Bible in 90 Days
Habakkuks frustration og spørgsmål
1 Jeg, profeten Habakkuk, modtog en åbenbaring[a] fra Herren i et syn. Jeg havde sagt til ham:
2 „Herre, hvor længe skal jeg råbe om hjælp,
før du hører mig?
Hvor længe skal vold og ondskab vare ved,
før du griber ind?
3 Hvorfor skal jeg se på al den ondskab?
Hvordan kan du holde ud at se mennesker lide?
Ødelæggelse og vold er daglig kost.
Alle steder er der konflikter og skænderier.
4 Loven er sat ud af kraft,
der er ingen retfærdighed mere.
Når gudløsheden tager overhånd,
bliver sandheden undertrykt.”
Herrens svar
5 Herren svarede mig:
„I bør lukke øjnene op og se på folkeslagene.
I vil blive forbavsede og stumme af undren.
For jeg gør noget i jeres samtid,
som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.
6 Jeg vil sende kaldæerne[b] imod jer,
et hidsigt og hensynsløst folk.
De strejfer omkring over hele jorden
og erobrer fremmede byer og lande.
7 De er grusomme og frygtindgydende
og gør lige, hvad der passer dem.
8 Deres heste er hurtigere end leoparder,
de kommer farende som ulve i tusmørket.
Deres ryttere kommer galoperende langvejsfra,
de styrtdykker som ørne over deres bytte.
9 Alle er de opsat på vold
med beslutsomhed malet i ansigtet.
De tager fanger i massevis,
talløse som havets sand.
10 De håner konger
og spotter fyrster.
De ler ad deres fæstningsværker
og løber dem over ende med lethed.
11 De farer frem som et stormvejr
og fortsætter videre på deres vej.
Men de gør deres egen styrke til deres gud,
og det er deres største synd.”
Habakkuks indvendinger
12 Men Herre, du har været vores Gud fra ældgamle tider.
Du kan da ikke udrydde dit eget folk?
Du vil bruge vores fjender til at straffe os,
men du er stadig vores redning.
13 Du er jo en hellig Gud,
som ikke kan tåle, at ondskaben får overhånd.
Hvordan kan du tillade, at gudløse mennesker
tilintetgør dem, som er bedre end dem selv?
14 Vi bliver som havets fisk,
som krybdyr uden en anfører.
15 Fjenden vil fiske os op med kroge
eller fange os i deres vod.
Når de har fået en stor fangst,
vil de juble over deres bedrift.
16 De tilbeder deres vod
og ofrer røgelse til deres net,
for det er deres net, som har gjort dem rige
og givet dem velstand i overflod.
17 Herre, hvor længe får de lov at fiske?
Hvor længe får de lov at udrydde andre folkeslag?
2 Jeg vil spejde efter et ord fra Herren,
gå op på bymuren og holde udkig.
Jeg vil høre, hvad han har at sige,
så jeg kan få svar på min klage.
Guds svar til Habakkuk
2 Herren sagde til mig:
„Synet skal du skrive tydeligt på tavlerne,
så herolden kan løbe af sted med det.
3 Det handler om noget, som skal ske i fremtiden.
Når tiden er inde, vil det blive opfyldt.
Vær tålmodige, når I synes, det trækker ud,
for han, som skal komme, vil komme,
og han kommer ikke for sent.
4 Den hovmodige har ikke den rette indstilling,
men den retskafne får livet ved sin tro.[c]”
5 Babylonierne er berusede af deres magt,
deres hovmod giver dem ingen hvile.
De er grådige som dødsriget,
der aldrig kan få nok.
De skraber alle folkeslag til sig,
men får aldrig fanger nok.
6 Engang vil de undertrykte folkeslag håne dem og sige:
„Ve jer, der stjæler og røver fra andre.
Hvor længe vil I udnytte andre for selv at blive rige?”
7 Pludselig en dag vil de undertrykte rejse sig
og gøre oprør imod jer babyloniere.
Så bliver det jeres tur til at skælve,
og jer, der bliver udplyndret.
8 Fordi I har plyndret mange lande,
vil de resterende lande nu plyndre jer.
I må bøde for alle de voldshandlinger og mord,
I har begået i andre byer og lande.
9 Ve jer, der bliver rige på andres bekostning.
I tror I kan købe sikkerhed,
både for jer selv og jeres familie.
10 Men fordi I har taget så mange menneskers liv,
har I selv mistet retten til livet.
11 Hvis mursten kunne tale, ville de anklage jer,
tagbjælkerne ville afsløre, hvad I har gjort.
12 Ve jer, som opbygger en by
gennem vold og forbrydelser.
13 Herren, den Almægtige, har jo sagt,
at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14 Men som verdenshavene er fyldt med vand,
vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.
15 Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16 Derfor skal I selv opleve skam
i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17 I bliver hugget ned,
fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18 Hvad hjælper det at bede til en afgud,
når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
og som ikke engang kan tale?
19 Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
men der er ikke gnist af liv i dem.
20 Men Herren bor i sin helligdom.
Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.
Habakkuks sang
3 Denne bøn sang profeten Habakkuk for Herren:
2 Herre, jeg har hørt om dit ry.
Jeg er fuld af ærefrygt for de undere, du udførte.
Gør det igen, Herre.
Vis os snart dine underfulde gerninger.
Men vær barmhjertig midt i din vrede.
3 Den hellige Gud drog op fra Parans bjerg,
han førte sit folk gennem Teman i Edom.[d]
Hans herlighed dækkede himlen,
og hans storhed fyldte jorden.
4 Han kom med sit skarpe lys,
og de lyn, han kastede, viste hans kraft.
5 Han sendte plager mod sine fjender,
og lod pesten hærge dem.
6 Når han standsede op, rystede jorden af skræk,
et blik fra ham fik folkeslagene til at bæve.
De ældgamle bjerge slog revner,
de evige høje sank sammen.
Hans kraft er for evigt den samme.
7 Midjans telte faldt sammen,
Kushans teltduge blev revet i stykker.
8 Var det floden, du var ude efter, Herre,
da du standsede dens løb?
Var det havet, du var vred på, da du skilte vandene ad,
og reddede os med dine heste og stridsvogne?
9 Du blottede din bue,
skød dine lyn mod det fastsatte mål,
lod tordenskyller lave kløfter i jorden.
10 Bjergene så dig og vred sig i panik,
et skybrud passerede forbi.
Havdybet[e] råbte i rædsel
og rakte fortvivlet hænderne i vejret.
11 Solen og månen stod stille i deres baner,
overvældet af dine lynglimt
og lyset fra dine glinsende spyd.
12 I vrede trampede du på jorden,
du trådte på alle dine fjender.
13 Du drog ud for at frelse dit folk,
for at redde din udvalgte tjener.
Du knuste ondskabens herre
og tilintetgjorde hele hans hær.
14 Fjendernes hær stormede frem
og frydede sig over det lette bytte.
Men du sendte dine pile imod dem
og gennemborede deres hoveder.
15 Du brugte vandmasserne som dine stridsvogne
og tilintetgjorde fjenden i et frådende hav.
16 Da jeg hørte om det, bankede mit hjerte vildt,
mine læber skælvede,
mine ben gav efter under mig,
mine skridt vaklede.
Jeg ser frem til den dag,
da du vil straffe dem, der angriber os.
17 Selv om figentræet ikke blomstrer,
vinstokken står uden frugt,
olivenhøsten slår fejl,
markerne ligger øde hen,
fårene er forsvundet fra folden,
og stalden er tom,
18 så vil jeg alligevel glæde mig i Herren
og fryde mig over min Gud og Frelser,
19 for den Almægtige gør mig stærk.
Han gør mine skridt sikre som gazellens
og giver mig fodfæste på bjergene.
(Til korlederen: Denne sang skal akkompagneres af strengeinstrumenter).
Zefanias forudsiger verdens og Judas undergang
1 Zefanias var søn af Kushi, der var søn af Gedalja, der var søn af Amarja, der var søn af Hizkija. Han modtog følgende profetiske budskab fra Herren, mens Josias, Amons søn, var konge i Juda.
2 „Jeg vil fjerne alt fra jordens overflade,” erklærer Herren.
3 „Jeg vil udrydde både mennesker og dyr.
Jeg vil fjerne alt, hvad der førte mennesket til fald,
sammen med de mennesker, der faldt.
Hele menneskeheden skal forsvinde fra jordens overflade.
4 Jeg vil straffe Judas folk
og ramme Jerusalems indbyggere.
Jeg vil fjerne, hvad der er tilbage af afgudsdyrkelsen
og udrydde alle afgudspræsterne.
Jeg gør det af med mine frafaldne præster,
så ingen vil huske dem mere.
5 Jeg vil udrydde dem, der på husenes tage
tilbeder solen, månen og stjernerne,
og dem, der lover mig troskab,
men samtidig tilbeder Molok.[f]
6 Jeg vil udrydde dem, som har vendt mig ryggen,
så de ikke længere søger at gøre min vilje.”
7 Vis ærefrygt for den almægtige Gud,
for han vil snart udføre sin dom.
Han har besluttet at ramme sit folk
og har allerede udvalgt nogle til opgaven.
8 Herren siger: „Jeg vil straffe Judas ledere og kongeslægten,
ja, alle der tilbeder fremmede guder.
9 Jeg vil straffe alle afgudsdyrkerne,
som i deres templer planlægger vold og bedrageri.[g]
10 Når fjenden kommer, vil der lyde skrig fra Fiskeporten,
høje råb fra den nye bydel
og voldsomme tumulter fra de omkringliggende høje.
11 I, der bor på markedspladsen i dalsænkningen,
sørg og græd, for I bliver de første, der omkommer.
12 Jeg vil gennemsøge Jerusalem med lys og lygte,
straffe de selvsikre syndere, der tror,
at Gud er ligeglad med, hvad de gør.
13 Fjenden vil plyndre deres huse
og stjæle deres rigdomme.
De kommer aldrig til at bo i de huse,
som de er i færd med at bygge.
De kommer ikke til at smage vinen fra de vingårde,
de har haft så travlt med at anlægge.
14 Min dom vil snart ramme jer.
Dagen er nær og kommer med hast.
Det bliver en frygtelig dag,
hvor selv de tapreste mænd vil græde,
15 for jeg udøser min vrede over byen.
Det bliver en dag fuld af nød og fortvivlelse,
af ødelæggelse og undergang,
håbløshed og mismod,
dysterhed og mørke,
og kulsorte skyer på himlen.
16 Det bliver en dag med hornsignaler
og høje krigsråb.
Selv de befæstede byer bukker under,
og de høje fæstningstårne falder sammen.
17 Jeg vil ramme dem så hårdt,
at de raver rundt som i blinde,
for de har syndet imod mig.
Strømme af blod vil flyde i støvet,
ligene ligge og rådne på jorden.
18 Deres sølv og guld kan ikke redde dem,
når jeg udfører min dom over dem.
Min glødende vrede vil sætte verden i brand,
så hele jordens befolkning får en brat og frygtelig død.”
Et kald til omvendelse
2 Kom til fornuft, I frafaldne folk,
2 før I blæses væk som avner i vinden,
før I rammes af Herrens vrede,
før den afsagte dom bliver udført.
3 Søg Herren, alle I, som er ydmyge
og oprigtigt ønsker at adlyde ham.
Ydmyg jer for Herren og gør, hvad der er ret.
Måske vil Herren skåne jer på dommens dag.
Dommen over de omkringboende folkeslag
4 Gaza bliver tømt for mennesker,
og Ashkalon bliver lagt øde.
Ashdods befolkning drives bort ved højlys dag,
og Ekron rykkes op med rode.
5 Alle I filistre, som bor langs kysten mod syd,[h]
ja, alle I, der bor i Kana’ans land,
det er ude med jer,
for Herrens dom vil ramme jer.
Han siger: „Jeg vil udrydde jer,
og ikke en eneste skal overleve!”
6 Kystlandet bliver til græsmarker,
et sted, hvor hyrder og får holder til.
7 Dér vil resten af Judas stamme slå sig ned
og lade deres dyr græsse.
De vil lægge sig til hvile i Ashkalons forladte huse,
for Herren deres Gud vil tage sig af dem og velsigne dem igen.
8-9 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger:
„Jeg har hørt moabitternes hån
og ammonitternes spot.
De har hånet mit folk
og truet med at overfalde dem.
Derfor, så sandt jeg lever,
skal Moab blive ødelagt som Sodoma,
og Ammon skal blive som Gomorra.
De skal overgros med brændenælder,
fyldes med saltgruber,
og ligge øde hen for evigt.
De, der er tilbage af mit folk,
skal plyndre og overtage deres land.”
10 Det er betalingen for deres overmod,
for de har hånet Herrens, den Almægtiges, folk.
11 De vil komme til at frygte Herrens magt,
for han vil gøre alle jordens guder til intet.
Alle folkeslag skal tilbede ham,
hvert folk i deres eget land.
12 Kushitterne mod syd bliver også sablet ned,
13 og det samme gælder landene mod nord.
Herren vil ødelægge Assyrien
og gøre Nineve til en ruinhob,
ubeboelig som en ørken.
14 Byen ender som græsgang for får
og tilholdssted for alle mulige dyr.
Hornugler og natugler vil sidde og sove på søjlehovederne,
krager vil skrige fra vinduesåbninger og dørtærskler.
De fornemme cedertræspaneler udsættes for vejr og vind.
15 Sådan bliver Nineves skæbne,
den før så stolte og prægtige by.
Den var sikker på sig selv
og følte sig som verdens centrum.
Men nu er den blevet en ruinhob,
et tilholdssted for vilde dyr.
De forbipasserende vil fnyse i foragt,
ryste på hovedet med undrende afsky.
Jerusalems synd og dom
3 Ve Jerusalem, den oprørske by,
fuld af synd og undertrykkelse.
2 Den afviser enhver advarsel
og nægter at høre efter.
Den har ikke sat sin lid til Herren,
søger slet ikke sin Gud.
3 Dens magthavere er brølende løver,
dens dommere er glubske ulve.
Har de først fået fat i et bytte,
fortærer de det rub og stub.
4 Dens profeter går rundt og praler,
men er fulde af løgn og bedrag.
Dens præster håner det, som er helligt,
overtræder Guds love uden skrupler.
5 Men Herren er dog stadig i byen,
det er ikke ham, der gør uret.
Hver morgen viser han sin godhed,
ved hver solopgang er han til stede.
Men de gudløse fortsætter deres gerninger,
for de har ikke skam i livet.
6 Herren siger: „Jeg har udryddet mange folkeslag
og ødelagt deres befæstede byer.
Jeg har lagt gaderne øde,
så ingen længere går på dem.
Byerne er nu folketomme,
så ingen længere bor i dem.
7 Jeg tænkte: ‚Jerusalem må da tage ved lære
og vise ærefrygt for mig.’
Havde de gjort det, havde de undgået min straf,
og byen ville ikke blive ødelagt.
Men de fremturede i deres synd,
og det blev om muligt endnu værre.”
Den endelige dom
8 Endvidere siger Herren:
„Derfor må I tålmodigt vente på den dag,
hvor jeg rejser mig.[i]
Da vil jeg afsige min retfærdige dom
og samle alle jordens folk sammen.
Da vil jeg udøse min vrede over dem.
I min lidenskab vil jeg brænde jorden op.
Frelse og genoprettelse
9 Da vil jeg rense mit folks hjerter
og ændre deres tanker og tale.
Så skal de alle tilbede mig
og tjene mig enigt og trofast.
10 Fra jordens fjerneste egne kommer mit adspredte folk
og tilbeder mig med offergaver.
11 Da skal I ikke længere skamme jer
over al jeres ondskab og oprør mod mig.
For jeg vil fjerne alle de stolte iblandt jer,
ingen skal hovmode sig på mit hellige bjerg.
12 De, der er tilbage, er de afmægtige og ydmyge,
den rest, der søger tilflugt hos mig.
13 Der bliver en rest af mit folk, Israel,
som ikke begår uret eller lyver og bedrager.
De skal få lov at leve i fred,
og ingen vil terrorisere dem.”
14 Syng af glæde, Jerusalems indbyggere.
Råb af fryd, Israels folk.
Ja, glæd jer af hele jeres hjerte.
15 Herren har fritaget jer fra straffen
og overvundet alle jeres fjender.
Nu bor Herren, Israels Konge, midt iblandt jer.
Aldrig mere skal I frygte noget ondt.
16 Den dag vil man sige til Jerusalems indbyggere:
„Frygt ikke. Opgiv ikke modet.
17 Herren, jeres Gud, bor midt iblandt jer.
Han er jeres mægtige Frelser.
Han elsker jer og glæder sig over jer,
han fornyer jer med sin kærlighed,
han synger af glæde over jer
som på højtidsdagene.”
18 Herren siger:
„I skal ikke længere sørge over,
at I ikke kunne deltage i højtiderne.[j]
19 Engang vil jeg straffe jeres undertrykkere.
Jeg vil helbrede de haltende
og samle dem, der blev adspredt.
Jeg vil vende deres vanære til ære
og gøre dem berømte over hele jorden.
20 Til den tid vil jeg samle jer sammen
og føre jer hjem igen.
Jeg vil skabe respekt om jer
og give jer et godt ry blandt jordens folk.
I vil få at se, hvordan jeg genopretter jer.”
Gud befaler folket at genopbygge templet
1 Profeten Haggaj modtog følgende budskab fra Herren den første dag i den sjette måned af kong Dareios’ andet regeringsår. Haggaj fik besked på at give det videre til Judas guvernør, Zerubbabel, søn af Shealtiel, og ypperstepræsten Josva, søn af Jotzadak.
2 „Hør hvad Gud, den Almægtige, siger: Hvorfor siger folk, at tiden endnu ikke er inde til at genopbygge mit tempel? 3-4 Mener I virkelig, at det er rigtigt af jer at bo i fornemme huse, når mit hus stadig ligger i ruiner? 5 Tænk over, hvordan det går med jer: 6 I planter og sår, men får en dårlig høst. I mangler både mad og drikke og tøj, og jeres arbejdsløn forsvinder som i en hullet pung. 7 Se jer omkring og tænk over situationen.
8 Gå nu op i bjergene og hent tømmer, så mit tempel kan blive færdigbygget, og jeg kan glæde mig over det og vise jer min herlighed.
9 I håber på en god høst, men det bliver kun til lidt, og den smule I henter hjem, forsvinder som dug for solen. Hvorfor? Fordi mit hus ligger i ruiner, mens I har travlt med at bygge huse til jer selv. 10 Derfor holder jeg regnen tilbage, så I får en dårlig høst. 11 Jeg lader tørken ramme både lavland og højland, korn og druer, oliven og de øvrige afgrøder. Både mennesker og kvæg lider under det. Alt jeres møjsommelige arbejde er spildt.”
12 Da adlød de alle sammen Herrens ord, som kom til dem gennem profeten Haggaj. Både guvernøren Zerubbabel, ypperstepræsten Josva og den rest af befolkningen, som var kommet tilbage til landet, adlød, for de var klar over, at budskabet var fra Gud, og de tog det alvorligt.
13 Profeten Haggaj gav da folket følgende ord fra Herren: „Jeg vil være med jer og velsigne jer!” 14-15 Og Gud gjorde Zerubbabel, Josva og hele folket så opsat på at genopbygge Herrens, den Almægtiges, tempel, at de allerede den 24. i samme måned tog fat på arbejdet.
Guds herlighed skal fylde templet
2 Den 21. dag i den syvende måned talte Herren igen til Haggaj: 2 „Sig til Zerubbabel, Josva og resten af folket: 3 Er der stadig nogen tilbage iblandt jer, som kan huske, hvor herligt det forrige tempel var? I sammenligning med det synes I sikkert, at det, I er ved at bygge, ikke ser ud af noget. 4 Men jeg siger til dig, Zerubbabel: Tab ikke modet! Det samme siger jeg til dig, Josva: Tab ikke modet! Ja, jeg siger det til hele folket: Tab ikke modet! Fortsæt arbejdet, for jeg er med jer, 5 og min Ånd er til stede midt iblandt jer, som jeg lovede jer, dengang I kom ud af Egypten. I har intet at frygte.
6 Snart vil jeg endnu en gang ryste himlen og jorden, både havet og landjorden. 7 Ja, jeg vil ryste alle verdens nationer, så deres kostbarheder bliver bragt hertil, og jeg vil fylde templet med min herlighed. 8 Sølvet og guldet tilhører nemlig mig.
9 I skal få at se, at dette tempel bliver herligere end det forrige tempel, for jeg vil lade min fred og velsignelse være over dette sted,” siger Herren, den Almægtige.
10 Den 24. dag i den niende måned samme år sagde Herren til profeten Haggaj: 11 „Stil præsterne følgende spørgsmål: 12 Hvis en af jer bærer et stykke helligt offerkød i sin kappe, og kappen kommer i berøring med brød eller kød, vin eller olie eller anden mad, bliver de andre ting så hellige?” Da Haggaj stillede dem det spørgsmål, svarede præsterne: „Nej!”
13 Haggaj fortsatte: „Hvis en person er blevet uren ved at røre et lig, betyder det så, at det, han kommer i berøring med, også bliver urent?” Hertil svarede præsterne: „Ja!”
14 Derefter sagde Haggaj: „Herren siger: Sådan var det også med jer, mit folk. I var urene i jeres forhold til mig. Derfor lykkedes jeres arbejde ikke, og jeres ofringer kunne jeg ikke acceptere.
15 Tænk over, hvordan det gik jer, før I begyndte genopbygningen af templet. 16 Dengang høstede I kun halvt så meget korn, som I havde regnet med, og fik kun 20 ankre vin, hvor I havde forventet 50. 17 Jeg ødelagde jeres afgrøder med skimmel, meldug og hagl, og alligevel vendte I jer ikke til mig.
18-19 Men læg mærke til, hvordan det går jer fra i dag, den 24. dag i den niende måned. I dag er templets fundament færdigt, og fra i dag vil jeg velsigne jer. Selvom I endnu ikke har tilsået jeres marker, og selvom vinstokkene, figentræerne, granatæbletræerne og oliventræerne endnu ikke bærer frugt, så vil jeg fra i dag velsigne jer!”
20 Samme dag fik Haggaj endnu et budskab fra Herren 21 til Zerubbabel. Budskabet lød: „Jeg ryster himlen og jorden, 22 jeg afsætter konger, tilintetgør stormagter og vælter deres stridsvogne. Heste og ryttere styrter, og hærene slår hinanden ihjel. 23 Til den tid vil jeg give min tjener Zerubbabel den samme autoritet, som jeg har,[k] for han er min udvalgte tjener,” siger Herren den Almægtige.
Et kald til folket om at vende om til Gud
1 I den ottende måned i kong Dareios[l] af Persiens andet regeringsår talte Herren til Israels folk gennem profeten Zakarias, der var søn af Berekja og barnebarn af Iddo:
2-4 „Hør, hvad jeg, Herren den Almægtige, siger: Hvis I vil vende om og komme til mig, vil jeg komme jer i møde. Vær ikke som jeres forfædre, som jeg var nødt til at straffe hårdt. Jeg advarede dem gennem mine profeter om at vende om fra deres ugudelige levemåde og onde handlinger, men de nægtede at lytte til mig. 5 Nu er de alle sammen borte, og profeterne er døde. 6 Men det, jeg sagde til dem gennem mine tjenere, profeterne, gik i opfyldelse, og de måtte angrende erkende: ‚Herren straffede os for vores onde levevis og handlinger, akkurat som han sagde, at han ville!’ ”
Herren opmuntrer Israels folk
7 Den 24. dag i den 11. måned[m] samme år, talte Herren til mig i et syn om natten. 8 Jeg så en mand sidde på en rød hest mellem nogle myrtebuske i en kløft. Bag ham var der mange ryttere på røde, brune og hvide heste. 9 Ved siden af mig stod en engel. „Hvad betyder alle de heste?” spurgte jeg englen. „Det vil du få at se!” svarede han.
10 „Herren sendte dem ud for at inspicere hele jorden,” forklarede englen på den røde hest, 11 der stod mellem myrtebuskene. Derefter aflagde de øvrige ryttere rapport: „Vi har været overalt på jorden, og alle vegne er der fred og ro.” 12 Da sagde englen på den røde hest: „Almægtige Herre, i 70 år har du været vred på de landflygtige fra Jerusalem og Judas byer. Hvornår vil du gribe ind og vise dem barmhjertighed?”
13 Herren talte nu til englen, som stod ved min side, 14 hvorpå englen henvendte sig til mig og sagde: „Forkynd følgende budskab fra Herren, den Almægtige: ‚Jerusalem og Zions bjerg har en særlig plads i mit hjerte. 15 Jeg er vred på de selvsikre, gudløse folkeslag, for selv om jeg brugte dem til at straffe mit folk, gik de alt for langt i deres skånselsløse opførsel. 16 Derfor erklærer jeg, Herren: Jeg kommer Jerusalem i møde med barmhjertighed. Mit tempel skal genrejses, og hele Jerusalem skal genopbygges. Ja, siger jeg, Herren den Almægtige: 17 Jeg vil igen velsigne Israels byer med velstand, trøste Jerusalems indbyggere og bosætte mig på Zions bjerg.’ ”
De fire horn
2 Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så fire horn. 2 „Hvad betyder de horn?” spurgte jeg englen ved min side. Han svarede: „De repræsenterer de stormagter, som har spredt indbyggerne fra Israel, Juda og Jerusalem for alle vinde.”
3 Så viste Herren mig fire smede. 4 „Hvorfor er de smede her?” spurgte jeg.
Englen svarede: „De er kommet for at knuse de fire horn som tegn på, at de ugudelige stormagter, som spredte Judas folk, vil miste deres magt.”
Målebåndet
5 Derefter fik jeg endnu et syn. Jeg så en mand gå med et målebånd i hånden.
6 „Hvor skal du hen?” spurgte jeg ham.
„Jeg skal ud og måle Jerusalems længde og bredde,” svarede han.
7 Så kom der en anden engel til syne, og englen ved min side gik ham i møde. 8 Den anden engel sagde: „Gå hen og sig til den unge mand dér, at der en dag vil bo så mange mennesker og dyr i Jerusalem, at de ikke kan være indenfor byens mure, men må slå sig ned i området udenfor. 9 Da vil Herren selv være som en mur af ild omkring hele området, og han vil bo midt iblandt dem med sin herlighed.
Et kald til at vende hjem og et løfte om Guds indgreb
10-11 ‚Hør efter!’ siger Herren. ‚Jeg spredte mit folk ud til alle fire verdenshjørner, men nu skal I komme hjem. Flygt fra landet mod nord,[n] red jer selv, I som bor i Babylonien!’ ”
12 Og englen fortsatte:[o] „Den almægtige Gud vil vise sin herlighed og demonstrere sin magt over de folkeslag, som udplyndrede jer, for de, der rører jer, rører hans øjeæble.[p] 13 Han vil slå hårdt ned på dem, og deres egne slaver skal gøre oprør imod dem. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig.
14 ‚Glæd jer og syng af fryd, mit folk!’ siger Herren. ‚For jeg kommer og bosætter mig midt iblandt jer! 15 Til den tid vil mange mennesker fra andre folkeslag slutte sig til mig og blive en del af mit folk, og jeg vil bosætte mig midt iblandt jer!’ Da vil I forstå, at Herren den Almægtige har sendt mig. 16 Herren vil igen udvælge Juda til at være sit hellige land og Jerusalem til at være sin hellige by.
17 Vær stille for Herren, alle mennesker, for han har rejst sig fra sin himmelske trone for at udføre disse ting.”
Ypperstepræstens nye dragt
3 I et andet syn viste Herren mig ypperstepræsten Josva stå foran Herrens engel, mens Satan stod ved hans højre side og anklagede ham. 2 Herrens engel sagde til Satan: „Så er det nok med dine anklager, Satan! Herren vil straffe dig, for denne mand er som et forkullet stykke træ, reddet ud af ilden.”
3 Jeg så, at Josva stod foran englen i snavsede klæder. 4 Herrens engel sagde da til de omkringstående engle: „Tag det snavsede tøj af ham.” Og henvendt til Josva sagde han: „Jeg har tilgivet dine synder. Nu får du en ren og ny dragt.” 5 „Sæt også en ren turban på hans hoved,” sagde englen til sine hjælpere. Så gav de ham en ren turban og en ny dragt på.
6 Derefter sagde Herrens engel til Josva: 7 „Hør hvad Herren siger: Hvis du vil adlyde mine befalinger og samvittighedsfuldt udføre dit hverv, vil jeg gøre dig til leder og vogter af mit tempel, og du skal få samme direkte adgang til mig som englene, der står her. 8 Hør efter, Josva! Du er ypperstepræsten, og sammen med de andre præster er du et symbol på den tjener, jeg vil sende engang: Spiren.[q] 9-10 På en enkelt dag vil jeg fjerne den skyld, der ligger over landet. Når den dag kommer, kan I igen trygt byde jeres venner velkomne og nyde freden under vinrankens og figentræets skygge. Se på den sten, som jeg har anbragt foran dig, Josva. Den har syv øjne, og jeg vil skrive noget på den.”
Templet skal bygges ved Guds Ånds kraft
4 1-10 „Hvad betyder stenen og øjnene?” spurgte jeg englen, der forklarede tingene for mig.[r] „Ved du ikke det?” spurgte han. „Nej,” svarede jeg. Så forklarede englen det: „De syv øjne på stenen er Herrens øjne, som ser alt, hvad der sker på jorden. Det er et budskab fra Herren til Zerubbabel: ‚Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd!’ siger Herren, den Almægtige. Det bjerg af modstand, som ligger foran Zerubbabel, skal blive jævnet med jorden. Og når han sætter den sidste sten på plads i det nye tempel, vil folket råbe af glæde: ‚Herren har vist sin nåde imod os!’ Det var Zerubbabel, der lagde fundamentet til det nye tempel, og han vil også komme til at fuldføre det, siger Herren. Når det sker, vil folket indse, at det er Herren, den Almægtige, der har sendt mig. De, som ringeagtede den spæde begyndelse, vil glæde sig, når de ser det færdige tempel.”
Guldlysestagen med de to oliventræer
Så var det, som om jeg faldt i søvn, og jeg så et nyt syn. Englen, som før havde talt til mig, kom hen og vækkede mig. „Hvad ser du nu?” spurgte han. „Jeg ser en lysestage af rent guld,” svarede jeg. „Den har syv olielamper og en beholder foroven, hvorfra olien løber ned til lamperne gennem syv rør. Jeg ser også to oliventræer, et på hver side af oliebeholderen.” 11 Så spurgte jeg englen: „Hvilken betydning har de to oliventræer, der står på hver sin side af lysestagen? 12 Og hvad betyder de to gyldne oliestrømme, som løber fra træerne ned til beholderen?” 13 „Ved du ikke, hvad de betyder?” sagde han. „Nej,” svarede jeg. 14 „Det er de to, som er udvalgt og salvet med Guds Ånd til at tjene jordens Herre.”
Den flyvende bogrulle
5 I det næste syn så jeg en bogrulle, der kom flyvende gennem luften. 2 „Hvad ser du?” spurgte englen. „En flyvende bogrulle!” svarede jeg. „Den ser ud til at være omkring 10 m lang og 5 m høj.”
3 „På den bogrulle har Herren skrevet en dom, som gælder alle i hele landet,” forklarede englen. „De, som stjæler og lyver, har længe nok undgået deres straf. 4 Men nu sender jeg min dom over enhver, der stjæler, og over alle, der sværger falsk ved mit navn, siger Herren. Dommen vil ramme deres hjem og familier og ødelægge dem totalt.”
Kvinden i tønden
5 Derefter kom englen igen hen til mig. „Kig op! Kan du se noget, der kommer svævende herhen?” spurgte han. 6 „Ja, hvad er det?” spurgte jeg. „En tønde til at måle korn med, men den er fyldt med landets synder,” forklarede han.
7 I det samme blev tøndens tunge blylåg løftet, og jeg så, at der sad en kvinde nede i den. 8 „Den kvinde symboliserer ondskaben på jorden,” forklarede englen. Så skubbede han hende tilbage i tønden og lagde låget på.
9 Da jeg kiggede op igen, så jeg to kvinder med storkevinger komme svævende gennem luften. De løftede tønden op og fløj af sted med den. 10 „Hvor bærer de tønden hen?” spurgte jeg englen.
11 „Til Babylon,” svarede han. „Der vil man bygge et tempel for kvinden, og når det er færdigt, vil man anbringe hende på en piedestal.”
De fire vogne
6 Igen kiggede jeg op, og jeg så fire stridsvogne, som kom farende frem mellem to bjerge, der var hårde som bronze. 2 Den første vogn blev trukket af røde heste, den næste af sorte, 3 den tredje af hvide og den fjerde af blakkede heste.
4 „Hvad betyder det?” spurgte jeg englen. 5 Han svarede: „Det er himlens fire ånder, som netop er kommet fra jordens Herre. De bliver sendt ud for at udføre hans befaling. 6 Vognen med de sorte heste skal køre mod nord, og den med de hvide heste vil følge bagefter,[s] mens vognen med de blakkede heste skal sydpå. 7 De er ivrige efter at komme af sted ud over jorden.” Så sagde han: „Af sted med jer! Drag ud over jorden!” Og de fór af sted. 8 Derefter råbte han til mig: „Den stridsvogn som farer mod nord, vil udføre Herrens retfærdige dom over landene mod nord.”
Josvas krone
9 Derefter sagde Herren til mig: 10-11 „Tag hen til Heldaj, Tobija og Jedaja, som lige er ankommet fra eksilet i Babylon, og bed om noget af det sølv og guld, de har bragt med sig. Gå derefter straks hen til Joshijas, Zefanjas søns, hus. Han skal lave en krone af guldet og sølvet. Den skal du sætte på ypperstepræsten Josvas hoved, 12 og du skal sige til ham fra den almægtige Gud: ‚Du repræsenterer den, som skal komme, ham, hvis navn er Spiren,[t] og som skal spire frem fra det sted, hvor stubben er. Han skal bygge Herrens tempel. 13 Ikke alene skal han bygge Herrens tempel, men han skal blive æret som en konge. Han skal regere fra sin trone og være både konge og præst, og han vil skabe fred.’ 14 Kronen skal derefter opbevares i Herrens tempel til minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Joshija.”
15 Senere vil der komme folk langvejsfra for at være med til at bygge Herrens tempel. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig. Alt dette vil gå i opfyldelse, hvis I lytter og gør, hvad Herren, jeres Gud siger til jer.
Opfordring til at vise retfærdighed og barmhjertighed
7 Den fjerde dag i den niende måned[u] i kong Dareios’ fjerde regeringsår talte Herren igen til mig.
2 Lederne i Betel havde sendt en delegation til templet i Jerusalem, anført af Sarezer og Regem-Melek. 3 De kom for at spørge præsterne og profeterne dér, om man fortsat skulle overholde den årlige sørge- og fastedag i den femte måned.[v] 4 Da gav Herren, den Almægtige, mig følgende budskab til præsterne og hele folket: 5 „Når I har fastet og sørget i den femte og syvende[w] måned i de sidste 70 år, er det virkelig mig I har fastet for? 6 Og når I spiser offermåltiderne, tænker I så ikke kun på at spise og drikke? 7 Ved I ikke, at profeterne advarede imod den slags hykleri allerede for længe siden, da Jerusalem og dens forstæder tillige med de vestlige bakkeskråninger og Negev endnu var beboet, og der var fred i landet? 8-9 Derfor siger Herren, den Almægtige: Vær retfærdige i jeres domme, tag hensyn til hinanden og vær barmhjertige. 10 I må ikke udnytte enkernes og de forældreløses svaghed, ikke se ned på de fattige og fremmede og ikke udtænke onde planer imod hinanden. 11 Alt dette indprentede jeg allerede jeres forfædre, men de ville ikke høre efter og stak stædigt fingrene i ørerne. 12 De gjorde deres hjerter hårde som sten, så de hverken overholdt Toraen eller lyttede til de budskaber, som Herren, den Almægtige, ved sin Ånd bragte dem gennem tidligere tiders profeter. Derfor ramte Guds vrede dem. 13 Siden de ikke ville høre, når jeg kaldte på dem, ville jeg heller ikke lytte til dem, når de kaldte. 14 Det var derfor, jeg spredte dem for alle vinde blandt fremmede folkeslag. Deres land kom til at ligge øde hen, og ingen havde lyst til at rejse igennem det. De var skyld i, at det udvalgte land blev til en ødemark.”
Herren lover at velsigne Jerusalem
8 Dernæst sagde Herren til mig: 2 „Jerusalem har en særlig plads i mit hjerte, og jeg er vred på dem, der så grusomt raserede byen. 3 Jeg vil vende tilbage til Zion og bosætte mig der, og Jerusalem skal kaldes ‚Sandhedens og retfærdighedens by’, og tempelbjerget ‚Den Almægtiges hellige bjerg’.
4 På Jerusalems torve skal der atter sidde gamle kvinder og mænd, som bruger stok på grund af deres høje alder, 5 og gaderne skal vrimle af legende drenge og piger. 6 Jeg ved, at det lyder som en umulighed for den rest, som er tilbage af Judas folk, men det er ikke umuligt for mig, siger Herren. 7 Jeg vil samle mit folk fra øst og fra vest 8 og føre dem hjem til Jerusalem. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, så de kan opleve sandhed og retfærdighed.
9 Vær ved godt mod og fortsæt arbejdet med at genopbygge templet. I har hørt Herrens opmuntrende ord gennem profeterne både nu, og dengang genopbygningen af templet skulle til at begynde. 10 Før I begyndte, var der stor fattigdom, og ingen kunne være i fred for fjenderne, ja, alle var fjendtlige over for hinanden. 11 Men nu bliver det anderledes, siger Herren, den Almægtige. 12 Nu skaber jeg fred og fremgang. Vinstokkene skal igen bære frugt, jorden skal igen frembringe korn, og himlen give regn. Sådan vil jeg velsigne den rest af mit folk, som er tilbage. 13 Både Judas og Israels land har været et eksempel til skræk og advarsel for andre folkeslag, men jeg vil frelse dem, så de i stedet kan blive til velsignelse. Vær derfor ikke bange, men tag mod til jer. 14-15 Ligesom jeg før i tiden satte mig for at straffe jeres forfædre, når de vækkede min vrede, og jeg ikke ændrede mening, sådan har jeg nu sat mig for at velsigne Jerusalem og Judas folk. Vær derfor ikke bange. 16 Men I skal tale sandhed og lade retfærdigheden råde i jeres retssager, så der bliver fred. 17 Læg ikke ondskabsfulde planer imod hinanden og sværg ikke falsk, for den slags hader jeg, siger Herren.
18-19 Hvad angår fastedagene i den fjerde, femte, syvende og tiende måned, så skal de blive til glædesfester. I skal sætte en ære i at elske sandheden og holde fred med hinanden. 20 Engang vil folk fra hele verden komme til jer, siger Herren, den Almægtige. 21 De vil sige til hinanden: ‚Kom, lad os rejse til Jerusalem og søge Herren, så han kan velsigne os! Jeg er parat til at tage af sted!’ 22 Selv mennesker fra de store nationer vil komme til Jerusalem for at søge Herren og bede om hans velsignelse. 23 Til den tid vil ti mennesker fra alverdens nationer flokkes om en enkelt jøde, tage ham i ærmet og sige: ‚Lad os få lov at tage med dig, for vi har hørt, at Gud er med jer!’ ”
Dommen over Israels fjender
9 Det følgende er et profetisk ord om landet Hadrak[x] og specielt om byen Damaskus, for hele menneskeheden og specielt Israels stammer står til ansvar over for Herren. 2 Hans straf vil ramme Hamat ved grænsen til Damaskus, og han vil slå ned på Tyrus og Sidon på trods af deres dygtighed. 3 Selvom Tyrus har bygget sig en stærk fæstning og samlet sig sølv og guld i massevis, 4 vil Herren ødelægge byen, skubbe dens fæstning i havet, og lade ilden opæde resten.
5 „Ashkalon vil høre om det og ryste af skræk,” siger Herren. „Gaza og Ekron vil vånde sig i fortvivlelse og håbløshed. Gaza vil miste sin konge, Ashkalon vil blive folketom, 6 og et fremmed folk vil overtage Ashdod. Sådan gør jeg ende på filistrenes hovmod. 7 Jeg sætter en stopper for deres afgudsdyrkelse og river det blodige offerkød ud af munden på dem. Men en rest af dem skal vende sig til Gud og indlemmes som en slægt i Judas folk, ligesom jebusitterne for længe siden blev det. 8 Og jeg vil slå lejr omkring mit folk og forhindre, at fremmede hære kommer ind i landet. Jeg vil selv stå vagt om min ejendom.”
Kongen kommer
9 „Fryd jer og råb af glæde, Jerusalems indbyggere! Se, jeres konge er på vej. Han kommer med retfærdighed og frelse, og han er ydmyg og rider på et hanæsel—det er et æselføl. 10 Jeg vil fjerne stridsvognene fra Israel og krigshestene fra Jerusalem, og jeg vil afvæbne de stridende grupper. Kongen vil bringe fred til alle folkeslag, og han skal herske overalt, fra hav til hav, og fra Eufratfloden til jordens ende.
11 På grund af den pagt, jeg indgik med jer, og som blev beseglet med blod, vil jeg befri jer fra jeres fangehuller. 12 Kom hjem i sikkerhed, for nu er der håb. Jeg lover i dag at give jer dobbelt så meget tilbage, som I har mistet. 13 Juda, du er min bue! Israel, du er min pil! Jerusalem, du er mit sværd, hvormed jeg skal besejre fjenderne.”
Kongen leder sit folk i det endelige slag
14 Herren selv vil lede sit folk i kampen. Hans pile farer af sted som lyn. Den Almægtige blæser alarm, stormer frem som en hvirvelvind fra ørkenen i syd. 15 Han beskytter sit folk, mens de slår fjenderne ned og træder dem under fode. De bliver som berusede af sejren og hugger fjenden ned i et stort blodbad. 16 Til den tid skal Herren, deres Gud, frelse dem, som hyrden, der redder sin hjord, og de skal stråle i det land, han har givet dem, som juveler i en kongekrone. 17 Hvilken vidunderlig fremtid. De unge mænd og piger vil være sunde og stærke, for der skal være rigeligt med korn og vin.
Herrens omsorg for sit folk
10 Bed Herren om regn om foråret, for så vil regnen give vækst til markens planter. Det er jo Herren, der skaber tordenskyerne og sender regn. 2 Husgudernes svar var falske, og sandsigernes syner var svindel. Alle deres drømme var kun tomme ord. Derfor fór I vild som får, der ingen hyrde har.
3 „Jeg er vred på dem, som skulle være hyrder og ledere for mit folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil velsigne min hjord, Judas folk. De skal ikke længere være som vildfarne får, men stærke som prægtige stridsheste. 4 Jeg vil oprejse ledere iblandt dem, som skal give støtte, håb og sejr. 5 Folket skal blive mægtige krigere for Herren og træde fjenderne ned i støvet under deres fødder. Herren er med dem i kampen, så deres fjender lider nederlag.
6 Jeg gør Juda stærk og redder Israel. Jeg vil være barmhjertig imod dem og føre dem hjem. Det skal være, som om jeg aldrig havde forstødt dem, for jeg er Herren, deres Gud, og jeg hører deres råb om hjælp. 7 Jeg gør dem stærke, som var de heltemodige krigere, og jeg gør dem glade, som havde de drukket vin. Deres børn skal se det og glæde sig, og alle skal juble over Herren. 8 Jeg kalder dem hjem og samler dem sammen, for jeg har befriet dem. De skal igen blive talrige som før. 9 Selv om jeg spredte dem blandt fjerne folkeslag, vil de aldrig glemme mig. Både de og deres børn skal vende hjem til deres eget land. 10 Fra Egypten og Assyrien henter jeg dem og lader dem bosætte sig i Gilead og Libanon. Der vil ikke være plads til dem alle. 11 Når jeg, Herren, fører mit folk gennem trængslens hav, lægger bølgerne sig. Nilens strømme tørrer ud, og Assyriens og Egyptens herredømme over mit folk får ende. 12 Jeg gør mit folk stærkt, og hvor de end kommer frem, vil de vandre i min kraft, erklærer Herren.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.