Bible in 90 Days

²¹ Herren sagde til mig:

²² „Du menneske, hvad er det, man siger i Israel? ‚Det trækker i langdrag, og profeternes syner bliver ikke opfyldt.’ ²³ Men sig til dem fra mig af, at de godt kan holde op med at bruge den talemåde, for jeg vil give dem en ny, som siger, at nu er tiden kommet, hvor profeternes syner går i opfyldelse. ²⁴ Der skal ikke længere være falske syner og løgnagtige spådomme blandt Israels folk om, at alt nok skal gå godt, ²⁵ for jeg er Herren, og mine ord er ikke tomme trusler. Det, jeg forudsiger, går i opfyldelse til den fastsatte tid, mit oprørske folk! Ja, det skal gå i opfyldelse i jeres levetid, siger jeg, Herren.”

²⁶ Herren talte til mig:

²⁷ „Du menneske, Israels folk påstår i deres falske tryghed: ‚Ezekiels syner og profetier handler ikke om nutiden, men om en fjern fremtid.’ ²⁸ Derfor skal du sige til dem: ‚Herren siger: Straffen kan ikke udskydes længere. Det, jeg har sagt, bliver opfyldt meget snart.’ ”

Dommen over de falske profeter

13 Herren sagde til mig:

^2-3 „Du menneske, profetér imod de falske profeter i Israel, som kommer med deres egne idéer og hævder, at deres budskaber er fra mig. Ve de tåbelige profeter, som siger: ‚Hør, hvad Herren siger!’ uden at jeg har talt til dem.

^4-5 Åh, Israels folk, jeres falske profeter er som sjakaler, der går på rov mellem ruinerne. De har intet gjort for at opbygge mit folk eller udbedre manglerne, så folket kunne undgå at blive ramt af min dom. ⁶ De har løjet ved at påstå, at deres budskab kom fra mig, selv om jeg aldrig har sendt dem, så de kan ikke forvente, at jeg skal opfylde deres profetier. ^7-8 Derfor siger jeg til dem: ‚Er det måske ikke falske profetier og syner, der kommer fra jer, når I hævder at have et budskab fra mig, selvom jeg ikke har givet jer noget budskab? Fordi I er kommet med falske profetier og syner, må jeg straffe jer.’ ⁹ De får aldrig nogen lederposition, ja, jeg vil slette deres navne af listen over Israels folk, og de vil aldrig få deres land at se igen. Så vil I indse, at jeg er Gud Herren. ¹⁰ De fører mit folk på afveje ved at profetere om fred, når der ikke er fred. Mit folk har bygget en mur af løse sten, og profeterne påstår, et lag kalk kan holde sammen på den.

¹¹ Ezekiel, du kan godt fortælle dem, at deres fine, hvidkalkede mure vil falde sammen. Synden kan ikke skjules bag en pæn facade. Der kommer snart en mægtig storm med hagl og styrtregn, som får murene til at falde sammen. ¹² Når katastrofen indtræder, vil folket anklage de falske profeter for at have slået det hele hen i stedet for at advare dem om deres synd.

¹³ Derfor siger jeg, Herren, til de falske profeter: Min vrede skal hagle ned over jer, og min harme er som en voldsom orkan, mit raseri er som den piskende regn. ¹⁴ Jeg vil smadre den hvidkalkede mur, så den bryder sammen og knuser jer i faldet. Så vil I indse, at jeg er Herren. ¹⁵ Jeg vil lade min vrede få frit løb imod muren og dem, som kalkede den. Så forsvinder både muren og de mennesker, som kalkede den, ¹⁶ de profeter, som forkyndte fred og ingen fare for Jerusalem, når der i virkeligheden ikke var udsigt til fred.

^17-18 Profetér også imod de kvindelige profeter, der profeterer deres egne fantasier. Sig til dem: ‚Ve jer, der forfører mit folk, unge såvel som gamle, ved at lave amuletter, magiske armbånd til deres håndled og magiske tørklæder i alle størrelser. I vil blive straffet for at bedrage mit folk. ¹⁹ I tager nogle håndfulde byg eller et par stykker brød som betaling for at spå dem. Derved fører I uskyldige folk i døden og holder hånden over andre, som i virkeligheden fortjente at dø. I lyver for mit folk, og de lytter med glæde til jeres løgne.

²⁰ Derfor siger jeg, Herren: Jeg vil straffe jer, fordi I jagter mit folks sjæle med jeres magiske armbånd. Jeg vil rive armbåndene af og sætte mit folk i frihed, som fuglen der slippes ud af sit bur. ²¹ Jeg befrier mit folk for jeres magiske tørklæder og river dem ud af jeres kløer, så de ikke længere skal være ofre for jer. Så vil I indse, at jeg er Herren. ²² I har taget modet fra de retskafne, stik imod min vilje, og I har opmuntret de onde, så de ikke omvendte sig fra deres ondskab og blev reddet. ²³ Men nu skal det være slut med jeres løgne og spådomskunster. Jeg river mit folk ud af jeres kløer, og så vil I indse, at jeg er Herren.’ ”

Fordømmelse af afgudsdyrkelsen

14 En dag kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. ² Da sagde Herren til mig: ³ „De mænd dyrker afguderne i deres hjerter og lever i åben synd. Hvorfor skulle jeg rådgive dem? ⁴ Sig til dem: Hør, hvad Gud Herren siger: De israelitter, som dyrker afguder i det skjulte, og som tillader sig at synde, men alligevel kommer til min profet for at spørge mig til råds, vil jeg give et svar, der passer sig til deres afguderi. ⁵ Jeg vil straffe dem i håbet om, at Israels folk vil opgive deres afguder og vende tilbage til mig.

⁶ Derfor skal du give hele Israels folk følgende budskab fra Gud Herren: Tag afstand fra jeres afguder og jeres afskyelige handlinger. ⁷ Alle de israelitter og de fremmede, der bor iblandt dem, som vender sig fra mig og i det skjulte dyrker afguder, der fører dem ud i synd, men alligevel kommer til min profet for at spørge mig til råds, vil jeg personligt tage mig af. ⁸ Jeg vil straffe dem, så de bliver et eksempel til skræk og advarsel. Jeg vil udrydde dem af mit folk, så I kan indse, at jeg er Herren. ⁹ Men hvis en profet lader sig lokke til selv at give dem et svar, er det mig, der har lokket ham, for at jeg kan få ham udryddet af Israels folk. ¹⁰ Spørgeren og den falske profet er begge skyldige og får den samme straf, ¹¹ så Israels folk kan lære ikke at forlade mig og gøre sig urene ved syndige handlinger. Da skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud, siger jeg, Herren.”

¹² Herren sagde til mig: ¹³ „Du menneske, hvis mit folk gør oprør imod mig, så må jeg straffe dem med hungersnød, så både mennesker og dyr mister livet. ¹⁴ Selv hvis Noa, Job og Daniel havde været i live, ville deres gudfrygtighed kun kunne redde dem selv. De ville ikke kunne afværge katastrofen.

¹⁵ Eller hvis jeg sendte rovdyr, som dræbte folk i hele landet, og ingen længere turde færdes udendørs, ¹⁶ ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

¹⁷ Eller hvis jeg straffede landet med krig og befalede fjendens hær at udrydde både mennesker og dyr, ¹⁸ ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

¹⁹ Eller hvis jeg udøste min vrede ved at sende en sygdomsepidemi over landet, som gjorde det af med både mennesker og dyr, ²⁰ ville end ikke Noas, Jobs og Daniels gudfrygtighed kunne redde deres egne børns liv, så meget mindre resten af folket. Kun de selv ville blive reddet.

²¹ Så kan I måske forstå, hvor forfærdeligt det bliver, når jeg snart straffer Jerusalem med krig, hungersnød, rovdyr og epidemier. ²² Men jeg vil lade en rest overleve og lade dem og deres børn komme til jer i Babylonien. Når I så hører om al den ondskab, de har bedrevet, vil I bedre kunne forstå, hvorfor jeg var nødt til at straffe Jerusalem så hårdt, ²³ og I vil kunne indse, at de fortjente den straf, de har fået.”

Jerusalem—en uduelig vinstok

15 Herren sagde til mig:

² „Du menneske, hvad kan man bruge træet fra en vildtvoksende vinstok til? Det kan ikke sammenlignes med skovens andre træer. ³ Man kan ikke engang bruge det til at lave knager eller kroge af. ⁴ Prøver man at bruge det til brændsel, brænder de tynde grene alt for hurtigt, mens stammen har svært ved at fænge. ⁵ Det kan altså hverken bruges til forarbejdning eller som brændsel.

⁶ Jerusalems indbyggere er som en vildtvoksende vinstok, jeg har kastet på bålet. ⁷ Jeg vil sørge for, at de, der undslap ilden første gang, kommer på det næste bål. Da vil I indse, at jeg er Herren. ⁸ Ja, jeg lægger landet øde, fordi de gjorde oprør imod mig.”

Jerusalem beskrives som en utro kvinde

16 Herren sagde til mig:

² „Du menneske, mind Jerusalem^[a] om hendes utroskab ³ og sig til hende: Hør, hvad Herren siger: Du kom til verden midt i Kana’ans land. Din far var amorit og din mor hittit.^{[b] 4} Da du blev født, var der ingen, der tog sig af dig. Din navlestreng blev ikke skåret over, og du blev hverken vasket, gnedet med salt eller klædt varmt på. ⁵ Ingen interesserede sig for dig eller havde medlidenhed med dig. Ingen hjalp dig, men du blev efterladt på åben mark for at dø. Fra den dag du blev født, var du uønsket.

⁶ Men jeg kom forbi og så dig ligge der og sprælle i dit eget blod, og jeg sagde: ‚Du skal leve!’ ⁷ Jeg hjalp dig til at vokse som en plante på marken. Du udviklede dig og blev en smuk ung kvinde. Dine bryster tog form, og dit hår voksede frem. Men du var stadig nøgen og sårbar.

⁸ Jeg kom forbi igen og så, at du var giftefærdig. Jeg tog dig under mine vinger og skjulte din nøgenhed. Jeg lovede dig troskab og indgik en pagt med dig, og du blev min. ⁹ Jeg skyllede blodet af dig, rensede dig i vand og salvede dig med olivenolie. ¹⁰ Jeg gav dig smukke, broderede klæder af linned og silke og sandaler af det fineste skind. ¹¹ Jeg gav dig fornemme smykker: flotte armbånd, smukke halskæder, ¹² en ring til din næse, kostbare øreringe og et pragtfuldt diadem til dit hår. ¹³ Utrolig dejlig så du ud med al dit guld og sølv og dit broderede silke- og linnedtøj. Din mad blev tilberedt af honning, olivenolie og det fineste mel. Du var fantastisk smuk og lignede en dronning. ¹⁴ Rygtet om din skønhed nåede ud til alle nationer. Det var mine gaver, som gjorde dig til det, du var.

¹⁵ Men du begyndte at stole på din skønhed i stedet for på mig. Du tilbød dig selv til enhver mand, der kom forbi, og du blev hans. ¹⁶ Med dine smukke klæder udsmykkede du offerhøjene, hvor du horede med dine afguder. Aldrig har man set noget lignende. ¹⁷ Du brugte de guld- og sølvsmykker, jeg forærede dig, til at lave mandsfigurer af og horede med dem. ¹⁸ Du brugte det smukt broderede tøj, jeg gav dig, til at hylle dine afguder i, og du ofrede min olivenolie og røgelse til dem. ¹⁹ Endog den mad, jeg gav dig, som var tilberedt af fint hvedemel, olie og honning, satte du frem som et offer til dem. ²⁰ Og som om det ikke var nok, slagtede du også de sønner og døtre, du havde født mig, og ofrede dem som føde til dine afguder. Var det ikke tilstrækkeligt, at du horede med dem? ²¹ Var det også nødvendigt at slå mine børn ihjel og ofre dem til dine elskere? ²² I al den tid du syndede og var mig utro, tænkte du ikke på, at du i din ungdom lå nøgen og hjælpeløs og sprællede i dit eget blod.

²³ Ak, du er dømt, siger jeg, Herren, for ud over al denne ondskab ²⁴ byggede du afgudsaltre på alle torvepladser, ²⁵ hvor du prostituerede dig selv og din skønhed og spredte ben for enhver mand, som kom forbi. ²⁶ Selv din fede nabo, Egypten, horede du med. Al din utroskab gjorde mig umådelig vred.

²⁷ Derfor greb jeg ind for at straffe dig. Jeg tog min velsignelse fra dig og gjorde dig til bytte for filistrene. Selv de skammer sig over din opførsel. ²⁸ Også assyrerne bedrev du hor med, for du kunne aldrig få stillet dit begær efter flere afguder. ²⁹ Du solgte dig selv til den store handelsnation, Babylonien, men heller ikke det tilfredsstillede dig. ³⁰ Du må have et sygt hjerte, siden du kunne gøre alt det. Du er en skamløs luder, ³¹ der bygger afgudsaltre på gadehjørnerne og på alle torvepladser. Ja, du er endnu værre end en luder, for du gjorde det ikke engang for betaling. ³² Du er som en utro hustru, der hellere hengiver sig til andre mænd end til sin ægtemand. ³³ Det plejer at være mændene, der betaler en prostitueret, men med dig er det omvendt, for du opsøger mændene og giver dem gaver, for at de skal komme til dig. ³⁴ Derfor er du anderledes. Du betalte selv for din prostitution i stedet for at modtage betaling.

³⁵ Hør nu, hvad Herren siger til dig: ³⁶ Fordi du blottede dig for alle dine mange elskere og ofrede dine børns blod til dine afskyelige afgudsbilleder, ³⁷ vil jeg kalde de elskere sammen, som du har ligget med, både dem du elskede, og dem du hadede, og jeg vil rive tøjet af dig for øjnene af dem, så din nøgenhed kan ses af alle og enhver. ³⁸ Jeg vil give dig den straf, som en horkvinde eller morder kan forvente, både ydmygelse og død. ³⁹ Jeg giver dig i nabofolkenes magt, og de vil nedrive dine offerhøje og afgudsaltre. De vil flå tøjet af dig, tage dine smukke juveler fra dig og efterlade dig nøgen. ^40-41 De vil kalde pøbelen sammen og stene dig, hugge dig ned med sværdet, brænde dine huse og straffe dig for øjnene af andre kvinder. Jeg vil sætte en stopper for dit afguderi, og aldrig mere skal du betale dine elskere for at hore med dig.

⁴² Jeg lader min vrede ramme dig, indtil min harme stilner af. ⁴³ Du får løn som forskyldt, fordi du glemte din ungdoms kærlighed og krænkede mig med din ufattelige afgudsdyrkelse, siger jeg, Herren.

⁴⁴ ‚Som mor, så datter,’ vil man sige om dig, ⁴⁵ for du ligner din mor. Hun brød sig hverken om sin mand eller sine børn. Du og dine søstre handler nøjagtig lige sådan, for I bryder jer hverken om mand eller børn. Jeres mor var hetit, og jeres far amorit.

⁴⁶ Din storesøster, Samaria, boede med sine døtre^[c] mod nord. Din lillesøster, Sodoma, og hendes døtre boede mod syd. ⁴⁷ Ikke alene gjorde du som dem, men i løbet af kort tid overgik du dem med hensyn til ugudelige handlinger.

⁴⁸ Så sandt som jeg lever, siger Herren: Sodomas og hendes døtres ondskab kom aldrig på højde med din og dine døtres. ⁴⁹ Din søster Sodoma og hendes døtre var stolte og levede i overflod og luksus, men hjalp aldrig de fattige og nødlidende. ⁵⁰ De var selviske og begik afskyelige handlinger for øjnene af mig. Derfor fjernede jeg dem fra jordens overflade.

⁵¹ Samaria syndede groft, men kun halvt så meget som dig. Du har begået langt flere afskyelige handlinger end dine søstre, ⁵² og derfor får du også en værre straf end dem. I sammenligning med dine synder er dine søstres synder småting. Du får dem til at se helt uskyldige ud! ^53-55 Derfor bliver den straf, som overgår dig, værre end deres, og det bringer dem en vis trøst. Der kommer en tid, hvor jeg vil genoprette Sodoma med hendes døtre og Samaria med hendes døtre, og jeg vil også genoprette Juda. Til den tid vil du skamme dig over alle de synder, du har begået. ⁵⁶ Dengang du var stolt af dig selv, så du ned på din søster Sodoma, ⁵⁷ for da var din ondskab endnu ikke blevet afsløret. Men nu er den afsløret, og nu er det din tur til at blive set ned på af Edoms døtre og naboer, filistrenes døtre og alle andre nabofolk. ⁵⁸ Det er konsekvensen af alle dine modbydelige handlinger, siger jeg, Herren.

⁵⁹ Jeg giver dig løn som fortjent, for du tog ikke pagten alvorligt, men brød rask væk dine løfter. ⁶⁰ Men jeg glemmer ikke den pagt, jeg indgik med dig i din ungdom, og jeg vil oprette en ny og evig pagt med dig. ⁶¹ Til den tid vil du med skam mindes al den ondskab, du har begået, specielt når du får dine søstre Sodoma og Samaria tilbage og jeg gør dem til dine døtre, selv om det ikke er en del af min pagt med dig. ⁶² Når jeg opretter min nye pagt med dig, vil du indse, at jeg er Herren, ⁶³ og du vil skamfuldt holde dig for munden, når du tager imod min tilgivelse for alt det onde, du har gjort, siger jeg, Herren.”

Billedtale om vinstokken og ørnene

17 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, fortæl følgende gåde til Israels folk. Du skal sige til dem: Hør Herrens ord:

^3-4 En stor ørn med et vældigt vingefang og mange farver i sin fjerdragt kom til Libanon. Den plukkede det øverste skud fra det højeste cedertræ og bragte det til den travle by i den store handelsnation.^{[d] 5} Derefter tog ørnen et af landets egne frø og plantede det i frugtbar jord, hvor der var rigeligt med vand. ⁶ Frøet spirede og voksede til en forgrenet, lavstammet vinstok med mange sideskud og blade. Grenene voksede op mod ørnen, og rødderne strakte sig hen imod den.

⁷ Men så kom der en anden stor ørn med vældigt vingefang og flot fjerdragt, og vinstokken strakte nu både rødder og grene imod den nye ørn, for den ville gerne have endnu mere vand. ⁸ Men den var allerede plantet i god jord og havde rigeligt med vand, så den kunne skyde grene, sætte frugt og blive en frodig vinstok.

⁹ Nu spørger Herren: Vil det lykkes? Mon ikke snarere dens rødder bliver rykket op? Mon ikke frugten tørrer ind, og de friske skud visner? Der skal ikke megen styrke til at rykke den op med rode. ¹⁰ Vinstokken fik en lovende start, men mon den vil overleve? Vil den ikke visne, hvor den står, når østenvinden blæser imod den?”

¹¹ Derefter sagde Herren til mig: ^12-13 „Sig til mit oprørske folk: Forstår I, hvad gåden betyder? Lad mig forklare den: Nebukadnezar kom til Jerusalem og førte kongen og de øverste ledere i eksil i Babylon. Derefter indsatte han et medlem af den kongelige familie som konge og aftalte med ham, at han skulle være underlagt Babylons herredømme. Resten af Israels ledere tog han med til Babylon, ¹⁴ så landet ikke skulle komme til kræfter og gøre oprør, men overholde fredsaftalen og have et vist selvstyre.

¹⁵ Men den nye konge brød sit løfte om troskab og gjorde oprør imod Nebukadnezar. Han sendte bud til Egypten og bad om soldater og stridsvogne. Men vil hans planer lykkes? Mon han slipper godt fra at bryde sit troskabsløfte? ¹⁶ Nej, så sandt jeg lever, siger Herren: Han kommer til at dø i Babylon, for han brød fredsaftalen og gjorde oprør mod den, der havde indsat ham som konge. ¹⁷ Farao og hele hans mægtige hær kan ikke redde ham, når Nebukadnezar vender tilbage og belejrer Jerusalem og slår en masse mennesker ihjel. ¹⁸ Zidkija brød sin ed og løftet om troskab, og det slipper han ikke godt fra.

¹⁹ Så sandt jeg lever, siger Herren, skal han bøde for at have brudt den højtidelige ed, han aflagde i mit navn. ²⁰ Jeg kaster mit net over ham, så han bliver fanget i fælden, og derefter fører jeg ham til Babylon, hvor han vil blive straffet for sit oprør imod mig. ²¹ Alle hans bedste krigere vil falde i kamp, og de som overlever, bliver spredt for alle vinde. Så vil I forstå, at jeg er Herren, og at jeg har talt.”

Løftet om en fremtidig Messias

^22-23 Herren fortsatte: „Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene. ²⁴ Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”

Enhver må bære straffen for sin egen synd

18 Herren sagde til mig:

² „I kender ordsproget: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ ³ Så sandt jeg lever, siger Herren, skal det ordsprog ikke længere gælde i Israel. ⁴ Det er mig, der dømmer alle mennesker, både forældre og børn, og jeg siger: ‚Enhver skal dø for sine egne synders skyld!’

⁵ Alle, der gør, hvad der er godt og ret, skal leve. ⁶ De deltager ikke i afgudsofringer på højene, begår ikke ægteskabsbrud og har ikke samleje i menstruationsperioden. ⁷ De viser barmhjertighed imod dem, de låner penge til, og nægter ikke at give de fattige deres pant tilbage. De tilraner sig ikke andres ejendom, men giver mad og tøj til dem, der er i nød. ⁸ De yder lån uden at kræve renter. De holder sig fra synd, er fair overfor andre ⁹ og bestræber sig i det hele taget på at adlyde mine love. De, der handler sådan, er retskafne, siger jeg, Herren, og de skal leve.

¹⁰ Men retskafne mennesker kan godt have børn, som bliver mordere og gør ting, som forældrene aldrig selv ville gøre: ¹¹ Måske ofrer børnene til afguderne, begår ægteskabsbrud ^12-13 og undertrykker de fattige og hjælpeløse. Måske stjæler de, låner penge ud mod høje renter og giver ikke låneren sit pant tilbage. Måske søger de hjælp hos afguderne og gør andre afskyelige ting. Den slags mennesker skal dø, for de har gjort afskyelige ting og må selv bære ansvaret for deres handlinger.

¹⁴ Men onde mennesker kan også have børn, som ikke ønsker at følge i forældrenes fodspor, men beslutter sig for at leve et retskaffent og gudfrygtigt liv. ¹⁵ De deltager ikke i afgudsofringer på højene og begår ikke ægteskabsbrud. ¹⁶ De viser barmhjertighed imod dem, de låner ud til, og de nægter ikke at give de fattige deres pant tilbage. De stjæler ikke, men giver mad og tøj til dem, der er i nød. ¹⁷ De yder lån uden at kræve renter. De holder sig fra synd, er fair overfor andre og bestræber sig i det hele taget på at adlyde mine love. Den slags mennesker skal ikke dø på grund af deres forældres synder, men skal få et godt liv. ¹⁸ Den onde, derimod, som er en røver eller morder, eller som udnytter sin næste, skal dø på grund af sine egne synder.

¹⁹ ‚Hvorfor kommer børnene ikke til at lide for forældrenes synd?’ spørger I. Nej, for de gjorde jo det rigtige og adlød mine love. De får lov at leve. ²⁰ Enhver skal dø for sine egne synders skyld. Børnene skal ikke straffes for forældrenes synd, og forældrene skal ikke straffes for børnenes synd. Den retskafne belønnes for sin godhed, og den onde straffes for sin ondskab. ²¹ Men hvis de onde vender sig fra deres ondskab og begynder at adlyde mine love, så de gør, hvad der er godt og ret, skal de leve og ikke dø, ²² for deres fortid skal være glemt, og de skal leve, fordi de har valgt at gøre det gode.

²³ Tror I måske, at det glæder mig, når et ondt menneske bliver straffet med døden? spørger jeg, Herren. Nej, jeg vil meget hellere have, at de vender sig fra deres ondskab, så de kan leve. ²⁴ Men hvis retskafne mennesker begynder at synde og gøre alle de afskyelige ting, som de onde mennesker gør, så vil al deres tidligere godhed være glemt, og de skal dø som straf for deres troløshed og synd.

²⁵ ‚Det er ikke fair!’ siger I. Hør lige her, Israels folk: Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? ²⁶ Når retskafne mennesker holder op med at handle ret og i stedet vælger at synde, er det så ikke fair, at de må bære straffen for deres synd og dø? ²⁷ Og når onde mennesker tager afstand fra deres tidligere synder og i stedet vælger at adlyde min lov, er det så ikke fair, at de redder livet? ²⁸ De traf jo det valg at omvende sig fra deres synd. Fortjener de så at dø? Nej, de fortjener at leve.

²⁹ Alligevel siger I: ‚Det er ikke fair!’ Åh, Israels folk, tænk jer dog om! Er det mig, der ikke er fair? Er det ikke snarere jer? ³⁰ Jeg dømmer jer på grundlag af, hvordan I hver især handler. Omvend jer derfor fra jeres synder, så I ikke bliver straffet med døden. ³¹ Tag afstand fra synden, og få jer et nyt hjerte og en ny ånd. Åh, Israels folk, hvorfor vil I vælge døden? ³² Jeg glæder mig bestemt ikke over at se jer dø. Omvend jer dog, så I kan leve.”

En sørgesang om Israels konger

19 Herren sagde til mig, at jeg skulle synge følgende sørgesang over Israels konger:

Dette er og bliver en sørgesang.

Folkets oprør og det fremtidige håb om genoprettelse

20 På den tiende dag i den femte måned i det syvende år af vores eksil kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. Da de havde sat sig, ² kom Herrens ord til mig: ³ „Du menneske, sig til Israels ledere: ‚Hvor vover I at komme og spørge mig om noget? Jeg forsikrer jer, at jeg ikke har i sinde at lade mig udspørge af jer.’ ⁴ Du menneske, jeg ønsker, at du skal minde dem om al den synd, Israels folk har begået lige fra forfædrenes tid og indtil i dag. ^5-6 Sig til dem: Da jeg udvalgte Israels folk og åbenbarede mig for dem i Egypten, lovede jeg dem højt og helligt, at jeg ville være deres Gud og føre dem ud af Egypten til det land, jeg ville give dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’.

⁷ Dengang sagde jeg til dem: Skil jer af med de modbydelige afguder, som I er begyndt at tilbede her i Egypten, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁸ Men de hørte ikke efter og gjorde oprør imod mig. De skilte sig ikke af med deres afskyelige afguder, men blev ved med at tilbede de mange egyptiske afgudsbilleder. Det var lige før, jeg lod min vrede gå ud over dem, mens de endnu var i Egypten. ^9-10 Men jeg holdt igen, for at egypterne ikke skulle få anledning til at håne Israels Gud og hævde, at jeg ikke var i stand til at redde mit folk. Derfor førte jeg dem ud af Egypten og videre ud i ørkenen. ¹¹ Der gav jeg dem mine love og forordninger, og de, der overholder alle disse love, vil få livet derved.^[g]

¹² Jeg gav dem sabbatsdagen som et tegn på forholdet mellem mig og dem og for at minde dem om, at de er mit folk, og at jeg er Herren, der gør dem hellige.

¹³ Men Israels folk gjorde oprør imod mig under ørkenvandringen. De adlød ikke mine love, og de forkastede alle mine befalinger, selv om de, som overholder dem, får livet derved. Sabbatsdagen overholdt de heller ikke. Det var lige før, jeg i min vrede udryddede dem derude i ørkenen. ¹⁴ Men jeg holdt igen af hensyn til mit omdømme blandt de folk, som havde set, hvordan jeg førte dem ud af Egypten. ¹⁵ Dog svor jeg på, at de, der havde gjort oprør, ikke ville få lov til at komme ind i det land, jeg havde udvalgt til dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’. ¹⁶ De havde jo hverken fulgt mine love eller overholdt mine sabbatter. Tværtimod, de havde kun plads for afguder i deres hjerter. ¹⁷ Alligevel skånede jeg dem, så mit folk ikke blev udryddet i ørkenen.

¹⁸ Så sagde jeg til deres børn, mens de endnu var i ørkenen: I må ikke gå i jeres fædres fodspor eller dyrke deres afguder, ¹⁹ for jeg er Herren, jeres Gud. Adlyd mine love og pas på at overholde mine bud. ²⁰ Hold sabbatten hellig, for den er et tegn på pagten mellem mig og jer, og det skal hjælpe jer til at huske på, at jeg er Herren, jeres Gud.

²¹ Men børnene gjorde også oprør imod mig. De forkastede mine love, selv om de, som holder mine bud, får livet derved. Mine sabbatsdage overholdt de heller ikke. Da var det igen lige før, jeg i min vrede udryddede dem i ødemarken. ²² Dog holdt jeg igen af hensyn til mit omdømme blandt de folkeslag, som havde set, hvordan jeg førte mit folk ud af Egypten.

^23-24 Mens de endnu var i ørkenen, lovede jeg højt og helligt, at jeg ville sprede dem blandt verdens nationer, fordi de havde forkastet mine love og forordninger. Sabbatten holdt de ikke hellig, og de blev ved med at dyrke deres forfædres afguder. ²⁵ Derefter lod jeg dem sejle deres egen sø og følge skikke og love, som i sidste ende ville ødelægge livet for dem. ²⁶ Jeg lod dem vanære sig selv med deres afgudsofre. Det endte med, at de brændte deres førstefødte børn som en offergave til deres afguder. Jeg håbede, at de derved ville føle rædsel og lede ved de ting, de gjorde, og komme til erkendelse af, at jeg er den sande Gud.

^27-28 Du menneske, sig til Israels folk: Jeres forfædre har gang på gang gjort sig skyldige i blasfemi og forræderi imod mig, også efter at jeg førte dem ind i det land, jeg lovede dem. På hver høj og under hvert skyggefuldt træ dyrkede de deres afguder med røgelse og drikofre. ²⁹ Da spurgte jeg dem: ‚Hvad er det for en høj, I går hen til?’ og derfra stammer navnet ‚offerhøj’.^[h]

³⁰ Hør nu, hvad Gud Herren siger til jer, Israels ledere: Hvor længe vil I fortsætte med at være utro over for mig og dyrke de afskyelige afguder? ³¹ Så længe I bliver ved med jeres afgudsdyrkelse og tilmed ofrer jeres egne børn til dem, kan I ikke forvente, at jeg skal høre på jeres bønner eller hjælpe jer på nogen måde. ³² I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere. ³³ Så sandt jeg lever, siger Herren: Jeg ønsker at være jeres konge, og jeg vil demonstrere min vældige magt og vrede på jer. ³⁴ Jeg vil også demonstrere min magt ved at straffe de ugudelige folkeslag, I bliver spredt iblandt, og føre jer hjem igen.

³⁵ Men først måtte jeg sende jer ud i en ørken af fremmede folkeslag, for at jeg personligt kunne holde dom over jer, ³⁶ akkurat som dengang jeg personligt straffede jeres forfædre i den bogstavelige ørken efter at have ført dem ud af Egypten. ³⁷ Jeg afsagde min dom over jer, som når hyrden skiller fårene fra gederne, og jeg vil føre de lydige tilbage ind under min pagts bestemmelser. ³⁸ Men jeg vil skille mig af med de ulydige og oprørske iblandt jer. De bliver fjernet fra jordens overflade i det land, hvor de lever som fremmede, og ingen af dem får lov til at komme tilbage til Israels land. Da vil I forstå, at jeg er Herren.

³⁹ Israels folk, hør, hvad Gud Herren har at sige til jer: I, der lever i oprør, kan bare fortsætte med at dyrke jeres afskyelige afguder. Men engang vil mit folk igen adlyde mig og ikke længere bringe skam over mit hellige navn med deres modbydelige afguderi. ⁴⁰ På mit hellige bjerg i Jerusalem skal hele Israel engang tilbede og tjene mig, siger Herren. Dér vil jeg tage imod jer og jeres ofre og gaver. ⁴¹ Ja, når jeg fører jer hjem fra eksilet i de fremmede lande, skal I være som et vellugtende røgelsesoffer, der bringes for at ære mig, og folkeslagene skal se, at jeg er en hellig Gud. ⁴² Når jeg fører jer hjem til det land, jeg lovede jeres forfædre, skal I indse, at jeg er Herren. ⁴³ Da skal I med afsky se tilbage på fortidens synder og føle lede ved jer selv over al den ondskab, I har begået. ⁴⁴ Og når jeg for mit navns æres skyld velsigner jer på trods af jeres ondskab og afskyelige handlinger, vil I indse, at jeg er Herren, jeres Gud.”

Dom over et land mod syd

21 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, vend dig mod syd og profetér imod sydlandets skov af mennesker. ³ Profetér imod dem og sig: Hør Herrens ord: Jeg vil antænde en brand iblandt jer, så både de grønne og de udtørrede træer^[i] bliver fortæret af ilden. Ilden kan ikke slukkes, og hele landet bliver berørt, fra syd til nord. ⁴ Alle vil kunne se, at det er mig, Herren, som har sendt ilden, og den kan ikke slukkes.”

⁵ „Åh, Herre, min Gud,” udbrød jeg. „Folk beklager sig over, at jeg altid taler i gåder.”

Profeti om Nebukadnezars angreb på Juda

⁶ Herren sagde til mig: ⁷ „Du menneske, vend dig imod Jerusalem og profetér imod Israel og imod templet. ⁸ Sig til Israels folk: Hør, hvad Herren siger: Nu angriber jeg jer. Jeg trækker mit sværd og udrydder både de retskafne og de onde. ⁹ Jeg skåner ingen, men svinger sværdet mod alle fra syd til nord for at straffe mit folk. ¹⁰ Da vil alle forstå, at det er mig, Herren, der har trukket sværdet, og jeg stikker det ikke tilbage i skeden.

¹¹ Du menneske, i folkets påhør skal du sukke af sorg med sønderknust hjerte. ¹² Og når de spørger dig, hvorfor du sørger, skal du svare: ‚Fordi Herren har givet mig dårlige nyheder om noget, der snart vil ske. Når det går i opfyldelse, vil alle tabe modet og ryste af skræk. Ja, ulykken er på vej! Det sker snart, siger Herren!’ ”

¹³ Herren sagde til mig: ^14-16 „Sig til dem: Sværdet er pudset, så det blinker i lyset. Det er slebet skarpt og klar til at dræbe. Mit folks konge giver ingen glæde, og sværdet vil hugge alle ned.^[j] Nu er sværdet parat til at slagte. Det lægges i bøddelens hænder. ¹⁷ Begynd at sukke og jamre, du menneske, for sværdet er rettet mod mit folk, og alle Israels ledere bliver slået ned. Vis bare din store fortvivlelse. ¹⁸ Mit folk bliver hårdt prøvet, og det er slut med Judas kongerige, for sværdet rammer alle, siger Herren. ¹⁹ Profetér, du menneske, og slå hænderne sammen som tegn på start. Sværdet vil slå til igen og igen. Det er et dræbende sværd, og mange vil miste livet. ²⁰ Folk vil blive grebet af rædsel, for ved hver eneste port er der et draget sværd, der blinker i lyset. ²¹ Du sværd, hug ned til højre og venstre, hvor du end kommer frem. ²² Nu er tiden inde, og jeg udøser min vrede over jer. Jeg, Herren, har talt.”

²³ Herren sagde til mig: ^24-25 „Du menneske, tegn et landkort og markér de to ruter, som Babylons konges sværd kan følge, den ene mod Jerusalem i Juda, og den anden mod ammonitternes hovedstad Rabba. Tegn et vejskilt dér, hvor vejen fra Babylon deler sig i to i retning af de to byer. ²⁶ Dér standser Babylons konge og tager varsler for at se, hvor han først skal tage hen. Han ryster pilene ud på jorden, rådspørger sine guder og undersøger offerdyrets lever. ²⁷ Resultatet peger på Jerusalem. Så begynder han sin belejring af byen. Rambukkene bliver gjort klar uden for portene, man bygger angrebsramper, kaster volde op mod murene og venter på kampråbet. ²⁸ Jerusalems indbyggere tror, det er en fejltagelse. De har jo indgået en pagt med Babylons konge. Men han minder dem om deres oprør og tager dem til fange på grund af deres synd.

²⁹ Gud Herren siger: Fordi I fortsatte med at synde åbenlyst, og alle jeres handlinger afslører jeres ondskab, skal I nu føres i eksil.

³⁰ Og du kong Zidkija, Israels ugudelige leder, nu er tiden inde, hvor du må tage din straf. ³¹ Tag din kongekrone af, siger Herren, for dit herredømme er forbi. Nu får de svage oprejsning, og de stolte blive kastet i støvet. ³² Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.^[k]

³³ Du menneske, profetér også imod ammonitterne, som har hånet mit folk.

Hør, hvad jeg har at sige til dem: Sværdet er pudset og slebet, klar til at dræbe. Det blinker i lyset. ³⁴ Mens jeres seere fortæller jer om deres falske syner, og sandsigerne spår jer løgn, skal sværdet, når tiden er inde, ramme jer lige så hårdt som alle andre syndere. ³⁵ I kan godt opgive kampen med det samme, for I bliver slået i jeres eget land. ³⁶ Jeg vil udgyde min vrede over jer som en ild, der fortærer jer. Jeg overgiver jer i voldsmænds hænder, folk, der er trænede i at dræbe og ødelægge. ³⁷ I bliver tilintetgjort i flammerne, og jeres blod vil blive udgydt over hele landet. Ingen vil herefter huske jer. Jeg, Herren, har talt.”

Jerusalems og Judas synd

22 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, døm Jerusalem, den morderiske by. Oprems folkenes synder. ³ Giv byen følgende budskab fra mig: Du har selv bragt straffen over dig ved at myrde uskyldige mennesker, og du har gjort dig uren ved at fremstille og dyrke afskyelige afgudsbilleder. ⁴ Du er skyldig, Jerusalem, og du er selv årsag til din ulykke. Nu er tiden inde til, at du får din straf. Jeg vil ramme dig så hårdt, at alle andre folkeslag vil se ned på dig. ⁵ Alle nationer, både nære og fjerne, skal håne dig for dit indre kaos og din afgudsdyrkelse.

⁶ Israels ledere misbruger deres magt til vold og mord. ⁷ Byens indbyggere er respektløse over for forældre, undertrykker de fremmede og mishandler enker og faderløse. ⁸ De ringeagter mine love og min helligdom, og de ignorerer mine sabbatsdage. ⁹ Folk arresteres og dømmes til døden på grundlag af sladder. Som en del af jeres afgudsdyrkelse holder I fester og begår al slags umoral rundt omkring på offerhøjene. ¹⁰ Nogle mænd har seksuelt samvær med deres mor eller stedmor, eller med en kvinde, som har menstruation. ¹¹ Mange begår ægteskabsbrud, og nogle går i seng med en svigerdatter eller halvsøster.^{[l] 12} Korruptionen florerer i byen. Der er lejemordere, sortbørshandlere, pengeafpressere og profitmagere overalt. Men mig er der ingen, der skænker en tanke, siger Herren.

¹³ Men jeg gør ende på den strøm af undertrykkelse og mord, du har på samvittigheden, Jerusalem. ¹⁴ Regnskabets time er kommet, og så vil det vise sig, om du stadig er lige kry og selvrådig. Jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt. ¹⁵ Jeg spreder jer ud blandt fremmede folkeslag og sætter en stopper for al den uretfærdighed, I har begået. ¹⁶ I vil blive ydmyget for øjnene af hele verden, og derefter vil I erkende, at jeg er Herren.”

¹⁷ Herren sagde til mig: ¹⁸ „Du menneske, Israels folk burde være som det ædle sølv, men er nu blandet med uædle metaller, såsom kobber, tin, jern og bly. ^19-20 Derfor skal du sige til dem fra mig af: Fordi I er blandet op med uædle metaller, vil jeg hælde jer i en smeltedigel i Jerusalem. Jeg vil smelte jer over min vredes ild. ^21-22 Jeg vil puste til ilden med min vredes åndepust, så I smelter som sølv, der smeltes over en voldsom ild. Derefter vil I forstå, at jeg er Herren, og at det er mig, der i min vrede har taget jer under behandling.”

²³ Herren sagde til mig: ²⁴ „Du menneske, sig til Israels folk, at når jeg udøser min vrede over landet, er det, som når regnen udebliver.^{[m] 25} Landets regenter opfører sig som sultne løver på rov. De dræber uskyldige mennesker, røver andres ejendom og gør mange kvinder til enker. ²⁶ Landets præster bryder mine love, gør mit tempel urent og skelner ikke mellem helligt og syndigt, rent og urent. De overholder ikke sabbatten, men vanærer mig på alle måder. ²⁷ Landets politiske ledere er som ulve på rov, parate til at myrde for pengenes skyld. ²⁸ Profeterne holder hånden over dem ved at opdigte syner og varsler. ‚Hør Herrens ord!’ siger de, men jeg har ikke talt til dem. ²⁹ Hele landets befolkning er blevet uhæderlig og voldelig. De fattige og fremmede bliver undertrykt. Der er hverken lov eller ret i landet.

³⁰ Jeg søgte iblandt dem efter en retskaffen person, som ville kunne opbygge et forsvar og gå i forbøn for landet, så det ikke skulle ødelægges, men jeg fandt ingen. ³¹ Derfor må jeg udøse min vrede over dem og straffe dem med tilintetgørelse. De rammes af følgerne af, hvad de har gjort, siger Herren.”

Billedtale om Samarias og Jerusalems utroskab

23 Herren sagde til mig: ^2-3 „Du menneske, der var engang to søstre, der fra deres tidligste ungdom levede som prostituerede i Egypten. Dér krammede og knugede man deres jomfruelige bryster. ⁴ Storesøsteren hed Ohola og lillesøsteren Oholiba. De symboliserer Samaria og Jerusalem.^[n]

Jeg giftede mig med dem begge, og de fødte mig sønner og døtre. ⁵ Men Ohola var mig utro og blev forgabt i assyrerne, ⁶ for deres officerer og stormænd var utrolig flotte med purpurfarvede klæder og prægtige heste. ⁷ Hun horede med Assyriens fornemste mænd og dyrkede uhæmmet deres afguder. ⁸ Allerede da hun var i Egypten, var hun utro imod mig og gav sig hen til afguderne der. Desværre holdt hun fast ved sin utroskab, selv efter at hun havde forladt Egypten.

⁹ Derfor lagde jeg hendes skæbne i assyrernes hænder. Hendes elskere kunne nu gøre med hende, hvad de ville. ¹⁰ Som straf ydmygede de hende ved at rive tøjet af hende og gøre hendes børn til slaver. Derpå blev hun slået ned med sværdet, og de andre kvinder hånede hende for den skændsel, hun blev udsat for.

¹¹ Men selv om hendes søster Oholiba så, hvad der skete med hende, tog hun ikke ved lære. Hendes afgudsliderlighed var forfærdelig, og hun syndede endnu mere end søsteren. ¹² Hun flirtede med de assyriske officerer og stormænd, der havde så flotte uniformer og prægtige heste. ¹³ Hun var lige så troløs som sin søster, ^14-15 ja, hun var faktisk værre end søsteren, for hun forelskede sig endog i de babyloniske officerer, hun havde set malerier af på murene med røde uniformer, bælte om livet og turban på hovedet. ¹⁶ Hun blev så forelsket i dem, at hun sendte bud til Babylon om, at de skulle komme til hende. ¹⁷ De kom så og horede med hende, men bagefter følte hun afsky for dem.

¹⁸ Fordi hun blottede sig for dem og gav sig selv hen til dem, blev jeg led ved hende, som jeg var blevet led ved hendes storesøster. ^19-20 Men det generede hende ikke. Hun huskede sin fortid som prostitueret i Egypten og gav sig nu hen til de liderlige egyptere, der var brunstige som æsler og gejle som hingste. ²¹ Hun gik tilbage til sin ungdoms lyster, dengang man krammede hendes bryster i Egypten.

²² Men hør nu Herrens ord, Oholiba: Alle dine elskere, som du vendte dig fra i afsky, hidser jeg op imod dig. ²³ Babylonierne kommer imod dig sammen med alle kaldæerne fra Pekod, Shoa og Koa. Også assyrerne sender jeg mod dig, alle de flotte officerer og stormænd, klædt i purpur og ridende på prægtige heste. ²⁴ Fra nord kommer stridsvogne og forsyningsvogne rumlende imod dig, og deres fodfolk kommer vrimlende fra alle kanter, bevæbnet til tænderne. Fjenden omringer dig fra alle sider, og jeg overlader det til dem at udføre straffen over dig. ²⁵ I jalousi vil jeg hævne mig på dig. Jeg lader dem skære næsen og ørerne af dig og bortføre dine børn som slaver. De, der overlever, vil falde for sværdet eller brændes i ilden. ²⁶ De vil flå tøjet af dig og rive dine juveler til sig. ²⁷ Sådan vil jeg gøre en ende på dine uhæmmede lidenskaber, den skamløse livsstil du tog med dig fra Egypten. Du skal ikke mere tilbede falske guder eller tænke på Egypten. ²⁸ Jeg giver dig i dine fjenders vold, dem du afskyr og har taget afstand fra. ²⁹ I deres raseri vil de frarøve dig alt, hvad du har, og slænge dig bort, nøgen og forladt, så din skandaløse livsstil afsløres. ³⁰ Al den elendighed er du selv skyld i, fordi du dyrkede fremmede folkeslags guder og gjorde dig selv uren ved at tilbede deres afgudsbilleder. ³¹ Du fulgte i din søsters fodspor, og derfor skal du få en straf, der svarer til hendes. ³² Det er en hård straf, og du bliver genstand for alverdens hån. Du må tømme straffens fyldte bæger til bunds. ³³ Du vil blive fuldstændig omtåget og stønne af gru og rædsel. ³⁴ Men du skal tømme det til sidste dråbe og derefter smadre det i tusind stykker og rive dig selv til blods i fortvivlelse. Jeg, Herren, har talt. ³⁵ Fordi du glemte mig og vendte mig ryggen, må du tage konsekvensen af din forfærdelige utroskab.”

³⁶ Herren fortsatte: „Du menneske, udtal min dom over Ohola og Oholiba. Fortæl om deres frygtelige synder. ³⁷ De var mig utro og har blod på hænderne, for de dyrkede afguderne og myrdede de børn, som de fødte mig, ved at brænde dem på afgudsaltrene. ³⁸ Desuden vanærede de mit tempel og overholdt ikke sabbatsbudet. ³⁹ Tænk, lige efter at have slagtet og brændt deres børn til ære for afguderne kom de til mit tempel for at tilbede mig! Hvilken afskyelig handlemåde!