Bible in 90 Days
19 Jeg fuldbyrder et Under i blandt dem og sender undslupne af dem til Folkene, Tarsis, Pul, Lud, Mesjek, Rosj, Tujal, Javan, de fjerne Strande, som ikke har hørt mit Ry eller set min Herlighed; og de skal forkynde min Herlighed blandt Folkene. 20 Og de skal bringe alle eders Brødre fra alle Folk som Gave til Herren, til Hest, til Vogns, i Bærestol, på Muldyr og Kameler til mit hellige Bjerg Jerusalem, siger Herren, som når Israelitterne bringer Offergaver i rene Kar til Herrens Hus. 21 Også af dem vil jeg udtage Levitpræster, siger Herren.
22 Thi ligesom de nye Himle og den ny Jord, som jeg skaber, skal bestå for mit Åsyn, lyder det fra Herren, således skal eders Afkom og Navn bestå.
23 Hver Måned på Nymånedagen og hver Uge på Sabbatten skal alt Kød komme og tilbede for mit Åsyn, siger Herren, 24 og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.
1 Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins Land, 2 til hvem Herrens Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas, Dage, i hans Herredømmes trettende År, 3 og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i den femte Måned.
4 Herrens Ord kom til mig således: 5 Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. 6 Men jeg svarede: "Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." 7 Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; 8 frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren." 9 Og, Herren udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante." 11 Siden kom Herrens Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren." 12 Da sagde Herren til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over mit Ord for at fuldbyrde det." 13 Og Herrens Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord." 14 Da sagde Herren til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle Landets Indbyggere; 15 thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra Herren, og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle Judas Byer; 16 og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres Hænders Værk. 17 Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! 18 Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og Fyrster, Præsterne og Almuen; 19 de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren."
2 Herrens Ord kom til mig således: 2 Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger Herren: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås; 3 Israel var helliget Herren, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra Herren.
4 Hør Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus: 5 Så siger Herren: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme? 6 De spurgte ikke: "Hvor er Herren, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?" 7 Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig. 8 Præsterne spurgte ikke: "Hvor er Herren?" De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner. 9 Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra Herren, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.
10 Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før! 11 Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der intet gavner. 12 Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra Herren; 13 thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand.
14 Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte? 15 Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der. 16 Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse. 17 Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra Herren din Gud. 18 Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden?
19 Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted Herren din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre. 20 Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer. 21 Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke? 22 Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra Herren. 23 Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did, 24 et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned. 25 Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til." 26 Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter, 27 som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: "Stå op og frels os!" 28 Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda. 29 Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra Herren. 30 Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne. 31 Du onde Slægt, så mærk jer dog Herrens Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig." 32 Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage. 33 Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd. 34 Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse. 35 Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke syndet." 36 Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur; 37 også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi Herren har forkastet dine Støtter, de båder dig intet.
3 Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra Herren. 2 Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab, 3 en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam. 4 Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven. 5 Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således taler du, men øver det onde til Gavns.
6 Herren sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede. 7 Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda; 8 hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. 9 Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ. 10 Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra Herren. 11 Og Herren sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas.
12 Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren; jeg gemmer ej evigt på Vrede; 13 men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, så lyder det fra Herren.
14 Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra Herren; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion, 15 og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. 16 Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra Herren, skal de ikke mere tale om Herrens Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. 17 På hin Tid skal man kalde Jerusalem Herrens Trone, og der, til Herrens Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. 18 I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.
19 Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" 20 Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra Herren. 21 Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte Herren deres Gud. 22 Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. 23 Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels Frelse. 24 Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. 25 Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.
4 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn. 2 Sværger du: "Så sandt Herren lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. 3 Thi så siger Herren til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne! 4 Omskær jer for Herren og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.
5 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder! 6 Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 7 En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der. 8 Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende Vrede sig fra os. 9 På hin Dag, lyder det fra Herren, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel; 10 og de skal sige: "Ak, Herre, Herre! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen."
11 På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn, 12 et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem. 13 Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! 14 Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? 15 Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: 16 Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. 17 Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. 18 Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
19 Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; 20 der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. 21 Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet? 22 Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode.
23 Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte; 24 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved; 25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet; 26 jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for Herren, for hans glødende Vrede. 27 Thi så siger Herren: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke. 28 Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
29 For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. 30 Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. 31 Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."
5 Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem. 2 Siger de: "Så sandt Herren lever", sværger de falsk. 3 Herre, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om. 4 Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej Herrens Vej, deres Guds Ret; 5 jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da Herrens Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd. 6 Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald. 7 Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;
8 de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.
9 Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 10 Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi Herren tilhører de ikke. 11 Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra Herren. 12 De fornægter Herren og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger; 13 Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!" 14 Derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære. 15 Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra Herren, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter; 16 som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper; 17 det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.
18 Men selv i de Dage, lyder det fra Herren, vil jeg ikke udslette eder. 19 Og når de siger: "Hvorfor har Herren vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders."
20 Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda: 21 Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører: 22 Vil I ikke frygte mig, lyder det fra Herren, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
23 Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort. 24 De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte Herren vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes." 25 Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.
26 Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker. 27 Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige. 28 De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret. 29 Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra Herren; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk? 30 Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet; 31 Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?
6 Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 2 Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte 3 til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke. 4 Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes. 5 Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.
6 Thi så siger Hærskarers Herre: Fæld Træer og opkast en Vold imod Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte! 7 Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje. 8 Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.
9 Så siger Hærskarers Herre: Hold Efterhøst på Israels Rest, som det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd til dens Ranker! 10 "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, Herrens Ord er til Spot og huer dem ikke. 11 Jeg er fuld af Herrens Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige; 12 deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra Herren. 13 Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 14 De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 15 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren.
16 Så siger Herren: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke." 17 Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de svarede: "Det vil vi ikke." 18 Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem! 19 Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om min Lov. 20 Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag, eders Slagtofre huer mig ikke. 21 Derfor, så siger Herren: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk, og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og Genbo skal omkomme.
22 Så siger Herren: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden. 23 De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig, du Zions Datter. 24 Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os, Skælven som fødende Kvinde. 25 Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd, trindt om er Rædsel. 26 Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat komme over os.
27 Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at kende og prøve deres Færd. 28 De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet. 29 Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de onde udskilles ej. 30 Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har Herren vraget.
7 Det Ord som kom til Jeremias fra Herren 2 Stå hen i Porten til Herrens Hus og udråb dette Ord: Hør Herrens Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede Herren! 3 Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Bedrer eders Veje og eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted. 4 Stol ikke på den Løgnetale: Her er Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel! 5 Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver Ret Mand og Mand imellem, 6 ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders Fædre. 8 Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder. 9 Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al, holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til 10 og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse Vederstyggeligheder. 11 Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule? Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra Herren. 12 Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit Folk Israels Ondskabs Skyld. 13 Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra Herren, og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, 14 derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg gjorde med Silo; 15 og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle eders Brødre bort, al Efraims Æt.
16 Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke. 17 Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems Gader?,, 18 Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig. 19 Mon det er mig, de krænker, lyder det fra Herren, mon ikke sig selv til deres Ansigters Skam? 20 Derfor, så siger den Herre Herren: Se, min Vrede og Harme udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.
21 Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Læg eders Brændofre til eders Slagtofre og æd Kød! 22 Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer; 23 men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel." 24 Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad. 25 Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere Profeterne; 26 men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og øvede mere ondt end deres Fædre. 27 Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke.
28 Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte Herren deres Guds Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af deres Mund. 29 Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi Herren har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.
30 Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder det fra Herren; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset, som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; 31 de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad aldrig var i min Tanke. 32 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til. 33 Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde, og ingen skal skræmme dem bort. 34 Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal lægges øde.
8 Til hin Tid, lyder det fra Herren, skal man tage Judas kongers ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave 2 og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken. 3 Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers Herre.
4 Og du skal sige til dem: Så siger Herren: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om? 5 Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen. 6 Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid. 7 Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej Herrens Ret.
8 Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er Herrens Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste. 9 De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, Herrens Ord har de vraget, hvad Visdom har de? 10 Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 11 De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 12 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren. 13 Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra Herren, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.
14 Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi Herren vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod Herren. 15 Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. 16 Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere. 17 Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra Herren.
18 Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt. 19 Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er Herren da ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed? 20 Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst! 21 Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel. 22 Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Sår? 9 1 Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne.
2 Ak, fandt jeg i Ørkenen et Herberg for vandringsmænd. Så drog jeg bort fra mit Folk og gik fra dem. Thi Horkarle er de alle, en svigefuld Bande; 3 de spænder deres Tunges Bue. Løgn, ikke Sandhed råder i Landet; thi de går fra Ondskab til Ondskab og kender ej mig, så lyder det fra Herren. 4 Vogt eder hver for sin Næste, tro ingen Broder, thi hver Broder er fuld af List, hver sværter sin Næste. 5 De fører hverandre bag Lyset, taler ikke Sandhed: de øver Tungen i Løgn, skejer ud, vil ej vende om, 6 Voldsdåd Slag i Slag og Svig på Svig; de nægter at kendes ved mig, så lyder det fra Herren. 7 Derfor, så siger Hærskarers Herre: Se, jeg smelter og prøver dem, ja, hvad må jeg dog gøre for mit Folks Datters Skyld! 8 Deres Tunge er en morders Pil, deres Munds Ord Svig; med Næsten taler de Fred, men i Hjertet bærer de Svig. 9 Skal jeg ikke hjemsøge dem for sligt, så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 10 Over Bjergene bryder jeg ud i Gråd og Klage, over ØrkenensGræsgang i Klagesang. Thi de er afsvedet, mennesketomme, der høres ej Lyd af Kvæg; Himlens Fugle og Dyrene flygtede bort. 11 Jerusalem gør jeg til Stenhob. Sjakalers Bolig, og Judas Byer til Ørk, hvor ingen bor.
12 Hvem er viis nok til at fatte dette, og til hvem har Herrens Mund talet, så han kan sige det: Hvorfor er Landet lagt øde, afsvedet som en Ørken, mennesketomt? 13 Og Herren sagde: Fordi de forlod min Lov, som jeg forelagde dem, og ikke hørte min Røst eller vandrede efter den, 14 men fulgte deres Hjertes Stivsind og Baalerne, som deres Fædre lærte dem at kende, 15 derfor, så siger Hærskarers Herre Israels Gud: Se, jeg giver dette Folk Malurt at spise og Gift at drikke; 16 jeg spreder dem blandt Folk, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og sender Sværdet efter dem, til jeg får gjort Ende på dem.
17 Så siger Hærskarers Herre, mærk jer det vel! Kald Klagekvinder hid, lad dem komme, hent kyndige Kvinder, lad dem komme, 18 lad dem haste og istemme Klage over os! Vore Øjne skal rinde med Gråd, vore Øjenlåg strømme med Vand. 19 Thi Klageråb høres fra Zion: "Hvor er vi dog hærgede, beskæmmede dybt, fordi vi må bort fra Landet, thi de brød vore Boliger ned." 20 Ja, hør, I Kvinder, mit Ord, eders Øre fange Ord fra min Mund, og lær eders døtre Klage, hverandre Klagesang: 21 "Døden steg op i vore Vinduer; kom i Paladserne, udrydded Barnet på Gaden, de unge på Torvene." 22 Sig: så lyder det fra Herren: De døde Legemer faldt som Gødning på Marken, som Skåret efter Høstmanden; ingen binder op.
23 Så siger Herren: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, den stærke ikke af sin Styrke, den rige ikke af sin Rigdom; 24 men den, som vil rose sig, skal rose sig af at han har Forstand til at kende mig, at jeg, Herren, øver Miskundhed, Ret og Retfærdighed på Jorden; thi i sådanne har jeg Behag, lyder det fra Herren.
25 Se, Dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger alle de omskårne, som har Forhud: 26 Ægypten, Juda, Edom, Ammoniterne, Moab og alle Ørkenboere med rundklippet Hår; thi Hedningerne er alle uomskårne, men alt Israels Hus har uomskåret Hjerte.
10 Hør det Ord Herren taler til eder, Israels hus! 2 Så siger Herren: Væn eder ikke til Hedningernes Færd og frygt ikke Himmelens Tegn, fordi Hedningerne frygter dem. 3 Thi Folkenes Rædsel er Tomhed; thi det er Træ, fældet i Skoven, et Værk, som Håndværkerhænder tilhugger med Økse: 4 han smykker det med Sølv og Guld og fæster det med Søm og Hammer, så det ikke vakler. 5 De er som et Fugleskræmsel i Agurkhaven og kan ikke tale; de må bæres, da de ikke kan gå. Frygt dem ikke, thi de gør intet ondt, så lidt som de evner at gøre noget godt. 6 Din Lige findes ikke, Herre; stor er du og stort dit Navn i Vælde. 7 Hvo skulde ikke frygte dig, du Folkenes Konge! Thi sådant tilkommer dig; thi blandt alle Folks Vismænd og i alle deres Riger findes ikke din Lige. 8 Alle sammen er de dumme og Tåber; Afgudernes Lærdom, den er Træ. 9 Hamret Sølv, indført fra Tarsis, og Guld fra Ofir, et Værk af en Håndværker og Guldsmedens Hænder! De er klædt i violet og rødt Purpur; et Værk af kunstsnilde Folk er de alle. 10 Men Herren er Gud i Sandhed, han er en levende Gud og en evig Konge; for hans Vrede skælver Jorden, og Folkene udholder ikke hans Harme. 11 Således skal I sige til dem: Guder, der ikke har skabt Himmel og Jord, skal forsvinde fra Jorden og under Himmelen. 12 Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin Indsigt udspændte han Himmelen. 13 Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre.