Bible in 90 Days

Disciplene vil blive hadet af verden

¹⁸ Når I oplever, at verden hader jer, så husk, at den også har hadet mig. ¹⁹ Hvis I tilhørte denne verden, ville den elske jer, som den elsker sine egne. Men fordi jeg har kaldet jer ud af verden, hører I ikke længere til i verden; derfor hader den jer. ²⁰ Husk på, hvad jeg sagde til jer: En tjener står ikke over sin herre. De, der har forfulgt mig, vil også forfølge jer, men de, der har adlydt mine ord, vil også adlyde jeres. ²¹ De vil forfølge jer, fordi I tilhører mig. De kender jo ikke ham, som har sendt mig. ²² De havde ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde været her og talt til dem om deres synd, men nu har de ingen undskyldning. ²³ Den, der hader mig, hader også min Far. ²⁴ De havde heller ikke været skyldige, hvis jeg ikke havde gjort de store undere iblandt dem, som ingen anden har gjort, men nu har de set dem, og alligevel hader de både mig og min Far. ²⁵ Således opfyldes Skriftens ord: ‚De hadede mig uden grund.’^[a]

²⁶ Når jeg sender Vejlederen til jer—sandhedens Ånd, der kommer fra Faderen—så vil han tale til mennesker om mig. ²⁷ Men også I skal fortælle om mig, for I har været med mig fra begyndelsen.

16 Jeg siger det, før det sker, for at I ikke skal miste troen. ² I vil blive smidt ud af synagogen, ja, det vil komme så vidt, at de, der slår jer ihjel, vil mene, at de dermed tjener Gud. ³ Og det vil de gøre, fordi de hverken kender min Far eller mig. ⁴ Men når forfølgelserne kommer, så husk på, hvad jeg nu har sagt til jer. Jeg har ikke sagt det før, for jeg har hele tiden været hos jer.

Helligåndens opgave

⁵ Nu skal jeg snart tilbage til ham, der sendte mig, og ingen af jer spørger mig længere, hvor jeg går hen. ⁶ I er fyldt af sorg og uro på grund af det, jeg har fortalt jer, ⁷ men I må tro mig, når jeg siger, at det er bedst for jer, at jeg går bort. Kun hvis jeg går bort, kan Vejlederen komme til jer, og når jeg er gået bort herfra, vil jeg sende ham til jer.

⁸ Når Helligånden kommer, vil han afsløre folks forkerte opfattelse af synd, retfærdighed og dom. ⁹ Deres synd er, at de ikke tror på mig. ¹⁰ Det er retfærdigt, at jeg går til Faderen, og I derfor ikke længere kan se mig. ¹¹ Dommen består i, at denne verdens fyrste er dømt.

¹² Jeg har stadig meget at sige jer, som I ikke kan forstå endnu. ¹³ Men når sandhedens Ånd kommer, vil han vejlede jer til hele sandheden. Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer. ¹⁴ Han vil ophøje og ære mig ved at tage imod det, jeg giver ham, og derefter åbenbare det for jer. ¹⁵ Alt, hvad Faderen har, er også mit. Det er derfor jeg siger, at Helligånden vil tage imod det, jeg giver ham, og åbenbare det for jer.

Sorg skal vendes til glæde

¹⁶ Snart ser I mig ikke mere, men lidt senere vil I se mig igen.” ¹⁷ Da spurgte disciplene hinanden: „Hvad mener han med, at vi snart ikke skal se ham mere, men at vi så lidt senere får ham at se igen? Og hvad mener han med, at han skal gå til Faderen, ¹⁸ og at det skal ske snart? Vi forstår det ikke.”

¹⁹ Jesus var klar over, at de ønskede at spørge ham om det, så han sagde: „I spørger hinanden, hvad jeg mener med det, jeg sagde. ²⁰ Dét siger jeg jer: Denne verden vil glæde sig over det, der skal ske med mig—men I vil sørge og græde. Bagefter vil jeres sorg blive vendt til glæde. ²¹ En kvinde glæder sig ikke til den smerte, der er forbundet med at føde, men når barnet er født, glemmer hun smerterne af glæde over, at et lille menneskebarn er kommet til verden. ²² Det samme gælder jer. I er ikke glade lige nu, men vi skal ses igen, og da skal I opleve en glæde i hjertet, som ingen kan tage fra jer. ²³ Når den tid kommer, skal I ikke længere bede mig om noget, for I kan gå direkte til Faderen. Det siger jeg jer: Han vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. ²⁴ Endnu har I ikke prøvet at bede om noget i mit navn. Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.

Jesus har sejret over verden

²⁵ Indtil nu har jeg måttet tale til jer i billeder, men den tid kommer, hvor det ikke er nødvendigt længere. Da vil jeg tale klart til jer om Faderen. ²⁶ Når det sker, kan I også gå direkte til ham i mit navn. Det er ikke nødvendigt, at jeg går i forbøn for jer hos Faderen, ²⁷ for han elsker jer, fordi I elsker mig, og fordi I tror, at jeg er kommet fra ham. ²⁸ Da jeg kom til denne verden, kom jeg fra Faderen. Nu forlader jeg så denne verden og er på vej tilbage til Faderen.”

²⁹ Disciplene udbrød: „Nu taler du klart og ikke længere i billeder. ³⁰ Og nu forstår vi, at du ved alt, og at der ikke er grund til at stille spørgsmål ved det, du siger. Derfor tror vi på, at du er kommet fra Gud.”

³¹ „Mon I nu også tror?” sagde Jesus. ³² „Om ganske kort tid vil I være spredt for alle vinde, og jeg vil stå alene tilbage. Men jeg er ikke alene, for min Far er med mig. ³³ Jeg har sagt jer alt det her, for at I skal søge jeres fred hos mig. I denne verden vil I blive forfulgt, men vær ved godt mod, for jeg har sejret over verden!”

Jesus beder til sin Far

17 Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. ² Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. ³ Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. ⁴ Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig. ⁵ Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed—tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

⁶ Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. ⁷ Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, ⁸ for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.

⁹ Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig. ¹⁰ Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. ¹¹ Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét! ¹² Så længe jeg var hos dem, beskyttede jeg dem med din kraft. Jeg tog hånd om dem, så ikke en eneste af dem gik fortabt—undtagen ham, der måtte gå fortabt, og på den måde blev Skriften opfyldt.

¹³ Nu er jeg på vej til dig, og jeg siger det her, mens jeg endnu er på denne jord, for at de må blive fyldt med min glæde. ¹⁴ Jeg har indviet dem i dit budskab, og nu hader verden dem, fordi de ikke længere er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af den. ¹⁵ Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb. ¹⁶ Men de hører ikke til i verden, ligesom jeg ikke hører til i verden. ¹⁷ Rens dem gennem dit ord, som er sandheden. ¹⁸ Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden. ¹⁹ Jeg indvier mig selv til dig, for at også de gennem erkendelsen af sandheden må indvi sig helt til dig.

²⁰ Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. ²¹ Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. ²² Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. ²³ Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

²⁴ Far, mit ønske er, at de, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. ²⁵ Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. ²⁶ Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.”

Jesus pågribes og afslår at forsvare sig^(A)

18 Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. ² Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.

³ Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.

⁴ Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”

⁵ „Jesus fra Nazaret,” svarede de.

„Det er mig,” sagde Jesus.

Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.

⁶ Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden. ⁷ Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?”

„Jesus fra Nazaret,” svarede de.

⁸ „Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!” ⁹ Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.^[b]

¹⁰ Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.) ¹¹ Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”

¹² Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham. ¹³ Derefter trak de af sted med ham.

I første omgang førte de ham til Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år.^{[c] 14} Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.^[d]

Peter svigter Jesus første gang^(B)

¹⁵ Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, ¹⁶ mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor. ¹⁷ Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!”

„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.

¹⁸ Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.

Ypperstepræsten forhører Jesus

¹⁹ Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.

²⁰ „Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre. ²¹ Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”

²² En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.

²³ „Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”

²⁴ Annas havde nemlig sendt^[e] Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas med hænderne bundet.

Peter svigter Jesus anden og tredje gang^(C)

²⁵ Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.

„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.

²⁶ Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”

²⁷ Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(D)

²⁸ Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. ²⁹ Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. ³⁰ „Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. ³¹ „Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste^[f] nogen,” indvendte de. ³² Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.

³³ Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. ³⁴ „Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. ³⁵ „Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”

³⁶ „Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” ³⁷ „Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” ³⁸ „Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.

Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. ³⁹ Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?” ⁴⁰ „Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.

19 Pilatus lod nu Jesus piske, ² og derefter flettede soldaterne en krans af tornede grene, satte den på hovedet af ham som en slags kongekrone og kastede en purpurrød kappe om ham. ³ Efter tur gik de hen til ham og sagde: „Længe leve jødernes konge!” Samtidig slog de ham i ansigtet.

⁴ Pilatus gik igen ud til de jødiske ledere, som stod og ventede udenfor. „Jeg vil føre ham ud til jer nu,” sagde han, „for at I skal vide, at jeg ikke finder ham skyldig i nogen forbrydelse.” ⁵ Så kom Jesus ud med tornekronen på hovedet og purpurkappen over sig. „Se, her er han!” sagde Pilatus.

⁶ Så snart ypperstepræsterne og det jødiske vagtmandskab så ham, råbte de: „Korsfæst ham, korsfæst ham!” „Så må I selv gøre det!” sagde Pilatus. „Jeg finder ham ikke skyldig!” ⁷ Jøderne svarede: „Ifølge vores lov skal han dø, fordi han har kaldt sig selv for Guds Søn.”

⁸ Ved de ord blev Pilatus bange. ⁹ Han førte Jesus ind i borgen igen og spurgte ham: „Hvor kommer du egentlig fra?” Men Jesus gav ham intet svar. ¹⁰ „Hvorfor svarer du mig ikke?” fortsatte Pilatus. „Er du ikke klar over, at jeg har magt til at sætte dig fri og til at lade dig korsfæste?” ¹¹ Jesus svarede ham: „Du havde slet ingen magt over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra. Derfor er der større skyld hos dem, der har overgivet^[g] mig til dig.”

¹² Derpå forsøgte Pilatus at få Jesus løsladt, men de jødiske ledere råbte: „Sætter du ham fri, er du ikke kejserens ven! For den, der udråber sig selv til konge, gør oprør mod kejseren.”

¹³ Da Pilatus hørte det, førte han igen Jesus udenfor og satte sig i dommersædet på den stenlagte terrasse, der på hebraisk kaldes „Gabbata”. ¹⁴ Klokken var omkring seks om morgenen,^[h] og det var dagen før den sabbat, som faldt i påskeugen.^[i] Pilatus vendte sig til de jødiske ledere: „Her er jeres konge!” sagde han. ¹⁵ „Væk med ham!” skreg de. „Væk med ham—korsfæst ham!” „Ønsker I virkelig, at jeg skal korsfæste jeres konge?” indvendte Pilatus. „Vi har ingen anden konge end kejseren,” råbte ypperstepræsterne.

¹⁶ Så udleverede Pilatus Jesus til at blive korsfæstet, og soldaterne førte ham bort.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(E)

¹⁷ Jesus bar selv sit kors til det sted, der kaldtes „Hovedskalsstedet”, på hebraisk „Golgata”. ¹⁸ Dér korsfæstede de ham. Samtidig korsfæstede de to andre mænd, og deres kors blev rejst, et på hver sin side af Jesu kors. ¹⁹ Pilatus havde fået lavet et skilt med teksten: „Jesus fra Nazaret—jødernes konge”, og det blev anbragt på korset. ²⁰ Teksten var skrevet på hebraisk, latin og græsk, og skiltet blev læst af mange mennesker, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå tæt ved byen. ²¹ Men ypperstepræsterne henvendte sig til Pilatus og sagde: „Du må ændre teksten på det skilt. I stedet for ordene ‚jødernes konge’ skal du skrive: ‚Denne mand påstod at være jødernes konge.’ ” ²² „Hvad jeg skrev, det skrev jeg!” svarede Pilatus kort.

²³ Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, fordelte de fire af hans fem klædningsstykker imellem sig—et stykke til hver. Men Jesu kjortel var uden sammensyninger, vævet i ét stykke fra øverst til nederst. ²⁴ Da sagde de: „Det er en skam at rive den i stykker. Lad os hellere kaste lod om, hvem der skal have den.” Da soldaterne gjorde det, gik endnu et skriftord i opfyldelse: „De delte mine klæder mellem sig og trak lod om min kjortel.”^[j]

²⁵ Imens det foregik, stod Jesu mor og hans moster i nærheden af korset. Den Maria, som var gift med Klopas, og Maria Magdalene var der også. ²⁶ Da Jesus så sin mor stå ved siden af den discipel, som han holdt særlig meget af, sagde han til hende: „Han skal være din søn.” ²⁷ Og til disciplen sagde han: „Hun skal være din mor.” Fra da af tog den discipel sig af hende.

Jesus dør^(F)

²⁸ Jesus vidste, at alt nu var fuldført. Så sagde han: „Jeg er tørstig.” Det blev opfyldelsen af endnu et skriftord.^{[k] 29} Nu stod der en beholder med billig, sur vin i nærheden. En af de tilstedeværende soldater dyppede en svamp i vinen, satte den på en stang og rakte den op til Jesus.

³⁰ Da han havde smagt på den sure vin, sagde han: „Det er fuldbragt!” og han bøjede hovedet og udåndede.

³¹ Alt det her fandt sted dagen før den højhellige påskesabbat. De jødiske ledere ville gerne undgå, at de tre korsfæstede mænd blev hængende til offentlig beskuelse sabbatten over. De bad derfor Pilatus om at give ordre til, at mændenes ben skulle brækkes, så de hurtigt ville dø. ³² Så kom soldaterne og brækkede benene på de to mænd, der var korsfæstet sammen med Jesus, ³³ men da de kom til Jesus, så de, at han allerede var død. Derfor brækkede de ikke hans ben, ³⁴ men en af soldaterne stak i stedet et spyd i siden på ham, og der flød vand og blod ud.

³⁵ Det, jeg her har fortalt, har jeg set med mine egne øjne, og alt, hvad jeg siger, er sandt. Jeg kan stå inde for, at det er sandhed, og jeg fortæller det, for at I skal tro det. ³⁶ Også den sidste hændelse var en opfyldelse af Skriftens ord, der siger: „Ingen af hans knogler må brækkes,”^{[l] 37} og: „De vil se på ham, som de har gennemboret.”^[m]

Jesus lægges i graven^(G)

³⁸ Kort efter henvendte Josef fra Arimatæa sig til Pilatus. Josef var en af Jesu disciple, men ikke åbenlyst, for han var bange for de jødiske ledere. Han bad om tilladelse til at tage Jesu lig ned, og det gav Pilatus ham lov til. Da han tog det ned, ³⁹ var Nikodemus også med. Det var ham, der var kommet til Jesus om natten. Han medbragte 30 kilo salve, en blanding af myrra og aloe. ⁴⁰ De to mænd svøbte Jesu lig ind i linnedklæder sammen med den vellugtende salve, sådan som det var skik ved en jødisk begravelse. ⁴¹ Det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå i nærheden af en have, hvor der var en nyudhugget grav, som endnu aldrig var blevet brugt. ⁴² Da de skulle skynde sig at blive færdige, inden sabbatten begyndte ved solnedgang, og da den grav lå i nærheden, lagde de ham i den.

Jesus genopstår^(H)

20 Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var rullet fra indgangen. ² Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”

^3-4 De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem. ⁵ Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven. ⁶ Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, ⁷ at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv. ⁸ Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind—og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist.^{[n] 9} For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde. ¹⁰ Derefter gik de hjem igen.

¹¹ I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret, ¹² og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.

¹³ „Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” ¹⁴ Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.

¹⁵ „Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”

¹⁶ „Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).

¹⁷ „Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”

¹⁸ Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.

Jesus viser sig første gang for disciplene

¹⁹ Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. ²⁰ Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.

²¹ Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” ²² Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! ²³ Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”

Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple^(I)

²⁴ En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. ²⁵ De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”

²⁶ Den følgende søndag^[o] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”

²⁷ Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” ²⁸ „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. ²⁹ „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”

Afslutningsord

³⁰ Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. ³¹ Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.

Peters anden mirakuløse fiskefangst

21 ^1-2 Senere viste Jesus sig igen for nogle af disciplene. Det gik sådan til: Simon Peter, Thomas, Natanael fra Kana i Galilæa, Jakob og Johannes samt to andre disciple var samlet ved Galilæasøen.

³ Simon Peter sagde da: „Jeg tror, jeg tager ud og fisker.” „Så tager vi med,” sagde de andre.

De gik i båden og sejlede ud, men de fangede ikke noget hele den nat. ⁴ Da det begyndte at blive lyst, fik de øje på en mand inde på bredden. Det var Jesus, men de genkendte ham ikke.

⁵ Han råbte ud til dem: „Har I fanget noget, venner?” „Nej!” råbte de tilbage. ⁶ „Kast nettet ud på højre side af båden!” råbte han til dem. „Så skal I nok fange noget.”

Det gjorde de så—og de kunne umuligt hale nettet ind på grund af alle de fisk, der var i det. ^7-8 Den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, vendte sig til Peter. „Det er Herren,” sagde han. Simon Peter havde taget sin yderkjortel af for bedre at kunne arbejde, og den bandt han nu om livet.^[p] Så hoppede han ud i vandet—mens de andre blev i båden—for de var kun ca. 100 meter fra land. Nettet med de mange fisk trak de efter sig i vandet, mens de roede ind mod land.

⁹ Da båden var nået ind til bredden, sprang de seks disciple i land, og de så, at der var tændt en trækulsild, hvor nogle fisk var ved at blive stegt, og der lå også nogle brød. ¹⁰ Jesus sagde: „Kom nu med nogle af de fisk, I har fanget.” ¹¹ Så vadede Simon Peter i land og trak nettet fuldt af fisk efter sig. Der var 153 store fisk, og nettet var ikke engang gået i stykker. ¹² „Kom nu og få noget at spise,” sagde Jesus. Ingen turde spørge, hvem han var, men de vidste alle, at det måtte være Herren. ¹³ Jesus gik nu rundt og delte brød og fisk ud til dem. ¹⁴ Det var tredje gang, han viste sig for disciplene, efter at han var opstået fra de døde.

Peter siger igen ja til at følge Jesus

¹⁵ Efter at de havde spist, trak Jesus Simon Peter til side og sagde til ham: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere end de andre gør?” „Ja, Herre,” svarede Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine lam,” sagde Jesus.

¹⁶ Jesus gentog spørgsmålet: „Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” „Ja, Herre,” sagde Peter, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så tag dig af mine får,” sagde Jesus.

¹⁷ For tredje gang spurgte han: „Simon, Johannes’ søn, holder du virkelig af mig?”

Peter blev bedrøvet over, at Jesus stillede det samme spørgsmål tre gange. „Herre, du kender alle ting,” sagde han, „du ved, at jeg holder af dig.” „Så pas mine får,” sagde Jesus.

¹⁸ Derefter fortsatte han: „Det siger jeg dig, Peter: Da du var ung, bandt du selv et bælte om livet^[q] og gik hvorhen, du ville. Men når du bliver gammel, vil du komme til at løfte armene, og en anden vil binde et reb om livet på dig og føre dig derhen, hvor du ikke har noget ønske om at gå hen.” ¹⁹ Jesus sagde de ord for at tilkendegive, hvordan Peter skulle dø til Guds ære. Derefter sagde Jesus til ham: „Følg mig!”

Jesus og Johannes

²⁰ Peter vendte sig nu om og så, at den discipel, som Jesus holdt særlig meget af, var på vej hen imod dem. Det var ham, som ved påskemåltidet havde lænet sig op ad Jesu bryst og spurgt: „Herre, hvem er det, som vil forråde dig?” ²¹ Så spurgte Peter: „Hvad med ham, Herre, hvordan skal det gå ham?” ²² „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen,” svarede Jesus, „hvad angår det så dig? Følg du mig!”

²³ På den måde spredtes det rygte blandt de kristne, at den discipel ikke skulle dø. Men Jesus havde nu ikke sagt, at han ikke skulle dø. Han sagde: „Hvis jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer igen, hvad angår det så dig?”

Efterskrift

²⁴ Hvad her er skrevet, er altså den discipels vidnesbyrd. Og vi ved, at det, han har fortalt, er sandt.

²⁵ Der er også meget andet, som Jesus gjorde. Men jeg tror, at hvis det alt sammen skulle nedskrives, ville hele verden næppe kunne rumme alle de bøger, som så måtte skrives.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.

Helligåndens og Guds riges komme

⁴ En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. ⁵ Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”

⁶ Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”

⁷ Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. ⁸ Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”

Jesus tages op til Himlen, hvorfra han skal vende tilbage igen

⁹ Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. ¹⁰ Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. ¹¹ „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”

Disciplene samles til bøn

¹² Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. ¹³ De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. ¹⁴ De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.

Mattias erstatter Judas som apostel

¹⁵ Nogle dage senere, hvor en gruppe på ca. 120 disciple var samlet, rejste Peter sig og sagde: ¹⁶ „Venner, det var jo nødvendigt, at det skriftord, som Helligånden talte gennem David, skulle gå i opfyldelse, det ord, der handler om Judas, som viste vej for dem, der pågreb Jesus. ¹⁷ Judas var en af os og havde fået en aposteltjeneste ligesom os. ^18-20 Det profetiske ord fra David, som passer på ham, står i Salmernes Bog:

Og et andet sted står der: ‚Lad en anden overtage hans lederfunktion.’^[s]” (De penge, Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte, hvordan det gik ham, og man kalder nu det sted for „Blodmarken”.^[t])

^21-22 Peter fortsatte: „Derfor bør vi nu finde en mand, som kan overtage Judas’ plads. Det skal være en, der har været sammen med os hele tiden, mens Jesus var hos os—lige fra dengang han blev døbt af Johannes, og indtil han blev taget bort og vendte tilbage til Himlen. Den mand skal sammen med os bevidne, at Jesus virkelig er genopstået fra de døde.”

²³ De udpegede så to mænd, Josef Justus Barsabbas og Mattias. ²⁴ Derefter bad de: „Herre, du som kender alle menneskers inderste tanker, vis os nu hvem af dem, du har valgt i stedet for Judas, ²⁵ så han kan overtage den aposteltjeneste, som Judas forlod for at tage derhen, hvor han hører hjemme.” ²⁶ Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Mattias. Fra da af blev han regnet med blandt apostlene.

Helligånden kommer pinsedag

2 Pinsemorgen^[u] var alle disciplene forsamlet på ét sted. ² Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. ³ Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. ⁴ Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.

⁵ I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. ⁶ Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. ⁷ „Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, ⁸ og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! ⁹ Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,^{[v] 10} Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, ¹¹ vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” ¹² Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”

¹³ Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.

Peters pinsetale

¹⁴ Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. ¹⁵ Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. ^16-17 Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:

²² Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. ²³ Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. ²⁴ Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. ²⁵ David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:

²⁹ Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. ³⁰ Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. ³¹ Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.

³² Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. ³³ Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.

³⁴ David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:

³⁶ Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”

³⁷ Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” ³⁸ Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, ³⁹ for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”

⁴⁰ Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.

De troendes fællesskab

⁴¹ Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. ⁴² De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,^[z] og de var med, når man samledes til bøn.

⁴³ I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. ⁴⁴ De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. ⁴⁵ Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. ⁴⁶ Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. ⁴⁷ De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

Peter og Johannes helbreder en lam mand

3 En dag var Peter og Johannes på vej op til templet for at deltage i den daglige eftermiddagsbøn kl. 15. ² Som de nærmede sig templet, så de en mand blive båret hen til indgangen. Han havde været lam fra fødslen af, og man plejede hver dag at anbringe ham ved den indgang til tempelpladsen, der blev kaldt for „Den Smukke Port”. Der kunne han sidde og tigge penge af dem, der gik ind ad porten. ³ Da han så Peter og Johannes på vej ind i templet, bad han også dem om en skilling. ⁴ De standsede og betragtede ham opmærksomt. „Se på os!” sagde Peter. ⁵ Den lamme mand så spændt op på dem, for han regnede med, at de ville give ham noget. ⁶ „Jeg ejer hverken sølv eller guld, men hvad jeg har, det giver jeg dig,” sagde Peter. „På vegne af nazaræeren Jesus, som er Messias, og med autoritet fra ham siger jeg til dig: Rejs dig op og gå!” ⁷ I det samme tog Peter den lamme mands højre hånd for at hjælpe ham op. Straks blev mandens fødder og ankler stærke, ⁸ han rejste sig op og støttede på benene. Han begyndte at gå omkring, og derefter fulgte han med Peter og Johannes ind på tempelpladsen, hvor han sprang rundt og dansede og priste Gud. ⁹ Da folk derinde hørte glædesudbruddene og så ham danse omkring, ¹⁰ blev de helt ude af sig selv, så forbløffede var de over det, der var sket med ham. Han var jo kendt som den lamme tigger ved „Den Smukke Port”.

Peters tale i templet

¹¹ Mens tiggeren stadig holdt sig tæt ved Peter og Johannes, nåede de hen i den del af tempelområdet, der kaldes for Salomons Søjlegang, og den forbløffede folkemængde samlede sig om dem. ¹² „Hvad er I så forbavsede over, venner?” sagde Peter, da han så dem, „og hvorfor står I og stirrer på os? I må ikke tro, at det er os, der ved egen kraft eller særlig fromhed har fået manden her til at gå. ¹³ Nej, det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud—vores forfædres Gud—der står bag det, som her er sket. Han ønsker ved dette under at ære og ophøje sin tjener Jesus, som I forrådte og forkastede, selv om Pilatus var parat til at frigive ham. ¹⁴ Det var jer, som fordømte Guds hellige og uskyldige tjener og i stedet forlangte at få en morder frigivet. ¹⁵ I dræbte livets ophav, men Gud lod ham genopstå fra de døde. Det kan både Johannes og jeg bevidne. ¹⁶ Det er ved troen på Jesus, at manden, som I ser her, og som I kender, er blevet helbredt. Den tro, som Jesus har givet os, har gjort ham fuldstændig rask.

¹⁷ Jeg ved godt, at hverken I eller jeres ledere vidste, hvad I gjorde, da I behandlede Jesus på den måde. ¹⁸ Det var med i Guds plan, og derved blev de profetier opfyldt, der forudsagde, at Messias skulle gennemgå store lidelser. ¹⁹ Men nu skal I ændre jeres indstilling og vende jer til Gud, så han kan tilgive jer, ²⁰ og I kan opleve den fred, der kommer fra Gud. Derefter vil han sende Jesus Messias tilbage til jorden igen, sådan som det for længe siden blev bestemt. ²¹ Han skal blive i Himlen, indtil den tid kommer, hvor alt skal genoprettes, som Gud fra ældgammel tid har forudsagt gennem sine hellige profeter. ²² Moses sagde: ‚Herren, jeres Gud, vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk. Lyt til alt, hvad han siger til jer, ²³ for enhver, der ikke retter sig efter det, han siger, vil blive udryddet.’^[aa]

²⁴ Samuel og de profeter, der var senere end ham, har også alle sammen talt om det, der er sket iblandt os i de her dage. ²⁵ I er profeternes efterkommere, og I er arvtagere til den pagt, Gud oprettede med vores forfædre. Som en del af pagten gav Gud følgende løfte til Abraham: ‚Gennem en af dine efterkommere vil alle jordens folkeslag blive velsignet.’^{[ab] 26} Da Gud sendte sin Tjener, blev han først sendt til jer med den lovede velsignelse, som I alle sammen kan få del i, hvis I vender om fra jeres onde gerninger.”

Peter og Johannes for Det jødiske Råd

4 Mens Peter stod sammen med Johannes og talte til folkemængden, kom de ledende præster derhen sammen med kommandanten for tempelvagten og nogle af saddukæerne. ² De var oprørte over, at Peter og Johannes stod og underviste folket og oven i købet påstod, at Jesus var genopstået fra de døde.^{[ac] 3} De to mænd blev pågrebet og sat i arresten til næste dag, for det var for sent til, at Det jødiske Råd kunne samles den dag. ⁴ Men mange af dem, der havde hørt Peters tale, kom til tro, og der var nu omtrent 5000 mænd i menigheden.

⁵ Næste dag blev Rådet kaldt sammen. Det bestod af de jødiske ledere og de skriftlærde i Jerusalem. ⁶ Ypperstepræsten Annas var til stede sammen med Kajfas, Johannes, Alexander og andre fra ypperstepræstens familie. ⁷ De to disciple blev ført frem, og forhøret begyndte. „Hvem har givet jer ret til at gøre det, I gjorde her i går?” lød det første spørgsmål.

⁸ Fyldt med Helligåndens kraft svarede Peter: „Ærede ledere og rådsmedlemmer! ⁹ Hvis årsagen til forhøret her er den gode gerning, som fandt sted i går, hvor en lam mand blev helbredt, ¹⁰ så lad mig sige ligeud til både jer og hele Israels folk, at når denne mand kan stå sund og rask foran jer, så skyldes det den kraft og autoritet, vi har fået fra nazaræeren Jesus. Det er ham, der er Messias, og det var jer, der korsfæstede ham, men Gud oprejste ham fra de døde. ¹¹ Han er den sten, som I bygmestre kasserede, men som nu er blevet selve hjørnestenen.^{[ad] 12} Der findes ikke frelse andre steder end hos Jesus, for der er ingen andre i hele verden, som kan frelse os mennesker.”

¹³ Rådsmedlemmerne undrede sig over, at Peter og Johannes talte med så stor frimodighed, for de var godt klar over, at de var jævne folk uden nogen særlig uddannelse. Men så forstod de, at det var, fordi de havde været sammen med Jesus. ¹⁴ Og den mirakuløse helbredelse kunne de ikke komme udenom, for manden, der var blevet rask, stod selv ved siden af dem. ¹⁵ Derfor sendte de alle ud af retssalen, så de kunne drøfte sagen uforstyrret.

¹⁶ „Hvad skal vi stille op med dem?” spurgte de hinanden. „Det går ikke at benægte, at der er sket et mirakel. Hele byen taler jo om det. ¹⁷ Men det må være muligt at lukke munden på dem. Det her må ikke have lov til at brede sig. Vi må forbyde dem at tale til folk om Jesus.”

¹⁸ Så blev de to mænd kaldt ind for Rådet igen og fik besked på, at de fra nu af aldrig mere måtte tale om Jesus eller viderebringe hans lære. ¹⁹ „I mener altså, at vi skal adlyde jer i stedet for Gud?” sagde Peter og Johannes. ²⁰ „Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.”

²¹ Så lod Rådet disciplene gå, efter at de havde givet dem endnu en advarsel. De turde ikke straffe dem af frygt for, hvordan folkeskaren ville reagere. Alle lovpriste jo Gud for det mirakel, der var sket: ²² En lam mand på over 40 år var blevet fuldstændig helbredt.

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

²³ Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

²⁴ Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. ^25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

²⁷ Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, ²⁸ og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. ²⁹ Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. ³⁰ Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

³¹ Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

³² Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. ³³ Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. ^34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

³⁶ Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). ³⁷ Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.

Ananias og Safira

5 En mand ved navn Ananias og hans kone, Safira, solgte et jordstykke, de havde. ² Derefter beholdt de selv en del af pengene, og Ananias bragte resten til apostlene under foregivende af, at det var hele salgssummen. ³ Men Peter sagde: „Ananias, hvorfor har du ladet Satan friste dig til at lyve over for Helligånden og selv beholde nogle af pengene? ⁴ Ingen tvang dig til at sælge din jord, og da den først var solgt, havde du stadig ret til at bruge pengene, som du ville. Hvordan kunne du finde på at gøre det her? Det er jo ikke os, du har løjet for, men Gud!” ⁵ Da Ananias hørte det, faldt han om og døde. Alle de tilstedeværende var dybt rystede. ⁶ Nogle unge mænd rejste sig og svøbte ham ind i et lagen. Så bar de ham udenfor og begravede ham.

⁷ Cirka tre timer senere kom Safira ind uden at vide, hvad der var sket. ⁸ Peter spurgte hende: „Er det beløb her den fulde pris, I solgte jorden for?” „Ja, det er det,” svarede hun.

⁹ „Hvorfor er du og din mand blevet enige om at udfordre Herrens Ånd?” sagde Peter. „Kan du høre skridt uden for døren? Det er dem, som har begravet din mand, der kommer tilbage. De vil også bære dig ud.” ¹⁰ Straks faldt hun om for fødderne af Peter og døde. Da de unge mænd kom ind, fandt de hende død. Så bar de hende ud for at begrave hende ved siden af hendes mand. ¹¹ Hele menigheden og alle, som ellers hørte om det, blev dybt rystede.

Helbredelser af syge og dæmonbesatte mennesker

¹² Apostlene holdt sammen og blev ved med at forkynde og undervise i Salomons Søjlegang, og de gjorde mange bemærkelsesværdige undere blandt folket. ¹³ Ingen af de øvrige troende^[af] turde slutte op om dem der, men apostlene nød stor anseelse hos folket, ¹⁴ og flere og flere kom til tro på Herren, både mænd og kvinder. ¹⁵ Apostlene gjorde så mange mirakler, at folk bar de syge ud på gaderne på senge og måtter, der hvor Peter kom forbi, så i det mindste hans skygge ville falde på dem. ¹⁶ Store skarer af mennesker strømmede ind fra de omkringliggende byer med syge og folk, som var plaget af dæmoner—og de blev alle helbredt!

Apostlene er lige ved at blive slået ihjel

^17-18 Ypperstepræsten og hans venner, som alle var saddukæere, blev jaloux på apostlene og satte dem i fængsel. ¹⁹ Men en engel kom om natten og åbnede fængselsportene og førte dem udenfor. Derpå sagde englen: ²⁰ „Gå tilbage til templet og tal til folk om alt det, som hører det evige liv til.”

²¹ Derfor gik apostlene allerede næste dag ved daggry op på tempelpladsen og fortsatte med at undervise folk. I mellemtiden sammenkaldte ypperstepræsten og hans venner Rådet, som bestod af alle de jødiske ledere, og de sendte nogle folk fra tempelvagten hen til fængslet for at hente apostlene. ²² Men de fandt dem ikke i fængslet. Derpå gik de tilbage til Rådet og rapporterede: ²³ „Fængslet var forsvarligt lukket og låst, og vagterne stod på deres poster uden for hver af dørene. Men da vi fik åbnet døren til fangernes celle, var der ingen derinde.”

²⁴ Da kommandanten for tempelvagten og ypperstepræsterne hørte det, vidste de ikke, om de skulle tage det alvorligt, eller hvad der var på færde. ²⁵ Så kom der en mand og fortalte, at de mænd, som var blevet fængslet dagen før, nu stod henne i templet og underviste folket. ²⁶ Kommandanten tog af sted med sit vagtmandskab og fik fat i dem—dog uden at bruge vold, for de var bange for, at folk så ville begynde at kaste sten efter dem.

²⁷ Apostlene blev nu ført frem for Rådet, hvorefter ypperstepræsten sagde: ²⁸ „Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at tale mere om den mand? Nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres propaganda! Det er tydeligt, at I er ude på at give os skylden for hans død.”

²⁹ Peter svarede på apostlenes vegne: „Vi må adlyde Gud mere end mennesker. ³⁰ Vores forfædres Gud oprejste Jesus fra de døde, efter at I havde fået ham hængt op på et kors og dræbt. ³¹ Ham har Gud nu ophøjet og givet pladsen ved sin højre side, og ham har han gjort til leder og Frelser, således at Israels folk kan få anledning til at vende om fra deres synder og blive tilgivet. ³² Vi kan bevidne alt, hvad der er sket. Og Helligånden, som Gud giver til dem, der vil adlyde ham, bekræfter det.”

³³ Da rådsmedlemmerne hørte det, blev de så rasende, at de ville slå apostlene ihjel med det samme. ³⁴ Men et medlem af Rådet, en farisæer ved navn Gamaliel, som underviste i Toraen og var højt respekteret af folket, rejste sig og anmodede om, at apostlene blev ført uden for rådssalen et øjeblik. ³⁵ Så vendte han sig til Rådets øvrige medlemmer og sagde: „Venner! Pas på, at I ikke gør noget overilet mod disse mennesker. ³⁶ For en del år siden var der en mand ved navn Teudas, som gav sig ud for at være noget stort, og der var ca. 400 mænd, der sluttede sig til ham. Men da han til sidst blev dræbt, opløstes det hele af sig selv, og hans tilhængere blev spredt for alle vinde. ³⁷ Efter ham dukkede så Judas fra Galilæa op, dengang vi havde den store folketælling.^[ag] Han fik også samlet en flok oprørere, men da han mistede livet, forsvandt hans tilhængerskare som dug for solen. ³⁸ Derfor vil jeg råde jer til at lade mændene være i fred. Hvis det her har sit udspring i menneskelige tanker og planer, så vil det hele snart gå i sig selv. ³⁹ Men hvis Gud står bag det, så kan I ikke standse det, tværtimod risikerer I at komme til at kæmpe mod Gud selv.”

Forsamlingen fulgte hans råd. ⁴⁰ Apostlene blev kaldt ind igen, blev pisket og endnu en gang advaret imod at tale om Jesus. Så blev de løsladt, ⁴¹ og de gik fra stedet fyldt med glæde over, at Gud havde regnet dem for værdige til at lide for Jesu skyld. ⁴² Men de fortsatte med hver dag at forkynde budskabet om, at Jesus er Messias, og undervise folk både på tempelpladsen og rundt omkring i hjemmene.

Menigheden udvælger syv menighedstjenere

6 Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling. ² Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen. ³ Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen, ⁴ så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”

⁵ De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen). ⁶ De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.

⁷ Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.