Bible in 90 Days

¹⁴ Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i dem. ¹⁵ De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt. ¹⁶ Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den almægtige Gud.

¹⁷ „Pak jeres ejendele,” siger Herren, „for Jerusalem kommer snart under belejring. ¹⁸ Jeg vil straffe jer hårdt og smide jer ud af landet.”

¹⁹ Da vil Jerusalem råbe i fortvivlelse: „Jeg er dødeligt såret, det er ude med mig! Jeg troede, det bare var en mindre sygdom, og at jeg ville komme over det. ²⁰ Men nu er mit hus revet ned, og mine indbyggere er væk. Der er ingen tilbage til at bygge mig op igen.”

²¹ Årsagen til Jerusalems ulykke er, at folkets ledere er tåber, der ikke beder Herren om hjælp eller vejledning. De handler uden forstand, og dem, de skulle være ledere for, bliver spredt. ²² Hør! Der lyder krigslarm i nord, nu nærmer dommen sig. Judas byer skal jævnes med jorden og blive et tilholdssted for sjakaler.

²³ Herre, vi ved, at det ikke står i menneskets magt at bestemme sin egen skæbne, for ingen har kontrol over sin livsbane. ²⁴ Derfor er det nødvendigt, at du irettesætter os, Herre. Straf os, men gør det med måde, ikke i ubændig vrede, for ellers går vi til grunde. ²⁵ Udøs hellere din vrede over de folkeslag, der ikke tilbeder dig, for det er dem, der ødelægger vores land, så der kun er ruiner tilbage.

Israel har brudt Guds pagt

11 Herren talte igen til mig og sagde:

^2-3 „Mind Judas og Jerusalems indbyggere om de pagtsbetingelser, jeg forelagde jeres forfædre: Hvis I ikke overholder min pagt, bliver I ramt af min dom, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁴ Jeg indgik jo en pagt med jeres forfædre, da jeg førte dem ud af Egyptens smelteovn. Dengang sagde jeg udtrykkeligt, at hvis de ville adlyde mig og leve i overensstemmelse med pagtens ord, ville jeg antage dem som mit folk og være deres Gud ⁵ og opfylde det løfte, jeg gav til Abraham og hans efterkommere om et land, der ‚flyder med mælk og honning’, det land, som I nu bor i.”

„Ja, Herre, det er sandt!” svarede jeg.

⁶ Da sagde Herren til mig: „Gå ud i Jerusalems gader og i Judas byer med følgende budskab: Husk på Herrens pagt og overhold dens betingelser. ⁷ Lige siden den dag, jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, har jeg tidligt og silde tryglet mit folk om at adlyde mig. ⁸ Men de ville ikke. I stedet fulgte de gang på gang deres onde tilskyndelser. Derfor var jeg nødt til at straffe dem med den dom, som er konsekvensen af at bryde pagten.”

⁹ Derefter sagde Herren til mig: „Judas befolkning og Jerusalems indbyggere har gjort oprør imod mig. ¹⁰ De har genoptaget deres forfædres syndige skikke og vendt sig fra mig for at dyrke afguderne. Både Israels og Judas folk har brudt den pagt, jeg indgik med deres forfædre. ¹¹ Derfor rammer jeg dem med en ulykke, de ikke kan undslippe. Og hvis de råber til mig om hjælp, vil jeg ikke høre deres bønner. ¹² Så vil de råbe til deres afguder, som de ofrer til, men de kan ikke redde dem fra katastrofen. ¹³ Mit folk har lige så mange afguder, som der er byer i Juda, og altrene, hvor de ofrer til Ba’al, er så talrige som gaderne i Jerusalem.

¹⁴ Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for sådan et folk! Du skal ikke trygle mig om at redde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. Jeg vil ikke høre på dem, selv om de desperat råber til mig om hjælp. ¹⁵ Sig til dem: Hvad ret har I, mit elskede folk, til at være i mit tempel, når I har gjort så mange onde ting? Tror I, at jeres ofringer kan afværge dommen? Hvordan kan I fortsætte med jeres ondskab, mens I bringer jeres ofre? ¹⁶ Engang var du et dejligt oliventræ, der bar gode frugter. Men nu sætter jeg ild til dig, så alle dine grene bliver ødelagt. ¹⁷ Jeg er Herren, den Almægtige, som har plantet dig, men nu har jeg afsagt dommen over dig. Både Israels og Judas hus har ofret til Ba’al, og det har fremkaldt min vrede.”

Jeremias i fare for at blive dræbt

¹⁸ Herren advarede mig om, at nogle mennesker ønskede at slå mig ihjel. ¹⁹ Jeg var som et troskyldigt lam, der føres til slagtning. Jeg anede intet om deres hensigter. „Lad os gøre det af med den der profet,” sagde de, „så slipper vi for at høre på hans dommedagsprofetier.”

²⁰ Da sagde jeg til Herren: „Du er den almægtige Gud og den retfærdige dommer. Du kender menneskers tanker og motiver. Lad mig se dig straffe dem, for jeg har overgivet min sag til dig.”

²¹ Herren havde nemlig sagt til mig: „Nogle mænd fra Anatot er ude på at slå dig ihjel. De vil true dig på livet for at få dig til at holde op med at profetere i mit navn. ²² Derfor vil jeg straffe dem, siger Herren. Deres unge mænd vil falde i krig og deres børn sulte ihjel. ²³ Ikke en eneste af forræderne i Anatot vil blive skånet. Når tiden er inde, vil jeg straffe dem.”

Gud må straffe sit troløse folk

12 Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? ² Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. ³ Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? ⁴ De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?

⁵ Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? ⁶ Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”

⁷ Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. ⁸ Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. ⁹ Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. ¹⁰ Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. ¹¹ Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. ¹² Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. ¹³ Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.

¹⁴ Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Ligesom jeg rykker judæerne op fra deres land, vil jeg også rykke nabofolkene op fra deres lande. ¹⁵ Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. ¹⁶ Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Ba’al, skal de få en plads iblandt mit folk. ¹⁷ Men de folkeslag, der nægter at adlyde mig, udrydder jeg fuldstændigt,” siger Herren.

Den kommende straf over Jerusalem og Judas folk

13 Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” ² Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. ³ Senere sagde Herren til mig: ⁴ „Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” ⁵ Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.

⁶ Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” ⁷ Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.

^8-11 Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.

¹² Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ ^13-14 skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”

¹⁵ Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. ¹⁶ Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. ¹⁷ Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”

¹⁸ Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. ¹⁹ Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”

²⁰ Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? ²¹ Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. ²² Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.

²³ Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?

^24-25 Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. ²⁶ Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. ²⁷ Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”

14 Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:

² „Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. ³ Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. ⁴ Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. ⁵ Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. ⁶ Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”

⁷ Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. ⁸ Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? ⁹ Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”

¹⁰ Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”

¹¹ Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. ¹² Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”

¹³ Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”

¹⁴ Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. ¹⁵ Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! ¹⁶ Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.

¹⁷ Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. ¹⁸ Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”

¹⁹ „Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. ²⁰ Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. ²¹ Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! ²² Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”

15 Herren svarede: „Om så selveste Moses eller Samuel gik i forbøn for disse mennesker, ville jeg ikke redde dem. Bort med dem! Jeg kan ikke holde ud at se på dem. ² Hvis de spørger dig: ‚Hvor skal vi gå hen?’ så sig til dem fra mig: ‚Nogle er bestemt til at dø af sygdom, nogle vil blive dræbt i krigen, nogle vil dø af sult, og nogle vil blive ført i eksil.’ ³ Jeg har udpeget fire bødler: Sværdet til at dræbe, hundene til at slæbe ligene bort, gribbene og de vilde dyr til at flænse og æde. ⁴ Kong Manasse af Juda, Hizkijas søn, var topmålet af ugudelighed og ondskab, og hele folket fulgte ham.^[a] Derfor vil jeg straffe jer så eftertrykkeligt, at resten af verden vil blive rædselsslagen over at høre det.”

⁵ Herren fortsatte: „Hvem vil vise dig sympati, Jerusalem? Hvem vil sørge over dig? Hvem vil bekymre sig om, hvordan det går dig? ⁶ Du har svigtet mig og vendt mig ryggen—derfor må jeg straffe dig så hårdt. Min tålmodighed med dig er slut. ⁷ Jeg vil behandle mit folk i alle landets byer som vinden, der blæser avnerne bort. Jeg vil gøre det af med dem, fordi de nægter at omvende sig fra deres ondskab. ⁸ Der bliver flere enker, end der er sandkorn på stranden. Ved højlys dag er fjenden over dem. Mødre gribes pludselig af fortvivlelse, når de hører, at deres sønner i hæren er døde. ⁹ Enhver mor, der har mange sønner, bryder sammen og gisper efter vejret. Hendes fremtidshåb er slukket, som om solen gik ned ved middagstid. Hun sidder barnløs tilbage, skuffet og vanæret. Hvis nogen overlever, skal de overgives til fjenden og dræbes.”

Jeremias beklager sig over en profets lod

¹⁰ Da udbrød jeg: „Åh, bare min mor dog aldrig havde født mig! Alle er vrede på mig, selv om jeg hverken har lånt penge ud eller lånt af andre. Alligevel forbander de mig alle vegne.”

¹¹ Herren svarede mig: „Jeg vil sørge for, at det går dig godt. Når dine fjender kommer i vanskeligheder, vil de tigge dig om at gå i forbøn for dem.”^[b]

¹² Herren fortsatte: „Kan man bøje en stang, der er lavet af jern eller bronze? ¹³ Fordi mit folk har syndet, vil jeg udlevere deres rigdomme til fjenderne som krigsbytte. ¹⁴ Deres fjender skal føre dem bort som slaver til et land, de ikke kender, for min vrede imod dem er som en fortærende ild.”

¹⁵ Derpå sagde jeg: „Herre, du ved, hvad jeg må lide for din skyld. Folk er vrede på mig, fordi jeg bringer dem dit ord. Lad dem ikke få held til at slå mig ihjel, men lad dem få, hvad de har fortjent. ¹⁶ Dine ord tog jeg til mig, og de gjorde mig glad og tilfreds. Jeg er jo din tjener, almægtige Gud. ¹⁷ Jeg gik ikke ud for at more mig, som andre mennesker gør, men holdt mig for mig selv for at kunne høre dit ord. Og jeg var vred og frustreret over alle deres synder. ¹⁸ Hvor længe vil de blive ved med at forfølge mig? Hvorfor kan min smerte ikke lindres? Er du som en bæk i ørkenen, der er uden vand, når man har mest brug for det?”

¹⁹ Herren svarede: „Hvis du vil stole helt og fuldt på mig i stedet for at beklage dig, kan jeg bruge dig som min profet. Er du villig til at sige sandheden i stedet for tomme løfter, kan du få lov at være mit talerør. Det er dig, der skal influere de andre, og ikke omvendt. ²⁰ Jeg vil gøre dig stærk som en mur af bronze, ingen kan ødelægge. De vil kæmpe imod dig, men kan ikke besejre dig, for jeg er med dig for at bevare dig og redde dig. ²¹ Ja, jeg vil redde dig fra de ondes angreb og befri dig fra voldsmændenes hænder.”

Folkets straf og løftet om genoprettelse

16 Ved en anden lejlighed sagde Herren til mig:

² „Du skal ikke gifte dig og få børn her. ^3-4 For de børn, som fødes i denne by, vil sammen med deres fædre og mødre få en ynkelig død. Ingen vil holde dødsklage over dem eller begrave dem. Deres lig vil ligge og rådne som affald på jorden. Nogle falder i krig, mens andre dør af sult, og deres kroppe vil blive fortæret af gribbe og vilde dyr. ⁵ Gå ikke til en afdøds hus for at deltage i dødsklage, vis ingen deltagelse. For jeg tager min velsignelse, nåde og barmhjertighed fra dem. ⁶ Alle skal dø, uden at nogen begraver dem, både høj og lav. Ingen holder dødsklage, snitter sig i huden eller klipper håret af for at vise deres sorg. ⁷ Ingen tilbyder de efterladte et trøstende måltid mad eller giver et bæger vin til den, der har mistet sine forældre.

⁸ Hold dig også borte fra dem, der holder fest. ⁹ For Herren den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg gør ende på glæden iblandt jer, og der bliver ikke holdt flere bryllupsfester. Og det vil ske i jeres egen generation.

¹⁰ Når du giver folket det budskab, og de spørger: ‚Hvorfor vil Herren ramme os med så megen ulykke? Hvad har vi gjort, siden vi fortjener så hård en straf?’ ¹¹ skal du give dem følgende svar: ‚Fordi jeres forfædre forlod mig og dyrkede andre guder, fordi de var ulydige imod mine love, ¹² og fordi I selv opfører jer endnu værre end jeres forfædre. I følger blot jeres egne lyster og nægter at adlyde mig. ¹³ Derfor jager jeg jer bort fra jeres eget land til et fremmed land, som hverken I selv eller jeres forfædre før har kendt. Dér kan I dyrke så mange afguder, I vil. I skal ikke regne med min hjælp.’ ”

^14-15 Herren fortsatte: „Men der kommer en tid, hvor man ikke længere vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk ud af Egypten,’ men man vil sige: ‚Jeg sværger ved den Gud, som førte sit folk hjem fra landet mod nord og de andre lande, som han i sin tid fordrev dem til.’ Engang vil jeg nemlig føre mit folk hjem igen til det land, jeg gav deres forfædre.

¹⁶ Men nu sender jeg bud efter fiskere, som skal fiske dem ud fra deres gemmesteder. Og jeg sender bud efter jægere, som skal opsøge dem i bjergene og klippehulerne, hvor de har gemt sig. ¹⁷ Jeg holder nøje øje med dem, og de kan hverken skjule sig selv eller deres synd for mig.

¹⁸ Jeg vil straffe dem hårdt for alle deres synder, for de har forurenet mit land med deres væmmelige, livløse afguder. Med deres forfærdelige afgudsofringer har de besudlet det land, jeg gav dem i eje.”

¹⁹ „Ak Herre,” udbrød jeg, „det er dig, der styrker og beskytter mig, du er min tilflugt i nødens stund. Mennesker fra alverdens folkeslag vil komme til dig og erkende: ‚Vores forfædre handlede tåbeligt ved at dyrke livløse afguder, der intet kunne udrette. ²⁰ Menneskeskabte guder kan aldrig sammenlignes med den sande Gud.’ ”

²¹ Da sagde Herren: „Nu giver jeg dem en lærestreg og viser dem min magt, så de kan forstå, at jeg er Herren, den evige Gud.

17 Åh, Judas folk, jeres ondskab er mejslet ind i jeres stenhårde hjerter og ridset med diamant på jeres altres horn. ² I tænker ikke på andet end de afgudsaltre og Asherapæle, I har rejst under hvert et træ, ³ på hver en høj og på hver en slette. Derfor vil jeg udlevere alle jeres rigdomme og skatte til jeres fjender. Det er straffen for alle de synder, I har begået. ⁴ Det er jeres egen skyld, at dette vidunderlige land, som jeg gav jer, nu bliver revet ud af hænderne på jer, og at I føres bort som slaver til fjendens land. I har provokeret mig, så min vrede er flammet op imod jer og brænder med en uudslukkelig ild.”

⁵ Herren fortsatte: „Min dom vil ramme dem, der sætter deres lid til mennesker, stoler på deres egen styrke og i hjertet gør oprør mod mig. ⁶ De er uden håb og uden fremtid som en forkrøblet enebærbusk i den glødende ørken, på den saltholdige og golde jord, hvor ingen ville drømme om at bosætte sig.

⁷ Men velsignede er de mennesker, som har tillid til mig og søger hjælp hos mig. ⁸ De er som et træ, der er plantet ved floden, og som strækker sine rødder mod vandet. Det er ikke bange for den brændende sol, men har altid friske og grønne blade. Det visner ikke i tørketider, men fortsætter med at bære frugt.

⁹ Hvem forstår et menneskes hjerte? Det er forræderisk og ondt helt igennem. ¹⁰ Jeg kender menneskers inderste tanker, vurderer deres motiver og lønner enhver efter, hvordan de handler.

¹¹ Mennesker, som bliver rige på andres bekostning, er som fugle, der udruger æg, de ikke selv har lagt. Før eller senere mister de deres rigdomme og ender som fattige tåber.”

¹² Derpå sagde jeg til Herren: „Fra ældgamle tider har du siddet på din ophøjede trone i helligdommen. ¹³ Du er Israels håb, og de, som vender sig fra dig, vil komme til at fortryde det. Det er ude med dem, fordi de har forladt Herren, kilden med det livgivende vand. ¹⁴ Herre, kom mig til hjælp og red mig fra dem, der er ude efter mig. ¹⁵ Mennesker håner mig og siger: ‚Hvad er det for en straf fra Herren, du bliver ved at snakke om? Hvis det er rigtigt, hvorfor sker der så ikke noget?’

¹⁶ Herre, jeg ønsker ikke at gøre mit eget folk til mine fjender. Jeg har ikke bedt dig sende ulykke over dem, det ved du. Du har hørt hvert ord, jeg har sagt. ¹⁷ Du må ikke lade mig i stikken, for du er mit eneste håb. ¹⁸ Lad skræk og rædsel ramme dem, som forfølger mig, og red mig fra deres angreb. Det er dem, der fortjener din straf, ikke mig.”

¹⁹ Da sagde Herren til mig: „Gå hen til Jerusalems byporte, først til porten, som kongerne går igennem, og derefter til alle de andre porte. ²⁰ Der skal du råbe til alle, som kommer forbi: Hør, hvad Herren har at sige til Judas kongeslægt, Jerusalems indbyggere og alle borgere i landet. ²¹ Herren siger: Hvis I har livet kært, skal I holde sabbatsdagen hellig. I må ikke bære varer ind gennem Jerusalems porte på den dag. ²² I må ikke bære byrder ud fra jeres huse eller i det hele taget udføre noget arbejde på sabbatten. I skal holde hviledagen hellig, som jeg befalede jeres forfædre. ²³ Desværre adlød de ikke. De var så frygtelig stivnakkede og nægtede at høre på mine advarsler.

²⁴ Men hvis I adlyder mig, holder sabbatsdagen hellig og undlader at arbejde og handle på den dag, ²⁵ skal I få lov til altid at blive boende i Jerusalem. Så vil Davids slægt få lov til at blive ved med at regere i Jerusalem. Kongen og hans embedsmænd vil ride gennem byens porte i pomp og pragt, og I skal få lov at bo i Jerusalem for altid. ²⁶ Fra Jerusalem og omegn, fra Judas og Benjamins byer, fra de vestlige bakkeskråninger, fra det centrale højland og fra Negev i syd skal folket vandre op til templet med deres brændofre, afgrødeofre og røgelse for at bringe lovprisningsofre til mig.

²⁷ Hvis I derimod nægter at høre på mig, og hvis I ikke holder sabbatsdagen hellig, men bringer alle jeres handelsvarer gennem Jerusalems porte, så vil jeg sætte ild til portene, og ilden vil brede sig til byens paladser, så de bliver brændt ned til grunden, uden at nogen kan forhindre det.”

I pottemagerens værksted

18 En dag sagde Herren til mig: ² „Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” ³ Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. ⁴ Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.

⁵ Så sagde Herren til mig: ⁶ „Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. ⁷ Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. ⁸ Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.

⁹ Hvis jeg lover at velsigne et folk, ¹⁰ men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”

¹¹ Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.” ¹² Men folket svarede: „Nej, vi gør, hvad vi vil! Og vi har tænkt os at blive ved med at følge, hvad du kalder vores ondskab.”

¹³ Da svarede Herren: „Har man hørt noget lignende? Ikke engang de gudløse folkeslag er så oprørske. Mit folks hovmod overgår enhver beskrivelse. ¹⁴ Sneen på Libanons bjerge smelter aldrig helt, og vandløbene med det kolde smeltevand tørrer aldrig ud. ¹⁵ Men med mit folk er det anderledes. De har svigtet mig og vendt sig til tåbelige afguder. De er drejet af fra den gamle og sikre lydighedsvej, og vader nu rundt på syndens mudrede stier. ¹⁶ Derfor vil deres land opleve en frygtelig straf og blive et mindesmærke over deres tåbelighed. Alle, der kommer forbi, vil undre sig og ryste på hovedet over dets grufulde skæbne. ¹⁷ Når fjenden kommer, vil mit folk blive spredt for alle vinde som støvet, der hvirvles bort af østenvinden. Når ulykken er over dem, vender jeg ryggen til dem. Jeg hjælper dem ikke.”

¹⁸ Det fik folk til at udbryde: „Kom, lad os blive af med Jeremias! Vi har stadig vores præster til at undervise i loven, vismænd til at give os gode råd, og profeter til at fortælle os Guds vilje. Lad os anklage ham for domstolen, så vi bliver fri for at høre på ham.”

¹⁹ Da bad jeg til Herren: „Hjælp mig, Herre. Hør, hvad mine fjender har planer om at gøre. ²⁰ Skal de have lov til at gengælde godt med ondt? De er ude på at slå mig ihjel, skønt jeg gik i forbøn for dem og prøvede at beskytte dem mod din vrede. ²¹ Så lad dem da få, hvad de fortjener. Lad deres børn sulte ihjel eller blive dræbt med sværdet. Lad deres koner blive barnløse enker. Lad deres gamle mænd dø af sygdom og deres unge mænd falde i krigen. ²² Lad skrigene høres fra deres hjem, når de tages på sengen af fjendens krigere. For de har gravet en faldgrube og sat fælder langs min vej. ²³ Herre, du kender deres morderiske planer. Tilgiv dem ikke, se ikke igennem fingre med deres synder. Lad dem få med dig og din vrede at bestille.”

Jerusalem skal knuses som en lerkrukke

19 Herren sagde derpå til mig: „Gå hen og køb en lerkrukke hos pottemageren. Tag så nogle af folkets politiske og religiøse ledere med dig ² og gå ud i Hinnoms søns dal med krukken, tæt ved Potteskårsporten. Derude skal du overbringe dem følgende budskab:

³ Judas kongeslægt og Jerusalems indbyggere, hør Herrens ord! Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg sender en katastrofe over dette sted, som vil få det til at ringe for ørerne af enhver, der hører om det. ⁴ For Israel har svigtet mig og gjort denne dal til en skamplet ved at brænde røgelse for fremmede guder, som hverken de selv eller deres forfædre kendte til, og Judas konger har på dette sted ofret uskyldige børn. ⁵ De har bygget højaltre for Ba’al og brændt deres egne børn som ofre på disse altre, en afskyelig handling, som jeg aldrig ville drømme om at kræve af dem.

⁶ Der kommer en dag, siger Herren, hvor denne dal ikke længere skal hedde Tofet eller Hinnoms søns dal. I stedet skal den kaldes for ‚Massakrens dal’. ⁷ Jeg modarbejder Judas og Jerusalems krigsstrategi og tillader fjendens hære at overrumple jer og slå jer ihjel. Gribbe og vilde dyr vil æde jeres døde kroppe. ⁸ Jeg jævner Jerusalem med jorden, så enhver, der går forbi, vil gispe af rædsel over byens grufulde skæbne. ⁹ Jeg vil sørge for, at jeres fjender belejrer byen, indtil alle fødevarer er brugt op, og de belejrede begynder at spise deres egne børn og venner.

¹⁰ Jeremias, når du har givet dem budskabet, skal du knuse krukken for øjnene af de mænd, du har taget med. ¹¹ Så skal du sige til dem: Hør, hvad Herren, den Almægtige, siger: Som den her lerkrukke blev knust, så den ikke kan laves igen, vil jeg knuse Judas og Jerusalems indbyggere. Og man vil kaste de døde ud her i Tofetdalen, fordi der ikke er plads nok i gravhulerne. ^12-13 Det er, hvad jeg vil gøre med dette sted og dets indbyggere. Jerusalem vil blive vanhelliget som Tofet. Død og ødelæggelse vil ramme hvert eneste hus i Jerusalem, ja selv det kongelige palads. Det er straffen for, at I på tagterrasserne brændte røgelse for stjerneguderne og bragte drikofre til alle jeres afguder.”

¹⁴ Efter at Jeremias havde forkyndt sit budskab, forlod han Tofetdalen og gik hen i forgården til Herrens tempel, hvor han råbte til folket: ¹⁵ „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil snart lade katastrofen ramme Jerusalem og de omliggende byer, sådan som jeg har sagt, fordi I hårdnakket nægter at høre efter, hvad jeg siger.”

Jeremias sættes i gabestok og beklager sig over en profets lidelser

20 Præsten Pashhur, Immers søn, der var sikkerhedschef i Herrens tempel, hørte Jeremias’ ord. ² Derfor arresterede han ham, lod ham piske og satte ham i gabestokken ved Benjaminporten ind til templet. ³ Næste dag, da Pashhur endelig løslod ham, sagde Jeremias: „Pashhur, Herren giver dig et nyt navn: Fra nu af skal du hedde ‚Omringet-af-rædsel’. ⁴ Herren vil nemlig omringe dig og dine venner med rædsel, og du vil se dine venner blive dræbt af fjenderne. Han vil udlevere Judas befolkning til Babylons konge, så mange vil blive dræbt i krigen og resten ført bort som fanger til Babylon. ⁵ Han giver fjenden tilladelse til at plyndre Jerusalem. Alle byens berømte skatte, de kongelige juveler, alt guld og sølv vil blive ført til Babylon som krigsbytte. ⁶ Og hvad angår dig selv, Pashhur, skal du og din familie og alle dine tjenere ende som fanger i Babylon. Der skal du dø og begraves. Det gælder både dig og alle dem, der lod sig vildlede af dine falske profetier.”

⁷ Da bad jeg: „Herre, du overtalte mig til at bringe dit budskab. Jeg lod mig overtale, fordi du er mægtigere end jeg er, men nu håner hele byen mig. ⁸ Hver gang jeg åbner munden for at bringe dit ord, handler det om vold og ødelæggelse. Det er derfor folk er på nakken af mig. ⁹ Jeg fristes til at give op som profet og ikke længere bringe de budskaber, du giver mig. Men budskaberne brænder som ild i mit indre, så jeg er tvunget til at komme frem med dem. ¹⁰ Jeg hører, hvordan de hvisker bag min ryg og leder efter et påskud til at gøre det af med mig. Selv mine tidligere venner venter på en anledning til at fælde mig. ‚Før eller senere gør han noget strafbart,’ siger de, ‚så kan vi få ram på ham!’

¹¹ Men du står ved min side som en vældig kriger, og dig kan mine modstandere ikke magte. Derfor kan de ikke slå mig ud. Til sidst bliver de ydmyget på en måde, som aldrig bliver glemt. ¹² Almægtige Herre, du ved, hvem der er oprigtig, for du gennemskuer menneskets skjulte tanker og motiver. Derfor stoler jeg på dig og har overladt min sag i dine hænder. Jeg ser frem til, at du vil straffe dem. ¹³ Jeg vil synge min tak og lovprisning til dig, Herre, for du redder de svage ud af onde menneskers kløer.

¹⁴ Alligevel siger jeg: Gid jeg aldrig var blevet født! Det var ikke en velsignelse for mig at se dagens lys. ¹⁵ Forbandet være den person, der gjorde min far glad med nyheden om, at han havde fået en søn. ¹⁶ Må det gå den budbringer ligesom de oldtidsbyer, du udryddede uden skånsel. Må han høre advarselsråb om morgenen og kampråb ved middagstid, ¹⁷ for han burde have dræbt mig ved fødslen. Gid jeg var død som foster eller aldrig kommet ud af min mors mave. ¹⁸ Hvorfor skulle jeg fødes, når mit liv kun består af endeløse ydmygelser og fornedrelser?”

Gud afslår kongens anmodning om hjælp

21 Kong Zidkija sendte senere Pashhur, Malkijas søn, og præsten Sefanja, Ma’asejas søn, til Jeremias med følgende anmodning: ² „Bed Herren om at hjælpe os, for kong Nebukadnezar af Babylonien har belejret byen. Forhåbentlig vil Herren være barmhjertig og gøre et mirakel som i gamle dage, så Nebukadnezar bliver tvunget til at trække sine tropper tilbage.”

^3-4 Jeremias svarede: „Gå tilbage til kong Zidkija med denne besked fra Herren, Israels Gud: Jeg vil sørge for, at dine krigere, som netop nu kæmper imod den babyloniske konge og hans hær, må give op og flygte tilbage ind i byen. ⁵ Jeg kæmper personligt imod jer med min vældige magt, for min vrede er stor. ⁶ Jeg vil lade en epidemi bryde ud i byen, så både mennesker og dyr omkommer. ⁷ Derefter vil jeg overgive kong Zidkija, hans embedsmænd og de overlevende indbyggere til kong Nebukadnezar, som vil slå dem ned uden medfølelse eller barmhjertighed.

⁸ Endvidere siger Herren til sit folk: Jeg stiller jer over for et valg. Vil I dø eller leve? ⁹ De, som bliver i Jerusalem, vil dø i kampen, eller på grund af sult eller sygdom. Men de, som går ud og overgiver sig til babylonierne, vil overleve. ¹⁰ Jeg har besluttet at bringe en katastrofe over denne by, siger Herren. Den babyloniske konge vil indtage den og brænde den ned til grunden.

^11-12 Og til Judas konge siger Herren: Vær altid retfærdig overfor dine undersåtter. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Gør, hvad der er det rigtige, ellers vil min vrede blusse op imod dig som en fortærende ild på grund af alle dine synder. ¹³ Jeg vil kæmpe imod Jerusalem, den stolte by, der praler af at være uindtagelig og sikker på bjergets top. ¹⁴ Jeg vil selv straffe dig for dit oprør og dine onde handlinger, siger Herren. Jeg sætter ild til dit fornemme palads,^[c] og alt, hvad der er i nærheden, skal brændes op.”

Guds dom over Judas onde konger

22 Herren sagde til mig: „Gå hen til paladset og sig til Judas konge, Jojakim: ² Hør, hvad Herren siger til dig, Judas konge, som sidder på Davids trone. Lad også dine embedsmænd og alle andre i paladset høre det. ³ Herren siger: Vær retfærdig og gør altid det rigtige. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Du må ikke mishandle eller udnytte de forsvarsløse fremmede, enkerne eller de forældreløse. Du må ikke slå uskyldige mennesker ihjel. ⁴ Hvis du vil adlyde mig, vil Davids slægt fortsat få lov at sidde på tronen i Jerusalem, og de vil sammen med deres embedsmænd og øvrige følge kunne køre ud og ind ad paladsets porte i de kongelige kareter.

⁵ Men hvis du ikke vil lytte til min advarsel, sværger jeg højtideligt på, at dit fornemme palads vil blive til en dynge ruiner.

⁶ Hør, hvad Herren siger om kongepaladset: I mine øjne var du som det frugtbare Gilead og Libanons grønne skove. Men jeg vil ødelægge dig, så du kommer til at ligne en mennesketom ødemark. ⁷ Jeg sender mænd til at begå hærværk imod dig, bevæbnet med økser og brækjern. De skal nedrive dine mure, hugge dine prægtige cedertræsbjælker i stykker og kaste dem på bålet. ⁸ Folk fra fjerne lande skal gå forbi denne ruinby og udbryde: ‚Hvorfor ødelagde Herren så prægtig en by?’ ⁹ Og man vil svare: ‚Fordi byens indbyggere brød pagten med Herren, deres Gud, og dyrkede andre guder.’

¹⁰ Græd ikke over den konge, som allerede er død,^[d] men græd over ham, der føres bort i eksil og aldrig mere får sit fædreland at se. ¹¹ Hør, hvad Herren siger om Judas kong Joahaz, der efterfulgte sin far Josias, og som blev ført i eksil: ¹² Han vil dø i det fremmede og aldrig se sit eget land igen.

¹³ Kong Jojakim, du er en ond konge. Du udbygger dit flotte palads, tvinger dine landsmænd til at arbejde for dig, men betaler dem ikke for det. ¹⁴ Du siger: ‚Jeg bygger et prægtigt palads med store sale ovenpå, mange vinduer og cedertræspaneler på væggene, dekoreret med rødlige farver.’ ¹⁵ Men man bliver ikke en stor konge, bare fordi man ejer store rigdomme. Hvorfor mon det gik din far så godt? Fordi han var fair og retfærdig, og derfor velsignede Gud ham. ¹⁶ Han sørgede for, at de fattige og nødstedte fik hjælp, og derfor gik det ham godt. Sådan handler de, der kender Herren. ¹⁷ Men du derimod, du er egoistisk, grisk og uærlig. Du myrder uskyldige mennesker, undertrykker de fattige og hersker brutalt.

¹⁸ Derfor vil Herren straffe dig, kong Jojakim af Juda, som efterfulgte din far Josias. Hverken din familie eller dine undersåtter vil sørge over din død. ¹⁹ Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”

Jerusalems og Judas skæbne

²⁰ „Åh, mit folk,” siger Herren, „I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.

²¹ Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‚Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig. ²² Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab. ²³ I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”

Dommen over Jekonja

²⁴ „Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja^[e] af Juda, Jojakims søn. „Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk. ²⁵ Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær. ²⁶ Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land. ²⁷ I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”

²⁸ Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?

²⁹ Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger: ³⁰ „Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og herske i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”

Løfte om tilbagevenden til deres eget land og et nyt rodskud fra Davids slægt

23 Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde. ² I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger. ³ Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst. ⁴ Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”

⁵ „Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. ⁶ Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’^[f] for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.

⁷ Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‚Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’ ⁸ I stedet vil man sige: ‚Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”