Bible in 90 Days

²⁷ I kong Uzzija af Judas 52. regeringsår blev Peka, Remaljas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i 20 år. ²⁸ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og fortsatte den afgudsdyrkelse, Jeroboam havde indført. ²⁹ Mens han regerede, angreb den assyriske konge Tiglat-Pileser igen Israel og indtog byerne Ijjon, Abel-Bet-Ma’aka, Janoha, Kadesh og Hatzor samt områderne Gilead, Galilæa og Naftali. Indbyggerne tog han med sig til Assyrien som fanger.

³⁰ Hosea, Elas søn, lavede en sammensværgelse mod Peka og myrdede ham, hvorefter han selv overtog magten. Det skete i kong Jotams, Uzzijas søns, 20. regeringsår. ³¹ Resten af Pekas liv og virke er beskrevet i Israels kongers krønikebog.

Kong Jotam af Juda

³² I kong Peka af Israels andet regeringsår blev Jotam, Uzzijas søn, konge i Juda. ³³ Han var 25 år, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. Hans mor hed Jerusha og var en datter af Zadok.

³⁴ Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, som hans far Uzzija havde gjort. ³⁵ Dog ødelagde han ikke offerstederne rundt omkring i landet, hvor folk bragte brændofre. I øvrigt var det under kong Jotam, at nordporten i Herrens tempel blev bygget. ³⁶ Resten af Jotams liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog.

³⁷ På den tid lod Herren kong Retzin af Aram og kong Peka af Israel angribe Juda. ³⁸ Da Jotam døde, blev han begravet ved siden af Judas konger i Davidsbyen. Hans søn Ahaz blev konge efter ham.

Kong Ahaz af Juda

16 I kong Peka af Israels 17. regeringsår blev Ahaz, Jotams søn, konge i Juda. ² Han var 20 år gammel, og han regerede i Jerusalem i 16 år.

I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. ³ Han var ikke bedre end Israels onde konger, ja, han gik tilmed så vidt, at han ofrede sin egen søn på bålet. Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. ⁴ Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.

⁵ Kong Retzin af Aram og kong Peka af Israel gik nu til angreb på Ahaz. De belejrede Jerusalem, men de måtte opgive at indtage byen. ⁶ Samtidig tilbageerobrede Edoms konge Eilat og fordrev Judas folk fra byen, hvorefter edomitterne flyttede ind igen, og der bor de den dag i dag.

⁷ Kong Ahaz sendte bud til kong Tiglat-Pileser af Assyrien og bad ham om hjælp mod Arams og Israels konger. ⁸ Ahaz tog alt det guld og sølv, som var tilbage i templets og paladsets skatkamre, og sendte det som gave til den assyriske konge. ⁹ Assyrerkongen opfyldte hans ønske, gik til angreb på Damaskus og indtog byen. Indbyggerne blev taget til fange og bortført til Kir, og kong Retzin selv blev dræbt.

¹⁰ Kong Ahaz tog nu til Damaskus for at møde kong Tiglat-Pileser. Under sit ophold i byen bemærkede Ahaz et usædvanligt imponerende alter i et hedensk tempel, og han lavede en tegning af alteret og sendte tegningen til præsten Urija med en detaljeret beskrivelse af dets dimensioner. ^11-12 Urija sørgede straks for at bygge et alter i overensstemmelse med Ahaz’ beskrivelse. Da kongen kom tilbage fra Damaskus, stod alteret klar til indvielsen og den første offerceremoni. ¹³ Kongen foretog indvielsen ved først at ofre et brændoffer og dernæst et afgrødeoffer. Han bragte også et drikoffer og et takoffer, hvor offerdyrets blod blev stænket på alteret. ¹⁴ Så fjernede han det gamle bronzealter, der hidtil havde stået foran templet (mellem indgangen og det nye alter), og anbragte det i stedet nord for det nye alter. ¹⁵ For fremtiden skulle præsten Urija bruge det nye alter til følgende ofre: Brændofferet om morgenen, afgrødeofferet om aftenen, kongens og folkets egne brændofre og afgrødeofre, og endelig folkets drikofre. Blodet fra offerdyrene skulle stænkes på det nye alter. „Det gamle bronzealter må jeg overveje, hvad jeg skal gøre ved,” sagde kongen.

¹⁶ Præsten Urija gjorde, som kongen havde befalet. ¹⁷ Så tog kongen pladerne af rullebordene, som stod ved templets langsider, og han fjernede de store bronzebaljer fra dem. Han fjernede også bronzehavet, der hvilede oven på de 12 okser af bronze, og satte det på et fundament af sten på jorden. ¹⁸ I sit forsøg på at behage den assyriske konge fjernede Ahaz tilmed sabbatsbaldakinen i templets forgård samt den kongelige indgang til templet.

¹⁹ Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁰ Da Ahaz døde, blev han begravet blandt sine forfædre i Davidsbyen. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

Eksilet—Guds dom over Israel

17 I kong Ahaz af Judas 12. regeringsår blev Hosea, Elas søn, konge i Israel. Han regerede i Samaria i ni år. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, men ikke så slemt som hans forgængere på Israels trone.

³ Kong Shalmanesar af Assyrien angreb og besejrede kong Hosea, så Israel måtte betale skat til den assyriske konge. ⁴ Men Hosea gjorde oprør imod assyrerkongen, idet han henvendte sig til kong So af Egypten og bad ham om hjælp i sit forsøg på at befri Israel fra det assyriske tyranni. Samtidig nægtede Hosea at betale skat til Assyrien. Da skatten udeblev, sendte assyrerkongen bud efter Israels konge og lod ham kaste i fængsel.

⁵ Assyrerkongen drog derefter med sin hær til Israel og belejrede hovedstaden Samaria i tre år. ⁶ I kong Hoseas niende regeringsår måtte byen endelig overgive sig. Israels folk blev deporteret til Assyrien og anbragt i kolonier i byen Halach, i Gozan ved Haborfloden, og i en række mediske byer.

⁷ Nordrigets indbyggere blev sendt i eksil, fordi de dyrkede afguderne og derved syndede imod Herren, deres Gud, som havde ført dem ud af fangenskabet i Egypten. ⁸ Anført af Israels konger begyndte de at følge de samme ugudelige skikke, som blev praktiseret af de folkeslag, som Herren havde jaget ud af landet for at give plads til sit eget folk. ⁹ Israels folk trodsede deres Gud ved at gøre mange ting, som var forkert i Herrens øjne. De indrettede offerhøje rundt omkring i landet i både små og store byer, ¹⁰ og de opstillede frugtbarhedssymboler og afgudsbilleder på alle offerhøjene og under de store træer. ¹¹ De brændte afgudsofre på højene, sådan som folkene, der boede i landet før dem, havde gjort. Alle disse onde handlinger skete i oprør mod Herren, ¹² for folket tilbad disse afguder på trods af, at Herren klart havde sagt, at det måtte de ikke gøre.

¹³ Gang på gang havde Herren sendt sine profeter for at advare Israel og Juda. Budskabet var altid det samme: „Hold op med jeres afgudsdyrkelse og adlyd i stedet de love og anvisninger, som jeg gav jeres forfædre ved mine profeters medvirken.” ¹⁴ Men de ville ikke høre efter. De var lige så oprørske som deres forfædre, der ikke havde tillid til, at Herren, deres Gud, ville sørge for dem. ¹⁵ De forkastede hans love, den pagt han havde oprettet med deres forfædre og stentavlerne med de ti bud, som han havde givet dem. De tilbad indholdsløse afguder og endte selv i tomhed. De efterlignede de folkeslag, som Herren havde sagt, de ikke måtte efterligne. ¹⁶ De lod hånt om Herrens, deres Guds, bud ved at tilbede to gudebilleder i form af guldkalve. De opstillede søjler for Ashera, og de tilbad Ba’al, foruden solen, månen og stjernerne. ¹⁷ Ja, de ofrede tilmed deres egne børn som brændofre. De opsøgte okkulte medier og gjorde brug af trolddom. De solgte deres sjæl til at gøre, hvad der var ondt i Herrens øjne. På den måde gjorde de oprør imod Herren, ¹⁸ og han blev meget vred på Israel og sendte dem langt væk, indtil der kun var en rest tilbage i landet, nemlig Judas stamme.

¹⁹ Men også Juda nægtede at adlyde Herrens, deres Guds, bud. De fremturede i samme synd og ondskab, som Israel var begyndt på. ²⁰ Derfor forkastede Herren alle Jakobs efterkommere. Han straffede dem ved at udlevere dem til deres fjender, indtil alle var ført i landflygtighed.

²¹ Dengang Herren rev Israels rige ud af Davidslægtens hånd, valgte de Jeroboam, Nebats søn, til konge. Det var ham, der lokkede folket til synd og indførte afgudsdyrkelsen. ²² Og Israels folk fortsatte derefter ad den vej, Jeroboam havde ledt dem ind på, ²³ indtil det kom til det punkt, hvor Herren måtte forvise dem fra deres land, helt i overensstemmelse med profeternes advarsler. Det er baggrunden for Israels landflygtighed i Assyrien i dag.

Nybyggerne i Israel

²⁴ Assyriens konge sørgede for at forflytte store menneskemængder fra byerne Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim til Samarias byer, så de kunne befolke landet i stedet for israelitterne. Således overtog assyrerne Samaria og de andre byer i Israel og bosatte sig der. ²⁵ Men fordi nybyggerne ikke fra begyndelsen tilbad Herren, sendte Herren løver iblandt dem, så mange af dem blev dræbt.

²⁶ Da skyndte de sig at sende følgende budskab til den assyriske konge: „Vi nybyggere her i Israel kender ikke landets Gud, og nu har han sendt løver iblandt os, som dræber os, fordi vi ikke tilbeder ham.”

²⁷ Assyrerkongen gav derefter ordre til, at en af de bortførte præster skulle vende tilbage til Israel og lære nybyggerne at dyrke Israels Gud. ²⁸ Da rejste en præst, som oprindelig var kommet fra Samaria, tilbage til Israel og bosatte sig i Betel med det formål at forklare, hvordan man tilbeder Herren.

²⁹ Men nybyggerne opgav ikke af den grund deres afgudsdyrkelse. Hver koloni lavede billeder af deres egne guder og opstillede dem på de offersteder, som allerede fandtes i landet. ³⁰ Folk fra Babylon dyrkede deres gud Sukkot-Benot, folk fra Kuta dyrkede Nergal, folk fra Hamat dyrkede Ashima, ³¹ guderne Nibhaz og Tartak blev dyrket af avvijitterne, og folk fra Sefarvajim brændte endog deres børn som et udtryk for deres ærefrygt for guderne Adrammelek og Anammelek.

³² Samtidig ofrede de til Herren, Israels Gud. De udnævnte deres egne præster, som skulle ofre til Herren ved de offersteder, der var indrettet på bakketoppene. ³³ Men de holdt fast ved deres nationale og religiøse skikke, som de havde taget med sig hjemmefra. ³⁴ Sådan er det den dag i dag. De tilbeder ikke Herren af hjertet eller adlyder de love, han gav til Jakobs efterkommere, den Jakob hvis navn blev ændret til Israel. ^35-36 For det var med Jakobs efterkommere Herren oprettede sin pagt, da han befalede dem aldrig at tilbede eller ofre til nogen afguder. De måtte kun tilbede Herren, der havde ført dem ud af Egypten med vældig kraft og store mirakler. ³⁷ Jakobs efterkommere skulle adlyde alle Guds love og aldrig tilbede fremmede guder. ³⁸ Gud havde sagt: „Glem aldrig den pagt, jeg her har oprettet med jer, så I dyrker andre guder. ³⁹ Tilbed Herren alene. Han alene kan frelse jer fra jeres fjender.”

⁴⁰ Men Israel ville ikke høre efter. De blev ved med at ofre til afguderne. ⁴¹ Nybyggerne fra Babylon ofrede til Israels Gud samtidig med, at de ofrede til deres egne guder. Og sådan er det fortsat helt frem til i dag.

Kong Hizkija af Juda adlyder Herren

18 I kong Hosea af Israels tredje regeringsår blev Hizkija, søn af Ahaz, konge i Juda. ² Han var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abi og var en datter af Zekarja.

³ Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. ⁴ Han nedbrød offerstederne rundt omkring i landet, knuste stenstøtterne og væltede frugtbarhedspælene. Han slog tilmed den kobberslange i småstykker, som Moses i sin tid havde lavet, for Israels folk var begyndt at bringe ofre til den. De gav den navnet Nehushtan som en anden afgud. ⁵ Hizkija havde en usædvanlig stor tillid til Herren, Israels Gud, ja, hverken før eller efter ham har der i Juda været en konge, som i den henseende kan måle sig med ham. ⁶ Hizkija adlød Herren i alle ting, og han overholdt omhyggeligt de bud, som Herren havde givet Moses. ⁷ Derfor var Herren med ham, og alt, hvad han gjorde, lykkedes for ham. Han gjorde oprør imod den assyriske konge ved at nægte at betale skat. ⁸ Han besejrede også filistrene helt til Gaza og indtog mange svært befæstede byer undervejs.

⁹ Det var i Hizkijas fjerde regeringsår, og i kong Hoseas syvende regeringsår i Israel, at kong Shalmanesar af Assyrien angreb Israel og påbegyndte belejringen af Samaria. ¹⁰ To år senere, i kong Hizkijas sjette regeringsår og kong Hoseas niende regeringsår, faldt Samaria. ¹¹ Det var ved den lejlighed, at assyrerkongen deporterede israelitterne til Assyrien og anbragte dem i kolonierne i Halach og langs Haborfloden i Gozan og i de forskellige mediske byer. ¹² De havde nemlig nægtet at lytte til Herren, deres Gud, og gøre, hvad han havde befalet dem. De havde brudt hans pagt med dem og overtrådt de befalinger, som Herren havde givet dem gennem sin tjener Moses.

Kong Sankerib invaderer Juda

¹³ I kong Hizkijas 14. regeringsår^[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. ¹⁴ Kong Hizkija sendte da en fredsdelegation fra Jerusalem med følgende budskab til assyrerkongen, der opholdt sig i Lakish: „Jeg indrømmer, at det var forkert af mig at gøre oprør. Jeg indvilliger i at betale den skat, du måtte forlange, hvis du til gengæld lover at trække dig tilbage.” Assyrerkongen forlangte 10 tons sølv og et ton guld, ¹⁵ og kong Hizkija var tvunget til at tømme paladsets skatkammer og ribbe templet for sølv. ¹⁶ Han skrællede endog det guld af templets døre og dørkarme, som han selv havde fået lagt på, hvorefter han gav det hele til assyrerkongen.

¹⁷ Alligevel sendte assyrerkongen en stor hær af sted fra Lakish mod kong Hizkija i Jerusalem. Styrken blev anført af hærchefen, kongens næstkommanderende og chefen for livvagten. Da de nåede frem, tog de opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. ¹⁸ De forlangte, at kong Hizkija skulle komme ud og tale med dem, men han foretrak at sende en delegation, der bestod af tre mænd: hofmarskalen Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa.

¹⁹ „Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? ²⁰ Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? ²¹ Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. ²² Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? ²³ Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. ²⁴ Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? ²⁵ For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

²⁶ „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,^[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

²⁷ „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

²⁸ Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: ²⁹ Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. ³⁰ Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. ³¹ Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, ³² indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin, oliventræer og honning. I kan vælge mellem den mulighed og døden. Hør ikke på Hizkija, for han tager fejl, når han påstår, at Herren kan frelse jer. ³³ Tænk på de andre folkeslag, som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? ³⁴ Hvor blev Hamats, Arpads, Sefarvajims, Henas og Ivvas guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? ³⁵ Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

³⁶ Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. ³⁷ Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Hizkija søger hjælp hos Esajas

19 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. ² Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas,^[c] Amotz’ søn. De havde også klædt sig i sæk og aske ³ og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. ⁴ Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham. Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

^5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. ⁷ Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

⁸ Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. ⁹ Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

¹⁰ „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. ¹¹ Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har lagt utallige lande under sig. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? ¹² Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. ¹³ Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

¹⁴ Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. ¹⁵ „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. ¹⁶ Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! ¹⁷ Herre, det er sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde ¹⁸ og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. ¹⁹ Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

²⁰ Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. ²¹ Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

²⁵ Forstår du ikke, at det var min idé?

²⁷ Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,

²⁸ Men fordi du hidser dig op imod mig,

Om Jerusalem og folkets fremtid

²⁹ Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.^[d] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. ³⁰ For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. ³¹ En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

³² Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind, eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. ³³ Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. ³⁴ For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

³⁵ Samme nat gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. ³⁶ Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. ³⁷ Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Hizkijas sygdom og helbredelse

20 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

² Esajas gik igen, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. ³ „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

⁴ Før Esajas var nået ud af paladsets gård, sagde Herren til ham: ⁵ „Gå tilbage til Hizkija, mit folks leder, og sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil alligevel helbrede dig, så du i overmorgen kan stå op og gå ind i templet. ⁶ Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen, for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld.”

⁷ Derpå sagde Esajas til kongens tjenere: „Kom med et figenplaster.” Tjenerne kom så med et figenplaster og lagde det på det syge sted, for at kongen kunne blive rask.

⁸ Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus i overmorgen?”

⁹ Esajas svarede: „Hvilket tegn vil du helst have? Skal skyggen på soluret gå ti streger frem eller ti streger tilbage?”

¹⁰ „Siden skyggen normalt går frem, vil jeg foretrække den gør det modsatte,” svarede Hizkija. „Lad skyggen gå ti streger tilbage.”

¹¹ Så bad Esajas Herren om at gøre, som kongen havde bedt om, og Herren lod skyggen gå ti streger tilbage på Ahaz’ solur.

Profeti om bortførelsen til Babylonien

¹² Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom. ¹³ Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting, han ikke viste dem.

¹⁴ Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

¹⁵ „Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

¹⁶ „Hør Herrens ord,” sagde Esajas. ¹⁷ „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. ¹⁸ Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

¹⁹ „Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

²⁰ Resten af kong Hizkijas historie og hans bedrifter er beskrevet i Judas kongers krønikebog. Der fortælles også om den dam, han konstruerede, og den vandtunnel, han lod grave for at lede vand ind i byen. ²¹ Da han døde, blev hans søn Manasse konge i hans sted.

Kong Manasse af Juda

21 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. Hans mors navn var Hefziba. ² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde som de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.

³ Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde brudt ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, sådan som Israels kong Ahab tidligere havde gjort, og han tilbad stjernerne. ^4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han på en særlig måde ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. ⁶ Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sin søn på alteret som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme og sort magi, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. ⁷ Den udskårne Asherapæl, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Herrens hus, det sted, om hvilket Herren havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.^{[e] 8} Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav til min tjener Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”

⁹ Men folket var ulydigt. Kong Manasse lokkede dem til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem.

¹⁰ Da udtalte Herren dom over dem gennem sine tjenere, profeterne: ¹¹ „Kong Manasses ondskab overgår langt amoritternes ondskab, det folk, som oprindeligt boede i landet. Han har forledt Judas folk til afgudsdyrkelse. ¹² Derfor skal Jerusalem og Juda opleve en så alvorlig katastrofe, at de, som hører om den, vil blive lamslået af skræk. ¹³ Jeg vil straffe Jerusalem, sådan som jeg straffede Samaria. Jeg vil udrydde Manasses kongeslægt, som jeg udryddede kong Ahabs slægt. Jeg vil rense ud i Jerusalem, som man gør en skål ren og derefter vender bunden i vejret på den. ¹⁴ Jeg vil forkaste den sidste rest af mit ejendomsfolk og give dem i deres fjenders hånd. Ja, fjenderne skal få lov at gå på rov iblandt dem og udplyndre dem fuldstændigt, ¹⁵ for de har været ulydige imod mig og gjort oprør lige siden dengang, jeg førte deres forfædre ud af Egypten.”

¹⁶ Kong Manasse førte ikke alene an i afgudsdyrkelsen, men han iværksatte en grufuld massakre på så mange uskyldige mennesker, at Jerusalem blev fyldt med blod. ¹⁷ Andre enkeltheder fra kong Manasses onde regime er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ¹⁸ Da han døde, blev han begravet i Uzzas have, som var en del af parken ved hans palads. Hans søn Amon blev konge efter ham.

Kong Amon af Juda

¹⁹ Amon var 22 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i to år. Hans mor hed Meshullemet og var datter af Harutz fra byen Jotba. ²⁰ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne ligesom sin far, Manasse. ²¹ Han fulgte i sin fars spor og ofrede til de samme afguder. ²² Han vendte ryggen til Herren, sine forfædres Gud, og nægtede på alle områder at adlyde Herrens befalinger. ²³ Hans egne embedsmænd lavede en sammensværgelse imod ham og myrdede ham i hans eget palads, ²⁴ men en gruppe borgere dræbte attentatmændene og udråbte Amons søn Josias til konge. ²⁵ Amons øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁶ Som sin far blev han begravet i Uzzas have, hvorefter hans søn Josias blev konge i hans sted.

Kong Josias af Juda restaurerer templet

22 Josias var otte år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 31 år. Hans mor hed Jedida og var datter af Adaja fra byen Botzkat. ² Han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne og fulgte i sin forfar Davids spor.

^3-4 I sit 18. regeringsår sendte kong Josias statssekretæren Shafan, som var søn af Atzalja og sønnesøn af Meshullam, af sted til templet med følgende besked til ypperstepræsten Hilkija: „Tag de penge, som folket giver til præsterne, når de ankommer til Herrens hus, ^5-6 og giv pengene til dem, der fører tilsyn med tempelbygningerne, så de kan købe tømmer og sten og ansætte tømrere, bygningshåndværkere og murere, der kan restaurere templet. ⁷ I behøver ikke at bede dem om at aflægge regnskab for, hvordan de administrerer pengene, for jeg har fuld tillid til dem—de er alle pålidelige mænd.”

Ypperstepræsten finder lovbogen under restaureringen

⁸ En dag gik ypperstepræsten Hilkija til statssekretæren Shafan og sagde til ham: „Jeg har fundet lovbogen i Herrens hus.” Han overlod bogrullen til Shafan, som begyndte at læse i den. ⁹ Shafan gik derefter til kongen og aflagde rapport: „De penge, der er blevet indsamlet i templet, har vi udbetalt til opsynsmændene, som aflønner dem, der arbejder på restaureringen af templet.” ¹⁰ Derefter tilføjede han: „Præsten Hilkija gav mig denne bog.” Så gav han sig til at læse op for kongen. ¹¹ Da kongen hørte, hvad der stod i bogen, blev han så fortvivlet, at han rev en flænge i sit tøj. ^12-13 Øjeblikkeligt tilkaldte han Hilkija og nogle flere af sine embedsmænd. Det drejede sig om hans personlige tjener Asaja, Shafans søn Ahikam og Mikas søn Ahbor. „Gå hen og rådspørg Herren på mine og folkets vegne om indholdet af denne lovbog,” sagde han. „Herren er uden tvivl vred på os, for vores forfædre har ikke handlet efter forskrifterne i denne bog.”

¹⁴ Derpå gik ypperstepræsten og de fire embedsmænd hen til Jerusalems nye bydel, hvor profetinden Hulda boede sammen med sin mand, Shallum (en søn af Tikva, som var søn af Harhas). Shallum havde ansvar for præstedragterne. ^15-16 Hulda sagde til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Sig til den mand, som sendte jer, at jeg, Herren, vil straffe dette sted og dets indbyggere i overensstemmelse med den bog, Judas konge nu har læst, ¹⁷ for de har forkastet mig til fordel for andre guder. De har ofret røgelse til afguderne og provokeret mig med alle deres afgudsbilleder. Jeg må straffe dem, og straffen står ikke til at ændre. ¹⁸ Men til kongen, som sendte jer for at rådspørge Herren, skal I overbringe følgende personlige budskab: Den straf, som du lige har hørt om, står fast, ¹⁹ men fordi du var fortvivlet over, hvad der er sket og ydmygede dig for mig, da du hørte om mine advarsler om den forbandelse og ødelæggelse, der skal ramme landet, og fordi du flængede dit tøj og græd for mit ansigt, så vil jeg bønhøre dig. ²⁰ Jeg vil udskyde dommens time over Jerusalem, så byen ikke bliver ødelagt i din levetid. Du skal få lov at dø i fred og blive skånet for at være vidne til den katastrofe, jeg sender over dette sted.” Med det budskab vendte de tilbage til kongen.

Josias og folket lover atter at overholde pagtens betingelser

23 Kong Josias indkaldte nu alle Judas og Jerusalems ledere, ² alle præsterne, profeterne og resten af folket, kendte såvel som ukendte, til et stort møde på tempelpladsen. Han bekendtgjorde, at pagtens bog var blevet fundet i templet, og befalede, at der skulle læses op fra den. ³ Derefter stillede han sig ved søjlen foran indgangen til templet og aflagde et højtideligt løfte til Herren om altid at adlyde ham og omhyggeligt overholde bogens befalinger og forskrifter af hele sit hjerte og med hele sin sjæl. Han indviede sig til at opfylde alle pagtens betingelser. På samme måde indviede hele folket sig til at følge pagtens betingelser.

Josias’ reformkampagne

⁴ Derpå begyndte kongen en omfattende udrensning i hele landet. Først gav han ypperstepræsten Hilkija, de øvrige præster og tempelvagterne ordre til at smide samtlige genstande, der havde at gøre med afgudsdyrkelsen af Ba’al, Ashera, solguden, måneguden og stjerneguderne, ud af templet, hvorefter han personligt sørgede for, at det hele blev brændt i Kedrondalen uden for Jerusalem. Asken lod han fragte til Betel.

⁵ Desuden afsatte han alle de afgudspræster, som kongerne før ham havde indsat, alle dem, der havde bragt ofre til afguderne på offerhøjene rundt omkring i landet og i selve Jerusalem, alle, som havde ofret til Ba’al, solen, månen eller stjernerne. ⁶ Han fjernede også frugtbarhedssymbolet fra templet og fik det slæbt ud til Kedrondalen, hvor han fik det brændt og pulveriseret, hvorefter asken blev spredt på de fattiges grave. ⁷ Han rev de huse ned omkring templet, som blev brugt af de mandlige og kvindelige prostituerede i frugtbarhedskulten. Det var her, kvinderne vævede de specielle dragter, som blev brugt i Asherakulten.

⁸ Alle Herrens præster blev indkaldt fra de byer rundt omkring i Juda, hvor de opholdt sig, og alle offerstederne på bakketoppene, hvor disse præster havde foretaget ofringer, blev sløjfet, lige fra Geba i nord til Be’ersheba i syd. Der var et alter i Jerusalem til venstre, når man går ind ad byporten ved Jehoshuas, borgmesterens, hus. Også det blev ødelagt. ⁹ Men selv om de præster, der havde gjort tjeneste ved offerstederne rundt omkring i landet, fik lov at spise det usyrnede brød sammen med tempelpræsterne, fik de ikke lov at gøre tjeneste ved Herrens alter i Jerusalem.

¹⁰ Dernæst ødelagde Josias Tofet, det afgudsoffersted i Ben-Hinnoms dal, som blev brugt til børneofringer til guden Molok. ¹¹ Han nedrev også statuen af hesteforspandet og stridsvognen nær tempelindgangen ved hofmanden Netan-Meleks bolig i tilbygningen, en statue, som var blevet opstillet dér af tidligere konger i Juda og indviet til solguden. ¹² Så ødelagde han altrene, som Judas konger havde ladet bygge på paladsets tag oven over Ahaz’ værelse, og altrene, som Manasse havde ladet bygge i tempelforgårdene. Han knuste det hele og spredte støvet ud over Kedrondalen.

¹³ Derefter fjernede han offerstederne på højene øst for Jerusalem og syd for Ødelæggelsens Bjerg. De var i sin tid blevet opført af Salomon til ære for Astarte (sidoniernes afskyelige gudinde), Kemosh (moabitternes afskyelige gud) og Milkom (ammonitternes forfærdelige gud). ¹⁴ Han smadrede alle gudinden Asheras frugtbarhedssymboler og spredte menneskeknogler, hvor de havde stået.

¹⁵ Så tog han til Betel og nedrev det store alter som Jeroboam, Nebats søn, havde opstillet der, han, som var den første til at forlede folket til afgudsdyrkelse. Josias knuste stenene til pulver, brændte frugtbarhedssymbolerne og jævnede højen med jorden.

¹⁶ Da han så sig omkring, fik han øje på adskillige gravhuler i bjergvæggen, og han gav sine mænd ordre til at tage knoglerne fra gravene og brænde dem på det sted, hvor alteret i Betel havde stået, for derved at vanhellige stedet, sådan som Herrens profet tidligere havde sagt, at det ville ske med Jeroboams alter.

¹⁷ „Hvad er det for et gravmæle derovre?” spurgte Josias. Byens indbyggere forklarede ham, at det var den profets grav, som i sin tid var kommet fra Juda og havde forudsagt, hvad der ville ske med alteret i Betel. „Det er dig, som netop i dette øjeblik opfylder den profeti,” svarede de.

¹⁸ „Lad graven være,” befalede han. „Rør ikke den profets knogler.” Så lod de profetens knogler ligge, og de fjernede heller ikke knoglerne af den samaritanske profet, som var begravet samme sted.^[f]

¹⁹ Kong Josias tog nu rundt til byerne i Samaria^[g] og ødelagde samtlige offersteder på højene. De var blevet bygget af Israels forskellige konger, som derved havde fremkaldt Herrens vrede. Men nu fjernede Josias alle spor af disse afgudshøje, nøjagtig som han havde gjort i Betel. ²⁰ Desuden henrettede han afgudspræsterne og brændte dem på de samme steder, hvor de selv havde ofret deres brændofre. Da udrensningskampagnen var slut, vendte han hjem til Jerusalem.

Josias befaler, at der skal holdes påske igen

²¹ Kong Josias gav derefter følgende befaling til folket: „Nu skal vi holde påske for Herren, nøjagtig efter de forskrifter, der står i pagtsbogen.” ²² Man havde ikke holdt påsken på den rigtige måde siden dommertiden. Ingen af Judas eller Israels konger havde fejret påsken efter forskrifterne.^{[h] 23} Men nu skete det i kongens 18. regeringsår. Man fejrede påske for Herren i Jerusalem.

Resten af Josias’ regeringstid

²⁴ Josias udryddede også spiritisterne og deres medier, husguderne og alt andet i Jerusalem og Juda, der havde med afgudsdyrkelse at gøre, for Josias tog alle de love og forskrifter alvorligt, som var skrevet i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens hus. ²⁵ Aldrig tidligere havde der været en konge, der så radikalt omvendte sig til Herren og med ildhu adlød de love, som Moses fik fra Herren, og aldrig senere fremstod der en konge, hvis lydighed kunne måle sig med hans.

²⁶ Herrens vrede imod Juda kunne imidlertid ikke formildes, for kong Manasse havde gjort utrolig skade med sin uovertrufne ondskab. ²⁷ Herren sagde: „Jeg vil tilintetgøre Juda, ligesom jeg tilintetgjorde Israel. Jeg vil forkaste Jerusalem, den by jeg selv har udvalgt, og forkaste det hus, som jeg ellers havde lovet at knytte mit navn til for altid.”^[i]

²⁸ Kong Josias’ øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ²⁹ Det var i Josias’ regeringstid, at kong Neko af Egypten med sin hær drog op imod den assyriske konge, der lå med sin hær ved Eufratfloden. Josias drog imod egypterkongen med sin hær, og de to hære mødtes ved Megiddopasset, hvor Josias blev dræbt i slaget. ³⁰ Josias’ officerer kørte hans lig fra Megiddo til Jerusalem og begravede ham dér. Derefter indsatte folket hans søn Joahaz som konge.

Kong Joahaz af Juda

³¹ Joahaz var 23 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Hamutal og var en datter af Jirmeja fra byen Libna. ³² Han slægtede ikke sin far på, men gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne akkurat som sine forfædre. ³³ Kong Neko af Egypten kastede ham i fængsel i Ribla i Hamats land og forlangte en årlig skat af Juda på 3 tons sølv og 30 kilo guld.^{[j] 34} Derefter indsatte kong Neko en anden af Josias’ sønner, Eljakim, som konge i Jerusalem og ændrede samtidig hans navn til Jojakim. Joahaz tog han med sig til Egypten, og der døde han.

Kong Jojakim af Juda

³⁵ Jojakims opgave var først og fremmest at sørge for at inddrive den skat fra landets indbyggere, som egypterkongen havde forlangt. ³⁶ Jojakim var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Zebida og var en datter af Pedaja fra byen Ruma. ³⁷ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, akkurat som sine forfædre.

24 Mens Jojakim var konge, besatte kong Nebukadnezar af Babylonien Juda, og i tre år var Jojakim tvunget til at betale skat til ham. Derefter gjorde han oprør. ² Da sendte Herren kaldæiske, aramæiske, moabitiske og ammonitiske røverbander ind i landet for at ødelægge det, i overensstemmelse med, hvad han havde sagt gennem sine profeter. ^3-4 Det skete efter Herrens befaling, for han havde besluttet at udslette Juda som følge af Manasses store synder og den massakre, han havde iværksat i Jerusalem. Det ville Herren ikke tilgive.

⁵ Jojakims øvrige liv og virke er beskrevet i Judas kongers krønikebog. ⁶ Da han døde, blev hans søn Jojakin konge i hans sted.

⁷ Egypterkongen og hans hær blev aldrig mere en trussel for Juda, for Babylonien havde overtaget kontrollen over hele det område, som før lå under Egyptens kontrol, lige fra Egyptens Bæk mod syd til Eufratfloden mod nord.^[k]

Kong Jojakin af Juda

⁸ Jojakin var 18 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i tre måneder. Hans mor hed Nehushta og var datter af Elnatan fra Jerusalem. ⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sin far, Jojakim.

¹⁰ Kong Nebukadnezars hær kom og belejrede Jerusalem. ¹¹ Den babyloniske konge var personligt til stede under belejringen, ¹² og kong Jojakin overgav sig sammen med alle sine ledende embedsmænd og enkedronningen, hvorefter de blev ført til Babylon som fanger. Det skete i babylonierkongens ottende regeringsår.

¹³ Babylonierne bortførte også alle tempelskattene og værdierne i det kongelige palads, og de fjernede alle de genstande af guld, som kong Salomon efter Herrens anvisning havde ladet lave til templet. ¹⁴ Kong Nebukadnezar tog desuden 10.000 krigsfanger med sig fra Jerusalem, byens ledere, officererne og soldaterne, kunsthåndværkerne og smedene. Kun de fattigste og dårligst stillede lod han blive tilbage i Jerusalem.

¹⁵ Nebukadnezar tog altså kong Jojakin, hans koner, hans embedsmænd, de ledende mænd og enkedronningen med sig til Babylon. ¹⁶ Derudover tog han 7000 soldater og 1000 kunsthåndværkere og smede. ¹⁷ Så udpegede han Jojakins farbror Mattanja til konge i stedet for Jojakin, men han ændrede Mattanjas navn til Zidkija.

Kong Zidkija af Juda

¹⁸ Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal, og var datter af Jirmeja fra byen Libna. ¹⁹ Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort.

²⁰ Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil.

Jerusalems fald. Templets ødelæggelse. Juda i eksil

Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.

25 Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. ² Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår.

³ På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. ⁴ På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren. Kongen og hans livgarde flygtede midt om natten gennem en korridor mellem to mure i nærheden af kongens have og ud gennem en port i bymuren, til trods for at byen var omringet af babyloniske tropper. Kongen og hans følge satte kursen mod Jordandalen. ⁵ Den babyloniske hær satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, ⁶ men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla, hvor han blev anklaget og dømt. ⁷ Han blev tvunget til at overvære sine sønners henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon.

⁸ På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. ⁹ Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, ¹⁰ hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. ¹¹ De overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. ¹² Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.

¹³ Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. ¹⁴ De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, skålene og de bronzeredskaber, der blev brugt ved ofringerne i templet, ¹⁵ bakkerne til gløder og stænkeskålene. Chefen for livvagten sikrede sig alle guld- og sølvtingene. ¹⁶ Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til templet. De var for store til at blive vejet. ¹⁷ Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.

¹⁸ Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. ¹⁹ Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. ²⁰ Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, ²¹ hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.

²² Kong Nebukadnezar udpegede Gedalja, søn af Ahikam, som var søn af Shafan, til guvernør over landet og den rest, som var efterladt der, ²³ og da de undslupne officerer fra Judas hær hørte, at den babyloniske konge havde udnævnt Gedalja til guvernør, opsøgte de ham i Mitzpa. Iblandt dem var Ishmael, søn af Netanja; Johanan, søn af Karea; Seraja, søn af Tanhumet fra Netofa og ma’akatitten Ja’azanja samt deres menige folk. ²⁴ Gedalja forsikrede dem: „I kan roligt overgive jer til babylonierne. Hvis I overgiver jer, får I lov til at blive boende i landet, og I får det godt.” ²⁵ Men Ishmael tilhørte kongeslægten, og allerede samme år i den syvende måned kom han til Mitzpa med ti mand og opsøgte Gedalja. De myrdede både Gedalja, hans judæiske embedsmænd og de babyloniske soldater. ²⁶ Det resulterede i, at de øvrige officerer, soldater og mange andre af Judas rest i panik flygtede til Egypten, for de frygtede gengældelse fra babylonierne.

Jojakin får bedre forhold under sit fangenskab

²⁷ Mange år senere kom der en ny konge på tronen i Babylon, som hed Evil-Merodak. Han besluttede at benåde Jojakin og løslade ham fra fængslet. Det skete den 27. dag i den 12. måned i Jojakins 37. år i fangenskab. ²⁸ Den nye konge behandlede Jojakin venligt, bedre end de andre konger, som også var i fangenskab. ²⁹ Jojakin fik nyt tøj i stedet for fangedragten, og han spiste i kongens palads indtil sin dødsdag. ³⁰ Så længe han levede, gav kongen ham fra dag til dag, hvad han havde brug for.