Bible in 90 Days

135 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I Herrens Tjenere, ² som står i Herrens Hus, i vor Guds Huses Forgårde! ³ Pris Herren, thi god er Herren, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. ⁴ Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. ⁵ Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er større end alle Guder.

⁶ Herren gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. ⁷ Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;

⁸ han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, ⁹ og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; ¹⁰ han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, ¹¹ Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger ¹² og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. ¹³ Herre, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, Herre, fra Slægt til Slægt, ¹⁴ thi Ret skaffer Herren sit Folk og ynkes over sine Tjenere.

¹⁵ Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; ¹⁶ de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; ¹⁷ de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. ¹⁸ Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. ¹⁹ Lov Herren, Israels Hus, lov Herren, Arons Hus, ²⁰ lov Herren, Levis Hus, lov Herren, I, som frygter Herren! ²¹ Fra Zion være Herren lovet, han, som bor i Jerusalem!

136 Halleluja! Tak Herren, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! ² Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! ³ Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁴ Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁵ Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁶ Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁷ Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁸ Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! ⁹ Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! ¹⁰ Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹¹ Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹² Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹³ Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁴ Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁵ Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁶ Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁷ Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁸ Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! ¹⁹ Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁰ Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! ²¹ Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²² I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²³ Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁴ Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁵ Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! ²⁶ Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!

137 Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. ² Vi hængte vore Harper i Landets Pile. ³ Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" ⁴ Hvor kan vi synge Herrens Sange på fremmed Grund? ⁵ Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! ⁶ Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

⁷ Herre, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" ⁸ Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! ⁹ Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!

138 Jeg vil prise dig Herre, at hele lovsynge dig for Guderne; ² jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. ³ Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. ⁴ Alle Jordens Konger skal prise dig, Herre, når de hører din Munds Ord, ⁵ og synge om Herrens Veje; thi stor er Herrens Ære, ⁶ thi Herren er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. ⁷ Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. ⁸ Herren vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, Herre, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!

139 Herre, du ransager mig og kender mig! ² Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, ³ du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. ⁴ Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. ⁵ Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. ⁶ At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! ⁷ Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? ⁸ Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; ⁹ tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, ¹⁰ da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

¹¹ Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" ¹² så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

¹³ Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. ¹⁴ Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. ¹⁵ Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; ¹⁶ som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. ¹⁷ Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! ¹⁸ Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

¹⁹ Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, ²⁰ de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. ²¹ Jeg hader jo dem, der hader dig, Herre, og væmmes ved dem, der står dig imod; ²² med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. ²³ Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! ²⁴ Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!

140 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Red mig, Herre, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, ³ der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. ⁴ De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. ⁵ Vogt mig, Herre, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. ⁶ Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. ⁷ Jeg siger til Herren: Du er min Gud, Herre, lyt til min tryglende Røst! ⁸ Herre, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. ⁹ Opfyld ej, Herre, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! ¹⁰ Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! ¹¹ Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! ¹² Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! ¹³ Jeg ved, at Herren vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. ¹⁴ For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.

141 Herre, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; ² som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! ³ Herre, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! ⁴ Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. ⁵ Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁶ Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. ⁷ Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. ⁸ Dog, mine Øjne er rettet på dig, o Herre, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! ⁹ Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; ¹⁰ lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

143 Herre, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, ² gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! ³ Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁴ Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. ⁵ Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. ⁶ Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. ⁷ Skynd dig at svare mig, Herre, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. ⁸ Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. ⁹ Fri mig fra mine Fjender, Herre, til dig flyr jeg hen; ¹⁰ lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! ¹¹ For dit Navns Skyld, Herre, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, ¹² udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.

144 Lovet være Herren, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, ² min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! ³ Herre, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? ⁴ Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. ⁵ Herre, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; ⁶ slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; ⁷ udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, ⁸ fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. ⁹ Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, ¹⁰ du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. ¹¹ Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

¹² I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; ¹³ vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, ¹⁴ fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. ¹⁵ Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er Herren!

145 Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. ² Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. ³ Stor og højlovet er Herren, hans Storhed kan ikke ransages. ⁴ Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. ⁵ De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; ⁶ de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; ⁷ de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. ⁸ Nådig og barmhjertig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed. ⁹ God er Herren mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. ¹⁰ Dine Værker takker dig alle, Herre, og dine fromme lover dig. ¹¹ De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde ¹² for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. ¹³ Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er Herren i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). ¹⁴ Herren støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. ¹⁵ Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; ¹⁶ du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. ¹⁷ Retfærdig er Herren på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. ¹⁸ Nær er Herren hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. ¹⁹ Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, ²⁰ Herren vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. ²¹ Min Mund skal udsige Herrens Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

147 Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. ² Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, ³ han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; ⁴ han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. ⁵ Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; ⁶ Herren holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. ⁷ Syng for Herren med Tak, leg for vor Gud på Citer! ⁸ Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; ⁹ Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; ¹⁰ hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; ¹¹ Herren har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed.

¹² Lovpris Herren, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! ¹³ Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; ¹⁴ dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; ¹⁵ han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, ¹⁶ han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, ¹⁷ som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; ¹⁸ han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. ¹⁹ Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. ²⁰ Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!

148 Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! ² Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, ³ pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, ⁴ pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! ⁵ De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; ⁶ han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! ⁷ Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, ⁸ Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, ⁹ I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, ¹⁰ I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, ¹¹ I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ¹² ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! ¹³ De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. ¹⁴ Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!

149 Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! ² Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, ³ de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; ⁴ thi Herren har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. ⁵ De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, ⁶ med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd ⁷ for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, ⁸ for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern ⁹ og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -

150 Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, ² pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; ³ pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, ⁴ pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, ⁵ pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; ⁶ alt hvad der ånder, pris Herren! Halleluja!

1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge. ² Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale, ³ tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind; ⁴ de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt; ⁵ den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst; ⁶ de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

⁷ Herrens Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt. ⁸ Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring. ⁹ thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals. ¹⁰ Min Søn, sig nej, når Syndere lokker! ¹¹ Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand! ¹² Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven. ¹³ Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov. ¹⁴ Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!" ¹⁵ - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti; ¹⁶ thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod. ¹⁷ Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne; ¹⁸ de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv. ¹⁹ Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

²⁰ Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten; ²¹ oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene: ²² Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab? ²³ Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord: ²⁴ Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det, ²⁵ men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer, ²⁶ derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer, ²⁷ når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer. ²⁸ Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde, ²⁹ fordi de hadede Kundskab og ikke valgte Herrens Frygt; ³⁰ mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse. ³¹ Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd; ³² thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang; ³³ men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.

2 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig, ² idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt, ³ ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt, ⁴ søger du den som Sølv og leder den op som Skatte, ⁵ da nemmer du Herrens Frygt og vinder dig Kundskab om Gud. ⁶ Thi Herren, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt. ⁷ Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel, ⁸ idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej. ⁹ Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt. ¹⁰ Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl; ¹¹ Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter - ¹² idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, - ¹³ som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje. ¹⁴ som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt, ¹⁵ de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor - ¹⁶ idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord, ¹⁷ der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt; ¹⁸ thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor; ¹⁹ tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier ²⁰ at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier; ²¹ thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri, ²² men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

3 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! ² Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig. ³ Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle! ⁴ Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne. ⁵ Stol på Herren af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand; ⁶ hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier. ⁷ Hold ikke dig selv for viis, frygt Herren og vig fra det onde; ⁸ så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod. ⁹ Ær med din Velstand Herren med Førstegrøden af al din Avl; ¹⁰ da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most. ¹¹ Min Søn, lad ej hånt om Herrens Tugt, vær ikke ked af hans Revselse; ¹² Herren revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

¹³ Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt; ¹⁴ thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld; ¹⁵ den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den; ¹⁶ en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære; ¹⁷ dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke; ¹⁸ den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast! ¹⁹ Herren grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt; ²⁰ ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned. ²¹ Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne; ²² så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals. ²³ Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; - ²⁴ sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød; ²⁵ du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse; ²⁶ thi Herren skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

²⁷ Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe; ²⁸ sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det. ²⁹ Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed. ³⁰ Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men. ³¹ Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje; ³² thi den falske er Herren en Gru; mod retsindig er han fortrolig; ³³ i den gudløses Hus er Herrens Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han. ³⁴ Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde. ³⁵ De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

4 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand; ² thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer. ³ Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste, ⁴ lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve; ⁵ køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord; ⁶ slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig! ⁷ Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har; ⁸ hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den; ⁹ den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone. ¹⁰ Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange. ¹¹ Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor; ¹² når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke; ¹³ hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv. ¹⁴ Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej. ¹⁵ sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom; ¹⁶ thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald. ¹⁷ Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin. ¹⁹ Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over, ¹⁸ men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag: ²⁰ Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger; ²¹ det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte; ²² thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød. ²³ Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet. ²⁴ Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern. ²⁵ Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem; ²⁶ gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet; ²⁷ bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

5 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, ² at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. ³ Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; ⁴ men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; ⁵ hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; ⁶ hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. ⁷ Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! ⁸ Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, ⁹ at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. ¹⁰ at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, ¹¹ så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, ¹² og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, ¹³ så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! ¹⁴ Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" ¹⁵ Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; ¹⁶ lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! ¹⁷ Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! ¹⁸ Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, ¹⁹ den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! ²⁰ Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? ²¹ Thi for Herrens Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; ²² den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; ²³ han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

6 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag, ² er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord, ³ gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste; ⁴ und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile, ⁵ red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd. ⁶ Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis. ⁷ Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer, ⁸ sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst. ⁹ Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn? ¹⁰ Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: ¹¹ som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. ¹² En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden, ¹³ som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene, ¹⁴ som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv; ¹⁵ derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges. ¹⁶ Seks Ting hader Herren, syv er hans Sjæl en Gru: ¹⁷ Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod, ¹⁸ et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt, ¹⁹ falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

²⁰ Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring, ²¹ bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals; ²² på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner; ²³ thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej ²⁴ for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge! ²⁵ Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej! ²⁶ Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl. ²⁷ Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder? ²⁸ Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides? ²⁹ Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf. ³⁰ Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult? ³¹ Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods. ³² Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så; ³³ han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam. ³⁴ Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag; ³⁵ ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.