Bible in 90 Days

Hvordan Gud skaber universet

1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. ² Jorden var øde og tom, og urdybet lå hen i totalt mørke, men Guds Ånd svævede over de mørke vande.

³ Så sagde Gud: „Der skal blive lys!” og så var der lys. ⁴ Gud glædede sig over lyset, og han satte skel mellem lyset og mørket. ⁵ Tiden med lys kaldte han dag, og tiden med mørke kaldte han nat. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den første dag.

⁶ Så sagde Gud: „Der skal være en hvælving midt i alt vandet til at dele det.” ⁷ Og Gud dannede en hvælving, så vandet ovenfor den blev adskilt fra vandet nedenfor den. ⁸ Hvælvingen kaldte han himmel. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den anden dag.

⁹ Dernæst sagde Gud: „Vandet under himmelhvælvingen skal samle sig, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan skete det. ¹⁰ Det tørre land kaldte han jord, og de steder, hvor vandet var, kaldte han hav; og Gud glædede sig over sit værk.

¹¹ Derpå sagde Gud: „Grønne planter, der bærer frø, skal spire frem af jorden, og frugttræer, som bærer frugt med kerner, skal vokse op, så de kan formere sig, hver efter sin art.” Og sådan blev det. ¹² Op af jorden spirede grønne planter, som bar frø, og træer, som bar frugt med kerner, hver efter sin art. Og Gud glædede sig over sit værk. ¹³ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den tredje dag.

^14-15 Så sagde Gud: „Der skal være lysgivere på himmelhvælvingen, som sætter skel mellem dag og nat, og som markerer årstidernes skiften og festdagenes begyndelse.” Og sådan blev det. ¹⁶ Gud frembragte to store lys på himlen til at skinne på jorden, det største lys, solen, til at herske om dagen, og det mindre, månen, til at herske om natten sammen med stjernerne. ¹⁷ Han satte dem på himmelhvælvingen til at lyse på jorden, ¹⁸ til at sætte skel mellem dagen og natten. Og han glædede sig over sit værk. ¹⁹ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den fjerde dag.

²⁰ Dernæst sagde Gud: „Vandet skal vrimle med fisk og andet liv, og der skal være et mylder af fugle i luften.” Og sådan blev det. ²¹ Gud skabte de store havdyr og en mangfoldighed af fisk og fugle; og han glædede sig over sit værk. ²² Han velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange. Fiskene skal fylde havene, og fuglene skal fylde luften.” ²³ Det blev aften, og det blev morgen. Det var den femte dag.

²⁴ Derpå sagde Gud: „Af jorden skal der fremstå alle slags dyr—kvæg, krybdyr og alle mulige vilde dyr.” Og sådan blev det. ²⁵ Gud dannede alle slags vilde dyr, krybdyr og husdyr, alle i stand til at formere sig, hver efter sin art; og Gud glædede sig over sit værk.

²⁶ Så sagde Gud: „Lad os frembringe et levende væsen, der ligner os. Det skal herske over alt dyrelivet—fiskene i havet, fuglene i luften og de tamme og vilde dyr på jorden.” ²⁷ Da skabte Gud to mennesker, som lignede ham. De blev skabt som mand og kvinde. ²⁸ Gud velsignede dem og sagde: „Formér jer og bliv mange, bred jer over hele jorden og tag den i besiddelse! Hersk over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.” ²⁹ Gud fortsatte: „Se! Jeg giver jer alle de frøbærende planter på jorden som føde, og I må også spise frugt fra de mange frugttræer. ³⁰ Jeg giver græsset og alt grønt til føde for dyrene og fuglene.” Og sådan blev det. ³¹ Gud betragtede nu hele sit skaberværk, og han var ovenud tilfreds med det. Det blev aften, og det blev morgen. Det var den sjette dag.

2 På den måde blev himlen og jorden og alt liv skabt. ² Skaberværket var nu fuldført, og Gud hvilede på den syvende dag. ³ Han velsignede den og indviede den til hviledag.

Hvordan Gud skaber de to første mennesker

⁴ Da Gud skabte verden, ⁵ var der først ingen grønne planter eller buske på jorden, for han havde endnu ikke ladet det regne. Der var heller ingen mennesker til at dyrke jorden. ⁶ Men der vældede vand frem af jorden og vandede dens overflade.

⁷ Så formede Gud et menneske af jorden og blæste livsånde i dets næsebor, så det blev et levende væsen. ⁸ Gud havde plantet en have i Eden mod øst, og dér anbragte han nu det menneske, som han havde skabt. ⁹ Gud havde plantet alle slags smukke træer i haven, træer med en mængde frugt. Midt i haven stod livets træ og træet, der giver kendskab til både godt og ondt. ¹⁰ I Eden udsprang en flod, som vandede haven. Uden for haven delte den sig i fire mindre floder. ¹¹ Den første flod hedder Pishon. Den bugter sig omkring landet Havila, hvor der findes guld ¹² af fin kvalitet samt bedellium^[a] og ædelsten. ¹³ Den anden flod kaldes Gihon. Den løber gennem landet Kush. ¹⁴ Den tredje flod kaldes Tigris. Den løber langs med Assyriens østgrænse. Den fjerde flod kaldes Eufrat.

¹⁵ Gud satte mennesket, Adam, i Edens have, for at han skulle passe den, ^16-17 og han sagde til ham: „Du må spise frugten fra alle træerne i haven undtagen det træ, som giver kendskab til både godt og ondt. Hvis du spiser af den frugt, skal du dø.”

¹⁸ Derpå sagde Gud: „Det er ikke godt for Adam at være alene. Jeg vil give ham en livsledsager,^[b] der passer til ham.” ¹⁹ Gud havde af jorden formet alle slags dyr og fugle. Dem førte han nu hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad Adam kaldte dem, blev deres navn. ²⁰ Adam navngav alle fuglene og de vilde og tamme dyr, men han fandt ikke nogen passende ledsager iblandt dem. ²¹ Derfor lod Gud Adam falde i en dyb søvn. Mens han sov, tog Gud et af hans ribben og lukkede stedet til igen med kød. ²² Af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.

²³ „Ja!” udbrød Adam. „Det er knogler af mine knogler og kød af mit kød! Hun skal hedde kvinde, for hun er taget ud af manden.^[c]” ²⁴ Derfor skal en mand forlade sin far og mor og knytte sig nært til sin kone, og de to skal blive ét.

²⁵ Adam og hans kone var begge nøgne, men de skammede sig ikke over deres nøgenhed.

Hvordan menneskets ulydighed begynder

3 Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: „Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?” ² „Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!” svarede kvinden. ³ „Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!” ⁴ „I dør da ikke,” hvislede slangen. ⁵ „Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.”

⁶ Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun en til sin mand, som også var der, og han spiste af den. ⁷ Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig.

⁸ Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. ⁹ Gud kaldte: „Adam, hvor er du?” ¹⁰ Adam svarede: „Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.” ¹¹ „Hvem fortalte dig, at du var nøgen?” spurgte Gud. „Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?” ¹² „Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,” indvendte Adam, „og så spiste jeg.”

¹³ Så vendte Gud sig til kvinden: „Hvor kunne du gøre det?” udbrød han. „Det var slangen, der lokkede mig til det,” forsvarede hun sig, „og så spiste jeg.”

Konsekvensen af ulydighed

¹⁴ Nu talte Gud til slangen: „Som straf for det, du har gjort, skal du være den mest forbandede af alle jordens dyr! Så længe du lever, skal du krybe på din bug og æde støv! ¹⁵ Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem dit afkom og hendes afkom.^[d] Du skal hugge ham i hælen, men han skal knuse dit hoved!”

¹⁶ Derpå sagde Gud til kvinden: „Jeg vil forstærke ubehaget ved din graviditet og smerten ved at føde børn. Du vil gerne have magt over^[e] din mand, men du skal underordne dig under ham.^[f]”

¹⁷ Til Adam sagde Gud: „Fordi du adlød din kone og spiste af frugten, som jeg sagde, du ikke måtte spise af, er du nu skyld i, at jorden bliver forbandet. Hele dit liv må du møjsommeligt slide for at skaffe dig føden. ¹⁸ Nu må du leve af, hvad du kan dyrke på marken, hvor der også vil vokse tjørn og tidsler. ¹⁹ Du kommer til at arbejde hårdt for føden, indtil du dør og bliver lagt i jorden, hvoraf du er formet. For af jord er du kommet, og til jord skal du blive.”

²⁰ Adam kaldte sin kone Eva^[g], for hun blev hele menneskeslægtens mor. ²¹ Derpå lavede Gud skindtøj til Adam og hans kone.

²² Så sagde Gud: „Nu da menneskene er blevet som os i den forstand, at de kender både det gode og det onde, skal de ikke også spise frugten fra livets træ og leve evigt.” ²³ Derfor bortviste Gud dem fra Edens have og satte dem til at dyrke den jord, hvoraf de var taget. ²⁴ Han drev dem ud og satte keruber^[h] øst for Edens have til at bevogte vejen til livets træ med glimtende og hvirvlende flammesværd.

Det første mord

4 Adam lå hos sin kone, Eva, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Kain, for—som hun sagde: „Med Guds hjælp har jeg fået^[i] en søn.” ² Hendes næste søn fik navnet Abel.^[j]

Abel vogtede får, og Kain dyrkede jorden. ³ Engang bragte Kain en offergave til Gud af sin høst. ⁴ Abel bragte også en offergave, det bedste kød fra sine førstefødte lam. Gud accepterede Abels offergave, ⁵ men ikke Kains. Det blev Kain meget vred og bitter over.

⁶ „Hvorfor er du vred?” spurgte Gud. „Hvorfor går du og kigger ned i jorden? ⁷ Når du gør det gode, kan du frit se andre i øjnene. Hvis du derimod gør, hvad der er ondt, så lurer synden ved din dør. Den ønsker at overmande dig, men du skal være herre over den.”

⁸ En dag sagde Kain til sin bror, Abel: „Lad os gå en tur ud på marken.” Mens de var derude, overfaldt Kain sin bror og slog ham ihjel. ⁹ Så spurgte Gud Kain: „Hvor er din bror, Abel?” „Hvor skulle jeg vide det fra?” svarede Kain. „Jeg skal vel ikke gå og holde øje med ham!” ¹⁰ Men Gud sagde: „Hvad har du dog gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. ¹¹ Derfor skal du forvises fra agerjorden, som har drukket din brors blod. ¹² Den skal ikke længere give dig føden. Fra nu af skal du vandre hvileløst fra sted til sted.”

¹³ Kain blev fortvivlet. „Den straf er ikke til at bære!” udbrød han. ¹⁴ „Du jager mig væk fra mine marker og gør mig hjemløs. Du støder mig bort fra din beskyttelse, så enhver, der ser mig, kan slå mig ihjel.” ¹⁵ Men Gud svarede: „Hvis du bliver slået ihjel, skal du blive hævnet syv gange.” Så satte Gud et mærke på Kain som en advarsel, så ingen ville turde slå ham ihjel. ¹⁶ Derpå rejste Kain væk fra Gud og bosatte sig i landet Nod,^[k] som lå øst for Eden.

Kains slægt

¹⁷ Kain lå hos sin kone, og hun blev gravid og fødte en søn, som fik navnet Enok. Kain grundlagde også en by og kaldte den Enok efter sin søn. ¹⁸ Enok blev far til Irad, Irad blev far til Mehujael, Mehujael blev far til Metushael, og Metushael blev far til Lemek. ¹⁹ Lemek tog sig to koner, Ada og Silla. ²⁰ Ada fik en søn, som fik navnet Jabal. Han blev stamfar til dem, der bor i telte og holder kvæg. ²¹ Hans bror hed Jubal og blev stamfar til dem, der spiller på lyre og fløjte. ²² Silla fik en søn, som blev kaldt Tubal-Kain. Han blev stamfar til dem, der smeder kobber^[l] og jern. Tubal-Kain havde en søster ved navn Na’ama.

²³ Lemek sagde engang til sine koner:

Adam og Eva får sønnen Set

²⁵ Adam og Eva fik en søn mere, som de kaldte Set,^[m] for—som Eva sagde: „Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, som Kain slog ihjel.” ²⁶ Set fik senere en søn, som han kaldte Enosh. På den tid begyndte man at påkalde og tilbede Gud som Herren over alle ting.

Adams efterkommere

5 I det følgende kommer en fortegnelse over Adams efterkommere indtil oversvømmelsen.

Da Gud skabte menneskene, skabte han dem, så de lignede ham. ² Som mand og kvinde skabte han dem, og han velsignede dem og kaldte dem fra begyndelsen „mennesker”.

³ Adam var 130 år, da hans søn Set blev født. Set var på alle måder en tro kopi af Adam. ⁴ Efter Sets fødsel levede Adam endnu 800 år og fik mange sønner og døtre. ⁵ Han døde 930 år gammel.

⁶ Set var 105 år, da hans søn Enosh blev født. ⁷ Efter Enosh’ fødsel levede Set endnu 807 år og fik sønner og døtre. ⁸ Han døde 912 år gammel.

⁹ Enosh var 90 år, da hans søn Kenan blev født. ¹⁰ Efter Kenans fødsel levede Enosh endnu 815 år og fik sønner og døtre. ¹¹ Han døde 905 år gammel.

¹² Kenan var 70 år, da hans søn Mahalalel blev født. ¹³ Efter Mahalalels fødsel levede Kenan endnu 840 år og fik sønner og døtre. ¹⁴ Han døde 910 år gammel.

¹⁵ Mahalalel var 65 år, da hans søn Jered blev født. ¹⁶ Efter Jereds fødsel levede Mahalalel endnu 830 år og fik sønner og døtre. ¹⁷ Han døde 895 år gammel.

¹⁸ Jered var 162 år, da hans søn Enok blev født. ¹⁹ Efter Enoks fødsel levede Jered endnu 800 år og fik sønner og døtre. ²⁰ Han døde 962 år gammel.

²¹ Enok var 65 år, da hans søn Metusalem blev født. ²² Efter Metusalems fødsel levede Enok i nært fællesskab med Gud i endnu 300 år og fik sønner og døtre. ²³ Han var 365 år gammel, ²⁴ da han pludselig en dag forsvandt, for Gud tog ham til sig.

²⁵ Metusalem var 187 år, da hans søn Lemek blev født. ²⁶ Efter Lemeks fødsel levede Metusalem endnu 782 år og fik sønner og døtre. ²⁷ Han døde 969 år gammel.

²⁸ Lemek var 182 år, da han fik en søn, ²⁹ som han kaldte Noa,^[n] for—som han sagde: „Noa vil bringe os trøst midt i det møjsommelige arbejde med jorden, som Herren har forbandet.” ³⁰ Efter Noas fødsel levede Lemek endnu 595 år og fik sønner og døtre. ³¹ Han døde 777 år gammel.

³² Noa var 500 år, før han fik sønnerne Sem, Kam og Jafet.^[o]

Ondskaben breder sig

6 Jordens befolkning var nu vokset meget, og der blev født mange smukke piger. ² „Gudesønnerne”^[p] blev tiltrukket af de smukke piger, og tog sig så mange koner iblandt dem, som de havde lyst til. ³ Da sagde Gud: „Min Ånd^[q] skal ikke for altid strides med menneskene, for de er jo blot kød og blod. Jeg vil give dem 120 år.”^[r]

⁴ Dengang „gudesønnerne” fik børn med „menneskedøtrene”, var der mægtige mænd på jorden, de berømte helte fra gamle dage.

⁵ Da Herren så, hvordan menneskenes ondskab voksede, så de hele dagen kun tænkte onde tanker, ⁶ blev han ked af, at han havde skabt dem. Al den ondskab skar ham i hjertet. ⁷ „Jeg vil fjerne de mennesker, jeg har skabt, fra jordens overflade,” sagde han. „Og jeg vil udrydde både de vilde og tamme dyr og alle fuglene, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.” ⁸ Men Herren var tilfreds med Noa.

⁹ Dette er Noas historie: Noa var dengang det eneste menneske på jorden, som Gud kunne acceptere. Han levede i et nært forhold til Gud. ¹⁰ Han havde tre sønner: Sem, Kam og Jafet.

^11-12 Men ondskaben voksede ud over jorden. I Guds øjne blev verden mere og mere ond. Menneskene var onde og fordærvede i bund og grund.

¹³ Da sagde Gud til Noa: „Jeg har besluttet at udrydde menneskene, for de er skyld i, at verden er fuld af vold og ondskab. ¹⁴ Men du skal bygge en ark af gofertræ og tætne den med tjære både indvendigt og udvendigt. Du skal indrette den med mange rum. ¹⁵ Sådan her skal du bygge arken: Den skal være 150 meter^[s] lang, 25 meter bred og 15 meter høj. ¹⁶ Du skal lave taget, så det ender en halv meter over arken,^[t] og du skal lave en dør i siden på arken. Du skal indrette den med et nederste, mellemste og øverste dæk. ¹⁷ Jeg vil nemlig sende en stor oversvømmelse, som vil udrydde alt, hvad der lever på landjorden. Både dyr og mennesker skal dø. ¹⁸ Men jeg vil oprette en pagt^[u] med dig. Du skal gå ind i arken sammen med din kone, dine sønner og deres koner. ^19-20 I skal medbringe en han og en hun af alle de tamme og vilde dyr og alle fuglene, for at de kan overleve sammen med jer. ²¹ Og I skal tage mad med, så der er nok til både jer og dyrene.”

²² Noa begyndte med det samme at gøre, hvad Gud havde befalet ham.

Ondskabens konsekvens

7 Da Noa var færdig med at bygge arken, sagde Herren til ham: „Du og din familie skal gå om bord i arken, for du er den eneste, jeg kan acceptere blandt menneskene på jorden. ^2-3 Af alle slags fugle og de dyr, der bruges til ofringer og til mad, skal du tage syv par, en han og en hun, for at de siden hen kan formere sig på jorden. Af de øvrige dyr skal du kun tage ét par, en han og en hun. ⁴ Om syv dage vil jeg sende regn, og det vil blive ved at regne uden ophør i 40 dage.^[v] Jeg vil udrydde alle levende væsener fra jordens overflade.”

⁵ Noa gjorde, som Herren havde befalet ham: ^6-11 Han bad sin kone, sine sønner og deres koner om at gøre sig klar til at gå ind i arken, så de kunne blive reddet fra oversvømmelsen. Alle dyrearter kom parvis ind i arken, som Herren havde befalet. Syv dage efter at Gud havde talt, begyndte regnen. Jordens kilder og himlens sluser blev åbnet på den 17. dag i den anden måned i det år, hvor Noa blev 600, ¹² og det regnede uafbrudt i de næste 40 dage. ¹³ På den dag, da regnen begyndte, gik Noa ind i arken sammen med sin kone og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, og deres koner. ¹⁴ Alle de forskellige dyr var allerede kommet ind i arken, både de tamme og vilde dyr og fuglene, ¹⁵ ja, alt, hvad der kunne trække vejret, ¹⁶ sådan som Gud havde befalet. Og Herren lukkede døren efter dem.

¹⁷ I 40 dage blev vandet ved med at stige, og arken flød på vandet. ¹⁸ Vandet steg og steg, ¹⁹ indtil de højeste bjerge stod under vand. ²⁰ Vandet nåede mere end 7 meter over bjergtoppene. ^21-22 Alt levende på landjorden omkom—både dyr og mennesker. ²³ Kun Noa overlevede—og sammen med ham alle dem, som var i arken.

²⁴ I 150 dage var jorden i vandmassernes vold.

En ny begyndelse

8 ^1-2 Men Gud glemte ikke Noa og dyrene i arken. Han standsede vandstrømmen fra jordens indre og lukkede himlens sluser, så styrtregnen holdt op. Samtidig sendte han en vind, så vandet begyndte at synke. ³ Vandet sank lidt efter lidt, og efter at arken i 150 dage havde været prisgivet vandmasserne, ⁴ gik den på grund i Ararats bjerge. Det skete den 17. dag i den syvende måned. ⁵ Vandet fortsatte langsomt med at synke. Først i den tiende måned kom bjergtinderne til syne.

⁶ Noa ventede i endnu 40 dage. Derefter åbnede han en luge ⁷ og sendte en ravn af sted. Ravnen kom ikke tilbage, men fløj omkring, indtil vandet var borte fra jorden. ⁸ Derefter sendte Noa en due af sted for at se, om den kunne finde tørt land, ⁹ men duen fandt ingen steder at lande. Vandet stod endnu for højt, så den vendte tilbage til arken. Noa rakte hånden ud og tog duen ind igen.

¹⁰ Syv dage senere sendte Noa duen af sted for anden gang, ¹¹ og denne gang vendte den tilbage ved aftenstid med et frisk olivenblad i næbbet. Så var Noa klar over, at jorden var ved at blive tør. ¹² En uge senere sendte han duen af sted igen, og denne gang vendte den ikke tilbage.

¹³ På den første dag i den første måned i det år, Noa fyldte 601 år, fjernede han noget af arkens tag og så, at det meste af vandet var væk. ¹⁴ Men først to måneder senere var jorden tilstrækkelig tør, så de kunne gå ud.

¹⁵ Så sagde Gud til Noa: ¹⁶ „Gå ud af arken med din kone, dine sønner og deres koner ¹⁷ og tag alle fuglene og dyrene med dig, så de kan formere sig og sprede sig over jorden.” ¹⁸ Noa forlod da arken sammen med sin kone, sine sønner og deres koner. ¹⁹ Og alle dyrene forlod arken parvis.

²⁰ Derpå byggede Noa et alter og ofrede nogle af de rene^[w] dyr og fugle til Herren. ²¹ Brændofferet behagede Herren, og han sagde til sig selv: „Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene, selvom deres tanker er onde fra ungdommen af. Jeg vil aldrig mere udslette alt liv på jorden. ²² Så længe jorden står, skal forår og efterår, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.”

Guds pagt med Noa

9 Gud velsignede Noa og hans sønner: „Formér jer og bliv mange!” sagde han. „Spred jer over jorden. ² Dyrene, fuglene og fiskene vil frygte for jer, fordi jeg har givet jer magt over dem. ³ Jeg har givet dem til jer, og I må gerne spise dem såvel som de grønne planter, jeg tidligere har givet jer. ⁴ Men fordi livet er i blodet, må I ikke spise kød, som stadig indeholder blod. ⁵ Menneskers livsblod vil jeg kræve hævn for. Ethvert dyr, som dræber et menneske, skal dø. ⁶ Ethvert menneske, der slår et andet menneske ihjel, skal henrettes for at have myrdet et levende væsen, som er skabt i Guds billede. ⁷ Formér jer og få mange børn så jeres efterkommere kan brede sig ud over hele jorden.”

⁸ Derpå sagde Gud til Noa og hans sønner: ⁹ „Jeg vil oprette min pagt med jer og jeres efterkommere ¹⁰ og med alle de dyr, som er kommet ud af arken sammen med jer: ¹¹ Jeg vil aldrig mere sende en oversvømmelse, som udsletter alt liv på landjorden. ¹² Og jeg vil give jer et synligt tegn på denne evige pagt, som jeg opretter med jer og alle levende væsener. ¹³ Jeg har sat min regnbue i skyerne. Den er tegn på mit evigtgyldige løfte til jer og til hele jorden. ¹⁴ Når jeg sender regn over jorden, og regnbuen kommer til syne, ¹⁵ så vil jeg huske mit løfte til jer og de andre levende væsener: at der aldrig igen vil komme en oversvømmelse, som ødelægger alt liv. ¹⁶ Når jeg ser regnbuen i skyerne, vil jeg huske min evige pagt med alle levende væsener på jorden. ¹⁷ Regnbuen er tegnet på denne pagt.”

Noas tre sønner

^18-19 Noas tre sønner, som var med i arken, hed Sem, Kam og Jafet, og fra dem nedstammer hele jordens befolkning. Det var Kam, der blev stamfar til kana’anæerne.

²⁰ Noa dyrkede jorden, og han var den første, der plantede en vingård. ²¹ En dag drak han af vinen og blev stærkt beruset, så han smed tøjet og lå nøgen inde i sit telt. ²² Kam kom ind og så sin far nøgen. Han gik straks ud og fortalte sine brødre det. ²³ Så tog Sem og Jafet en kappe over skuldrene, gik baglæns ind i teltet og tildækkede deres far. De vendte ryggen til, så de ikke så ham nøgen. ²⁴ Da Noa vågnede og blev ædru, hørte han, hvad hans yngste søn havde gjort. ²⁵ „Gud vil dømme Kana’an og hans efterkommere!” udbrød han. „Lad dem blive slaver for Sems og Jafets efterkommere. ²⁶ Må Herren, min Gud, velsigne Sems slægt, og må kana’anæerne trælle for dem. ²⁷ Må Gud give Jafets slægt meget land, må de trives som Sems slægt, og må kana’anæerne også trælle for dem.”

²⁸ Noa levede endnu 350 år efter oversvømmelsen. ²⁹ Han var 950 år gammel, da han døde.

Noas slægt

10 Efter oversvømmelsen fik Noas tre sønner, Sem, Kam og Jafet, selv sønner. Det følgende er en liste over disse sønner og deres efterkommere.

² Jafets sønner hed Gomer, Magog, Madaj, Javan, Tubal, Meshek og Tiras. ³ Gomers sønner hed Ashkenaz, Rifat og Togarma. ⁴ Javans sønner hed Elisha, Tarshish, Kittim og Rodanim. ⁵ Fra Jafets efterkommere nedstammer de folkeslag, som bosatte sig i kystlandet og på øerne, hver med deres eget område og sprog.

⁶ Kams sønner hed Kush, Mitzrajim, Put og Kana’an,^{[x] 7} Kush fik sønnerne Seba, Havila, Sabta, Rama og Sabteka. Ramas sønner hed Saba og Dedan.

⁸ Kush havde også en efterkommer ved navn Nimrod. Han var en heltemodig kriger ⁹ og en enestående jæger. Det er fra ham, man har udtrykket: „En mægtig jæger som Nimrod.” ¹⁰ Nimrods rige bestod først af byerne Babel,^[y] Erek, Akkad og Kalne i landet Shinar. ¹¹ Senere erobrede han Assyrien, hvor han byggede byerne Nineve, Rehobot-Ir, Kala ¹² og Resen, som blev rigets hovedstad og ligger mellem Nineve og Kala.

¹³ Mitzrajim blev stamfar til luditterne, anamitterne, lehabitterne, naftuhitterne, ¹⁴ patrusitterne, kasluhitterne (som filistrene stammer fra) og kaftoritterne. ¹⁵ Kana’ans ældste søn hed Sidon og blev stamfar til sidonitterne. Han blev også stamfar til hittitterne, ¹⁶ jebusitterne, amoritterne, girgashitterne, ¹⁷ hivvitterne, arkitterne, sinitterne, ¹⁸ arvaditterne, zemaritterne og hamatitterne. ¹⁹ Kana’anæernes slægter bredte sig efterhånden, så deres grænser nåede fra Sidon i nord til Gerar og Gaza i syd—og østpå til Sodoma, Gomorra, Adma og Sebojim ved Lasha. ²⁰ Alle disse folk er Kams efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.

²¹ Sem, der var storebror til Jafet,^[z] fik også en række sønner, og han blev gennem Eber stamfar til hebræerne. ²² Sems sønner var Elam, Ashur, Arpakshad, Lud og Aram. ²³ Arams sønner hed Utz, Hul, Geter og Mash. ²⁴ Arpakshad blev far til Shela, som blev far til Eber. ²⁵ Eber fik to sønner. Den første søn hed Peleg,^[aa] for det var på hans tid, at jordens befolkning adskiltes i forskellige sproggrupper og spredtes ud over jorden. Den anden søn hed Joktan, ²⁶ og han blev far^[ab] til Almodad, Shelef, Hazarmavet, Jera, ²⁷ Hadoram, Uzal, Dikla, ²⁸ Obal, Abimael, Saba, ²⁹ Ofir, Havila og Jobab. ³⁰ Joktans efterkommeres område strækker sig fra Mesha til Sefar i bjergene mod øst. ³¹ Disse folk er Sems efterkommere, opregnet efter deres slægter, sprog og territorier.

³² Alle disse etniske grupper nedstammer altså fra Noas sønner. Efter oversvømmelsen blev jorden befolket med disse folkeslag.

Menneskenes stolthed

11 I begyndelsen talte alle mennesker samme sprog. ² Efter oversvømmelsen bevægede de sig rundt i Østen og kom til en frugtbar slette i landet Shinar,^[ac] hvor de slog sig ned. ³ De sagde til hinanden: „Lad os forme mursten og brænde dem hårde, og lad os bruge asfalt som mørtel. ⁴ Så kan vi bygge en stor by med et tårn, som når op til himlen. Et sådant projekt vil gøre os berømte og hindre, at vi bliver spredt ud over jorden.”

⁵ Men Gud steg ned for at se på byen og tårnet, som de var ved at bygge. ⁶ „Se, hvad de er i stand til at udrette, når de er enige og taler samme sprog,” sagde Gud. „Intet vil være umuligt for dem. ⁷ Lad os derfor give dem forskellige sprog, så de ikke længere forstår hinanden.”

⁸ På den måde fik Gud spredt dem ud over hele jorden, og de fik aldrig fuldendt deres byggeri. ⁹ Man kaldte den påbegyndte by for Babel,^[ad] for det var dér, Herren forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, og som følge deraf spredtes de ud over hele jorden.

Slægtslinien fra Sem til Abram

¹⁰ Det følgende er en liste over Sems efterkommere ned til Abram. To år efter oversvømmelsen—da Sem var 100 år—fik han en søn, som fik navnet Arpakshad. ¹¹ Derefter levede Sem endnu 500 år og fik andre sønner og døtre. ¹² Arpakshad var 35 år, da han fik sønnen Shela. ¹³ Derefter levede Arpakshad endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. ¹⁴ Shela var 30 år, da han fik sønnen Eber. ¹⁵ Derefter levede Shela endnu 403 år og fik andre sønner og døtre. ¹⁶ Eber var 34 år, da han fik sønnen Peleg. ¹⁷ Derefter levede Eber endnu 430 år og fik andre sønner og døtre. ¹⁸ Peleg var 30 år, da han fik sønnen Reu. ¹⁹ Derefter levede Peleg endnu 209 år og fik andre sønner og døtre. ²⁰ Reu var 32 år, da han fik sønnen Zerug. ²¹ Derefter levede Reu endnu 207 år og fik andre sønner og døtre. ²² Zerug var 30 år, da han fik sønnen Nakor. ²³ Derefter levede Zerug endnu 200 år og fik andre sønner og døtre. ²⁴ Nakor var 29 år, da han fik sønnen Tera. ²⁵ Derefter levede Nakor endnu 119 år og fik andre sønner og døtre. ²⁶ Tera var 70 år, før han fik sønnerne Abram, Nakor og Haran.^[ae]

Teras slægt

²⁷ Det følgende er en liste over Teras efterkommere. Tera var far til Abram, Nakor og Haran. Haran fik en søn, der blev kaldt Lot, ²⁸ men døde ellers forholdsvis ung på sin fødeegn ved den kaldæiske by Ur. (Hans far, Tera, var stadig i live på det tidspunkt.)

²⁹ Abram giftede sig med Saraj, og Nakor giftede sig med sin niece Milka, en datter af Haran og søster til Jiska. ³⁰ Saraj kunne ikke få børn. ³¹ Tera tog sin søn Abram, sin svigerdatter Saraj og sit barnebarn Lot med sig og forlod sin hjemby Ur for at drage til Kana’ans land. Men da de kom til byen Karan, slog de sig ned der. ³² Tera blev 205 år gammel og døde i Karan.

Gud udvælger Abram

12 Herren havde sagt^[af] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. ² Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

⁴ Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. ⁵ Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. ⁶ De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.^[ag] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.

⁷ Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. ⁸ Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. ⁹ Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.

Abram og Saraj i Egypten

¹⁰ Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. ^11-13 Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” ¹⁴ Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. ¹⁵ Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. ¹⁶ Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.

¹⁷ Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. ¹⁸ Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? ¹⁹ Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” ²⁰ Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.

Abram og Lot går hver til sit

13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. ² Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. ^3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.

⁵ Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. ⁶ Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. ⁷ Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, ⁸ sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. ⁹ Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”

¹⁰ Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. ¹¹ Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. ¹² Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. ¹³ Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.

¹⁴ Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. ¹⁵ Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. ¹⁶ Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. ¹⁷ Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” ¹⁸ Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.

Abram redder Lot

14 På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim, ² kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.

³ De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.^{[ah] 4} I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør, ⁵ og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten ⁶ og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant, ⁷ vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.

⁸ Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod ⁹ kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem. ¹⁰ Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene. ¹¹ Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort. ¹² De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma. ¹³ En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.

¹⁴ Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan. ¹⁵ Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus. ¹⁶ Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.

Melkizedek velsigner Abram

¹⁷ Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen. ¹⁸ Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. ^19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.

²¹ Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”

²² Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, ²³ at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. ²⁴ Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”

Guds løfte til Abram

15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” ^2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” ⁴ Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”

⁵ Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” ⁶ Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.

⁷ Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” ⁸ Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” ⁹ Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”^{[ai] 10} Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. ¹¹ Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.

¹² Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.

¹³ Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land i 400 år og opleve slaveri og undertrykkelse, ¹⁴ men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. ¹⁵ (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) ¹⁶ Fire generationer^[aj] senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”

¹⁷ Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. ¹⁸ Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, ¹⁹ som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, ²⁰ hittitterne, perizzitterne, refaitterne, ²¹ amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebusitterne.”

Menneskelig problemløsning

16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. ^2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”

Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. ⁴ Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.

⁵ Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”

⁶ „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.

⁷ Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. ⁸ Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. ⁹ „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. ¹⁰ „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. ¹¹ Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.^[ak] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. ¹² Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”

¹³ Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” ¹⁴ Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.^[al] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.

¹⁵ Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. ¹⁶ På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.