Bible in 90 Days

Stefanus bliver arresteret

⁸ Stefanus, der var fuld af Guds nåde og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket. ⁹ En dag kom der nogle mænd fra den synagoge, der hed „De Frigivnes Synagoge”,^[a] og de begyndte at diskutere med ham. Der var folk fra Kyrene, Alexandria og provinserne Kilikien og Asien. ¹⁰ Men ingen af dem kunne modsige Stefanus’ visdomsord og Helligåndens inspiration. ¹¹ De fik så nogle mænd til at sige: „Vi har hørt den mand tale imod Moses og imod Gud selv!” ¹² Derved fik de ophidset både den jævne befolkning, de jødiske ledere og de skriftlærde. Stefanus blev pågrebet og ført frem for Det jødiske Råd. ¹³ Her rejste de falske vidner sig og sagde: „Den mand bliver ved med at tale imod vores hellige tempel og imod Toraen.^{[b] 14} Vi har selv hørt ham sige, at nazaræeren Jesus vil nedbryde templet og lave om på de love, som Moses har givet os.” ¹⁵ Alle rådsmedlemmerne stirrede på Stefanus, for hans ansigt strålede som en engels.

Stefanus’ forsvarstale

7 „Er det sandt, hvad de siger om dig?” spurgte ypperstepræsten. ² „Ærede medlemmer af det høje råd, hør, hvad jeg har at sige,” begyndte Stefanus sin forsvarstale. „Herlighedens Gud åbenbarede sig for Abraham, før han kom til Karan, mens han endnu boede i Mesopotamien. ³ Gud sagde til ham: ‚Forlad dit land og dine slægtninge, og tag af sted til det land, som jeg vil vise dig.’^{[c] 4} Så forlod Abraham kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Efter at hans far var død, sendte Gud ham videre, for at han skulle bosætte sig i det land, som vi nu bor i. ⁵ Han fik ikke så meget som en fodsbred jord, han kunne kalde sin egen, men Gud lovede ham, at hans efterkommere en dag skulle overtage hele landet, selvom han på det tidspunkt ikke havde nogen børn. ⁶ Gud sagde endvidere til ham, at hans efterkommere skulle bo i et fremmed land som slaver, og at de ville blive mishandlet i 400 år. ⁷ ‚Men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem,’ sagde Gud, ‚og derefter skal de få lov at komme tilbage til det land, de kom fra, hvor de skal tilbede mig.’^{[d] 8} Derpå oprettede Gud omskærelsens pagt med Abraham.^[e] Senere fik Abraham sønnen Isak, og drengen blev omskåret på ugedagen efter fødslen. Isak blev far til Jakob, og Jakob blev far til vores 12 stamfædre.

⁹ Vores stamfædre var så misundelige på deres bror Josef, at de solgte ham som slave, og han blev ført til Egypten. Men Gud var med ham ¹⁰ og hjalp ham ud af alle hans vanskeligheder, ja, han sørgede for, at selveste Egyptens konge, faraoen, kom til at synes godt om ham. Gud gav Josef en usædvanlig visdom, og faraoen udpegede ham endog til at være landets øverste leder og gav ham ansvaret for alle kongehusets anliggender. ¹¹ Men Egypten og Kana’an blev ramt af hungersnød, og der kom en vanskelig tid, hvor vores forfædre levede på sultegrænsen. ¹² Da Jakob hørte, at der var korn at få i Egypten, sendte han sine sønner af sted, for at de kunne gøre de nødvendige indkøb. ¹³ Det var først, da de kom anden gang, at Josef gav sig til kende for sine brødre. Ved samme lejlighed fik faraoen at vide, at Josef havde sin familie i Kana’an. ¹⁴ Josef sendte nu bud efter sin far og alle sine brødre med deres familier, for at de skulle komme til Egypten—det drejede sig om i alt 75 personer.^{[f] 15} Jakob rejste altså til Egypten, og både han selv og hans sønner blev i Egypten resten af deres liv. ¹⁶ Deres jordiske rester blev senere bragt til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en ret stor sum penge af Hamor-slægten i Sikem.

¹⁷ Nu nærmede tidspunktet sig, da Gud ville opfylde sit løfte til Abraham om, at hans efterkommere skulle befries fra slaveriet og få det lovede land i eje. Netop i den periode voksede det jødiske folk og blev meget talstærkt i Egypten. ¹⁸ Så kom der en ny konge til magten, og han kendte ikke noget til Josefs bedrifter. ¹⁹ Han udnyttede vores folk groft og mishandlede vores forfædre. Blandt andet tvang han de israelitiske forældre til at sætte deres spædbørn ud, så de døde. ²⁰ På den tid blev Moses født, og Gud syntes godt om barnet. I tre måneder passede moderen i al hemmelighed det lille barn hjemme, ²¹ men til sidst måtte hun alligevel sætte ham ud. Faraoens datter fandt ham og adopterede ham, ²² og han blev oplært i egypternes visdom og voksede op til at blive en magtfuld mand i ord og gerning.

²³ Da Moses var 40 år gammel, besluttede han at opsøge sine landsmænd, Israels folk. ²⁴ Under sit besøg hos dem blev han øjenvidne til, at en egypter mishandlede en israelit. Moses angreb egypteren og slog ham ihjel. ²⁵ Han regnede nu med, at det måtte få hans landsmænd til at indse, at Gud havde sendt ham for at redde dem, men det forstod de ikke.

²⁶ Næste dag fik han øje på to israelitter, der var oppe at slås. Han forsøgte at lægge sig imellem og råbte: ‚Stands! Hvorfor slås I, når I er landsmænd?’ ²⁷ Men manden, som var årsag til slagsmålet, skubbede Moses til side og sagde: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder? ²⁸ Du vil måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog egypteren ihjel?’ ²⁹ Da Moses hørte det, flygtede han skyndsomt ud af landet og boede som fremmed i Midjan, hvor han blev gift og fik to sønner.

³⁰ Der gik 40 år. Så skete det en dag i ørkenområdet ved Sinaibjerget, at en engel åbenbarede sig for ham i flammerne fra en brændende tornebusk. ³¹ Han blev meget forbløffet over det syn og gik nærmere for at se nøjere på det. Da lød Herrens stemme: ³² ‚Jeg er dine forfædres Gud—Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.’^[g] Moses rystede af skræk og turde ikke se derhen. ³³ Da sagde Herren: ‚Tag dine sandaler af, for du står på et helligt sted. ³⁴ Jeg har set, hvordan mit folk bliver undertrykt i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig. Jeg er kommet for at befri dem, og nu vil jeg sende dig til Egypten.’

³⁵ Den Moses, som israelitterne tidligere havde afvist ved at sige: ‚Hvem har sat dig til at dømme os imellem og være vores leder?’, ham var det, Gud udvalgte og udsendte som leder og befrier for Israels folk ved at åbenbare sig for ham på overnaturlig måde gennem en tornebusk. ³⁶ Det var ham, der førte dem ud i friheden, efter at han havde udført mange undere og mirakler i Egypten og ved Det Røde Hav og under de 40 års ørkenvandring.

³⁷ Det var også Moses, der sagde til Israels folk: ‚Gud vil sende jer en profet som mig. Han skal udgå fra jeres eget folk.’^{[h] 38} Det var også ham, der var leder for menigheden i ørkenen. Det var ham, der var sammen med englen, som talte til både ham og vores forfædre på Sinaibjerget, og det var ham, der modtog de livgivende ord, som han gav videre til os.

³⁹ Det var ham, vores forfædre nægtede at adlyde. De afviste ham som leder og ville hellere vende tilbage til Egypten. ⁴⁰ Derfor sagde de til Aron: ‚Lav os nogle guder, der kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten!’ ⁴¹ Så lavede de en guldkalv og ofrede til den, og de jublede over den afgud, deres egne hænder havde skabt. ⁴² Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‚Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen? ⁴³ Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’^[i]

⁴⁴ Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. ⁴⁵ Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, ⁴⁶ hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. ⁴⁷ Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, ⁴⁸ men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:

⁵¹ I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. ⁵² Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. ⁵³ I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”

Stefanus henrettes ved stening

⁵⁴ Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. ⁵⁵ Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. ⁵⁶ „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”

⁵⁷ Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. ⁵⁸ De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,^[k] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. ⁵⁹ Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” ⁶⁰ Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.

8 Og Saul syntes det var godt, at han blev dræbt.

Forfølgelse i Jerusalem

Samme dag blev der iværksat en voldsom forfølgelse mod de troende i Jerusalem. De fleste disciple af Jesus forlod byen og spredtes over hele Judæa og Samaria. Apostlene blev dog i Jerusalem. ² Nogle gudfrygtige jøder begravede Stefanus og sørgede dybt over ham. ³ Men Saul søgte at komme de Jesus-troende til livs. Han gik fra hus til hus og arresterede både mænd og kvinder og fik dem sat i fængsel.

Filip bringer Guds rige til Samaria

⁴ De disciple, som nu var blevet spredt, forkyndte budskabet om Jesus overalt, hvor de kom frem. ⁵ Filip kom til byen Samaria og fortalte folk dér, at Jesus var Messias. ⁶ Store menneskeskarer lyttede opmærksomt til, hvad han havde at fortælle, for de så de mirakler, han gjorde. ⁷ Mange onde ånder blev drevet ud og forlod deres ofre med høje skrig. Mange handicappede blev helbredt, ⁸ og der blev stor glæde i byen.

⁹ Nu boede der i Samaria en mand ved navn Simon. Han beskæftigede sig med sort magi, imponerede folk og gav sig ud for at være noget stort. ^10-11 Alle, både unge og ældre, var stærkt optaget af ham på grund af hans magiske evner, og man sagde om ham: „Han må være den, som kaldes ‚Guds store kraft’.”

¹² De mennesker, som ved at høre Filips budskab om Guds rige var kommet til tro på, at Jesus er den lovede Frelser, lod sig døbe, både mænd og kvinder. ¹³ Også Simon kom til tro og blev døbt. Han fulgte i hælene på Filip overalt, hvor han gik, og han var meget imponeret over de tegn og mirakler, som Filip udførte.

Helligånden falder på de troende i Samaria

¹⁴ Da apostlene i Jerusalem hørte, at folk i Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes derhen. ¹⁵ Så snart de var ankommet, begyndte de at bede for de troende om, at de måtte få Helligåndens kraft, ¹⁶ for indtil nu var Ånden ikke faldet på nogen af dem. De var kun blevet døbt til at tilhøre Jesus som deres Herre. ¹⁷ Peter og Johannes lagde nu hænderne på dem, og de fik Helligåndens kraft.

¹⁸ Da Simon så, at Åndens kraft blev givet til de troende, når apostlene lagde hænderne på dem, tilbød han dem penge og sagde: ¹⁹ „Giv også mig en sådan magt, så dem jeg lægger mine hænder på, får Helligåndens kraft.”

²⁰ Peter svarede: „Gid dine penge må gå til grunde—og du selv med—siden du kunne få den tanke, at Guds gave kan købes for penge! ²¹ Du har ingen andel i det her, for du står ikke i et ret forhold til Gud. ²² Du skal vende om fra dine onde tanker og bede Herren om at tilgive din selviskhed. ²³ Jeg kan se, at du er fuld af magtbegær og bundet af synd.”

²⁴ „Åh nej!” udbrød Simon. „Bed for mig til Herren, så det, I har sagt, ikke skal ske med mig.”

²⁵ Efter at Peter og Johannes havde forkyndt budskabet om Jesus i Samaria, vendte de tilbage til Jerusalem. Undervejs gjorde de ophold i adskillige samaritanske landsbyer, for at budskabet om Jesus også kunne blive forkyndt dér.

Filip og den etiopiske hofembedsmand

²⁶ Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” ²⁷ Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, ²⁸ og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. ²⁹ Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” ³⁰ Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.

³¹ „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. ³² Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:

³⁴ Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”

³⁵ Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. ³⁶ Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”^[m]

³⁸ Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. ³⁹ Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.^[n] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.

⁴⁰ Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.^[o]

Saul bliver standset af Jesus

9 Saul var stadig fuld af had til Herrens disciple. Han levede og åndede kun for at få dem alle sammen udryddet. Han opsøgte ypperstepræsten i Jerusalem ² og bad om at få nogle breve med til synagogerne i Damaskus, så han kunne arrestere dem, som holdt sig til „Vejen”,^[p] både mænd og kvinder, og bringe dem til Jerusalem som fanger.

³ Kort før han nåede frem til Damaskus, blev han pludselig omsluttet og blændet af et stærkt lys fra himlen. ⁴ Han faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme, der sagde: „Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?”

⁵ „Hvem er du, Herre?” spurgte han.

Stemmen svarede: „Jeg er nazaræeren^[q] Jesus, som du forfølger! ⁶ Men rejs dig nu op og gå ind i byen. Dér vil du få at vide, hvad du skal gøre.”

⁷ De mænd, der var sammen med Saul, stod målløse. De kunne høre, at der var en, der talte til Saul, men de kunne ikke se nogen. ⁸ Saul rejste sig langsomt op, men da han åbnede øjnene igen, kunne han intet se. Hans ledsagere tog ham ved hånden og førte ham ind til Damaskus. ⁹ I de næste tre dage kunne han intet se, og han hverken spiste eller drak noget i den tid.

¹⁰ I Damaskus boede der en discipel, som hed Ananias. Til ham sagde Herren i et syn: „Ananias!” „Ja, Herre,” svarede han. ¹¹ „Gå hen i Den Lige Gade. Find frem til det hus, der tilhører en mand ved navn Judas, og spørg efter Saul fra Tarsos. Han er ved at bede, ¹² og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind til ham og lægge hænderne på ham, for at han kan få sit syn igen.”

¹³ „Jamen, Herre,” udbrød Ananias, „jeg har hørt så mange fortælle om alle de frygtelige ting, han har gjort mod de troende i Jerusalem. ¹⁴ Det siges, at han nu har fået fuldmagt fra ypperstepræsterne, så han kan arrestere alle, der tror på dig.”

¹⁵ „Gør det nu alligevel,” sagde Herren, „for jeg har udvalgt ham til at forkynde mit budskab både for Israels folk og for andre folkeslag, endog for konger. ¹⁶ Jeg vil vise ham, hvor meget han skal komme til at gå igennem for min skyld.”

¹⁷ Så gik Ananias hen og fandt Saul, lagde hænderne på ham og sagde: „Bror Saul! Herren Jesus, som åbenbarede sig for dig på vejen hertil, har sendt mig, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligåndens kraft.” ¹⁸ Straks faldt der noget ligesom skæl fra Sauls øjne, og han kunne se igen, hvorefter han rejste sig og blev døbt. ¹⁹ Så spiste han igen og kom hurtigt til kræfter.

Saul i Damaskus

Saul blev hos de Jesus-troende i Damaskus i nogle dage, ²⁰ og i synagogerne begyndte han straks at forkynde, at Jesus virkelig er Guds Søn. ²¹ Alle, der hørte ham, blev meget forbavsede og spurgte hinanden: „Er det ikke den mand, som i Jerusalem bekæmpede de mennesker, som tror på Jesus? Kom han ikke netop hertil i samme ærinde for at arrestere dem og føre dem som fanger til ypperstepræsten?”

²² Som Saul fik stadig større kraft og indsigt, kunne jøderne i Damaskus ikke klare sig imod ham, når han ud fra Skrifterne beviste, at Jesus virkelig er den ventede Messias.

²³ Efter nogen tid besluttede de jødiske ledere at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saul blev underrettet om deres planer. Dag og nat holdt man vagt ved byens porte for at få ram på ham. ²⁵ Derfor hjalp nogle af hans disciple ham en nat ud af byen, idet de firede ham ned i en kurv gennem en åbning i bymuren.

Saul i Jerusalem og Tarsos

²⁶ Da Saul senere kom til Jerusalem, prøvede han at komme i forbindelse med de Jesus-troende dér, men de var bange for ham. De troede ikke på, at han virkelig var en discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus. ²⁸ Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus. ²⁹ Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel. ³⁰ Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos. ³¹ Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.

Peter udfører to store mirakler

³² Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda. ³³ I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år. ³⁴ Peter sagde til ham: „Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme. ³⁵ Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.

³⁶ I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder „gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk. ³⁷ Men så blev hun pludselig syg og døde. Hendes venner gjorde hende i stand til begravelsen og lagde hende i et rum på første sal. ³⁸ Joppe ligger ikke langt fra Lydda, så da disciplene hørte, at Peter var i Lydda, sendte de to mænd af sted for at bede ham om at komme hurtigst muligt. ³⁹ Han tog straks med dem, og så snart de kom til Joppe, førte de ham op til rummet ovenpå. De mange enker, der var samlet dér, kom grædende hen til ham og viste ham de kjortler og andre klædningsstykker, som Tabita havde syet til dem. ⁴⁰ Peter bad dem alle om at gå udenfor, hvorefter han knælede ned og bad. Så vendte han sig mod den døde og sagde: „Tabita, rejs dig op!” Hun slog øjnene op, og da hun så Peter, satte hun sig op. ⁴¹ Han gav hende hånden og hjalp hende op at stå. Så kaldte han på enkerne og alle de troende, for at de skulle komme ind og se, at hun nu var i live. ⁴² Beretningen om det mirakel spredtes som en løbeild gennem byen, og mange kom til tro på Herren. ⁴³ Peter blev boende i Joppe et stykke tid hos en garver, der hed Simon.

Kornelius får besøg af en engel

10 I Cæsarea boede der en mand, som hed Kornelius. Han var officer ved det romerske regiment, der kaldtes „Det italienske”. ² Han var en religiøs mand, der sammen med hele sin husstand var gået over til jødedommen. Han hjalp de fattige i den jødiske menighed og bad regelmæssigt til Gud. ³ En eftermiddag ved tretiden^[r] så han ganske tydeligt i et syn en engel, der kom hen til ham og sagde: „Kornelius!” ⁴ Han stirrede skrækslagen på englen og udbrød: „Hvad er der, Herre?”

Englen fortsatte: „Dine bønner og barmhjertighedsgaver har Gud taget imod som et vellugtende offer.^{[s] 5} Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente en mand, som hedder Simon Peter. ⁶ Han bor nede ved stranden hos en garver, der også hedder Simon.”

⁷ Så snart englen var forsvundet, kaldte Kornelius på to af sine tjenere og en gudfrygtig soldat blandt sine betroede folk. ⁸ Han fortalte dem, hvad der var sket, og sendte dem derpå af sted til Joppe.

Peters syn om, hvad der er rent og urent

⁹ Den følgende dag ved tolvtiden ankom de tre mænd til byen. Peter var gået op på husets flade tag for at bede. ¹⁰ Han var godt sulten og ville gerne snart have noget at spise. Mens maden blev tilberedt, fik han et syn: ¹¹ Himlen var åben, og noget kom dalende ned mod jorden. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner. ¹² I dugen var der mange forskellige dyrearter, som jøderne regner for urene og derfor ikke må spise, både pattedyr, krybdyr og fugle. ¹³ I det samme hørte han en stemme sige: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!” ¹⁴ „Ikke tale om, Herre!” erklærede Peter. „Jeg har jo aldrig spist noget urent eller vanhelligt.” ¹⁵ Stemmen talte igen: „Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.” ¹⁶ Det hele skete tre gange, hvorefter dugen blev løftet op til himlen igen.

Peter får besked på at tage til et ikke-jødisk hjem

¹⁷ Peter var forvirret. Hvad kunne det syn betyde? Hvad skulle han gøre? Men netop på det tidspunkt havde de mænd, som Kornelius havde sendt af sted, spurgt sig frem til huset. De stod nu uden for porten ¹⁸ og spurgte, om der i huset var en gæst, der hed Simon Peter. ¹⁹ Mens Peter stadig spekulerede over det syn, han lige havde haft, sagde Helligånden: „Der er kommet tre mænd for at tale med dig. ²⁰ Gå ned og tag imod dem. Derefter skal du gå med dem uden betænkeligheder, for det er mig, der har sendt dem.” ²¹ Peter gik så ned ad trappen fra taget og hen til porten og sagde til dem: „Det er mig, I leder efter. Hvad vil I mig?” ²² Så fortalte de ham om den romerske officer, Kornelius: „Han er en god og gudfrygtig mand, som jøderne sætter stor pris på, og han har af en engel fået besked på at hente dig til sit hjem, for at han kan høre, hvad du har at fortælle.” ²³ Så indbød Peter dem til at komme indenfor, og de blev godt beværtet.

Næste dag tog Peter af sted sammen med de tre udsendinge, og nogle af menighedens ledere fra Joppe tog også med.

²⁴ Dagen efter ankom de til Cæsarea. Kornelius ventede på ham og havde sammenkaldt sin familie og nærmeste venner. ²⁵ Da Peter var nået hen til huset, kom Kornelius ud til ham, faldt på knæ foran ham og bøjede hovedet mod jorden i dyb ærbødighed. ²⁶ Men Peter sagde til ham: „Rejs dig op! Jeg er bare et almindeligt menneske.”

²⁷ Mens de fortsatte med at tale sammen, gik de ind i huset, og dér opdagede Peter, at en stor forsamling ventede på ham. ²⁸ „I ved, at vi jøder ikke har lov til at have fællesskab med eller besøge ikke-jøder, for så bliver vi urene,” forklarede han. „Men Gud har vist mig, at jeg ikke må betragte noget menneske som urent eller uværdigt. ²⁹ Derfor gik jeg med uden indvendinger, da der blev sendt bud efter mig. Men nu vil jeg så gerne vide, hvorfor jeg skulle komme.”

³⁰ Kornelius svarede: „For nøjagtig tre dage siden^[t] lige ved den her tid, klokken tre, var jeg ved at bede min sædvanlige eftermiddagsbøn her i mit hjem. Pludselig stod en mand i en skinnende hvid dragt foran mig. ³¹ Han sagde: ‚Kornelius, Gud har hørt din bøn, og han har lagt mærke til dine barmhjertighedsgerninger. ³² Nu skal du sende nogle mænd til Joppe for at hente Simon Peter, som bor hos garveren Simon nede ved stranden.’ ³³ Jeg sendte derfor straks bud efter dig, og det var godt, du kom med det samme. Vi er alle samlet her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har befalet dig at sige til os.”

Kornelius med flere kommer til tro og modtager Helligånden

³⁴ „Nu forstår jeg virkelig, at alle mennesker er lige for Gud,” begyndte Peter. ³⁵ „Han accepterer alle, der ærer ham og handler efter hans vilje, uanset hvilket folk de tilhører. ³⁶ Og det er det budskab, som Gud sendte til Israels folk, idet han forkyndte fred gennem Jesus, Messias: Han er Herre for alle folkeslag. ³⁷ I ved, hvad der er sket i jødernes land, og at det hele startede i Galilæa, efter at Johannes begyndte at døbe. ³⁸ I har hørt om nazaræeren Jesus, hvordan Gud udrustede ham med Helligånd og kraft. Han gik omkring og befriede alle, der lå under for Djævelens herredømme. Det kunne han gøre, fordi Gud var med ham. ³⁹ Vi apostle er vidner om alt det, han gjorde ud over jødernes land, inklusive Jerusalem, hvor han til sidst blev henrettet på et kors. ⁴⁰ Men Gud oprejste ham fra døden på den tredje dag og lod ham træde synligt frem. ⁴¹ Han blev ikke set af alle, men kun af os, som Gud i forvejen havde udpeget til at være vidner. Vi både spiste og drak sammen med ham, efter at han var genopstået fra de døde. ⁴² Han pålagde os at bevidne hans opstandelse og fortælle det jødiske folk, at det er Jesus og ingen anden, som Gud har indsat til at være dommer over både de levende og de døde. ⁴³ Det er ham, alle profeterne har skrevet om. Han tilgiver mennesker deres synder, hvis bare de tror på ham.”

⁴⁴ Mens Peter endnu talte, faldt Helligånden på alle dem, der lyttede. ⁴⁵ De Jesus-troende jøder, der var kommet dertil sammen med Peter, var forbløffede over, at Helligåndens gave nu også var blevet givet til andre end jøderne, ⁴⁶ men de kunne jo høre dem tale i tunger og prise Gud. ⁴⁷ Da sagde Peter: „Er der noget i vejen for, at de mennesker her kan blive døbt, siden de har modtaget Helligåndens kraft, akkurat som vi gjorde?” ⁴⁸ Så gav han besked om, at de skulle døbes til at tilhøre Jesus, Messias. Derefter bad de ham om at blive nogle dage hos dem.

Apostlene i Jerusalem accepterer, at Messias ikke kun kom for jødernes skyld

11 Det varede ikke længe før apostlene og menighederne rundt omkring i Judæa hørte, at en gruppe ikke-jøder havde taget imod Guds ord. ² Da Peter vendte tilbage til Jerusalem, måtte han stå skoleret for menighedens ledere dér. ³ „Du har besøgt en ikke-jødisk familie, og du har oven i købet spist sammen med dem!” lød anklagen. ⁴ Peter fortalte dem så fra ende til anden, hvad der var sket: ⁵ „En dag, mens jeg var i bøn i Joppe, havde jeg et syn,” forklarede han. „Noget blev sænket ned fra himlen. Det lignede en stor dug, der blev holdt oppe i de fire hjørner, og den dalede ned foran mig. ⁶ Jeg stirrede på den og så alle mulige slags pattedyr, rovdyr, krybdyr og fugle. ⁷ Så hørte jeg en stemme sige: ‚Rejs dig, Peter, slagt og spis.’ ⁸ ‚Ikke tale om, Herre!’ svarede jeg. ‚Sådan nogle urene dyr har jeg aldrig spist.’ ⁹ Men stemmen talte igen: ‚Det, som Gud har erklæret for rent, må du ikke kalde urent.’ ¹⁰ Det skete tre gange, og så forsvandt det hele op i himlen.

¹¹ I det samme stod der tre mænd uden for huset, hvor jeg opholdt mig. De var kommet fra Cæsarea for at hente mig. ¹² Helligånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden at gøre indvendinger. De seks mænd, der står her, fulgte også med, og vi tog så op til mandens hus. ¹³ Da vi ankom, fortalte han os, hvordan en engel pludselig havde stået foran ham og havde sagt til ham: ‚Send bud til Joppe efter en, der hedder Simon Peter. ¹⁴ Han vil fortælle dig, hvordan du selv og hele din husstand kan blive frelst.’

¹⁵ Men så snart jeg begyndte at tale til dem, faldt Helligånden på dem, akkurat som det skete for os i begyndelsen. ¹⁶ Så kom jeg i tanke om, hvad Herren havde sagt: ‚Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligåndens kraft!’ ¹⁷ Gud gav altså de her ikke-jøder den samme gave, som vi fik, da vi var kommet til tro på Herren Jesus, Messias. Hvem er da jeg, at jeg skulle stille mig i vejen for Gud?”

¹⁸ Da de hørte den beretning, blev de først helt stille. Derefter begyndte de at lovprise Gud og sagde til hinanden: „Så er det altså Guds ønske, at det ikke kun er jøderne, der skal vende om fra deres synd og modtage det evige liv.”

Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag

¹⁹ De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. ²⁰ Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, ²¹ og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.

²² Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. ²³ Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. ²⁴ Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.

²⁵ Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. ²⁶ Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.^[u]

²⁷ Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. ²⁸ En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). ²⁹ Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. ³⁰ Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.

Kong Agrippa begynder at forfølge menigheden i Jerusalem

12 I mellemtiden var Kong Herodes Agrippa^[v] begyndt at forfølge og mishandle nogle fra menigheden i Jerusalem, ² og han lod Jakob, Johannes’ bror, halshugge. ^3-4 Da kongen mærkede, at det faldt i god jord hos de jødiske ledere, lod han også Peter arrestere og sætte i fængsel, og han gav fire vagthold på hver fire soldater ordre til at bevogte fængslets døre. Det skete under påskehøjtiden, og kongen havde til hensigt at få ham dømt af Det jødiske Råd, så snart påsken var forbi. ⁵ Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.

Peter sættes på fri fod ved en engels hjælp

⁶ Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren. ⁷ Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: „Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder. ⁸ „Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: „Tag din kappe på og følg efter mig!” ⁹ Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete. ¹⁰ De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.

¹¹ Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. „Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. „Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”

¹² Efter at have sundet sig gik han hen til Marias hus, hende, der er mor til Johannes Markus. En masse mennesker var samlet til bøn dér. ¹³ Han bankede på døren til portrummet, og en pige, som hed Rhode, gik ud for at høre, hvem det var. ¹⁴ Hun genkendte med det samme Peters stemme og blev så glædeligt overrasket, at hun helt glemte at lukke op og i stedet løb tilbage til de andre, for at fortælle dem, at Peter stod udenfor. ¹⁵ „Du er ikke rigtig klog!” sagde de, men hun blev ved med at påstå, at det var Peter, der stod udenfor. Til sidst sagde de: „Det må være hans skytsengel!” ¹⁶ Imens stod Peter og bankede og bankede. Da de endelig fik lukket op og så, at det virkelig var ham, blev de ude af sig selv af forbavselse. ¹⁷ Men Peter gjorde tegn til, at de skulle være stille, og han fortalte dem, hvordan Herren havde befriet ham fra fængslet. „Fortæl det til Jakob^[w] og de andre ledere,” sagde han. Derefter rejste han væk til et andet sted.^[x]

¹⁸ Ved daggry blev der stor opstandelse blandt de soldater, der havde stået vagt. Ingen anede, hvor Peter var blevet af. ¹⁹ Da kongen sendte bud efter ham, og man ikke kunne finde ham, kom vagterne i forhør og blev derefter henrettet. Efter den historie forlod kong Herodes Judæa og tog ophold i Cæsarea.

Herodes bliver straffet

²⁰ Nogen tid efter ankom en delegation fra Tyrus og Sidon til Cæsarea. Herodes havde haft et meget spændt forhold til de to byer, men de kom nu for at bede om fred, for de fik deres fødevarer fra det område, Herodes regerede over. Det lykkedes for delegationen at komme på venskabelig fod med Blastus, kongens kammertjener, og de fik ham til at hjælpe sig. ²¹ Et møde med kongen blev aftalt, og på den fastsatte dag iklædte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig på tronen og holdt en tale til dem. ²² Da han var færdig, hyldede folket ham og råbte: „Det er en gud og ikke et menneske, der taler!” ²³ I samme øjeblik ramte Herrens engel ham med en sygdom, fordi han tog imod menneskers tilbedelse i stedet for at give Gud æren. Han blev ædt op af orme og døde.

Barnabas og Saul vender tilbage til Antiokia

²⁴ Men de kristne havde fremgang, og Guds ord nåede ud til flere og flere mennesker. ²⁵ Da Barnabas og Saul havde fuldført deres opgave i Jerusalem, tog de Johannes Markus med sig og vendte tilbage til Antiokia.

Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse

13 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. ² En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” ³ Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.

Første stop: Cypern

⁴ Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. ⁵ Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. ⁶ De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. ⁷ Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. ⁸ Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,^[y] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. ⁹ Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: ¹⁰ „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? ¹¹ Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. ¹² Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

Videre til Antiokia i Pisidien

¹³ Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. ¹⁴ Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. ¹⁵ Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”

¹⁶ Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! ¹⁷ Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, ¹⁸ og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. ^19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. ^21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’^{[z] 23} Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.^[aa]

²⁴ Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. ²⁵ Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’

²⁶ Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud. ²⁷ Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat. ²⁸ Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel. ²⁹ Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule. ³⁰ Men Gud oprejste ham fra de døde, ³¹ og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.

^32-33 Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet.^[ab] Det står også omtalt i Salme 2: ‚Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’^[ac]

³⁴ Men det, at Jesus skulle opstå fra de døde, og at hans krop ikke skulle gå i forrådnelse, er antydet blandt andet i følgende skriftsted: ‚Jeg vil give jer de hellige, troværdige løfter, jeg gav David.’^[ad]

³⁵ Løftet forklares ud fra en anden salme, hvor der står: ‚Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.’^[ae]

³⁶ Der er ikke tale om David her, for efter at han havde tjent sin egen samtid ved at udføre Guds planer, døde han og blev begravet, og han er gået i forrådnelse. ³⁷ Men der er tale om den hellige Tjener, som Gud nu har oprejst fra de døde. Hans krop er jo ikke gået i forrådnelse.

^38-39 I skal vide, kære venner, at det er gennem Jesus, det er blevet muligt at få tilgivelse for sine synder. Det er ved at tro på ham, at enhver kan opnå Guds accept, noget som I aldrig kan opnå ved at forsøge at overholde de jødiske love og regler.^[af]

⁴⁰ Men pas på, for hvis I ikke tager imod budskabet i tro, så går det jer, som der står et sted i de profetiske bøger: ⁴¹ ‚Luk øjnene op, I vantro mennesker! I vil blive stumme af undren og gå til grunde! For jeg gør noget i jeres samtid, som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.’^[ag]”

⁴² Da mødet i synagogen var forbi, var der mange, som bad Paulus og Barnabas om at komme igen den følgende sabbat for at fortælle mere. ⁴³ En del jøder og grækere fra synagogen kom til tro på Jesus, og de fulgte med Paulus og Barnabas, som talte videre med dem og opmuntrede dem til at holde fast ved Guds nåde.

⁴⁴ Ugen efter var næsten hele byen stuvet sammen i synagogen for at høre dem forkynde om Herren. ⁴⁵ Da de jødiske ledere så det vældige opbud af mennesker, blev de jaloux og begyndte hånende at modsige alt, hvad Paulus sagde. ⁴⁶ Paulus og Barnabas lod sig dog ikke kue, men sagde: „Vi var nødt til først at bringe budskabet fra Gud til jer, som er jøder. Men når I afviser det og ikke regner jer selv for værdige til at få del i det evige liv, ja, så vender vi os til dem, der ikke er jøder. ⁴⁷ Herren har nemlig givet os følgende befaling: ‚Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så du kan bringe min frelse til jordens fjerneste egne.’^[ah]”

⁴⁸ Da grækerne hørte det, blev de jublende glade og lovpriste Herren for det budskab, og alle, som var beredt til at opnå det evige liv, kom til tro. ⁴⁹ Det var begyndelsen til, at Herrens ord blev kendt på hele den egn.

⁵⁰ Nu fik de jødiske ledere ophidset de fornemme græske kvinder, som var gået over til jødedommen, samt byens ledende mænd. Det lykkedes dem at oppiske en så kraftig stemning imod Paulus og Barnabas, at de blev jaget ud af byen.

⁵¹ De to apostle rystede byens støv af deres fødder som et tegn på, at de overlod dem til deres egen skæbne, og rejste så videre til Ikonion. ⁵² Men disciplene i byen blev fyldt med glæde og med Helligåndens kraft.

Næste stop: Ikonion

14 I byen Ikonion gik det på samme måde. Paulus og Barnabas gik hen i synagogen og talte med en sådan gennemslagskraft, at mange af tilhørerne kom til tro, både jøder og grækere. ² Men de jøder, der ikke ville lade sig overbevise, gik i gang med at vække misstemning og uvilje mod Paulus og Barnabas hos den græske befolkning. ³ Det afholdt dog ikke de to apostle fra at blive i længere tid på stedet og frimodigt fortsætte deres forkyndelse. Og Herren bekræftede budskabet ved at give dem kraft til at udføre store undergerninger. ⁴ Byen delte sig i to lejre. Nogle holdt med de jødiske ledere, andre holdt med apostlene.

⁵ En gruppe ledere blandt jøderne og grækerne fik samlet nogle folk, der skulle mishandle og stene Paulus og Barnabas. ⁶ Da de to apostle blev klar over det, skyndte de sig bort til området omkring Lystra og Derbe, to byer i provinsen Lykaonien. ⁷ Der vandrede de nu omkring og forkyndte det glædelige budskab.

En lam mand helbredes i Lystra

^8-9 Imens Paulus talte i Lystra, var der blandt tilhørerne en mand, der havde været lam fra fødslen. Han havde aldrig kunnet stå eller gå. Han lyttede meget opmærksomt til, hvad Paulus sagde. Paulus kiggede nøje på ham og forstod, at manden havde tro til at blive helbredt.^{[ai] 10} Derfor sagde han til ham med høj røst: „Rejs dig og stå på dine ben!” Straks sprang manden op og begyndte at gå omkring.

¹¹ Da folkemængden så, hvad Paulus havde gjort, råbte de på deres eget lokale sprog: „Guderne er kommet ned til os i menneskeskikkelse.” ¹² De mente, at Barnabas var den græske gud Zeus, og at Paulus var Hermes, fordi det var ham, der førte ordet. ¹³ Præsten ved Zeustemplet, som lå uden for byen, kom med nogle tyre draperet med blomsterkranse. Han gjorde sig klar til at ofre tyrene til deres ære på den offentlige plads ved byporten under deltagelse af en stor folkemængde.

¹⁴ Da det gik op for Barnabas og Paulus, hvad der var ved at ske, blev de forfærdede. De rev en flænge i deres kjortler og sprang ind blandt folkemængden, ¹⁵ mens de råbte: „Hvad er det dog, I gør? Lad være med det! Vi er ikke guder! Vi er ganske almindelige mennesker som I selv. Vi er her for at fortælle jer, at I skal vende om fra det nytteløse afguderi og komme til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der findes. ¹⁶ Han har indtil nu ladet de forskellige folkeslag passe sig selv, ¹⁷ men der har altid været nogle ting, der har vidnet om hans godhed mod alle mennesker: Han har sendt regnen fra himlen og givet vækst til jeres afgrøder, så I har kunnet glæde jer over at have mad at spise.”

¹⁸ Selv efter den forklaring var det kun med nød og næppe, at de to apostle fik folkeskaren til at lade være med at ofre til dem.

¹⁹ Senere kom nogle jøder fra Antiokia og Ikonion til Lystra, og de fik befolkningen over på deres side. De stenede Paulus, og derefter slæbte de ham uden for byen, for de var overbevist om, at han var død. ²⁰ Men da disciplene slog kreds om ham, rejste han sig op og gik tilbage til byen.

Paulus og Barnabas vender tilbage til Antiokia

Den næste dag tog Barnabas og Paulus videre til Derbe, ²¹ hvor de forkyndte budskabet om Jesus og vandt mange disciple. Derefter begyndte de på hjemturen og lagde vejen om ad Lystra, Ikonion og Antiokia i Pisidien. ²² De tilbragte nogen tid hvert sted sammen med disciplene og opmuntrede dem til at holde fast ved troen, selv om de blev forfulgt: „Vi skal gennem mange trængsler, før vi når frem til det kommende Guds rige!” sagde de. ²³ I hver af menighederne indsatte^[aj] apostlene et lederteam under bøn og faste, og de overgav så lederne og menigheden i den Herres varetægt, som de var kommet til tro på.

²⁴ Derpå rejste de videre ned gennem Pisidien til Pamfylien. ²⁵ De forkyndte ordet i Perge og tog så videre ned til havnebyen Attalia. ²⁶ Derfra sejlede de til Antiokia, hvor deres rejse var begyndt, og hvorfra de var blevet udsendt med Guds velsignelse til det arbejde, som de nu havde fuldført.

²⁷ Efter hjemkomsten kaldte de menigheden sammen og aflagde rapport om, hvad Gud havde udrettet gennem dem, og om, hvordan Gud også havde givet de ikke-jødiske folkeslag adgang til troen på Jesus. ²⁸ Derefter blev de et godt stykke tid hos disciplene i Antiokia.

Apostelmødet i Jerusalem

15 Mens Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiokia, kom der nogle jøder fra Judæa på besøg, og de stod frem og sagde til menigheden: „I kan kun blive frelst, hvis I bliver omskåret efter de jødiske forskrifter.” ² Det førte til en heftig debat mellem Paulus og Barnabas på den ene side og de tilrejsende jøder fra Judæa på den anden. Til sidst blev det besluttet, at Paulus og Barnabas og nogle andre ledere fra menigheden i Antiokia skulle tage til Jerusalem for at diskutere sagen med apostlene og de øvrige ledere i menigheden der.

³ Menigheden udrustede dem til rejsen, og på vej gennem Fønikien og Samaria gjorde de ophold i byerne for at besøge de Jesus-troende dér. Her fortalte de til alles store glæde, at mange ikke-jøder nu også havde vendt sig fra deres synd og havde taget imod budskabet om Jesus.

⁴ Da de ankom til Jerusalem, blev de taget godt imod af hele menigheden med apostlene og de øvrige ledere i spidsen. Paulus og Barnabas berettede om de store ting, Gud havde udrettet gennem dem i deres arbejde blandt de ikke-jødiske folkeslag. ⁵ Men nogle af de farisæere, der var kommet til tro, rejste sig op og sagde: „Disse mennesker skal omskæres, og de skal have besked på at overholde de love og forskrifter, Moses har givet os.”

⁶ Apostlene og menighedens ledere holdt nu et særskilt møde for at drøfte spørgsmålet. ⁷ Det førte til en længere diskussion, og til sidst rejste Peter sig. „Venner,” sagde han. „I ved jo godt alle sammen, hvordan Gud i begyndelsen udvalgte mig iblandt jer og brugte mig til at forkynde budskabet om Jesus for ikke-jøder, så også de kunne komme til tro. ⁸ Og Gud, som kender hjertets indstilling, satte det blå stempel på dem ved at give dem Helligåndens kraft, ligesom han gav den til os. ⁹ Han gjorde ingen forskel på dem og os, for vi har alle fået hjertet renset gennem troen. ¹⁰ Skal vi nu til at gå i rette med Gud og lægge en byrde på disciplenes skuldre, som hverken vores forfædre eller vi selv har været i stand til at bære? ¹¹ Nej! Det er gennem Herren Jesu nåde, at vi kommer til tro og bliver frelst på samme måde som dem, der ikke er jøder.”

¹² Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.

^13-14 Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: „Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham. ¹⁵ Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet: ¹⁶ ‚Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige.^[ak] Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen. ¹⁷ Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’^[al]”

¹⁸ Jakob fortsatte: „Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med. ¹⁹ Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud. ²⁰ Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne.^{[am] 21} Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”

²² Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas. ²³ De fik følgende brev med:

Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.

Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.

Mange hilsener til jer alle!

²⁴ Vi har fået at vide, at nogle folk herfra har skabt en del uro hos jer ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved jeres frelse. Det har vi imidlertid aldrig bedt dem om, ²⁵ og vi er derfor blevet enige om at sende jer to udvalgte mænd fra menigheden her sammen med vores elskede Barnabas og Paulus, ²⁶ som jo har vovet livet i arbejdet for vores Herre, Jesus Kristus. ²⁷ Vi sender altså Judas og Silas, for at de mundtligt kan bekræfte det, som vi her skriver om.

²⁸ Helligånden og vi har besluttet, at der ikke skal lægges nogen større byrde på jer, end det er strengt nødvendigt. ²⁹ Det vil sige, at I skal holde jer fra at spise kød, som er ofret til afguderne, kød af kvalte dyr og blod. Desuden skal I holde jer fra al seksuel synd. Hvis I overholder det, handler I ret. Lev vel!

³⁰ De fire mænd tog så af sted til Antiokia, hvor de kaldte menigheden sammen og overrakte dem brevet. ³¹ Da brevet var blevet oplæst, blev der glæde i hele menigheden over de opmuntrende ord. ³² Judas og Silas var profeter, og de opmuntrede og styrkede menigheden gennem flere budskaber. ³³ De blev i byen et stykke tid, hvorefter de vendte tilbage til Jerusalem med hilsen og tak til dem, der havde sendt dem.^{[an] 35} Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.

Paulus rejser ud med Silas, og Barnabas tager Markus med

³⁶ Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: „Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.” ³⁷ Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med, ³⁸ gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.

³⁹ De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern. ⁴⁰ Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem, ⁴¹ tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.

Paulus udvælger Timoteus som sin discipel

16 Paulus og Silas fortsatte rejsen, og efter et kort ophold i Derbe ankom de til Lystra. Her traf de en discipel, der hed Timoteus. Selv om hans far var græker, blev han regnet for at være jøde, fordi hans mor var jøde. ² Timoteus havde et godt omdømme blandt lederne af menighederne både i Lystra og Ikonion, ³ så Paulus ville gerne have ham med på den videre rejse. Han fik Timoteus omskåret, inden de tog af sted, af hensyn til de mange jøder, de kom i kontakt med. De vidste nemlig alle, at han ikke var blevet omskåret på grund af sin græske far.

⁴ De rejste nu fra by til by, og de brugte anledningen til at forklare de lokale menigheder de regler, som apostlene og menighedens ledere i Jerusalem havde besluttet, at de burde overholde. ⁵ Ved den undervisning og opmuntring, menighederne modtog fra Paulus og Silas, blev de styrket i troen og voksede dagligt i antal.

⁶ Derefter rejste Paulus og hans ledsagere gennem distriktet Frygien i den provins, der hed Galatien, efter at Helligånden havde afskåret dem fra at forkynde ordet i provinsen Asien. ⁷ Da de nærmede sig grænsen til det område, der hed Mysien,^[ao] overvejede de at fortsætte mod nord ind i provinsen Bitynien, men Jesu Ånd tillod dem det ikke. ⁸ I stedet rejste de mod vest tværs gennem Mysien og nåede til havnebyen Troas.

Paulus’ syn og kaldet til Makedonien

⁹ En nat havde Paulus et syn. Han så en mand fra Makedonien,^[ap] som stod og kaldte indtrængende på ham: „Kom herover til Makedonien og hjælp os!” råbte han. ¹⁰ Efter det syn forsøgte vi^[aq] med det samme at komme over til Makedonien, for vi forstod, at det var Gud, der ville sende os derover for at forkynde budskabet om Jesus. ¹¹ Vi gik om bord i et skib i Troas og nåede den første dag frem til øen Samotrake. Den næste dag ankom vi til havnebyen Neapolis i Makedonien. ¹² Derfra fortsatte vi til fods til Filippi, der er en romersk koloni og den vigtigste by i den del af Makedonien. Der blev vi nogle dage.

En menighed grundlægges i Filippi

¹³ På sabbatten gik vi et lille stykke uden for byen langs med en flod, hvor vi mente, jøderne plejede at mødes til bøn. Vi satte os ned og begyndte at tale til de kvinder, der var kommet. ¹⁴ En af dem hed Lydia. Hun var fra Tyatira og handlede med kostbare purpurklæder. Hun havde antaget den jødiske tro, og mens hun lyttede til Paulus, åbnede Herren hendes hjerte, så hun tog ordene til sig. ¹⁵ Sammen med hele sin husstand blev hun døbt, hvorefter hun indbød os som sine gæster. „Hvis I virkelig tror på, at jeg nu hører Herren til,” sagde hun, „så må I også komme og bo i mit hus i nogle dage.” På den måde overtalte hun os.

Paulus uddriver en spådomsånd

¹⁶ Da vi en dag var på vej ned til det sted ved floden, hvor de samledes til bøn, mødte vi en slavinde, der havde en spådomsånd i sig. Hendes herrer tjente mange penge på grund af hendes evne til at spå. ¹⁷ Hun fulgte i hælene på os og råbte: „Disse mænd er den højeste Guds tjenere, og de er kommet for at forkynde jer vejen til frelse!” ¹⁸ Det gentog sig i mange dage, og til sidst blev det Paulus for meget. Han vendte sig om og talte direkte til dæmonen i hende: „Jeg befaler dig i Jesu Kristi navn at forsvinde ud af hende!” I samme øjeblik forlod den hende.

¹⁹ Hendes herrer blev vrede over, at de nu havde mistet deres indtægtskilde, så de greb fat i Paulus og Silas og slæbte dem for dommerne på byens torv. ²⁰ „De her mennesker skaber oprør i vores by,” sagde de. ²¹ „De er jøder, og de lærer folk skikke, som vi romere ikke kan godtage og bestemt ikke kan rette os efter.”

En fangevogter og hans husstand bliver frelst

²² Mængden tilsluttede sig anklagen mod Paulus og Silas. Dommerne gav ordre til, at tøjet skulle rives af dem, og at de skulle prygles med knipler. ²³ Efter at de var gennembanket, blev de kastet i fængsel, og fangevogteren fik strenge ordrer til at sørge for, at de ikke undslap. ²⁴ Han tog ingen chancer, men kastede dem i den inderste celle og spændte deres fødder fast i nogle tunge træblokke.

²⁵ Ved midnatstid var Paulus og Silas i færd med at synge lovsange til Gud, mens alle de andre fanger lyttede. ²⁶ Pludselig blev fængslet gennemrystet af et kraftigt jordskælv, så det rystede i sin grundvold. I samme øjeblik sprang fængselsdørene op, og alle lænkerne faldt af fangerne. ²⁷ Fangevogteren vågnede med et sæt, og da han så fængslets døre stå på vid gab, troede han, at fangerne var stukket af, og han greb sit sværd for at begå selvmord.^{[ar] 28} Men Paulus råbte til ham: „Stands! Gør ikke dig selv fortræd! Vi er her jo alle sammen!” ²⁹ Rystende af angst råbte fangevogteren: „En fakkel! Kom med en fakkel!” hvorpå han styrtede ind i fængslet og kastede sig ned foran Paulus og Silas. ³⁰ Så førte han dem udenfor og spurgte: „Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?” ³¹ „Hvis du tager imod Jesus som din Herre, bliver du frelst,” svarede de. „Det gælder både dig og din husstand.”

³² Så forkyndte Paulus og Silas om Jesus både til ham og til de andre, der hørte til husstanden. ³³ Selv om det var midt om natten, gik fangevogteren i gang med at rense deres sår, og straks efter blev han og hele hans husstand døbt. ³⁴ Da det var sket, tog han Paulus og Silas med ind i sit hus og serverede mad for dem, og alle i huset var jublende glade, fordi de var kommet til tro på Gud.

³⁵ Næste morgen sendte dommerne nogle betjente til fangevogteren med besked om, at han nu kunne løslade de to mænd. ³⁶ Fangevogteren førte dem hen til Paulus i hans celle og sagde: „Dommerne har sendt besked om, at I skal løslades. Derfor er I fri til at rejse videre i fred.” ³⁷ Men Paulus svarede: „Til trods for at vi er romerske statsborgere, er vi offentligt og uden dom blevet gennembanket og kastet i fængsel. Og nu vil man så hemmeligt sende os bort. Nej, lad dommerne selv komme herhen og føre os ud af fængslet.”