Bible in 90 Days

Davids sidste ord

23 Det følgende er Davids sidste ord:

Davids krigshelte

⁸ Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.

⁹ Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede, ¹⁰ men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.

^11-12 Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.

¹³ Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af dem hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen. ¹⁴ David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden. ¹⁵ David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!” ¹⁶ Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren. ¹⁷ „Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.

^18-19 Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.

²⁰ Benaja, Jojadas søn fra Kabtze’el, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede. ²¹ Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det. ²² Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte, ²³ selv om han ikke regnedes blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.

^24-39 Her følger en liste over de heltemodige krigere, der blev kaldt „De Tredive”: Asael, Joabs bror; Elhanan, Dodos søn fra Betlehem; Shamma fra Harod; Elika fra Harod; Heletz fra Palti; Ira, Ikkesh’ søn fra Tekoa; Abiezer fra Anatot; Sibbekaj fra Husha; Zalmon fra Ahoa; Maharaj fra Netofa; Heled, Ba’anas søn fra Netofa; Ittaj, Ribajs søn fra Gibea i Benjamins land; Benaja fra Piraton; Hiddaj fra Ga’ash kløften; Abi-Albon fra Arba; Azmavet fra Bahurim; Eljahba fra Sha’albon; Jashens sønner; Jonatan, Shammas søn fra Harar; Ahiam, Sharars søn fra Harar; Elifelet, Ahasbajs søn fra Bet-Ma’aka; Eliam, Ahitofels søn fra Gilo; Hetzro fra Karmel; Pa’araj fra Arab; Jigal, Natans søn fra Zoba; Bani fra Gad; Zelek fra Ammon; Nahraj, Joabs våbendrager, fra Be’erot; Ira fra Jattir; Gareb fra Jattir; hittitten Urias. I alt 37 heltemodige mænd.

Davids folketælling

24 Endnu en gang blev Herren vred på Israel. Han fik David til at bringe Israels folk i ulykke ved at give ham den tanke at optælle Judas og Nordrigets samlede hærstyrke.^{[b] 2} Kongen sagde derfor til Joab og de øvrige officerer: „Rejs rundt blandt alle Israels stammer fra Dan i nord til Be’ersheba i syd og optæl alle de våbenføre mænd, så jeg kan vide, hvor mange jeg råder over.”

³ Men Joab svarede: „Gud give, at din hær må vokse til 100 gange af, hvad den er nu—og at du må leve så længe, at du oplever det! Hvorfor vil min herre, kongen, begå en sådan synd?”

⁴ Men trods deres protester måtte Joab og officererne bøje sig for kongens ord. Joab og hans officerer drog altså af sted for at begynde optællingen. ⁵ De krydsede Jordanfloden og slog lejr ved Aroer midt i kløften syd for byen.^[c] Derefter gik de nordpå gennem Gads område og slog lejr ved Jazer. ⁶ Derfra tog de videre til Gilead og hittitternes område.^[d] Efter at have været i Dan satte de kursen mod Sidon. ⁷ Senere kom de til fæstningen i Tyrus og til hivvitternes og kana’anæernes mange byer, inden de nåede til landets sydligste punkt, Be’ersheba i Juda. ⁸ Efter denne rundrejse, som varede ni måneder og 20 dage, vendte Joab tilbage til Jerusalem ⁹ og meddelte kongen det samlede tal på landets våbenføre mænd, 800.000 mand i Nordriget og 500.000 mand i Juda.

¹⁰ Men da mønstringen var overstået, fik David dårlig samvittighed og sagde til Herren: „Jeg har begået en stor synd! Det var tåbeligt af mig at gøre sådan noget. Tilgiv mig, Herre!”

¹¹ Da David stod op næste morgen, havde profeten Gad, som var i Davids tjeneste, allerede fået følgende budskab fra Herren: ¹² „Gå hen og sig til David: Jeg, Herren, giver dig tre muligheder for straf, og du må selv vælge, hvilken en af dem det skal være.” ¹³ Gad gik derefter hen til David og forelagde ham de tre muligheder: „Skal der komme tre^[e] års hungersnød i hele dit land? Vil du være på flugt for dine fjender i tre måneder? Eller skal Herren sende pest over landet i tre dage? Tænk dig nu godt om og lad mig vide, hvad jeg skal svare Herren, som har sendt mig.”

¹⁴ „Det er et frygteligt valg,” sukkede David. „Men det er bedre for os at være prisgivet Herren, for hans nåde er stor. Lad mig ikke være prisgivet mennesker.”

¹⁵ Straks den samme morgen sendte Herren så pest over hele Israel fra Dan i nord til Be’ersheba i syd. Pesten varede i tre dage, og 70.000 mænd døde. ¹⁶ Da dødsenglen var parat til at ramme Jerusalem, blev Herren bedrøvet over den store ulykke, der var ved at ske. „Stop!” sagde han til englen. „Nu kan det være nok!” Englen stod da ved jebusitten Aravnas tærskeplads.

¹⁷ Da David så englen, som slog folket med pest, sagde han til Herren: „Det er mig, der har syndet! Alle disse mennesker er som uskyldige får. Så er det bedre, at du rammer mig og min familie.”

^18-19 Samme dag kom Gad til David med følgende besked fra Herren: „Gå hen og byg et alter for Herren på jebusitten Aravnas tærskeplads!” David gik straks derop, som Herren havde befalet. ²⁰ Da Aravna fik øje på kongen og hans mænd, der styrede lige hen imod ham, gik han dem i møde og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden foran kongen.

²¹ „Herre, hvad er grunden til dit besøg?” spurgte han David.

David svarede: „Jeg vil købe din tærskeplads, så jeg kan bygge et alter for Herren og få pesten til at standse.”

²² „Min herre og konge, tag hvad du vil have,” svarede Aravna. „Udfør alle de ofre, du vil! Her er mine okser til brændofferet, og du må gerne bruge tærskeslæderne og åget til offerbrænde. ²³ Herre konge, jeg giver det alt sammen til dig. Må Gud Herren vise dig nåde!” ²⁴ „Nej,” svarede kongen, „jeg vil betale dig for det, for jeg vil ikke bringe Herren, min Gud, et offer, som ikke har kostet mig noget.”

Så købte David tærskepladsen og han gav 50 sølvstykker for okserne, ²⁵ hvorefter han byggede et alter for Herren og ofrede brændofre og takofre. Da forbarmede Herren sig over landet og Israels folk og standsede pesten.

David som en gammel mand

1 På sine gamle dage døjede kong David med at holde varmen. Uanset hvor mange tæpper man lagde over ham, frøs han altid.

² Hans rådgivere sagde da til ham: „Lad os lede efter en ung pige, som kan ligge i din favn og hjælpe dig til at holde varmen.” Det syntes David var en god idé.

^3-4 Så gennemsøgte de landet på kryds og tværs i håb om at finde den rigtige pige, og de fandt Abishag, en smuk ung pige fra Shunem. Hende førte de til kongen, og hun tog sig kærligt af ham, men der var ikke tale om noget seksuelt forhold.

Adonija gør krav på tronen

⁵ Adonija, som var søn af kong David og Haggit, havde store tanker om sig selv, og han ville gerne være konge efter sin far. Derfor anskaffede han sig vogn, ryttere og en livgarde på 50 mand, der skulle løbe foran ham gennem byen. ⁶ David hverken irettesatte ham eller satte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Adonija var en flot ung mand, og nummer to i tronfølgerækken efter Absalom. ⁷ Han allierede sig med hærføreren Joab og præsten Ebjatar, som begge lovede at hjælpe ham til magten. ⁸ Men præsten Zadok, profeten Natan, samt Benaja, Shimi, Rei og Davids livgarde svigtede ikke kongen. De nægtede at give Adonija tilsagn om støtte.

⁹ En dag tog Adonija af sted til den såkaldte Slangesten ved Rogelkilden lidt uden for Jerusalem, hvor han ofrede småkvæg, hornkvæg og fedekalve. Til denne selvbestaltede kroningsfest inviterede han alle sine halvbrødre undtagen Salomon, og alle de kongelige embedsmænd i Juda ¹⁰ med undtagelse af profeten Natan, Benaja og kongens livgarde.

¹¹ Da gik profeten Natan til Batsheba, Salomons mor, og sagde: „Har du hørt, at Adonija har udråbt sig selv til konge, uden at David aner noget om det? ¹² Hvis du har dit eget og din søn Salomons liv kært, så gør som jeg siger: ¹³ Gå straks til kong David og sig til ham: ‚Herre, lovede du mig ikke, at Salomon skulle overtage tronen efter dig? Hvorfor er Adonija så blevet udråbt til konge?’ ” ¹⁴ Og Natan tilføjede: „Mens du er hos kongen, kommer jeg og bekræfter hvert eneste ord, du siger.”

¹⁵ Derpå gik Batsheba ind i kongens soveværelse. David var jo meget gammel, og Abishag var hos ham. ¹⁶ Batsheba bøjede sig dybt for kongen, og han spurgte: „Hvad vil du?”

¹⁷ „Min herre,” svarede hun. „Du aflagde det løfte over for Herren, din Gud, at min søn Salomon skulle afløse dig på tronen. ¹⁸ Men i stedet er Adonija blevet udråbt til konge uden dit vidende. ¹⁹ Han har kronet sig selv og ofret en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve. Både Ebjatar og Joab og alle dine sønner på nær Salomon er med til festen. ²⁰ Og nu, min herre konge, venter hele Israel på at få at vide, om du virkelig har udpeget Adonija som din efterfølger. ²¹ Hvis du ikke griber ind nu, vil Salomon og jeg blive henrettet, så snart du er død.”

^22-23 Mens Batsheba talte med David, ankom Natan til paladset, og tjenerne meddelte kongen: „Profeten Natan er her for at tale med dig,” Batsheba blev bedt om at gå ud, så kongen kunne høre, hvad Natan havde at sige.

Da Natan kom ind i soveværelset, bøjede han sig dybt for kongen ²⁴ og spurgte: „Herre, er det rigtigt, at du har udpeget Adonija til at blive din efterfølger? Er det ham, der skal sidde på tronen efter dig? ²⁵ I dag fejrede han kroningsfest ved at ofre en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve, og han inviterede dine sønner til festen sammen med Joab og Ebjatar. I dette øjeblik fester og drikker de og råber: ‚Længe leve kong Adonija!’ ²⁶ Men Zadok, Benaja, Salomon og jeg blev ikke inviteret. ²⁷ Sker det efter din befaling? Har du virkelig udpeget Adonija til tronfølger uden at sige et ord om det til dine betroede embedsmænd?”

David gør Salomon til konge

²⁸ „Kald på Batsheba!” befalede kong David sine tjenere, da Natan var gået. Så kom hun tilbage og stod foran kongen. ²⁹ Da sagde David: „Jeg lover ved den levende Gud, som trofast har hjulpet mig gennem alle farer, ³⁰ at jeg i dag vil indfri det løfte, jeg gav dig ind for Guds ansigt: Din søn Salomon skal være min efterfølger på tronen!”

³¹ Da bøjede Batsheba sig dybt for ham og udbrød: „Gid min herre og konge må leve for evigt!”

³² „Kald Zadok ind,” beordrede kongen, „også Natan og Benaja!”

Da de var kommet, ³³ sagde han til dem: „Tag Salomon og mine mænd med jer til Gihon, og giv Salomon mit eget muldyr at ride på. ³⁴ Dér ved Gihonkilden skal Zadok i sin egenskab af præst og Natan som profet salve ham til konge over Israels folk. Efter salvningen skal I lade blæse i vædderhornet og udråbe et længe leve for kong Salomon. ³⁵ Og når I kommer tilbage, skal I sætte ham på min kongetrone, for jeg har udpeget ham til at være konge over Israel og Juda.”

³⁶ „Amen!” svarede Benaja. „Herren, min konges Gud, vil føre det igennem! ³⁷ Gid Herren må velsigne Salomon, som han har velsignet dig—ja, må Salomons kongedømme blive endnu mægtigere end dit!”

³⁸ Så fik Zadok, Natan og Benaja fat på Salomon og lod ham ride på kongens private muldyr, og de tog alle af sted til Gihon sammen med den kongelige livgarde. ³⁹ Zadok havde hentet hornet med den hellige salveolie fra teltet, hvor arken stod, og da de kom til Gihon, hældte han olien ud over Salomons hoved. Salomon var dermed salvet til konge. Der blev blæst i vædderhornet, og folket råbte: „Længe leve kong Salomon!” ⁴⁰ Derpå fulgte de Salomon tilbage til Jerusalem. Undervejs spillede folk på fløjte og jublede så højt, at jorden gyngede under dem.

⁴¹ I mellemtiden var Adonijas kroningsfest ved at være til ende. Gæsterne var netop ved at bryde op, da de hørte lyden af vædderhornet inde fra byen.

„Hvad sker der?” udbrød Joab. „Hvad er der på færde i byen?” ⁴² I det samme ankom præsten Ebjatars søn, Jonatan.

„Velkommen!” sagde Adonija til Jonatan. „En mand som du kommer sikkert med gode nyheder!”

⁴³ „Desværre!” råbte Jonatan. „Kong David har netop udråbt Salomon til konge! ^44-45 Han gav ham sit eget private muldyr og sendte ham til Gihon sammen med Zadok, Natan og Benaja, eskorteret af den kongelige livgarde. Der salvede Zadok og Natan ham til konge. De er netop vendt tilbage fra Gihon, og byen er på den anden ende af begejstring. Det er grunden til al den larm. ⁴⁶ Salomon er nu indsat som konge, ^47-48 og hele hoffet lykønsker kong David og siger: ‚Gid din Gud må gøre Salomon endnu mere berømt end dig—og hans kongedømme endnu mægtigere end dit!’ Kongen har fra sin seng udtrykt sin taknemmelighed til Gud og sagt: ‚Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har gjort mig den glæde at udvælge en af mine sønner til konge efter mig!’ ”

^49-50 Ved de ord sprang Adonija og hans gæster panikslagne op fra bordet og flygtede for livet. Adonija skyndte sig til helligdommen og greb fat i de horn, der sad på hjørnerne af alteret.

⁵¹ Salomon fik besked om, at Adonija havde søgt tilflugt ved alterets horn, og at han sagde: „Jeg bliver her, indtil Salomon sværger på, at han ikke vil slå mig ihjel.” ⁵² Salomons reaktion var: „Hvis han vil være loyal over for mig, skal jeg ikke krumme et hår på hans hoved, men hvis han pønser på at undergrave mit kongedømme, skal han dø.” ⁵³ Så sendte kong Salomon sine mænd af sted for at hente Adonija ved alteret. Han blev ført frem for kongen og kastede sig ned foran ham med ansigtet mod jorden. Men Salomon nøjedes med at sige til ham: „Du har frihed til at gå hjem.”

Davids sidste formaning til Salomon

2 Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:

² „Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. ³ Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. ⁴ Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.

⁵ Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. ⁶ Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. ⁷ Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. ⁸ Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. ⁹ Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”

¹⁰ Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen.^{[f] 11} Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. ¹² Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.

Salomon befæster sit kongedømme

¹³ En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.

„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.

„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. ¹⁴ „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”

„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.

¹⁵ „Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. ¹⁶ Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”

„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.

¹⁷ „At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”

¹⁸ „Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.

¹⁹ Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.

²⁰ „Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”

„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”

²¹ „Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.

²² „Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” ^23-24 Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”

²⁵ Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.

²⁶ Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”

²⁷ Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.

²⁸ Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. ²⁹ Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.

³⁰ Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”

„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”

Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.

³¹ „Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. ³² Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. ³³ Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”

³⁴ Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. ³⁵ Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.

^36-37 Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”

³⁸ „Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.

³⁹ Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, ⁴⁰ sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.

⁴¹ Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. ⁴² Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? ⁴³ Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? ⁴⁴ Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, ⁴⁵ men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” ⁴⁶ På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.

Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.

Salomon beder om visdom

3 Salomon gik derefter i forbund med Egypten ved at gifte sig med en datter af den egyptiske konge. Han førte hende til Davidsbyen og boede med hende der, indtil Herrens hus, hans eget palads og bymuren blev færdigbygget.

² Da Herrens hus endnu ikke var bygget, udførte folket deres ofringer rundt omkring på landets offerhøje. ³ Salomon elskede Herren og fulgte nøje de anvisninger, hans far havde givet ham, men han fortsatte dog med at ofre dyr og brænde røgelse på de gamle offerhøje.

⁴ En dag tog Salomon til Gibeon for at ofre, for det store alter^[g] fandtes der, og han bragte tusind brændofre på alteret. Mens han var i Gibeon, ⁵ viste Herren sig for ham i en drøm om natten og sagde: „Bed om hvad du vil, og jeg vil give det til dig!”

⁶ Salomon svarede: „Du har været umådelig god imod min far, fordi han var både trofast, retskaffen og oprigtig i sit forhold til dig. At du gav ham en søn til at følge ham på tronen er et udtryk for din trofasthed imod ham. ⁷ Herre, min Gud, nu har du gjort mig til konge i min fars sted, men jeg er ung og uerfaren. ⁸ Det forventes af mig, at jeg skal regere dit udvalgte folk—et folk så stort, at det ikke kan tælles. ⁹ Giv mig derfor et lydhørt hjerte, så jeg kan lede dit folk, så jeg kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem kan magte at regere over dit mægtige folk?”

¹⁰ Herren syntes godt om Salomons ønske ¹¹ og svarede: „Fordi du bad om evne til at træffe de rigtige beslutninger og ikke om rigdom til dig selv, et langt liv, eller død over dine fjender, ¹² vil jeg opfylde din bøn: Jeg vil give dig større visdom end nogen anden nogen sinde har haft eller vil få. ¹³ Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om—nemlig rigdom og berømmelse. Så længe du lever, vil ingen af alle verdens konger kunne måle sig med dig. ¹⁴ Og hvis du adlyder mine love og forordninger, sådan som din far gjorde, vil jeg give dig et langt liv i tilgift.”

¹⁵ Så vågnede Salomon og blev klar over, at han havde drømt; og han vendte tilbage til Jerusalem og gik ind i teltet med Herrens Ark. Foran arken ofrede han brændofre og takofre til Gud, og bagefter holdt han en fest for alle sine embedsmænd.

Et eksempel på Salomons visdom

¹⁶ En dag søgte to prostituerede audiens hos kongen. De ville have ham til at fælde dom i en bestemt sag.

¹⁷ „Herre,” sagde den første, „vi to bor i samme hus, og for nylig fødte jeg et barn, mens hun var til stede. ¹⁸ To dage senere fødte hun også et barn. Der var ingen andre end os i huset, så der var ingen vidner. ¹⁹ Men hendes dreng døde midt om natten, fordi hun kom til at ligge på ham. ²⁰ Mens jeg stadig lå og sov, stod hun op og tog min søn, som lå ved min side, og lagde ham over i sin egen seng. Derefter anbragte hun sin egen døde søn hos mig. ²¹ Tidligt om morgenen stod jeg op for at amme mit barn, men så opdagede jeg, at drengen var død! Men da jeg så nøje på ham, kunne jeg se, at den døde dreng slet ikke var min søn.”

²² „Det passer ikke!” protesterede den anden kvinde. „Det er min søn, der lever, og din, der er død!”

„Nej,” svarede den første kvinde, „den døde dreng er din, og den levende er min!” Sådan blev de ved med at skændes et stykke tid.

²³ Da sagde kongen: „I kan åbenbart ikke blive enige. ²⁴ Hent mig lige et sværd!” Så blev der hentet et sværd, ²⁵ og kongen gav følgende ordre: „Tag det levende barn og hug det midt over, så kan hver af kvinderne få halvdelen!”

²⁶ Men hende, der var mor til barnet, holdt jo af det og råbte: „Åh nej, herre, dræb ikke barnet! Så giv det hellere til hende!” Men den anden kvinde sagde: „Nej, hvis ingen af os kan få barnet, er det bedre at hugge det midt over!”

²⁷ Da faldt kongens dom: „Slå ikke barnet ihjel,” befalede han, „men giv det til den kvinde, som ønskede at skåne det; for det er hende, der er mor til barnet.”

²⁸ Rygtet om kongens kloge dom spredtes hurtigt ud over landet, og det skabte respekt omkring ham, for alle var forbløffet over den visdom, Gud havde givet Salomon.

Salomons embedsmænd

4 Salomon var konge over hele Israels folk, ² og det følgende er en liste over hans højeste embedsmænd:

Azarja, søn af Zadok, var præst ved helligdommen; ³ Elihoref og Ahija, Shishas sønner, var statssekretærer; Joshafat, søn af Ahilud, havde ansvaret for de historiske arkiver; ⁴ Benaja, søn af Jojada, var øverstbefalende for hæren; Zadok og Ebjatar var præster; ⁵ Azarja, søn af Natan, havde opsyn med alle distriktsguvernørerne; Zabud, søn af Natan, var hofpræst og kongens personlige rådgiver; ⁶ Ahishar var hofmarskal; Adoniram, søn af Abda, havde opsyn med alle slaverne.

⁷ Salomons 12 distriktsguvernører havde ansvar for at opkræve skat til kongens hof. Hvert distrikt havde ansvar for at sende forsyninger til kongen og hans hof én måned om året. ⁸ Det følgende er en liste over distriktsguvernørerne og de områder, de havde ansvar for:

Hurs søn var guvernør over Efraims bjergland; ⁹ Dekers søn over Makatz-Sha’albim, Bet-Shemesh og Elon-Bet-Hanan; ¹⁰ Heseds søn over byerne Arubbot og Soko samt hele Hefer-området; ¹¹ Abinadabs søn, som var gift med Salomons datter Tafat, over Dors højland; ¹² Ba’ana, Ahiluds søn, over byerne Ta’anak og Megiddo samt hele området omkring Bet-Shan, som ligger ved Zaretan neden for Jizre’elsletten og op til Abel-Mehola og Jokmeam området; ¹³ Gebers søn over Ramot-Gilead, Jairs landsbyer (opkaldt efter Manasses søn Jair) og Argob-området i Bashan, i alt 60 større befæstede byer med portslåer af bronze; ¹⁴ Ahinadab, Iddos søn over Mahanajim-området; ¹⁵ Ahima’atz, der var gift med Basemat—en anden af Salomons døtre—over Naftalis land; ¹⁶ Ba’ana, Hushajs søn, over Ashers land med byen Alot; ¹⁷ Joshafat, Paruas søn, over Issakars land; ¹⁸ Shimi, Elas søn, over Benjamins land; ¹⁹ Geber, Uris søn, over Gilead-området med den del, der havde tilhørt amoritterkongen Sihon og kong Og af Bashan. Der var kun én garnison i hele det område.

Israels og Judas storhedstid

²⁰ Under kong Salomon oplevede Juda og Israel en vældig opblomstring. Befolkningstallet voksede stærkt, og alle havde nok at spise og var glade og tilfredse.

5 Kong Salomon havde herredømmet over alle landene fra Eufratfloden i nord til den egyptiske grænse mod syd,^[h] inklusive filistrenes land. De lande, han havde underlagt sig, betalte skat til ham og var loyale over for ham hele hans liv.

² Hoffets daglige fødevareforbrug bestod af 30 sække^[i] fint hvedemel, 60 sække usigtet mel, ³ ti stykker fedekvæg, 20 stykker græskvæg, 100 stykker småkvæg og fra tid til anden hjorte, gazeller, rådyr og fede gæs. ⁴ Salomon regerede over en række vasalstater fra Tifsa ved Eufratfloden mod nord til Gaza mod syd, og han havde fred til alle sider. ⁵ Så længe Salomon levede, havde Israels befolkning fred lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, og alle kunne i ro og mag dyrke deres figentræer og vinplanter.

⁶ Salomon havde 4000^[j] heste til at trække sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. ⁷ Hver måned sørgede distriktsguvernørerne for mad til Salomon og hans hof ⁸ samt for byg og hø til hestene i de kongelige stalde.

⁹ Gud gav Salomon usædvanlig visdom og indsigt og en omfattende viden på mange felter— ¹⁰ ja, i visdom overgik han langt Østens og Egyptens vismænd. ¹¹ Selv Etan fra Zerachs slægt kunne ikke måle sig med ham—og langt mindre Mahols sønner Heman, Kalkol og Darda. Hans berømmelse nåede langt ud over rigets grænser til de omkringliggende nationer. ¹² Han forfattede 3000 ordsprog og skrev 1005 sange. ¹³ Han havde en bred viden om pattedyr, fugle, krybdyr og fisk, og han vidste alt om planter lige fra Libanons store cedre til den lille ysop, der vokser i sprækker i muren. ¹⁴ Konger fra mange lande sendte deres folk til ham for at få råd og vejledning.

Tempelbyggeriet forberedes

¹⁵ Kong Hiram af Tyrus var en god ven af David. Da han hørte, at Davids søn Salomon var blevet konge i Israel, sendte han en delegation af sted med lykønskninger. ¹⁶ Salomon sendte følgende brev med tilbage til kong Hiram: ¹⁷ „Du ved, hvordan David blev angrebet fra alle sider af nabolandene, så han ikke var i stand til at bygge det hus, som han ønskede at bygge for Herren, sin Gud. Men Herren hjalp ham til at besejre alle hans modstandere. ¹⁸ Nu har Herren, min Gud, skaffet mig ro. Ingen fjender truer udefra, og ingen oprører undergraver riget indefra. ¹⁹ Derfor har jeg planer om at bygge Herren, min Gud, et hus, for Herren sagde til min far: ‚Din søn, som jeg vil gøre til konge efter dig, skal bygge mit hus!’ ²⁰ Gør mig nu den tjeneste at hjælpe mig med det projekt: Send skovarbejdere til Libanons bjerge, så de kan hugge cedertræ til mig. Jeg vil så sende folk af sted, som kan hjælpe dem. Men der er ingen, der kan hugge tømmer så godt som jer sidoniere. Jeg vil naturligvis betale dine folk, hvad du forlanger.”

²¹ Hiram blev så begejstret for Salomons brev, at han udbrød: „Lovet være den Gud, der har givet David sådan en vis søn til at herske over Israels mægtige folk!” ²² Derpå sendte han svar tilbage til Salomon: „Jeg har modtaget dit brev og vil gøre, hvad du bad mig om. Vi kan levere både cedertræ og cypres. ²³ Mine folk skal nok sørge for transporten af tømmeret fra Libanons bjerge ud til Middelhavet, hvor de vil binde tømmeret sammen til flåder og fragte det langs kysten til det sted, du ønsker. Der vil flåderne så blive skilt ad igen, og du kan fragte tømmeret videre. Hvad betaling for tømmeret angår, bedes du sende mig fødevarer til mit hof.”

²⁴ På den måde fik Salomon fat i alt det ceder- og cyprestræ, han havde brug for, ²⁵ og som betaling sendte han årligt 20.000 sække hvede og 200 ankre^[k] olivenolie til kong Hirams hof.

²⁶ Herren gav Salomon stor visdom, som han havde lovet, og Hiram og Salomon indgik en formel fredsaftale.

²⁷ Salomon udskrev 30.000 mænd fra hele Israel til træfældningsarbejdet ²⁸ og sendte dem holdvis til Libanon—10.000 ad gangen—således at hvert hold arbejdede en måned i Libanon og havde to måneders orlov hjemme. Adoniram havde overopsyn med arbejdslejren.

²⁹ Desuden udskrev Salomon 80.000 mænd til at hugge stenblokke i de nærliggende bjerge, 70.000 mænd til at transportere stenene, ³⁰ og 3600^[l] arbejdsformænd. ³¹ Stenhuggerne brød store klippeblokke løs til templets fundament. Det var et yderst kostbart projekt. ³² Salomons og Hirams folk fik hjælp af eksperter fra Gebal^[m] til den videre forarbejdning af både stenblokke og tømmer.

Salomon bygger templet

6 I Salomons fjerde regeringsår, i måneden ziv, det vil sige årets anden måned,^[n] påbegyndte han tempelbyggeriet—480 år efter, at Israels folk havde forladt Egypten. ² Templet blev 27 m langt, 9 m bredt og 13,5 m højt. ³ Foran indgangen til templet blev der bygget en forhal, 9 m på den lange led svarende til templets bredde og 4,5 m på den korte led. ⁴ Hele vejen rundt på tempelbygningen var der smalle vinduesåbninger.

^5-6 Rundt langs templets ydermur byggede Salomon en række mindre rum i tre etager. Stueetagen var 2,25 m bred, førstesalen var 2,7 m bred, og andensalen var 3,15 m bred. De bjælker der dannede gulv og loft, hvilede på nogle fremspring i tempelmuren, således at man ikke behøvede at bryde hul i muren for at lave denne tilbygning.

⁷ Tempelbygningens sten var blevet færdighugget i stenbruddet, hvilket betød, at bygningen blev rejst i stilhed uden støj fra hamre, mejsler eller andre jernredskaber.

⁸ Der var kun adgang til den udvendige tilbygning gennem en dør, der vendte mod syd, og trapper førte op til første og anden sal.

⁹ Templets tag bestod af tværbjælker og planker af cedertræ. ¹⁰ Det var også tværbjælker og planker af cedertræ, der forbandt tilbygningen med templet. Hver etage i tilbygningen var 2,25 m høj.

^11-12 Herren talte til Salomon om det tempel, han var i færd med at bygge. „Hvis du nøje følger mine instrukser og adlyder mine befalinger,” sagde han, „vil jeg opfylde det løfte, jeg gav din far, David. ¹³ Jeg vil tage bolig iblandt mit folk Israel og ikke forlade dem.”

¹⁴ Da selve tempelbygningen var færdig, fortsatte Salomon med den indvendige indretning. ¹⁵ Væggene blev beklædt med cedertræspaneler fra gulv til loft, og gulvbrædderne var af cyprestræ. ^16-22 Der blev lavet et inderrum på 9 m gange 9 m gange 9 m. Det var det allerhelligste rum. Også det rum blev beklædt på alle sider med cedertræsplanker. Det største rum i templet, som kaldtes det hellige, blev således 18 m langt. Cedertræspaneler dækkede alle murene fuldstændigt, og de blev dekoreret med udskårne figurer af blomsterknopper og udsprungne blomster.

I templets inderste rum, det allerhelligste, blev pagtens ark anbragt. Røgelsesalteret, som skulle stå foran indgangen til det allerhelligste rum, blev lavet af cedertræ. Templets indersider blev derefter belagt med rent guld, både i det hellige og det allerhelligste. Også cedertræsalteret blev belagt med guld.

^23-28 I det allerhelligste rum anbragte Salomon to keruber, udskåret af vildt oliventræ. De var 4,5 m høje. Hver vinge var 2,25 m lang, og hver kerubs vingefang var således 4,5 m. De to keruber var nøjagtig ens, og de var begge belagt med guld. De var anbragt således, at deres udbredte vinger tilsammen nåede fra væg til væg, og det sted, hvor deres vingespidser rørte hinanden, var nøjagtig midt i rummet.

²⁹ Figurer, der skulle forestille keruber, palmetræer og blomster, var sirligt udskåret i panelerne i begge tempelrum, ³⁰ og selv gulvet i begge rum blev belagt med guld.

^31-32 Salomon lod fremstille to dørfløje af vildt oliventræ til at lukke af for det allerhelligste rum, og rammen omkring døråbningen blev lavet med en gavl, så den var en femkant.^[o] Dørene blev udsmykket med udskårne keruber, palmetræer og blomster, og det hele blev belagt med guld.

³³ Ved indgangen til det hellige rum lod han også lave en dørramme af vildt oliventræ, men den var firkantet. ³⁴ Der blev lavet to fløjdøre af cyprestræ, hvor hver fløj havde to dørflader, som drejede på hængsler. ³⁵ På fløjdørene lod han udskære keruber, palmetræer og blomster, som blev belagt med guld.

³⁶ Han lod bygge en mur rundt om den indre forgård med tre lag sten og et lag cedertræsbjælker.

³⁷ Tempelbyggeriet startede som sagt i årets anden måned i Salomons fjerde regeringsår, ³⁸ og det var færdigt til mindste detalje i bul måned, det vil sige den ottende måned, i Salomons 11. regeringsår. Det tog altså godt syv år at opføre templet.

Salomon bygger sit eget paladskompleks

7 Det tog Salomon 13 år at opføre sit eget paladskompleks.

^2-3 En af bygningerne kaldte han „Libanonskovhallen”. Den var 45 m lang, 22,5 m bred og 13,5 m høj. Den var bygget op omkring fire rækker cedertræssøjler. Loftkonstruktionen bestod af 3 gange 15 store tværbjælker af cedertræ, som hvilede på disse cedertræssøjler. Oven på tværbjælkerne var der lagt et bræddeloft bestående af cedertræsplanker.^{[p] 4} I hallens langsider var der vinduer, der sad over for hinanden i tre niveauer. ⁵ I hver ende af hallen var der tre rektangulære døråbninger, der også sad over for hinanden.

⁶ Han byggede også „Søjlehallen”. Den var 22,5 m lang og 13,5 m bred med en overdækket terrasse, hvis tag blev båret af en række søjler.

⁷ Desuden byggede han „Domhuset”, hvor hans trone stod. Det var her, han afsagde dom i de forskellige retssager, der blev bragt til ham. Det var indvendigt beklædt med cedertræspaneler fra gulv til loft.

⁸ Salomons private beboelseshuse lå bag Domhuset inden for den mur, som omgav hele paladskomplekset. Det hus, han lod opføre til den egyptiske prinsesse, han havde giftet sig med, svarede i størrelse og udstyr til hans eget. ⁹ Husene blev bygget af store, smukke sandsten, som var blevet hugget ud og savet til i bestemte mål. Disse sten blev brugt til husmurene, hele vejen fra nederst til øverst, og de blev også brugt til muren omkring paladsgården. ¹⁰ Stenene til fundamentet var ekstra store, nogle var 4,5 m lange, andre 3,6 m. ¹¹ Oven på fundamentet blev der så bygget med de andre sten, der var tilhugget efter bestemte mål, samt med cedertræ. ¹² Muren omkring paladsets gård bestod af tre lag tilhugne sten med et lag cedertræsbjælker ovenpå, svarende til den mur, der omgav templet og forhallen foran templet.

Huram laver de øvrige ting til templet

^13-14 Kong Salomon sendte bud til Tyrus efter en kunsthåndværker og fik fat i en mand ved navn Huram,^[q] som var ekspert i bronzestøbning. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme, og hans far havde været en dygtig bronzesmed i Tyrus. Således kom Huram i arbejde hos kong Salomon.

¹⁵ Han lavede to bronzesøjler,^[r] 8,1 m i højden og 5,4 m i omkreds. ¹⁶ Derefter formede han to søjlehoveder af bronze, der var 2,25 m høje. ¹⁷ Hvert søjlehoved var dekoreret med syv rækker kædelignende bronzefletværk. ¹⁸ Oven over dem anbragte han to rækker granatæbler i bronze. ¹⁹ De øverste 1,8 m af søjlehovederne var bøjet udad som en liljeblomst. ²⁰ De to rækker granatæbler, 100 i hver række, var anbragt over den fortykkede kant forneden på søjlehovedet ved siden af fletværket. ²¹ Disse to søjler blev placeret foran tempelindgangen. Søjlen mod syd blev kaldt Jakin, og søjlen mod nord blev kaldt Boaz. ²² Dermed var søjlerne færdige.

²³ Han støbte også en stor, rund vandbeholder, 2,25 m dyb, 4,5 m i diameter og 13,5 m i omkreds. Den blev kaldt „bronzehavet”. ²⁴ På ydersiden lige under kanten hele vejen rundt lavede han to rækker græskarlignende udsmykninger med ca. 5 cm mellem hver, formet i ét med resten af bronzehavet. ²⁵ Beholderen stod på 12 bronzeokser, der vendte halerne mod hinanden, således at okserne tre og tre så i retning af de fire verdenshjørner. ²⁶ Beholderens tykkelse var en håndsbred, og kanten var bøjet udad som kanten på en kop eller som toppen af en liljeblomst. Den rummede ca. 44.000 liter vand.^[s]

²⁷ Derpå lavede han ti rulleborde af bronze, 1,8 m lange, 1,8 m brede og 1,35 m høje. ²⁸ Bordene var konstrueret med sidepaneler, som var sat fast på de fire ben i hjørnerne. ²⁹ Sidepanelerne var dekoreret med løver, okser og keruber. Både over og under løverne og okserne var der dekorationer formet som kranse, der hang nedad. ³⁰ Alle disse borde havde fire bronzehjul med bronzeaksler. I hvert side var der en lodret stang, som ragede lidt op, så det tilhørende vandfad kunne blive holdt på plads oven på bordet. Også disse støttestænger var af bronze, og de var dekoreret med kranselignende ornamenter. ³¹ På oversiden af hvert rullebord var der en cirkulær fordybning som et underlag til støtte for vandfadet. Den var 45 cm dyb med en støttehylde nedenunder på ekstra 22,5 cm. Der var også dekorationer ved kanten af denne fordybning. Sidepanelerne var dog firkantede, ikke runde.

³² De fire hjul sad under sidepanelerne og havde en diameter på 67 cm. Hjulakslerne gik igennem de fire hjørneben. ³³ Hjulene lignede almindelige vognhjul, men både aksler, eger, fælge og nav var støbt i metal. ³⁴ I hvert hjørne var der et håndtag, som var ud i ét stykke med resten af bordet. ³⁵ Ved overkanten af bordet var der en bort på en halv alens bredde, der gik hele vejen rundt.^{[t] 36} Keruber, løver, palmetræer og kransedekorationer smykkede det hele, hvor der var plads. ³⁷ Alle ti rulleborde var fuldstændig ens, idet de blev støbt ved brug af de samme forme.