Bible in 90 Days

Israels genoprettelse

14 Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk. ² Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.

En spottesang om Babylons konge

³ Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for, ⁴ vil de håne Babylons konge med sang:

²² „Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver. ²³ Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”

Profeti om Assyriens fald

²⁴ Herren, den Almægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske. ²⁵ Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre. ²⁶ Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag. ²⁷ Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”

Profeti om filistrenes land

²⁸ Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:^[a]

²⁹ Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted. ³⁰ Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men din rest vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel. ³¹ Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere. ³² Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.

Guds dom over Moab

15 Guds budskab om Moab:^[b] På én nat bliver Ar i Moab angrebet og udslettet. På én nat bliver Kir^[c] jævnet med jorden. ² Dibons indbyggere går op på offerhøjen og græder. I Nebo og Medeba jamrer man: Alle har barberet hår og skæg af i fortvivlelse. ³ I gaderne går folk klædt i sæk og aske, og fra byernes torvepladser og husenes tage høres klage og gråd. ⁴ Skrigene fra Heshbon og Elale kan høres helt til Jahatz. Selv de stærkeste krigere har mistet modet og ryster af skræk.

⁵ Mit hjerte græder over Moab, befolkningen flygter til Zoar og Eglat-Shelishija. Grædende begiver de sig op ad vejen til Luhitpasset, deres jamren høres langs vejen til Horonajim. ⁶ Selv Nimris bæk er udtørret, de græsklædte strækninger er afsvedet, alle planter er væk. ⁷ De fortvivlede flygtninge slæber deres få ejendele over Poppelbækken. ⁸ Klageråb lyder over hele landet, fra Eglajim til Be’er-Elim. ⁹ Bækken ved Dimon er allerede rød af blod, men der kommer mere. Forude venter løverne på de overlevende.

16 I, som er ledere blandt flygtningene i Sela,^[d] send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn: ² „Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger. ³ Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender. ⁴ Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.”

Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet, ⁵ vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.

⁶ Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri. ⁷ Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosinkager,^{[e] 8} over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes herskere til at gå i gulvet.^[f] Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet. ⁹ Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb. ¹⁰ Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.

¹¹ Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor. ¹² Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet. ¹³ Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab, ¹⁴ men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”

Guds dom over Aram og Nordriget

17 Guds budskab om Damaskus: „Se, Damaskus vil forsvinde. Byen bliver en ruindynge. ² Aroers byer^[g] bliver forladte, så fåreflokkene kan græsse frit i gaderne. Ingen vil forstyrre dem. ³ Nordrigets befæstede byer bliver også ødelagt, og Damaskus’ magt får ende. De få, som er tilbage i Aram, vil dele skæbne med Nordriget,” erklærer Herren, den Almægtige.

⁴ „Da vil Nordrigets tidligere herlighed høre en tåget fortid til, for hungersnød sætter ind. ⁵ Landet vil ligge øde hen som Refaimdalens stubmarker, efter at kornet er høstet. ⁶ Kun enkelte indbyggere bliver tilbage, ligesom de få oliven, der endnu sidder på et oliventræ efter høsten, et par stykker i toppen og nogle enkelte på de yderste grene,” siger Herren, Israels Gud.

⁷ Engang vil de erkende, at Herren er deres Skaber, og de vil vende tilbage til Israels hellige Gud. ⁸ Da vil de ikke længere bede afguderne om hjælp, dyrke deres menneskeskabte guder, tilbede og ofre til Asherapælene eller brænde røgelse på deres afgudsaltre.

⁹ Dine prægtige byer vil blive lagt i ruiner som en fældet skov på en bakketop,^[h] akkurat som byerne blev lagt i ruiner, dengang israelitterne først indtog landet. Alt skal ligge øde hen. ¹⁰ Hvorfor? Fordi du har forladt den Gud, som kan frelse dig, og ikke ænser Klippen, hvor du kunne have søgt tilflugt. Du kan plante de bedste vinsorter,^{[i] 11} og selv om de skulle spire og blomstre, når du planter dem, så kommer du aldrig til at plukke druer fra dem. Du vil kun høste sorg og bitter smerte.

¹² Hør larmen fra folkeslagenes hære. De larmer som havets oprørte bølger. ¹³ Men Gud truer ad dem, så de flygter langt bort. De jages som avner af bjergvinden, som tidselfrø for slettens hvirvelvind. ¹⁴ Aftenen er mættet af frygt, men før morgenen kommer, er fjenden borte. Sådan går det dem, der vil plyndre og gå på rov hos os.

Et mislykket angreb sydfra

18 ^1-2 Ve dig, du land bag ved Nilens strømme, hvor græshopperne svirrer, du som sender bud op og ned ad floderne i papyrusbåde. Lad der blive sendt hastebud til det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, hvis land gennemskæres af floder. ³ Alle jordens riger ser det, når krigsbanneret rejses på bjergene, hele verden hører krigsråbet. ⁴ Men Herren har givet mig følgende budskab: „Fra min trone ser jeg roligt til, som var det en varm midsommerdag eller en dugfrisk, fredfyldt morgen. ⁵ Men før høsten, før dine blomstrende angrebsplaner endnu er klar til at sætte frugt, tager jeg min beskærerkniv, skærer rankerne af dig og lader skuddene falde til jorden. ⁶ De faldnes lig bliver bytte for bjergenes rovfugle og slettens vilde dyr. Gribbe vil flå i deres kød om sommeren, og vilde dyr vil gnave på deres knogler om vinteren.”

⁷ Men der kommer en dag, hvor det ranke og glinsende folk, som frygtes vidt omkring, det krigeriske folk med det mærkelige sprog, vil bringe gaver til Jerusalem, hvor Herren, den Almægtige, har sin helligdom.

Guds dom over Egypten

19 Guds budskab om Egypten:

Se, Herren kommer imod Egypten, ridende på en hurtig sky. Landets afguder skælver, og egypterne mister modet. ² „Jeg skaber borgerkrig i landet, så bror kæmper mod bror, by bekæmper by, og landets provinser erklærer hinanden krig. ³ Landets ledere bliver modløse og forvirrede, så de ikke aner, hvad de skal stille op. De trygler deres afguder om visdom, de anråber de døde om indsigt ved hjælp af medier og clairvoyante. ⁴ Men jeg vil udlevere Egypten til en streng og grusom herre,” siger Herren, den Almægtige.

^5-7 Nilen og dens bifloder tørrer langsomt ud, kanalerne kommer til at stinke af råddent vand, sivene og alt, hvad der gror ved floden, visner og blæser bort. ⁸ Fiskerne klager og sørger. Både de, der fisker med krog, og de, der fisker med net, sygner hen. ^9-10 Der bliver hverken hør eller bomuld, for høsten har svigtet. Væverne og de ansatte arbejdere fortvivler.

¹¹ Zoans ledere opfører sig som tåber, Faraos klogeste rådgivere bliver rådvilde. Hvad hjælper det dem at henvise til deres fornemme herkomst? ¹² Hvor er nu dine vismænd, Farao? Kan de ikke fortælle dig, hvad Herren har i sinde at gøre ved Egypten? ¹³ Zoans ledere giver tåbelige råd, vismændene fra Memfis er ført bag lyset. Deres råd har ført Egypten til afgrundens rand. ¹⁴ Herren har taget al fornuft og dømmekraft fra dem, så de raver omkring som berusede i deres eget bræk. ¹⁵ Egyptens skæbne er beseglet. Ingen, hverken høj eller lav, kan redde landet fra undergang.

¹⁶ Til den tid vil egypterne fortvivle som kvinder, ryste og skælve for Herren den Almægtiges hånd, der er løftet til slag. ¹⁷ Blot tanken om Judas land får dem til at ryste af skræk, for de ved jo, at Herren selv har lagt planer imod dem.

En fremtidig velsignelse for Egypten, Assyrien og Israel

¹⁸ Engang vil der være fem af Egyptens byer, hvor man taler Kana’ans sprog og sværger troskab til Herren, den Almægtige. En af de byer er „Solens by”.^[j]

^19-20 Til den tid vil der stå et alter for Herren midt i Egypten og et monument for ham ved landets grænse som et vidnesbyrd om, at der findes gudfrygtige mennesker i Egypten. Når de derfor råber til Herren om hjælp imod deres undertrykkere, vil han sende en befrier og redde dem. ²¹ Da vil Herren åbenbare sig for egypterne, og de skal kende ham, ofre til ham og indfri de løfter, de aflægger til ham. ²² Herren vil straffe egypterne, men han vil også hjælpe og genoprette dem. For når de vender sig til Herren, vil han høre deres bøn og hjælpe dem.

²³ Til den tid skal der gå en lige vej fra Egypten til Assyrien, og de to folk skal indgå forbund og tilbede Herren sammen. ²⁴ Da skal Israel sammen med Egypten og Assyrien blive til velsignelse på jorden. ²⁵ Herren vil velsigne dem med følgende ord: „Velsignet være mit folk Egypten. Velsignet være Assyrien, som jeg har skabt. Velsignet være Israel, min ejendom.”

Assyrerne vil erobre Egypten og Kush

20 Det år, da assyrerkongen Sargon sendte sin hærfører mod filisterbyen Ashdod og angreb og erobrede den, ² sagde Herren til Esajas: „Tag både dit tøj og dine sandaler af.” Esajas gjorde, som Herren havde sagt, og gik nøgen og barfodet omkring.

³ Lang tid senere sagde Herren: „Min tjener Esajas har nu gået nøgen og barfodet omkring i tre år som et symbol på, hvad der vil ske med Egypten og Kush.^{[k] 4} Assyrerkongen vil nemlig bortføre de to landes befolkninger som fanger, og han vil lade dem gå nøgne og barfodede af sted, både unge og gamle, så deres blottede bagdel bringer skam over Egypten.” ^5-6 Folkeslagene langs havets kyst, som satte deres lid til en alliance med Egypten og Kush, vil blive forfærdede og sige: „Hvis det kan gå så galt for dem, hvordan vil det så gå for os? Vi troede, at Egypten kunne beskytte os imod assyrerkongen.”

Babylonien skal angribes

21 Et budskab om ørkenlandet ved havet:

Som en hvirvelvind, der fejer hen over Negevs ørken, kommer katastrofen fejende fra et grusomt ørkenland. ² Jeg har set et forfærdeligt syn om forræderi og vold. Elam^[l] og Medien går til angreb. Babylonien falder, og det er slut med klage og gråd fra de folk, som de undertrykte. ³ Jeg ryster over hele kroppen, har mavekrampe af rædsel og føler mig som en kvinde, der skal føde. Jeg bliver fortumlet, når jeg hører, hvad Herren har bestemt. Jeg er skrækslagen og blindet af frygt. ⁴ Jeg er ør i hovedet og lammet af skræk. Jeg plejede at se frem til morgendagen, nu gruer jeg for den.

⁵ Jeg ser, at der dækkes op til fest, hynderne lægges ud, og folk sætter sig til bords. Men pludselig lyder råbet: „Grib jeres våben og gør jer klar til kamp!”

⁶ I synet sagde Herren til mig: „Anbring en vagtpost på muren, så han kan melde, hvad han ser. ⁷ Når han i det fjerne ser nogle ryttere komme i par^[m] eller en karavane af æsler eller kameler, skal han holde ekstra skarpt udkig.”

⁸ Vagtposten råber: „Herre, jeg har trofast stået på min post dag efter dag og nat efter nat. ⁹ Nu ser jeg rytterne komme i par!” Så lød et råb: „Nu er Babylon faldet! Alle afgudsbillederne ligger knust på jorden!”

¹⁰ Åh, mit folk, som blev tærsket og sigtet, nu har jeg fortalt jer, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, har sagt.

Profetier om Edom og det arabiske ørkenområde

¹¹ Guds budskab om Edom:^[n]

Der er nogen der råber til mig fra Seir^[o]: „Hør, vægter, hvornår er natten forbi? Sig mig, hvor længe det varer, før dagen gryr.” ¹² Vægteren svarer: „Morgenen kommer, men det bliver nat igen. Kom tilbage og spørg mig på et senere tidspunkt.”

¹³ Guds budskab om de arabiske stammer:

I bliver nødt til at slå lejr for natten i Arabiens^[p] buskads, I, som rejser med karavane fra Dedan.^{[q] 14} Kom de flygtende i møde med vand og mad, I, der bor i Temas oase. ¹⁵ Med nød og næppe undgik de sværd og pile i krigens terror. ¹⁶ Om et år, siger Herren, er Kedars land besejret, ¹⁷ og der vil kun være nogle få af deres heltemodige bueskytter tilbage. Det er Herrens egne ord. Israels Gud har talt.

Et budskab om Jerusalems fald

22 Et budskab om Zions dal:^[r]

Hvorfor samles folk på hustagene? ² Hvorfor er der fest og ballade i byen?^[s]

De, som før eller siden døde, blev ikke dræbt med sværd eller fældet i kamp. ³ Alle lederne flygtede, men blev fanget uden at gøre modstand. Alle, som blev i byen, blev taget til fange, selv om de ønskede at flygte langt væk.

⁴ Derfor sagde jeg: „Lad mig være i fred med mine bitre tårer. Prøv ikke at trøste mig, men lad mig græde over mit folks undergang.” ⁵ Herren, den Almægtige, har beredt en frygtelig trængselsdag for dem i Zions dal. Jerusalems mur brydes ned, og der lyder råb mod bjerget^[t] om hjælp. ⁶ Der er bueskytter fra Elam, kavaleri fra Aram og fodfolk fra Kir med løftede skjolde. ⁷ De dejlige dale fyldes med stridsvogne, og rytterne presser sig på ved portene. ⁸ Men Judas skæbne blev afgjort allerede dengang, I løb til det kongelige rustkammer efter våben. ^9-11 I så, at Jerusalems mur var fuld af revner. I undersøgte husene og rev nogle af dem ned for at få sten til at udbedre muren. I samlede vand i den nedre dam mellem de to mure ved at udgrave den gamle dam. Men I satte ikke jeres lid til Herren, som skabte det alt sammen, ham, som står bag det hele.

¹² Herren, den Almægtige, kaldte jer til at græde og sørge. Han bad jer rage håret af som tegn på, at I sørgede over jeres synder, og til at klæde jer i sæk og aske for at vise jeres anger. ¹³ Men I holdt gilde og morede jer, I sang, dansede og lo, I slagtede okser og får, spiste kød og drak vin. „Lad os spise og drikke,” råbte I, „for I morgen skal vi dø!” ¹⁴ Men Herren, den Almægtige, har fortalt mig, at den synd ikke skal tilgives jer, så længe I lever. Det er Herrens egne ord.

En advarsel til Shebna og senere Eljakim

¹⁵ Herren, den Almægtige, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:

¹⁶ „Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen? ¹⁷ Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand. ¹⁸ Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre. ¹⁹ Men først vil jeg tage din stilling fra dig ²⁰ og i stedet udnævne min tjener Eljakim, Hilkijas søn, som din efterfølger. ²¹ Han skal overtage din embedsdragt, din titel og din autoritet. Han vil være en omsorgsfuld far for Jerusalem og Judas folk. ²² Jeg gør ham til kongens øverste embedsmand. Hans ord skal være lov, og ingen vil turde modsætte sig hans vilje. ^23-24 Jeg slår hans myndighed fast som et syvtommersøm i en solid mur. Fordi han lever op til sit ansvar, vil folk have stor respekt for ham og hans familie.”

²⁵ „Men engang vil selv det syvtommersøm blive revet løs,” siger Herren, den Almægtige. „Selv om det var banket godt fast i den solide mur, vil det blive revet ud af muren og falde til jorden. Og alt, hvad der var afhængigt af det søm, vil falde til jorden og blive knust.” Det er Herrens ord.

Et budskab om Fønikien

23 Et budskab om Tyrus:

Bryd ud i gråd, I mægtige Tarshish-skibe, for Tyrus er ødelagt. Der er ingen havn at komme tilbage til. Da I kom fra Cypern kunne I se ødelæggelsen. ^2-3 Bliv stumme af sorg, Sidons handelsfolk og I, som bor langs kysten. Jeres skibe sejlede over det store hav. De bragte jer korn fra Egypten. I blev rige på grund af Nildeltaets høst. I var verdens vigtigste handelscentrum. ⁴ Men nu må Sidon, den prægtige havneby, skamme sig over sit tab. Nu jamrer havet^[u]: „Jeg er som en kvinde uden børn. Mine sønner og døtre er borte.” ⁵ Når Egypten hører, hvordan det er gået Tyrus, bliver der stor sorg. ⁶ I vil jamre, kystboere, og prøve at rejse over til Tarshish. ⁷ Nu ligger jeres ældgamle og engang så blomstrende by i ruiner, den by, hvorfra I drog ud over havet til fjerne egne.

⁸ Hvem lod en sådan katastrofe ramme Tyrus, den magtfulde by, hvis handelsfolk blev stenrige stormænd? ⁹ Herren, den Almægtige, gjorde det for at ydmyge de stolte og nedbøje dem, der sætter deres lid til jordisk rigdom og pragt. ¹⁰ Nu må I dyrke jorden, som de gør langs Nilen, for det er forbi med skibshandelen. ¹¹ Herren rakte hånden ud over havet, og jordens riger rystede. Han lod fjendtlige folkeslag tilintetgøre Fønikiens fæstning og forsvar.

¹² Han sagde: „Du ligger ilde tilredt, Sidon, der er intet at juble over mere. Rejs bare over til Cypern, men heller ikke der vil du opleve fred.”

¹³ Det var det kaldæiske rige og ikke assyrerne, der ødelagde Sidon. De byggede angrebstårne, ødelagde byens fæstninger og lagde den i ruiner, så den blev hjemsted for vilde dyr.^{[v] 14} Græd og sørg, I Tarshish-skibe, som krydser verdenshavene, for jeres havn er ødelagt.

¹⁵ Tyrus vil blive glemt i 70 år, svarende til en konges levetid. Derefter vil det gå byen som i visen om den prostituerede kvinde:

¹⁷ Efter 70 år vil Herren genrejse Tyrus, men hun vil ikke opføre sig bedre end før. Hun vil vende tilbage til sit gamle erhverv og sælge sin sjæl til alverdens kongeriger. ¹⁸ Men det, hun tjener på sin forretning, skal ikke længere komme hende selv til gode, men overdrages til Herren og bruges af dem, der tjener ham, så de kan spise sig mætte og klæde sig i fornemt tøj.

Guds dom over Israel og hele verden

24 Hør efter! Herren gør jorden^[w] tom og øde. Han lægger Israels land øde og spreder dets indbyggere. ² Det går menigmand som præst, slave som herre, slavepige som frue, køber som sælger, udlåner som låner. Ikke en eneste undslipper. ³ Landet bliver plyndret totalt og tømt. Det er Herrens ord.

^4-5 Befolkningen vil lide under følgen af deres synder. Jorden vrider sig i smerte, og afgrøderne visner, for himlen nægter at give regn. Landet er ødelagt af ondskab og forbrydelser. Folket har overtrådt Guds lov og brudt hans ubrydelige pagt. ⁶ Derfor hænger Guds forbandelse over dem, og de må bære straffen for deres synd. Befolkningen svinder ind, og kun få vil overleve.

⁷ Vinhøsten er slået fejl, vinen er brugt op og lystigheden vendt til sorg. ⁸ Harpens melodiøse akkorder og tamburinens lystige rytmer er forstummet, al jubel er ophørt. ⁹ Ingen vin kan inspirere til sang, og øllet smager bittert.

¹⁰ Tomhedens by er brudt ned. Alle døre er låste og barrikaderede. ¹¹ Folk strejfer om i gaderne og råber på vin. Glæden er gået i sort, lystigheden forsvundet. ¹² Byen er ødelagt, dens porte slået ind. ¹³ Som når man har slået oliven ned fra træets grene eller plukket druer i vinmarken, sådan bliver det blandt alle folkeslagene ud over jorden: kun en rest bliver tilbage.

¹⁴ Men de, som er tilbage, skal råbe højt af glæde. I Vesten lovsynger de Guds storhed. ^15-16 I Østen skal lovsangen give ekko tilbage. Fjerne øer skal lovprise Herren, Israels Herre. Fra jordens ender synger de: „Æren er Guds, for han er retfærdig.”

Men mit hjerte er tungt af sorg, jeg holder det ikke ud. Ondskaben vinder stadig frem, troløshed ligger på lur overalt. ¹⁷ Terror, ulykker og undertrykkelse rammer alle jordens folk. ¹⁸ Undslipper I terror, vil I styrte i en faldgrube. Kravler I op af faldgruben, bliver I fanget i en fælde.

Straffen kommer ned fra himlen. Jorden ryster i sin grundvold. ¹⁹ Den slår revner og bryder sammen, ryster og skælver. ²⁰ Verden vakler som en beruset, svajer som et faldefærdigt skur. Den segner under vægten af sin skyld og rejser sig ikke igen.

²¹ Til den tid vil Herren straffe himlens åndemagter såvel som jordens stolte herskere. ²² De bliver stuvet sammen som fanger og lænket i mørkets hule. Der må de vente til dommens dag. ²³ Fuldmånen vil skjule sit ansigt og solen gemme sig væk, for Herren, den Almægtige, skal regere fra Zions bjerg i Jerusalem, og hans folks ledere skal se hans herlighed.

En lovsang til Herren

En fest for alverdens folk

⁶ På Zions bjerg vil Herren holde fest for alverdens folkeslag, et gilde med lækre retter og udsøgte vine. ⁷ Til den tid vil han fjerne det tæppe af frygt, som indhyller alle folkeslag, ⁸ for han vil tilintetgøre døden for evigt. Gud Herren vil tørre tårerne bort fra hver kind og fjerne forhånelsen af sit folk overalt på jorden. Det er Herren, der har talt.

⁹ Da skal hele folket udbryde: „Han er vores Gud! Vi satte vores lid til ham, og han frelste os. Han er den Herre, som vi ventede på med længsel. Lad os juble og glæde os, fordi han har frelst os.”

¹⁰ Herrens velsignelse hviler over Zions bjerg, men moabitterne bliver trampet ned som halm i en mødding. ¹¹ De kæmper for at holde sig oven vande, men trods deres dygtighed ydmyger Herren dem for deres stoltheds og indbildskheds skyld. ¹² Deres tårnhøje mure nedbryder han, så de synker i grus og bliver til støv.

Israels lovsang

26 Til den tid vil man i Judas land synge en lovsang til Herren:

Israels befrielse

²⁰ Mit folk, gå hjem og lås jeres døre. Skjul jer for en kort tid, indtil Gud i sin vrede har taget sig af jeres fjender. ²¹ Se, Herren kommer fra Himlen for at straffe jordens folk for deres synd. De mord, som blev begået i det skjulte, skal afsløres, for jorden kan ikke længere dække over de dræbte.

27 Til den tid vil Herren gribe sit skarpe sværd og straffe Livjatan, den lynhurtige slange, der vrider og snor sig, ja, han vil tilintetgøre dragen i havet. ² Da skal I tænke på Israel som en dejlig vinmark. ³ Jeg, Herren, passer på den, vander den hver eneste dag, vogter den dag og nat, så ingen kan skade den. ⁴ Min vrede mod Israel er ovre. Bliver den angrebet af tjørn og tidsler, går jeg i krig mod dem og brænder dem op. ⁵ Jeg skåner kun dem, som overgiver sig og slutter fred med mig. ⁶ Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.

⁷ Har Herren straffet Israel på samme måde, som han straffede deres fjender? ⁸ Nej, fjenderne tilintetgjorde han, men Israel sendte han i eksil langt borte. De blev fejet bort fra deres land ved hans vældige åndepust, som var det en ørkenstorm. ⁹ Israels straf vil være afsonet og deres synd slettet ud, når de har knust afgudsaltrenes sten og nedbrudt Asherapælene og røgelsesaltrene. ¹⁰ Den befæstede by ligger forladt, dens huse er tomme, den ligner en ødemark. Kalve går og græsser dér. De lægger sig og tygger drøv på træernes blade. ¹¹ Folket blev som de tørre grene, kvinderne brækker af træerne for at bruge dem til brændsel. Det var et folk uden forståelse. Derfor viste deres skaber dem ingen barmhjertighed.

¹² Men engang i fremtiden vil Herren samle dem sammen igen lige fra Eufratfloden og til Egyptens bæk og bringe dem tilbage.^{[x] 13} Til den tid vil signalet lyde fra det store vædderhorn, og da vil Herren kalde sit folk tilbage fra eksilet i Assyrien og Egypten. De skal vende hjem til Jerusalem og tilbede ham på hans hellige bjerg.

En domsprofeti over Samaria og Jerusalem

28 Ve dig, Samaria, du stolte by, der sidder som en krone på toppen af højen i den frugtbare dal, hvor Nordrigets ledere ligger slået omkuld af vin. Den smukke krone bliver til en krans af visne blomster. ² Herren sender en stærk og mægtig hær imod dig. Som et haglvejr og en frygtelig storm, som skybrud og styrtregn vil de komme over dig og slå dig til jorden. ³ Du stolte by, hjemsted for Nordrigets fordrukne ledere, du bliver kastet til jorden og trampet ned under fjendernes fødder. ⁴ Den smukke krone på højen i den frugtbare dal skal forsvinde som en tidligt modnet figen, man grådigt plukker og spiser.

⁵ Engang skal Herren, den Almægtige, blive en herlig krone, en smuk krans på hovedet af den rest, der er tilbage af hans folk. ⁶ Han vil inspirere dommerne til at dømme retfærdigt og give styrke til dem, som slår fjenderne tilbage ved byens porte.

⁷ Men endnu ledes landet af fulde folk. Præster og profeter raver sanseløse omkring uden dømmekraft og visioner for folket. De er berusede, når de ser deres syner, og omtågede, når de afsiger deres domme. ⁸ Deres borde er fulde af bræk, der er svineri overalt.

⁹ Hvem kan Herren give kundskab? Hvem kan han betro et budskab? Børn, som lige er vænnet fra? Spædbørn, som netop er taget fra brystet? ¹⁰ Det vil blot blive opfattet som usammenhængende vrøvl og tåbeligheder.^{[y] 11} Herren vil tale til sit folk gennem fremmede sprog og andre tungemål. ¹² Han fortalte dem, hvor de kunne finde hvile og fred, men de ville ikke høre efter. ¹³ Derfor lyder Herrens ord for dem som usammenhængende vrøvl og tåbeligheder. Resultatet bliver, at de snubler og falder, slår sig til blods og føres bort som fanger.

¹⁴ Hør nu Herrens ord, I gudløse ledere i Jerusalem: ¹⁵ I siger, at I har en aftale med døden om, at den ikke vil ramme jer. I tror, at flodbølgen ikke vil opsluge jer, når den kommer. I tror, at I kan gemme jer bag jeres løgne og skjule jer bag falskheden.

¹⁶ Men hør, hvad Gud Herren siger: Se, jeg lægger på Zions bjerg en udvalgt og dyrebar hjørnesten. Den bruges i et nyt og solidt fundament, og de, der tror på ham, vil ikke blive skuffede. ¹⁷ Retfærdighed er min målesnor og sandhed min lodline. I har søgt ly bag en løgn, men det hele vil blive skyllet væk af en haglbyge. ¹⁸ Jeres aftale med døden er ugyldig, og når fjenden som en flodbølge vælter ind over jer, bliver I trampet ned. ¹⁹ Igen og igen vil flodbølgen komme, morgen efter morgen, ved dag og ved nat, indtil I alle er skyllet bort. Hvis I forstår, hvad jeg siger, vil I gribes af frygt. ²⁰ I kan ikke gemme jer nogen steder. Sengen er for kort til, at I kan gemme jer i den, og tæppet er for smalt til at skjule jer.

²¹ Herrens vrede kommer pludselig over jer, som den kom over filistrene ved Peratzims bjerg og over amoritterne i Gibeons dal.^[z] Herren gør noget uventet og hidtil uset: Han kæmper imod sit eget folk. ²² Så stop jeres hånlige ord, så ikke straffen skal blive endnu større, for Herren, den Almægtige, har fortalt mig, at han har besluttet at rydde hele landet.

²³ Hør godt efter, hvad jeg siger, og tænk over, hvad det betyder. ²⁴ Bliver en landmand ved med at pløje og harve jorden? Planter han aldrig noget? ²⁵ Jo, når han har klargjort sin jord, sår han dild og kommen, hvede og byg, og langs kanten sår han spelt. ²⁶ Gud har givet ham kundskab om, hvad han skal gøre. ²⁷ Man knuser ikke dild med tærskeslæde, lader ikke tærskehjulet køre over kommen. Dild tærskes med en stok og kommen med en kæp. ²⁸ Man tærsker ikke kornet for evigt, for kernerne skal bruges til brød. Nej, man lader tærskeslæde, hjul og heste gå hen over det, men man knuser det ikke. ²⁹ Det er Herren, den Almægtige, der taler. Hans visdom er stor, og hans råd er værd at følge.