Bible in 90 Days

³⁰ Derfor siger Herren, Israels Gud: Jeg lovede engang, at dine efterkommere skulle være præster for mig altid, men sådan bliver det ikke nu. For jeg ærer den, som ærer mig; og jeg foragter den, som foragter mig. ³¹ Derfor vil jeg straffe din familie og slægt, så at ingen mand i din familie bliver gammel. ³² Med misundelse vil du se på, hvordan mit folk får fremgang, mens din egen slægt skrumper ind. Ingen fra din slægt bliver gamle. ³³ De, som ikke bliver dræbt, vil leve i sorg og skændsel, og deres børn vil blive dræbt i krig. ³⁴ Som et tegn på, at det vil ske, som jeg har sagt, skal dine to sønner Hofni og Pinehas dø på samme dag. ³⁵ I stedet vil jeg lade en trofast præst fremstå, en, som vil tjene mig og gøre, som jeg siger. Jeg vil velsigne hans slægt, og de skal altid tjene som præster for min udvalgte konge. ³⁶ Dine efterkommere skal bøje sig for ham og tigge ham om penge og mad. ‚Vær barmhjertig,’ vil de sige, ‚og giv os arbejde som præster, så vi kan få noget at spise.’ ”

Herren taler til Samuel og gør ham til profet

3 ^1-2 På den tid var et budskab fra Herren en sjældenhed, og et syn var noget ganske usædvanligt. Samuel var endnu ganske ung og gjorde tjeneste i helligdommen under opsyn af Eli, som nu var næsten helt blind. En aften skete der noget. Eli havde lagt sig til at sove på sin sædvanlige plads. ³ Lamperne brændte for Guds ansigt inde i helligdommen, hvor Samuel havde lagt sig til hvile, og hvor pagtens ark også stod. ⁴ Pludselig kaldte Herren: „Samuel! Samuel!” „Ja,” svarede Samuel ⁵ og løb ind til Eli: „Du kaldte? Her er jeg!” Men Eli svarede: „Nej, jeg kaldte ikke på dig. Gå du bare ind og læg dig igen.” Det gjorde Samuel så. ⁶ Men Herren kaldte igen: „Samuel! Samuel!” Atter sprang Samuel op og løb ind til Eli: „Du kaldte! Hvad er der?” „Nej,” svarede Eli, „jeg kaldte ikke. Gå nu ind og læg dig.” ⁷ Samuel vidste ikke, at det var Herren, som kaldte, for han havde aldrig før oplevet, at Herren talte til ham. ⁸ Så da Herren kaldte for tredje gang, sprang Samuel igen op, løb ind til Eli og sagde: „Du kaldte! Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Da gik det op for Eli, at det var Herren, som havde kaldt på drengen; ⁹ og han sagde til Samuel: „Gå ind og læg dig. Hvis nogen kalder på dig igen, skal du svare: ‚Ja, Herre, din tjener lytter.’ ” Så gik Samuel tilbage og lagde sig igen.

¹⁰ Da kom Herren og kaldte på ham som før: „Samuel! Samuel!” Denne gang svarede Samuel: „Ja, Herre, din tjener lytter.”

¹¹ „Jeg vil lade noget ske i Israel, som vil chokere enhver, der hører om det,” sagde Herren. ¹² „Da vil alt det, jeg har forudsagt om Elis slægt, gå i opfyldelse. ¹³ Sig til ham, at hans slægt er dømt for evigt, for selv om han vidste, at hans sønner ringeagtede mig, så gjorde han intet for at standse dem. ¹⁴ Derfor har jeg svoret, at Elis og hans sønners synd aldrig vil blive tilgivet ved nogen form for offer.”

¹⁵ Samuel blev liggende til det blev morgen. Så åbnede han døren til helligdommen og gik udenfor; for han var bange for at fortælle Eli, hvad Herren havde sagt. ¹⁶ Imidlertid kaldte Eli på ham: „Samuel, min dreng!” „Ja,” svarede Samuel. ¹⁷ „Hvad sagde Herren?” spurgte Eli. „Fortæl mig det hele. Må Gud straffe dig, hvis du skjuler noget for mig!” ¹⁸ Så fortalte Samuel ham alt, hvad Herren havde sagt. „Hvem kan sætte sig op mod Herren?” sukkede Eli. „Han må gøre, hvad han finder bedst.”

¹⁹ Herren velsignede Samuel allerede under hans opvækst og opfyldte alle de profetiske ord, han gav ham, ²⁰ så hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd var klar over, at Samuel var en sand profet. ²¹ Herren fortsatte med at åbenbare sig i Shilo, og Samuel gav Guds åbenbaring videre.

4 På den måde nåede Herrens ord ud til hele Israels folk.

Filistrene tager pagtens ark

Kort efter, at Herren havde åbenbaret sig for Samuel, blev der krig mellem israelitterne og filistrene. Den israelitiske hær slog lejr ved Eben-Ezer, filistrene ved Afek. ² Filistrene gik til angreb, besejrede Israels hær og dræbte 4000 mand. ³ Efter slaget vendte israelitterne tilbage til lejren, og folkets ledere holdt møde om krisen: „Hvorfor lod Herren os tabe til filistrene?” „Lad os hente pagtens ark i Shilo,” var der nogen, der foreslog. „Hvis vi tager arken med os i kampen, vil Herren være med os og redde os fra vores fjender.”

⁴ Så sendte de nogle mænd til Shilo for at hente Herren den almægtige Guds Ark, han, som troner mellem keruberne på arkens låg. Elis to sønner, Hofni og Pinehas, var med til at bære arken til lejren. ⁵ I det øjeblik israelitterne så Herrens Pagts Ark komme ind i lejren, jublede de så højt, at jorden rystede. ⁶ „Hvad sker der?” spurgte filistrene hinanden. „Hvorfor jubler de mon ovre i hebræernes lejr?” Da de fik at vide, at Herrens Ark var ankommet, ^7-8 gik der panik i dem. „Deres guder må være i lejren,” udbrød de. „Hvad skal vi nu gøre? Det er ude med os. Hvem kan hjælpe os i kampen mod deres mægtige guder? De var jo dem, der ramte egypterne med alle slags katastrofer og tilintetgjorde deres hær i ørkenen. ⁹ Vi må tage os sammen, filistre, og kæmpe som aldrig før. Vi skulle nødigt ende som slaver for israelitterne, sådan som de har været slaver for os.” ¹⁰ Så gik filistrene til angreb, og Israel blev slået igen. Den dag faldt der 30.000 israelitter. De overlevende flygtede hver til sit. ¹¹ Herrens Ark blev taget som bytte, og Hofni og Pinehas blev begge dræbt.

¹² En mand fra Benjamins stamme løb hele vejen fra slagmarken og ankom samme dag til Shilo. I fortvivlelse havde han flænget sit tøj og kommet jord på sit hoved. ¹³ Eli sad på en stol ved byporten og stirrede ud på vejen. Han ventede på nyt, for han var bekymret for Herrens Ark. Da budbringeren ankom til byen og fortalte de første, han mødte, hvad der var sket, gav alle i byen sig til at råbe og skrige. ^14-15 „Hvad er det for en larm?” spurgte Eli, der nu var 98 år og næsten helt blind. Budbringeren skyndte sig hen til ham. ¹⁶ „Jeg kommer lige fra slagmarken,” forklarede han. „Det lykkedes mig at flygte med livet i behold.” „Ja, men hvad skete der?” spurgte Eli utålmodigt. „Fortæl! Fortæl!” ¹⁷ „Israel måtte flygte for filistrene! Vi led store tab! Dine to sønner, Hofni og Pinehas, blev også dræbt, og Herrens Ark blev taget!” ¹⁸ Da han nævnte Herrens Ark, faldt Eli bagover på sin stol ved byporten og brækkede halsen. Han døde på stedet, for han var en gammel mand og meget overvægtig. Han havde været leder i Israel i 40 år.

¹⁹ Elis svigerdatter—Pinehas’ kone—var højgravid på det tidspunkt. Da hun hørte, at arken var blevet taget af filistrene, og at hendes mand og hendes svigerfar begge var døde, fik hun voldsomme veer. ²⁰ De kvinder, som hjalp hende under fødslen, prøvede at opmuntre hende. „Du har født en dejlig dreng,” sagde de. Det reagerede hun overhovedet ikke på. ²¹ Hun døde under fødslen, men nåede dog at sige: „Kald drengen Ikabod.”^[a] Hermed hentydede hun til, hvad der var sket med arken og med hendes mand og svigerfar. ²² „Guds herlighed har forladt Israel,” sukkede hun, „for Herrens Ark er blevet taget.”

Arken hos filistrene

5 Imidlertid bragte filistrene Guds Ark fra slagmarken ved Eben-Ezer til byen Ashdod ² og ind i deres afgudstempel, hvor den blev stillet ved siden af statuen af deres afgud, som hed Dagon. ³ Næste morgen kom byens indbyggere til templet for at se arken. Men dér lå Dagon næsegrus på jorden foran Guds Ark. De skyndte sig at stille ham på plads igen, ⁴ men næste morgen lå Dagon igen næsegrus på jorden foran Guds Ark. Hovedet og hænderne var tilmed brækket af og lå på dørtærskelen, kun kroppen var tilbage. ⁵ (Det er grunden til, at Dagons præster og de, som dyrker ham, den dag i dag undgår at træde på dørtærsklen til Dagons tempel i Ashdod.)

⁶ Herrens straf kom over indbyggerne i Ashdod. Han sendte en frygtelig plage over dem, så der udbrød en epidemi af bylder både i Ashdod og i de omliggende landsbyer. ⁷ Da folk blev klar over sammenhængen, udbrød de: „Vi vil ikke have Israels Guds Ark her i byen længere. Han er imod os og vil gøre det af med både os og vores gud, Dagon.” ⁸ Så sammenkaldte de filisterbyernes fem konger til rådslagning. „Hvad skal vi gøre ved Israels Guds Ark?” spurgte de. „Lad os flytte den til Gat,” var der nogen der foreslog.

⁹ Men da arken ankom til Gat, sendte Herren den samme plage over indbyggerne der. Både unge og gamle fik bylder, og de blev grebet af rædsel. ¹⁰ Derfor sendte de arken videre til Ekron.

Da indbyggerne i Ekron så arken komme, protesterede de: „Nu bringer de Israels Guds Ark til os for at slå os ihjel!” ¹¹ Byens ledere sendte straks bud til filisterkongerne og bad dem om at sørge for at få arken sendt tilbage til israelitterne, for ellers ville de alle blive udryddet. Byldeplagen var allerede begyndt i Ekron, og indbyggerne var rædselsslagne. ¹² Nogle døde, mens resten blev dækket af bylder, og deres klageråb lød overalt.

Filistrene sender arken tilbage

6 Arken havde nu været i filistrenes land i syv måneder. ² Da fik filisterkongerne fat på nogle præster og spåmænd og spurgte dem: „Hvordan skal vi bære os ad med at sende arken tilbage?”

³ „Når I sender den tilbage, skal I sende en gave med som forsoningsoffer til Israels Gud,” svarede de. „Så vil byldeplagen standse, og I vil forstå, hvorfor hans hånd har hvilet så tungt på jer.”^[b]

^4-5 „Hvad skal vi sende med som forsoningsoffer?” spurgte de.

„Siden det er den samme plage, der har ramt jer i alle fem byer, skal I lave fem efterligninger i guld af de bylder, som plagen har forårsaget,” lød svaret. „Send også fem efterligninger i guld af de mus, som har hærget landet. Send disse gaver til ære for Israels Gud, så vil han måske løfte sin hånd fra jer og jeres gud og jeres land. ⁶ Vær ikke stædige og oprørske, som Farao og egypterne var. De ville jo ikke give slip på Israels folk, før deres Gud ramte dem med sine frygtelige plager. ⁷ Byg en ny vogn og tag to køer, der lige har fået kalve, og som aldrig har været spændt i åg. Dem skal I spænde for vognen, og deres kalve skal I tage fra dem og lukke inde i stalden. ⁸ Sæt så arken op på vognen, og sæt et skrin med guldmusene og guldbylderne ved siden af den. Send så køerne af sted med arken. ⁹ Hvis de går over grænsen og ind til Bet-Shemesh, kan vi være sikre på, at det er Israels Gud, som har sendt denne ulykke over os. Gør de ikke det, så ved vi, at det ikke er ham, der har sendt plagen, men at det bare er et sammentræf af uheldige omstændigheder.”

¹⁰ Dette råd fulgte de. To køer, som for nylig havde kælvet, blev spændt for vognen, og kalvene blev lukket inde i stalden. ¹¹ Så blev Herrens Ark og skrinet med guldmusene og guldbylderne sat op på vognen. ¹² Køerne satte straks kursen direkte mod Bet-Shemesh, og de brølede hele vejen. Filisterkongerne fulgte efter dem til Bet-Shemesh’ grænse.

¹³ Bet-Shemesh’ indbyggere var i færd med at høste hvede i dalen, da arken ankom. Da de fik øje på den, blev de ude af sig selv af begejstring. ^14-15 Vognen standsede ved siden af en stor sten ved kanten af en mark, der tilhørte en mand ved navn Jehoshua. En gruppe mænd af Levis stamme løftede arken og skrinet med guldmusene og guldbylderne ned fra vognen og satte dem på stenen. Høstfolkene slog straks vognen i stykker og brugte træet fra den til et offerbål. Så slagtede de køerne og ofrede dem som et brændoffer til Herren. Den dag ofrede Bet-Shemesh’ indbyggere adskillige brændofre og slagtofre til Herren. ¹⁶ Imens stod de fem filisterkonger på afstand og iagttog, hvad der foregik. Derefter vendte de samme dag tilbage til Ekron. ¹⁷ De fem guldbylder, som filistrene havde sendt med som forsoningsoffer, var en gave fra kongerne i byerne Ashdod, Gaza, Ashkalon, Gat og Ekron. ¹⁸ De fem guldmus var en gave fra de befæstede byer og mindre landsbyer, der hørte ind under de fem hovedbyer. Den sten, vognen standsede ved, ligger den dag i dag på marken uden for Bet-Shemesh som et vidnesbyrd om denne begivenhed. ¹⁹ Men fordi 70 af Bet-Shemesh’ indbyggere kiggede ned i arken, slog Herren dem ihjel. Og indbyggerne sørgede over den tragedie, der havde ramt dem.

²⁰ „Hvem kan leve i denne hellige Guds nærhed?” klagede de. „Hvor skal vi nu sende arken hen?”

²¹ Så sendte de bud til indbyggerne i Kirjat-Jearim. „Filistrene har sendt Herrens Ark tilbage til os,” sagde de. „Kom og hent den op til jer.”

7 Så kom der nogle folk fra Kirjat-Jearim og førte arken til Abinadabs hus, der lå på en bakke, og de satte hans søn Eleazar til at passe på den. ² Arken stod opbevaret dér i 20 år, og i al den tid sørgede hele Israels folk, for det så ud, som om Herren havde forladt dem.

Samuel som Israels leder

³ Da sagde Samuel til Israels folk: „Hvis I virkelig alvorligt ønsker at komme tilbage til Herren, så hold op med at dyrke fremmede guder. Ødelæg alt, hvad der repræsenterer gudinden Astarte og beslut jer for at adlyde Herren alene, så vil han frelse jer fra filistrene.”

⁴ Så ødelagde israelitterne deres afgudsbilleder af Ba’al og Astarte og tilbad Herren alene. ⁵ Derefter sagde Samuel: „Kom til Mitzpa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren.”

⁶ Folket samledes så i Mitzpa. Den dag fastede de som udtryk for, at de angrede deres synder; og som en symbolsk offerhandling øste de vand fra brønden og hældte det ud på jorden for Herren. Det var dér ved Mitzpa, at Samuel først blev anerkendt som leder i Israel.

⁷ Filisterkongerne fik imidlertid nys om, at alle israelitterne havde samlet sig i Mitzpa. Derfor mobiliserede de deres hære og rykkede ud imod Israel. Da israelitterne hørte det, blev de skrækslagne.

⁸ „Bed Gud Herren om at frelse os!” råbte de til Samuel. ⁹ Samuel tog da et lam og ofrede hele dyret som et brændoffer til Herren, alt imens han gik i forbøn for Israel. Og Herren greb ind. ¹⁰ Mens Samuel var i færd med at ofre lammet, stormede filistrene dem, men Herren sendte et voldsomt tordenvejr imod dem, og filistrene blev så bange og forvirrede, at israelitterne nemt kunne slå dem. ¹¹ Israelitternes hær forfulgte dem fra Mitzpa helt til Bet-Kar og huggede mange af dem ned undervejs. ¹² Da tog Samuel en stor sten og anbragte den mellem Mitzpa og Jeshana, og han kaldte stenen Eben-Ezer,^[c] for han sagde: „Hidtil har Herren hjulpet os!”

¹³ Filistrenes nederlag holdt dem i lang tid fra at angribe israelitterne, og Herren var med Israel, så længe Samuel levede. ¹⁴ De israelitiske byer mellem Ekron og Gat samt de øvrige områder, som filistrene havde erobret, fik Israel nu tilbage. I den periode var der også fred mellem israelitterne og amoritterne.

¹⁵ Samuel var Israels leder så længe han levede. ¹⁶ En gang om året foretog han en rundrejse mellem Betel, Gilgal og Mitzpa for at tage sig af folkets retssager. ¹⁷ Men han vendte altid tilbage til sit hjem i Rama, hvor han også afgjorde retssager. Og i Rama byggede han et alter for Herren.

Israels folk forlanger en konge

8 Da Samuel blev gammel, satte han sine to sønner til at være dommere i Israel. ² Den ældste hed Joel, og den anden hed Abija. De havde deres dommersæde i Be’ersheba, ³ men de var pengegriske og slet ikke som deres far. De tog imod bestikkelse og dømte uretfærdigt. ⁴ Til sidst mødtes Israels ledere i Rama for at diskutere sagen med Samuel. ⁵ „Hør her,” sagde de. „Du er blevet gammel, og dine sønner er ikke som dig. Giv os en konge, sådan som de andre folk har.” ⁶ Samuel var oprørt over forslaget, og han gik til Herren for at spørge om råd. ⁷ „Gør, som de siger,” svarede Herren. „Det er ikke dig, de forkaster, men mig, for de ønsker ikke længere mig som konge. ⁸ Lige siden jeg førte dem ud af Egypten, har de forkastet mig og vendt sig til andre guder for at få hjælp, og nu behandler de dig på samme måde. ⁹ Giv dem, hvad de beder om, men advar dem om, hvordan en konge vil behandle dem.”

¹⁰ Da fortalte Samuel, hvad Herren havde sagt: ¹¹ „Siden I vil have en konge, skal I vide, hvordan konger behandler deres undersåtter. Kongen vil indkalde jeres sønner til sin hær. Nogle skal bemande hans stridsvogne, andre bliver ryttersoldater, og nogle må løbe foran hans kongelige vogne. ¹² Nogle af dem bliver anførere i hæren, mens andre bliver udskrevet til tvangsarbejde. Nogle bliver tvunget til at pløje og høste hans marker, andre til at lave våben og udstyr til de kongelige vogne. ¹³ Kongen vil også tage jeres døtre og tvinge dem til at lave mad, bage brød og tilberede de salver, han smører sig ind i. ¹⁴ Han vil tage jeres bedste marker og vingårde og olivenplantager og give dem til sine venner. ¹⁵ Han vil tage en tiendedel af jeres høst og fordele den mellem folkene i sin inderkreds. ¹⁶ Han vil gøre krav på jeres slaver og på jeres bedste okser og æsler til eget brug. ¹⁷ Han vil forlange at få udleveret en tiendedel af jeres fåreflokke, og I kan ikke sætte jer op imod ham. ¹⁸ Når I så engang beder om at bliver fri for den konge, I selv har forlangt at få, da er det for sent. Herren vil ikke høre jeres bøn.”

¹⁹ Men folket nægtede at høre på Samuels advarsel. „Det er lige meget,” svarede de. „Vi vil have en konge. ²⁰ Vi vil ikke stå tilbage for vores nabolande. Vores konge skal regere landet og være vores anfører i krig.”

²¹ Så fortalte Samuel Herren, hvad folket havde sagt, ²² og Herren svarede: „Så gør, som de siger, og giv dem en konge.” Da gik Samuel med til ledernes forslag og sendte dem hjem.

Saul og Samuel mødes

9 Der var en rig og anset mand af Benjamins stamme, som hed Kish. Kish var søn af Abiel, som var søn af Zeror, som var søn af Bekorat, som var søn af Afia. ² Kish havde en søn, der hed Saul. Han var den flotteste fyr i hele Israel, og han var et hoved højere end nogen anden i landet.

³ En dag var nogle af Kish’ æsler løbet væk. Derfor sagde han til Saul: „Tag en tjener med dig og gå ud og led efter dem.” ⁴ Saul og hans tjener gennemsøgte Efraims højland, Shalisha-egnen, Shalim-egnen og hele Benjamins land uden at finde æslerne. ⁵ Da de til sidst nåede Zuf-området, sagde Saul til tjeneren: „Lad os gå hjem. Nu er min far sikkert mere bekymret for os end for æslerne.”

⁶ Men tjeneren svarede: „Ved du hvad? I den by dér bor der en Guds profet, som folk har stor respekt for, fordi alt, hvad han siger, sker. Lad os opsøge ham. Måske han kan fortælle os, hvor vi kan finde æslerne.”

⁷ „Men vi har ingen penge med, så vi kan betale ham,” indvendte Saul. „Vi har ingen verdens ting, ikke engang et stykke brød.”

⁸ „Jo,” svarede tjeneren. „Jeg har et lille stykke sølv, en kvart shekel. Den vil jeg give ham, så han kan sige os, hvad vi skal gøre.” ^9-11 „Godt,” sagde Saul. „Lad os så bare prøve.”

Så begav de sig op ad bakken mod byen, hvor profeten holdt til. Undervejs mødte de nogle unge piger, som var på vej ned for at hente vand, og de spurgte dem: „Er seeren hjemme?” (På den tid kaldte man endnu profeter for „seere”. „Lad os gå hen og spørge seeren,” sagde man, når man ville spørge Gud til råds).

^12-13 Pigerne svarede: „Jo, han er kommet til byen i dag, for der skal ofres et dyr på offerhøjen. Hvis I følger vejen lige frem og går ind i byen, vil I træffe ham der. Han går snart op til offerhøjen, for det er ham, der skal velsigne slagtofferet, og folk har ikke lov at spise af slagtofferet, før han kommer.”

¹⁴ Så skyndte de sig op til byen, og netop som de kom til byporten, kom Samuel gående hen imod dem på vej til offerhøjen.

¹⁵ Dagen før havde Herren sagt til Samuel: ¹⁶ „I morgen ved denne tid sender jeg en mand fra Benjamins land til dig. Ham skal du salve til konge over mit folk. Han skal frelse folket fra filistrenes herredømme, for jeg har hørt folkets klageråb og har besluttet at hjælpe dem.”

¹⁷ Da Samuel fik øje på Saul, sagde Herren til ham: „Det er den mand, jeg fortalte dig om. Han skal regere over mit folk.”

¹⁸ I det samme henvendte Saul sig til Samuel dér i byporten og spurgte: „Kan du sige mig, hvor seeren bor?”

¹⁹ „Det er mig, der er seeren,” svarede Samuel. „Gå foran mig op til offerhøjen. Så kan vi spise sammen, og i morgen tidlig skal jeg fortælle dig, hvad du ønsker at vide, og sende dig af sted. ²⁰ Du skal ikke bekymre dig om æslerne, der løb bort for tre dage siden. De er i god behold. Men hvem er det, hele Israels håb står til, om ikke det er til dig og din slægt?”

²¹ „Hvordan kan du sige sådan noget,” indvendte Saul. „Jeg er jo fra Benjamins stamme, den mindste i hele Israel. Og min slægt er den mest ubetydelige i hele stammen!”

²² Men Samuel førte Saul og hans tjener ind i gildesalen og gav dem hæderspladsen blandt de 30 indbudte gæster, ²³ og han sagde til kokken: „Kom med det fine stykke kød, som er forbeholdt hædersgæsten.” ²⁴ Kokken løftede kødet op og lagde det foran Saul. „Spis! Det er til dig,” sagde Samuel. „Jeg havde lagt det stykke til side til dig, så du ved denne lejlighed kunne spise det sammen med de øvrige gæster.”

Så spiste Saul sammen med Samuel. ²⁵ Derefter gik de ned fra offerhøjen. Da de var kommet tilbage til byen, blev der redt op til Saul på tagterrassen. ^26-27 Ved daggry næste morgen råbte Samuel op til Saul: „Stå op! Jeg vil følge dig på vej.” Så stod Saul op, og Samuel gik med dem et stykke hen ad vejen. Da de var nået til udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: „Sig til tjeneren, at han skal gå i forvejen, men bliv du her lidt endnu. Herren har nemlig givet mig et særligt budskab til dig.”

Samuel salver Saul til konge

10 Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. ² Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ ³ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel for at tilbede Herren. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. ⁴ Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. ⁵ Derefter kommer du til den hellige by Geba,^[d] hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. ⁶ Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. ⁷ Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. ⁸ Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og takofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

⁹ Da Saul tog afsked med Samuel og begyndte på hjemrejsen, ændrede Gud hans indstilling, og alle Samuels forudsigelser gik i opfyldelse samme dag. ¹⁰ Da Saul og hans tjener var nået næsten frem til Geba, kom nogle profeter dem i møde. Og Guds Ånd kom over Saul, så han begyndte at profetere.

¹¹ Da de, som kendte Saul, så, hvad der gik for sig, udbrød de: „Hvad går der af Kish’ søn? Er Saul nu også blevet en af profeterne?” ¹² En mand der fra stedet svarede: „Hvem har ansvar for dem?”^[e] Derfor blev det et stående udtryk: „Er Saul nu også blevet profet?”

¹³ Da Saul holdt op med at profetere, gik han op på offerhøjen.

¹⁴ Da han kom hjem, spurgte hans farbror: „Hvor i alverden har du været henne?” „Ude og lede efter æslerne,” svarede Saul. „Men vi kunne ikke finde dem. Derfor opsøgte vi profeten Samuel for at finde ud af, hvor de var.”

¹⁵ „Aha!” udbrød onklen. „Og hvad sagde Samuel så?”

¹⁶ „At æslerne var i god behold,” svarede Saul uden at fortælle noget om, at Samuel også havde salvet ham til konge.

¹⁷ Samuel kaldte derefter Israels folk sammen i Mitzpa, ^18-19 og dér gav han dem følgende budskab fra Herren: „Det var mig, som førte jer ud af Egypten og befriede jer fra egypterne. Det var også mig, der frelste jer fra alle de folk, der pinte og plagede jer. Men selvom jeg har gjort så meget for jer, har I forkastet mig og sagt: ‚Vi vil have en konge i stedet.’ Godt, så træd frem for mig, stamme for stamme og slægt for slægt.”

²⁰ Samuel bad først alle stammeoverhovederne om at træde frem for Herren, og det hellige lod faldt på Benjamins stamme. ²¹ Så trådte alle slægtsoverhovederne fra Benjamins stamme frem for Herren, og det hellige lod faldt på Matris slægt. Sådan fortsatte lodkastningen, indtil det hellige lod ramte Kish’ søn, Saul. Men da de ledte efter ham, var han forsvundet.

²² Så spurgte de Herren: „Er han her til stede?” Herren svarede: „Ja, han har gemt sig ovre ved våbenlageret.”

²³ De fandt ham snart og trak ham frem fra hans skjulested, og da han stod oprejst i deres midte, var han et hoved højere end alle de andre.

²⁴ Da sagde Samuel til folket: „Det er den mand, som Herren har udpeget til konge over jer. Der findes ingen som ham i hele Israel.” Og folket råbte: „Kongen længe leve!”

²⁵ Derefter mindede Samuel igen folket om en konges rettigheder og pligter, og han skrev det hele ned og gemte bogen på et helligt sted. Så sendte han folket hjem.

²⁶ Da Saul den dag vendte hjem til Gibea, blev han ledsaget af nogle tapre krigere, hvis hjerter Gud havde rørt. ²⁷ Men der var også nogle ondsindede mænd, som protesterede: „Hvordan vil den fyr frelse os?” De foragtede ham og bragte ham ingen gaver. Men Saul lod som ingenting.

Saul besejrer ammonitterne

11 Engang rykkede ammonitterkongen Nahash ud og belejrede den israelitiske by Jabesh i Gilead. Byens indbyggere bad om fred. „Slå os ikke ihjel, så vil vi underkaste os,” bad de.

² „På én betingelse,” svarede Nahash. „Jeg vil stikke højre øje ud på samtlige indbyggere i byen som en hån mod Israel.”

³ „Giv os syv dages betænkningstid,” bad Jabesh’ ledere, „så vi kan sende bud til de øvrige stammer. Hvis ingen kommer os til undsætning, går vi ind på dine betingelser.”

⁴ Da sendebudene fra Jabesh nåede frem til Sauls hjemby, Gibea, og fortalte den frygtelige nyhed, brast hele byen i gråd.

⁵ Saul havde været ude at pløje sin mark, men var nu på vej tilbage til byen med sine okser. Da han hørte postyret, spurgte han: „Hvad er der sket? Hvorfor græder I alle sammen?” Så fortalte de ham, hvad sendebudene fra Jabesh havde sagt. ⁶ Da kom Guds Ånd over Saul, og han blev rasende. ⁷ Han tog to okser og skar dem i småstykker, hvorefter han gav budbringerne besked på at bære stykkerne rundt i hele landet med følgende besked: „Sådan vil det gå med jeres okser, hvis I nægter at følge Saul og Samuel i krigen mod ammonitterne.” Og Herren sørgede for, at israelitterne blev bange for Sauls vrede, så de alle som en sluttede op om ham. ⁸ I Bezek holdt han mandtal over sin hær. Der var 30.000 fra Juda og 300.000 fra de øvrige stammer.

⁹ Sendebudene vendte derefter tilbage til Jabesh i Gilead med følgende besked fra Saul: „I morgen når solen står højest på himlen, kommer vi og redder jer.” Indbyggerne jublede, da de fik det at vide, ¹⁰ og de sagde til ammonitterne: „I morgen overgiver vi os. Så kan I gøre med os, hvad I vil.”

¹¹ Men Saul ankom, allerede før det blev lyst næste morgen. Han havde delt sin hær i tre afdelinger og foretog et lynangreb på ammonitterne. Hele formiddagen huggede de ammonitterne ned. De, som overlevede, blev spredt til alle sider. Man fandt ikke to af dem sammen.

¹² Efter slaget sagde folket til Samuel: „Hvem var det, der sagde, at Saul ikke skulle være konge over os? Kom med dem, så vi kan slå dem ihjel.”

¹³ Men Saul sagde: „Ingen henrettelser i dag, for nu skal vi fejre, at Herren har befriet Israel.”

¹⁴ Samuel tog nu ordet og sagde til hele folket: „Kom, lad os gå op til Gilgal og alle sammen bekræfte, at Saul skal være Israels konge.”

¹⁵ Så gik de op til Gilgal, og under en højtidelig ceremoni for Guds ansigt indsatte de officielt Saul som konge over Israel. Ved den lejlighed bragte de takofre til Herren, og Saul og hele folket glædede sig.

Samuels afskedstale til folket

12 Samuel sagde derefter til folket: „Se, jeg har nu opfyldt jeres ønske og givet jer en konge. ² Det er denne konge, der nu skal være jeres leder. Her står jeg med mine sønner som en gammel, gråhåret mand. Jeg har tjent jer, lige siden jeg var dreng. ³ Sig mig nu, mens jeg står her for Guds ansigt og foran jeres nye konge: Har jeg nogen sinde taget så meget som en okse eller et æsel fra nogen af jer? Har jeg udnyttet nogen? Har jeg undertrykt jer? Har jeg afsagt uretfærdige domme? Har jeg taget imod bestikkelse fra nogen? I så fald vil jeg betale erstatning.”

⁴ „Nej,” svarede de, „du har hverken udnyttet eller undertrykt os på nogen måde, og du har aldrig på uretfærdig vis taget noget fra os.”

⁵ „Så Herren og hans salvede konge er i dag vidner på, at ingen har noget at anklage mig for?” spurgte Samuel.

„Ja, det er sandt,” svarede folket.

⁶ „Godt! Det var Herren, som udvalgte Moses og Aron,” fortsatte Samuel. „Ved deres hjælp førte han jeres forfædre ud af Egyptens land. ⁷ Jeg vil nu minde jer om, hvor mange gange Herren i sin nåde har reddet jer.

⁸ Da Jakobs efterkommere var slaver i Egypten, råbte de til Herren om hjælp, og han sendte Moses og Aron til dem for at føre dem ind i dette land. ⁹ Men det varede ikke længe, før folket havde glemt Herren, deres Gud, og derfor lod han kong Hatzors hærfører, Sisera, og filistrene og Moabs konge besejre dem. ¹⁰ Da råbte de igen til Herren og indrømmede, at de havde syndet ved at vende sig fra ham og i stedet dyrke afguderne Ba’al og Astarte. De bønfaldt Herren om hjælp. ‚Vi vil tilbede dig alene, hvis du bare vil frelse os fra vores fjender,’ lovede de. ¹¹ Da sendte Herren Gideon, Barak, Jefta og Samson^[f] for at frelse jer, og under deres ledelse havde I trygge kår.

¹² Men så blev I bange for ammonitterkongen Nahash, og I kom til mig med jeres krav om at få en konge, der kunne regere over jer. Men Gud Herren var allerede jeres Konge—og det har han altid været. ¹³ Men her er den konge, I har bedt om at få. Herren har opfyldt jeres ønske og givet jer en konge.

¹⁴ Hvis I nu vil have ærefrygt for Herren og tjene ham, hvis I vil adlyde hans befalinger og ikke sætte jer op imod hans vilje, hvis både I og jeres konge vil følge Herren, jeres Gud, så vil det gå jer godt. ¹⁵ Men hvis I gør oprør imod ham og nægter at lytte til ham, vil han straffe jer, sådan som han straffede jeres forfædre.

¹⁶ Men se nu det under, som Herren vil gøre for øjnene af jer. ¹⁷ I ved, at det ikke regner her i hvedehøstens tid. Men i dag vil jeg bede Herren om at sende torden og regn for at I kan forstå, hvor stor en synd det var i Herrens øjne, at I krævede at få en konge.” ¹⁸ Så råbte Samuel til Herren, og Herren sendte torden og regn. Da blev folket grebet af frygt for Herren og for Samuel.

¹⁹ „Gå i forbøn for os, at vi ikke skal dø,” råbte de til Samuel. „Vi har syndet mange gange, og nu har vi også forlangt en konge.”

²⁰ „Vær ikke bange, selvom I har begået denne synd,” beroligede Samuel dem. „Men følg nu Herren af hele jeres hjerte, så I ikke igen vender ham ryggen. ²¹ Gå ikke tilbage til de nytteløse afguder, som ikke kan hjælpe jer. ²² Fordi Herren er stor, står han fast på sit ord. Han vil ikke forkaste det folk, han har udvalgt som sit eget folk.

²³ Hvad mig angår, så vil jeg ikke synde imod Herren ved at undlade at gå i forbøn for jer. Jeg vil også fortsat undervise jer om, hvad der er godt og ret. ²⁴ I skal vise ærefrygt for Herren og tjene ham af hele jeres hjerte. Tænk på alle de store ting, han har gjort for jer. ²⁵ Men hvis I fortsætter med at synde, vil både I og jeres konge blive udryddet.”

Sauls ulydighed imod Gud

13 Saul var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 42 år.^{[g] 2} Han udvalgte 3000 af de bedste israelitiske krigere og tog de 2000 med sig til Mikmas i bjergområdet ved Betel, mens han lod de 1000 blive hos sin søn Jonatan, der tog til Geba.^[h] Resten af hæren sendte han hjem. ^3-4 Jonatan angreb og udslettede filistrenes garnison i Geba. Rygtet om denne israelitiske oprørshandling nåede hurtigt til filistrenes hjemland, og Saul skyndte sig at sende bud rundt i hele Israel om, at han havde udryddet filistrenes garnison, og at man kunne forvente, at filistrene nu ville gå til modangreb. Derfor indkaldte han hele Israels hær til at samles ved Gilgal. ⁵ I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven. ⁶ Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer. ⁷ Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land.

Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk. ⁸ Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. ⁹ Da besluttede Saul at ofre brændofferet og takofferet uden Samuel. ¹⁰ Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen. ¹¹ Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas. ¹² Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”

¹³ „Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid. ¹⁴ Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”

¹⁵ Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea.^[i] Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren. ¹⁶ Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå. ¹⁷ I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området, ¹⁸ den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.

¹⁹ På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd. ²⁰ Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl. ²¹ Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave. ²² Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans. ²³ I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.

Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag

14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.

² Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken^[j] ved Migron. ³ Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.

Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. ⁴ For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. ⁵ Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.

⁶ „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”

⁷ „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”

^8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”

¹¹ Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” ¹² Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”

„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”

¹³ Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. ¹⁴ Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. ¹⁵ Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. ¹⁶ Sauls udkigsposter i Geba^[k] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.

¹⁷ „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. ¹⁸ „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,^[l] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. ¹⁹ Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. ²⁰ Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. ²¹ De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. ²² Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. ²³ Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.

Sauls dumhed

^24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, ²⁷ Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. ²⁸ En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”

²⁹ „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. ³⁰ Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”

³¹ Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, ³² at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. ³³ Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! ³⁴ Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. ³⁵ Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.

³⁶ Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.

„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”

³⁷ Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.

³⁸ Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. ³⁹ Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.

⁴⁰ Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. ⁴¹ Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.

⁴² „Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.

⁴³ „Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.

„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”

⁴⁴ „Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”

⁴⁵ Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.

⁴⁶ Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.

Sauls militære sejre

⁴⁷ Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger^[m] mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. ⁴⁸ Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.

⁴⁹ Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal. ⁵⁰ Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahima’atz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner. ⁵¹ Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.

⁵² Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.

Saul forkastes som konge

15 En dag sagde Samuel til Saul: „Det var Herren, som sendte mig hen for at salve dig til konge over hans folk, Israel. Lyt nu godt efter Herrens budskab og adlyd. ² Herren siger til dig: ‚Jeg har besluttet at gøre regnskabet op med amalekitterne, fordi de kæmpede mod Israels folk, dengang de kom fra Egypten. ³ Gå nu til angreb på amalekitterne og ødelæg alt, hvad de ejer. Skån ingen, men dræb både mænd, kvinder, børn, spædbørn, hornkvæg og småkvæg, kameler og æsler.’ ”

⁴ Så samlede Saul sin hær ved Telaim. Der var 10.000 mand fra Juda og 200.000 fra de andre stammer. ⁵ De drog af sted og lagde sig i baghold i dalen nedenfor amalekitternes hovedby. ⁶ Men Saul advarede kenitterne: „Flyt væk fra amalekitternes område, så vi ikke kommer til at slå jer ihjel sammen med dem. I var jo venlige mod israelitterne, dengang de kom fra Egypten.” Derfor flyttede kenitterne væk fra området.

⁷ Så huggede Saul amalekitterne ned hele vejen fra Havila til Shur, som ligger øst for Egypten. ⁸ Agag, amalekitternes konge, tog han til fange, men resten af befolkningen slog han ihjel. ⁹ Saul og hans mænd skånede altså Agags liv. De tog også de bedste dyr blandt småkvæget og hornkvæget og de fedeste lam og kalve til sig selv, ja, alt det bedste tog de som bytte. De ødelagde kun det, der alligevel ikke var meget værd.

¹⁰ Da sagde Herren til Samuel: ¹¹ „Det piner mig, at jeg gjorde Saul til konge. Han har vendt sig fra mig og igen nægtet at adlyde mig.” Samuel var så oprørt, at han råbte til Herren hele natten. ¹² Da han tidligt næste morgen gik ud for at finde Saul, fik han at vide, at Saul var taget til byen Karmel i Judas land, hvor han havde rejst sig et monument. Derfra var han taget videre til Gilgal. ¹³ Da Samuel endelig fandt ham, hilste Saul ham opstemt. „Herren velsigne dig,” sagde han. „Jeg har gjort, som Herren befalede.”

¹⁴ „Hvad er det så for en brægen og brølen, jeg hører?” spurgte Samuel.

¹⁵ „Folkene skånede nogle af de bedste husdyr,” indrømmede Saul. „Men vi har tænkt os at ofre dem til Herren, din Gud. Resten har vi tilintetgjort.”

¹⁶ Da sagde Samuel: „Ti stille, Saul! Nu skal jeg sige dig, hvad Herren fortalte mig i går aftes.”

„Hvad sagde han?” spurgte Saul.

¹⁷ Samuel svarede: „Det kan godt være, at du ikke regner dig selv for noget, men Herren har nu engang gjort dig til konge over Israel. ¹⁸ Og her gav han dig en bestemt opgave og sagde udtrykkeligt: ‚Gå ud og tilintetgør de syndige amalekitter, indtil de alle er udryddet.’ ¹⁹ Hvorfor adlød du så ikke Herren? Hvorfor kastede du dig over krigsbyttet, så du gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne?”

²⁰ „Jamen, jeg adlød da Herren!” påstod Saul. „Jeg gjorde da, hvad han bad mig om! Jeg dræbte alle amalekitterne med undtagelse af kong Agag, som jeg tog til fange. ²¹ Og folket tog det bedste af krigsbyttet for at ofre det til Herren, din Gud, i Gilgal.”

²² Samuel svarede: „Tror du, at Herren er mere interesseret i brændofre og slagtofre end i lydighed? Nej, at adlyde Herren er vigtigere end at ofre til ham. Han foretrækker lydhørhed frem for vædderfedt. ²³ I Herrens øjne er en oprørsk indstilling lige så stor en synd som trolddomskunst, og egenrådighed er lige så slemt som afgudsdyrkelse. Siden du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge!”

²⁴ Da indrømmede Saul: „Ja, jeg har været ulydig. Jeg har ikke adlydt Herrens befaling eller rettet mig efter dig. Jeg var bange for folkene og gjorde, som de ønskede. ²⁵ Men tilgiv mig nu min synd og lad os sammen tilbede Herren.”

²⁶ Men Samuel svarede: „Nej, jeg går ikke med dig. Du har forkastet Herrens ord, og nu har han til gengæld forkastet dig som konge i Israel!”

²⁷ Samuel vendte sig for at gå, men Saul greb fat i hans kappe og kom til at rive den i stykker. ²⁸ Da sagde Samuel: „Se! Sådan har Herren i dag revet kongedømmet ud af dine hænder, og han har givet det til en anden, der er bedre end dig. ²⁹ Han, som er Israels herlighed, lyver ikke og skifter ikke mening hele tiden, som mennesker gør.”

³⁰ Saul blev imidlertid ved. „Ak,” sagde han. „Jeg har syndet! Men vis mig i det mindste den ære overfor folkets ledere og hele Israel at tage med os, så vi kan tilbede Herren, din Gud, sammen.” ³¹ Så fulgte Samuel med ham, og Saul tilbad Herren.

³² Bagefter sagde Samuel: „Før kong Agag til mig!” Agag trådte forhåbningsfuld frem for Samuel, for han tænkte: „Nu er det værste overstået, og mit liv er reddet.” ³³ Men Samuel sagde: „Dit sværd har dræbt mange mødres sønner. Nu er det din mors tur til at miste sin søn!” Så huggede han kong Agag ned foran Herrens alter i Gilgal. ³⁴ Bagefter gik han hjem til Rama, mens Saul vendte tilbage til sit hjem i Gibea. ³⁵ Det var sidste gang, Samuel så Saul. Men han sørgede uafbrudt over ham, fordi Saul havde vist sig at være ubrugelig som konge over Israel.