Bible in 90 Days

²⁰ „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, ^21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. ²³ Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. ²⁴ Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”

²⁵ „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. ²⁶ „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, ²⁷ men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”

²⁸ Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. ²⁹ „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. ³⁰ Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.”

³¹ Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. ³² „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”

³³ Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.

³⁴ Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, ³⁵ Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, ³⁶ Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.

³⁷ Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, ³⁸ Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.

³⁹ Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. ⁴⁰ Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. ⁴¹ Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. ⁴² En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.

Ruten fra Egypten til Jordanfloden

33 Her følger en beskrivelse af israelitternes rejserute fra det tidspunkt, Moses og Aron førte dem ud af Egypten. ² På Herrens befaling havde Moses nedskrevet navnene på alle de steder, hvor de slog lejr på vejen til Kana’an.

^3-4 Efter den første påske i Egypten brød de i sejrsrus op fra Ramses for øjnene af de forfærdede egyptere, der var i færd med at begrave deres førstefødte, som Herren havde slået ihjel natten forinden, da han havde fuldendt dommen over de egyptiske guder.

^5-7 Første gang, israelitterne slog lejr, var i Sukkot, dernæst i Etam på grænsen til ørkenen og i Pi-ha-Hirot ved Migdols bjerg nær Ba’al-Zefon. ⁸ Derfra gik de gennem Det Røde Hav og tre dagsrejser ind i Etams ørken, hvor de slog lejr ved Mara. ⁹ Fra Mara kom de til Elim med de 12 kilder og 70 palmetræer. Dér blev de et stykke tid.

¹⁰ Efter Elim slog de lejr ved Det Røde Hav ¹¹ og fortsatte ind i Sins ørken, ¹² hvor de slog lejr ved Dofka ¹³ og senere ved Alush. ¹⁴ Fra Alush tog de til Refidim, hvor der intet vand var.

^15-37 Fra Refidim rejste de ind i Sinai ørken og videre gennem „De Grådiges Grav”, Hatzerot, Ritma, Rimmon-Peretz, Libna, Rissa, Kehelata, Har-Shefer, Harada, Mahelot, Tahat, Tara, Mitka, Hashmona, Moserot, Bene-Ja’akan, Hor-ha-Gidgad, Jotbata, Abrona, Etzjon-Geber, Kadesh i Zins ørken og endte ved Hors bjerg nær grænsen til Edom.

^38-39 Mens de lå i lejr ved foden af Hors bjerg, gik præsten Aron på Herrens befaling op på bjerget, hvor han døde 123 år gammel. Hans dødsdag var den første dag i den femte måned, 40 år efter at israelitterne havde forladt Egypten.

⁴⁰ På det tidspunkt hørte Arads konge i det sydlige Kana’an, at israelitterne var på vej, ^41-48 og efter at han var besejret, fortsatte de fra Hors bjerg til Zalmona, Punon, Obot, Ijje-ha-Abarim nær grænsen til Moabs land, Dibon-Gad, Almon-Diblatajim og Abarimbjergene nær Nebos bjerg, indtil de endelig nåede frem til Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. ⁴⁹ På Moabs sletter slog de lejr flere steder på strækningen mellem Bet-ha-Jeshimot og Abel-Shittim.

^50-51 Det var, mens de lå i lejr øst for Jordanfloden, at Herren gav folket denne besked gennem Moses: „Efter at I er kommet over Jordanfloden og ind i Kana’ans land, ⁵² skal I jage folkene på flugt foran jer og ødelægge deres udskårne og støbte afgudsbilleder og offerhøjene, hvor de dyrker deres afguder. ⁵³ For jeg har givet jer landet, og derfor skal I tage det i besiddelse og bosætte jer i det. ⁵⁴ Landet skal I dele imellem jer ved lodkastning og i forhold til de enkelte stammers størrelse, så de største stammer får et større område end de mindre stammer. ⁵⁵ Men hvis I undlader at jage folkene bort, vil de af dem, som bliver tilbage, blive som en torn i øjet og et spyd i siden på jer, for de vil ikke lade jer være i fred. ⁵⁶ Så ender det med, at jeg jager jer bort fra landet i stedet for dem.”

Landets grænser

34 ^1-2 Gennem Moses gav Herren israelitterne følgende besked: „I står nu på tærskelen til Kana’ans land. Jeg giver jer hele dette land, og det skal være jeres hjemland. ³ Mod syd grænser landet op til Edom og Zins ørken. Grænsen løber fra sydspidsen af Det Døde Hav ⁴ sydpå til Akrabbimpasset og videre mod Zins ørken. Det sydligste punkt er Kadesh-Barnea. Derfra løber grænsen mod nordvest til Hatzar-Addar og videre til Atzmon. ⁵ Fra Atzmon følger grænsen Egyptens Bæk helt ud til Middelhavet.

⁶ Mod vest danner Middelhavet grænse.

^7-9 Nordgrænsen løber i lige linie fra Middelhavet og østpå til Hors bjerg og videre til Lebo-Hamat, Zedad og Zifron og ender ved Hatzar-Enan.

¹⁰ Den østlige grænse går fra Hatzar-Enan sydpå til Shefam ¹¹ og videre til Ribla øst for Ajin. Derfra slår den en bue, først sydpå og derefter vestpå til den rammer Galilæasøens sydligste punkt. ¹² Derfra følger den Jordanfloden sydpå til Det Døde Hav.”

Fordelingen af landet

¹³ Moses sagde nu til israelitterne: „Hele dette område skal fordeles ved lodkastning mellem de ni stammer og den halve Manasse-stamme. ^14-15 Rubens og Gads stammer samt den anden halvdel af Manasses stamme skal ikke være med i lodtrækningen, for de har allerede fået tildelt området øst for Jordanfloden.”

¹⁶ Derefter sagde Herren til Moses: ¹⁷ „Jeg har udvalgt præsten Eleazar og Josva til at overvåge fordelingen af landet. ¹⁸ De skal have hjælp af en leder fra hver stamme.”

^19-29 Herren udpegede følgende mænd til opgaven: Kaleb, Jefunnes søn, fra Judas stamme; Shemuel, Ammihuds søn, fra Simeons stamme; Elidad, Kislons søn, fra Benjamins stamme; Bukki, Joglis søn, fra Dans stamme; Hanniel, Efods søn, fra Manasses stamme; Kemuel, Shiftans søn, fra Efraims stamme; Elitzafan, Parnaks søn, fra Zebulons stamme; Paltiel, Azzans søn, fra Issakars stamme; Ahihud, Shelomis søn, fra Ashers stamme; og Pedael, Ammihuds søn, fra Naftalis stamme.

Levitbyerne

35 Mens israelitterne stadig lå i lejr på Moabs sletter langs Jordanfloden over for Jeriko, sagde Herren til Moses:

² „Sig til folket, at de skal overdrage nogle af deres byer med omliggende græsmarker til levitterne. ³ Der skal levitterne bo og deres husdyr græsse. ⁴ I skal afmåle et område rundt om byerne, som skal være levitternes græsmarker. Afmål 450 m fra bymuren udad, ⁵ og 900 m langs hver af de fire sider af byen, mod øst, mod syd, mod vest og mod nord.

^6-7 Levitterne skal i alt tildeles 48 byer med omliggende græsmarker. Heraf skal de seks være tilflugtsbyer, hvor personer, der uforsætligt er kommet til at slå et andet menneske ihjel, kan søge asyl. ⁸ Levitbyerne skal ligge jævnt fordelt ud over hele landet, således at de store stammer skal afstå mange byer til levitterne, og de mindre stammer færre.”

Tilflugtsbyerne

⁹ Herren sagde videre til Moses: ^10-11 „Sig til folket: Når I kommer ind i landet, skal I udpege nogle byer til at være tilflugtsbyer. En person, som er skyldig i uagtsomt manddrab, kan flygte til sådan en by, ¹² så vedkommende undgår at blive dræbt af blodhævnere, endnu inden der er afsagt dom i sagen. ^13-14 Der skal ligge tre tilflugtsbyer i Kana’ans land og tre i området øst for Jordanfloden. ¹⁵ Både israelitterne, de fremmede iblandt jer og folk på gennemrejse skal kunne søge tilflugt i disse byer.

^16-18 Hvis en person slår et andet menneske ihjel ved at gøre brug af våben af jern, sten eller træ, er der ikke tale om uagtsomt manddrab; det må formodes at være mord, og derfor skal den skyldige lide døden: ¹⁹ Den myrdedes nærmeste slægtning har ansvaret for at hævne mordet, og han skal slå morderen ihjel. ^20-21 Det samme gælder, hvis en person af had til en anden forsætligt skubber til ham, kaster noget imod ham eller slår ham, så han dør.

^22-23 Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør, ²⁴ skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord, og om den skyldige skal udleveres til blodhævneren eller ej. ²⁵ Hvis domstolen så har afsagt kendelse om uagtsomt manddrab, skal drabsmanden beskyttes mod blodhævneren og bringes tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Der skal han blive boende, indtil den fungerende ypperstepræst er død.

²⁶ Hvis drabsmanden forlader tilflugtsbyen, ²⁷ har blodhævneren ret til at slå ham ihjel uden at gøre sig skyldig i mord, ²⁸ for manden burde være blevet i tilflugtsbyen indtil ypperstepræstens død. Først efter ypperstepræstens død kan han vende tilbage til sit hjem. ²⁹ Denne lov skal gælde fra slægt til slægt i det land, hvor I kommer til at bo.

³⁰ Enhver morder skal henrettes, medmindre der er mangel på vidneudsagn. Der skal mindst to vidneudsagn til for at dømme en person til døden. ³¹ Men hvis han dømmes skyldig i mord, skal han henrettes. Han kan ikke frigives mod, at der betales løsepenge for ham. ³² En flygtning, der bor i en tilflugtsby, kan heller ikke løskøbes, så han kan forlade tilflugtsbyen og vende tilbage til sit hjem før ypperstepræstens død. ^33-34 I må ikke gøre det land, som I skal ind og bo i, urent, for jeg, Herren, bor i jeres midte. Hvis et menneske udgyder et andet menneskes blod, bliver landet urent, og der kan kun skaffes soning ved at den skyldige dør.”

Lov angående kvinders arveret

36 Familieoverhovederne i Gileads slægt kom nu til Moses og folkets ledere med et problem. De sagde: ² „Herren har befalet dig at lade Israels folk fordele landet ved lodtrækning, og du har givet os besked på at overdrage vores slægtning Zelofhads jord til hans døtre. ³ Men hvis de nu gifter sig med mænd fra en anden stamme, vil deres jordstykke tilfalde den stamme, og vores område vil i så fald blive formindsket, ⁴ uden at vi kan gøre os håb om at få den mistede jord tilbage i det førstkommende jubelår.”

⁵ Derfor bekendtgjorde Moses på Herrens befaling følgende ordning for kvinders arvelod: „Disse mænd fra Manasses stamme har ret. ⁶ Derfor siger Herren, at Zelofhads døtre kun må gifte sig inden for deres egen stamme. ⁷ Derved undgår vi, at deres jordstykke kommer på andre stammers hænder, hvilket ville være forkert, for der må ikke overdrages jord fra en stamme til en anden. ^8-9 Enhver arveberettiget kvinde skal derfor gifte sig inden for sin egen stamme, så hendes arvelod forbliver på stammens hænder.”

^10-12 Zelofhads døtre, som hed Mala, Tirtza, Hogla, Milka og Noa, gjorde, som Herren havde befalet Moses. De giftede sig med mænd fra deres egen stamme, Manasses stamme. På den måde forblev deres jord på stammens hænder.

¹³ Alle disse bud og forskrifter gav Herren til Israels folk gennem Moses, mens de lå i lejr på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko.

Indledning

1 I denne bog er de ord nedskrevet, som Moses talte til Israels folk, mens de opholdt sig på Moabs ubeboede sletter øst for Jordanfloden, omkranset af byerne Suf, Paran, Tofel, Laban, Hatzerot og Di-Zahab. ² Stedet ligger 11 dagsrejser fra Horebs bjerg^[a] via Kadesh-Barnea og Seirs bjerge, ³ og det var nu 40 år siden, israelitterne rejste fra Egypten. På den første dag i den 11. måned i det 40. år holdt Moses følgende tale. ⁴ Det var efter, at han havde overvundet amoritterkongen Sihon fra Heshbon og i Edrei havde slået kong Og af Bashan fra Ashtarot. ⁵ I talen nævnes de love, som Herren havde befalet ham at give videre til Israels folk.

Tilbageblik på vandringen fra Sinai til det lovede land

⁶ „Herren, vores Gud, talte til os ved Horebs bjerg,” begyndte Moses. „Dengang sagde han til os: ‚Nu er det på tide, at I forlader dette bjerg ⁷ og går ind og erobrer amoritternes bjergland og nabofolkenes landområder i Arabadalen^[b], i Negev ørkenen, i kana’anæernes højland, bakkeskråningerne mod vest og kystområderne, ja helt op til Eufratfloden mod nord, inklusive Libanons land. ⁸ Gå ind og tag hele det land i besiddelse, som jeg lovede jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob.’

⁹ Dengang sagde jeg til Israels folk: ‚Jeg kan ikke bære så stort et ansvar alene. ¹⁰ Herren har gjort jer til et stort folk, så talrige som stjernerne på himlen. ¹¹ Må Herren, jeres fædres Gud, gøre jer 1000 gange så talrige, som I er nu, og velsigne jer, sådan som han har lovet. ¹² Men det er en uoverkommelig opgave for mig at være alene om at afgøre jeres retssager og stridsspørgsmål. ¹³ Derfor skal hver enkelt stamme udvælge nogle vise, erfarne og forstandige mænd, som jeg kan indsætte som jeres ledere.’

¹⁴ Det forslag accepterede de, ¹⁵ hvorefter jeg indsatte de mænd, der blev valgt, som dommere og administrative ledere, nogle med ansvar for 1000, andre med ansvar for 100, for 50 eller for 10. ¹⁶ Jeg indprentede dem, at alle skulle være lige for loven, også de fremmede, og at de skulle lade begge parter komme til orde og derefter dømme retfærdigt. ¹⁷ ‚Når I afsiger dom,’ forklarede jeg dem, ‚skal alle behandles ens, hvad enten de er rige eller fattige. Sørg for at yde alle samme retfærdighed. I må ikke frygte for nogen, for I dømmer på Guds vegne, og hvis en sag er for vanskelig til, at I kan træffe en afgørelse, skal I komme til mig med den, så jeg kan overtage den.’ ¹⁸ Ved den lejlighed gav jeg også folket instrukser vedrørende mange andre ting.

¹⁹ På Herrens befaling forlod vi så Horeb og rejste gennem den store og forfærdelige ørken, som I selv har oplevet eller hørt om, indtil vi nåede til Kadesh-Barnea på grænsen til amoritternes land. ²⁰ Da sagde jeg til folket: ‚Nu er vi kommet til det land, som Herren, vores Gud, vil give os, ²¹ og han vil hjælpe os med at erobre det. Vær derfor ikke bange, men vær ved godt mod og gør, som han har befalet jer at gøre.’

²² De svarede: ‚Lad os først sende nogle spioner ind i landet, så vi kan se, hvilken rute der er den bedste, og hvilke byer vi først skal indtage.’

²³ Jeg gik ind på forslaget og udvalgte 12 spioner, en fra hver stamme. ²⁴ De drog ind i bjerglandet og nåede til Eshkoldalen, som de undersøgte grundigt. ²⁵ Derfra vendte de tilbage med noget af landets frugt. De var enige om, at det var et godt og frugtbart land, som Herren, vores Gud, ville give os. ²⁶ Men folket turde alligevel ikke gå ind i landet og satte sig dermed op imod Herrens befaling.

²⁷ I stedet begyndte de at beklage sig i deres telte. ‚Herren hader os,’ klagede de. ‚Han har ført os den lange vej fra Egypten, men kun for at udlevere os til amoritterne, så de kan slå os ihjel. ²⁸ Hvad er det dog, vi har indladt os på?’ Spionerne tog modet fra folket ved at berette om landets indfødte, der var langt højere og stærkere end os, og om deres befæstede byer, hvis mure nåede til himlen! De fortalte tilmed, at de havde set anakitiske^[c] kæmper i landet.

²⁹ Men jeg opfordrede dem til ikke at være bange. ³⁰ ‚Det er Herren, jeres Gud, som er jeres leder,’ sagde jeg. ‚Han vil gå foran jer og gøre store undere for øjnene af jer, nøjagtig som han gjorde i Egypten. ³¹ Har I allerede glemt, hvordan han bar jer på sine arme hele vejen gennem ørkenen som en far, der bærer sin søn?’

³² Men folket ville stadig ikke adlyde. De nægtede at tro på Herren, deres Gud, ³³ som førte dem fra sted til sted ved hjælp af en sky om dagen og en ildsky om natten og viste dem de bedste steder at slå lejr i ørkenen.

³⁴ Da blev Herren vred over deres beklagelser. Han svor, ³⁵ at ikke en eneste af hele den ulydige og vantro generation skulle få lov at opleve det gode land, han havde lovet deres forfædre, ³⁶ undtagen Kaleb, der som belønning for sin tro og lydighed fik lovning på den jord, han som en af de 12 spioner havde betrådt.

³⁷ Selv mig blev Herren vred på, og det var folkets skyld. Herren sagde til mig: ‚Heller ikke du får lov at komme ind i landet, ³⁸ men din medhjælper Josva skal i dit sted føre folket ind. Derfor skal du styrke og opmuntre ham til at overtage din plads. ³⁹ Jeg vil senere give landet til de børn, som man påstod ville blive taget til fange og gjort til slaver, ⁴⁰ men I skal nu vende om og gå tilbage gennem ørkenen mod Det Røde Hav.’

⁴¹ Så kom de straks på andre tanker: ‚Vi har syndet imod Herren!’ sagde de. ‚Men nu vil vi gerne gå ind i landet og kæmpe, sådan som Herren, vores Gud, har sagt.’ Derpå greb de til våben i den tro, at de med lethed kunne erobre hele området.

⁴² Men Herren sagde til mig: ‚Sig til dem, at de skal lade være, for jeg har ikke i sinde at hjælpe dem, og de vil blive hugget ned af deres fjender.’

⁴³ Jeg fortalte dem, hvad Herren havde sagt, men de ville stadig ikke høre efter. De trodsede Herrens ord og rykkede ind i bjerglandet. ⁴⁴ Amoritterne gik til modangreb og jagtede dem som bier, så der lå faldne hele vejen fra Seir til Horma. ⁴⁵ De, der vendte hjem, græd for Herrens ansigt, men nu var det Herren, der ikke ville lytte til dem. ⁴⁶ Derfor var de tvunget til at blive i Kadesh i længere tid.

2 På Herrens befaling vendte vi så tilbage til ørkenen og gik sydpå i retning af Det Røde Hav. I mange år vandrede vi rundt i ørkenområdet vest for Seirs bjerge. ² Til sidst sagde Herren:

³ ‚Nu er det tid at vende om og gå nordpå! ⁴ Forbered folket på at gå gennem Seirs bjerge, det land, der tilhører edomitterne, som er Esaus efterkommere. Edomitterne vil blive urolige, når I drager gennem deres land, og derfor skal I passe ekstra meget på ⁵ ikke at provokere dem til kamp. Jeg har givet dem hele bjerglandet omkring Seir i eje, og jeg har ikke i sinde at give jer så meget som en fodsbred af det. ⁶ Betal dem for den mad og det vand, I har brug for undervejs. ⁷ I de 40 år, I vandrede omkring i denne store ørken, har jeg jo været med jer og velsignet jer, så I ikke har manglet noget som helst.’

⁸ Så gik vi nordpå og satte kursen mod Moabs ubeboede sletter, men vi fulgte ikke vejen, der går fra Eilat og Etzjon-Geber gennem Arabadalen.^[d]

⁹ Herren advarede os også imod at provokere moabitterne. ‚Kæmp ikke imod dem,’ sagde han. ‚Jeg har givet dem byen Ar, og jeg har ikke i sinde at give jer noget af det land, jeg allerede har givet Lots efterkommere.’

¹⁰ (Før i tiden boede emitterne i Moabs område. De var et stort og stærkt folk, der var i slægt med de anakitiske kæmper. ¹¹ Både emitterne og anakitterne gik under fællesnavnet refaitter, men moabitterne nøjedes med at kalde dem emitter. ¹² Før i tiden boede horitterne i Seirs bjerge, men de blev drevet bort af edomitterne, Esaus efterkommere, der overtog deres land på samme måde, som israelitterne overtog Kana’ans land, fordi Herren havde bestemt det.)

¹³ ‚Gå nu over Zered-wadien,’^[e] sagde Herren. Det gjorde vi så. ^14-16 Der var altså gået 38 år, fra vi begyndte ørkenvandringen ud fra Kadesh, til vi nåede Zered-wadien. Herren havde sørget for, at alle de mænd, der 38 år tidligere var gamle nok til at bære våben, nu var døde. Herren forhindrede således folket i at komme ind i landet, indtil hele den generation, der gjorde oprør imod ham, var uddød.

¹⁷ Derpå sagde Herren til mig: ¹⁸ ‚Gå nu videre nordpå gennem moabitternes land forbi Ar. ¹⁹ Men når I kommer i nærheden af ammonitterne, skal I lade være med at forstyrre eller provokere dem, for jeg har ikke i sinde at give jer noget af det landområde, jeg har givet til Lots efterkommere.’

²⁰ (Det område tilhørte engang refaitterne, der af ammonitterne blev kaldt zamzummitter. ²¹ De var et stort og stærkt folk, men Herren havde givet ammonitterne held til at fordrive dem og overtage deres land. ²² På lignende måde havde Herren hjulpet Esaus efterkommere til at overtage området omkring Seirs bjerge ved at udrydde horitterne, der boede i landet før dem. ²³ En tilsvarende situation opstod, da kaftoritterne, som kom fra Kreta, angreb og udryddede avvitterne, der indtil da havde boet i området langs Middelhavet helt ned til Gaza.)

Sejren over Kong Sihon af Heshbon

²⁴ Herren sagde derefter: ‚Gå nu over Arnonfloden og ind i amoritterkongen Sihon af Heshbons land. I skal føre krig imod ham og tage hans land. ²⁵ Fra i dag vil jeg gøre samtlige folkeslag i verden bange for jer, så de ryster af skræk, bare de hører om jer!’

²⁶ Derefter sendte jeg fra Kedemots ørken bud til kong Sihon af Heshbon med tilbud om en fredsaftale. ²⁷ ‚Giv os tilladelse til at rejse igennem dit land,’ bad jeg. ‚Vi lover, at vi ikke vil nedtræde afgrøderne, men holde os til vejen. ²⁸ Vi lover også, at vi ikke vil stjæle mad undervejs, men betale for alt, hvad vi spiser og drikker, så længe vi er på gennemrejse. ²⁹ Edomitterne ved Seir gav os tilladelse til at gå gennem deres land. Det samme gjorde moabitterne fra Ar. Vi er på vej mod Jordanfloden for at gå ind i det land, Herren, vores Gud, har givet os.’

³⁰ Men kong Sihon gav os ikke lov til at rejse gennem landet. Herren havde nemlig gjort ham stædig, og det udløste den krig, der blev årsag til, at landet nu er på vores hænder.

³¹ Da sagde Herren til mig: ‚Jeg har taget de første skridt til at give jer kong Sihons land. Nu kan I gå ind og erobre landet og tage det i besiddelse.’

³² Kong Sihon erklærede os krig og mønstrede sin hær ved Jahatz. ^33-34 Men Herren, vores Gud, hjalp os med at besejre ham, og vi erobrede alle hans byer og udryddede samtlige indbyggere, også kvinder og børn. Intet fik lov at overleve, ^35-36 undtagen kvæget, som vi beholdt sammen med krigsbyttet fra de byer, vi havde erobret. Vi indtog samtlige byer fra Aroer på toppen af Arnonkløften og byen, som ligger nede i dalen, helt til Gilead. Ikke en eneste by kunne holde stand imod os, for Herren, vores Gud, gav dem i vores magt. ³⁷ Men som Herren havde befalet, holdt vi os fra ammonitterne, som boede øst for Jabbokfloden og i byerne i bjerglandet.

Sejren over kong Og af Bashan

3 Vi satte derefter kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod os ved byen Edrei. ² Men Herren sagde til mig: ‚Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’ ³ Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede. ⁴ Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge. ⁵ Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området. ⁶ Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn, ⁷ men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.

⁸ Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord. ⁹ (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.) ¹⁰ Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.

¹¹ (Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng^[f] måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)

Fordelingen af landet øst for Jordanfloden

^12-13 Efter sejren over de to konger fordelte jeg det erobrede land øst for Jordanfloden mellem Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme. Rubens og Gads stammer fik området nord for byen Aroer ved Arnonfloden samt den sydlige halvdel af Gileads bjergland med tilhørende byer. Det halve af Manasses stamme fik den nordlige del af Gilead-området samt hele Argob-området, som vi havde taget fra kong Og. (Sidstnævnte område kaldes også Bashan eller refaitternes land.) ¹⁴ Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Ma’akas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‚Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag. ¹⁵ Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead. ¹⁶ Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område. ¹⁷ Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.

¹⁸ Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kana’ans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. ¹⁹ ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, ²⁰ indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’

²¹ Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. ²² Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’

Moses fik ikke lov at komme ind i landet

²³ I samme forbindelse bad jeg til Herren: ²⁴ ‚Herre, min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? ²⁵ Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ ²⁶ Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. ²⁷ ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. ²⁸ Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’

²⁹ Så blev vi i dalen over for Bet-Peor.”

Moses opfordrer folket til lydighed

4 Moses fortsatte sin tale: „Israels folk, lyt omhyggeligt til de love og forordninger, jeg her pålægger jer at overholde, så I kan blive i live og gå ind og tage det land i besiddelse, som Herren, jeres fædres Gud, vil give jer. ² I må ikke lægge noget til eller trække noget fra, men I skal adlyde de her befalinger, som kommer fra Herren, jeres Gud. ³ I har været vidne til Herrens straf ved Peors bjerg, hvor han udryddede alle, der dyrkede Ba’al. ⁴ Det er kun de af jer, der holdt jer til Herren, som i dag er i live.

⁵ De love og forordninger, jeg giver jer, har jeg fået fra Herren, min Gud, og I skal sørge for at overholde dem, også når I tager landet i besiddelse. ⁶ Hvis I overholder dem, vil I blive kendt som et folk med visdom og indsigt. Når de omkringboende folk hører om de her love, vil de sige: ‚Israels folk er både et stort og klogt folk.’ ⁷ Er der andre folkeslag, hvis gud kommer dem til hjælp, hver gang de kalder på ham, sådan som Gud Herren gør det for os? ⁸ Og hvilket folk på jorden kan fremvise så retfærdige love, som dem jeg pålægger jer i dag?

⁹ Men pas på, at I aldrig glemmer det, I har oplevet med Gud! Må hans undere have gjort et dybt, uudsletteligt indtryk på jer, så I fortæller dem videre til jeres børn og børnebørn. ¹⁰ Husk at fortælle dem om dengang, da jeres forældres generation stod for Herrens ansigt ved Horebs bjerg, og han sagde til mig: ‚Kald folket sammen, så jeg kan lære dem at have ærefrygt for mig, og så de kan lære deres børn den samme ærefrygt.’ ¹¹ Folket stod ved bjergets fod, mens bjerget var i brand, og flammerne slog op mod himlen gennem mørke og sorte skyer. ¹² Da talte Herren til folket fra ilden. De hørte hans stemme, men kunne ikke se ham. ¹³ Han bekendtgjorde sin pagt med os, den overenskomst vi skal overholde, de ti bud, og han skrev dem på de to stentavler. ¹⁴ Lige siden den dag har Herren gennem mig givet sit folk alle de love og regler, der vil gælde i det land, I nu skal ind og tage i besiddelse.

¹⁵ Men tag jer i agt, for selv om Herren talte til folket fra ilden på Horebs bjerg, fik de ham aldrig at se. ^16-18 Derfor må I ikke synde ved at fremstille billeder af nogen art og tilbede dem. I må ikke lave afgudsbilleder, hvad enten de forestiller mænd, kvinder, husdyr, vilde dyr, krybdyr, fugle eller fisk. ¹⁹ Løft heller ikke blikket mod himlen for at tilbede solen, månen og stjernerne, selv om andre folk dyrker den slags. Det vil Gud ikke tillade jer at gøre, ²⁰ for han hentede sit folk ud af Egyptens smelteovn, for at de skulle være hans ejendomsfolk, og det er, hvad I er i dag. ^21-22 Herren blev vred på mig på grund af folket, og han svor, at jeg ikke skulle få lov til at gå over Jordanfloden ind i det gode land, han har givet jer som arvelod. Derfor må jeg dø her på denne side af floden.

²³ Tag jer i agt, at I ikke bryder den pagt, som Herren, jeres Gud, har sluttet med jer! I må ikke lave afgudsbilleder; for det har Herren forbudt, ²⁴ og jeres Gud er en fortærende ild. Han tåler ingen rivaler!

²⁵ Det her skal stå ved magt i al fremtid, også længe efter, at I er kommet ind i landet og har fået børn og børnebørn. I må ikke synde ved at lave afgudsbilleder af nogen art, eller gøre noget, som i Herrens øjne er ondt og fremkalder hans vrede. ²⁶ I dag kalder jeg himlen og jorden til vidne på, at hvis I trodser det her bud, vil I blive rykket op fra det land, I nu skal ind og tage i besiddelse. ²⁷ Herren vil da sprede jer mellem folkeslagene, og kun en rest vil overleve dér. ²⁸ I jeres landflygtighed vil I blive tvunget til at dyrke afguder af træ og sten, som hverken kan se eller høre eller sanse noget som helst.

²⁹ Da vil I begynde at søge Herren, jeres Gud, på ny, og I vil finde ham, hvis I søger ham af hele jeres hjerte og hele jeres sjæl. ³⁰ Til den tid vil jeres nød og ulykke tvinge jer tilbage til Herren, så I atter adlyder ham. ³¹ Herren, jeres Gud, er nemlig en nådig Gud. Han slipper jer ikke og lader jer ikke gå til grunde. Han glemmer heller ikke de løfter, han har givet jeres forfædre.

³² Se tilbage gennem tiden, helt tilbage til begyndelsen, da Gud skabte menneskene på jorden. Spørg fra den ene ende af jordkloden til den anden: ³³ Har man nogen sinde hørt noget lignende, at et helt folk har hørt Gud tale til dem fra ilden, sådan som Israels folk oplevede det og dog forblev i live? ³⁴ Hvor findes et lignende eksempel på, at en gud ved hjælp af plager, undere, kamp og frygtelige straffe har frelst et folk fra dets tyranner? Sådan har Herren jeres Gud ikke desto mindre handlet med sit udvalgte folk, dengang de var slaver i Egypten, sådan som I alle ved. ³⁵ Han gjorde det, for at folket skulle indse, at han er Herren, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham. ³⁶ Han talte med vældig røst fra Himlen for at retlede sit folk, og han lod almindelige mennesker se den guddommelige ild, og han talte til folket fra ilden.

³⁷ På grund af kærlighed til sit eget folk, som han havde udvalgt, altså jeres forfædre og deres efterkommere, førte han dem med vældig magt ud af slavetilværelsen i Egypten. ³⁸ Og han vil drive folk på flugt foran jer, folk, der er jer overlegne i styrke, og give jer deres lande i eje. Det er allerede begyndt at ske! ³⁹ Kan I da være i tvivl om, at Herren er Gud både i Himlen og på jorden, og at der ikke findes nogen anden Gud end ham? ⁴⁰ Derfor skal I ubetinget adlyde de love, jeg pålægger jer i dag. Gør I det, vil det gå jer og jeres børn godt, og I vil få lov at blive boende i det land, som Herren, jeres Gud, vil give jer.”

De tre tilflugtsbyer øst for Jordanfloden

⁴¹ Moses udpegede nu tre byer øst for Jordanfloden, ⁴² som skulle være fristed for dem, der ved et uheld kom til at slå et andet menneske ihjel. ⁴³ Folk fra Rubens stamme skulle søge tilflugt i Betzer i det øde højland. For Gads stamme blev det Ramot i Gilead, og for Manasses stamme blev det Golan i Bashan.

Loven bliver gentaget i lejren øst for Jordanfloden

^44-47 Her følger en fortegnelse over de love og forordninger, som Moses overdrog til Israels folk, efter at de var undsluppet fra Egypten og lå i lejr i dalen øst for Jordanfloden over for Bet-Peor, et område, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon af Heshbon. (Moses og israelitterne havde udryddet det amoritiske folk ved at slå både kong Sihon af Heshbon og kong Og af Bashan. ⁴⁸ Israelitterne havde således erobret hele området fra byen Aroer på toppen af Arnonkløften til Sions bjerg i nord, også kaldet Hermonbjerget. ⁴⁹ Mod syd strakte det sig til Det Døde Hav og øst for søen til området ved foden af Pisgas bjerg.)

5 Moses kaldte hele Israels folk sammen og sagde til dem: „Lyt nu omhyggeligt til de love, Gud har givet jer, så I lærer dem og adlyder dem.

² Ved Horebs bjerg sluttede Herren, vores Gud, en pagt, ³ ikke kun med vores fædre, men med alle os, som lever i dag. ⁴ I hørte selv Herren tale til jer fra ilden på bjerget. ⁵ Ved den lejlighed var det mig, der var mellemmand mellem Herren og jer, så jeg kunne videredegive hans ord til jer. I var jo bange for ilden, og det var ikke jer, der gik op på bjerget. Han sagde:

⁶ ‚Jeg er Herren, jeres Gud, som reddede jer fra slaveriet i Egypten.

⁷ Du må ikke tilbede andre end mig.

⁸ Du må ikke lave afgudsbilleder af nogen art ud fra det, du ser i himmelrummet, på landjorden eller i havet. ⁹ Du må ikke bøje dig for et afgudsbillede eller tilbede det, for jeg er Herren, din Gud, og jeg vil ikke dele din hengivenhed med nogen anden gud. Jeg undlader ikke at straffe dem, der hader mig, så det kan mærkes indtil tredje eller fjerde slægtled. ¹⁰ Men jeg er også den, der er trofast gennem tusind generationer. Jeg gør godt mod dem, der elsker mig og holder mine befalinger.

¹¹ Du må ikke misbruge Herren, din Guds, navn. Jeg straffer den, der misbruger mit navn.

¹² Du skal holde hviledagen hellig, sådan som Herren, din Gud, har befalet. ¹³ Du har seks dage om ugen til at udføre dit arbejde og dine daglige gøremål, ¹⁴ men den syvende dag er en hviledag, som er indviet til Herren, din Gud. Den dag må du ikke udføre nogen form for arbejde. Det gælder også dine sønner, dine døtre, dine slaver, dine okser, æsler og andre husdyr, og eventuelle fremmede, som bor hos dig. På den dag skal dine slaver have mulighed for at hvile ud ligesom dig. ¹⁵ Husk på, at dine forfædre var slaver i Egypten, indtil jeg greb ind og førte dem ud med magt og vælde. Derfor befaler jeg, at du holder hviledagen hellig.

¹⁶ Du skal ære din far og din mor, sådan som Herren, din Gud, har befalet dig, så du kan få et langt og godt liv i det land, jeg vil give dig.

¹⁷ Du må ikke begå drab.

¹⁸ Du må ikke bryde ægteskabet.

¹⁹ Du må ikke stjæle.

²⁰ Du må ikke anklage nogen på falsk grundlag.

²¹ Du må ikke begære andre menneskers ægtefælle, hus, ejendom, slaver, husdyr eller andet, der tilhører dem.’

²² Herren gav de her befalinger til hele folket, da han talte til dem fra ilden på bjerget, som var omgivet af mørke og sorte skyer. Det var de eneste bud, han dengang gav folket, og han skrev dem på to stentavler og gav tavlerne til mig. ²³ Men da de hørte hans stemme og så ilden på bjergets top, kom deres ledere ²⁴ og bønfaldt mig: ‚I dag har Herren, vores Gud, vist os sin herlighed og storhed, så vi endog med egne ører har hørt hans stemme fra ilden, og vi har erfaret, at det er muligt at høre Guds røst, uden at man dør af det. ²⁵ Men vi er bange for, at den vældige ild vil fortære os, hvis Herren bliver ved med at tale til os på den måde. ²⁶ Trods alt er det aldrig tidligere sket, at nogen overlevede at komme så tæt på den levende Gud. ²⁷ Derfor skal du, Moses, fremover tale med Gud alene og bagefter fortælle os, hvad han sagde, så vi kan handle derefter.’

²⁸ Herren hørte jeres bøn og sagde til mig: ‚Jeg har hørt, hvad folket har sagt, og det er rigtigt af dem at være forsigtige. ²⁹ Gid de må bevare denne ærefrygt for mig, så de altid af hjertet ønsker at adlyde mine befalinger. Da vil det gå dem og deres efterkommere godt i al fremtid. ³⁰ Gå nu ned og sig til dem, at de skal vende hjem til deres telte. ³¹ Når du kommer tilbage til mig, vil jeg give dig de love, du skal lære dem, for at de kan overholde dem i det land, jeg giver dem.’ ”

³² Derpå sagde Moses til folket, som nu opholdt sig på Moabs sletter: „I skal følge Herren, jeres Guds, befalinger til punkt og prikke og ikke på nogen måde gå på kompromis med dem. ³³ Gør I det, vil I få et langt og godt liv i det land, I snart skal ind og tage i besiddelse.

Trofasthed og lydighed mod Herren

6 Herren, jeres Gud, har befalet mig at undervise jer om hans love, for at I skal adlyde dem i det land, I snart skal tage i besiddelse. ² I skal vise ærefrygt for Herren, jeres Gud, så I selv, jeres børn og børnebørn livet igennem adlyder alle hans befalinger. Gør I det, vil I få et godt og langt liv. ³ Hør derfor opmærksomt efter, Israels folk, og vær rede til at adlyde lovene, så det må gå jer godt, og I må blive til et stort folk i et land, der ‚flyder med mælk og honning’, sådan som jeres forfædres Gud har lovet jer.

⁴ Israels folk, hør efter! Herren er vores Gud—Herren alene! ⁵ Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte,^[g] med alle dine tanker, med liv og sjæl og med al din styrke! ⁶ De her ord, som jeg i dag pålægger dig, skal du have ind på rygmarven, ⁷ så du lærer dine børn dem og taler om dem hvor som helst og når som helst, ude og hjemme, ved sengetid og om morgenen. ^8-9 Bind dem om håndleddet, sæt dem på din pande og skriv dem på dørstolpen som et tegn på, at dine handlinger og tanker og dit hverdagsliv skal styres af Herrens ord.

¹⁰ Når Herren, jeres Gud, har ført jer ind i det land, han lovede jeres forfædre Abraham, Isak og Jakob, og givet jer store og smukke byer, I ikke selv har haft besværet med at bygge, ¹¹ prægtige huse med indbo, I ikke selv har samlet, med vandreservoirer, I ikke selv har udhugget af klippegrunden, med vingårde og olivenlunde, I ikke selv har plantet, og I har taget for jer af retterne, ¹² da skal I passe på, at I ikke glemmer Herren, som frelste sit folk fra slaveriet i Egypten. ¹³ Det er Herren, din Gud, du skal vise ærefrygt, og ham alene du skal tjene. Det er kun ved hans navn, du har lov at sværge på, at du taler sandt. ¹⁴ I må ikke dyrke nabofolkenes guder, ¹⁵ for Herren er en Gud, der ikke tåler rivaler. Ellers vil hans vrede ramme jer og udslette jer fra jordens overflade. ¹⁶ I må ikke provokere Herren, jeres Gud, som dengang jeres forældre gjorde oprør mod ham ved Massa. ¹⁷ I skal adlyde hans ord til punkt og prikke ¹⁸ og gøre, hvad der er godt og ret i Herrens øjne. Da vil det gå jer godt, så I får lykke til at erobre det gode land, han lovede jeres forfædre. ¹⁹ Ja, Herren selv har lovet at jage fjenderne på flugt foran jer.

²⁰ Når jeres sønner i fremtiden spørger jer: ‚Hvad er hensigten med de love og forordninger, Herren, vores Gud, har givet os?’ ²¹ skal I svare: ‚Dengang Israels folk var slaver i Egypten, befriede Herren dem med magt og vælde, ²² med mægtige undere og frygtelige katastrofer, der ramte egypterkongen og hans folk. De så det med deres egne øjne. ²³ Herren førte dem ud af Egypten, for at de skulle gå ind og tage det land i besiddelse, som han havde lovet vores forfædre. ²⁴ Han har befalet os at overholde hans love og vise ham ærefrygt, så det må gå os godt, og han kan bevare os, sådan som han har gjort det indtil denne dag. ²⁵ Så længe vi trofast adlyder Herren, vores Guds, love, vil han acceptere os som sit folk.’ ”

Herren er trofast, men forventer fuld hengivenhed

7 Moses fortsatte: „Herren, jeres Gud, vil føre jer ind i det land, I skal tage i besiddelse, og drive syv folkeslag, der er langt stærkere og mægtigere end jer, på flugt foran jer. Det er hittitterne, girgashitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. ² Når Herren, jeres Gud, har udleveret dem til jer, skal I udrydde dem totalt. I må ikke skåne nogen af dem eller slutte fred med dem. ³ Hverken I selv eller jeres sønner og døtre må indgå ægteskab med dem, ⁴ for det kan let føre til, at de unge glemmer Herren og begynder at dyrke andre guder, så Herrens vrede blusser op og udsletter jer alle sammen.

⁵ I skal rive de fremmede folks altre ned, knuse deres stenstøtter, vælte deres Asherapæle og brænde deres afgudsbilleder. ⁶ I skal være et helligt folk, der er indviet til Herren, jeres Gud. Af alle verdens folkeslag har han udvalgt jer til sit ejendomsfolk. ⁷ I sin kærlighed udvalgte han jer, ikke fordi I var mægtige eller talstærke, for I var et ganske lille folk på jorden. ⁸ Det var alene på grund af sin kærlighed til sit folk, og på grund af sit løfte til jeres forfædre, at han førte folket ud af Egypten med magt og vælde.

⁹ Husk på, at Herren, jeres Gud, er den eneste sande Gud, en pålidelig Gud, der i tusind generationer holder fast ved sin pagt og sin trofasthed mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger. ¹⁰ Men alle, som hader ham, vil få deres velfortjente straf. Han vil ikke tøve med at udslette dem. ¹¹ Derfor skal I nøje overholde de love og bud, jeg pålægger jer i dag.

¹² Hvis I vil høre efter og adlyde de her bud, vil Herren vise sin trofasthed og overholde sin del af den pagt, han indgik med jeres forfædre. ¹³ Han vil elske jer og velsigne jer, så I bliver en stor og succesrig nation i et frugtbart land med masser af korn, vin, oliven og husdyr. Det var en sådan fremtid, han lovede jeres forfædre. ¹⁴ Der vil ingen barnløshed være iblandt jer, selv jeres dyr vil være sunde og forplantningsdygtige, fordi han har valgt at velsigne jer mere end noget andet folk på jorden. ¹⁵ Ja, Herren vil holde sygdomme væk fra jer. De frygtelige plager, han sendte over egypterne, vil I undgå. I stedet vil han sende dem over jeres fjender.

¹⁶ Men I må sørge for at udrydde de folk, som Herren udleverer til jer. I må ikke skåne nogen af dem, og for alt i verden ikke dyrke deres guder! Gør I det, bliver det jeres undergang! ¹⁷ Og hvis I kommer i tvivl og tænker: ‚Hvordan skal vi kunne besejre folk, der er langt mægtigere end os?’ ¹⁸ kan I jage frygten på flugt ved at huske på, hvad Herren, jeres Gud, gjorde ved egypterkongen og hans folk. ¹⁹ Glem ikke de plager, Herren lod ramme dem, og som jeres forældre så med egne øjne. Husk på, hvordan den almægtige Gud med magt og vælde førte dem ud af Egyptens land. På samme måde vil han slå ned på de folk, I frygter, ²⁰ ja, Herren, jeres Gud, vil skabe panik iblandt dem, og selv de, der prøver at skjule sig for jer, vil blive fundet og udryddet.

²¹ Vær derfor ikke bange for de fremmede folkeslag, for Herren, jeres Gud, er med jer, og han er en vældig Gud, der forstår at skabe ærefrygt omkring sig. ²² Når I marcherer frem, vil han give jer sejr over dem, ikke i hast, men gradvis, for at de vilde dyr ikke skal tage overhånd i landet. ²³ Herren vil udlevere jeres fjender til jer og skabe frygt og forvirring iblandt dem, så I kan hugge dem ned. ²⁴ Han vil overgive konger til jer, og I skal udrydde dem, så deres slægt går til grunde. Ingen skal kunne holde stand imod jer.

²⁵ Brænd deres afguder, og lad jer ikke friste af det sølv og guld, der findes på dem. Lad være at tage det som krigsbytte, for det er hæsligt i Herren, jeres Guds, øjne og kan føre til jeres undergang. ²⁶ I skal afsky alt det, der har med afguderne at gøre, og ikke bringe noget af den slags ind i jeres hjem. Jeg har sagt, at den slags ting skal udryddes, og gør I ikke det, bliver I selv udryddet.