendte tilbage til Samaria.

^16-17 Omkring den tid begyndte edomitterne at plyndre i Juda og tage fanger med sig tilbage. Derfor henvendte kong Ahaz sig til assyrerkongen Tiglat-Pileser for at få hans hjælp mod alle fjenderne. ¹⁸ Filistrene havde nemlig også gjort indfald på de vestlige bakkeskråninger og i Negev mod syd. De havde allerede erobret byerne Bet-Shemesh, Ajjalon og Gederot samt Soko, Timna og Gimzo med omliggende landsbyer. ¹⁹ Det var Herrens straf, fordi kong Ahaz så troløst havde ført folket på afveje. ²⁰ Men da assyrerkongen Tiglat-Pileser ankom, blev han til større besvær end hjælp, ²¹ og det på trods af, at Ahaz gav ham en masse kostbarheder fra templet og paladset og fra ledernes hjem.

²² Midt i ulykken blev Ahaz endnu mere utro mod Herren. ²³ Han begyndte at ofre til aramæernes afguder, for han tænkte, at hvis de guder kunne hjælpe aramæerne til sejr, kunne de vel også hjælpe ham! Men Ahaz tog gruelig fejl, og med sin utroskab førte han sig selv og hele sit folk i ulykke. ²⁴ Det blev ikke bedre af, at han ødelagde alt udstyret, der blev brugt ved ofringerne i templet, hvorpå han barrikaderede tempeldøren, så ingen mere kunne bringe ofre til Herren. I stedet opstillede han afgudsaltre på hvert gadehjørne i Jerusalem. ²⁵ Det samme gjorde han i resten af Judas byer, hvorved han yderligere pådrog sig Herrens vrede.

²⁶ Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Da Ahaz døde, blev han begravet i Davidsbyen i Jerusalem, men ikke i det kongelige gravsted. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

Kong Hizkija af Juda genåbner templet^(H)

29 Hizkija var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abija og var datter af Zekarja.

² Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. ³ Allerede i sit første regeringsår, i årets første måned, sørgede han for, at Herrens hus blev åbnet og indgangsdørene istandsat. ⁴ Det første, han gjorde, var at indkalde de ledende præster og levitter til at mødes med ham på den åbne plads øst for templet. ⁵ Så sagde han til dem:

„Hør godt efter, levitter! I skal begynde med at rense jer selv og derefter rense jeres forfædres Guds bolig. Alt det urene skal fjernes fra helligdommen. ⁶ Vores forældre var troløse over for Herren. De gjorde, hvad der var ondt i hans øjne, og svigtede ham. De vendte ryggen til ham og lod templet forfalde. ⁷ De slukkede lamperne og barrikaderede dørene til forhallen. De holdt op med at bringe brændofre og røgelsesofre til Israels Gud i helligdommen. ⁸ Derfor ramte Herrens vrede Judas og Jerusalems indbyggere, så de blev undertrykt, mishandlet og hånet. I har selv set det. ⁹ Vores fædre blev dræbt i krig, og vores sønner, døtre og koner er i fangenskab.

¹⁰ Men nu vil jeg genoprette vores pagt med Herren, Israels Gud, for at han ikke længere skal være vred på os. ¹¹ I levitter må ikke længere forsømme jeres pligter. Herren har jo udvalgt jer til at gå ind i helligdommen, til at tjene ham på folkets vegne og bringe ofre til ham.”

¹² Det forslag syntes lederne godt om. Der var følgende levitter til stede ved mødet: Fra Kehats slægt: Mahat, søn af Amasaj, og Joel, søn af Azarja; fra Meraris slægt: Kish, søn af Abdi, og Azarja, søn af Jehallelel; fra Gershons slægt: Joa, søn af Zimma, og Eden, søn af Joa; ¹³ fra Elitzafans slægt: Shimri og Jeuel; fra Asafs slægt: Zekarja og Mattanja; ¹⁴ fra Hemans slægt: Jehiel og Shimi; fra Jedutuns slægt: Shemaja og Uzziel.

¹⁵ Disse ledere fik fat i de andre levitter, og de gennemgik alle de foreskrevne renselsesceremonier. Derefter gik de i gang med at rydde op i templet i overensstemmelse med kongens befaling, der byggede på Herrens ord. ¹⁶ Præsterne gik ind i selve helligdommen og bar alt det, som var blevet vanhelliget, ud i forgården. Derefter fragtede levitterne det videre ud af byen til Kedrondalen. ¹⁷ Udrensningsarbejdet påbegyndtes den første dag i årets første måned. Efter otte dage var de nået til forhallen, og der gik otte dage mere med at rydde selve templet. De blev færdige på den 16. dag i den første måned.

¹⁸ Derpå gik de op til kongen og sagde: „Vi har nu fuldført udrensningen. Vi har fjernet alt urent fra templet og sat brændofferalteret, bordet med de hellige brød og alle de tilhørende redskaber i stand. ¹⁹ Alle de ting, som den troløse kong Ahaz vanhelligede, har vi renset og istandsat. De står nu foran brændofferalteret.”

²⁰ Tidligt næste morgen samlede kong Hizkija byens ledende mænd og gik i spidsen for dem op til templet. ²¹ Med sig havde de syv ungtyre, syv væddere og syv lam til brændofre, samt syv gedebukke til syndofre. De skulle være syndofre for alle de synder, kongerne, præsterne og hele Judas folk tidligere havde begået. Hizkija gav derpå præsterne ordre til at begynde ofringen af de dyr, der skulle være brændoffer. ²² Præsterne slagtede ungtyrene og stænkede blodet på alteret, og det samme gjorde de med vædderne og lammene. ²³ Gedebukkene, der var beregnet til syndofre, blev ført frem for lederne og for kongen, der alle lagde hænderne på dem. ²⁴ Så slagtede præsterne dem og udgød blodet over alteret som et sonoffer for hele Israels folk. Kongen havde sagt, at brændofrene og syndofrene skulle gælde hele Israels folk.

²⁵ Kongen opstillede levitterne i templet, for at de skulle spille på deres harper, lyrer og bækkener efter Davids forskrifter, og som Herren havde befalet gennem profeterne Gad og Natan. ²⁶ Levitterne stod så med de instrumenter, David havde indført, mens præsterne blæste i trompeterne. ²⁷ Derpå befalede kongen, at man lagde brændofrene på alteret og satte ild til. Samtidig begyndte lovsangen til Herren til akkompagnement af trompeter og de øvrige instrumenter. ²⁸ Hele forsamlingen tog del i tilbedelsen, som varede indtil alle ofrene var brændt. ²⁹ Derefter lagde kongen og de tilstedeværende sig på knæ i tilbedelse. ³⁰ Kongen og hans embedsmænd havde befalet levitterne at lovsynge Herren med kong Davids og profeten Asafs salmer. Det gjorde de med glæde, og bagefter knælede de også på jorden i tilbedelse.

³¹ „Nu har I alle indviet jer til at tjene Herren,” sagde kong Hizkija. „Så kan I komme hen til templet med jeres lovprisningsofre til slagtning.” Folk kom derefter med deres lovprisningsofre, og nogle bragte frivillige brændofre. ³² I alt kom de med 70 okser, 100 væddere og 200 lam som brændofre. ³³ Derudover kom de med 600 okser og 3000 stykker småkvæg som gaver til præsterne og levitterne. ³⁴ Der var endnu ikke tilstrækkelig mange præster, der havde indviet sig, så de var for få til at klare alle offerdyrene. Levitterne måtte derfor træde til og hjælpe, for de havde vist sig mere villige end præsterne til at indvi sig. ³⁵ Foruden det store antal brændofre var der også mange drikofre og en stor mængde fedt fra takofrene.

På den måde blev ofringstjenesten i Herrens hus genoprettet. ³⁶ Kong Hizkija og hele folket glædede sig over alt det, Gud havde hjulpet dem med at udrette på så kort tid.

Påskefejringen genindføres

30 Kong Hizkija sendte bud til hele befolkningen i Israel^[i] og Juda og bad dem komme til templet i Jerusalem for at fejre påskefesten for Herren, Israels Gud. Der blev skrevet breve specielt til de to stammeområder nærmest mod nord, Efraim og Manasse. ² Kongen havde efter samråd med sine embedsmænd og Jerusalems ledere besluttet at holde en påskefest i årets anden måned. ³ Påsken skulle efter de normale forskrifter holdes i årets første måned, men der var stadig for få indviede præster, og det havde ikke været muligt at give folket besked i god tid. ⁴ Men både kongen og hans rådgivere mente, at det var i orden at fejre en forsinket påskehøjtid. ⁵ Derfor sendte de besked til hele Israels befolkning fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og indbød alle til at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud. Det var meget længe siden, man havde fejret påsken efter de givne forskrifter, hvor folk kom tilrejsende i stort tal.

⁶ Altså blev der sendt budbringere ud over hele Israels land, samt Judas land, med følgende brev fra kongen og hans rådgivere:

Israelitter, vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, så vil han være nådig mod den rest af jer, som er undsluppet assyrerkongens magt. ⁷ Gør ikke som jeres forfædre og slægtninge, der var troløse over for Herren, deres fædres Gud, og blev mishandlet, som I selv har set. ⁸ Vær ikke lige så stædige som dem, men vend jer til Herren, mød op i hans helligdom, som for altid er indviet til ham, og tjen Herren, jeres Gud, så hans vrede imod jer kan høre op. ⁹ Hvis I vender jer til ham, vil jeres slægtninge og børn få en barmhjertig behandling af deres fangevogtere og få lov til at drage tilbage til deres land. Herren, jeres Gud, er nådig og barmhjertig. Han vil ikke lade jer i stikken, hvis I vender om til ham.

¹⁰ Kongens sendebud gik fra by til by i hele Efraim og Manasse og videre op til Zebulon i nord, men de blev stort set modtaget med latter og hån. ¹¹ Dog var der nogle i Asher, Manasse og Zebulon, som var villige til at ydmyge sig og møde op i Jerusalem. ¹² For Judas vedkommende var der et fælles, gudgivet ønske om at følge kongen og hans embedsmænds opfordring, der byggede på Herrens ord. ¹³ Derfor samledes en stor menneskemængde i Jerusalem for at fejre påskehøjtiden i årets anden måned. ¹⁴ De gjorde fælles front mod afgudsdyrkelsen i Jerusalem ved at nedrive alle de altre, der tidligere blev brugt til afgudsdyrkelsen, og smide dem ud i Kedrondalen.

¹⁵ Den fjortende dag i årets anden måned slagtede de så påskelammene. Mange præster og levitter skammede sig over deres tidligere afgudsdyrkelse, og derfor gennemgik de renselsesceremonien og bragte brændofre til Herrens tempel. ¹⁶ Efter forskrifterne i Toraen, som Guds tjener Moses havde givet dem, indfandt de sig på deres poster i templet og stænkede blodet, som levitterne rakte dem, på alteret.

^17-19 Eftersom mange af de tilrejsende, især fra Efraim, Manasse, Issakar og Zebulon, ikke havde været igennem renselsesceremonien og derfor var urene, slagtede levitterne deres påskelam for dem, så det blev et offer, Herren kunne acceptere. Kong Hizkija bad følgende bøn for dem: „Herre, du er en god Gud. Se i nåde til alle, der har besluttet at følge dig, deres fædres Gud, på trods af at de ikke har gennemgået renselsesceremonien.” Derefter fik de lov til at spise påskemåltidet, selv om det egentlig var i modstrid med reglerne. ²⁰ Herren hørte Hizkijas bøn og straffede dem ikke for det.

²¹ I de følgende syv dage fejrede alle de israelitter, som var til stede i Jerusalem, med stor glæde de usyrnede brøds højtid.

Hver dag lovpriste levitterne og præsterne Herren af hele deres hjerte, ²² og kongen roste levitterne for deres dygtighed. I løbet af de syv dage bragte folket mange takofre, og de holdt fest i taknemmelighed til Herren, deres fædres Gud.

²³ Alle folk var så glade og begejstrede, at man enstemmigt vedtog at forlænge højtiden med endnu syv dage. ²⁴ Kongen skænkede i den anledning 1000 ungtyre og 7000 stykker småkvæg, og de ledende mænd gav 1000 ungtyre og 10.000 stykker småkvæg. Da trådte endnu en gruppe præster frem og indviede sig til at tjene Herren helt og fuldt.

²⁵ Alle var lykkelige og glade, både Judas folk, præsterne, levitterne, gæsterne fra Israel og de fremmede, der havde bosat sig enten i Judas eller Israels land. ²⁶ Ikke siden kong Salomons tid havde der været en så vidunderlig højtidsfest i Jerusalem. ²⁷ Til sidst rejste præsterne og levitterne sig for at nedbede Herrens velsignelse over folket, og i sin bolig i Himlen hørte Herren deres bøn og velsignede dem alle.

Kong Hizkija tjente Herren af hele sit hjerte

31 Da festen var forbi, var der en stor gruppe af de israelitter, som var kommet til Jerusalem, der gik ud for at gøre op med afgudsdyrkelsen. De tog rundt til alle byerne i Juda, Benjamin, Efraim og Manasse, hvor de fjernede alle afgudsaltrene, huggede Asherapælene om og nedrev afgudsofferhøjene. Først derefter gik de hjem til deres egne byer.

² Kong Hizkija inddelte nu præsterne og levitterne i skiftehold, så de til stadighed kunne ofre brændofre og takofre og forestå tilbedelsen og lovsangen ved templets indgang. ³ Kongen skænkede selv offerdyrene til de daglige morgen- og aftenbrændofre, samt de dyr, der ifølge Toraen skulle bruges til sabbatshøjtiden, nymånefesten og de store årlige festhøjtider.

⁴ Desuden befalede han, at indbyggerne i Jerusalem skulle bringe præsterne og levitterne de gaver, som ifølge Toraen tilfaldt dem, så de ikke var nødt til at arbejde, men kunne hellige sig deres foreskrevne opgaver ved templet. ^5-6 Folket reagerede øjeblikkeligt ved villigt at bringe en del af deres høst, det være sig korn, vin, olivenolie, honning eller andre af jordens afgrøder. De gav Herren en tiendedel af alt, hvad de ejede, og lagde det i store bunker. De israelitter, som var flyttet ned til Juda, og de indfødte judæere bragte desuden en tiendedel af deres kvæg og får, og hvad de ellers ønskede at give til Herren. ⁷ De første gaver kom i den tredje måned, og de sidste gaver kom i den syvende måned. ⁸ Da kong Hizkija og hans embedsmænd så de store bunker af gaver, blev de fyldt med taknemmelighed til Herren og hans folk, Israel.

⁹ Hizkija forhørte sig nærmere hos præsterne og levitterne om bunkerne. ¹⁰ Ypperstepræsten Azarja af Zadoks slægt forklarede sagen: „Lige siden folket begyndte at bringe deres gaver til tempeltjenesten, har vi haft rigeligt at spise, og alt det her er i overskud. Herren har virkelig velsignet sit folk.”

¹¹ Kongen gav nu ordre til at indrette forrådskamre i templet, ^12-13 hvorefter alle gaverne blev opmagasineret der. Levitten Konanja fik på kongens og ypperstepræstens foranledning opsyn med forrådet, og hans bror Shimi fik sammen med følgende mænd til opgave at hjælpe ham: Jehiel, Azazja, Nahat, Asael, Jerimot, Jozabad, Eliel, Jismakja, Mahat og Benaja.

^14-15 Levitten Kore, søn af Jimna, der var dørvagt ved østporten, fik til opgave at fordele de gaver, der tilfaldt præsterne. De skulle bringes ud til alle de byer, hvor der boede præster, og Kore fik hjælp af følgende pålidelige mænd: Eden, Minjamin, Jeshua, Shemaja, Amarja og Shekanja. De fordelte gaverne ligeligt mellem præsterne, gamle såvel som unge, ¹⁶ i henhold til alle de mandlige medlemmer af familien fra tre år og opefter, uanset om alle var optaget i slægtsfortegnelsen. Alle præsterne fik del i gaverne, for så vidt de tilhørte et skiftehold og jævnligt arbejdede i templet. ¹⁷ Præsterne var opført på listen efter deres slægtsnavn, mens alle levitter over 20 år var opført efter, hvilket skiftehold de tilhørte. ¹⁸ For de præster, der brugte al deres tid i tempeltjenesten, blev alle familiens medlemmer regnet med ved udregningen af en fødevareration, inklusive småbørn, koner, sønner og døtre. ¹⁹ De præster og levitter, som boede uden for byerne, fik deres ration udleveret i overensstemmelse med de officielle lister af nogle folk i byerne, som fik overdraget den opgave.^[j]

²⁰ Således fordelte kong Hizkija gaverne retfærdigt ud over landet, og han gjorde, hvad der var ret og rigtigt i Herrens øjne. ²¹ Han søgte helhjertet at gøre Herrens vilje i alt, hvad han tog sig for, hvad enten det havde med tempeltjenesten eller Toraen og dens befalinger at gøre. Derfor fik han stor fremgang.

Kong Sankeribs trussel imod Jerusalem^(I)

32 Kong Hizkija havde således vist sin trofasthed over for Herren, men ikke så længe efter invaderede kong Sankerib af Assyrien Juda og belejrede de befæstede byer i den hensigt at indtage dem. ² Da Hizkija blev klar over, at Sankerib snart ville belejre Jerusalem, ^3-4 besluttede han i samråd med sine embedsmænd og officerer at tildække kilderne uden for byen, så assyrerne var afskåret fra at få vand under belejringen. Lederne gik derfor i spidsen for en stor styrke ud til kilderne og dækkede dem til, så man ikke kunne få vand derfra. ⁵ Samtidig styrkede Hizkija sit forsvar ved at reparere bymuren, udbygge forsvarstårnene og styrke den ydre mur. Desuden udbyggede han byens store fæstningsanlæg i Davidsbyen og fremstillede en stor mængde spyd og skjolde. ⁶ Han udnævnte en række officerer og samlede dem på den åbne plads ved byporten. Her opmuntrede han dem med følgende tale:

⁷ „Vær ved godt mod! Lad jer ikke skræmme af assyrerkongen og hans store hær! Vi har en med os, som er langt mægtigere end ham. ⁸ Assyrerkongen har kun militær styrke, men vi har Herren på vores side, og han vil udkæmpe slaget for os.” Det opmuntrede dem at høre.

⁹ I mellemtiden var assyrerkongen i færd med at belejre byen Lakish. Derfra sendte han følgende budskab til kong Hizkija og Jerusalems indbyggere:

¹⁰ „Kong Sankerib af Assyrien siger: Hvad får jer til at tro, at I kan modstå en belejring fra min hær? ¹¹ Hizkija vildleder jer når han siger: ‚Herren, vores Gud, vil redde os fra assyrerkongen.’ Nej, det ender bare med, at I alle dør af sult og tørst! ¹² Husk dog på, hvordan Hizkija ødelagde jeres guds altre og offersteder rundt omkring i landet og forlangte, at man kun måtte bringe ofre på ét alter i Jerusalem. ¹³ Ved I ikke, hvad jeg og mine forgængere på tronen gjorde ved alle de andre folkeslag? Var nogen af deres guder i stand til at redde dem? ¹⁴ Skulle jeres gud virkelig være mægtigere end alle de andre folks guder? ¹⁵ Lad ikke Hizkija føre jer bag lyset. Lad være at høre på ham. Ingen gud har nogensinde formået at redde et folk, der blev angrebet af en assyrisk konge. Hvordan kan I da tro, at jeres gud kan gøre det?”

¹⁶ De assyriske sendebud fortsatte med at håne Herren og hans tjener Hizkija. ¹⁷ Assyrerkongen havde også skrevet et smædebrev imod Herren, Israels Gud. Det lød:

„Aldrig har nogen gud formået at redde sit folk fra min magt, og det vil heller ikke lykkes for Hizkijas Gud!”

¹⁸ Sendebudene læste brevets indhold op på hebraisk i den hensigt at skræmme folket, der var samlet på bymuren, ¹⁹ og de fortsatte med at håne Jerusalems Gud, som om han var en gud på lige fod med de andre folks menneskeskabte guder.

²⁰ Da råbte kong Hizkija og profeten Esajas, Amotz’ søn, til Himlens Gud om hjælp. ²¹ Og Herren sendte en engel, der slog alle de assyriske soldater og officerer ihjel! Kong Sankerib måtte skamfuldt tage tilbage til sit land, og da han gik ind i sin guds tempel, blev han hugget ned af sine egne sønner. ²² Sådan frelste Herren kong Hizkija og Jerusalems indbyggere fra assyrerkongen og deres øvrige fjender, så der fra den tid var fred til alle sider. ²³ Kong Hizkija blev fra da af frygtet og æret blandt de omkringboende folk, der valfartede til Jerusalem med ofre til Herren og med kostbare gaver til kongen.

Kong Hizkijas sygdom, hovmod og død^(J)

²⁴ Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da bad han til Herren, og Herren besvarede hans bøn og gjorde et mirakel for ham. ²⁵ Hizkija var dog ikke taknemmelig, men blev i stedet hovmodig. Derfor ville Herren straffe både kongen, Juda og Jerusalem, ²⁶ men kongen angrede sit hovmod. Både han og byens indbyggere ydmygede sig for Herren, og derfor udskød Herren sin straf, indtil efter Hizkija døde.

²⁷ Hizkija var en vellidt konge. Han blev så rig, at han måtte bygge skatkamre til alt sit sølv og guld, til sine ædelsten, sine sjældne krydderier og skjolde og andre kostbarheder. ^28-29 Han byggede forrådshuse til sit korn, sin vin og olivenolie, stalde til sine store kvægflokke og folde til sine utallige får og geder. Han byggede mange byer, for Gud gjorde ham overmåde rig. ³⁰ Han dæmmede op for Gihons øvre kilde og førte en vandledning ned vest for Davidsbyen. Alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham.

³¹ Men da der kom sendebud fra Babylonien for at høre mere om det mirakel, der var sket, trak Gud sig tilbage fra ham for at prøve ham og se, hvad der gemte sig i hans hjerte.

³² Resten af kong Hizkijas bedrifter og hans trofasthed over for Herren er beskrevet i profeten Esajas’ bog og i Judas og Israels kongers krønikebog. ³³ Da Hizkija døde, blev han begravet tæt ved vejen op til det kongelige gravsted, og hele Juda og Jerusalem ærede hans minde. Hans søn Manasse overtog tronen efter ham.

Kong Manasse af Juda^(K)

33 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

³ Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne. ^4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. ⁶ Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. ⁷ Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.^{[k] 8} Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

⁹ Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem. ¹⁰ Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre. ¹¹ Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon. ¹² Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp. ¹³ Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.

¹⁴ Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.

¹⁵ Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen. ¹⁶ I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud. ¹⁷ Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.

¹⁸ Resten af kong Manasses liv og virke—også hans bøn til Gud og Herrens svar gennem profeterne—er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.^{[l] 19} I profeternes bog står hans bøn også optegnet, foruden Herrens svar, hans synder fra tiden før han vendte sig til Herren, hans ondskab og navnene på de steder, hvor han byggede afgudsaltre og rejste Asherapæle.

²⁰ Da han døde, blev han begravet på paladsets område. Hans søn Amon blev konge efter ham.

Kong Amon af Juda^(L)

²¹ Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. ²² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse, for han ofrede til de afgudsbilleder, hans far havde fremstillet. ²³ Men i modsætning til sin far vendte han ikke senere tilbage til Herren. ²⁴ Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, ²⁵ men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge.

Kong Josias’ reformkampagne^(M)

34 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

³ I sit ottende regeringsår begyndte den unge konge at søge sin forfar Davids Gud. Fire år senere begyndte han på en omfattende udrensning i Juda og Jerusalem, hvor han fjernede afgudsaltrene, Asherapælene og de mange afgudsbilleder. ⁴ Han sørgede for, at både brændofferaltrene og røgelsesaltrene for Ba’al blev revet ned, at Asherapælene blev hugget om, og at de udskårne og støbte afgudsbilleder blev knust til støv og resterne spredt ud på de folks grave, som havde dyrket afguderne. ⁵ Han tog afgudspræsternes knogler og brændte dem på deres egne altre. På den måde foretog han en udrensning i Jerusalem og hele Judas land.

⁶ Han foretog en lignende udrensning i byerne i Manasse, Efraim og Simeon, ja, endog helt oppe i Naftali mod nord. ⁷ Han rev afgudsaltrene og Asherapælene ned, knuste afgudsbillederne til støv og ødelagde røgelsesaltrene. Efter at have gennemført denne udrensning over hele Israel vendte han tilbage til Jerusalem.

⁸ I Josias’ 18. regeringsår, mens han var i fuld gang med at rense landet og templet for afgudsdyrkelse, udnævnte han tre mænd til at have overopsyn med restaureringen af templet. Mændene var: Shafan, søn af Atzalja; Ma’aseja, guvernøren over Jerusalem; og Joa, søn af Joahaz, byens kasserer. ⁹ Disse mænd gik op til ypperstepræsten Hilkija og fik fat i de penge, der var blevet indsamlet som gaver til templet under opsyn af levitterne, der stod vagt ved templets indgang. Gaverne var blevet bragt af Efraims, Manasses og resten af Nordrigets befolkning samt af Judas, Benjamins og Jerusalems indbyggere. ^10-11 Pengene gav de videre til dem, der var ansvarlige for vedligeholdelsen af templet, så de kunne betale udgifterne til restaureringen, indkøb af tømmer og stenblokke og løn til tømrerne og stenhuggerne. De foregående konger i Juda havde nemlig ladet templet fuldstændig forfalde.

¹² Mændene udførte deres arbejde samvittighedsfuldt under opsyn af Jahat og Obadja af Meraris slægt og Zekarja og Meshullam af Kehats slægt. De levitter, som normalt skulle synge og spille i templet, ¹³ havde opsyn med arbejderne, der udførte deres forskellige opgaver. Andre levitter fik til opgave at tage sig af regnskaber, skrivebordsarbejde og at holde vagt.

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen^(N)

¹⁴ En dag mens ypperstepræsten Hilkija var i færd med at hente de indsamlede penge i templet, fandt han en kopi af den lovbog, som Gud i sin tid havde givet til Moses.

¹⁵ Straks gav han besked til Shafan, statssekretæren: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Derefter overlod han bogrullen til Shafan. ¹⁶ Shafan gik nu til kongen med bogrullen og aflagde følgende rapport: „Dine embedsmænd har gjort alt, hvad du har bedt dem om. ¹⁷ De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner arbejderne.” ¹⁸ Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. ¹⁹ Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. ²⁰ Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det var Shafans søn Ahikam, Mikas søn Abdon og hans personlige tjener Asaja.

²¹ „Gå hen og rådspørg Herren på mine og hele Israels folks vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke adlydt Herrens ord, som de står skrevet i denne bog.”

²² Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profeten Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tokhat, som var søn af Hasra). Shallum havde ansvar for præstedragterne. ^23-24 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: ‚Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med de forbandelser, der står i den bog, som nu er blevet læst op for Judas konge, ²⁵ for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. ²⁶ Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, ²⁷ men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket, og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. ²⁸ Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted og dets indbyggere.’ ” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser^(O)

²⁹ Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, ³⁰ alle præsterne, levitterne og resten af folket, høj såvel som lav, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. ³¹ Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. ³² Bagefter fik han alle i Jerusalem og Benjamin til at aflægge samme løfte til deres forfædres Gud.

³³ Josias fjernede alle de afskyelige afgudsaltre og -billeder i hele Israels område og befalede, at alle skulle tilbede Herren. Og så længe han levede, vendte de sig ikke bort fra Herren, som var deres og deres forfædres Gud.

Josias befaler, at der skal holdes påske igen^(P)

35 Josias bekendtgjorde nu, at der skulle fejres påske i Jerusalem på den 14. dag i årets første måned. På den dag skulle påskelammene slagtes. ² Som en del af forberedelserne indsatte han præsterne i deres tjeneste og opmuntrede dem til at tage vare på deres arbejde i templet. ³ Til levitterne, som skulle undervise Israels folk og var indviet til at tjene Herren, sagde han: „Da pagtens ark nu står i det tempel, Salomon fik bygget, og da I derfor ikke længere skal bruge tid og kræfter på at bære rundt på den, skal I i stedet bruge jeres tid på at tjene Herren og hans folk, Israel. ⁴ I skal fordele arbejdet efter de skiftehold, som kong David og hans søn Salomon i sin tid etablerede, og som bygger på, hvilke slægter I kommer fra. ⁵ Hvert hold skal så tage opstilling på deres angivne plads og hjælpe dem, der kommer for at ofre i templet. ⁶ I skal slagte påskelammene og sørge for at være indviet til tjeneste, så I kan hjælpe hele folket, mens I følger alle forskrifterne i Moses’ lov.”

⁷ Kongen skænkede personligt 30.000 stykker småkvæg, enten lam eller gedekid, samt 3000 stykker hornkvæg til festen. ⁸ Kongens embedsmænd og andre ledere gav også rundhåndet af, hvad de ejede, til præsterne, levitterne og de øvrige festdeltagere. Hilkija, Zekarja og Jehiel, som havde overopsyn med templet, forærede præsterne 2600 stykker småkvæg og 300 stykker hornkvæg. ⁹ De levitiske ledere Konanja, hans brødre Shemaja og Netanel, Hashabja, Jeiel og Jozabad skænkede 5000 stykker småkvæg og 500 stykker hornkvæg til levitterne.

¹⁰ Da alle forberedelser til påskefesten var fuldført, stillede præsterne sig på deres post i templet, og levitterne tog opstilling i hold, som kongen havde befalet. ¹¹ Levitterne slagtede påskelammene og gav det opsamlede blod til præsterne, der stænkede det på alteret, mens levitterne flåede og parterede dyrene. ¹² De dele, der skulle bringes som brændofre, blev givet til familieoverhovederne, som så bragte dem til præsterne til ofring ifølge forskrifterne i Moses’ lov. De andre dyr blev på tilsvarende måde slagtet, flået og parteret i løbet af ugen. ¹³ De dele fra påskelammet, som folk måtte spise, blev stegt og givet til folk. Kødet fra de øvrige dyr blev derimod kogt i gryder, kar og pander og derefter givet til folket. ¹⁴ Da folket havde fået deres påskelam, tilberedte levitterne påskelammet til sig selv og præsterne, der hele dagen havde haft travlt med at ofre fedtet og det, der ellers skulle brændes på brændofferalteret.

¹⁵ Sangerne, som kom fra Asafs slægt, var på plads ifølge de regler, som kong David, Asaf, Heman og profeten Jedutun århundreder forinden havde bestemt. Portvagterne stod vagt, og de behøvede ikke at forlade deres post, for andre levitter klarede påskeofferet for dem.